Kategoriarkiv: kærlighed

et liv i dine hænder

Hej verden. Her er et digt, som jeg gerne vil dedikere til to afdøde, hvoraf den ene er en hund, der hed Pelle og den anden er forfatteren Benny Andersen. Tak til dem begge for at dele ud af hhv. deres tid, kærlighed og ord.
//A
du går rundt her og glemmer helt
at du lader noget gå til spilde
der er så meget du ikke har delt
når regnen falder er du stille
omfavn det ukendte og frygt det ej
giv slip på angsten du bærer
lad dig svæve hen ad din helt egen vej
tillad dig selv blot at være
forelsk dig i hendes rytme og melodi
selvom den er ude af takt
giv dig hen til et liv i evig harmoni
og stol på ordene i har sagt

lev med dig selv og din utilstrækkelighed
erkend at du har dårlige sider
der er ingen udløbsdato på kærlighed
affind dig med de svundne tider
træk vejret og lev med uvisheden
forstå at intet er sikkert
lad det ikke ødelægge tosomheden
at fremtiden ej kan ses i en kikkert
kys hendes læber og flet hendes hår
selvom du ikke er den første
for livet er nu og timerne går
hendes hånd i din er det størsteerkend at i begge har elsket før
vid at kærligheden er uendelig
du må åbne dit hjerte mere end du tør
først da er du omsider sat fri

find ud af hvad du allerhelst vil
imens hun i mørket dig blænder
sæt pris på alt i er blevet til
du holder et liv i dine hænder

En livsopdatering

Hej verden – her kommer en livsopdatering.

Pludselig er vi kommet et godt stykke ind i august måned, og jeg begynder at kunne mærke, at min (voldsomt lange) sommerferie lakker mod enden. Jeg er efterhånden nået til det punkt, hvor jeg føler, at jeg har brugt tilpas meget tid på at gå rundt og være helt nede i gear – og jeg er begyndt at mærke et savn til min hverdag. Eller nok nærmere en længsel efter at hverdagen starter igen – for det bliver en helt anden hverdag, jeg får fra nu af sammenlignet med, hvordan det har været på de tidligere semestre. Jeg er flyttet til Aalborg, jeg bor med S, og jeg har allerede fået en enorm kærlighed til vores lejlighed i løbet af den relativt korte tid, vi har boet her. Det er et hjem nu – og det føles meget mere som end et hjem end min tidligere lejlighed gjorde. Derfor glæder jeg mig ekstra meget til at komme i gang med hverdagen igen – for jeg er virkeligt spændt på at se, hvordan det vil påvirke mig og mit studie, at jeg er flyttet.
Jeg har en forhåbning om, at jeg vil få et lærerigt og produktivt femte semester, og at jeg vil få mere overskud til at fokusere på mit studie. For selvom jeg er flyttet endnu længere væk nu, så tænker jeg, at det kommer til at gøre en stor forskel, at jeg har fået en hel del mere stabilitet i mit liv nu. S og jeg skal ikke rejse rundt for at kunne ses, vi har alle vores ting i den samme lejlighed nu, og vi har det samme hjem nu – og så er det et hjem, hvor jeg tænker, at vi kan bo et godt stykke tid. Alt det er en kæmpe lettelse, og det er med til at gøre mig meget mere glad og tryg. Det tænker jeg kommer til at have en positiv indvirkning på mit studie – både ift. min motivation men også mit fokus i det hele taget. Jeg tænker, at det bliver lettere at fokusere på at lære, nu hvor der er kommet en del mere ro på privatlivs-fronten. Og ja, nu er der så nogle lidt længere togture involveret, end da jeg boede i min gamle lejlighed – men det er hvad det er. Jeg bruger gerne lidt ekstra tid på at komme til og fra uni, når jeg har så skønt et sted at komme hjem til hver dag.
Apropos at flytte og at føle sig hjemme, så vil jeg lige reklamere for mit gæsteindlæg fra sidste uge, som jeg fik æren af at skrive på Lauras blog. Det handler om at flytte hjemmefra, så det kan I jo læse, hvis I selv skal flytte hjemmefra – eller bare har lyst til at læse om mine oplevelser. Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg i forbindelse med gæsteindlægget ville skrive et længere indlæg, omhandlende hvordan det har været at flytte sammen med S. Men jeg tror faktisk, at jeg vil vente med at skrive det – med fare for, at det så aldrig bliver udgivet, så kan jeg bare mærke, at jeg ikke føler så meget for at skrive det endnu – for det er som om, at der lige skal gå lidt flere måneder, før jeg reelt kan skrive noget konstruktivt om det. Det er jo en læringsproces at flytte sammen med et andet menneske, og vi er stadig ved at lære, hvordan man gør. Men meget kort sagt kan jeg afsløre, at jeg langt det meste af tiden er totalt vild med at bo med S, og at jeg synes, at vi klarer det rigtig godt. Vi er gode til at få snakket om tingene, og det er nok det bedste råd, jeg kan give til andre, der skal flytte sammen med nogen – om det så er en ven, en kæreste eller en tante. Husk at snakke med hinanden om de ting, der er vigtige for jer. Både de gode og dårlige ting. Tal ærligt med hinanden om det, der går jer på, og prøv at finde løsninger sammen. Så kan det ikke gå helt galt.

