Kategoriarkiv: hjerter

det handler om mere end mig – et digt | Tilbage Til Naturen #15

i dag har jeg bagt boller
at bage er alt jeg vil
jeg falder ikke tilbage i gamle roller
for jeg er jo kun mig selv
//
jeg har siddet og observeret
og mærket hvor træt jeg er
jeg har følt mig lidt irriteret
for det var jo ikke meningen
at det skulle være sådan her
//
i morgen vil jeg vaske op
og fjerne sporene jeg har sat
jeg bor i en udmattet krop
mon ikke jeg sover godt i nat
//
jeg er mere end mine relationer
for jeg har det jo sjovt og godt
jeg finder på nye kreationer
og så er udsigten tilmed flot
//
jeg er mere end min hverdag
og jeg er mere end stedet jeg bor
lige her er det jo ingen sag
at huske hvad jeg tror
//
mon ikke det er et klogt træk
at lære at blive sin egen ven
jeg skulle bare lidt væk
men snart er jeg hos dig igen
//
jeg holder af at gå rundt alene
men det handler om mere end mig
jeg tror i det store hele
at jeg helst vil akkompagneres af dig
//
jeg havde brug for at tage afsted
men om et par dage vender jeg atter hjem
for selvom her er ro og fred
er det jo dig der skubber mig frem

Jeg er det eneste menneske i verden | Tilbage Til Naturen #14

Hej verden.

Det er en mørk og stormfuld aften, og jeg er ikke helt ligeså fyldt med energi og motivation, som jeg var i går. Følelsen af at være alene og afskåret fra hverdagen har ramt mig på en ny måde i dag. Jeg gik en meget lang tur ved stranden i dag, og da jeg ingen mennesker kunne se i miles omkreds, tænkte jeg, at jeg er det eneste menneske i verden. Senere på gåturen mødte jeg da nogle få personer, som jeg hilste på, men det ændrede ikke på følelsen af at være alene i verden.

Det lyder måske ret trist og ubehageligt, men det er det sådan set ikke. Det er en ret overvældende følelse at stå og skue udover det åbne landskab og ikke kunne se nogle andre end sig selv. Men det er overvældende på en god måde. Der er jo en grund til at et af de store temaer i litteraturen og kunsten i det hele taget er man vs. nature. Vi mennesker har en indre drivkraft, der giver os lyst til at komme i nærkontakt med naturen og måske endda besejre den, hvis vi er heldige. Vi gør alle mulige åndssvage ting for at vise, hvad vi kan. Fx bestiger vi bjerge og løber 24 timer i træk eller gennemfører et triathlon. Her valgte jeg så en mere realistisk udfordring, som var at gå 12 km på stranden. Jeg har gjort det mange gange før, så det var ikke decideret udfordrende, men jeg fik da lige testet kroppen og dens evne til at holde mig i gang. Men jeg havde nu ikke et mål om at afprøve mig selv. Det handlede sådan set bare om at komme ud at gå. Gåture har så meget værdi i sig selv, at de ikke behøver et officielt formål. Og hvor var det en god tur. Det var en utroligt flot dag, og jeg følte endnu en gang, at jeg var i ét med naturen og verden i det hele taget. Som gode gamle Nietzsche sagde: “We like to be out in nature so much because it has no opinion about us“.

Hvor er det vigtigt at kunne nyde sit eget selskab. Hvor er det vigtigt at dyrke ensomheden ind imellem. Og hvor er det vigtigt at investere i sig selv. Men når det kommer til stykket, er det jo ikke når jeg er alene, at jeg føler mig allermest lykkelig – og hvis jeg gør, skyldes det i høj grad, at jeg overvældes af alle de gode minder, jeg har med de folk, jeg holder mest af.

