Kategoriarkiv: mandag

FRIHED – akademiske præstationer, Sundhedssuppe og en kritik af nytåret som koncept 

Hej verden.

I dag havde jeg min sidste eksamen, og ud fra min egen opfattelse gik det godt, da jeg føler mig tilfreds og vigtigst af alt har en følelse af, at jeg har lært noget som jeg rent faktisk kan bruge i det virkelige liv og som muligvis kan være med til at gøre mig til et bedre menneske, der kan hjælpe andre (eller i det mindste sige nogle fancy akademiske ord, der beskriver deres sindstilstand). Det var faktisk en meget hyggelig oplevelse, og jeg nåede at skrive 21000 tegn (9 sider) på lidt under 7 timer. Samtidig nåede jeg at spise middagsmad, drikke halvanden liter te og at se ud ad vinduet et par gange. Jeg snakkede også med Silkeborg Autoservice, der ringede til mig, fordi de ville snakke med min far. Mekanikeren, der vist hedder Keld, har igennem årene forsøgt utroligt mange gange at få fat i min far ved at ringe til mig. Dette har resulteret i, at Keld kan huske mig og ønskede mig en god dag og alt muligt. Det var meget hyggeligt, eftersom de eneste der ringer til mig er telefonsælgere (og Silkeborg Autoservice, fordi de tror, at jeg er en form for omstillingskontor).

Desuden lykkedes det mig at få inddraget nogle svære tekster (også nogle af dem, jeg ikke havde læst vildt grundigt) og alligevel få det hele til at hænge sammen. Det gav mig en oplevelse af overblik og en følelse af, at alt det, jeg har lært i løbet af de seneste par måneder pludselig giver mening. Det var en rar følelse, som jeg ikke har oplevet siden juni måned. Så hurra for mig selv og det faktum, at internetforbindelsen ikke brød sammen under eksamen.
Nu er jeg et frit menneske, der kan gøre hvad jeg vil resten af januar. Det er en interessant følelse, eftersom jeg rationelt set overhovedet ikke er et frit menneske, da jeg kun kan gøre hvad jeg vil til en vis grænse. Men stadigvæk, jeg kan i høj grad selv bestemme hvad jeg har tænkt mig at gøre, så derfor fejrer jeg pt. min nyerhvervede frihed ved at cykle 20 km (imens jeg skriver dette), og i morgen har jeg store planer om at handle ind til en grøntsagssuppe, som jeg kalder for “Sundhedssuppen” (min familie fik alle nogle meget opgivende ansigtsudtryk, da jeg fortalte dem, at tiden var kommet til at lave den suppe igen). Men jeg er selv meget entusiastisk, og jeg synes er er hyggeligt at have tid til at lave suppe og kunne gøre det til et livsprojekt.

Nok om mig og mine akademiske præstationer og fremtidsplaner om suppe. Det er et nyt år, og det er vel meget fint, dog betyder det ikke, at jeg har tænkt mig at skrive et indlæg med mine nytårsforsætter, eller at jeg har tænkt mig at stresse over at jeg skal have færdiggjort mit “det lærte jeg i 2016” indlæg, for ærlig talt gider jeg ikke at skrive om nogle af delene. 2016 var kynisk set for mig et utroligt godt år, men jeg er nået frem til, at jeg ikke kan se, hvorfor noget skulle ændre sig, bare fordi årstallet er skiftet, for når alt kommer til alt, er tiden ikke andet end en illusion. En illusion, som vi ikke skal lade os styre af. Så hvorfor ikke erkende, at vi alle er de samme som sidste år og at det, der kræves for at vi kan ændre os, er at vi beslutter os for at behandle os selv (og andre) godt? Der sker ikke automatisk nogle forandringer bare fordi det er år 2017, og på samme måde er der ikke noget, vi mister, bare fordi året skifter. Vi kan hver dag beslutte os for, hvad vi vil tage med os fra fortiden og hvad vi vil fokusere på nu, og det gælder hele året og ikke bare nu.
Så nej, jeg har ikke tænkt mig at lave en liste over nytårsforsætter, og jeg har heller ikke tænkt mig at være trist over, at 2016 er slut, for som sagt er tiden en illusion, og i teorien er fortiden og fremtiden også en illusion, så der er ikke nogen grund til at bruge flere dage på at skrive om det, da jeg ærligt talt ikke gider. Jeg har brugt rigeligt med tid på a dvæle ved fortiden, og lige pt gider jeg ikke mere af det.

(Mit trætte ansigt, der på symbolsk vis fortæller, hvordan jeg har det med nytåret og nytårsforsætter).

Nu har jeg glemt, hvad jeg ville nå frem til med dette indlæg, men primært forsøger jeg at pointere, at jeg ikke gider mere pis, og at jeg er imod det faktum, at det er blevet en tradition, at vi hver gang et nyt år starter opfordres til at kritisere os selv og tænke på alle de områder, hvor vi ikke selv synes, at vi er gode nok. Det er fandme åndssvagt, for man bliver ikke “god nok” ved konstant at forsøge at ændre sig selv. Derimod bliver man det, når man forsøger at være et godt menneske, der behandler alle godt og forsøger at sætte sig ind i andres følelser, tankegang og adfærd.

(Ja, jeg kan godt lide Svend Brinkmann)

Nu har jeg cyklet 24 km og kan ikke mærke mine ben, så det må være nok for nu.

Hyg jer.

