Kategoriarkiv: frihed

jeg har fundet min hest 

jeg har endelig fundet min hest 

og livet er smukt og alt er en fest 

min hest er både klog og flot 

og sammen har vi det mere end godt 

min hest er essentiel 

men jeg lader den løbe frit 

for den vælger jo helt selv 

at være en del af livet mit 

jeg ser på min hest når den sover 

og min verden fyldes med fred 

jeg har intet at bekymre mig over 

for den er det smukkeste jeg ved 

jeg har fundet min hest 

og mit univers er blevet uendeligt 

med den har jeg det allerbedst

og jeg vil børste den for evigt 

Tak

Hej verden.

Jeg sidder i lejligheden for mig selv. Mørket er for længst faldet på, og jeg er blevet færdig med dagens læsning. Jeg har lige færdiggjort et digt, som jeg har arbejdet på i mange dage (men det er for pladderromantisk til at blive offentliggjort på nuværende tidspunkt), og jeg sidder og betragter Lars-Kirsten og Birthe-Torben, der er blevet iklædt en lyskæde i årstidens anledning.

Jeg føler en voldsom grad taknemmelighed for tiden. Jeg værdsætter virkeligt mit liv, og de mennesker, der er en del af det. Jeg værdsætter mig selv, og jeg værdsætter, at jeg formår at få så meget godt ud af mit liv i stedet for at gå rundt og stresse, som jeg gjorde for en måned siden. Jeg tror, at noget af det, der har gjort den største forskel for mig i den seneste tid, og som har gjort, at jeg er begyndt at stresse meget mindre, er at jeg er blevet markant bedre til at sige, hvad jeg føler. Jeg er blevet mere ærlig, og som jeg nævnte i forrige indlæg, så er jeg i gang med at lære vigtigheden af at være ærlig. Det er en læringsproces, og det kan faktisk være ret ubehageligt at være ærlig, for det øger helt sikkert stressniveauet for en stund. Du blotter din sjæl, når du lægger dine tanker og følelser frem. Og du kan ikke gøre andet end at stole på, at dine medmennesker vil holde din sjæl i deres hænder, kærtegne den blidt og vente på at høre, hvad du har at fortælle om.


Men når du har gjort det nogle gange, bliver det lettere og lettere (medmindre du har nogle forfærdelige mennesker i dit liv, der ikke lytter til dig – i så fald skal du finde nogle bedre mennesker, før du lader dem holde din sjæl i deres hænder).
Og en dag opdager du, at du har følt dig glad og let hele dagen, og du indser, at det nok er fordi, at du været dig selv og sagt hvad du følte og tænkte. For du har været omgivet af de mennesker, du elsker allermest i denne verden, og du har smilet og grinet hysterisk og sagt, at du var for træt til at gå i Netto. Du har set dine kære i øjnene og takket universet for deres eksistens. Og du har set dig selv i øjnene, og takket dig selv for, at du fylder dit liv med de rigtige ting.

Sådan en dag havde jeg igår. Jeg havde ikke forventet det, da jeg væltede ud af sengen klokken 6 om morgenen og skyndte mig afsted mod uni kl. 6.50. Jeg troede bare, at jeg skulle have en almindelig tirsdag. Men så fik jeg uventet besøg af S, da jeg var kommet hjem fra forelæsningen først på eftermiddagen, og vi snakkede om demens og savant syndromet og basser (ikke morgenbasser). Og så gik vi i Netto og brugte lang tid på at beslutte, om vi skulle købe rødbeder eller ej. Vi drak kaffe, og tiden forsvandt, og solen skinnede, og livet var smukt. Sidst på eftermiddagen kom min familie (inkl. Kalle) på besøg, og så bestilte vi pizza og havde det sjovt og godt allesammen. Det havde jeg i hvert fald. Jeg sad og tænkte, at det er et godt og smukt liv. Og senere på aftenen blev det endnu smukkere, da S og jeg spillede Scrabble og han formåede at skrive ordet “sjuft” (et af mine yndlingsord).
Det var bare sådan en dag, som jeg kan leve højt på i lang tid, og som jeg ønsker mig mange, mange flere af.