At være alene er på mange måder mere simpelt end at være sammen med mennesker, for så skal man ikke tage hensyn til nogen, og der er ikke andre end en selv, som man kan blive irriteret på. Jeg ved, at jeg kan gå rundt alene i mange dage og sådan set have det meget fint. For livet bliver mere simpelt, når man ikke roder sig ud i alt muligt med andre mennesker. På samme tid er det dog også min erfaring, at livet bliver mindre meningsfyldt, når man holder sig for sig selv. Vi mennesker er jo ultra-sociale dyr, og igennem evolutionen har det aldrig været fordelagtigt, hvis man bare holdt sig for sig selv hele tiden.

For de introverte typer kan det være en kunst at finde balancen mellem alenetid og socialiserings-tid. Nogle gange har man brug for mere af det ene end det andet, og andre gange forholder det sig omvendt. Man må prøve sig frem og lære af det. For mig er det nødvendigt at have alenetid relativt ofte, og jeg tror altid, at jeg vil føle et vist behov for at dyrke ensomheden engang imellem, da det giver mig energi og lyst til at gå tilbage ud i verden og være noget for andre mennesker. Og at lade andre være noget for mig. Det giver mig styrke, at jeg ved, at jeg kan føle mig glad og tilfreds, imens jeg går rundt for mig selv i fem dage. Jeg føler mig stærk og selvstændig, fordi jeg når ind til en anden del af mig selv, når jeg for en stund tager lidt væk fra alt det, mit liv består af til daglig. Jeg kan se, at jeg består af mere end blot mine sociale relationer til andre mennesker, min lejlighed og mit studie. Og det ligger der en enorm frihed i.

Jeg tror, at det er vigtigt at dyrke savnet nogle gange. Og nu hvor jeg er flyttet for mig selv, er det også noget, jeg ofte praktiserer i hverdagen. Det sker da ofte, at jeg sidder for mig selv, og tænker at jeg ville ønske, at jeg ikke var alene. Men det er sjældent, at jeg har det sådan mange dage i træk, for jeg ses jo jævnligt med min familie og S og mine venner. Men nu er jeg taget herud, og jeg ser dem først igen om 3-4 dage. Oftest bliver mine sociale behov dækket af at have været til undervisning på uni, men det er nogle uger siden, at jeg sidst har været der. Så alt er meget anderledes i disse dage, og der er ikke rigtigt noget, der kan distrahere mig fra mig selv og mine tanker.

Mine tanker drejer sig primært om, at jeg kan se nu, at det ideelle liv for mig ikke er et liv, hvor jeg bor alene ude midt i naturen. Det har jeg ikke lyst til, selvom det ikke er længe siden, at jeg troede det. Derimod har jeg lyst til at have et sted som dette (sommerhuset) at tage ud til engang imellem, når jeg trænger til at komme lidt væk. For det er vigtigt at huske at komme lidt væk. Men jeg ønsker ikke, at mit liv bare skal handle om mig. Jeg ønsker ikke, at jeg skal være omdrejningspunktet for alting, og at jeg har så meget tid, hvor det kun handler om, hvad jeg selv har lyst til. Hvad jeg har lyst til at spise, se i tv, hvornår jeg vil gå i seng, stå op, gå i bad, vaske op, og så videre. Selvom det er befriende, så er det ikke sådan, jeg ønsker at leve mit liv på sigt. For mit liv handler ikke længere bare om mig, og det har det i virkeligheden nok aldrig helt gjort.

Hyg jer/peace out.

//A

2017 – en dramatisk beretning om det bedste år nogensinde

Hej verden.

I år er der sket nogle store, vigtige og betydningsfulde ting i mit liv. Men for en gangs skyld bliver jeg ikke i et forfærdeligt nostalgisk humør, når jeg tænker tilbage på året, der er gået. Jeg bliver derimod fyldt med taknemmelighed og glæde, og det er en anden følelse, end jeg plejer at have til nytår. Jeg plejer at reflektere så meget over det forgangne år, at jeg bliver i et meget melankolsk og trist humør, som fjerner al lyst til at fejre nytåret. Men sådan har jeg det ikke nu. For dette år har bestået af så mange gode, nye begyndelser, at jeg kun kan føle mig glad, når jeg ser tilbage på det. Jeg føler mig ikke trist over, at året er slut, for selvom det har været fyldt med store livsbegivenheder, så føles det som om, at det kun er begyndelsen på en fremtid, der bliver endnu bedre.
Det er nytårsaften om to dage, og selvom jeg ikke har lyst til at gå ud og holde en stor fest, så har jeg lyst til at holde en lille fest med mig selv lige nu og tænke tilbage på året, der er gået. Så her kommer en fortælling om et år i mit liv.

