Kategoriarkiv: mennesker

du må have et godt liv | et digt

du lærte mig
at være alene
og mange tak for det
men lad os nu
få det på det rene
jeg er nødt til
at forlade dig
mine ting skal bo et andet sted
sammen med en sød bassist
du kommer ikke til at være med
og jeg forstår hvis det gør dig trist
du kender ham godt
du har set ham en hel del gange
han er klog og sjov og flot
og de gode stunder har været mange
men jeg må vælge
og det er let for mig
det skal være os to
så kære lejlighed
farvel og tak til dig
du har været så tolerant
selvom jeg kunne have været bedre
til at gøre rent
jeg lover at vaske dine vægge og dit gulv
inden det er for sent
du har klaret det flot
og det er et vemodigt farvel
du ved vel godt
at du ikke skal tage det personligt
det handler ikke om dig
det må du huske på
problemet er mig
og derfor er jeg nødt til at gå
farvel lyder så hårdt
for vi har været så glade
måske var tiden kort
men tak for det vi havde
jeg drejer nøglen om
for jeg skal nye veje
du må have et godt liv
jeg håber ikke
at jeg har larmet for meget
sikke en tid
vi har haft med hinanden
farvel kære lejlighed
må du blive glad med en anden

Påskereflektioner

Hej verden.

Jeg er træt på den gode måde efter en påskeferie, der både har været fyldt med familiearrangementer og rigeligt med alenetid. Jeg havde to en halv dag, hvor jeg var helt alene, hvilket var fint, da det gav mig tid til at arbejde på mine skoleprojekter, men også lidt kedelig til sidst. Resten af dagene har jeg brugt sammen med mine yndlingsmennesker, og jeg kan se tilbage på en masse gode minder fra denne påskeferie. Jeg synes, at jeg har formået både at få lavet skolerelaterede ting nogle af dagene og lave aktiviteter de andre dage, hvor jeg har kunnet koble lidt fra. Jeg har ikke været totalt i zen hele tiden, for meget af min tid og energi har jeg brugt på at tænke på/snakke om den kommende flytning. Det har hele tiden ligget lidt i mine tanker, og jeg har da haft nogle frustrerende stunder de dage, jeg har gået rundt for mig selv og haft tid til at tænke. Når jeg sidder her, og der ikke er noget til at distrahere mig, tænker jeg bare på, at jeg snart skal pakke alle mine ting ned, og at det bliver et stort projekt. Men jeg kan ikke gøre så meget endnu, da der stadig er en måned til flytningen. Så jeg kæmper lidt med at fastholde mine tanker i et spor, der er nogenlunde konstruktivt, så jeg ikke bare sidder og venter i den næste måned og ikke laver andet end det. Netop det skrev jeg også om i mit seneste blogindlæg, så det kan I læse, hvis I vil have mere info om mine tanker om at stresse over kommende forandringer.

Men for at vende tilbage til sporet; jeg har haft en dejlig påskeferie. Jeg har været sammen med dem, der kender mig allerbedst, dem der har kendt mig længst, og nogle der har kendt mig knap så længe, men som jeg slet ikke kan forestille mig ikke at have i mit liv.

Jeg har haft fødselsdag og fejret det med kaffe, kakao, kage og karbonader (med flag i). Jeg har været i Aalborg med min familie og med hjælp fra dem fik S og jeg hentet vores nye sofa. Jeg har også spillet Wii med Iris, selvom jeg egentligt troede, at man stoppede med at gøre det i 2010. Og jeg har drukket kaffe med min søde, 79-årige nabo, som jeg kommer til at savne ret meget, når jeg flytter næste måned. Jeg har siddet for mig selv og lyttet til stilheden, og jeg har lyttet til opera og sunget med, selvom jeg har ondt i halsen og både lyder skinger og hæs (ikke en god kombination). Jeg har været på tur med min svigerfamilie til Fjerritslev, hvor vi var til en overdådig og fornem påskefrokost hos S’ morfar og hans kone. Det var noget af et arrangement med forret og flæskesteg og tre slags kager og fyldte chokolader. De var nogle søde ældre mennesker, og det var en dejlig dag. I det hele taget er jeg bare ret begejstret for min svigerfamilie. De er nogle skønne typer, og jeg kan være mig selv i deres selskab, hvilket betyder meget mere, end jeg før har været klar over.

Jeg har også spist frysepizzaer sammen med S, og jeg har været ude i sommerhuset for en enkelt dag, hvor jeg og min familie hyggede os sammen og gik en tur på stranden. Vi spiste lammerester (påskelam, høhø) og halvrå flødekartofler, og det var ikke et æstetisk måltid, men det havde en værdi på sin egen måde. Vi hørte også John Mogensen og spiste citronmåne, og jeg følte mig en lille smule lykkelig i det øjeblik. Jeg holder uendeligt meget af min familie, og selvom det bliver noget andet, nu hvor jeg flytter til Aalborg, så er jeg på ingen måder bange for, at vi mister det bånd, vi har til hinanden. På mange måder synes jeg faktisk, at vi har fået det endnu bedre sammen, efter jeg er flyttet for mig selv, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle ændre sige til det værre nu, fordi jeg flytter lidt længere væk. Men det bliver anderledes nu. Livet byder på et væld af forandringer hele tiden, og man må bare kaste sig ud i det og se, hvor man ender.

I dag har jeg været i Ebeltoft sammen med hele min mors familie for at ønske min kusine Line en god rejse. Om en uge rejser hun til Mexico og er sandsynligvis væk i et år eller mere. Hun er totalt sej, og jeg beundrer hendes mod. I det hele taget beundrer jeg en masse mennesker i min familie. Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen, jeg ikke beundrer bare en lille smule. Vi har alle hver vores ting at kæmpe lidt med, og alligevel klarer vi det og sidder og griner sammen over en kop kaffe. Hvor er det vigtigt, at vi husker at beundre hinanden lidt. Og at vi husker at anerkende hinanden for at komme igennem vores respektive bøvl. Jeg tror, at det er godt for sjælen at sidde i et rum fyldt med mennesker, man har kendt altid, og kigge på hver og én og tænke, at de i grunden er ret seje. Og at man også selv er ret sej. Hvor er det vigtigt, at vi husker hinanden. Og hvor er det rart at have en familie, som man kan være sig selv med og snakke med i timevis, selvom man ikke har set hinanden i et år.

Hurra for menneskeheden. Og glædelig påske, til jer der måtte fejre det.

Her er god sang, og hermed tak for i dag.

//A

 

Gode råd til mig selv (og alle andre, der har lidt for meget at tænke på)

 

Kære A.

Du er inde i en god periode for tiden, og der sker nogle gode ting i dit liv. Du har brugt meget tid med dine yndlingsmennesker de seneste par dage, og I har grinet og smilet og sunget. Nu sidder du så her for dig selv, alene, på en tirsdag aften. Det har sneet lidt i dag, og din puls har været høj på en lidt ubehagelig måde. Du har haft så meget at tænke på, at du ikke har nået alt det, der stod på din liste, at du skulle i dag. Du prøver at koncentrere dig om din opgave, som du har forsømt en del, taget i betragtning af, at der ikke længere er lang tid til, at den skal afleveres. Du prøver at fokusere på at planlægge de to interviews, du skal udføre allerede om en uge, for det vil jo ikke fungere, hvis du møder uforberedt op. Du skal også huske at købe vin og bage småkager til interviewdeltagerne. Og du skal huske at stille åbne spørgsmål og turde at være tavs, for så fortæller de måske nogle uddybende detaljer.

Du skal også lige nå at læse lidt af pensum, for ellers dumper du faget. Og du skal læse til de to andre fag også og huske at skrive gode, brugbare noter. Du skal også huske at skrive under på lejekontrakten og snakke med din udkårne om, hvorvidt I skal flytte den dag, I overtager lejligheden eller om I skal vente til weekenden, og I skal forhøre jer med jeres (søde) flyttehjælpere/forældre og finde ud af, hvornår de har tid og hvad der passer bedst for alle. Og du skal også huske at få tømt fryseren og køleskabet, inden du flytter, og få det gjort ordentligt rent, fordi du har aftalt med den kommende lejer, at vedkommende skal købe det af dig. Og du skal huske at få pengene. Og du skal huske at aflevere alle dine nøgler. Og at gøre alting rent. Og du skal huske at sortere i dine bøger og dvd’er og køkkenting inden påskeferien er slut, fordi du har sagt til en skoleklasse at de kan komme og hente nogle af dine ting, fordi de mangler ting at sælge på deres loppemarked. De vil tjene penge til deres studietur, og du vil gerne af med nogle af dine ting, fordi du bliver træt af at tænke på, at du ellers skal tage det hele med til Nordjylland. Du er jo ikke 17 år længere, og du vil aldrig få læst de bøger igen, så du kan ligeså godt forære dem væk. Du skal også have solgt din røde stol, som du har stående på din altan, selvom du ikke har kunnet lide den, siden du var en del yngre. Og du skal have bestilt et nyt Ungdomskort og have bestilt nyt internet og opsagt det gamle, og du skal finde ud af, om I kan undgå at skulle betale antennebidrag i den nye lejlighed. Og så skal du også lige huske at pakke den nye ost lidt bedre ind, så den ikke mugner ligesom den sidste ost, du havde.

