Kategoriarkiv: marts

der hvor solen helst vil bo

tillykke med livet
i alle til mig sagde
du skal aldrig tages for givet
for nu er lyset jo tilbage
alderdommen nærmer sig
med sine hastige tunge skridt
men i dag er jeg bare mig
for jeg føler mig så let
nu finder jeg hjem
i et stearinlys og i en sol
når lyset kommer frem
og når marken bliver gul
jeg tror ikke
at jeg vil med hjem igen
for jeg er blevet forelsket i en bølge
og skoven er min ven
vi fortæller solstrålehistorier
for mørket er taget hjem
se her hvor det spirer og gror
så hør efter og kom frem
festen er slut
og flagene er gået på halv
men jeg bliver ikke stille og mut
når jeg tænker på alt jeg skal
vi faldt engang
men vi spirer og vokser påny
vi synger vores sang
her i træernes by
der var engang
hvor jeg drømte om dig
et håb om en sang
der ikke tilhører mig
solen går ned
og nu kører vi hjem
jeg tror jeg er i sorg
men jeg ved vi ses igen
har du husket alt det andet
heriblandt din sjæl
nej den er ved vandet
der finder jeg den nok igen
jeg kigger op
på en himmel af stjerner
når aldrig at sige stop
før de alle tanker fjerner
i morgen kommer solen frem
for glæden er tilbage
vi klarede vinteren
se nu bare hvad jeg sagde
vi smeltede sneen
og satte stormen i bero
for vi er lige her
der hvor solen helst vil bo
jeg smiler til mig selv
med klarere øjne end før
for solen er min sjæl
og jeg kan alt det jeg tør

At (gen)finde sig selv (igen) | Tilbage Til Naturen #12

Hej verden.

Som man vil vide, hvis man har læst den novelle, jeg skrev igår (og hvis man har regnet ud, at den nærmest ingen fiktive elementer indeholder, og faktisk bare omhandler mig), så er jeg taget ud i sommerhuset. Jeg stod op kl. 6 i morges og tog afsted kl. 8 og var herude omkring 9.45 (jeg skulle lige købe rismælk, appelsinjuice og broccoli først, lidt godt skal jeg vel have lov til at have det (og nej, jeg er ikke veganer, at jeg bruger rismælk i min kaffe i stedet for almindelig mælk betyder ikke, at jeg ikke spiser store mængder kød, når lejligheden byder sig til det).

I dag var en virkeligt flot dag, fra start til slut. Der var så lyst og landskabet var så åbent og det virkede som om, at alt det jeg gerne ville have var blevet til virkelighed. Det føles som om, at det er en evighed siden, at det var mørkt og trit, og jeg var i dårligt humør og følte, at jeg ikke havde overblik over noget som helst – men det er kun et par dage siden.
I dag var sådan en dag, hvor jeg kunne mærke, at jeg rent faktisk slappede af. Det var en interessant oplevelse, da jeg ikke tror, at jeg har slappet rigtigt af i en måned. Det opdagede jeg i hvert fald, da jeg blev mindet om, hvordan det føles at slappe af. Men alt er noget andet herude, der er noget over det her sted der får min vejrtrækning til at føles rigtig. Der er noget over det her sted, der får alting til at føles rigtigt.

Jeg sagde jo, at jeg tog herud for at finde mig selv igen, og det lykkedes meget hurtigt. Det er svært at forklare, men lige så snart jeg kom ned til vandet og alt var så klart og lyst, og solens stråler varmede og lyste verden op, var det som om, at al stress fløj langt væk og ikke kom tilbage. Det var som om, at intet nogensinde havde været galt, og at intet nogensinde ville føles træls igen, for havet var der, og jeg var der, og ingen andre var der, og jeg havde en kop god kaffe (med rismælk) med i mit termokrus, og for en stund var livet simpelt og godt. Jeg tænkte positive tanker og begyndte at tænke på alle de muligheder, der er i den kommende periode. Foråret er her og sommeren er på vej, og jeg kan godt lide mit liv, og jeg har en lang sommerferie hvor jeg har mulighed for at se de folk, jeg holder af, og som jeg har en tendens til ikke at se ofte nok. Og inden det kommer påskeferien, hvor jeg også har nogle sociale aftaler, og har en aftale med sommerhuset om, at vi skal have noget kvalitetstid sammen. Desuden er jeg igang med at studere et fag, som jeg faktisk finder utroligt interessant, og som jeg er nået til en erkendelse af, er det rigtige valg af studie for mig. Og det er rart at kunne tænke på det og føle en lettelse indeni, i stedet for kun at tænke på, at jeg skal læse 200-250 sider hver uge det næste stykke tid, og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal klare alting uden at føle, at jeg konstant er bagud.


