Kategoriarkiv: køn

når du går

husker du dengang
med blade så gule
husker du hendes sang
og alt det hun ikke kunne skjule
nu krydser hun vejen
helt uden at se sig for
for det var kun engang
at hun kunne lade som om
for altid er hun en helhed
der ej går itu
uanset om du tror
at du har en del af hende nu
lad hende tage det roligt
imens i ser tiden an
lad hende trække i bremsen
når du vil mere end hun kan
lad hende leve i en verden
der hele tiden har været rund
lad hende tro på din færden
og ordene fra din mund
lad hendes tanker være våben
til den dag hun går i hi
lad hende danse med månen
til hendes liv er forbi
lad hende flyve af sted
og bygge sig selv op igen
lad hende tage dig med
hvis du lover at være en ven
hun vil se sig tilbage
på tiden der gik
hun vil glemme alt om dem
der tog mere end hun fik
hun bor i sig selv
med hud og hår
hendes liv starter først
når du går

en dag blev hun stille | et digt om feminisme og at glemme sig selv

Dette digt skrev jeg for snart halvandet år siden, men eftersom jeg skrev det i hånden i en notesbog, har jeg ikke set på det i et stykke tid. Men nu synes jeg, at det må se dagens lys, i stedet for bare at ligge i en skuffe og blive glemt.
Jeg føler, at det fungerer bedst på papir, som jeg skrev det dengang, så sådan forbliver det for nu.
Normalt plejer jeg ikke at forklare, hvad mine digte handler om, men jeg føler for at gøre en undtagelse denne gang, også selvom jeg ikke kan gå helt vildt i detaljer.

Digtet omhandler en person, jeg engang snakkede en del med til daglig, og som jeg jævnligt tænker på.

Når vi snakkede sammen om løst og fast, plejede hun at sige ting som:

“Vi har da ikke brug for nogen mænd, hvad skulle vi med dem? Jeg nyder bare at være mig selv og ikke at være bundet”.

Hun snakkede en hel del om feminisme og kvinders rettigheder, og hun definerede sig selv som en rødstrømpe, hvordan det så end skal forstås. Når emnet engang imellem faldt på kærlighed og forhold, pointerede hun ofte, at hun ikke kunne se, hvorfor hun skulle være i et forhold, for der var ikke nogen hun kendte, der var gode nok til hende. Hun sagde, at hun ikke ville være i et forhold bare for at kunne sige, at hun var i et forhold, for hvis det skulle være, skulle det være det helt rigtige, ellers var det spild af tid.
Hvis jeg blev udspurgt om mit kærlighedsliv og sagde, at der intet foregik, sagde hun altid at hun godt kunne forstå, at jeg ikke gad at spilde min tid på det, for det var jo også meget bedre at have nok i sig selv og være uafhængig.

Men pludselig begyndte hun at ændre sig, og en dag begyndte hun at snakke om en eller anden fyr, hun havde mødt. Og så var de i et officielt forhold, og hun smilede på en anden måde end før. Hun virkede glad, og det var hun sikkert også, men det var som om, at hun blev en anden efter det. Hun snakkede om kærlighed og fremtidsplaner, og hun begyndte at spørge mig, om jeg havde “fundet” en kæreste (også selvom jeg aldrig havde givet udtryk for, at jeg ledte efter en). Det var som om, at hun havde glemt alt om det, hun havde gået rundt og snakket om i et år.

Hun stoppede med at snakke om feminisme og kvinders rettigheder. Og jeg tænker ofte på, hvorfor hun stoppede med det, bare fordi hun fik en kæreste.
Jeg tænker på, om hun nogensinde mente alt det, hun snakkede om dengang, eller om det bare var noget, hun sagde for at overbevise sig selv om, at hun var en stærk og selvstændig kvinde, der ikke havde nogen grund til at savne nogen. Jeg tænker på, om hun nogensinde har forstået, hvad feminisme er, når hun pludselig begyndte at behandle folk anderledes, da hun fik en kæreste.

Feminisme har intet at gøre med, om man er i et forhold eller ej. Feminisme handler ikke om at gå rundt og sige at man “ikke kan se, hvad man skulle bruge en mand til”. Det handler ikke om at distancere sig selv fra kærlighed og forsøge at overbevise alle om, at man føler sig lykkelig og uafhængig, fordi man ikke er i et forhold.
Det er ikke et valg imellem enten at være feminist eller at være i et forhold, for feminisme har ikke noget at gøre med ens civilstatus.

Feminisme handler om troen på, at vi alle bør behandles lige, og at ingen er bedre end andre, og at ingen derfor bør blive behandlet bedre eller værre end andre pga. fx køn. Det er meget simpelt.

Hver gang jeg tænker tilbage på vedkommende, digtet omhandler, spørger jeg mig selv, om hun ændrede sig, fordi hun glemte sig selv, eller fordi hun i virkeligheden aldrig rigtigt mente de ting, hun sagde dengang. Jeg ved det ikke, og mange ville nok ikke lægge mærke til, at hun ændrede sig, men det er af en eller anden grund blevet noget, der virkeligt er gået ind i min sjæl og er forblevet derinde.

Det minder mig om, at det er virkeligt vigtigt at stå ved sine følelser, og at intet godt kommer ud af det, hvis man forsøger at overbevise sig selv og andre om, at man mener noget, når det bare er et forsøg på at skjule, hvordan man virkeligt har det. Der er ikke noget sejt og selvstændigt over at sige, at man har det fantastisk alene og at ingen er “gode nok” til en, hvis man i virkeligheden slet ikke har det sådan. Hvis man i virkeligheden savner kærlighed/noget andet i sit liv, så kommer man længere med at stå ved det i stedet for at skubbe følelsen væk og gemme sig bag nogle idealistiske holdninger.