/A

slik eller ballade

tralalala
tågen lettede
i dag er jeg et filter
aldrig mere en svamp
lukker kun det gode ind
registrerer hvad du siger
hører det halve
“se, en video af en hund der kælker”
“hvor har den det godt”
fra nu af bliver alle dage sådan her
filterdage
img_0286
pyt med igår
i dag ser vi fremad
brugte en ny shampoo i morges
hvorfor gjorde jeg ikke det noget før
rulleskøjter er mit nye livsmål
kan jeg blive 9 år igen
eller brække en hoftedsc_0273.jpg
slik eller ballade
rigtige børn
udenfor
hvad er meningen
skide amerikanisering
roder skabene igennem
her har i nogle gamle karameller
forældede konserveringsmidler
kan i have en god tur børn
hej hej
img_0224
november banker på dagen lang
“om to timer skal du lukke op”
“ellers bliver jeg en måned ekstra”
“jeg finder mig ikke i det pis”
“det kunne desuden være hyggeligt med lidt hjemmebag”
“hører du mig”
november
ved du hvad
du har bare at indordne dig
for kontrollen har jeg
og jeg bager kun til dem
der gør sig fortjent til det
du tager mere end du giver
og jeg er ligeglad med
hvordan du foretrækker din te
pak den passive aggressivitet væk
og brug dørklokken
det gør alle de andre måneder
tro ikke
at du kan gøre hvad du vil
og slippe afsted med alt
for jeg har kontakter
et netværk
du ikke ønsker at stifte bekendtskab med
hvis du vil være venner
må du fandme stramme dig an
img_20160203_182331.jpg
lad december tage sig af snevejret
respekter andre end dig selv
du har rigeligt med lig i lasten
stop din grænsesøgende adfærd
utilpasset
det er hvad man kalder en som dig
en vitaliseringsrelation
det er lige hvad du har brug for
jeg tror på potentialet i dig
det lyser ud af dine øjne
til tider
forresten ønsker jeg mig bestik og stegepander til jul
det kan du jo tænke over
dsc_0270.jpg

“Hej med dig, er du klar over, at du kommer i helvede”?

Hej verden.
Jeg er overstimuleret og har fire fabler på tæerne, to på hver fod. Jeg har en teori om, at jeg går forkert, da jeg ofte får vabler, altid på de yderste tæer. Eller også skyldes det bare, at det er en skidt idé at bruge to dage i træk på at gå 10-13 kilometer  begge dage inde i storbyer. Hvem ved.

Jeg var i Aalborg med min bror i mandags for at komme på et eventyr. Vi kan godt lide at tage toget forskellige steder hen fordi det er fedt at man må spise i toget, og at det ofte føles som om, at toget svæver.

Alt i alt, tror jeg vi gik 13 km mandag (jeg nægter at downloade en app som fx Endomondo der præcist kan måle det, da det tager det sjove ud af det at være på tur + jeg er bange for, at jeg vil komme til at slå resultatet op på min Facebook-profil). Vi så masser af spændende ting, som jeg ikke har tænkt mig at beskrive detaljeret i dette indlæg, da det ikke er det, som det skal handle om lige nu.
Tirsdag var vi så i Vejle, og det var ikke nogen specielt smuk oplevelse. Det var ikke Vejles skyld, men nærmere det faktum at det regnede, og at vores sind (og mine fødder og ben) var overstimulerede.
“Du burde da have regnet ud, at det var en skidt idé at tage på to lange ture to dage i træk” siger alle så.
Ja, det var jeg dybest set også godt klar over, men mandag og tirsdag var de eneste dage vi havde mulighed for at komme på tur, da jeg for en måned siden sagde ja til at arbejde onsdag til lørdag i ferien, fordi jeg havde glemt alt om, at uge 42 var en ferieuge. Sådan er det jo i dette travle samfund.
Jeg fortryder ikke at vi tog afsted, for vi har nu fået set alle mulige seværdigheder (dvs. Aalborg Universitet, Aalborg Bibliotek, Vejle Bibliotek, diverse friluftsbutikker og alt muligt andet), vi har fået købt alle julegaver, og jeg har fået en ny vindtæt regnjakke der var dyrere end nogen jakke jeg nogensinde har haft, selvom den var sat ned med 50 %. Og jeg gik ikke i panik på noget tidspunkt, selvom der var mennesker og biler over alt. Det var ret overraskende, da det normalt sker når jeg er i en storby.

Det har fået mig til at indse, at livet som turist er ret krævende. Ikke, at jeg ikke var klar over det i forvejen, men jeg blev mindet om, at virkeligheden ikke altid er som man planlægger den til at være. Jeg har altid haft en tendens til at overvurdere mig selv og sige ja til alt muligt, som jeg ender med ikke at kunne klare, så jeg ender op med at være helt vildt stresset og have det dårligt + at have dårlig samvittighed. Hvorfor er det egentlig sådan, tænker jeg tit, og jeg er ikke helt nået frem til grunden, men jeg tror, at det primært skyldes mit idealjeg. Altså de idealer jeg har for, hvad jeg gerne vil, hvordan jeg vil gøre det, og hvordan det hele skal forløbe.
Problemet med det er, at jeg tit glemmer at høre hvad mit jeg mener om de ting, som mit idealjeg/overjeg gerne vil have mig til. Det var fx det der skete, dengang jeg tog med til København på studietur, selvom jeg dybest set godt vidste, at det ikke ville være optimalt for mig at tage med. Jeg gjorde det fordi, at jeg tænkte “Alle andre er på studietur med deres klasser, dette er den eneste chance jeg får i løbet af HF, så jeg gør det”, og så fordi, at jeg gerne ville bevise overfor mig selv, at jeg kunne klare det. Det lykkedes så ikke helt som jeg havde tænkt mig, men i stedet kom der det ud af det, at jeg indså, at jeg ikke gider at tvinge mig selv igennem ting bare for at leve op til et eller andet. Det er umiddelbart heller ikke noget jeg gør ret ofte, da jeg selv synes, at jeg er blevet ret god til at vurdere, hvad der er godt for mig, og hvad der ikke er. Men nogen gange er det virkelig en kompliceret ting at finde ud af, om noget er godt at gøre eller ej.

