Kategoriarkiv: mening

når lyset er tilbage 

når dagen snart er omme

så må du huske mig på

at gode ting vil komme

når månen går i stå

//

når tiden er en anden

og vi røde blade kan se

når alt vi har er hinanden

og kun gode ting vil ske

//

når solen er forsvundet

og vi efter stjernerne rækker ud

når vi igen et hjem har fundet

og vi efter månen må sende bud

//

når lyset er tilbage

vil vi varmes op på ny

vi må huske hvad vi sagde

da vi levede i stjernernes by

En opsummering | Verdens længste sommerferie #11

Hej verden.

Verdens længste sommerferie er for mit vedkommende slut om lidt over et døgn. Tager man et kig på min Facebook-profil, vil man muligvis konkludere, at denne sommer har været en succes for mig; jeg er flyttet hjemmefra i min egen lejlighed, der er nyrenoveret, og jeg har fået en kæreste.

Og denne sommer har også været den bedste hidtil – men af mange flere grunde, end de sociale medier formår at vise. Grunden til, at jeg lige nu kan sidde her og føle mig lykkelig og tilfreds, er ikke bare, at jeg har fået min egen lejlighed og en kæreste. Grunden til, at jeg føler, at jeg er i balance med mig selv, og at livet bliver bedre og bedre, er ikke at jeg går på et eftertragtet studie eller at jeg har et flot, hvidt spisebord. Det er ikke, at jeg ejer et fancy kølefryseskab.

Mit liv består af mange virkeligt dejlige ting, som jeg er universet evigt taknemmelig for, men min lykke er ikke pludseligt opstået, fordi jeg har fået disse nye ting ind i mit liv. Den glæde, og den kærlighed jeg føler, er ikke pludseligt opstået denne sommer. Det minder dette indlæg mig om. Jeg skrev det i januar, da jeg holdt ferie med mig selv i sommerhuset i flere uger, og det gør mig så glad at genlæse det. Det minder mig om, at grunden til at jeg kan være så glad nu, og grunden til, at jeg nu kan føle mig hjemme nye steder, mest af alt skyldes, at jeg dengang lod mig selv finde hjem i mig selv.

Jeg gik rundt på en strand hver dag,  indtil mine fødder og min krop var slidt op, og jeg følte mig i ét med naturen og alt, der nogensinde var sket, og som nogensinde ville komme til at ske. Jeg indså mange vigtige ting i den periode, og når jeg ser tilbage, har januar nok været en af de vigtigste måneder. Januar var friheden. At danse rundt i stuen i sommerhuset til høj, forfærdelig musik. At synge imens jeg kogte pasta. At finde lykken i noget, der i princippet er ét stort glas vand med salt. At spille ukulele og synge dramatiske sange til langt ud på natten, imens jeg drak kamillete og tænkte på, hvordan jeg gerne ville have, at min fremtid skulle være.

Det smukke ved min alenetid i sommerhuset var, at jeg lærte at se det smukke i de små ting i livet, fordi jeg var væk fra alt det andet, der normalt distraherede mig. Jeg lærte at have nok i havets bølger, frossen blomkål og pasta med salt. Og jeg havde ikke bare nok – jeg havde alt.

Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage til den strand igen, og jeg er muligvis ikke alene, når jeg kommer tilbage. Men jeg ved, at jeg vender tilbage, og jeg ved, at jeg vil blive ved med at gøre det resten af livet. Måske ikke hver dag, og måske ikke hver måned. Og måske ikke fysisk. Men al den tid, jeg har brugt på at lytte til havets bølger, har sat sin spor i mig, og når jeg tænker på det, kan jeg mærke en ro. Og derfor kan jeg altid vende tilbage, uanset hvor gammel jeg bliver, og hvor jeg ender i verden. I januar blev det sted en del af min sjæl, og jeg vil altid have hjemme der, uanset hvad der skulle ske.

 

Derfor kan jeg nu være glad for alle de skønne ting og mennesker, som jeg har i mit liv – fordi jeg ved, at jeg kan føle ekstatisk lykke over at se en solnedgang på stranden med mig selv, kan jeg nu værdsætte alting på en ny måde, for jeg kan hvile i mig selv. For når jeg kan føle så ekstatisk en lykke med mig selv, afhænger hele mit livs fundament ikke af, at jeg skal være i besiddelse af bestemte materielle ting eller bestemte mennesker, for at kunne føle lykke. Selvfølgelig har jeg brug for andre mennesker, og selvfølgelig har jeg brug for nogle materielle ting også, men jeg har opbygget mit liv på et solidt fundament, som jeg selv har lavet. Og det er nok den primære grund til, at denne sommer har været den bedste hidtil – fordi jeg har haft et solidt fundament at bygge de nye ting ovenpå, og fordi jeg allerede har været hjemme i mig selv, før jeg skulle finde hjem nye steder.

Det er et godt og smukt liv, og jeg takker mit fortidige jeg for at lade mig selv finde min måde at leve det på.

Hyg jer – og husk at tage bollerne ud af ovnen (det skal jeg i hvert fald selv huske).

