Kategoriarkiv: meningen med livet

22

Hej verden.

I dag sker den skelsættende begivenhed, at undertegnede fylder 22 år. Det skal jeg skal fejre med kaffe og kage sammen med de fire mennesker, jeg holder allermest af i denne verden (plus en hund og en kat). Det er helt underligt, men for første gang i mange år glæder jeg mig rent faktisk til min fødselsdag. Jeg plejer at have et lidt anstrengt forhold til min fødselsdag, men sådan har jeg det slet ikke på nuværende tidspunkt. Det hænger vel sammen med, at jeg er et utroligt godt sted i mit liv nu, og at det på mange punkter går bedre, end det nogensinde har gjort før. Det er jeg meget bevidst om, og jeg gør hvad jeg kan for at værdsætte det så meget som muligt. Ikke at alt er perfekt, for sådan fungerer det jo ikke, og et perfekt liv er heller ikke det mest interessante. Men grundlæggende er jeg bare glad. Jeg hygger mig, jeg kan se mig selv i øjnene, og jeg glæder mig til den kommende periode. S og jeg flytter sammen snart, og det går op for mig mere og mere, at det er en realitet. Det bliver vildt, og åh, hvor jeg glæder mig.

Men nu til sagen. Jeg har set en del bloggertyper lave indlæg ved navn “X ting jeg har lært på X år”, så det vil jeg også gøre i anledning af min fødselsdag. Så her kommer 22 ting, jeg har lært på 22 år (hvilket er en misvisende titel, da langt de fleste ting på denne liste er ting, jeg har lært indenfor de seneste 5-10 år. Men det er lige meget).

1. “The Phantom of the Opera” i Her Majesty’s Theatre i London er ubetinget noget af det vildeste, jeg nogensinde har oplevet i dette liv. Fuck. Det var en oplevelse af en sådan kaliber, at jeg stadig ikke kan stoppe med at føle mig helt chokeret, når jeg tænker tilbage på det. Jeg vil ikke forsøge at forklare, hvorfor det var så stor en oplevelse; jeg vil til gengæld opfordre alle, der har muligheden for det, til at se den musical, hvis I nogensinde skulle befinde jer i London. Og så vil jeg takke min far for at få idéen til at vi skulle se den sammen. Det kommer vi begge til at tænke tilbage på for altid, er jeg ret overbevist om.

2. Jeg vil være operasanger i mit næste liv. Men først i mit næste liv. I dette liv skal jeg være en irriterende organisationspsykolog. Som i øvrigt kun synger for hunde.

3. Det er fedt at støvsuge, når man har en skøn støvsuger (ved navn John).

4. Det er vigtigt at bruge tid sammen med mennesker, der er forskellige fra en selv. Eller i hvert fald omgås folk, der kan udfordre en. Det er rart med noget kontrast, og man lærer meget mere på den måde.

5. I den forbindelse er det også vigtigt at huske på, at vi alle har hvert vores perspektiv på livet, og at det kan være ret brugbart at reflektere over, hvorfor vi har de perspektiver, vi har. Nogle gange står man på hver sin side af det samme træ, og så er det godt at prøve at forstå, hvad den anden ser og hvorfor han ser det, han gør. Hvorfor han står lige der og ikke på præcis det samme sted, som du selv står. Han kan måske ikke se de samme grene og blade, som du kan, men han ser nogle andre i stedet. Og måske et par æbler også. Hvis det altså er et æbletræ.

6. Det er godt at kende sig selv. Det tager lang tid at lære sig selv at kende, og i bund og grund vil der altid være en stor del af dig selv, som du ikke kan kende fuldt ud (bedre kendt som underbevidstheden). Her vil jeg lige benytte lejligheden til at perspektivere til The Phantom of the Opera, men jeg vil ikke forklare hvorfor, da I selv kan tænke lidt over det, hvis I kender til historien.

7. Der skal to til tango. Du må påtage dig ansvaret for dine egne handlinger. Det er yderst sjældent, at det kun er de andres skyld. Og selvom det er hårdt, så kan du først udvikle dig rigtigt, når du selv påtager dig dit ansvar.

8. Jeg er rigtigt dårlig til at lægge tøj sammen. Til gengæld har jeg for nylig fundet ud af, at S er utroligt god til det (men det er ikke kun derfor, at jeg vil flytte sammen med ham, der er også et par andre grunde).

9. “Flyvende Farmor” er stadig min yndlingsfilm. Den er et kunstværk uden lige, uanset hvor gammel jeg er.

10. Der er nogle øjeblikke i livet, der er så indpakket i tristhed og forfærdelige og dramatiske følelser, at du nok aldrig helt når til et punkt, hvor du bare kan glemme dem. Heller ikke selvom du for længst har fået en ny hund og dit hjerte er et helt andet og meget bedre sted nu end dengang. Selvom du er lykkelig nu, betyder det ikke at det, der gjorde ondt, bare er lige meget. Det kommer til at fylde mindre og mindre, og du tænker sjældnere og sjældnere på de øjeblikke, men længst inde vil de altid være at finde.

11. Det er så uendeligt meget spild af tid at sammenligne sig selv med noget, man tror nogle andre er. Vi kan ikke undgå at sammenligne os selv med andre, for vi er trods alt ultrasociale dyr; men det giver ingen mening at tænke dårligt om sig selv, fordi man sammenligner sig selv med en helt forskruet og glorificeret forestilling, man har om nogle mennesker, man dybest set ved intet om. Det er så let at se på folk man kender perifært og tænke om dem, at de sikkert har meget mere styr på livet og er lykkelige, fordi de har noget, man ikke selv har. Men når du tænker sådan, så snyder du dig selv for at se alle nuancerne i folk og deres liv. Uperfekte liv. Du vil gerne tro på, at det perfekte liv er muligt, så du bilder dig selv ind, at alle mulige andre har dette såkaldte perfekte liv. At de er gladere og mere succesfulde og mere vellidte end du selv er. Men når det kommer til stykket, så får du intet ud af at tænke sådan om dem. Det bidrager bare til, at du glemmer at tænke på dem som helt almindelige mennesker, og at du slet ikke ser det, hvis de udviser tegn på ikke at have det specielt fedt. Du bliver bare ved med at tænke, at de på en eller anden måde altid vil være lidt bedre end dig selv. Og når du tænker sådan om andre, så er det svært at gå ud i verden med et åbent sind og møde folk, som de er. Så lad være med at bilde dig selv ind, at alle andre har et bedre og mere fuldendt liv, end du selv har. Brug hellere tiden på at skabe det liv, du ønsker. Og på at snakke med folk på et plan, så I kommer til at snakke om noget lidt dybere end emner end vejret. Du vil sandsynligvis lære, at du tog gevaldigt fejl i dine antagelser, og at du har meget mere til fælles med alle andre, end du før troede. Du vil lære, at vi alle er mennesker.

12. Bassister er nogle flinke typer. Og nogle af dem er tilmed pæne, kloge og sjove (jeg kender i hvert fald én).

13. Det er et helvede at opfostre en hundehvalp (i hvert fald hvis den hedder Kalle), men det er også noget af det hyggeligste. Et sandt paradoks.

14. Gode høretelefoner er noget af det bedste, man kan investere i, hvis man bruger meget tid på offentlig transport. De har forbedret mit liv radikalt.

15. Min mor har ret 99 % af tiden. Hun siger alt det, jeg ikke vil høre, og jeg ender altid med at indse, at det var rigtigt. Hun er en klog kvinde (og så er hun fremragende til at bage diverse kager).

16. “Der er altid en udvej”. Det plejede min mor at sige, når jeg var i en eller anden situation, hvor jeg ikke havde det godt. Ikke for at sige, at jeg bare kunne løbe væk fra problemerne, men for at minde mig om, at der er andre ting, jeg kunne gøre i stedet for, hvis jeg var i gang med noget, der ikke fungerede. Det er bedre at stoppe noget, man ikke har det godt med, end at presse på for at det skal lykkes alligevel, for så at ende i en fastlåst situation, hvor man bare er bitter og deprimeret.

17. Det er en god idé at vente med at flytte hjemmefra, hvis man ikke føler sig klar til det. Selvom jeg havde det lidt anstrengt med det til sidst, er jeg glad for, at jeg først flyttede ud, da jeg var 21, for jeg tror, at det var det helt rigtige tidspunkt.

18. Endnu en (vigtig) ting jeg har lært igennem mit lange, lange liv, er hvordan man gør sig godt på ekstremt opstillede billeder. Tak til min far for det.

19. Det er godt at dyrke ensomheden ind imellem. Det kan man enten gøre ved at tage i sommerhus med sig selv i nogle dage/uger, eller man kan gøre det en mørk vinteraften, hvor alting virker til at stå lidt stille. Jeg tror, at det er vigtigt at give sig selv tid til at tænke sig lidt om og lige mærke efter. Og det kan man kun, når man kommer lidt væk fra alt og alle.

20. Jeg har lært vigtigheden af at kunne ændre holdning.

21. For nylig har jeg lært at riste bollerne på den mest optimale måde, så der opnås tilpas meget sprødhed uden at de bliver brændt. Det er en kunst, og jeg er et meget rigere menneske, nu hvor jeg har lært det.

