Kategoriarkiv: filosofiske overvejelser

Illusionen om den lykkelige opgaveskrivning

Hej verden.

Det er tirsdag formiddag, og jeg sidder lige nu på Aalborg Bibliotek – som i øvrigt er et fremragende biblioteket, det er vidunderligt at leve i et land med offentligt tilgængelige biblioteker (dette indlæg er desværre ikke sponsoreret, så det er rent faktisk min ærlige mening). For to uger siden startede jeg en ny vane med at sætte mig herhen på biblioteket alle hverdage i 4-5 timer, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med – for det gør virkeligt noget for min produktivitet at komme ud af lejligheden og være omgivet af andre mennesker, der også sidder og arbejder. For det første fordi jeg ikke kan overspringshandle ligeså meget (dog kan man argumentere for, at dette indlæg er en overspringshandling) og for det andet er det SÅ rart at kunne gå hjem om eftermiddagen og holde FRI når jeg kommer tilbage til lejligheden. Det giver en anden tilfredsstillelse end bare at sidde hjemme for mig selv hele dagen. Så hermed en anbefaling herfra, hvis det heller ikke fungerer for dig at sidde hjemme og arbejde hver dag.Det lyder jo alt sammen meget godt. Jeg er produktiv, og jeg bruger tid på min bacheloropgave. Og det går godt meget af tiden. MEN! Der er også meget af tiden, hvor det er helt det modsatte. Hvor jeg har lyst til at skrige og råbe højt, fordi jeg er SÅ frustreret over denne opgave! Det ene øjeblik kan jeg sidde og græde over opgaven, fordi jeg ikke aner, hvor den skal føre hen, og det næste øjeblik kan jeg føle, at jeg er på rette spor igen. Det er faktisk meget meget sværere end jeg havde forventet, at skrive denne opgave – det kræver sindssygt meget psykisk overskud, og det var jeg nok ikke helt forberedt på.

Og JA! Jeg har selv valgt emnet, men det gør det nærmest endnu mere frustrerende, for det betyder, at det er MIG, der skal have overblikket over hvad jeg vil med opgaven, og MIG der skal bestemme, hvad jeg skal skrive hvornår og så videre. Det er også MIG der bestemmer, hvor meget arbejde, jeg vil lægge i det, og hvad mine ambitioner er for opgaven. Og det er jeg slet ikke vant til – jeg har faktisk glemt, hvordan man gør i løbet af min tid på uni.

Det er en narcissistisk rutsjebanetur, det her med at skrive bachelor. Det giver mig mange flere humørsvingninger, end jeg bryder mig om, og så gør det mig bare sindssygt udmattet. Der skal ikke så meget til at bringe mig ud af balance, og jeg har ikke rigtigt overskud til at gøre nogle vilde nye ting, når jeg endelig har fri. Jeg vil gerne være sammen med mennesker, og jeg har nydt alle de sociale ting jeg har lavet i den seneste periode. Jeg vil bare helst være sammen med folk, jeg allerede kender godt, og jeg vil helst have, at der ikke sker noget, der er alt for vildt og energikrævende – for jeg bliver hurtigt træt. Når jeg holder fri, skal jeg lave noget jeg kan slappe af med, og hvor jeg kan grine og have det sjovt, uden at det dræner mig. For hvis jeg er drænet for energi kan jeg ikke koncentrere mig om at skrive – og så mister jeg overskuddet, og så bliver det bare en ond cirkel, hvor jeg ikke rigtigt kommer nogle vegne.Jeg bruger rigtig meget tid sammen med S, hvilket er vidunderligt, da han både er sød og sjov og flot og interessant at tale med. Han er god til at få mig ud af min narcissistiske bachelorboble, og det sætter jeg meget stor pris på. Jeg holder af den hverdag, vi har sammen, og hurra for S. Men jeg kan godt blive ramt af dårlig samvittighed, fordi min opgave fylder så meget for mig, at jeg ikke har det store overskud til at støtte om det, der fylder meget i hans liv. S og hans band spiller koncert tre gange i maj måned, og det bliver mega fedt for dem, og jeg ville faktisk rigtigt gerne se alle tre koncerter. Men jeg kan slet ikke overskue det! Selvom jeg rigtigt gerne vil høre dem, så ved jeg samtidig, at det vil tage en stor del af min tid og energi – og det kan gøre mig helt angst at vide, at det vil betyde at jeg kommer meget sent i seng, og at jeg skal bruge en masse tid på transport til/fra Aarhus, hvor de har koncert. Og så kan jeg heller ikke overskue selve situationen, med masser af mennesker og masser af larm – det plejer jeg dog at kunne abstrahere fra, fordi det er vigtigt for mig at høre koncerten, men lige for tiden gør tanken om det mig sindssygt angst!