Det minder mig også om, at det ikke er godt, hvis et forhold får en til nærmest at ændre personlighed og at “glemme” alle sine tidligere holdninger og værdier. Der er intet galt i at ændre holdninger eller værdier, men det er ikke godt, hvis man er villig til at smide alting væk, fordi man skifter civilstatus og får andet at tænke på. For så har det måske aldrig rigtigt været ens værdier til at starte med. Hvis man begynder at behandle andre anderledes, fordi man er i et forhold, så tror jeg ikke, at man nogensinde har været feminist.

Det minder mig om, at jeg ikke skal gå rundt og sige ting, som jeg egentligt ikke mener, for at dække over noget eller for at fremstå som om, at jeg har styr på mit liv. Jeg skal fx ikke gå rundt og sige “det er virkeligt fedt ikke at være i et forhold, for det er virkeligt spild af tid og energi”, hvis jeg i virkeligheden ikke har det sådan (ikke at jeg går rundt og siger sådan, det kan jeg ikke mindes at have gjort). Ligesom jeg heller ikke skal sige “det går så fint, jeg elsker virkeligt mit studie hver eneste dag, og alt er bare SÅ spændende!”, hvis jeg i virkeligheden synes, at ugens emne er uinteressant og jeg tilmed føler mig stresset over mængden af læsestof. For der er ikke noget cool over at gemme sine følelser.

Det minder mig også om, at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at jeg ikke gør det samme. At jeg ikke glemmer mig selv og alt det, jeg står for. Det håber jeg virkeligt aldrig kommer til at ske, for der er noget forfærdeligt ved den tanke. Jeg tror måske, at grunden til, at denne historie er blevet en del af min sjæl og er noget, jeg ofte tænker på, er at min største frygt er at glemme mig selv. At jeg om 10 år lever et liv, jeg aldrig har haft lyst til at leve, og værst af alt, at jeg på det tidspunkt har glemt, hvem jeg var tidligere i mit liv. Det er en forfærdelig tanke, og jeg kan ikke gøre så meget andet end at sige til mig selv, at det ikke kommer til at ske, hvis bare jeg bliver ved med at lytte til mig selv.

Alt dette handler i bund og grund om, at jeg har en frygt for at miste mig selv, uanset om det er pga. et forhold eller andre ting i livet, og at jeg frygter at leve et liv, hvor jeg ikke er ærlig overfor mig selv. Det handler vel om, at jeg ønsker at være mig selv, og at være den samme person, uafhængigt af om jeg er alene eller sammen med folk. Og det minder historien om hende, digtet omhandler, mig om. Jeg vil ikke glemme mig selv. Og jeg vil ikke blive stille.

Jeg har ikke snakket med vedkommende i to år, og jeg ved ikke, hvordan hun har det, eller hvad hun laver i dag. Jeg håber, at hun er glad, og jeg håber, at hendes kærligheds-eventyr stadig varer ved. Jeg håber, at hun kom afsted til Grækenland. Og jeg håber, at hun husker, hvem hun var, dengang hun var alene. Jeg håber, at hun føler, at hun stadig er den samme, og jeg håber, at hun kan se sig selv i øjnene og sige, at hun lever det liv, hun ønsker.

 

//A

 

Kvindernes Internationale Kampdag – hvad betyder den egentligt for mig?

Hej verden.

Det er Kvindernes Internationale Kampdag i dag, og da alle sociale medier bugner med opdateringer som “glædelig Kampdag!” og “tillykke!” kommer jeg til at tænke på nogle ting, som jeg har et behov for at udtrykke.

Først og fremmest kommer jeg til at tænke på, hvad denne dag betyder for mig personligt. Og jeg er sgu lidt i tvivl. For lige umiddelbart betyder den ikke noget specielt. Jeg skal ikke ud at demonstrere eller markere dagen på anden vis. Den eneste kamp jeg har udført har været at stå op klokken 6 og tage til forelæsning på uni på trods af forkølelse, men det har egentligt ikke rigtigt været en kamp, da jeg har haft en forrygende dag, der virkeligt har forbedret mit humør. Den næste kamp bliver kampen for/imod at tage et ekstra stykke chokoladekage.

Så nej, jeg bruger ikke rigtigt denne dag som en anledning til at tage nogle store kampe. Jeg gør egentligt bare det, jeg normalt ville gøre på en onsdag (dog har jeg brugt det som en undskyldning for at indtage Pepsi Max i hverdagen, og det er jo altid godt at have en anledning til at udføre mine dårlige vaner).

Jeg har hele dagen tænkt over, om jeg burde gøre et eller andet for at markere denne dag – om jeg burde sige “tillykke” til andre kvinder med kampdagen, eller demonstrere eller bare gøre et eller andet. For jeg ved jo godt, at der er en grund til at kampdagen er opstået og at den er blevet et internationalt fænomen. Jeg ved også godt, at der er mange steder i verden, hvor der langt fra er ligestilling. Bare se på USA, hvor det på mange punkter er ved at gå den helt forkerte vej, både når det kommer til kvinders rettigheder (fx rettigheden til fri abort) og minoritetsgruppers rettigheder, på trods af at USA er et vestligt land, som mange synes er vildt fedt. Mange andre steder i verden står det endnu værre til, og kvinder bliver udsat for tvangsægteskab (husk at der er forskel på arrangeret ægteskab og tvangsægteskab, et arrangeret ægteskab indebærer ikke som sådan tvang, og mange lever i gode arrangerede ægteskaber, et eksempel er forfatteren Aisha Saeed, der selv lever i et lykkeligt arrangeret ægteskab men kæmper imod tvangsægteskaber).

Så der er god grund til at have en dag, der sætter fokus på disse ting, og minder os om, at der stadig er meget at arbejde på.

