Kategoriarkiv: hovedpine

Tilbage til virkeligheden – en dramatisk beretning

Hej verden.

Jeg har haft en begivenhedsrig dag, hvor der er sket mere, end der sammenlagt gjorde i hele januar. Sådan føles det i hvert fald. Så her følger en beretning om min dramatiske første dag tilbage i samfundet efter min lange fredfyldte ferie.

Dagen startede kl. 6.15. Det var utroligt tidligt, og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst er stået op på det tidspunkt. Umiddelbart kunne jeg ikke lide det, da jeg havde det fysisk dårligt (særligt pga. hovedpine) og virkeligt ikke havde lyst til at komme afsted. Men jeg var godt klar over, at det ikke skyldtes andet end at jeg var stresset og en smule angst for at skulle igang med hverdagen igen. Kort sagt har jeg det generelt ret svært med forandringer, så jeg bliver altid utroligt nervøs over alting, inden jeg skal starte noget nyt/skal ændre på min rutine. Men det skal det ikke handle om nu, for pointen er, at jeg kom afsted alligevel. Jeg endte med at få en overraskende god dag, og det hele startede med den afgørende detalje, at jeg havde glemt at tage min vandflaske med.

(Uhhh, spænding, trommehvirvel osv.)

Dette resulterede i, at jeg startede med at gå i kantinen da jeg ankom til uni kl. 8.30 i morges. Her købte jeg en flaske vand og en kop kaffe (biodynamisk, økologisk, miljørigtig, billig og ikke specielt velsmagende). Så satte jeg mig og nød den biodynamiske kaffe og stilheden (før stormen), eftersom der kun var to andre mennesker i kantinen på det tidspunkt. Efter nogle minutter kom en fra min studiegruppe (dvs. en af de personer, jeg skulle forestille at være i studiegruppe med, selvom vi i alt har mødtes tre gange indenfor tre måneder og aldrig har været samlet alle fire). Hun havde også glemt sin vand, så vi havde noget til fælles, hvilket jo altid er godt. Vi snakkede lidt om diverse ting, og så kom der en tredje person fra vores hold/klasse/hvad end det er, og så snakkede vi om flere ting og tog til forelæsning. Vi sad et relativt godt sted i auditoriet (selvom der ikke er nogle gode steder at sidde, da det aldrig er godt at proppe 230 mennesker ind i ét lokale, og forsøge at presse dem sammen på så lidt plads som muligt, hvor man både sidder dårligt, næsten ingen bordplads eller benplads har og hvor man er tvunget til at have fysisk nærkontakt med alle mennesker, der sidder på samme række som en selv, hvis man selv eller de skal ud.

Men det var alt sammen bedre end forventet, og jeg tænkte kun “aaaarrrhhh jeg vil væk” to-tre gange i løbet af de tre timer, vi var derinde. Vi havde to forskellige forelæsere i dag, og de hed begge to Dorthe. Så det er vel meget godt. Jeg lærte noget om kognitionspsykologi og opmærksomhed, så det var en succes.  Jeg fik også snakket med alle mulige mennesker i pauserne, så jeg er stolt over mig selv, eftersom mit mål med dagen bare var at overleve. Jeg fandt ud af, at mange andre også havde det lidt hårdt med at skulle igang igen, så jeg begyndte at føle mig lidt mindre alene med alle mine bekymringer. Hurra.

Efter forelæsningen gik jeg til Trøjborg for at hente nogle kompendier i et kopicenter. Men forinden valgte jeg at udfordre mig selv yderligere ved at gå ind i Trøjborg Centret (et meget lille og overskueligt indkøbscenter, som jeg aldrig havde været i før). Det er det eneste “storcenter” i Aarhus eller i verden generelt, som jeg har oplevet som værende et meget stille og roligt sted. Jeg kunne godt finde på at komme tilbage dertil.

Generelt kan jeg godt lide Trøjborg. Hvis jeg nogensinde blev tvunget til at flytte til Aarhus, så ville jeg foretrække at bo der, da det er sit eget lille samfund med hyggelige bygninger og mindre storby-stress end der er i midtbyen.

Jeg fik hentet kompendierne og derefter gik jeg tilbage til uni igen. Min plan var, at jeg skulle hente et tredje kompendium, men det gik i vasken, eftersom jeg havde glemt at tage den billet, der fungerede som bevis for, at jeg havde betalt, med. Som bekendt bliver langtidshukommelsen jo forringet af stress, så jeg har en teori om, at det nok var derfor. Jeg har printet billetten ud, men jeg har ingen idé om hvor den er henne. Jeg tror måske, at den ligger ude i sommerhuset i min bog om placeboeffekter. Så jeg har nu printet den igen, og vil forsøge igen i morgen, hvor det forhåbentligt går bedre.
Generelt var jeg ret forvirret og træt på det tidspunkt, hvilket jeg selv synes er meget forståeligt eftersom klokken var 13 og jeg allerede havde været vågen i 7 TIMER. Jeg gik også forkert på vej hen til det sted, hvor jeg skulle hente det tredje kompendium, og da min reaktionsevne i dag er forringet pga. feriens påvirkning af min krop, endte jeg med at stå i en døråbning i flere sekunder og stirre på tre mennesker, der slet ikke var dem, jeg skulle bruge. Jeg kendte tilmed den ene af dem, men jeg var for forvirret til at sige noget, så jeg vendte bare om og gik hen til den rigtige dør i stedet (som var lige på den modsatte side af gangen. Sådan er det med en mangelfuld stedsans).

