Kategoriarkiv: LGBT

Kvindernes Internationale Kampdag – hvad betyder den egentligt for mig?

Hej verden.

Det er Kvindernes Internationale Kampdag i dag, og da alle sociale medier bugner med opdateringer som “glædelig Kampdag!” og “tillykke!” kommer jeg til at tænke på nogle ting, som jeg har et behov for at udtrykke.

Først og fremmest kommer jeg til at tænke på, hvad denne dag betyder for mig personligt. Og jeg er sgu lidt i tvivl. For lige umiddelbart betyder den ikke noget specielt. Jeg skal ikke ud at demonstrere eller markere dagen på anden vis. Den eneste kamp jeg har udført har været at stå op klokken 6 og tage til forelæsning på uni på trods af forkølelse, men det har egentligt ikke rigtigt været en kamp, da jeg har haft en forrygende dag, der virkeligt har forbedret mit humør. Den næste kamp bliver kampen for/imod at tage et ekstra stykke chokoladekage.

Så nej, jeg bruger ikke rigtigt denne dag som en anledning til at tage nogle store kampe. Jeg gør egentligt bare det, jeg normalt ville gøre på en onsdag (dog har jeg brugt det som en undskyldning for at indtage Pepsi Max i hverdagen, og det er jo altid godt at have en anledning til at udføre mine dårlige vaner).

Jeg har hele dagen tænkt over, om jeg burde gøre et eller andet for at markere denne dag – om jeg burde sige “tillykke” til andre kvinder med kampdagen, eller demonstrere eller bare gøre et eller andet. For jeg ved jo godt, at der er en grund til at kampdagen er opstået og at den er blevet et internationalt fænomen. Jeg ved også godt, at der er mange steder i verden, hvor der langt fra er ligestilling. Bare se på USA, hvor det på mange punkter er ved at gå den helt forkerte vej, både når det kommer til kvinders rettigheder (fx rettigheden til fri abort) og minoritetsgruppers rettigheder, på trods af at USA er et vestligt land, som mange synes er vildt fedt. Mange andre steder i verden står det endnu værre til, og kvinder bliver udsat for tvangsægteskab (husk at der er forskel på arrangeret ægteskab og tvangsægteskab, et arrangeret ægteskab indebærer ikke som sådan tvang, og mange lever i gode arrangerede ægteskaber, et eksempel er forfatteren Aisha Saeed, der selv lever i et lykkeligt arrangeret ægteskab men kæmper imod tvangsægteskaber).

Så der er god grund til at have en dag, der sætter fokus på disse ting, og minder os om, at der stadig er meget at arbejde på.

Men hvad betyder denne internationale kampdag for mig? Det har jeg brugt lang tid på at fundere over, og jeg vil forsøge at beskrive, hvad jeg er nået frem til, selvom det er lidt angstprovokerende, ligesom da jeg skrev mit indlæg om feminisme. I bund og grund er jeg bare meget bevidst om, at jeg er en yderst priviligeret person (sådan oplever jeg det i hvert fald selv), og at jeg ikke føler, at jeg kan udtale på vegne af alle kvinder, og heller ikke prøver på det, men samtidig er bange for, at nogle opfatter det jeg skriver, som om, at jeg mener at det er gældende for hele verden, eller at jeg ikke anerkender problemerne. Eller at jeg er naiv og ikke ser virkeligheden i øjnene, hvis jeg bare ikke føler, at jeg har et behov for at gå på gaden og demonstrere i dag.

Når jeg tænker på, hvad denne dag har af betydning, så tænker jeg på en tid, der går forud for min egen. En tid, hvor der var nogle kvinder, der tog en stor kamp op for at opnå rettigheder, som vi i dagens Danmark ser som helt fundamentale (de fleste gør i hvert fald). – retten til at stemme til folketings- og kommunalvalg, retten til at arbejde, retten til fri abort – og så videre. Og det er en kamp, som jeg er utroligt glad for, at nogle andre har kæmpet – for det betyder, at jeg kan sidde her i dag, som kvinde i år 2017, med en kop te og skrive et debatterende blogindlæg imens jeg drikker en kop te og tænker på det, jeg har lært til dagens forelæsning på universitetet i dag. Det betyder, at jeg kan gå rundt på Kvindernes Internationale Kampdag og personligt føle, at det bare er en almindeligt god onsdag, hvor jeg føler mig glad og er sammen med nogle gode mennesker, der vil mig alt godt. Det betyder, at jeg faktisk ikke umiddelbart føler, at der er nogle kampe jeg er nødt til at tage for selv at blive retfærdigt behandlet – for jeg føler rent faktisk, at jeg bliver behandlet rigtigt godt. Jeg føler mig ikke undertrykt, og jeg har ikke en følelse af at blive set ned på, fordi jeg er kvinde.

Og det tænker jeg er et tegn på, at de kampe, som blev taget for 100 år siden, virkeligt har båret frugt – for hvis jeg kan sidde her og faktisk ikke føle, at mænd har det bedre end mig eller at nogen undertrykker mig, så er det at tegn på, at jeg bor i et godt samfund, hvor jeg får mulighed for at leve et godt liv. Og det er vel den slags der er værd at glædes over på en dag som denne – og imens jeg glædes over, at jeg har et godt liv, tænker jeg på alle de punkter, hvorpå verden stadig trænger til at blive forbedret – så alle i verden kan sidde med den samme følelse, som jeg selv sidder med lige nu; følelsen af at være fri og at have mulighed for at bestemme over mit eget liv. Følelsen af at blive hørt og at være en del af noget. Følelsen af at kunne være mig selv og blive accepteret for det.

For der er på mange områder stadig meget at kæmpe for, både herhjemme i Danmark og særligt i resten af verden. Fx er der stadig lang vej igen når det kommer til LGBT-befolkningens rettigheder, og meget af det skyldes uvidenhed i befolkningen, hvilket vi er nødt til at rette op på via oplysning. Der er fx  masser af mennesker, der intet har imod homoseksuelle og transkønnede, men faktisk ikke er klar over, at der særligt er mange transkønnede, der udsættes for diskrimination, vold m.m. og at det er et stort problem. Og derfor tænker de ikke over, at det er nødvendigt at kæmpe for det. Jeg tror mange af os har en tendens til at tænke, at i Danmark går det jo godt, så vi behøver ikke tænke så meget på det, for vi respekterer jo hinanden. Men det er desværre ikke altid tilfældet. Og den slags ting synes jeg, at vi skal tænke på i dag.

For selvom jeg sidder her og har det godt, så er det ikke noget, jeg nogensinde skal tage for givet, og jeg skal heller aldrig nogensinde tage for givet, at andre har det på samme måde. For det er der mange, der ikke har. Og bare fordi jeg personligt aldrig har følt mig undertrykt, så betyder det ikke, at ligestillingskampen er unødvendig eller overstået. For det bliver den først den dag, hvor vi alle først og fremmest begynder at se hinanden som mennesker. Mennesker, der har forskellige køn, etniciteter, religiøse baggrunde, you name it, og som stadig allesammen er lige meget værd. Mennesker, der alle skal behandles som mennesker, og som ikke fortjener at blive diskrimineret pga. deres kromosomsammensætning.

Og det er sgu noget af et projekt, hvis det skal lade sig gøre på verdensplan. Jeg gør mit for at sprede min holdning til folk, for jeg synes egentligt, at det er meget simpelt; vi skal bare behandle hinanden som mennesker, fordi vi alle er mennesker. Det er definitionen på feminisme/humanisme efter min opfattelse.

Så hvad handler denne dag egentligt om?

For mig handler den ikke om kønskvotering og at hade mænd og debat om ligeløn.
For mig handler det om at hylde, at vi i Danmark har et samfund, hvor både mænd og kvinder har så gode muligheder for at leve nogle gode og meningsfulde liv, hvor vi har en stor grad af frihed til selv at vælge, hvad vi gerne vil (jeg ved godt, at der findes folk i landet der har det rigtigt skidt, men på det overordnede plan har vi altså et godt samfund sammenlignet med så mange andre steder i verden, hvor det er noget værre pis).
Denne internationale kampdag handler for mig om at værdsætte de kampe, der blev taget forud for min egen tid, så jeg i dag kan nyde godt af at have stemmeret, så jeg kan stemme på Alternativet, og at have retten til fri abort hvis jeg skulle få et behov for at gøre brug af det på et tidspunkt. Jeg har ret til at få en uddannelse, og jeg går på et studie, hvor jeg lærer en masse brugbart om mig selv og andre mennesker og verden. Og det er gratis (og så er der i øvrigt 80 % kvinder på studiet, hvilket er en helt anden virkelighed end på universiteterne for 100 år siden).

Jeg nyder godt af ikke selv at skulle kæmpe for de rettigheder, for det giver mig en masse glæde i livet og et overskud til at tænke på, hvilke andre problemer der eksisterer i verden, som der kan arbejdes for. Det giver mig et overskud til at gøre de ting, der er meningsfyldte for mig, og det giver mig overskud til at debattere politik med mine forældre og blive hørt.
Og jeg er priviligeret at føle mig hørt, for hvis kvinderne havde følt sig hørt i 1910, hvor kampdagen opstod, ville den aldrig være opstået.

Jeg håber, at der i fremtiden er mange flere, der vil føle sig hørt. At vi vil bruge denne dag, og gerne alle andre dage, til at stoppe op og interessere os for hinanden i stedet for at opbygge mure af ubegrundede fordomme. At vi vil oplyse os selv og hinanden, så der ikke kan være nogen, der tvivler på, at vi allesammen først og fremmest er mennesker. 

Og hvis vi begynder at se hinanden som tilhørende kategorien mennesker, fremfor at have vores køn eller etnicitet som det, vi primært identificerer os med, så tror jeg, at mange kampe kunne vindes på en meget simpel måde. Så kunne vi allesammen se det som en helt naturlig ting, at vi alle skal have de samme rettigheder – fordi vi er mennesker.

Hvor fanden vil du hen med dette idealistiske pis, Frøken Thylkjær? Hvad mener du egentligt om denne kampdag?

