Kategoriarkiv: mad
Opskrift på Amanda Thylkjærs havregryns-cookies med mandler – der ser sundere ud end de er
Hej verden.
I går sagde jeg spontant ja til at tage kage med på uni i dag, så jeg måtte igang i køkkenet (i sommerhuset vel at mærke). Jeg anvendte for en gangs skyld en opskrift, og derfor kan jeg skrive dette indlæg, da jeg har målt af, hvad jeg har blandet sammen (i hvert fald næsten det hele, dog har jeg ikke skrevet det ned, så det bliver efter hukommelsen)
Jeg ved ikke, præcist hvor mange kager der bliver, men der er i hvert fald nok til hele klassen plus din nærmeste familie, og så er også rigeligt tilbage, som du selv kan sidde og hygge dig med over aftenkaffen efter en lang og opslidende dag. Selvom det afhænger af, hvor stor din klasse er, og om den består af typer, der er gode til at møde op til timen.
Amanda Thylkjærs havregryns-cookies med mandler
(en opskrift, der er heftigt inspireret af min mors opskrift, der dog ikke indeholder mandler eller æg men i stedet en chokoladebar)
-225 gram smør (tror jeg nok
-190 gram sukker
-6 spsk. sirup
-250 gram havregryn
-240 gram mel
-1 tsk natron
-1 tsk salt
-1 tsk vaniljesukker
-Et uvist antal hakkede mandler – omkring 20-30 stk. (som kan udelades eller erstattes af fx chokolade)
-Et spontant æg (da det ikke står i den oprindelige opskrift, men jeg følte for at leve på kanten og tilsætte det alligevel, da det giver dejen en mere sammenhængende konsistens)
Sådan gør du:
- Find en gryde, der er tilstrækkeligt stor, men heller ikke alt for stor, da det er spild af varme og det generelt er træls at håndtere store gryder, medmindre der er et reelt formål med at gøre det. Så en kasserolle bør du nok bruge (en kasserolle er bare en lille gryde, hvis du ikke skulle være i besiddelse af denne viden i forvejen)
- Find en køkkenvægt, og stil gryden ovenpå denne (lad være med at forvarme gryden, da du så smelter din køkkenvægt, hvilket er virkeligt træls (jeg taler ikke af erfaring))
- Mål smør, sukker og sirup af.
- Flyt gryden fra køkkenvægten og hen på komfuret.
- Tænd for kogepladen, bare på fuld knald (hvilket betyder, at du skal skrue så meget op som muligt)
- Rør rundt i substansen, og skru lidt ned, når den er blevet tilstrækkeligt varm – medmindre du ønsker, at den skal brænde på.
- Når smøret er ved at være smeltet, så sluk for varmen og rør rundt i det indtil det er helt smeltet sammen.
- Hak mandlerne og tilsæt dem til det varme sukker-smør.
- Tag en skål og mål havregryn og mel af og tilsæt natron, vaniljesukker og salt.
- Hvis din gryde er stor nok, så tilføj de tørre ingredienser til smørblandingen i gryden, og hvis den er for lille, så tilsæt smørblandingen til skålen med de tørre ingredienser (hvis din skål heller ikke er stor nok, så find en ordentlig skål, hvor der er plads, ellers kan det hurtigt ende ud i et værre rod).
- Bland det hele sammen. Tilsæt ægget (hvis du har lyst, i teorien bør du kunne undvære det, men jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvordan resultatet så bliver).
- Tænd ovnen (dette bør du nok gøre lidt før, at du er færdig med dejen, men det kan du nok selv regne ud).
- Tag nogle bageplader og beklæd dem med bagepapir.
- Brug to teskeer til at fordele dejen, så der bliver 16 kager pr. plade.
- Hov, vent, ovnen skal stå på 175 grader varmluft, det glemte jeg at nævne før.
