Kategoriarkiv: fridage

En opsummering | Verdens længste sommerferie #11

Hej verden.

Verdens længste sommerferie er for mit vedkommende slut om lidt over et døgn. Tager man et kig på min Facebook-profil, vil man muligvis konkludere, at denne sommer har været en succes for mig; jeg er flyttet hjemmefra i min egen lejlighed, der er nyrenoveret, og jeg har fået en kæreste.

Og denne sommer har også været den bedste hidtil – men af mange flere grunde, end de sociale medier formår at vise. Grunden til, at jeg lige nu kan sidde her og føle mig lykkelig og tilfreds, er ikke bare, at jeg har fået min egen lejlighed og en kæreste. Grunden til, at jeg føler, at jeg er i balance med mig selv, og at livet bliver bedre og bedre, er ikke at jeg går på et eftertragtet studie eller at jeg har et flot, hvidt spisebord. Det er ikke, at jeg ejer et fancy kølefryseskab.

Mit liv består af mange virkeligt dejlige ting, som jeg er universet evigt taknemmelig for, men min lykke er ikke pludseligt opstået, fordi jeg har fået disse nye ting ind i mit liv. Den glæde, og den kærlighed jeg føler, er ikke pludseligt opstået denne sommer. Det minder dette indlæg mig om. Jeg skrev det i januar, da jeg holdt ferie med mig selv i sommerhuset i flere uger, og det gør mig så glad at genlæse det. Det minder mig om, at grunden til at jeg kan være så glad nu, og grunden til, at jeg nu kan føle mig hjemme nye steder, mest af alt skyldes, at jeg dengang lod mig selv finde hjem i mig selv.

Jeg gik rundt på en strand hver dag,  indtil mine fødder og min krop var slidt op, og jeg følte mig i ét med naturen og alt, der nogensinde var sket, og som nogensinde ville komme til at ske. Jeg indså mange vigtige ting i den periode, og når jeg ser tilbage, har januar nok været en af de vigtigste måneder. Januar var friheden. At danse rundt i stuen i sommerhuset til høj, forfærdelig musik. At synge imens jeg kogte pasta. At finde lykken i noget, der i princippet er ét stort glas vand med salt. At spille ukulele og synge dramatiske sange til langt ud på natten, imens jeg drak kamillete og tænkte på, hvordan jeg gerne ville have, at min fremtid skulle være.

Det smukke ved min alenetid i sommerhuset var, at jeg lærte at se det smukke i de små ting i livet, fordi jeg var væk fra alt det andet, der normalt distraherede mig. Jeg lærte at have nok i havets bølger, frossen blomkål og pasta med salt. Og jeg havde ikke bare nok – jeg havde alt.

Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage til den strand igen, og jeg er muligvis ikke alene, når jeg kommer tilbage. Men jeg ved, at jeg vender tilbage, og jeg ved, at jeg vil blive ved med at gøre det resten af livet. Måske ikke hver dag, og måske ikke hver måned. Og måske ikke fysisk. Men al den tid, jeg har brugt på at lytte til havets bølger, har sat sin spor i mig, og når jeg tænker på det, kan jeg mærke en ro. Og derfor kan jeg altid vende tilbage, uanset hvor gammel jeg bliver, og hvor jeg ender i verden. I januar blev det sted en del af min sjæl, og jeg vil altid have hjemme der, uanset hvad der skulle ske.

 

Derfor kan jeg nu være glad for alle de skønne ting og mennesker, som jeg har i mit liv – fordi jeg ved, at jeg kan føle ekstatisk lykke over at se en solnedgang på stranden med mig selv, kan jeg nu værdsætte alting på en ny måde, for jeg kan hvile i mig selv. For når jeg kan føle så ekstatisk en lykke med mig selv, afhænger hele mit livs fundament ikke af, at jeg skal være i besiddelse af bestemte materielle ting eller bestemte mennesker, for at kunne føle lykke. Selvfølgelig har jeg brug for andre mennesker, og selvfølgelig har jeg brug for nogle materielle ting også, men jeg har opbygget mit liv på et solidt fundament, som jeg selv har lavet. Og det er nok den primære grund til, at denne sommer har været den bedste hidtil – fordi jeg har haft et solidt fundament at bygge de nye ting ovenpå, og fordi jeg allerede har været hjemme i mig selv, før jeg skulle finde hjem nye steder.