For eksempel har jeg meldt mig til studiepraktik på Litteraturhistorie (Aarhus Universitet) i næste uge. Det har jeg primært gjort for at finde ud af, om det er den uddannelse jeg skal tage, men også for at komme ud af “komfort-zonen”. Jeg ved dog, at jeg højst sandsynligt vil føle mig en smule stresset i situationen, da jeg synes Aarhus indeholder for mange mennesker, cykler, biler og busser, og at det betyder, at jeg skal forholde mig til en masse nye mennesker og indtryk. Men jeg er overbevist om, at det er en vigtig ting at gøre, da jeg har lyst til at gøre det, og ikke gør det fordi jeg føler, at jeg skal. Det er dér hele forskellen ligger. Jeg tror på, at det er godt at presse sig selv til at gøre nogle ting, som man gerne vil, også selvom man er lidt bange for det. Det er godt at være ude af komfortzonen nogen gange, men det er efter min overbevisning bedst, at jeg tilbringer det meste af min tid med noget jeg føler mig tryg ved, da jeg ellers ikke har det godt. Det ville ikke sige, at jeg kun skal gøre de ting jeg er tryg ved, nej, men at jeg skal passe på med ikke at opføre mig som om, at jeg er en meget ekstrovert person, der altid har brug for eventyr, for det er jeg ikke. Jeg kan let blive overvældet af alle mulige ting, og selvom jeg elsker at være på eventyr ind i mellem, ligesom jeg har været de sidste to dage, så elsker jeg endnu mere at komme hjem igen og tænke “Nææh, sikke en god tur, nu kan jeg slappe af”.

Problemet er så, at det kan være satans svært at finde ud af, hvornår jeg rent faktisk selv VIL ting, og hvornår jeg gerne vil noget, fordi jeg føler, at det vil være det rigtige at gøre/fordi en masse andre mener, at det vil være godt. Fx. da jeg startede på gymnasiet, havde jeg ikke gennemtænkt det ordentligt og endte op med at gøre det fordi jeg gerne vil gøre det samme som mine venner, og fordi jeg helbredsmæssigt havde det så godt, at det ikke virkede helt umuligt. Jeg tror dog ikke, at jeg ville have ændret på det, hvis jeg kunne i dag, da det var en nødvendig ting for mig at lære – at jeg aldrig skal gøre noget, bare fordi det er det flokken gør, da jeg oftest bliver gladest for at gøre det, som flokken ikke gør. Fx da jeg valgte ikke at blive konfirmeret, selvom alle andre i klassen blev det. Den beslutning er jeg stadig voldsomt glad for i dag.

wpid-dsc_2810.jpg
(SE det ligner et slot men det er et hus!!! (Jeg ved godt, at man ikke må tage billeder af andres huse, men jeg fortæller jer ikke hvor det ligger, så jeg tvivler på, at I kan bruge det til noget, men kontakt mig hvis I føler jer stødt over at jeg kan finde på at lægge sådan et billede ind eller andet))
Nåh, men nu skal det ikke alt sammen handle om mig. Eller jo, det skal det, men tilbage til pointen; jeg har nogen gange svært ved at finde ud af, om jeg gør noget for min egen skyld eller fordi jeg føler, at det ville være smart/sofistikeret/godt/interessant/beundringsværdigt/fancy hvis jeg gjorde et eller andet. Fx overvejer jeg at læse litteraturhistorie, men jeg kan ikke finde ud af, om det er noget jeg mest af alt har lyst til, fordi jeg godt kan lide tanken om at gå rundt og sige “Hej, jeg læser litteraturhistorie” til folk, fordi jeg synes det lyder smart og passer til den person, jeg selv mener at jeg er (i hvert fald pt.). Endnu en ting er hele dilemmaet med, om jeg skal tage ud at rejse eller ikke. For nogle uger siden var jeg overbevist om, at jeg ville ud på en form for rejse, fordi jeg havde brugt en hel dag på at se rejsevideoer på YouTube med folk der sagde alt muligt om, at det var det bedste i verden og at man aldrig ville kende sig selv, hvis man ikke havde rejst.
Dette er til en vis grad rigtigt, og til en vis grad en stor gang pis. For det første, kan jeg ikke bruge det til noget som helst, at nogle andre siger, at noget er “det rigtige” at gøre, da jeg ikke er dem, og de ikke er mig, og derfor ikke ved, hvad der er rigtigt for mig. For det andet, så har folk forskellige måder at “finde sig selv” på. Nogle gør det ved at dyrke ekstremsport og rejse, andre gør det ved tegne/male, og nogle gør det ved at læse og forsøge at se det gode i menneskeheden (det er det jeg prøver på). Selvfølgelig går jeg ind for, at man også skal se verden, men jeg er ikke sikker på, at jeg vil lære mig selv bedre at kende ved at tage til Asien i seks måneder alene. Ja, jeg ville komme ud af “komfortzonen” men ville jeg blive lykkelig? Det tror jeg umiddelbart ikke. Der er intet galt med Asien, men jeg tror ikke på det med, at man tager et fjernt sted hen for at finde sig selv. Jeg forstår, hvorfor man kan have en trang til at komme væk og opleve noget, og sådan har jeg det også selv nogen gange, men jeg har samtidig lært mange gange, at “nissen/aben/papegøjen flytter med”, uanset hvor langt du rejser væk. Hvis du flygter fra dine problemer, så vil de følge med dig, også selvom du tror, at du kan efterlade dem derhjemme. Jeg tror ikke på, at man kan løse noget ved at rejse til Asien, med mindre der er tale om et udslæt etc., da jeg har hørt, at de er skide gode til at behandle diverse sygdomme med alternativ medicin/urter derovre.
Men min pointe er, at jeg realistisk set ikke tror, at det vil være en fantastisk oplevelse for mig at tage på en lang udlandsrejse alene. Nu har jeg været på relativt mange ferier og ture, og jeg ved, at jeg altid er fuldstændig udkørt, hvis vi har lavet aktiviteter to hele dage i træk, ligesom jeg har de sidste to dage. Jeg har brug for relativt meget afslapningstid for ikke at blive sindssyg, og jeg synes det er utroligt krævende at rejse, selvom det selvfølgelig også er godt at se nye ting.
Mange siger, at et sabbatår er den eneste mulighed man får for at komme ud at rejse inden det går løs med universitetet/andet, børn, barselsorlov, huskøb, børnepasning, pension, alderdom osv., men det NÆGTER jeg at lade mig styre af. Nu jeg tænker over det, er det en forfærdeligt deprimerende måde at leve sit liv på. “Jeg må hellere gøre dette nu imens jeg kan, inden jeg skal bruge hele mit liv på andre ting, og dermed ikke får tid til at gøre det jeg vil”. For det første er der ingen der skal fortælle mig, at jeg skal skynde mig at tage en uddannelse og få børn samtidig (Nej, alle “Knald for Danmark” kampagnerne virker ikke på mig), og jeg gider heller ikke at gå en fremtid i møde, hvor jeg aldrig kan gøre de ting jeg har lyst til og tage på en rejse, hvis jeg vil. Hvis jeg vil rejse til Asien når jeg er 35, så gør jeg FANDME det!

