Kategoriarkiv: frosne ting

der var engang

 

der var engang

hvor hun gik i et med væggene

og så ind i fjerne øjne

der kiggede den anden vej

hun spurgte sig selv

hvorfor er jeg ikke glad

men hun kunne ikke se skoven

for bare træer

der var engang

hvor hun forelskede sig

i alle andre

end sig selv

hun så efter alle dem

der aldrig spurgte

om hun var glad

der var engang

hvor hun troede

at hun altid ville fryse

at hendes sjæl var frosset ned

og at hun havde brug for dem

til at tø den op

for hun troede ikke

at hun selv kunne nå derind

 der var en dag

hvor hun gik en anden vej

og mødte et træ

hun satte sig under det

for her var der læ

her kunne hun se alt

skoven

stranden

røg fra skorstenen

på naboens hus

hun mærkede solen sige farvel

på en sensommerdag

og omgivet af grønne blade

sagde hun til sig selv

jeg vil aldrig mere tilbage

så hun fløj afsted

med de faldne blade

hun sagde farvel

til alle dem

der ikke skulle med

for de tog varmen fra hende

og skruede hendes stemme ned

hun fandt hjem

i en by af stjerner

og hun ved nu

at hun har hjemme

i sig selv

hun forelskede sig

i alle de smilende øjne

og hun sang højt og klart

med åbne vinduer

for hun havde lært

at skrue op for sig selv

en dag

når tiden kommer

vil hun se ind i nye øjne

og finde endnu et hjem

men indtil da

vil hun svømme videre

imod strømmen

dykke ned på bunden

og se alt det

ingen før har set

der var engang

hvor hun troede

at hun gik i et med væggene

hvis hun slog blikket ned

når nogen så hende i øjnene

men nu skruer hun op for farverne

hver dag

når solen står op

hun ser alle de lysende øjne

der smiler til hende

fra den anden side af gaden

hun synger på cykelstien

og hun ved at hendes stemme

aldrig kan skrues ned

af andre end hende selv

i dine øjne

du bankede på

og lukkede dig selv ind

jeg satte døren på klem

du tog min tid

og kølede rummet ned

du er en kop økologisk kaffe

klokken to om natten

en håbløs idé

der vækker mig natten lang

du er bunkerne af ting

jeg falder over hver morgen

du er alt det

jeg aldrig får brug for igen

du er vejsalt

i mine øjne

du finder ind

til alle sår

du er en snestorm

der spænder ben

når jeg vil afsted

du tog min sjæl

og smed den til storskrald

du tog min stemme

og prøvede at skrue ned

du så aldrig

at solen bor i mine øjne

for du beholdt solbrillerne på

selv på de mørkeste dage

du var en tynd kop kaffe

men solen er tilbage

og jeg ændrer retning

jeg skal en anden vej nu

måske skal jeg længere nordpå

på nye eventyr

for her

i dine øjne

finder jeg aldrig hjem

vi redder verden

du vil redde verden
men dine sko er blevet væk
du vil huskes af alle
men glemmer dig selv
du gik i hi
og tog min sjæl med
du åbnede de lukkede døre
du gav mig troen tilbage
på andre end mig selv
februar
jeg har ventet længe
kom ind og få en kop kaffe
og et stykke kringle
før du forsvinder
kan du ikke selv se
at du er alt jeg har brug for
du er solen der består
frosten
stormen
og sneen der forgår
du vækkede mig
satte mig fri
lyste verden op
og satte aftryk
vi tog på eventyr
og fandt andre end os selv
jeg troede på i går
nu tror jeg på i morgen
jeg kender dig
og jeg finder hjem i solstrålerne
der skinner i dine øjne
februar
du er en stjerne
vi har brug for hinanden
men jeg må afsted
og du må med toget hjem
husk hvem du var
red dig selv
for til marts bliver græsset grønnere
men bare vent
vi ses til næste år
vi redder verden
når vi genopstår

du blev en stjerne

du var et blad
der ville redde verden
så du fløj afsted
vinden drev dig væk
over bjergtoppene
og ned i dalene
du så det hele oppefra
men du havde ingen arme
ingen bremser
talte dage
du var en sang
der skrev dig selv
på en vinteraften
husker du
at jeg hørte dig
når nætterne var lange
og skoven var min stue
du var en bog
der handlede om alle andre
end dig selv
du var de ord
jeg aldrig fik sagt
du var et ur
der løb afsted
jeg stillede dig frem
og du satte mig på pause
en januarnat
hvor jeg havde nok i mig selv
du var solstrålerne
i mine øjne
da sneen faldt
og alle blev stille
et minde om grønnere tider
en lovning på alt det
vi ikke længere kan se
du var en solnedgang
et sted på djursland
en mandag aften
jeg ville beholde dig
tage dig med hjem
gemme dig i en æske
men du forsvandt i skyerne
da jeg så den anden vej
du blev en stjerne
og du er mit hjem
i dig finder jeg mig selv
når jeg bliver væk i natten
viser du vej
husk nu
at skinne mere end sidste år
vis mig
at mit hjerte stadig slår