Det skal jeg sige jer: med alt dette vil jeg sige, at Kvindernes Internationale Kampdag for mig handler om ikke at fokusere helt vildt meget på, at jeg er kvinde, men derimod at jeg er et menneske, og at alle andre også er det. Jeg har det fint med at være kvinde, intet problem i det, men jeg synes ikke denne dag kun skal være for kvinder, jeg synes nærmere, at den skal være for alle. For ligestillingskampen og kampen om, at alle skal behandles godt, handler ikke bare om kvinder, og det er ikke kun kvinder der skal tage kampen. Det er jo os alle sammen. Alle der er mennesker skal gøre noget, hvis vi skal have et lige samfund. Og det er noget vi skal huske hver dag, ikke bare i dag. Desuden ligger der nogle ret negative konnotationer i et ord som “ligestillingskamp“, for ligestilling er jo først reel, når man ikke skal kæmpe mod hinanden – en krig er aldrig lige. Så hvis vi skal have ligestilling skal vi ikke gå i krig mod hinanden, og vi skal ikke udnævne kvindekønnet som det, der skal tage kampene selv. Vi skal derimod se på det store billede og fokusere på at alle skal have de samme rettigheder, for det er jo i vores alles interesse, at alle borgere i dette land bliver behandlet som ligeværdige individer. Er det ikke? Hvorfor skulle mandlige pædagoger fx ikke have de samme rettigheder som de kvindelige?

Hvad skal vi egentligt bruge kvindernes internationale kampdag til?

Vi skal bruge den som et minde om en tid, hvor de fundamentale rettigheder og værdier vores samfund er bygget op på, ikke var fundamentale. En tid, hvor der virkeligt blev taget nogle kampe. Og så skal vi lade os inspirere af det og huske på, at vi er heldige, at vi i dagens Danmark har det ret godt – sammenlignet med mange andre steder i verden og tidligere tider. Jeg synes altså, at vi har det ret godt i dag, og jeg synes ikke, at det at være kvinde er en forfærdelig ting. Og måske er det i virkeligheden derfor, at denne kampdag stadig eksisterer – for at minde os om, at vi egentlig har det meget godt nu og at vi har sindssygt mange muligheder – og at det er op til os selv at gribe se muligheder, hvis vi vil ændre på nogle ting. At vi skal værdsætte vores muligheder og vores rettigheder og ikke tage dem for givet – og at vi skal udnytte dem fuldt ud. Der kommer intet ud af at blive siddende og vente på, at nogle andre får gode ting til at ske i ens liv – man må selv tage kampen op. Og for nogle er der mange bump på vejen og for andre er der færre, men det handler om at gå videre og huske på, hvad man kæmper for.

Med andre ord, så er dette for mig en dag, hvor jeg ser indad og faktisk føler mig ret glad og priviligeret. Men det er også en dag, hvor jeg ser udad, og ser alle de smilende og smukke mennesker, der også er en del af verden. Og det er vel endnu en sejr, at der er lige mange kvinder og mænd jeg ser til daglig, der smiler og ser glade og frie ud.
Sådan har jeg det nu de fleste dage. Jeg føler mig heldig langt de fleste dage, og jeg ser masser af pæne, intelligente og smilende mennesker langt de fleste dage. Hurra for det.
Og så er der alle dem, jeg ikke ser, fordi jeg ikke er de steder i verden, hvor det går rigtigt skidt. Men dem tænker jeg også på i dag. Og så tænker jeg på, at der er håb. For hvis jeg kan have det så godt, så bør der være håb for, at verdenssituationen også kan blive forbedret. Det håber jeg sgu, for jeg synes, at alle fortjener at opleve følelsen af at være heldige. Indtil den dag, er der ikke andet for end at tage de kampe, vi hver især kan tage, og støtte op om dem, der må tage nogle ekstra store kampe helt selv – for hvis der ikke er nogen, der selv tør at gøre noget, så sker der ingenting. Og det skal vi huske.

Det er et godt liv. Jeg håber, at jeg ikke har gjort nogen sure med dette indlæg, men det er et udtryk for mine egne tanker og følelser, ikke andet end det. Jeg kan ikke udtale mig på vegne af andre end mig selv, og jeg håber derfor ikke, at nogen opfatter dette som om, at jeg siger, at der ikke er brug for ligestilling. Jeg føler bare, at jeg personligt ER ligestillet. Og det kan vel kun være en god ting, at jeg føler det, også selvom der som sagt er virkeligt mange i verden, der ikke føler det samme.

Jeg tror på, at jeg kan gøre det jeg vil i mit liv og at mit køn på ingen måde står i vejen for det. Og det er sgu da smukt, er det ikke?

Hyg jer.

//A

At skamme sig over at se SKAM | Tilbage Til Naturen #11

Hej verden.

Klokken er 23 (for en gangs skyld går jeg igang med et indlæg før midnat, det går fremad). Jeg har haft dette indlæg i tankerne i over en måned nu, og det har været et af mine personlige mål at nå det, imens jeg er på ferie med mig selv i sommerhuset. Og eftersom jeg forlader sommerhuset i morgen formiddag (suk), har jeg besluttet, at det fandme skal være nu. Det er nu, at jeg én gang for alle vil rapportere om, hvorfor jeg har set alle afsnit af SKAM 3-4 gange og kan blive ved og ved.

Det startede den 9. december 2016, da jeg fandt ud af, at jeg var den eneste i min familie, der aldrig havde set et afsnit af SKAM. Det viste sig, at de andre havde set det i de weekender, hvor jeg ikke havde været hjemme, og de havde ikke engang opdaget, at jeg ikke havde været med til at se det. Så jeg følte mig udenfor fællesskabet, og derfor endte det med, at min mor fik mig overtalt til at se det første afsnit (ja, hun er mere med på moden end jeg er).
Jeg var skeptisk, men det er jeg altid, hvilket jeg har indset ikke altid er godt. Så snart at noget er meget populært, bliver jeg automatisk ekstra kritisk indstillet overfor det. Måske fordi, at jeg ikke bare vil være en del af mængden, hvor alle elsker de samme ting.
Men meget hurtigt, da jeg så det første afsnit og det andet, tredje og fjerde, indså jeg, at jeg godt kan forstå, at folk er så betagede af den serie. Jeg kunne dog ikke helt forklare hvorfor, og jeg var en smule chokeret over at kunne være så optaget af en serie, der indeholder relativt mange fest/drukscener og på mange måder har teenage-drama som sit omdrejningspunkt. Jeg skammede mig faktisk lidt over at kunne lide serien.

Indenfor de følgende fem dage så jeg de første to sæsoner (og jeg deltog også i sociale aktiviteter i flere af de dage, så jeg fik ikke læst ret meget/noget overhovedet i den periode). På et tidspunkt midt i det hele tog jeg mig selv i at søge på Google efter “Hvem er du i SKAM test”, da jeg mindedes, at Politiken havde lavet en sådan test, man kunne tage. Og der vidste jeg, at jeg var fortabt. SKAM havde vundet over mig, og jeg kunne ligeså godt overgive mig. Og efter at have set sæson 2 var der ingen tvivl; jeg er fan.

Jeg er fan af, at serien formår at fremstille 16-17 årige som rigtige mennesker. Komplekse individer, der både fester, tænker over moralske spørgsmål, forelsker sig, søger nye venskaber og føler sig ensomme. For det er fandme befriende at nogle tør fremstille 16-årige som mennesker, der er mere end bare teenagere med smart tøj. Det gør mig virkeligt glad indeni, og jeg tror i virkeligheden, at det er en af de primære grunde til, at den serie tiltaler min sjæl; den minder mig om, at vi alle kæmper med de samme ting. Måske er jeg ikke en 16-årig, der fester og forsøger at blive populær på gymnasiet. Men når det kommer til stykket, kæmper vi alle med de samme ting. Og glædes over de samme ting. Vi leder alle efter os selv, og på mange forskellige måder. Det minder SKAM mig om, og det giver mig en følelse af, at vi alle er fælles om så meget mere, end vi normalt tænker over.

Desuden formår serien at rumme så uendeligt mange vigtige temaer; identitetssøgen, feminisme, venskab, kærlighed, religion, homoseksualitet, voldtægt, psykisk sygdom, spiseforstyrrelser og familieproblemer. Den handler om alt det, man kan skamme sig over. Og den behandler disse temaer på en virkeligt troværdig måde. På intet tidspunkt har jeg fået en følelse af, at den er lavet af nogle voksne, der gerne vil vise de unge, hvordan de burde reagere eller handle i bestemte situationer. Jeg har aldrig følt, at de forskellige karakterer er opfundet, fordi de skal fungere som gode rollemodeller. Derimod føles det bare som om, at de er mennesker, der er som de er. For ingen af dem er perfekte. De fester og ryger hash (ikke dem alle, men nogen). Men det betyder ikke, at de ikke kan have filosofiske diskussioner eller snakke om feminisme og religion; for de er komplekse mennesker, der er mange ting på én gang. Og det gør serien troværdig på sin helt egen måde. Karaktererne i serien er generelt bare fænomenale, og der er en relativt stor diversitet imellem dem, hvilket jeg elsker, da det ikke føles forceret.

Og nu til min yndlingskarakter i serien – Noora:

Jeg har ladet mig fortælle, at hankønsvæsenerne mener, at hun er “lækker”. Og dette kan man ikke fortænke dem i at mene, for hun er vildt pæn og så endda på den naturlige måde. Suk. Dog bruger jeg aldrig selv udtrykket “lækker” (uanset om det handler om mennesker eller mad, jeg synes der er noget usmageligt over det ord), og jeg ville aldrig bruge det om Noora. For hun er mere end det. Hun er nok den smukkeste karakter, jeg nogensinde kan mindes at have set i en tv-serie. For ikke nok med, at der er noget ekstremt æstetisk over hendes udseende og fremtoning, så er hun også en kompleks karakter. Og at se hendes udvikling igennem de første tre sæsoner har sat mange tanker igang hos mig.

