Kategoriarkiv: hurra

Noget om tid

Hej verden.

Jeg er alene hjemme. S øver med bandet og kommer hjem sidst på aftenen. Derfor har jeg mulighed for at bruge min fredag aften på introverte aktiviteter, hvilket jeg nyder i høj grad her for tiden.
Jeg har lige siddet og smågrædt til det nyeste afsnit af “I Hus til Halsen”. Man skal nok se programmet, for at forstå hvorfor. Men det var simpelthen en smuk udsendelse. Det er sådan et program, der fungerer bedst for mig, når jeg ser det alene, og sådan er det bare med nogle programmer.

Nåh, men det var sådan set ikke tv programmer, det skulle handle om lige nu. I stedet vil jeg gerne skrive om tid, og mit forhold til min og andres tid. Det er nemlig noget, der har ændret sig igennem den seneste periode, og særligt efter jeg er startet i praktik.

Hver mandag, tirsdag og onsdag går jeg ud af døren 6.30, går 7-8 km i løbet af dagen og kommer hjem igen ved 17 tiden. Tilmed har jeg hver onsdag aften Skype møde fra 19-21 som del af et obligatorisk fag, jeg følger ved siden af praktikken. Torsdag og fredag er (heldigvis) hjemmedage, som jeg bruger på at læse. I løbet af de to dage skal jeg gerne nå at læse 75 sider – og det lyder måske ikke af meget, men det kan det virkelig være, da nogle tekster er meget langhårede og tager rigtig lang tid at læse, hvis jeg skal forstå dem.

Oveni det kommer så al den tid, jeg bruger på at tænke over de ting, jeg oplever i mit praktikforløb – og al den tid, jeg bruger på at tale om det. S må lægge ører til en del for tiden, da jeg har en masse tanker omkring mig selv i psykologrollen og alle de opdagelser, jeg gør mig hele tiden. Jeg takker S for at han lytter til mig, når jeg kommer hjem, udsplattet og træt sidst på eftermiddagen. Det betyder faktisk rigtig meget, nu hvor jeg tænker over det. S er vidunderlig.

Så ja. Mit “arbejdsliv” fylder rigtigt meget for tiden, og mere end det nogensinde har gjort før. Jeg gør mig nogle vanvittigt vigtige og lærerige erfaringer for tiden, og jeg har allerede udviklet mig en del, taget i betragtning af, at jeg kun har været i gang i fem hele uger.

Jeg har fået et indblik i, hvor meget tid normale mennesker rent faktisk bruger på at være på arbejde. Og det virker både som rigtig meget tid – fordi det er ens vågne og friske timer, man bruger på arbejdet – og samtidig virker det mere overkommeligt, end jeg havde troet. Det er muligvis fordi, jeg kun er afsted tre dage om ugen, men jeg synes faktisk det går meget lettere end jeg havde regnet med. Det er ikke super svært at komme op kl. 5.50 hver dag, og det er ikke fordi, at jeg sidder og er ved at falde i søvn, når klokken slår 14. Min hjerne fungerer sådan set fint, og min krop gør ikke modstand overfor det. Og det overrasker mig helt vildt. Jeg er simpelthen totalt overrasket over, at jeg er i stand til at gennemføre arbejdsdage af normal længde uden at falde fuldstændig udmattet om og være nødt til at melde mig syg den efterfølgende uge. Det overrasker mig, at jeg kan blive ved. At jeg mandagen efter kan starte en ny uge ud og gøre min ting endnu en uge. Og at jeg kan få læst og fulgt med i pensum de dage, jeg ikke bruger på praktik. Det kan være svært at koncentrere mig om læsning, men jeg følger med. Og jeg synes sgu, at det er vildt.

Jeg er oprigtigt forundret over at være i stand til at kunne trives med at være afsted så mange timer hver dag, og at det er noget, jeg rent faktisk kan nyde rigtigt meget. Det er meget rart for mig at gøre mig de opdagelser, og det siger jo også noget om, at det har stor betydning, hvad man bruger sin tid på. Hvis det er noget, der føles meningsfuldt, så går det hele meget nemmere.

Men selvom hverdagene sådan set går meget godt, og jeg nyder det, jeg laver, så må jeg indrømme, at jeg er begyndt at sætte meget stor pris på min fritid. Og deraf er jeg også begyndt at fokusere meget på, hvad jeg bruger den tid på.

Jeg har et stort behov for alenetid herhjemme og tid med S, hvor der ikke er lagt en masse planer. Jeg har ikke lyst til at lægge store weekendplaner, og jeg føler ikke et behov for at lave en hel masse. Forrige weekend og weekenden før det var jeg alene tre hele dage uden nogle planer, og det var simpelthen så rart. Jeg kan tolerere rigtig meget alenetid, når jeg får så meget input i hverdagene. Så jeg kunne sikkert sagtens få alle mine weekender til at gå med ikke at se andre mennesker end S, måske spille et brætspil, gå en tur og evt. bage nogle boller. Det er sådan set mit drømmescenarie. Jeg har enormt meget behov for at være hjemme ved mig selv i weekenderne, og kun være sammen med mine tætteste, tryggeste mennesker. Så jeg siger nej til en del ting, også ting jeg egentlig gerne vil. Og så er der bare ting, jeg nærmest afviser på forhånd, som for eksempel at tage på weekend i sommerhuset. Jeg kan slet ikke se det for mig, og det er svært at forklare hvorfor, da det jo er et af mine yndlingssteder, og et af de steder, hvor jeg finder mest ro. Jeg tror, en del af det handler om transport. Af en eller anden grund kan jeg slet ikke overskue tanken om fx at skulle sidde i et tog i weekenden, for at komme hjem og besøge mine forældre/svigerforældre/i sommerhus. Toget er forbundet med hverdagen for mig, så måske er det derfor. Og så hele arrangementet med at pakke en taske med de ting, jeg skal bruge i weekenden, og udtænke, hvad jeg skal have med osv. Det virker helt uoverskueligt.

Det virker fjollet, når det kommer ned på skrift, men det er egentlig sådan jeg har det. Og det giver sådan set fin mening. Jeg har meget overskud og også en del energi, men jeg bruger al den overskud og energi i hverdagene – så i weekenderne har jeg bare virkeligt brug for at bruge min tid på noget, der lader mig op. Noget lystfyldt og ikke forhastet, noget jeg gerne vil og ikke noget jeg skal. Jeg vil gerne kunne tage det roligt og lave det, jeg gerne vil.

Og det er der jo sådan set intet galt i – men alligevel føler jeg, at jeg skal retfærdiggøre det. Både overfor mig selv og andre. Det er det, jeg har brugt en masse ord på at gøre i dette indlæg. Forklare, at jeg med min travle hverdag er berettiget til at slappe af i weekenden. Uden at jeg alligevel helt føler, at jeg kan “tillade” mig at have det sådan – at jeg kan tillade mig at sige, at jeg ikke engang kan overskue at sidde i et tog i weekenden.