- Sæt kagerne i ovnen, evt. en plade ad gangen, så du kan genbruge den første plade til den tredje plade (det er dårligt formuleret, men jeg gider ikke mere nu).
- Bag alle kagerne.
- De skal have ca. 10 minutter ifølge den oprindelige opskrift, men jeg vil gerne opfordre til, at du i stedet får en føling med dit bagværk, så du ikke er nødsaget til at sætte en alarm til og stresse over det. Se i stedet på kagerne, og vurder, hvornår du synes, at de har fået nok. De skal være lidt brune men ikke mørkebrune, så held og lykke med at finde ud af det.
- Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af.
- Anret dem på et fad (der i teorien er et skærebræt, men man kan ikke få alt i verden) og stil dem udenfor og tag et flot billede af dem.
- Server dem for folk og se dig selv stige drastisk på popularitetsskalaen (jeg blev overøst med komplimenter, folk komplimenterede både kagerne og min personlighed, de sværmede rundt om mig).
- Tillykke med at være en succes, både i køkkenet og i den akademiske verden. Smør og sukker er vejen frem, så længe du forklæder det, så det ser lidt sundt ud, så skal alle de kommende psykologer (eller hvem du ønsker at servere kagerne for/imponere) nok tage for sig.
Det var det.
Hyg jer.
//A
Hvis dette var en madblog – en opskrift på vegetariske, laktosefri, smørfri og næsten sunde pandekager
Hej verden.
Dette er indlæg nr. 200 på denne blog, og jeg har besluttet at bruge det på noget så meningsfuldt som at bringe en opskrift på pandekager. Dette skyldes primært, at jeg forsøger at indfange læsere, da jeg ved, at folk strømmer til, hvis man skriver et indlæg, der indeholder en masse ord om, hvad der ikke er i maden, men at den alligevel smager godt.
Så hvis du leder efter den perfekte opskrift på pandekager, så er du kommet til det helt rette sted!!
Eller nok nærmere det helt forkerte sted, eftersom jeg selv har opfundet disse pandekager og ikke har skrevet ned, hvad jeg har brugt af de forskellige ting. Men det skal ikke være en hindring, det kan derimod være en opfordring til, at I alle begynder at tænke lidt selv og får en føling med dejen, eller hvad de smarte typer plejer at sige. De smarte typer har nemlig aldrig brug for en udførlig opskrift, og det har du heller ikke!
Så her er en form for opskrift (jeg ved ikke hvorfor)
(Er det ikke æstetisk?)
Amanda Thylkjærs unavngivne – og tilfældigvis laktosefri, smørfri og kødfri – pandekager:
(Til 1 person eller muligvis kun ½ hvis vedkommende er meget sulten. Der kan måske også være til 2 personer, hvis de er den slags typer, der ikke spiser ret meget)
Dette skal du bruge (hvis du har lyst):
-½ banan (eller en hel, hvis du er en rigtig helsetype)
-Risdrik (eller alm. mælk eller vand, afhængig af om du er veganer eller laktoseintolerant eller bare er fint på den)
-Noget hvedemel
-En håndfuld havregryn eller noget i den stil
-2 æg
-Noget kokosolie (eller smør efter behov, hvis du ikke er helsetypen)
-Vaniljesukker
-Kanel efter behov/personlige præferencer
-Bagepulver
-Lidt sukker (dette kan også udelades, hvis du er helsetypen, der er imod tilsat sukker)
Sådan skal du gøre (der er dog ingen tvang, jeg vil på det kraftigste opfordre til, at du bare følger dine impulser og ikke lader dig styre af, hvad jeg siger, at du skal):
-Find en skål, der hverken er for stor eller for lille.
-Find en pande, der fungerer og ikke er træls.
-Find alle de ovenstående ting og stil dem forskellige steder i køkkenet, så du skal løbe rundt efter hvert element, når du skal bruge det.
-Smelt noget kokosolie på panden.
-Slå to æg ud i den netop fundne skål.