Et nostalgisk anfald og en ødelagt krop | Tilbage Til Naturen #7

Der er ikke noget galt med at have lyst til at flygte fra det hele engang imellem. Og det kan være godt at gøre det. Så længe du flygter med dig selv og ikke fra dig selv.

Det er en af de konklusioner, som jeg nåede frem til på dagens gåtur. En gåtur, der var en smule hård, da jeg dansede lidt for voldsomt igår. Jeg kan i hvert fald mærke i mine ben, at jeg nok har udsat dem for lige lovligt meget hopperi. Desuden har jeg også ødelagt mine fødder i løbet af ugen. Men det stoppede mig ikke i at gå 12-13 km for at købe mere frossen blomkål og nogle økologiske frilandsæg. Det har resulteret i, at jeg nu går rundt og siger “av, av, av” hver gang jeg skal tage et skridt. Så ja, projekt “Amanda Thylkjær ødelægger sin krop og indtager meget blomkål” går utroligt godt.

Men det var faktisk en virkeligt god tur, som var alle smerterne værd. Som min bedstefar altid siger: “Det skal arbejdes væk”.
Jeg fik hilst på nogle ældre mennesker og klaget over en prisfejl i brugsen (de havde fået mig til at betale 12 kroner for meget for det frosne blomkål, og det følte jeg ikke, at det var værd). Det er faktisk et udtryk for en stor personlig udvikling, vil jeg selv mene, da jeg normalt ikke pointerer det, hvis der er en fejl på bonen (et underligt ord at se på skrift). Måske er det et tegn på, at jeg er blevet voksen. Eller også er det et tegn på, at jeg har en meget lav indkomst, som jeg må værne om. Det går jo ikke at sløse alle pengene op på frossen blomkål (selvom jeg kunne komme i tanke om værre substanser).

Men se, det lykkedes mig at få lavet noget, der minder om et rigtigt måltid! Det bestod af blomkål, fuldkornspasta, tre tomater, halvandet æg, smør, salt, hvidløg og hvidløgspeber. Og så er det endda vegetarisk, uha.

I dag har jeg desuden lavet en koldthævet brøddej, der skal hæve i køleskabet til i morgen, og så har jeg været i bad hele to gange (og den ene gang var det med shampoo, uhh).

Jeg har også bagt én meget stor chokolade cookie, da jeg følte for at fejre det faktum, at jeg nu har æg i køleskabet og derfor kan bage alt muligt. Men eftersom jeg kun er én person, vurderede jeg, at det ville spare mig for en masse arbejde, hvis jeg bare lavede én stor kage i stedet for en masse mindre. Jeg har ikke taget nogle billeder af det færdige resultat, og jeg gider ikke at skrive nogen opskrift, men hvis jeg skulle lave en opskrift, ville jeg kalde den “Egoistkagen”. For der er noget egoistisk på den befriende måde over at tænde ovnen for at bage én småkage (som vel ikke er en småkage, når den er ligeså stor som en hånd). Dog er det ikke særlig miljøbevidst, hvilket ikke er så godt, eftersom jeg skulle forestille at være medlem af Alternativet og gå meget op i miljøet. Men jeg har ferie, så måske kan jeg bruge det som undskyldning for at leve i uoverensstemmelse med mine holdninger.

Desuden skete der noget uventet i dag, som gjorde mig lidt glad indeni. Der er ingen grund til at nævne navne, men jeg modtog en besked fra en person, der har været ret vigtig for mig, men som jeg ikke har haft specielt meget kontakt med i et stykke tid. Det var en meget hyggelig overraskelse, mest af alt fordi, at det bare er vildt rart at vide, at jeg ikke er blevet glemt. Det er ikke fordi, at jeg forventer, at jeg gør så lidt indtryk på folk, at de bare glemmer mig fra den ene dag til den anden. Men der er en forskel på ikke at blive glemt og på rent faktisk at blive husket.
Det er rart at vide, at folk husker mig, selvom de ikke rigtigt er en del af mit liv mere. Og så er det rart, når nogen spørger, hvordan jeg har det, fordi de rent faktisk er interesserede i at vide, om jeg har det godt. Det er lidt forfærdeligt, at det kan være en skelsættende begivenhed, at der er en person, der spørger, hvordan jeg har det. Men det var det, og det minder mig om, at jeg også selv skal huske at spørge folk, hvordan de har det (hvilket jeg synes, at jeg er relativt god til, men jeg kan stadig forbedre mig).