Der er rigeligt at tænke på, og når du sidder for dig selv på sådan en tirsdag aften kan du let få dig selv kørt helt op, så du ikke kan lave andet end at sidde og tænke. Det er faktisk længe siden, at du sidst har kunnet blive helt nervøs ved tanken om de ting, der venter i den nære fremtid, men når du først går i gang med at bekymre dig, er det svært at stoppe igen. Vanen ligger stadig i dig, og du kan se nu, at du aktivt skal vælge at gøre noget andet, hvis du skal have mulighed for at håndtere tingene på en lidt bedre og mere konstruktiv måde. For du får jo intet ud af at sidde og bekymre dig om alle de ting, og du får slet ikke noget ud af at tænke på det hele på én gang. Det løser ingenting, og du husker dig selv på, at du ikke behøver at lade dig rive med af alle bekymringerne. For når du trækker vejret og tænker dig ordentligt om, så ligger det egentlig ret klart, hvad du skal gøre i stedet for. Og måske du lige skulle minde dig selv om alle dine egne gode råd, som du midt i dit tankemylder har glemt at huske på.

Gode råd til mig selv

  1. Lav lister over alle de ting, du skal huske at få ordnet, og skriv det ned så snart, du kommer i tanke om noget nyt. Så skal du ikke tænke på, om der nu er noget, du har glemt. Lav gerne separate lister, så der fx er lister ved navn “inden flytning”, “flytning” og “andre ting”. Så er det lettere at overskue, hvad der skal gøres hvornår, og hvis du krydser af, hver gang du har ordnet én ting, kan du bedre se, at du rent faktisk bevæger dig fremad og kommer tættere og tættere på målet.
  2. I det hele taget er det vigtigt at have sit mål for øje. Tænk på, hvad det er, du arbejder hen imod, og hvad det er, du opnår, når du har klaret alle de ting, der står på dine lister. Forestil dig, hvordan det føles, når du har opnået dit mål. Tænk på, hvordan det vil føles, når alle jeres ting er flyttet ind i den nye lejlighed. Forestil dig, hvordan jeres blikke vil mødes og at du vil tænke “endelig, endelig, endelig”. Forestil dig hvor lettet du vil føle dig. Og forestil dig, hvor rart det bliver til sommer, når dine eksamener er veloverstået og du/I kan bruge tid på at finjustere de sidste detaljer i indretningen, så lejligheden bliver lige som den skal være. Forestil dig, hvordan det vil føles, når der er faldet ro over det hele, og I har en helt almindelig sommeraften sammen i den nye stue. Måske hører I afdæmpet musik på anlægget, eller også sidder du og ser på S, der spiller på sin nye bas. Du ser på ham og du tænker, at nu er det jer to mod verden, og sammen er i uovervindelige. Det vil på alle måder være det hårde arbejde værd, og det skal du huske på, når det hele er lidt for meget.
  3. Tag én dag af gangen så vidt det er muligt. Fokuser på at arbejde dig fremad mod dit mål hver dag, og lav gerne en konkret plan for, hvad du vil nå de forskellige dage fx i løbet af den kommende uge. Men lad samtidig være med at blive skuffet over dig selv, hvis det ikke går helt efter planen hver dag. Det er ikke alting, der kan planlægges, og nogen gange er det bedre bare at sige “det må være nok for nu” og så trække stikket ud indtil dagen efter, hvor man så kan prøve igen. Husk også at genkende de små sejre og at rose dig selv, når du fx har skrevet et afsnit færdigt i din opgave, eller har sorteret i dit tøj/dine ting og fået pakket noget i flyttekasser. Når du ikke kan overskue det hele på én gang, så zoom ind på de små ting og husk dig selv på, at du bare skal fremad – så tag én ting af gangen, når det er muligt.
  4. Overvej, hvad der er vigtigst for dig, både lige nu og på den lange bane. Måske behøver du slet ikke at tænke på, at du skal have købt noget tape til flyttekasserne før om tre uger. Find ud af, hvad der er smart at ordne nu, og få det gjort, så du kan komme videre. Men tænk også over, hvad der betyder mest for dig. Er det den kommende flytning, der betyder mest, eller er det din karakter i din kommende statistikeksamen, der betyder mest? Vil du have det ok med at få middelmådige karakterer, og så bruge mere energi og tid på flytningen, eller er det eksamen, der er det ultimativt vigtigste? Gør det dig glad at tænke på flytningen, eller er du ved at komme ind i en negativ spiral, hvor du blot tænker på alt det, der skal gøres, når du tænker på flytningen? Tænk på, hvad du investerer dig selv mest i, og om det er den rigtige måde, hvorpå du investerer dig selv i det. Hvis ikke, så prøve at ændre på den måde, du tænker på, så det i det mindste kan bruges til noget godt og ikke bare bliver selvdestruktive tanker, der forstærker hinanden.
  5. Find ud af, hvad du særligt bekymrer dig om. Er det noget ift. planlægning/logistik, noget følelsesmæssigt, noget ift. dine egne/andres evner eller handler det om økonomi? Er dine bekymringer helt irrationelle eller har du en reel grund til at bekymre dig? Og er det vedvarende eller forbipasserende bekymringer? Er der bestemte tidspunkter/situationer, hvor du kommer til at bekymre dig om bestemte ting?
  6. Mind dig selv om dine tidligere succesoplevelser. Husk på, hvor meget du har klaret dig igennem før i tiden og se din nuværende situation i et større perspektiv. Tænk på, hvor meget du har opnået og hvor meget, du rent faktisk er i stand til at håndtere. Når du tænker på det, bliver det svært for bekymringerne at vinde over dig, for så har du noget at bekæmpe dem med.
  7. Lad dig selv blive overvældet af følelser, når de presser sig på. Uanset om det er glæde, frustration, afmagt, tristhed, træthed eller en blanding af det hele. Gør hvad du har brug for, for at kunne udtrykke dine følelser og komme videre. Græd, start til boksning, læg tøj sammen, tag et varmt bad, drik en kop te, tag en lur, spis et stykke af den gode norske mælkechokolade. Lad dig selv føle det, du føler, og gør noget, der forbedrer din indre sindsstemning i stedet for at dømme dig selv for dine følelser, for så gør du blot det hele værre.
  8. Vær god ved dig selv og prøv at hygge dig med at udføre de opgaver, du skal have klaret. Det kan måske virke som et åndssvagt råd, men hvis man hygger sig med det man laver, er det svært at sidde og være vildt stresset og sur og irriteret samtidig. Prøv at se situationen udefra og betragt det som en form for eksperiment, hvor du vil finde ud af, hvordan du bedst muligt kan håndtere den situation, du står i. Og prøv at se det sjove i de ting, der sker, for det gør det hele en del nemmere og mindre træls.
  9. Brug tid sammen med de mennesker, du godt kan lide og husk at der findes meget andet i universet end dig selv og din kommende flytning. Selvom du sikkert føler, at du har nok i dig selv og dine egne tanker, så hjælper det at investere sig selv i andre og lytte til det, de har på hjerte. For så indser du sandsynligvis, at alle andre også har et eller andet, de stresser lidt over. Eller at de har været igennem nogle helt forfærdelige ting, og alligevel står med begge deres ben på jorden og inviterer dig ind på en kop kaffe.
  10. Husk på de lykkelige stunder. Husk hvad du følte, hvad du tænkte og hvad du gjorde, da du blev ramt af lykken og ikke mindst hvem du var sammen med. Lad mindet fylde dig op og mærk, at det stadig er muligt for dig at huske, hvordan det føles at være lykkelig. Og sig så til dig selv, at det ikke kan være så stressende og hårdt et liv, når der findes øjeblikke, der er så fine og smukke, og som du slet ikke vidste ville komme.

