Kategoriarkiv: hf

Diverse tilfældigheder

Hej verden.

Jeg var egentligt igang med at læse om den fokuserede visuelle og auditive opmærksomhed, men så distraherede Kalle mig, og nu er jeg igang med fem forskellige digte, og så arbejder jeg på et større og HEMMELIGT projekt (jeg holder det udelukkende hemmeligt, fordi jeg forsøger at fremstå interessant). Dog kan jeg afsløre, at projektets arbejdstitel er “Passionsprojektet”, hvilket er et åndssvagt navn (jeg fandt på det kl. halv to en torsdag nat, og der virkede det som et meget underholdende navn). Dog arbejder jeg ikke så meget på det lige pt pga. uni, men det er meget rart at kunne bruge det til at distrahere mig selv, når jeg føler mig stresset/presset.

Jeg har desuden fundet ud af, at jeg (stadig) er en kendis:

Takket være en af de mange Ida’er jeg kender, fandt jeg meget tilfældigt ud af, at Randers HF & VUC bruger mig som gratis reklame for dem selv og deres åbent hus arrangement. Det gør mig dog ingenting, eftersom jeg kunne snakke i timevis om, hvor fantastisk et sted HF er. Åh, HF. Jeg savner HF. Suk.
Jeg er kun glad for det, hvis mit ansigt kan bruges til at få en masse 14-årige til at tænke “nææh se, en glad person, jeg vil også være glad, lad mig vælge HF” (selvom det nok ikke helt fungerer sådan).
Desuden nævnte min bror (som går på HF nu), at der hænger et billede af mig og ham ved hovedindgangen, så alle mulige fra hans klasse havde genkendt ham og sagt “ved du godt, at du hænger oppe ved indgangen”, hvilket han ikke vidste på det tidspunkt. Så vi forfølges begge af fortiden, og det vil nok fortsætte i nogle år endnu.

Det var altså en god dag med voldsomme mængder opmærksomhed. Det var den første (og nok den eneste) gang i mit liv, hvor jeg har nydt at få opmærksomhed fra så mange folk på én gang. Alt ved den dag var bare fænomenalt. Særligt den fladmaste jordbærkage og vores kødfest om aftenen i sommerhuset.

Den dag var jeg nok i det bedste humør jeg nogensinde har været i hele mit liv, da der var så meget at være glad for, og fordi det føltes som om, at jeg kunne overvinde alting. Som om, at alle de gode ting ville komme til mig i fremtiden. Og så havde jeg for første (og højst sandsynligt sidste) gang en følelse af at have vundet i præstationsræset. Det er ret trist, men det føltes sgu meget godt. Det er en følelse, jeg på ingen måder har haft siden den dag, så det var rart at opleve det bare en enkelt gang. En enkelt dag, hvor jeg ikke havde nogle problemer med at fejre mig selv, eftersom det for første gang føltes som om, at der virkeligt var noget at fejre. Så jeg badede mig i opmærksomhed og endte med at være fuldstændig udmattet i flere dage bagefter (særligt fordi jeg ikke kunne sove om natten, fordi jeg var så glad).

Men det er en svunden tid nu, og om nogle måneder er det et år siden. Det føles underligt. Den dag var den hidtil bedste i mit liv, så hvis mit liv var en graf, ville den falde drastisk efter den dag.

Så her er mit liv som graf:

Hvor y-aksen angiver “succes i livet” viser x-aksen tiden.

Nåh, nu må det være nok. Jeg ved ikke, hvad pointen er med dette, men det kan I jo selv tænke jer frem til.

Hyg jer – og husk vanterne.

//A

Et tilbageblik | Tilbage Til Naturen #9

Hej verden.

Jeg havde store planer om at ville skrive et langt og dybt indlæg om psykiatriske diagnoser og diagnosers stigende betydning i samfundet, men selvom jeg har haft lyst til at skrive om det i et halvt år, og endelig har tid til det nu, så føler jeg mig ikke rigtigt i humør til det. Så derfor har jeg valgt at bruge min tid på noget mere konstruktivt; nemlig at dvæle ved fortiden.

Min familie mener, at sommerhuset skal være utroligt varmt, og disse høje sydlandske temperaturer gør mig hidsig. Så for at distrahere mig selv fra at blive sur, har jeg valgt at se tilbage på nogle af alle mine mange gamle dokumenter, hvori jeg har skrevet om alt muligt tilfældigt igennem tiden.

Blandt andet har jeg et dokument, jeg lavede da jeg gik på mit andet år af HF (2014/15, mit mest sociale år, hvor jeg hang ud med rygerne), hvori jeg har skrevet en masse ting ned, som folk på skolen har sagt til mig, eller bare har sagt, imens jeg har været til stede. Det lyder måske lidt skummelt at skrive ned, hvad folk siger, men jeg hyggede mig med det dengang, og det er meget underholdende at se tilbage på nu. Nogle eksempler:

Hold kæft hvor jeg elsker at ryge!” – sagt af min tidligere samfundsfagslærer, en tirsdag morgen kl. 8.00, som det første da han kom ind i lokalet (iført headset og en fancy hat, han var 26 og mere ungdommelig end jeg nogensinde har været).

Velkommen til geografi på denne onsdag morgen – faget som alle elsker” – sagt af Geografi-Michael (han var meget begejstret for geografi og vandløb. Desuden havde han utroligt langt hår og var fra Aalborg. Ham glemmer jeg ikke).

Mennesket er slet ikke skabt til at spise kød. Vi skal spise grøntsager, nødder og frugt!”
15 sekunder efter: “Nåh vi ses, jeg skal lige ud at ryge” – en anonymiseret person.

“Jeg er bare blevet mega fanget af sådan en serie, der handler om nogen, der sparer sammen til at åbne en cupcake-forretning” (sagt til mig af et dengang 20-årigt hankønsvæsen).

“What! Jeg har altid troet, at Jussi Adler Olsen var en kvinde!”

“Jeg har salt i alle kropsåbninger” (sagt af den samme person en vintermorgen).

“Jeg ville ønske, at jeg også kunne arve tøj af mine familiemedlemmer. Men min ene fætter er gangster, og den anden er bare helt væk, så jeg kan ikke rigtigt arve tøj fra nogen af dem” (sagt af den samme person, en dag hvor vi diskuterede hvor vores tøj var fra (man må jo være kreativ, når man på et tidspunkt løber tør for relevante samtaleemner)).

Person 1 til mig: “Person 2 og jeg blev enige om, at du står øverst på vores virtuelle liste over mennesker, vi godt kan lide”.
Person 2 til mig dagen efter: “Det, vi rent faktisk blev enige om, var at du er den person, vi helst ville tilbringe livet med, hvis vi skulle vælge én fra skolen – altså udover vores kemilærer”
(Person 1 og 2 var nogle af dem, jeg snakkede mest med på HF, údover Iris, og de var nogle vildt hyggelige mennesker, men da jeg ikke har set dem i over halvandet år, har jeg anonymiseret dem for en sikkerheds skyld) (De havde en kemilærer, der hed Karsten, som de var meget betagede af, selvom jeg aldrig helt forstod hvorfor).

“Hvad er en anal-fabet?” -Iris til mig i historietimen.

“Det ser virkelig kedeligt ud, det du har siddet og lavet de sidste 2 timer” -Iris til mig, da vi havde fritimer.

“Din madpakke minder mig om fuglefoder” – Iris til mig, dengang jeg havde min helseperiode, hvor jeg levede af hjemmebagte kerneknækbrød, glutenfrit brød, mandler og bananer.


(Efteråret 2014).

Det var en hyggelig tid (altså ikke pga. de glutenfri brød, det var ret trist, men HF tiden generelt). Åh, jeg kunne skrive 300 sider om, hvorfor HF er så godt et sted. Men det skal jeg nok undlade at gøre.

(Åh, matematik C er noget jeg savner).

(Særligt fordi vores matematiklærer altid lavede en smiley, når vi havde klaret det godt. Det kunne de godt lade sig inspirere af på uni, jeg har brug for at modtage anerkendelse i form af smileys).

For to år siden lavede jeg en liste, over de ting, jeg gerne ville nå at gøre inden år 2020.

Den har det kreative navn “ting jeg skal gøre inden 2020”, og her er de ting, som jeg har fået gjort (til en vis grad).

  1. Lave frivilligt arbejde i en længere periode
  2. Leve minimalistisk
  3. Rejse ud i verden alene 
  4. Flytte hjemmefra
  5. 5. Tage til USA
  6. Sige min mening til folk der smider skrald, bare én gang.
  7. Arbejde hårdt for det og komme ind på Journalisthøjskolen.
  8. Blive venner med en nordmand eller en person med en form for norsk afstamning.
  9. Læse Les Miserables (1200 sider)
  10. Læse Pride and Prejudice
  11. Eje 200 bøger
  12. Tage til Vejle
  13. Skrive et læserbrev/kronik/debatindlæg i en af de store aviser (ikke bare Randers Amtsavis)
  14. Tage billeder igen.
  15. Være i Norge.
  16. Tage toget alene igen
  17. Holde kontakt med Iris
  18. Skrive.

Jeg har opnået 13 ud af de 18 ting, hvilket sådan set er meget fint, taget i betragtning af, at jeg ikke længere ønsker at komme til USA, læse Pride and Prejudice (jeg har forsøgt, og jeg synes, at den er opreklameret) og heller ikke umiddelbart ønsker at komme ind på Journalisthøjskolen.
Det er meget underholdende at blive mindet om, hvad jeg ønskede mig dengang, selvom der er noget forfærdeligt over at have haft det som et af mine livsmål at tage til Vejle. For siden da har jeg været i Vejle 4-5 gange, og det er umiddelbart ikke et revolutionerende sted, selvom der da er meget hyggeligt.