Udover at vi skrev frem og tilbage om, hvordan vi har det og så videre, diskuterede vi også, hvad vi havde fået til aftensmad. Og det var der noget ret hyggeligt over. Det lyder måske ikke særligt sindsoprivende, og det var det heller ikke, men det er bare rart at kunne snakke om den slags. Det er så simpelt og hverdagsagtigt, og det mindede mig om hvor ofte jeg tidligere har snakket om mad med den pågældende person. Det var hyggeligt at blive mindet om det og for en stund glemme alt om, hvor længe det er siden, at vi sidst har snakket om den slags.

Jeg tror, at min pointe med alt dette er, at jeg godt kan lide at blive husket, og at det gør mig glad at kunne snakke med folk, jeg ikke har set i lang tid, om hvad vi hver især har fået til aftensmad. Det er nogle gange de mest simple ting, det i virkeligheden handler om. I bund og grund illustrerer det vel vigtigheden af at huske hinanden. At minde folk om, at vi stadig går op i, hvordan de har det, selvom vi sjældent har kontakt til dem, af den ene eller anden grund. Det er da hyggeligt.
Det er lidt den samme følelse, som jeg beskriver i dette indlæg (der bærer præg af, at det er fra september sidste år, og at jeg var utroligt lalleglad og fløj rundt på lyserøde skyer, da jeg skrev det). Det beskriver den gode følelse af at “reconnecte” (eller “genetablere forbindelsen”) med folk, der kendte mig engang. Og glæden ved at føle, for en stund, at alt er, som det altid har været.

Selvfølgelig førte alle disse overvejelser til, at der blev sat et større nostalgisk anfald igang, da jeg kom til at tænke på, hvor meget der er sket i mit liv bare indenfor det seneste år (ja, igen er jeg egocentrisk og snakker kun og mig selv og mit eget liv, men I kan ikke forvente andet med den titel min blog har).

Jeg har ikke fået lavet mit “det lærte jeg i 2016 indlæg” færdigt, og jeg tror måske aldrig, at jeg gør det. Men hvis jeg meget kort skulle definere 2016, set fra mit eget egocentriske synspunkt, så var det “året hvor jeg gjorde ting”/”året, hvor jeg gjorde alt muligt nyt uden at vide, hvordan jeg skulle gøre og endte med at lære en masse om mig selv”.
For der skete SÅ meget. Jeg har ikke tænkt mig at nævne det hele. Jeg gider faktisk ikke at nævne noget, for klokken er 1 om natten, og hvis I har læst min blog i et stykke tid ved I allerede langt det meste. Og resten gider jeg alligevel ikke at dele med internettet (uhh se mig og mit hemmelige liv).

Jeg endte op med at sidde og se mine billeder fra januar 2016 igennem, og det var interessant, da det mindede mig om, at der var meget der var anderledes for et år siden. For eksempel havde vi ikke sommerhuset. Til gengæld var mit hår meget længere og Kalle var meget mindre:

(Dens høje niveau af glæde på ovenstående billede skyldes, at den lige havde parret sig med et tæppe. Det er ikke bare fordi, at den er en sød lille hundehvalp, og slet ikke, når den parrer sig med tæppet, så bliver der fandme gået til den).

(Dette billede er præcis et år gammelt i dag. Det er nok kun mig selv, der synes, at det er en vigtig detalje, men som sagt, så er jeg igang med et nostalgisk anfald)

Og nu hvor jeg er igang med nostalgien, så er det også på tide at dette billede ser dagens lys (selvom det er fra juli 2015, men det gør det ikke mindre godt). Jeg havde en sjov ferie (i Norge, selvfølgelig).

I morgen (dvs. i dag, da klokken nu er halv to) kommer min familie herud igen, hvilket vil sige, at mit isolations-projekt snart er slut. Og at jeg ikke længere kan synge opera, imens jeg koger pasta. Eller høre forfærdelige sange helt vildt højt, som jeg alligevel elsker,  imens jeg koger pasta/vasker op/bager boller/you name it.  Eller spille ukulele til klokken to (jeg har en fornemmelse af, at jeg vil blive ret upopulær hvis jeg gør det, imens andre forsøger at sove).