//A

jeg takker stjernerne

jeg vågnede med en trang
til at være delt i to
så jeg sang mig en sang
for at falde lidt til ro
jeg var som bølgerne
med dale så små
jeg så mig omkring
og lod bare tiden gå
jeg ser på mig selv
og alt der var engang
jeg var en anden
da jeg sang den forkerte sang
et sted bag skyerne
vil stjernerne altid skinne
og nu er jeg mere
end blot et forsvundet minde
jeg mangler ingenting
for du giver mig alt
og du er meget smukkere
end et glas vand med salt
vi er to individer
der går sammen hver vores vej
og der er mange flere sider
af både du og jeg
jeg kan ikke fjerne din byrde
ved at bære den lidt
men måske
vi sammen kan den løfte
så du ikke behøver
at gemme den væk
ved du hvad
nu smiler livet
du kan være glad
og vi tager intet for givet
jeg takker stjernerne
for at de sendte dig ned fra himlen
for her blandt mågerne og ternerne
beriger din eksistens min verden

En livsopdatering eller noget i den stil | Verdens længste sommerferie #6

Hej verden.

Jeg er stadig et udmattet, lykkeligt menneske med en æstetisk vindueskarm. Desuden ejer jeg nu både smør og honning, hvilket vil sige, at mit hjem rent faktisk er et hjem. Og så alligevel ikke 100 %, eftersom der stadig står to fyldte flyttekasser på mit gulv, som jeg endnu ikke har fået pakket ud. Der ligger også to tomme flyttekasser midt på gulvet, og der har de ligget i en uge. Lad os sige det sådan, at livet er godt i en sådan grad for tiden, at jeg ikke har skænket dem en tanke. Det er lidt noget pis, eftersom jeg får diverse gæster i den kommende uge, som alle har indtryk af, at min lejlighed er virkeligt pæn og fantastisk. Det er den også, men jeg skal fandme have ryddet op, for det bliver ikke ved med at gå. Desuden har jeg et uafsluttet stoleprojekt, der også har ligget på gulvet i en uge, og så har jeg stadig ikke fået vasket gulv eller støvsuget (eftersom jeg ikke ejer en støvsuger).

 

Men så igen, jeg har faktisk kun haft lejligheden i 15 dage, og det er lidt vildt at tænke på, eftersom det meget hurtigt er begyndt at føles som et hjem, selvom jeg teknisk set kun har sovet her fem gange. Der er noget interessant over at flytte for sig selv. På den ene side er det fuldstændig som jeg havde tænkt/håbet, at det ville blive, og på den anden side er det slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Men på en god måde. Primært har det bare overrasket mig, at det har været så udramatisk (hvis man ser bort fra den syv timer lange IKEA tur, der endte med is fra McDonalds kl. 23 om aftenen). Jeg, dramatisk som jeg er, havde nok bare bygget en forventning op om, at det at var en enorm begivenhed, der ville vende op og ned på alt, og at intet nogensinde ville blive det samme igen, og at der ville være tårer og store følelser involveret. Men det har der ikke rigtigt været noget af, i hvert fald ikke mere end der normalt er. Det føles bare meget rigtigt det hele, og selvom jeg i situationen har det svært med at skulle forlade Kalle (hunden), så kommer jeg hurtigt på andre tanker. Det er lidt underligt, at det kan være sådan, når jeg har levet i en symbiose med den hund i to år, men jeg tror, at det er godt for os begge at være lidt adskilt (eller det er hvad jeg forsøger at bilde mig selv ind, da det for Kalle bare betyder færre gåture og mindre selskab, men det skal vi ikke tænke på).

En anden interessant ting ved min lejlighed er dens beliggenhed. Den ligger lige overfor en kirke (som jeg går ud fra hedder Dronningborg Kirke, da det ville give mening, men hvem ved), og det vil sige, at jeg bliver vækket af kirkeklokkerne hver morgen kl. 7 og igen kl. 9. Så jeg er en glødende ateist, der lever overfor en kirke, og jeg kan egentlig godt lide det.
Desuden føler jeg, at jeg bor midt i storbyen, eftersom det kun tager 35 minutter at gå fra mit hjem og til banegården. Det vil nogle mene er utroligt lang tid, men i mit hoved er det ingenting. Desuden tager det mig to-tre minutter at gå i Netto, hvilket er en surrealistisk oplevelse. Jeg har aldrig oplevet at bo så tæt på en dagligvareforretning før, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan jo alt nu (jeg bor også tæt på en bager, et pizzeria, et solcenter, en blomsterhandler, Rema 1000 osv). Det er interessant.

Generelt er det et godt og smukt liv for tiden (hvilket jeg ofte siger, men lige nu er det et ekstra godt og smukt liv, og jeg har det lidt som om, at jeg lever i en boble fyldt med håb, lykke, god kaffe og alle andre gode ting i livet).

Tak til universet for det.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med dette indlæg, andet end at plapre løs om mig selv, så det beklager jeg, men jeg nød det (lidt narcissistisk anlagt er man vel altid).

Hyg jer.

//A

Hurra for alt og alle | Verdens længste sommerferie #3

Hej verden.