Dog minder dette mig om, hvorfor jeg hader at sætte sådan nogle mål op for mig selv, da jeg nu kan have det dårligt med mig selv over, at jeg stadig ikke har lavet frivilligt arbejde i en længere periode, ikke er flyttet hjemmefra og heller ikke har fået skrevet et læserbrev til en af de større aviser (eller det har jeg teknisk set, men det blev afvist, da det var for langt, så det tæller ikke).
Men når alt kommer til alt, handler det jo ikke om, at jeg skal have gjort en masse ting, bare fordi mit 18-årige jeg skrev det ned på en liste engang. Hvis jeg ikke længere har et ønske om at gøre alle de ting og ikke føler mig passioneret omkring det, hvorfor skulle jeg så gøre det?

Nu er jeg i et underligt nostalgisk humør, så nu vil jeg distrahere mig selv fra det ved at være hvor jeg er, i stedet for at være i fortiden og fremtiden. Hvordan man så end gør det.

Hyg jer.

//A

 

PMS-tanker og social isolation | Tilbage Til Naturen #5

Hej verden.

Flatterende overskrift, ikke? PMS og social isolation, hvad mere kunne man ønske sig at læse om.

I dag har jeg sagt i alt ET ORD til et levende menneske. Og det var den dag, mere eller mindre. Personen jeg sagde ordet til (ordet var “hej”, hvis nogen skulle være i tvivl), var en fisker, som jeg mødte, da jeg var på vej ned til stranden. Så han fik et anstrengt smil og et “hej”, der muligvis var lidt for højt, da jeg hørte musik og ikke kunne høre mig selv.
Nogen gange tænker jeg på, at jeg godt gad at møde mig selv for at se, hvordan det ser ud, når jeg forsøger at hilse venligt på folk. Men det kommer (forhåbentlig) nok aldrig til at ske.

Nåh, men udover min succes på den sociale front, har jeg i dag endnu en gang gået 10 km, ødelagt mine fødder lidt, spist flere pølsehorn, genoptaget mit Pepsi Max misbrug (men det er kun midlertidigt, da jeg snart løber tør, og ikke har tænkt mig at købe mere), læst i min bog om placeboeffekter, spillet ukulele og hørt musik. Jeg fandt desuden ud af, at jeg har fået 10 i min social- og personlighedspsykologi eksamen. Min primære reaktion var overraskelse og undren, da jeg havde forventet, at det ville kræve mere at få 10 på universitetet. Jeg kan ikke finde ud af, om det lyder højrøvet at sige det, eller om det nærmere indikerer, at jeg ikke tror på mig selv. Men jeg vil personligt mene, at ingen af delene er tilfældet. Egentligt tror jeg bare, at overraskelsen skyldes, at det er første gang jeg rigtigt får anerkendelse på dette studie, og at det føles ret underligt at det bare kommer i form af et tal. For hvad skal jeg lægge i det tal? Hvad siger det om mig? Betyder det, at jeg kan ånde lettet op med visheden om, at jeg har levet op til forventningerne, og betyder det, at jeg bliver en god psykolog? Betyder det, at jeg har vundet i præstationsræset, eller betyder det bare, at jeg på papiret er ligeså god som de fleste andre?

Generelt er jeg nået frem til den konklusion, at det ingenting betyder, andet end at vedkommende, der har rettet min opgave, har vurderet, at den levede op til kravene for at få 10. Og så betyder det, at jeg har bestået første semester og ikke skal til reeksamen. Men andet betyder det egentlig ikke. Det er et tal, og selvom jeg blev glad, da jeg så det, og følte et pludseligt behov for at kontakte 6-7 mennesker og fortælle om succesen, så var det en ret overfladisk glæde, der ret hurtigt blev afløst af en underlig tom følelse. For selvom der er noget rart over at få en god karakter, så giver det mig samtidig en trist følelse at blive vurderet med et tal. Det føles så tomt og ligegyldigt, og jeg har overhovedet ikke lyst til at fejre det. Bare fordi, at jeg har fået 10, er der jo ikke lige pludselig mere at fejre, end der var for en uge siden, da jeg ikke havde fået min karakter endnu. Jeg er jo ikke blevet et bedre menneske, bare fordi jeg har fået en karakter, der oftest ses som værende ret god. Og hvis vedkommende, der har bedømt min opgave, havde givet mig et 4-tal i stedet for, ville det jo ikke betyde, at jeg havde lært mindre; tallet ville bare være et andet. Det ville heller ikke betyde, at jeg ville blive en dårligere psykolog. Ligesom et 10-tal ikke er ensbetydende med, at jeg bliver en god psykolog. Det er jo ikke sådan, det fungerer.
Der er noget meget upersonligt over eksamensformen på psykologi generelt, og det virker for mig at se underligt, at jeg kan skrive mig til gode karakterer, når jeg som kommende psykolog ikke kan skrive mig til at hjælpe folk ud af deres livskriser. Medmindre jeg bliver forfatter til en selvhjælpsbog, men jeg vil hellere en tur i Bilka end at gøre det (og det siger en del).

Hvis jeg virkeligt skal analysere mig selv, så er der flere medvirkende faktorer til det, jeg føler:
-Et sted, langt inde, er der en lille stemme, der siger “du har ikke arbejdet hårdt nok til at fortjene så god en karakter”. Det er min indre perfektionist, som jeg ellers gør hvad jeg kan for at holde væk, der ikke mener, at jeg har arbejdet så hårdt som jeg “burde” dette semester, og at jeg er kommet for let til det.
Men det er sådan set en stor gang pis. For ja, jeg kunne godt have arbejdet hårdere, men det er fuldstændig bevidst, at jeg ikke har gjort det, og det ved jeg jo godt selv. Jeg har flere gange underprioriteret studiet, og brugt min energi på alt muligt andet i stedet. Og det har været nødvendigt. For der er sket en del i mit liv i løbet af første semester, og det har ikke været en mulighed at være den perfekte studerende, hvis jeg samtidig skulle have det godt indeni. Generelt har der været så mange forandringer, siden jeg startede på uni, at jeg egentlig er ret overrasket over, at jeg har klaret mig igennem det hele så godt. Jeg har klaret det godt, og jeg har gjort det, jeg kunne, både ift. studiet og mit liv generelt. Og jeg føler mig glad indeni, hvilket er den vigtigste indikation på, at jeg har prioriteret rigtigt. Så min indre perfektionist kan godt pakke sammen og gå hjem.

-En anden ting er en underlig følelse af at skamme mig over, at jeg ikke har været ligeså motiveret igennem semestret, som jeg havde forventet at være. Der er mange gange, hvor jeg virkeligt har skullet tvinge mig selv igennem nogle tekster, som jeg ingen mening så med, imens jeg læste dem. Og der er nogle tekster, som jeg aldrig fik læst specielt grundigt, og nogle, som jeg slet ikke fik læst, fordi jeg virkeligt ikke var motiveret for at læse dem, og hellere ville læse noget andet i stedet. Det er sådan, jeg har prioriteret min tid, og det ved jeg, har været et godt valg. Men alligevel føles det lidt skamfuldt at kunne klare det godt, når jeg ikke har styr på 100 % af pensum. Det føles lidt som at lyve. Igen er det min indre undertrykte perfektionist, der elsker at have en følelse af at have styr på ALT og at kunne være i stand til at svare på alle spørgsmål uden at være i tvivl om noget. Men hvem siger, at jeg skal kunne svare perfekt på alting for at kunne være tilfreds?

-Desuden er det bare en underlig følelse at have gennemført 1. semester. Jeg føler, at jeg ikke helt kan følge med. Det er svært at forklare, men det minder lidt om den identitetskrise, jeg havde sidste år, før jeg blev 20. Jeg føler, at det hele går lidt for hurtigt, og at jeg er et sted i mit liv, som jeg stadig ikke kan forholde mig til. Jeg har en følelse af at være bagud. Jeg har stadig en skræmt 19-årig indeni mig, der tænker “aaarrrhh, jeg kan teknisk set starte på universitetet om nogle måneder, det er jeg da slet ikke klar til, man er jo voksen, når man går på uni, aaarrrhh, er jeg mon klar, hvem er jeg, hvad vil jeg”. Men realiteten er bare, at jeg er et (snart) 21-årigt menneske (gisp), der skal igang med 2. semester om to uger. Og når jeg tænker for meget over det, føler jeg mig underligt distanceret fra mig selv. For det minder mig om, at jeg er udenfor min komfortzone. Alt det, jeg havde vænnet mig til at have i min hverdag i mange år (særligt HF og mit gamle arbejde på biblioteket), er ikke en del af min hverdag nu, og når jeg kommer i tanke om det, giver det mig lidt en følelse af sorg. For det var min komfortzone; det var mig. Og nu er de ting bare minder, som jeg kan se tilbage på, imens jeg gør alt muligt nyt, der stadig ikke helt føles som mig. 

Og så indser jeg, at det vel er sådan det er at blive voksen – at miste alt det, du fandt tryghed i tidligere, og pludselig være kastet ud i alle mulige situationer, hvor der forventes nye ting af dig og alt er nyt og skræmmende. Du forventes at kunne diskutere ting fra et ontogenetisk og fylogenetisk perspektiv, og alle folk spørger dig hele tiden om, hvorvidt du er flyttet hjemmefra endnu, har kørekort, om du har et seriøst og alvorligt parforhold og et studierelevant studiejob og om du går i fitness center fast hver uge. Og om du vil med på pubcrawl om næste fredag. De kigger forventningsfuldt på dig, imens du forsøger, på en selvsikker måde, at svare nej til det hele. Og alligevel føler du, at du kan se på dem, at det var det forkerte svar. Især når du også fortæller dem, at du bor i Randers, og ikke føler et behov for at flytte til Aarhus.

