Kategoriarkiv: meningen med livet

ingen stjerner

alle stjerner
vil jeg hente ned til dig
for du kom med alt det
der bragte liv i mig
//
men ingen stjerner
er kommet for at blive
de fleste af dem
vil hellere flyve
//
ingen stjerner
kan jeg fange og forære dig
for de flyver videre
når jeg ser den anden vej
//
ingen stjerner
kan eje hinanden
vi ejer kun os selv
og jeg tror faktisk ikke
at jeg dig eje vil
//
du kan svæve frit
og på store eventyr
kan du tage
men på trods af det
kommer du altid tilbage
//
det samme kan jeg
jeg svæver og vælger frit
det er altafgørende
at mit liv forbliver mit
//
jeg er min egen stjerne
og du er min bedste ven
det er ikke svært
at beslutte mig
jeg vælger dig
om og om igen
//
jeg tænker på dig
og lader drømmene gro
imens jeg finder
min egen måde
at leve livet på

det går over igen | et digt om hovedpine og frygt

Hej verden.

Jeg skrev nedenstående digt for nogle dage siden. Jeg havde fået hovedpine, og som jeg tidligere har forklaret, så er det noget, som jeg igennem mange år har været plaget af. Det har været et kæmpe problem, og det har betydet, at jeg i perioder ikke kunne gå i skole eller i det hele taget gøre ting. Jeg havde det skidt med hovedpine og ubehag hver dag, og selvom jeg er blevet undersøgt helt utroligt meget af en masse forskellige læger, så stod det aldrig helt klart, hvad det egentligt var, at jeg fejlede. I lang tid troede jeg, at det altid skulle være sådan, og at det aldrig ville blive bedre.

Men som årene gik fik jeg det bedre – meget bedre. Jeg kunne mere og mere, og det betød, at mit liv blev mere og mere interessant. Jeg begyndte at kunne se, hvor mange muligheder jeg havde, i stedet for at fokusere på begrænsningerne, som jeg tidligere havde gjort. For nu kunne jeg gøre en masse ting, som gjorde mit liv meningsfuldt. Jeg fik nye venner, jeg klarede det godt i skolen, og jeg fik et arbejde. Jeg blev gladere og fik mere selvtillid, og det hele så meget lyst ud. Og derfor betød det ikke så meget, at jeg stadig ikke helt vidste, hvad min sygdom skyldtes. Det gjorde mig heller ikke så meget, at jeg skulle passe på med at lave hård fysisk aktivitet, fordi det gjorde (og stadig gør) min hovedpine markant værre. Det fyldte ikke så meget, fordi der var så mange gode forbedringer, som jeg var mere optaget af. Jeg havde jo troet, at jeg aldrig ville få det godt igen. Det lyder dramatisk, men det var sådan jeg havde det på nogle tidspunkter. Det er svært at bevare håbet i mange år, når intet ser ud til at ændre sig til det bedre. Jeg er et rigtig godt sted i mit liv i dag, hvor jeg har det godt og føler, at jeg kan gøre de ting, jeg gerne vil. Jeg er sund og rask. Jeg bor et skønt sted sammen med vidunderlige S, og vi har det godt. Jeg er snart halvvejs med psykologistudiet, jeg har en fantastisk familie og gode venner. Jeg har virkeligt ikke noget at klage over. Men når jeg ind imellem får hovedpine, fordi jeg har overanstrengt mig på den ene eller anden måde, så vælder det hele op i mig igen. Det minder mig om, at det ikke er alting jeg kan, og at det ikke er forsvundet helt. Og det kan gøre mig så frustreret, for jeg forstår jo stadig ikke helt, hvad det egentligt skyldes. Det får mig til at føle, at jeg løber ind i en usynlig mur, der sætter begrænsninger for, hvad jeg kan og ikke kan, uden at jeg forstår, hvorfor den er der, eller om jeg kan gøre noget for at komme udenom den. Og selvom jeg godt ved, at jeg får det godt igen efter et par dage, så vælder frygten op i mig. Frygten for, at det kommer tilbage, uden at jeg kan gøre noget. Frygten for at miste det vidunderlige liv, som jeg har skabt for mig selv – frygten for at miste alle mulighederne og glæderne. For hvis jeg fik kronisk hovedpine igen, så ville jeg ikke kunne gøre de samme ting, som jeg kan nu. Jeg ville ikke kunne nyde mit liv på samme måde. Og den tanke gør mig virkeligt bange.
Dette digt handler om den frygt og den frustration, der følger med, når man føler sig begrænset af noget. Jeg ved, at jeg ikke er alene om at opleve den frustration – jeg tror, at de fleste har oplevet det eller vil opleve det på et tidspunkt i livet. Vi er alle begrænset af forskellige ting, og nogle gange kommer noget fra vores fortid og banker på døren, selvom vi troede, at det var et overstået kapitel. Og naturligt nok bliver vi bange. Bange for, at det skal komme tilbage, og at det vil ødelægge det gode liv, vi har skabt for os selv. På en eller anden måde tror jeg, at den frygt er et eksistensvilkår. I hvert fald for mig. Jeg ville ønske, at jeg aldrig følte den, men det gør jeg nogle gange, og i stedet for at bekæmpe frygten så tror jeg, at det er bedre at acceptere den. Acceptere, at jeg engang havde en træls periode i mit liv, som jeg, forståeligt nok, ikke vil opleve igen. Acceptere, at det gør mig bange at tænke på det scenarie. Acceptere, at jeg ikke er 100 % rask, og at jeg måske aldrig bliver i stand til at bestige et højt bjerg/løbe en tur uden at det ender ud i et hovedpineanfald af mange dages varighed. Og så sige til mig selv, at det er ok, at jeg kan blive frustreret over, at jeg ikke kan gøre alting – men at det ikke behøver at fylde mere, end jeg har lyst til at det skal. For når det kommer til stykket, har jeg et godt og smukt liv, hvor jeg ofte føler mig lykkelig. Og hvem siger, at jeg ville være mere lykkelig, hvis jeg kunne alting?

//A

det går over igen

jeg har ondt i mit hoved
og jeg lammes af skræk
jeg har gået og troet
at det endelig var væk
//
jeg ved hvad det skyldes
og det gør mig så sur
det er lidt som om
at løbe ind i en usynlig mur
//
jeg har det ret dårligt
og jeg bliver så trist
når jeg tænker tilbage på
hvordan det føltes sidst
//
jeg tænker meget
på alle de sorte dage
jeg er så bange for
at de kommer tilbage
//
det er ikke fordi
at der er mange ting jeg vil
jeg ville bare ønske
at jeg kunne vælge selv
//
det går over igen
og jeg skal ikke være bange
det eneste jeg skal
er at høre glade sange

hej jeg er glad | et digt om en dag med godt humør

hej
jeg er glad
og jeg synes
at det hele er godt
der er meget
at grine af
der er meget
som er smukt og flot
jeg ved
at det en ende har
men lige nu
er jeg lavet af glæde
jeg kan ikke forstå
at jeg for få dage siden
blot kunne råbe og græde
jeg danser rundt
med dem jeg elsker allermest
kom ikke og sig
at jeg ikke ved
hvordan man sparker liv i en fest
kald mig naiv og godtroende
men i dag er udsigten flot
man kan se meget mere
når man kommer lidt højere op
jeg har meget at lære
men jeg når det nok
jeg er godt nok heldig
at kunne have det så godt

Et flagrende sind

Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“.

