Kategoriarkiv: hurra

hej jeg er glad | et digt om en dag med godt humør

hej
jeg er glad
og jeg synes
at det hele er godt
der er meget
at grine af
der er meget
som er smukt og flot
jeg ved
at det en ende har
men lige nu
er jeg lavet af glæde
jeg kan ikke forstå
at jeg for få dage siden
blot kunne råbe og græde
jeg danser rundt
med dem jeg elsker allermest
kom ikke og sig
at jeg ikke ved
hvordan man sparker liv i en fest
kald mig naiv og godtroende
men i dag er udsigten flot
man kan se meget mere
når man kommer lidt højere op
jeg har meget at lære
men jeg når det nok
jeg er godt nok heldig
at kunne have det så godt

Et flagrende sind

Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“.

Sådan sagde min mor til min far i sin tale, som hun holdt til deres fælles 50-års fødselsdag i lørdags. Et totalt vellykket arrangement med 70 glade gæster og musik og dans til klokken 2 om natten. Mine forældre havde hyret S og hans ene band til at spille til festen, og jeg dansede fra start til slut, kun afbrudt af korte pauser, hvor jeg gjorde hvad jeg kunne for at overtale diverse familiemedlemmer til at komme med ud at danse. Selvbevidstheden pakkede jeg langt væk, og på et tidspunkt, hvor der ingen var på dansegulvet, bød jeg min farmor op. Så dansede vi, bare os to, foran minimum 60 mennesker og bandet. Senere på aftenen gik mine kusiner og mostre også med til at danse (der skulle bare store mængder fadøl til), og så dansede vi rundt i en stor ring, hånd i hånd. Alle smilede og sang med på sangene, og det hele var så fint og upoleret på samme tid. Min mor var helt vild og dansede så meget, at jeg var bekymret for, at hun skulle få en knæskade. Hun blev ved med at råbe ind i mit øre “SÅ ER DER BAS! HVOR LYDER DET BARE GODT!” også når der var guitarsolo og man næsten ikke kunne høre bassen. Hun var helt oppe at køre, og jeg ligeså. Jeg kan godt lide, at hun bare lader sig rive med af den gode stemning og danser uden tanke for, om nogen kigger, eller hvordan det mon ser ud. Det bedste af det hele er, at hun både er sådan på et dansegulv og i hverdagen – der er hun også ret ligeglad med, om nogen synes, at hun danser lidt for vildt. Og det giver mig lyst til at gøre det samme.
Jeg husker, hvordan jeg dansede rundt med (næsten) alle dem, jeg holder allermest af i denne verden, imens alle sang med på “Kom Tilbage Nu” og andre festsange, og jeg ind i mellem kiggede op på S, der sang kor (og spillede fremragende). Jeg tænkte lige en gang eller to, at jeg egentlig var ret heldig, at jeg skulle dele seng med sådan en dygtig og pæn bassist, når festen var slut. Og så blev jeg også lidt stolt, fordi utroligt mange folk i løbet af aftenen kom hen og sagde til mig, at S godt nok var sød og dygtig. Og de sagde også pæe ting om mig og om festen og alt muligt. Jeg var flyvende. Og jeg dansede lige indtil det sidste nummer var slut – hvor kun jeg, mine forældre og to venner af familien var tilbage. Så dansede vi rundt i ring og jeg må indrømme, at jeg nød det. Jeg plejer ikke at danse (hvilket nok primært skyldes, at jeg meget sjældent befinder mig i situationer, hvor det giver mening at danse), men jeg havde lyst til det, og derfor gjorde jeg det. I starten var det mest fordi, at jeg kunne se, at der var nogen, der måtte sparke liv i festen, så S og hans band ikke skulle stå og spille for folk, der sad ned hele aftenen. Så jeg prøvede at lokke en masse mennesker med ud at danse. Men så blev jeg lidt grebet af den gode stemning og dansede fordi, at jeg havde lyst til det. Som sagt, jeg var flyvende. Følelsen af glæde og takemmelighed mærkede jeg så stærkt, at det ingen betydning havde, at jeg (som altid) var ædru. Jeg var høj på mine følelser (og så havde jeg nogle meget høje og ubehagelige sko på).De efterfølgende dage var også fyldt med glædelige begivenheder. Min bror blev student to dage efter den store fest, og det var virkeligt stort at dele den dag med ham. Det var som om, at verden stod åben for ham nu på en anden måde end før. Og der var noget helt vildt over at se ham blive student og give ham den lyseblå hue på, som han gav mig på for to år siden. Jeg kunne sprænge i luften af stolthed, og det er af en masse forskellige grunde, som jeg ikke vil forklare her. Men pointen er, at det var en rigtigt god dag, der fyldte mig med endnu flere gode og lykkelige følelser. Jeg kunne ikke andet end at sidde og smile, da jeg kom hjem til S om aftenen. “Jeg er bare så glad”, sagde jeg.Men højt af flyve, dybt at falde. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive ved med at svæve rundt og være fyldt af den ekstatiske glæde. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at mit humør altid tager et dyk nedad igen, når jeg har været helt vildt glad i en vis periode. Jeg føler alting meget stærkt, og derfor er der en pris at betale, når jeg har oplevet så mange store følelser på så intens en måde, og ikke rigtig har haft tid til at bearbejde det. Der har været sociale arrangementer både før og efter festen, og det har betydet, at det først er i dag, at jeg kan sidde ned og reflektere over alt det, der er sket den seneste uge. Det hele har været meget intenst, og det har nok også været lidt for intenst. Når det kommer til stykket er jeg en introvert person, og selvom det gør mig så glad at være sammen med så mange søde, imødekommende mennesker, og opleve så mange gode ting, så kan jeg ikke gøre det mange dage i træk uden at blive utroligt træt og drænet på et tidspunkt. Om jeg vil et eller ej, er der til sidst ikke mere energi tilbage i mig. Og så er det, at mit humør har det med at tage et stort dyk nedad.  Når det sker, så skyldes det, at jeg har svært ved at slippe alle de store følelser, jeg har følt. Det gør mig udmattet, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med alle følelserne, og hvordan jeg skal give slip på dem igen. Det lyder underligt, men det kan være hårdt at være rigtigt glad mange dage i træk. Det kan nok sammenlignes med en bil, der kører i et for højt gear i for lang tid, og som på et tidspunkt er nødt til at geare ned igen, hvis ikke den skal brænde sammen. For den kan ikke blive ved med at køre i det høje gear – det er den ikke lavet til. Når jeg har kørt i et for højt gear, påvirker det mit overskud, og pludselig føler jeg mig slet ikke lykkelig mere. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kunne overkomme så meget bare én eller to dage tidligere, og der skal ikke ret meget til at få mig til at græde. Det er de mest banale ting, der kan gøre mig ked af det – som fx dengang, hvor S spurgte mig, om ikke jeg kunne gå ned og købe en ost. Jeg bliver meget overfortolkende og ekstra sensitiv, når jeg har kørt i for højt et gear.  