Det er et godt og smukt liv for tiden, og masser af folk, som jeg holder af, bliver studenter/færdigudlærte for tiden. Tillykke til alle. Der er noget ved denne tid, der giver mig lyst til at kramme hele verden og derefter lægge mig på køkkengulvet og græde lidt, fordi det er så smukt, når folk opnår deres mål og er tilfredse med sig selv og bliver fejret af dem, de holder af. For derefter at tage ud og drikke enorme mængder alkohol, nøgenbade i havnen og feste i flere uger. Det er da smukt på sin helt egen måde. Og så er der typerne som mig, der sidste år valgte at fejre det hele med en tur i sommerhuset sammen med min familie og en fladmast jordbærkage fra Guldbageren. Det var én af de bedre dage.

Men der er altså noget smukt ved denne tid. Jeg føler mig virkeligt glad på en masse andre menneskers vegne, og som Noora siger i andet sidste afsnit af SKAM: “Nå smiler livet”.

I den forbindelse vil jeg gerne indskyde, at Noora er virkeligt pæn. Hun er muligvis det pæneste menneske i universet. Desuden er hun mega cool og kompleks og interessant (ja, jeg ved godt, at hun er en fiktiv karakter, men jeg har ferie, og har ret til at forelske mig i fiktive karakterer).
Generelt er jeg nået frem til, at jeg er lidt forelsket i alle karaktererne fra SKAM, og det er en meget voldsom oplevelse. Der er et eller andet ved SKAM-universet, der får mig til at føle mig som en 17-årig (nærmere bestemt 12-årig), der virkeligt lever sig ind i et fiktivt univers og går utroligt meget op i, hvordan det går for karakterene. Særligt i løbet af de seneste par uger (hvor jeg vel at mærke har haft ferie og dermed rimeligt meget fritid) har jeg taget mig selv i at sidde og smile i en usmagelig grad imens jeg siger “hihihihihi”, “iiihhhh”, “uuuhhh”, “åååhhh”, “ja ja ja ja”, “nej nej nej åh nej” og lignende. Jeg er forfærdelig på alle punkter. Og det bedste af det er, at jeg nyder det. For meningen med SKAM er, at jeg skal leve mig ind i det og føle en masse ting, så jeg har sådan set bare overgivet mig og kastet resterne af min værdighed ned til det organiske affald (da jeg går ind for genbrug). Nu kan jeg ikke gøre andet end at lade mig selv gå rundt og fundere over, hvordan hele arrangementet mon ender, når sidste afsnit bliver sendt om fire dage. Der er en hel del ubesvarede spørgsmål, og selvom det ikke ligner mig, så håber jeg bare på, at det ender lykkeligt for alt og alle. Ofte har jeg det svært med slutninger, der er alt for lykkelige, men i dette tilfælde har jeg det helt modsat; jeg ønsker det bedste for alle i SKAM. Hvis det stod til mig, ville det ende med, at de alle finder lykken og derefter står i en samlet flok og synger fællessang. Jeg har en fornemmelse af, at det højst sandsynligt kommer til at ske, men jeg tager muligvis fejl. Det bliver interessant at finde ud af. Arrrhhh, jeg har lyst til at tvinge alle jeg kender til at se SKAM og diskutere den dybere mening med alting med mig. Men man må jo ikke tvinge folk til noget, de ikke vil. Suk.

Lige nu er jeg i gang med at spise jordbær fra et rødvinsglas (da rødvinsglas kan bruges til mange ting), og min middagsmad så utroligt fancy ud, det var næsten ikke til at holde ud, så derfor tog jeg ovenstående billede.

Jeg har glemt, hvad jeg vil med dette indlæg, så her kommer nogle billeder af tilfældige ting og mig selv, fordi jeg tilsyneladende er en nederen bloggertype:

(Billeder fra 2012, hvor jeg var 16 ÅR (!!), jeg var fandme ung).

Og et billede fra i går, hvor mit 21-årige jeg smiler kunstigt imens jeg holder et glas vand i venstre hånd og er en smule træt efter en lang studenterfest (hvor jeg i øvrigt indtog et halvt glas champagne uden at dø af det, hvilket er en præstation i sig selv, da jeg tog chancen uden at vide, hvad der ville ske, eftersom jeg intet alkohol har indtaget i fem-seks år).

Jeg husker 2012 så tydeligt, og alligevel er det fem år siden. Jeg kan huske, hvad jeg følte og tænkte på den sommer, hvad jeg bekymrede mig for, og hvad jeg håbede, ville ske i fremtiden. Når jeg ser tilbage på den tid, har jeg lyst til at rejse tilbage og give mit 16-årige jeg et kram og sige noget i retning af dette:
“Hej A. Du skal bare vide, at du ikke behøver at bekymre dig for fremtiden, og at du ikke skal være bange for at blive forhindret i at gøre de ting, du gerne vil, for livet vil smile til dig, og alt vil gå meget bedre, end du tør håbe på. Du er i gang med at blive en mega cool person, og jeg skal hilse og sige, at det er meget mere behageligt at være 21 end 16, så glæd dig til fremtiden, for de bedste dage i dit liv venter forude. Og det arbejde, du lige har scoret, kommer du i de næste mange år til at sætte utroligt meget pris på, og dit 21-årige jeg er dig evigt taknemmelig for at være så sparsommelig og fornuftig en 16-årig, der er i gang med at gøre det muligt for dit 21-årige jeg at investere i en behagelig lænestol og en god og stor seng til din kommende bolig. Tak. Farvel”.