Sådan sagde min mor til min far i sin tale, som hun holdt til deres fælles 50-års fødselsdag i lørdags. Et totalt vellykket arrangement med 70 glade gæster og musik og dans til klokken 2 om natten. Mine forældre havde hyret S og hans ene band til at spille til festen, og jeg dansede fra start til slut, kun afbrudt af korte pauser, hvor jeg gjorde hvad jeg kunne for at overtale diverse familiemedlemmer til at komme med ud at danse. Selvbevidstheden pakkede jeg langt væk, og på et tidspunkt, hvor der ingen var på dansegulvet, bød jeg min farmor op. Så dansede vi, bare os to, foran minimum 60 mennesker og bandet. Senere på aftenen gik mine kusiner og mostre også med til at danse (der skulle bare store mængder fadøl til), og så dansede vi rundt i en stor ring, hånd i hånd. Alle smilede og sang med på sangene, og det hele var så fint og upoleret på samme tid. Min mor var helt vild og dansede så meget, at jeg var bekymret for, at hun skulle få en knæskade. Hun blev ved med at råbe ind i mit øre “SÅ ER DER BAS! HVOR LYDER DET BARE GODT!” også når der var guitarsolo og man næsten ikke kunne høre bassen. Hun var helt oppe at køre, og jeg ligeså. Jeg kan godt lide, at hun bare lader sig rive med af den gode stemning og danser uden tanke for, om nogen kigger, eller hvordan det mon ser ud. Det bedste af det hele er, at hun både er sådan på et dansegulv og i hverdagen – der er hun også ret ligeglad med, om nogen synes, at hun danser lidt for vildt. Og det giver mig lyst til at gøre det samme.
Jeg husker, hvordan jeg dansede rundt med (næsten) alle dem, jeg holder allermest af i denne verden, imens alle sang med på “Kom Tilbage Nu” og andre festsange, og jeg ind i mellem kiggede op på S, der sang kor (og spillede fremragende). Jeg tænkte lige en gang eller to, at jeg egentlig var ret heldig, at jeg skulle dele seng med sådan en dygtig og pæn bassist, når festen var slut. Og så blev jeg også lidt stolt, fordi utroligt mange folk i løbet af aftenen kom hen og sagde til mig, at S godt nok var sød og dygtig. Og de sagde også pæe ting om mig og om festen og alt muligt. Jeg var flyvende. Og jeg dansede lige indtil det sidste nummer var slut – hvor kun jeg, mine forældre og to venner af familien var tilbage. Så dansede vi rundt i ring og jeg må indrømme, at jeg nød det. Jeg plejer ikke at danse (hvilket nok primært skyldes, at jeg meget sjældent befinder mig i situationer, hvor det giver mening at danse), men jeg havde lyst til det, og derfor gjorde jeg det. I starten var det mest fordi, at jeg kunne se, at der var nogen, der måtte sparke liv i festen, så S og hans band ikke skulle stå og spille for folk, der sad ned hele aftenen. Så jeg prøvede at lokke en masse mennesker med ud at danse. Men så blev jeg lidt grebet af den gode stemning og dansede fordi, at jeg havde lyst til det. Som sagt, jeg var flyvende. Følelsen af glæde og takemmelighed mærkede jeg så stærkt, at det ingen betydning havde, at jeg (som altid) var ædru. Jeg var høj på mine følelser (og så havde jeg nogle meget høje og ubehagelige sko på).De efterfølgende dage var også fyldt med glædelige begivenheder. Min bror blev student to dage efter den store fest, og det var virkeligt stort at dele den dag med ham. Det var som om, at verden stod åben for ham nu på en anden måde end før. Og der var noget helt vildt over at se ham blive student og give ham den lyseblå hue på, som han gav mig på for to år siden. Jeg kunne sprænge i luften af stolthed, og det er af en masse forskellige grunde, som jeg ikke vil forklare her. Men pointen er, at det var en rigtigt god dag, der fyldte mig med endnu flere gode og lykkelige følelser. Jeg kunne ikke andet end at sidde og smile, da jeg kom hjem til S om aftenen. “Jeg er bare så glad”, sagde jeg.Men højt af flyve, dybt at falde. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive ved med at svæve rundt og være fyldt af den ekstatiske glæde. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at mit humør altid tager et dyk nedad igen, når jeg har været helt vildt glad i en vis periode. Jeg føler alting meget stærkt, og derfor er der en pris at betale, når jeg har oplevet så mange store følelser på så intens en måde, og ikke rigtig har haft tid til at bearbejde det. Der har været sociale arrangementer både før og efter festen, og det har betydet, at det først er i dag, at jeg kan sidde ned og reflektere over alt det, der er sket den seneste uge. Det hele har været meget intenst, og det har nok også været lidt for intenst. Når det kommer til stykket er jeg en introvert person, og selvom det gør mig så glad at være sammen med så mange søde, imødekommende mennesker, og opleve så mange gode ting, så kan jeg ikke gøre det mange dage i træk uden at blive utroligt træt og drænet på et tidspunkt. Om jeg vil et eller ej, er der til sidst ikke mere energi tilbage i mig. Og så er det, at mit humør har det med at tage et stort dyk nedad.  Når det sker, så skyldes det, at jeg har svært ved at slippe alle de store følelser, jeg har følt. Det gør mig udmattet, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med alle følelserne, og hvordan jeg skal give slip på dem igen. Det lyder underligt, men det kan være hårdt at være rigtigt glad mange dage i træk. Det kan nok sammenlignes med en bil, der kører i et for højt gear i for lang tid, og som på et tidspunkt er nødt til at geare ned igen, hvis ikke den skal brænde sammen. For den kan ikke blive ved med at køre i det høje gear – det er den ikke lavet til. Når jeg har kørt i et for højt gear, påvirker det mit overskud, og pludselig føler jeg mig slet ikke lykkelig mere. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kunne overkomme så meget bare én eller to dage tidligere, og der skal ikke ret meget til at få mig til at græde. Det er de mest banale ting, der kan gøre mig ked af det – som fx dengang, hvor S spurgte mig, om ikke jeg kunne gå ned og købe en ost. Jeg bliver meget overfortolkende og ekstra sensitiv, når jeg har kørt i for højt et gear.  Så kan jeg græde fordi der er rodet i stuen, eller fordi S har sagt et eller andet for sjov, som min trætte hjerne tror var alvorligt ment. Jeg har et flagrende sind. Jeg ved, at det påvirker de mennesker, der er tættest på mig, og jeg ved, at det kan være svært at finde ud af, om man skal være bekymret for mig eller bare sige “det går nok” og nusse mig i håret indtil jeg falder til ro igen. Jeg ved, at jeg kan være urimelig, og jeg ved, at jeg bør blive bedre til at forklare, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Men det er ikke altid, at jeg i situationen selv forstår, hvorfor jeg har det sådan. Jeg kan blive bange og nervøs for, om den nu er helt gal med mig, og jeg tænker, at jeg er til besvær, og at det ville være lettere for både mig selv og mine nærmeste, hvis jeg ikke havde så store og hyppige udsving i mit humør.Men jeg ved også, at jeg er meget mere end mine udsving. Jeg ved, at jeg er elsket, og jeg ved, at jeg ikke skal være glad og ekstatisk hele tiden for at folk vil holde af mig. Jeg ved, at mit flagrende sind ikke er noget forfærdeligt, som jeg skal skamme mig over eller forsøge at ændre på – for det er en del af mig, og uden et flagrende sind, ville jeg ikke være den jeg er, og jeg ville ikke kunne udrette de samme ting. De bedste af mine digte har jeg skrevet, når mit sind har flagret enten op eller ned – når jeg har været fyldt med tristhed, melankoli og frustration, eller når jeg har været fyldt med den ekstatiske glæde, som jeg tror vil vare for evigt. Hvis jeg ikke havde de store udsving i mit humør, så ville det måske være et lettere liv på nogle måder, men det ville også være mere kedeligt og mindre meningsfuldt. Og selvom det kan påvirke dem, jeg holder allermest af, at mit humør kan ændre sig hurtigt og meget, så ved jeg, at det ikke betyder, at jeg bare er til besvær. For jeg har meget at give af, og når jeg er glad og på toppen kan jeg sparke liv i festen – enten ved at danse med farmor foran 70 mennesker eller ved fx at lave dobbeltpanerede wienerschnitzler til S, fordi jeg lige syntes, at vi skulle fejre, at det var onsdag. Jeg kan finde glæden i små ting, som mange andre måske ikke får det store ud af, som fx at se på ænder, male et billede af en giraf eller at se mine kaktusser vokse sig større. Jeg keder mig sjældent, fordi mit humør næsten aldrig er neutralt. Ikke, at jeg altid er enten 100 % lykkelig eller 100 % trist – men jeg er altid grebet af en eller flere bestemte følelser, som påvirker hvordan jeg oplever ting.Jeg udvikler mig, og i takt med at jeg udsætter mig selv for nye ting, lærer jeg mit flagrende sind bedre at kende. Jeg bliver bedre til at forstå mig selv, og det gør det lettere for mig at sætte grænser og undgå at gøre alt for meget på én gang. Men livet kan ikke planlægges efter mit humør og mit optimale stimulationsniveau, og derfor ved jeg, at det sandsynligvis vil forblive sådan her – at mit sind vil forblive flagrende resten af mit liv. Og jeg tror, at det kommer til at blive et spændende liv, for på mange måder kan jeg få noget godt ud af mine udsving. Men forhåbentlig vil jeg fortsat blive bedre og bedre til at håndtere det, så jeg ikke alt for ofte behøver at bryde grædende sammen pga. en ost – men somme tider er løsningen faktisk at græde, uanset om det er over en ost eller noget udefinerbart. Ofte er der ikke andet galt, end at jeg er udmattet, og når jeg græder, får jeg det ud. Og så kan jeg dagen efter slet ikke huske, hvad problemet var. Så jeg vil gerne opfordre andre til at prøve det, når I er udmattede/overstimulerede, for det kan være effektivt. Bare husk, at jeres nærmeste måske bliver mere bekymrede, end de behøver at være, hvis de selv kun græder, når nogen er døde eller et eller andet helt forfærdeligt er sket. Du skal nok lige forklare dem, at du bare trænger til at græde, og at himmelen ikke er ved at falde ned eller noget.Som nævnt indledningsvis sagde min mor til min far i sin tale i lørdags: “Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“. Jeg sad og smilede af hendes fine ord, imens jeg holdt S i hånden og alle i salen var stille. Jeg tænkte, at jeg med garanti vil sige præcis det samme, hvis jeg engang i en eller anden anledning skulle holde en tale for S. For mit flagrende sind har jeg fra hende. Vi danser til alle andre er gået hjem, og nogle gange snakker vi meget hurtigt og er helt oppe at køre pga. en nyindkøbt zinkbalje, en solnedgang eller flot keramik. Andre gange er vi udkørte og urimelige, fordi nogen sagde noget irriterende, og vi kan hidse os totalt op, hvis der er nogle mænd, der gerne vil se TopGear med fjernsynet skruet helt op imens vi sidder i rummet ved siden af (også når det er nogle mænd, vi holder kraftigt af). Nogle gange vil vi bare have ro. Og andre gange kan vi blive ved og ved med at danse.Når jeg tænker på, at jeg har mit flagrende sind fra hende, så kan jeg ikke skamme mig over det eller føle, at jeg er forkert. For jeg kan se, hvordan hun med sit flagrende sind giver rigtigt meget glæde til en masse mennesker. Hendes følgere på Facebook elsker at se hendes billeder af solnedgangene i sommerhuset, og de elsker at høre om hendes nyeste projekter – om det så er en terrasse, en rabarbertærte eller noget helt tredje. Det afgørende er, at hendes begejstring for ting skinner så meget igennem, at man selv bliver smittet med glæden. Når hun er glad, er man ikke i tvivl om det, for så er hun virkeligt glad. Og så er der så mange andre mennesker, der også bliver glade. Hvis hun ikke havde et flagrende sind, så tror jeg ikke, at glæden ville smitte ligeså meget. Og det samme gælder for mig selv. Da mine svigerforældre mødte mig første gang sagde de bagefter til S, at de godt kunne lide mig og mit gode humør, og at jeg er lattermild og alt muligt. Jeg fornemmer, at der er rigtigt mange, der opfatter mig som lattermild og meget glad. Det er jeg selvfølgelig glad for, men det kan somme tider være svært, fordi jeg kan føle, at jeg så skal være sådan hele tiden for at være mig. Men jeg øver mig i at tænke, at der ikke er nogen, der altid er glade, og at jeg godt må være trist og sur nogle gange uden at det betyder, at jeg ikke er mig.Med dette indlæg håber jeg at kunne give jer, der læser med, en større indsigt i, hvorfor jeg er, som jeg er, og at det måske kan føre til, at I selv reflekterer over, hvordan jeres sind er. Måske har I et lidt mere stabilt humør med færre og mindre udsving eller måske er I lidt flagrende, som det er tilfældet med mig. Jeg ved, at jeg helt sikkert ikke er alene om at have udsving i mit humør, og derfor udgiver jeg dette indlæg. Jeg har intet at skamme mig over – selvom det da ikke er vildt fedt at indrømme overfor verden, at jeg har grædt pga. en ost. Men hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at blive en god psykolog en dag, så er det nok en god idé, at jeg selv står ved mine svage sider, så jeg engang kan hjælpe andre mennesker til at gøre det samme. For det forholder sig sjældent sådan, at en “svag” side udelukkende er noget negativt – der er næsten altid noget positivt ved det også.