Så kan jeg græde fordi der er rodet i stuen, eller fordi S har sagt et eller andet for sjov, som min trætte hjerne tror var alvorligt ment. Jeg har et flagrende sind. Jeg ved, at det påvirker de mennesker, der er tættest på mig, og jeg ved, at det kan være svært at finde ud af, om man skal være bekymret for mig eller bare sige “det går nok” og nusse mig i håret indtil jeg falder til ro igen. Jeg ved, at jeg kan være urimelig, og jeg ved, at jeg bør blive bedre til at forklare, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Men det er ikke altid, at jeg i situationen selv forstår, hvorfor jeg har det sådan. Jeg kan blive bange og nervøs for, om den nu er helt gal med mig, og jeg tænker, at jeg er til besvær, og at det ville være lettere for både mig selv og mine nærmeste, hvis jeg ikke havde så store og hyppige udsving i mit humør.Men jeg ved også, at jeg er meget mere end mine udsving. Jeg ved, at jeg er elsket, og jeg ved, at jeg ikke skal være glad og ekstatisk hele tiden for at folk vil holde af mig. Jeg ved, at mit flagrende sind ikke er noget forfærdeligt, som jeg skal skamme mig over eller forsøge at ændre på – for det er en del af mig, og uden et flagrende sind, ville jeg ikke være den jeg er, og jeg ville ikke kunne udrette de samme ting. De bedste af mine digte har jeg skrevet, når mit sind har flagret enten op eller ned – når jeg har været fyldt med tristhed, melankoli og frustration, eller når jeg har været fyldt med den ekstatiske glæde, som jeg tror vil vare for evigt. Hvis jeg ikke havde de store udsving i mit humør, så ville det måske være et lettere liv på nogle måder, men det ville også være mere kedeligt og mindre meningsfuldt. Og selvom det kan påvirke dem, jeg holder allermest af, at mit humør kan ændre sig hurtigt og meget, så ved jeg, at det ikke betyder, at jeg bare er til besvær. For jeg har meget at give af, og når jeg er glad og på toppen kan jeg sparke liv i festen – enten ved at danse med farmor foran 70 mennesker eller ved fx at lave dobbeltpanerede wienerschnitzler til S, fordi jeg lige syntes, at vi skulle fejre, at det var onsdag. Jeg kan finde glæden i små ting, som mange andre måske ikke får det store ud af, som fx at se på ænder, male et billede af en giraf eller at se mine kaktusser vokse sig større. Jeg keder mig sjældent, fordi mit humør næsten aldrig er neutralt. Ikke, at jeg altid er enten 100 % lykkelig eller 100 % trist – men jeg er altid grebet af en eller flere bestemte følelser, som påvirker hvordan jeg oplever ting.Jeg udvikler mig, og i takt med at jeg udsætter mig selv for nye ting, lærer jeg mit flagrende sind bedre at kende. Jeg bliver bedre til at forstå mig selv, og det gør det lettere for mig at sætte grænser og undgå at gøre alt for meget på én gang. Men livet kan ikke planlægges efter mit humør og mit optimale stimulationsniveau, og derfor ved jeg, at det sandsynligvis vil forblive sådan her – at mit sind vil forblive flagrende resten af mit liv. Og jeg tror, at det kommer til at blive et spændende liv, for på mange måder kan jeg få noget godt ud af mine udsving. Men forhåbentlig vil jeg fortsat blive bedre og bedre til at håndtere det, så jeg ikke alt for ofte behøver at bryde grædende sammen pga. en ost – men somme tider er løsningen faktisk at græde, uanset om det er over en ost eller noget udefinerbart. Ofte er der ikke andet galt, end at jeg er udmattet, og når jeg græder, får jeg det ud. Og så kan jeg dagen efter slet ikke huske, hvad problemet var. Så jeg vil gerne opfordre andre til at prøve det, når I er udmattede/overstimulerede, for det kan være effektivt. Bare husk, at jeres nærmeste måske bliver mere bekymrede, end de behøver at være, hvis de selv kun græder, når nogen er døde eller et eller andet helt forfærdeligt er sket. Du skal nok lige forklare dem, at du bare trænger til at græde, og at himmelen ikke er ved at falde ned eller noget.Som nævnt indledningsvis sagde min mor til min far i sin tale i lørdags: “Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“. Jeg sad og smilede af hendes fine ord, imens jeg holdt S i hånden og alle i salen var stille. Jeg tænkte, at jeg med garanti vil sige præcis det samme, hvis jeg engang i en eller anden anledning skulle holde en tale for S. For mit flagrende sind har jeg fra hende. Vi danser til alle andre er gået hjem, og nogle gange snakker vi meget hurtigt og er helt oppe at køre pga. en nyindkøbt zinkbalje, en solnedgang eller flot keramik. Andre gange er vi udkørte og urimelige, fordi nogen sagde noget irriterende, og vi kan hidse os totalt op, hvis der er nogle mænd, der gerne vil se TopGear med fjernsynet skruet helt op imens vi sidder i rummet ved siden af (også når det er nogle mænd, vi holder kraftigt af). Nogle gange vil vi bare have ro. Og andre gange kan vi blive ved og ved med at danse.Når jeg tænker på, at jeg har mit flagrende sind fra hende, så kan jeg ikke skamme mig over det eller føle, at jeg er forkert. For jeg kan se, hvordan hun med sit flagrende sind giver rigtigt meget glæde til en masse mennesker. Hendes følgere på Facebook elsker at se hendes billeder af solnedgangene i sommerhuset, og de elsker at høre om hendes nyeste projekter – om det så er en terrasse, en rabarbertærte eller noget helt tredje. Det afgørende er, at hendes begejstring for ting skinner så meget igennem, at man selv bliver smittet med glæden. Når hun er glad, er man ikke i tvivl om det, for så er hun virkeligt glad. Og så er der så mange andre mennesker, der også bliver glade. Hvis hun ikke havde et flagrende sind, så tror jeg ikke, at glæden ville smitte ligeså meget. Og det samme gælder for mig selv. Da mine svigerforældre mødte mig første gang sagde de bagefter til S, at de godt kunne lide mig og mit gode humør, og at jeg er lattermild og alt muligt. Jeg fornemmer, at der er rigtigt mange, der opfatter mig som lattermild og meget glad. Det er jeg selvfølgelig glad for, men det kan somme tider være svært, fordi jeg kan føle, at jeg så skal være sådan hele tiden for at være mig. Men jeg øver mig i at tænke, at der ikke er nogen, der altid er glade, og at jeg godt må være trist og sur nogle gange uden at det betyder, at jeg ikke er mig.Med dette indlæg håber jeg at kunne give jer, der læser med, en større indsigt i, hvorfor jeg er, som jeg er, og at det måske kan føre til, at I selv reflekterer over, hvordan jeres sind er. Måske har I et lidt mere stabilt humør med færre og mindre udsving eller måske er I lidt flagrende, som det er tilfældet med mig. Jeg ved, at jeg helt sikkert ikke er alene om at have udsving i mit humør, og derfor udgiver jeg dette indlæg. Jeg har intet at skamme mig over – selvom det da ikke er vildt fedt at indrømme overfor verden, at jeg har grædt pga. en ost. Men hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at blive en god psykolog en dag, så er det nok en god idé, at jeg selv står ved mine svage sider, så jeg engang kan hjælpe andre mennesker til at gøre det samme. For det forholder sig sjældent sådan, at en “svag” side udelukkende er noget negativt – der er næsten altid noget positivt ved det også.