Det er et godt og smukt liv, og jeg takker mit fortidige jeg for at lade mig selv finde min måde at leve det på.

Hyg jer – og husk at tage bollerne ud af ovnen (det skal jeg i hvert fald selv huske).

//A

jeg takker stjernerne

jeg vågnede med en trang
til at være delt i to
så jeg sang mig en sang
for at falde lidt til ro
jeg var som bølgerne
med dale så små
jeg så mig omkring
og lod bare tiden gå
jeg ser på mig selv
og alt der var engang
jeg var en anden
da jeg sang den forkerte sang
et sted bag skyerne
vil stjernerne altid skinne
og nu er jeg mere
end blot et forsvundet minde
jeg mangler ingenting
for du giver mig alt
og du er meget smukkere
end et glas vand med salt
vi er to individer
der går sammen hver vores vej
og der er mange flere sider
af både du og jeg
jeg kan ikke fjerne din byrde
ved at bære den lidt
men måske
vi sammen kan den løfte
så du ikke behøver
at gemme den væk
ved du hvad
nu smiler livet
du kan være glad
og vi tager intet for givet
jeg takker stjernerne
for at de sendte dig ned fra himlen
for her blandt mågerne og ternerne
beriger din eksistens min verden

søndag


i skoven 

er der fred og ro 

vi har alt 

for vi er to 

en fugl 

et træ 

et farvel 

et goddag 

vi finder lykken 

ved en skovsø

og et sted 

under de dybere jordlag 

jeg ønsker

at tiden skal gå i stå

men vi må erkende

at den flyver afsted

så kom nu

lad os bare flyve med

At finde hjem | Verdens længste sommerferie #10

Hej verden. 

Jeg sidder pt. i en bus på vej ud til sommerhuset. Min taske er fyldt med spændende ting som smør, grovboller, en bog om astronomi og en bog om feminisme. Jeg er en spændende type. 

Jeg har ikke skrevet ret mange indlæg på det seneste, og det er lidt underligt at måtte erkende, at både besøgstallene og produktiviteten er dalende. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal synes om det, for normalt plejer jeg jo at sige, at jeg er nødt til at skrive, hvis jeg ikke skal glemme mig selv. At jeg er nødt til at udtrykke mine tanker og følelser, hvis jeg skal være tro mod mig selv og være i balance. 

Men på det seneste er jeg begyndt at tvivle på, om det overhovedet forholder sig sådan, eller om det bare er noget, jeg har sagt til mig selv for at have noget at holde fast i, imens alting er i evig forandring og jeg forsøger at finde mig selv midt i en til tider kaotisk verden. 

Der findes jo mange måder, hvorpå jeg kan udtrykke mine dybeste tanker, og måske skal jeg ikke sige til mig selv, at jeg er ude på et sidespor, fordi jeg ikke er i stand til/har lyst til at skrive et digt hver dag. Måske skal jeg ikke sige til mig selv, at jeg er i gang med at glemme mig selv. 

Måske skulle jeg hellere sige til mig selv, at det kun er godt, at jeg er i stand til at kommunikere mine tanker og følelser via andet end bare skrift. Måske skulle jeg stoppe med at holde fast i troen på, at jeg mister mig selv, når jeg ikke har skrevet noget (udover indkøbslister) i otte dage. 

Måske skulle jeg lade mig selv nå til erkendelsen af, at jeg lige for tiden hellere vil løse kryds og tværs end at skrive digte. Erkendelsen af, at jeg nyder at støvsuge nu, selvom jeg har hadet det igennem hele mit liv. Erkendelsen af, at jeg har det overraskende godt med at være flyttet fra Kalle (hunden), selvom jeg aldrig troede, at jeg ville kunne holde det ud.  Og erkendelsen af, at jeg midt i mit selvstændigheds/flytte hjemmefra-projekt er blevet ramt af en stormende forelskelse af den seriøse slags (saftige detaljer følger ikke), uden at have nogen idé om, at det ville ske lige på det tidspunkt. 

Jeg må erkende, at jeg er en dynamisk substans, der både kan være en helhed i mig selv og være en del af noget større sammen med andre mennesker, uden at det betyder, at jeg mister mig selv, fordi jeg ikke har haft tid/lyst/trang til at skrive 20 digte den seneste måned. 