    Et eksempel: A sidder i bilen en mandag aften. Hun er på vej hjem fra Aalborg, og hun sidder på bagsædet med sin far på sin venstre side og søde S på sin højre side. Hun er glad, for det er jo ikke hver dag, hun får lov at sidde ved siden af to så nydelige og intelligente mænd. Hendes bror kører bilen – han er i øvrigt også en nydelig og intelligent mand – og hendes mor sidder ved siden af ham og snakker om, hvor dejlig en dag det har været. Køreturen hjem ender med at tage halvanden time. Dels fordi de har en enorm trailer spændt på bilen, hvori der er en 230 cm lang sofa, som A og S har købt billigt af en kvinde, der skulle flytte til en møbleret lejlighed, og som derfor var nødt til at sælge sin næsten helt nye IKEA-sofa. A og S er godt tilfredse med deres køb, og de glædes ved tanken om at have sparet over 2000 kr. Men køreturen ender også med at tage længere tid, fordi bilen de kører i synger på sidste vers. Motoren har problemer, og de har motorstop tre-fire gange i løbet af hjemturen. Så må de holde ind i nødsporet og køre ind på en rasteplads, hvis der ellers er sådan en. Så holder de der lidt og snakker om, at det da er noget værre noget med den bil, og A’s mor siger, at de må købe en ny bil med det samme, og A’s far siger at bilen virker fint og at den bare lige skal hvile sig i et minut eller to, så kan de køre igen.
    De får liv i bilen igen, og så sker der det forunderlige, at der breder sig en kollektiv lyst til at synge fællessang i bilen. A hører sin mor synge “Rundesang, rundesang, Amanda synger den næste sang, rundesang, rundesang, Amanda synger den næste sang”, og selvom de ikke har haft rundesang i mange år, kommer de hurtigt i tanke om alle de gode gamle sange, som de plejede at synge. A foreslår “Jeg en gård mig bygge vil”, og så synger de den. A’s bror er skeptisk overfor det nye tiltag, og det samme er S, men A og hendes forældre synger og synger, og A synger højere end hun plejer. S ryster lidt på hovedet, og A ved hvad han tænker, men så synger han også med, og A tager hans hånd og midt i skønsangen mærker hun det. Lykken. Kærligheden. Både en kærlighed til selve situationen og en kærlighed til de fire mennesker, hun sidder klemt sammen med i det gamle lig af en bil.Hun har lyst til at huske den følelse for altid, for hun ved at det er sådanne situationer, der opstår helt af sig selv, som er de mest mindeværdige. Man kan finde lykken mange steder, og det sker ofte når man ikke forventer det og ikke forcerer det. Og hvor er hun heldig, at lykken så ofte kigger forbi. Når det kommer til stykket, har hun ikke rigtigt noget at bekymre sig om, for det er ikke noget af betydning – ikke sammenlignet med den følelse, hun havde den aften. Så hun skal bare fortsætte fremad, for hun er så tæt på målet, at hun næsten kan nå det, når hun rækker ud. Hun er i hvert fald tættere på, end hun nogensinde har været før. Så mon ikke hun klarer de næste fem uger uden de store problemer – det er jo trods alt blot noget godt og smukt, der er i vente. Og det er al bøvlet, besværet, læsningen, skrivningen, planlægningen og alle pengene og de mange tanker og følelser værd.

 

Hyg jer.

//A

 

stille sind – del to

når dit indre er itu
og ingen hører dig kalde
du er meget lykkelig nu
det siger du til alle
når du ikke ved hvad du vil
og din kaktus tørrer ind
når du sidder i natten for dig selv
alene med et stille sind
når du ser hende i øjnene
og holder et liv i dine hænder
når du tænker på løgnene
der stadig lever i dine minder
når du prøver at løbe
og du bliver ved med at falde
når du et fundament prøver at støbe
imens du savner alt og alle
når tiden stopper med at gå
og bordet endnu ikke er rent
når dit hjerte omsider går i stå
er det alligevel for sent
 når du er dit eget ansvar
og du må være din egen bedste ven
så husk på hele den verden du har
og lær at trække vejret igen

stille sind | et digt

Hej verden.
Jeg har ikke udgivet nogle indlæg i næsten tre uger. Det er lang tid, men jeg har gang i en masse andre projekter for tiden, og jeg har haft svært ved at få ført mine idéer til digte og indlæg ud i livet. Jeg skriver bedst, når jeg er i det følsomme og melankolske hjørne, og det har jeg ikke været så meget på det seneste. Dels fordi jeg ikke har været ret meget alene, og dels fordi der foregår så meget for tiden, at jeg hele tiden har haft andet at lave end at sidde i det melankolske hjørne. Nu har jeg så været alene i lejligheden hele weekenden, og det har været rart at slappe af, men det har også gjort, at jeg nu er i en speciel sindsstemning, som jeg kun kommer i, når jeg har været i mit eget selskab i tilstrækkeligt  lang (måske lidt for lang) tid. Og derfor kom kreativiteten pludselig tilbage og ramte mig, så nu har jeg skrevet et digt, der følger herunder. Jeg føler, at det kræver en forklaring, hvorfor jeg skriver den type digt nu, men jeg lod bare min kreativitet få frit løb, og det er ikke til at sige, hvorfor det blev sådan her. Det er ikke skrevet til nogen bestemt person, og det handler heller ikke om mig selv. Og på den anden side kan man sige, at det er skrevet til alle, og at det derfor selvfølgelig også handler om mig selv.

Jeg har siddet og tænkt over, hvor mange forfærdeligt hårde ting mennesker går igennem hver eneste dag. Der er ingen, der går igennem et helt liv uden at møde nogle store kriser på vejen, og der er ingen, der bare er lykkelige hele tiden. Vi kæmper alle hver vores kamp, men nogle kæmper hårdere end andre og har ikke et ligeså stort skjold. Og når jeg tænker på, hvor meget bøvl mennesker går igennem hele tiden, så tænker jeg, at det egentlig er ret vildt og beundringværdigt, hvor meget vi kan holde til. Vi kan få knust vores hjerter og alligevel åbne os igen en dag. Vi kan være ensomme og ulykkelige og alligevel opbygge et meningsfuldt liv, hvis vi ændrer på nogle ting. Vi kan være i den dybeste sorg og et år senere grine så meget, at vi for en stund har glemt alt om, at der findes dårlige ting i verden.
Jeg kender mange beundringværdige mennesker, der har klaret sig igennem alt muligt bøvl, og jeg kender også mange, der stadig er i gang. Det er vi vel allesammen i en eller anden grad – der er altid lidt bøvl forbundet med det at være menneske. Og dette digt er skrevet til dem, der oplever ekstra meget bøvl. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe alle i verden, så de allesammen kunne have det godt. Men det har jeg erkendt, at jeg ikke kan. Jeg kan ikke hjælpe alle, for selvom jeg er kommende psykolog, så har jeg ikke mulighed for det. Jeg er blot et menneske, og jeg kan ikke hele tiden gå rundt og tænke på, at der er mange, der er ulykkelige, for det nytter ikke noget. Det gør dette digt muligvis heller ikke, men det er hvad jeg kan give. For at minde os alle om, at det er ok at føle sig fortabt, og for at minde os om, at vi skal huske at række ud og sige til, når vi har brug for hjælp. For der er så mange, der gerne vil hjælpe. Men hvis vi intet siger og sidder alene med vores stille sind, så kan de ikke hjælpe.
Vi må huske hinanden, og vi må alle prøve så godt vi kan at holde øje, når nogen ser ud til, at de godt kunne bruge en hånd at gribe fat i. Og så skal vi gribe fat i alle de hænder, vi har brug for, for at kunne komme op at stå igen. Mennesker har brug for mennesker.
//A

stille sind

du sidder der
alene med et stille sind
her ingen glæde er
mon verden er blevet blind
//
du fortjener
alle gode ting i verden
hvor ville jeg ønske
at jeg kunne styre din færden
//
jeg har lyst til
at pakke dig ind i vat
men du må klare dig selv
på denne mørke nat
//
du må undskylde
at jeg ikke kan redde dig
jeg beklager
at der ikke er nok af mig
//
dit indre er en snestorm
men hør nu her min ven
det hele skal nok
give mening igen
//
giv nu slip
på alt der tynger dig ned
du må videre
lad ikke stormen tage dig med
//
alle stjernerne
vil falde ned til dig
det kan blive så smukt
når du finder den rette vej
//
ræk nu ud
og lov mig at sige til
du behøver ikke
at klare alting selv

Livsopdatering – om statistik, færdigretter og Valentinsdag

Hej verden.