wpid-dsc_2815.jpg

Det at rejse burde være noget man gør udelukkende af lyst, men jeg tror det er ved at udvikle sig til at blive noget, som mange føler, at de bør gøre, for at blive gode samfundsborgere. Det at rejse er blevet et symbol på, at du er rigtigt voksen og ansvarlig og at man er “færdig” til at komme ud i verden. “Du er ung og frisk, du skal da ud at opleve verden imens du kan!!” siger alle til familiefesterne, imens man selv nikker og tænker “Ja, det er vel det jeg skal, tænk hvis jeg bliver smasket ned af en bus om et år, og jeg aldrig fik set Østrig først”. Sådan tænker jeg ikke selv, da jeg allerede har set Østrig, men jeg tænker over, at jeg egentlig skulle skamme mig, at jeg mener, at det er et reelt problem, at jeg ikke ved, om jeg skal tage ud at rejse eller ej, og at jeg har ti forskellige uddannelser jeg kunne se mig selv tage, fordi jeg synes de er interessante. Jeg er så satans priviligeret og jeg kan alt muligt, og så er det et problem?
Så kommer den dårlige samvittighed og alle “jeg burde” tankerne – hvis jeg har tiden til det, burde jeg så ikke tage et år til Afrika og arbejde frivilligt i fattige områder? Skylder jeg ikke andre mennesker at tænke lidt på dem i stedet for mig selv? Hvad er jeg egentlig for et menneske? Jeg kommer aldrig i himlen, når jeg ikke gør flere uselviske gode gerninger.

wpid-dsc_2814.jpg
At jeg ikke kommer i himlen blev jeg bekræftet i igår, da vi mødte nogle religiøse mennesker på gågaden i Vejle.
“Må vi stille jer et lidt underligt spørgsmål?” sagde de.
“Ja”, sagde jeg, imens jeg tænkte på, om det mon var noget der handlede om toiletvaner eller noget andet, og om jeg mon ville komme på forsiden af Vejle Folkeblad.
“Har I nogle smerter nogen steder i kroppen?” sagde den mandlige af dem så.
Jeg havde voldsomt ondt i benene og fødderne, så derfor sagde jeg “Næh, jeg har det faktisk rigtig godt!”
“Det var da dejligt for dig!” sagde den kvindelige, som havde hypnotiserende øjne. Det føltes som om, at min sjæl blev suget lidt ud, når jeg så hende i øjnene.
“Nåh, men det er fordi, at vi har gode erfaringer med, at helbrede folk for deres smerter her midt på gaden. Det er Jesu’ kraft vi bruger til at helbrede folk med, og alle oplever en øjeblikkelig lindring eller en total eliminering af smerterne” sagde den mandlige.
“Hm hm. Spændende. Men det er ikke rigtigt nødvendigt, vi er ikke interesserede, ellers tak” sagde jeg.
“Helt ok, ellers må I prikke os på skulderen næste gang i har nogle smerter” sagde han.
Jeg smilede og nikkede, hvad kan man ellers gøre. Jeg tager fandme ikke til Vejle næste gang jeg har nogle smerter, det kan jeg godt afsløre.
“Er I kristne?” sagde den kvindelige så.
Så starter en fem timer lang diskussion, tænkte jeg, imens jeg hurtigt udtænkte et svar der hverken var fordømmende eller belærende.
“Jeg er ateist, men jeg synes de fleste religioner indeholder nogle gode ting, for eksempel har kristendommen da nogle fine værdier på nogle punkter. Men jeg har personligt ikke brug for en religion, da jeg synes det er bedre selv at kunne bestemme mine værdier”.
Deres ansigter blev ikke glade.
“Okay. Men det vi er her for, er at oplyse folk om, at selvom de tror, at de nok skal komme i himlen selvom de ikke er kristne, så siger Evangeliet altså noget andet om den sag. Man er nødt til at bekende sig til den kristne tro for at komme i himlen” sagde den kvindelige og gav os to visitkort med teksten “www.OplevJesus.dk” påtrykt.
“Prøv at læs lidt inde på denne side, jeg er sikker på, at det vil være en øjenåbner for dig/jer” sagde hun.
“Nåh, ok, ja, tak”, sagde vi så.
“Ha’ en GOD dag!” sagde de så og gik.
“Puha, hold da op, det må jeg nok sige” sagde vi derefter til hinanden.
(Min bror sagde umiddelbart næsten intet til dem udover “Hmmm”, “Næææh” og “Hej” til dem, da han kom i en form for choktilstand hvor han var overbevist om, at de ville forsøge at suge ham ind i en syg sekt og at der ville være stearinlys og en kirkekasse der vil have ens penge andet ubehageligt).