Men hvad betyder denne internationale kampdag for mig? Det har jeg brugt lang tid på at fundere over, og jeg vil forsøge at beskrive, hvad jeg er nået frem til, selvom det er lidt angstprovokerende, ligesom da jeg skrev mit indlæg om feminisme. I bund og grund er jeg bare meget bevidst om, at jeg er en yderst priviligeret person (sådan oplever jeg det i hvert fald selv), og at jeg ikke føler, at jeg kan udtale på vegne af alle kvinder, og heller ikke prøver på det, men samtidig er bange for, at nogle opfatter det jeg skriver, som om, at jeg mener at det er gældende for hele verden, eller at jeg ikke anerkender problemerne. Eller at jeg er naiv og ikke ser virkeligheden i øjnene, hvis jeg bare ikke føler, at jeg har et behov for at gå på gaden og demonstrere i dag.

Når jeg tænker på, hvad denne dag har af betydning, så tænker jeg på en tid, der går forud for min egen. En tid, hvor der var nogle kvinder, der tog en stor kamp op for at opnå rettigheder, som vi i dagens Danmark ser som helt fundamentale (de fleste gør i hvert fald). – retten til at stemme til folketings- og kommunalvalg, retten til at arbejde, retten til fri abort – og så videre. Og det er en kamp, som jeg er utroligt glad for, at nogle andre har kæmpet – for det betyder, at jeg kan sidde her i dag, som kvinde i år 2017, med en kop te og skrive et debatterende blogindlæg imens jeg drikker en kop te og tænker på det, jeg har lært til dagens forelæsning på universitetet i dag. Det betyder, at jeg kan gå rundt på Kvindernes Internationale Kampdag og personligt føle, at det bare er en almindeligt god onsdag, hvor jeg føler mig glad og er sammen med nogle gode mennesker, der vil mig alt godt. Det betyder, at jeg faktisk ikke umiddelbart føler, at der er nogle kampe jeg er nødt til at tage for selv at blive retfærdigt behandlet – for jeg føler rent faktisk, at jeg bliver behandlet rigtigt godt. Jeg føler mig ikke undertrykt, og jeg har ikke en følelse af at blive set ned på, fordi jeg er kvinde.

Og det tænker jeg er et tegn på, at de kampe, som blev taget for 100 år siden, virkeligt har båret frugt – for hvis jeg kan sidde her og faktisk ikke føle, at mænd har det bedre end mig eller at nogen undertrykker mig, så er det at tegn på, at jeg bor i et godt samfund, hvor jeg får mulighed for at leve et godt liv. Og det er vel den slags der er værd at glædes over på en dag som denne – og imens jeg glædes over, at jeg har et godt liv, tænker jeg på alle de punkter, hvorpå verden stadig trænger til at blive forbedret – så alle i verden kan sidde med den samme følelse, som jeg selv sidder med lige nu; følelsen af at være fri og at have mulighed for at bestemme over mit eget liv. Følelsen af at blive hørt og at være en del af noget. Følelsen af at kunne være mig selv og blive accepteret for det.

For der er på mange områder stadig meget at kæmpe for, både herhjemme i Danmark og særligt i resten af verden. Fx er der stadig lang vej igen når det kommer til LGBT-befolkningens rettigheder, og meget af det skyldes uvidenhed i befolkningen, hvilket vi er nødt til at rette op på via oplysning. Der er fx  masser af mennesker, der intet har imod homoseksuelle og transkønnede, men faktisk ikke er klar over, at der særligt er mange transkønnede, der udsættes for diskrimination, vold m.m. og at det er et stort problem. Og derfor tænker de ikke over, at det er nødvendigt at kæmpe for det. Jeg tror mange af os har en tendens til at tænke, at i Danmark går det jo godt, så vi behøver ikke tænke så meget på det, for vi respekterer jo hinanden. Men det er desværre ikke altid tilfældet. Og den slags ting synes jeg, at vi skal tænke på i dag.

For selvom jeg sidder her og har det godt, så er det ikke noget, jeg nogensinde skal tage for givet, og jeg skal heller aldrig nogensinde tage for givet, at andre har det på samme måde. For det er der mange, der ikke har. Og bare fordi jeg personligt aldrig har følt mig undertrykt, så betyder det ikke, at ligestillingskampen er unødvendig eller overstået. For det bliver den først den dag, hvor vi alle først og fremmest begynder at se hinanden som mennesker. Mennesker, der har forskellige køn, etniciteter, religiøse baggrunde, you name it, og som stadig allesammen er lige meget værd. Mennesker, der alle skal behandles som mennesker, og som ikke fortjener at blive diskrimineret pga. deres kromosomsammensætning.

Og det er sgu noget af et projekt, hvis det skal lade sig gøre på verdensplan. Jeg gør mit for at sprede min holdning til folk, for jeg synes egentligt, at det er meget simpelt; vi skal bare behandle hinanden som mennesker, fordi vi alle er mennesker. Det er definitionen på feminisme/humanisme efter min opfattelse.

Så hvad handler denne dag egentligt om?

For mig handler den ikke om kønskvotering og at hade mænd og debat om ligeløn.
For mig handler det om at hylde, at vi i Danmark har et samfund, hvor både mænd og kvinder har så gode muligheder for at leve nogle gode og meningsfulde liv, hvor vi har en stor grad af frihed til selv at vælge, hvad vi gerne vil (jeg ved godt, at der findes folk i landet der har det rigtigt skidt, men på det overordnede plan har vi altså et godt samfund sammenlignet med så mange andre steder i verden, hvor det er noget værre pis).
Denne internationale kampdag handler for mig om at værdsætte de kampe, der blev taget forud for min egen tid, så jeg i dag kan nyde godt af at have stemmeret, så jeg kan stemme på Alternativet, og at have retten til fri abort hvis jeg skulle få et behov for at gøre brug af det på et tidspunkt. Jeg har ret til at få en uddannelse, og jeg går på et studie, hvor jeg lærer en masse brugbart om mig selv og andre mennesker og verden. Og det er gratis (og så er der i øvrigt 80 % kvinder på studiet, hvilket er en helt anden virkelighed end på universiteterne for 100 år siden).