Hun er en beundringsværdig karakter. Først fremmest på grund af sin moral og sin evne til at sige fra, når hendes veninder eller folk omkring hende handler på en måde, hun synes er umoralsk og problematisk. Hun holder hovedet koldt og lader sig ikke overtale til noget, som hun ikke har det godt med. Det, der kommer først for hende er hendes værdier og stærke sans for retfærdighed. Og så forstår hun, hvad feminisme egentligt er, i modsætning til mange andre omkring hende.
Hun minder sine veninder om, at de ikke skal ændre deres planer, bare fordi skolens populæreste fyr inviterer dem med til en fest. Hun finder sig ikke i noget pis, og hvis der er nogen, der har integritet, så er det hende. Desuden kan hun synge. Hun er det perfekte menneske.

Men i løbet af sæson 2, hvor hun er hovedpersonen, kommer hun til at fremstå som meget mere end bare den perfekte type, der har moralen i orden og har styr på det hele.
Hendes følelser og fornuft kommer i konflikt (som i Jane Austen romanen “Følelse og fornuft” (som jeg aldrig har færdiglæst)). Og dette er noget af det mest interessante ved serien. For da Noora forelsker sig i en fyr, som hun med sin fornuft ved er skolens største drittsekk (det norske ord for røvhul/narrøv), og som hun sværger, at hun altid vil holde sig fra, sker der noget. Hun bliver pludselig mere end den perfekte karakter, der beundres for sin moral. Man begynder at kunne se, at moralen måske styrer hende mere, end hun styrer den. Og at den forhindrer hende i at lade sig selv føle de følelser, hun dømmer til at være forkerte.
Da hun begynder at stå ved sine følelser, efter at have benægtet dem i lang tid, åbnes der op for en kæmpe udvikling. Og en hel ny del af hende kommer frem, i det at hun lader sig selv være skrøbelig og vælger at lukke ham drittsekken ind i sit liv. Særligt interessant bliver det, da hun indser, at hendes moral og fornuft faktisk har fået hende til at dømme ham på forhånd og glemme at tænke på, at der er en grund til, at han er som han er. At han også bare er et menneske, der kæmper med mange af de samme ting, som hun selv gør.
Da hun giver plads til sine følelser er det som om, at hun bliver mere end sin moral – og at denne ikke længere behøver at styre hendes følelser og være dommer over, hvad der er rigtigt og forkert.
Det er der noget smukt over. For i virkeligheden er det jo det, som det hele handler om; at lære at forstå hinanden. At forstå grundende til, at folk handler, som de gør, i stedet for bare at dømme dem ude på forhånd. At arbejde sig igennem konflikterne og ikke bare løbe sin vej, når man er uenige med hinanden eller skuffede. Og at indse, at det aldrig er forkert at elske nogen.

Jeg er desuden også ret begejstret for Sana, da hun på samme måde som Noora også holder fast i sine værdier og lever sit liv efter det, hun tror på. Hun står ved sin religion, og hun giver folk tørt på, hvis de lader deres uvidenhed om Islam komme til udtryk som fordomme. Hun finder sig heller ikke i noget pis, men samtidig er hun også et fantastisk menneske, der tager sig af dem, hun holder af, og hjælper dem med at forsøge at se situationen fra en anden vinkel, end de selv kan se. Og så er hun virkeligt underholdende og er en helt naturlig autoritet.

Det var så historien om, hvorfor jeg er dedikeret fan af en norsk tv-serie, der har 16-årige piger som målgruppe. Jeg skammer mig ikke det mindste over det længere. Hvorfor ikke? Fordi jeg har indset, at der ikke er noget at skamme sig over. Tværtimod. At 16-årige piger er målgruppen, er ikke ensbetydende med at det er dårlig kvalitet, eller at indholdet ikke er reelt. For som serien på smukkeste vis tydeliggør det, så er 16-årige også mennesker. Mennesker, der på lige fod med os andre forsøger at finde sig selv, sine politiske ståsteder og moralske værdier. Mennesker, der forelsker sig i hinanden, og snakker om eksistentielle spørgsmål og religion. Mennesker, der skammer sig over at føle sig unormale, fordi de ikke kan se, at alle andre også kæmper en kamp indeni.

Og så er jeg vild med, at der er nogle scener, der er flere minutter lange, hvor INGEN siger noget. Det er forfriskende og realistisk, for hvem har et liv, der består af konstante dialoger og dramatiske begivenheder?

SKAM er blevet en af mine mange passioner, for det er som om, at jeg finder mig selv i den serie. Og jeg er kun glad for, at den er så populær, for det vidner om, at der er en masse mennesker, jeg har noget til fælles med.

Hurra.

Hyg jer.

//A

P.S: En hilsen til mit fremtidige jeg (dvs. mig om 7 ½ time, når jeg skal op): Det kan godt være, at du sad oppe til klokken 1 for at skrive dette indlæg, og at det harmonerer dårligt med at skulle stå op 8.30, men det var DET HELE værd!


(Hvorfor ikke slutte af med dette billede, der slet ikke passer ind, men som alligevel formår at afrunde det hele på sin egen måde).

Alf & Johnny – en novelle

Hej verden.
Da jeg gik i 10. klasse for fire år siden, skrev jeg en novelle, som jeg endte med at kalde “Alf & Johnny”. Det var først meningen, at den skulle hedde “En bøssenovelle”, men jeg ændrede titlen i sidste øjeblik, og det tror jeg var en fin beslutning (selvom min ven Rebekka følte, at jeg havde svigtet hende, fordi hun også havde skrevet en bøssenovelle, som hun havde valgt at navngive “En anden bøssenovelle”, da jeg ikke havde fået informeret hende om ændringen). Det var sjovt.
Jeg følte for at give bøsenovellen et nyt liv, så nu har jeg redigeret lidt i den, men samtidig ladet den beholde sin originale struktur, så man kan fornemme, at den er skrevet for fire år siden. Med andre ord er det mit 16-årige jeg, der har kreeret novellen, men mit 20-årige jeg der har været den irriterende type, der lige skulle rette kommaer og tilføje nogle sætninger hist og pist.

Jeg håber, at I vil synes om den. Hvis ikke, så går det nok alligevel.

Hyg jer.

//A

Alf & Johnny

Alf var begyndt at få en masse forkerte tanker. Han var begyndt at se helt anderledes på Johnny i forhold til før i tiden. Specielt efter de var begyndt på håndværkeruddannelsen sammen for to år siden, var han begyndt at få mange dybe følelser for Johnny. Følelser, han prøvede at skubbe væk. Følelser, han prøvede at ignorere. Følelser, der fratog ham nattesøvnen og evnen til at fungere optimalt.

Hver gang han hang ud med Johnny, som han så ofte gjorde, gjorde det ham underligt tilpas. Han blev både glad og ked af det. Glad, fordi han følte sig hel sammen med Johnny. Ked af det, fordi han følte en evig længsel efter Johnny, selv når han var lige ved siden af ham. Han kunne aldrig opnå det han gerne ville, for det var udelukket at Johnny nogensinde ville få det på samme måde med ham. Bag sin lædervest var Alf jo bare lille og splejset, og det var et mirakel, at Johnny overhovedet ville være venner med ham. Men det var også en forbandelse. For hver gang Johnny kiggede på Alf og grinede, kunne Alf mærke, hvordan alt andet forsvandt omkring ham. Johnny var det eneste, der virkede til at eksistere, og det eneste, der altid ville eksistere. Alle lyde blev ligegyldige, og Johnnys læber virkede som svaret på alting. Naturkatastrofer, hungersnød, politisk kaos; Johnnys læber var svaret på det hele. Og hans øjne var en genvej til en anden og ukompliceret verden.

Alt hvad Alf ønskede, var at få nøglen til Johnnys verden. Han havde en følelse af, at han ville kunne finde alle svarene dér. Og svar var alt, han havde brug for. Alf var kommet i tvivl om alt, efter han var begyndt at få følelser for Johnny. Han havde indset, at håndværkeruddannelsen slet ikke var det rigtige for ham, og at det aldrig ville blive det. Mest af alt var det noget, han havde valgt for at være tæt på Johnny hele tiden. Og så længe han gik på skole med Johnny, ville han aldrig kunne få sig selv til at droppe ud, for så ville det kun være et spørgsmål om tid, før han aldrig ville se Johnnys øjne igen. Øjne, der var så blå som havet på en sommerdag.

Alf sagde ikke så meget til sin familie mere. Han prøvede at opretholde sin hårde facade, så de ikke skulle fatte mistanke. Det gjorde han ved at købe flere læderveste og andet tøj, der signalerede, at han ikke tolererede noget pis. Men inderst inde ønskede han mere end noget andet, at han kunne fortælle sin familie, hvordan han egentlig havde det. Hvor stor en smerte han bar rundt på hver dag, uden at nogen vidste det. Hvor ligegyldigt alt føltes, og hvor ulykkelig han var. Det ville han aldrig kunne gøre. Det havde han altså for meget stolthed til. Vigtigst af alt ville han ikke skuffe dem. Og hvordan skulle det gøre noget nytte at fortælle dem, at han var ulykkeligt forelsket i sin bedste ven, og at alt han ønskede sig i livet var at mærke hans læber op til flere forskellige steder på sin krop? Det var godt, at de ikke vidste, hvad han drømte om næsten hver nat. Bag den rigtige lædervest kan man gemme mange ting, det havde Alf nu erfaret igennem flere år.

Han så frem til den dag, hvor han en morgen ville slå øjnene op og være sig selv igen. Den dag hvor følelserne ville være forsvundet, og han kunne få sit liv tilbage. Den dag, hvor han ikke længere drømte de drømme. Den dag havde han nu ventet på i lang tid, og Alf havde en fornemmelse af, at han kunne vente resten af sit liv. Kunne det virkelig passe, at han var homoseksuel?

Tiden nærmede sig, hvor Alf skulle på den årlige campingtur med vennerne fra skolen i starten af påskeferien som altid. Den vennekreds, som Johnny selvfølgelig også var en del af. For Alf ville denne tur nok få en større betydning end tidligere. Selvom han meget nødigt ville gøre det, var han efter længere tids overvejelser blevet enig med sig selv om, at han ville give Johnny brevet. Det brev han havde skrevet for længe siden som forklarede alt. Som fortalte om alle hans følelser.