Jeg skulle nok have informeret dem om, at jeg faktisk ikke gider at i himlen, da videnskaben siger, at man vil fryse ihjel indenfor et par sekunder oppe i himlen, fordi der blæser så sindssygt meget og der er voldsomt mange minusgrader. Min bror og jeg blev enige om, at vi personligt foretrækker at blive sendt videre over i en portal, der fungerer ligesom ét stort hoppeland, bortset fra, at der ingen skrigende børn er, og at de eneste mennesker der må være der er os, Pelle, vores kat og til den tid også Kalle, og at andre skal være nogle meget specielle mennesker for at de må komme ind. Desuden skal der være én hel hoppepude pr. person, så man skal aldrig stå og vente eller passe på at man ikke hopper ind i nogle andre, da man er ejer af sin egen hoppepude. Mormonerne tror på, at de hver især får deres egen planet, jeg tror på hoppepuder til alle. Og/eller trampoliner i stedet. Desuden skal der være lasagne/noget godt til aftensmad HVER dag og ikke sådan noget irriterende mad som fx kalkunlår eller for tynd sovs.

Så konklusionen er, at jeg ikke har tænkt mig at blive kristen for at komme i himlen, da der er for mange mennesker der, og at jeg ikke gider at leve mit liv efter nogle andres regler, bare for at kunne komme op i 50 minusgrader og høre nogle engle spille på harper dagen lang i al evighed.

Jeg må holde fast i den anarkistiske tankegang og huske mig selv på, at der ikke er nogen der skal bestemme over mig, for når alt kommer til alt, er jeg den, som kender mig selv bedst (udover Google og min computer, selvfølgelig).

Slut.

Stress – slipper jeg nogensinde væk?

Hej verden.

Jeg troede egentlig, at jeg havde formået at få mit stressniveau til at falde, og at alt var fint. Jeg har læst en selvhjælpsbog ved navn “Fuck it – The Ultimate Spiritual Way”, som handler om, at man skal indse, at de fleste ting, som man spekulerer over, faktisk ikke betyder noget som helst. Da jeg havde læst den færdig havde jeg det godt, og følte at jeg havde kontrol over situationen, hvilket jo altid er rart.

Jeg har været stresset over, at eksamen nærmer sig, og at jeg føler, at jeg skal præstere en hel masse. At jeg skal have styr på alt muligt, som jeg ikke føler, at jeg har tilstrækkeligt styr på, som fx vejr og klimaforløbet i geografi og integralregning og statistik i matematik. Jeg syntes, at der var så meget jeg skulle have styr på, at jeg ikke kunne overskue hvor jeg skulle starte.
Men for to uger siden besluttede jeg mig så for, at det fandme kunne være nok, og at jeg ikke gider at have ondt af mig selv, bare fordi jeg har seks eksaminer foran mig. Så jeg gik igang med at forberede mig til mundtlig matematik eksamen, hvilket er et stort projekt, men egentlig viste det sig, at det ikke er så forfærdeligt, som jeg troede. For jeg indså, endnu en gang, at det hele handler om motivation. Det gør det i hvert fald for mig. Hvis jeg er motiveret for at lære noget, og få styr på noget, så er det ikke et problem for mig. Hvis jeg har tid til at sidde med det selv, og se på det indtil jeg forstår det, så kan jeg sagtens klare det, selv integralregning. Så jeg føler heldigvis, at jeg har fået mere styr på matematikken, hvilket er rart. Dog har jeg stadig nogle forberedelser jeg skal have lavet, men det skal jeg nok nå.

Så det er ikke matematik der stresser mig. Troede jeg.
Jeg har i de sidste par måneder forsøgt at overbevise mig selv om, at det ikke er så satans vigtigt, om jeg får 7 eller 10 eller 12, og at jorden ikke går under, hvis jeg får 4 i geografi. Men uanset hvor meget jeg prøver at få min hjerne til at forstå det, så virker det ikke helt.

wpid-wp-1431963041985.jpeg

(Matematik-Kirstens forsøg på at forklare os et bevis ved brug af tretrinsreglen. Hun har skrevet alt dette på hovedet, imens hun sad overfor os, hvilket beskriver, at matematiklærere må have overnaturlige evner).

Hvis jeg skal analysere mit problem psykologisk, så skyldes det set ud fra psykoanalysen, at mit overjeg /idealjeg er for stort. Det mener, at jeg skal være en person, der får 10 og 12 i alle fag, og klare det godt, og være sådan en, som altid gør sit bedste og har styr på sig selv og sin fremtid og skal på universitetet og have en god uddannelse, og leve et godt liv uden stress og desuden læse mindst to bøger hver uge. Mit overjeg mener ikke nødvendigvis, at jeg skal være populær eller at folk skal se op til mig, men det mener, at jeg skal være mig selv og gøre alt det, som jeg gerne vil, som fx at tage til udlandet og se hele verden, på road trip i USA, og turde også at gøre ting alene, så jeg føler mig tryg ved mig selv.

Så er der min underbevisthed, som er bange for, at jeg ikke kan klare alle de ting. Og det har mit overjeg det ikke godt med, da frygt og usikkerhed ikke er en del af de ting, som det mener, jeg skal indeholde. I midten er mit jeg, som forsøger at holde styr på alting, og få mig til at træffe de rigtige beslutninger, og gøre det som JEG gerne vil, og ikke det jeg føler at jeg BURDE gøre.
Alle problemerne opstår, når man føler, at der er ting man bør gøre. Og det har jeg vidst meget længe. Men FUCK hvor er det svært at slippe ud af det. Og alle mennesker har problemer med det. Måske ikke buddhistiske munke der er i balance med sig selv og er på vej til nirvana, men ellers. Det er karakteristisk for mennesket i det senmoderne samfund, at vi har et stort overjeg, som meget ofte kommer til at tage styringen, så vi glemmer, hvad vi egentlig selv har lyst til. Overjeget bliver påvirket af ens opdragelse og omkringliggende miljø, medierne og samfundet, og den måde som, man føler, man bør være på.
Overjeget vil gerne tage styringen. Og hvis man lader det ske for meget, så tror jeg personligt, at det fører til stress.