Hyg jer – og husk at trække vejret og være dem, I er.

 

//A

 

Lykke

Hej verden.

For tre måneder siden skrev jeg om, at jeg var frustreret over ventetiden op til flytningen, fordi det indebar så mange ting, der skulle ordnes – både ift. selve flytningen men også ift. eksamen – og så mange ting, som jeg kunne bekymre mig om. Det var ret irriterende at skulle gå rundt og vente på, at det blev den 1. maj hvor flytningen endelig ville blive en realitet, for jeg havde jo ikke lyst til at vente – men jeg kunne ikke gøre andet end det. Og derfor skrev jeg ovennævnte indlæg, i et forsøg på at minde mig selv om, hvad endemålet var, så det kunne motivere mig til at komme godt igennem perioden op til flytningen i stedet for at sidde og stresse unødigt. Som jeg skrev i indlægget, så prøvede jeg at tænke på, hvordan det ville føles, når jeg endelig havde opnået mit mål. Og nu sidder jeg her, en torsdag aften i juni og indser, at jeg har opnået det.


Jeg har i flere måneder op til flytningen gået rundt og tænkt på, hvordan det ville være at sidde i vores nye stue en sommeraften og lytte til S, der spiller bas, og alle byens lyde ude fra gaden. Jeg forestillede mig, hvordan vores blikke ville mødes, og at jeg ville være i gang med at skrive et digt, og at jeg ville tænke “endelig”.  Jeg forestillede mig, hvordan jeg endelig kunne ånde lettet op og mærke, at der er faldet ro over det hele, og at den lange periode med stress og flyttekaos rent faktisk er slut. Forestillingen om det scenarie gjorde mig glad og mindede mig om, at al bøvlet ville være det hele værd til sidst.

Nu sidder jeg her og opdager, at det scenarie er min virkelighed lige nu. Jeg kan mærke roen og tilfredsheden ved at have opnået det, jeg ønskede mig. Og det bedste ved det er, at det føles normalt nu. Jeg sidder ikke længere og tænker “hvor er jeg” eller “sikke nogle underlige lyde ude fra gaden”, som jeg gjorde de første mange uger, vi boede her. Nu er det her mit hjem. For første gang i lang tid kan jeg sige, at jeg bor et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo i mange år fremover. Og det er noget af det, jeg savnede mest, da jeg boede i min tidligere lejlighed.

Jeg flyttede, fordi jeg savnede stabilitet, og selvom der stadig er en masse, jeg hele tiden skal vænne mig til ved at bo her, så kan jeg mærke, at det her er rigtig godt for mig. Eller os, kunne jeg også sige. Nu handler det jo ikke kun om mig længere. At flytte var en god beslutning for os begge, uden tvivl. Det har på alle måder været det helt rigtige at gøre, og hvor er jeg glad for, at det er blevet sådan her. Men det har også været hårdt og svært, og det har bestemt ikke været sjov og ballade hele vejen igennem. Det er klart, da jeg har kastet mig ud i noget, som jeg/vi ingen erfaringer havde med. Jeg vidste (og ved stadig ikke) hvordan man gør, når man bor sammen med sin kæreste, og hvordan man fx skal fordele pligterne og hvordan/om man skal sige det, når man er træt af, at der ligger gamle sokker og underbukser på gulvet. Men jeg tror, at jeg har indset nu, at jeg/vi kommer til at lære det hele med tiden, og at det er formålsløst at gå rundt og tro, at vi skal vide det hele fra starten, og at det er et problem at fejle og komme til at diskutere/skændes lidt om fx en ost (vi har rent faktisk haft en form for skænderi, der handlede om en ost, eller rettere sagt manglen på en ost, men mere om det en anden dag).

Men fordi det har været meget udfordrende, og stadig er det til tider, så kan jeg også se nu, hvor meget udvikling det har ført til. Jeg kan fx mærke, at jeg har fået lettere og lettere ved at møde nye mennesker, fordi jeg nærmest ikke har lavet andet end at møde nye mennesker, imens jeg har boet her (hvis vi se bort fra eksamensperioden, hvor jeg ikke kom så meget ud). Jeg er også blevet meget bedre til at finde vej, fordi jeg har gået rundt uden helt at vide, hvor jeg var henne, og bare er blevet ved med at gå rundt indtil jeg til sidst forstod det. Og så er jeg blevet bedre til at være ærlig overfor S, og acceptere at jeg ikke hele tiden kan være den bedste version af mig selv, og at jeg heller ikke skal forsøge at være det. Man får hinandens bedste og værste sider at se, når man bor sammen, og på en eller anden måde er der noget enormt befriende over det. Man skal selvfølgelig behandle hinanden ordentligt, men man må bare acceptere, at det somme tider hænder, at man er sur og træt og ikke er særligt sjov – og at det ikke betyder, at man er en forfærdelig kæreste. Det betyder bare, at man er et menneske.

Jeg har stadig meget at lære, og jeg har meget, jeg skal opleve og udforske. Og det føles godt. Det føles som det helt rigtige. For et år siden, ville jeg nok aldrig have troet på, at det her ville være min virkelighed nu, men det er jo langt fra altid, at man selv kan se, hvilken vej man går på. Men jeg kan godt lide denne vej, og jeg takker mit fortidige jeg for at tage de første skridt.

 

Det er et godt og smukt liv, og jeg håber, at der er flere end mig, der også mærker det.

 

Hyg jer.

//A

22

Hej verden.

I dag sker den skelsættende begivenhed, at undertegnede fylder 22 år. Det skal jeg skal fejre med kaffe og kage sammen med de fire mennesker, jeg holder allermest af i denne verden (plus en hund og en kat). Det er helt underligt, men for første gang i mange år glæder jeg mig rent faktisk til min fødselsdag. Jeg plejer at have et lidt anstrengt forhold til min fødselsdag, men sådan har jeg det slet ikke på nuværende tidspunkt. Det hænger vel sammen med, at jeg er et utroligt godt sted i mit liv nu, og at det på mange punkter går bedre, end det nogensinde har gjort før. Det er jeg meget bevidst om, og jeg gør hvad jeg kan for at værdsætte det så meget som muligt. Ikke at alt er perfekt, for sådan fungerer det jo ikke, og et perfekt liv er heller ikke det mest interessante. Men grundlæggende er jeg bare glad. Jeg hygger mig, jeg kan se mig selv i øjnene, og jeg glæder mig til den kommende periode. S og jeg flytter sammen snart, og det går op for mig mere og mere, at det er en realitet. Det bliver vildt, og åh, hvor jeg glæder mig.

Men nu til sagen. Jeg har set en del bloggertyper lave indlæg ved navn “X ting jeg har lært på X år”, så det vil jeg også gøre i anledning af min fødselsdag. Så her kommer 22 ting, jeg har lært på 22 år (hvilket er en misvisende titel, da langt de fleste ting på denne liste er ting, jeg har lært indenfor de seneste 5-10 år. Men det er lige meget).

1. “The Phantom of the Opera” i Her Majesty’s Theatre i London er ubetinget noget af det vildeste, jeg nogensinde har oplevet i dette liv. Fuck. Det var en oplevelse af en sådan kaliber, at jeg stadig ikke kan stoppe med at føle mig helt chokeret, når jeg tænker tilbage på det. Jeg vil ikke forsøge at forklare, hvorfor det var så stor en oplevelse; jeg vil til gengæld opfordre alle, der har muligheden for det, til at se den musical, hvis I nogensinde skulle befinde jer i London. Og så vil jeg takke min far for at få idéen til at vi skulle se den sammen. Det kommer vi begge til at tænke tilbage på for altid, er jeg ret overbevist om.