I denne sommerferie har jeg oplevet helt vildt meget, selvom jeg hverken har været ude at rejse eller på festivaler eller alt sådan noget. Jeg føler virkeligt, at jeg har brugt min tid på nogle gode ting, og der har også været en del store begivenheder involveret (jeg har det med at se mange ting som store begivenheder, bare kald mig dramatisk). Min bror blev student. Mine forældre holdt deres 50-års fødselsdagsfest, og alle var glade, og jeg dansede i mange timer og havde nogle meget høje sko på (dog ikke imens jeg dansede). S blev 25 år. Vi fejrede ham i tre dage (det lyder vildere, end det var). Jeg startede til kørekort. Vi var til koncert i Aarhus med Melody Gardot. Jeg indviede den nye træterasse i sommerhuset med min mor. Min yngste kusine flyttede hjemmefra i hendes helt egne fine lejlighed, og vi tilbragte en dag sammen med hende i Viborg. Jeg har været på så mange hyggelige (endags)ture denne sommer, både alene og sammen med mine yndlingsmennesker, og jeg er fyldt op med så mange gode og fine minder nu.

Jeg har mødt en masse nye og spændende folk, men jeg er også blevet genforenet med nogle af dem, som jeg har kendt virkeligt længe, men ikke lige har set så meget til i et stykke tid. Jeg har oplevet gamle venskaber blive bragt til live igen, og det er der et eller andet utroligt fint over. Og jeg har indset hvor vigtigt det er at holde fast i de mennesker, som jeg kan snakke med i timevis, selvom jeg ikke har set dem i et år (eller længere). Som jeg kan snakke med, grine med og være mig selv med, fordi det bare sker helt af sig selv. Dem, hvor det ikke betyder noget som helst, om de er syv år yngre end mig eller 28 år ældre. Der er noget utroligt fint over den slags relationer, og jeg håber at jeg fortsat vil huske, hvor betydningsfulde de er.
Det har været en utroligt vellykket sommerferie, og jeg føler, at jeg har opnået lige præcis det med dem, som jeg ønskede – uden at prøve alt for meget på at opnå noget bestemt. Heldigvis er der stadig nogle gode og vigtige ting i vente i den sidste del af min ferie – jeg skal til teoriprøve, jeg (og S) får besøg af mine gode ven Iris, som skal se vores lejlighed for første gang, jeg skal på nogle ture med min familie. Desuden kommer jeg sandsynligvis til at starte en ny serie på min blog, der kommer til at handle om mit og andre menneskers forhold til alkohol, og jeg glæder mig meget til det, men jeg er også lidt bange for at skulle åbne op omkring det – men mere om det i et fremtidigt indlæg. Og så skal der ske noget meget stort, som jeg desværre ikke kan fortælle noget om endnu (jeg kan dog afsløre, at det ikke handler om, at jeg udgiver en bog, for det gør jeg ikke, så vidt jeg selv er orienteret).
Spændende alligevel, ikke?

Trommehvirvel – som varer indtil næste indlæg, hvor jeg forhåbentlig kan sige noget mere (det er nok primært en stor ting for mig (selvom det egentligt ikke handler om mig), og ikke så meget for de fleste andre, men lad os trække spændingen i noget tid endnu).

Hyg jer – og husk at lukke vinduerne i nat, da det skulle blive et voldsomt regnvejr – eller også er det bare mig, der skal huske det.

//A

som dagene går | et digt

det er somme tider vanskeligt
at være en del af tosomheden
og det er nok uundgåeligt
på et tidspunkt at møde kedsomheden
//
jeg kan savne begyndelsen
hvor jeg på forelskelsen var høj
nu sidder jeg bare og tænker på
at vi snart skal have vasket tøj
//
kan du huske de dage
hvor vi havde mere end nok i hinanden
dengang ordene vi sagde
var som bølgerne på stranden
det er vel på tide at erkende
at der er andet i verden end mig
men jeg vil nok bare ønske
at jeg altid var nok for dig
//
nyforelskelsen varer ej evigt
på et tidspunkt må kurven flade ud
og det er sådan set rigtigt
at parholdet også indebærer uren hud
//
så må man stramme sig an
og gøre noget nyt og spændende
der er jo meget man kan
hvis man tør at blive hængende
for eksempel kan vi tage i skoven
og medbringe egen mad og drikke
vi kan være i ét med naturen
og sende hinanden stjålne blikke
//
vi kan også tage i IKEA
hvor vi kan teste hinandens grænser
vi kan investere i en farverig sofa
og kæmpe mod hinanden med sværd og lanser
//
vi kan rejse til eksotiske verdensdele
og finde de åbne sind frem
men set i det store hele
er livet det samme når vi kommer hjem
jeg kan somme tider tænke
at det er mig der skal fuldende dig
men du er jo din egen hest
og det ansvar tilhører ikke mig
//
vi kender hinanden bedre
for det er en anden tid nu
men vi har stadig noget at lære
der er meget vi ikke ved endnu
det gør måske ikke noget
at nyhedsværdien er blevet mindre
det betyder jo ikke
at vores skib er ved at kæntre
nyforelskelsen varer ej evigt
og det kan jeg godt acceptere
for som dagene går
elsker jeg dig mere og mere
der er stadig så meget
som venter på vores vej
så mange solopgange
jeg mangler at se med dig