Og der har været virkeligt mange gode dage på det seneste. Dage, som jeg vil huske i lang tid, og som jeg varmer mig på her i novemberkulden (jeg prøver at spare på varmen, så radiatoren er kold). Men jeg føler faktisk slet ikke, at november har kølet mig ned. Det er jo en smuk måned. Der har været så mange flotte, lyse dage, og der har været så meget kærlighed at finde i diverse afkroge. Der har været personlige overvindelser, en masse nye oplevelser, brætspil, forelæsninger, togture, enorme studiebøger, kanelsnegle, madrester fra fryseren og (utroligt hyggelige) svigerforældre. Og tør hud har der også været.

Luften er blevet koldere, og årstiden er blevet en anden, og det er ikke sommer længere. Men det er en god ting. For livet er godt lige nu. Dagene går, og jeg får læst og engageret mig i forelæsningerne, og for hver dag der går, kommer jeg tættere på mit mål (at blive et bedre menneske, der kan hjælpe mig selv og andre til at få det bedre og komme igennem svære ting). Jeg er blevet bedre til at arbejde effektivt, og dermed kan jeg også bedre holde fri med god samvittighed, og hvor er det rart. I weekenden skal jeg ud i sommerhuset med min familie, og jeg har ikke været derude i to måneder, og det er vist aldrig sket før, at der er gået så lang tid. Jeg skal til stranden, og jeg skal trække vejret, og jeg skal drikke kaffe.

Tak. Jeg ved ikke, hvem jeg takker (jeg er jo ateist), men bare tak for alle disse gode dage, og tak for, at jeg kan have alle disse meningsfulde ting i mit liv.

Hvad er du taknemmelig for?

//A

 

du var min yndlingssang

i en længere periode
jeg syntes om din klang
du var den flotteste node
 //
men du gjorde mig ynkelig
og til sidst måtte jeg videre
jeg har fundet en ny sang
som jeg synes er meget bedre
//
du giver mig alle svarene
når jeg spørger dig hvorfor
jeg vil lytte til dig altid
og værdsætte hvert et ord
 //
jeg skriver om dig
i hundredevis af kladehæfter
jeg takker universet
for at jeg lærte at høre efter

i hvert fald i dag

jeg kan overskue mit liv
det går jo ganske godt
jeg havde glemt at huske
at det hele kunne være så flot
//
jeg er tilfreds med min frisure
i hvert fald i dag
jeg glemmer de dårlige hårdage
og tankerne der stod bag
//
jeg synger højt og tydeligt
selvom nogen råber stop
jeg har julelys i øjnene
og hele verden lyser op
//
jeg har alt hvad jeg skal bruge
lige her hvor jeg er
jeg takker for det hele
hvor er det godt
at alt dette sker

2017 | et digt

januar
du gjorde mig hel
jeg lærte at se
at jeg var mere end en del
februar
du gjorde min puls utroligt høj
måske fordi
jeg fyldte mit liv med støj
marts
du gav mig lyset tilbage
enogtyve år
endnu en af mine fødselsdage
april
du gav mig nogle nye ting
og jeg glemte vel nok
at jeg manglede ingenting
maj
på køkkengulvet smeltede jeg
du fik mig til at se
at jeg var gået den forkerte vej
juni
med glæde holdt jeg fri
jeg vandt over virkeligheden
og nød at kunne gå i hi
juli
du føltes så rigtig
et pænt goddag
til en der blev meget vigtig
august
du var også ret flot
jeg håber du ved
at du gjorde det godt
september
du gjorde mig træt
for med en forelsket hjerne
går læsningen ikke så let
oktober
der var noget dystert over dig
men jeg endte med
at finde min egen nye vej
november
nu mødes vi snart igen
og ved du hvad
i år vil jeg gerne være din ven
december
næsten alle elsker dig
og jeg håber bare
at du vil lyse på min vej