Jeg er træt. I går og i dag har været nogle meget lange dage. Lærerige, vel at mærke, men lange. Selvom jeg vågnede kl. 5.30 i går, var jeg overraskende frisk hele dagen og var både til forelæsning og holdundervisning, og så arbejdede jeg på en opgave i nogle timer. Jeg var også inde ved min søde 79-årige nabo, fordi hun havde brug for min hjælp til at løse nogle tekniske problemer. Hun blev utroligt glad for hjælpen, og jeg følte mig god, fordi jeg endnu engang kunne hjælpe med noget it-mæssigt. Derefter læste jeg statistik, og først kl. 21 stoppede jeg med at lave fornuftige ting (selvom jeg selvfølgelig havde holdt pauser før det). Så skrev jeg et digt og gik i seng. Det var en utroligt god dag, da jeg følte mig motiveret og glad nærmest hele dagen.

I morges stod jeg op kl. 6 og skyndte mig at gøre mig klar, spise, lave kaffe, pakke mine ting og smøre en madpakke, alt sammen indenfor 45 minutter. Jeg nåede også at tørre yoghurt op, som jeg havde formået at spilde udover mig selv. Det var noget værre noget. Heldigvis nåede jeg ud af døren til tiden og begav mig mod uni. Takket være mine høretelefoner og “Her Går Det Godt” podcasten havde jeg en ret hyggelig bustur, hvilket jeg nærmest altid har, efter jeg har anskaffet mig de høretelefoner. Det var en god investering.

Kl. 8 startede statistik forelæsningen (eller dvs. 8.15 pga. det akademiske kvarter, et fjollet men rart koncept). Da vi stadig er i opstartsfasen skulle vi lære om nogle ting, jeg vidste lidt om i forvejen fra HF-tiden, men alligevel var det en smule udfordrende. Vores forelæser er canadier, og derfor foregår al undervisningen i statistik på engelsk. Det gør sådan set ikke noget, men det kan godt kræve lidt ekstra hjernekapacitet ind imellem.

Efter forelæsningen var jeg til holdundervisning i statistik, hvilket ikke var den store succes. Det gjorde mig mest af alt forvirret og træt, da vi er 40 mennesker på holdet og vi ikke skulle lave andet end at sidde og arbejde på vores afleveringer. Det gjorde ikke lige noget godt for mit energiniveau, men jeg fik lavet halvdelen af min aflevering, og så begav jeg mig hjemad kl. 12.30. I bussen hjem lyttede jeg til sidste del af podcasten og derefter en fremragende playliste, som S har lavet, med den spændende titel “soul”. Så ved man, hvad man kan forvente.

Inden jeg tog hjem til lejligheden var jeg i Føtex for at handle lidt ind. Jeg har brugt utroligt mange år af mit liv på at gå rundt og snakke meget om, at jeg hader Føtex. Alligevel har jeg nok været derinde 10 gange i år, og jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg tror måske, at det er for at bevise overfor mig selv, at jeg har udviklet mig – ikke at jeg kan lide Føtex nu, men jeg kan håndtere at være derinde uden at blive totalt stresset, og det er en præstation i sig selv.

Da jeg endelig kom hjem var jeg sulten og træt, og jeg følte mig ikke specielt motiveret eller begejstret. Men det hjalp at få noget at spise, og efter en tiltrængt pause gik jeg i gang med at lave det sidste af min aflevering. Det endte med at blive et mere opslidende projekt end forventet, da statistik-programmet opførte sig sjovt og ikke ville vise den graf, som jeg ville have den til. Det hele endte dog godt til sidst, og så gik jeg ud og varmede en færdigret fra REMA 1000. Ynkelig mad til ynkelige mennesker, som man siger. Næringsværdien var tvivlsom men smagsoplevelsen var sådan set nogenlunde (jeg er ikke blevet betalt for at skrive dette).

Og nu sidder jeg her og skriver dette indlæg. Jeg er lidt i tvivl om, hvad det er, jeg ønsker at udtrykke med denne lange svada, men det er i hvert fald et lille indblik i min hverdag. Jeg er ret stor fan af min hverdag, som den er nu, og selvom det gør mig vildt træt, at jeg nu lægger mere tid og energi i mit studie, så er det det hele værd. For jeg føler mig mere motiveret, når jeg kan se, at jeg rent faktisk lærer noget og får udrettet noget. Der er noget rart over at komme hjem efter en lang dag og være udmattet med god grund. Og det er sådan set også meget rart, at jeg nu skal anstrenge mig en smule, hvis jeg skal nå at lave mine afleveringer, få læst og møde op til undervisningen. For jeg har brug for at blive udfordret lidt, for at jeg virkeligt kan udvikle mig. Den følelse, jeg har omkring statistik, minder meget om hvordan jeg havde det med kemi på HF for to år siden. Det er sådan en “jeg har tidligere syntes, at dette fag var svært, men nu vil jeg virkeligt gerne lære det, for det er mit eget projekt nu”. Og det er vildt rart. Selvom jeg var tæt på at græde lidt, da jeg lavede min aflevering i dag, så betyder det langt fra, at det bliver et træls fag. For jeg skulle også bruge en del tid og energi på kemi, før jeg endelig knækkede koden og begyndte at se den store mening med det. Og sådan tror jeg også, at det bliver med statistik.

Så ja, jeg er motiveret og jeg synes, at mit studie er interessant for tiden. Der er vildt meget læsning, hvilket kan stresse mig lidt, men jeg er kommet rigtig godt fra start, og jeg kan godt følge med. Det kræver, at jeg bruger meget tid på at læse, men det føles egentlig ikke som et stort problem, da jeg godt kan finde ud af at slappe af og holde fri, når jeg trænger til det. Jeg synes, at balancen mellem studie og fritid er ret optimal for tiden. Jeg synes også, at jeg bruger min fritid på nogle gode ting, og ikke mindst sammen med de rigtige mennesker.

Weekenden var et godt eksempel på dette. Fredag aften var jeg hjemme i huset hos min familie for at spise og se X-Factor (og udnytte vaskemaskinen). Det var vildt hyggeligt. Om lørdagen stod jeg tidligt op og læste de sidste 60 sider i en utroligt lang tekst. Det gik rimeligt let, og da jeg efter nogle timer var færdig med det, gik jeg i gang med at gøre rent og rydde op, så lejligheden var klar til om eftermiddagen. Min bror havde fødselsdag, så det fejrede vi med kaffe og en kanelstang. Min mor var desværre blevet syg, så vi var en lille forsamling – min bror, min far, S og jeg. Det var dog vildt hyggeligt alligevel (efter min mening i hvert fald). Om aftenen skulle vi ud at spise på en restaurant, der ligger ved Randers havn – det lyder ikke som det vildeste sted, men det var overraskende godt. Jeg fik en enorm wienerschnitzel og alt var godt. De andre drak fadøl, og jeg drak cola light, og alligevel var jeg (som altid) den, der grinede mest (og højest). Og derfor er det nok meget godt, at jeg ikke drikker alkohol.

Så det er jo alt sammen meget godt. Jeg er glad for både min hverdag og min fritid. Og i morgen er det Valentinsdag. Det skal vi lige snakke lidt om.

Sidste år lavede jeg dette indlæg, der bestod af forskellige overvejelser omkring det at værdsætte livet, naturen og de folk, man holder af. Ja, indlægget bærer præg af, at jeg den dag havde en følelse af, at jeg havde forstået meningen med det hele. Sådan har jeg bestemt ikke haft det alle dage siden, og det var interessant at genlæse det, eftersom jeg havde glemt, hvad jeg gik og tænkte på dengang ift. Valentinsdag. Jeg brugte virkeligt lang tid på at overveje, hvad jeg skulle mene, og jeg synes sådan set stadig, at jeg kan stå inde for det indlæg i dag.

Alligevel ser jeg Valentinsdag-situationen i et lidt andet lys nu. For det første fordi, at jeg alligevel har udviklet mig en smule i løbet af det seneste år. For det andet fordi, at jeg befinder mig i et parforhold nu. Derfor er det lidt interessant at overveje, hvordan jeg ser på det nu, og om jeg finder Valentinsdag mere eller mindre irrelevant, end det har været tilfældet tidligere år.