22. Den sidste ting har jeg lige lært for et par dage siden: den 1. maj flytter S og jeg ind i denne nydelige gamle bygning. Der er fem uger til. Det er totalt vildt. Og det er den hyggeligste lejlighed jeg længe har set. Mere info og flere billeder følger i de kommende måneder. Det bliver en travl og vild tid både med flytning og eksamen, men jeg glæder mig til det hele, og jeg glæder mig SÅ meget til at flytte ind et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo de næste mange år. Jeg glæder mig til at bo med S og alle hans basser, og jeg glæder mig til at “hjem” bliver et sted, der tilhører os begge. Det bliver så uendeligt rart, at vi ikke længere skal rejse frem og tilbage for at besøge hinanden og hele tiden føle, at vi på skift lever i en kuffert. Det er opslidende i længden, og tanken om at den del af vores forhold er nået til en ende, er en enorm lettelse. Men det er også en underlig følelse, for nu bliver det noget helt andet end det har været hidtil. Vi kommer til at have en sofa og alt muligt og mere end bare ét rum at opholde os i. Og det bliver fantastisk. Jeg forstår det nok stadig ikke helt, men jeg kan i hvert fald mærke, at jeg glæder mig, og at jeg er lettet. Og så kan jeg mærke, at jeg har lyst til at komme væk fra Randers. Ikke et ondt ord om denne by, men jeg trænger til luftforandring, og jeg trænger til ikke at kende alt og alle. Jeg er klar til, at der sker noget nyt. Så fremtiden kan bare komme an.

 

Hurra og tillykke til mig selv.

//A

 

stille sind | et digt

Hej verden.
Jeg har ikke udgivet nogle indlæg i næsten tre uger. Det er lang tid, men jeg har gang i en masse andre projekter for tiden, og jeg har haft svært ved at få ført mine idéer til digte og indlæg ud i livet. Jeg skriver bedst, når jeg er i det følsomme og melankolske hjørne, og det har jeg ikke været så meget på det seneste. Dels fordi jeg ikke har været ret meget alene, og dels fordi der foregår så meget for tiden, at jeg hele tiden har haft andet at lave end at sidde i det melankolske hjørne. Nu har jeg så været alene i lejligheden hele weekenden, og det har været rart at slappe af, men det har også gjort, at jeg nu er i en speciel sindsstemning, som jeg kun kommer i, når jeg har været i mit eget selskab i tilstrækkeligt  lang (måske lidt for lang) tid. Og derfor kom kreativiteten pludselig tilbage og ramte mig, så nu har jeg skrevet et digt, der følger herunder. Jeg føler, at det kræver en forklaring, hvorfor jeg skriver den type digt nu, men jeg lod bare min kreativitet få frit løb, og det er ikke til at sige, hvorfor det blev sådan her. Det er ikke skrevet til nogen bestemt person, og det handler heller ikke om mig selv. Og på den anden side kan man sige, at det er skrevet til alle, og at det derfor selvfølgelig også handler om mig selv.

Jeg har siddet og tænkt over, hvor mange forfærdeligt hårde ting mennesker går igennem hver eneste dag. Der er ingen, der går igennem et helt liv uden at møde nogle store kriser på vejen, og der er ingen, der bare er lykkelige hele tiden. Vi kæmper alle hver vores kamp, men nogle kæmper hårdere end andre og har ikke et ligeså stort skjold. Og når jeg tænker på, hvor meget bøvl mennesker går igennem hele tiden, så tænker jeg, at det egentlig er ret vildt og beundringværdigt, hvor meget vi kan holde til. Vi kan få knust vores hjerter og alligevel åbne os igen en dag. Vi kan være ensomme og ulykkelige og alligevel opbygge et meningsfuldt liv, hvis vi ændrer på nogle ting. Vi kan være i den dybeste sorg og et år senere grine så meget, at vi for en stund har glemt alt om, at der findes dårlige ting i verden.
Jeg kender mange beundringværdige mennesker, der har klaret sig igennem alt muligt bøvl, og jeg kender også mange, der stadig er i gang. Det er vi vel allesammen i en eller anden grad – der er altid lidt bøvl forbundet med det at være menneske. Og dette digt er skrevet til dem, der oplever ekstra meget bøvl. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe alle i verden, så de allesammen kunne have det godt. Men det har jeg erkendt, at jeg ikke kan. Jeg kan ikke hjælpe alle, for selvom jeg er kommende psykolog, så har jeg ikke mulighed for det. Jeg er blot et menneske, og jeg kan ikke hele tiden gå rundt og tænke på, at der er mange, der er ulykkelige, for det nytter ikke noget. Det gør dette digt muligvis heller ikke, men det er hvad jeg kan give. For at minde os alle om, at det er ok at føle sig fortabt, og for at minde os om, at vi skal huske at række ud og sige til, når vi har brug for hjælp. For der er så mange, der gerne vil hjælpe. Men hvis vi intet siger og sidder alene med vores stille sind, så kan de ikke hjælpe.
Vi må huske hinanden, og vi må alle prøve så godt vi kan at holde øje, når nogen ser ud til, at de godt kunne bruge en hånd at gribe fat i. Og så skal vi gribe fat i alle de hænder, vi har brug for, for at kunne komme op at stå igen. Mennesker har brug for mennesker.
//A

stille sind

du sidder der
alene med et stille sind
her ingen glæde er
mon verden er blevet blind
//
du fortjener
alle gode ting i verden
hvor ville jeg ønske
at jeg kunne styre din færden
//
jeg har lyst til
at pakke dig ind i vat
men du må klare dig selv
på denne mørke nat
//
du må undskylde
at jeg ikke kan redde dig
jeg beklager
at der ikke er nok af mig
//
dit indre er en snestorm
men hør nu her min ven
det hele skal nok
give mening igen
//
giv nu slip
på alt der tynger dig ned
du må videre
lad ikke stormen tage dig med
//
alle stjernerne
vil falde ned til dig
det kan blive så smukt
når du finder den rette vej
//
ræk nu ud
og lov mig at sige til
du behøver ikke
at klare alting selv

Livsopdatering – om statistik, færdigretter og Valentinsdag

Hej verden.

Jeg er træt. I går og i dag har været nogle meget lange dage. Lærerige, vel at mærke, men lange. Selvom jeg vågnede kl. 5.30 i går, var jeg overraskende frisk hele dagen og var både til forelæsning og holdundervisning, og så arbejdede jeg på en opgave i nogle timer. Jeg var også inde ved min søde 79-årige nabo, fordi hun havde brug for min hjælp til at løse nogle tekniske problemer. Hun blev utroligt glad for hjælpen, og jeg følte mig god, fordi jeg endnu engang kunne hjælpe med noget it-mæssigt. Derefter læste jeg statistik, og først kl. 21 stoppede jeg med at lave fornuftige ting (selvom jeg selvfølgelig havde holdt pauser før det). Så skrev jeg et digt og gik i seng. Det var en utroligt god dag, da jeg følte mig motiveret og glad nærmest hele dagen.

I morges stod jeg op kl. 6 og skyndte mig at gøre mig klar, spise, lave kaffe, pakke mine ting og smøre en madpakke, alt sammen indenfor 45 minutter. Jeg nåede også at tørre yoghurt op, som jeg havde formået at spilde udover mig selv. Det var noget værre noget. Heldigvis nåede jeg ud af døren til tiden og begav mig mod uni. Takket være mine høretelefoner og “Her Går Det Godt” podcasten havde jeg en ret hyggelig bustur, hvilket jeg nærmest altid har, efter jeg har anskaffet mig de høretelefoner. Det var en god investering.

Kl. 8 startede statistik forelæsningen (eller dvs. 8.15 pga. det akademiske kvarter, et fjollet men rart koncept). Da vi stadig er i opstartsfasen skulle vi lære om nogle ting, jeg vidste lidt om i forvejen fra HF-tiden, men alligevel var det en smule udfordrende. Vores forelæser er canadier, og derfor foregår al undervisningen i statistik på engelsk. Det gør sådan set ikke noget, men det kan godt kræve lidt ekstra hjernekapacitet ind imellem.

Efter forelæsningen var jeg til holdundervisning i statistik, hvilket ikke var den store succes. Det gjorde mig mest af alt forvirret og træt, da vi er 40 mennesker på holdet og vi ikke skulle lave andet end at sidde og arbejde på vores afleveringer. Det gjorde ikke lige noget godt for mit energiniveau, men jeg fik lavet halvdelen af min aflevering, og så begav jeg mig hjemad kl. 12.30. I bussen hjem lyttede jeg til sidste del af podcasten og derefter en fremragende playliste, som S har lavet, med den spændende titel “soul”. Så ved man, hvad man kan forvente.

Inden jeg tog hjem til lejligheden var jeg i Føtex for at handle lidt ind. Jeg har brugt utroligt mange år af mit liv på at gå rundt og snakke meget om, at jeg hader Føtex. Alligevel har jeg nok været derinde 10 gange i år, og jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg tror måske, at det er for at bevise overfor mig selv, at jeg har udviklet mig – ikke at jeg kan lide Føtex nu, men jeg kan håndtere at være derinde uden at blive totalt stresset, og det er en præstation i sig selv.

Da jeg endelig kom hjem var jeg sulten og træt, og jeg følte mig ikke specielt motiveret eller begejstret. Men det hjalp at få noget at spise, og efter en tiltrængt pause gik jeg i gang med at lave det sidste af min aflevering. Det endte med at blive et mere opslidende projekt end forventet, da statistik-programmet opførte sig sjovt og ikke ville vise den graf, som jeg ville have den til. Det hele endte dog godt til sidst, og så gik jeg ud og varmede en færdigret fra REMA 1000. Ynkelig mad til ynkelige mennesker, som man siger. Næringsværdien var tvivlsom men smagsoplevelsen var sådan set nogenlunde (jeg er ikke blevet betalt for at skrive dette).