Det er muligvis det, det hele handler om; at få karakterer, og at blive vurderet med et tal, minder mig om alle de andre implicitte forventninger, som det gerne ses, at jeg lever op til. Men jeg gider ikke at skulle leve op til nogens forventninger. For det har intet at gøre med mig og om hvorvidt jeg overhovedet har det godt og er glad. At leve op til andres forventinger betyder ikke, at jeg gør en reel forskel for nogle mennesker, eller at jeg forbedrer verden. Det betyder heller ikke, at jeg får et bedre liv fremover. Hvis jeg føler mig presset til at gøre ting, uden at have mig selv med i det, så kommer det aldrig til at give mening.

For jeg bliver ikke mere voksen af at flytte hjemmefra, eller ved at tvinge mig selv til at tage kørekort, investere i en dyr blender der kan lave suppe eller ved få et seriøst og meget alvorligt parforhold. Jeg er ikke voksen i en mindre grad, fordi jeg lige nu fx prioriterer at trække vejret og gå ture ved stranden med mig selv, fremfor at løbe rundt og forsøge at finde en tilfældig lejlighed og tage kørekort. Det kunne jeg også have brugt denne måned på, men jeg ville ikke nyde at gøre nogle af de ting. Jeg ville ikke se nogen mening i noget af det. Og hvorfor skulle jeg gøre noget, jeg ikke selv har lyst til, bare fordi det er det rigtige for nogle andre? Hvorfor ikke lade mig selv eksistere og have det rart og give mig selv fred fra den evige følelse af at være bagud? Hvorfor ikke lade mig selv stå og betragte haven og føle, for en gangs skyld, at der ikke er noget som helst jeg skal, andet end at finde ud af, hvad jeg skal spise til aftensmad i morgen=

Jeg skal ikke gøre ting, fordi jeg føler mig bagud. Og jeg skal ikke skamme mig over at gøre det, jeg har lyst til, og som gør mig glad. Jeg skal ikke konstant have dårlig samvittighed over bare at gøre det, der giver mening for mig.  Det gider jeg ærlig talt ikke at bruge 20’erne på. Så kunne jeg gå rundt og stresse mig selv hele tiden, fordi der altid er noget, jeg ikke har opnået, som nogle andre allerede har. Men hvilken forskel gør det, hvis jeg egentlig har det godt med mig selv? Så mangler jeg jo ingenting. Og bare fordi, at jeg bliver ældre og ældre, betyder det ikke, at jeg skal gøre ting, jeg ikke har lyst til. Jeg skal fx ikke tvinge mig selv til at købe et hus og få børn og en stresset hverdag, bare fordi, at det er sådan mange andre gør. For hvis jeg ikke har lyst til at få børn, hvad skulle formålet så være?

Dette udviklede sig i en interessant retning. Konklusionen tror jeg er, at det at få anerkendelse giver mig en følelse af, at jeg nu bare skal præstere endnu mere, uden at jeg har lyst til at præstere. Og at jeg ikke kan lide følelsen af, at et tal skal definere mig eller have en betydning for, hvordan andre mennesker opfatter mig.

Det er interessant. Nu kan jeg bruge de næste par dage på at filosofere over, hvad grunden mon er til alt det.

 

Nu er klokken pludselig over 1, og min hjerne har gjort mig fysisk og psykisk udmattet, så nu vil jeg slutte af med at citere Johnny Cash, da det af en eller anden grund virker til at være en fremragende idé lige nu:

“Everyone I know goes away in the end”

“I will let you down, I will make you hurt”

Det er egentlig deprimerende, men det er også dybt.

Nåh. Hyg jer.

//A

 

 

jeg husker

jeg husker
da jeg tog afsted
og sagde farvel
en evig rejse mod noget
der aldrig før er set
alle de gange
jeg vinkede til mig selv
fandt jeg svar
eller blev jeg væk
jeg husker de øjne
jeg så verden med
de øjne
jeg har grinet til
de smil
jeg har gemt på
de kram
jeg aldrig får igen
jeg husker de bøger
jeg levede af
ordene der udgjorde mig
min sjæl er af papir
hvem siger
at alt skal råbes
for at blive hørt
jeg husker den frygt
der drev mig videre
en tro på noget
jeg ikke kan se
vinden
der bar mig hjem
en anden end før
altid den samme
jeg husker
da jeg fandt min sjæl
og glemte den i israel
den ligger nok
et sted i jerusalem
nedfrosset
venter på
at vi mødes igen
jeg husker formene
der støbte mig påny
rester fra andre
der havde valgt farverne selv
genbrugsmateriale
er det sådan her
i synes jeg skal forblive
jeg husker smilene
i gav mig den dag
offentlig anerkendelse
hurra
tillykke
du vandt præstationsræset
du kan alt
på papiret
så hvad vil du nu
fortæl os
om din fremtid
jeg husker

da vi dansede på roser
indtil regnen tog over
og sommeren blev væk
du spurgte
om jeg ville danse videre i regnen
men dine sko blev våde
og du måtte afsted
du skulle bare vide
nu danser jeg selv

jeg husker
da vi vendte ryggen til
vi så kun os selv
lyttede til alle andre
end hinanden
to
aldrig en
din ryg mod min
hård som sten
ar fra en anden tid
vi havde alle svarene
imellem os
men ledte det forkerte sted
jeg husker havet
gåturene i slagregn
før jeg opdagede
at du sakkede bagud
kom nu
følg med
jeg råbte
og du løb hjem
jeg husker
da jeg lod toget køre
og ikke løb med
hellere en prik i det fjerne
end et hul i min sjæl
hvorfor tror du
at jeg vinker til mig selv
jeg husker
de søvnløse nætter
et ønske
om mere end der var
et håb om det
der forblev en tanke
en tro på mere
end vi var
jeg husker
da vi tabte vores blade
brændte op
og  frøs til is
du fordampede
fra jordens overflade
ingen så
hvor du fløj hen
jeg husker skoven
der opslugte os
kolde novemberdage
en sol der brød frem
kan du ikke se
hvor heldige vi er
hvorfor ønske os mere
end vi har lige her
 
jeg husker
da vi dansede twist
og kastede med appelsinskaller
julelys i jeres øjne
grinene giver genlyd i stuen
flyver rundt under loftet
hvorfor tror du
jeg taler så lavt
jeg husker
da jeg sagde ja til mig selv
jeg er mere
end det jeg tænker
mere end det du så
vi ser ingenting
hvorfor tror du
vi glemmer os selv
jeg husker de ord
jeg ikke fik sagt
de dage
jeg intet så
næste år
ser jeg den anden vej
smiler til de øjne
jeg tog for givet
smiler
til mig selv
når julelysene slukkes
og ingen ser mig
i et stykke tid
jeg husker det
jeg lærte i år
alt det
jeg har smidt ud
solnedgangene
jeg forelskede mig i
alle dem
ingen kan se
alt det
der var noget
dem
der blev væk
men bare vent
næste år
smiler vi igen

Tilfældigheder

Hej verden.

Jeg føler for at skrive et dybt og filosofisk indlæg, så her kommer det (måske):

dsc_0527.jpg

Engang troede jeg på, at der altid var en grund til at ting skete, og at der altid var noget brugbart, som man kunne lære af den situation man var i. At der var en grund til, at man kom ud for forskellige nederlag, og at der var en grund til det, når noget gik godt. Jeg troede på, at der var en mening med de ting, der skete, og at det måtte betyde noget, hvis der skete et eller andet.

Men så blev jeg ældre og Pelle (vores gamle hund) døde, og uanset hvor meget jeg tænkte over det, kunne jeg ikke se en mening  med det. Det eneste jeg nåede frem til var, at det var det bedste for den, da den var syg, men jeg lærte ingenting af det, udover at livet er uretfærdigt.

I dag er det præcis et år siden, at den blev aflivet, og jeg kan stadig ikke se nogen mening med det.
Når alt kommer til alt, er der jo ikke en mening med noget som helst. Jo, hvis vi aktivt vælger at tro på, at der er en mening, så er der måske en mening, men det har stadig kun den mening, som vi selv tillægger det.

I stedet er jeg begyndt at tro på tilfældigheder.

Det hele er så tilfældigt. Universet opstod ved et tilfælde, og det samme gjorde jorden og al dens liv. Der var ingen mening med det (ja, jeg er ateist og nihilist, hvis nogen skulle være i tvivl). Det er et tilfælde, at vi allesammen eksisterer, og det er (mere eller mindre) tilfældigt hvor længe vi hver især kommer til at eksistere. Det er et tilfælde, at jeg eksisterer. Hvis min mor ikke havde taget sig sammen til at banke på min fars dør for 25 år siden for at invitere ham i biografen og bede om et glas vand, så havde jeg med (meget) stor sandsynlighed ikke eksisteret. (Tak til min mor for det).

dsc_0545.jpg

Mit liv er blevet som det er (primært) på grund af tilfældigheder. Ja, der har også være nogle aktive valg/fravalg involveret, men når alt kommer til alt, har jeg ingen indflydelse haft på de fleste ting. Og jeg tror på, at det er alle de små ting i livet, som vi ellers har en tendens til at overse, der med tiden gør os til dem, vi er.

Der er fx masser af de mennesker, der er kommet til at betyde meget for mig, som jeg har mødt ved et tilfælde. Nogen gange har det været så tilfældigt, at jeg næsten ikke kan holde ud at tænke på det, da der egentlig var større sandsynlighed for, at jeg aldrig ville have mødt dem. For eksempel var det meget tilfældigt at jeg mødte Iris (og andre fra HF/en masse mennesker generelt). Hvis jeg havde taget nogle andre fag på mit første HF år, så var der mange folk, jeg nok bare ville have gået forbi på gangene på skolen uden nogensinde at kende. Og på den anden side, er der nogle, jeg ikke er kommet til at kende, fordi jeg tilfældigvis tog nogle andre valg.