Lige nu hører jeg fx denne sang:

Som i virkeligheden er en helt forfærdelig sang, som giver mig lyst til at kaste lidt op, når jeg lytter for meget til teksten. Men melodien er god og selvom den har en åndssvag tekst, så holder jeg meget af at synge med på den imens jeg koger pasta.

Jeg holder også af at lytte til denne, særligt imens jeg går på stranden, så jeg rigtigt kan føle mig dybsindig:

Jeg har desuden fundet ud af, at jeg også holder meget af at drikke kamillete midt om natten. Det føles lidt rebelsk, så det er nok derfor, at jeg godt kan lide det (jeg har muligvis en anden opfattelse end så mange andre af hvad der er rebelsk at gøre/indtage midt om natten).

Nåh.

Det bliver ikke ved med at gå, det her. Jeg må tage ansvar for mig selv og gå i seng inden klokken bliver to (hvilket er om 12 minutter, så jeg skal skynde mig).

Hyg jer.

//A

Frossen blomkål og meningen med alting | Tilbage Til Naturen #4

Hej verden.

Dette er dagens andet indlæg. Det nærmer sig midnat, og jeg har alt muligt, jeg stadig gerne vil nå at skrive. Der er noget over dette sted (sommerhuset), der får min hjerne til at fyldes med inspiration hele tiden, hvilket betyder, at jeg er nødt til at få det ud på den ene eller anden måde.

Så nu vil jeg skrive om frossen blomkål, strandkunst og pølsehornsprojekter (ja, det er et ord fra nu af).

Jeg vågnede relativt tidligt i morges, og hurtigt kunne jeg fornemme på mig selv, at jeg havde et stigende behov for at bage pølsehorn. Det sker jo nogen gange. Så jeg lyttede til mig selv og begav mig ud på en gåtur på stranden på 12 km for at komme til Fjellerup og købe bayerske stadionpølser (som jeg fik på tilbud, fordi de sang på sidste vers for at sige det pænt), gær, blomkål og lakridser. Det var en vildt god tur. Der er noget over længere gåture ved stranden, der virkeligt taler til min sjæl. Jeg har en teori om, at alle ville blive meget gladere, hvis de gik mindst en time ved stranden hver dag, og gerne mere end det. Vi er nødt til at indrette vores samfund på en måde, der giver folk mulighed for at gå ved stranden hver dag. Jeg tror virkelig, at det kunne gøre alting meget bedre. Men jeg har desværre ikke verdensmagten (endnu), så alt jeg kan gøre på nuværende tidspunkt er at udnytte mine egne muligheder for at gå på stranden så meget som muligt.

Der var af en eller anden uforklarlig årsag noget meget meningsfyldt over at gå 12 km for at købe pølser og blomkål og transportere det hjem igen. Måske var det fordi, at det gav mig en følelse af at have arbejdet for føden. Det er muligvis lidt det samme, som når min bror går rundt i skoven i flere timer og er helt ekstatisk, når han til sidst kommer hjem med en hare, som han har skudt. For mig er det bare en lidt mindre blodig affære.
Og så alligevel var det, for jeg er kommet til at ødelægge mine fødder lidt, eftersom jeg har gået omkring 40 km indenfor fire dage og ikke har haft gode sokker på imens. Jeg har fået vabler og der er gået lidt hul på min hæl, men jeg bliver ved med at tænke “det skal arbejdes væk”, så jeg går bare videre, og har planer om at fortsætte med det hele næste uge også. Dog kunne jeg godt have ønsket for mig selv, at jeg havde været mere opmærksom da jeg pakkede tøj, for jeg har kun ét par sokker med (som oveni købet er nogle hyggesokker, der ikke er ret gode) og så har jeg til gengæld fire par nylonstrømper med. De er ikke så gode at vandre i, og det er måske ikke så praktisk med nylonstrømper i frostvejr, men jeg synes, at det er meget sjovt.

Da jeg var på vej hjem fra Fjellerup så jeg dette på stranden, og selvom jeg først tænkte “det er fandme uopfindsomt, kan I ikke anstrenge jer lidt mere end det”, så synes jeg egentlig, at der er noget hyggeligt over, at der i 2017 stadig er folk, der tager sig tid til at lave den slags strandkunst. I morgen når jeg går der igen er det helt sikkert skyllet væk, og måske kommer der nogle andre og skriver noget nyt i sandet. Og ingen vil i morgen vide, at nogen brugte deres tid i dag på at skrive “LOVE” i sandet, men det betyder ikke, at det mister sin betydning. Det har vel haft en betydning for dem, der skrev det, og da jeg gik forbi det, fik det også en betydning for mig. Jeg begyndte at tænke på, hvem der mon havde skrevet det, og om de mon er nogle meget lykkelige mennesker, der også flygter til havet, når de ikke gider at forholde sig til hele verden længere.
Men jeg finder aldrig ud af det. Og det er det smukke ved strandkunst; det er noget af det mest anonyme. Med mindre du skriver et link til din hjemmeside ved siden af det, du har tegnet (det plejede jeg altid at gøre for 10 år siden, da jeg havde en hjemmeside, der omhandlede vores tidligere hund).