Året startede med at jeg havde min første 7-timers eksamen på uni, og derefter kunne nyde at have fri resten af januar. Der lå en del sne, og jeg startede min ferie med at ligge syg i et par dage. Jeg brugte også et par dage på at gå rundt og tro, at jeg var forelsket. Desuden læste jeg Svend Brinkmanns anden bog, og den blev jeg også lidt forelsket i.
Men når jeg tænker på januar, tænker jeg mest af alt på min ferie i sommerhuset med mig selv. Jeg var derude i over 14 dage, og selvom min familie kom og holdt mig med selskab i weekenderne, var jeg mere alene den måned, end jeg nogensinde har været før. Stranden og skoven var mine bedste venner, og jeg gik 12 km langs stranden næsten alle dagene, indtil jeg ødelagde mine fødder og fik en masse vabler til sidst. Jeg dansede rundt i stuen til høj musik af tvivlsom kvalitet (jeg hentyder til nedenstående sang), levede af pasta med salt, blomkål og gulerodsmuffins. Jeg betragtede mange kopper dampende varm kaffe, og jeg kæmpede med at lære at tænde op i brændeovnen. Jeg så SKAM, drak kamillete og spillede ukulele indtil kl. 3 om natten. Jeg spillede (og sang) ovenstående sang mange, mange gange, og nød at jeg ikke skulle bekymre mig om nogle naboer eller familiemedlemmer. Det lød helt sikkert ikke specielt godt, men det var ikke så vigtigt.
Januar var frihed. Og da januar var slut, var det sommerhuset, jeg var forelsket i. Uha, hvor jeg har fået mange følelser for det sted.

Andet semester på uni gik i gang, og jeg skulle lære om hjernens opbygning, neurotransmission, den menneskelige kognition og andre spændende, og lidt svære, ting. Starten var svær, og jeg følte mig stresset og overvældet mange gange i løbet af det semester. Men jeg klarede det, og jeg endte med at lære en masse. Senere fandt jeg ud af, at mange siger, at andet semester er det sværeste på psykologi, og det gjorde mig lidt glad os stolt. Jeg begyndte at føle, at jeg måske rent faktisk var kvalificeret til at studere psykologi, og det var en rar følelse.

I marts blev jeg 21, og jeg var efterhånden nået til det punkt, at jeg gerne ville flytte hjemmefra. Jeg følte, at jeg var klar til det, og jeg følte, at tiden var inde til det. Jeg elsker min familie, men jeg måtte til sidst erkende, at det var ret svært både at være universitetsstuderende og at bo hjemme (sammen med en lille hund, der er meget opmærksomhedskrævende). Jeg trængte til at føle, at jeg var et selvstændigt individ. Så jeg ledte efter lejligheder og endte med at få tilbudt den ideelle lejlighed. Den lå lige i det område, jeg længe havde ønsket at bo i, jeg havde råd til den, og den ville være helt nyrenoveret, når jeg flyttede ind. Jeg var ude at se den, og selvom hele området var én stor byggeplads, kunne jeg mærke med det samme, at det sted havde potentiale. Jeg mødte en flink ældre dame på 78, der boede lige ved siden af, og hun sagde, at hvis jeg fik lejligheden, så ville hun lave citronfromage til mig. Jeg takkede ja til lejligheden, men jeg turde ikke få alt for store forhåbninger, da jeg var nummer 11 i køen. Dagen efter modtog jeg en mail, hvori der stod, at lejligheden var min, hvis jeg fortsat var interesseret. Jeg blev meget, meget glad (og ja, det hele endte med, at jeg fik citronfromage).