-Find et piskeris (eller brug en gaffel, hvis du ikke ejer et sådant).
-Pisk æggene med lidt sukker, du bestemmer selv hvor meget sukker og hvor længe, du ønsker at piske.
-Tilføj noget vaniljesukker og bagepulver (jeg hældte det bare direkte ned i dejen fra bøtterne, det er altid anbefalelsesværdigt).
-Tilføj evt. kanel hvis du er den friske type.
-Skru ned for kokosolien, den er nok smeltet nu, og du ønsker ikke, at den skal blive alt for varm.
-Hæld nogle havregryn ned i det hele.
-Hæld lidt mel ned i.
-Rør rundt.
-Hæld kokosolien i.
-Rør rundt (men ikke for meget)
-Hæld noget risdrik i lidt efter lidt (ikke det hele på én gang, så kommer der klumper i, og klumper er af en eller anden grund ikke socialt acceptable i dette samfund)
-Smelt lidt mere kokosolie til stegning.
-Skær bananen over i to. Mos den ene halvdel og hæld den i dejen (eller lad være med at mose den, så får du bare et underligt resultat)
-Hæld noget af dejen på den opvarmede pande (brug evt. en form for ske, da det kan blive meget voldsomt, hvis du hælder direkte fra skålen, men prøv endelig hvis du tør)
-Vend pandekagerne når der dannes bobler i midten af dem og de ser ud til at trænge til at blive vendt.
-Steg dem helst ved middelvarme (så kan du jo tænke lidt over, hvad middelvarme er)
-Bliv ved indtil du ikke har mere dej.
-Anret pandekagerne. Du bestemmer selv hvordan du vil gøre, men jeg synes da, at du skal anvende den halve banan, du alligevel har liggende på køkkenbordet, for hvad skulle du ellers bruge den til? Den er jo nok ikke særligt spændende at spise i morgen. Så brug den! Skær den ud i nogle smarte skiver og gør et eller andet.
-Indtag pandekagerne imens du får en kop kaffe og ser et af dine yndlingsafsnit af SKAM for femte gang (dette trin er påkrævet, det er den vigtigste del af processen)
-Husk at vaske op efter dig selv (og evt. vaske dig selv, når du er igang) og tørre mel op fra gulvet/bordet/din krop.
Hvis dette var en madblog, ville alle indlæg være sådan her, og jeg tror at det er godt, at det ikke er tilfældet. Og hvis dette var en madblog, ville jeg skrive endnu et indlæg omhandlede ovenstående aftensmåltid, som jeg lavede til min familie i dag. Men det gider jeg ikke, også selvom det var et utroligt vellykket måltid.
Hyg jer.
//A
Lagkage-succes, kreative gaver og for meget sukker
Hej verden. Jeg skriver først dette indlæg nu, da jeg gik i gang med det i onsdags, men kun fik skrevet to linjer, fordi jeg blev enig med mig selv om, at jeg hellere ville lave noget andet. Så her kommer det.
Tirsdag da jeg kom hjem fra skole, og havde været ude at handle med Iris i Føtex (hvilket var en relativt stressende oplevelse for alle), begyndte jeg at bage alt muligt. Jeg havde ugen forinden besluttet at holde en “hurra jeg har fødselsdag om en uge, og vi har aflyste timer i dag, så lad os fejre det” fødselsdag, for de tre af mine HF-venner, som jeg snakker mest med. Det startede egentlig med, at de selv foreslog at jeg holdt en fødselsdag for dem, og så kunne jeg jo ikke rigtigt sige nej, vel? Dog mente det også, at jeg skulle arrangere en skattejagt og sjove lege, men det gik ikke så godt, så i stedet valgte jeg at bage voldsomt mange kager til dem.