I dag fik jeg en følelse af, at jeg faktisk har styr på det, og at jeg føler, at jeg har lært en masse og bliver ved med at lære alt muligt interessant. Og at jeg måske er kommet et skridt tættere på en viden om, hvad jeg skal gøre for at være den mest optimale studerende på min egen måde, så det bliver rart for mig.
Desuden fandt jeg ud af, at jeg sagtens kan føle mig afslappet og have det godt, samtidig med at jeg læser. Jeg fik læst 60 sider (hvilket ikke lyder af meget, men det synes jeg det er), og det betød ikke, at jeg skulle sidde og have det forfærdeligt og have vildt travlt. Nej, derimod sad jeg først nede ved stranden i lidt over en time og læste en tekst, og derefter gik jeg tilbage til sommerhuset og sad udenfor indtil ved 17-tiden, hvor jeg fik læst et grundbogskapitel. Og det var sgu rart. Jeg har en god følelse indeni af at have udrettet noget og samtidig at have det godt indeni.

Man siger jo at “nissen flytter med”, og at ens problemer ikke forsvinder, bare fordi man rejser et andet sted hen. Men der er noget over det her sted, der giver mig en følelse af, at der ikke er nogle problemer. For i dag er der ingen problemer. Jeg føler mig så distanceret fra den stressende hverdag, når jeg er herude. Jeg føler mig så langt væk fra de negative tanker og selvbebrejdelsen og “aarrhh, jeg har intet overblik, hvordan skal jeg nå at læse og samtidig have tid til andre mennesker”-tankerne. For det føles bare som om, at det er ok nu. Det er ok, at jeg ikke kan alting. Det er ok, at jeg synes, at det hele er for meget nogen gange, og det er ok, at jeg ikke gider at flytte til Aarhus, og det er ok, at jeg siger nej til ting. For jeg prøver. Jeg prøver at gøre det så godt jeg kan, og jeg kan se nu, at jeg gør det rigtigt godt – meget bedre end jeg engang ville have troet.
Der er noget ved det her sted (sommerhuset og stranden), der virkeligt gør noget godt for mig. Det er en ret interessant oplevelse at finde hjem.
Jeg husker alle de gode følelser, jeg havde herude i januar, og alle de gode oplevelser, jeg har haft det her sted på så kort tid, både med mig selv og andre. Jeg ser mig omkring, og der er åbent og flot og så stille, at jeg glemmer alt om, hvor mørkt og trist der var i mandags. Det føles som om, at det er flere år siden, og at det er en helt anden tidsalder nu, for der ser så lyst og flot ud (ok, lige nu er klokken over 23, så der er ret mørkt), at det smitter af på min sjæl. Lyder det ikke fjollet? Det er sådan, at det er. Min sjæl bliver lysere herude på dage som denne, og jeg er virkeligt, virkeligt taknemmelig for denne dag, for den var lige hvad jeg havde brug for, og den har været den bedste i lang tid.

 

Det føles som at genfinde mig selv – det skrev jeg også et indlæg om for præcis et halvt år siden. Selvom det var en helt anden tid dengang på flere måder, så kan jeg tydeligt huske den følelse jeg havde indeni, da jeg skrev det indlæg. Jeg havde en fri-weekend, hvor jeg bare skulle være hjemme og ingen planer havde, for første gang i 7-8 uger. Det var en periode, hvor jeg både fløj rundt på lyserøde skyer, forsøgte at lære at gå på universitetet, mødte oceaner af nye mennesker, havde sidste arbejdsdag på biblioteket og alt muligt. Det var en periode fyldt med forandringer, og i bagklogskabens lys var jeg nok mere stresset, end jeg var villig til at erkendte på det tidspunkt. Jeg havde virkeligt brug for at slappe af og bare være mig selv, og det opdagede jeg den weekend, hvor solen skinnede og jeg intet skulle. Jeg følte mig virkeligt frisk og inspireret hele dagen, og jeg malede indtil kl. 1 om natten og følte, at jeg var i kontakt med mine kreative sider. Det var sgu en rar følelse, men jeg kan se nu, at jeg måske skulle have lyttet lidt mere til min krop, da den jo egentlig prøvede at fortælle mig, at jeg skulle have mere alenetid og tid til kreative projekter tilbage i mit liv. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke pludselig var blevet ramt af et evigt overskud og en evne til at være social hele tiden. Jeg vidste jo godt, at forandring stadig var meget overvældende for mig. Men jeg tror på en måde, at jeg havde brug for ikke at tage så meget hensyn til alt det på det tidspunkt. Jeg havde brug for at komme ud af komfortzonen for en stund, og det var jeg ikke kommet, hvis jeg havde siddet derhjemme og tænkt “nu må jeg hellere sige nej til alle de her ting, så jeg ikke bliver træt”. Jeg havde brug for at gøre nogle ting, som var nye for mig, og som jeg ikke altid helt kunne se mig selv i. Jeg havde brug for at opleve noget og lære af det. Og sådan har det været alle de gange, jeg har været stresset (enten med god eller dårlig stress) – jeg har lært virkeligt meget af det.