Jeg glædede mig sådan til at flytte, men det var også en underlig tanke. Jeg havde kun boet ét sted hele mit liv, og nu skulle jeg forlade det. Jeg havde det lidt dårligt på min hunds vegne, da vi altid har haft en tæt relation, lige siden den var en lille, ny hvalp (fordi jeg arbejdede hjemmefra hele det første år af dens liv). Når jeg så ind i dens store hundeøjne, føltes det en smule ambivalent. Derfor gav jeg den ekstra meget opmærksomhed i min sidste tid som hjemmeboende. Jeg opbyggede en tradition med at spille og synge “Leavning On A Jetplane” for den hver aften, inden den skulle sove (det lyder fjollet, men den blev urolig inden den skulle sove, og jeg fandt ud af, at jeg kunne synge den i søvn). Det er den eneste sang jeg kan spille og synge, hvor det lyder nogenlunde (inden I bliver alt for nysgerrige vil jeg lige informere om, at jeg kun synger for hunde, ikke for mennesker). Det blev dog også til nogle gamle danske viser, bl.a. nationalsangen samt nogle mere traditionelle godnatsange. Jeg forsøgte mig også med digtoplæsninger, men de havde ikke en ligeså god effekt på hundens angstniveau.

Så kom dagen, hvor jeg skulle flytte. Det endte med at strække sig over mange dage, da håndværkerne lige skulle færdiggøre de sidste ting, før jeg kunne flytte rigtigt ind. Så der var god tid til at tage i IKEA og diverse andre steder for at købe alt det, jeg manglede til lejligheden. Det var noget af et arrangement, men jeg klarede mig igennem det hele, takket være min søde, hjælpsomme familie (og en utroligt stor trailer).


Jeg flyttede rigtigt ind i lejligheden d. 7. juli, og jeg brugte det meste af min tid på at bære rundt på tomme papkasser og andet emballage fra alle mine nyindkøbte møbler. Det var noget af et arrangement. Midt i al flytterodet var jeg på en meget vellykket date (selvom jeg kom 5-10 minutter for sent, da jeg havde undervurderet mængden af papkasser, jeg skulle bære ud af lejligheden). Det var en interessant oplevelse, da jeg meget hurtigt fik en følelse af, at jeg kunne være mig selv. Vi gik rundt i Randers og da jeg vurderede, at han virkede som en tillidsvækkende type, inviterede jeg ham ind i mit flytterod. Timerne gik, og vi snakkede om alverdens ting og hørte musik. Han skiftede strengene på min forsømte guitar, og jeg varmede nogle meget triste rester af et måltid, jeg havde serveret for min familie den forgangne dag (pasta blandet med en pose frosne grøntsager). Jeg pakkede vist også nogle flyttekasser med bøger ud. Jeg så på ham, imens han koncentrerede sig om at genoplive min guitar, og jeg tænkte, at dette liv egentlig er meget smukt.
Og sådan mødte jeg mødte S.


Det var en god sommer, og jeg nød min frihed. Jeg brugte timevis på at sidde og drikke kaffe og slappe af i lejligheden. Desuden holdt jeg housewarming for min familie, og alt var så godt og rart og hyggeligt. Jeg var også en del i sommerhuset den måned. Solen skinnede og alle var glade, og jeg husker hvordan jeg gik op i skoven om aftenen, hvor jeg satte mig under det store flotte træ for at ringe til S (man er nødt til at gå op i skoven for at få en ordentlig mobilforbindelse derude). Jeg husker, at det føltes som om, at alting gav mening, og at jeg havde taget mange store skridt i den helt rigtige retning. Og så endda på ret kort tid.

Det blev august, og jeg husker at jeg sad i vindueskarmen på en regnvejrsdag. Imens introducerede S mig for ovenstående sang, og nu kan jeg ikke høre den uden at tænke på regnvejr, vindueskarme og kærlighed.

Jeg levede uden et køle-fryseskab i halvanden måned, men endelig kom dagen, hvor jeg fik det. Det blev leveret af en mand ved navn John, og alt var godt. Samme aften svarede jeg “ja tak”, da S spurgte, om vi skulle være kærester. Det var en af de bedre dage. August var en smuk måned (hvis man ser bort fra, at det var der Randers Ugen foregik. Et skrækkeligt arrangement).