2. Jeg vil være operasanger i mit næste liv. Men først i mit næste liv. I dette liv skal jeg være en irriterende organisationspsykolog. Som i øvrigt kun synger for hunde.

3. Det er fedt at støvsuge, når man har en skøn støvsuger (ved navn John).

4. Det er vigtigt at bruge tid sammen med mennesker, der er forskellige fra en selv. Eller i hvert fald omgås folk, der kan udfordre en. Det er rart med noget kontrast, og man lærer meget mere på den måde.

5. I den forbindelse er det også vigtigt at huske på, at vi alle har hvert vores perspektiv på livet, og at det kan være ret brugbart at reflektere over, hvorfor vi har de perspektiver, vi har. Nogle gange står man på hver sin side af det samme træ, og så er det godt at prøve at forstå, hvad den anden ser og hvorfor han ser det, han gør. Hvorfor han står lige der og ikke på præcis det samme sted, som du selv står. Han kan måske ikke se de samme grene og blade, som du kan, men han ser nogle andre i stedet. Og måske et par æbler også. Hvis det altså er et æbletræ.

6. Det er godt at kende sig selv. Det tager lang tid at lære sig selv at kende, og i bund og grund vil der altid være en stor del af dig selv, som du ikke kan kende fuldt ud (bedre kendt som underbevidstheden). Her vil jeg lige benytte lejligheden til at perspektivere til The Phantom of the Opera, men jeg vil ikke forklare hvorfor, da I selv kan tænke lidt over det, hvis I kender til historien.

7. Der skal to til tango. Du må påtage dig ansvaret for dine egne handlinger. Det er yderst sjældent, at det kun er de andres skyld. Og selvom det er hårdt, så kan du først udvikle dig rigtigt, når du selv påtager dig dit ansvar.

8. Jeg er rigtigt dårlig til at lægge tøj sammen. Til gengæld har jeg for nylig fundet ud af, at S er utroligt god til det (men det er ikke kun derfor, at jeg vil flytte sammen med ham, der er også et par andre grunde).

9. “Flyvende Farmor” er stadig min yndlingsfilm. Den er et kunstværk uden lige, uanset hvor gammel jeg er.

10. Der er nogle øjeblikke i livet, der er så indpakket i tristhed og forfærdelige og dramatiske følelser, at du nok aldrig helt når til et punkt, hvor du bare kan glemme dem. Heller ikke selvom du for længst har fået en ny hund og dit hjerte er et helt andet og meget bedre sted nu end dengang. Selvom du er lykkelig nu, betyder det ikke at det, der gjorde ondt, bare er lige meget. Det kommer til at fylde mindre og mindre, og du tænker sjældnere og sjældnere på de øjeblikke, men længst inde vil de altid være at finde.

11. Det er så uendeligt meget spild af tid at sammenligne sig selv med noget, man tror nogle andre er. Vi kan ikke undgå at sammenligne os selv med andre, for vi er trods alt ultrasociale dyr; men det giver ingen mening at tænke dårligt om sig selv, fordi man sammenligner sig selv med en helt forskruet og glorificeret forestilling, man har om nogle mennesker, man dybest set ved intet om. Det er så let at se på folk man kender perifært og tænke om dem, at de sikkert har meget mere styr på livet og er lykkelige, fordi de har noget, man ikke selv har. Men når du tænker sådan, så snyder du dig selv for at se alle nuancerne i folk og deres liv. Uperfekte liv. Du vil gerne tro på, at det perfekte liv er muligt, så du bilder dig selv ind, at alle mulige andre har dette såkaldte perfekte liv. At de er gladere og mere succesfulde og mere vellidte end du selv er. Men når det kommer til stykket, så får du intet ud af at tænke sådan om dem. Det bidrager bare til, at du glemmer at tænke på dem som helt almindelige mennesker, og at du slet ikke ser det, hvis de udviser tegn på ikke at have det specielt fedt. Du bliver bare ved med at tænke, at de på en eller anden måde altid vil være lidt bedre end dig selv. Og når du tænker sådan om andre, så er det svært at gå ud i verden med et åbent sind og møde folk, som de er. Så lad være med at bilde dig selv ind, at alle andre har et bedre og mere fuldendt liv, end du selv har. Brug hellere tiden på at skabe det liv, du ønsker. Og på at snakke med folk på et plan, så I kommer til at snakke om noget lidt dybere end emner end vejret. Du vil sandsynligvis lære, at du tog gevaldigt fejl i dine antagelser, og at du har meget mere til fælles med alle andre, end du før troede. Du vil lære, at vi alle er mennesker.

12. Bassister er nogle flinke typer. Og nogle af dem er tilmed pæne, kloge og sjove (jeg kender i hvert fald én).

13. Det er et helvede at opfostre en hundehvalp (i hvert fald hvis den hedder Kalle), men det er også noget af det hyggeligste. Et sandt paradoks.

14. Gode høretelefoner er noget af det bedste, man kan investere i, hvis man bruger meget tid på offentlig transport. De har forbedret mit liv radikalt.

15. Min mor har ret 99 % af tiden. Hun siger alt det, jeg ikke vil høre, og jeg ender altid med at indse, at det var rigtigt. Hun er en klog kvinde (og så er hun fremragende til at bage diverse kager).

16. “Der er altid en udvej”. Det plejede min mor at sige, når jeg var i en eller anden situation, hvor jeg ikke havde det godt. Ikke for at sige, at jeg bare kunne løbe væk fra problemerne, men for at minde mig om, at der er andre ting, jeg kunne gøre i stedet for, hvis jeg var i gang med noget, der ikke fungerede. Det er bedre at stoppe noget, man ikke har det godt med, end at presse på for at det skal lykkes alligevel, for så at ende i en fastlåst situation, hvor man bare er bitter og deprimeret.

17. Det er en god idé at vente med at flytte hjemmefra, hvis man ikke føler sig klar til det. Selvom jeg havde det lidt anstrengt med det til sidst, er jeg glad for, at jeg først flyttede ud, da jeg var 21, for jeg tror, at det var det helt rigtige tidspunkt.

18. Endnu en (vigtig) ting jeg har lært igennem mit lange, lange liv, er hvordan man gør sig godt på ekstremt opstillede billeder. Tak til min far for det.

19. Det er godt at dyrke ensomheden ind imellem. Det kan man enten gøre ved at tage i sommerhus med sig selv i nogle dage/uger, eller man kan gøre det en mørk vinteraften, hvor alting virker til at stå lidt stille. Jeg tror, at det er vigtigt at give sig selv tid til at tænke sig lidt om og lige mærke efter. Og det kan man kun, når man kommer lidt væk fra alt og alle.

20. Jeg har lært vigtigheden af at kunne ændre holdning.

21. For nylig har jeg lært at riste bollerne på den mest optimale måde, så der opnås tilpas meget sprødhed uden at de bliver brændt. Det er en kunst, og jeg er et meget rigere menneske, nu hvor jeg har lært det.

22. Den sidste ting har jeg lige lært for et par dage siden: den 1. maj flytter S og jeg ind i denne nydelige gamle bygning. Der er fem uger til. Det er totalt vildt. Og det er den hyggeligste lejlighed jeg længe har set. Mere info og flere billeder følger i de kommende måneder. Det bliver en travl og vild tid både med flytning og eksamen, men jeg glæder mig til det hele, og jeg glæder mig SÅ meget til at flytte ind et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo de næste mange år. Jeg glæder mig til at bo med S og alle hans basser, og jeg glæder mig til at “hjem” bliver et sted, der tilhører os begge. Det bliver så uendeligt rart, at vi ikke længere skal rejse frem og tilbage for at besøge hinanden og hele tiden føle, at vi på skift lever i en kuffert. Det er opslidende i længden, og tanken om at den del af vores forhold er nået til en ende, er en enorm lettelse. Men det er også en underlig følelse, for nu bliver det noget helt andet end det har været hidtil. Vi kommer til at have en sofa og alt muligt og mere end bare ét rum at opholde os i. Og det bliver fantastisk. Jeg forstår det nok stadig ikke helt, men jeg kan i hvert fald mærke, at jeg glæder mig, og at jeg er lettet. Og så kan jeg mærke, at jeg har lyst til at komme væk fra Randers. Ikke et ondt ord om denne by, men jeg trænger til luftforandring, og jeg trænger til ikke at kende alt og alle. Jeg er klar til, at der sker noget nyt. Så fremtiden kan bare komme an.

 

Hurra og tillykke til mig selv.

//A

 

stille sind | et digt

Hej verden.
Jeg har ikke udgivet nogle indlæg i næsten tre uger. Det er lang tid, men jeg har gang i en masse andre projekter for tiden, og jeg har haft svært ved at få ført mine idéer til digte og indlæg ud i livet. Jeg skriver bedst, når jeg er i det følsomme og melankolske hjørne, og det har jeg ikke været så meget på det seneste. Dels fordi jeg ikke har været ret meget alene, og dels fordi der foregår så meget for tiden, at jeg hele tiden har haft andet at lave end at sidde i det melankolske hjørne. Nu har jeg så været alene i lejligheden hele weekenden, og det har været rart at slappe af, men det har også gjort, at jeg nu er i en speciel sindsstemning, som jeg kun kommer i, når jeg har været i mit eget selskab i tilstrækkeligt  lang (måske lidt for lang) tid. Og derfor kom kreativiteten pludselig tilbage og ramte mig, så nu har jeg skrevet et digt, der følger herunder. Jeg føler, at det kræver en forklaring, hvorfor jeg skriver den type digt nu, men jeg lod bare min kreativitet få frit løb, og det er ikke til at sige, hvorfor det blev sådan her. Det er ikke skrevet til nogen bestemt person, og det handler heller ikke om mig selv. Og på den anden side kan man sige, at det er skrevet til alle, og at det derfor selvfølgelig også handler om mig selv.