Og så igen, så er jeg lidt i tvivl om, hvad jeg egentligt har lært – for selvom jeg kan opremse alt muligt, jeg har lært igennem tiden, når jeg enten har haft det godt eller dårligt, så er det jo ikke fordi, at jeg har ændret mig drastisk og har fået fuldstændig styr på mig selv, og hvad jeg skal gøre, for altid at have det godt. Jeg ved heller ikke, hvornår jeg skal sige stop inden bægeret flyder over, og jeg pludselig ikke kan overskue mig selv og har mistet overblikket. Nogle gange skal der mindre til end andre gange, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde ud af, hvad der er hvad.
Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal “lytte til mig selv” uden at lytte for meget til mig selv. For jeg går glip af ting, når jeg siger nej til alting. Men at lytte til mig selv er vel ikke ensbetydende med at sige nej – sådan har jeg bare en tendens til at tænke, at det er.
At lytte til mig selv er jo også at sige ja til de rigtige ting, og at sige ja til de rigtige mennesker. For hvis jeg siger ja til de rigtige ting, er jeg dermed også nødt til at sige nej til de forkerte ting, og så vil det ske helt automatisk og meget lettere, fordi jeg ikke vil føle, at jeg mister noget (eller noget i den stil, det lyder i hvert fald dybt).

Men noget har jeg lært i dag – også selvom jeg ikke ved, hvad jeg føler i morgen, og hvad jeg føler, næste gang det regner.

Jeg har lært, at jeg ikke er blevet væk.

Det handler “bare” om at lede de rigtige steder – det gjorde jeg i dag, og jeg fandt mig selv med det samme.

Jeg tror på, at vi kan finde os selv i mange forskellige ting. Jeg kan både finde mig selv i musik, ord, solnedgange og i andre mennesker. I dag fandt jeg mig selv ved havet – og hvem ved, hvor jeg finder mig selv i morgen.

Det er et godt liv, det kan jeg mærke i dag.

Hvor finder du dig selv?

//A

 

foråret er på vej

i dag er jeg en anden
en du aldrig før har set
jeg vænner mig til tanken
om alt det der er sket
jeg ved jo godt at solen
vil skinne skarpt en dag
men alt jeg ser er regnen
som jeg jo selv står bag
for regnen til mig siger
at den jo er min sjæl
i dag er jeg en kriger
der kæmper med mig selv
jeg dvæler ved alt det
der tynger mig ned
alt jeg aldrig har set
for regnen bliver ved
der kommer andre somre
men ikke flere med dig
jeg bliver ældre og ældre
og jeg skal en anden vej
min hjerne er en krigszone
men i morgen er en ny dag
måske med en højere tone
en lyd af glæden der ligger bag
de siger i radioen
at foråret kommer i næste uge
vi må jo bevare troen
og ikke lade os true
så indtil da vil jeg sidde her
og tænke på solens stråler i dit hår
refleksioner af alt jeg ser
fra dengang sidste år
lov mig at du husker på
da vinden skubbede os hjem
da dagene var få
og ingen tid var nem
måske vi ses igen
hvis du ser den anden vej
engang var jeg jo den
der fandt et hjem i dig
jeg hører mig selv sige
nu hvor mørket er faldet på
hvordan skal jeg så vide
hvornår jeg skal gå til ro
for jeg er lavet af regn
og mit indre bliver aldrig tørt
når jeg leder efter tegn
på alt hvad du har rørt
så i dag bliver jeg herinde
med alt der sker i mig
en tanke jeg vil dig sende
for foråret er på vej

se dig for til daggry

vi var som stjerner på himlen
for om natten lyste vi op
vi glemte alle dem
der sagde at vi aldrig var nok
jeg sender dig en hilsen
og puster ud i et suk
for her i denne verden
har jeg aldrig mere nok
intet rum og ingen dybde
ingen luft eller lys
kun under stjernehimlen
kan jeg mærke et gys
så se dig for til daggry
og svæv herned på en sky
for du og jeg er lige nu
her starter alt påny
du var den klareste stjerne
og nu der intet sker
siden dagen du blev fjernet
her fra mit kvarter
har du fundet andre øjne
at forblænde med alt du er
jeg mindes dine løgne
og alt jeg aldrig mere ser
du ved jeg er min egen
der vandrer på gader og stier
måske vi ses på vejen
når hele verden tier
hvem er jeg mon i morgen
når alle til mig siger
tag det roligt for alt er i orden
når solen opad stiger
du blev en stjerne
og vi ses til næste år
du fylder i min hjerne
for minder ej forgår
tror du selv at jeg kan glemme
solens stråler i dit hår
når alt jeg hører er din stemme
så syng højere end sidste år

jeg skal afsted

den eneste sandhed

jeg kendte til

var dig

du var regnen

mod ruderne

på en efterårsdag

men jeg kender dig ikke mere

jeg ser ud

og jeg ser mig selv

nede på gaden

refleksioner fra dengang

regnen holdt mig fast

jeg troede engang

at jeg var som regnen

men det var jo ikke mig

der kølede verden ned

jeg kender dig ikke mere

så nu cykler jeg

i regn og slud

i solskin og fuglesang

dag og nat

altid en ny vej

for jeg skal ud

jeg smiler til alle

og ingen forsinker mig

jeg synger på cykelstien

og bremser ikke længere

på vej ned ad bakkerne

for jeg skal afsted

En kritik af en problematisk diskurs | 13-årige er også mennesker

Hej verden.