Hyg jer – og husk at trække vejret og være dem, I er.

 

//A

 

jeg trækker vejret igen

jeg har savnet mit eget selskab
det er så længe siden sidst
jeg har savnet at gå på eventyr
og mærke at jeg igen kan ånde frit
 jeg har meget at fortælle
om alt hvad jeg har gjort og set
jeg er færdig med at glemme mig selv
og undertrykke min kreativitet
jeg var stille i en periode
men nu er det fandme slut
jeg hører mig selv råbe højere
nu er jeg alt andet end ængstelig og mut
jeg var ved at blive væk
men nu er jeg min egen ven
det må være sådan her det føles
at kunne trække vejret igen

Hej, jeg lever endnu og jeg er stadig relevant

Hej verden.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Der er sket virkeligt meget siden jeg skrev mit sidste indlæg, som var et farvel-digt til min gamle lejlighed. Og jeg vil gerne fortælle om det hele, men I får ikke alt på én gang, da det ville blive et meget langt indlæg med 1000 billeder.

I skrivende stund sidder jeg i baghaven nedenfor vores lejlighed. Jeg er i et fremragende humør, og det har jeg været lige siden jeg afleverede min eksamensopgave torsdag eftermiddag. Det var ikke en specielt god oplevelse at skrive den eksamen, og i et kommende indlæg vil jeg gerne uddybe det. I det hele taget føler jeg, at mit forhold til eksamen har ændret sig en hel del, efter jeg er kommet på uni, men den historie får I en anden dag.

Jeg har ikke udgivet noget siden slutningen af april, men nu er jeg tilbage. Jeg har så meget at skrive om, men jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg skal gøre det. Jeg har igennem hele eksamensperioden (dvs. den seneste måned) gjort hvad jeg kunne for at undertrykke min kreativitet. Det lyder trist, men det har været nødvendigt, og jeg er stolt af, at jeg har fået udrettet så meget i læseferien. Det ville jeg ikke, hvis jeg havde siddet og skrevet digte dagen lang. For problemet er, at jeg har svært ved at stoppe igen, når jeg først er kommet i gang. Så derfor har jeg sagt til mig selv, at de store kreative projekter måtte vente til jeg fik ferie.  Og det har jeg nu.

Det føles meget befriende, men også meget underligt. Den seneste måned har været rimeligt krævende rent mentalt, og der har været meget nyt, jeg har skullet forholde mig til, samtidig med at jeg har læst op. Lad os sige det sådan, at jeg har opdaget, at det måske ikke var den smarteste idé at flytte lige inden eksamen, og at det har været hårdt på nogle måder, jeg ikke lige havde forventet. Men nu, hvor jeg sidder her og det er gået op for mig, at jeg har klaret mig igennem det hele, så fortryder jeg på ingen måde valget om at flytte på det tidspunkt. Jeg har været presset og udfordret, og det har været nogle overvældende uger, men det var det hele værd. Nu er der ferie, og flytningen er klaret, og nu kan jeg bruge tid på at udforske min nye by.

De første uger her føltes det meget som at være på en storbyferie. Vejret har været fantastisk lige siden dagen efter vi flyttede ind, og derfor føltes det lidt som en drøm, som noget, der umuligt kunne vare ved. Pludselig befandt jeg mig midt i en relativt stor by, hvor der er 100 meter til Netto og 200 meter til gågaden. Og så gik selve flytningen så hurtigt, at min hjerne ikke helt kunne følge med. Om morgenen tømte vi min gamle lejlighed, og så hentede vi nøglerne kl. 12 og flyttede alle vores ting ind i løbet af dagen. Samme aften sov vi her første gang, og det hele var meget underligt.

Men der gik ikke lang tid, før jeg begyndte at føle mig hjemme. Ikke hele tiden, men i små glimt. Det var en spirrende forelskelse, der gik i gang. Og jo mere tid jeg bruger her, og jo mere jeg kommer ud at se, jo mere føler jeg mig hjemme. Jo mere jeg går rundt og opdager, at jeg faktisk godt kan finde rundt i byen og at jeg har en god fornemmelse af, hvor de forskellige ting ligger henne i forhold til hinanden, jo mere føler jeg mig hjemme.

For første gang i lang tid bor jeg et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo i mange år endnu. Det er den følelse, jeg savnede så meget i den gamle lejlighed, og det var den følelse, der gjorde det svært at bo hjemme i den sidste tid. Jeg vidste godt, at jeg var på vej videre, men jeg vidste ikke præcis hvorhen. Men det ved jeg nu, for jeg er her.

Hurra for det hele.

Hyg jer – og husk solcremen.

//A

du må have et godt liv | et digt

du lærte mig
at være alene
og mange tak for det
men lad os nu
få det på det rene
jeg er nødt til
at forlade dig
mine ting skal bo et andet sted
sammen med en sød bassist
du kommer ikke til at være med
og jeg forstår hvis det gør dig trist
du kender ham godt
du har set ham en hel del gange
han er klog og sjov og flot
og de gode stunder har været mange
men jeg må vælge
og det er let for mig
det skal være os to
så kære lejlighed
farvel og tak til dig
du har været så tolerant
selvom jeg kunne have været bedre
til at gøre rent
jeg lover at vaske dine vægge og dit gulv
inden det er for sent
du har klaret det flot
og det er et vemodigt farvel
du ved vel godt
at du ikke skal tage det personligt
det handler ikke om dig
det må du huske på
problemet er mig
og derfor er jeg nødt til at gå
farvel lyder så hårdt
for vi har været så glade
måske var tiden kort
men tak for det vi havde
jeg drejer nøglen om
for jeg skal nye veje
du må have et godt liv
jeg håber ikke
at jeg har larmet for meget
sikke en tid
vi har haft med hinanden
farvel kære lejlighed
må du blive glad med en anden

Påskereflektioner

Hej verden.