wpid-wp-1431963018401.jpeg

Jeg fandt ud af i fredags, at jeg i uge 24 har tre mundtlige eksaminer. TRE!!! Indenfor FEM dage!!!! Og da jeg hørte det, kunne jeg mærke hvordan mit “jeg er ligeglad med alt, jeg kan klare det-humør” lige så langsomt forsvandt meget hurtigt. Det er alle mine B-niveau fag der ligger i den uge, hvilket ikke gør det bedre. Først har jeg matematik enten den 8 eller 9, så samfundsfag d. 10 eller 11 og psykologi den 11. eller 12. Det er problematisk, eftersom samfundsfag og psykologi er 24-timers eksamener, hvor vi på den tid skal skrive en synopsis og forberede vores oplæg. Lidt hurtig hovedregning giver resultatet, at jeg ikke på noget tidspunkt de 5 dage, får den store mulighed for at nå at slappe af, og den tanke er meget meget stressende. Når jeg har været til eksamen, så er jeg normalt fuldstændig udtømt for energi, hvilket er meget naturligt. Jeg er (for det meste) i godt humør, men jeg er udkørt, og jeg skal bruge mindst 2-3 dage på at komme mig efter oplevelserne.

Men det kan jeg så se nu, ikke kommer til at blive en mulighed den uge, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ved det.

Alt dette forsøgte jeg at stoppe med at tænke over, og en del af mig forsøger stadig at tro på, at datoerne bliver ændret så alt bliver godt. Dog er der ikke så stor en sandsynlighed for at det sker, så derfor må jeg forsøge at acceptere det. Men jeg kan ikke helt se hvordan jeg skal det.

Så i går da jeg egentlig troede, at jeg havde det fint, fik jeg det pludselig skidt. Jeg fik hjertebanken og følte mig svimmel, og syntes at lyset var for skarp og fik hovedpine og kvalme. Jeg havde det som om, at jeg var i Føtex en fredag kl. 16. Men det var jeg slet ikke, jeg sad bare i sofaen. Jeg følte mig panisk, selvom der overhovedet ikke var noget at frygte på det tidspunkt. Derefter havde jeg det bare dårligt, og endte op med at rulle ned for gardinerne og ligge mig til at sove kl. 15 om eftermiddagen. Derefter var det som om, at alt min energi var væk, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg ville. Det er ret ubehageligt, hvor hurtigt mit humør kan skifte nogen gange.
Så indså jeg, at det stadig handler om stress. For selvom jeg nogen gange tror, at det er lykkedes mig at blive stressfri, så har det det med, altid at vende tilbage, lige når jeg tror, at jeg er blevet et frit menneske. Lige når jeg tror, at jeg har fået kontrol over mig selv og mine tanker.

Men det er en illusion, at tro på, at det at være i kontrol, er løsningen på ens stressproblemer. Faktisk har jeg en teori om, at det er det modsatte der gør sig gældende. Når vi forsøger at være i kontrol, bliver vi endnu mere stressede, fordi vi uanset hvad ikke kan undgå, at der sker noget uventet. Der vil altid ske ting, som ingen kan kontrollere, for sådan fungerer universet. Der er ikke altid en grund til at ting sker, de sker bare. Vi kan aldrig vide noget med sikkerhed.

Og det er sgu da skide ubehageligt!! Jeg har ikke lyst til at acceptere, at jeg ikke kan kontrollere, hvordan mine eksamener kommer til at gå. Derfor er det lettere at leve i troen om, at hvis jeg bare bruger nat og dag på at læse op til eksamen og repetere det globale vindsystem 159 gange, så kommer det til at gå mig godt, og jeg undgår at stå i en situation, hvor jeg er i tvivl om hvad jeg skal svare.
Jeg har den her idé om, at så længe at jeg har forberedt mig så godt som overhovedet muligt, så kan jeg ikke blive nervøs for eksamen. Og det har egentlig også forholdt sig nogenlunde sådan. Til de eksamener, hvor jeg har følt mig i kontrol, har jeg ikke haft nogle problemer med nervøsitet, fordi jeg har troet på, at jeg kunne klare det hele.

Men løsningen på det, kan jeg se nu, er ikke at bruge al min tid på at læse op på ALT, så jeg er forberedt på et hvert tænkeligt spørgsmål. Nej, løsningen er nok nærmere, at indse, at jeg ALDRIG, uanset hvor meget jeg prøver, kan kontrollere situationens udfald. Og derfor er løsningen at få opbygget en følelse af, at jeg godt kan klare mig igennem det, selv hvis jeg trækker et emne som jeg ikke føler mig 100 % sikker på. Selvom mit overjeg ikke mener, at det er ok at føle mig usikker, så bliver jeg nødt til at acceptere, at det ikke hjælper mig, at jeg tror, at jeg skal vide alt om alt, for at kunne føle mig rolig. For gør det mig glad, hvis jeg presser mig selv derud, hvor jeg tror, at jeg skal vide det hele? Har jeg lyst til at være en person, som går mere op i at få 12, end hvordan mit mentale helbred er?

wpid-wp-1431962981342.jpeg

 

(dobbel-regnbue, der på poetisk vis beskriver, at der findes andre farver end sort, selv på de mørke dage)

NEJ.

Bare fordi jeg har nogle forskruede idéer om, hvordan jeg tror jeg skal være, så betyder det ikke, at jeg skal gøre alt i verden for at føre det ud i virkeligheden.

Jeg har tænkt mig at bruge min læseferie fornuftigt og forberede mig ordentligt til alle fagene. Jeg har tænkt mig at gøre mit bedste. Men jeg er færdig med at fortælle mig selv, at jeg skal have styr på alt, for at jeg kan føle mig tilfreds. Der er forskel på at gøre sit bedste og at have styr på alt.

Og bare fordi samfundet mener, at gode karakterer og det rigtige job er det vigtigste i verden, så betyder det ikke, at det er rigtigt. Jeg ved, at jeg nok skal finde det rigtige for mig, uanset om jeg får 12 eller 4 i geografi. For når alt kommer til alt, så er det bare et tal. Det er tal, som styrer en stor del af ens jobmuligheder i fremtiden, men det er ikke det vigtigste af alt.