Grundlæggende føler jeg ikke, at jeg har ændret holdning. Jeg synes stadig, at dagen er irrelevant, og at konceptet er dybt åndssvagt, fordi det blot bidrager til en øget materialisme og overfladiskhed. Det virker lidt som en instrumentalisering af kærligheden, hvor kærligheden ikke længere er nok i sig selv. På Valentins dag handler det om at give hinanden gaver og gå på fancy restauranter og modtage blomster. Man måler sit parholds succesrate ud fra materielle ting. Og det er det dummeste, man kan gøre, for det er jo ikke det, kærligheden handler om.

Jeg er klar over, at jeg stiller det op på en meget forsimplet måde, men det er bevidst. For det er sådan, jeg lige umiddelbart tænker om Valentinsdag.

Når jeg så tænker dybere over det, som jeg gjorde i indlægget fra sidste år, når jeg frem til, at det måske slet ikke forholder sig så simpelt, som jeg umiddelbart tænker, at det gør. Og jeg når frem til, at man måske godt kan fejre Valentinsdag uden at identificere sig med den materialisme, som dagen i høj grad kan siges at forbindes med. Man kan vel godt markere dagen uden at det betyder, at man instrumentaliserer kærligheden. Og man kan godt markere dagen, uden at gøre det på samme måde eller af de samme grunde, som andre mennesker gør det. For at citere mig selv:  “Måske skal vi tænke mere over, hvad vi selv ønsker at fejre, fremfor hvorfor alle mulige andre folk fejrer noget“. Dette gælder både ift. Valentinsdag/Mors Dag/Fars Dag/andre mærkedage, sågår nytåret. For du behøver sådan set ikke at bruge energi på at blive irriteret over, hvordan andre mennesker fejrer en dag som Valentinsdag, hvis du i stedet fokuserer på, hvad du selv ønsker at fejre.

Måske ønsker du ikke at fejre noget. Og det skal du heller ikke, hvis du ikke har lyst. Men under alle omstændigheder kunne du bruge anledningen til at tænke over, hvordan du går og har det, og om du har kærlighed i dit liv, og om du formår at værdsætte det nok.

Vi lever i en tid, hvor mange af os har så skide travlt med vores egoistiske selvrealiseringsprojekter, at det somme tider hænder, at vi tager det og dem for givet, som i virkeligheden betyder allermest. Vi nedprioriterer vores familier, fordi vi tænker, at de altid vil være der. Vi glemmer at snakke ordentligt sammen med vores partnere/kærester/ægtefæller, fordi vi lige skal besvare en mail eller forsøge at blive populære på de sociale medier. Vi glemmer hinanden – og det går simpelthen ikke.

Så opfordringen herfra bliver at bruge Valentinsdag (eller en helt anden vilkårlig dag, gerne mange flere end blot én) til at reflektere over, hvad vi har – og hvad vi måske ikke har. I stedet for blot at sige “fuck valentinsdag, det er irrelevant”, så brug det som en anledning til at tænke over, om du er glad i dit parforhold, og om du giver ligeså meget, som du får igen. Hvis ikke er det måske ikke helt irrelevant, at sådanne mærkedage findes (dermed ikke sagt, at jeg er fan af konceptet).

Og i stedet for at sidde og være deprimeret og tænke “jeg er single og ulykkelig og alle mænd/kvinder er idioter, fordi de ikke vil have mig/ikke er gode nok til mig”, så prøv lige at se lidt indad. Det kan være ubehageligt, hvis man ikke er vant til at gøre den slags så meget, men se lige dig selv i øjnene og tænk over, om du selv gør hvad du kan, for at få kærlighed i dit liv. Tænk over, om du kan stå inde for dig selv, og hvad du har at give, i stedet for kun at tænke på, hvad du gerne vil have. Og begynd så at lede efter vandløb, som du kan hoppe over. For det er du nødt til at gøre, hvis du vil opnå noget her i livet. Også selvom der er en fare for, at du falder og gør dine nye, kridhvide sko beskidte og våde. For det er nogle gange nødvendigt. Nogle gange er du nødt til at få beskidte sko – det har jeg selv erfaret (både i metaforisk forstand, men mest af alt i bogstavelig forstand). Nogle gange falder du og skal kæmpe dig op igen. Men du fortsætter med at gå videre og hoppe over de vandløb, du møder på din vej – og måske finder du ud af at lede efter de steder, hvor der er kortest afstand til jorden, for du behøver jo ikke at spænde ben for dig selv mere end nødvendigt. Du finder fodfæstet, og du lærer området og dig selv lidt bedre at kende, og du får sjældnere og sjældnere våde sko. Og så sker det måske en dag, at du falder og lander umådeligt blødt. Måske hiver du en sød musikertype med i faldet. I ligger blødt og godt, og du glemmer helt at tænke på, om dine hvide sko er blevet våde og beskidte, for du har sådan set ikke lyst til at gå videre. I hvert fald ikke alene.

Min pointe er, at vi er nødt til at investere i hinanden og bruge tid med dem, der bringer kærlighed ind i vores liv, hvis vi skal have det godt og være glade. Vi skal huske hinanden, for så kan vi blive mindet om, at der findes noget større og vigtigere end os selv og vores egoistiske selvrealiseringsprojekter (som fx mit lær-statistik-projekt). Og så kan vi komme lidt ned på jorden igen og undgå at gå ned med stress, fordi vi godt ved, at verden ikke falder sammen, hvis det nu skulle hænde, at vi får 4 i statistik.

Så endte dette indlæg alligevel med at give mening. Det slutter samme sted som det startede, men jeg er blevet lidt klogere, og det håber jeg også, at der er andre, der er blevet (hvis du har læst det hele, giver jeg et stykke virtuel kage).

Hyg jer – og glædelig Valentinsdag/onsdag i morgen.

//A

 

jeg går ingen steder uden dig | et digt

jeg kunne flyve afsted
og lade alt gå op i flammer
ingenting tager jeg med
hvem har brug for trygge rammer
jeg kunne gøre alt muligt
og ønske mig hvad som helst
for jeg er et frit menneske
det er næsten uoverskueligt
jeg kunne rejse til eksotiske lande
og helt selv bestemme min vej
men det sker altså ikke
jeg går ingen steder uden dig

15. januar 2016 | Tilbage Til Fortiden #5

Jeg ved ikke præcist hvorfor, men jeg har en god følelse omkring fremtiden (i hvert fald lige nu i dette øjeblik), og det er rart. 

Har været i Aarhus i dag, var til kontrol på Hovedpine-klinikken for sidste gang!! Jeg er nu et frit menneske!

Var også i Bruuns Galleri fordi jeg tænkte, at det ville være en god udfordring at komme derind. Det gik godt, jeg var i Søstrene Grene og boghandlen. Jeg købte nogle pensler, en ræv til Kalle, nogle postkort og tre små poser Haribo slik (vampyrer og spejlæg). 

Jeg købte fire bøger: “The Hobbit” af J. R. R Tolkien, “Hard Times” af Charles Dickens, “Alice in Wonderland” af Lewis Caroll og “Treasure Island” af Robert Louis Stevensson. Det var en succes. Jeg gik omkring 10 km og var med X-bussen, hvilket var en fornøjelse. 

I onsdags var jeg til kemi på skolen, hvilket også gik godt. Jeg har besluttet mig for, at jeg godt kan lide kemi, og at jeg vil arbejde hårdt på at lære så meget som muligt.

I morgen skal jeg lave resten af en aflevering og holde filmaften med Iris – med pizza og popcorn. Det er et godt liv. Jeg så også Irene i sidste uge, vi var sammen i et par timer på biblioteket. Jeg kender nogle gode folk.

Slut.

/A

Mig og mit idealjeg

Hej verden.

Der er mange indlæg, der har været længe undervejs, men det er først nu, at jeg forstår, at de faktisk handler om det samme. Jeg har arbejdet på udkast til indlæg kaldet “At bo alene”, “Idealjeg”, “Forandring” og “Individualitet vs interdependens”. Men jeg har ikke helt kunnet finde ud af, hvorhenne jeg skulle starte. Men nu kan jeg se, at det hele starter det samme sted. Så læs med i dette (utroligt lange) indlæg og find ud af, hvad det ender med.