Og nu sidder jeg her og skriver dette indlæg. Jeg er lidt i tvivl om, hvad det er, jeg ønsker at udtrykke med denne lange svada, men det er i hvert fald et lille indblik i min hverdag. Jeg er ret stor fan af min hverdag, som den er nu, og selvom det gør mig vildt træt, at jeg nu lægger mere tid og energi i mit studie, så er det det hele værd. For jeg føler mig mere motiveret, når jeg kan se, at jeg rent faktisk lærer noget og får udrettet noget. Der er noget rart over at komme hjem efter en lang dag og være udmattet med god grund. Og det er sådan set også meget rart, at jeg nu skal anstrenge mig en smule, hvis jeg skal nå at lave mine afleveringer, få læst og møde op til undervisningen. For jeg har brug for at blive udfordret lidt, for at jeg virkeligt kan udvikle mig. Den følelse, jeg har omkring statistik, minder meget om hvordan jeg havde det med kemi på HF for to år siden. Det er sådan en “jeg har tidligere syntes, at dette fag var svært, men nu vil jeg virkeligt gerne lære det, for det er mit eget projekt nu”. Og det er vildt rart. Selvom jeg var tæt på at græde lidt, da jeg lavede min aflevering i dag, så betyder det langt fra, at det bliver et træls fag. For jeg skulle også bruge en del tid og energi på kemi, før jeg endelig knækkede koden og begyndte at se den store mening med det. Og sådan tror jeg også, at det bliver med statistik.

Så ja, jeg er motiveret og jeg synes, at mit studie er interessant for tiden. Der er vildt meget læsning, hvilket kan stresse mig lidt, men jeg er kommet rigtig godt fra start, og jeg kan godt følge med. Det kræver, at jeg bruger meget tid på at læse, men det føles egentlig ikke som et stort problem, da jeg godt kan finde ud af at slappe af og holde fri, når jeg trænger til det. Jeg synes, at balancen mellem studie og fritid er ret optimal for tiden. Jeg synes også, at jeg bruger min fritid på nogle gode ting, og ikke mindst sammen med de rigtige mennesker.

Weekenden var et godt eksempel på dette. Fredag aften var jeg hjemme i huset hos min familie for at spise og se X-Factor (og udnytte vaskemaskinen). Det var vildt hyggeligt. Om lørdagen stod jeg tidligt op og læste de sidste 60 sider i en utroligt lang tekst. Det gik rimeligt let, og da jeg efter nogle timer var færdig med det, gik jeg i gang med at gøre rent og rydde op, så lejligheden var klar til om eftermiddagen. Min bror havde fødselsdag, så det fejrede vi med kaffe og en kanelstang. Min mor var desværre blevet syg, så vi var en lille forsamling – min bror, min far, S og jeg. Det var dog vildt hyggeligt alligevel (efter min mening i hvert fald). Om aftenen skulle vi ud at spise på en restaurant, der ligger ved Randers havn – det lyder ikke som det vildeste sted, men det var overraskende godt. Jeg fik en enorm wienerschnitzel og alt var godt. De andre drak fadøl, og jeg drak cola light, og alligevel var jeg (som altid) den, der grinede mest (og højest). Og derfor er det nok meget godt, at jeg ikke drikker alkohol.

Så det er jo alt sammen meget godt. Jeg er glad for både min hverdag og min fritid. Og i morgen er det Valentinsdag. Det skal vi lige snakke lidt om.

Sidste år lavede jeg dette indlæg, der bestod af forskellige overvejelser omkring det at værdsætte livet, naturen og de folk, man holder af. Ja, indlægget bærer præg af, at jeg den dag havde en følelse af, at jeg havde forstået meningen med det hele. Sådan har jeg bestemt ikke haft det alle dage siden, og det var interessant at genlæse det, eftersom jeg havde glemt, hvad jeg gik og tænkte på dengang ift. Valentinsdag. Jeg brugte virkeligt lang tid på at overveje, hvad jeg skulle mene, og jeg synes sådan set stadig, at jeg kan stå inde for det indlæg i dag.

Alligevel ser jeg Valentinsdag-situationen i et lidt andet lys nu. For det første fordi, at jeg alligevel har udviklet mig en smule i løbet af det seneste år. For det andet fordi, at jeg befinder mig i et parforhold nu. Derfor er det lidt interessant at overveje, hvordan jeg ser på det nu, og om jeg finder Valentinsdag mere eller mindre irrelevant, end det har været tilfældet tidligere år.

Grundlæggende føler jeg ikke, at jeg har ændret holdning. Jeg synes stadig, at dagen er irrelevant, og at konceptet er dybt åndssvagt, fordi det blot bidrager til en øget materialisme og overfladiskhed. Det virker lidt som en instrumentalisering af kærligheden, hvor kærligheden ikke længere er nok i sig selv. På Valentins dag handler det om at give hinanden gaver og gå på fancy restauranter og modtage blomster. Man måler sit parholds succesrate ud fra materielle ting. Og det er det dummeste, man kan gøre, for det er jo ikke det, kærligheden handler om.

Jeg er klar over, at jeg stiller det op på en meget forsimplet måde, men det er bevidst. For det er sådan, jeg lige umiddelbart tænker om Valentinsdag.

Når jeg så tænker dybere over det, som jeg gjorde i indlægget fra sidste år, når jeg frem til, at det måske slet ikke forholder sig så simpelt, som jeg umiddelbart tænker, at det gør. Og jeg når frem til, at man måske godt kan fejre Valentinsdag uden at identificere sig med den materialisme, som dagen i høj grad kan siges at forbindes med. Man kan vel godt markere dagen uden at det betyder, at man instrumentaliserer kærligheden. Og man kan godt markere dagen, uden at gøre det på samme måde eller af de samme grunde, som andre mennesker gør det. For at citere mig selv:  “Måske skal vi tænke mere over, hvad vi selv ønsker at fejre, fremfor hvorfor alle mulige andre folk fejrer noget“. Dette gælder både ift. Valentinsdag/Mors Dag/Fars Dag/andre mærkedage, sågår nytåret. For du behøver sådan set ikke at bruge energi på at blive irriteret over, hvordan andre mennesker fejrer en dag som Valentinsdag, hvis du i stedet fokuserer på, hvad du selv ønsker at fejre.

Måske ønsker du ikke at fejre noget. Og det skal du heller ikke, hvis du ikke har lyst. Men under alle omstændigheder kunne du bruge anledningen til at tænke over, hvordan du går og har det, og om du har kærlighed i dit liv, og om du formår at værdsætte det nok.

Vi lever i en tid, hvor mange af os har så skide travlt med vores egoistiske selvrealiseringsprojekter, at det somme tider hænder, at vi tager det og dem for givet, som i virkeligheden betyder allermest. Vi nedprioriterer vores familier, fordi vi tænker, at de altid vil være der. Vi glemmer at snakke ordentligt sammen med vores partnere/kærester/ægtefæller, fordi vi lige skal besvare en mail eller forsøge at blive populære på de sociale medier. Vi glemmer hinanden – og det går simpelthen ikke.

Så opfordringen herfra bliver at bruge Valentinsdag (eller en helt anden vilkårlig dag, gerne mange flere end blot én) til at reflektere over, hvad vi har – og hvad vi måske ikke har. I stedet for blot at sige “fuck valentinsdag, det er irrelevant”, så brug det som en anledning til at tænke over, om du er glad i dit parforhold, og om du giver ligeså meget, som du får igen. Hvis ikke er det måske ikke helt irrelevant, at sådanne mærkedage findes (dermed ikke sagt, at jeg er fan af konceptet).

Og i stedet for at sidde og være deprimeret og tænke “jeg er single og ulykkelig og alle mænd/kvinder er idioter, fordi de ikke vil have mig/ikke er gode nok til mig”, så prøv lige at se lidt indad. Det kan være ubehageligt, hvis man ikke er vant til at gøre den slags så meget, men se lige dig selv i øjnene og tænk over, om du selv gør hvad du kan, for at få kærlighed i dit liv. Tænk over, om du kan stå inde for dig selv, og hvad du har at give, i stedet for kun at tænke på, hvad du gerne vil have. Og begynd så at lede efter vandløb, som du kan hoppe over. For det er du nødt til at gøre, hvis du vil opnå noget her i livet. Også selvom der er en fare for, at du falder og gør dine nye, kridhvide sko beskidte og våde. For det er nogle gange nødvendigt. Nogle gange er du nødt til at få beskidte sko – det har jeg selv erfaret (både i metaforisk forstand, men mest af alt i bogstavelig forstand). Nogle gange falder du og skal kæmpe dig op igen. Men du fortsætter med at gå videre og hoppe over de vandløb, du møder på din vej – og måske finder du ud af at lede efter de steder, hvor der er kortest afstand til jorden, for du behøver jo ikke at spænde ben for dig selv mere end nødvendigt. Du finder fodfæstet, og du lærer området og dig selv lidt bedre at kende, og du får sjældnere og sjældnere våde sko. Og så sker det måske en dag, at du falder og lander umådeligt blødt. Måske hiver du en sød musikertype med i faldet. I ligger blødt og godt, og du glemmer helt at tænke på, om dine hvide sko er blevet våde og beskidte, for du har sådan set ikke lyst til at gå videre. I hvert fald ikke alene.