Jeg nyder godt af ikke selv at skulle kæmpe for de rettigheder, for det giver mig en masse glæde i livet og et overskud til at tænke på, hvilke andre problemer der eksisterer i verden, som der kan arbejdes for. Det giver mig et overskud til at gøre de ting, der er meningsfyldte for mig, og det giver mig overskud til at debattere politik med mine forældre og blive hørt.
Og jeg er priviligeret at føle mig hørt, for hvis kvinderne havde følt sig hørt i 1910, hvor kampdagen opstod, ville den aldrig være opstået.

Jeg håber, at der i fremtiden er mange flere, der vil føle sig hørt. At vi vil bruge denne dag, og gerne alle andre dage, til at stoppe op og interessere os for hinanden i stedet for at opbygge mure af ubegrundede fordomme. At vi vil oplyse os selv og hinanden, så der ikke kan være nogen, der tvivler på, at vi allesammen først og fremmest er mennesker. 

Og hvis vi begynder at se hinanden som tilhørende kategorien mennesker, fremfor at have vores køn eller etnicitet som det, vi primært identificerer os med, så tror jeg, at mange kampe kunne vindes på en meget simpel måde. Så kunne vi allesammen se det som en helt naturlig ting, at vi alle skal have de samme rettigheder – fordi vi er mennesker.

Hvor fanden vil du hen med dette idealistiske pis, Frøken Thylkjær? Hvad mener du egentligt om denne kampdag?

Det skal jeg sige jer: med alt dette vil jeg sige, at Kvindernes Internationale Kampdag for mig handler om ikke at fokusere helt vildt meget på, at jeg er kvinde, men derimod at jeg er et menneske, og at alle andre også er det. Jeg har det fint med at være kvinde, intet problem i det, men jeg synes ikke denne dag kun skal være for kvinder, jeg synes nærmere, at den skal være for alle. For ligestillingskampen og kampen om, at alle skal behandles godt, handler ikke bare om kvinder, og det er ikke kun kvinder der skal tage kampen. Det er jo os alle sammen. Alle der er mennesker skal gøre noget, hvis vi skal have et lige samfund. Og det er noget vi skal huske hver dag, ikke bare i dag. Desuden ligger der nogle ret negative konnotationer i et ord som “ligestillingskamp“, for ligestilling er jo først reel, når man ikke skal kæmpe mod hinanden – en krig er aldrig lige. Så hvis vi skal have ligestilling skal vi ikke gå i krig mod hinanden, og vi skal ikke udnævne kvindekønnet som det, der skal tage kampene selv. Vi skal derimod se på det store billede og fokusere på at alle skal have de samme rettigheder, for det er jo i vores alles interesse, at alle borgere i dette land bliver behandlet som ligeværdige individer. Er det ikke? Hvorfor skulle mandlige pædagoger fx ikke have de samme rettigheder som de kvindelige?

Hvad skal vi egentligt bruge kvindernes internationale kampdag til?

Vi skal bruge den som et minde om en tid, hvor de fundamentale rettigheder og værdier vores samfund er bygget op på, ikke var fundamentale. En tid, hvor der virkeligt blev taget nogle kampe. Og så skal vi lade os inspirere af det og huske på, at vi er heldige, at vi i dagens Danmark har det ret godt – sammenlignet med mange andre steder i verden og tidligere tider. Jeg synes altså, at vi har det ret godt i dag, og jeg synes ikke, at det at være kvinde er en forfærdelig ting. Og måske er det i virkeligheden derfor, at denne kampdag stadig eksisterer – for at minde os om, at vi egentlig har det meget godt nu og at vi har sindssygt mange muligheder – og at det er op til os selv at gribe se muligheder, hvis vi vil ændre på nogle ting. At vi skal værdsætte vores muligheder og vores rettigheder og ikke tage dem for givet – og at vi skal udnytte dem fuldt ud. Der kommer intet ud af at blive siddende og vente på, at nogle andre får gode ting til at ske i ens liv – man må selv tage kampen op. Og for nogle er der mange bump på vejen og for andre er der færre, men det handler om at gå videre og huske på, hvad man kæmper for.

Med andre ord, så er dette for mig en dag, hvor jeg ser indad og faktisk føler mig ret glad og priviligeret. Men det er også en dag, hvor jeg ser udad, og ser alle de smilende og smukke mennesker, der også er en del af verden. Og det er vel endnu en sejr, at der er lige mange kvinder og mænd jeg ser til daglig, der smiler og ser glade og frie ud.
Sådan har jeg det nu de fleste dage. Jeg føler mig heldig langt de fleste dage, og jeg ser masser af pæne, intelligente og smilende mennesker langt de fleste dage. Hurra for det.
Og så er der alle dem, jeg ikke ser, fordi jeg ikke er de steder i verden, hvor det går rigtigt skidt. Men dem tænker jeg også på i dag. Og så tænker jeg på, at der er håb. For hvis jeg kan have det så godt, så bør der være håb for, at verdenssituationen også kan blive forbedret. Det håber jeg sgu, for jeg synes, at alle fortjener at opleve følelsen af at være heldige. Indtil den dag, er der ikke andet for end at tage de kampe, vi hver især kan tage, og støtte op om dem, der må tage nogle ekstra store kampe helt selv – for hvis der ikke er nogen, der selv tør at gøre noget, så sker der ingenting. Og det skal vi huske.