Og det er jo dybt godnat. For jeg skal jo ikke retfærdiggøre over for nogle andre end mig selv, hvad jeg bruger min tid på. Om jeg vil sidde og se Masterchef en hel weekend og bare sumpe på sofaen, eller om jeg vil ud at gå en tur i skoven eller om jeg vil ud og være social – så er det jo mit valg. Mine weekender er mine, og hvad jeg vil bruge dem på er sådan set kun op til mig. Det er dumt at bilde mig selv ind, at der er en masse, jeg bør.

Min tid er min egen. Og selvom det har været pointen igennem hele dette indlæg, så indser jeg nu, at jeg nok ikke engang selv helt har forstået det endnu. Min tid er min egen. Jeg skal ikke stå til regnskab overfor nogen omkring, hvad jeg vælger at lave i min fritid. Jeg skal ikke tænke, at jeg er dødkedelig og ufleksibel, fordi jeg siger nej til en social aktivitet i min fritid. For i sidste ende er det mig selv, der er ansvarlig for, hvad jeg bruger min tid på og hvad jeg ikke bruger min tid på. Det er mig, der skal sørge for at sige ja og nej til ting. Det er mig, der skal vælge og fravælge. Og det er vanvittigt vigtigt at kunne det – for i sidste ende er det jo en selv, der går ned med stress og depression, hvis man ikke formår at lytte til sig selv og sine grænser.

Din tid er din egen. Og du skal huske dig selv på, at den er din. Det skal vi alle huske på. Men det sker ofte, at vi glemmer at respektere hinandens tid – og det er sådan set det, jeg gerne ville skrive om i dette indlæg – vejen hertil blev bare lige lidt længere, end jeg havde regnet med.

Jeg er kommet til at tænke på det, fordi min egen fritid er så dyrebar for mig i denne periode, og det derfor bliver rigtig vigtigt for mig, at mine tætteste mennesker respekterer min tid – hvilket de også gør. Det giver en enorm frihedsfølelse at jeg ved, at de respekterer min tid. Jeg oplever ikke, at nogle af dem føler sig berettigede til at skulle have en vis mængde af min tid. Jeg ved, at de forstår mig, og at de ikke forsøger at presse mig til at skulle alt muligt i weekenden for at gøre dem glade og tilfredse. Og det er simpelthen så rart.

Så det er ikke fordi, at jeg føler, at folk ikke respekterer min tid – og grundlæggende synes jeg også, at jeg selv har en stor respekt for min egen tid. Jeg bruger den ikke på hvad som helst. Og det er også en start – for hvis du selv føler, at du skylder andre mennesker din tid, så bliver det sgu svært at få plads til at gøre det, du selv har lyst til.

Jeg tror, at vi skal blive bedre til at huske os selv og hinanden på, at vi ikke skylder andre mennesker vores tid. Vi skal bruge vores tid med dem, vi har lyst til at være sammen med, og det burde virkelig ikke være nødvendigt at tvinge sig selv til at gøre noget, fordi man føler, at man skylder det til nogen. Ja ok, der er sikkert en masse undtagelser og nok især, hvis man har børn og det er ens tur til at have nogle andres barn til legeaftale. Og i det hele taget er barnet jo berettiget til at få størstedelen af ens tid, da barnet jo skal trives. Men hvis vi lige ser bort fra det, så synes jeg bare det er et skråplan at lade sig styre af, hvem der vil have ens tid. For det er der mange mennesker, der gerne vil.

Vi forventer af hinanden, at man som udgangspunkt kommer til fødselsdagen, og at man skal have en god grund til ikke at komme. Vi forventer af hinanden, at vi har lyst til at lave sociale ting i weekenden, og det er som om, at det ikke er en acceptabel årsag til et afbud, at man har mere lyst til at være derhjemme end at skulle ud.

Vi forventer af vores partnere/ægtefæller/venner, at de vil bruge deres weekender sammen med os, og hvis de vil noget andet end vi vil, så bliver vi fornærmede og måske direkte sårede. Jeg oplever særligt, at folk i langvarige parforhold har denne her idé om, at deres partners fritid automatisk går til dem. Og jeg er også selv skyldig i at have det sådan. Særligt før i tiden – da S havde fuldtidsjob og jeg havde meget lidt undervisning og læste hjemme. Der var jeg tilbøjelig til at betragte al hans fritid som tid, vi skulle bruge sammen. Hvis han havde fri en søndag, havde jeg svært ved helt at acceptere, hvis han hellere ville sidde alene hjemme end at komme med mig på familietur et sted i Nordjylland.

Jeg har altid gået meget ind for, at man ikke skulle presse sin partner til at deltage i ens egne familieting (eller i det helet taget presse sin partner til noget), men jeg tror først, at det er nu, hvor jeg selv har fået mindre fritid, at jeg egentlig forstår, hvor vigtigt det er. Hvor vigtigt det er, at man ikke forventer af ens partner at han/hun helt automatisk bare altid har lyst til at lave en masse med en i weekenden.

Det er en opdagelse, jeg er meget glad for at have gjort mig. For jeg ser en masse eksempler på parforhold, hvor grænserne imellem den enes tid og den andens tid er blevet fuldstændig udviskede, og det bare er endt med, at man per automatik gør alting sammen. Det kan så godt være, at det fungerer for nogen, men jeg tror nu bare, at alle mennesker har brug for at have tid, der er deres egen, og som de selv kan disponere over.

Tænk at få muligheden for at vælge hinanden til. Det er jo noget af det største, man overhovedet kan gøre. Hellere blive valgt til to timer på en søndag, end at personen bruger hele søndagen sammen med en selvom de ikke rigtig har lyst, men bare gør det af pligt.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi begynder at respektere vores egen og andres tid noget mere. Forvent ikke af folk, at de med den største selvfølgelighed bruger en hel lørdag på at komme til din fødselsdag. Bliv ikke fornærmet, hvis de ikke kommer. Men vær taknemmelig, hvis de har lyst til at bruge deres dag sammen med dig – og sæt pris på at de melder fra, hvis de alligevel ikke har lyst og overskud. Værdsæt din egen og andres tid, og lad være med at give andre skyldfølelse over at sige nej til ting.

Og lad for guds skyld være med at sige “Kom nu, du vil jo gerne! Vær nu lidt frisk!!!” (for så kommer jeg i hvert fald ikke til dit arrangement)

Hyg jer og nyd jeres velfortjente weekend, uanset om i tilhører arbejderklassen, SU modtagerne, de ledige eller topcheferne.

//A

Om usikkerheder og sikkerheder – at være på udebane og at finde hjem

Hej verden.