Min pointe er, at vi er nødt til at investere i hinanden og bruge tid med dem, der bringer kærlighed ind i vores liv, hvis vi skal have det godt og være glade. Vi skal huske hinanden, for så kan vi blive mindet om, at der findes noget større og vigtigere end os selv og vores egoistiske selvrealiseringsprojekter (som fx mit lær-statistik-projekt). Og så kan vi komme lidt ned på jorden igen og undgå at gå ned med stress, fordi vi godt ved, at verden ikke falder sammen, hvis det nu skulle hænde, at vi får 4 i statistik.

Så endte dette indlæg alligevel med at give mening. Det slutter samme sted som det startede, men jeg er blevet lidt klogere, og det håber jeg også, at der er andre, der er blevet (hvis du har læst det hele, giver jeg et stykke virtuel kage).

Hyg jer – og glædelig Valentinsdag/onsdag i morgen.

//A

 

jeg går ingen steder uden dig | et digt

jeg kunne flyve afsted
og lade alt gå op i flammer
ingenting tager jeg med
hvem har brug for trygge rammer
jeg kunne gøre alt muligt
og ønske mig hvad som helst
for jeg er et frit menneske
det er næsten uoverskueligt
jeg kunne rejse til eksotiske lande
og helt selv bestemme min vej
men det sker altså ikke
jeg går ingen steder uden dig

Mig og mit idealjeg

Hej verden.

Der er mange indlæg, der har været længe undervejs, men det er først nu, at jeg forstår, at de faktisk handler om det samme. Jeg har arbejdet på udkast til indlæg kaldet “At bo alene”, “Idealjeg”, “Forandring” og “Individualitet vs interdependens”. Men jeg har ikke helt kunnet finde ud af, hvorhenne jeg skulle starte. Men nu kan jeg se, at det hele starter det samme sted. Så læs med i dette (utroligt lange) indlæg og find ud af, hvad det ender med.

1. januar besluttede jeg mig for, at jeg ville begynde at tage kørekort til februar. Jeg tilmeldte mig, og jeg tænkte, at nu skulle jeg rigtigt bevise overfor mig selv, og andre mennesker, at det er noget, jeg sagtens kan. Jeg tænkte, at jeg skulle udfordre mig selv, så jeg kunne udvikle mig endnu mere, end jeg allerede har gjort, og jeg tænkte, at det ville være et voksent og ansvarligt valg, fordi jeg vil blive glad for det i fremtiden. En investering i mig selv og min fremtid som en klog og rig psykolog, der med al sandsynlighed får brug for en bil – og dermed et kørekort.

Først tænkte jeg, at jeg ikke ville fortælle det til nogen, udover min familie, Iris og S. Men så blev jeg grebet af den gode stemning og fortalte det til min farmor og min bedstemor. Måske fordi jeg tænkte, at jeg gerne ville signalere, at det går godt med mig og mit liv, og at jeg har så meget overskud nu, at jeg nu kan påtage mig endnu mere ansvar, i form af det at tage kørekort. Jeg ved jo, at de ønsker alt det bedste for mig, og derfor vil jeg gerne have at de ved, at jeg har det godt. Da jeg var til guldbryllup hos min farmor og farfar i søndags, fortalte jeg det også til en masse folk, som var interesserede i at høre, hvordan det gik med mig og uni og min lejlighed og min kæreste. Jeg nød al den opmærksomhed jeg fik fra alle de søde, (primært) ældre mennesker, og jeg kunne se på dem, at de var glade for at høre, at det går godt for mig nu. Jeg følte, at jeg spredte glæde. Jeg følte mig utroligt udadvendt, og jeg snakkede så meget, at jeg næsten ikke nåede at spise noget. Jeg smilede, og jeg var oprigtigt glad. I det hele taget var det bare en smuk og betydningsfuld dag.

“Du er godt nok blevet god til sådan nogle arrangementer”, sagde min bror til mig i bilen på vej hjem. Og det er rigtigt. Jeg er blevet god til at håndtere den slags store sammenkomster. Jeg fremstår udadvendt, smilende og glad. Og jeg føler mig udadvendt, smilende og glad. Jeg bliver revet med af den gode stemning og glemmer alt om, at jeg har sovet forfærdeligt dårligt om natten. Jeg snakker med masser af folk, og bliver helt ekstatisk indeni, fordi jeg konstaterer, at jeg godt kan lide den måde, jeg fremstår på. 

Men når arrangementet lakker mod enden, forsvinder al min energi, og det hænder at jeg får lyst til at bryde grædende sammen, fordi jeg har brugt alt af mig selv. Pludselig er jeg kommet tilbage til virkeligheden, og jeg kan mærke, hvor træt jeg er. Jeg har ikke længere lyst til at smile og snakke om, hvor glad og lykkelig jeg er. Jeg vil bare hjem.

Hvorfor går det ofte sådan? Hvorfor skal jeg bruge et par dage på at finde tilbage til mig selv igen efter sådanne arrangementer, når jeg egentligt bare har hygget mig og haft det sjovt?

Jeg tror, at det handler om mit idealjeg.
I mit digt af samme navn, fremstiller jeg mit idealjeg på en ret karikeret måde. “Se mig, jeg er spændende og sjov, jeg går op i miljøet, jeg har et spændende studie og jeg læser lange, franske romaner i min fritid”. Digtet er snart et år gammelt, og ligesom at jeg ændrer mig, så ændrer mit idealjeg sig også. Så når jeg hentyder til mit idealjeg i dag, hvad mener jeg så egentlig?

Mit idealjeg består af nogle idéer og ønsker om, hvordan jeg gerne vil være. Mest af alt, hvordan jeg gerne vil fremstå overfor andre mennesker, men også for mig selv. Mit idealjeg er den person, jeg fremstår som, når jeg fx er til et socialt arrangement, som beskrevet ovenfor. Det er den polerede version af mig. Den “perfekte” version af mig, der er klog, spændende, sød, sjov, smilende og udadvendt. Mit idealjeg har styr på det, og har det fint med også at tale om de svære ting – for mit idealjeg er meget reflekteret, og kan forstå sig selv, og kan også hjælpe andre mennesker til at forstå sig selv. Mit idealjeg er lyttende og er sådan en, som kan ændre på folks opfattelser af sig selv. Mit idealjeg er sådan en type, der gør en forskel for andre, og som folk husker. Mit idealjeg elsker at hjælpe og at sige noget velformuleret og klogt. Mit idealjeg elsker at bo alene og er sådan en, der har nok i sig selv og ikke behøver input fra andre mennesker for at være glad. Desuden lytter mit idealjeg kun til musik, som nærmest ingen andre hører, og så er mit idealjeg god til at lave spændende mad til sig selv og aldrig have noget madspild.

Med andre ord; mit idealjeg er ikke mig (jeg har fået kartoffelkroketter til aftensmad og intet andet). Jeg kan ikke være alle de ting hele tiden, og jeg har egentligt ikke lyst til at være det. For mit idealjeg er en maske, og når jeg lader det tage over, betyder det at jeg glemmer de andre sider af mig selv. Og så ender det med, at jeg bliver træt og udkørt.

(Jeg er fan af denne sang – og det er ikke bare noget jeg siger, fordi jeg er stormende forelsket i bassisten).

Mit idealjeg får mig til at være totalt overgearet, og jeg er ikke særligt sjov at være sammen med, når jeg har kørt i et alt for højt gear en eller flere dage i træk. Jeg kan ikke tage nogle beslutninger, og når andre mennesker forsøger at gøre mig glad, er jeg svær at gøre tilfreds. Jeg ser problemer i alting, og der er en overvejende sandsynlighed for, at jeg bryder grædende sammen over en eller anden ligegyldig ting. I denne forbindelse vil jeg gerne bringe en offentlig undskyldning til S, for at det første jeg sagde, da jeg trådte ind ad hans dør i går, var “her lugter dårligt”. Det var ikke pænt af mig. Jeg kritiserede også hans glasbord mere end jeg plejer, og jeg sagde noget med, om vi ikke skulle kaste det ud af vinduet eller smadre det med en økse. Og jeg kritiserede hans stegepande og hans persienner og hans gulv, fordi det knirker på en irriterende måde. Jeg var overhovedet ikke forstående og tolerant. Undskyld til søde S.

Når jeg giver mit idealjeg lov til at tage styringen, handler jeg ud fra hvad der vil “se bedst ud at gøre”. Det handler ikke om, hvad jeg har lyst til. Og problemet er, at det hænder at jeg ikke opdager, at jeg gør noget, fordi mit idealjeg synes, at det vil se godt ud. Ofte føles det som om, at det er noget der rent faktisk er rart og godt for mig at gøre.
Det var mit (fortidige) idealjeg, der ville på efterskole. Det var mit idealjeg, der ville på STX. Det var helt sikkert også mit idealjeg, der gerne ville studere psykologi (men det har så heldigvis udviklet sig til, at det er blevet noget, som jeg rent faktisk gerne vil).
Og det var mit idealjeg, der den 1. januar besluttede, at jeg ville tage kørekort nu.

Jeg vil gerne have kørekort, og jeg er mere motiveret for det nu, end jeg før har været. Men jeg har været rimeligt urealistisk i min planlægning, kan jeg se nu. Fjerde semester går i gang lige om lidt. Jeg skal have tre fag, og pensum er på lidt over 3000 sider. Der bliver rigeligt at lave. Der er også mere undervisning, end jeg troede til at starte med. Desuden har jeg mit øvrige liv, som jeg gerne vil have tid og overskud til, for ellers ender det ikke godt.