Han ville hellere end noget andet bare fortrænge det og undlade at give Johnny brevet. På trods af det, var han efterhånden nået til et punkt, hvor han ikke kunne mere. Nu var det knald eller fald, som man siger. Det måtte briste eller bære. Han måtte fortælle Johnny om sine følelser, også selvom han udmærket var klar over, hvad han ville svare. Det ville sikkert ødelægge deres venskab, men det var nødvendigt. Alf græd indvendigt hvert eneste sekund han levede. Undtagen når Johnny smilede til ham, eller de tilfældigt kom til at røre hinanden. Det var de øjeblikke han levede for. Øjeblikkene, hvor Johnnys ukomplicerede verden var indenfor rækkevidde og Alf følte, at glæden svævede i luften rundt omkring dem. At han kunne række ud efter den og opbevare den i en lille æske, og gemme den et sikkert sted for altid. Men han nåede det aldrig, for Johnny kiggede altid væk alt for hurtigt.

Alf kunne ikke klare det længere. Han vidste at han ville knække sammen, hvis det stod på meget længere. Smerten var ikke til at leve med mere. Det fyldte for meget i hans liv. Alt, alt for meget. Han var bange for, at han var ved at blive sindssyg. Tænk, hvis Johnny vidste hvad der foregik i hans hoved døgnet rundt.

Planen var, at han ville give Johnny brevet om søndagen, lige inden de skulle hjem. Så havde Johnny tid til at læse det i fred og ro, og ingen andre ville få noget at vide. Imens kunne Alf tage hjem og låse sig inde på sit værelse under en masse tæpper, og vente på et svar han sikkert aldrig ville få. Campingturen ville helt sikkert blive slutningen på deres venskab, så Alf ville nyde sin sidste tid sammen med Johnny i fulde drag. Den sidste tid, med den eneste person, der virkelig havde betydet noget for ham. Den eneste, der havde gennemskuet ham og hans hårde facade. Den eneste i hele verden, der forstod ham. Johnny, med sin muskuløse fremtoning og leverpostejsfarvede hår, der havde det med at krølle lidt, når det blev for langt. Alf forestillede sig altid, hvordan det ville være at ligge på sofaen med Johnny og se ”Kender Du Typen” en helt almindelig tirsdag aften, og bare køre hænderne igennem Johnnys bløde krøller og mærke hans varme krop imod sin egen. Alf kunne ikke holde den slags tanker ud, de var så forkerte og så umådeligt rigtige på samme tid.

Det blev fredag, og påskeferien stod for døren. Alf stod sammen med Johnny udenfor skolen og ventede på resten af venneflokken. De havde pakket alt det nødvendige, og nu stod de og småsnakkede lidt. Alf prøvede at opføre sig så normalt som muligt, selvom det var svært. Han var mere nervøs, end han havde været længe. Men han måtte opretholde facaden. Endnu en gang måtte han iklæde sig den usynlige maske, der sikrede at ingen kunne se, hvad han virkelig følte. At ingen kunne se, hvor slemt han havde det. At ingen opdagede, at han var ved at gå i stykker. Der var intet andet at gøre end at iføre sig den ekstra tykke lædervest.

En times tid senere var de endelig nået frem til campingpladsen. Deres teltpladser lå ned til en stor sø omgivet af smuk natur.  Solen og skyerne spejlede sig i vandets blanke overflade på denne usandsynligt flotte forårseftermiddag. De var gået i gang med at sætte teltene op, og som altid skulle Alf og Johnny dele telt. De kendte hinanden så godt, at de ikke behøvede at aftale det. Det var bare sådan, det var.

Alf havde en urolig fornemmelse i kroppen. Både fordi han var nervøs for at skulle give Johnny brevet, men samtidig fordi han havde en underlig følelse af, at dette ville blive hans sidste telttur. At intet ville blive det samme igen efter det her.

Timerne gik, og det var blevet aften. Himlen var klar, og der var udsyn til den smukkeste stjernehimmel. De havde lavet et bål, som de nu sad rundt om alle 6. Tidligere havde Johnny spillet på sin guitar, han sang endda for dem, og Alf skulle virkeligt anstrenge sig for ikke at smelte. Både på grund af varmen fra bålet men mest af alt på grund af Johnnys sprøde stemme. Han kunne jo alting. Han var perfekt.
Varmen fra bålet gjorde den ellers kølige nattetemperatur behagelig. Alf var efterhånden blevet ret træt, og han opdagede, at klokken var mange. ”Jeg går altså i seng nu venner”, sagde Alf til de andre. ”Gud ja, klokken er halv 12!”, sagde Erik. Allan og Svend, der lå i teltet ved siden af Alf og Johnny, blev også enige om at gå til ro. ”Jeg bliver altså oppe lidt længere”, kom det fra Leif. Johnny gav Alf et hurtigt blik. Alf fik, som altid, et sug i maven af øjenkontakten. Johnnys øjne funklede så smukt. Ligesom stjernerne der spejlede sig i søens blanke overflade. ”Det gør jeg også. Jeg skal nok være stille, når jeg kommer i seng. Sov godt”, kom det fra ham.

Alf sagde godnat til de andre, og lynede teltet op. Han lagde sig ned i sin sovepose, lukkede øjnene, og straks begyndte tankerne at fare rundt. Hvorfor var Johnny mon blevet oppe sammen med Leif? Han plejede jo altid at gå i seng på samme tidspunkt som Alf, hvis ikke tidligere. Måske var Johnny sur på ham? Havde han ikke virket lidt afvisende her på det sidste? Nej. Alf slog tanken ud af hovedet. Selvfølgelig var Johnny ikke sur på ham. Han var bare hurtig til at blive bange og forvirret, når det kom til Johnny. Han var bange for at miste ham. Skrækslagen.

Hvad var det for en lyd? Alf kunne høre stemmer udenfor teltet. Han så på sin mobil, der lyste op i nattens mørke. 02:45. Hvem var dog oppe så sent? Alf så til højre, og gispede lidt for højt, da han opdagede at Johnny ikke lå ved siden af. Var han ikke gået i seng endnu? Var noget mon galt? Han lagde øret så tæt mod teltdugen, som muligt. Det var Johnny der sad udenfor. Sammen med Leif. De snakkede om alt muligt. Hvad de syntes om skolen, deres familier og hvad de ville senere i livet. Alf undrede sig. Hvorfor sad de og snakkede så længe? De havde aldrig været specielt tætte, så Alf forstod det ikke. Efter lidt tid kunne Alf høre, at Johnny begyndte at synge igen. Han spillede en sang, som Alf følte, at han havde hørt før et sted.

Efter at have siddet og lyttet i et stykke tid, besluttede Alf sig for at lægge sig til at sove igen. Der var sikkert ikke noget specielt ved det. De havde bare lejrbål og var natteravne. Ingen grund til at være jaloux over det.

Den næste dag gik Alf rundt med en underlig følelse i kroppen. Da han var vågnet om morgenen, havde erindringen om nattens hændelser været ret utydelig. Han var i tvivl, om det var noget han havde drømt. Noget han havde forestillet sig. Var han blevet endnu mere sindssyg?

Dagen gik endnu en gang på hæld, og ligesom den foregående aften gik alle i seng ved halv 12 tiden. Alle undtagen Johnny og Leif. Alf begyndte at undre sig mere og mere. Hvad var Leif ude på? Ville han stjæle Johnny fra ham? Alf begyndte at ryste i hele kroppen bare ved tanken. Det måtte ikke ske. Så kom han i tanke om brevet. Han havde haft andet at tænke på og havde næsten glemt, at det allerede var den næste dag, at han ville give det til Johnny. De ville pakke teltene sammen så snart de vågnede, og derefter begive sig hjemad igen. Inden da skulle Johnny have brevet.

Den nat sov Alf dårligere end nogensinde før. Det var faktisk en overdrivelse at sige, at han overhovedet havde sovet. Han var vågnet hvert andet minut for at se hvad klokken var. Havde talt ned til hvornår brevet skulle afleveres. Han kunne umuligt falde til ro. Han var anspændt i hele kroppen og var rastløs som aldrig før. Intet kunne få ham til at slappe af. Det skulle bare overstås.

Alf havde opgivet at sove mere, da klokken var blevet 8. Han kunne lige så godt droppe det. Han sig til højre i teltet. Johnny var væk. Han lå endnu en gang ikke og sov. Alf spekulerede på, om Johnny overhovedet havde sovet i nat. Så hørte han en lyd udefra. Det lød som Johnny. Han forsøgte at kigge ud af teltdugen, så godt han kunne. Ganske rigtigt. Johnny sad uden for teltet ved bålpladsen.

Han sad og kiggede ud på søen, imens han hørte musik på sin mobil. Alf genkendte hurtigt sangen. ”With Or Without You” af U2. Den havde været både Alf og Johnnys yndlingssang, så længe Alf kunne huske. De havde hørt sangen den første gang, Johnny havde været hjemme ved Alf, og de havde begge elsket den med det samme. Den mindede altid Alf om Johnny, og den havde fået mere og mere betydning for ham i løbet af årene.

Det var nu, at tiden var inde. Det var nu, han ville give ham brevet. Alf stak hånden i sin taske, og tog brevet op med sin rystende hånd. Han prøvede at få sig selv til at falde til ro, men det var umuligt. Han trak vejret dybt et par gange, stak brevet i lommen, og lynede derefter teltet op. Hele hans krop rystede af angst, og han følte ikke at han var sig selv. Aldrig i sit liv havde han før været så nervøs og fyldt med angst. Det føltes som om, at dette øjeblik var alting.

Alf trådte ud af teltet så lydløst som muligt. Han trak vejret dybt en sidste gang, og gik derefter hen mod bålpladsen. Han turde ikke kigge op. Var bange for at møde Johnnys blik. Bange med god grund. Da han endelig rettede blikket mod Johnny, mødte et frygteligt syn ham. Leif var netop gået ud af sit telt, og var med raske skridt på vej hen mod Johnny. Johnny løftede blikket, og så Leif i øjnene. De smilede begge to. Leif satte sig på bænken tæt op ad Johnny. Og så skete det, der ikke måtte ske. Johnny tog hans hånd, og lænede sig ind til Leif. De begyndte at holde om hinanden, og sådan blev de siddende, imens de kiggede ud over søens blanke overflade, som solens stråler spejlede sig i.