Og fordi jeg er egoist og ikke føler for at tegne hjerter, valgte jeg at tegne mit logo i sandet (ja, ethvert moderne menneske bør have sit eget logo). Der er dog højst sandsynligt ikke nogen, der har opdaget, at det er mit logo, da det mest af alt ser ud til at være lavet af en person, der var for doven til at lave den sidste streg på stjernen. Men skidt pyt, det er vel kunst alligevel.

Der er noget over mine strandture, der giver mig en følelse af, at alting giver mening. Det lyder muligvis lidt mystisk, hvis man ikke selv har oplevet det, men
Der er et eller andet over de øjeblikke, hvor jeg kan stå og kigge ud over vandet og ingen mennesker kan se i miles omkreds. Det sker ofte på denne årstid, og det er ikke fordi, at jeg hader andre mennesker, men hvis der er noget, jeg elsker, så er det at være steder, hvor jeg kan føle mig som den eneste i verden for en stund. Hvor jeg kan gå rundt og være opslugt af mine egne tanker og bare eksistere, og føle, at jeg er den eneste, der kender til dette sted. At dette er et sted, der altid vil vente på mig, når jeg har brug for det, og at det er en del af mig, som ingen kan tage fra mig.

Der er hele tiden alt muligt, der ændrer sig, og alt hvad jeg har, er noget, jeg har til låns. Jeg kommer til at miste alting, og jeg vil opbygge nogle nye ting, og dem vil jeg også miste. Jeg vil miste alle, jeg nogensinde har holdt af, og en masse folk vil miste mig på den ene eller anden måde. Mange har allerede mistet mig. Vi siger altid farvel, oftest uden at vide det. Tiderne skifter, træerne mister sine blade og folk forbliver ikke dem, de engang var. Nogle gange opdager du, at dem, der kunne se ind i din sjæl, ikke engang ser dig i øjnene længere. Eller at dem, hvis sjæl du gerne vil ind til, aldrig har tænkt sig at lukke dig ind.


Vi må sige farvel, om vi vil det eller ej. Både til mennesker, steder, minder og alt det, der ikke længere er en del af os.
Alting ændrer sig. Og der kommer aldrig et tidspunkt, hvor alle sorger er overstået definitvt og vi kan ånde lettede op og sige “det var det, nu er vi lykkelige”. Sådan er det ikke.
Og det er ok. For jeg har havet. Og der er noget ved havet, der giver mig en følelse af, at alting hænger sammen. Alt det, jeg har sagt farvel til, og alt det, jeg siger hej til og det, jeg måske vil give hånd til i fremtiden. Alt jeg engang var, alt jeg er, og alt jeg bliver. Der er noget ved havet, der siger mig, at det ikke bare er hårdt og træls, når noget forandrer sig. Der er noget, der siger mig, at det er grunden til alting. Vi har ikke noget for evigt. Vi ejer ingenting. Du kan aldrig eje et andet menneske, men du kan være så heldig at have det til låns for en stund, hvis du husker at aflevere det tilbage i mindst ligeså god stand, som det var i fra starten. Nogle må du aflevere hurtigt igen og andre afleverer du først, når du har opbrugt alt af dig selv. Nogle afleverer du måske for sent, fordi du troede, at de ejede dig.

Når alt kommer til alt, er du den eneste, du ikke skal aflevere tilbage lige pludselig. Du er den eneste, du kommer til at gå ture med hver gang. Du er den eneste, du ikke kan flygte fra.
Så måske handler det i virkeligheden om at kunne gå med sig selv. At kunne gå så langt med sig selv, at man får en følelse af, at man ikke behøver andre. En følelse af at have nok i det, der er lige her; vandet, sandet, stenene og vinden. Og selvom du til tider savner de hænder, du plejede at holde fast i, når du gik lige her, så ved du, at du ikke har brug for andre hænder end dine egne. Og du ved, at der er rigeligt med hænder at holde fast i, hvis bare du rækker ud.
Så du spørger dig selv, hvorfor du nogensinde troede, at det handlede om hvem, du gik sammen med, når det altid handlede om at gå med dig selv.