1. januar besluttede jeg mig for, at jeg ville begynde at tage kørekort til februar. Jeg tilmeldte mig, og jeg tænkte, at nu skulle jeg rigtigt bevise overfor mig selv, og andre mennesker, at det er noget, jeg sagtens kan. Jeg tænkte, at jeg skulle udfordre mig selv, så jeg kunne udvikle mig endnu mere, end jeg allerede har gjort, og jeg tænkte, at det ville være et voksent og ansvarligt valg, fordi jeg vil blive glad for det i fremtiden. En investering i mig selv og min fremtid som en klog og rig psykolog, der med al sandsynlighed får brug for en bil – og dermed et kørekort.

Først tænkte jeg, at jeg ikke ville fortælle det til nogen, udover min familie, Iris og S. Men så blev jeg grebet af den gode stemning og fortalte det til min farmor og min bedstemor. Måske fordi jeg tænkte, at jeg gerne ville signalere, at det går godt med mig og mit liv, og at jeg har så meget overskud nu, at jeg nu kan påtage mig endnu mere ansvar, i form af det at tage kørekort. Jeg ved jo, at de ønsker alt det bedste for mig, og derfor vil jeg gerne have at de ved, at jeg har det godt. Da jeg var til guldbryllup hos min farmor og farfar i søndags, fortalte jeg det også til en masse folk, som var interesserede i at høre, hvordan det gik med mig og uni og min lejlighed og min kæreste. Jeg nød al den opmærksomhed jeg fik fra alle de søde, (primært) ældre mennesker, og jeg kunne se på dem, at de var glade for at høre, at det går godt for mig nu. Jeg følte, at jeg spredte glæde. Jeg følte mig utroligt udadvendt, og jeg snakkede så meget, at jeg næsten ikke nåede at spise noget. Jeg smilede, og jeg var oprigtigt glad. I det hele taget var det bare en smuk og betydningsfuld dag.

“Du er godt nok blevet god til sådan nogle arrangementer”, sagde min bror til mig i bilen på vej hjem. Og det er rigtigt. Jeg er blevet god til at håndtere den slags store sammenkomster. Jeg fremstår udadvendt, smilende og glad. Og jeg føler mig udadvendt, smilende og glad. Jeg bliver revet med af den gode stemning og glemmer alt om, at jeg har sovet forfærdeligt dårligt om natten. Jeg snakker med masser af folk, og bliver helt ekstatisk indeni, fordi jeg konstaterer, at jeg godt kan lide den måde, jeg fremstår på. 

Men når arrangementet lakker mod enden, forsvinder al min energi, og det hænder at jeg får lyst til at bryde grædende sammen, fordi jeg har brugt alt af mig selv. Pludselig er jeg kommet tilbage til virkeligheden, og jeg kan mærke, hvor træt jeg er. Jeg har ikke længere lyst til at smile og snakke om, hvor glad og lykkelig jeg er. Jeg vil bare hjem.

Hvorfor går det ofte sådan? Hvorfor skal jeg bruge et par dage på at finde tilbage til mig selv igen efter sådanne arrangementer, når jeg egentligt bare har hygget mig og haft det sjovt?

Jeg tror, at det handler om mit idealjeg.
I mit digt af samme navn, fremstiller jeg mit idealjeg på en ret karikeret måde. “Se mig, jeg er spændende og sjov, jeg går op i miljøet, jeg har et spændende studie og jeg læser lange, franske romaner i min fritid”. Digtet er snart et år gammelt, og ligesom at jeg ændrer mig, så ændrer mit idealjeg sig også. Så når jeg hentyder til mit idealjeg i dag, hvad mener jeg så egentlig?

Mit idealjeg består af nogle idéer og ønsker om, hvordan jeg gerne vil være. Mest af alt, hvordan jeg gerne vil fremstå overfor andre mennesker, men også for mig selv. Mit idealjeg er den person, jeg fremstår som, når jeg fx er til et socialt arrangement, som beskrevet ovenfor. Det er den polerede version af mig. Den “perfekte” version af mig, der er klog, spændende, sød, sjov, smilende og udadvendt. Mit idealjeg har styr på det, og har det fint med også at tale om de svære ting – for mit idealjeg er meget reflekteret, og kan forstå sig selv, og kan også hjælpe andre mennesker til at forstå sig selv. Mit idealjeg er lyttende og er sådan en, som kan ændre på folks opfattelser af sig selv. Mit idealjeg er sådan en type, der gør en forskel for andre, og som folk husker. Mit idealjeg elsker at hjælpe og at sige noget velformuleret og klogt. Mit idealjeg elsker at bo alene og er sådan en, der har nok i sig selv og ikke behøver input fra andre mennesker for at være glad. Desuden lytter mit idealjeg kun til musik, som nærmest ingen andre hører, og så er mit idealjeg god til at lave spændende mad til sig selv og aldrig have noget madspild.

Med andre ord; mit idealjeg er ikke mig (jeg har fået kartoffelkroketter til aftensmad og intet andet). Jeg kan ikke være alle de ting hele tiden, og jeg har egentligt ikke lyst til at være det. For mit idealjeg er en maske, og når jeg lader det tage over, betyder det at jeg glemmer de andre sider af mig selv. Og så ender det med, at jeg bliver træt og udkørt.

(Jeg er fan af denne sang – og det er ikke bare noget jeg siger, fordi jeg er stormende forelsket i bassisten).

Mit idealjeg får mig til at være totalt overgearet, og jeg er ikke særligt sjov at være sammen med, når jeg har kørt i et alt for højt gear en eller flere dage i træk. Jeg kan ikke tage nogle beslutninger, og når andre mennesker forsøger at gøre mig glad, er jeg svær at gøre tilfreds. Jeg ser problemer i alting, og der er en overvejende sandsynlighed for, at jeg bryder grædende sammen over en eller anden ligegyldig ting. I denne forbindelse vil jeg gerne bringe en offentlig undskyldning til S, for at det første jeg sagde, da jeg trådte ind ad hans dør i går, var “her lugter dårligt”. Det var ikke pænt af mig. Jeg kritiserede også hans glasbord mere end jeg plejer, og jeg sagde noget med, om vi ikke skulle kaste det ud af vinduet eller smadre det med en økse. Og jeg kritiserede hans stegepande og hans persienner og hans gulv, fordi det knirker på en irriterende måde. Jeg var overhovedet ikke forstående og tolerant. Undskyld til søde S.

Når jeg giver mit idealjeg lov til at tage styringen, handler jeg ud fra hvad der vil “se bedst ud at gøre”. Det handler ikke om, hvad jeg har lyst til. Og problemet er, at det hænder at jeg ikke opdager, at jeg gør noget, fordi mit idealjeg synes, at det vil se godt ud. Ofte føles det som om, at det er noget der rent faktisk er rart og godt for mig at gøre.
Det var mit (fortidige) idealjeg, der ville på efterskole. Det var mit idealjeg, der ville på STX. Det var helt sikkert også mit idealjeg, der gerne ville studere psykologi (men det har så heldigvis udviklet sig til, at det er blevet noget, som jeg rent faktisk gerne vil).
Og det var mit idealjeg, der den 1. januar besluttede, at jeg ville tage kørekort nu.

Jeg vil gerne have kørekort, og jeg er mere motiveret for det nu, end jeg før har været. Men jeg har været rimeligt urealistisk i min planlægning, kan jeg se nu. Fjerde semester går i gang lige om lidt. Jeg skal have tre fag, og pensum er på lidt over 3000 sider. Der bliver rigeligt at lave. Der er også mere undervisning, end jeg troede til at starte med. Desuden har jeg mit øvrige liv, som jeg gerne vil have tid og overskud til, for ellers ender det ikke godt.

Og nu hvor jeg virkeligt har tænkt over det, kan jeg mærke, at det slet ikke er det kørekort, der er vigtigst for mig lige nu. For det handler slet ikke om kørekortet i sig selv. Det handler om, at jeg gerne vil bevise, at jeg kan ligeså meget, som folk omkring mig kan. At jeg godt kan håndtere lange, travle dage, med masser af stress og pres. Det er mit idealjegs projekt.  Et rimeligt formålsløst projekt, kunne man tænke. Men der er en grund til det, og det leder mig hen til, hvorfor mit idealjeg er opstået og er blevet, som det er.