Foråret er over os, og det er for nogle lig med konfirmationstid. Det fremgår af diverse reklamer og artikler, der skiftevis handler om, at et stigende antal unge fravælger konfirmationen og at det er en “katastrofe” (ifølge præsterne), at konfirmationsfester er meget dyre i dag og at unge primært bliver konfirmeret pga. gaverne.

Der er flere aspekter af denne konfirmations-diskurs, som jeg finder problematisk. Helt overordnet handler det om, at jeg ikke føler, at de 13-14 årige bliver opfattet som mennesker, der er i stand til at tænke selv. Når de tager en beslutning, enten om at blive eller ikke at blive konfirmeret, bliver de kritiseret af voksne mennesker, der ikke mener, at de har taget beslutningen af de rigtige grunde, og at de derfor vil fortryde det senere i livet.

“De gør det bare for pengenes skyld, de er jo ikke i stand til at vide i den alder, om de tror på gud”. 

Det er manges reaktion (i diverse kommentarspor) på artikler, der handler om dyre konfirmationsfester eller lignende. Og der er helt sikkert noget om snakken – nogle vælger konfirmationen for at blive fejret med en fest og gaver, og for at være en del af fællesskabet med resten af klassen, der skal konfirmeres. Men det betyder ikke, at det er rimeligt at sige, at alle baserer beslutningen om at blive konfirmeret på et ønske om penge og store gaver. Det betyder heller ikke, at det er rimeligt at se 13-årige som små børn, der ikke kan tænke selv, og det betyder heller ikke, at det er ok at omtale dem som om, at de ikke er frie mennesker, der kan træffe deres egne beslutninger på et grundlag, der er mere komplekst end blot “jeg vil have penge, for jeg er 13 år tænker kun på materialisme og mig selv”.

Ja, på nogle punkter er det da løbet helt af sporet med konfirmationsfesterne, der i nogle tilfælde koster flere 100.000 kroner og involverer utroligt mange gaver, som konfirmanderne reelt set ikke har brug for. Men det er jo ikke konfirmandernes skyld. Det er forældrene og familien der er med til at køre det op til noget, det slet ikke er. Det er ikke konfirmationen i sig selv, der giver adgang til en overflod af gaver og materialisme – det er den tradition, nogle har valgt at gøre det til, der er forbundet med materialisme. Selve konfirmationen er jo sådan set bare at bekræfte dåben og at erklære, at man tror på gud og vil gøre det fremover i livet. Og det er jo det, de unge siger ja til, når de bliver konfirmerede. At nogle forældre så vælger at leje limousiner og holde fester for 50-100+ mennesker, i forbindelse med konfirmationen af deres barn, er ikke noget som barnet/den unge kan klandres for. Det er jo forældrene og den unge, der i samråd vælger, hvordan de synes festen skal være, og selv hvis den unge skulle have en forventning om at modtage en iPad, en iMac og at have 200 gæster med til festen, så betyder det jo ikke, at forældrene skal sige ja til det. Og det betyder heller ikke nødvendigvis, at den unge kun vil konfirmeres pga. gaverne – det betyder bare, at den unge har registeret de traditioner om materialisme, som konfirmationen er blevet forbundet med, og derfor bare ser det som en naturlig ting, at konfirmationen er ligeså stor som et israelsk bryllup (hvor der ofte er inviteret over 500 mennesker). Men det er ikke den unges skyld, det er vores allesammens skyld, fordi vi er med til at bidrage til, at det hele eskalerer på den måde. Vi kan jo bare sige fra og minde konfirmanderne om, at en god fest måske bare involverer 20-30 gæster og få, men gode og betydningsfulde gaver.
Så jeg synes ikke, at det er rimeligt at klandre konfirmanderne for kun at blive konfirmerede pga. gaverne, når konfirmations-traditionerne er samfundsskabte og desuden langt oftere handler om, at forældrene ønsker at holde en prestigefyldt fest, fremfor at den unge er egoistisk og forventer at modtage 200.000 kroner, når han/hun siger ja til at blive konfirmeret.

Generelt synes jeg bare, at det er ærgerligt, at vi ikke tager de 13-årige seriøst. Vi anser dem ikke rigtigt for at være mennesker, der er i stand til at have et forhold til religion og spiritualitet. Det synes jeg er trist, for ligesom at jeg ønskede at blive respekteret for mine grunde til at fravælge konfirmationen, ønsker jeg også at dem, der vælger konfirmationen, skal respekteres for det og anderkendes for at have tænkt sig om og truffet en beslutning. Hvorfor skulle vi automatisk gå ud fra, at konfirmanderne ikke kan tænke sig om, eller at de bare går med på bølgen for at få social og økonomisk anerkendelse? Sådan har jeg i hvert fald ikke lyst til at opfatte konfirmanderne, for jeg ved, at 13-årige også er individer, der har rigtige tanker og følelser og en identitet i udvikling. De har ret til at have en mening og at folk omkring dem accepterer deres meninger og beslutninger – at deres meninger måske ændrer sig i fremtiden, er ikke et argument for ikke at tage dem seriøst.

