Kategoriarkiv: forår

du er alt du har

når verden er ligeglad 

og alle tramper dig ihjel 

når du er træets sidste blad 

der sidder tilbage for dig selv 

når alting er en blind vej 

og alle har solbriller på 

når skyerne omringer dig 

og du tror du ikke selv kan gå 

når dit liv er en novellesamling 

og du sidder og får træk 

når din krop tilhører en anden 

og dine sko er blevet væk 

når alle du kender er fremmede 

og dine venner har nye stemmer 

når du aldrig mere er hjemme 

og du alt det gode glemmer 

når du taber dig selv 

så husk hvem du var 

dengang du var til 

for du er alt du har 

når solen genopstår 

og du kan se dig selv igen 

så tror jeg du forstår 

at du må være din egen ven 

vi trækker vejret

 
ferien går på hæld
men i dag er tiden alt jeg har
for her er jeg kun mig selv
og jeg husker hvem vi var
jeg tror måske
at meningen med livet
er at bruge min påske
på ikke at tage noget for givet
så jeg tager til stranden
med en lille hund
for der er ingen anden
jeg har brug for lige nu
vi får sand i øjnene
og vi finder os selv i havet
vi trækker vejret
og tænker på alt det vi har lavet
ved du hvad
lige her har jeg alt
her er jeg glad
og min aftensmad er pasta med salt
jeg håber ikke
du har noget imod
at de mørke dage går på hæld
her er der liv og glæde i overflod
for jeg har fundet hjem i mig selv

vi plukker anemoner

jeg tror måske
at det hele nok skal gå
for prøv lige at se
alle stenene vi står på
 vi plukker anemoner
og i dag er tiden alt vi har
for her under træernes kroner
her er verden tydelig og klar
vi er lige her
der hvor alting bor
her blandt skovens træer
der hvor det spirer og gror
jeg sender nu en tanke
til den jeg var engang
et minde om de sange
jeg sang for mig selv dengang
vi spejler os
i en skovsø
på et fundament af mos
her på vores egen øde ø
vi griner til solen går ned
og tænder et lys i mørket
sig til hvis i vil med
herhen til vores hemmelige sted
vi fanger anemoner
der falder ned fra stjernerne
fra træernes kroner
med mågerne og ternerne
månen er min ven i mørket
her hvor jeg intet kan se
jeg mærker stjernestøvet falde ned
og alt jeg vil er at flyve med
for månen passer på os
og universet er min skæbne
når vi ikke selv er vågne
og ej kan os bevæbne
ja månen vogter over os
og min stemme skrues op
med stjernestøv deroppefra
har jeg lært at sige stop
for stjernerne er mine venner
og anemonerne ligeså
umenneskelige venskaber
er alt jeg kender
det er dem jeg har at stole på
anemoner dør også en dag
men det klarer jeg vel nok
tak for tiden i mig gav
for minder slipper aldrig op

foråret er på vej

i dag er jeg en anden
en du aldrig før har set
jeg vænner mig til tanken
om alt det der er sket
jeg ved jo godt at solen
vil skinne skarpt en dag
men alt jeg ser er regnen
som jeg jo selv står bag
for regnen til mig siger
at den jo er min sjæl
i dag er jeg en kriger
der kæmper med mig selv
jeg dvæler ved alt det
der tynger mig ned
alt jeg aldrig har set
for regnen bliver ved
der kommer andre somre
men ikke flere med dig
jeg bliver ældre og ældre
og jeg skal en anden vej
min hjerne er en krigszone
men i morgen er en ny dag
måske med en højere tone
en lyd af glæden der ligger bag
de siger i radioen
at foråret kommer i næste uge
vi må jo bevare troen
og ikke lade os true
så indtil da vil jeg sidde her
og tænke på solens stråler i dit hår
refleksioner af alt jeg ser
fra dengang sidste år
lov mig at du husker på
da vinden skubbede os hjem
da dagene var få
og ingen tid var nem
måske vi ses igen
hvis du ser den anden vej
engang var jeg jo den
der fandt et hjem i dig
jeg hører mig selv sige
nu hvor mørket er faldet på
hvordan skal jeg så vide
hvornår jeg skal gå til ro
for jeg er lavet af regn
og mit indre bliver aldrig tørt
når jeg leder efter tegn
på alt hvad du har rørt
så i dag bliver jeg herinde
med alt der sker i mig
en tanke jeg vil dig sende
for foråret er på vej

jeg skal afsted

den eneste sandhed

jeg kendte til

var dig

du var regnen

mod ruderne

på en efterårsdag

men jeg kender dig ikke mere

jeg ser ud

og jeg ser mig selv

nede på gaden

refleksioner fra dengang

regnen holdt mig fast

jeg troede engang

at jeg var som regnen

men det var jo ikke mig

der kølede verden ned

jeg kender dig ikke mere

så nu cykler jeg

i regn og slud

i solskin og fuglesang

dag og nat

altid en ny vej

for jeg skal ud

jeg smiler til alle

og ingen forsinker mig

jeg synger på cykelstien

og bremser ikke længere

på vej ned ad bakkerne

for jeg skal afsted

kig den anden vej

de siger

at det sker

når du mindst venter det

en dag ser du ind i nye øjne

og tænker

hov

det er jo dig

er det mon sådan her

det fungerer

jeg var blevet væk

men i dine øjne

fandt jeg hjem

du lyste verden op

og sammen fandt vi vej

vi så ikke

at vi blev væk fra start

vi lovede for meget

og vidste for lidt

jeg ville redde dig

fjerne stenene på din vej

men tiden løb ud

og nu må du redde dig selv

årstiderne skifter

dage bliver til måneder

solen genopstår

og dit grin er det eneste

jeg nogensinde har hørt

men jeg ved ikke

hvilke sko jeg skal tage på

for jeg finder stadig hjem

i dine øjne

så kig den anden vej

hvorfor tror du

at jeg flygter fra mig selv

jeg lærer at leve

og solen bor i mig

men tro ikke

at jeg vil leve

for andre end mig selv

jeg leder ikke længere

for du skal findes

af dig selv

jeg tager vestpå

for alle de brudte bølger

har hjemme i havet

når regnen kommer igen

når solen går i hi

står jeg klar

for jeg har købt en paraply

og et termokrus

fra nu af

er min sjæl altid varm