Og nu hvor jeg virkeligt har tænkt over det, kan jeg mærke, at det slet ikke er det kørekort, der er vigtigst for mig lige nu. For det handler slet ikke om kørekortet i sig selv. Det handler om, at jeg gerne vil bevise, at jeg kan ligeså meget, som folk omkring mig kan. At jeg godt kan håndtere lange, travle dage, med masser af stress og pres. Det er mit idealjegs projekt.  Et rimeligt formålsløst projekt, kunne man tænke. Men der er en grund til det, og det leder mig hen til, hvorfor mit idealjeg er opstået og er blevet, som det er.

Der var engang, da jeg var yngre, hvor jeg havde meget fravær fra skolen, fordi jeg var syg. Ikke dødeligt syg på nogen måde, men jeg havde det så tilpas dårligt, at der var næsten to hele skoleår, hvor jeg ikke var i skole. Der var så meget, jeg gik glip af. På det faglige plan var det ikke den største katastrofe, da det bare betød, at jeg lærte selv at tage ansvar for min læring. Men på alle andre planer var det lidt af en katastrofe. Jeg kan ikke huske så meget af det, men jeg ved, at det var de færreste sociale arrangementer, jeg var med til. Og når jeg endelig var med, havde jeg det skidt, og det hele kom til at handle om mig, og at jeg var syg. Alle havde medlidenhed med mig, og de så triste ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig. Sådan husker jeg det i hvert fald. Jeg tænkte ikke, at mine fremtidsudsigter så specielt lovende ud, og jeg havde egentlig bare vænnet mig til at gå glip af ting. Selvom jeg ikke følte, at jeg stod fuldstændig udenfor, så var jeg heller aldrig helt med. Jeg var hende, der altid var syg, og som ikke kom med til alle de sjove ting, fordi jeg ikke var frisk nok til det. Jeg var hende, der modtog postkort og breve fra min klasse, når de var på tur til Bornholm, og når de endnu en gang ville ønske mig god bedring og fortælle at de håbede, at jeg snart kom tilbage i skolen igen.

Jeg ved, at jeg fortrænger meget fra den tid. Og derfor går jeg ikke til daglig rundt og tænker over, hvordan det var dengang. Det føles så fjernt – og samtidig er det slet ikke langt væk, når jeg tænker tilbage på det. Men det er ok nu, for jeg har jo fået det godt, og en verden af muligheder har åbnet sig. Det er kun få ting nu, som jeg ikke rigtigt kan uden at få det skidt, og det forringer ikke min livskvalitet på nogen måde.

Jeg kan gøre ting nu. Så jeg synes ikke, at det er så underligt, at jeg nu føler et behov for at bevise overfor mig selv og andre, at jeg godt kan klare alle de ting, som jeg ser folk omkring mig gøre. Det er ikke så mærkeligt, at jeg elsker at fremstå udadvendt, glad og succesfuld, når jeg snakker med folk til familiefester – for de mennesker, jeg får til at smile nu, var dem der engang så bedrøvede ud, når vi snakkede om, hvordan det gik med mig.

Jeg forstår godt, at mit idealjeg er blevet som det er. Men det betyder ikke, at det skal forblive sådan. Og det betyder ikke, at jeg skal stresse rundt for at leve op til mit idealjeg. For at udrette en masse ting, bør ikke være idealet – idealet skulle hellere være at have et meningsfyldt liv, hvor jeg udfordrer mig selv tilpas meget, og hvor jeg kan have det godt og føle mig glad.

Jeg har indset mange ting i dag, og en af dem er, at jeg ikke skal tage det kørekort nu. For jeg behøver ikke at gøre alting på én gang – heller ikke selvom at jeg har muligheden for det. Det betyder ikke, at jeg er svag, fordi jeg vælger at vente til sommerferien med at tage det. For det er ikke fordi, at jeg ikke kan – det er fordi, at der er andre ting, der betyder mere for mig nu. Og jeg vil gerne give mig selv lov til at føre de ting ud i livet, uden at stresse mig selv unødigt i et forsøg på at blive “voksen og selvstændig” så hurtigt som muligt. Det er en skør ting at stresse over, for der går min. 3-4 år, før jeg har råd til at have en bil, så det er jo totalt ligegyldigt, om jeg venter til sommerferien med at få kørekort. Det kunne da være rart at kunne gøre det hele på én gang, men jeg kender mig selv, og jeg gider ikke at udsætte mig selv for unødig stress i det kommende semester. For jeg er rent faktisk motiveret for at skulle igang med de nye fag, og det vil jeg ikke ødelægge for mig selv.

Man er selvfølgelig nødt til at se ud i fremtiden og tænke på, hvad der vil være godt for ens fremtidige jeg. Det bruger jeg også meget tid på. Men man skal også tænke på, hvad der er vigtigst for en nu og her, og hvad der vil gøre den største og mest positive forskel, både på den korte og lange bane. Og der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg tror, at det vil være rigtigt godt, både på kort og lang sigt.

Noget af det, der har fyldt mest for mig i den seneste periode, er min boligsituation.
Som jeg har nævnt i tidligere indlæg, så fandt jeg i slutningen af december ud af, at min husleje stiger markant til april. Det satte en masse tanker i gang, og det gjorde mig ret urolig og bekymret, da jeg følte, at mit fundament ikke længere var så stabilt, som jeg havde gået rundt og troet, at det var. Lige pludselig skulle jeg til at genoverveje, om det vil give mening at fortsætte med at bo på den måde, som jeg bor på nu. Formålet med at bo lige her, var jo at jeg har råd til det uden at skulle låne penge, og at jeg ikke skal forholde mig til andre end mig selv her. Formålet var at udleve mit selvstændigheds-projekt (som i øvrigt nok også er blevet sat i gang af mit idealjeg).

Og hvor har det været godt for mig. Jeg er uendeligt glad for, at jeg flyttede ind her. Jeg er så glad for at jeg nu har prøvet at have et sted, der er helt mit eget. Jeg har nydt at kunne være egoistisk og kun tænke på mig selv. Men selvom jeg i mange indlæg har fået det til at lyde som om, at det er det bedste nogensinde at bo alene, så synes jeg faktisk ikke, at det er så skide fedt hele tiden. Selvom jeg som oftest har det sjovt, når jeg er alene, så er det bare ikke længere det, som jeg helst vil. Og det har været en lang proces at nå til den erkendelse.

To dage efter jeg var flyttet ind i denne lejlighed, mødte jeg S ude i den virkelige verden. Og der gik ikke mere end et par timer, før jeg fik den tanke, at han er mit livs kærlighed. Den tanke har jeg ikke sluppet siden. Derfor kunne jeg relativt hurtigt se, at mit selvstændigheds-projekt måske ville forløbe på en lidt anden måde, end jeg først havde troet. Jeg havde tænkt, at jeg skulle bo her lige indtil jeg var færdig på uni fire år senere, og måske længere end det. Jeg havde tænkt, at jeg bare skulle være mig selv og leve et simpelt liv (igen, mit idealjegs projekt). Det var så ikke lige sådan, det gik. For jo mere tid jeg brugte med S, jo mere kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til, at mit liv kun skulle handle om mig og min egen egoisme. Jo mere kunne jeg mærke, at jeg faktisk ikke havde lyst til, at han skulle afsted igen.

Det har taget mig et halvt år at turde at indrømme overfor mig selv (og andre mennesker), at jeg bedre kan lide at være sammen med S end at være alene. Det harmonerer ikke med mit idealjegs idéer om, at jeg skal have nok i mig selv og ikke afhænge af andre end mig selv og alt det pis. Det er jo ikke fordi, at jeg slet ikke kan holde ud at være alene – det kan jeg sagtens, og jeg bruger utroligt meget tid alene. Men det er bare ikke det, jeg foretrækker. Jeg kan ikke sige, at mit eget selskab på alle måder er nok for mig – for det er det ikke (længere), og det har det nok aldrig været. Det er jo en illusion at tro, at man ikke behøver andre mennesker. Mennesket er jo et ultrasocialt dyr, og som de siger i SKAM: “Mennesker trenger mennesker”. Så det er da ikke så underligt, at jeg ikke har lyst til at være eneboer for evigt. Og det er ikke så underligt, at jeg er rimeligt træt af nogle gange at skulle være adskilt fra S i en uge. Det er faktisk ret stressende at skulle undvære sit ynglingsmenneske så længe og så ofte. For selvom vi ses relativt meget, så bliver jeg bare aldrig fan af, at der er så tilpas meget afstand imellem os. Det er irriterende, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg ikke længere gider at gå rundt og sige til mig selv, at det da er fint nok på denne måde, og at jeg bare skal være glad og taknemlig for, at jeg har kærlighed i mit liv. For der er ikke nogen der siger, at det skal fortsætte på denne måde. Vi kan jo rent faktisk ændre situationen, hvis vi vil. Det er slet ikke umuligt.

Jeg nævnte, at der er et projekt, som jeg gerne vil føre ud i livet, da jeg er ret sikker på, at det vil være godt på både kort og lang sigt. Og det er et flytte-sammen projekt, som S og jeg er begyndt at arbejde på. Et projekt, som både er angstfremkaldende men også virkeligt rart at tænke på. En flytning i sig selv er en stressende oplevelse, men jo mere jeg tænker over det, jo mere har jeg lyst til det.

Men hvorfor, A. Thylkjær? Du sidder jo i din hyggelige lejlighed med stearinlys og musik, du selv kan bestemme over, og du har endelig fået det indrettet pænt, så hvorfor tænke på at flytte? Hvorfor ikke vente minimum et halvt år?