Jeg er alene hjemme. Jeg har ikke snakket med nogen hele dagen, udover en sur mand i Føtex og en sød kassedame. Jeg har snakket lidt med mig selv og kommunikeret via messenger og sms. Jeg har bagt rugbrødsstykker til madpakken og spist chips inden aftensmaden, som var en hjemmelavet tomatsuppe med nudler (som ikke smagte ligeså godt som forventet, nudler passer ikke så godt igen). Jeg har læst en lang tekst om hvordan systemisk tænkning kan anvendes indenfor forskning (og på trods af, at teksten var lang, kan jeg ikke forklare, hvad systemisk tænkning er).

Tempoet har været lavt. Der har været stille. Plads til at tænke. Plads til at stoppe op og mærke de fornemmelser, jeg tidligere har været i kontakt med, når jeg har været alene i længere tid ad gangen. Lige nu sidder jeg med en følelse, der minder mig om januar for tre år siden, hvor jeg fandt mig selv i sommerhuset. Følelsen af at have en ro i mig selv og at føle, at jeg har nok lige her, hvor jeg er – på trods af manglende sociale input i snart to dage.

Det er heller ikke tilfældigt, at det er på en dag som denne, at jeg sætter mig ned og skriver et blogindlæg. Det er som om, at mine tanker flyder bedst, når jeg er i en lettere mangeltilstand af sociale input. Det er jeg bare relativt sjældent her for tiden, og når jeg er mættet med stimuli, har jeg bare ikke samme trang til at skrive på denne blog. Jeg går måske igang med et indlæg, men får det aldrig gjort færdigt, fordi jeg ikke kan fokusere. Det er meget nemmere, når stilheden omringer mig – når der ikke er andre end mig selv, jeg skal forholde mig til. Jeg skal i et særligt gear – og det er rart at mærke, at jeg stadig kan finde tilbage til det gear.

Jeg er et interessant sted i mit liv lige for tiden. I min hverdag sker der virkeligt mange nye ting, og det har fået mange usikkerheder til at blusse op hos mig. Jeg er startet i psykologpraktik for to uger siden, og det er simpelthen så vildt og så spændende at komme ud og opleve, hvordan det virkelige liv som psykolog kan se ud. Men én ting er at studere psykologi – en anden ting er at arbejde som psykolog. Lige nu føles det som to vidt forskellige ting, og jeg kan kan godt mærke, at jeg ikke har den store selvtillid i forhold til at skulle agere som psykolog og terapeut på nuværende tidspunkt. Jeg tænker dog, at det måske er godt, at jeg har det sådan – for det betyder, at jeg har en ydmyg tilgang til opgaven. Jeg er klar over ansvaret, der følger med. Og det skal man også være!

Jeg er blevet fyldt med nye indtryk indenfor de sidste par uger, og den stejle læringskurve kan nok også være med til at forklare, at nogle usikkerheder blusser op. Jeg har allerede lært VIRKELIGT meget, på trods af kun at have haft seks hele arbejdsdage. Jeg tænker bare mere på alt det, jeg IKKE ved, fremfor det, jeg ved, og det, jeg kan.

Jeg kan bedst lide at kunne tingene på forhånd. Da jeg startede i 0. klasse var jeg meget frustreret over, at jeg ikke kunne hele alfabetet på forhånd – tænk at jeg først skulle lære det, imens jeg gik i skole!

Men at være psykolog er sgu noget andet end at lære alfabetet. Man kan ikke på forhånd sidde og træne sig op til, hvordan “man gør” – for det er en lang, måske endda livslang, læringsproces at blive en god psykolog. Jeg skal finde ud af, hvilken psykolog jeg vil være, og hvordan jeg vil være det. Og det finder jeg ud af med tiden!

I mellemtiden vil jeg stole på, at jeg har lært noget ved at studere i 3 ½ år, og at jeg kommer til at lære rigtigt meget i løbet af mit praktikophold de næste måneder. Jeg vil tage glædeligt imod al den læring, jeg kan få ud af det. Og så vil jeg stole på, at de fejl, jeg kommer til at lave, også er noget, jeg vil lære af – og at himlen ikke falder ned, selvom jeg gør/siger noget “forkert”. Jeg tror på, at jeg kan hjælpe, og jeg er blevet fortalt, at jeg er et sympatisk menneske – og mon ikke, at det er en fordel? Det tror jeg.

Nok om at være usikker – for i det store hele betyder det ingenting. Inderst inde ved jeg, at det er en naturlig følelse, når man pludselig står i en helt ny og uvant situation, hvor der er noget på spil og man er udenfor komfortzonen. Men jeg VED, at jeg bliver en god psykolog på et tidspunkt. Så må vi bare se, hvornår det bliver =)

Jeg kan håndtere usikkerheden uden at tage den alt for seriøst, da jeg samtidig har så mange ting og mennesker i mit liv, som jeg føler mig sikker på. Jeg ved, hvad der er vigtigt for mig, og hvem der er vigtige for mig. Og det skaber en gennemtrængende ro i mit sind.

Tre af de mennesker, jeg er allermest sikker på i dette liv, krammede jeg igår farvel i lufthavnen. Lige nu kører de rundt i en fed amerikanerbil i Miami i USA og lever livet. Imens sidder jeg her og mærker en altoverskyggende taknemmelighed og glæde.

Mine tre yndlingsmænd er på mandetur sammen, og det gør mig simpelthen så glad. Ingen af dem har været i USA før, og jeg ved, at det bliver en kæmpe oplevelse for dem – og det, at de er afsted sammen, gør mig altså varm om hjertet (hvis nogen skulle læse med, som ikke ved hvem mine tre yndlingsmænd er, så kan jeg informere om, at det er min kæreste, far og bror). De er mine favoritter på hver deres måde, og jeg synes bare, at det er så dejligt, at de får noget ud af livet og tager på sådan en tur sammen.

Jeg krammede dem alle farvel tre gange før vores veje skiltes i forhallen i Aalborg Lufthavn. Og der var et eller andet ved den situation, der fik følelserne til at vælde op i mig. Forventningens glæde i deres øjne, samtidig med den lidt ambivalente følelse af, at jeg ikke skulle med (jeg var inviteret, men takkede nej pga. mit praktikophold, hvilket nok lyder som en alt for voksen og dødsyg beslutning, men ikke desto mindre er det det, jeg har valgt). Det var underligt at sende dem afsted og selv tage bussen hjem til en stille lejlighed derefter.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at det er det helt rigtige, at de tre er afsted sammen. Det er den rigtige beslutning for mig, og jeg tror også, at det giver dem en anderledes tur, end de ellers ville få. De kan køre i en federe bil, fordi de kun er tre, og de kan tage på skydebanen så meget de vil, uden at skulle tage hensyn til mig, der er imod våben. Der er så mange gode ting ved, at de er afsted sammen, imens jeg bliver tilbage i hverdagen. Det føles bedre, end jeg havde regnet med – netop fordi, det er den rigtige beslutning.