DSC_0985

Jeg tror ikke på skæbnen. Jeg tror ikke på, at nogen har forudbestemt hvad der skal ske og ikke skal ske i mit liv eller for verden generelt. Til gengæld tror jeg på tilfældigheder og held. Og jeg tror på, at vi selv er med til at bestemme, hvordan vores virkelighed ser ud. Måske ikke på alle punkter, men på mange. Vi kan i hvert fald selv vælge, hvilken tilgang vi ønsker at have til forskellige ting, også selvom vi sjældent kan styre, hvad der sker. Og nogle gange er det en fordel ikke at have kontrol over noget, for når alt kommer til alt er det oftest de uforudsete ting, der er de bedste (og til tider de værste).

Jeg tror på, at ting og hændelser har den mening, vi tillægger dem. Jeg tror på, at vi selv er ansvarlige for at give vores liv mening og at finde ud af, hvad (og hvem) der gør os glade. For i sidste ende kan andre mennesker ikke gøre os glade, hvis vi ikke selv tager et ansvar.

img_20160731_180508.jpg

Mit liv er tilfældigt, og jeg tror kun, at det er en god ting.

blogger-image-973898689

wpid-wp-1439044322354.jpeg

(Pelle)

Nej, der er ikke en mening med alle de forfærdelige ting, der sker. Nogen gange må vi sige farvel til noget/nogen, som vi virkeligt ikke har lyst til at sige farvel til. Og selvom det virker forkert, går livet videre. Solen bliver ved med at skinne (eller det bliver ved med at regne) og radioen bliver ved med at spille de samme sange. Og selvom det hele virker meningsløst og uretfærdigt, så finder du med tiden ud af, at fremtiden indeholder nye og gode ting. Det kan aldrig erstatte det, du har mistet, og det skal det heller ikke. Men med tiden bliver du glad igen, og måske får du en ny hund, der kan minde dig om, at livet fortsætter, selv når et hundeliv er afsluttet.

wpid-wp-1439390637893.jpeg

wpid-wp-1439390707563.jpeg

🙂

Dette indlæg endte med at blive mere dybt og tragisk end jeg havde planlagt, men jeg havde et behov for at få det ud.

Hyg jer.

/A

Juni 2016 – en opsummering

 

Hej verden.

Jeg har brugt det meste af dagen på at redigere ovenstående video, hvilket har været en fest. Der er noget rart over at få hele måneden samlet i én film (også selvom der teknisk set stadig er en uge tilbage af juni på nuværende tidspunkt), da jeg så ved, at jeg har noget konkret at se tilbage på, og at jeg har det samlet et sted. Desuden har jeg hygget mig med at lave baggrundsmusikken selv og at få det hele til at passe sammen, så jeg har følt mig produktiv, hvilket altid er rart.

Da videoen i sig selv siger det meste om, hvad der er sket i denne måned, så kommer her en opsummering af, hvad jeg har lært i løbet af juni:

  • At spille ukulele (det tog nogle timer at lære langt de basale ting, nu skal jeg bare have mere øvelse).
  • Danguitar.dk har virkeligt hurtig levering, jeg ville ønske, at jeg havde brug for at købe flere strengeinstrumenter.
  • Det viser sig, at jeg er “fremragende til at analysere digte”.
  • At se to-tre afsnit af Drengene fra Angora (de gamle afsnit fra 2004-2005) er et meget effektivt middel mod eksamens-stress/rastløshed.
  • At blive student har været meget bedre end forventet.
  • Min studenterhue var pengene værd, da den kan skjule en dårlig hårdag, beskytte en smule mod solen og desuden få mig til at se meget mere frisk ud, end jeg egentlig er.

DSC_0983

  • Jeg kan (næsten) nyde at få opmærksomhed, hvis jeg føler, at der er en grund til det/noget af fejre.
  • Randers HF & VUC’s kommunikationsmedarbejder tager virkeligt gode billeder, og hun er vildt flink.
  • Det er muligt at fungere en hel dag og have gæster og samtidig kun have sovet tre timer om natten (det er dog uoptimalt).
  • Man kan være heldig at modtage spændende gaver når man bliver student, som fx en kaktus, en designer-hund i egetræ og en Margrethe-skål med tilhørende mandolinjern og selvfølgelig blomster og en tegning (tak til hhv. farmor, farfar, min fars moster, min fasters familie, torsdags-børnebibliotekaren, min familie, skolen og Iris).
  • Jeg kender mange gode mennesker (det har jeg vidst længe, men jeg har muligvis først rigtigt indset det nu).
  • Når vi forsøger at tage en kage med ud i sommerhuset, ender den af en eller anden grund altid enten med at blive mast eller at smelte, før vi er nået frem.
  • Min bedstemor har fortalt os, at min mor og bedstefar engang har løbet en tur rundt om en gård ved navn “Blævreborg”, hvor nogle folk troede, at min bedstefar jagtede min mor (det var i deres unge dage).
  • Min bedstemor har købt 20 par neongule strømper, fordi “de er lette at få øje på i vaskemaskinen”.
  • Mit forhold til bland-selv slik er ambivalent.
  • Jeg kan godt håndtere at være på et sygehus uden at blive deprimeret (hurra) (vi var der for at besøge min bedstemor, intet livstruende var galt, hun var glad for at få besøg).
  • Intet varer evigt, hvilket dybest set er godt.
  • Berømmelse varer heller ikke evigt, hvilket også er godt.

dsc_0304.jpg

  • Man må nogen gange sige farvel til noget af nødvendighed fremfor lyst.
  • Jeg elsker stadig Nephews første album (og langt det meste, de har lavet, jeg havde en god musiksmag som 11-årig (jeg er ikke engang ironisk).
  • Der sker ofte forfærdelige ting i verden, men det betyder ikke, at verden er overvejende ond. Der findes langt flere gode, end onde og hadefulde mennesker.
  • Man ved, at man er blevet voksen, når den ideelle eftermiddag består af at nyde en kop kaffe og at høre jazzmusik.
  • Det kan være meget befriende at danse rundt i huset til musik, jeg helst ikke vil indrømme, at jeg kan finde på at lytte til (mit ego vil tage skade).
  • Jeg hader fluer som ind i helvede.
  • Før man siger ja til noget, er det godt at overveje, hvorfor man siger ja (som udgangspunkt).

image-2fc11f69352b762ab32203e3b7df334b273a27dff0b44c69b7404ca0731ec939-v.jpg

  • Før man siger nej til noget, skal man overveje, hvorfor man siger nej (som udgangspunkt).
  • Det er fysisk muligt for mig at cykle 22 km (i voldsomt terræn) på min almindelige cykel (som er vildt hård at køre på af en eller anden grund), uden at dø/falde om.
  • Min puls kan blive virkeligt høj.
  • Ærlighed er en vigtig disciplin på flere planer.
  • Nogen dage er det bare nødvendigt at sidde og stirre på havet og træerne (eller en væg hvis man ikke er et sted med en god udsigt).
  • “A Beautiful Mind” er en god film, muligvis en af mine yndlings.
  • “Min Søsters Børn i Sneen” og “Flyvende Farmor” er også nogle af mine yndlings film.
  • DR Ultra sender nogle forfærdelige programmer (jeg er tvunget til at høre på det, når jeg er på arbejde, hvor der altid står et tv tændt). Jeg forstår virkeligt ikke, hvorfor alle børneprogrammer skal være så overgearede og handle om alt muligt ligegyldigt, og at der altid skal være nogen der skriger, eller som bare har virkeligt irriterende stemmer.
  • Det er kun lykkedes mig at færdiglæse to bøger i denne måned (sidste år i juni læste jeg 10 bøger).
  • Tradium på Rådmands Boulevard har virkeligt mange toiletter og vandautomater (Iris og jeg var der for at udforske stedet, da hun efter planen skal starte der snart).
  • I den forbindelse har jeg også lært, hvor man går hen, hvis man vil uddannes til tømrer, og at man kan uddanne sig til overfladebehandler (jeg er muligvis ignorant fordi jeg ikke var helt klar over det).
  • Matematik/Kemi-Kirsten har sommerhus i samme område som vores ligger i, hun har dårlige knæ og hun mener også, at det er vigtigt at have sikkerhedsudstyret i orden, når man anvender en motorsav. (Vi havde en længere samtale med hende til dimissionen, ellers ville jeg aldrig have lært de ting).
  • Det er virkelig dyrt at spise på Hvidsten Kro, men også godt og hyggeligt.
  • Vores naboer i sommerhuset er muligvis et rockband, de spiller trommer ret højlydt nogen gange. Og de andre naboer holder umiddelbart af at holde karaokeaftener og at synge “Danse I Måneskin” utrolig højt.
  • Det er muligt at komme ud af et langvarigt Pepsi Max misbrug.
  • Man får intet ud af at sammenligne sig selv med andre.
  • Nogle mennesker er virkeligt forfærdelige.
  • Clement Kjærsgaard er overvurderet.
  • Sankt Hans i Mariager er hyggeligt.
  • Jeg er overraskende god til at klippe mig selv (i det mindste så vidt jeg selv kan se).
  • Jeg er også god til at lave blomskåls/brocoli-tærte.
  • En god solcreme øger livskvaliteten.
  • Det er ok at føle sig tom indeni nogen gange.
  • Nørrevangsskolen har nogle forfærdelige toiletter (det vidste jeg sådan set godt, da jeg jo selv har gået der, men jeg fik genopfrisket min viden på området, da jeg var der til min brors dimission).
  • Der er stor forskel på kvaliteten af dimissionstaler (jeg nævner ingen eksempler af frygt for at modtage hatemail).
  • Det er godt for sjælen at male og støvsuge.
  • Pesto indeholder flere kalorier end forventet.