Jeg endte med at opgive at gøre flere ting, der involverede, at jeg skulle kommunikere med folk eller huske alt muligt. Så jeg fandt et nyt og godt sted at sidde og læse, hvilket var en succes, da jeg sad relativt isoleret fra andre mennesker (hurra), havde en god udsigt, havde et helt bord for mig selv og vidste, at der var toiletter tæt på. Det var en succes.
Jeg tog et ekstremt opstillet billede, som jeg lagde på Instagram, fordi jeg forsøger at fremstille mit liv som om, at det er perfekt. Det gav pote, da jeg fik 14 likes indenfor fire timer. Jeg ved ikke, om det er meget, for jeg lægger normalt aldrig rigtigt mærke til det.
Derefter satte jeg mig til at se et afsnit af SKAM og spise min middagsmad. Jeg fik også Pepsi Max, en lakridspibe og nogle karameller (som står lige til venstre for det, som det opstillede billede viser, ellers havde jeg aldrig fået social anerkendelse i form af likes).

Efter det udrettede jeg ting. Jeg skrev noter til nogle sider, jeg allerede havde læst og læste lidt mere og skrev flere noter i nogle timer, hvilket gik ret fint. Det handlede om forskellige tilgange til den kognitive psykologi, og i dag læste jeg primært om noget kaldet “computational cognitive science”, hvilket kort sagt er, at man udvikler computermodeller, der kan bidrage til en bedre forståelse af den menneskelige kognition. Fint skal det være.

Da klokken blev 16.30 pakkede jeg sammen og gik, da jeg havde planer om at nå bussen kl. 16.39. Dette blev endnu en af de ting, der mislykkedes i dag. Det var utroligt ynkeligt, eftersom jeg ville have nået det, hvis jeg var gået 30 sekunder tidligere. Men sådan skulle det ikke være. Da der var 25 minutter indtil den næste bus skulle komme, valgte jeg at få det bedste ud af det og gå hen til det næste stoppested. Dette resulterede i, at jeg udviklede forstadiet til nogle nye vabler (tror jeg, jeg har ikke set efter), eftersom jeg havde mine dårlige støvler på (mine vinterstøvler med hæl, som ikke er gode at gå i over længere distancer, hvilket jeg har fået bevist empirisk utallige gange nu). Det åndssvage var, at jeg havde taget dem på, fordi de var de eneste sko/støvler, der ikke forværrede mine allerede eksisterende vabler. Til gengæld fik jeg så nogle nye. Så hurra for det. Nu er mit store problem, at jeg ikke ved hvilke sko jeg skal tage på i morgen. Det vil betyde smerte uanset hvad, så måske er løsningen at lade være med at tage sko på eller at tape mine fødder ind i et eller andet, der kan fungere som et beskyttende lag. Eller måske bare at undlade at tage ud i samfundet igen nogensinde.

(En hjemmelavet model af hjernen, som beviser, at neuropsykologi og vandfarver sagtens kan kombineres).

For at trække tiden ud valgte jeg at gå i Netto, som lå på vejen til det næste stoppested. På det tidspunkt var klokken lidt i 17, og jeg var træt og sulten men også stolt af mig selv, fordi jeg havde klaret den lange dag. Så jeg impulskøbte en banan, noget skyr og en pose lakridser med god samvittighed imens jeg forsøgte at undslippe alle de stressede forældre med ligeså stressede og umulige børn. Derefter gik jeg så hen til stoppestedet, hvor jeg endte med at tale engelsk med en person, der på engelsk (surprise) spurgte mig, om jeg vidste hvilken bus hun skulle tage for at komme til Skejbyparken. Jeg skulle lige vænne mig til at snakke engelsk med et levende menneske igen, da det sker så sjældent, så jeg fik sagt et eller andet der forvirrede os begge mere end det gavnede. Jeg vidste ikke rigtigt hvor Skejbyparken var, men heldigvis indså jeg efter ca. et halvt minut at jeg havde internettet til at komme mig til undsætning. Så jeg søgte på Skejbyparken på Google Maps og fandt ud af, at det var utroligt tæt på, så vi blev enige om, at hun ligeså godt kunne gå derhen. Hun takkede og jeg følte mig god, fordi jeg havde været i stand til at hjælpe selvom min hjerne føltes som alt andet end funktionel. Dog gad jeg godt at vide, hvad helvede hun skulle i Skejbyparken en onsdag eftermiddag efter kl. 17. Men det må blive et af universets små mysterier.