Jeg er træt på den gode måde efter en påskeferie, der både har været fyldt med familiearrangementer og rigeligt med alenetid. Jeg havde to en halv dag, hvor jeg var helt alene, hvilket var fint, da det gav mig tid til at arbejde på mine skoleprojekter, men også lidt kedelig til sidst. Resten af dagene har jeg brugt sammen med mine yndlingsmennesker, og jeg kan se tilbage på en masse gode minder fra denne påskeferie. Jeg synes, at jeg har formået både at få lavet skolerelaterede ting nogle af dagene og lave aktiviteter de andre dage, hvor jeg har kunnet koble lidt fra. Jeg har ikke været totalt i zen hele tiden, for meget af min tid og energi har jeg brugt på at tænke på/snakke om den kommende flytning. Det har hele tiden ligget lidt i mine tanker, og jeg har da haft nogle frustrerende stunder de dage, jeg har gået rundt for mig selv og haft tid til at tænke. Når jeg sidder her, og der ikke er noget til at distrahere mig, tænker jeg bare på, at jeg snart skal pakke alle mine ting ned, og at det bliver et stort projekt. Men jeg kan ikke gøre så meget endnu, da der stadig er en måned til flytningen. Så jeg kæmper lidt med at fastholde mine tanker i et spor, der er nogenlunde konstruktivt, så jeg ikke bare sidder og venter i den næste måned og ikke laver andet end det. Netop det skrev jeg også om i mit seneste blogindlæg, så det kan I læse, hvis I vil have mere info om mine tanker om at stresse over kommende forandringer.

Men for at vende tilbage til sporet; jeg har haft en dejlig påskeferie. Jeg har været sammen med dem, der kender mig allerbedst, dem der har kendt mig længst, og nogle der har kendt mig knap så længe, men som jeg slet ikke kan forestille mig ikke at have i mit liv.

Jeg har haft fødselsdag og fejret det med kaffe, kakao, kage og karbonader (med flag i). Jeg har været i Aalborg med min familie og med hjælp fra dem fik S og jeg hentet vores nye sofa. Jeg har også spillet Wii med Iris, selvom jeg egentligt troede, at man stoppede med at gøre det i 2010. Og jeg har drukket kaffe med min søde, 79-årige nabo, som jeg kommer til at savne ret meget, når jeg flytter næste måned. Jeg har siddet for mig selv og lyttet til stilheden, og jeg har lyttet til opera og sunget med, selvom jeg har ondt i halsen og både lyder skinger og hæs (ikke en god kombination). Jeg har været på tur med min svigerfamilie til Fjerritslev, hvor vi var til en overdådig og fornem påskefrokost hos S’ morfar og hans kone. Det var noget af et arrangement med forret og flæskesteg og tre slags kager og fyldte chokolader. De var nogle søde ældre mennesker, og det var en dejlig dag. I det hele taget er jeg bare ret begejstret for min svigerfamilie. De er nogle skønne typer, og jeg kan være mig selv i deres selskab, hvilket betyder meget mere, end jeg før har været klar over.

Jeg har også spist frysepizzaer sammen med S, og jeg har været ude i sommerhuset for en enkelt dag, hvor jeg og min familie hyggede os sammen og gik en tur på stranden. Vi spiste lammerester (påskelam, høhø) og halvrå flødekartofler, og det var ikke et æstetisk måltid, men det havde en værdi på sin egen måde. Vi hørte også John Mogensen og spiste citronmåne, og jeg følte mig en lille smule lykkelig i det øjeblik. Jeg holder uendeligt meget af min familie, og selvom det bliver noget andet, nu hvor jeg flytter til Aalborg, så er jeg på ingen måder bange for, at vi mister det bånd, vi har til hinanden. På mange måder synes jeg faktisk, at vi har fået det endnu bedre sammen, efter jeg er flyttet for mig selv, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle ændre sige til det værre nu, fordi jeg flytter lidt længere væk. Men det bliver anderledes nu. Livet byder på et væld af forandringer hele tiden, og man må bare kaste sig ud i det og se, hvor man ender.

I dag har jeg været i Ebeltoft sammen med hele min mors familie for at ønske min kusine Line en god rejse. Om en uge rejser hun til Mexico og er sandsynligvis væk i et år eller mere. Hun er totalt sej, og jeg beundrer hendes mod. I det hele taget beundrer jeg en masse mennesker i min familie. Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen, jeg ikke beundrer bare en lille smule. Vi har alle hver vores ting at kæmpe lidt med, og alligevel klarer vi det og sidder og griner sammen over en kop kaffe. Hvor er det vigtigt, at vi husker at beundre hinanden lidt. Og at vi husker at anerkende hinanden for at komme igennem vores respektive bøvl. Jeg tror, at det er godt for sjælen at sidde i et rum fyldt med mennesker, man har kendt altid, og kigge på hver og én og tænke, at de i grunden er ret seje. Og at man også selv er ret sej. Hvor er det vigtigt, at vi husker hinanden. Og hvor er det rart at have en familie, som man kan være sig selv med og snakke med i timevis, selvom man ikke har set hinanden i et år.

Hurra for menneskeheden. Og glædelig påske, til jer der måtte fejre det.

Her er god sang, og hermed tak for i dag.

//A

 

22

Hej verden.

I dag sker den skelsættende begivenhed, at undertegnede fylder 22 år. Det skal jeg skal fejre med kaffe og kage sammen med de fire mennesker, jeg holder allermest af i denne verden (plus en hund og en kat). Det er helt underligt, men for første gang i mange år glæder jeg mig rent faktisk til min fødselsdag. Jeg plejer at have et lidt anstrengt forhold til min fødselsdag, men sådan har jeg det slet ikke på nuværende tidspunkt. Det hænger vel sammen med, at jeg er et utroligt godt sted i mit liv nu, og at det på mange punkter går bedre, end det nogensinde har gjort før. Det er jeg meget bevidst om, og jeg gør hvad jeg kan for at værdsætte det så meget som muligt. Ikke at alt er perfekt, for sådan fungerer det jo ikke, og et perfekt liv er heller ikke det mest interessante. Men grundlæggende er jeg bare glad. Jeg hygger mig, jeg kan se mig selv i øjnene, og jeg glæder mig til den kommende periode. S og jeg flytter sammen snart, og det går op for mig mere og mere, at det er en realitet. Det bliver vildt, og åh, hvor jeg glæder mig.