 

Det var sådan ca. det.

Hyg jer.

/A

Forandringer – Slutningen på en æra (eller noget i den stil)

Hej verden.

Hvis man kender mig/følger mig på Twitter/læser min blog, så er man højst sandsynligt klar over, at jeg overordnet set ikke er ret begejstret for forandringer. Særligt ikke når det indebærer, at gode ting slutter. Jeg har altid været forfærdeligt nostalgisk anlagt, så når noget slutter, uanset om det er overvejende godt eller dårligt, bruger jeg meget lang tid på at tænke/reflektere over det hele, i et forsøg på at nå til et punkt, hvor jeg kan sige til mig selv, at det er ok, at det er slut, og at det bliver fint at komme videre i livet. Det lykkes ikke altid, specielt ikke, hvis der er for mange ting der slutter, samtidig med at noget nyt starter.
Dog har jeg fået bevist overfor mig selv mange gange nu, at jeg sagtens kan klare det hvis jeg vil/skal, hvilket er godt nok. Desuden er der en del af mig, der godt kan lide, at der sker noget nyt, men det bliver jeg af en eller anden grund altid ved med at glemme.
Jeg ved det ikke, min hjerne er forvirrende. Det, jeg vil frem til, er at jeg har det med at gøre et stort nummer ud af det, når der sker en eller anden form for forandring, og da der for tiden er mange ting der slutter/snart slutter/snart begynder, så vil jeg dedikere dette indlæg til alt det. (Hovedsageligt at jeg er færdig med HF, og at jeg snart har sidste arbejdsdag på biblioteket efter 4 år(!!) m.m.) (Det er sandsynligt, at det kommer til at minde om en nytårstale, vi får se).

På torsdag skal jeg til HF-dimission. Det er en ambivalent følelse, jeg har omkring det, for på den ene side er det selvfølgelig rart og godt at jeg nu er student, og at jeg endelig får mit eksamensbevis, og at alt er gået så godt osv. På den anden side er det underligt, da mine tre år på HF nok har været de bedste skoleår, jeg har haft, hvis man ser bort fra 10. klasse (det var et godt år).
Det er fjollet, da alle tre år har været utroligt forskellige og egentlig ikke har mindet om hinanden. Jeg har ikke haft en bestemt klasse, og der har været så mange forskellige mennesker, lærere og fag fra år til år. Det kan jeg dog se nu, har været med til at gøre det endnu bedre, da jeg af den grund har lært meget mere, end jeg ellers vil have gjort.
Alle tre år har været lærerige på hver deres måde, og som det er nu, er jeg utroligt glad for, at det hele endte som det gjorde, da mange ting er sket pga. tilfældigheder. Fx ville jeg aldrig have mødt Iris (og andre hyggelige mennesker), hvis jeg havde valgt nogle andre fag på mit første år, hvilket jeg sagtens kunne have gjort. Desuden var det heller ikke planlagt, at jeg ville tage alle mine fag som selvstudie dette tredje år, men sådan blev det af flere grunde, og det endte med at blive en meget større succes end forventet. Grundlæggende var det også pga. tilfældigheder(og held), at jeg fik mulighed for at komme til Israel og Spanien i år. I teorien er de fleste ting vel egentligt tilfældige, men det er en anden diskussion.

Faktum er, at HF er slut og at det på stort set alle punkter gik så godt, som det overhovedet kunne. Ja, det er rart, at jeg ender med et gennemsnit på 11,4, MEN det er langt fra kun det, der gør, at jeg betegner det som en succes. Det vigtigste for mig er, at jeg kan mærke/se, at jeg rent faktisk har LÆRT noget igennem hele processen, både om mig selv, andre, verden, livet, kemi osv., og at jeg grundlæggende synes, at jeg er blevet et bedre menneske (det er selvfølgelig en subjektiv vurdering), da jeg har lært mange forskellige folk at kende og har lært, at jeg har mange ting til fælles med diverse forskellige typer, som jeg nok ellers ikke ville have talt med.

IMAG4964
(
Jeg forsøgte at skrive mit navn pænt og nydeligt, men det gik galt til sidst, personligt synes jeg, at der nærmere ser ud til at stå “Hamster” frem for Hansen, men hvad kan man gøre).

 

Jeg kan meget tydeligt huske min første dag på HF (17. september 2013) (Jeg er meget god til at huske datoer, det er praktisk). Jeg kendte i alt ét menneske, der gik på skolen, jeg var stresset og ude af balance (jeg havde lige besluttet at stoppe på STX hvilket tog en del psykisk energi), jeg havde desuden en smule feber og generelt følte jeg ikke for at skulle starte på noget nyt, så nej, jeg var ikke fyldt med overskud og gåpåmod, jeg var nærmere træt og udmattet og på dette tidspunkt var jeg langt fra klar over, at jeg havde taget en af de bedste beslutninger i nyere tid, det indså jeg først senere.
Jeg fandt desuden hurtigt ud af, at jeg var den yngste af alle de folk, der var på mine forskellige hold (kulturfag, matematik C og psykologi). De fleste var 22-25, og nogle var over 30 (gisp), og utroligt mange havde børn. Derfor tænkte jeg ikke lige umiddelbart, at jeg ville have noget til fælles med nogen (men sådan tænker jeg altid, når jeg er i en situation med nye mennesker, selvom det oftest ender med at forholde sig modsat). Det tog mig nogle uger før jeg følte, at jeg begyndte at “falde til”. Det hjalp bl.a. på det at Iris begyndte at snakke med mig (det var i starten hovedsageligt hende, der startede samtaler med mig, da hun har en virkeligt god evne til at snakke med stort set alle folk). Med tiden blev vi desuden tvunget ud i gruppearbejde, hvor jeg så lærte nogle andre folk at kende, hvilket førte til, at jeg også begyndte at snakke med nogle folk fra mit matematikhold, og lige pludselig indså jeg, at jeg faktisk nød at gå i skole, nogen gange ønskede jeg ligefrem, at jeg havde flere timer, end jeg havde (på mit første år havde jeg kun 17 timer om ugen på skolen + psykologi en gang om måneden om aftenen).

Alle folk var så forskellige, og alle havde hver deres historie, og det oplevede jeg udelukkende som noget positivt, i det at der så ikke var nogle idealer til, hvordan man skulle være for at blive accepteret af gruppen. Som jeg har oplevet det, har HF været et sted med et stærkt fællesskab, netop fordi alle er så forskellige, men alligevel på mange punkter så ens. Jeg lærte i hvert fald, at alle har hver sin historie, og at ingen er bedre end andre (dette vidste jeg godt i forvejen, men jeg fik et mere nuanceret forhold til det hele).

blogger-image-465759529

Generelt husker jeg det første år som et år, hvor jeg forandrede mig en del og begyndte at hvile mere i mig selv (det lyder som noget fra indledningen til en forfærdelig selvhjælpsbog, men ja). Jeg følte for en gangs skyld, at jeg fik ro til at gøre tingene i mit tempo, og at der ikke var nogle der pressede mig til at skulle have 36 timer om ugen og helst ikke have noget fravær. Jeg havde det år fri hver onsdag, hvilket var utrolig rart, hvis jeg engang får verdensmagten bliver det lovpligtigt at alle folk skal have fri om onsdagen (det bliver muligvis et logistisk helvede, men det kan vel løses).
Noget andet jeg husker det første år for, var at jeg begyndte at elske matematiktimerne, hvilket var noget nyt for mig. Jeg har altid haft det fint nok med matematik, men det var først på HF at aha-øjeblikket kom, dvs. der hvor jeg endelig indså meningen med det hele (i hvert fald noget af det). Desuden havde vi en vildt god lærer, og folk på mit matematikhold var vildt hyggelige (de fleste i hvert fald), så jeg var ofte en af dem, der sagde mest i timerne, hvilket var revolutionerende (jeg har ikke tal på hvor mange skole-hjem samtaler, jeg har været til, hvor lærerne har sagt “Amanda, du er utroligt dygtig, så jeg forstår ikke, hvorfor du ikke siger noget mere i timerne. Du kan jo godt, der er ingen grund til at være stille og genert” (hvilket generelt er en åndssvag ting at sige til et menneske, da der altid er en grund til, at man opfører sig på en bestemt måde, men det er en anden diskussion). Men ja, jeg fik bevist over for mig selv, at jeg sagtens kunne, hvilket primært skyldtes, at jeg følte, at det var ok at sige noget forkert, at jeg ikke var tvunget til at skulle sige noget, hvis jeg ikke følte for det (man får ikke årskarakterer på HF, så det er mere op til en selv at afgøre, om man ønsker at sige noget hele tiden eller ej), og at jeg desuden syntes, at det var interessant og dermed følte for at sige noget.
Det var en udviklingsproces, og det skete ikke fra den ene dag til den anden, og det var alt sammen ok. I kulturfag (samfundsfag, religion og historie), følte jeg mig dog ikke helt så sikker. Ikke fordi, at jeg ikke forstod det, men nærmere fordi, at jeg følte mig en smule intimideret af alle folks kloge kommentarer; alle var en del ældre end mig, og mange vidste derfor nogle ting på forhånd, som jeg ikke vidste (hvilket giver god mening, der er forskel på hvad en 17-årig og en 26-årig ved). Dog skyldtes det mest af alt usikkerhed, da jeg helst ville sige noget klogt og gennemtænkt for ikke at fremstå uvidende, hvilket er en følelse mange nok har inderst inde.
Vi havde en vildt god lærer, som virkeligt formåede at få alle til at arbejde hårdt, jeg havde aldrig før oplevet noget lignende. Alle gjorde deres bedste og det at vi havde en lærer, der brændte så meget for sine fag, smittede af på os. Jeg lærte en hel del i de timer, også selvom jeg ikke altid følte lige meget for at sige en masse.