Jeg må erkende, at jeg er mere end de ord, jeg publicerer. Og jeg må erkende, at jeg ikke behøver at frygte, at jeg mister mig selv, bare fordi, at jeg nu finder hjem nogle nye steder. For alle de steder, hvor jeg har følt mig hjemme, vil altid være mine hjem, og fordi jeg sover et bestemt sted nu, kan jeg stadig finde hjem i huset, sommerhuset og i lyden af havets bølger. 

Det er et godt og smukt liv, og jeg håber, at jeres liv også er fyldt med kaffe, kærlighed og pasta med salt. 

Hyg jer. 

//A 

At sprede kærlighed | Verdens længste sommerferie #9

Hej verden.

Jeg vil forsøge at gøre det kort.

I morges faldt jeg over dette på Facebook:

(Ja, jeg begik den fejl at gå på Facebook, jeg er ikke det perfekte menneske, bare til info)

Selvom jeg har en positiv indstilling til livet, så gør dette opslag mig irriteret, også selvom intentionen bag er at “sprede kærlighed”. Det primære problem er, at opslaget indikerer, at du kan vise din kærlighed til nogen, du holder af, hvis du nævner dem i et Facebook-opslag. At det er en god måde hvorpå du kan “minde dem om, at du holder af dem”.

Det er en stor gang pis (efter min mening).

Hvis du elsker nogen, så skal du måske lige overveje, om der ikke findes bedre og mere opfindsomme måder, hvorpå du kan erklære personen din kærlighed, end ved at “tagge” ham/hende i et opslag på Facebook, ligesom tusindvis af andre gør det. Det kræver jo ingenting af dig at skrive personens navn og et hjerte-ikon og trykke enter. Det er ikke at bevise din kærlighed, for der er intet arbejde lagt i det, og der er intet personligt over det. Du gør bare det samme som alle andre har gjort, og selvom det som udgangspunkt er en god ting at fortælle nogen, at du holder af dem/elsker dem, så betyder det ikke, at det er optimalt at gøre det via et opslag på Facebook. Det er uoriginalt og betydningen af ordene er minimal, for du har ikke engang selv skrevet dem. Det er ikke en erklæring af kærlighed, det er nærmere en erklæring af dovenskab og at du tager din elskede så meget for givet, at du tror det er nok bare at tagge dem i det samme opslag, som alle andre tagger hinanden i.

Dermed ikke sagt, at man skal bevise sin kærlighed ved at stå nedenfor sin udkårnes vindue og kaste sten på ruden imens man spiller violin, men man kan da i det mindste fortælle personen, at man elsker vedkommende, imens man ser ham/hende i øjnene. Og så kan man i øvrigt opføre sig godt og respektfuldt overfor hinanden, for det er nu engang mere værd end at blive tagget i et “jeg elsker dig” opslag på Facebook. (Jeg er godt klar over, at jeg lyder som en sur gammel mand fra 1700-tallet, men hvad kan man gøre).

Hvis du i det virkelige liv viser din udkårne din kærlighed, så er der på ingen måder brug for, at du tagger dem i sådanne Facebook-opslag. Du kan jo ikke vise din kærlighed via Facebook, og jeg har en teori om, at det handler om alt muligt andet, hvis du alligevel føler et behov for at tagge din elskede/dine familiemedlemmer/venner i sådanne ting. Så er det nok mere for at styrke dit eget ego og vise alle dine Facebook-venner, at du har kærlighed i dit liv, og at du er et menneske med overskud.

Måske handler denne tendens i virkeligheden om, at vi i nutidens samfund er i gang med at glemme, hvad kærlighed egentligt er. For hvis vi huskede på det, ville vi aldrig begynde at bruge sociale medier som et middel til at udtrykke vores kærlighed.