ingen stjerner

alle stjerner
vil jeg hente ned til dig
for du kom med alt det
der bragte liv i mig
//
men ingen stjerner
er kommet for at blive
de fleste af dem
vil hellere flyve
//
ingen stjerner
kan jeg fange og forære dig
for de flyver videre
når jeg ser den anden vej
//
ingen stjerner
kan eje hinanden
vi ejer kun os selv
og jeg tror faktisk ikke
at jeg dig eje vil
//
du kan svæve frit
og på store eventyr
kan du tage
men på trods af det
kommer du altid tilbage
//
det samme kan jeg
jeg svæver og vælger frit
det er altafgørende
at mit liv forbliver mit
//
jeg er min egen stjerne
og du er min bedste ven
det er ikke svært
at beslutte mig
jeg vælger dig
om og om igen
//
jeg tænker på dig
og lader drømmene gro
imens jeg finder
min egen måde
at leve livet på

det går over igen | et digt om hovedpine og frygt

Hej verden.

Jeg skrev nedenstående digt for nogle dage siden. Jeg havde fået hovedpine, og som jeg tidligere har forklaret, så er det noget, som jeg igennem mange år har været plaget af. Det har været et kæmpe problem, og det har betydet, at jeg i perioder ikke kunne gå i skole eller i det hele taget gøre ting. Jeg havde det skidt med hovedpine og ubehag hver dag, og selvom jeg er blevet undersøgt helt utroligt meget af en masse forskellige læger, så stod det aldrig helt klart, hvad det egentligt var, at jeg fejlede. I lang tid troede jeg, at det altid skulle være sådan, og at det aldrig ville blive bedre.

Men som årene gik fik jeg det bedre – meget bedre. Jeg kunne mere og mere, og det betød, at mit liv blev mere og mere interessant. Jeg begyndte at kunne se, hvor mange muligheder jeg havde, i stedet for at fokusere på begrænsningerne, som jeg tidligere havde gjort. For nu kunne jeg gøre en masse ting, som gjorde mit liv meningsfuldt. Jeg fik nye venner, jeg klarede det godt i skolen, og jeg fik et arbejde. Jeg blev gladere og fik mere selvtillid, og det hele så meget lyst ud. Og derfor betød det ikke så meget, at jeg stadig ikke helt vidste, hvad min sygdom skyldtes. Det gjorde mig heller ikke så meget, at jeg skulle passe på med at lave hård fysisk aktivitet, fordi det gjorde (og stadig gør) min hovedpine markant værre. Det fyldte ikke så meget, fordi der var så mange gode forbedringer, som jeg var mere optaget af. Jeg havde jo troet, at jeg aldrig ville få det godt igen. Det lyder dramatisk, men det var sådan jeg havde det på nogle tidspunkter. Det er svært at bevare håbet i mange år, når intet ser ud til at ændre sig til det bedre. Jeg er et rigtig godt sted i mit liv i dag, hvor jeg har det godt og føler, at jeg kan gøre de ting, jeg gerne vil. Jeg er sund og rask. Jeg bor et skønt sted sammen med vidunderlige S, og vi har det godt. Jeg er snart halvvejs med psykologistudiet, jeg har en fantastisk familie og gode venner. Jeg har virkeligt ikke noget at klage over. Men når jeg ind imellem får hovedpine, fordi jeg har overanstrengt mig på den ene eller anden måde, så vælder det hele op i mig igen. Det minder mig om, at det ikke er alting jeg kan, og at det ikke er forsvundet helt. Og det kan gøre mig så frustreret, for jeg forstår jo stadig ikke helt, hvad det egentligt skyldes. Det får mig til at føle, at jeg løber ind i en usynlig mur, der sætter begrænsninger for, hvad jeg kan og ikke kan, uden at jeg forstår, hvorfor den er der, eller om jeg kan gøre noget for at komme udenom den. Og selvom jeg godt ved, at jeg får det godt igen efter et par dage, så vælder frygten op i mig. Frygten for, at det kommer tilbage, uden at jeg kan gøre noget. Frygten for at miste det vidunderlige liv, som jeg har skabt for mig selv – frygten for at miste alle mulighederne og glæderne. For hvis jeg fik kronisk hovedpine igen, så ville jeg ikke kunne gøre de samme ting, som jeg kan nu. Jeg ville ikke kunne nyde mit liv på samme måde. Og den tanke gør mig virkeligt bange.
Dette digt handler om den frygt og den frustration, der følger med, når man føler sig begrænset af noget. Jeg ved, at jeg ikke er alene om at opleve den frustration – jeg tror, at de fleste har oplevet det eller vil opleve det på et tidspunkt i livet. Vi er alle begrænset af forskellige ting, og nogle gange kommer noget fra vores fortid og banker på døren, selvom vi troede, at det var et overstået kapitel. Og naturligt nok bliver vi bange. Bange for, at det skal komme tilbage, og at det vil ødelægge det gode liv, vi har skabt for os selv. På en eller anden måde tror jeg, at den frygt er et eksistensvilkår. I hvert fald for mig. Jeg ville ønske, at jeg aldrig følte den, men det gør jeg nogle gange, og i stedet for at bekæmpe frygten så tror jeg, at det er bedre at acceptere den. Acceptere, at jeg engang havde en træls periode i mit liv, som jeg, forståeligt nok, ikke vil opleve igen. Acceptere, at det gør mig bange at tænke på det scenarie. Acceptere, at jeg ikke er 100 % rask, og at jeg måske aldrig bliver i stand til at bestige et højt bjerg/løbe en tur uden at det ender ud i et hovedpineanfald af mange dages varighed. Og så sige til mig selv, at det er ok, at jeg kan blive frustreret over, at jeg ikke kan gøre alting – men at det ikke behøver at fylde mere, end jeg har lyst til at det skal. For når det kommer til stykket, har jeg et godt og smukt liv, hvor jeg ofte føler mig lykkelig. Og hvem siger, at jeg ville være mere lykkelig, hvis jeg kunne alting?