Det er et godt liv. Jeg håber, at jeg ikke har gjort nogen sure med dette indlæg, men det er et udtryk for mine egne tanker og følelser, ikke andet end det. Jeg kan ikke udtale mig på vegne af andre end mig selv, og jeg håber derfor ikke, at nogen opfatter dette som om, at jeg siger, at der ikke er brug for ligestilling. Jeg føler bare, at jeg personligt ER ligestillet. Og det kan vel kun være en god ting, at jeg føler det, også selvom der som sagt er virkeligt mange i verden, der ikke føler det samme.

Jeg tror på, at jeg kan gøre det jeg vil i mit liv og at mit køn på ingen måde står i vejen for det. Og det er sgu da smukt, er det ikke?

Hyg jer.

//A

At skamme sig over at se SKAM | Tilbage Til Naturen #11

Hej verden.

Klokken er 23 (for en gangs skyld går jeg igang med et indlæg før midnat, det går fremad). Jeg har haft dette indlæg i tankerne i over en måned nu, og det har været et af mine personlige mål at nå det, imens jeg er på ferie med mig selv i sommerhuset. Og eftersom jeg forlader sommerhuset i morgen formiddag (suk), har jeg besluttet, at det fandme skal være nu. Det er nu, at jeg én gang for alle vil rapportere om, hvorfor jeg har set alle afsnit af SKAM 3-4 gange og kan blive ved og ved.

Det startede den 9. december 2016, da jeg fandt ud af, at jeg var den eneste i min familie, der aldrig havde set et afsnit af SKAM. Det viste sig, at de andre havde set det i de weekender, hvor jeg ikke havde været hjemme, og de havde ikke engang opdaget, at jeg ikke havde været med til at se det. Så jeg følte mig udenfor fællesskabet, og derfor endte det med, at min mor fik mig overtalt til at se det første afsnit (ja, hun er mere med på moden end jeg er).
Jeg var skeptisk, men det er jeg altid, hvilket jeg har indset ikke altid er godt. Så snart at noget er meget populært, bliver jeg automatisk ekstra kritisk indstillet overfor det. Måske fordi, at jeg ikke bare vil være en del af mængden, hvor alle elsker de samme ting.
Men meget hurtigt, da jeg så det første afsnit og det andet, tredje og fjerde, indså jeg, at jeg godt kan forstå, at folk er så betagede af den serie. Jeg kunne dog ikke helt forklare hvorfor, og jeg var en smule chokeret over at kunne være så optaget af en serie, der indeholder relativt mange fest/drukscener og på mange måder har teenage-drama som sit omdrejningspunkt. Jeg skammede mig faktisk lidt over at kunne lide serien.

Indenfor de følgende fem dage så jeg de første to sæsoner (og jeg deltog også i sociale aktiviteter i flere af de dage, så jeg fik ikke læst ret meget/noget overhovedet i den periode). På et tidspunkt midt i det hele tog jeg mig selv i at søge på Google efter “Hvem er du i SKAM test”, da jeg mindedes, at Politiken havde lavet en sådan test, man kunne tage. Og der vidste jeg, at jeg var fortabt. SKAM havde vundet over mig, og jeg kunne ligeså godt overgive mig. Og efter at have set sæson 2 var der ingen tvivl; jeg er fan.

Jeg er fan af, at serien formår at fremstille 16-17 årige som rigtige mennesker. Komplekse individer, der både fester, tænker over moralske spørgsmål, forelsker sig, søger nye venskaber og føler sig ensomme. For det er fandme befriende at nogle tør fremstille 16-årige som mennesker, der er mere end bare teenagere med smart tøj. Det gør mig virkeligt glad indeni, og jeg tror i virkeligheden, at det er en af de primære grunde til, at den serie tiltaler min sjæl; den minder mig om, at vi alle kæmper med de samme ting. Måske er jeg ikke en 16-årig, der fester og forsøger at blive populær på gymnasiet. Men når det kommer til stykket, kæmper vi alle med de samme ting. Og glædes over de samme ting. Vi leder alle efter os selv, og på mange forskellige måder. Det minder SKAM mig om, og det giver mig en følelse af, at vi alle er fælles om så meget mere, end vi normalt tænker over.

Desuden formår serien at rumme så uendeligt mange vigtige temaer; identitetssøgen, feminisme, venskab, kærlighed, religion, homoseksualitet, voldtægt, psykisk sygdom, spiseforstyrrelser og familieproblemer. Den handler om alt det, man kan skamme sig over. Og den behandler disse temaer på en virkeligt troværdig måde. På intet tidspunkt har jeg fået en følelse af, at den er lavet af nogle voksne, der gerne vil vise de unge, hvordan de burde reagere eller handle i bestemte situationer. Jeg har aldrig følt, at de forskellige karakterer er opfundet, fordi de skal fungere som gode rollemodeller. Derimod føles det bare som om, at de er mennesker, der er som de er. For ingen af dem er perfekte. De fester og ryger hash (ikke dem alle, men nogen). Men det betyder ikke, at de ikke kan have filosofiske diskussioner eller snakke om feminisme og religion; for de er komplekse mennesker, der er mange ting på én gang. Og det gør serien troværdig på sin helt egen måde. Karaktererne i serien er generelt bare fænomenale, og der er en relativt stor diversitet imellem dem, hvilket jeg elsker, da det ikke føles forceret.

Og nu til min yndlingskarakter i serien – Noora:

Jeg har ladet mig fortælle, at hankønsvæsenerne mener, at hun er “lækker”. Og dette kan man ikke fortænke dem i at mene, for hun er vildt pæn og så endda på den naturlige måde. Suk. Dog bruger jeg aldrig selv udtrykket “lækker” (uanset om det handler om mennesker eller mad, jeg synes der er noget usmageligt over det ord), og jeg ville aldrig bruge det om Noora. For hun er mere end det. Hun er nok den smukkeste karakter, jeg nogensinde kan mindes at have set i en tv-serie. For ikke nok med, at der er noget ekstremt æstetisk over hendes udseende og fremtoning, så er hun også en kompleks karakter. Og at se hendes udvikling igennem de første tre sæsoner har sat mange tanker igang hos mig.