Selvom vi kun var fire mennesker, og jeg i teorien ikke spiser sukker (hvilket jeg så i den grad gjorde den dag, skal jeg hilse og sige), så havde jeg sat mig for at lave en lagkage, af to grunde: 1) jeg har normalt aldrig en grund til rent faktisk at bage en lagkage, eller kage generelt, da min mor altid sørger for, at der er mindst 50 forskellige typer kager i huset 24/7, og 2) at jeg har fået en vane med at bruge en stor del af min fritid på at se bage-videoer. Der er noget meget afstressende over at se nogle mennesker blande nogle ting sammen i en skål. Det får mine tanker til at stå stille, hvilket er meget rart.
Men derfor følte jeg mig inspireret til at bage noget selv for en gangs skyld. Som altid når jeg bager, gik jeg ikke ud fra nogen bestemt opskrift, men gættede mig lidt frem til, hvad jeg skulle gøre, og brugte hvad jeg nu lige følte for at bruge. Derfor har jeg heller ikke skrevet ned hvad jeg har gjort, eller taget billeder af processen, da jeg indså imens jeg var i gang med at lave det, at jeg virkelig ikke gad at tage billeder af alt jeg gjorde.
Dog kan jeg fortælle jer, at jeg startede ud med at bage en rouladebund efter min mors opskrift, som kan findes her: http://nogetiovnen.dk/tag/chokoladeroulade-med-smorcreme/
Derefter lod jeg den køle af, og så skar jeg den ud i nogle aflange rektangelformede former, og lod dem ligge på en tallerken i et par timer. (Ikke at der kommer noget godt ud af det, men jeg var travlt optaget af andre ting i mellemtiden).
Jeg besluttede, at nu hvor jeg ikke havde planlagt en skattejagt, blev jeg nødt til at bage noget mere, for vi kunne jo ikke have, at der var nogen der sultede.
Så jeg valgte at lade mig inspirere af USA og deres store sukker og smør-forbrug, og lave chocolate chip cookies ud fra denne opskrift: http://www.woodlandbakeryblog.com/chocolate-chip-cookies/
De blev faktisk utroligt gode, også selvom jeg kun brugte 300 gram sukker frem for 410 gram. Alle gæsterne elskede dem, og de fik også nogle med hjem (selvfølgelig).
Da jeg så havde lavet dem, gik jeg igang med at samle lagkagen. Først piskede jeg en halv liter fløde, og fik min bror til at hjælpe med at smadre en pakke rutebiler, hvilket han syntes var meget underholdende. Derefter blandede jeg det sammen, og så fik jeg den idé at komme det i en sprøjtepose. Det var en utroligt skidt idé, da den stoppede til meget hurtigt fordi rutebilerne ikke var helt knust. Så jeg opgav at gøre det på den måde, og valgte i stedet at smøre det på kagen med en dejskraber. Det gik faktisk meget godt.
(Her burde jeg så indsætte et billede af hvordan det så ud, men det må i tænke jer til).
Nåh ja, og jeg skar også tre bananer i skiver, og lagde det imellem lagene af flødeskummen og kagen. Da jeg havde lagt alle fire lag sammen og smurt kanterne op, pakkede jeg kagen meget godt ind og satte den i køleskabet til næste dag, hvor jeg dækkede den af glasur.
I alt tog det mig fire timer at bage de to ting, men det blev en succes, så jeg er skide ligeglad med, om jeg kunne have gjort det hurtigere.
Nåh, men dagen efter dækkede jeg bord og lavede lagkagen færdig, satte bollerne i ovnen (som min mor havde bagt i weekenden), og stillede alting frem. Det endte op med at se sådan her ud:
Prøv lige at se det!!!! Der er endda et frugtfad og det hele! (jeg kan informere om, at der kun blev spist et stykke frugt, hvilket selvfølgelig blev spist af mig selv). Det var mest for synets skyld, men hvad gør man ikke for at kunne lægge et fancy billede på Instagram?
Og her er lagkagen tæt på:
Man kan ikke se tydeligt se det fancy mønster jeg havde lavet ovenpå, men skidt pyt. Den blev så fin!!!