Og det føles så egoistisk at tænke på den måde – nok fordi jeg slet ikke er vant til at have det på den her måde pga. en opgave. Jeg prioriterer sjældent uni højere end mine yndlingsmennesker, og derfor har jeg virkeligt svært ved at stå ved den prioritering. Men jeg skal også lige lade være med at overdramatisere det – for det at jeg ikke er med til en koncert eller to, betyder jo ikke, at jeg ikke prioriterer S. Det gør jeg jo virkelig – han er den jeg bruger allermest tid med og snakker allermest med. Han er mit yndlingsmenneske, og han ved udmærket godt, at jeg støtter ham og alt det, og han forventer slet ikke af mig, at jeg skal med til alle koncerterne. Det er faktisk bare mig selv, der giver mig dårlig samvittighed – og sådan gider jeg ikke have det mere!Så jeg må nok erkende, at det måske kun bliver én koncert, jeg kommer til at høre, og så må jeg acceptere det, og ikke have dårlig samvittighed – jeg kan ikke gøre alting, og der er nok også en masse andre ting, jeg må sige nej til – og det er ok. Det er jo heldigvis kun i en periode. Jeg afleverer opgaven d. 1. juni, og derefter kan jeg gøre hvad jeg vil i tre måneder! Det skal jeg lige huske mig selv på, her i denne proces.Jeg håber ikke, at dette indlæg bare bliver opfattet som brok fra en privilligeret ilandsborger, der ikke rigtigt har nogle problemer. Men hvis det gør, så er det også fint nok. Jeg havde bare brug for at få det ud i verden, at jeg synes det kan være svært at være igang med sådan et stort og langvarigt og narcissistisk projekt – for det er fandme svært at huske på, at det er så uendeligt ligegyldigt, hvordan denne opgave bliver, når alt kommer til stykket. Den kommer ikke til at ændre verden, og derfor er det jo egentlig fjollet, at den påvirker mig så meget psykisk. Men sådan går det ofte, når jeg er ambitiøs omkring noget – hvis jeg skal gøre mit bedste, så kan jeg ikke rigtigt bare tage det afslappet. Men er der overhovedet nogen, der kan det, når det kommer til stykket?

Glædelig sommer, og god skrive- og læselyst til jer andre, der også skriver opgave eller skal i gang med eksamensperioden snart 🙂

//A

 

En blandet landhandel – noget om bacheloropgaven, skam og influencere

Hej verden!

Det er fire måneder siden, at jeg sidst har udgivet et indlæg, der ikke var et digt. Det må være den nye rekord. I mellemtiden har jeg været i gang med at leve mit liv, og jeg har tænkt meget over, hvad jeg skal gøre med denne blog. Om jeg skulle gøre noget nyt med den, ændre dens udseende og alt sådan noget. Men det kommer nok ikke til at ske, for jeg kan godt lide den måde, den er på nu. Jeg nyder, at jeg kan lade være med at skrive et indlæg i fire måneder, og at jeg kan give mig selv plads til det. Jeg nyder, at jeg kan skrive om det, jeg har lyst til at skrive om. Og jeg nyder, at jeg har så tilpas få læsere, at jeg ikke engang behøver overveje, om jeg er nødt til at undskylde for, at jeg ikke har skrevet indlæg i lang tid. Det må være noget af det mest irriterende ved at være professionel blogger eller influencer, som man kalder det nu om dage – at føle at man SKAL lægge noget op flere gange om ugen, og at man nærmest står i gæld til sine følgere.
Jeg ved godt, at der er mange, der er rigtigt glade for at leve af at være bloggere/influencere, men jeg kan godt blive lidt bekymret for folks mentale helbred, når de føler sig nødsaget til rent faktisk at undskylde overfor deres følgere, hvis de ikke har været aktive på deres blog/Youtubekanal i en uge/måned/et eller andet. At undskylde er en stor ting, og det burde ikke være nødvendigt. Slet ikke overfor nogle folk, der gratis læser/ser med på ens indhold. De kan ikke rigtigt tillade sig at forvente noget. Og det tror jeg er virkeligt vigtigt at huske på som blogger/influencer. Selvom man er meget taknemlig for sine følgere, så skal det jo ikke blive sådan, at man oplever skyldfølelse, fordi man fx ikke lægger noget op så ofte, som følgerne ønsker det.