Noget andet jeg husker det år for, var at Iris og jeg i en periode om vinteren ofte tog i Føtex flere gange om ugen, hvor vi hyggede os med at købe Kinderæg og se på te og kaffe (jeg spiste et kinderæg hver dag i den periode, jeg havde en teori om, at det forbedrede min livskvalitet).
Desuden følte jeg, at jeg havde en høj grad af frihed. Jeg kunne overskue både at skulle i skole og på arbejde, følte mig ikke længere stresset, men følte stadig, at jeg blev udfordret på en god måde. Jeg cyklede til skole (el-cyklen er en god opfindelse), hørte musik som fx denne sang:

og hyggede mig generelt.

blogger-image-1569660130blogger-image-386197043

blogger-image-618690075

 

blogger-image-1740890303

Så kom det andet år, som var det år, hvor jeg havde flest timer (21). Det var overordnet et rigtig godt år, selvom det var mere stressende end det første, da det betød, at jeg havde en lang dag om torsdagen (jeg tog afsted kl 7 og kom hjem kl. 19.30 fordi jeg skulle direkte på arbejde efter skole). Jeg var først nervøs for, hvordan det ville gå, men det viste sig at fungere fint de fleste dage.

blogger-image-1005672924

Det var dog også et overvældende år, da der i perioder var mange afleveringer, der skulle afleveres på næsten samme tidspunkt, hvilket kunne stresse mig en del, specielt hvis det var gruppeafleveringer, men jeg fandt alligevel ud af, at jeg sagtens kunne klare det.

blogger-image-1972712872
(
Et billede fra børnebiblioteket, en dag inden jeg havde ryddet op).

blogger-image-1964778752
(
Min 18 års fødselsdag, hvor Iris købte kakao til mig for at fejre det)

blogger-image-1080653227blogger-image-1980292558blogger-image-40872878

(Billede fra en børnebog på biblioteket) (Jeg havde en periode, hvor jeg tog billeder af de bøger, jeg synes var sjove, det stoppede dog igen)

blogger-image-1136863582

På tur i en farvehandel (spændende)

IMAG3959

(Jeg tror ikke, at der er så meget at tilføje, udover at det ikke er en børnebog, det skal nok lige nævnes)
DSC_0883

Billede fra den dag vi fejrede min 19-års fødselsdag (jeg havde inviteret hele tre HF venner, det var revolutionerende da jeg normalt hader at fejre min fødselsdag, men den dag hyggede jeg mig).

 

DSC_0980

Billede fra studieturen til København med samfundsfag B (som det lykkedes mig at deltage i i ca. 13 timer før jeg endte med at flygte med toget hjem (en længere historie der kan læses her)):

At sige fra, og at have det fint med det.

 

Jeg kom også i æg-sistentielle dilemmaer pga. at min geografilærer tvang os til at tage stilling til vores kødforbrug (hvilket jeg er glad for på nuværende tidspunkt, dog syntes jeg dengang, at det var noget pis, hvilket tydeligt fremgår af de indlæg jeg skrev om det):

NEJ, jeg har ikke tænkt mig at blive vegetar for miljøets skyld

Ægsistentielt dilemma

DSC_0260

Det fik mig dog til at tænke over flere ting, (bl.a. æg) og sidenhen har jeg også ændret holdning i en grad, selvom jeg dog stadig ikke mener, at man skal blive vegetar/veganer pga. dårlig samvittighed).

 

wpid-wp-1432923415897.jpegwpid-wp-1431963041985.jpeg

Jeg blev desuden tvunget ud i at lære biologi og matematik B (som ikke var ligeså festligt og hyggeligt som matematik C, selvom Matematik-Kirsten (der senere blev til Kemi-Kirsten) er hyggelig, så var sværhedsgraden en del højere).

wpid-wp-1435092155821.jpeg

Så sluttede det og Iris plus alle andre folk jeg på det tidspunkt snakkede med, blev studenter, hvilket var underligt, da jeg jo stadig havde et år tilbage. wpid-wp-1435092171777.jpeg

Iris’ studentergave (tre bøger: The Little Prince, Simon vs. The Homo Sapiens Agenda og All The Light We Cannot See).

wpid-dsc_1578.jpg

Et billede fra sidste år, hvor jeg blev sat til at folde plakater på arbejdet (jeg har haft mange interessante arbejdsopgaver igennem tiden, bl.a. at folde forskellige ting, feje popcorn op fra gulvet, feje voldsomme mængder af glimmer op fra et stort gulvareal efter et af vores julearrangementer, at være klædt ud som nisse og heks, og div. andre ting). Det meste af tiden har jeg dog brugt på at sætte bøgerne op, rydde op, fortælle folk hvor de kan finde bøger om heste eller andre ting, oplære nye bogopsættere m.m. Jeg har virkelig været glad for at have det arbejde, og at jeg har fået lov at fortsætte så længe (normalt ophører ansættelsen når man fylder 18 år), og fire år er lang tid. Teoretisk set er det en femtedel af mit liv, så det giver vel meget god mening, at jeg har det underligt med, at det skal slutte. Jeg føler dog, at jeg har fået det ud af det, som jeg kan, og at det er ok, at jeg skal videre i livet (selvom der er en del af mig, der mest af alt har lyst til bare at blive hvor jeg er og arbejde på biblioteket resten af livet og ikke skulle gøre nye, skræmmende ting). wpid-dsc_2212.jpg

Her er et billede fra den første aften, hvor jeg var til aftentimer på skolen (august 2015). Jeg hyggede mig med mig selv og min triste og tørre madpakke efter at vi havde fået fri (jeg har i år haft en tendens til at tage nogle utroligt triste madpakker med, til kemi-weekenden havde jeg noget tørt rugbrød og en banan med, det var ikke særligt interessant).

Generelt har mit tredje år på HF været meget anderledes i det, at jeg selv har stået for at skulle bestemme, hvad jeg skulle lave hvornår, hvordan jeg ville lave det, og hvor meget tid jeg ville bruge på det. Overordnet set har det været fantastisk, da jeg har fået mulighed for at arbejde som jeg havde lyst til, og at det desuden har fungeret godt, at jeg selv har været ansvarlig for min læring. Det har selvfølgelig ikke været fantastisk hele tiden, fx har det, at jeg har haft så meget tid med mig selv, betydet, at jeg har haft lang tid til at tænke meget over bestemte ting, fx tænkte jeg utroligt meget over krig, ondskab og andre deprimerende emner i efteråret, hvilket ikke var så god en idé for min psykiske tilstand, der i forvejen ikke var vildt fantastisk (hvilket primært skyldtes, at vores gamle hund døde i august, hvilket jeg nok aldrig kommer over).
wpid-wp-1439044322354.jpeg

(Pelle)

Dog førte det hele til, at jeg blev opmærksom på, at jeg selv er ansvarlig for mit liv, og at jeg selv bestemmer, hvordan jeg vil leve det, og hvilke tanker jeg ønsker skal fylde mest. Så jeg begyndte at blive bedre til at komme mere ud, få motion, være social (i hvert fald nogen gange) og generelt gøre ting, der fik mig til at få det bedre og tænke på gode ting. Jeg begyndte desuden at fokusere på de ting, jeg kan gøre for at gøre verden til et bedre sted, frem for hovedsageligt at tænke på, hvad jeg ikke kan gøre noget ved og være trist over det.

wpid-wp-1439390637893.jpeg

Så fik vi en ny hund (Kalle), og livet gik pludselig videre. Fordi jeg har arbejdet hjemmefra har jeg været den, der har været mest sammen med den, hvilket har været rart og til tider forfærdeligt (den har forfærdeligt meget energi nogle dage, så mange af mine afleveringer har jeg skrevet med den ene hånd fordi Kalle har insisteret på at ville underholdes samtidig med det). Så jeg har lært at gøre flere ting på én gang, selvom det psykologisk set er umuligt.

wpid-img_20150915_170536.jpg

wpid-img_20150721_182341.jpg

I september besluttede jeg mig desuden for at læse “Les Misérables” færdig (den er 1200 sider), så hver dag, når jeg havde lavet en aflevering færdig, læste jeg noget i den, og efter to-tre uger var jeg færdig med den (det er stadig en af mine største bedrifter).

img_20160615_202300.jpg

Jeg har nydt at have tid til at gøre de ting, jeg har haft lyst til at gøre og at have mulighed for at være effektiv, når jeg havde mest energi (jeg kan få udrettet store ting ret hurtigt, hvis jeg arbejder hårdt), for så at holde fri i andre perioder. Jeg har bl.a. haft tid til at blive bedre til guitar, at male, læse, skrive blogindlæg, skrive digte (som verden nok aldrig kommer til at se), gå ture, cykle osv. Og jeg har været på Mallorca, set Alperne oppefra, været på voldsomt mange restauranter, været i Israel, badet i det Døde Hav (jeg gjorde det kun for at kunne sige, at jeg har gjort det), blevet kropsvisiteret (det var mere fredeligt end det lyder, men alligevel), og har generelt udfordret mig selv på mange punkter. Og jeg er blevet god til kemi, det er også noget af det bedste ved det hele. Desuden har jeg også klippet en stor del af mit hår af, kommet i bedre form og har (forhåbentlig) formået at beslutte, hvad jeg vil med mit liv (i hvert fald noget af det).

wp-1457548202366.jpg

image-f4c0542c17fd4a72c06e2128a4b6c718bf4c654c9b915cca1deebbc66b29ac79-v.jpgimg_20160508_145934.jpgdsc_0304.jpgDSC_0860DSC_0874

Nu har jeg brugt fire timer på at skrive dette indlæg, så nu må det være nok. Jeg tror, at konklusionen er, at det sgu har været meget godt, og at jeg har lært en masse og nu er klar til at komme videre i livet, også selvom det er skræmmende på flere planer. Men sådan er livet, man er nogen gange nødt til at gøre det, som gør en allermest nervøs (fx at tage i Føtex en tirsdag middag, det er ofte voldsomt stressende, så det skal jeg imorgen sammen med Iris)

 

/A

 

IMG_9628

Et positivt indslag

Hej verden. Jeg føler, at der sker masser af negative ting i verden for tiden, og desuden har mit eget humør heller ikke været det bedste de sidste par dage, så nu vil jeg lave et positivt indlæg og dermed gøre verden bedre (eller så jeg i det mindste kan leve i illusionen om, at jeg har bidraget med noget positivt).