Men nu til sagen. Jeg har set en del bloggertyper lave indlæg ved navn “X ting jeg har lært på X år”, så det vil jeg også gøre i anledning af min fødselsdag. Så her kommer 22 ting, jeg har lært på 22 år (hvilket er en misvisende titel, da langt de fleste ting på denne liste er ting, jeg har lært indenfor de seneste 5-10 år. Men det er lige meget).

1. “The Phantom of the Opera” i Her Majesty’s Theatre i London er ubetinget noget af det vildeste, jeg nogensinde har oplevet i dette liv. Fuck. Det var en oplevelse af en sådan kaliber, at jeg stadig ikke kan stoppe med at føle mig helt chokeret, når jeg tænker tilbage på det. Jeg vil ikke forsøge at forklare, hvorfor det var så stor en oplevelse; jeg vil til gengæld opfordre alle, der har muligheden for det, til at se den musical, hvis I nogensinde skulle befinde jer i London. Og så vil jeg takke min far for at få idéen til at vi skulle se den sammen. Det kommer vi begge til at tænke tilbage på for altid, er jeg ret overbevist om.

2. Jeg vil være operasanger i mit næste liv. Men først i mit næste liv. I dette liv skal jeg være en irriterende organisationspsykolog. Som i øvrigt kun synger for hunde.

3. Det er fedt at støvsuge, når man har en skøn støvsuger (ved navn John).

4. Det er vigtigt at bruge tid sammen med mennesker, der er forskellige fra en selv. Eller i hvert fald omgås folk, der kan udfordre en. Det er rart med noget kontrast, og man lærer meget mere på den måde.

5. I den forbindelse er det også vigtigt at huske på, at vi alle har hvert vores perspektiv på livet, og at det kan være ret brugbart at reflektere over, hvorfor vi har de perspektiver, vi har. Nogle gange står man på hver sin side af det samme træ, og så er det godt at prøve at forstå, hvad den anden ser og hvorfor han ser det, han gør. Hvorfor han står lige der og ikke på præcis det samme sted, som du selv står. Han kan måske ikke se de samme grene og blade, som du kan, men han ser nogle andre i stedet. Og måske et par æbler også. Hvis det altså er et æbletræ.

6. Det er godt at kende sig selv. Det tager lang tid at lære sig selv at kende, og i bund og grund vil der altid være en stor del af dig selv, som du ikke kan kende fuldt ud (bedre kendt som underbevidstheden). Her vil jeg lige benytte lejligheden til at perspektivere til The Phantom of the Opera, men jeg vil ikke forklare hvorfor, da I selv kan tænke lidt over det, hvis I kender til historien.

7. Der skal to til tango. Du må påtage dig ansvaret for dine egne handlinger. Det er yderst sjældent, at det kun er de andres skyld. Og selvom det er hårdt, så kan du først udvikle dig rigtigt, når du selv påtager dig dit ansvar.

8. Jeg er rigtigt dårlig til at lægge tøj sammen. Til gengæld har jeg for nylig fundet ud af, at S er utroligt god til det (men det er ikke kun derfor, at jeg vil flytte sammen med ham, der er også et par andre grunde).

9. “Flyvende Farmor” er stadig min yndlingsfilm. Den er et kunstværk uden lige, uanset hvor gammel jeg er.

10. Der er nogle øjeblikke i livet, der er så indpakket i tristhed og forfærdelige og dramatiske følelser, at du nok aldrig helt når til et punkt, hvor du bare kan glemme dem. Heller ikke selvom du for længst har fået en ny hund og dit hjerte er et helt andet og meget bedre sted nu end dengang. Selvom du er lykkelig nu, betyder det ikke at det, der gjorde ondt, bare er lige meget. Det kommer til at fylde mindre og mindre, og du tænker sjældnere og sjældnere på de øjeblikke, men længst inde vil de altid være at finde.

11. Det er så uendeligt meget spild af tid at sammenligne sig selv med noget, man tror nogle andre er. Vi kan ikke undgå at sammenligne os selv med andre, for vi er trods alt ultrasociale dyr; men det giver ingen mening at tænke dårligt om sig selv, fordi man sammenligner sig selv med en helt forskruet og glorificeret forestilling, man har om nogle mennesker, man dybest set ved intet om. Det er så let at se på folk man kender perifært og tænke om dem, at de sikkert har meget mere styr på livet og er lykkelige, fordi de har noget, man ikke selv har. Men når du tænker sådan, så snyder du dig selv for at se alle nuancerne i folk og deres liv. Uperfekte liv. Du vil gerne tro på, at det perfekte liv er muligt, så du bilder dig selv ind, at alle mulige andre har dette såkaldte perfekte liv. At de er gladere og mere succesfulde og mere vellidte end du selv er. Men når det kommer til stykket, så får du intet ud af at tænke sådan om dem. Det bidrager bare til, at du glemmer at tænke på dem som helt almindelige mennesker, og at du slet ikke ser det, hvis de udviser tegn på ikke at have det specielt fedt. Du bliver bare ved med at tænke, at de på en eller anden måde altid vil være lidt bedre end dig selv. Og når du tænker sådan om andre, så er det svært at gå ud i verden med et åbent sind og møde folk, som de er. Så lad være med at bilde dig selv ind, at alle andre har et bedre og mere fuldendt liv, end du selv har. Brug hellere tiden på at skabe det liv, du ønsker. Og på at snakke med folk på et plan, så I kommer til at snakke om noget lidt dybere end emner end vejret. Du vil sandsynligvis lære, at du tog gevaldigt fejl i dine antagelser, og at du har meget mere til fælles med alle andre, end du før troede. Du vil lære, at vi alle er mennesker.

12. Bassister er nogle flinke typer. Og nogle af dem er tilmed pæne, kloge og sjove (jeg kender i hvert fald én).

13. Det er et helvede at opfostre en hundehvalp (i hvert fald hvis den hedder Kalle), men det er også noget af det hyggeligste. Et sandt paradoks.

14. Gode høretelefoner er noget af det bedste, man kan investere i, hvis man bruger meget tid på offentlig transport. De har forbedret mit liv radikalt.

15. Min mor har ret 99 % af tiden. Hun siger alt det, jeg ikke vil høre, og jeg ender altid med at indse, at det var rigtigt. Hun er en klog kvinde (og så er hun fremragende til at bage diverse kager).

16. “Der er altid en udvej”. Det plejede min mor at sige, når jeg var i en eller anden situation, hvor jeg ikke havde det godt. Ikke for at sige, at jeg bare kunne løbe væk fra problemerne, men for at minde mig om, at der er andre ting, jeg kunne gøre i stedet for, hvis jeg var i gang med noget, der ikke fungerede. Det er bedre at stoppe noget, man ikke har det godt med, end at presse på for at det skal lykkes alligevel, for så at ende i en fastlåst situation, hvor man bare er bitter og deprimeret.