Her ser vi hvordan den ser ud indeni. Åh, den kage er noget af det bedste jeg har skabt i nyere tid. Det var meget fascinerende at se hvordan jeg i løbet af tirsdag fik den til at eksistere, hvordan den i løbet af onsdag blev mere end halveret, og hvordan den torsdag og fredag gik ind i sit livs efterår og til sidst vinter, for at ende sit liv i skraldespanden.
Det var trist. Men den havde et godt liv, og den gjorde mange mennesker glade.
Alle gæsterne elskede kagerne og hele arrangementet, og alt var godt. Vi spillede spil, nu da der ikke var nogen skattejagt: Hønsefræs og Bezzerwizzer.
Jeg fik nogle interessante gaver.
Iris gav mig to bøger, som hun ikke længere selv skulle bruge, og en pose fyldt med te, som er et udvalg af alle de forskellige typer te som hun ejer. Det var faktisk en god gave, da jeg nu lærer mange forskellige slags te at kende, og ikke bare drikker grøn te eller kamillete som jeg plejer.
Svane og Maria gav mig noget der skulle have været en halskæde og en armbånd af enkroner, men det var desværre lidt for småt, så det fungerede ikke helt. Dog var det utroligt hyggeligt at få en masse enkroner på en snor igen, da det er meget længe siden at det sidst er sket (måske skyldes det, at det er meget længe siden at jeg sidst har holdt fødselsdag). Svane havde lavet en hjemmelavet pung til mig (jeg ved ikke hvad sådan en hedder rigtigt, men det var en pung som I kan se), og en foldet svane i papir, så det passede ind i temaet.
Det var en utroligt hyggelig dag, dog er konklusionen at jeg ikke skal have mere sukker det næste stykke tid, da jeg fik et voldsomt migræneanfald af det, og diverse andre ting. Men ok, jeg indtog også voldsomt meget sukker ift. hvad jeg er vant til, så måske skulle jeg en anden gang bare lære at styre mig.
Efter det tog vi ind til byen, hvor vi skulle mødes med to andre for at udføre vores psykologiske feltundersøgelse. Det kommer der måske et indlæg om på et andet tidspunkt, for det var faktisk vældig interessant.
Det var alt for nu.
Hyg jer.
/A
Brændte mandler som alle mennesker kan lave (hvis de er i besiddelse af en kogeplade)
Hvis der er noget jeg kan finde ud af at lave, og som jeg selv synes jeg er bedre til end min mor er, så er det brændte mandler, og det gode ved det er, at det ikke er specielt svært, så længe man har to hænder, en pande, et komfur, mandler, sukker og vand. Og det har de fleste mennesker heldigvis, så det vil sige at næsten alle kan lave brændte mandler selv i stedet for at betale mega mange penge for dem et eller andet sted, hvor de ikke engang smager specielt godt.
Opskriften er så simpel at det næsten burde være ulovligt.
Hvis du har 100 gram mandler, skal du bruge 1 dl sukker og 1 dl vand. Min erfaring på dette område er dog, at alt under 300 gram mandler er for lidt og at de ender op med at være spist inden juleaften er begyndt (medmindre du gemmer dem for folk eller truer med at dræbe dem).
Samtidig er det en skidt idé at lave en portion af mere end 300 gram, da det så bliver svært at få plads til det på panden. Så konklusionen er, at jeg synes at I skal bruge 300 gram mandler, men der er ingen tvang.
Sæt panden på høj varme i starten, og bland det hele sammen. Det skal se sådan ud:
Nu går der nogle minutter før der begynder at ske noget, men hvis man vil lave brændte mandler, så skal man have tålmodighed! Ellers bliver det bare underligt eller forkullet, og det er ikke intentionen.