Det skal jeg sige jer. Jeg vil have stabilitet. Selvom jeg har følt mig hjemme her næsten siden starten, så har hele perioden jeg har boet her, været præget af ustabilitet. Og det er kun blevet mere med tiden, for jeg har ikke længere lyst til at bo alene, min husleje stiger, og jeg er ikke særligt vild med at være langt væk fra S så meget af tiden. Situationen er uholdbar, og derfor kan jeg ikke bare gå rundt og sige til mig selv, at alt er perfekt og godt. For det er ikke, som jeg allerhelst vil have det. Og derfor er transitionsfasen (hvis det er et ord) allerede sat i gang.

Når jeg sidder i lejligheden, så tænker jeg, at her er rart og pænt, men jeg tænker også bare, at det ikke er det sted, der kommer til at blive mit hjem de næste mange år. Det ved jeg, at det ikke er. Og derfor føler jeg, at jeg allerede er på vej videre. Derfor kan jeg ikke bare sige, at flytteprojektet må vente lidt, så jeg ikke skal til at flytte midt i semestret. For jeg har ikke lyst til at gå rundt her i et halvt år og vente. Jeg har ikke lyst til, at situationen skal forblive sådan her.

Det betyder dog ikke, at vi skal foretage nogle alt for hurtige beslutninger. Det betyder ikke, at jeg flytter i næste uge. Det betyder heller ikke, at jeg er ulykkelig og ikke kan lide at være her. Jeg er vældigt glad. Men jeg er på vej videre. Det kan jeg mærke. Jeg kan også mærke det, når jeg går rundt i Randers. Der er et nyt kapitel, jeg (eller vi) skal i gang med at skrive.

Jeg er virkeligt glad for, at jeg har boet alene i noget tid nu og at jeg har formået at skabe mit eget hjem, hvor jeg kan føle mig glad og tryg. Jeg ved, at jeg vil se tilbage på denne tid, og måske længes lidt efter den, når jeg engang sidder et sted i Aalborg og forsøger at læse, imens S er i gang med at udfolde sine musikalske evner sammen med en forstærker.

Jeg er så glad for, at det hele er gået som det er, for jeg har godt nok lært meget i løbet af det seneste år, og jeg fornemmer, at jeg også kommer til at lære en del i løbet af det kommende år. Det bliver vildt, det bliver hårdt, og det bliver godt.

Og sådan vil jeg afslutte dette indlæg – jeg håber, at det giver mening for andre end mig selv, og jeg håber, at det måske kan bidrage til, at vi alle kan tænke lidt over, hvorfor vi gør, hvad vi gør, og om vi gør det af de rigtige grunde. Jeg håber også, at dette i fremtiden vil minde mig om, at det er mig selv, der er ansvarlig for at gøre det, der er bedst for mig – og at finde ud af, hvad det bedste overhovedet er.

Hyg jer.

//A

det handler om mere end mig – et digt | Tilbage Til Naturen #15

i dag har jeg bagt boller
at bage er alt jeg vil
jeg falder ikke tilbage i gamle roller
for jeg er jo kun mig selv
//
jeg har siddet og observeret
og mærket hvor træt jeg er
jeg har følt mig lidt irriteret
for det var jo ikke meningen
at det skulle være sådan her
//
i morgen vil jeg vaske op
og fjerne sporene jeg har sat
jeg bor i en udmattet krop
mon ikke jeg sover godt i nat
//
jeg er mere end mine relationer
for jeg har det jo sjovt og godt
jeg finder på nye kreationer
og så er udsigten tilmed flot
//
jeg er mere end min hverdag
og jeg er mere end stedet jeg bor
lige her er det jo ingen sag
at huske hvad jeg tror
//
mon ikke det er et klogt træk
at lære at blive sin egen ven
jeg skulle bare lidt væk
men snart er jeg hos dig igen
//
jeg holder af at gå rundt alene
men det handler om mere end mig
jeg tror i det store hele
at jeg helst vil akkompagneres af dig
//
jeg havde brug for at tage afsted
men om et par dage vender jeg atter hjem
for selvom her er ro og fred
er det jo dig der skubber mig frem

Jeg er det eneste menneske i verden | Tilbage Til Naturen #14

Hej verden.

Det er en mørk og stormfuld aften, og jeg er ikke helt ligeså fyldt med energi og motivation, som jeg var i går. Følelsen af at være alene og afskåret fra hverdagen har ramt mig på en ny måde i dag. Jeg gik en meget lang tur ved stranden i dag, og da jeg ingen mennesker kunne se i miles omkreds, tænkte jeg, at jeg er det eneste menneske i verden. Senere på gåturen mødte jeg da nogle få personer, som jeg hilste på, men det ændrede ikke på følelsen af at være alene i verden.

Det lyder måske ret trist og ubehageligt, men det er det sådan set ikke. Det er en ret overvældende følelse at stå og skue udover det åbne landskab og ikke kunne se nogle andre end sig selv. Men det er overvældende på en god måde. Der er jo en grund til at et af de store temaer i litteraturen og kunsten i det hele taget er man vs. nature. Vi mennesker har en indre drivkraft, der giver os lyst til at komme i nærkontakt med naturen og måske endda besejre den, hvis vi er heldige. Vi gør alle mulige åndssvage ting for at vise, hvad vi kan. Fx bestiger vi bjerge og løber 24 timer i træk eller gennemfører et triathlon. Her valgte jeg så en mere realistisk udfordring, som var at gå 12 km på stranden. Jeg har gjort det mange gange før, så det var ikke decideret udfordrende, men jeg fik da lige testet kroppen og dens evne til at holde mig i gang. Men jeg havde nu ikke et mål om at afprøve mig selv. Det handlede sådan set bare om at komme ud at gå. Gåture har så meget værdi i sig selv, at de ikke behøver et officielt formål. Og hvor var det en god tur. Det var en utroligt flot dag, og jeg følte endnu en gang, at jeg var i ét med naturen og verden i det hele taget. Som gode gamle Nietzsche sagde: “We like to be out in nature so much because it has no opinion about us“.

Hvor er det vigtigt at kunne nyde sit eget selskab. Hvor er det vigtigt at dyrke ensomheden ind imellem. Og hvor er det vigtigt at investere i sig selv. Men når det kommer til stykket, er det jo ikke når jeg er alene, at jeg føler mig allermest lykkelig – og hvis jeg gør, skyldes det i høj grad, at jeg overvældes af alle de gode minder, jeg har med de folk, jeg holder mest af.

At være alene er på mange måder mere simpelt end at være sammen med mennesker, for så skal man ikke tage hensyn til nogen, og der er ikke andre end en selv, som man kan blive irriteret på. Jeg ved, at jeg kan gå rundt alene i mange dage og sådan set have det meget fint. For livet bliver mere simpelt, når man ikke roder sig ud i alt muligt med andre mennesker. På samme tid er det dog også min erfaring, at livet bliver mindre meningsfyldt, når man holder sig for sig selv. Vi mennesker er jo ultra-sociale dyr, og igennem evolutionen har det aldrig været fordelagtigt, hvis man bare holdt sig for sig selv hele tiden.

For de introverte typer kan det være en kunst at finde balancen mellem alenetid og socialiserings-tid. Nogle gange har man brug for mere af det ene end det andet, og andre gange forholder det sig omvendt. Man må prøve sig frem og lære af det. For mig er det nødvendigt at have alenetid relativt ofte, og jeg tror altid, at jeg vil føle et vist behov for at dyrke ensomheden engang imellem, da det giver mig energi og lyst til at gå tilbage ud i verden og være noget for andre mennesker. Og at lade andre være noget for mig. Det giver mig styrke, at jeg ved, at jeg kan føle mig glad og tilfreds, imens jeg går rundt for mig selv i fem dage. Jeg føler mig stærk og selvstændig, fordi jeg når ind til en anden del af mig selv, når jeg for en stund tager lidt væk fra alt det, mit liv består af til daglig. Jeg kan se, at jeg består af mere end blot mine sociale relationer til andre mennesker, min lejlighed og mit studie. Og det ligger der en enorm frihed i.

Jeg tror, at det er vigtigt at dyrke savnet nogle gange. Og nu hvor jeg er flyttet for mig selv, er det også noget, jeg ofte praktiserer i hverdagen. Det sker da ofte, at jeg sidder for mig selv, og tænker at jeg ville ønske, at jeg ikke var alene. Men det er sjældent, at jeg har det sådan mange dage i træk, for jeg ses jo jævnligt med min familie og S og mine venner. Men nu er jeg taget herud, og jeg ser dem først igen om 3-4 dage. Oftest bliver mine sociale behov dækket af at have været til undervisning på uni, men det er nogle uger siden, at jeg sidst har været der. Så alt er meget anderledes i disse dage, og der er ikke rigtigt noget, der kan distrahere mig fra mig selv og mine tanker.

Mine tanker drejer sig primært om, at jeg kan se nu, at det ideelle liv for mig ikke er et liv, hvor jeg bor alene ude midt i naturen. Det har jeg ikke lyst til, selvom det ikke er længe siden, at jeg troede det. Derimod har jeg lyst til at have et sted som dette (sommerhuset) at tage ud til engang imellem, når jeg trænger til at komme lidt væk. For det er vigtigt at huske at komme lidt væk. Men jeg ønsker ikke, at mit liv bare skal handle om mig. Jeg ønsker ikke, at jeg skal være omdrejningspunktet for alting, og at jeg har så meget tid, hvor det kun handler om, hvad jeg selv har lyst til. Hvad jeg har lyst til at spise, se i tv, hvornår jeg vil gå i seng, stå op, gå i bad, vaske op, og så videre. Selvom det er befriende, så er det ikke sådan, jeg ønsker at leve mit liv på sigt. For mit liv handler ikke længere bare om mig, og det har det i virkeligheden nok aldrig helt gjort.