Og SÅ tog jeg hjem, og var hjemme kl. 18. Jeg havde helt glemt hvordan det føles at komme hjem efter en meget lang dag; der er noget over det, der både er glædeligt og træls. Men selvom denne dag ikke rigtigt har været en blød opstart, så har det været en helt fin dag, som fik mig til at indse, endnu en gang, at det nogen gange bare handler om at gøre de ting, jeg er nervøs for, i stedet for bare at sidde og føle mig stresset over noget, jeg ikke engang har gjort endnu.
Jeg føler mig mindre stresset nu, da jeg nu føler, at jeg er kommet lidt igang igen, og at jeg godt kan klare det. Dog er jeg stadig lidt foruroliget over, hvordan jeg skal få tid til alting dette semester, men jeg skal nok finde løsninger på det hele, og det skal nok blive læringsrigt. Heldigvis er jeg mere motiveret end jeg var sidste semester, og jeg vil faktisk virkeligt gerne forstå hvordan hjernen er opbygget. Især fordi jeg så ville kunne bruge disse begreber (og forklare deres betydning) i en samtale og på den måde fremstå sofistikeret: presynaptisk membran, neuroplasticitet, mikroglialceller og nucleus accumbens.

Nåh, I må hygge jer. Jeg beklager at dette indlæg primært handlede om mig (dvs. udelukkende handlede om mig), men det var alt det kunne blive til i dag. Og det viser meget godt, hvordan hele ens dag kan formes af en glemt vandflaske. For hvis jeg ikke havde glemt den vandflaske havde jeg nok handlet helt anderledes, og så var min dag nok blevet en helt anden. Nogle gange er det fejltagelserne der leder til de gode oplevelser. Så måske var det slet ikke en fejl, at jeg glemte den vandflaske (dette betyder dog ikke, at jeg går ind for at bruge penge på plasticflasker mere end nødvendigt, da dette IKKE er godt for miljøet (lidt medlem af Alternativet er man vel)).

(Dette billede er meget ude af kontekst, men uanset hvad vil det altid være udenfor kontekst på denne blog, så her har I det alligevel)

(Jeg har ikke selv skrevet det, hvis nogen skulle tro det, og nej, jeg har heller ikke forsøgt at ringe op til nummeret, selvom min bror mente, at jeg skulle gøre det. Dog synes jeg, at det er opfindsom strandkunst. Jeg så det på stranden mandag formiddag, og jeg har siden da filosoferet over, hvem helvede der har lavet det, eftersom jeg aldrig har mødt nogle unge mennesker på den strand, og slet ikke i vinterperioden. Måske er gerningsmanden i virkeligheden en af vores rødvinsdrikkende pensionist-naboer, de har det jo med at overraske).

 

Må februar blive fyldt med gode dage, smil, grin, nye sange og forhåbentligt færre impulskøb og bedre kaffe end denne dag har budt på.

Hyg jer.

//A

 

Stress – slipper jeg nogensinde væk?

Hej verden.

Jeg troede egentlig, at jeg havde formået at få mit stressniveau til at falde, og at alt var fint. Jeg har læst en selvhjælpsbog ved navn “Fuck it – The Ultimate Spiritual Way”, som handler om, at man skal indse, at de fleste ting, som man spekulerer over, faktisk ikke betyder noget som helst. Da jeg havde læst den færdig havde jeg det godt, og følte at jeg havde kontrol over situationen, hvilket jo altid er rart.

Jeg har været stresset over, at eksamen nærmer sig, og at jeg føler, at jeg skal præstere en hel masse. At jeg skal have styr på alt muligt, som jeg ikke føler, at jeg har tilstrækkeligt styr på, som fx vejr og klimaforløbet i geografi og integralregning og statistik i matematik. Jeg syntes, at der var så meget jeg skulle have styr på, at jeg ikke kunne overskue hvor jeg skulle starte.
Men for to uger siden besluttede jeg mig så for, at det fandme kunne være nok, og at jeg ikke gider at have ondt af mig selv, bare fordi jeg har seks eksaminer foran mig. Så jeg gik igang med at forberede mig til mundtlig matematik eksamen, hvilket er et stort projekt, men egentlig viste det sig, at det ikke er så forfærdeligt, som jeg troede. For jeg indså, endnu en gang, at det hele handler om motivation. Det gør det i hvert fald for mig. Hvis jeg er motiveret for at lære noget, og få styr på noget, så er det ikke et problem for mig. Hvis jeg har tid til at sidde med det selv, og se på det indtil jeg forstår det, så kan jeg sagtens klare det, selv integralregning. Så jeg føler heldigvis, at jeg har fået mere styr på matematikken, hvilket er rart. Dog har jeg stadig nogle forberedelser jeg skal have lavet, men det skal jeg nok nå.

Så det er ikke matematik der stresser mig. Troede jeg.
Jeg har i de sidste par måneder forsøgt at overbevise mig selv om, at det ikke er så satans vigtigt, om jeg får 7 eller 10 eller 12, og at jorden ikke går under, hvis jeg får 4 i geografi. Men uanset hvor meget jeg prøver at få min hjerne til at forstå det, så virker det ikke helt.

wpid-wp-1431963041985.jpeg

(Matematik-Kirstens forsøg på at forklare os et bevis ved brug af tretrinsreglen. Hun har skrevet alt dette på hovedet, imens hun sad overfor os, hvilket beskriver, at matematiklærere må have overnaturlige evner).