Svend Brinkmann siger, at det er sundt at gå glip af ting – og det tror jeg på. Det føles godt at give mig selv lov til at fokusere på det, der lige nu fylder for mig, og samtidig bare ønske for min far, bror og S, at de får den bedste tur. At mærke i kroppen, hvor meget jeg under dem at få en vidunderlig mandetur med skydning osv.

Tænk at have mennesker i mit liv, som jeg kan have det sådan med. At jeg bare ønsker dem ALT det bedste, og at jeg ville hente stjernerne ned til dem, hvis jeg kunne. At min lykke er gjort, når jeg ser et billede af min bror, der storsmilende sidder i den fede amerikanerbil, og et billede af S med en stor stak amerikanske pandekager på en diner.

Selvom jeg ikke er der med dem, og selvom der er 10.000 km imellem os, så er vi på en eller anden måde alligevel sammen. Mine følelser for dem giver mig i hvert fald en fornemmelse af, at jeg har dem tæt på.

Jeg er så uendeligt heldig.

(og en smule melodramatisk, vil nogle måske sige, og det er der nok noget om..)

Jeg ved ikke helt, hvad mit budskab er med dette indlæg – men hvis du har læst det til ende, så ved du nu noget om, hvad jeg er usikker på, og hvad jeg er sikker på. Og der er selvfølgelig mange andre mennesker, jeg også er ufatteligt sikker på – og som jeg under en masse ture til USA eller Berlin, eller bare en dejlig tur i sommerhus, hvis det er det, de har mest lyst til =) Det er en vidunderlig følelse, at ønske det bedste for andre – og det er længe siden, at jeg har følt det så stærkt som lige nu.

Hyg jer.

//A

Siden sidst

Hej verden.

Først og fremmest: JEG FIK 10 FOR MIN BACHELOROPGAVE!!! Hvilket er vanvittigt (min opgave var god og velskrevet, men jeg synes sgu det er vildt at få 10 på universitetsniveau). Det er en kæmpe lettelse, og nu kan jeg omsider ånde lettet op op for alvor holde sommerferie (jeg afleverede i slutningen af maj, men fik først karakter+feedback for to dage siden). Alligevel valgte jeg at tage chancen og holde bachelorsommerfest for 25 mennesker for en uge siden, før jeg havde fået min karakter (da jeg godt turde antage, at jeg ikke ville dumpe). Og  det er jeg så glad for, at jeg valgte at gøre, for det var virkelig en fin oplevelse. Vi holdt det i sommerhuset og det var et skønt arrangement. Jeg havde planlagt, at vejret skulle blive godt, og det blev det søreme også. Vi kunne være udenfor hele dagen, og vi sad ude indtil kl 23, hvor de sidste gæster tog hjem. En vidunderlig dag, og fedt at markere, at jeg er færdig med min bachelor, for det har satme været noget af et arbejde! Jeg kan ikke helt forstå, at det allerede er tre år siden, at jeg startede på uni, men så igen, tiden går bare hurtigt. Og om to år er jeg HELT færdig!! Det er vanvittigt.


(min mor og jeg og en distraheret svigerfar, der muligvis kigger på et fly)

Generelt har jeg brugt min sommerferie på nogle gode ting, indtil videre. Jeg har lavet en masse sociale ting, hvilket har været mega befriende efter en lang periode, hvor jeg pga. opgaveskrivning ikke har haft særligt meget social energi. Og så har jeg læst to romaner indenfor en uge, og det er mange år siden det sidst er sket i det tempo – hvilket er skide godt. Jeg mærker hvor meget jeg har savnet at læse for fornøjelsens skyld. Jeg er også begyndt at tage på cykeltur – har godt nok kun gjort det to gange her i ugen, men det har været overraskende sjovt og ikke lige så hårdt som jeg havde forventet, så jeg ved, at det er noget jeg vil fortsætte med at gøre (bare ikke, når der er 28 grader varmt, ligesom der har været i dag).

Noget andet, der er godt og rart og samtidig vildt, er at jeg om en uges tid har været sammen med S i to år (!!) Det betyder, at jeg ENDELIG er berettiget til at sige ting som “efter alle disse år….” og “tak for alle de år, vi har haft sammen”, og det er sgu fedt.

Jeg kunne skrive så meget om S, og om hvor glad jeg er for ham, og noget om, at kærligheden er større end alt andet osv. Men det er bare ikke særlig lærerigt eller interessant for jer at læse om, så det vil jeg spare jer for. Jeg vil hellere skrive om det, der er udfordrende ved at være i et parforhold, men det gemmer jeg lige til en anden god gang.

Hurra for S, hurra for sommerferien, hurra for alle vidunderlige folk i mit liv, og hurra for, at jeg gør de ting, jeg elsker. Og hurra for jer, der har læst dette indlæg – jeg skal lige have oppet/uppet mit game lidt, som de unge siger, men jeg har næsten glemt, hvordan jeg plejer at skrive blogindlæg – jeg foretrækker at udtrykke mig igennem dige, men lige i dette tilfælde ville det være noget rod.

God sommerferie til jer allesammen, også jer, der ikke har sommerferie : )

Hyg jer!

//A

En livsopdatering

Hej verden – her kommer en livsopdatering.