17. Det er en god idé at vente med at flytte hjemmefra, hvis man ikke føler sig klar til det. Selvom jeg havde det lidt anstrengt med det til sidst, er jeg glad for, at jeg først flyttede ud, da jeg var 21, for jeg tror, at det var det helt rigtige tidspunkt.

18. Endnu en (vigtig) ting jeg har lært igennem mit lange, lange liv, er hvordan man gør sig godt på ekstremt opstillede billeder. Tak til min far for det.

19. Det er godt at dyrke ensomheden ind imellem. Det kan man enten gøre ved at tage i sommerhus med sig selv i nogle dage/uger, eller man kan gøre det en mørk vinteraften, hvor alting virker til at stå lidt stille. Jeg tror, at det er vigtigt at give sig selv tid til at tænke sig lidt om og lige mærke efter. Og det kan man kun, når man kommer lidt væk fra alt og alle.

20. Jeg har lært vigtigheden af at kunne ændre holdning.

21. For nylig har jeg lært at riste bollerne på den mest optimale måde, så der opnås tilpas meget sprødhed uden at de bliver brændt. Det er en kunst, og jeg er et meget rigere menneske, nu hvor jeg har lært det.

22. Den sidste ting har jeg lige lært for et par dage siden: den 1. maj flytter S og jeg ind i denne nydelige gamle bygning. Der er fem uger til. Det er totalt vildt. Og det er den hyggeligste lejlighed jeg længe har set. Mere info og flere billeder følger i de kommende måneder. Det bliver en travl og vild tid både med flytning og eksamen, men jeg glæder mig til det hele, og jeg glæder mig SÅ meget til at flytte ind et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo de næste mange år. Jeg glæder mig til at bo med S og alle hans basser, og jeg glæder mig til at “hjem” bliver et sted, der tilhører os begge. Det bliver så uendeligt rart, at vi ikke længere skal rejse frem og tilbage for at besøge hinanden og hele tiden føle, at vi på skift lever i en kuffert. Det er opslidende i længden, og tanken om at den del af vores forhold er nået til en ende, er en enorm lettelse. Men det er også en underlig følelse, for nu bliver det noget helt andet end det har været hidtil. Vi kommer til at have en sofa og alt muligt og mere end bare ét rum at opholde os i. Og det bliver fantastisk. Jeg forstår det nok stadig ikke helt, men jeg kan i hvert fald mærke, at jeg glæder mig, og at jeg er lettet. Og så kan jeg mærke, at jeg har lyst til at komme væk fra Randers. Ikke et ondt ord om denne by, men jeg trænger til luftforandring, og jeg trænger til ikke at kende alt og alle. Jeg er klar til, at der sker noget nyt. Så fremtiden kan bare komme an.

 

Hurra og tillykke til mig selv.

//A

 

Livsopdatering – om statistik, færdigretter og Valentinsdag

Hej verden.

Jeg er træt. I går og i dag har været nogle meget lange dage. Lærerige, vel at mærke, men lange. Selvom jeg vågnede kl. 5.30 i går, var jeg overraskende frisk hele dagen og var både til forelæsning og holdundervisning, og så arbejdede jeg på en opgave i nogle timer. Jeg var også inde ved min søde 79-årige nabo, fordi hun havde brug for min hjælp til at løse nogle tekniske problemer. Hun blev utroligt glad for hjælpen, og jeg følte mig god, fordi jeg endnu engang kunne hjælpe med noget it-mæssigt. Derefter læste jeg statistik, og først kl. 21 stoppede jeg med at lave fornuftige ting (selvom jeg selvfølgelig havde holdt pauser før det). Så skrev jeg et digt og gik i seng. Det var en utroligt god dag, da jeg følte mig motiveret og glad nærmest hele dagen.

I morges stod jeg op kl. 6 og skyndte mig at gøre mig klar, spise, lave kaffe, pakke mine ting og smøre en madpakke, alt sammen indenfor 45 minutter. Jeg nåede også at tørre yoghurt op, som jeg havde formået at spilde udover mig selv. Det var noget værre noget. Heldigvis nåede jeg ud af døren til tiden og begav mig mod uni. Takket være mine høretelefoner og “Her Går Det Godt” podcasten havde jeg en ret hyggelig bustur, hvilket jeg nærmest altid har, efter jeg har anskaffet mig de høretelefoner. Det var en god investering.

Kl. 8 startede statistik forelæsningen (eller dvs. 8.15 pga. det akademiske kvarter, et fjollet men rart koncept). Da vi stadig er i opstartsfasen skulle vi lære om nogle ting, jeg vidste lidt om i forvejen fra HF-tiden, men alligevel var det en smule udfordrende. Vores forelæser er canadier, og derfor foregår al undervisningen i statistik på engelsk. Det gør sådan set ikke noget, men det kan godt kræve lidt ekstra hjernekapacitet ind imellem.

Efter forelæsningen var jeg til holdundervisning i statistik, hvilket ikke var den store succes. Det gjorde mig mest af alt forvirret og træt, da vi er 40 mennesker på holdet og vi ikke skulle lave andet end at sidde og arbejde på vores afleveringer. Det gjorde ikke lige noget godt for mit energiniveau, men jeg fik lavet halvdelen af min aflevering, og så begav jeg mig hjemad kl. 12.30. I bussen hjem lyttede jeg til sidste del af podcasten og derefter en fremragende playliste, som S har lavet, med den spændende titel “soul”. Så ved man, hvad man kan forvente.

Inden jeg tog hjem til lejligheden var jeg i Føtex for at handle lidt ind. Jeg har brugt utroligt mange år af mit liv på at gå rundt og snakke meget om, at jeg hader Føtex. Alligevel har jeg nok været derinde 10 gange i år, og jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg tror måske, at det er for at bevise overfor mig selv, at jeg har udviklet mig – ikke at jeg kan lide Føtex nu, men jeg kan håndtere at være derinde uden at blive totalt stresset, og det er en præstation i sig selv.

Da jeg endelig kom hjem var jeg sulten og træt, og jeg følte mig ikke specielt motiveret eller begejstret. Men det hjalp at få noget at spise, og efter en tiltrængt pause gik jeg i gang med at lave det sidste af min aflevering. Det endte med at blive et mere opslidende projekt end forventet, da statistik-programmet opførte sig sjovt og ikke ville vise den graf, som jeg ville have den til. Det hele endte dog godt til sidst, og så gik jeg ud og varmede en færdigret fra REMA 1000. Ynkelig mad til ynkelige mennesker, som man siger. Næringsværdien var tvivlsom men smagsoplevelsen var sådan set nogenlunde (jeg er ikke blevet betalt for at skrive dette).