Så her kommer en liste over gode ting:

  1. Jeg kender mange gode mennesker, hvilket er godt, det skal man ikke tage for givet.
  2. Jeg ejer nu en ukulele og har lært alle de vigtigste akkorder indenfor et par timer (det er anderledes end på guitar, hvilket kun er godt, da min hjerne så har noget at blive brugt til)img_20160615_202300.jpg
  3. Jeg har fået malet en del den seneste tid, hvilket får mig til at føle mig produktiv.
  4. Desuden har jeg også fået skrevet mange blogindlæg den sidste måned, hvilket også er rart.
  5. Den 13. havde jeg 4 års jubilæum som bogopsætter, hvilket også er positivt, dog minder det mig om, at pensionen snart kalder, hvilket jeg ikke helt kan håndtere, men mere om det en anden gang. Generelt er jeg bare utroligt glad for, at jeg har været der så længe, da jeg ikke ville have været den samme person, hvis jeg ikke havde fået det job (det lyder virkelig irriterende, men det er sandheden). Biblioteket er et godt sted.
  6. Det er lykkedes mig at se min ven Irene to gange i denne måned, hvilket har været rart, hun er en god person. Vi har haft nogle interessante samtaler om psykologi, ondskab, religion og etik (det er faktisk rigtigt nok, det er ikke bare noget jeg siger for at fremstå mere sofistikeret end jeg er). Desuden er hun en person, der arbejder hårdt for at nå sine mål, hvilket jeg respekterer meget, og så er hendes familie de flinkeste folk på jorden, de spørger altid, hvordan jeg har det og generelt er de bare gode mennesker. DSC_0983
  7. Jeg har (når dagen er slut) også formået at se Iris to gange indenfor halvanden uge, hvilket jeg også er glad for, hun er også et godt menneske og jeg sætter meget pris på at have hende som ven. DSC_0918
  8. I går fandt jeg ud af, at jeg har fået 12 i skriftlig dansk, hvilket var meget uventet, jeg havde slet ikke troet det. Det beviser flere ting: det er muligt at få 12, selvom man har lavet 4-5 kommafejl (jeg talte efter, da jeg læste den igennem EFTER at have afleveret den), og det er også muligt at bilde sig selv ind, at noget er helt forfærdeligt, selvom det teknisk set er rigtig godt.
  9. Dvs. at jeg afslutter HF med et samlet gennemsnit på 11,4, hvilket er meget voldsomt. Det har krævet hårdt arbejde, men det vigtigste er sådan set ikke karakterne, men derimod at jeg føler, at jeg har lært en masse, og at jeg har opnået det, jeg ønskede. Dog er det rart, at jeg nu kan holde ferie uden at skulle frygte for, om jeg kan komme ind på psykologi, da jeg nu ved, at der ingen grund er til bekymring (jeg skal bare huske at søge ind, selvfølgelig).
  10. Jeg er blevet god til kemi, det er stadig noget af det bedste ved det hele.
  11. Nåh ja, jeg har ferie, det er også meget godt (selvom jeg har en tom følelse indeni, men det går vel over)
  12. Jeg har en kaktus ved navn Lars Kirsten (Tak til min farmor og farfar for at give mig den)dsc_0324.jpg
  13. Jeg var i avisen i sidste uge, hvilket vel også er meget godt.image-0.02.01.e8f098c7efe61bde597d78bc26cc122d81b226ab414ec0d5346a30d8c26e3480-v.jpgimage-0.02.01.92a8d1b0f9b0ff47985d6ce37cda2f2e39178eddf3a417e3e9855aac1e42aa8f-v.jpg
  14. Solnedgangene ved sommerhuset er også gode.dsc_4643.jpg
  15. Jeg har fået set noget af verden i år (dele af verden der ikke er Norge), hvilket har været godt (jeg kan dog stadig godt lide Norge). (Jeg vil gerne til Norge igen)
  16. Hvilket jeg i teorien sagtens kan, jeg er et frit menneske i over to måneder endnu.
  17. Jeg har lært mig selv at bruge Windows Movie Maker, hvilket jeg hygger mig med:

Jeg tror, at det var det, jeg kan ikke finde på mere.

Hyg jer.

/A

 

P.S: Meningen med livet er hundehvalpe, det er jeg nået frem til efter grundige overvejelser.

wpid-dsc_2150.jpg

(Kalle som hvalp, nu er den et stort skrummel)

Se mig, jeg er student – nu på skrift

Hej verden. Jeg føler, at jeg er nødt til at udrette et eller andet, så nu skriver jeg dette indlæg. Tidligere på dagen forsøgte jeg at male mine følelser, det gik sådan her:

dsc_0332.jpg

(Jeg ved ikke, hvad fanden det skal forestille, men sådan er det vel med den kunstneriske frihed)

 

Det er nu tre dage siden, at jeg blev student, men det føles som om, at det er meget længere siden, også selvom at tiden i teorien bare er en illusion. Men ja, jeg må hellere skrive noget om det, så jeg kan blive mindet om, hvor overskudsagtig jeg var for kun 72 timer siden.

Det startede med, at jeg stod op og spiste skyr med chia-frø, dvs. næsten udelukkende protein (hvilket senere viste sig at være et forfærdeligt valg, ikke pga. proteinen men pga. frøene, som min gode ven Iris var så venlig at informere mig om, at jeg havde siddende mellem tænderne (altså ikke dem allesammen men ét, og det var ikke ret synligt, men stadig, det er sådan man finder ud af, om folk er ens sande venner).
Så tog jeg afsted og forsøgte at undgå at blive kørt ned, hvilket lykkedes, ankom til skolen, gik hen til lokalet, ventede, blev kaldt ind (af min utroligt flinke kemilærer, hun burde have en pris for at være et oprigtigt menneske), trak spørgsmål nr. 36, som handlede om molarmasseberegning af natriumhydrogensulfat, sagde “nåh hvor godt”, gik ind i forberedelseslokalet, forberedte mig (læste mine noter til spørgsmålet igennem og lavede en disposition), kom ind i eksamenslokalet, sagde “pænt goddag” til censor (jeg citerer), snakkede om mængdeberegning, syrer, baser, pH, forklarede om et forsøg, svarede på spørgsmål indtil tiden var gået og min (meget smilende lærer, det var meget voldsomt) sagde, at jeg skulle gå ud, gik ud, blev mødt af 7 mennesker (Iris, mine forældre, min bror, en kommunikations-person fra skolen, en journalist og rektor), hvoraf jeg kun fik hilst på Iris før jeg skulle ind igen, kom ind, fik at vide, at det var så flot, og at jeg havde fået 12, sagde noget med “Ihhh hvor godt”, og noget andet jeg har glemt, kom ud igen til syv forventningsfulde ansigter og tre kameraer peget direkte imod mig, sagde “12”, og så begyndte alle at skrige og det var ligesom at gå videre i X-Factor. (Det er løgn, ingen skreg, men det er det tætteste jeg kommer på et X-Factor øjeblik).

DSC_0860

Så gav min bror mig huen på, som i øvrigt er beklædt med vat i det at jeg er en idiot der ikke kan finde ud af at måle mit eget hoved, sagde “aarrhh” og “næh hvor godt” og “tak” og krammede alle (altså dem jeg kendte, jeg krammede ikke rektor). Men rektor gav mig blomster og havde derefter en samtale med mig, der primært handlede om, hvad jeg skulle fremover, og om jeg havde været glad for at gå på skolen og at det var flot klaret osv.

DSC_0874

Jeg er generelt meget overrasket over, at jeg ikke rigtigt tænkte over, at der var så mange folk, der gav mig opmærksomhed, eller at jeg skulle være på en bestemt måde eller sige noget bestemt eller noget, jeg var bare glad (hvilket også fremgår af billederne, man kan godt se, hvis jeg forsøger at anstrenge mig). Men ja, det var rart, det skyldtes højst sandsynligt adrenalinen, og at jeg muligvis ikke helt var klar over, hvad der foregik (hvilket jeg stadig ikke føler mig helt klar over). Alle var glade og flinke og oprigtige, og det var generelt bare rart, at det hele var så positivt.

Så var der alle mulige folk der tog billeder og Iris gav mig en tegning, og alt var godt og rart, og alle sagde tillykke m.m. DSC_0892

Jeg modtog desuden store mængder af planter, dette fortsatte også den næste dag, hvor jeg fik en buket af min faster og onkel og roser +en kaktus af min farfar, farmor og hendes søster, tak til alle for det.

DSC_0908

DSC_0918

IMG_9628

DSC_0923

Så fortalte jeg min dybe livshistorie til Randers Amtsavis, resultatet kan læses her. Jeg er generelt tilfreds med artiklen, først syntes jeg, at jeg lød for karriereorienteret og følelseskold, men en af mine HF-venner siger, at jeg bare lyder som et ungt menneske, der ved hvad jeg vil med mit liv, så det vælger jeg at tilslutte mig.