Jeg har siddet og tænkt over, hvor mange forfærdeligt hårde ting mennesker går igennem hver eneste dag. Der er ingen, der går igennem et helt liv uden at møde nogle store kriser på vejen, og der er ingen, der bare er lykkelige hele tiden. Vi kæmper alle hver vores kamp, men nogle kæmper hårdere end andre og har ikke et ligeså stort skjold. Og når jeg tænker på, hvor meget bøvl mennesker går igennem hele tiden, så tænker jeg, at det egentlig er ret vildt og beundringværdigt, hvor meget vi kan holde til. Vi kan få knust vores hjerter og alligevel åbne os igen en dag. Vi kan være ensomme og ulykkelige og alligevel opbygge et meningsfuldt liv, hvis vi ændrer på nogle ting. Vi kan være i den dybeste sorg og et år senere grine så meget, at vi for en stund har glemt alt om, at der findes dårlige ting i verden.
Jeg kender mange beundringværdige mennesker, der har klaret sig igennem alt muligt bøvl, og jeg kender også mange, der stadig er i gang. Det er vi vel allesammen i en eller anden grad – der er altid lidt bøvl forbundet med det at være menneske. Og dette digt er skrevet til dem, der oplever ekstra meget bøvl. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe alle i verden, så de allesammen kunne have det godt. Men det har jeg erkendt, at jeg ikke kan. Jeg kan ikke hjælpe alle, for selvom jeg er kommende psykolog, så har jeg ikke mulighed for det. Jeg er blot et menneske, og jeg kan ikke hele tiden gå rundt og tænke på, at der er mange, der er ulykkelige, for det nytter ikke noget. Det gør dette digt muligvis heller ikke, men det er hvad jeg kan give. For at minde os alle om, at det er ok at føle sig fortabt, og for at minde os om, at vi skal huske at række ud og sige til, når vi har brug for hjælp. For der er så mange, der gerne vil hjælpe. Men hvis vi intet siger og sidder alene med vores stille sind, så kan de ikke hjælpe.
Vi må huske hinanden, og vi må alle prøve så godt vi kan at holde øje, når nogen ser ud til, at de godt kunne bruge en hånd at gribe fat i. Og så skal vi gribe fat i alle de hænder, vi har brug for, for at kunne komme op at stå igen. Mennesker har brug for mennesker.
//A

stille sind

du sidder der
alene med et stille sind
her ingen glæde er
mon verden er blevet blind
//
du fortjener
alle gode ting i verden
hvor ville jeg ønske
at jeg kunne styre din færden
//
jeg har lyst til
at pakke dig ind i vat
men du må klare dig selv
på denne mørke nat
//
du må undskylde
at jeg ikke kan redde dig
jeg beklager
at der ikke er nok af mig
//
dit indre er en snestorm
men hør nu her min ven
det hele skal nok
give mening igen
//
giv nu slip
på alt der tynger dig ned
du må videre
lad ikke stormen tage dig med
//
alle stjernerne
vil falde ned til dig
det kan blive så smukt
når du finder den rette vej
//
ræk nu ud
og lov mig at sige til
du behøver ikke
at klare alting selv

Livsopdatering – om statistik, færdigretter og Valentinsdag

Hej verden.

Jeg er træt. I går og i dag har været nogle meget lange dage. Lærerige, vel at mærke, men lange. Selvom jeg vågnede kl. 5.30 i går, var jeg overraskende frisk hele dagen og var både til forelæsning og holdundervisning, og så arbejdede jeg på en opgave i nogle timer. Jeg var også inde ved min søde 79-årige nabo, fordi hun havde brug for min hjælp til at løse nogle tekniske problemer. Hun blev utroligt glad for hjælpen, og jeg følte mig god, fordi jeg endnu engang kunne hjælpe med noget it-mæssigt. Derefter læste jeg statistik, og først kl. 21 stoppede jeg med at lave fornuftige ting (selvom jeg selvfølgelig havde holdt pauser før det). Så skrev jeg et digt og gik i seng. Det var en utroligt god dag, da jeg følte mig motiveret og glad nærmest hele dagen.

I morges stod jeg op kl. 6 og skyndte mig at gøre mig klar, spise, lave kaffe, pakke mine ting og smøre en madpakke, alt sammen indenfor 45 minutter. Jeg nåede også at tørre yoghurt op, som jeg havde formået at spilde udover mig selv. Det var noget værre noget. Heldigvis nåede jeg ud af døren til tiden og begav mig mod uni. Takket være mine høretelefoner og “Her Går Det Godt” podcasten havde jeg en ret hyggelig bustur, hvilket jeg nærmest altid har, efter jeg har anskaffet mig de høretelefoner. Det var en god investering.

Kl. 8 startede statistik forelæsningen (eller dvs. 8.15 pga. det akademiske kvarter, et fjollet men rart koncept). Da vi stadig er i opstartsfasen skulle vi lære om nogle ting, jeg vidste lidt om i forvejen fra HF-tiden, men alligevel var det en smule udfordrende. Vores forelæser er canadier, og derfor foregår al undervisningen i statistik på engelsk. Det gør sådan set ikke noget, men det kan godt kræve lidt ekstra hjernekapacitet ind imellem.

Efter forelæsningen var jeg til holdundervisning i statistik, hvilket ikke var den store succes. Det gjorde mig mest af alt forvirret og træt, da vi er 40 mennesker på holdet og vi ikke skulle lave andet end at sidde og arbejde på vores afleveringer. Det gjorde ikke lige noget godt for mit energiniveau, men jeg fik lavet halvdelen af min aflevering, og så begav jeg mig hjemad kl. 12.30. I bussen hjem lyttede jeg til sidste del af podcasten og derefter en fremragende playliste, som S har lavet, med den spændende titel “soul”. Så ved man, hvad man kan forvente.

Inden jeg tog hjem til lejligheden var jeg i Føtex for at handle lidt ind. Jeg har brugt utroligt mange år af mit liv på at gå rundt og snakke meget om, at jeg hader Føtex. Alligevel har jeg nok været derinde 10 gange i år, og jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg tror måske, at det er for at bevise overfor mig selv, at jeg har udviklet mig – ikke at jeg kan lide Føtex nu, men jeg kan håndtere at være derinde uden at blive totalt stresset, og det er en præstation i sig selv.

Da jeg endelig kom hjem var jeg sulten og træt, og jeg følte mig ikke specielt motiveret eller begejstret. Men det hjalp at få noget at spise, og efter en tiltrængt pause gik jeg i gang med at lave det sidste af min aflevering. Det endte med at blive et mere opslidende projekt end forventet, da statistik-programmet opførte sig sjovt og ikke ville vise den graf, som jeg ville have den til. Det hele endte dog godt til sidst, og så gik jeg ud og varmede en færdigret fra REMA 1000. Ynkelig mad til ynkelige mennesker, som man siger. Næringsværdien var tvivlsom men smagsoplevelsen var sådan set nogenlunde (jeg er ikke blevet betalt for at skrive dette).

Og nu sidder jeg her og skriver dette indlæg. Jeg er lidt i tvivl om, hvad det er, jeg ønsker at udtrykke med denne lange svada, men det er i hvert fald et lille indblik i min hverdag. Jeg er ret stor fan af min hverdag, som den er nu, og selvom det gør mig vildt træt, at jeg nu lægger mere tid og energi i mit studie, så er det det hele værd. For jeg føler mig mere motiveret, når jeg kan se, at jeg rent faktisk lærer noget og får udrettet noget. Der er noget rart over at komme hjem efter en lang dag og være udmattet med god grund. Og det er sådan set også meget rart, at jeg nu skal anstrenge mig en smule, hvis jeg skal nå at lave mine afleveringer, få læst og møde op til undervisningen. For jeg har brug for at blive udfordret lidt, for at jeg virkeligt kan udvikle mig. Den følelse, jeg har omkring statistik, minder meget om hvordan jeg havde det med kemi på HF for to år siden. Det er sådan en “jeg har tidligere syntes, at dette fag var svært, men nu vil jeg virkeligt gerne lære det, for det er mit eget projekt nu”. Og det er vildt rart. Selvom jeg var tæt på at græde lidt, da jeg lavede min aflevering i dag, så betyder det langt fra, at det bliver et træls fag. For jeg skulle også bruge en del tid og energi på kemi, før jeg endelig knækkede koden og begyndte at se den store mening med det. Og sådan tror jeg også, at det bliver med statistik.

Så ja, jeg er motiveret og jeg synes, at mit studie er interessant for tiden. Der er vildt meget læsning, hvilket kan stresse mig lidt, men jeg er kommet rigtig godt fra start, og jeg kan godt følge med. Det kræver, at jeg bruger meget tid på at læse, men det føles egentlig ikke som et stort problem, da jeg godt kan finde ud af at slappe af og holde fri, når jeg trænger til det. Jeg synes, at balancen mellem studie og fritid er ret optimal for tiden. Jeg synes også, at jeg bruger min fritid på nogle gode ting, og ikke mindst sammen med de rigtige mennesker.