Hvis jeg skal analysere mit problem psykologisk, så skyldes det set ud fra psykoanalysen, at mit overjeg /idealjeg er for stort. Det mener, at jeg skal være en person, der får 10 og 12 i alle fag, og klare det godt, og være sådan en, som altid gør sit bedste og har styr på sig selv og sin fremtid og skal på universitetet og have en god uddannelse, og leve et godt liv uden stress og desuden læse mindst to bøger hver uge. Mit overjeg mener ikke nødvendigvis, at jeg skal være populær eller at folk skal se op til mig, men det mener, at jeg skal være mig selv og gøre alt det, som jeg gerne vil, som fx at tage til udlandet og se hele verden, på road trip i USA, og turde også at gøre ting alene, så jeg føler mig tryg ved mig selv.

Så er der min underbevisthed, som er bange for, at jeg ikke kan klare alle de ting. Og det har mit overjeg det ikke godt med, da frygt og usikkerhed ikke er en del af de ting, som det mener, jeg skal indeholde. I midten er mit jeg, som forsøger at holde styr på alting, og få mig til at træffe de rigtige beslutninger, og gøre det som JEG gerne vil, og ikke det jeg føler at jeg BURDE gøre.
Alle problemerne opstår, når man føler, at der er ting man bør gøre. Og det har jeg vidst meget længe. Men FUCK hvor er det svært at slippe ud af det. Og alle mennesker har problemer med det. Måske ikke buddhistiske munke der er i balance med sig selv og er på vej til nirvana, men ellers. Det er karakteristisk for mennesket i det senmoderne samfund, at vi har et stort overjeg, som meget ofte kommer til at tage styringen, så vi glemmer, hvad vi egentlig selv har lyst til. Overjeget bliver påvirket af ens opdragelse og omkringliggende miljø, medierne og samfundet, og den måde som, man føler, man bør være på.
Overjeget vil gerne tage styringen. Og hvis man lader det ske for meget, så tror jeg personligt, at det fører til stress.

wpid-wp-1431963018401.jpeg

Jeg fandt ud af i fredags, at jeg i uge 24 har tre mundtlige eksaminer. TRE!!! Indenfor FEM dage!!!! Og da jeg hørte det, kunne jeg mærke hvordan mit “jeg er ligeglad med alt, jeg kan klare det-humør” lige så langsomt forsvandt meget hurtigt. Det er alle mine B-niveau fag der ligger i den uge, hvilket ikke gør det bedre. Først har jeg matematik enten den 8 eller 9, så samfundsfag d. 10 eller 11 og psykologi den 11. eller 12. Det er problematisk, eftersom samfundsfag og psykologi er 24-timers eksamener, hvor vi på den tid skal skrive en synopsis og forberede vores oplæg. Lidt hurtig hovedregning giver resultatet, at jeg ikke på noget tidspunkt de 5 dage, får den store mulighed for at nå at slappe af, og den tanke er meget meget stressende. Når jeg har været til eksamen, så er jeg normalt fuldstændig udtømt for energi, hvilket er meget naturligt. Jeg er (for det meste) i godt humør, men jeg er udkørt, og jeg skal bruge mindst 2-3 dage på at komme mig efter oplevelserne.

Men det kan jeg så se nu, ikke kommer til at blive en mulighed den uge, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ved det.

Alt dette forsøgte jeg at stoppe med at tænke over, og en del af mig forsøger stadig at tro på, at datoerne bliver ændret så alt bliver godt. Dog er der ikke så stor en sandsynlighed for at det sker, så derfor må jeg forsøge at acceptere det. Men jeg kan ikke helt se hvordan jeg skal det.

Så i går da jeg egentlig troede, at jeg havde det fint, fik jeg det pludselig skidt. Jeg fik hjertebanken og følte mig svimmel, og syntes at lyset var for skarp og fik hovedpine og kvalme. Jeg havde det som om, at jeg var i Føtex en fredag kl. 16. Men det var jeg slet ikke, jeg sad bare i sofaen. Jeg følte mig panisk, selvom der overhovedet ikke var noget at frygte på det tidspunkt. Derefter havde jeg det bare dårligt, og endte op med at rulle ned for gardinerne og ligge mig til at sove kl. 15 om eftermiddagen. Derefter var det som om, at alt min energi var væk, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg ville. Det er ret ubehageligt, hvor hurtigt mit humør kan skifte nogen gange.
Så indså jeg, at det stadig handler om stress. For selvom jeg nogen gange tror, at det er lykkedes mig at blive stressfri, så har det det med, altid at vende tilbage, lige når jeg tror, at jeg er blevet et frit menneske. Lige når jeg tror, at jeg har fået kontrol over mig selv og mine tanker.

Men det er en illusion, at tro på, at det at være i kontrol, er løsningen på ens stressproblemer. Faktisk har jeg en teori om, at det er det modsatte der gør sig gældende. Når vi forsøger at være i kontrol, bliver vi endnu mere stressede, fordi vi uanset hvad ikke kan undgå, at der sker noget uventet. Der vil altid ske ting, som ingen kan kontrollere, for sådan fungerer universet. Der er ikke altid en grund til at ting sker, de sker bare. Vi kan aldrig vide noget med sikkerhed.