Hun er en beundringsværdig karakter. Først fremmest på grund af sin moral og sin evne til at sige fra, når hendes veninder eller folk omkring hende handler på en måde, hun synes er umoralsk og problematisk. Hun holder hovedet koldt og lader sig ikke overtale til noget, som hun ikke har det godt med. Det, der kommer først for hende er hendes værdier og stærke sans for retfærdighed. Og så forstår hun, hvad feminisme egentligt er, i modsætning til mange andre omkring hende.
Hun minder sine veninder om, at de ikke skal ændre deres planer, bare fordi skolens populæreste fyr inviterer dem med til en fest. Hun finder sig ikke i noget pis, og hvis der er nogen, der har integritet, så er det hende. Desuden kan hun synge. Hun er det perfekte menneske.

Men i løbet af sæson 2, hvor hun er hovedpersonen, kommer hun til at fremstå som meget mere end bare den perfekte type, der har moralen i orden og har styr på det hele.
Hendes følelser og fornuft kommer i konflikt (som i Jane Austen romanen “Følelse og fornuft” (som jeg aldrig har færdiglæst)). Og dette er noget af det mest interessante ved serien. For da Noora forelsker sig i en fyr, som hun med sin fornuft ved er skolens største drittsekk (det norske ord for røvhul/narrøv), og som hun sværger, at hun altid vil holde sig fra, sker der noget. Hun bliver pludselig mere end den perfekte karakter, der beundres for sin moral. Man begynder at kunne se, at moralen måske styrer hende mere, end hun styrer den. Og at den forhindrer hende i at lade sig selv føle de følelser, hun dømmer til at være forkerte.
Da hun begynder at stå ved sine følelser, efter at have benægtet dem i lang tid, åbnes der op for en kæmpe udvikling. Og en hel ny del af hende kommer frem, i det at hun lader sig selv være skrøbelig og vælger at lukke ham drittsekken ind i sit liv. Særligt interessant bliver det, da hun indser, at hendes moral og fornuft faktisk har fået hende til at dømme ham på forhånd og glemme at tænke på, at der er en grund til, at han er som han er. At han også bare er et menneske, der kæmper med mange af de samme ting, som hun selv gør.
Da hun giver plads til sine følelser er det som om, at hun bliver mere end sin moral – og at denne ikke længere behøver at styre hendes følelser og være dommer over, hvad der er rigtigt og forkert.
Det er der noget smukt over. For i virkeligheden er det jo det, som det hele handler om; at lære at forstå hinanden. At forstå grundende til, at folk handler, som de gør, i stedet for bare at dømme dem ude på forhånd. At arbejde sig igennem konflikterne og ikke bare løbe sin vej, når man er uenige med hinanden eller skuffede. Og at indse, at det aldrig er forkert at elske nogen.

Jeg er desuden også ret begejstret for Sana, da hun på samme måde som Noora også holder fast i sine værdier og lever sit liv efter det, hun tror på. Hun står ved sin religion, og hun giver folk tørt på, hvis de lader deres uvidenhed om Islam komme til udtryk som fordomme. Hun finder sig heller ikke i noget pis, men samtidig er hun også et fantastisk menneske, der tager sig af dem, hun holder af, og hjælper dem med at forsøge at se situationen fra en anden vinkel, end de selv kan se. Og så er hun virkeligt underholdende og er en helt naturlig autoritet.

Det var så historien om, hvorfor jeg er dedikeret fan af en norsk tv-serie, der har 16-årige piger som målgruppe. Jeg skammer mig ikke det mindste over det længere. Hvorfor ikke? Fordi jeg har indset, at der ikke er noget at skamme sig over. Tværtimod. At 16-årige piger er målgruppen, er ikke ensbetydende med at det er dårlig kvalitet, eller at indholdet ikke er reelt. For som serien på smukkeste vis tydeliggør det, så er 16-årige også mennesker. Mennesker, der på lige fod med os andre forsøger at finde sig selv, sine politiske ståsteder og moralske værdier. Mennesker, der forelsker sig i hinanden, og snakker om eksistentielle spørgsmål og religion. Mennesker, der skammer sig over at føle sig unormale, fordi de ikke kan se, at alle andre også kæmper en kamp indeni.

Og så er jeg vild med, at der er nogle scener, der er flere minutter lange, hvor INGEN siger noget. Det er forfriskende og realistisk, for hvem har et liv, der består af konstante dialoger og dramatiske begivenheder?

SKAM er blevet en af mine mange passioner, for det er som om, at jeg finder mig selv i den serie. Og jeg er kun glad for, at den er så populær, for det vidner om, at der er en masse mennesker, jeg har noget til fælles med.

Hurra.

Hyg jer.

//A

P.S: En hilsen til mit fremtidige jeg (dvs. mig om 7 ½ time, når jeg skal op): Det kan godt være, at du sad oppe til klokken 1 for at skrive dette indlæg, og at det harmonerer dårligt med at skulle stå op 8.30, men det var DET HELE værd!


(Hvorfor ikke slutte af med dette billede, der slet ikke passer ind, men som alligevel formår at afrunde det hele på sin egen måde).

Kønsneutralitet! / LIGHED!!!