Det betyder dog langt fra, at jeg går ind for, at man som forælder ikke må udfordre den unge i sit valg. Hvis ens 13-årige søn kommer og siger, at han gerne vil konfirmeres, så er det da kun godt at stille spørgsmål til, hvorfor han vil det, og hvad konfirmationen betyder for ham. Det kunne give anledning til en god diskussion. Og på den anden side, hvis den 13-årige søn, som vi kan kalde Ola (et norsk navn jeg er dedikeret fan af), kommer og siger, at han ikke vil konfirmeres, så er det da også oplagt at spørge, hvorfor han ikke vil det (så længe man spørger, fordi man rent faktisk gerne vil vide hvad Ola tænker, og ikke fordi man ser ned på Ola pga. hans meninger). Det er da kun godt, hvis Olas forældre kan stille ham nogle spørgsmål, han kan tænke over, så han kan blive endnu mere sikker i sit valg, for det vil han nok blive glad for senere hen. Desuden betyder det, at Ola og hans forældre kan få nogle gode samtaler om meningen med livet, værdier osv.

Men hvis man ikke er forælder eller en meget nær slægtning til Ola, der vil (eller ikke vil) konfirmeres, så synes jeg egentligt ikke, at man behøver at spørge vildt meget ind til det. Man kan sagtens gøre det, hvis man er en flink person, der har en god relation til Ola, og som oprigtigt gerne vil snakke med Ola om hans valg. Men man skal også huske at vende situationen om, og tænke på, hvad man selv ville synes om det, hvis man fx havde inviteret en masse mennesker til sit bryllup, og de så allesammen kom og stillede spørgsmål til, hvorfor man ønsker at blive gift. Hvis du selv ville opfatte Ola som en usympatisk nar, hvis han spurgte “hvorfor har du egentlig lyst til at blive gift? Er det mest pga. festen og gaverne?”, så er det måske en smule dobbeltmoralsk at dømme Ola og tænke, at han nok bare bliver konfirmeret fordi han vil have en fest. Bare fordi Ola er 13, er du ikke bedre end ham, og bare fordi han måske ikke ved alting i livet endnu, betyder det ikke, at han ikke kan have en sprituel/religiøs side. Det er sådan set en personlig ting, som Ola har ret til at holde helt for sig selv, uanset hvor gammel han er.

På den anden side har vi så dem, der har valgt ikke at blive konfirmeret. Et eksempel på det var mit 13-årige jeg. Det var egentligt et meget simpelt valg for mig, for jeg har aldrig troet på gud, og har aldrig følt et behov for at have en bestemt religion, så derfor føltes det helt naturligt for mig ikke at blive konfirmeret. Jeg kunne ikke rigtigt se, hvorfor jeg skulle sige ja til, at jeg troede på gud, når jeg ikke gjorde det, og desuden havde jeg ingen interesse i at bruge min tid på at skulle i kirke, når jeg i stedet kunne lave andre ting, der gav mere mening for mig.

“Du er jo så ung, er det ikke ærgerligt at fravælge troen i så tidlig en alder, hvis du nu fortryder om nogle år? Konfirmationen er jo en tradition, der sker ikke noget ved at sige ja, selvom du ikke er helt sikker. Det er da også ærgerligt at stå udenfor fællesskabet, når alle dine venner skal konfirmeres, du går jo glip af meget socialt”

Den reaktion husker jeg at blive mødt med, ikke af alle, men af en del. Dog var der også mange i min klasse, der var misundelige på mig, fordi jeg ikke blev tvunget til at blive konfirmeret af mine forældre (de “tvang” mig dog til at tage med til konfirmationsforberedelse 3-4 gange, så jeg var helt sikker på mit valg).
Men jeg kunne godt mærke, at det ikke var en velset beslutning hos alle jeg kendte. Jeg kunne godt have følelsen af at stå meget alene med mit valg, og at nogle ikke syntes, at jeg havde taget et godt valg. Det var i bagklogskabens lys måske meget fint, da jeg har haft samme følelse tusindevis af gange senere hen. Så ved at sige nej til konfirmationen forberedte jeg egentlig bare mig selv på at sige nej og forklare hvorfor, når andre mennesker ikke helt har kunnet forstå mine valg/fravalg af diverse ting i livet. På den måde kan man sige, at det hjalp mig til at træde ind i “de voksnes rækker” selvom jeg hader det udtryk, da de voksnes rækker ikke nødvendigvis er noget, der virker særligt attraktivt at træde ind i. Jeg ville hellere træde alle mulige andre steder hen. Men faktum er, at jeg er virkeligt glad for min beslutning, eftersom jeg mange gange i løbet af årene har haft lyst til at kramme mit 13-14 årige jeg for at tage en beslutning, jeg kunne stå inde for dengang, og som jeg stadig kan stå inde for fuldt ud. Det føles skide fedt at være enig med mit 13-årige jeg.