Og det er sgu da skide ubehageligt!! Jeg har ikke lyst til at acceptere, at jeg ikke kan kontrollere, hvordan mine eksamener kommer til at gå. Derfor er det lettere at leve i troen om, at hvis jeg bare bruger nat og dag på at læse op til eksamen og repetere det globale vindsystem 159 gange, så kommer det til at gå mig godt, og jeg undgår at stå i en situation, hvor jeg er i tvivl om hvad jeg skal svare.
Jeg har den her idé om, at så længe at jeg har forberedt mig så godt som overhovedet muligt, så kan jeg ikke blive nervøs for eksamen. Og det har egentlig også forholdt sig nogenlunde sådan. Til de eksamener, hvor jeg har følt mig i kontrol, har jeg ikke haft nogle problemer med nervøsitet, fordi jeg har troet på, at jeg kunne klare det hele.

Men løsningen på det, kan jeg se nu, er ikke at bruge al min tid på at læse op på ALT, så jeg er forberedt på et hvert tænkeligt spørgsmål. Nej, løsningen er nok nærmere, at indse, at jeg ALDRIG, uanset hvor meget jeg prøver, kan kontrollere situationens udfald. Og derfor er løsningen at få opbygget en følelse af, at jeg godt kan klare mig igennem det, selv hvis jeg trækker et emne som jeg ikke føler mig 100 % sikker på. Selvom mit overjeg ikke mener, at det er ok at føle mig usikker, så bliver jeg nødt til at acceptere, at det ikke hjælper mig, at jeg tror, at jeg skal vide alt om alt, for at kunne føle mig rolig. For gør det mig glad, hvis jeg presser mig selv derud, hvor jeg tror, at jeg skal vide det hele? Har jeg lyst til at være en person, som går mere op i at få 12, end hvordan mit mentale helbred er?

wpid-wp-1431962981342.jpeg

 

(dobbel-regnbue, der på poetisk vis beskriver, at der findes andre farver end sort, selv på de mørke dage)

NEJ.

Bare fordi jeg har nogle forskruede idéer om, hvordan jeg tror jeg skal være, så betyder det ikke, at jeg skal gøre alt i verden for at føre det ud i virkeligheden.

Jeg har tænkt mig at bruge min læseferie fornuftigt og forberede mig ordentligt til alle fagene. Jeg har tænkt mig at gøre mit bedste. Men jeg er færdig med at fortælle mig selv, at jeg skal have styr på alt, for at jeg kan føle mig tilfreds. Der er forskel på at gøre sit bedste og at have styr på alt.

Og bare fordi samfundet mener, at gode karakterer og det rigtige job er det vigtigste i verden, så betyder det ikke, at det er rigtigt. Jeg ved, at jeg nok skal finde det rigtige for mig, uanset om jeg får 12 eller 4 i geografi. For når alt kommer til alt, så er det bare et tal. Det er tal, som styrer en stor del af ens jobmuligheder i fremtiden, men det er ikke det vigtigste af alt.

 

Så farvel, stress – det kan godt være, at du kommer igen og suger livsenergien ud af mig, og får mig til at tro, at jeg skal alt muligt der dybest set ikke er så vigtigt – og det er ok. Jeg slipper nok aldrig helt af med dig, men du skal ikke fortælle mig, at jeg ikke kan klare det, for det kan jeg. Måske bliver alt ikke perfekt, men vil jeg egentlig have at det skal være det?

/A

At sige fra, og at have det fint med det.

Hej verden.
Nogen gange her i livet siger vi ja til at gøre noget, som vi egentlig godt ved, vil overskride vores grænser, men vi gør det alligevel fordi vi tænker, at det vil være godt at vi også udfordrer os selv lidt. Sådan gør jeg nogen gange, fx når jeg tager i Føtex for at købe bananer en fredag eftermiddag kl. 17, også kendt som dødstimen. (Intet godt sker i Føtex efter åbningstid generelt).

Og andre gange siger vi ja til noget, og opdager først hvor langt ude en situation man har bragt sig selv i, når man står midt i det og føler, at man er ved at blive kvalt pga. iltmangel.

Sådan en oplevelse havde jeg i onsdags.
Dagen startede kl. 4.45, hvilket altid er en rar måde at starte sin 19-års fødselsdag på, skulle jeg hilse og sige.
Jeg skulle på studietur med mit samfundsfag B-hold, hvilket er noget jeg meldte mig til for over tre måneder siden, og som jeg egentlig har været lidt nervøs for i al den tid. Der var kun én af dem jeg normalt snakker med i samfundsfag som skulle med på turen, og jeg havde ikke rigtigt snakket med nogle af de andre før, udover det sædvanlige “godmorgen”, når jeg går ind i lokale 15 hver tirsdag morgen. Dog besluttede jeg mig i dagene inden for, at jeg ville tage det som en oplevelse, og se det som en mulighed for at tale med nye folk, i stedet for at holde mig til dem jeg kender.
Vi havde ikke fået specielt mange informationer om turen, da vores lærer er en meget afslappet type der godt kan lide ‘hård dub'(en form for nymoderne musik) og altid kommer ind i klasselokalet iført headset, som han herefter placerer rundt om halsen, og nogen gange lader sidde også selvom han underviser. I tirsdags fortalte han dog, at jeg skulle bo på værelse med to andre piger fra mit hold, og så sagde han ikke så meget mere. Så jeg forberedte mig mentalt på, at vi skulle bo tre personer på samme værelse, og måske 5 hvis det blev helt slemt.