Hyg jer/peace out.

//A

Jeg skal bare lidt væk | Tilbage Til Naturen #13

Hej verden.

For fire dage siden var jeg til min anden og sidste eksamen, hvilket vil sige, at jeg nu er færdig med tredje semester (og halvvejs i bacheloruddannelsen, hurra) og at jeg har fri i tre uger. Derfor har jeg valgt at tage i sommerhus med mig selv. Hvis I har fulgt med på denne blog i et stykke tid, vil I vide, at jeg sidste år i januar var alene i sommerhuset i to uger. Det kom der en masse filosofiske og dybsindige indlæg ud af, og når jeg sidenhen har tænkt på januar måned, har jeg mest af alt tænkt på frihed. Mit mål med turen var dengang at komme lidt væk fra alting, så jeg måske kunne finde ud af, hvordan jeg egentligt havde det. Og det lykkedes. Jeg tænkte nogle store og dybe tanker, gik meget lange ture ved stranden og nød at have tid til at skrive og læse. Jeg følte, at jeg kunne ånde frit, og jeg indså vigtigheden af at komme ud i naturen. Jeg fik bevist overfor mig selv, at jeg kan have det godt og sjovt i mit eget selskab, og det var vigtigt for mig. Både dengang og nu.

Men I år har jeg ikke de samme store planer om selvrealisering. Jeg skal kun være herude fem dage (og måske nogle flere dage senere på måneden), og det er ikke fordi, at jeg er træt af min dagligdag, at jeg flygter herud. Jeg kan faktisk virkelig godt lide mit liv, som det er nu. Meget har ændret sig siden sidste januar, og alt i alt er jeg et meget bedre sted i dag, end jeg var for et år siden. Jeg er glad og tilfreds, og jeg bekymrer mig ikke ligeså meget om alt muligt, som jeg gjorde dengang. Jeg er glad for de valg, eg har truffet, og  jeg kan se mig selv i øjnene på en anden måde. Jeg føler overordnet set, at jeg har ret godt styr på livet. Så jeg er ikke taget herud for at finde ud af, hvordan jeg har det – for jeg ved allerede, at jeg er glad og har det godt. Jeg er heller ikke taget herud for at flygte fra civilisationen og andre mennesker. Som jeg sagde til S i morges: “Jeg trænger bare til at komme lidt væk. Ikke væk fra dig. Men bare lidt væk”.

Og jeg skal lige love for, at jeg er kommet lidt væk. Kontrasten mellem min hverdag i lejligheden og stedet her, er uendeligt stor. Her er der ikke noget med lige at gå ned i Netto for at købe en liter mælk og være tilbage efter ti minutter. Her skal jeg gå 11-12 km, hvis jeg skal ud at handle og hjem igen. Her er der ingen busser, der kører forbi mit vindue 6-7 gange i timen. Der er stort set ingen andre herude på denne tid af året – siden jeg kom herud i middags, har jeg kun set ét menneske. Her er ingen larmende underboer, og der er ingen at tage hensyn til. Her er så stille, og jeg havde næsten glemt, hvordan det lyder, når alle lydene er væk.

Det giver mig en ro indeni at være tilbage. Det er så længe siden, at jeg sidst har været herude alene, og jeg er virkeligt glad for, at jeg tager mig tiden til det nu. Jeg håber at ugen vil komme til at bestå af mange gåture, god kaffe, nye digte og måske nogle nye perspektiver på min hverdag. Man er nogen gange nødt til at komme lidt væk fra sine vanter rammer, for at finde ud af, hvad der virkeligt betyder noget. Det bliver spændende at se, hvad jeg finder ud af i år (men jeg tror nu allerede, at jeg har en ret klar idé om det).

Hyg jer og peace out, som man (dvs. ingen) siger.

//A

 

 

 

Det er sjovt at være herude igen,

 

Der ligger en frihed i at binde sig til andre mennesker.

Amanda Thylkjærs Nytårstale 2018 | et digt

et nyt år er i gang
og jeg vil gerne sige et par ord
jeg vil benytte anledningen
til at opfordre til
at vi alle finder ud af
om vi kan se os selv i øjnene
for hvis vi glemmer det
er vi allerede derude
hvor vi ikke kan bunde
vi må se på os selv
og sammenligne os med dem
vi var i går
ikke dem
nogle andre er i dag
vi må se på hinanden
og fjerne vores masker
ellers bliver det vanskeligt
nogensinde at finde ind
til det der er rigtigt
dronningen siger
at det hele handler om dem
der står os nær
jeg er ikke udpræget royalist
men den søde rare dronning
har altså en pointe
for vi kan ikke komme udenom
at mennesker har brug for mennesker
så det er nok meget godt
hvis vi husker hinanden
hov vent
jeg skal lige huske
at takke søens folk
godt nytår til jer
og godt nytår til alle andre
gud bevare
stillezonen i toget
gode højtalere
søde svigerforældre
kærligheden
og pasta med salt

2017 – en dramatisk beretning om det bedste år nogensinde

Hej verden.

I år er der sket nogle store, vigtige og betydningsfulde ting i mit liv. Men for en gangs skyld bliver jeg ikke i et forfærdeligt nostalgisk humør, når jeg tænker tilbage på året, der er gået. Jeg bliver derimod fyldt med taknemmelighed og glæde, og det er en anden følelse, end jeg plejer at have til nytår. Jeg plejer at reflektere så meget over det forgangne år, at jeg bliver i et meget melankolsk og trist humør, som fjerner al lyst til at fejre nytåret. Men sådan har jeg det ikke nu. For dette år har bestået af så mange gode, nye begyndelser, at jeg kun kan føle mig glad, når jeg ser tilbage på det. Jeg føler mig ikke trist over, at året er slut, for selvom det har været fyldt med store livsbegivenheder, så føles det som om, at det kun er begyndelsen på en fremtid, der bliver endnu bedre.
Det er nytårsaften om to dage, og selvom jeg ikke har lyst til at gå ud og holde en stor fest, så har jeg lyst til at holde en lille fest med mig selv lige nu og tænke tilbage på året, der er gået. Så her kommer en fortælling om et år i mit liv.

Året startede med at jeg havde min første 7-timers eksamen på uni, og derefter kunne nyde at have fri resten af januar. Der lå en del sne, og jeg startede min ferie med at ligge syg i et par dage. Jeg brugte også et par dage på at gå rundt og tro, at jeg var forelsket. Desuden læste jeg Svend Brinkmanns anden bog, og den blev jeg også lidt forelsket i.
Men når jeg tænker på januar, tænker jeg mest af alt på min ferie i sommerhuset med mig selv. Jeg var derude i over 14 dage, og selvom min familie kom og holdt mig med selskab i weekenderne, var jeg mere alene den måned, end jeg nogensinde har været før. Stranden og skoven var mine bedste venner, og jeg gik 12 km langs stranden næsten alle dagene, indtil jeg ødelagde mine fødder og fik en masse vabler til sidst. Jeg dansede rundt i stuen til høj musik af tvivlsom kvalitet (jeg hentyder til nedenstående sang), levede af pasta med salt, blomkål og gulerodsmuffins. Jeg betragtede mange kopper dampende varm kaffe, og jeg kæmpede med at lære at tænde op i brændeovnen. Jeg så SKAM, drak kamillete og spillede ukulele indtil kl. 3 om natten. Jeg spillede (og sang) ovenstående sang mange, mange gange, og nød at jeg ikke skulle bekymre mig om nogle naboer eller familiemedlemmer. Det lød helt sikkert ikke specielt godt, men det var ikke så vigtigt.
Januar var frihed. Og da januar var slut, var det sommerhuset, jeg var forelsket i. Uha, hvor jeg har fået mange følelser for det sted.

Andet semester på uni gik i gang, og jeg skulle lære om hjernens opbygning, neurotransmission, den menneskelige kognition og andre spændende, og lidt svære, ting. Starten var svær, og jeg følte mig stresset og overvældet mange gange i løbet af det semester. Men jeg klarede det, og jeg endte med at lære en masse. Senere fandt jeg ud af, at mange siger, at andet semester er det sværeste på psykologi, og det gjorde mig lidt glad os stolt. Jeg begyndte at føle, at jeg måske rent faktisk var kvalificeret til at studere psykologi, og det var en rar følelse.

I marts blev jeg 21, og jeg var efterhånden nået til det punkt, at jeg gerne ville flytte hjemmefra. Jeg følte, at jeg var klar til det, og jeg følte, at tiden var inde til det. Jeg elsker min familie, men jeg måtte til sidst erkende, at det var ret svært både at være universitetsstuderende og at bo hjemme (sammen med en lille hund, der er meget opmærksomhedskrævende). Jeg trængte til at føle, at jeg var et selvstændigt individ. Så jeg ledte efter lejligheder og endte med at få tilbudt den ideelle lejlighed. Den lå lige i det område, jeg længe havde ønsket at bo i, jeg havde råd til den, og den ville være helt nyrenoveret, når jeg flyttede ind. Jeg var ude at se den, og selvom hele området var én stor byggeplads, kunne jeg mærke med det samme, at det sted havde potentiale. Jeg mødte en flink ældre dame på 78, der boede lige ved siden af, og hun sagde, at hvis jeg fik lejligheden, så ville hun lave citronfromage til mig. Jeg takkede ja til lejligheden, men jeg turde ikke få alt for store forhåbninger, da jeg var nummer 11 i køen. Dagen efter modtog jeg en mail, hvori der stod, at lejligheden var min, hvis jeg fortsat var interesseret. Jeg blev meget, meget glad (og ja, det hele endte med, at jeg fik citronfromage).