Weekenden var et godt eksempel på dette. Fredag aften var jeg hjemme i huset hos min familie for at spise og se X-Factor (og udnytte vaskemaskinen). Det var vildt hyggeligt. Om lørdagen stod jeg tidligt op og læste de sidste 60 sider i en utroligt lang tekst. Det gik rimeligt let, og da jeg efter nogle timer var færdig med det, gik jeg i gang med at gøre rent og rydde op, så lejligheden var klar til om eftermiddagen. Min bror havde fødselsdag, så det fejrede vi med kaffe og en kanelstang. Min mor var desværre blevet syg, så vi var en lille forsamling – min bror, min far, S og jeg. Det var dog vildt hyggeligt alligevel (efter min mening i hvert fald). Om aftenen skulle vi ud at spise på en restaurant, der ligger ved Randers havn – det lyder ikke som det vildeste sted, men det var overraskende godt. Jeg fik en enorm wienerschnitzel og alt var godt. De andre drak fadøl, og jeg drak cola light, og alligevel var jeg (som altid) den, der grinede mest (og højest). Og derfor er det nok meget godt, at jeg ikke drikker alkohol.

Så det er jo alt sammen meget godt. Jeg er glad for både min hverdag og min fritid. Og i morgen er det Valentinsdag. Det skal vi lige snakke lidt om.

Sidste år lavede jeg dette indlæg, der bestod af forskellige overvejelser omkring det at værdsætte livet, naturen og de folk, man holder af. Ja, indlægget bærer præg af, at jeg den dag havde en følelse af, at jeg havde forstået meningen med det hele. Sådan har jeg bestemt ikke haft det alle dage siden, og det var interessant at genlæse det, eftersom jeg havde glemt, hvad jeg gik og tænkte på dengang ift. Valentinsdag. Jeg brugte virkeligt lang tid på at overveje, hvad jeg skulle mene, og jeg synes sådan set stadig, at jeg kan stå inde for det indlæg i dag.

Alligevel ser jeg Valentinsdag-situationen i et lidt andet lys nu. For det første fordi, at jeg alligevel har udviklet mig en smule i løbet af det seneste år. For det andet fordi, at jeg befinder mig i et parforhold nu. Derfor er det lidt interessant at overveje, hvordan jeg ser på det nu, og om jeg finder Valentinsdag mere eller mindre irrelevant, end det har været tilfældet tidligere år.

Grundlæggende føler jeg ikke, at jeg har ændret holdning. Jeg synes stadig, at dagen er irrelevant, og at konceptet er dybt åndssvagt, fordi det blot bidrager til en øget materialisme og overfladiskhed. Det virker lidt som en instrumentalisering af kærligheden, hvor kærligheden ikke længere er nok i sig selv. På Valentins dag handler det om at give hinanden gaver og gå på fancy restauranter og modtage blomster. Man måler sit parholds succesrate ud fra materielle ting. Og det er det dummeste, man kan gøre, for det er jo ikke det, kærligheden handler om.

Jeg er klar over, at jeg stiller det op på en meget forsimplet måde, men det er bevidst. For det er sådan, jeg lige umiddelbart tænker om Valentinsdag.

Når jeg så tænker dybere over det, som jeg gjorde i indlægget fra sidste år, når jeg frem til, at det måske slet ikke forholder sig så simpelt, som jeg umiddelbart tænker, at det gør. Og jeg når frem til, at man måske godt kan fejre Valentinsdag uden at identificere sig med den materialisme, som dagen i høj grad kan siges at forbindes med. Man kan vel godt markere dagen uden at det betyder, at man instrumentaliserer kærligheden. Og man kan godt markere dagen, uden at gøre det på samme måde eller af de samme grunde, som andre mennesker gør det. For at citere mig selv:  “Måske skal vi tænke mere over, hvad vi selv ønsker at fejre, fremfor hvorfor alle mulige andre folk fejrer noget“. Dette gælder både ift. Valentinsdag/Mors Dag/Fars Dag/andre mærkedage, sågår nytåret. For du behøver sådan set ikke at bruge energi på at blive irriteret over, hvordan andre mennesker fejrer en dag som Valentinsdag, hvis du i stedet fokuserer på, hvad du selv ønsker at fejre.

Måske ønsker du ikke at fejre noget. Og det skal du heller ikke, hvis du ikke har lyst. Men under alle omstændigheder kunne du bruge anledningen til at tænke over, hvordan du går og har det, og om du har kærlighed i dit liv, og om du formår at værdsætte det nok.

Vi lever i en tid, hvor mange af os har så skide travlt med vores egoistiske selvrealiseringsprojekter, at det somme tider hænder, at vi tager det og dem for givet, som i virkeligheden betyder allermest. Vi nedprioriterer vores familier, fordi vi tænker, at de altid vil være der. Vi glemmer at snakke ordentligt sammen med vores partnere/kærester/ægtefæller, fordi vi lige skal besvare en mail eller forsøge at blive populære på de sociale medier. Vi glemmer hinanden – og det går simpelthen ikke.

Så opfordringen herfra bliver at bruge Valentinsdag (eller en helt anden vilkårlig dag, gerne mange flere end blot én) til at reflektere over, hvad vi har – og hvad vi måske ikke har. I stedet for blot at sige “fuck valentinsdag, det er irrelevant”, så brug det som en anledning til at tænke over, om du er glad i dit parforhold, og om du giver ligeså meget, som du får igen. Hvis ikke er det måske ikke helt irrelevant, at sådanne mærkedage findes (dermed ikke sagt, at jeg er fan af konceptet).

Og i stedet for at sidde og være deprimeret og tænke “jeg er single og ulykkelig og alle mænd/kvinder er idioter, fordi de ikke vil have mig/ikke er gode nok til mig”, så prøv lige at se lidt indad. Det kan være ubehageligt, hvis man ikke er vant til at gøre den slags så meget, men se lige dig selv i øjnene og tænk over, om du selv gør hvad du kan, for at få kærlighed i dit liv. Tænk over, om du kan stå inde for dig selv, og hvad du har at give, i stedet for kun at tænke på, hvad du gerne vil have. Og begynd så at lede efter vandløb, som du kan hoppe over. For det er du nødt til at gøre, hvis du vil opnå noget her i livet. Også selvom der er en fare for, at du falder og gør dine nye, kridhvide sko beskidte og våde. For det er nogle gange nødvendigt. Nogle gange er du nødt til at få beskidte sko – det har jeg selv erfaret (både i metaforisk forstand, men mest af alt i bogstavelig forstand). Nogle gange falder du og skal kæmpe dig op igen. Men du fortsætter med at gå videre og hoppe over de vandløb, du møder på din vej – og måske finder du ud af at lede efter de steder, hvor der er kortest afstand til jorden, for du behøver jo ikke at spænde ben for dig selv mere end nødvendigt. Du finder fodfæstet, og du lærer området og dig selv lidt bedre at kende, og du får sjældnere og sjældnere våde sko. Og så sker det måske en dag, at du falder og lander umådeligt blødt. Måske hiver du en sød musikertype med i faldet. I ligger blødt og godt, og du glemmer helt at tænke på, om dine hvide sko er blevet våde og beskidte, for du har sådan set ikke lyst til at gå videre. I hvert fald ikke alene.

Min pointe er, at vi er nødt til at investere i hinanden og bruge tid med dem, der bringer kærlighed ind i vores liv, hvis vi skal have det godt og være glade. Vi skal huske hinanden, for så kan vi blive mindet om, at der findes noget større og vigtigere end os selv og vores egoistiske selvrealiseringsprojekter (som fx mit lær-statistik-projekt). Og så kan vi komme lidt ned på jorden igen og undgå at gå ned med stress, fordi vi godt ved, at verden ikke falder sammen, hvis det nu skulle hænde, at vi får 4 i statistik.

Så endte dette indlæg alligevel med at give mening. Det slutter samme sted som det startede, men jeg er blevet lidt klogere, og det håber jeg også, at der er andre, der er blevet (hvis du har læst det hele, giver jeg et stykke virtuel kage).

Hyg jer – og glædelig Valentinsdag/onsdag i morgen.

//A

 

jeg går ingen steder uden dig | et digt

jeg kunne flyve afsted
og lade alt gå op i flammer
ingenting tager jeg med
hvem har brug for trygge rammer
jeg kunne gøre alt muligt
og ønske mig hvad som helst
for jeg er et frit menneske
det er næsten uoverskueligt
jeg kunne rejse til eksotiske lande
og helt selv bestemme min vej
men det sker altså ikke
jeg går ingen steder uden dig

Mig og mit idealjeg

Hej verden.

Der er mange indlæg, der har været længe undervejs, men det er først nu, at jeg forstår, at de faktisk handler om det samme. Jeg har arbejdet på udkast til indlæg kaldet “At bo alene”, “Idealjeg”, “Forandring” og “Individualitet vs interdependens”. Men jeg har ikke helt kunnet finde ud af, hvorhenne jeg skulle starte. Men nu kan jeg se, at det hele starter det samme sted. Så læs med i dette (utroligt lange) indlæg og find ud af, hvad det ender med.

1. januar besluttede jeg mig for, at jeg ville begynde at tage kørekort til februar. Jeg tilmeldte mig, og jeg tænkte, at nu skulle jeg rigtigt bevise overfor mig selv, og andre mennesker, at det er noget, jeg sagtens kan. Jeg tænkte, at jeg skulle udfordre mig selv, så jeg kunne udvikle mig endnu mere, end jeg allerede har gjort, og jeg tænkte, at det ville være et voksent og ansvarligt valg, fordi jeg vil blive glad for det i fremtiden. En investering i mig selv og min fremtid som en klog og rig psykolog, der med al sandsynlighed får brug for en bil – og dermed et kørekort.