Da jeg var på vej til togstationen, var jeg lidt nervøs, men så mindede jeg mig selv om, at det at jeg overhovedet tog med, uden at spekulere helt vildt over det, var en stor ting. Det ville aldrig være sket for tre år siden, at jeg ville tage med på en tur med to overnatninger, næsten udelukkende sammen med mennesker jeg ikke følte mig specielt tæt knyttet til. Så det at jeg overhovedet havde sagt ja, og nu rent faktisk også var kommet ud af døren og afsted, er en ting der ikke ville være sket dengang. Og det i sig selv gav mig mod til at klare dagen.

Togturen derover gik fint. Jeg forsøgte at konfrontere min angst for at sove offentlige steder, ved at prøve ihærdigt i en halv time at falde i søvn. Det gik satans dårligt eftersom jeg sad ret skidt, og derfor endte op med at opgive projektet.

Vi ankom til København 11.19, og gik derefter hen til hotellet, hvor vi fik tid til at stille vores baggage i et rum, da værelserne ikke var klar endnu. Og så fik vi den glædelige nyhed, at jeg og de to andre piger skulle bo på et 10-mands-værelse sammen med 7 andre piger.
Så begyndte den paniske angst lige så stille at komme snigende, eller rettere sagt så kom den ret hurtigt. Jeg kunne ikke helt forstå, hvorfor helvede jeg havde sagt ja til at deltage i sådan et arrangement. Faktisk havde jeg ikke troet, at der fandtes 10-mands værelser nogen steder i denne verden. Det er uden tvivl den værste opfindelse nogensinde. Desuden tror jeg ikke at nogen er i tvivl om, at det er en endnu værre idé at sætte 10 piger sammen på ét værelse. Det kan der umuligt komme noget som helst godt ud af.

Nåh, men jeg prøvede at lade være med at tænke for meget på det, og så tog vi hen for at se Folketinget. Først købte vi en sandwich hos en fancy bager, hvor jeg og tre af de andre sad og havde en interessant samtale med vores lærer omkring alt muligt ligegyldigt. Dog var det en god men dyr sandwich. Jeg købte også en flaske vand, men lagde ikke mærke til hvad den kostede, eller hvor mange penge jeg fik tilbage efter at have betalt.

Derefter sad vi udenfor Folketinget i en halv time og ventede. Derefter sad/stod vi inde i Folketingets besøgsområde og ventede i 45 minutter. Det var utroligt uinteressant(altså at vente, ikke Folketinget i sig selv). De scannede os for at se om vi var terrorister, men det var vi heldigvis ikke så vidt jeg blev orienteret.

Vi fik en rundvisning af Maja Panduro (politisk ordfører for Socialdemokaterne), hvilket var utroligt godt som jeg også havde forventet. Hun er min yndlings-politiker, fordi hun er utroligt god til at fremstille sine synspunkter med respekt for modstanderen. Det kan da godt være at jeg ikke er enig med hende 100 % politisk, men jeg er ikke enig med nogle på denne jord 100 %. Hun er sådan en der gerne måtte være statsminister for min skyld, selvom jeg tror hun egner sig bedre til den post hun har nu.
Så det var en god oplevelse.

Derefter bevægede vi os over til hotellet, hvor vi fandt vores værelse.
Eftersom jeg ikke vil skrive ting om folk, som jeg ikke ville turde at sige til dem i virkeligheden, så kan jeg ikke udtale mig så meget om, hvorfor min livs-energi forsvandt lige så snart vi trådte derind. Men I kan nok godt tænke jer til, at der ikke sker noget godt, når 10 piger sættes sammen på ét værelse. Det var godt nok opdelt i to rum, men det gjorde det bare til en endnu farligere krigszone. Der gik omkring 5 minutter før nogle begyndte at råbe og skrige af hinanden. Kort sagt, det var forfærdeligt. Jeg begyndte at få et anfald af panisk angst, som kun blev mere og mere voldsomt, samtidig med at jeg også fik et hovedpine anfald. Samtidig prøvede jeg at være venlig og åben over for de andre, men lige så langsomt forsvandt al min livsenergi, så den plan blev lidt ødelagt. Jeg havde hele dagen haft sådan en “Nåh nåh, vi skal da nok klare alt det her”-attitude, mest for at overbevise mig selv om, at jeg ikke behøvede at gå i panik. Men det kunne jeg altså ikke blive ved med, for til sidst kunne jeg ikke ignorere virkeligheden længere.
Pigerne på mit værelse, (som faktisk var helt ok, og nogle fine typer, selvom jeg ikke ville have troet det, de fleste af dem i hvert fald), begyndte at snakke om at tage ud at shoppe, og derefter købe noget frisk frugt og slik og lave hyggeaften….
På det tidspunkt var klokken 18, jeg havde ikke spist i 5 timer og havde heller ikke drukket nok vand, hvilket ikke hjalp på situationen. Jeg var voldsomt træt, havde det dårligt, og følte mig klaustrofobisk ved tanken om, at skulle deltage i det arrangement i mere end 5 minutter mere. Så jeg sagde pænt nej tak til shopping, hvilket de andre heldigvis var meget forstående overfor. Eller, de forstod ikke at jeg ikke havde lyst til at købe tøj, men de prøvede ikke at presse mig til at ændre mening. De fleste af dem (dem der ikke råbte af hinanden) var faktisk vældigt flinke, vil jeg gerne gøre det klart. Selvom de ikke var typerne jeg normalt ville snakke med, så var de helt ok.