I denne forbindelse vil jeg snige mig til at perspektivere til kapitel 7 af “Ståsteder” af Svend Brinkmann, som handler om kærligheden som et meningsfuldt ståsted i tilværelsen. Kapitlet indledes med et citat af filosoffen Iris Murdoch (1919-1999):

“Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt” 

Hvis kærligheden mellem mennesker skal være mulig, må man acceptere den realitet, at der findes en verden uden for en selv. Som jeg ser det, vil det sige, at kærligheden mellem to mennesker får en helt ny verden, eller måske et parallelt univers, til at opstå, og denne verden eksisterer kun i kraft af kærligheden imellem de to mennesker. Det er i den verden, at kærligheden eksisterer, og det er i den verden, at den kan udtrykkes. Og i den verden eksisterer teknologien ikke. Facebook-opslag eksisterer ikke. For det eneste, der er virkeligt, er den verden, der eksisterer imellem jer – kærligheden. En verden, hvor et blik betyder noget, og hvor et kram kan vare i timevis, og hvor I ikke sidder og stirrer ind i hver jeres skærm og har travlt med at tagge hinanden i diverse billeder for at bevise jeres kærlighed overfor hinanden og omverdenen. For i den verden, der eksisterer i kraft af kærligheden, handler det om noget mere end dig selv og dit ego, og hvis du begynder at blande teknologiens verden ind i det hele, så tror jeg personligt ikke på, at det resulterer i noget godt. Den verden, der eksisterer imellem jer, bør være så værdifuld i sig selv, at du ikke har brug for andet, når du er i den.

Hvis vi begynder at tro på, at vi kan sprede kærlighed via Facebook, så ender vi med at nedbryde kærligheden (det er muligvis en radikal udmelding, men det er i hvert fald min hypotese). Hvis vi vil sprede kærlighed, så skal vi se hinanden i øjnene og dele nogle fine stunder sammen. Og værdsætte det. Vi skal fortælle andre mennesker, at vi holder af dem, og at vi sætter pris på at have dem i vores liv. Vi skal dele noget med hinanden og lade nye verdener opstå i kraft af det, vi har sammen.

Hold da helt op, det blev dybt.

Så ja, dermed opfordrer jeg til, at vi alle tænker lidt over, hvilken verden vi egentligt lever i, og om vi måske kunne få noget bedre ud af det hele, hvis vi huskede på den verden, som opstår i kraft af kærligheden, og var i stand til at lægge teknologiens verden til side, for i sidste ende betyder den jo ingenting.

Jeg forsøgte at gøre det kort. Vurder selv, om det lykkedes.

Hyg jer – og husk at købe gær og kamillete i Netto en af de kommende dage (eller også er det bare mig, der skal huske det)

//A

Livsvisdom | Verdens længste sommerferie #8

Hej verden.

Fordi jeg gerne vil fremstå relevant og spændende, kommer her et indlæg omhandlende kloge udsagn, man kan leve sit liv efter. Jeg gider ikke at citere nogen direkte, men hvis jeg kan huske, hvem der har sagt det/hvor jeg har hørt det, så lover jeg at angive det. Det er ikke fordi, at jeg vil tage æren for nogle andres dybe udtalelser, men jeg kan jo ikke gå rundt og huske på, hvor alt i hele verden stammer fra, så ja, nu prøver vi:

“Hvis det er din hest, så kommer den tilbage” – Hella Joof (der vist har det fra nogle folk, der levede engang)

“Alt handler om balance” – Iris, min fine ven

“It does not do to dwell on dreams and forget to live” – J.K. Rowling

“Alle veje fører til Rom” – Flyvende Farmor (min yndlingsfilm)

“Jeg går op og lægger mig” – Matador

(Selvom det måske ikke er så god en idé at leve sit liv efter dette)

“Det handler om rejsen, ikke destinationen” (det er sandt, selvom det er åndssvagt)

“En god huskeregel er, at fløde skal piskes indtil, at du kan vende skålen på hovedet, uden at fløden vælter ned i dit ansigt” – min far (der ikke helt var klar over, at der er forskel på fløde og æggehvider)

“Jeg forstår ikke, hvorfor Aarhus er et internationalt rejsemål. Vi er der jo kun, når vi skal på sygehuset eller skal købe noget brugt” – min bror

“Vi siger farvel og tak. Vi skal hjem for at se fjernsyn” – min bedstefar

Og dermed farvel og tak for i dag. Dette udviklede sig i en useriøs retning, men det afspejler meget godt, at jeg ikke helt kan tage mig selv alvorligt.

Det er et godt og smukt liv, og min vindueskarm gør mig virkeligt glad.