Alf gik i stå. Han stod som forstenet med brevet i hånden, og så på dem. Mærkede kroppen synke sammen. Følte at hjertet stoppede med at slå. Han ikke bare følte sig tom indeni, han var tom indeni. Verden styrtede sammen omkring ham. Der var pludselig ingenting. Nu havde han mistet alt. Mistet sin bedste ven. Det eneste menneske, der nogensinde havde haft en betydning. Det eneste menneske, der havde fået ham til at føle sig hel.

Sangen fra Johnnys mobil startede forfra. De blev siddende ovre ved bålpladsen. De knugede sig til hinanden. Leif havde sin venstre hånd i Johnnys bløde krøller. Alf begyndte med langsomme skridt at gå ned mod badebroen, der lå mindre end 10 meter væk. Efterhånden satte han tempoet op i takt med sangen. Han var på badebroen nu og nærmede sig kanten.

Alf så ned på det spejlblanke vand, og opdagede, da tårerne ramte vandoverfladen, at han græd. Tårerne trillede ned ad hans ansigt, imens sangens omkvæd gik i gang. Han stillede sig så langt ud på kanten, han kunne komme. Vandet var mindst fire meter dybt her. Det måtte være tilstrækkeligt.

 ”With or without you, I can’t live with or without you”.

Alf trådte et skridt tilbage med den ene fod, og tog det sidste spring han nogensinde ville komme til at tage. Det kolde vand omringede hans krop, og han sank længere og længere ned. Hans lunger begyndte at blive fyldt med vand. Han hostede, men det gjorde bare det hele værre. Det hele sortnede for hans øjne. Alt var ligegyldigt nu. Han kunne svagt høre nogle lyde oppe fra. Nogle høje råb. Den sidste bevægelse han følte i sin krop, var hans hånd, der langt om længe slap det stramme greb om brevet. Det sidste brev, han nogensinde havde skrevet. Det sidste Alf tænkte på, var den sang, der både havde startet og sluttet det hele. Den sang som han både fandt og mistede Johnny til.

Den sang, der blev soundtracket til hans egen afslutning.

Omkvædet kørte en sidste gang igennem hans hoved, inden alt blev sort. Inden alt forsvandt. Endelig, langt om længe, fik han fred. Slap for den uendelige smerte, der havde plaget ham så længe.

”With or without you.

I can’t live with or without you”.

Alf mærkede ikke, da Johnny trak ham op fra vandet. Han så det ikke, da han fandt brevet, flydende i vandoverfladen. Han så ikke tårerne, og han mærkede ikke læberne mod sine. Men endelig fandt han nøglen til den ukomplicerede verden.

Feminisme – hvad det er, og hvad det IKKE er (ifølge mig)

Hej verden. Klokken er lige nu 22(nu 24..), min krop er udmattet, men min hjerne mener, at lige nu er det perfekte tidspunkt at skrive det indlæg om feminisme, som jeg har følt en trang til at skrive i mange måneder.

Feminisme er et emne, jeg tænker på stort set dagligt, da det på den ene side, i min idealist-hjerne, er utrolig simpelt – vi bør alle have lige rettigheder og ses som individer uanset hvilket køn vi tilhører/ikke tilhører. Og på den anden side, så er der alligevel en evig debat om emnet – for der er langt fra bred enighed om, hvad feminisme egentlig er.

Langt hen ad vejen mener de fleste, at feminisme handler om ligestilling mellem kønnene. Så er der den gruppe, der har fået tilnavnet “feminazis”, som efter min opfattelse er en gruppe af kvinder som ser ligestillingskampen som en form for krig, hvor kvinderne skal vinde over mændene. (Det skal dog siges, at nogle har en tendens til at bruge dette ord som et skældsord uden at have et belæg for det, hvilket jeg er meget imod, da det aldrig kan være et problem at man går ind for lighed). Det generelle problem med “feminazi”-tendensen er først og fremmest, at det intet har at gøre med feminisme – ligestilling får man ikke, hvis man bekriger hinanden, for så vil én af grupperne altid være “under” den anden, og det vil til sidst ende med, at dem der har flest penge til bomber og kampfly “vinder”. Men der er ingen der vinder noget som helst på den måde. Og et måske endnu større problem er, at det skaber en forvirring om, hvad feminisme er, hvilket betyder, at utroligt mange bliver misforstået, når de siger, at de er feminister. Nogle folk tror, at det at være feminist betyder, at man hader mænd og ønsker at bekrige dem. Og mange tror, fejlagtigt, at det kun er kvinder der kan være feminister, og at det derfor handler om at tage rettighederne fra mænd og så give dem til kvinderne.
Men dette er ikke feminisme!! Og det er trist, at feminisme er blevet så misforstået et begreb. Efter min mening, burde vi, i det ideelle samfund, alle være feminister – for hvad er den gode grund til ikke at gå ind for, at vi alle skal have lige gode muligheder i livet?
Men realistisk set, så ved jeg godt, at det nok ikke kommer til at ske. Ulighed vil altid herske i en eller anden grad, hvilket jeg ikke kan lide at erkende, da jeg meget gerne vil tro på, at alle vil hinanden det bedste.

Et andet problem med feminist-begrebet ligger i selve navnet – det har “femi” i det, hvilket giver et indtryk af, at det (kun) handler om kvinder – hvilket langt fra er tilfældet efter min mening. Ja, “femi” skaber associationer til kvindekønnet, men hvis dette gør os ubehageligt til mode, så er det måske et tegn på, at vi skal tage nogle ting op til revision, nærmere end at ændre på ordet. Det hedder fx en brandmand, hvilket normalt ikke gør nogen ubehageligt til mode. Men det er måske en anden diskussion. Jeg er bare generelt nået frem til, at det ikke kan være et problem, at det kaldes feminisme, når man kæmper for lighed mellem kønnene. Det betyder jo det samme for mig at se, selv hvis man ændrer det til “humanist”/”equalist”.
For mig at se, betyder “femi” langt fra, at det kun handler om kvinders rettigheder – det er bare et navn. Ligestilling betyder for mig, at ingen skal dømmes ud fra deres køn, men at alle skal ses som ligeværdige individer, der alle skal have de samme muligheder.

Efter min mening, så er der en generel ulighed mellem mænd og kvinder i verden, i nogle lande mere end andre, og i andre lande, fx Danmark, mærker jeg personligt ikke uligheden ret meget. Men jeg er også en priviligeret person, og bare fordi jeg har det godt, og er kvinde, betyder det ikke, at det gør sig gældende for alle på resten af jorden. Jeg har været heldig at blive født i et godt land, i en familie hvor jeg bliver behandlet på samme måde som min bror, i et miljø hvor jeg oplever, at folk tror på, at jeg kan nå ligeså langt, som jeg selv vil. Det er jeg meget taknemlig for, men det betyder ikke, at jeg kan lukke øjnene over for hvad der foregår i verden, og hvordan andre folk har det.
Som George Orwell sagde det: “All animals are equal, but some animals are more equal than others” (Animal Farm, 1945). Dette er sandt på flere planer. Det siger rigtig meget, om ulighed, og hvordan den eksisterer (og hvorfor) – for selvom vi alle, (I Danmark i hvert fald) har lige rettigheder, så har vi det alligevel ikke. Se bare, hvor lang tid det har taget før homoseksuelle fik ret til at blive viet i kirken – det er jo frygteligt, at de rent faktisk har skullet kæmpe for at få den rettighed – hvis man ikke engang har lov til at elske et andet menneske og udtrykke sin kærlighed, som er noget af det mest menneskelige man kan gøre, hvad er der så tilbage af håb for verden?

For ulighed eksisterer ikke bare mellem kønnene – den eksisterer også indenfor kønnene og udenfor kønnene – nogle er bare født i en position, hvor de har meget bedre muligheder end andre for at klare sig godt – uden at det nødvendigvis er en position de har kæmpet for at komme i. Nogle er vokset op i ressourcestærke familier, andre er vokset op helt uden forældre, eller med forældre, der ikke har været der for dem. Og nogle bliver ofre for nogle frygtelige ting, som de på ingen måde selv er skyld i. Så det er fandme svært at sige, at vi alle er lige. Det er vi måske helt overordnet juridisk set, men livet er mere komplekst og indeholder flere aspekter end det juridiske.

image-90952dba72754847a412909e71064fb966fd225affa26b466bfab581d4284b31-v.jpg

Derfor tror jeg heller ikke, at vi kan lovgive os ud af de problemer vi står overfor. Vi løser ikke problemerne ved at lave kønskvoter eller ved at fyre mænd, så kvinder kan ansættes – det er kun med til at skabe et endnu større skel mellem kønnene – for hvis der indføres kønskvoter, så kommer det til at handle om køn frem for faglige kompetencer, og i det at en mand fyres, for at en kvinde kan få en høj stilling (fordi virksomheden er tvunget til at ansætte hende), så bliver uligheden blot endnu større – for hvis vi skal gøre os nogle som helst forhåbninger om at få en reel ligestilling, så skal vi indse, at mange af problemerne ville løses, hvis vi begyndte at se hinanden som individer frem for repræsentanter for hhv. mande- og kvindekønnet.

For at give nogle eksempler:

-En mandlig pædagog er en pædagog på lige fod med de kvindelige pædagoger. Hans køn gør ham hverken dårligere eller bedre til at være pædagog – han er mand, ja, men det skal da ikke betyde, at han skal ses ned på fordi han er i et “kvindefag”. Tværtimod er det da kun en fordel, at børn vokser op med, at mænd også kan være omsorgspersoner, som også kan trøste dem, og som de kan føle sig trygge ved. Hvem helvede har fået den idé, at kvinder er bedre pædagoger? Hvis en mand er en god pædagog, og hvis han er god til sit arbejde, hvad er problemet så? Der er brug for begge køn, og alle etniciteter, efter min mening.