Pludselig er vi kommet et godt stykke ind i august måned, og jeg begynder at kunne mærke, at min (voldsomt lange) sommerferie lakker mod enden. Jeg er efterhånden nået til det punkt, hvor jeg føler, at jeg har brugt tilpas meget tid på at gå rundt og være helt nede i gear – og jeg er begyndt at mærke et savn til min hverdag. Eller nok nærmere en længsel efter at hverdagen starter igen – for det bliver en helt anden hverdag, jeg får fra nu af sammenlignet med, hvordan det har været på de tidligere semestre. Jeg er flyttet til Aalborg, jeg bor med S, og jeg har allerede fået en enorm kærlighed til vores lejlighed i løbet af den relativt korte tid, vi har boet her. Det er et hjem nu – og det føles meget mere som end et hjem end min tidligere lejlighed gjorde. Derfor glæder jeg mig ekstra meget til at komme i gang med hverdagen igen – for jeg er virkeligt spændt på at se, hvordan det vil påvirke mig og mit studie, at jeg er flyttet.
Jeg har en forhåbning om, at jeg vil få et lærerigt og produktivt femte semester, og at jeg vil få mere overskud til at fokusere på mit studie. For selvom jeg er flyttet endnu længere væk nu, så tænker jeg, at det kommer til at gøre en stor forskel, at jeg har fået en hel del mere stabilitet i mit liv nu. S og jeg skal ikke rejse rundt for at kunne ses, vi har alle vores ting i den samme lejlighed nu, og vi har det samme hjem nu – og så er det et hjem, hvor jeg tænker, at vi kan bo et godt stykke tid. Alt det er en kæmpe lettelse, og det er med til at gøre mig meget mere glad og tryg. Det tænker jeg kommer til at have en positiv indvirkning på mit studie – både ift. min motivation men også mit fokus i det hele taget. Jeg tænker, at det bliver lettere at fokusere på at lære, nu hvor der er kommet en del mere ro på privatlivs-fronten. Og ja, nu er der så nogle lidt længere togture involveret, end da jeg boede i min gamle lejlighed – men det er hvad det er. Jeg bruger gerne lidt ekstra tid på at komme til og fra uni, når jeg har så skønt et sted at komme hjem til hver dag.
Apropos at flytte og at føle sig hjemme, så vil jeg lige reklamere for mit gæsteindlæg fra sidste uge, som jeg fik æren af at skrive på Lauras blog. Det handler om at flytte hjemmefra, så det kan I jo læse, hvis I selv skal flytte hjemmefra – eller bare har lyst til at læse om mine oplevelser. Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg i forbindelse med gæsteindlægget ville skrive et længere indlæg, omhandlende hvordan det har været at flytte sammen med S. Men jeg tror faktisk, at jeg vil vente med at skrive det – med fare for, at det så aldrig bliver udgivet, så kan jeg bare mærke, at jeg ikke føler så meget for at skrive det endnu – for det er som om, at der lige skal gå lidt flere måneder, før jeg reelt kan skrive noget konstruktivt om det. Det er jo en læringsproces at flytte sammen med et andet menneske, og vi er stadig ved at lære, hvordan man gør. Men meget kort sagt kan jeg afsløre, at jeg langt det meste af tiden er totalt vild med at bo med S, og at jeg synes, at vi klarer det rigtig godt. Vi er gode til at få snakket om tingene, og det er nok det bedste råd, jeg kan give til andre, der skal flytte sammen med nogen – om det så er en ven, en kæreste eller en tante. Husk at snakke med hinanden om de ting, der er vigtige for jer. Både de gode og dårlige ting. Tal ærligt med hinanden om det, der går jer på, og prøv at finde løsninger sammen. Så kan det ikke gå helt galt.

I denne sommerferie har jeg oplevet helt vildt meget, selvom jeg hverken har været ude at rejse eller på festivaler eller alt sådan noget. Jeg føler virkeligt, at jeg har brugt min tid på nogle gode ting, og der har også været en del store begivenheder involveret (jeg har det med at se mange ting som store begivenheder, bare kald mig dramatisk). Min bror blev student. Mine forældre holdt deres 50-års fødselsdagsfest, og alle var glade, og jeg dansede i mange timer og havde nogle meget høje sko på (dog ikke imens jeg dansede). S blev 25 år. Vi fejrede ham i tre dage (det lyder vildere, end det var). Jeg startede til kørekort. Vi var til koncert i Aarhus med Melody Gardot. Jeg indviede den nye træterasse i sommerhuset med min mor. Min yngste kusine flyttede hjemmefra i hendes helt egne fine lejlighed, og vi tilbragte en dag sammen med hende i Viborg. Jeg har været på så mange hyggelige (endags)ture denne sommer, både alene og sammen med mine yndlingsmennesker, og jeg er fyldt op med så mange gode og fine minder nu.

Jeg har mødt en masse nye og spændende folk, men jeg er også blevet genforenet med nogle af dem, som jeg har kendt virkeligt længe, men ikke lige har set så meget til i et stykke tid. Jeg har oplevet gamle venskaber blive bragt til live igen, og det er der et eller andet utroligt fint over. Og jeg har indset hvor vigtigt det er at holde fast i de mennesker, som jeg kan snakke med i timevis, selvom jeg ikke har set dem i et år (eller længere). Som jeg kan snakke med, grine med og være mig selv med, fordi det bare sker helt af sig selv. Dem, hvor det ikke betyder noget som helst, om de er syv år yngre end mig eller 28 år ældre. Der er noget utroligt fint over den slags relationer, og jeg håber at jeg fortsat vil huske, hvor betydningsfulde de er.
Det har været en utroligt vellykket sommerferie, og jeg føler, at jeg har opnået lige præcis det med dem, som jeg ønskede – uden at prøve alt for meget på at opnå noget bestemt. Heldigvis er der stadig nogle gode og vigtige ting i vente i den sidste del af min ferie – jeg skal til teoriprøve, jeg (og S) får besøg af mine gode ven Iris, som skal se vores lejlighed for første gang, jeg skal på nogle ture med min familie. Desuden kommer jeg sandsynligvis til at starte en ny serie på min blog, der kommer til at handle om mit og andre menneskers forhold til alkohol, og jeg glæder mig meget til det, men jeg er også lidt bange for at skulle åbne op omkring det – men mere om det i et fremtidigt indlæg. Og så skal der ske noget meget stort, som jeg desværre ikke kan fortælle noget om endnu (jeg kan dog afsløre, at det ikke handler om, at jeg udgiver en bog, for det gør jeg ikke, så vidt jeg selv er orienteret).
Spændende alligevel, ikke?

Trommehvirvel – som varer indtil næste indlæg, hvor jeg forhåbentlig kan sige noget mere (det er nok primært en stor ting for mig (selvom det egentligt ikke handler om mig), og ikke så meget for de fleste andre, men lad os trække spændingen i noget tid endnu).

Hyg jer – og husk at lukke vinduerne i nat, da det skulle blive et voldsomt regnvejr – eller også er det bare mig, der skal huske det.

//A

som dagene går | et digt

det er somme tider vanskeligt
at være en del af tosomheden
og det er nok uundgåeligt
på et tidspunkt at møde kedsomheden
//
jeg kan savne begyndelsen
hvor jeg på forelskelsen var høj
nu sidder jeg bare og tænker på
at vi snart skal have vasket tøj
//
kan du huske de dage
hvor vi havde mere end nok i hinanden
dengang ordene vi sagde
var som bølgerne på stranden
det er vel på tide at erkende
at der er andet i verden end mig
men jeg vil nok bare ønske
at jeg altid var nok for dig
//
nyforelskelsen varer ej evigt
på et tidspunkt må kurven flade ud
og det er sådan set rigtigt
at parholdet også indebærer uren hud
//
så må man stramme sig an
og gøre noget nyt og spændende
der er jo meget man kan
hvis man tør at blive hængende
for eksempel kan vi tage i skoven
og medbringe egen mad og drikke
vi kan være i ét med naturen
og sende hinanden stjålne blikke
//
vi kan også tage i IKEA
hvor vi kan teste hinandens grænser
vi kan investere i en farverig sofa
og kæmpe mod hinanden med sværd og lanser
//
vi kan rejse til eksotiske verdensdele
og finde de åbne sind frem
men set i det store hele
er livet det samme når vi kommer hjem
jeg kan somme tider tænke
at det er mig der skal fuldende dig
men du er jo din egen hest
og det ansvar tilhører ikke mig
//
vi kender hinanden bedre
for det er en anden tid nu
men vi har stadig noget at lære
der er meget vi ikke ved endnu
det gør måske ikke noget
at nyhedsværdien er blevet mindre
det betyder jo ikke
at vores skib er ved at kæntre
nyforelskelsen varer ej evigt
og det kan jeg godt acceptere
for som dagene går
elsker jeg dig mere og mere
der er stadig så meget
som venter på vores vej
så mange solopgange
jeg mangler at se med dig

hej jeg er glad | et digt om en dag med godt humør

hej
jeg er glad
og jeg synes
at det hele er godt
der er meget
at grine af
der er meget
som er smukt og flot
jeg ved
at det en ende har
men lige nu
er jeg lavet af glæde
jeg kan ikke forstå
at jeg for få dage siden
blot kunne råbe og græde
jeg danser rundt
med dem jeg elsker allermest
kom ikke og sig
at jeg ikke ved
hvordan man sparker liv i en fest
kald mig naiv og godtroende
men i dag er udsigten flot
man kan se meget mere
når man kommer lidt højere op
jeg har meget at lære
men jeg når det nok
jeg er godt nok heldig
at kunne have det så godt