Men så igen, mit 16-årige jeg ville nok udvikle en psykose af at møde mig selv i en ældre version, så jeg tror, at jeg vil undlade at rejse i tiden og i stedet forsøge at være i nuet i stedet for.

Som min bedstefar sagde til mig i går: “Det går hurtigt sådan et liv”. Og som min bedstemor sagde til mig i går: “Tænk sig Amanda, du er den første af børnebørnene der flytter ud helt for dig selv, hvor er det stort”. Og de har ret. Sådan et liv går hurtigt, og om 10 dage flytter jeg, og en ny æra kan begynde (når jeg vel at mærke har fået anskaffet mig nogle flyttekasser og har fået pakket alt mit gamle lort ned og båret det ned ad trappen, hvilket bliver en livsfarlig proces).

Og som min bedstefar også sagde i går: “Nu siger vi farvel og tak. Vi skal hjem og se fjernsyn”.

Hyg jer – og husk at lade livet smile.

(Jeg er en poetisk og træls type på én og samme tid, og jeg kan godt lide det)

//A

 

du er din egen hest | et digt omhandlende kærlighed og så meget andet

Hej verden.
Bare til en hurtig orientering, så indeholder dette indlæg både SKAM spoilers og billeder af min gamle hund, der døde for snart to år siden. Grundene hertil vil forhåbentligt fremgå, hvis du læser digtet til ende, men hvis du ikke kan håndtere disse ting, så er du nu advaret på forhånd.
Nedenstående digt har jeg skrevet meget spontant og hurtigt, eftersom jeg følte mig inspireret til det efter at have læst Hella Joofs bog ved navn “Papmaché-reglen: og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling “. I bogen opstiller hun nogle forskellige “leveregler”, som man kan følge, hvis man vil have et liv, der er lidt mere rart og mindre træls at leve, og en af disse regler hedder “Heste-reglen”. 
Hvis det er din hest, kommer den tilbage”. Med andre ord; hesten er først din, hvis den kommer tilbage, selv når du sætter den fri til at løbe lige hvorhen, den vil. Hvis hesten er din, så løber den ikke til Asien og bliver der resten af livet. Så hvis du bliver forladt af et menneske (en hest), du har en relation til, så hjælper det ikke noget at forsøge at indfange hesten igen og lokke den til at komme tilbage – for hvis det ikke er din hest, så kommer den bare ikke tilbage. Så løber den til Asien og bliver der, uanset om du lover den tusindevis af sukkerknalder, hvis bare den kommer tilbage til dig.
Der er noget befriende over heste-reglen, fordi den gør det klart, at det er spild af tid at jage heste, der løber væk fra dig, og at hverken du selv eller hesten får noget ud af det, hvis hesten bare ikke er din.
 Desuden passer heste-reglen utroligt godt til det, der foregår i SKAM for tiden (spoiler-alert), hvor Noora og William er ved at finde sammen igen efter at have været væk fra hinanden i otte måneder: Noora efterlod William i London, for selvom hun virkeligt elskede ham, var hun nok ikke helt sikker på, at William var hendes hest. Så hun tog hjem til Oslo og ventede og ventede på, at han skulle bevise, at han var hendes hest. Og selvom hun aldrig helt slap tanken om, at han måtte være hendes hest og dermed måtte komme tilbage, så fandt hun med tiden ud af at blive sin egen hest, for hun kunne jo ikke vente på ham for evigt, hvis han ikke var hendes hest. Så Noora fandt en masse andre heste, som altid havde været hendes, og hun fik travlt med andre ting end at vente på William. Og så en dag, imens hun er til fest og alt er godt og rart, kommer hendes hest tilbage i sin flotte, utroligt dyre bil (og alt foregår selvfølgelig i slowmotion). Og Noora kigger måbende på sin hest, som havde hun helt glemt, at hun havde sat den fri, og at den kunne komme tilbage igen.
Med andre ord; hvis du vil finde ud af, om en hest er din, så hjælper det ikke noget, at du sidder på kanten af stolen og venter i spænding på, om din hest kommer og banker på døren/ringer/sender e sms/hvad man nu gør nu til dags – i stedet må du tage ud og løbe lidt i trav/galop for dig selv og blive din egen hest, og så måske, en dag, imens du er i fuld gang med at danse, hører du lyden af din hest, der er kommet tilbage (og så måske endda i en dyr bil).
Dette gælder (efter min opfattelse) i alle former for relationer mellem mennesker, og det er sådan set udtryk for en af de grundprincipper, jeg forsøger at leve mit liv efter; jeg skal bruge min tid på de mennesker, der vil mig ligeså meget, som jeg vil dem. Jeg skal ikke jage heste, der ikke er mine, for det får ingen noget ud af. Der er så mange bedre ting at bruge tiden på. Og hvad er en hest værd, hvis den ikke gider at være din?
Desuden kan det diskuteres, om en hest overhovedet kan tilhøre nogen. For en hest er jo egentligt sin egen herre. Den kan løbe hvorhen den vil. Og det tror jeg er vigtigt at huske på, før man siger “du er min” til en hest (en person). I stedet for at tro, at man ejer hesten, skal man måske hellere tænke på det som, at man låner hesten for en tid, og at man skal være hesten evigt taknemmelig for den tid, man får sammen med den (hvis det ellers er en god tid). Jeg tror ikke, at man skal tænke så meget på, at man nu ejer hesten for evigt, uanset om den er kommet tilbage eller ej – for hesten har altid ret til at løbe sin vej igen, og du har også selv ret til at løbe fra din hest og give den til nogle andre, hvis du alligevel ikke føler, at det er din hest.
Alle disse overvejelser har inspireret mig til at skrive dette digt. Det omhandler ikke nogle bestemte personer, og på den anden side omhandler det vel alle de mennesker, jeg nogensinde har kendt. Alle de heste, jeg har mødt, og som enten har stoppet op eller er løbet videre. Alle de heste, jeg har ladet løbe til Asien.
Hyg jer.
//A