Og nu sidder jeg her og skriver dette indlæg. Jeg er lidt i tvivl om, hvad det er, jeg ønsker at udtrykke med denne lange svada, men det er i hvert fald et lille indblik i min hverdag. Jeg er ret stor fan af min hverdag, som den er nu, og selvom det gør mig vildt træt, at jeg nu lægger mere tid og energi i mit studie, så er det det hele værd. For jeg føler mig mere motiveret, når jeg kan se, at jeg rent faktisk lærer noget og får udrettet noget. Der er noget rart over at komme hjem efter en lang dag og være udmattet med god grund. Og det er sådan set også meget rart, at jeg nu skal anstrenge mig en smule, hvis jeg skal nå at lave mine afleveringer, få læst og møde op til undervisningen. For jeg har brug for at blive udfordret lidt, for at jeg virkeligt kan udvikle mig. Den følelse, jeg har omkring statistik, minder meget om hvordan jeg havde det med kemi på HF for to år siden. Det er sådan en “jeg har tidligere syntes, at dette fag var svært, men nu vil jeg virkeligt gerne lære det, for det er mit eget projekt nu”. Og det er vildt rart. Selvom jeg var tæt på at græde lidt, da jeg lavede min aflevering i dag, så betyder det langt fra, at det bliver et træls fag. For jeg skulle også bruge en del tid og energi på kemi, før jeg endelig knækkede koden og begyndte at se den store mening med det. Og sådan tror jeg også, at det bliver med statistik.

Så ja, jeg er motiveret og jeg synes, at mit studie er interessant for tiden. Der er vildt meget læsning, hvilket kan stresse mig lidt, men jeg er kommet rigtig godt fra start, og jeg kan godt følge med. Det kræver, at jeg bruger meget tid på at læse, men det føles egentlig ikke som et stort problem, da jeg godt kan finde ud af at slappe af og holde fri, når jeg trænger til det. Jeg synes, at balancen mellem studie og fritid er ret optimal for tiden. Jeg synes også, at jeg bruger min fritid på nogle gode ting, og ikke mindst sammen med de rigtige mennesker.

Weekenden var et godt eksempel på dette. Fredag aften var jeg hjemme i huset hos min familie for at spise og se X-Factor (og udnytte vaskemaskinen). Det var vildt hyggeligt. Om lørdagen stod jeg tidligt op og læste de sidste 60 sider i en utroligt lang tekst. Det gik rimeligt let, og da jeg efter nogle timer var færdig med det, gik jeg i gang med at gøre rent og rydde op, så lejligheden var klar til om eftermiddagen. Min bror havde fødselsdag, så det fejrede vi med kaffe og en kanelstang. Min mor var desværre blevet syg, så vi var en lille forsamling – min bror, min far, S og jeg. Det var dog vildt hyggeligt alligevel (efter min mening i hvert fald). Om aftenen skulle vi ud at spise på en restaurant, der ligger ved Randers havn – det lyder ikke som det vildeste sted, men det var overraskende godt. Jeg fik en enorm wienerschnitzel og alt var godt. De andre drak fadøl, og jeg drak cola light, og alligevel var jeg (som altid) den, der grinede mest (og højest). Og derfor er det nok meget godt, at jeg ikke drikker alkohol.

Så det er jo alt sammen meget godt. Jeg er glad for både min hverdag og min fritid. Og i morgen er det Valentinsdag. Det skal vi lige snakke lidt om.

Sidste år lavede jeg dette indlæg, der bestod af forskellige overvejelser omkring det at værdsætte livet, naturen og de folk, man holder af. Ja, indlægget bærer præg af, at jeg den dag havde en følelse af, at jeg havde forstået meningen med det hele. Sådan har jeg bestemt ikke haft det alle dage siden, og det var interessant at genlæse det, eftersom jeg havde glemt, hvad jeg gik og tænkte på dengang ift. Valentinsdag. Jeg brugte virkeligt lang tid på at overveje, hvad jeg skulle mene, og jeg synes sådan set stadig, at jeg kan stå inde for det indlæg i dag.

Alligevel ser jeg Valentinsdag-situationen i et lidt andet lys nu. For det første fordi, at jeg alligevel har udviklet mig en smule i løbet af det seneste år. For det andet fordi, at jeg befinder mig i et parforhold nu. Derfor er det lidt interessant at overveje, hvordan jeg ser på det nu, og om jeg finder Valentinsdag mere eller mindre irrelevant, end det har været tilfældet tidligere år.

Grundlæggende føler jeg ikke, at jeg har ændret holdning. Jeg synes stadig, at dagen er irrelevant, og at konceptet er dybt åndssvagt, fordi det blot bidrager til en øget materialisme og overfladiskhed. Det virker lidt som en instrumentalisering af kærligheden, hvor kærligheden ikke længere er nok i sig selv. På Valentins dag handler det om at give hinanden gaver og gå på fancy restauranter og modtage blomster. Man måler sit parholds succesrate ud fra materielle ting. Og det er det dummeste, man kan gøre, for det er jo ikke det, kærligheden handler om.

Jeg er klar over, at jeg stiller det op på en meget forsimplet måde, men det er bevidst. For det er sådan, jeg lige umiddelbart tænker om Valentinsdag.

Når jeg så tænker dybere over det, som jeg gjorde i indlægget fra sidste år, når jeg frem til, at det måske slet ikke forholder sig så simpelt, som jeg umiddelbart tænker, at det gør. Og jeg når frem til, at man måske godt kan fejre Valentinsdag uden at identificere sig med den materialisme, som dagen i høj grad kan siges at forbindes med. Man kan vel godt markere dagen uden at det betyder, at man instrumentaliserer kærligheden. Og man kan godt markere dagen, uden at gøre det på samme måde eller af de samme grunde, som andre mennesker gør det. For at citere mig selv:  “Måske skal vi tænke mere over, hvad vi selv ønsker at fejre, fremfor hvorfor alle mulige andre folk fejrer noget“. Dette gælder både ift. Valentinsdag/Mors Dag/Fars Dag/andre mærkedage, sågår nytåret. For du behøver sådan set ikke at bruge energi på at blive irriteret over, hvordan andre mennesker fejrer en dag som Valentinsdag, hvis du i stedet fokuserer på, hvad du selv ønsker at fejre.

Måske ønsker du ikke at fejre noget. Og det skal du heller ikke, hvis du ikke har lyst. Men under alle omstændigheder kunne du bruge anledningen til at tænke over, hvordan du går og har det, og om du har kærlighed i dit liv, og om du formår at værdsætte det nok.