Der var engang, da jeg var yngre, hvor jeg havde meget fravær fra skolen, fordi jeg var syg. Ikke dødeligt syg på nogen måde, men jeg havde det så tilpas dårligt, at der var næsten to hele skoleår, hvor jeg ikke var i skole. Der var så meget, jeg gik glip af. På det faglige plan var det ikke den største katastrofe, da det bare betød, at jeg lærte selv at tage ansvar for min læring. Men på alle andre planer var det lidt af en katastrofe. Jeg kan ikke huske så meget af det, men jeg ved, at det var de færreste sociale arrangementer, jeg var med til. Og når jeg endelig var med, havde jeg det skidt, og det hele kom til at handle om mig, og at jeg var syg. Alle havde medlidenhed med mig, og de så triste ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig. Sådan husker jeg det i hvert fald. Jeg tænkte ikke, at mine fremtidsudsigter så specielt lovende ud, og jeg havde egentlig bare vænnet mig til at gå glip af ting. Selvom jeg ikke følte, at jeg stod fuldstændig udenfor, så var jeg heller aldrig helt med. Jeg var hende, der altid var syg, og som ikke kom med til alle de sjove ting, fordi jeg ikke var frisk nok til det. Jeg var hende, der modtog postkort og breve fra min klasse, når de var på tur til Bornholm, og når de endnu en gang ville ønske mig god bedring og fortælle at de håbede, at jeg snart kom tilbage i skolen igen.

Jeg ved, at jeg fortrænger meget fra den tid. Og derfor går jeg ikke til daglig rundt og tænker over, hvordan det var dengang. Det føles så fjernt – og samtidig er det slet ikke langt væk, når jeg tænker tilbage på det. Men det er ok nu, for jeg har jo fået det godt, og en verden af muligheder har åbnet sig. Det er kun få ting nu, som jeg ikke rigtigt kan uden at få det skidt, og det forringer ikke min livskvalitet på nogen måde.

Jeg kan gøre ting nu. Så jeg synes ikke, at det er så underligt, at jeg nu føler et behov for at bevise overfor mig selv og andre, at jeg godt kan klare alle de ting, som jeg ser folk omkring mig gøre. Det er ikke så mærkeligt, at jeg elsker at fremstå udadvendt, glad og succesfuld, når jeg snakker med folk til familiefester – for de mennesker, jeg får til at smile nu, var dem der engang så bedrøvede ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig.

Jeg forstår godt, at mit idealjeg er blevet som det er. Men det betyder ikke, at det skal forblive sådan. Og det betyder ikke, at jeg skal stresse rundt for at leve op til mit idealjeg. For at udrette en masse ting, bør ikke være idealet – idealet skulle hellere være at have et meningsfyldt liv, hvor jeg udfordrer mig selv tilpas meget, og hvor jeg kan have det godt og føle mig glad.

Jeg har indset mange ting i dag, og en af dem er, at jeg ikke skal tage det kørekort nu. For jeg behøver ikke at gøre alting på én gang – heller ikke selvom at jeg har muligheden for det. Det betyder ikke, at jeg er svag, fordi jeg vælger at vente til sommerferien med at tage det. For det er ikke fordi, at jeg ikke kan – det er fordi, at der er andre ting, der betyder mere for mig nu. Og jeg vil gerne give mig selv lov til at føre de ting ud i livet, uden at stresse mig selv unødigt i et forsøg på at blive “voksen og selvstændig” så hurtigt som muligt. Det er en skør ting at stresse over, for der går min. 3-4 år, før jeg har råd til at have en bil, så det er jo totalt ligegyldigt, om jeg venter til sommerferien med at få kørekort. Det kunne da være rart at kunne gøre det hele på én gang, men jeg kender mig selv, og jeg gider ikke at udsætte mig selv for unødig stress i det kommende semester. For jeg er rent faktisk motiveret for at skulle igang med de nye fag, og det vil jeg ikke ødelægge for mig selv.

Man er selvfølgelig nødt til at se ud i fremtiden og tænke på, hvad der vil være godt for ens fremtidige jeg. Det bruger jeg også meget tid på. Men man skal også tænke på, hvad der er vigtigst for en nu og her, og hvad der vil gøre den største og mest positive forskel, både på den korte og lange bane. Og der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg tror, at det vil være rigtigt godt, både på kort og lang sigt.

Noget af det, der har fyldt mest for mig i den seneste periode, er min boligsituation.
Som jeg har nævnt i tidligere indlæg, så fandt jeg i slutningen af december ud af, at min husleje stiger markant til april. Det satte en masse tanker i gang, og det gjorde mig ret urolig og bekymret, da jeg følte, at mit fundament ikke længere var så stabilt, som jeg havde gået rundt og troet, at det var. Lige pludselig skulle jeg til at genoverveje, om det vil give mening at fortsætte med at bo på den måde, som jeg bor på nu. Formålet med at bo lige her, var jo at jeg har råd til det uden at skulle låne penge, og at jeg ikke skal forholde mig til andre end mig selv her. Formålet var at udleve mit selvstændigheds-projekt (som i øvrigt nok også er blevet sat i gang af mit idealjeg).

Og hvor har det været godt for mig. Jeg er uendeligt glad for, at jeg flyttede ind her. Jeg er så glad for at jeg nu har prøvet at have et sted, der er helt mit eget. Jeg har nydt at kunne være egoistisk og kun tænke på mig selv. Men selvom jeg i mange indlæg har fået det til at lyde som om, at det er det bedste nogensinde at bo alene, så synes jeg faktisk ikke, at det er så skide fedt hele tiden. Selvom jeg som oftest har det sjovt, når jeg er alene, så er det bare ikke længere det, som jeg helst vil. Og det har været en lang proces at nå til den erkendelse.

To dage efter jeg var flyttet ind i denne lejlighed, mødte jeg S ude i den virkelige verden. Og der gik ikke mere end et par timer, før jeg fik den tanke, at han er mit livs kærlighed. Den tanke har jeg ikke sluppet siden. Derfor kunne jeg relativt hurtigt se, at mit selvstændigheds-projekt måske ville forløbe på en lidt anden måde, end jeg først havde troet. Jeg havde tænkt, at jeg skulle bo her lige indtil jeg var færdig på uni fire år senere, og måske længere end det. Jeg havde tænkt, at jeg bare skulle være mig selv og leve et simpelt liv (igen, mit idealjegs projekt). Det var så ikke lige sådan, det gik. For jo mere tid jeg brugte med S, jo mere kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til, at mit liv kun skulle handle om mig og min egen egoisme. Jo mere kunne jeg mærke, at jeg faktisk ikke havde lyst til, at han skulle afsted igen.

Det har taget mig et halvt år at turde at indrømme overfor mig selv (og andre mennesker), at jeg bedre kan lide at være sammen med S end at være alene. Det harmonerer ikke med mit idealjegs idéer om, at jeg skal have nok i mig selv og ikke afhænge af andre end mig selv og alt det pis. Det er jo ikke fordi, at jeg slet ikke kan holde ud at være alene – det kan jeg sagtens, og jeg bruger utroligt meget tid alene. Men det er bare ikke det, jeg foretrækker. Jeg kan ikke sige, at mit eget selskab på alle måder er nok for mig – for det er det ikke (længere), og det har det nok aldrig været. Det er jo en illusion at tro, at man ikke behøver andre mennesker. Mennesket er jo et ultrasocialt dyr, og som de siger i SKAM: “Mennesker trenger mennesker”. Så det er da ikke så underligt, at jeg ikke har lyst til at være eneboer for evigt. Og det er ikke så underligt, at jeg er rimeligt træt af nogle gange at skulle være adskilt fra S i en uge. Det er faktisk ret stressende at skulle undvære sit ynglingsmenneske så længe og så ofte. For selvom vi ses relativt meget, så bliver jeg bare aldrig fan af, at der er så tilpas meget afstand imellem os. Det er irriterende, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke længere gider at gå rundt og sige til mig selv, at det da er fint nok på denne måde, og at jeg bare skal være glad og taknemlig for, at jeg har kærlighed i mit liv. For der er ikke nogen der siger, at det skal fortsætte på denne måde. Vi kan jo rent faktisk ændre situationen, hvis vi vil. Det er slet ikke umuligt.

Jeg nævnte, at der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg er ret sikker på, at det vil være godt på både kort og lang sigt. Og det er et flytte-sammen projekt, som S og jeg er begyndt at arbejde på. Et projekt, som både er angstfremkaldende men også virkeligt rart at tænke på. En flytning i sig selv er en stressende oplevelse, men jo mere jeg tænker over det, jo mere har jeg lyst til det.