Jeg synes, at vi skal hylde, at unge mennesker er i stand til at tage beslutninger, og jeg synes, at vi skal opfordre dem til at blive ved med at reflektere og tænke over, hvad der er rigtigt for dem, og hvad der giver mening i deres liv.

Jeg synes, at vi skal anerkende 13-årige som mennesker, og at vi skal respektere deres meninger (medmindre de giver udtryk for, at de sympatiserer med nazisterne eller at de generelt udtaler sig hadefuldt omkring andre grupper af folk).

Jeg synes, at vi skal lade de 13-årige nå frem til deres egne beslutninger, for det er dem, der skal konfirmeres eller ikke konfirmeres, så det er udelukkende deres eget valg. Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at nogle forældre går ind og siger “du skal konfirmeres, for det er en tradition”, eller “truer” med, at de ikke får nogen fest, hvis de ikke vil konfirmeres. For det gør konfirmationen til et socialt pres og desuden til en umyndiggørelse af de unge, der så kan lære, at de kun bliver fejret hvis de gør det, deres forældre siger, at de skal gøre. (Med andre ord, at de kun er ok hvis de gør det, der forventes af dem og som forældrene synes er den gode beslutning).
I stedet synes jeg, at forældrene bør snakke med deres børn om, hvad de selv føler og tænker, og at de desuden bør høre efter, hvad børnene egentligt giver udtryk for fremfor blot at sige “ingen konfirmation, ingen fest”, da det ikke rigtigt opfordrer børnene til at tænke videre over, hvad de vil med deres liv eller hvad de selv mener er det rigtige at gøre. Det opfordrer ikke til selvstændige valg men derimod det helt modsatte. Så det har jeg faktisk ingen respekt for, da jeg ikke går ind for indoktrinering af børn. De skal derimod vide, at deres valg bliver respekteret og at det føles vildt godt at stå ved sine egne beslutninger og at have det godt med sine valg. Det lærer de aldrig, hvis man tvinger konfirmationen nedover dem via psykisk manipulation og manglende forståelse for og anerkendelse af selvstændige meninger. Der er ikke meget “at træde ind i de voksnes rækker” over tvang fra forældrenes/samfundets side.

Jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvorvidt det er en god eller dårlig idé at holde en fest selvom man ikke er blevet konfirmeret, da jeg tror det er meget individuelt om man føler for at gøre det eller ej. Man skal i hvert fald aldrig føle sig tvunget til noget, og derfor er det fint ikke at holde en fest, hvis man ikke har lyst til det. Personligt blev jeg og mine forældre enige om at holde “Amandas forårsfest” på den dag, hvor resten af min klasse blev konfirmeret. Det mindede egentligt bare om en udvidet fødselsdag, og meningen med det var også bare at lave en fejring af min 14-års fødselsdag men kalde det en forårsfest i stedet for en fødselsdag eller en nonfirmation.
Mit 14-årige jeg vidste godt, at jeg nok ville have fået lidt flere penge, hvis jeg var blevet konfirmeret, men det havde jeg det faktisk helt fint med. For jeg holdt ikke festen med det formål at få penge; jeg holdt den fordi jeg havde lyst til det. Mine forældre og jeg var blevet enige om, at det gav god mening at holde en lille fejring af det faktum, at jeg selv kunne tage en selvstændig beslutning, og at jeg havde tænkt meget over det og overvejet mine grunde til at fravælge konfirmationen.
Og det har jeg det stadigvæk rigtig godt med. Jeg har aldrig været så stor fan af at kalde det en nonfirmation, men det var der alligevel mange der gjorde, da de ikke rigtigt forstod, hvad “Amandas forårsfest” gik ud på. Jeg så det egentligt bare som en stor fejring af min 14-års fødselsdag, men det var vel en nonfirmation, da en nonfirmation sådan set bare betyder, at man ikke bliver konfirmeret men alligevel har inviteret folk til kagebord. Og det er fint. Mange kritiserer nonfirmations-tendensen og mener, at det er dobbeltmoralsk, men der vil jeg så mene, at det vel er tilladt at invitere folk på kage, uanset om man har sagt ja eller nej til gud, for retten til kagebord kan kristendommen altså ikke tage patent på. Desuden er der heller ikke noget galt med at ønske at holde en fest med nogle folk man holder af. Man behøver ikke at retfærdiggøre det overfor nogen andre end sig selv. Hvis man føler, at der er en grund til at blive fejret, så skal man fandme have lov til det, uanset om man siger ja eller nej til at bekræfte dåben.

“Det er en katastrofe, at så mange unge i dag fravælger konfirmationen. Det er en udvikling i den forkerte retning”

Jeg læste en artikel for nogle uger siden, hvoraf ovenstående mere eller mindre var essensen af den. Der var nogle forskellige præster, der udtalte, at de syntes at det var en ærgerlig udvikling at mange unge fravælger kristendommen, og at der skulle gøres noget ved det. Det blev fremstillet som om, at det nærmest er en katastrofal udvikling, som vi bør bekymre os over.

Men det synes jeg er en stor gang pis.