 

Så farvel, stress – det kan godt være, at du kommer igen og suger livsenergien ud af mig, og får mig til at tro, at jeg skal alt muligt der dybest set ikke er så vigtigt – og det er ok. Jeg slipper nok aldrig helt af med dig, men du skal ikke fortælle mig, at jeg ikke kan klare det, for det kan jeg. Måske bliver alt ikke perfekt, men vil jeg egentlig have at det skal være det?

/A

På eventyr med offentlig transport + en kat

Hej verden. I går og i dag har begge startet en smule stresset, og her kommer en længere uddybende forklaring:
I går var sådan en virkelig typisk mandag, hvor alt bare gik en smule galt. Det startede med, at jeg tog afsted 10 minutter senere end jeg plejer, hvilket var super nederen. Imens jeg cyklede ringede Svane til mig, hvilket fik mig til at tænke “Er der noget galt/ringer hun for at sige at timen er aflyst/åh nej er skolen sprunget i luften”. Jeg kunne selvfølgelig ikke tage telefonen imens jeg cyklede, for sådan en type er jeg ikke (af den simple grund, at jeg ikke kan finde ud af at se på min telefon når jeg cykler, hvis jeg skal undgå at komme til at køre ud midt på vejen og dø/køre ind i en lygtepæl).

Intelligent som jeg jo er, valgte jeg derfor at ringe tilbage til hende IMENS jeg forsøgte at låse min cykel. Dette endte, som den hurtige læser måske har indset, ikke specielt godt. For det første var min cykel ved at vælte, jeg kunne ikke låse den med en hånd, og så tog hun ikke engang telefonen. Derefter valgte jeg at tabe min telefon, så den lå midt på fliserne hvor diverse menneskemængder kom gående. Det var ikke et smukt syn, nej. Da jeg så endelig havde fået låst den elektriske jernhest (min cykels nye navn), fandt jeg ud af, at den under alle omstændigheder ville vælte, fordi underlaget var ustabilt. Så jeg valgte at flytte hele cyklen nogle meter, hvilket var relativt kompliceret, eftersom den vejer 30 kg og var låst to steder.
Det var en prægtig start på dagen. Senere da jeg skulle hjem regnede det selvfølgelig af helvede til, og det var frygteligt og alt muligt forfærdeligt. Jeg blev virkeligt vred og irriteret og kold og fyldt med regn, så jeg endte op med at køre hjem imens jeg sagde diverse irriterede lyde. (Dette viste sig faktisk at være effektivt mod vrede).
Men ellers var det en fin dag.

I dag startede det med, at jeg skulle tage bussen i skole, fordi jeg ikke kunne cykle, da jeg skulle være sammen med Iris bagefter. Dette var en relativt forfærdelig oplevelse (altså at tage bussen). Der var fyldt med en masse mennesker, så jeg var nødt til at stå op, hvilket jeg hader når man står i en bus der kører, og derfor er i konstant fare for at vælte og dø, og desuden starte en lavine af væltende mennesker.
Selvfølgelig var der også helt vildt meget trafik, så jeg endte med at stige ud af bussen 8.03, hvilket var totalt stressende, da jeg skulle gå hele vejen hen til lokale 17, som ligger langt væk. Jeg endte med at være der 8.07, hvilket er to minutter for sent, og overhovedet ikke min stil. Jeg hader sådan noget stress om morgenen. Det resulterede desuden i, at jeg var så udmattet efter hele oplevelsen, at jeg var mega uoplagt under alle tre samfundsfagstimer. Dette skyldtes måske også, at personen jeg sad ved siden af var mega træt, og gabte hvert tredje minut. Men alligevel, så giver jeg offentlig transport og trafikken skylden. Det er ret frygteligt, at det tager dobbelt så lang tid at tage bussen, som at cykle.
Nåh. Men i samfundsfag skete der ikke noget videre interessant.
Da jeg fik fri kl. 11, fandt jeg Iris, og vi gik derefter hjem till hende, efter vi havde været i Kiwi. Her mødte jeg hendes kat Tanja, som var mega lille og hyggelig.
Vi skulle passe hendes søsters lejlighed, fordi der var nogle folk der skulle skifte nogle rør, som skulle lukkes ind. Så vi pakkede katten i dens fancy men upraktiske transportboks, og gik ned til bussen.

Der var en masse mennesker der talte til os, fordi vi havde en kat med. Sjovt som dyr får folk til at snakke. Det var meget hyggeligt.
Da vi ankom spiste vi vores mad, og satte os derefter i sofaen, indtil folkene der skulle skifte rørene bankede på. Herefter sad vi sådan set bare i fire timer og snakkede, og så desuden et afsnit af “Luksusfælden” på TV3, hvilket var en relativt deprimerende oplevelse. Jeg lærte ikke andet af det, end at jeg aldrig skal stifte gæld, da jeg for alt i verden gerne vil undgå at være med i det frygtelige program.

Teknisk set skete der ikke så meget mere end det. Men det var en mega hyggelig dag, selvom konklusionen er, at jeg ikke rigtigt kan lide offentlig transport. Selvom jeg mødte en fra min gamle klasse i bussen på vej hjem, hvilket var awesome, fordi jeg ikke har snakket med hende længe. Desuden var det også rart, ikke at være nødt til at have cykelhjelm på for en gangs skyld. Men ellers var det bare frygteligt.

Til vinter bliver det utroligt trist, da jeg ikke kan cykle samtidig med at der ligger is og sne overalt, hvis jeg altså gerne vil undgå at dø.

Nåh. I morgen er det onsdag, og jeg forsøger at se positivt på dagen, selvom jeg ikke rigtigt kan overbevise mig selv om, at det bliver skide interessant. I geografi skal vi arbejde med vindretningen (wuhuu) og i biologi skal vi lave forsøg. Jeg overlever vel nok.