Det var egentlig slet ikke det, som dette indlæg skulle omhandle – men jeg ser bare mange eksempler på, at (unge) mennesker er ved at brænde helt ud, fordi de føler, at de SKAL levere noget bestemt til deres følgere. Og det er så trist, for det er virkeligt svært for kreativiteten at blomstre, hvis den lægges under sådan et pres. Hvis man skal tænke så meget på at behage sine følgere, og lave noget som de ønsker at se, så tror jeg virkelig det bliver hårdt i længden. Influencere (jeg har det meget stramt med det ord, men nu bruger jeg det alligevel) er også bare mennesker, og det skal vi huske. Både dem, der selv er bloggere/youtubere og alle os/dem der følger med. De er bare mennesker, og vi kan på ingen måde tillade os at forlange noget af dem. Man skal bare være taknemlig for, at nogen gider dele noget, de har skabt, med andre. Sådan tænker jeg i hvert fald – hvad tænker I?

(jeg så lige mit snit til at lægge billeder ind fra ferien til Rom, hvor jeg var med S i januar – selvom det INTET har at gøre med emnet.. havde bare ikke andre billeder, som jeg ikke allerede har brugt)

Nåh.. Alt det udsprang sådan set bare fra, at jeg vil erklære, at jeg holder af denne blog, og at jeg er glad for at kunne bruge den, når jeg har lyst – og ikke fordi jeg føler mig presset til det. For det ville ingen få noget ud af, og helt ærligt – langt de fleste indlæg herinde er primært relevante for mig selv. Jeg har skrevet dem til mig selv og bare håbet på, at der måske også var nogle andre, der kunne blive inspireret af at læse dem. Og sådan vil det nok blive ved – i hvert fald for en del af indlæggene. Men jeg er også fristet af tanken om, at skrive flere indlæg, hvor jeg formidler et emne, jeg ved noget om. Som fx mit indlæg om hjernens opbygning, som jeg skrev for to år siden. Eller indlægget om rationalitetens irrationalitet, som er over fire år gammelt, men et af mine mest læste indlæg. Det samme er det om hjernens opbygning. Og det er meget rart, at folk er interesserede i det, da det er nogle emner, jeg på det pågældende tidspunkt også selv var meget interesseret i. Så umiddelbart tænker jeg, at der fremover nok kommer flere af den type indlæg på bloggen (men det er også muligt at det ikke sker, og jeg undskylder ikke, hvis det går i vasken).

Jeg skal til at skrive bacheloropgave nu her, og jeg tror, at bloggens indhold vil komme til at bære præg af det. Jeg skal fordybe mig i et emne og lære så meget om det som muligt, og så skal der komme en god opgave ud af det i sidste ende. Og jeg tror, at jeg kan bruge denne blog til at få en mere meningsfuld skriveproces. Forstået på den måde, at jeg på bloggen kan øve mig i at formidle det, jeg finder ud af, på en forståelig måde. Som andre mennesker måske kan få noget ud af, hvis de har lyst til at læse om det. Jeg synes selv, at mit emne er enormt relevant, fordi det fylder noget for alle mennesker, og derfor kunne jeg godt tænke mig at dele ud af det, jeg finder ud af. For det giver ikke så meget mening bare at holde det for mig selv.

… Og nu sidder alle og tænker “SÅ SIG DOG HVAD DIT EMNE ER, HVAD HELVEDE ER DET HER FOR EN GANG DÅRLIG CLICKBAIT!!!??” så nu må jeg hellere afsløre det:

Mit emne er:

Skam (som i følelsen skam, IKKE serien SKAM).
Det er først for nylig, at jeg har fået øjnene op for, hvor meget skam fylder for det moderne menneske i dag – og hvor meget det har fyldt/fylder hos mig selv. Det er enormt interessant at lære mere om, og jeg synes det er meget meningsfuldt, da ALLE mennesker oplever skam (måske med undtagelse af hardcore psykopater). Men skam er en følelse, vi har lært at holde for os selv, og når vi gør det, kan det virkelig blive skadeligt. Skammen bilder os nemlig ind, at der er noget galt med os, og at vi for alt i verden skal undgå, at andre mennesker finder ud af det. Så derfor har vi lyst til at holde det for os selv og gøre alt for ikke at blive afsløret. Skammen kan ligge så dybt i os, at vi ikke engang selv er klar over, at vi bærer rundt på den, og den kan være virkeligt svær at komme af med – for skammen har ikke lyst til, at vi skal snakke om den og at vi skal opdage, hvad den gør ved os. Den er en satans karl, den skam. Men det er også en kæmpe fordel for mennesket, at vi kan føle skam – og det er det, jeg vil skrive om i min opgave. Og meget mere om det en anden dag, når jeg har fået mere viden : )

Afslutningsvis vil jeg gerne ønske alle en glædelig Valentinsdag. Jeg har en tradition på bloggen med hvert år at skrive et indlæg indeholdende en dybdegående kritik af Valentinsdag som koncept. Det har jeg i hvert fald gjort i to år nu. Men nu er jeg blevet så gammel og kedelig, at jeg bliver mere og mere ligeglad med konceptet. Jeg gider ikke rigtigt at hidse mig op. Og jeg havde i øvrigt helt glemt, at det var i dag, jeg troede først det var i morgen. Så glædelig valentinsdag til jer, der har husket dagen, men også til alle jer, der ikke har. Hurra for kærligheden og alt sådan noget.

Hyg jer.

//A

At finde tilbage

Hej verden.

Som jeg sidder her, på mit mikroskopiske værelse i sommerhuset, hvor der er så lavt til loftet, at jeg kun med nød og næppe kan stå oprejst, mærker jeg roen og lettelsen indfinde sig. Det her, er et sted jeg kender, og det her, er en situation, jeg kender. Jeg husker de mange aftener/nætter, hvor jeg har siddet her og skrevet blogindlæg, fordi jeg har følt mig alt for inspireret til at kunne sove. Jeg husker de mange dage, hvor jeg har været alene herude, og jeg husker følelsen af frihed. Jeg husker, hvordan ordene bare kom til mig, og skrivningen var let som en leg. Der er et eller andet ved det her sted, der gør mig rolig. Jeg trækker vejret på en anden måde herude, og jeg bliver overrasket over det, hver gang jeg kommer tilbage til sommerhuset.

Efter jeg flyttede hjemmefra, og særligt efter at jeg er flyttet til Aalborg, er det blevet sjældnere og sjældnere, at jeg er herude. Dels fordi afstanden nu er længere, dels fordi jeg har/har haft meget andet at se til. Men mest af alt handler det om noget andet, som jeg først nu er begyndt at indrømme overfor mig selv.

Jeg har faktisk haft det lidt svært med at være herude i sommerhuset, når jeg så endelig er taget herud. Hurtigt er jeg begyndt at føle mig rastløs og lidt sur og ked af det. Selvom her er så uendeligt smukt. Al freden og roen har nærmest gjort mig irriteret, og jeg har somme tider følt mig mere fanget end fri.

Det har været ret underligt at opleve, og at jeg har haft de følelser har helt sikkert gjort, at jeg har holdt mig mere væk fra sommerhuset, end jeg egentlig behøvede. Jeg havde fx tre måneders sommerferie, hvor jeg sammenlagt ikke var herude mere end 4-5 dage i alt. Selvom jeg sagtens kunne have fundet tiden til det. Hvorfor?

Fordi det bare ikke er helt det samme mere. Fordi mit liv har ændret sig. Fordi jeg holder rigtig meget af lejligheden, og derfor har haft lyst til at tilbringe rigtigt meget af min tid der – også fordi jeg har skullet vænne mig til at bo der, og derfor også har haft et behov for at være rigtigt meget i lejligheden og i Aalborg i det hele taget, for at få min hjerne til at forstå, at det er der, mit hjem er nu. Jeg kan blive rigtig forvirret, når jeg fx har været herude i blot en dag eller to, og så kommer hjem til lejligheden igen. Det er som om, at kontrasten er lidt for stor – fra fredeligt naturliv til et liv i byen, hvor Netto ligger 100 meter væk og altid har åbent. Min hjerne har haft svært ved at rumme at skulle omstille sig mellem at være det ene og det andet sted. For jeg elsker begge steder, selvom kontrasten er så stor. På nogle måder er lejligheden blevet et sted, der føles som mit helt eget sommerhus. Jeg elsker at være der, og jeg føler mig tryg der – ligesom jeg gør herude. Jeg kan finde ro i at sidde og lytte til bilerne, der kører forbi på gaden og de snakkende mennesker, der går en tur i baggården. Der er noget frihed forbundet med, at alt er indenfor rækkevidde og at vi er lige midt i byen. Ligesom der er en frihed forbundet med det her sted, hvor alt er udenfor rækkevidde, bortset fra naturen, som jeg er omgivet af.