//A

det går over igen

jeg har ondt i mit hoved
og jeg lammes af skræk
jeg har gået og troet
at det endelig var væk
//
jeg ved hvad det skyldes
og det gør mig så sur
det er lidt som om
at løbe ind i en usynlig mur
//
jeg har det ret dårligt
og jeg bliver så trist
når jeg tænker tilbage på
hvordan det føltes sidst
//
jeg tænker meget
på alle de sorte dage
jeg er så bange for
at de kommer tilbage
//
det er ikke fordi
at der er mange ting jeg vil
jeg ville bare ønske
at jeg kunne vælge selv
//
det går over igen
og jeg skal ikke være bange
det eneste jeg skal
er at høre glade sange

Et flagrende sind

Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“.

Sådan sagde min mor til min far i sin tale, som hun holdt til deres fælles 50-års fødselsdag i lørdags. Et totalt vellykket arrangement med 70 glade gæster og musik og dans til klokken 2 om natten. Mine forældre havde hyret S og hans ene band til at spille til festen, og jeg dansede fra start til slut, kun afbrudt af korte pauser, hvor jeg gjorde hvad jeg kunne for at overtale diverse familiemedlemmer til at komme med ud at danse. Selvbevidstheden pakkede jeg langt væk, og på et tidspunkt, hvor der ingen var på dansegulvet, bød jeg min farmor op. Så dansede vi, bare os to, foran minimum 60 mennesker og bandet. Senere på aftenen gik mine kusiner og mostre også med til at danse (der skulle bare store mængder fadøl til), og så dansede vi rundt i en stor ring, hånd i hånd. Alle smilede og sang med på sangene, og det hele var så fint og upoleret på samme tid. Min mor var helt vild og dansede så meget, at jeg var bekymret for, at hun skulle få en knæskade. Hun blev ved med at råbe ind i mit øre “SÅ ER DER BAS! HVOR LYDER DET BARE GODT!” også når der var guitarsolo og man næsten ikke kunne høre bassen. Hun var helt oppe at køre, og jeg ligeså. Jeg kan godt lide, at hun bare lader sig rive med af den gode stemning og danser uden tanke for, om nogen kigger, eller hvordan det mon ser ud. Det bedste af det hele er, at hun både er sådan på et dansegulv og i hverdagen – der er hun også ret ligeglad med, om nogen synes, at hun danser lidt for vildt. Og det giver mig lyst til at gøre det samme.
Jeg husker, hvordan jeg dansede rundt med (næsten) alle dem, jeg holder allermest af i denne verden, imens alle sang med på “Kom Tilbage Nu” og andre festsange, og jeg ind i mellem kiggede op på S, der sang kor (og spillede fremragende). Jeg tænkte lige en gang eller to, at jeg egentlig var ret heldig, at jeg skulle dele seng med sådan en dygtig og pæn bassist, når festen var slut. Og så blev jeg også lidt stolt, fordi utroligt mange folk i løbet af aftenen kom hen og sagde til mig, at S godt nok var sød og dygtig. Og de sagde også pæe ting om mig og om festen og alt muligt. Jeg var flyvende. Og jeg dansede lige indtil det sidste nummer var slut – hvor kun jeg, mine forældre og to venner af familien var tilbage. Så dansede vi rundt i ring og jeg må indrømme, at jeg nød det. Jeg plejer ikke at danse (hvilket nok primært skyldes, at jeg meget sjældent befinder mig i situationer, hvor det giver mening at danse), men jeg havde lyst til det, og derfor gjorde jeg det. I starten var det mest fordi, at jeg kunne se, at der var nogen, der måtte sparke liv i festen, så S og hans band ikke skulle stå og spille for folk, der sad ned hele aftenen. Så jeg prøvede at lokke en masse mennesker med ud at danse. Men så blev jeg lidt grebet af den gode stemning og dansede fordi, at jeg havde lyst til det. Som sagt, jeg var flyvende. Følelsen af glæde og takemmelighed mærkede jeg så stærkt, at det ingen betydning havde, at jeg (som altid) var ædru. Jeg var høj på mine følelser (og så havde jeg nogle meget høje og ubehagelige sko på).De efterfølgende dage var også fyldt med glædelige begivenheder. Min bror blev student to dage efter den store fest, og det var virkeligt stort at dele den dag med ham. Det var som om, at verden stod åben for ham nu på en anden måde end før. Og der var noget helt vildt over at se ham blive student og give ham den lyseblå hue på, som han gav mig på for to år siden. Jeg kunne sprænge i luften af stolthed, og det er af en masse forskellige grunde, som jeg ikke vil forklare her. Men pointen er, at det var en rigtigt god dag, der fyldte mig med endnu flere gode og lykkelige følelser. Jeg kunne ikke andet end at sidde og smile, da jeg kom hjem til S om aftenen. “Jeg er bare så glad”, sagde jeg.Men højt af flyve, dybt at falde. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive ved med at svæve rundt og være fyldt af den ekstatiske glæde. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at mit humør altid tager et dyk nedad igen, når jeg har været helt vildt glad i en vis periode. Jeg føler alting meget stærkt, og derfor er der en pris at betale, når jeg har oplevet så mange store følelser på så intens en måde, og ikke rigtig har haft tid til at bearbejde det. Der har været sociale arrangementer både før og efter festen, og det har betydet, at det først er i dag, at jeg kan sidde ned og reflektere over alt det, der er sket den seneste uge. Det hele har været meget intenst, og det har nok også været lidt for intenst. Når det kommer til stykket er jeg en introvert person, og selvom det gør mig så glad at være sammen med så mange søde, imødekommende mennesker, og opleve så mange gode ting, så kan jeg ikke gøre det mange dage i træk uden at blive utroligt træt og drænet på et tidspunkt. Om jeg vil et eller ej, er der til sidst ikke mere energi tilbage i mig. Og så er det, at mit humør har det med at tage et stort dyk nedad.  Når det sker, så skyldes det, at jeg har svært ved at slippe alle de store følelser, jeg har følt. Det gør mig udmattet, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med alle følelserne, og hvordan jeg skal give slip på dem igen. Det lyder underligt, men det kan være hårdt at være rigtigt glad mange dage i træk. Det kan nok sammenlignes med en bil, der kører i et for højt gear i for lang tid, og som på et tidspunkt er nødt til at geare ned igen, hvis ikke den skal brænde sammen. For den kan ikke blive ved med at køre i det høje gear – det er den ikke lavet til. Når jeg har kørt i et for højt gear, påvirker det mit overskud, og pludselig føler jeg mig slet ikke lykkelig mere. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kunne overkomme så meget bare én eller to dage tidligere, og der skal ikke ret meget til at få mig til at græde. Det er de mest banale ting, der kan gøre mig ked af det – som fx dengang, hvor S spurgte mig, om ikke jeg kunne gå ned og købe en ost. Jeg bliver meget overfortolkende og ekstra sensitiv, når jeg har kørt i for højt et gear.  Så kan jeg græde fordi der er rodet i stuen, eller fordi S har sagt et eller andet for sjov, som min trætte hjerne tror var alvorligt ment. Jeg har et flagrende sind. Jeg ved, at det påvirker de mennesker, der er tættest på mig, og jeg ved, at det kan være svært at finde ud af, om man skal være bekymret for mig eller bare sige “det går nok” og nusse mig i håret indtil jeg falder til ro igen. Jeg ved, at jeg kan være urimelig, og jeg ved, at jeg bør blive bedre til at forklare, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Men det er ikke altid, at jeg i situationen selv forstår, hvorfor jeg har det sådan. Jeg kan blive bange og nervøs for, om den nu er helt gal med mig, og jeg tænker, at jeg er til besvær, og at det ville være lettere for både mig selv og mine nærmeste, hvis jeg ikke havde så store og hyppige udsving i mit humør.Men jeg ved også, at jeg er meget mere end mine udsving. Jeg ved, at jeg er elsket, og jeg ved, at jeg ikke skal være glad og ekstatisk hele tiden for at folk vil holde af mig. Jeg ved, at mit flagrende sind ikke er noget forfærdeligt, som jeg skal skamme mig over eller forsøge at ændre på – for det er en del af mig, og uden et flagrende sind, ville jeg ikke være den jeg er, og jeg ville ikke kunne udrette de samme ting. De bedste af mine digte har jeg skrevet, når mit sind har flagret enten op eller ned – når jeg har været fyldt med tristhed, melankoli og frustration, eller når jeg har været fyldt med den ekstatiske glæde, som jeg tror vil vare for evigt. Hvis jeg ikke havde de store udsving i mit humør, så ville det måske være et lettere liv på nogle måder, men det ville også være mere kedeligt og mindre meningsfuldt. Og selvom det kan påvirke dem, jeg holder allermest af, at mit humør kan ændre sig hurtigt og meget, så ved jeg, at det ikke betyder, at jeg bare er til besvær. For jeg har meget at give af, og når jeg er glad og på toppen kan jeg sparke liv i festen – enten ved at danse med farmor foran 70 mennesker eller ved fx at lave dobbeltpanerede wienerschnitzler til S, fordi jeg lige syntes, at vi skulle fejre, at det var onsdag. Jeg kan finde glæden i små ting, som mange andre måske ikke får det store ud af, som fx at se på ænder, male et billede af en giraf eller at se mine kaktusser vokse sig større. Jeg keder mig sjældent, fordi mit humør næsten aldrig er neutralt. Ikke, at jeg altid er enten 100 % lykkelig eller 100 % trist – men jeg er altid grebet af en eller flere bestemte følelser, som påvirker hvordan jeg oplever