Først tænkte jeg, at jeg ikke ville fortælle det til nogen, udover min familie, Iris og S. Men så blev jeg grebet af den gode stemning og fortalte det til min farmor og min bedstemor. Måske fordi jeg tænkte, at jeg gerne ville signalere, at det går godt med mig og mit liv, og at jeg har så meget overskud nu, at jeg nu kan påtage mig endnu mere ansvar, i form af det at tage kørekort. Jeg ved jo, at de ønsker alt det bedste for mig, og derfor vil jeg gerne have at de ved, at jeg har det godt. Da jeg var til guldbryllup hos min farmor og farfar i søndags, fortalte jeg det også til en masse folk, som var interesserede i at høre, hvordan det gik med mig og uni og min lejlighed og min kæreste. Jeg nød al den opmærksomhed jeg fik fra alle de søde, (primært) ældre mennesker, og jeg kunne se på dem, at de var glade for at høre, at det går godt for mig nu. Jeg følte, at jeg spredte glæde. Jeg følte mig utroligt udadvendt, og jeg snakkede så meget, at jeg næsten ikke nåede at spise noget. Jeg smilede, og jeg var oprigtigt glad. I det hele taget var det bare en smuk og betydningsfuld dag.

“Du er godt nok blevet god til sådan nogle arrangementer”, sagde min bror til mig i bilen på vej hjem. Og det er rigtigt. Jeg er blevet god til at håndtere den slags store sammenkomster. Jeg fremstår udadvendt, smilende og glad. Og jeg føler mig udadvendt, smilende og glad. Jeg bliver revet med af den gode stemning og glemmer alt om, at jeg har sovet forfærdeligt dårligt om natten. Jeg snakker med masser af folk, og bliver helt ekstatisk indeni, fordi jeg konstaterer, at jeg godt kan lide den måde, jeg fremstår på. 

Men når arrangementet lakker mod enden, forsvinder al min energi, og det hænder at jeg får lyst til at bryde grædende sammen, fordi jeg har brugt alt af mig selv. Pludselig er jeg kommet tilbage til virkeligheden, og jeg kan mærke, hvor træt jeg er. Jeg har ikke længere lyst til at smile og snakke om, hvor glad og lykkelig jeg er. Jeg vil bare hjem.

Hvorfor går det ofte sådan? Hvorfor skal jeg bruge et par dage på at finde tilbage til mig selv igen efter sådanne arrangementer, når jeg egentligt bare har hygget mig og haft det sjovt?

Jeg tror, at det handler om mit idealjeg.
I mit digt af samme navn, fremstiller jeg mit idealjeg på en ret karikeret måde. “Se mig, jeg er spændende og sjov, jeg går op i miljøet, jeg har et spændende studie og jeg læser lange, franske romaner i min fritid”. Digtet er snart et år gammelt, og ligesom at jeg ændrer mig, så ændrer mit idealjeg sig også. Så når jeg hentyder til mit idealjeg i dag, hvad mener jeg så egentlig?

Mit idealjeg består af nogle idéer og ønsker om, hvordan jeg gerne vil være. Mest af alt, hvordan jeg gerne vil fremstå overfor andre mennesker, men også for mig selv. Mit idealjeg er den person, jeg fremstår som, når jeg fx er til et socialt arrangement, som beskrevet ovenfor. Det er den polerede version af mig. Den “perfekte” version af mig, der er klog, spændende, sød, sjov, smilende og udadvendt. Mit idealjeg har styr på det, og har det fint med også at tale om de svære ting – for mit idealjeg er meget reflekteret, og kan forstå sig selv, og kan også hjælpe andre mennesker til at forstå sig selv. Mit idealjeg er lyttende og er sådan en, som kan ændre på folks opfattelser af sig selv. Mit idealjeg er sådan en type, der gør en forskel for andre, og som folk husker. Mit idealjeg elsker at hjælpe og at sige noget velformuleret og klogt. Mit idealjeg elsker at bo alene og er sådan en, der har nok i sig selv og ikke behøver input fra andre mennesker for at være glad. Desuden lytter mit idealjeg kun til musik, som nærmest ingen andre hører, og så er mit idealjeg god til at lave spændende mad til sig selv og aldrig have noget madspild.

Med andre ord; mit idealjeg er ikke mig (jeg har fået kartoffelkroketter til aftensmad og intet andet). Jeg kan ikke være alle de ting hele tiden, og jeg har egentligt ikke lyst til at være det. For mit idealjeg er en maske, og når jeg lader det tage over, betyder det at jeg glemmer de andre sider af mig selv. Og så ender det med, at jeg bliver træt og udkørt.

(Jeg er fan af denne sang – og det er ikke bare noget jeg siger, fordi jeg er stormende forelsket i bassisten).

Mit idealjeg får mig til at være totalt overgearet, og jeg er ikke særligt sjov at være sammen med, når jeg har kørt i et alt for højt gear en eller flere dage i træk. Jeg kan ikke tage nogle beslutninger, og når andre mennesker forsøger at gøre mig glad, er jeg svær at gøre tilfreds. Jeg ser problemer i alting, og der er en overvejende sandsynlighed for, at jeg bryder grædende sammen over en eller anden ligegyldig ting. I denne forbindelse vil jeg gerne bringe en offentlig undskyldning til S, for at det første jeg sagde, da jeg trådte ind ad hans dør i går, var “her lugter dårligt”. Det var ikke pænt af mig. Jeg kritiserede også hans glasbord mere end jeg plejer, og jeg sagde noget med, om vi ikke skulle kaste det ud af vinduet eller smadre det med en økse. Og jeg kritiserede hans stegepande og hans persienner og hans gulv, fordi det knirker på en irriterende måde. Jeg var overhovedet ikke forstående og tolerant. Undskyld til søde S.

Når jeg giver mit idealjeg lov til at tage styringen, handler jeg ud fra hvad der vil “se bedst ud at gøre”. Det handler ikke om, hvad jeg har lyst til. Og problemet er, at det hænder at jeg ikke opdager, at jeg gør noget, fordi mit idealjeg synes, at det vil se godt ud. Ofte føles det som om, at det er noget der rent faktisk er rart og godt for mig at gøre.
Det var mit (fortidige) idealjeg, der ville på efterskole. Det var mit idealjeg, der ville på STX. Det var helt sikkert også mit idealjeg, der gerne ville studere psykologi (men det har så heldigvis udviklet sig til, at det er blevet noget, som jeg rent faktisk gerne vil).
Og det var mit idealjeg, der den 1. januar besluttede, at jeg ville tage kørekort nu.

Jeg vil gerne have kørekort, og jeg er mere motiveret for det nu, end jeg før har været. Men jeg har været rimeligt urealistisk i min planlægning, kan jeg se nu. Fjerde semester går i gang lige om lidt. Jeg skal have tre fag, og pensum er på lidt over 3000 sider. Der bliver rigeligt at lave. Der er også mere undervisning, end jeg troede til at starte med. Desuden har jeg mit øvrige liv, som jeg gerne vil have tid og overskud til, for ellers ender det ikke godt.

Og nu hvor jeg virkeligt har tænkt over det, kan jeg mærke, at det slet ikke er det kørekort, der er vigtigst for mig lige nu. For det handler slet ikke om kørekortet i sig selv. Det handler om, at jeg gerne vil bevise, at jeg kan ligeså meget, som folk omkring mig kan. At jeg godt kan håndtere lange, travle dage, med masser af stress og pres. Det er mit idealjegs projekt.  Et rimeligt formålsløst projekt, kunne man tænke. Men der er en grund til det, og det leder mig hen til, hvorfor mit idealjeg er opstået og er blevet, som det er.

Der var engang, da jeg var yngre, hvor jeg havde meget fravær fra skolen, fordi jeg var syg. Ikke dødeligt syg på nogen måde, men jeg havde det så tilpas dårligt, at der var næsten to hele skoleår, hvor jeg ikke var i skole. Der var så meget, jeg gik glip af. På det faglige plan var det ikke den største katastrofe, da det bare betød, at jeg lærte selv at tage ansvar for min læring. Men på alle andre planer var det lidt af en katastrofe. Jeg kan ikke huske så meget af det, men jeg ved, at det var de færreste sociale arrangementer, jeg var med til. Og når jeg endelig var med, havde jeg det skidt, og det hele kom til at handle om mig, og at jeg var syg. Alle havde medlidenhed med mig, og de så triste ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig. Sådan husker jeg det i hvert fald. Jeg tænkte ikke, at mine fremtidsudsigter så specielt lovende ud, og jeg havde egentlig bare vænnet mig til at gå glip af ting. Selvom jeg ikke følte, at jeg stod fuldstændig udenfor, så var jeg heller aldrig helt med. Jeg var hende, der altid var syg, og som ikke kom med til alle de sjove ting, fordi jeg ikke var frisk nok til det. Jeg var hende, der modtog postkort og breve fra min klasse, når de var på tur til Bornholm, og når de endnu en gang ville ønske mig god bedring og fortælle at de håbede, at jeg snart kom tilbage i skolen igen.

Jeg ved, at jeg fortrænger meget fra den tid. Og derfor går jeg ikke til daglig rundt og tænker over, hvordan det var dengang. Det føles så fjernt – og samtidig er det slet ikke langt væk, når jeg tænker tilbage på det. Men det er ok nu, for jeg har jo fået det godt, og en verden af muligheder har åbnet sig. Det er kun få ting nu, som jeg ikke rigtigt kan uden at få det skidt, og det forringer ikke min livskvalitet på nogen måde.