-En kvinde er ikke en dårlig mor, fordi hun prioriterer sin karriere, samtidig med, at hun har børn. Dette er en fordom, som mange folk har om karrierekvinder – og det er både mænd og kvinder, der har den fordom. Jeg tror personligt, at en af grundene til, at kun en lille del af den rigeste procent består af kvinder, er den stigmatisering der er af karrierekvinden – for i kraft af, at hun har børn og familie, så tror jeg, at mange mener, at hun svigter familien, hvis hun går efter en høj stilling. (Dette mener nogle selvfølgelig også om fædre, der arbejder meget). Men helt generelt set, så udelukker det ene ikke det andet – at man har børn, betyder ikke, at man ikke kan have en karriere (hvis man har lyst til det, vel at mærke). Hvorfor skulle man ikke kunne få det til at fungere, hvis kvinden har en høj stilling? Det er vel det samme, som hvis manden har en høj stilling. Man må selvfølgelig tage nogle valg her i livet, da man ikke kan alt på én gang, men dette er uafhængig af ens køn. Vi burde dømme folk på deres menneskelige kvaliteter, før vi siger “hun er en dårlig mor/han er en dårlig far fordi hun/han arbejder meget”.

-Generelt er jeg overbevist om, at oplysning og information er den bedste vej til reel ligestilling – hvis vi fra barns ben er klar over, at vi kan det samme, uanset om vi er drenge eller piger, homo-, bi- eller heteroseksuelle, you name it, så tror jeg også, at udviklingen hurtigt vil vende, så vi vil få en større ligestilling. For så vil vi ikke dømme hinanden, eller os selv, ud fra kønnet, men nærmere ud fra personlige kvaliteter og kompetencer. Hvis vi lærer børn, at de allesammen kan blive hvad de vil, og at der ikke er noget, der er “mest for drenge” eller noget der er “mest for piger”, (og hvis vi afskaffer de eventyrbøger, der hedder “Eventyr for prinsesser” og “Eventyrbogen for piger”/”Eventyr for drenge”, jeg har lyst til at kassere de bøger på stedet, hver gang jeg ser dem på arbejdet, men det har jeg desværre ikke magten til), så tror jeg også, at børn automatisk vil behandle hinanden mere ligeværdigt, og ikke lægge så meget betydning i kønnet. Hvorfor ikke give børn det frie valg til selv at bestemme, hvad de vil? Hvorfor ikke give drenge lov til at have kjoler på, hvis de vil det? (og hvorfor sige til piger, at de er små prinsesser? Jeg ville virkeligt ønske, at alle forældre ville stoppe med det omgående, det går mig på nerverne).
Min pointe er, at de fleste af vores ligestillingsproblemer herhjemme ville kunne løses, hvis vi begyndte at fokusere mindre på køn, og mere på menneskelige kvaliteter og udvikling af vores forskellige kompetencer, samt hvordan vores forskelligheder kan spille sammen på den bedst mulige måde.

Engang troede jeg, fejlagtigt, at feminisme handlede om at benægte, at der er nogen som helst forskelle på mænd og kvinder, og at tabuisere hele det faktum, at der er biologiske forskelle på os. Det skyldtes primært uvidenhed, at jeg mente det, for det er slet ikke det, det handler om (efter den overbevisning jeg har nu). Ja, der findes to køn (muligvis findes der langt flere køn, det er langt fra alle, der overhovedet identificerer sig selv med ét bestemt køn) – og det er fint – at vi skal være lige, betyder IKKE, at vi skal være ens. Det er helt misforstået. Det er jo vores forskelligheder, som gør verden til et godt sted at være – det er først, når vi ikke respekterer hinanden og behandler hinanden dårligt grundet uvidenhed og frygt, at problemerne opstår. Som udgangspunkt er alt, efter min mening, foreneligt, hvis man respekterer andre mennesker og anerkender, at de er ligeså meget værd, som man selv er (hvis de også selv behandler andre godt).

For at opsummere:

-Feminisme handler om lighed – for mig at se ikke bare mellem kønnene, men mellem alle – det handler om at fokusere på mennesket frem for køn, seksuel orientering, social klasse osv. Det handler om, at vi alle er lige meget værd, så længe vi respekterer hinanden, og behandler andre godt.

-Der eksisterer ulighed. Vi er ikke lige, og det skal vi gøre noget ved. Jeg mener dog ikke, at vi kan lovgive os ud af alle problemerne (dog er en juridisk ligestilling altafgørende), da meget er kulturelt bestemt og at meget skyldes det, vi er vokset op med – det, vores forældre har lært os om, hvordan verden fungerer, og hvad vi hver især er i stand til.

-Hvis vi ønsker lighed, skal vi kæmpe for begge køns rettigheder – ellers får vi aldrig en ligestilling. Det hander IKKE om at “tage” rettighederne fra mændende og give dem til kvinderne, eller at kvinderne skal have specielle rettigheder – nej, det handler om at vi anerkender de problemer, begge køn står overfor, men også, at vi erkender, at alting måske ikke er kønsbestemt. Fx er nogle folk bare idioter, hvilket er fuldstændig uafhængigt af deres køn – vi skal derfor fokusere på folk som individer, frem for altid at se kønnet, som det første og vigtigste og grunden til alt.

-Det, at nogle har det værre end man selv har, betyder ikke, at ens egne problemer ikke er valide. Derfor skal vi ikke give nogen skyldfølelse over, at de siger højt, at de har det svært, eller føler sig uretfærdigt behandlet. Vi bør se objektivt på problemet, og vurdere, hvad der kan gøres ved det, i stedet for at få folk til at skamme sig og få dem til at føle, at de er egoistiske, fordi de fortæller, hvordan de selv har det (dette gælder i forhold til utroligt mange ting).

-På den anden side, så tror jeg, at når man har erkendt, hvilke udfordringer man står overfor, så skal man vælge at gøre noget aktivt, for selv at gøre sin situation bedre. Sandt, det er ikke alle der har de muligheder, det ved jeg. Men hvis man har muligheden for det, så skal man gøre hvad man kan, for at skabe det liv, man ønsker sig. For den barske virkelighed er desværre, at man aldrig får alt det man ønsker sig, hvis man ikke kæmper for det. Hvad mener jeg med det? Jeg mener, at man for alt i verden ikke skal tro på, at der er noget man ikke kan pga. sit køn (medmindre man som kvinde ønsker at blive sæddonor, det må man så acceptere, at man ikke kan). Men der kommer aldrig noget godt ud af at give op på forhånd. Jeg tror på, at man kommer meget længere ved at kæmpe for det man ønsker sig, frem for at give op på forhånd, fordi man forventer, at det vil mislykkes. I sidste ende er vi selv ansvarlige for vores egne liv, og nej, livet er ikke retfærdigt, men vi må gøre det vi kan, med det vi har, og så må vi kæmpe for at få de ting vi ønsker os, også selvom det måske er en uretfærdig kamp nogle gange.

Ja, jeg er kvinde – men jeg ser mig selv som et frit menneske, der kan hvad jeg vil – jeg vil ikke se mig selv som et offer (men jeg anerkender fuldt ud, at der er mange kvinder i denne verden, der er ofre, og det er ikke noget, man skal skamme sig over, langt fra!).
Jeg tror på, at man i høj grad kan få det man ønsker sig, hvis man tør at forlange det – en vis position held, skal der muligvis også til – og hvis man ikke giver op, selvom det er uretfærdigt. Så tror jeg, at man får det bedre med sig selv, fordi man har en følelse af, at man handler og gør noget aktivt, og ikke bare lader nogle andre håndtere problemet.
Alt oprør starter indefra, er det ikke det man siger?

 

NB: Dette indlæg var svært at skrive, fordi det er meget let at støde nogen eller at blive misforstået. Jeg har i dette indlæg hovedsageligt fokuseret på ligestillingssituationen i Danmark, og er let og elegant sprunget hen over de store udfordringer, der er i mange andre lande og kulturer (også blandt folk i Danmark), men har fokuseret på det, jeg selv føler, at jeg kan udtale mig om, uden at sige ting, jeg ikke har en tilstrækkelig viden om, eller belæg for at udtale mig om. Jeg mener fuldt og fast, at vi alle er lige, og det vil jeg mene altid, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at sprede det budskab, men jeg har lige nu valgt at tale ud fra mit eget perspektiv, og opfordrer alle der kan, til selv at komme med deres mening. 
Kom endelig med en kommentar, hvis du har noget at tilføje/et andet perspektiv på det hele.

/A

Uge 38 – ting jeg har lært/oplevet/tænkt over

Hej verden.
Jeg er lige pt i gang med at skrive en novelle, som jeg skal indsende til en konkurrence. Deadlinen er om to døgn, så jeg er under pres, men skidt pyt. Jeg skal nok blive færdig.

Jeg føler, at jeg har oplevet mange ting på det sidste, hvilket er interessant, eftersom jeg ikke har lavet andet end at være herhjemme og være på arbejde. Men det betyder ikke, at jeg ikke har lavet noget. Langt fra. Så her kommer en liste over alt det jeg har lavet/oplevet/tænkt over den sidste uges tid:

  1. Efter TRE MÅNEDER har jeg læst Les Misérables færdig!! Jeg har brugt de sidste to uger på at læse de sidste 1000 sider i den, og det gik faktisk hurtigere end jeg havde troet. Da jeg først havde besluttet mig for at læse den fokuseret, og ikke springe videre til en ny bog efter kun et par sider, kom jeg hurtigt ind i historien og jeg begyndte at se, hvad det er, at folk så godt kan lide ved den. Jeg forstår godt hvorfor den er en klassiker, og jeg er enormt glad for, at jeg har læst den. Ikke kun fordi det er sofistikeret at kunne sige, at jeg har læst den, men mere fordi, at der er noget meget tilfredsstillende ved at bruge så lang tid på at læse en bog på 1231 sider. Det føles som en form for rejse, hvilket lyder åndssvagt, men det er sådan, at det føles.
    wpid-dsc_2472.jpg
  2. Pga. Les Misérables har jeg indset, at jeg gerne vil læse flere klassikere. Og det nye ved det, er at det ikke er fordi, at jeg gerne vil læse dem, for at være smart, eller for at kunne betegne mig selv som “vellæst” eller et eller andet snobbet. Nej, jeg vil gerne læse flere klassikere, fordi de kan lære mig noget, som jeg ellers ikke ville have lært. Det er fx også af den grund, at jeg er blevet ret glad for George Orwell’s bøger på det sidste. For dybest set læser jeg jo for at lære. For at lære om mig selv, men også om andre mennesker, deres holdninger og historiske begivenheder. Og det er noget, som jeg har glemt lidt i løbet af den sidste tid.
    Jeg har været meget fokuseret på, at jeg gerne ville læse enormt mange bøger i 2015, og at det var vigtigt for mig at læse mange nyudgivne bøger. Jeg blev til sidst så opsat på at nå op på 100 læste bøger, at jeg glemte at tænke over, hvad jeg læste. På en måde i hvert fald. Jeg har mest af alt læst YA i år, og det har overvejende været en god oplevelse, men i de sidste par måneder synes jeg, at der næsten har været flere dårlige end gode. Det er ikke alt YA der er lige godt, og jeg har på det sidste følt, at jeg kan identificere mig mindre og mindre med det meste af det. Dermed ikke sagt, at YA ikke kan være godt, for det kan det. Mange af mine yndlingsbøger er Young Adult romaner, og de indeholder masser af dybe ting, selvom de er skrevet til en ung målgruppe og ikke indeholder masser af fancy ord. Og jeg vil gerne blive ved med, at se positivt på de bøger. Jeg vil ikke have mit syn på dem ødelagt, og det er lidt det, som var ved at ske. Og måden jeg kan ændre det på, er ved at læse andre genrer og tage en pause for at huske på, hvad jeg kan lide ved at læse.Jeg har i den sidste tid læst nogle bøger, som jeg udelukkende har læst, fordi de stod på min hylde, og jeg havde det dårligt med, at jeg ikke havde fået dem læst, specielt fordi de var populære bøger (The Book Thief, Divergent m.m.) Men jeg havde aldrig rigtig selv den store lyst til at læse dem. Hvorfor gjorde jeg det så? Det er det gode spørgsmål. Hvorfor ligger jeg et ubevidst pres på mig selv, som egentlig er fuldstændig unødvendigt?
    Det er noget, som jeg heldigvis er blevet opmærksom på, og det har allerede ændret sig meget. Jeg kan se nu, at jeg ikke får noget ud af at tvinge mig selv igennem bøger, som jeg egentlig ikke bryder mig vildt meget om (det har jeg nok gjort med 10 bøger her indenfor de sidste par måneder). Hvis jeg kan mærke, at jeg ikke kan lide en bog selvom jeg kun har læst en tredjedel af den, så er der ingen grund til at fortsætte, hvis jeg ikke har lyst.
    Efter jeg har været mere opmærksom på alle de ting, så har jeg tydeligt kunnet mærke, at noget har ændret sig. Jeg går mindre op i hvor mange bøger jeg har læst og går mere op i, at jeg rent faktisk har lyst til at læse. Jeg føler ikke det pres som jeg før har følt, i hvert fald ikke på samme måde.
    Jeg vil gerne læse fordi jeg elsker det, ikke fordi jeg skal presse mig selv til det.
    wpid-d7694450-d3f6-41fa-8c4e-8be876650ee0.jpg
  3. Der er brug for børnebøger om transkønnethed/homoseksualitet/børn der på den ene eller anden måde føler sig anderledes. Jeg ved ikke, hvorfor Danmark (i hvert fald bibliotekerne) ikke er mere med ift. LGBT bøger for de yngre læsere, da der i disse år kommer flere og flere på det engelske/amerikanske marked. Men der er vel ikke andet at gøre end selv at blive børnebogsforfatter og ændre tendensen.
  4. Generelt går jeg meget ind for, at man skal være bedre til at acceptere forskelligheder og ikke være så satans indskrænket når det kommer til kønsroller osv. Køn er et relativt begreb, og har det egentlig den store betydning?
  5. Jeg kan godt lide biblioteket.
  6. Det er længe siden at mit liv har været så u-stressende som det er for tiden. Jeg har mere fritid end jeg har haft længe og selvom jeg i starten var bange for, at selvstudie ville blive ensformigt og trist, så er det ikke sket endnu. Jeg er ret god til at underholde mig selv, også når jeg ikke engang prøver bevidst på det. Og ellers sørger den lille hund for at holde mig beskæftiget.
    Det er utroligt længe siden, at jeg sidst har kedet mig. Det skyldes hovedsageligt, at jeg altid har en masse tanker om livet osv., som jeg aldrig bliver færdig med at tænke over, og desuden aldrig løber tør for bøger jeg vil læse.
    wpid-dsc_2539.jpg
  7. Jeg kan faktisk virkelig godt lide mit liv for tiden. Der sker ikke voldsomme dramatiske ting, og det kan jeg godt lide. Desuden har det aldrig gået så godt i skolen som det gør nu. Det skyldes hovedsageligt at jeg elsker mine fag (dansk og engelsk), men også at jeg er god til at lære ting selv. Jeg koncentrerer mig meget bedre når jeg arbejder med tingene selv. Det er vel grundlæggende en god ting, da jeg også godt kan finde ud af gruppearbejde, men det er bare ikke den måde jeg lærer optimalt på.
  8. Jeg er mere humanistisk anlagt end samfundsvidenskabelig, hvilket er en skræmmende ting, da det ikke var den retning jeg havde planer om at gå i. Men det giver god mening, og som det er nu, kan jeg slet ikke forestille mig at arbejde som psykolog, som ellers var min plan i lang tid.
  9. Måske har jeg ikke en fuldstændig klar plan for min fremtid, og jeg er ikke engang sikker på, hvad jeg laver om et år fra nu. Men jeg ved, at jeg finder ud af det, og at det hele sgu nok skal gå.
  10. Det faktum, at jeg har fem uddannelser jeg kunne se mig selv tage, er ikke en dårlig ting. Det er godt. Det er bare et udtryk for, at jeg har flere muligheder end kun én, og det kan aldrig være negativt. Så længe jeg ikke hopper rundt mellem 10 forskellige uddannelser og først bliver færdiguddannet når jeg er 50 og dermed ikke når at bidrage tilstrækkeligt til samfundet og dermed er skyld i landets økonomiske tilbagegang osv., så går det vel nok.
  11. For at tale om noget jeg rent faktisk har oplevet og lært: Jeg har været på Kristrup Bibliotek mange gange denne måned og sidste måned for at være afløser. Af det har jeg lært mange ting, vigtigst af alt at der er hyggeligt, men også at Kristrup slet ikke er så farligt et sted, som jeg troede det var engang.
  12. Der findes utroligt mange irriterende og skrigende børn, men der findes også gode børn, som er gode mod dyr. Det oplevede jeg i dag sammen med Kalle da vi var ude at gå.
  13. Jeg elsker Nirvana, men jeg elsker også dyster depressions-musik.
  14. Jeg kan finde ud af at skrive et analyserende oplæg, endda så godt at min lærer kaldte mig ‘en mester i at analysere og fortolke og at skrive’.
  15. Helle Helle er et af mine største litterære forbilleder.
  16. Vandbakkelse er godt, men det kan også blive meget voldsomt og vulgært meget hurtigt, hvis man ikke formår at stoppe mens legen er god.
  17. Jeg har tørret opkast op to dage i træk i denne uge. Først fra hunden, så fra katten. I dag var turen så kommet til tis på gulvet. Hvad bliver det mon imorgen?
  18. Jeg fik 76/85 rigtige i en kommatest, så jeg mener godt, at jeg officielt kan erklære, at jeg kan sætte komma, hvilket er en stor begivenhed.
  19. Jeg er åbenbart blevet utroligt god til engelsk grammatik.
  20. Der er intet bedre end at spise morgenmad i stilhed.
  21. Jeg har snakket engelsk på arbejdet både i dag og igår. Der er noget ved mig, der får de engelsktalende borgere til at komme og spørge om alt muligt.
  22. Jeg har også lært, at håndarbejdsbøgerne er blevet flyttet.
  23. At have en hundehvalp er en kilde til mange diskussioner/konflikter, men det er også sjovt, selvom den skal tisse 50 gange i døgnet.
    wpid-img_20150915_170536.jpg
  24. Jeg så en limousine i dag.
  25. Jeg er nået den alder, hvor jeg godt kan lide jazz og nyder at spise en ostemad. =symptomerne på at jeg er blevet voksen.
  26. Jeg har stadig ikke lyst til at få børn, og jeg tror virkelig ikke, at det kommer til at ændre sig nogensinde. Jeg ved, at alle mulige voksne mennesker mener, at jeg ændrer mening når jeg bliver 30 og “det biologiske ur begynder at tikke” og alt muligt pis, men det håber jeg sgu ikke kommer til at ske.
  27. Der er mange negative mennesker i denne verden, men der er flere der er positive, man skal bare lede efter dem.
  28. Jeg er træt

Slut.

wpid-dsc_2150.jpg

Kønsneutralitet! / LIGHED!!!

Kønsneutralitet. Et interessant ord. ‘Køn’ indikerer at det – indlysende nok – handler om køn. ‘Neutralitet’ betyder derimod, at man forholder sig neutralt til noget. Altså at det hverken er det ene eller det andet. Du er neutral i en krig og holder dig derfor lidt i baggrunden. At være neutral kan vel også betyde ikke at tage stilling, eller bare at stå midt i mellem at være for og imod. Så ordet ‘kønsneutralitet’ giver ikke ret meget mening – der er to køn, som skal være neutrale, det vil sige, at de hverken må være det ene eller det andet. Men hvis det skal ske, skal vi så ikke have afskaffet ordet ‘køn’? For det er et jo et udtryk for, at der er forskel på mennesker, og at vi ikke bare er én slags.

Sådan kan man vælge at se på det. Indtil for nylig havde jeg den holdning, at kønsneutralitet var åndssvagt og unødvendigt, og jeg kunne ikke tage det seriøst, at de fx i svenske børnehaver er begyndt at tiltale alle som ‘hen’ i stedet for han og hun. Jeg mente, at det løste et problem, der ikke havde brug for at blive løst.