Vi lever i en tid, hvor mange af os har så skide travlt med vores egoistiske selvrealiseringsprojekter, at det somme tider hænder, at vi tager det og dem for givet, som i virkeligheden betyder allermest. Vi nedprioriterer vores familier, fordi vi tænker, at de altid vil være der. Vi glemmer at snakke ordentligt sammen med vores partnere/kærester/ægtefæller, fordi vi lige skal besvare en mail eller forsøge at blive populære på de sociale medier. Vi glemmer hinanden – og det går simpelthen ikke.

Så opfordringen herfra bliver at bruge Valentinsdag (eller en helt anden vilkårlig dag, gerne mange flere end blot én) til at reflektere over, hvad vi har – og hvad vi måske ikke har. I stedet for blot at sige “fuck valentinsdag, det er irrelevant”, så brug det som en anledning til at tænke over, om du er glad i dit parforhold, og om du giver ligeså meget, som du får igen. Hvis ikke er det måske ikke helt irrelevant, at sådanne mærkedage findes (dermed ikke sagt, at jeg er fan af konceptet).

Og i stedet for at sidde og være deprimeret og tænke “jeg er single og ulykkelig og alle mænd/kvinder er idioter, fordi de ikke vil have mig/ikke er gode nok til mig”, så prøv lige at se lidt indad. Det kan være ubehageligt, hvis man ikke er vant til at gøre den slags så meget, men se lige dig selv i øjnene og tænk over, om du selv gør hvad du kan, for at få kærlighed i dit liv. Tænk over, om du kan stå inde for dig selv, og hvad du har at give, i stedet for kun at tænke på, hvad du gerne vil have. Og begynd så at lede efter vandløb, som du kan hoppe over. For det er du nødt til at gøre, hvis du vil opnå noget her i livet. Også selvom der er en fare for, at du falder og gør dine nye, kridhvide sko beskidte og våde. For det er nogle gange nødvendigt. Nogle gange er du nødt til at få beskidte sko – det har jeg selv erfaret (både i metaforisk forstand, men mest af alt i bogstavelig forstand). Nogle gange falder du og skal kæmpe dig op igen. Men du fortsætter med at gå videre og hoppe over de vandløb, du møder på din vej – og måske finder du ud af at lede efter de steder, hvor der er kortest afstand til jorden, for du behøver jo ikke at spænde ben for dig selv mere end nødvendigt. Du finder fodfæstet, og du lærer området og dig selv lidt bedre at kende, og du får sjældnere og sjældnere våde sko. Og så sker det måske en dag, at du falder og lander umådeligt blødt. Måske hiver du en sød musikertype med i faldet. I ligger blødt og godt, og du glemmer helt at tænke på, om dine hvide sko er blevet våde og beskidte, for du har sådan set ikke lyst til at gå videre. I hvert fald ikke alene.

Min pointe er, at vi er nødt til at investere i hinanden og bruge tid med dem, der bringer kærlighed ind i vores liv, hvis vi skal have det godt og være glade. Vi skal huske hinanden, for så kan vi blive mindet om, at der findes noget større og vigtigere end os selv og vores egoistiske selvrealiseringsprojekter (som fx mit lær-statistik-projekt). Og så kan vi komme lidt ned på jorden igen og undgå at gå ned med stress, fordi vi godt ved, at verden ikke falder sammen, hvis det nu skulle hænde, at vi får 4 i statistik.

Så endte dette indlæg alligevel med at give mening. Det slutter samme sted som det startede, men jeg er blevet lidt klogere, og det håber jeg også, at der er andre, der er blevet (hvis du har læst det hele, giver jeg et stykke virtuel kage).

Hyg jer – og glædelig Valentinsdag/onsdag i morgen.

//A

 

3. februar 2016 | Tilbage Til Fortiden #4

Hej verden.

Her er 4. del af min dagsbogs-serie. I dag skal vi præcist to år tilbage i tiden, nemlig til den 3. februar 2016. Det var på mange måder en helt anden tid, sammenlignet med hvordan mit liv er nu, og det er ret underligt at se tilbage på. På den ene side føler jeg, at jeg kan huske meget tydeligt, hvordan det var at være mig dengang, og på den anden side kan jeg også se, at der er nogle ting, jeg har glemt. Men som jeg ved nu, takket være faget kognitionspsykologi på uni, så er hukommelsen ikke til at stole på, da vi kun husker de vigtigste ting og derefter fylder de tomme huller ud med det, vi går ud fra skete. Minderne er ikke en kopi af, hvad der skete, men vores egen fortolkning af, hvad der skete. Og derfor kan minder ændre sig med tiden.

Men ikke så meget snak – nu til sagen:

3/2-16

Jeg skal til Spanien!! I denne måned!!

Det er meget spontant, men jeg ved, at det er vigtigt at gribe muligheden, når man har den. 

Jeg skal på forretningsrejse med far, dog er der ingen forretning i det for mig, kun rejse, så det er win-win. Det har forbedret mit humør markant at få det planlagt, det er ret tydeligt, at jeg har brug for, at der sker noget mere i hverdagen, så det kommer der til nu.

Generelt kommer der til at ske mange ting i februar. 
Jeg skal indtil videre (udover arbejde) :

-Besøge Iris på lørdag

-På Borgerservice fredag

-Give 20 bøger til Irene i næste uge

-Fejre min brors fødselsdag d. 10.

-På miniferie hos bedstemor og bedstefar d. 15-16.

-Til åbent hus på AU (psykologi) d. 26.

-Til Spanien d. 27. februar til 5. marts. En hel uge!!

 

Det bliver underligt at skulle være væk fra Kalle en hel uge, det er ikke sket før, dog bliver det godt for os begge to, da vi er begyndt at danne en usund symbiose, som vi lever i. Vi er for afhængige af hinanden, vi må finde os selv, så vi kan se med et fornyet sind på situationen. 

Desuden er jeg nået frem til, at jeg vil melde mig fra engelsk A, da jeg ikke føler, at det gør noget godt for mig længere. Jeg kan godt lide engelsk, og jeg er god til det, men jeg føler mig fastlåst, når jeg skal lave fire lange afleveringer om ugen. Jeg ønsker en større frihed nu, også da jeg højst sandsynligt søger ind på universitetet til sommer. 
Jeg vil gerne have mere tid til at gøre det, jeg vil, og så vil det give mig mulighed for lettere at tage på arbejde, hvis der er nogle af de andre, der er syge og ikke kan komme osv. Desuden vil jeg gerne kunne tage på flere ture og opleve mere end jeg gør lige nu. Jeg vil gerne opleve noget mere end bare at være herhjemme og lave det samme hver dag.