Livet er én lang gåtur på standen. Nogle gange går du alene. Nogle gange følges du med mange. Nogle gange er der nogen, der tager din hånd, og får dig til at glemme, at denne sommer også vil slutte, før du tror det.
Andre gange er der en, der holder din hånd, selvom du går alene og intet kan se.
Og andre gange, hvis du er heldig, kigger du op, og ser alle de udstrakte hænder, der er omkring dig. Alle de øjne, der smiler til dig fra havets bund, fra toppen af skyerne og i fuglenes vinger. Du har aldrig været alene; du har bare set de forkerte steder hen.

 

Og nogle gange er der stejle trapper, du må gå ned ad, og nogle gange kræver det, at du klamrer dig til gelænderet. Det er fint. Så længe du kommer ned, for der kan du altid finde en anden vej op igen.

Det udviklede sig i en interessant retning, men nu er klokken halv to, og dette bliver ikke ved med at gå, så nu må det være nok.

Mit pølsehornsprojekt gik desuden godt. Blomkålen blev også fortræffende.

I morgen vil jeg gå endnu en tur, skrive et digt, læse om placeboeffekter og spise flere pølsehorn. Jeg kan egentligt ikke forestille mig noget, jeg hellere vil.

Hyg jer/peace out, eller hvad man siger.

//A

stå stille

jeg er et åbent sår
hælder vejsalt i mig selv
kan du købe noget mere
hvis du alligevel skal ud
otte ni kilo tak
jeg kan jo se
at du allerede står op
jeg mangler også to dåser majs
men du skal ikke stresse
jeg har al tid i verden
lige her
stearinlys
forbrændingsreaktioner i stuen
vi brænder os selv
ned til grunden
hvor alt blev til
spørg dig selv
hvorfor trækker du vejret
når ingen andre kan
stå stille
imens jeg sætter spor
tror du
at jeg bliver væk
så snart du løber
så tro om igen
for jeg træder på din sjæl
når du ser fremad
du tog min varme
gav mig forfrysninger
i julegave
mine nye venner er sten
hvorfor tror du
at du er bedre end dem
jeg er mere
end et varmeapparat
vi siger nej
til os selv
ja til alle dem
der kun fryser indeni
hvorfor tror du
at du sover så dårligt
når du må varme dig selv
bliv lidt endnu
fortæl mig noget
jeg ikke ved
lad os gå i hi
sove regnen væk
hvorfor tror du
at du ikke er nok
du trak et nummer
kom bagerst i køen
endnu en gang
du venter
i stedet for at flyve
dine vinger falder af
når de holder dig fast
i alt det
du var engang
hvorfor vente her
når du kan flyve
hvorhen du vil
brug dine vinger
ellers går du til
sol dig
på en sydhavsø
skynd dig væk
før du sidder fast
vandet ser mig
fortæller
at jeg har alt
lige her
træerne siger til
når foråret kommer forbi
det er en aftale vi har
havet
har salt nok
i sig selv

I mellemtiden et sted på Djursland | Tilbage Til Naturen #1

Hej verden.

I dag har jeg været på et meget langt eventyr, hvilket involverede slagregn, hagl/en meget insisterende form for sne, vådt hår, mine vandrestøvler, min norske uldtrøje, sved, Aarhus, uni, smugspisning af skyr i bussen, et storcenter, Netto, bananer, en chokoladebolle, en samtale med en fremmed, Grenå, frosne grøntsager, dyr instant kaffe, min yndlingsfilm og fysisk udmattelse. Busturen herud endte med at tage over to timer, fordi jeg fik den idé, at det var sjovere at tage bussen fra Århus til Grenå og derefter fra Grenå til sommerhuset. Af den grund har jeg oplevet utroligt meget i dag, og jeg har gået langt imens jeg har slæbt rundt på min enorme oppakning (der hele tiden blev større eftersom jeg købte frosne ting og alt muligt). Desuden kom jeg til at stå af bussen lidt for tidligt, så jeg fik mig en skøn ekstra lang gåtur i vejkanten af Nordkystvejen (også kendt som Dødsruten, fordi folk kører ad helvede til ude på disse kanter). 