Men hvorfor, A. Thylkjær? Du sidder jo i din hyggelige lejlighed med stearinlys og musik, du selv kan bestemme over, og du har endelig fået det indrettet pænt, så hvorfor tænke på at flytte? Hvorfor ikke vente minimum et halvt år?

Det skal jeg sige jer. Jeg vil have stabilitet. Selvom jeg har følt mig hjemme her næsten siden starten, så har hele perioden jeg har boet her, været præget af ustabilitet. Og det er kun blevet mere med tiden, for jeg har ikke længere lyst til at bo alene, min husleje stiger, og jeg er ikke særligt vild med at være langt væk fra S så meget af tiden. Situationen er uholdbar, og derfor kan jeg ikke bare gå rundt og sige til mig selv, at alt er perfekt og godt. For det er ikke, som jeg allerhelst vil have det. Og derfor er transitionsfasen (hvis det er et ord) allerede sat i gang.

Når jeg sidder i lejligheden, så tænker jeg, at her er rart og pænt, men jeg tænker også bare, at det ikke er det sted, der kommer til at blive mit hjem de næste mange år. Det ved jeg, at det ikke er. Og derfor føler jeg, at jeg allerede er på vej videre. Derfor kan jeg ikke bare sige, at flytteprojektet må vente lidt, så jeg ikke skal til at flytte midt i semestret. For jeg har ikke lyst til at gå rundt her i et halvt år og vente. Jeg har ikke lyst til, at situationen skal forblive sådan her.

Det betyder dog ikke, at vi skal foretage nogle alt for hurtige beslutninger. Det betyder ikke, at jeg flytter i næste uge. Det betyder heller ikke, at jeg er ulykkelig og ikke kan lide at være her. Jeg er vældigt glad. Men jeg er på vej videre. Det kan jeg mærke. Jeg kan også mærke det, når jeg går rundt i Randers. Der er et nyt kapitel, jeg (eller vi) skal i gang med at skrive.

Jeg er virkeligt glad for, at jeg har boet alene i noget tid nu og at jeg har formået at skabe mit eget hjem, hvor jeg kan føle mig glad og tryg. Jeg ved, at jeg vil se tilbage på denne tid, og måske længes lidt efter den, når jeg engang sidder et sted i Aalborg og forsøger at læse, imens S er i gang med at udfolde sine musikalske evner sammen med en forstærker.

Jeg er så glad for, at det hele er gået som det er, for jeg har godt nok lært meget i løbet af det seneste år, og jeg fornemmer, at jeg også kommer til at lære en del i løbet af det kommende år. Det bliver vildt, det bliver hårdt, og det bliver godt.

Og sådan vil jeg afslutte dette indlæg – jeg håber, at det giver mening for andre end mig selv, og jeg håber, at det måske kan bidrage til, at vi alle kan tænke lidt over, hvorfor vi gør, hvad vi gør, og om vi gør det af de rigtige grunde. Jeg håber også, at dette i fremtiden vil minde mig om, at det er mig selv, der er ansvarlig for at gøre det, der er bedst for mig – og at finde ud af, hvad det bedste overhovedet er.

Hyg jer.

//A

Et useriøst indslag | Tilbage Til Naturen #16

Hej verden.

I dag har jeg haft det overraskende sjovt, og jeg har ikke tænkt særligt mange dybsindige og melankolske tanker, sammenlignet med de foregående dage. Til gengæld har jeg fået udrettet ting i stedet for bare at sidde i sofaen og gense Den Store Bagedyst (det er jeg kommet til at bruge en meget stor del af tiden på i denne uge, faktisk så meget, at jeg slet ikke vil italesætte det). Jeg har fået vasket op, og så har jeg lavet en plan for, hvordan jeg har tænkt mig at gribe det kommende semester an. Desuden arbejder jeg på et længere indlæg, som jeg ikke kommer til at færdiggøre i dag, samt et andet projekt, der er hemmeligt indtil videre. Det har mindet mig om, at jeg er nødt til at have nogle projekter i gang, hvis jeg ikke skal falde ned i et stort, dybt hul. Det har jeg sådan set hele tiden vidst, men det er rart nok at blive mindet om det påny.

Det er torsdag aften nu, hvilket vil sige, at jeg næsten er nået til slutningen på mit isolations-projekt. I morgen eftermiddag kommer min bror og Kalle herud, og om aftenen kommer mine forældre. Det bliver godt, eftersom det blandt andet indebærer, at jeg skal have noget andet til aftensmad end pasta. Jeg har spist pasta i forskellige afskygninger hele ugen, og nu har jeg fandme fået nok. Jeg har dog også fået karbonader nogle af dagene, samt broccoli og blomkål, men det har bare ikke føltes særligt spændende. Det er ret kedeligt at lave mad kun til sig selv, og selvom jeg burde have vænnet mig til det på nuværende tidspunkt, så bliver jeg ved med at synes, at det er kedeligt. Det kan nu være meget rart at spise alene efter en lang og opslidende dag ude i samfundet, men hvis man bare går rundt uden at lave det store, så er det sjovere at have nogen at spise med.

Jeg tager hjem fra sommerhuset lørdag middag, da jeg for det første trænger til at komme hjem til lejligheden, og for det andet fordi jeg er nødt til at få vandet blomsterne, det er efterhånden en hastesag. Tænk sig, hvis blomsterne dør, imens jeg går rundt herude med mit selvrealiserings-projekt. Så kan jeg jo aldrig se mig selv i øjnene igen. Dog burde Lars-Kirsten og Birthe-Torben (samt deres barn, som jeg har glemt navnet på) overleve, eftersom de er ørkenplanter og derfor burde være i stand til at klare sig igennem lange perioder uden vand. Alligevel er jeg især bekymret for Birthe-Torben, da den igennem en længere periode har set lidt slatten ud. Den er også begyndt at blomstre, og min mor siger, at det er et tegn på, at den er døden nær. Så det er lidt noget pis.

(Birthe-Torben da den var ny og lige var ankommet med posten. Dens nuværende tilstand er kritisk sammenlignet med dette).

(Et gammelt billede der aldrig rigtigt passer ind i nogen kontekst, men her er det alligevel).

Nu vi er ved ting, der potentielt synger på sidste vers, vil jeg lige nævne mine sko. Det er nok de mest fotograferede sko, jeg nogensinde har haft.

Det er jo bare et par sko, tænker I nok. Og det er jo rigtigt nok. Men de sko endte med at få en stor symbolsk betydning (hvis man kender mig vil man vide, at jeg har en tendens til at se nærmest alting som et symbol på et eller andet. Det er både irriterende og sjovt)

Jeg var lige startet på første semester på uni, og jeg var så glad for mine nye sko. De skinnede så flot, og de passede perfekt. De mindede mig om Pippi Langstrømpes støvler, og derfor kunne jeg kun føle mig stærk og selvstændig, når jeg havde dem på. Jeg følte, at jeg kunne klare alt.

Jeg havde skoene på hver dag, og de gav mig en følelse af frihed og at kunne klare nærmest alt. Jeg udsatte de sko for mange ting. Jeg løb rundt i skoven med dem og tænkte på frihed. Jeg vandrede rundt i mudder, og jeg gik rundt på stranden i dem, og jeg havde dem altid på, når jeg skulle til undervisning på uni. Vi klarede os igennem vinteren sammen, og det var sammen med de sko, at livet for alvor begyndte at blive godt.

Men jeg må erkende, at jeg har mine sko på lånt tid. Hælene har løsnet sig, og det er kun et spørgsmål om tid, før begge sko går helt fra hinanden. Jeg var forfærdet, da jeg fandt ud af det. Jeg havde nok fået en naiv tro på, at jeg skulle følges igennem livet med de sko. Men jeg er blevet klogere, og måske er det ok, at vores tid er forbi. Jeg tror måske, at der er nogen andre end et par sko, jeg hellere vil følges med. Så det er nok på tide at give slip og gå videre og sige farvel og tak til mine ellers så trofaste sko. Det er ikke ønskværdigt, men jeg skal nok finde nogle andre yndlingssko en dag. Og indtil da klarer jeg mig nok. For jeg tror faktisk ikke længere, at jeg har brug for et par sko for at føle, at jeg kan klare alt.

(Et billede fra sidste sommer, hvilket heller ikke passer ind i konteksten, men her er det alligevel).

Jeg tror altså, at det bliver godt for mig at komme ud i samfundet igen og blive socialiseret. Hvis man kan gå sådan i selvsving over et par sko, så bør man nok gå ud at tale med mennesker i stedet for.

Hyg jer/peace out

//A