Hyg jer.

//A

Tilfældige ting | Verdens længste sommerferie #7

Hej verden.

Det er nu over en uge siden, at jeg sidst har skrevet noget, der ikke er et digt, og af en eller anden grund, kan jeg ikke rigtigt få færdiggjort noget af alt det, jeg ellers har (haft) store planer om at ville skrive. Jeg arbejder pt. på et indlæg kaldet “At finde hjem”, men det er bare som om, at det ikke rigtigt bliver, som jeg har tænkt, at det skulle blive.

Jeg vil gerne skrive noget dybt, men samtidig er der nogle andre ting, som jeg langt hellere vil lige pt. Det er en underlig oplevelse. Normalt plejer jeg at leve efter den overbevisning, at hvis jeg ikke skriver, så mister jeg mig selv. Men jeg føler egentligt ikke, at jeg er i gang med at miste mig selv, nærmere det modsatte. Jeg er lidt distraheret af livet for tiden, men det er kun på en god måde, og det er jo ikke fordi, at jeg har mistet evnen til at formulere mig, for det går da meget fint. Jeg skal nok bare acceptere, at det nok ikke er lige nu, at jeg kommer til at skrive en masse dybe indlæg, for det er ikke det, der er vigtigst for mig lige nu. Det er interessant, som nogle ting i livet gør, at man begynder at se helt anderledes på alting.

Nåh, dette er sådan set bare ren clickbait, da jeg ikke har tænkt mig at fortælle noget detaljeret om, hvorfor jeg ikke kan koncentrere mig. Så for at dette indlæg ikke skal være helt meningsløst, kommer her nogle billeder af tilfældige ting (hvilket primært er mig selv, mad jeg har lavet og min lejlighed, fordi jeg tilsyneladende er narcissist)

(Jeg og John, min nye støvsuger)

Hyg jer – og husk at lukke vinduerne på altanen (det er egentligt bare mig, der skal huske det, selvom jeg ikke engang kan huske, om jeg har åbnet dem)

Suk.

//A

vi er grønne blade 

vi vokser op 

imens vi ser os omkring 

og her på dette sted 

kan vi klare os med ingenting 

vi er sandslotte 

bestående af guld 

vi er mere end flotte 

selv når vi bliver til kul 

vi er solsystemer 

der lyser op i natten 

vi er mere end planeter 

der kun kan ses

hver aften efter atten

vi er julesalmer 

som synges hånd i hånd 

engang når bladene falmer

og vi løber rundt 

med sovs

og pakker med bånd 

vi er trefarvet is 

der går i et 

med jer andre 

vi er en simreret med ris 

når vi alle hjemad vandrer 

vi er gulerødder 

der lever godt i jeres have 

vi bor ved jeres fødder

til os alle

er vi en gave 

vi er grønne blade

og håbet bor i vores jord 

vi har ingen facade 

i denne verden

med en lykke så stor 

En livsopdatering eller noget i den stil | Verdens længste sommerferie #6

Hej verden.

Jeg er stadig et udmattet, lykkeligt menneske med en æstetisk vindueskarm. Desuden ejer jeg nu både smør og honning, hvilket vil sige, at mit hjem rent faktisk er et hjem. Og så alligevel ikke 100 %, eftersom der stadig står to fyldte flyttekasser på mit gulv, som jeg endnu ikke har fået pakket ud. Der ligger også to tomme flyttekasser midt på gulvet, og der har de ligget i en uge. Lad os sige det sådan, at livet er godt i en sådan grad for tiden, at jeg ikke har skænket dem en tanke. Det er lidt noget pis, eftersom jeg får diverse gæster i den kommende uge, som alle har indtryk af, at min lejlighed er virkeligt pæn og fantastisk. Det er den også, men jeg skal fandme have ryddet op, for det bliver ikke ved med at gå. Desuden har jeg et uafsluttet stoleprojekt, der også har ligget på gulvet i en uge, og så har jeg stadig ikke fået vasket gulv eller støvsuget (eftersom jeg ikke ejer en støvsuger).