Jeg elsker begge steder. Begge steder føles som hjem – på nogle af de samme måder, men også på vidt forskellige måder. Begge steder kan noget forskelligt – og hvor er jeg heldig, at kunne have begge dele i mit liv. Jeg skal bare lige lære at acceptere, at det er helt ok, at to steder, der er så forskellige fra hinanden, begge er steder, hvor jeg kan være glad og tryg. Jeg tror på en måde, at jeg har fået bildt mig selv ind, at jeg skulle vælge – natur vs. storby. Men hvorfor skulle jeg det? Hvorfor skulle jeg ikke kunne være en person, der elsker begge dele – og som formår at balancere det?

Jeg skal bare lige lære, hvordan man gør. For det er noget andet nu. Mit liv har ændret sig, og jeg er ikke (helt) den samme, som jeg var for halvandet år siden, hvor jeg sad her og skrev om at værdsætte singlelivet og alt muligt halløj. Der er virkeligt sket meget for mig i den periode, vi har haft sommerhuset. Og derfor er det klart, at det ikke er helt det samme nu. Og det er ok.

Jeg kan mærke, at jeg ikke har den samme lyst til at være herude alene i mange dage af gangen, som jeg havde i starten af sidste år. I praksis har jeg i hvert fald ikke lige så meget lyst til det mere – for det er bare ikke det samme. Dengang, hvor jeg elskede at være alene herude, var en tid, hvor jeg virkelig havde brug for at gøre ting med mig selv, hvor ingen andre var involveret. Det var sindssygt sundt for mig, og jeg er så glad for de mange vinterdage, jeg har tilbragt med mig selv i dette kolde sommerhus. Men den tid er forbi, og jeg er et andet sted i mit liv nu. Jeg har været sammen med S i snart halvandet år, og vi bor sammen, og jeg synes det er det bedste i verden at bo sammen med ham. Der er så meget mening og glæde og tryghed i det, vi har sammen. Jeg nyder virkelig den tid, jeg har med ham, og jeg kan stadig blive helt fjollet, når vi ser hinanden i øjnene. Jo flere dage der går, jo mere indser jeg, hvor glad jeg er for ham (beklager hvis I har lyst til at kaste op nu, men jeg har rent faktisk en pointe med de sukkersøde ord) –

Det er jo KLART, at jeg ikke har lyst til at tage alene i sommerhus i to uger, når jeg har en sød S, der er hjemme i lejligheden, som er et sted jeg også elsker meget højt. Hvorfor skulle jeg have lyst til at tage afsted, når vi har det så godt og rart?
Ja, jeg har stadig brug for at gøre ting alene og at føle mig glad og fri i mit eget selskab – men det gør jeg også rigtigt meget af tiden. Jeg går ture rundt omkring i Ålleren og finder fine områder, der kan fungere som åndehuller i storbylivet. Som fx når jeg tager til Østre Anlæg for at se på ænder. Det kan jeg få mange timer til at gå med. Og selvom det ligger midt i byen, kan jeg få nogle af de samme følelser, som jeg får når jeg går rundt ved stranden herude ved sommerhuset. Og hvor er det rart at finde flere og flere steder, hvor jeg kan trække vejret lidt bedre.

Jeg elsker det her sted – men der er også nogle andre steder, som jeg er begyndt at elske rigtig højt. Og jeg tror, at der er plads til begge dele. Jeg skal simpelthen acceptere, at mit forhold til sommerhuset har ændret sig, men at det ikke behøver at betyde, at jeg kun skal tage herud meget sjældent. For selvom jeg elsker mit liv i Ålleren, så betyder det ikke, at jeg bare skal glemme alt om sommerhuset og tænke, at jeg ikke har brug for det her sted mere, fordi jeg er et andet sted i mit liv nu. Ja, nogle ting har ændret sig, og jeg lever ikke længere det egoistiske singleliv, men jeg elsker jo stadig det her sted. Det kan stadig bringe følelserne af ro, tryghed og glæde frem i mig, og jeg kan mærke, at jeg virkelig har savnet at være herude. Det minder mig om nogle ting, som jeg elsker at gøre, men som jeg har det med at glemme, at jeg elsker – som fx at sidde her og skrive indlæg, gå ture på stranden og lytte til fuglenes sang.