Tiden gik, og et nyt semester gik i gang. Min nyforelskede hjerne havde nogle vanskeligheder med at koncentrere sig om at lære om børns udvikling, men med tiden lærte jeg at prioritere min tid lidt bedre, så der både var tid og overskud til kærlighed og læsning. Jeg fik en ny yndlingssang, og jeg begyndte ligeså langsomt at føle, at mit liv stabiliserede sig lidt. Der var sket så mange store omvæltninger på samme tid, og det tog mig nogle måneder at vænne mig rigtigt til det hele. Jeg boede for mig selv nu, men jeg havde jo stadig min familie i den anden ende af byen, og jeg havde sommerhuset, og ikke mindst S. Det betød, og betyder stadig, at jeg måtte rejse meget rundt mellem forskellige steder. Men jeg endte alligevel med at finde hjem midt i det hele, og min lejlighed udviklede sig til at blive et sted, hvor jeg føler mig glad og tryg. Både når jeg er alene og sammen med folk, jeg holder af. Og det har givet mig meget ro i sindet.

Jeg har lært at bo alene. Mit selvstændighedsprojekt er lykkedes. I morgen er det et halvt år siden, at jeg fik nøglen til lejligheden. Og selvom det ikke udelukkende har været en dans på roser, så er jeg uendeligt glad for, at jeg tog beslutningen om at flytte for mig selv. For det har været det helt rigtige at gøre, og det har været det helt rigtige tidspunkt at gøre det på. Det gør mig bare glad indeni, at jeg nu har fået bevist overfor mig selv, at jeg kan holde styr på mit eget liv, og ikke mindst at jeg kan nyde mit eget selskab.
Men jeg har også lært, at jeg ikke ønsker at bo alene hele mit liv. Det har jeg faktisk slet ikke lyst til, som det forholder sig nu. Men lige nu er det det helt rigtige for mig, og det gør mig glad indeni, at jeg har et hjem, der er mit helt eget. Her kan min indre egoist få lov at tage over, og det tror jeg faktisk er godt for mig lige pt.

Jeg kan virkeligt godt lide min lejlighed. Og jeg kan også virkelig godt lide Randers. Jeg nyder at bo her. Men jeg er ikke længere så sikker på, at jeg skal blive her for altid. Særligt ikke efter at jeg for et par dage siden fik at vide, at min husleje stiger ret meget til april. Det var en ret frustrerende nyhed, da jeg egentlig ikke kommer til at have råd til at bo her, medmindre jeg skærer en del ned på nogle andre udgifter.

Jeg kunne afslutte denne fortælling om det forgangne år med frustration og afmagt over, at jeg må erkende, at jeg på et tidspunkt måske er tvunget til at flytte fra dette sted, der er begyndt at føles som mit sted. Jeg kunne skrive om, at jeg ikke kan overskue tanken om at skulle pakke alle mine ting ned igen, og jeg kunne skrive om, at min 78-årige, flinke, skønne nabo har sagt til mig, at jeg ikke må flytte, fordi hun holder sådan af det gode naboskab.
Men det vil jeg ikke. For hvis der er noget jeg har lært i år, så er det, at der er mange flere muligheder for min fremtid, end jeg selv lige har tænkt over, og at mulighederne har det med at vise sig, når tidspunktet er rigtigt. Og at bo her er ikke den eneste mulighed jeg har for en god og tryg fremtid. Jeg træder ud ad dette år med en følelse af, at verden ligger for mine fødder. Jeg kan se nu, at jeg kan mere end jeg tror. Jeg kan bo i Randers, studere i Aarhus og have en kæreste i Aalborg. På én gang, uden at noget af det er endt i flammer. Og det har fået mig til at indse, at mulighederne ligger åbne for mig i fremtiden. Jeg ved ikke, hvor jeg ender henne, og jeg kan ikke forudsige noget. Jeg kan ikke kontrollere alting, og det skal jeg heller ikke. For jeg ved, og jeg tror på, at det hele nok skal ende godt.