Så de tog afsted, og jeg var alene for første gang hele dagen. Jeg satte mig op i vindueskarmen (jeg kan godt lide steder hvor man kan sidde i vindueskarmen), og kiggede lidt ud over byen. DSC_0989

 

Da jeg havde gjort det lidt, ringede jeg til min mor og havde en lang samtale med hende. På dette tidspunkt havde jeg sådan set besluttet at jeg gerne ville hjem, men jeg blev enig med hende om, at jeg lige skulle prøve at spise noget mad, før jeg tog en beslutning, og desuden kontakte min lærer. Så jeg gik ned i receptionen med mine ting og købte tre æbler, hvoraf jeg spiste det ene, imens jeg forsøgte at ringe til min lærer. Dette gik relativt dårligt, så jeg sendte også en sms, som han så svarede på tre timer senere, fordi han var faldet i søvn.
Efter at have tænkt over det i omkring et kvarter gik jeg tilbage til receptionen og informerede dem om, at jeg tog hjem. Jeg informerede selvfølgelig også de andre, og de var igen meget forstående. Jeg informerede også min lærer, men han opdagede det som sagt først tre timer senere.

Så herefter skulle jeg selv finde hen til Hovedbanegården, for at komme med et tog hjem. Mine forældre hjalp mig med at finde det tog jeg skulle med, og så skulle jeg bare selv købe en billet og finde ud af hvor helvede jeg skulle gå hen. Dette var faktisk ikke helt let. Til sidst lykkedes det mig at finde derhen, og at få købt en billet. Dog glemte jeg alt om at købe en pladsbillet, så dette måtte jeg gøre bagefter. Der stod ikke noget på billetten om, hvor toget kørte fra, så det måtte jeg spørge en billetdame om. Da jeg havde fundet ud af, hvor jeg skulle hen, og der stadig var 20 minutter til at toget kørte, gik jeg ind i 7 Eleven. Her købte jeg en pastasalat bestående af 11 % dressing og 50 % pasta, nogle pølsehorn og en Pepsi Max. Fint skal det jo være, når man har fødselsdag, og ikke har spist noget i 7 timer udover et æble.
Derefter gik jeg hen til spor 7, hvor jeg ventede på mit tog.

I mellemtiden kom der en flink mand hen og spurgte, om jeg havde en mønt til en hjemløs. Det havde jeg rent faktisk, så vi havde en samtale om, hvordan man normalt ikke har nogle mønter, fordi det er lettere at bruge betalingskort nu til dags. Jeg havde fået en masse mønter tilbage fra den sandwich jeg købte tidligere på dagen, og han var utroligt venlig, så jeg endte op med at give ham 20-25 kr. Det kan godt være, at jeg ikke reddede hans liv, men jeg gjorde ham glad, og det gjorde også mig glad, så det må da tælle for et eller andet, ikke?
Derefter kom toget, og jeg havde heldigvis bestilt billet i stillezonen, hvilket var dagens bedste oplevelse. En masse mennesker der sidder det samme sted, og er (næsten) helt stille. Det var alle pengene værd.

Togturen var meget afslappende, og jeg glemte helt, at det var første gang jeg kørte med tog alene. Det var faktisk meget interessant, og det gav mig lyst til at tage ud at rejse alene (og bo på vandrehjem med enkeltværelser).
Min far kom og hentede mig i Aarhus, hvilket var rart, eftersom toget ikke kørte længere end dertil.
Jeg har gode forældre, hvilket er heldigt i sådan noget situationer, hvor lortet er brændt på.

Det var voldsomt rart at komme hjem igen. Nej, det var ikke den mest vellykkede fødselsdag jeg har haft, specielt fordi jeg næsten glemte alt om, at jeg havde fødselsdag. Men alligevel var det faktisk en fin dag. Den startede fint ud, og det var rart nok at opleve noget nyt. Jeg talte med folk jeg ikke har talt med før, og der var ikke nogen problemer i det overhovedet.
Jeg kunne godt have tvunget mig selv til at gennemføre resten af turen, men jeg kunne ikke helt se, hvorfor jeg skulle gøre det. Jeg bliver aldrig en person der elsker at sove sammen med 10 personer på ét værelse, og specielt ikke hvis jeg har været social hele dagen. I sig selv var det en stor nok udfordring at komme væk hjemmefra og alle mine rutiner, som jeg normalt hader at bryde. Så samtidig at skulle være social i tre døgn og nok ikke få meget søvn, var ikke lige noget jeg havde brug for. Det var ligesom at komme hjem fra en 12-timers lang torsdag ude i samfundet, og opdage, at der sad 20 mennesker i min stue, som yderst gerne ville konversere med mig hele natten lang.