du er din egen hest

vi er heste
og der var engang
hvor jeg troede
at du var min hest
jeg satte en indhegning op
så du ikke skulle blive væk
men du hoppede over hegnet
så snart jeg så væk
og jeg satte flere og flere hegn op
de nåede op til skyerne
men du fandt altid en udvej
for i min indhegning
fangede jeg kun mig selv
de kloge siger
at ens heste
altid kommer tilbage
når man lukker dem ud
så jeg vender mig om
og lader dig løbe
for jeg holder for meget af dig
til at hegne dig ind
og en hest er sin egen herre
så hvem er jeg
til at sige
at du er min
løb
løb min hest
som ikke er min
du er fri
du er i live
og du er fandme en pæn hest
du har så mange hestekræfter
der går til spilde her
løb til asien
find dig selv
og dine egne heste
løb til indien
og bliv buddhist
giv dig selv
alle de sukkerknalder
du kan få
jeg er den gladeste hest
der ser mod vest
jeg mærker vinden i min manke
og måske
en dag
vil jeg høre
en lyd af dine hove i galop
og måske
vil jeg intet gøre
for jeg går rundt her
og synger mig igennem mit liv
du er din egen hest
og jeg er min
jeg tror måske ikke
at nogen af os
tilhører andre
end os selv
så løb afsted
ad din egen vej
med din bløde flotte manke
du er ikke min hest
men tak for lån af din tid
jeg vil huske dig
højst sandsynligt
i rimeligt lang tid

At være fri | Verdens længste sommerferie #2

Hej verden.

Jeg føler mig som et frit menneske, hvilket har varet hele ugen (ok, det er tirsdag i dag, men stadigvæk).

Jeg føler mig inspireret i en voldsom grad, og jeg har fået min kreativitet tilbage. Jeg maler, læser, synger, hører musik, spiller guitar, bager boller, skriver digte og er oppe at køre pga. SKAM.

Jeg vil skrive om alting, og jeg har utroligt mange idéer til alt muligt. Jeg vil lave kreative projekter, og jeg vil udtrykke mig selv og gøre alt det, jeg har glædet mig til at gøre denne sommer.

Jeg må nok erkende, at jeg ikke kommer til at gøre det hele, og at jeg højst sandsynligt ender med at bruge sommeren på en masse andre ting end at færdiggøre det indlæg, jeg har prøvet at skrive i et år, omhandlende psykiatriske diagnoser og fordomme.

Og det er fint. For jeg bestemmer selv. Jeg er et frit menneske. I hvert fald lige nu, for det føles sådan.

Hvad vil det så sige, at være et frit menneske, spørger den eftertænksomme læser. Og det skal jeg sige dig:

At være fri vil (for mig) sige, at jeg føler mig uafhængig af ydre ting og samtidig føler mig som en del af dem. At være fri er at gøre de ting, jeg elsker, uden tanke for, hvad alle mulige andre synes om de ting. At være fri er at finde glæden i noget og at piske en stemning op, så jeg bliver endnu mere glad for det, der gør mig glad.

At være fri er at give mig selv lov til at synge i badet og at bruge to timer på at tegne/male et billede af en solnedgang. At være fri er at iføre mig hatte i forskellige afskygninger og gå ud i samfundet og tænke “denne hat klæder mig fandme godt, jeg er hardcore” imens jeg hører sange, der gør mig glad, som fx disse:

At være fri er at se mulighederne i en helt almindelig tirsdag. At være fri er at gøre tirsdagen til en fest (hvor det vel at mærke kun er mig selv og min hund, der er gæster).