Og hvis det ikke er en god slutning, så ved jeg ikke, hvad en god slutning er.

2017 har været et godt og smukt år, og jeg føler, at jeg har fået alt det ud af det, som jeg overhovedet har kunnet. Jeg har lært en masse nye ting, og jeg har været til hiphop-koncert og nydt det (det lød overraskende godt, men det er nok ikke helt objektivt vurderet, eftersom jeg er stormende forelsket i bassisten). Jeg har også lært at spille backgammon, og jeg har lært at lave en fremragende kartoffelsuppe og verdens bedste lasagne. Desuden har jeg lært om alle de forskellige personlighedsforstyrrelser. Og så har jeg lært, at jeg hellere vil skrive digte og blogindlæg end at læse op til eksamen (hovsa).

Farvel og tak, 2017. Du var god for mig, men vi må begge to videre nu.  2018 kommer snart og banker på, og jeg skal lige nå at støvsuge gangen først. Så tak for din tid, og alt det, du gav mig mulighed for at lære. Og tak for al kærligheden – både til hunde, mennesker og vindueskarme.

//A

 

 

Diverse refleksioner om julen, livet og kærligheden

Hej verden.

Julen er slut, og den har været god og smuk. I dagene op til jul gik jeg rundt og var lidt sur og irriteret, og jeg hidsede mig op over al julemusik og havde lyst til at pakke nisserne væk. Men så blev det juleaftensdag, og mit humør var godt, og jeg lod mig rive med af julestemningen. Det endte med at blive en dejlig dag og aften, og vi hyggede os gevaldigt i sommerhuset, hvor vi nu har holdt jul to år i træk.
Første og anden juledag var jeg i selskab med S, og det gjorde juledagene lidt smukkere end de normalt er. Det har været en jul fyldt med kærlighed, en masse søde mennesker og enorme mængder sovs (og en hund, ikke at forglemme).Nu sidder jeg alene hjemme i lejligheden, og har brugt det meste af dagen på at processere alt det, der er sket i løbet af julen. Jeg har også været ude at handle, selvom jeg egentlig ikke havde lyst til at spise så meget i dag. Det skyldes til dels, at jeg føler mig en anelse fjollet og nyforelsket i disse dage, men mest af alt er det nok en efterreaktion på de enorme mængder mad, jeg har været omgivet af her i julen. Det har godt nok været voldsomt, og jeg tror, at det bliver godt at vende tilbage til havregrøden og fuldkornspastaen igen.Hvis jeg var et glas vand, var jeg for længst skvulpet over af lykke. Det er et godt og smukt liv, og jeg er uendeligt taknemmelig for min tilværelse. Jeg er taknemmelig for min familie, mine venner, min hund, min lejlighed, mit studie, mit nye uldtæppe og sidst men ikke mindst, er jeg uendeligt taknemmelig for at have S i mit liv. Det er snart et halvt år siden, at det hele startede med et solidt håndtryk og et “pænt goddag”, og hvor er det vildt at ét håndtryk kan ændre alting. Ikke, at jeg pludselig er blevet en helt anden eller at alt i mit liv er totalt forandret nu; på mange måder, er meget det samme som før, i hvert fald udefra set. Men som filosoffen Iris Murdoch (1919-1999) siger: “Kærligheden er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end én selv er virkeligt”. Og jeg bliver ved med at indse, hvor rigtigt det er. Det kan godt være, at jeg har snakket meget om, hvor vigtigt det er at have nok i sig selv og at kunne nyde sit eget selskab. Det er en stor ting at kunne det. Men det er edderbankme også en stor ting at opleve hvordan et andet menneske, og det I har sammen, kan fylde dig med så meget kærlighed, at det ikke længere bare handler om dine egne behov. Det er en stor ting at opleve at det hele nu kan handle om noget, der er større end du selv er. Godt nytår til alle mine læsere (og alle der ikke er mine læsere, for den sags skyld). Må I få et godt og lykkebringende nytår, og må I alle være så heldige at blive fanget af kærligheden og lykken. 2017 har været et smukt år, og måske kommer der snart et indlæg med flere refleksioner fra året der gik og året der venter. Hvis jeg ellers kan finde tid til det midt i eksamenslæsningen (og kærligheden).