En del af mig var irriteret og tænkte “Du burde da have forudset det her”, fordi jeg jo godt var klar over, at jeg har det svært med sådan nogle situationer. Og ja, jeg kunne godt have forudset det, hvis jeg havde vidst det med 10-personers værelserne. Men det kan jeg ikke bebrejde mig selv.
Jeg prøvede, og det kan aldrig blive en dårlig ting. Selvom jeg godt vidste, at det ville blive en udfordring, så betyder det ikke, at jeg altid skal lade mig stoppe af det. Jeg havde lyst til at tage med, og derfor er jeg glad for at jeg gjorde det. Jeg skal ikke lade være med at gøre ting, bare fordi jeg måske synes det er lidt grænseoverskridende. Jeg gider ikke at stoppe mig selv i at gøre noget, bare fordi der er en sandsynlighed for at det ikke går. For helt ærligt, så kan det ikke gå værre end galt, og det er jo ikke fordi at der sker forfærdelige ting, bare fordi jeg gør et eller andet der måske ikke gik som planlagt.
Ja, nogle situationer giver mig panisk angst, og hvis jeg tager i Føtex en dag hvor jeg ikke har det specielt godt, så ved jeg, at der er en sandsynlighed for, at det bliver en ubehagelig oplevelse. Men det betyder ikke, at jeg har tænkt mig at holde mig væk fra Føtex resten af mit liv. Det betyder heller ikke, at jeg har tænkt mig aldrig at forlade mit hus igen. Jeg bestemmer selv hvad jeg gør, og hvad jeg har lyst til at gøre. Jeg bestemmer selv, hvornår jeg vælger at sige fra, for det ved jeg bedst selv.

Det jeg har lært at denne oplevelse, er at jeg er nået langt i forhold til for tre år siden. Der ville jeg aldrig have taget med til et tre dage langt socialt arrangement, med nogle folk jeg ikke kender specielt godt. Jeg ville have haft det forfærdeligt med at skulle fortælle folk, hvordan jeg havde det, og jeg ville have taget det som et nederlag og gå psykisk ned over, at det ikke var lykkedes.
Sådan har jeg det ikke nu. Ja, det er da irriterende, men jeg bebrejder ikke mig selv noget. Jeg har det ikke som om, at jeg er forkert, fordi jeg ikke kan lide at sove i et rum med 10 personer. Jeg ved hvad der gør mig glad, og hvad der gør mig irriteret og energiforladt, så derfor føles det ikke som et nederlag. Det føles sådan set bare godt, at jeg har sagt fra, og ikke forsøgte at presse mig selv til at lade som om, at alt var helt fint.

Det var måske ikke verdens mest festlige fødselsdag, men jeg er glad for at jeg har fået den oplevelse, da jeg rent faktisk i løbet af dagen kunne mærke, at jeg er mere voksen nu end jeg før har været (det er også den vej det gerne skulle gå). Jeg tror, at det er sundt at mærke sine grænser engang imellem, for selvom der er en sandsynlighed for at det kan gå galt, så kan man samtidig lære en masse, som man aldrig ville have lært ved at blive siddende i sofaen. Det er godt at øve sig i at sige fra nogen gange, og at indrømme hvad man har det godt med, og hvad man ikke har det godt med.

Der er forskel på at være bange for noget, og ikke at have lyst til noget, hvilket jeg har fået bekræftet. Jeg er ikke længere bange for at være sammen med nye mennesker, men jeg har ikke lyst til at være sammen med alt for mange af dem i tre dage i træk. Og det er helt ok. Hvorfor skulle jeg gøre noget jeg ikke har lyst til?

Jeg ved ikke, om det er lykkedes mig at få mit budskab ud, da jeg ikke er helt sikker på, hvad mit budskab er. Kort sagt er det vel bare, at jeg personligt mener, at man skal gøre hvad man har lyst til. Hvis det så går galt, så er der altid en udvej, og så har man lært noget af det. Men hvis der er noget man ved, at man ikke har lyst til, så er det ligeså fint bare at sige nej tak fra starten. Hvis man ikke er typen, der har lyst til at kaste sig ud i alt muligt vildt og farligt, så behøver man ikke det. At kunne sige fra er en vigtig disciplin, og siger man fra, er det ikke ensbetydende med, at ens liv er en katastrofe og at man er en taber. Det betyder at man har prøvet, og det er der aldrig nogen der kan tage fra en.

Når alt kommer til alt, så handler det om at gøre det man SELV gerne vil, og ikke det man tror man skal, for at gøre andre glade, eller for at være “rigtig”. Hvorfor gøre noget man ikke selv vil, i den tro at man behager andre? For det meste er andre mennesker fløjtende ligeglade med hvad man gør, og i sidste ende er det DIG der er ansvarlig for dit liv, og hvordan det bliver – så hvorfor stopper vi ikke bare med at bekymre os, og begynder at gøre det vi vil, og stopper med at gøre det vi ikke vil?
(Med undtagelse af at stoppe med at betale licens og at stoppe med at spise en varieret kost selvfølgelig, dette er universelle menneskelige værdier som INGEN kan undvære).

Nu er dette indlæg blevet meget langt, så jeg stopper det nu, da jeg ellers kunne fortsætte for evigt.
Jeg er yderst beæret, hvis nogen har læst det hele, og hvis ikke, så er det også ok.

Hyg jer.
/A