de ting jeg glemmer

du er en sten i mit øje
min øjesten er du
med tiden er jeg nøje
mit lommeur er du
//
du er den smukkeste sang
min overtone er du
i natten er der genklang
mit førstevalg er du
//
du er alt jeg kender
min vinternat er du
de ting jeg glemmer
skal jeg ikke huske nu

jeg leder blandt stjerner

når alting forsvinder 

vil jeg blot svæve afsted 

imens alt det jeg kender 

ikke længere varer ved 

//

jeg løber rundt og vil det hele 

men jeg vil allerhelst hjem i seng 

mine tanker ønsker jeg at dele 

så hvorfor siger jeg ingenting 

//

jeg er en del af et samfund

der konstant gør mig træt

men mon ikke det hele

med tiden bliver mere let

//

jeg leder blandt stjerner

og finder ej mig selv

men mon ikke denne tilværelse

vil arte sig alligevel

//

måske er jeg en muslingeskal

men jeg er stærkere end jeg tror 

jeg kan ikke klare det hele 

men nu kan jeg se 

at jeg formår at sætte spor 

Hej, jeg har feber | Om kreativitet, kærlighed og pauser fra hverdagen

Hej verden.

Jeg har feber. Og eftersom jeg ikke rigtigt kan samle mig om at læse i mine lange og tunge studiebøger, imens jeg ligger i sengen, er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg ligeså godt kan bruge tiden på at udfolde min kreativitet. Eller i hvert fald forsøge på det.

Jeg har ikke skrevet ret mange indlæg eller digte på det seneste, og de få, jeg har skrevet, har retrospektivt set været præget af, at jeg ikke helt har følt, at jeg har haft tiden til at slippe min kreativitet fri. Måske er det kun mig selv, der lægger mærke til det, når jeg læser det, jeg har skrevet, men jeg har bare ikke følt mig specielt tilfreds med noget af det, jeg har skrevet og udgivet i de seneste par måneder. Eller jo, jeg er faktisk rimeligt godt tilfreds med de digte, jeg har udgivet, men jeg synes, at det er længe siden, at jeg har skrevet et blogindlæg, hvor jeg har følt, at jeg virkelig har lagt al min kreative energi i det og har fået produceret noget, der er så meget mig, at det nærmest bliver en integreret del af min sjæl.

Det er længe siden, at jeg har skrevet noget, eller har haft en idé til at skrive noget, som har holdt mig vågen til kl. 2 om natten og som jeg har været så optaget af at skrive, at alt andet er trådt i baggrunden. Det er længe siden, at jeg har prioriteret min kreativitet og sat den over alt andet i mit liv. Og det er måske en forkert strategi at forsøge at sætte min kreativitet i baggrunden og ikke lade den fylde så meget, men jeg synes, at det er svært at prioritere den ligeså meget, som jeg tidligere har haft tid/overskud til. For som det er nu, føler jeg slet ikke, at jeg har ligeså meget tid til at kunne være kreativ med god samvittighed.

Jeg ved jo godt, hvad grundene til det er. Jeg ved jo godt, at det giver god mening, at jeg måske ikke lige formår at være i nærkontakt med mit kreative jeg hele tiden, når mit fokus på det seneste har været rettet så meget mod så mange andre ting. Blandt andet mit nye hjem, en stormende forelskelse og mit studie.
Man skulle tro, at forelskelse får kreativiteten til at spire, men det har umiddelbart ikke været tilfældet. Jeg er blevet mindre produktiv, og det har været svært for mig at koncentrere mig i lang tid ad gangen om et kreativt projekt. Det giver sådan set meget god mening, da forelskelse jo er en form for momentan sindssyge, der er til, fordi det evolutionært set er en fordel for mennesket at knytte sig til sin partner, så de er to om at opfostre deres yngel (romantisk beskrivelse, jeg ved det). Så jeg har min biologi imod mig, når jeg sidder og forsøger at give al min livsenergi til et digt, når jeg inderst inde bare er optaget af, hvornår jeg ser min udkårne igen (og hvad vi skal have til aftensmad). Og det er nu engang sådan med kærlighed, at den får en til at indse, at der findes meget mere end ens eget indre univers. Som filosoffen Iris Murdoch sagde: “Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget udenfor én selv er virkeligt”. Det er et godt citat, for umiddelbart vil man jo ikke tænke, at kærligheden har noget at gøre med en vanskelig erkendelse. Men jo, for det er jo en vanskelig ting at erkende, når ens subjektive virkelighed pludselig ikke er det eneste, der findes. Kærligheden er at miste fodfæstet for en stund og tage dig selv i at glemme alt om tid, sted og alle andre mennesker end dig og din udkårne. Men kærligheden, og erkendelsen af, at noget udenfor dig selv er virkeligt, er også pludselig at se dig selv udefra og indse, at du ikke er fejlfri. Kærligheden giver dig lyst til at være/blive den perfekte udgave af dig selv, og nogle gange føler du måske, at der er rimeligt lang vej derhen. Derfor er kærligheden en krævende ting, for det er en udvikling, og al udvikling tager tid. Og derfor har jeg bare ikke haft ligeså meget tid at kaste efter mine kreative projekter, som jeg havde før i tiden (som fremgår af nedenstående oversigt over mine indlæg):