Hyg jer.

//A

 

jeg har fundet min hest 

jeg har endelig fundet min hest 

og livet er smukt og alt er en fest 

min hest er både klog og flot 

og sammen har vi det mere end godt 

min hest er essentiel 

men jeg lader den løbe frit 

for den vælger jo helt selv 

at være en del af livet mit 

jeg ser på min hest når den sover 

og min verden fyldes med fred 

jeg har intet at bekymre mig over 

for den er det smukkeste jeg ved 

jeg har fundet min hest 

og mit univers er blevet uendeligt 

med den har jeg det allerbedst

og jeg vil børste den for evigt 

Tak

Hej verden.

Jeg sidder i lejligheden for mig selv. Mørket er for længst faldet på, og jeg er blevet færdig med dagens læsning. Jeg har lige færdiggjort et digt, som jeg har arbejdet på i mange dage (men det er for pladderromantisk til at blive offentliggjort på nuværende tidspunkt), og jeg sidder og betragter Lars-Kirsten og Birthe-Torben, der er blevet iklædt en lyskæde i årstidens anledning.

Jeg føler en voldsom grad taknemmelighed for tiden. Jeg værdsætter virkeligt mit liv, og de mennesker, der er en del af det. Jeg værdsætter mig selv, og jeg værdsætter, at jeg formår at få så meget godt ud af mit liv i stedet for at gå rundt og stresse, som jeg gjorde for en måned siden. Jeg tror, at noget af det, der har gjort den største forskel for mig i den seneste tid, og som har gjort, at jeg er begyndt at stresse meget mindre, er at jeg er blevet markant bedre til at sige, hvad jeg føler. Jeg er blevet mere ærlig, og som jeg nævnte i forrige indlæg, så er jeg i gang med at lære vigtigheden af at være ærlig. Det er en læringsproces, og det kan faktisk være ret ubehageligt at være ærlig, for det øger helt sikkert stressniveauet for en stund. Du blotter din sjæl, når du lægger dine tanker og følelser frem. Og du kan ikke gøre andet end at stole på, at dine medmennesker vil holde din sjæl i deres hænder, kærtegne den blidt og vente på at høre, hvad du har at fortælle om.


Men når du har gjort det nogle gange, bliver det lettere og lettere (medmindre du har nogle forfærdelige mennesker i dit liv, der ikke lytter til dig – i så fald skal du finde nogle bedre mennesker, før du lader dem holde din sjæl i deres hænder).
Og en dag opdager du, at du har følt dig glad og let hele dagen, og du indser, at det nok er fordi, at du været dig selv og sagt hvad du følte og tænkte. For du har været omgivet af de mennesker, du elsker allermest i denne verden, og du har smilet og grinet hysterisk og sagt, at du var for træt til at gå i Netto. Du har set dine kære i øjnene og takket universet for deres eksistens. Og du har set dig selv i øjnene, og takket dig selv for, at du fylder dit liv med de rigtige ting.

Sådan en dag havde jeg igår. Jeg havde ikke forventet det, da jeg væltede ud af sengen klokken 6 om morgenen og skyndte mig afsted mod uni kl. 6.50. Jeg troede bare, at jeg skulle have en almindelig tirsdag. Men så fik jeg uventet besøg af S, da jeg var kommet hjem fra forelæsningen først på eftermiddagen, og vi snakkede om demens og savant syndromet og basser (ikke morgenbasser). Og så gik vi i Netto og brugte lang tid på at beslutte, om vi skulle købe rødbeder eller ej. Vi drak kaffe, og tiden forsvandt, og solen skinnede, og livet var smukt. Sidst på eftermiddagen kom min familie (inkl. Kalle) på besøg, og så bestilte vi pizza og havde det sjovt og godt allesammen. Det havde jeg i hvert fald. Jeg sad og tænkte, at det er et godt og smukt liv. Og senere på aftenen blev det endnu smukkere, da S og jeg spillede Scrabble og han formåede at skrive ordet “sjuft” (et af mine yndlingsord).
Det var bare sådan en dag, som jeg kan leve højt på i lang tid, og som jeg ønsker mig mange, mange flere af.