Et flagrende sind

Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“.

Sådan sagde min mor til min far i sin tale, som hun holdt til deres fælles 50-års fødselsdag i lørdags. Et totalt vellykket arrangement med 70 glade gæster og musik og dans til klokken 2 om natten. Mine forældre havde hyret S og hans ene band til at spille til festen, og jeg dansede fra start til slut, kun afbrudt af korte pauser, hvor jeg gjorde hvad jeg kunne for at overtale diverse familiemedlemmer til at komme med ud at danse. Selvbevidstheden pakkede jeg langt væk, og på et tidspunkt, hvor der ingen var på dansegulvet, bød jeg min farmor op. Så dansede vi, bare os to, foran minimum 60 mennesker og bandet. Senere på aftenen gik mine kusiner og mostre også med til at danse (der skulle bare store mængder fadøl til), og så dansede vi rundt i en stor ring, hånd i hånd. Alle smilede og sang med på sangene, og det hele var så fint og upoleret på samme tid. Min mor var helt vild og dansede så meget, at jeg var bekymret for, at hun skulle få en knæskade. Hun blev ved med at råbe ind i mit øre “SÅ ER DER BAS! HVOR LYDER DET BARE GODT!” også når der var guitarsolo og man næsten ikke kunne høre bassen. Hun var helt oppe at køre, og jeg ligeså. Jeg kan godt lide, at hun bare lader sig rive med af den gode stemning og danser uden tanke for, om nogen kigger, eller hvordan det mon ser ud. Det bedste af det hele er, at hun både er sådan på et dansegulv og i hverdagen – der er hun også ret ligeglad med, om nogen synes, at hun danser lidt for vildt. Og det giver mig lyst til at gøre det samme.
Jeg husker, hvordan jeg dansede rundt med (næsten) alle dem, jeg holder allermest af i denne verden, imens alle sang med på “Kom Tilbage Nu” og andre festsange, og jeg ind i mellem kiggede op på S, der sang kor (og spillede fremragende). Jeg tænkte lige en gang eller to, at jeg egentlig var ret heldig, at jeg skulle dele seng med sådan en dygtig og pæn bassist, når festen var slut. Og så blev jeg også lidt stolt, fordi utroligt mange folk i løbet af aftenen kom hen og sagde til mig, at S godt nok var sød og dygtig. Og de sagde også pæe ting om mig og om festen og alt muligt. Jeg var flyvende. Og jeg dansede lige indtil det sidste nummer var slut – hvor kun jeg, mine forældre og to venner af familien var tilbage. Så dansede vi rundt i ring og jeg må indrømme, at jeg nød det. Jeg plejer ikke at danse (hvilket nok primært skyldes, at jeg meget sjældent befinder mig i situationer, hvor det giver mening at danse), men jeg havde lyst til det, og derfor gjorde jeg det. I starten var det mest fordi, at jeg kunne se, at der var nogen, der måtte sparke liv i festen, så S og hans band ikke skulle stå og spille for folk, der sad ned hele aftenen. Så jeg prøvede at lokke en masse mennesker med ud at danse. Men så blev jeg lidt grebet af den gode stemning og dansede fordi, at jeg havde lyst til det. Som sagt, jeg var flyvende. Følelsen af glæde og takemmelighed mærkede jeg så stærkt, at det ingen betydning havde, at jeg (som altid) var ædru. Jeg var høj på mine følelser (og så havde jeg nogle meget høje og ubehagelige sko på).De efterfølgende dage var også fyldt med glædelige begivenheder. Min bror blev student to dage efter den store fest, og det var virkeligt stort at dele den dag med ham. Det var som om, at verden stod åben for ham nu på en anden måde end før. Og der var noget helt vildt over at se ham blive student og give ham den lyseblå hue på, som han gav mig på for to år siden. Jeg kunne sprænge i luften af stolthed, og det er af en masse forskellige grunde, som jeg ikke vil forklare her. Men pointen er, at det var en rigtigt god dag, der fyldte mig med endnu flere gode og lykkelige følelser. Jeg kunne ikke andet end at sidde og smile, da jeg kom hjem til S om aftenen. “Jeg er bare så glad”, sagde jeg.Men højt af flyve, dybt at falde. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive ved med at svæve rundt og være fyldt af den ekstatiske glæde. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at mit humør altid tager et dyk nedad igen, når jeg har været helt vildt glad i en vis periode. Jeg føler alting meget stærkt, og derfor er der en pris at betale, når jeg har oplevet så mange store følelser på så intens en måde, og ikke rigtig har haft tid til at bearbejde det. Der har været sociale arrangementer både før og efter festen, og det har betydet, at det først er i dag, at jeg kan sidde ned og reflektere over alt det, der er sket den seneste uge. Det hele har været meget intenst, og det har nok også været lidt for intenst. Når det kommer til stykket er jeg en introvert person, og selvom det gør mig så glad at være sammen med så mange søde, imødekommende mennesker, og opleve så mange gode ting, så kan jeg ikke gøre det mange dage i træk uden at blive utroligt træt og drænet på et tidspunkt. Om jeg vil et eller ej, er der til sidst ikke mere energi tilbage i mig. Og så er det, at mit humør har det med at tage et stort dyk nedad.  Når det sker, så skyldes det, at jeg har svært ved at slippe alle de store følelser, jeg har følt. Det gør mig udmattet, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med alle følelserne, og hvordan jeg skal give slip på dem igen. Det lyder underligt, men det kan være hårdt at være rigtigt glad mange dage i træk. Det kan nok sammenlignes med en bil, der kører i et for højt gear i for lang tid, og som på et tidspunkt er nødt til at geare ned igen, hvis ikke den skal brænde sammen. For den kan ikke blive ved med at køre i det høje gear – det er den ikke lavet til. Når jeg har kørt i et for højt gear, påvirker det mit overskud, og pludselig føler jeg mig slet ikke lykkelig mere. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kunne overkomme så meget bare én eller to dage tidligere, og der skal ikke ret meget til at få mig til at græde. Det er de mest banale ting, der kan gøre mig ked af det – som fx dengang, hvor S spurgte mig, om ikke jeg kunne gå ned og købe en ost. Jeg bliver meget overfortolkende og ekstra sensitiv, når jeg har kørt i for højt et gear.  