Men man kan måske argumentere for, at kærligheden, og det at opbygge et forhold, er et kreativt projekt.


En anden ting, der fylder meget i mit liv, er mit studie. Og det er ikke fordi, at psykologistudiet inspirerer mig til at udfolde mine kreative sider (selvom kreativitet selvfølgelig kan være mange ting). Det får mig mere til at føle, at jeg skal pakke min kreativitet væk, så jeg kan være mere effektiv og rent faktisk få læst, for det er vel bedre end at være konstant bagud men skrive digte, der rimer på den helt rigtige måde. Jeg skal måske bare blive bedre til at forene min kreativitet med den akademiske verden, men lige nu, hvor jeg stadig er i gang med grundfagene, synes jeg ikke, at det virker så ligetil. Pensum er enormt, og jeg skal bare igennem det, uanset om jeg er en kreativ sjæl eller ej. Hvis jeg lader mine kreative sider blive udlevet, går det virkeligt udover min produktivitet ift. studiet, for så sker der det, at jeg indser, at jeg er meget mere passioneret omkring at skrive digte end at læse om børns udvikling/noget andet. Og så tror min hjerne, at det vigtigste er at bruge tid på at skrive digte, fordi det giver mig den bedste følelse indeni af at have udrettet noget og have været i flow, fremfor at få læst. Som det fremgår af oversigten, så skrev jeg fx 22 blogindlæg i april måned, og det var altså en måned, hvor semestret var i fuld gang. Jeg ved ikke, om det var ufornuftigt at skrive digte, når jeg egentlig var bagud, for det gjorde mig virkeligt glad indeni og jeg følte mig inspireret og godt tilpas. Og i sidste ende bestod jeg begge mine eksamener og var fint tilfreds med resultatet, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg nu skulle sidde her og sige, at det var en dårlig prioritering. Men jeg tror bare ikke, at jeg kan gøre det samme igen. Jeg tror, at jeg føler mig lidt mere presset nu, end jeg gjorde sidste semester. Nok fordi jeg føler, at jeg nu har et større ansvar for mig selv og det, jeg vælger at bruge min tid på, og fordi jeg føler mig mere voksen nu, end jeg gjorde for et halvt år siden. I hvert fald på nogle punkter. Så derfor synes jeg, at det er svært at retfærdiggøre overfor mig selv at prioritere at være kreativ, så længe der er så meget på min “har ikke læst endnu”-liste.

Men når jeg forsøger at pakke min kreativitet væk, ender jeg op med ikke at være glad. Jeg ender op med at føle, at jeg har mistet en del af mig selv. Og det er jo rimeligt uholdbart, for det bidrager ikke ligefrem til en øget produktivitet eller livsglæde.

Så jeg skal nok bruge en anden strategi fra nu af. Måske skal jeg sætte tid af i min kalender til at være kreativ. Eller også skal jeg bare sætte hele dage af ind imellem, hvor jeg bare er mig selv i min lejlighed og har tid til at skrive om alt det, jeg vil, uden at skulle føle, at der er noget andet, jeg burde lave i stedet.