Og der har været virkeligt mange gode dage på det seneste. Dage, som jeg vil huske i lang tid, og som jeg varmer mig på her i novemberkulden (jeg prøver at spare på varmen, så radiatoren er kold). Men jeg føler faktisk slet ikke, at november har kølet mig ned. Det er jo en smuk måned. Der har været så mange flotte, lyse dage, og der har været så meget kærlighed at finde i diverse afkroge. Der har været personlige overvindelser, en masse nye oplevelser, brætspil, forelæsninger, togture, enorme studiebøger, kanelsnegle, madrester fra fryseren og (utroligt hyggelige) svigerforældre. Og tør hud har der også været.

Luften er blevet koldere, og årstiden er blevet en anden, og det er ikke sommer længere. Men det er en god ting. For livet er godt lige nu. Dagene går, og jeg får læst og engageret mig i forelæsningerne, og for hver dag der går, kommer jeg tættere på mit mål (at blive et bedre menneske, der kan hjælpe mig selv og andre til at få det bedre og komme igennem svære ting). Jeg er blevet bedre til at arbejde effektivt, og dermed kan jeg også bedre holde fri med god samvittighed, og hvor er det rart. I weekenden skal jeg ud i sommerhuset med min familie, og jeg har ikke været derude i to måneder, og det er vist aldrig sket før, at der er gået så lang tid. Jeg skal til stranden, og jeg skal trække vejret, og jeg skal drikke kaffe.

Tak. Jeg ved ikke, hvem jeg takker (jeg er jo ateist), men bare tak for alle disse gode dage, og tak for, at jeg kan have alle disse meningsfulde ting i mit liv.

Hvad er du taknemmelig for?

//A

 

du var min yndlingssang

i en længere periode
jeg syntes om din klang
du var den flotteste node
 //
men du gjorde mig ynkelig
og til sidst måtte jeg videre
jeg har fundet en ny sang
som jeg synes er meget bedre
//
du giver mig alle svarene
når jeg spørger dig hvorfor
jeg vil lytte til dig altid
og værdsætte hvert et ord
 //
jeg skriver om dig
i hundredevis af kladehæfter
jeg takker universet
for at jeg lærte at høre efter

jeg prøver at se vigtig ud


jeg læser og læser
imens jeg transporterer mig selv
her det hverken regner eller blæser
det er vel nok et heldjeg prøver at se vigtig ud
mit pendlerliv er interessant
jeg kan sagtens koncentrere mig her
det lover jeg er sandtjeg ser frem til
at jeg snart er fremme
for i dine øjne
er jeg altid hjemme

2017 | et digt

januar
du gjorde mig hel
jeg lærte at se
at jeg var mere end en del
februar
du gjorde min puls utroligt høj
måske fordi
jeg fyldte mit liv med støj
marts
du gav mig lyset tilbage
enogtyve år
endnu en af mine fødselsdage
april
du gav mig nogle nye ting
og jeg glemte vel nok
at jeg manglede ingenting
maj
på køkkengulvet smeltede jeg
du fik mig til at se
at jeg var gået den forkerte vej
juni
med glæde holdt jeg fri
jeg vandt over virkeligheden
og nød at kunne gå i hi
juli
du føltes så rigtig
et pænt goddag
til en der blev meget vigtig
august
du var også ret flot
jeg håber du ved
at du gjorde det godt
september
du gjorde mig træt
for med en forelsket hjerne
går læsningen ikke så let
oktober
der var noget dystert over dig
men jeg endte med
at finde min egen nye vej
november
nu mødes vi snart igen
og ved du hvad
i år vil jeg gerne være din ven
december
næsten alle elsker dig
og jeg håber bare
at du vil lyse på min vej