Det er ikke en katastrofe, at (unge) mennesker tager en beslutning om noget. Det er derimod en katastrofe, hvis de ingen beslutning tager. Hvis de går igennem livet uden at reflektere over, hvad de vil og ikke vil – så er det en katastrofe. Det er aldrig en katastrofe, at de unge mennesker vælger noget andet end tidligere generationer har valgt, for det betyder bare, at ungdommen er i stand til at tænke selvstændigt og ikke bare lader sig hjernevaske af, at noget er en tradition og noget “man gør, for sådan er det”.

Det er et sundhedstegn at turde at sige nej. Og man skal sgu ikke kritisere nogen for at sige nej til noget, de ikke har lyst til. Ellers ender vi med et meget trist samfund, hvor vi mister vores demokratiske rettigheder.

Konklusionen på alt dette er, at jeg synes, at vi skal behandle 13-årige som ligeværdige individer, der er i stand til at danne deres egne holdninger. Vi skal få dem til at føle sig hørt, og vi skal respektere dem, når de enten siger ja eller nej, for det er ret vigtigt at lære, at det er ok at sige nej, og at man selv bestemmer, om man ønsker at forklare sine bevæggrunde hertil.

Vi skal huske, at 13-årige er mennesker. Mennesker, der også har tanker om livet, døden, forholdet til religion, meningen med livet, værdier osv. Det skal vi tage alvorligt. Jeg kan selv huske, hvor fantastisk det føltes at være 13 år og at føle mig hørt og anerkendt, og den følelse er jeg rigtigt glad for, at jeg havde dengang, for det har givet mig mod til at fortsætte med at træffe mine egne beslutninger og at gøre det, der er rigtigt for mig. Det håber jeg, at andre 13-årige (og hele menneskeheden i det hele taget) også kommer til at føle.

Så lad os fejre, at vi lever i et demokratisk land, hvor børn/unge i dag selv har mulighed for at vælge, om de vil konfirmeres eller ej. Lad os fejre, at 13-årige selv kan tænke. Og lad os lade dem gøre det, uden at dømme dem for den beslutning, de når frem til – uanset om det passer ind i “traditionerne” eller ej. For traditionerne skal ikke styre os – vi skal styre traditionerne, og i nogle tilfælde er det måske bedre at styre helt udenom traditionerne.

Tillykke til alle dem, der har taget valget om at blive konfirmeret, og tillykke til alle dem, der har fravalgt det. Tillykke til alle, der tænker sig om og reflekterer. Og tillykke til alle dem, der har valgt “forkert” og senere i livet finder ud af, hvor meget de har lært af at vælge forkert.

Det er et godt liv, og vi er allesammen lige gode, uanset religion eller mangel på samme.

Hyg jer.

//A

Årets første skovtur og et tilbageblik

Hej verden.

Klokken er 23, og jeg er igang med fem-seks forskellige indlæg og jeg tænker på alt muligt, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal få formuleret på skrift. Jeg føler mig ikke særligt struktureret i dag, og generelt har jeg ikke følt mig ret struktureret hele ugen. Det hænger muligvis sammen med, at jeg er mere forkølet, end jeg har været i årevis, hvilket medfører, at jeg har et stort behov for at sidde i flere timer og ikke rigtigt udrette noget, fordi jeg er ved at falde i søvn ovenpå mine bøger. Det er ikke så praktisk, men det går vel nok.

Selvom jeg er halvsyg og træt, var jeg på årets første skovtur med Kalle i dag (hvilket teknisk set er løgn, jeg har været på masser af skovture i år, men det føles som om, at denne var årets første rigtige skovtur). Og det var en vellykket skovtur, selvom det endte med, at vi for lidt vild, fordi vi gik udenfor stierne (uha, en kriminel handling). Jeg kunne godt se på Kalle, at den ikke helt stolede på mig, da jeg sagde “kom, vi skal denne vej”, men den fulgte alligevel med og hoppede rundt og var glad, og blev meget lettet, da vi til sidst fandt tilbage til stien. Jeg tror dog, at den nød at få lidt spænding ind i hverdagen og gå en mere interessant vej end vi plejer at gå.

Da vi kom ind i skoven, blev jeg mindet om sidste gang, jeg var i lige præcis den skov. Det var i august, og det føles som om, at det er en evighed siden, selvom jeg husker det ret tydeligt. Det var en meget varm dag, og jeg skulle starte på universitetet dagen efter, og der var virkeligt meget, jeg ikke vidste dengang. Sådan føles det i hvert fald, når jeg tænker tilbage på det nu. Det var ikke Kalle, jeg var på skovtur med den dag, men en person, jeg nåede at være på en del skovture med på relativt kort tid. Det var objektivt set ikke en særligt vellykket skovtur, eftersom vi for vild og kom i karambolage med nogle brændenælder, og var nødt til at vende om og gå den samme vej tilbage. Men det var en god skovtur, og efter skovturen fik vi pandekager lavet på kærnemælk. Der var noget overskudsagtigt over det hele, og solen skinnede, og det er ikke hver dag, at der er kærnemælk i pandekagerne. Men det var der den dag.