Kunsten at lave brændte mandler består af fire stadier, og det første ser sådan her ud:
Skru lidt ned for varmen, og rør godt rundt i det hele. Du behøver ikke at røre i det hele tiden, men man kan ikke bare lade det stå og passe sig selv, imens man laver noget andet som fx at læse avisen. Man skal være 100 % fokuseret og til stede, for ellers kan der ske frygtelige ting!!
Der går cirka 10 minutter før mandlerne træder ind i det næste stadie, som ser sådan her ud:
Nu skal man begyndte at være endnu mere opmærksom end man før var, og desuden skrue ned på middelvarme. Rør KONSTANT i mandlerne, og stop aldrig!
Så når du efter endnu et par minutter til det tredje stadie:
Her skal du stadig røre i mandlerne konstant og aldrig, jeg gentager ALDRIG forlade dem!! Betragt mandlerne som dine børn (som du er igang med at tilberede ved en meget høj temperatur)
Efter omkring 5 minutter i dette stadie, når du til det fjerde stadie, hvor du skal afgøre, hvornår mandlerne er færdige:
Teknisk set kunne jeg godt have givet dem to minutter mere, så sukkeret var nået at smelte lidt mere, men skidt pyt. Jeg var panisk angst for at give dem for meget, og det endte op med at blive ret godt alligevel.
Herefter lægger du dem ud på noget bagepapir på en tallerken og venter til de køler af, for ellers brænder du dig. Desuden skal du huske at slukke for komfuret, og sætte panden i blød i varmt vand, for ellers er den umulig at gøre ren.
Det var sådan set det.
Glædelig jul!!!
/A
Sukkerfri, glutenfri og mælkefri bananmuffins som rent faktisk smager godt!!!!
Hvis nogen for et halvt år siden havde spurgt mig, om jeg nogensinde ville bruge tid på at stå og mose nogle dadler, for derefter at vælte dem ned i nogle mosede bananer, æg og glutenfri mel, og sætte det i ovnen og kalde det for en kage, så havde jeg nok sagt, at det fandme lød langt ude, og at en rigtig banankage indeholder sukker og chokolade og alt muligt.
Men, nu hvor jeg er blevet 18, og dermed ekstra klog og vis, har jeg i dag, 26-8-14, bevist, at det er fysisk muligt at lave bananmuffins, som hverken indeholder almindeligt mel, sukker, smør, chokolade eller noget andet som ikke overholder min personlige sundheds-lov.
Jeg har fundet på opskriften selv, (og ikke bare kopieret den fra nogle andre) og derfor er jeg ekstra begejstret for det hele. Resultatet synes jeg er virkelig godt, (selvom folk der er vant til at spise almindelige kager nok synes, at det smager af ingenting). Min brors kommentar var, at han blev forvirret, fordi det så ud som kage, men så alligevel ikke smagte af kage. Men det er fjong med mig, for så er der ikke andre end mig der spiser dem. Høhøhøhø.
Glutenfri, sukkerfri og mælkefri bananmuffins, 16 stk.
4 modne bananer
6 tørrede dadler (fjern stenene først, medmindre du vil have en ubehagelig kage med sten i)
1 tsk. vanillesukker (helst vanillepulver)
1 tsk. bagepulver
200 gram mel (vælg selv), jeg brugte grøn Finax og omkring 30 g. kokosmel
50 g boghvedegryn (kan teknisk set erstattes med mel eller havregryn)
4-5 æg
2-3 tsk. kakaopulver
2-3 tsk. kanel
Nogle spsk. koldpresset rapsolie
Start med at mose dadlerne, og fjerne stenene. Mos bananerne eller blend dem med stavblenderen sammen med dadlerne til det har en dejlig flydende konsistens. (Det er sådan alle de fancy madbloggere plejer at skrive, men det lyder egentlig ikke rart).
Derefter piskes æggene med vanillesukkeret i en anden skål (Ja, vanilleSUKKER! Jeg ved det. Men jeg vurderede, at der nok ikke ville ske det store ved én teske vanillesukker).