ting.Jeg udvikler mig, og i takt med at jeg udsætter mig selv for nye ting, lærer jeg mit flagrende sind bedre at kende. Jeg bliver bedre til at forstå mig selv, og det gør det lettere for mig at sætte grænser og undgå at gøre alt for meget på én gang. Men livet kan ikke planlægges efter mit humør og mit optimale stimulationsniveau, og derfor ved jeg, at det sandsynligvis vil forblive sådan her – at mit sind vil forblive flagrende resten af mit liv. Og jeg tror, at det kommer til at blive et spændende liv, for på mange måder kan jeg få noget godt ud af mine udsving. Men forhåbentlig vil jeg fortsat blive bedre og bedre til at håndtere det, så jeg ikke alt for ofte behøver at bryde grædende sammen pga. en ost – men somme tider er løsningen faktisk at græde, uanset om det er over en ost eller noget udefinerbart. Ofte er der ikke andet galt, end at jeg er udmattet, og når jeg græder, får jeg det ud. Og så kan jeg dagen efter slet ikke huske, hvad problemet var. Så jeg vil gerne opfordre andre til at prøve det, når I er udmattede/overstimulerede, for det kan være effektivt. Bare husk, at jeres nærmeste måske bliver mere bekymrede, end de behøver at være, hvis de selv kun græder, når nogen er døde eller et eller andet helt forfærdeligt er sket. Du skal nok lige forklare dem, at du bare trænger til at græde, og at himmelen ikke er ved at falde ned eller noget.Som nævnt indledningsvis sagde min mor til min far i sin tale i lørdags: “Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“. Jeg sad og smilede af hendes fine ord, imens jeg holdt S i hånden og alle i salen var stille. Jeg tænkte, at jeg med garanti vil sige præcis det samme, hvis jeg engang i en eller anden anledning skulle holde en tale for S. For mit flagrende sind har jeg fra hende. Vi danser til alle andre er gået hjem, og nogle gange snakker vi meget hurtigt og er helt oppe at køre pga. en nyindkøbt zinkbalje, en solnedgang eller flot keramik. Andre gange er vi udkørte og urimelige, fordi nogen sagde noget irriterende, og vi kan hidse os totalt op, hvis der er nogle mænd, der gerne vil se TopGear med fjernsynet skruet helt op imens vi sidder i rummet ved siden af (også når det er nogle mænd, vi holder kraftigt af). Nogle gange vil vi bare have ro. Og andre gange kan vi blive ved og ved med at danse.Når jeg tænker på, at jeg har mit flagrende sind fra hende, så kan jeg ikke skamme mig over det eller føle, at jeg er forkert. For jeg kan se, hvordan hun med sit flagrende sind giver rigtigt meget glæde til en masse mennesker. Hendes følgere på Facebook elsker at se hendes billeder af solnedgangene i sommerhuset, og de elsker at høre om hendes nyeste projekter – om det så er en terrasse, en rabarbertærte eller noget helt tredje. Det afgørende er, at hendes begejstring for ting skinner så meget igennem, at man selv bliver smittet med glæden. Når hun er glad, er man ikke i tvivl om det, for så er hun virkeligt glad. Og så er der så mange andre mennesker, der også bliver glade. Hvis hun ikke havde et flagrende sind, så tror jeg ikke, at glæden ville smitte ligeså meget. Og det samme gælder for mig selv. Da mine svigerforældre mødte mig første gang sagde de bagefter til S, at de godt kunne lide mig og mit gode humør, og at jeg er lattermild og alt muligt. Jeg fornemmer, at der er rigtigt mange, der opfatter mig som lattermild og meget glad. Det er jeg selvfølgelig glad for, men det kan somme tider være svært, fordi jeg kan føle, at jeg så skal være sådan hele tiden for at være mig. Men jeg øver mig i at tænke, at der ikke er nogen, der altid er glade, og at jeg godt må være trist og sur nogle gange uden at det betyder, at jeg ikke er mig.Med dette indlæg håber jeg at kunne give jer, der læser med, en større indsigt i, hvorfor jeg er, som jeg er, og at det måske kan føre til, at I selv reflekterer over, hvordan jeres sind er. Måske har I et lidt mere stabilt humør med færre og mindre udsving eller måske er I lidt flagrende, som det er tilfældet med mig. Jeg ved, at jeg helt sikkert ikke er alene om at have udsving i mit humør, og derfor udgiver jeg dette indlæg. Jeg har intet at skamme mig over – selvom det da ikke er vildt fedt at indrømme overfor verden, at jeg har grædt pga. en ost. Men hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at blive en god psykolog en dag, så er det nok en god idé, at jeg selv står ved mine svage sider, så jeg engang kan hjælpe andre mennesker til at gøre det samme. For det forholder sig sjældent sådan, at en “svag” side udelukkende er noget negativt – der er næsten altid noget positivt ved det også.