Sjovt nok, så skyldtes denne holdning én ting: uvidenhed.
Det startede med, at jeg her på det sidste har læst mange bøger med temaet LGBT =(lesbian, gay, bisexual, transgender). Altså bøger der omhandler folk, der har en anden seksualitet, end den der bliver set som den ‘normale/mest almindelige’ form for seksualitet; heteroseksualitet. Generelt elsker jeg bøger, der omhandler folk, der falder uden for det ‘normale’, og kæmper for at turde at være sig selv i en verden, hvor der er frygteligt mange fordomme overfor dem, der er anderledes.
Og når det kommer til seksualitet og køn, så er der mange fordomme og stereotypiske forestillinger, uanset hvor udviklet et land vi mener at vi bord i. Og i resten af verden står det endnu værre til mange steder.
Jeg har tænkt meget over, at jeg ikke forstår, hvorfor folk bliver behandlet anderledes pga. de forskellige labels man kan sætte på dem. Fx hvis du er homoseksuel er det en meget større ting for omverdenen end det er hvis man er heteroseksuel. Der er ingen heteroseksuelle, der skal springe ud og fortælle deres familie og venner, at de er tiltrukket af det modsatte køn. Men når man er homoseksuel er det en helt vildt stor ting og mange bliver udstødt af deres familie når de springer ud, fordi de af en eller anden grund mener, at det har en betydning.
Det kan jeg ikke forstå. Hvorfor betyder det noget, hvilken seksualitet nogen har? De er jo stadig den samme person. At man er tiltrukket af sit eget køn betyder ikke rigtigt andet end at man er tiltrukket af sit eget køn. Det er bare folk, der lægger en masse betydning i det, og det skaber åndssvage fordomme, og det er skide uretfærdigt over for dem, der er homoseksuelle.

Et af mine yndlingscitater fra min yndlings LGBT bog (Simon vs The Homo Sapiens Agenda) summerer egentlig det hele meget godt op:

“Don’t you think everyone should have to come out? Why is straight the default?”

Tænk lige over det.
Der er ingen god grund til at det skal være som det er så mange steder i verden. Der er ingen logisk grund til at behandle homoseksuelle den mindste smule anderledes. “Der skal en mand og en kvinde til at skabe et barn” vil nogen sige, men REND OG HOP! Det er meget muligt at der skal det, men det handler først og fremmest om at gøre det man selv har lyst til frem for at få børn med en person man ikke er tiltrukket af. Jeg kan virkelig ikke se hvad grunden er til at homoseksualitet/biseksualitet/transkønnethed skal tabuiseres, for selvom der måske samlet set er flere mennesker, der er heteroseksuelle, så betyder det ikke, at de er mere “rigtige”, bare fordi, at de er en større gruppe.

Nåh, men det er det gode ved bøger; de får en til at tænke. De har i hvert fald fået mig til at tænke meget mere over dette emne end jeg før har gjort.

Det, der fik mig til at indse, hvorfor kønsneutralitet faktisk er en nødvendighed, var en middle grade bog jeg læste omhandlende en 12-årig transkønnet pige (Grayson), som altid har vidst, at hun var født i den forkerte krop, og aldrig har følt sig hjemme i det køn hun biologisk er født med. Hun har altid følt sig som en pige, men det er der ikke rigtigt nogen der forstår. Hendes forældre døde, da hun var 2-3 år gammel og siden har hun boet hos sin onkel og tante. De har godt fornemmet, at hun var anderledes men de mente, at det bare var en fase som hun skulle igennem for senere at kunne blive ‘normal’.
Det kan godt være, at Grayson er en fiktiv 12-årig, men da jeg læste bogen kunne jeg virkeligt mærke sådan rigtigt, hvor tabuiseret et emne transkønnethed er, og hvor langt ude det er, at det er blevet sådan. Der er INTET galt med Grayson – hun er bare en pige der er født med en drengekrop. Hvorfor skal hun have det dårligt med sig selv pga. det? Hvorfor, hvorfor, HVORFOR behandler så mange mennesker transkønnede som om, at de er mindre værd, eller at de har mentale problemer, der burde behandles, så de kan blive ‘normale’? Jeg forstår det ikke. Jeg har altid gået stærkt ind for at alle fortjener en lige behandling, men efter jeg læste “Gracefully Grayson”, indså jeg, hvor lang vej der er igen, før det kommer til at ske i den rigtige verden. Det er som om, at mennesket har et behov for at have nogen at se ned på, og det bliver altid minoriteterne som transkønnede, bøsser, lesbiske… sorte mennesker.. jøder… arbejdsløse..
HVORFOR?!?!!

Jeg vil have et samfund hvor alle er lige!!
Da jeg for en uge siden så en dokumentar omkring kønsneutralitet i børnehaver, blev min horisont endnu engang udvidet. Det er længe siden, at jeg selv har gået i børnehave, så jeg har ikke tænkt så meget over, hvor stor forskel, der faktisk bliver gjort på kønnene allerede fra 3-års alderen (og før det også). Pigerne er dem, der leger med dukker og går i lyserøde kjoler og leger stille følsomme lege (jeg var aldrig en af dem, og jeg følte mig underlig, fordi jeg ikke kunne lide lyserød og at lege far, mor og børn). Drengene er dem der slås med sværd og skjolde i skoven og er hårde og brutale og ikke udviser følelser.
Der var så en børnehave hvor de skulle eksperimentere med at gøre kønnene mere neutrale. Dette gik ikke helt så let, men det var mest af alt fordi, at nogle af pædagogerne havde svært ved at håndtere det. Børnene var egentlig ligeglade. For eksempel var der en pædagog, der en dag spurgte drengene om de ville have lagt neglelak og klæde sig ud i kjoler (imens pigerne ikke var der). Dette endte de med at have det rigtig sjovt med, og der var ingen der sagde ting som “OMG du har en lyserød kjole på, er du bøsse/trans?!”, for de var 4-5 år gamle og havde endnu ikke internaliseret de kønsstereotyper, der hersker i samfundet. Jeg synes, at det var et smukt eksempel på, hvad køn egentlig betyder. For ja, det er en biologisk ting. Der ER forskelle på kønnene – i en eller anden grad. Men jeg tror mest af alt, at den store forskel skyldes den måde drenge og piger opdrages på. Piger bliver fortalt, at de skal være søde og stille; drengene at de skal forsvare sig selv og have gå på mod. Men drenge kan også være følsomme og stille, og piger kan være udadreagerende og højtråbende og fodbold-elskende. Og alt midt imellem. Mange børn føler ikke, at de passer ind i de stereotypiske forestillinger om, hvordan man skal være som henholdsvis dreng og pige.

Og det er derfor, at vi skal have kønsneutralitet. For at der er plads til alle, og at ingen føler sig forkerte, fordi de som drenge kan lide “pigeting” og omvendt.
Og så synes jeg, at vi skal have revideret, hvad vi definerer som pige og drengeting, og hvad grundene er hertil. Fx har vi på biblioteket en afdeling af bøger der hedder ‘Mest for piger’ og ‘mest for drenge’. Pigebøgerne handler om kærlighed, venindedramaer og heste. Drengebøgerne handler om fodbold, at tage på eventyr/løbe væk hjemmefra, taekwondo/anden sport.
Jeg har nu i tre år blindt accepteret, at det bare er sådan, bøgerne står, men i dag kom jeg til at se på de to hylder, og jeg kunne pludselig slet ikke forstå meningen med det. Hvorfor ikke bare lave en afdeling der hedder “fodbold/sport” og en anden der hedder “kærlighed”, og så måske en der hedder “venskab”? Kan alle ikke have lyst til at læse om kærlighed, venskab og sport? Og hvorfor skal piger vænnes til, at den litteratur der er skrevet til dem, handler 90 % om kærlighed og veninder og heste og 10 % om ALT andet i livet? Hvorfor ikke tage nogle andre emner op også? Og hvorfor må drenge ikke have lyst til at læse om mere følsomme ting end fodbold?

Det synes jeg, at vi alle skal tænke lidt over. Jeg tror, at jeg har tænkt mig at forsøge at løse det ved at blive børnebogsforfatter, og skrive bøger til ALLE børn der handler om rigtige emner som ikke er så sort/hvide, som jeg mener meget børnelitteratur er i dag. Ja, jeg ved godt at mange 6-årige drenge gerne vil læse om fodbold, men det betyder fandme ikke, at der ikke skal være andre emner end det at læse om. “Litteraturen former mennesket” kunne man sige, og det gælder også for børn, så hvorfor ikke skrive børnebøger med indhold som alle kan læse? Hvorfor lave opdelinger så tidligt i et menneskes liv? Jeg forstår det ikke. Jeg har aldrig været specielt begejstret for at læse om kærlighed og venindedramaer, og jeg kan godt huske, hvor frustrerende det var, når jeg næsten ikke kunne finde bøger, der handlede om andet dengang, hvor vi blev tvunget på skolebiblioteket for at finde læsebøger. (Jeg kunne dog heller ikke lide at læse om fodbold). Men hvorfor skulle jeg i en alder af 8-9 år føle mig forkert, fordi jeg ikke gad at læse om de typiske “pigeting”?
Vi skal nemlig huske, at hver gang vi dømmer, hvad der er normalt og unormalt, så går det rigtig hårdt udover dem, som føler sig unormale. Så hvis du er en pige født i en drengs krop og du i forvejen har det forfærdeligt hårdt med at skulle håndtere det ELLER du bare godt kan lide at læse om tøj og mode, hvorfor skal du så være tvunget til at gå over til pigebøgerne for at finde en bog du kan lide? Hvorfor kan bøgerne ikke bare stå så alle må låne dem uanset køn? Og hvem vurderer at de bøger er ‘mest for piger’? Hvem bestemmer det?

Jeg vil egentlig ikke have en reel neutralitet, for jeg kan godt lide at mennesker er forskellige. Vi skal hylde forskellighederne og ikke pakke dem væk. Det er nemlig en helt forkert måde at angribe det på. Det er godt at vi har forskellige køn. Det, jeg godt kunne tænke mig er, at man forholder sig neutralt til hvilket køn/seksuel orientering folk har og lader være med at dømme dem for det. For helt ærligt. hvorfor er det så skide vigtigt? Hvorfor har det en betydning overhovedet?

Jeg vil slutte dette indlæg af med budskabet om at ALLE har ret til at være dem de er, også selvom der er nogle mennesker, der stadig har en forældet idé om, hvad der er ‘rigtigt og forkert’ når det kommer til køn, seksualitet og generelt ens personlighed.

Slut.

/A