DSC_0956

Derefter gik vi udenfor for at tage billeder, tak til min far og Iris for det, så stod vi lidt og udmattelsen kom snigende og vi gik derefter ind mod kantinen hvor vi købte nogle tørre chokoladeboller og noget kaffe og vand for at fejre det hele. Så sad vi i et stykke tid, jeg afleverede min kemi-bog, vi sagde farvel til Iris, hentede min cykel, kørte til bageren, købte en jordbærkæge, kørte hjem, pakkede ting ud, pakkede ting, skiftede tøj, kørte til sommerhuset, ankom. Så fik vi middagsmad og alt var godt, det væltede ind med tillykke-beskeder, jeg tror aldrig, at jeg har været så populær før, og bliver det nok aldrig igen. Så fik vi jordbærkage og jeg lavede derefter en film med billeder fra dagen, da jeg følte for at gøre et eller andet.

Så spiste vi, naboerne sagde tillykke, vi vaskede op, kørte hjem. Om natten sov jeg næsten ikke fordi min hjerne var igang med at bearbejde alle dagens indtryk, hvilket tog noget tid, og generelt var jeg i et vildt godt humør, hvilket er et luksusproblem. Mit humør den dag var nok det bedste det har været meget længe, hvilket siger en del, da jeg personligt vil mene, at jeg har haft et godt humør i et stykke tid (overordnet set, ikke altid). Men det var i hvert fald en rigtigt god dag.

image-0.02.01.ce6d3ef86f48a9bf245c8331d1118c780bc0b5eabf622b9bf56a6bb29c4463be-v.jpg

 

Dagen efter så det først sådan her ud, da jeg valgte at stå op kl. 6 efter godt tre timers søvn, fordi jeg opgav kampen.

dsc_0292.jpg

Og senere købte min bror avisen, hvilket var dagens højdepunkt af denne grund:

dsc_0304.jpg

image-0.02.01.e8f098c7efe61bde597d78bc26cc122d81b226ab414ec0d5346a30d8c26e3480-v.jpg

Jeg er generelt ret utilfreds med billedet på forsiden (nej, ikke fordi jeg hader mig selv, men derimod af belysningsmæssige årsager), og desuden har journalisten stavet mit “Thylkjær” som “Tylkjær” i billedteksten, men, det gør de fleste, også mit arbejde, så det kan være lige meget.

Senere på dagen så det sådan ud:

fb_img_1465415464106.jpg

(Jeg ved ikke, hvordan jeg formåede at se så frisk ud, for det var jeg virkeligt ikke, men det var en hyggelig dag alligevel). Jeg modtog flere planter, heriblandt en kaktus, som jeg har brugt dagen i dag på at navngive.

dsc_0324.jpg
(Det endelige navn blev Lars-Kirsten, hvilket jeg er meget tilfreds med, det er befriende. Det passer også godt ind til mine andre ting (min computer hedder Flemming, min iPad hedder Leif og min telefon hedder Preben, eller også er det omvendt).

I går da jeg kom på arbejde fik jeg så endnu en gave (af bibliotekaren jeg har torsdags-vagter med), som var en Margrethe skål der kan alt muligt smart (det er kompliceret), men det var i hvert fald en god gave, den kan jeg bruge de næste 70 år. Det er dog ikke det materielle, der betyder noget, det er det, at folk har tænkt på mig, der er det vigtige, det gør mig glad.

Nåh, men ja, jeg tror, at det var det for nu, der kommer muligvis et opfølgende indlæg der handler om identitetskrisen, den orker jeg ikke at tænke på nu.

Hyg jer

/A

 

Tralalalalala

Hej verden.

I dag var jeg til mundtlig dansk eksamen, og før jeg afslører noget, så vil jeg først pointere, at det var en vildt hyggelig oplevelse, jeg var egentligt ikke nervøs (det forsvandt efter vi så to afsnit af Drengene Fra Angora i går, det var effektivt, før det havde jeg diverse humørsvingninger, men skidt pyt). Jeg lå ikke vågen i nat og tog det generelt meget roligt. Før jeg skulle ind gik jeg rundt og så eftertænksom ud og forsøgte at have et kropssprog der sagde “jeg er selvsikker, jeg kan alt”, og det virkede ret godt (medmindre det var en placebo-effekt). Nåh men jeg var utroligt selvsikker, det sker altid til eksamener, det er vældig interessant at opleve indefra, at jeg kan være så udadvendt og frisk og sige så meget på så kort tid. Jeg trak to digte, det ene var fra Romantikken, og det andet var modernistisk, og jeg skulle så sammenligne dem osv., hvilket gik utrolig godt, min hjerne fungerede fantastisk, så jeg brugte 50 minutter på det, og så var jeg klar. Min lærer virkede meget glad for at se mig, og censor var vildt flink, så ja, det udviklede sig til en hyggelig samtale omkring digtene og perioderne, og det lykkedes mig at få perspektiveret til Helle Helle, hvilket var meget vigtigt for mig, jeg elsker Helle Helle. Nåh, men til sidst havde de ikke mere at spørge om, og så kom jeg ud og ventede i ca. et minut, og kom derefter ind og fik at vide, at det var rigtig godt, og at jeg havde fået et 12 tal, (tralalalalalalala). Og noget med, at jeg havde et stort kendskab til perioderne, og at jeg havde analyseret digtene rigtig godt selvom de var svære (hvilket jeg ikke havde opdaget, jeg havde bare tænkt, at det var nogle gode digte). Så sagde jeg noget i retning af “Nææh hvor godt!!” og så nogenlunde sådan her ud:

dsc_0252.jpg

(hvis man ser bort fra glasset, så var det noget i den retning). Så begyndte de at spørge interesseret ind til, hvad jeg skulle bruge det til (altså HF) hvor jeg så sagde, at jeg ville læse psykologi, og så sagde de, at det var da betryggende at vide, og så smilede de, og så tog jeg mine ting og sagde farvel og tak og gik ud. Så havde jeg samtaler med hele to mennesker som jeg umiddelbart ikke har snakket med før, de var begge nervøse, og jeg gav dem noget moralsk opbakning og fik sagt noget dybt noget i retning af “Du skal bare tænke på, at du skal vise det, du har lært i løbet af året, og så går det nok og de er flinke” (hvilket muligvis ikke er specielt dybt, men jeg tror, at det virkede). Det er også noget af det jeg godt kan lide ved eksamen; jeg kommer til at tale med alle mulige folk, som jeg ikke kender, og finder ud af, at jeg sagtens kan finde ud af at være social (en ting min hjerne har det med at glemme), så hurra for det.
Eksamen er generelt noget jeg ret godt kan lide, specielt mundtlige eksamener, da det (næsten) altid giver mig en følelse af, at jeg kan alt i verden (hvilket jeg selvfølgelig ikke kan, men det er alligevel rart at føle det). Desuden er det også en anerkendelse af, at jeg har lært noget i løbet af året, og at jeg har været disciplineret og alt det. Generelt er det bare rart at føle, at jeg har gjort mit bedste og at blive anerkendt for det.

Generelt har det været en vildt god dag, efter min eksamen ringede jeg til min mor, der blev ligeså begejstret som hun altid bliver
Jeg er nået frem til, at den anerkendelse jeg får af min familie/venner/folk, der oprigtigt ønsker det bedste for mig (fx mødte jeg børnebibliotekaren som jeg har torsdags-vagt med, i morges på vej til skolen (dvs. at jeg cyklede forbi hende med 25 km/t og lige nåede at sige hej, og hun derefter råbte “Held og lykke!” og jeg råbte “TAK!”) er noget af det mest betydningsfulde. Det er generelt bare rart at føle, at der er folk der går op i, hvordan jeg har det, og som ønsker mig det bedste.
Jeg har generelt tænkt en del over anerkendelse på det sidste, bl.a. i forbindelse med alle de historier der har været om folk (hovedsageligt kvinder), der uploader billeder af deres “uperfekte” kroppe for “at vise, at man også kan være pæn selvom man ikke vejer 50 kg”. Jeg skrev om dette i et indlæg fra sidste uge, men kort sagt er problemet med dette IKKE, at folk uploader billeder af deres, kroppe, det skal de da endelig gøre, men problemet er, at det, efter min mening, hovedsageligt medvirker til et endnu større fokus på kroppen og hvad der er rigtigt/forkert, når man gør det på denne måde, hvilket er helt malplaceret, hvis man ønsker at få alle til at føle sig tilpasse i deres kroppe. I det, at man føler, at man er nødt til at skrive en lang/kort tekst under billedet, der forklarer, hvor glad man er for sin krop, og hvor ligeglad man er med andres meninger, så bliver det meget selvmodsigende, da man vel lægger billedet op for at få anerkendelse fra folk, og fordi man går op i, hvad de mener om en (hvilket er ok, vi har alle brug for anerkendelse, men så skal man ikke forsøge at camouflere det og lade som om, at man er ligeglad med det). Generelt er jeg træt af den tendens der er til, at det er vores kroppe vi ønsker, at andre skal rose/anerkende frem for vores personligheder, som forhåbentlig er vigtigere. Desuden er jeg nået frem til, at man får det bedre i sin krop, hvis man har det godt med den person, man er, og at man generelt bliver mere ligeglad med, hvad andre mener, hvis man ser indad istedet, og tager billeder af naturen i stedet for at tage billeder af sig selv, dog er det positivt hvis man formår at finde en balancegang imellem de to ting.

For at afrunde dette:

Det har været en god dag, det er et godt liv og alt det, det er rart at få anerkendelse, men der er forskel på, hvordan man får den anerkendelse. Fx har jeg ikke skrevet noget på Facebook om hvordan det gik, da jeg umiddelbart ikke har følt et behov for det, da jeg selv har det godt med, hvordan det gik, og at det vigtigste har været at mærke, hvor glad min familie er for det, og at det reddede min bedstemors dag, da jeg ringede til hende og fortalte om det (min farmor blev også glad, bare til info).

Nåh, det var nok om mig, nu vil jeg ud i naturen.

/A