Hyg jer – og husk at trække vejret og være dem, I er.

 

//A

 

Lykke

Hej verden.

For tre måneder siden skrev jeg om, at jeg var frustreret over ventetiden op til flytningen, fordi det indebar så mange ting, der skulle ordnes – både ift. selve flytningen men også ift. eksamen – og så mange ting, som jeg kunne bekymre mig om. Det var ret irriterende at skulle gå rundt og vente på, at det blev den 1. maj hvor flytningen endelig ville blive en realitet, for jeg havde jo ikke lyst til at vente – men jeg kunne ikke gøre andet end det. Og derfor skrev jeg ovennævnte indlæg, i et forsøg på at minde mig selv om, hvad endemålet var, så det kunne motivere mig til at komme godt igennem perioden op til flytningen i stedet for at sidde og stresse unødigt. Som jeg skrev i indlægget, så prøvede jeg at tænke på, hvordan det ville føles, når jeg endelig havde opnået mit mål. Og nu sidder jeg her, en torsdag aften i juni og indser, at jeg har opnået det.


Jeg har i flere måneder op til flytningen gået rundt og tænkt på, hvordan det ville være at sidde i vores nye stue en sommeraften og lytte til S, der spiller bas, og alle byens lyde ude fra gaden. Jeg forestillede mig, hvordan vores blikke ville mødes, og at jeg ville være i gang med at skrive et digt, og at jeg ville tænke “endelig”.  Jeg forestillede mig, hvordan jeg endelig kunne ånde lettet op og mærke, at der er faldet ro over det hele, og at den lange periode med stress og flyttekaos rent faktisk er slut. Forestillingen om det scenarie gjorde mig glad og mindede mig om, at al bøvlet ville være det hele værd til sidst.

Nu sidder jeg her og opdager, at det scenarie er min virkelighed lige nu. Jeg kan mærke roen og tilfredsheden ved at have opnået det, jeg ønskede mig. Og det bedste ved det er, at det føles normalt nu. Jeg sidder ikke længere og tænker “hvor er jeg” eller “sikke nogle underlige lyde ude fra gaden”, som jeg gjorde de første mange uger, vi boede her. Nu er det her mit hjem. For første gang i lang tid kan jeg sige, at jeg bor et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo i mange år fremover. Og det er noget af det, jeg savnede mest, da jeg boede i min tidligere lejlighed.

Jeg flyttede, fordi jeg savnede stabilitet, og selvom der stadig er en masse, jeg hele tiden skal vænne mig til ved at bo her, så kan jeg mærke, at det her er rigtig godt for mig. Eller os, kunne jeg også sige. Nu handler det jo ikke kun om mig længere. At flytte var en god beslutning for os begge, uden tvivl. Det har på alle måder været det helt rigtige at gøre, og hvor er jeg glad for, at det er blevet sådan her. Men det har også været hårdt og svært, og det har bestemt ikke været sjov og ballade hele vejen igennem. Det er klart, da jeg har kastet mig ud i noget, som jeg/vi ingen erfaringer havde med. Jeg vidste (og ved stadig ikke) hvordan man gør, når man bor sammen med sin kæreste, og hvordan man fx skal fordele pligterne og hvordan/om man skal sige det, når man er træt af, at der ligger gamle sokker og underbukser på gulvet. Men jeg tror, at jeg har indset nu, at jeg/vi kommer til at lære det hele med tiden, og at det er formålsløst at gå rundt og tro, at vi skal vide det hele fra starten, og at det er et problem at fejle og komme til at diskutere/skændes lidt om fx en ost (vi har rent faktisk haft en form for skænderi, der handlede om en ost, eller rettere sagt manglen på en ost, men mere om det en anden dag).

Men fordi det har været meget udfordrende, og stadig er det til tider, så kan jeg også se nu, hvor meget udvikling det har ført til. Jeg kan fx mærke, at jeg har fået lettere og lettere ved at møde nye mennesker, fordi jeg nærmest ikke har lavet andet end at møde nye mennesker, imens jeg har boet her (hvis vi se bort fra eksamensperioden, hvor jeg ikke kom så meget ud). Jeg er også blevet meget bedre til at finde vej, fordi jeg har gået rundt uden helt at vide, hvor jeg var henne, og bare er blevet ved med at gå rundt indtil jeg til sidst forstod det. Og så er jeg blevet bedre til at være ærlig overfor S, og acceptere at jeg ikke hele tiden kan være den bedste version af mig selv, og at jeg heller ikke skal forsøge at være det. Man får hinandens bedste og værste sider at se, når man bor sammen, og på en eller anden måde er der noget enormt befriende over det. Man skal selvfølgelig behandle hinanden ordentligt, men man må bare acceptere, at det somme tider hænder, at man er sur og træt og ikke er særligt sjov – og at det ikke betyder, at man er en forfærdelig kæreste. Det betyder bare, at man er et menneske.

Jeg har stadig meget at lære, og jeg har meget, jeg skal opleve og udforske. Og det føles godt. Det føles som det helt rigtige. For et år siden, ville jeg nok aldrig have troet på, at det her ville være min virkelighed nu, men det er jo langt fra altid, at man selv kan se, hvilken vej man går på. Men jeg kan godt lide denne vej, og jeg takker mit fortidige jeg for at tage de første skridt.

 

Det er et godt og smukt liv, og jeg håber, at der er flere end mig, der også mærker det.

 

Hyg jer.