Hyg jer.
/A

Mandag – psykologi, matematik, måske sidste indkøbstur i Superbest og køb af æg

Nu hvor overskriften er så beskrivende, er selve indlægget næsten ligegyldigt. Men hvad helvede.
Jeg er lige kommet hjem efter en lang dag.
Det startede med at jeg havde psykologi, hvilket var fint nok, selvom min lærer har det med at tale meget længe om et eller andet, hvor det ikke altid er åbenlyst hvad formålet er. Men det var fint nok. Vi lærte om psykologiske metoder, hverdagspsykologi/videnskabelig psykologi osv. Alt muligt fancy. Jeg tror nok det skal blive meget interessant, når vi er kommet ordentligt igang.
Derefter skete det uheldige, at biologi desværre var aflyst i dag, for læreren var på tur med en anden klasse. Øv øv øv.
Så vi satte os op i studieværkstedet/biblioteket, og lavede lektier/sad og kiggede rundt/spillede Tetris og andre produktive ting indtil kl. 13.30. Det var sådan set fint, eftersom jeg fik lavet det biologi som vi har for som “virtuel undervisning” onsdag, hvilket betyder, at jeg kan holde HELT fri på onsdag, fordi geografi også er aflyst. Det bliver skide godt. Måske skal jeg på café med Randi og Bokka onsdag, hvis det ikke kan blive i morgen, fordi Bokka er forkølet. (Alle mennesker i verden er forkølede for tiden. Hele dagen har folk hostet som om at de var ved at dø).
Nåh, men efter at jeg havde lavet alle lektier, havde vi matematik. Matematik-Kirsten fortalte os om tal. Meget avanceret. Hun havde lavet hele to Powerpoints i dagens anledning, som tog så lang tid, at vi ikke nåede alt det vi skulle, og folk derfor havde slæbt deres computere med uden grund. Det er altid rart.
Men det var nu meget fint.

Da jeg fik fri cyklede jeg hen til Super Best. Det var en nostalgisk oplevelse, eftersom de er ved at lave alt muligt om, fordi den skal lukke og laves om til en Kiwi-forretning i stedet for (altså butikskæden Kiwi, ikke en forretning der sælger kiwier). Det er helt trist at den skal lukke. Jeg er jo vokset op med Super Best. Store dele af min barndoms vigtige øjeblikke har udspillet sig i SuperBest.
Nej, men det er stadig trist. Så eftersom at jeg vurderede, at det måske var sidste gang nogensinde at jeg var i Super Best, valgte jeg at bruge en halv time på at gå rundt og se grundigt på ALLE varerne i hele butikken (undtagen de mange hylder med vin, hundefoder og slik). Det var meget interessant.
Uheldigvis havde de kun tre ud af de 5 ting der stod på min huskeseddel, men så måtte jeg jo improvisere. Endte med at købe nogle engangsgafler, fuldkornsmajsmel, spinat, avokadoer, lime og citroner. (Jeg ved, at hele verden sætter stor pris på at vide hvad jeg køber).
Da jeg var færdig i Super Best kørte jeg videre hjem, hvor jeg på vejen stoppede ved Æggedamen (Ja, det er hendes rigtige navn) med den intention at købe 30 æg. Desværre havde hun kun 15, så jeg må tilbage en anden dag i ugen. Men det gik utroligt godt med at købe æg. Hun snakkede ikke i to timer som hun plejer. (Måske fordi jeg havde valgt den taktik at beholde min cykelhjelm på, så jeg så meget travl ud). Det er ikke til at vide.

Nåh. Dette indlæg føles utrolig ligegyldigt, men hvad helvede.
Nu har jeg lige indtaget en grøn smoothie, som i dagens anledning fik lov til at smage voldsomt meget af spinat, eftersom jeg kunne mærke, at jeg var i spinatmangel (det er et ord fra nu af). Her er et billede af situationen:
IMAG5000.jpg vises

Her er et billede af min hund, efter jeg har barberet dens ører, så det ser helt fjollet ud: IMAG4996.jpg vises

Det var alt for nu.
Hyg jer.
/A

Første indlæg! Føtex og chokoladekatastrofen

HEJ!

Dette er første indlæg NOGENSINDE! Jeg vil bruge det på, at fortælle at jeg (endnu en gang) var i Føtex i dag efter skole, sammen med min fine ven Iris (som har inspireret mig til at starte denne blog).
Det er ved at blive en vane, at vi altid tager i Føtex, når vi har fået fri efter at have haft historie. Vi har været så priviligerede, at kunne få et lift ned til byen en del gange her de seneste par uger, af en af de andre fra vores klasse. Det er nemlig det smarte ved, at gå på HF med folk som er ældre end én selv: De har biler, og hvis man er sød overfor dem, er de villige til, at køre én diverse steder hen! Det synes jeg personligt er ret awesome.
Føtex-turen endte med at jeg købte Kinderæg og Marabou chokolade, som kan ses på dette billede, hvis I skulle være i tvivl om, hvordan sådan noget ser ud:

Jeg købte også nogle pølsehorn, men dem nåede jeg ikke at tage et billede af, før de på mystisk vis var forsvundet og blevet spist. Som det også kan ses på billedet, er det ikke en god idé at opbevare varme pølsehorn ved siden af chokolade i sin taske.. Det opdagede jeg desværre først, da det var for sent. Det ødelagde lidt min plan om, at give det væk som en forsinket julegave til min gode ven Rebekka, som jeg skal besøge i morgen. Derfor tror jeg det enten ender med, at jeg selv spiser chokoladen, eller at jeg donenrer det til et af min mors mange bage-projekter. Det fungerer ikke helt at komme med noget chokolade, der ser ud som om, at der har siddet en meget overvægtig person ovenpå det i nogle timer, indtil det er smeltet og har fået en underlig form.
Det var alt for nu. Hyg jer.
/A