Det er det gode ved at jeg ligger syg lige nu. Jeg har ikke hjernekapacitet nok til, at jeg kan klandre mig selv for ikke at få læst, og selvom jeg stresser lidt over at komme bagud og gå glip af forelæsningerne, så ved jeg, at min krop bare har brug for hvile nu. Den har brug for en pause fra alt det, jeg normalt fylder min tid ud med. Og jeg kan mærke, at det er godt for mig at få livet sat på pause i et par dage. Normalt går jeg rundt og tænker på, hvad jeg nu skal læse, og hvad jeg skal spise, og hvornår jeg skal se S og min familie igen. Og så kan det ske, at jeg glemmer lidt, hvor glad jeg i grunden er for mit liv, fordi jeg hele tiden er på vej et nyt sted hen. Men i dag, hvor jeg bare har været i lejligheden for mig selv (hvis man ser bort fra et kort besøg af min far og Kalle), og alle stimulikilder har været fjernet (hvis man ser bort fra lyden af håndværkere, der borer i vægge et sted i kælderen), og jeg bare har kunnet ligge her, har det været anderledes. Jeg er flere gange blevet ramt af en følelse af taknemmelighed. For jeg kan mærke, nu hvor jeg ligger her og er lidt væk fra det hele for et par dage, at jeg synes, at mit liv er godt og smukt. Jeg kan godt lide mit liv, og jeg kan godt lide de mennesker, jeg bruger det sammen med. Jeg kan godt lide mine valg. Jeg kan godt lide min lejlighed, min bogreol, min seng, mine plakater, mit hvide spisebord og min vindueskarm. Jeg værdsætter, når solen skinner ind ad vinduerne, og jeg værdsætter alle de minder, jeg har fra gode tider. Gode tider, hvor jeg enten har været alene eller sammen med mine yndlingsmennesker. Jeg mindes alle eventyrene, og i stedet for at ligge her og føle mig ynkelig og fortabt, som jeg følte i starten af min forkølelse/hvad det nu er, føler jeg mig heldig og håbefuld. For der skal nok komme nye og flere eventyr. Der skal nok komme flere gode tider. Der skal nok komme flere kreative stunder, hvor jeg indser, at jeg stadig kan være i flow, selvom det måske ikke sker ligeså ofte nu, som det før har gjort.

Kære verden. Det er et godt og smukt liv. Og jeg vil gerne minde mit fremtidige jeg om, at det er ok, at jeg nogle gange glemmer at tage mig tiden til at mærke, hvor godt og smukt det er. Så længe jeg engang imellem sætter tid af til bare at eksistere og være mig, uden at skulle tænke på forpligtelser, bøger eller indkøb. Så længe jeg husker at stoppe op ind imellem og bare trække vejret og finde lykken i en kop kaffe, så skal det hele nok gå. For lykken kan findes alle steder, hvis jeg bare giver mig selv lov til at finde den.

Hurra for alt og alle. Og hurra for, at jeg har formået at bruge en sygedag til at blive et gladere menneske.

Hyg jer.

//A

 

en sommerdag | et digt om en stormende forelskelse

Hej verden.