 

Men så igen, jeg har faktisk kun haft lejligheden i 15 dage, og det er lidt vildt at tænke på, eftersom det meget hurtigt er begyndt at føles som et hjem, selvom jeg teknisk set kun har sovet her fem gange. Der er noget interessant over at flytte for sig selv. På den ene side er det fuldstændig som jeg havde tænkt/håbet, at det ville blive, og på den anden side er det slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Men på en god måde. Primært har det bare overrasket mig, at det har været så udramatisk (hvis man ser bort fra den syv timer lange IKEA tur, der endte med is fra McDonalds kl. 23 om aftenen). Jeg, dramatisk som jeg er, havde nok bare bygget en forventning op om, at det at var en enorm begivenhed, der ville vende op og ned på alt, og at intet nogensinde ville blive det samme igen, og at der ville være tårer og store følelser involveret. Men det har der ikke rigtigt været noget af, i hvert fald ikke mere end der normalt er. Det føles bare meget rigtigt det hele, og selvom jeg i situationen har det svært med at skulle forlade Kalle (hunden), så kommer jeg hurtigt på andre tanker. Det er lidt underligt, at det kan være sådan, når jeg har levet i en symbiose med den hund i to år, men jeg tror, at det er godt for os begge at være lidt adskilt (eller det er hvad jeg forsøger at bilde mig selv ind, da det for Kalle bare betyder færre gåture og mindre selskab, men det skal vi ikke tænke på).

En anden interessant ting ved min lejlighed er dens beliggenhed. Den ligger lige overfor en kirke (som jeg går ud fra hedder Dronningborg Kirke, da det ville give mening, men hvem ved), og det vil sige, at jeg bliver vækket af kirkeklokkerne hver morgen kl. 7 og igen kl. 9. Så jeg er en glødende ateist, der lever overfor en kirke, og jeg kan egentlig godt lide det.
Desuden føler jeg, at jeg bor midt i storbyen, eftersom det kun tager 35 minutter at gå fra mit hjem og til banegården. Det vil nogle mene er utroligt lang tid, men i mit hoved er det ingenting. Desuden tager det mig to-tre minutter at gå i Netto, hvilket er en surrealistisk oplevelse. Jeg har aldrig oplevet at bo så tæt på en dagligvareforretning før, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan jo alt nu (jeg bor også tæt på en bager, et pizzeria, et solcenter, en blomsterhandler, Rema 1000 osv). Det er interessant.

Generelt er det et godt og smukt liv for tiden (hvilket jeg ofte siger, men lige nu er det et ekstra godt og smukt liv, og jeg har det lidt som om, at jeg lever i en boble fyldt med håb, lykke, god kaffe og alle andre gode ting i livet).

Tak til universet for det.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med dette indlæg, andet end at plapre løs om mig selv, så det beklager jeg, men jeg nød det (lidt narcissistisk anlagt er man vel altid).

Hyg jer.

//A

Liv og glade dage | Verdens længste sommerferie #5

Hej verden.

Jeg er et udmattet, lykkeligt menneske med en æstetisk vindueskarm.

Jeg er for træt til at skrive et digt, men jeg føler for at skrive noget, da min hjerne ellers muligvis sprænger i luften indenfor den nærmeste fremtid.

Men jeg vil gøre det kort.

Jeg vil bare sige, at det er et godt og smukt liv, og at jeg er forelsket i min nye boligsituation og alt det, den indebærer. Jeg er i gang med at udvikle dybe følelser for (blandt andet) min vindueskarm, og jeg kan stadig ikke komme mig over det faktum, at jeg har et badeværelse, hvor der rent faktisk er en indbygget bruseniche, så jeg ikke skal bade ovenpå toilettet.

Desuden kender jeg utroligt mange gode mennesker, og jeg føler mig så heldig og priviligeret, at jeg lidt har lyst til at lægge mig ned på det kolde, grimme køkkengulv i sommerhuset og græde. Samtidig har jeg lyst til at høre sange som disse og synge med imens jeg vasker op/koger pasta/bager boller/indsæt selv vilkårlig aktivitet:

Det er et godt og smukt liv, og jeg føler lidt, at der aldrig kommer til at blive helt mørkt, uanset om solen går ned eller ej.

Uha, hvor dybt. Eller også er jeg bare mere udmattet, end jeg selv er klar over. Hvem ved.

Hyg jer – og husk solcremen, medmindre det er overskyet, så går det nok.

//A