Jeg glædede mig sådan til at flytte, men det var også en underlig tanke. Jeg havde kun boet ét sted hele mit liv, og nu skulle jeg forlade det. Jeg havde det lidt dårligt på min hunds vegne, da vi altid har haft en tæt relation, lige siden den var en lille, ny hvalp (fordi jeg arbejdede hjemmefra hele det første år af dens liv). Når jeg så ind i dens store hundeøjne, føltes det en smule ambivalent. Derfor gav jeg den ekstra meget opmærksomhed i min sidste tid som hjemmeboende. Jeg opbyggede en tradition med at spille og synge “Leavning On A Jetplane” for den hver aften, inden den skulle sove (det lyder fjollet, men den blev urolig inden den skulle sove, og jeg fandt ud af, at jeg kunne synge den i søvn). Det er den eneste sang jeg kan spille og synge, hvor det lyder nogenlunde (inden I bliver alt for nysgerrige vil jeg lige informere om, at jeg kun synger for hunde, ikke for mennesker). Det blev dog også til nogle gamle danske viser, bl.a. nationalsangen samt nogle mere traditionelle godnatsange. Jeg forsøgte mig også med digtoplæsninger, men de havde ikke en ligeså god effekt på hundens angstniveau.

Så kom dagen, hvor jeg skulle flytte. Det endte med at strække sig over mange dage, da håndværkerne lige skulle færdiggøre de sidste ting, før jeg kunne flytte rigtigt ind. Så der var god tid til at tage i IKEA og diverse andre steder for at købe alt det, jeg manglede til lejligheden. Det var noget af et arrangement, men jeg klarede mig igennem det hele, takket være min søde, hjælpsomme familie (og en utroligt stor trailer).


Jeg flyttede rigtigt ind i lejligheden d. 7. juli, og jeg brugte det meste af min tid på at bære rundt på tomme papkasser og andet emballage fra alle mine nyindkøbte møbler. Det var noget af et arrangement. Midt i al flytterodet var jeg på en meget vellykket date (selvom jeg kom 5-10 minutter for sent, da jeg havde undervurderet mængden af papkasser, jeg skulle bære ud af lejligheden). Det var en interessant oplevelse, da jeg meget hurtigt fik en følelse af, at jeg kunne være mig selv. Vi gik rundt i Randers og da jeg vurderede, at han virkede som en tillidsvækkende type, inviterede jeg ham ind i mit flytterod. Timerne gik, og vi snakkede om alverdens ting og hørte musik. Han skiftede strengene på min forsømte guitar, og jeg varmede nogle meget triste rester af et måltid, jeg havde serveret for min familie den forgangne dag (pasta blandet med en pose frosne grøntsager). Jeg pakkede vist også nogle flyttekasser med bøger ud. Jeg så på ham, imens han koncentrerede sig om at genoplive min guitar, og jeg tænkte, at dette liv egentlig er meget smukt.
Og sådan mødte jeg mødte S.


Det var en god sommer, og jeg nød min frihed. Jeg brugte timevis på at sidde og drikke kaffe og slappe af i lejligheden. Desuden holdt jeg housewarming for min familie, og alt var så godt og rart og hyggeligt. Jeg var også en del i sommerhuset den måned. Solen skinnede og alle var glade, og jeg husker hvordan jeg gik op i skoven om aftenen, hvor jeg satte mig under det store flotte træ for at ringe til S (man er nødt til at gå op i skoven for at få en ordentlig mobilforbindelse derude). Jeg husker, at det føltes som om, at alting gav mening, og at jeg havde taget mange store skridt i den helt rigtige retning. Og så endda på ret kort tid.

Det blev august, og jeg husker at jeg sad i vindueskarmen på en regnvejrsdag. Imens introducerede S mig for ovenstående sang, og nu kan jeg ikke høre den uden at tænke på regnvejr, vindueskarme og kærlighed.

Jeg levede uden et køle-fryseskab i halvanden måned, men endelig kom dagen, hvor jeg fik det. Det blev leveret af en mand ved navn John, og alt var godt. Samme aften svarede jeg “ja tak”, da S spurgte, om vi skulle være kærester. Det var en af de bedre dage. August var en smuk måned (hvis man ser bort fra, at det var der Randers Ugen foregik. Et skrækkeligt arrangement).

Tiden gik, og et nyt semester gik i gang. Min nyforelskede hjerne havde nogle vanskeligheder med at koncentrere sig om at lære om børns udvikling, men med tiden lærte jeg at prioritere min tid lidt bedre, så der både var tid og overskud til kærlighed og læsning. Jeg fik en ny yndlingssang, og jeg begyndte ligeså langsomt at føle, at mit liv stabiliserede sig lidt. Der var sket så mange store omvæltninger på samme tid, og det tog mig nogle måneder at vænne mig rigtigt til det hele. Jeg boede for mig selv nu, men jeg havde jo stadig min familie i den anden ende af byen, og jeg havde sommerhuset, og ikke mindst S. Det betød, og betyder stadig, at jeg måtte rejse meget rundt mellem forskellige steder. Men jeg endte alligevel med at finde hjem midt i det hele, og min lejlighed udviklede sig til at blive et sted, hvor jeg føler mig glad og tryg. Både når jeg er alene og sammen med folk, jeg holder af. Og det har givet mig meget ro i sindet.

Jeg har lært at bo alene. Mit selvstændighedsprojekt er lykkedes. I morgen er det et halvt år siden, at jeg fik nøglen til lejligheden. Og selvom det ikke udelukkende har været en dans på roser, så er jeg uendeligt glad for, at jeg tog beslutningen om at flytte for mig selv. For det har været det helt rigtige at gøre, og det har været det helt rigtige tidspunkt at gøre det på. Det gør mig bare glad indeni, at jeg nu har fået bevist overfor mig selv, at jeg kan holde styr på mit eget liv, og ikke mindst at jeg kan nyde mit eget selskab.
Men jeg har også lært, at jeg ikke ønsker at bo alene hele mit liv. Det har jeg faktisk slet ikke lyst til, som det forholder sig nu. Men lige nu er det det helt rigtige for mig, og det gør mig glad indeni, at jeg har et hjem, der er mit helt eget. Her kan min indre egoist få lov at tage over, og det tror jeg faktisk er godt for mig lige pt.

Jeg kan virkeligt godt lide min lejlighed. Og jeg kan også virkelig godt lide Randers. Jeg nyder at bo her. Men jeg er ikke længere så sikker på, at jeg skal blive her for altid. Særligt ikke efter at jeg for et par dage siden fik at vide, at min husleje stiger ret meget til april. Det var en ret frustrerende nyhed, da jeg egentlig ikke kommer til at have råd til at bo her, medmindre jeg skærer en del ned på nogle andre udgifter.

Jeg kunne afslutte denne fortælling om det forgangne år med frustration og afmagt over, at jeg må erkende, at jeg på et tidspunkt måske er tvunget til at flytte fra dette sted, der er begyndt at føles som mit sted. Jeg kunne skrive om, at jeg ikke kan overskue tanken om at skulle pakke alle mine ting ned igen, og jeg kunne skrive om, at min 78-årige, flinke, skønne nabo har sagt til mig, at jeg ikke må flytte, fordi hun holder sådan af det gode naboskab.
Men det vil jeg ikke. For hvis der er noget jeg har lært i år, så er det, at der er mange flere muligheder for min fremtid, end jeg selv lige har tænkt over, og at mulighederne har det med at vise sig, når tidspunktet er rigtigt. Og at bo her er ikke den eneste mulighed jeg har for en god og tryg fremtid. Jeg træder ud ad dette år med en følelse af, at verden ligger for mine fødder. Jeg kan se nu, at jeg kan mere end jeg tror. Jeg kan bo i Randers, studere i Aarhus og have en kæreste i Aalborg. På én gang, uden at noget af det er endt i flammer. Og det har fået mig til at indse, at mulighederne ligger åbne for mig i fremtiden. Jeg ved ikke, hvor jeg ender henne, og jeg kan ikke forudsige noget. Jeg kan ikke kontrollere alting, og det skal jeg heller ikke. For jeg ved, og jeg tror på, at det hele nok skal ende godt.

Og hvis det ikke er en god slutning, så ved jeg ikke, hvad en god slutning er.

2017 har været et godt og smukt år, og jeg føler, at jeg har fået alt det ud af det, som jeg overhovedet har kunnet. Jeg har lært en masse nye ting, og jeg har været til hiphop-koncert og nydt det (det lød overraskende godt, men det er nok ikke helt objektivt vurderet, eftersom jeg er stormende forelsket i bassisten). Jeg har også lært at spille backgammon, og jeg har lært at lave en fremragende kartoffelsuppe og verdens bedste lasagne. Desuden har jeg lært om alle de forskellige personlighedsforstyrrelser. Og så har jeg lært, at jeg hellere vil skrive digte og blogindlæg end at læse op til eksamen (hovsa).

Farvel og tak, 2017. Du var god for mig, men vi må begge to videre nu.  2018 kommer snart og banker på, og jeg skal lige nå at støvsuge gangen først. Så tak for din tid, og alt det, du gav mig mulighed for at lære. Og tak for al kærligheden – både til hunde, mennesker og vindueskarme.

//A