Sidste gang jeg var på skovtur i den skov, var det en varm sommerdag, og universitetet var et sted, jeg havde været to gange i mit liv. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle forvente af noget som helst, og jeg havde sovet for lidt hele måneden og løbet rundt og lavet chokolademousse og kærmemælkshorn (det var derfor, at vi havde kærnemælk i huset). Jeg vidste ikke, hvad metakommunikation var, hvad signaltransmission var for noget eller hvor samfundsfagenes kantine lå. Jeg vidste heller ikke, om jeg ville synes om studiet, om jeg ville falde til eller om det ville ende i en katastrofe. Jeg vidste ingenting.

Jeg tænker på, hvad mit august-jeg ville synes om, hvordan alting er nu, hvis jeg dengang havde kunnet se ind i fremtiden. Og jeg ved det sgu ikke. For mit august-jeg var en overfrisk, urealistisk (og inderst inde meget træt) udgave af mig selv, som jeg ikke helt føler mig i kontakt med længere. Der skete lidt for meget i den periode, til at jeg kunne overskue alting og se det fra et rationelt synspunkt. Det er måske meget godt, for det resulterede i, at jeg fandt ud af, at jeg kan mere, end jeg hidtil havde troet. Det betød dog også, at jeg endte med at være virkeligt træt efter nogle måneder. Og det var også meget godt, for betød at jeg lærte hvor rart det kan være at tage i skoven alene, bare med mig selv og en hund.

Jeg er stadig træt, men det skyldes mere de store mængder af snot, der befinder sig i mit hoved. Jeg har også gang i en del ting for tiden, men jeg føler ikke, at det er i en overvældende grad, for jeg har trods alt tid til at tage på skovtur og lave uproduktive ting. Jeg lærer alt muligt i min hverdag, og jeg har det godt, og jeg kan godt lide den retning, min blog har bevæget sig i det seneste halve år. Jeg kan godt lide den retning, jeg er på vej i.

Og om et halvt år vil mit kommende september-jeg måske tage på en ny skovtur og se tilbage på denne tid og tænke “ihh altså, du vidste jo ingenting, hvor havde du meget at lære”. Sådan vil det nok blive ved, hvilket er godt, da det betyder, at jeg lærer, og at jeg reflekterer over tingene. Men bare fordi jeg lærer og bliver klogere på mig selv og andre, betyder det ikke, at alt jeg tænkte og følte dengang bare skal negliceres. Det vil altid være gyldige tanker, følelser og meninger, og jeg skal ikke glemme de ting. For nogen gange kan man lære meget af sit tidligere jeg ved at huske tilbage på, hvad der gav mening dengang, og tænke på, om det stadig giver mening nu. Var det nogle bedre skovture, jeg var på dengang, eller er det i virkeligheden nye skovture til nye skove, jeg ønsker mig?

Hvem ved.

Jeg ved ikke, hvad min pointe er med dette, udover at tiden går og at jeg er glad for tingenes tilstand, selvom tingenes tilstand er dynamisk og i en konstant udvikling. Eller noget i den stil.

Farvel.

//A

du er månen

de krøller dig sammen
og kaster dig ind i flammerne
for tyngdekræften vinder altid
hvorfor mon
det gør dig træt
det tynger dig ned
når de varmer dig op
du ligger som du har redt
og folk træder på dig
når de går forbi
med hovedet i deres telefoner
du kan ikke røre loftet
for dine arme er flået af
og ingen hører dig kalde
hvis bare du kunne være den
de beder dig om at være
ville det måske være lettere
at eksistere i denne verden
men jeg tror måske ikke
at det ville være at foretrække
for så forbliver alle blinde
så fold dig selv ud
og tag dine arme tilbage
drik en kop te
og råb op
hvis de træder på dig
lys dem i øjnene
når de fryser om natten
for du er månen
og vi skal bruge dig
indtil solen brænder ud

kig den anden vej

de siger

at det sker

når du mindst venter det

en dag ser du ind i nye øjne

og tænker

hov

det er jo dig

er det mon sådan her

det fungerer

jeg var blevet væk

men i dine øjne

fandt jeg hjem

du lyste verden op

og sammen fandt vi vej

vi så ikke

at vi blev væk fra start

vi lovede for meget

og vidste for lidt

jeg ville redde dig

fjerne stenene på din vej

men tiden løb ud

og nu må du redde dig selv

årstiderne skifter

dage bliver til måneder

solen genopstår

og dit grin er det eneste

jeg nogensinde har hørt

men jeg ved ikke

hvilke sko jeg skal tage på

for jeg finder stadig hjem

i dine øjne

så kig den anden vej

hvorfor tror du

at jeg flygter fra mig selv

jeg lærer at leve

og solen bor i mig

men tro ikke

at jeg vil leve

for andre end mig selv

jeg leder ikke længere

for du skal findes

af dig selv

jeg tager vestpå

for alle de brudte bølger

har hjemme i havet

når regnen kommer igen

når solen går i hi

står jeg klar

for jeg har købt en paraply

og et termokrus

fra nu af

er min sjæl altid varm