At være fri er at se billeder af mig selv fra sidste år, hvor jeg blev student, og huske hvor glad jeg var, og at jeg var så begejstret og forhåbningsfuld for alting, at jeg lå lysvågen om natten. Men at være fri er også at se billeder af mig selv fra dengang og både føle mig så tæt på den person, jeg var på de billeder, samtidig med, at jeg ikke kan benægte, at jeg ser alting fra et andet perspektiv nu, og at jeg aldrig kommer tilbage til præcis den jeg var dengang. Jeg er fri, fordi jeg ser den, jeg var, og jeg smiler ved tanken om alt det, jeg tænkte på dengang, og alt det, jeg ikke vidste – jeg ser mig selv, som jeg var, og jeg har lyst til at give mit fortidige jeg et kram og fortælle om alt det, jeg vil lære i løbet af den kommende tid, og at jeg bare skal lade mig selv gøre alle de ting, fordi de vil skubbe mig i den rigtige retning. Jeg er fri, fordi jeg husker al glæden og smerten og den ekstatiske lykkefølelse, der blev frembragt af nogle ting, jeg dengang slet ikke vidste, kunne få mig til at føle sådan. Jeg er fri, fordi alting giver mening og fordi jeg er taknemmelig for, at alting er sådan her. Jeg er fri af den grund, at jeg holder af mig selv og alle mine valg.

At være fri er at sige nej til ting og i stedet bruge tiden på at se “Kender Du Typen?” og spise salte fisk fra et (rent) askebæger, som har stået i skabet og ikke har været i brug siden min mor for 25-30 år siden havde rygende gæster i sin lejlighed i Aalborg (det var dengang, hvor man måtte ryge indendørs).

At være fri er at spørge folk, jeg holder af, om de har lyst til snart at hænge ud igen, og at være fri er at have så meget fritid, at jeg har tid til at ændre chatfarverne til en skrigende gul i en stor del af mine Facebook-samtaler med diverse folk (hvilket jeg nok skal fortryde, da det er en ret irriterende farve, der gør det meget svært at læse, hvad man selv skriver).

At være fri er at synge/spille godnatsange (både om dagen og om aftenen) for min hund og indse noget om musikkens magt. “Leaving On A Jetplane” går rent ind hver gang, Kalle (hunden) falder i en dyb søvn og glemmer alt om, at den er utryg ved at sove alene i stuen.

At være fri er at drikke kaffe dagen lang og høre Mads og Monopolet igen og igen, imens jeg sidder behageligt, og der ligger en snorkende hund ved mine fødder (og jeg selvfølgelig er iført hat).

At være fri er at vide, at min glæde ikke afhænger af ydre ting, og at de ting, der umiddelbart kan virke helt uoverskuelige, kan ende med at føre til et nyt og meget bedre udgangspunkt, end jeg tidligere havde.

At være fri er at sige “fuck alt det pis” til  alle mine mange principper og indse, at det er ok ikke at gøre alt det, der er moralsk korrekt hele tiden.

At være fri er at mindes mit gamle arbejde og savne hver og én af de tusindevis af forskellige bøger, jeg med årene har sat op utroligt mange gange, og med et smil sige til mig selv, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne i den tid jeg havde der, og at det var på tide for både mig og biblioteket at komme videre og opleve nye ting.

At være fri er at være den eneste på stranden og føle mig som det eneste menneske i verden, bare for en stund.

At være fri er tanken om, at jeg om to en halv uge bor i et nyt postnummer, men at det ikke betyder, at jeg mister mit hjem. For at være fri er at have hjemme i mig selv og vide, at ingen kan tage det fra mig.

Hvad er frihed for dig?

 

//A

 

 

se min udsigt

se min udsigt 

den er fin som sneen 

alt hvad jeg ejer 

er farverne jeg ser 

det er fordi 

jeg elsker lyse nætter 

og fordi 

i morgen er min ven 

se min udsigt 

jeg ser den skifte farve 

det eneste jeg vil er 

at se ethvert sekund 

det er fordi 

jeg eksisterer bedre 

når jeg holder 

solen i min hånd 

se mine øjne 

de giver mig alt 

jeg ønsker 

alt jeg vil 

er at blive lige her 

det er fordi

jeg elsker lyse dage 

og fordi 

i morgen er en drøm 

se mine tanker 

jeg ser dem flyve videre 

med havets bølger 

sendes de afsted 

det er fordi 

jeg ser oktober falme 

og nu har jeg 

verden i min hånd 

Alt muligt – om mormoner, religion og at værdsætte (single)livet

Hej verden.

Jeg har netop skrevet et indlæg, jeg ikke har tænkt mig at udgive, da der egentligt ikke er den store grund til at udgive det. Så nu prøver jeg at skrive noget nyt, der hænger tilstrækkeligt sammen til at kunne læses.

Jeg har brugt aftenen på at gå en virkeligt god og lang tur ved stranden og at se en dokumentar, der omhandler unge single-mormoner, der leder efter en partner for evig tid ved at tage til en meget lang strand og feste i en uge.