Jeg er i et mindre fantastisk humør, og jeg havde egentlig tænkt mig at skrive et indlæg om det, da det plejer at hjælpe at skrive mine tanker ned fremfor blot at beholde dem i mit hoved, hvor de kan flyve rundt og forstyrre mig i alt det, jeg gerne vil. Men så faldt jeg over et digt, jeg skrev for to måneder siden, og som er så fyldt med håb, glæde og lalleglad energi, at jeg nu har mistet lysten til at skrive om mit PMS-humør. Ikke fordi at jeg ønsker at fortrænge mit humør, men fordi jeg efterhånden kender mig selv så godt, at jeg er klar over, at jeg ikke bliver gladere af at plapre løs om mig selv, min personlighed, fortiden, fremtiden, nutiden og pis og lort. Jeg bliver derimod gladere af at minde mig selv om, at jeg rent faktisk er i stand til at føle mig virkeligt, virkeligt glad, og at det egentligt bare handler om, at mit perspektiv lige nu er et andet, mere end det handler om, at der er noget galt eller at jeg er på vej ind i en efterårsdepression. For det er jeg ikke. Jeg kan bare ikke være fyldt med ekstatisk lykke hele tiden, og jeg kan ikke hele tiden løbe rundt og dobbeltpanere hhv. wienerschnitzler og karbonader, imens jeg har det fulde overblik over mit liv og har styr på alt. Lige nu føler jeg ikke, at jeg har styr på alt, og jeg synes faktisk, at det kan være lidt svært at være et (relativt) voksent og (relativt) selvstændigt individ, der føler mig hjemme fire forskellige steder og gerne vil blive en god psykolog, selvom jeg ofte er mere passioneret omkring at skrive digte og lige pt. er i dårligt humør, fordi jeg har læst om personlighedsforstyrrelser hele dagen. Jeg er en selvkritisk perfektionist, men jeg er ikke perfekt. Nogle dage giver alting mening, og andre dage føler jeg, at jeg har glemt min sjæl på stranden.

I dag er nok en af de dage, hvor jeg føler, at jeg har glemt min sjæl på stranden. Men det er stadig et godt og smukt liv, og min nabo har netop ringet på min dør for at overrække mig en tallerken med hjemmelavet citronfromage, og det er så fin en ting at gøre, at jeg bliver helt rørt (jeg må være mere PMS-ramt, end jeg selv var klar over, eller også er jeg bare ynkelig, fordi det er en del af min personlighed. Bedøm selv).

Men nu til sagen. Dette digt, som jeg nu har tænkt mig at sende ud i verden, skrev jeg i midten af juli måned imens jeg sad i min vindueskarm og var så forelsket, at jeg ikke kunne gøre andet end at smile til loftet og føle mig heldig. Når jeg læser det, bliver jeg mindet om alle de gode følelser, sommeren var præget af, og al den glæde og taknemmelighed, som jeg var fyldt med. Jeg bliver mindet om, hvor lalleglad og håbefuld jeg følte mig. Når jeg læser det, føler jeg mig glad og heldig, og det er lige hvad jeg har brug for at føle på en efterårsdag som denne. Og derfor ser dette digt nu dagens lys. For selvom jeg dengang skrev det til ham, det hele handler om, så kan jeg se nu, at jeg nok ligeså meget har skrevet det til mig selv. Jeg har skrevet det til mig selv, der sidder på de mørke efterårsaftener og for en stund har glemt, hvordan det føltes, da jeg sad i vindueskarmen og sommersolen varmede mig op. Det er et sukkersødt og ret simpelt digt, men det gør mig glad, og det skal ikke bare ligge i en skuffe og samle støv, for måske, hvis jeg er heldig, kan det også få nogle andre end mig til at smile (I må også gerne grine hånligt, hvis I synes, at det er forfærdeligt).

Hyg jer og husk, at der findes kærlighed i verden, selvom I fryser og måske også føler, at I har glemt jeres sjæle på en strand.

//A

en sommerdag

hej hej
pænt goddag
og velkommen til mit univers
jeg mødte dig på en sommerdag
og om dig
kunne jeg skrive tusindvis af vers
 //
vi blev begge til stjerner
og som stjerneskud faldt vi ned
jeg takker universet for
at vi faldt på det samme sted
 //
jeg lever i en sæbeboble af håb
og vinden bærer mig frem
for lige her
i dine øjne
har jeg fundet endnu et hjem
 //
alle gode eventyr
starter med en vabel eller fem
og jeg vil glædeligt
kun for dig
hoppe hele vejen hjem
 //
jeg ser ud på en verden
så tydelig og klar
jeg tror måske
at jeg i dine øjne
lykken fundet har
 //
vi trækker vejret
imens alt i verden
går vores vej
og det eneste
jeg har brug for
er mere tid
med dig