Grunden til alt dette er at jeg, fordi jeg har fri og intet skal de næste to uger, har besluttet at tage i sommerhus med mig selv. Formålet med det er at komme væk fra alt det, jeg plejer at gøre, og måske, hvis jeg er heldig, finde ud af, hvordan jeg egentlig har det. For jeg tror på, at man nogen gange skal have en pause fra hverdagen og måske endda også en lille pause fra de folk, man omgiver sig med, for at finde ud af, hvad man egentligt tænker om det hele. Det er i hvert fald min hypotese. Så derfor er jeg i sommerhuset og har tænkt mig at bruge min tid på at gå lange ture ved stranden og i skoven, læse, drikke te og skrive. Alt sammen uden at skulle forholde mig til andre folk. Det bliver interessant at se, hvordan det kommer til at blive.
Det lyder som en form for selvrealisering, hvilket det muligvis også er, men jeg vil hellere kalde det “Amanda Thylkjær isolerer sig i sit sommerhus og forsøger at udleve alle sine passioner ved at skrive en masse ord, løbe rundt i skoven for sjov, se på havet, gå 12 km for at købe kål og forhåbentlig føle sig som et frit og uafhængigt menneske”-måneden.
Dette er dog en lidt for lang titel, så i stedet har jeg fået den utroligt ukreative idé at kalde alle mine indlæg, som jeg skriver herude i den kommende periode, for “Tilbage til Naturen”. Dette lægger dog et vist pres på mig, da jeg så også er nødt til rent faktisk at komme ud i naturen og ikke bare skrive alt muligt om, hvor passioneret jeg er omkring skoven imens jeg sidder indenfor.

Pt. sidder jeg i stuen med min dyne imens jeg hører Whitney Houston, spiser chokolade, drikker kamillete og forsøger at varme sommerhuset op. Min aftensmad bestod af en pose frosne grøntsager, som jeg købte i Meny i Grenå, imens jeg ventede på den tredje bus, som jeg skulle med for at komme ud til sommerhuset. Imens jeg spiste de frosne grøntsager (som jeg i dagens anledning havde varmet op og krydret med salt og hvidløgspeber, fint skal det være) så jeg min yndlingsfilm (The Perks of Being a Wallflower). Den er så god, at jeg ikke kan snakke eller skrive om den, da jeg uanset hvad jeg siger, aldrig vil kunne forklare på en fyldestgørende måde, hvorfor jeg elsker den så meget. Jeg er ekstremt passioneret omkring den film, men på en meget indelukket måde, da jeg har set den 15-20 gange men aldrig med andre end mig selv. Jeg føler, at den film på en måde er en del af mig, så hvis jeg så den sammen med nogen, jeg holder af, og de ikke brød sig om den eller forstod hvorfor jeg synes, at den er så fantastisk, så ville jeg føle, at de ikke forstod mig som person.
Det er også derfor, at jeg ikke rigtigt kan tale med folk om mine yndlingsbøger. Nogle ting skal bare ikke forklares, og sådan er det vel med stor kunst.

Generelt lyder det til, at jeg har en virkeligt ynkelig aften med mig selv, men det er faktisk ikke tilfældet (selvom ovenstående får det til at lyde sådan). Der er noget godt og rart over at have tid til at trække vejret, høre mine tanker ordentligt igen (det lyder skummelt), og så er det efterhånden så sjældent, at jeg spiser chokolade, at det føles som en begivenhed i sig selv. I det mindste hører jeg ikke Whitney Houston længere, jeg fik nok efter et par numre, da det simpelthen er for meget. Nu kan jeg godt vente et år med at høre mere til hende. Så nu hører jeg alt muligt andet musik, der dog stadig har temaet “desperate sange”, da jeg i nogle måneder har haft lyst til at skrive et indlæg omhandlende sange, som jeg godt kan lide, men til en vis grad ikke rigtigt kan holde ud at høre, fordi de emmer af alt for meget desperation og “uuuhhh, jeg er ingenting uden dig, kom tilbage, det skal jo være os, kan du ikke se det, åååhhh, jeg har det hårdt, lad mig græde på køkkengulvet”.

Lad mig eksemplificere:

Denne sang kan jeg godt lide, fordi det var min gode gamle ven Rebekka, der i sin tid fik mig til at høre den da vi gik i 10. klasse for snart fem år siden. Derfor minder den mig om 10. klasse og alle de hyggelige folk, jeg snakkede med dengang og følelsen af rent faktisk at kunne lide at gå i skole. Ja ihh, hvor er det nostalgisk og smukt.
Men selve sangen har altså en problematisk tekst, der giver mig lyst til at blive lidt sur:

“I’m a little lamb
Who’s lost in the wood
I know I could
Always be good
To one
Who’ll watch over me

Won’t you tell him please
To put on some speed
Follow my lead
Oh, how I need
Someone to watch over me”

Nogle vil muligvis sige, at man ikke skal tage det så alvorligt, men selvom melodien i sig selv er god og sangen minder mig om en god tid, så ødelægger teksten bare det hele. Hvorfor skulle jeg høre musik omhandlende en kvinde, der er overbevist om, at hun er ligeså hjælpeløs som et lam og derfor har brug for en mand, der så hurtigt som muligt kan komme og fortælle hende, hvad hun skal gøre?
Det er ikke et særlig godt budskab, og hvis det skulle forestille at handle om kærlighed, så er det i hvert fald en utrolig usund form for kærlighed. Kort sagt er det en stor gang pis.