Det var en meget interessant dokumentar, da det mindede mig om, hvor forskellige vi mennesker er. Mange af de unge mormoner i programmet snakkede om, at ægteskabet er virkeligt vigtigt for dem, og de udtrykte en dyb fortvivlelse over, at de endnu ikke var blevet gift, selvom mange af dem bare var i starten af 20’erne.
Selv er jeg ateist, og har intet umiddelbart ønske om at blive gift og få en masse børn. Når jeg tænker på, hvad jeg gerne vil med mit liv, er ægteskab og børn slet ikke en del af ligningen. Dermed ikke sagt, at jeg vil sidde her – et sted på Djursland, en sen mandag aften i en alder af 21 og afvise totalt, at jeg på et tidspunkt i mit liv skulle føle for at blive gift. Jeg kan jo ikke vide, hvilke folk jeg møder i løbet af mit liv, og hvis jeg nu møder en, der er tilstrækkeligt cool og empatisk og så videre, skal jeg da ikke kunne afvise noget. Men pointen er, at ægteskabet i sig selv ikke siger mig noget, og at det ikke er noget, jeg stræber efter at opnå i mit liv. Derfor er det interessant at blive mindet om, at der er folk på min alder, der har det på en helt anden måde – at de har ægteskabet som værdi og livsmål i sig selv.

Der var engang, for nogle år siden, hvor jeg gik i klasse med en mormon, som uden tvivl er det mest charmerende menneske, jeg nogensinde har mødt (jeg håber fandme ikke, at vedkommende kender til min blogs eksistens). Han var virkeligt glad, flink og sjov. Han brugte sin fritid på at hjælpe gamle damer hjem med deres indkøbsvarer, at gå med aviser, være sammen med sin familie og spille Playstation. Han var cool, kort sagt. Der var noget betagende over, at han var så sikker på, hvad meningen med livet var, hvad de vigtigste værdier var, og hvad han skulle med sit liv, imens alle andre 16-årige (inkl. mig selv) ikke engang kunne finde ud af, hvem vi selv var.

Dengang tænkte jeg, at grunden til, at han var så glad og charmerende, var hans religion. At den gav ham et eller andet, der gjorde at han vidste meget i en ung alder, og dermed var i stand til at leve et liv, som de fleste jævnaldrende dengang ikke på samme måde levede. At det at være mormon på en eller anden måde gjorde det nemmere for ham at være glad og opleve en mening med livet.
Men som årene er gået, og efter at have set ovennævnte dokumentar, er jeg ikke længere overbevist om, at alle mormoner er glade og lykkelige, fordi de har deres religion. Jeg tror måske ikke, at man kan stille det op på den måde. For religiøse mennesker er jo også bare mennesker, og de har deres behov og ønsker for fremtiden. Og der er klare retningslinjer for, hvad kirken råder medlemmerne til, og hvad de frarådes at gøre. At blive gift i et særligt tempel er en nødvendighed, hvis man vil være den ultimativt bedste mormon, der kan leve et evigt liv med sin familie. Men det sætter også et vist pres på mormonerne. For hvad nu, hvis de ikke lige kan finde nogen at blive gift med? Og hvad nu, hvis ingen er gode nok til at være en seriøs evig-livspartner-kandidat? Jeg tænker, at det må være meget hårdt at lægge det pres på sig selv og føle presset fra sin omgangskreds, der alle har samme håb om, at man bliver gift så hurtigt som muligt, og at ægteskabet er lykkeligt i al evighed. Jeg tænker også, at det i sådan en situation må være svært at mærke efter, hvad man egentligt selv har lyst til. For når man er vokset op med fra barnsben, at ægteskabet er det vigtigste man kan opnå i livet, og at der er en stor ære i at få mange børn osv. så tænker jeg, at det må være nærmest umuligt at sige fra. Hvis man som mormon siger “jeg har ikke lyst til at blive gift”, så kan jeg forestille mig, at det er svært.

Jeg vil helst ikke rode mig ud i at kritisere nogle religioner, da jeg sagtens kan forstå, at folk er religiøse. Jeg kan sagtens forstå grundene, der ligger bag. Og jeg kan sagtens se, at religion kan medføre mange gode ting. Men jeg kan også se, at det kan medføre problematiske ting, og at det kan føre til, at folk mister deres frihed.

Tilbage til det med single-mormonerne: jeg er glad for at have set dokumentaren, da den mindede mig om, at folk er forskellige, men også at mormoner ikke bare er én samlet gruppe der alle er ens og er glade og charmerende allesammen. Jo, de virkede alle relativt glade, men de virkede også fortvivlede og som om, at deres selvværd tog skade af deres manglende succes på ægteskabsfronten. Det gør mig lidt trist. Men så igen, er det meget anderledes end det er for alle andre mennesker? Alle andre folk i verden, der ikke er i et forhold men ønsker at være det? Det er vel dybest set helt de samme følelser, de oplever, så derfor kan man ikke nødvendigvis sige, at det skyldes deres kirkes fokus på, at ægteskabet er vigtigt.

“Jeg er træt af singlelivet”, sagde en person, som jeg holder meget af, til mig for nogle uger siden.

Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg skulle svare. På en måde havde jeg lyst til at sige “det er jeg sgu også”, men så spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg havde lyst til at sige det. For hvad vil det egentligt sige at være “træt af singlelivet?” – det er jo det samme som at sige, at man er træt af sit eget liv, som det er. Og det er da en trist ting at sige. Ikke, at der er noget galt i at ønske at møde en person, man kan få et godt og langt forhold med, hvis det er det, man vil – men hvis man ikke er glad for sit liv, som det er i forvejen, så tror jeg sgu ikke, at man på magisk vis finder lykken ved at blive kærester med en eller anden person. Jeg er stadig af den overbevisning, at man er nødt til at have nok i sig selv og være i stand til at gøre sig selv glad, før det er en god idé at indlede et seriøst forhold til en anden person. Man må kunne gå lange ture på stranden med sig selv og spise pasta med salt med sig selv, og hvis man kan nyde det, så er man godt på vej til også at kunne nyde de ting med en anden person.