Find 175 g glutenfri mel og bland det sammen med bagepulveret og kokosmelen/boghvedegrynene/havregrynene. Hæld det derefter i bananblandingen sammen med æggene og vend det rundt med en dejskraber(eller pisk det sammen, tvivler på det gør den store forskel). Husk i øvrigt at tilsætte kanel, kakao og rapsolie.
Så skulle det gerne se nogenlunde sådan ud:
Smukt, jeg ved det.
Derefter skal det hældes i muffinsforme, helst sådan nogle fancy nogen som vi har i skabet. Jeg ved ikke, hvordan dejen reagerer på almindelige papirforme, men jeg kunne forestille mig, at man så nok skal bruge noget ekstra rapsolie, for at sikre, at det ikke hænger fast. Og ellers lav en hel kage i stedet. Bages ved 175 grader varmluft i ca. 15-20 minutter (som muffins, som kage er jeg ikke sikker på hvor længe den skal have).
Jeg går ud fra, at det ikke skader at tilføje 1 dl yogurt/A38, men dette glemte jeg bevidst, så det er ikke til at vide med sikkerhed. (Men så blive muffins’ne som den opmærksomme læser nok har opdaget, ikke mælkefri)
Og når de er færdige, ser de cirka sådan her ud (hvis du er i tvivl, kan du stikke en tandstik (ubrugt) ned i midten, og se om dejen stadig er flydende, eller om den er blevet bagt indeni)
(dårligt billede, I know, men hvad helvede kan man gøre)
Lad dem køle af i noget tid inden du spiser dem allesammen.
Ja, spændende ser det jo ikke ud, men altså. Det er en form for kage, og den er bagt og er ikke hård som sten og heller ikke flydende indeni!
Og hvis nogen sidder og tænker over, hvordan kagerne mon ser ud i bunden, så ser de altså sådan her ud:
Og det var sådan set det.
Jeg regner ikke med, at nogle af mine omkring 1-2 læsere har tænkt sig at afprøve denne opskrift, men nu er den i hvert fald ude i cyberspace.
Hyg jer.
/A
P.S: Her er et billede fra i middags, hvor jeg transporterede hirseflager med hjem fra Rema 1000:
Nogle mennesker har deres venner til at sidde på bagagebæren imens de cykler, jeg har hirseflager i stedet.
Slut.

Opskrift på overskudsagtig salat med ristede hakkede mandler ogwienerschnitzler
HEJ!
4 gulerødder

Chokolade-pulvermousse – opskrift

Filosofiske tanker om islagkage, weekend og gode bøger
Efter jeg kom hjem fra skole og havde været i Føtex, og nået at kaste mig ind i bussen et sekund før den kørte, har jeg ikke lavet så meget andet end at sidde i sofaen.. (Crazy life, I know) Sad og snakkede med min kære broder i nogle timer, hvor vi egentlig bare brokkede os over andre mennesker og samfundets opbygning generelt. Det var ret hyggeligt. Derefter så vi X Factor og spiste foran fjernsynet. Kan det blive mere deprimerende og taberagtigt? spørger den kloge læser. Og ja det kan det, alt afhængig af, hvordan man definerer ‘taberagtigt’.
Det er denne islagkage, et godt symbol på. Vi er i alt to mennesker, som skal spise den, og nogen vil nok synes, at det er relativt deprimerende at bruge fredag aften på at spise en halv islagkage. Men det synes jeg faktisk ikke. Anthon Bergs islagkage er en af de ting, som ikke kan undgå, at forbedre ens liv lidt. Det er som et stykke af himlen, direkte fra fryseren. Snyd ikke dig selv for livets små glæder!
Sådan har jeg det også med The Perks of Being a Wallflower. Den kan jeg ret godt lide.

Første indlæg! Føtex og chokoladekatastrofen
HEJ!