Kønsneutralitet. Et interessant ord. ‘Køn’ indikerer at det – indlysende nok – handler om køn. ‘Neutralitet’ betyder derimod, at man forholder sig neutralt til noget. Altså at det hverken er det ene eller det andet. Du er neutral i en krig og holder dig derfor lidt i baggrunden. At være neutral kan vel også betyde ikke at tage stilling, eller bare at stå midt i mellem at være for og imod. Så ordet ‘kønsneutralitet’ giver ikke ret meget mening – der er to køn, som skal være neutrale, det vil sige, at de hverken må være det ene eller det andet. Men hvis det skal ske, skal vi så ikke have afskaffet ordet ‘køn’? For det er et jo et udtryk for, at der er forskel på mennesker, og at vi ikke bare er én slags.

Sådan kan man vælge at se på det. Indtil for nylig havde jeg den holdning, at kønsneutralitet var åndssvagt og unødvendigt, og jeg kunne ikke tage det seriøst, at de fx i svenske børnehaver er begyndt at tiltale alle som ‘hen’ i stedet for han og hun. Jeg mente, at det løste et problem, der ikke havde brug for at blive løst.

Sjovt nok, så skyldtes denne holdning én ting: uvidenhed.
Det startede med, at jeg her på det sidste har læst mange bøger med temaet LGBT =(lesbian, gay, bisexual, transgender). Altså bøger der omhandler folk, der har en anden seksualitet, end den der bliver set som den ‘normale/mest almindelige’ form for seksualitet; heteroseksualitet. Generelt elsker jeg bøger, der omhandler folk, der falder uden for det ‘normale’, og kæmper for at turde at være sig selv i en verden, hvor der er frygteligt mange fordomme overfor dem, der er anderledes.
Og når det kommer til seksualitet og køn, så er der mange fordomme og stereotypiske forestillinger, uanset hvor udviklet et land vi mener at vi bord i. Og i resten af verden står det endnu værre til mange steder.
Jeg har tænkt meget over, at jeg ikke forstår, hvorfor folk bliver behandlet anderledes pga. de forskellige labels man kan sætte på dem. Fx hvis du er homoseksuel er det en meget større ting for omverdenen end det er hvis man er heteroseksuel. Der er ingen heteroseksuelle, der skal springe ud og fortælle deres familie og venner, at de er tiltrukket af det modsatte køn. Men når man er homoseksuel er det en helt vildt stor ting og mange bliver udstødt af deres familie når de springer ud, fordi de af en eller anden grund mener, at det har en betydning.
Det kan jeg ikke forstå. Hvorfor betyder det noget, hvilken seksualitet nogen har? De er jo stadig den samme person. At man er tiltrukket af sit eget køn betyder ikke rigtigt andet end at man er tiltrukket af sit eget køn. Det er bare folk, der lægger en masse betydning i det, og det skaber åndssvage fordomme, og det er skide uretfærdigt over for dem, der er homoseksuelle.

Et af mine yndlingscitater fra min yndlings LGBT bog (Simon vs The Homo Sapiens Agenda) summerer egentlig det hele meget godt op:

“Don’t you think everyone should have to come out? Why is straight the default?”

Tænk lige over det.
Der er ingen god grund til at det skal være som det er så mange steder i verden. Der er ingen logisk grund til at behandle homoseksuelle den mindste smule anderledes. “Der skal en mand og en kvinde til at skabe et barn” vil nogen sige, men REND OG HOP! Det er meget muligt at der skal det, men det handler først og fremmest om at gøre det man selv har lyst til frem for at få børn med en person man ikke er tiltrukket af. Jeg kan virkelig ikke se hvad grunden er til at homoseksualitet/biseksualitet/transkønnethed skal tabuiseres, for selvom der måske samlet set er flere mennesker, der er heteroseksuelle, så betyder det ikke, at de er mere “rigtige”, bare fordi, at de er en større gruppe.

Nåh, men det er det gode ved bøger; de får en til at tænke. De har i hvert fald fået mig til at tænke meget mere over dette emne end jeg før har gjort.

Det, der fik mig til at indse, hvorfor kønsneutralitet faktisk er en nødvendighed, var en middle grade bog jeg læste omhandlende en 12-årig transkønnet pige (Grayson), som altid har vidst, at hun var født i den forkerte krop, og aldrig har følt sig hjemme i det køn hun biologisk er født med. Hun har altid følt sig som en pige, men det er der ikke rigtigt nogen der forstår. Hendes forældre døde, da hun var 2-3 år gammel og siden har hun boet hos sin onkel og tante. De har godt fornemmet, at hun var anderledes men de mente, at det bare var en fase som hun skulle igennem for senere at kunne blive ‘normal’.
Det kan godt være, at Grayson er en fiktiv 12-årig, men da jeg læste bogen kunne jeg virkeligt mærke sådan rigtigt, hvor tabuiseret et emne transkønnethed er, og hvor langt ude det er, at det er blevet sådan. Der er INTET galt med Grayson – hun er bare en pige der er født med en drengekrop. Hvorfor skal hun have det dårligt med sig selv pga. det? Hvorfor, hvorfor, HVORFOR behandler så mange mennesker transkønnede som om, at de er mindre værd, eller at de har mentale problemer, der burde behandles, så de kan blive ‘normale’? Jeg forstår det ikke. Jeg har altid gået stærkt ind for at alle fortjener en lige behandling, men efter jeg læste “Gracefully Grayson”, indså jeg, hvor lang vej der er igen, før det kommer til at ske i den rigtige verden. Det er som om, at mennesket har et behov for at have nogen at se ned på, og det bliver altid minoriteterne som transkønnede, bøsser, lesbiske… sorte mennesker.. jøder… arbejdsløse..
HVORFOR?!?!!