Jeg kan gøre ting nu. Så jeg synes ikke, at det er så underligt, at jeg nu føler et behov for at bevise overfor mig selv og andre, at jeg godt kan klare alle de ting, som jeg ser folk omkring mig gøre. Det er ikke så mærkeligt, at jeg elsker at fremstå udadvendt, glad og succesfuld, når jeg snakker med folk til familiefester – for de mennesker, jeg får til at smile nu, var dem der engang så bedrøvede ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig.

Jeg forstår godt, at mit idealjeg er blevet som det er. Men det betyder ikke, at det skal forblive sådan. Og det betyder ikke, at jeg skal stresse rundt for at leve op til mit idealjeg. For at udrette en masse ting, bør ikke være idealet – idealet skulle hellere være at have et meningsfyldt liv, hvor jeg udfordrer mig selv tilpas meget, og hvor jeg kan have det godt og føle mig glad.

Jeg har indset mange ting i dag, og en af dem er, at jeg ikke skal tage det kørekort nu. For jeg behøver ikke at gøre alting på én gang – heller ikke selvom at jeg har muligheden for det. Det betyder ikke, at jeg er svag, fordi jeg vælger at vente til sommerferien med at tage det. For det er ikke fordi, at jeg ikke kan – det er fordi, at der er andre ting, der betyder mere for mig nu. Og jeg vil gerne give mig selv lov til at føre de ting ud i livet, uden at stresse mig selv unødigt i et forsøg på at blive “voksen og selvstændig” så hurtigt som muligt. Det er en skør ting at stresse over, for der går min. 3-4 år, før jeg har råd til at have en bil, så det er jo totalt ligegyldigt, om jeg venter til sommerferien med at få kørekort. Det kunne da være rart at kunne gøre det hele på én gang, men jeg kender mig selv, og jeg gider ikke at udsætte mig selv for unødig stress i det kommende semester. For jeg er rent faktisk motiveret for at skulle igang med de nye fag, og det vil jeg ikke ødelægge for mig selv.

Man er selvfølgelig nødt til at se ud i fremtiden og tænke på, hvad der vil være godt for ens fremtidige jeg. Det bruger jeg også meget tid på. Men man skal også tænke på, hvad der er vigtigst for en nu og her, og hvad der vil gøre den største og mest positive forskel, både på den korte og lange bane. Og der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg tror, at det vil være rigtigt godt, både på kort og lang sigt.

Noget af det, der har fyldt mest for mig i den seneste periode, er min boligsituation.
Som jeg har nævnt i tidligere indlæg, så fandt jeg i slutningen af december ud af, at min husleje stiger markant til april. Det satte en masse tanker i gang, og det gjorde mig ret urolig og bekymret, da jeg følte, at mit fundament ikke længere var så stabilt, som jeg havde gået rundt og troet, at det var. Lige pludselig skulle jeg til at genoverveje, om det vil give mening at fortsætte med at bo på den måde, som jeg bor på nu. Formålet med at bo lige her, var jo at jeg har råd til det uden at skulle låne penge, og at jeg ikke skal forholde mig til andre end mig selv her. Formålet var at udleve mit selvstændigheds-projekt (som i øvrigt nok også er blevet sat i gang af mit idealjeg).

Og hvor har det været godt for mig. Jeg er uendeligt glad for, at jeg flyttede ind her. Jeg er så glad for at jeg nu har prøvet at have et sted, der er helt mit eget. Jeg har nydt at kunne være egoistisk og kun tænke på mig selv. Men selvom jeg i mange indlæg har fået det til at lyde som om, at det er det bedste nogensinde at bo alene, så synes jeg faktisk ikke, at det er så skide fedt hele tiden. Selvom jeg som oftest har det sjovt, når jeg er alene, så er det bare ikke længere det, som jeg helst vil. Og det har været en lang proces at nå til den erkendelse.

To dage efter jeg var flyttet ind i denne lejlighed, mødte jeg S ude i den virkelige verden. Og der gik ikke mere end et par timer, før jeg fik den tanke, at han er mit livs kærlighed. Den tanke har jeg ikke sluppet siden. Derfor kunne jeg relativt hurtigt se, at mit selvstændigheds-projekt måske ville forløbe på en lidt anden måde, end jeg først havde troet. Jeg havde tænkt, at jeg skulle bo her lige indtil jeg var færdig på uni fire år senere, og måske længere end det. Jeg havde tænkt, at jeg bare skulle være mig selv og leve et simpelt liv (igen, mit idealjegs projekt). Det var så ikke lige sådan, det gik. For jo mere tid jeg brugte med S, jo mere kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til, at mit liv kun skulle handle om mig og min egen egoisme. Jo mere kunne jeg mærke, at jeg faktisk ikke havde lyst til, at han skulle afsted igen.

Det har taget mig et halvt år at turde at indrømme overfor mig selv (og andre mennesker), at jeg bedre kan lide at være sammen med S end at være alene. Det harmonerer ikke med mit idealjegs idéer om, at jeg skal have nok i mig selv og ikke afhænge af andre end mig selv og alt det pis. Det er jo ikke fordi, at jeg slet ikke kan holde ud at være alene – det kan jeg sagtens, og jeg bruger utroligt meget tid alene. Men det er bare ikke det, jeg foretrækker. Jeg kan ikke sige, at mit eget selskab på alle måder er nok for mig – for det er det ikke (længere), og det har det nok aldrig været. Det er jo en illusion at tro, at man ikke behøver andre mennesker. Mennesket er jo et ultrasocialt dyr, og som de siger i SKAM: “Mennesker trenger mennesker”. Så det er da ikke så underligt, at jeg ikke har lyst til at være eneboer for evigt. Og det er ikke så underligt, at jeg er rimeligt træt af nogle gange at skulle være adskilt fra S i en uge. Det er faktisk ret stressende at skulle undvære sit ynglingsmenneske så længe og så ofte. For selvom vi ses relativt meget, så bliver jeg bare aldrig fan af, at der er så tilpas meget afstand imellem os. Det er irriterende, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke længere gider at gå rundt og sige til mig selv, at det da er fint nok på denne måde, og at jeg bare skal være glad og taknemlig for, at jeg har kærlighed i mit liv. For der er ikke nogen der siger, at det skal fortsætte på denne måde. Vi kan jo rent faktisk ændre situationen, hvis vi vil. Det er slet ikke umuligt.

Jeg nævnte, at der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg er ret sikker på, at det vil være godt på både kort og lang sigt. Og det er et flytte-sammen projekt, som S og jeg er begyndt at arbejde på. Et projekt, som både er angstfremkaldende men også virkeligt rart at tænke på. En flytning i sig selv er en stressende oplevelse, men jo mere jeg tænker over det, jo mere har jeg lyst til det.

Men hvorfor, A. Thylkjær? Du sidder jo i din hyggelige lejlighed med stearinlys og musik, du selv kan bestemme over, og du har endelig fået det indrettet pænt, så hvorfor tænke på at flytte? Hvorfor ikke vente minimum et halvt år?

Det skal jeg sige jer. Jeg vil have stabilitet. Selvom jeg har følt mig hjemme her næsten siden starten, så har hele perioden jeg har boet her, været præget af ustabilitet. Og det er kun blevet mere med tiden, for jeg har ikke længere lyst til at bo alene, min husleje stiger, og jeg er ikke særligt vild med at være langt væk fra S så meget af tiden. Situationen er uholdbar, og derfor kan jeg ikke bare gå rundt og sige til mig selv, at alt er perfekt og godt. For det er ikke, som jeg allerhelst vil have det. Og derfor er transitionsfasen (hvis det er et ord) allerede sat i gang.

Når jeg sidder i lejligheden, så tænker jeg, at her er rart og pænt, men jeg tænker også bare, at det ikke er det sted, der kommer til at blive mit hjem de næste mange år. Det ved jeg, at det ikke er. Og derfor føler jeg, at jeg allerede er på vej videre. Derfor kan jeg ikke bare sige, at flytteprojektet må vente lidt, så jeg ikke skal til at flytte midt i semestret. For jeg har ikke lyst til at gå rundt her i et halvt år og vente. Jeg har ikke lyst til, at situationen skal forblive sådan her.

Det betyder dog ikke, at vi skal foretage nogle alt for hurtige beslutninger. Det betyder ikke, at jeg flytter i næste uge. Det betyder heller ikke, at jeg er ulykkelig og ikke kan lide at være her. Jeg er vældigt glad. Men jeg er på vej videre. Det kan jeg mærke. Jeg kan også mærke det, når jeg går rundt i Randers. Der er et nyt kapitel, jeg (eller vi) skal i gang med at skrive.

Jeg er virkeligt glad for, at jeg har boet alene i noget tid nu og at jeg har formået at skabe mit eget hjem, hvor jeg kan føle mig glad og tryg. Jeg ved, at jeg vil se tilbage på denne tid, og måske længes lidt efter den, når jeg engang sidder et sted i Aalborg og forsøger at læse, imens S er i gang med at udfolde sine musikalske evner sammen med en forstærker.

Jeg er så glad for, at det hele er gået som det er, for jeg har godt nok lært meget i løbet af det seneste år, og jeg fornemmer, at jeg også kommer til at lære en del i løbet af det kommende år. Det bliver vildt, det bliver hårdt, og det bliver godt.

Og sådan vil jeg afslutte dette indlæg – jeg håber, at det giver mening for andre end mig selv, og jeg håber, at det måske kan bidrage til, at vi alle kan tænke lidt over, hvorfor vi gør, hvad vi gør, og om vi gør det af de rigtige grunde. Jeg håber også, at dette i fremtiden vil minde mig om, at det er mig selv, der er ansvarlig for at gøre det, der er bedst for mig – og at finde ud af, hvad det bedste overhovedet er.

Hyg jer.

//A