//A

jeg trækker vejret igen

jeg har savnet mit eget selskab
det er så længe siden sidst
jeg har savnet at gå på eventyr
og mærke at jeg igen kan ånde frit
 jeg har meget at fortælle
om alt hvad jeg har gjort og set
jeg er færdig med at glemme mig selv
og undertrykke min kreativitet
jeg var stille i en periode
men nu er det fandme slut
jeg hører mig selv råbe højere
nu er jeg alt andet end ængstelig og mut
jeg var ved at blive væk
men nu er jeg min egen ven
det må være sådan her det føles
at kunne trække vejret igen

Hej, jeg lever endnu og jeg er stadig relevant

Hej verden.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Der er sket virkeligt meget siden jeg skrev mit sidste indlæg, som var et farvel-digt til min gamle lejlighed. Og jeg vil gerne fortælle om det hele, men I får ikke alt på én gang, da det ville blive et meget langt indlæg med 1000 billeder.

I skrivende stund sidder jeg i baghaven nedenfor vores lejlighed. Jeg er i et fremragende humør, og det har jeg været lige siden jeg afleverede min eksamensopgave torsdag eftermiddag. Det var ikke en specielt god oplevelse at skrive den eksamen, og i et kommende indlæg vil jeg gerne uddybe det. I det hele taget føler jeg, at mit forhold til eksamen har ændret sig en hel del, efter jeg er kommet på uni, men den historie får I en anden dag.

Jeg har ikke udgivet noget siden slutningen af april, men nu er jeg tilbage. Jeg har så meget at skrive om, men jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg skal gøre det. Jeg har igennem hele eksamensperioden (dvs. den seneste måned) gjort hvad jeg kunne for at undertrykke min kreativitet. Det lyder trist, men det har været nødvendigt, og jeg er stolt af, at jeg har fået udrettet så meget i læseferien. Det ville jeg ikke, hvis jeg havde siddet og skrevet digte dagen lang. For problemet er, at jeg har svært ved at stoppe igen, når jeg først er kommet i gang. Så derfor har jeg sagt til mig selv, at de store kreative projekter måtte vente til jeg fik ferie.  Og det har jeg nu.

Det føles meget befriende, men også meget underligt. Den seneste måned har været rimeligt krævende rent mentalt, og der har været meget nyt, jeg har skullet forholde mig til, samtidig med at jeg har læst op. Lad os sige det sådan, at jeg har opdaget, at det måske ikke var den smarteste idé at flytte lige inden eksamen, og at det har været hårdt på nogle måder, jeg ikke lige havde forventet. Men nu, hvor jeg sidder her og det er gået op for mig, at jeg har klaret mig igennem det hele, så fortryder jeg på ingen måde valget om at flytte på det tidspunkt. Jeg har været presset og udfordret, og det har været nogle overvældende uger, men det var det hele værd. Nu er der ferie, og flytningen er klaret, og nu kan jeg bruge tid på at udforske min nye by.

De første uger her føltes det meget som at være på en storbyferie. Vejret har været fantastisk lige siden dagen efter vi flyttede ind, og derfor føltes det lidt som en drøm, som noget, der umuligt kunne vare ved. Pludselig befandt jeg mig midt i en relativt stor by, hvor der er 100 meter til Netto og 200 meter til gågaden. Og så gik selve flytningen så hurtigt, at min hjerne ikke helt kunne følge med. Om morgenen tømte vi min gamle lejlighed, og så hentede vi nøglerne kl. 12 og flyttede alle vores ting ind i løbet af dagen. Samme aften sov vi her første gang, og det hele var meget underligt.

Men der gik ikke lang tid, før jeg begyndte at føle mig hjemme. Ikke hele tiden, men i små glimt. Det var en spirrende forelskelse, der gik i gang. Og jo mere tid jeg bruger her, og jo mere jeg kommer ud at se, jo mere føler jeg mig hjemme. Jo mere jeg går rundt og opdager, at jeg faktisk godt kan finde rundt i byen og at jeg har en god fornemmelse af, hvor de forskellige ting ligger henne i forhold til hinanden, jo mere føler jeg mig hjemme.

For første gang i lang tid bor jeg et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo i mange år endnu. Det er den følelse, jeg savnede så meget i den gamle lejlighed, og det var den følelse, der gjorde det svært at bo hjemme i den sidste tid. Jeg vidste godt, at jeg var på vej videre, men jeg vidste ikke præcis hvorhen. Men det ved jeg nu, for jeg er her.

Hurra for det hele.

Hyg jer – og husk solcremen.

//A

du må have et godt liv | et digt

du lærte mig
at være alene
og mange tak for det
men lad os nu
få det på det rene
jeg er nødt til
at forlade dig
mine ting skal bo et andet sted
sammen med en sød bassist
du kommer ikke til at være med
og jeg forstår hvis det gør dig trist
du kender ham godt
du har set ham en hel del gange
han er klog og sjov og flot
og de gode stunder har været mange
men jeg må vælge
og det er let for mig
det skal være os to
så kære lejlighed
farvel og tak til dig
du har været så tolerant
selvom jeg kunne have været bedre
til at gøre rent
jeg lover at vaske dine vægge og dit gulv
inden det er for sent
du har klaret det flot
og det er et vemodigt farvel
du ved vel godt
at du ikke skal tage det personligt
det handler ikke om dig
det må du huske på
problemet er mig
og derfor er jeg nødt til at gå
farvel lyder så hårdt
for vi har været så glade
måske var tiden kort
men tak for det vi havde
jeg drejer nøglen om
for jeg skal nye veje
du må have et godt liv
jeg håber ikke
at jeg har larmet for meget
sikke en tid
vi har haft med hinanden
farvel kære lejlighed
må du blive glad med en anden