Jeg er ikke træt af singlelivet – på ingen måder. For det er jo mit liv. Og jeg elsker mit liv – det er et godt og smukt liv, og selvom det kan være hårdt til tider, så formår jeg at få noget godt ud af det, også på regnvejrsdagene. Mit liv er fyldt med gode ting, fremtiden ser lys ud, jeg har frihed til selv at bestemme, hvad jeg vil og er ikke afhængig af nogen. Jeg skal snart flytte for mig selv, og jeg får mulighed for at blive min egen person. Det bliver jeg mere og mere, og det elsker jeg.
Jeg er glad, måske fordi jeg har lært vigtigheden af at værdsætte alle de små ting – alle de små ting, der faktisk er nogle ret store ting. En solnedgang. En kop kaffe. Et bad. En god højtaler. Et afsnit af SKAM. At grine med folk, jeg holder af (eller med folk jeg ikke holder af). Jeg værdsætter at være i stand til at lære nye ting og at blive overrasket over mig selv.

Det er et godt liv. Og jeg er ikke træt af det her liv. Så jeg kommer aldrig til at sige, at jeg er træt af singlelivet – heller ikke hvis jeg på et tidspunkt skulle få et brændende ønske om at komme i et seriøst langvarigt forhold med en eller anden – for jeg tror virkeligt ikke på, at det at være træt af sit liv som det er, er en god basis for at indlede et forhold med nogen som helst.

Men – hvad er så grunden til, at min umiddelbare indskydelse var at sige “jeg er sgu også træt af det”?
Jeg er nået frem til, at det handler om, at jeg egentligt ikke havde fået spurgt mig selv om, hvordan jeg har det med singlelivet – fordi jeg ikke går rundt og tænker på mit liv som værende et singleliv. Det er jo et liv. Det er mit liv. Det var også mit liv, da jeg var i et forhold. Jeg er mig, uanset hvad. Jeg er et komplekst individ med tanker og følelser og diverse interesser. Jeg gør det, jeg elsker, og jeg forsøger at være et godt menneske. Så hvordan skal jeg svare på, hvad jeg synes om singlelivet? Hvad er singlelivet? Hvad nu, hvis jeg bare definerer mig selv som et menneske, fremfor en “single”? Kan man så stadig sige, at jeg har et singleliv, som jeg skal forholde mig til, om jeg kan lide eller ikke kan lide?

Dette er endt op med at blive meget filosofisk – men jeg tror, at konklusionen må være, at jeg selv mener, at jeg har et liv mere end jeg har et singleliv, og at jeg foretrækker at have travlt med at leve det liv i stedet for at sidde og brokke mig over noget, som jeg ikke har. For helt ærligt, så nyder jeg min personlige frihed og at være igang med at blive min egen person uden at skulle have et seriøst forhold at tage hensyn til. Det er faktisk virkeligt fedt at kunne være egoist og bare tænke på mig selv, og selv bestemme, hvilken elkedel jeg vil have.

Arh, glæden ved at blive voksen.

Nåh, jeg ved ikke, hvordan jeg skal afrunde dette, da det både har omhandlet ægteskabet, religion, (single)livet og glæden ved at se en solnedgang. Så i stedet for at skrive en konklusion, vil jeg afslutte dette indlæg med en video fra en køretur, som min bror og jeg var på i sidste uge (endnu en af glæderne ved at blive voksen (dvs. glæden ved at min bror også er igang med at blive voksen, og har gidet at tage kørekort i modsætning til jeg selv)).

Hyg jer.

//A

kig den anden vej

de siger

at det sker

når du mindst venter det

en dag ser du ind i nye øjne

og tænker

hov

det er jo dig

er det mon sådan her

det fungerer

jeg var blevet væk

men i dine øjne

fandt jeg hjem

du lyste verden op

og sammen fandt vi vej

vi så ikke

at vi blev væk fra start

vi lovede for meget

og vidste for lidt

jeg ville redde dig

fjerne stenene på din vej

men tiden løb ud

og nu må du redde dig selv

årstiderne skifter

dage bliver til måneder

solen genopstår

og dit grin er det eneste

jeg nogensinde har hørt

men jeg ved ikke

hvilke sko jeg skal tage på

for jeg finder stadig hjem

i dine øjne

så kig den anden vej

hvorfor tror du

at jeg flygter fra mig selv

jeg lærer at leve

og solen bor i mig

men tro ikke

at jeg vil leve

for andre end mig selv

jeg leder ikke længere

for du skal findes

af dig selv

jeg tager vestpå

for alle de brudte bølger

har hjemme i havet

når regnen kommer igen

når solen går i hi

står jeg klar

for jeg har købt en paraply

og et termokrus

fra nu af

er min sjæl altid varm