Jeg vil have et samfund hvor alle er lige!!
Da jeg for en uge siden så en dokumentar omkring kønsneutralitet i børnehaver, blev min horisont endnu engang udvidet. Det er længe siden, at jeg selv har gået i børnehave, så jeg har ikke tænkt så meget over, hvor stor forskel, der faktisk bliver gjort på kønnene allerede fra 3-års alderen (og før det også). Pigerne er dem, der leger med dukker og går i lyserøde kjoler og leger stille følsomme lege (jeg var aldrig en af dem, og jeg følte mig underlig, fordi jeg ikke kunne lide lyserød og at lege far, mor og børn). Drengene er dem der slås med sværd og skjolde i skoven og er hårde og brutale og ikke udviser følelser.
Der var så en børnehave hvor de skulle eksperimentere med at gøre kønnene mere neutrale. Dette gik ikke helt så let, men det var mest af alt fordi, at nogle af pædagogerne havde svært ved at håndtere det. Børnene var egentlig ligeglade. For eksempel var der en pædagog, der en dag spurgte drengene om de ville have lagt neglelak og klæde sig ud i kjoler (imens pigerne ikke var der). Dette endte de med at have det rigtig sjovt med, og der var ingen der sagde ting som “OMG du har en lyserød kjole på, er du bøsse/trans?!”, for de var 4-5 år gamle og havde endnu ikke internaliseret de kønsstereotyper, der hersker i samfundet. Jeg synes, at det var et smukt eksempel på, hvad køn egentlig betyder. For ja, det er en biologisk ting. Der ER forskelle på kønnene – i en eller anden grad. Men jeg tror mest af alt, at den store forskel skyldes den måde drenge og piger opdrages på. Piger bliver fortalt, at de skal være søde og stille; drengene at de skal forsvare sig selv og have gå på mod. Men drenge kan også være følsomme og stille, og piger kan være udadreagerende og højtråbende og fodbold-elskende. Og alt midt imellem. Mange børn føler ikke, at de passer ind i de stereotypiske forestillinger om, hvordan man skal være som henholdsvis dreng og pige.

Og det er derfor, at vi skal have kønsneutralitet. For at der er plads til alle, og at ingen føler sig forkerte, fordi de som drenge kan lide “pigeting” og omvendt.
Og så synes jeg, at vi skal have revideret, hvad vi definerer som pige og drengeting, og hvad grundene er hertil. Fx har vi på biblioteket en afdeling af bøger der hedder ‘Mest for piger’ og ‘mest for drenge’. Pigebøgerne handler om kærlighed, venindedramaer og heste. Drengebøgerne handler om fodbold, at tage på eventyr/løbe væk hjemmefra, taekwondo/anden sport.
Jeg har nu i tre år blindt accepteret, at det bare er sådan, bøgerne står, men i dag kom jeg til at se på de to hylder, og jeg kunne pludselig slet ikke forstå meningen med det. Hvorfor ikke bare lave en afdeling der hedder “fodbold/sport” og en anden der hedder “kærlighed”, og så måske en der hedder “venskab”? Kan alle ikke have lyst til at læse om kærlighed, venskab og sport? Og hvorfor skal piger vænnes til, at den litteratur der er skrevet til dem, handler 90 % om kærlighed og veninder og heste og 10 % om ALT andet i livet? Hvorfor ikke tage nogle andre emner op også? Og hvorfor må drenge ikke have lyst til at læse om mere følsomme ting end fodbold?

Det synes jeg, at vi alle skal tænke lidt over. Jeg tror, at jeg har tænkt mig at forsøge at løse det ved at blive børnebogsforfatter, og skrive bøger til ALLE børn der handler om rigtige emner som ikke er så sort/hvide, som jeg mener meget børnelitteratur er i dag. Ja, jeg ved godt at mange 6-årige drenge gerne vil læse om fodbold, men det betyder fandme ikke, at der ikke skal være andre emner end det at læse om. “Litteraturen former mennesket” kunne man sige, og det gælder også for børn, så hvorfor ikke skrive børnebøger med indhold som alle kan læse? Hvorfor lave opdelinger så tidligt i et menneskes liv? Jeg forstår det ikke. Jeg har aldrig været specielt begejstret for at læse om kærlighed og venindedramaer, og jeg kan godt huske, hvor frustrerende det var, når jeg næsten ikke kunne finde bøger, der handlede om andet dengang, hvor vi blev tvunget på skolebiblioteket for at finde læsebøger. (Jeg kunne dog heller ikke lide at læse om fodbold). Men hvorfor skulle jeg i en alder af 8-9 år føle mig forkert, fordi jeg ikke gad at læse om de typiske “pigeting”?
Vi skal nemlig huske, at hver gang vi dømmer, hvad der er normalt og unormalt, så går det rigtig hårdt udover dem, som føler sig unormale. Så hvis du er en pige født i en drengs krop og du i forvejen har det forfærdeligt hårdt med at skulle håndtere det ELLER du bare godt kan lide at læse om tøj og mode, hvorfor skal du så være tvunget til at gå over til pigebøgerne for at finde en bog du kan lide? Hvorfor kan bøgerne ikke bare stå så alle må låne dem uanset køn? Og hvem vurderer at de bøger er ‘mest for piger’? Hvem bestemmer det?

Jeg vil egentlig ikke have en reel neutralitet, for jeg kan godt lide at mennesker er forskellige. Vi skal hylde forskellighederne og ikke pakke dem væk. Det er nemlig en helt forkert måde at angribe det på. Det er godt at vi har forskellige køn. Det, jeg godt kunne tænke mig er, at man forholder sig neutralt til hvilket køn/seksuel orientering folk har og lader være med at dømme dem for det. For helt ærligt. hvorfor er det så skide vigtigt? Hvorfor har det en betydning overhovedet?

Jeg vil slutte dette indlæg af med budskabet om at ALLE har ret til at være dem de er, også selvom der er nogle mennesker, der stadig har en forældet idé om, hvad der er ‘rigtigt og forkert’ når det kommer til køn, seksualitet og generelt ens personlighed.

Slut.

/A