Så kan jeg græde fordi der er rodet i stuen, eller fordi S har sagt et eller andet for sjov, som min trætte hjerne tror var alvorligt ment. Jeg har et flagrende sind. Jeg ved, at det påvirker de mennesker, der er tættest på mig, og jeg ved, at det kan være svært at finde ud af, om man skal være bekymret for mig eller bare sige “det går nok” og nusse mig i håret indtil jeg falder til ro igen. Jeg ved, at jeg kan være urimelig, og jeg ved, at jeg bør blive bedre til at forklare, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Men det er ikke altid, at jeg i situationen selv forstår, hvorfor jeg har det sådan. Jeg kan blive bange og nervøs for, om den nu er helt gal med mig, og jeg tænker, at jeg er til besvær, og at det ville være lettere for både mig selv og mine nærmeste, hvis jeg ikke havde så store og hyppige udsving i mit humør.Men jeg ved også, at jeg er meget mere end mine udsving. Jeg ved, at jeg er elsket, og jeg ved, at jeg ikke skal være glad og ekstatisk hele tiden for at folk vil holde af mig. Jeg ved, at mit flagrende sind ikke er noget forfærdeligt, som jeg skal skamme mig over eller forsøge at ændre på – for det er en del af mig, og uden et flagrende sind, ville jeg ikke være den jeg er, og jeg ville ikke kunne udrette de samme ting. De bedste af mine digte har jeg skrevet, når mit sind har flagret enten op eller ned – når jeg har været fyldt med tristhed, melankoli og frustration, eller når jeg har været fyldt med den ekstatiske glæde, som jeg tror vil vare for evigt. Hvis jeg ikke havde de store udsving i mit humør, så ville det måske være et lettere liv på nogle måder, men det ville også være mere kedeligt og mindre meningsfuldt. Og selvom det kan påvirke dem, jeg holder allermest af, at mit humør kan ændre sig hurtigt og meget, så ved jeg, at det ikke betyder, at jeg bare er til besvær. For jeg har meget at give af, og når jeg er glad og på toppen kan jeg sparke liv i festen – enten ved at danse med farmor foran 70 mennesker eller ved fx at lave dobbeltpanerede wienerschnitzler til S, fordi jeg lige syntes, at vi skulle fejre, at det var onsdag. Jeg kan finde glæden i små ting, som mange andre måske ikke får det store ud af, som fx at se på ænder, male et billede af en giraf eller at se mine kaktusser vokse sig større. Jeg keder mig sjældent, fordi mit humør næsten aldrig er neutralt. Ikke, at jeg altid er enten 100 % lykkelig eller 100 % trist – men jeg er altid grebet af en eller flere bestemte følelser, som påvirker hvordan jeg oplever ting.Jeg udvikler mig, og i takt med at jeg udsætter mig selv for nye ting, lærer jeg mit flagrende sind bedre at kende. Jeg bliver bedre til at forstå mig selv, og det gør det lettere for mig at sætte grænser og undgå at gøre alt for meget på én gang. Men livet kan ikke planlægges efter mit humør og mit optimale stimulationsniveau, og derfor ved jeg, at det sandsynligvis vil forblive sådan her – at mit sind vil forblive flagrende resten af mit liv. Og jeg tror, at det kommer til at blive et spændende liv, for på mange måder kan jeg få noget godt ud af mine udsving. Men forhåbentlig vil jeg fortsat blive bedre og bedre til at håndtere det, så jeg ikke alt for ofte behøver at bryde grædende sammen pga. en ost – men somme tider er løsningen faktisk at græde, uanset om det er over en ost eller noget udefinerbart. Ofte er der ikke andet galt, end at jeg er udmattet, og når jeg græder, får jeg det ud. Og så kan jeg dagen efter slet ikke huske, hvad problemet var. Så jeg vil gerne opfordre andre til at prøve det, når I er udmattede/overstimulerede, for det kan være effektivt. Bare husk, at jeres nærmeste måske bliver mere bekymrede, end de behøver at være, hvis de selv kun græder, når nogen er døde eller et eller andet helt forfærdeligt er sket. Du skal nok lige forklare dem, at du bare trænger til at græde, og at himmelen ikke er ved at falde ned eller noget.Som nævnt indledningsvis sagde min mor til min far i sin tale i lørdags: “Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“. Jeg sad og smilede af hendes fine ord, imens jeg holdt S i hånden og alle i salen var stille. Jeg tænkte, at jeg med garanti vil sige præcis det samme, hvis jeg engang i en eller anden anledning skulle holde en tale for S. For mit flagrende sind har jeg fra hende. Vi danser til alle andre er gået hjem, og nogle gange snakker vi meget hurtigt og er helt oppe at køre pga. en nyindkøbt zinkbalje, en solnedgang eller flot keramik. Andre gange er vi udkørte og urimelige, fordi nogen sagde noget irriterende, og vi kan hidse os totalt op, hvis der er nogle mænd, der gerne vil se TopGear med fjernsynet skruet helt op imens vi sidder i rummet ved siden af (også når det er nogle mænd, vi holder kraftigt af). Nogle gange vil vi bare have ro. Og andre gange kan vi blive ved og ved med at danse.Når jeg tænker på, at jeg har mit flagrende sind fra hende, så kan jeg ikke skamme mig over det eller føle, at jeg er forkert. For jeg kan se, hvordan hun med sit flagrende sind giver rigtigt meget glæde til en masse mennesker. Hendes følgere på Facebook elsker at se hendes billeder af solnedgangene i sommerhuset, og de elsker at høre om hendes nyeste projekter – om det så er en terrasse, en rabarbertærte eller noget helt tredje. Det afgørende er, at hendes begejstring for ting skinner så meget igennem, at man selv bliver smittet med glæden. Når hun er glad, er man ikke i tvivl om det, for så er hun virkeligt glad. Og så er der så mange andre mennesker, der også bliver glade. Hvis hun ikke havde et flagrende sind, så tror jeg ikke, at glæden ville smitte ligeså meget. Og det samme gælder for mig selv. Da mine svigerforældre mødte mig første gang sagde de bagefter til S, at de godt kunne lide mig og mit gode humør, og at jeg er lattermild og alt muligt. Jeg fornemmer, at der er rigtigt mange, der opfatter mig som lattermild og meget glad. Det er jeg selvfølgelig glad for, men det kan somme tider være svært, fordi jeg kan føle, at jeg så skal være sådan hele tiden for at være mig. Men jeg øver mig i at tænke, at der ikke er nogen, der altid er glade, og at jeg godt må være trist og sur nogle gange uden at det betyder, at jeg ikke er mig.Med dette indlæg håber jeg at kunne give jer, der læser med, en større indsigt i, hvorfor jeg er, som jeg er, og at det måske kan føre til, at I selv reflekterer over, hvordan jeres sind er. Måske har I et lidt mere stabilt humør med færre og mindre udsving eller måske er I lidt flagrende, som det er tilfældet med mig. Jeg ved, at jeg helt sikkert ikke er alene om at have udsving i mit humør, og derfor udgiver jeg dette indlæg. Jeg har intet at skamme mig over – selvom det da ikke er vildt fedt at indrømme overfor verden, at jeg har grædt pga. en ost. Men hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at blive en god psykolog en dag, så er det nok en god idé, at jeg selv står ved mine svage sider, så jeg engang kan hjælpe andre mennesker til at gøre det samme. For det forholder sig sjældent sådan, at en “svag” side udelukkende er noget negativt – der er næsten altid noget positivt ved det også.