Nu er det pludselig over midnat, og jeg er udmattet, så der kommer en fortsættelse til dette indlæg i morgen, da der er masser af andre desperate sange, jeg er sur over.

Hyg jer.

//A

 

lysere dage 

der er så meget 

vi ikke ved 

lysere dage 

jeg lover dig 

de kommer tilbage 

måske 

vi falder 

når de pakker lyskæderne væk 

vi hvirvler rundt 

visne blade 

du glemmer

at vi alle har været grønne 

engang 

hvorfor tror du 

fuglene flyver sydpå 

når de låser deres døre

og tager vores træer med ind 

solens stråler i sneen 

i dit hår 

i mine øjne 

varer sommeren ved 

se dig for 

imens vi venter 

gå lidt tilbage 

og find dig selv 

jeg går rundt 

og sætter spor 

tro ikke 

at jeg står stille 

fodspor i sneen 

er alt du får 

jeg husker

jeg husker
da jeg tog afsted
og sagde farvel
en evig rejse mod noget
der aldrig før er set
alle de gange
jeg vinkede til mig selv
fandt jeg svar
eller blev jeg væk
jeg husker de øjne
jeg så verden med
de øjne
jeg har grinet til
de smil
jeg har gemt på
de kram
jeg aldrig får igen
jeg husker de bøger
jeg levede af
ordene der udgjorde mig
min sjæl er af papir
hvem siger
at alt skal råbes
for at blive hørt
jeg husker den frygt
der drev mig videre
en tro på noget
jeg ikke kan se
vinden
der bar mig hjem
en anden end før
altid den samme
jeg husker
da jeg fandt min sjæl
og glemte den i israel
den ligger nok
et sted i jerusalem
nedfrosset
venter på
at vi mødes igen
jeg husker formene
der støbte mig påny
rester fra andre
der havde valgt farverne selv
genbrugsmateriale
er det sådan her
i synes jeg skal forblive
jeg husker smilene
i gav mig den dag
offentlig anerkendelse
hurra
tillykke
du vandt præstationsræset
du kan alt
på papiret
så hvad vil du nu
fortæl os
om din fremtid
jeg husker

da vi dansede på roser
indtil regnen tog over
og sommeren blev væk
du spurgte
om jeg ville danse videre i regnen
men dine sko blev våde
og du måtte afsted
du skulle bare vide
nu danser jeg selv

jeg husker
da vi vendte ryggen til
vi så kun os selv
lyttede til alle andre
end hinanden
to
aldrig en
din ryg mod min
hård som sten
ar fra en anden tid
vi havde alle svarene
imellem os
men ledte det forkerte sted
jeg husker havet
gåturene i slagregn
før jeg opdagede
at du sakkede bagud
kom nu
følg med
jeg råbte
og du løb hjem
jeg husker
da jeg lod toget køre
og ikke løb med
hellere en prik i det fjerne
end et hul i min sjæl
hvorfor tror du
at jeg vinker til mig selv
jeg husker
de søvnløse nætter
et ønske
om mere end der var
et håb om det
der forblev en tanke
en tro på mere
end vi var
jeg husker
da vi tabte vores blade
brændte op
og  frøs til is
du fordampede
fra jordens overflade
ingen så
hvor du fløj hen
jeg husker skoven
der opslugte os
kolde novemberdage
en sol der brød frem
kan du ikke se
hvor heldige vi er
hvorfor ønske os mere
end vi har lige her
 
jeg husker
da vi dansede twist
og kastede med appelsinskaller
julelys i jeres øjne
grinene giver genlyd i stuen
flyver rundt under loftet
hvorfor tror du
jeg taler så lavt
jeg husker
da jeg sagde ja til mig selv
jeg er mere
end det jeg tænker
mere end det du så
vi ser ingenting
hvorfor tror du
vi glemmer os selv
jeg husker de ord
jeg ikke fik sagt
de dage
jeg intet så
næste år
ser jeg den anden vej
smiler til de øjne
jeg tog for givet
smiler
til mig selv
når julelysene slukkes
og ingen ser mig
i et stykke tid
jeg husker det
jeg lærte i år
alt det
jeg har smidt ud
solnedgangene
jeg forelskede mig i
alle dem
ingen kan se
alt det
der var noget
dem
der blev væk
men bare vent
næste år
smiler vi igen