Hyg jer – og husk at trække vejret og være dem, I er.

 

//A

 

jeg trækker vejret igen

jeg har savnet mit eget selskab
det er så længe siden sidst
jeg har savnet at gå på eventyr
og mærke at jeg igen kan ånde frit
 jeg har meget at fortælle
om alt hvad jeg har gjort og set
jeg er færdig med at glemme mig selv
og undertrykke min kreativitet
jeg var stille i en periode
men nu er det fandme slut
jeg hører mig selv råbe højere
nu er jeg alt andet end ængstelig og mut
jeg var ved at blive væk
men nu er jeg min egen ven
det må være sådan her det føles
at kunne trække vejret igen

Hej, jeg lever endnu og jeg er stadig relevant

Hej verden.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte. Der er sket virkeligt meget siden jeg skrev mit sidste indlæg, som var et farvel-digt til min gamle lejlighed. Og jeg vil gerne fortælle om det hele, men I får ikke alt på én gang, da det ville blive et meget langt indlæg med 1000 billeder.

I skrivende stund sidder jeg i baghaven nedenfor vores lejlighed. Jeg er i et fremragende humør, og det har jeg været lige siden jeg afleverede min eksamensopgave torsdag eftermiddag. Det var ikke en specielt god oplevelse at skrive den eksamen, og i et kommende indlæg vil jeg gerne uddybe det. I det hele taget føler jeg, at mit forhold til eksamen har ændret sig en hel del, efter jeg er kommet på uni, men den historie får I en anden dag.

Jeg har ikke udgivet noget siden slutningen af april, men nu er jeg tilbage. Jeg har så meget at skrive om, men jeg skal bare lige finde ud af, hvordan jeg skal gøre det. Jeg har igennem hele eksamensperioden (dvs. den seneste måned) gjort hvad jeg kunne for at undertrykke min kreativitet. Det lyder trist, men det har været nødvendigt, og jeg er stolt af, at jeg har fået udrettet så meget i læseferien. Det ville jeg ikke, hvis jeg havde siddet og skrevet digte dagen lang. For problemet er, at jeg har svært ved at stoppe igen, når jeg først er kommet i gang. Så derfor har jeg sagt til mig selv, at de store kreative projekter måtte vente til jeg fik ferie.  Og det har jeg nu.

Det føles meget befriende, men også meget underligt. Den seneste måned har været rimeligt krævende rent mentalt, og der har været meget nyt, jeg har skullet forholde mig til, samtidig med at jeg har læst op. Lad os sige det sådan, at jeg har opdaget, at det måske ikke var den smarteste idé at flytte lige inden eksamen, og at det har været hårdt på nogle måder, jeg ikke lige havde forventet. Men nu, hvor jeg sidder her og det er gået op for mig, at jeg har klaret mig igennem det hele, så fortryder jeg på ingen måde valget om at flytte på det tidspunkt. Jeg har været presset og udfordret, og det har været nogle overvældende uger, men det var det hele værd. Nu er der ferie, og flytningen er klaret, og nu kan jeg bruge tid på at udforske min nye by.

De første uger her føltes det meget som at være på en storbyferie. Vejret har været fantastisk lige siden dagen efter vi flyttede ind, og derfor føltes det lidt som en drøm, som noget, der umuligt kunne vare ved. Pludselig befandt jeg mig midt i en relativt stor by, hvor der er 100 meter til Netto og 200 meter til gågaden. Og så gik selve flytningen så hurtigt, at min hjerne ikke helt kunne følge med. Om morgenen tømte vi min gamle lejlighed, og så hentede vi nøglerne kl. 12 og flyttede alle vores ting ind i løbet af dagen. Samme aften sov vi her første gang, og det hele var meget underligt.

Men der gik ikke lang tid, før jeg begyndte at føle mig hjemme. Ikke hele tiden, men i små glimt. Det var en spirrende forelskelse, der gik i gang. Og jo mere tid jeg bruger her, og jo mere jeg kommer ud at se, jo mere føler jeg mig hjemme. Jo mere jeg går rundt og opdager, at jeg faktisk godt kan finde rundt i byen og at jeg har en god fornemmelse af, hvor de forskellige ting ligger henne i forhold til hinanden, jo mere føler jeg mig hjemme.

For første gang i lang tid bor jeg et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo i mange år endnu. Det er den følelse, jeg savnede så meget i den gamle lejlighed, og det var den følelse, der gjorde det svært at bo hjemme i den sidste tid. Jeg vidste godt, at jeg var på vej videre, men jeg vidste ikke præcis hvorhen. Men det ved jeg nu, for jeg er her.

Hurra for det hele.

Hyg jer – og husk solcremen.

//A

du må have et godt liv | et digt

du lærte mig
at være alene
og mange tak for det
men lad os nu
få det på det rene
jeg er nødt til
at forlade dig
mine ting skal bo et andet sted
sammen med en sød bassist
du kommer ikke til at være med
og jeg forstår hvis det gør dig trist
du kender ham godt
du har set ham en hel del gange
han er klog og sjov og flot
og de gode stunder har været mange
men jeg må vælge
og det er let for mig
det skal være os to
så kære lejlighed
farvel og tak til dig
du har været så tolerant
selvom jeg kunne have været bedre
til at gøre rent
jeg lover at vaske dine vægge og dit gulv
inden det er for sent
du har klaret det flot
og det er et vemodigt farvel
du ved vel godt
at du ikke skal tage det personligt
det handler ikke om dig
det må du huske på
problemet er mig
og derfor er jeg nødt til at gå
farvel lyder så hårdt
for vi har været så glade
måske var tiden kort
men tak for det vi havde
jeg drejer nøglen om
for jeg skal nye veje
du må have et godt liv
jeg håber ikke
at jeg har larmet for meget
sikke en tid
vi har haft med hinanden
farvel kære lejlighed
må du blive glad med en anden