Det er ok. Ok at jeg har taget en pause fra sommerhuset. Ok at jeg er begyndt at holde meget af mit liv i byen – og mit liv sammen med S. Det er ok, at tingene har ændret sig, og at jeg ikke altid synes at det er ligeså fedt at være i sommerhuset, som jeg syntes engang.  Under alle omstændigheder er min kærlighed til det her sted helt enormt stor, og jeg har ikke længere lyst til at lade som om, at stedet her ikke længere er så vigtigt for mig. For det er det. Det har bare taget noget tid for mig at vænne mig til at bo det nye sted, og jeg tror faktisk først at det er nu, at jeg er ved at være klar til at være væk fra lejligheden i mere end et par dage ad gangen – for nu ved jeg, at det er mit hjem – jeg ved, at det er det sted, jeg vender tilbage til. Og den tanke gør mig så uendeligt tryg.

Jeg tror på, at jeg nok skal finde balancen. Balancen mellem et liv i byen og et liv med naturen som den tætteste nabo. Nogle gange vil jeg have mere brug for det ene end det andet, og andre gange vil en blanding af de to være det allerbedste. For der er et eller andet smukt i den kontrast, der er mellem de to måder at leve på. Og jeg vil så gerne kunne rumme begge dele.

Jeg håber, at det her indlæg giver mening for andre end mig selv – under alle omstændigheder var det en fornøjelse at skrive det. Det er altid en fornøjelse herude.

Foretrækker du/I et liv i byen eller et liv på landet?

Hyg jer.

//A

En snak om alkohol #3 | Sofie

Hej verden.

Her kommer det tredje indlæg i min serie om alkohol. Det er endnu et gæsteindlæg, som denne gang er skrevet af Sofie, der blogger på strikeaprose.dk. Hun fortæller åbent og ærligt om, hvad der ligger til grund for hendes valg om ikke at drikke, og der skal lyde et stort tak til Sofie herfra. Jeg håber, at I vil tage godt imod indlægget, og at I kan bruge det til noget. Det sætter i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.
//A

For et par måneder siden skrev Amanda til mig, og spurgte, om jeg ville skrive et indlæg om mit forhold til alkohol. Jeg havde for en rum tid siden smidt en kort bemærkning på min blog om, at jeg ikke drak, og hun ville høre, om jeg ville uddybe mine årsager for denne beslutning. Det sagde jeg ja til med det samme, da jeg synes, at det er et utroligt vigtigt emne, som desværre fortsat er tabuiseret. Så tak, Amanda, for talerøret og platformen.

Vi har en ekstrem drukkultur i Danmark, hvor sociale sammenhænge som regel hænger sammen med alkohol i større eller mindre grad. Mange føler sig ramt, når man bringer dette emne på banen – måske fordi afholdenhed af mange bliver anset som “hellighed”. Man er hellig, hvis man vælger alkohol fra – og det er måske her, janteloven spiller en rolle. “Tror du, at du er bedre end os? Finere end os? Hop ned fra din piedestal og vær menneskelig, som os andre. Her, tag en snaps.” Tak, men nej tak. Men hyg I jer fortsat!

I dette indlæg vil jeg fortælle jer lidt om, hvorfor jeg har valgt alkohol fra; en beslutning, som bunder i mange forskellige ting.

For det første, lider jeg af to neurologiske sygdomme: epilepsi og migræne. Jeg får medicin for begge dele, og selvom jeg aldrig direkte har fået at vide af lægerne, at jeg ikke må drikke, har jeg helt instinktivt lyst til at holde mig fra alt, der påvirker min hjerne.

Derudover lider jeg af en sygdom, som gør, at mine knogler er meget skrøbelige. Dette gør det vigtigt, at jeg altid er i fuld kontrol over min egen krop. Jeg er nødt til at være forsigtig hele tiden, da en lille dum bevægelse kan have store konsekvenser. Af samme grund føler jeg mig beklemt blandt rigtigt fulde mennesker, da deres fysiske kontroltab kan føre til, at de eksempelvis støder ind i mig – og det er altså alt, hvad der skal til. Disse nødvendige forbehold spiller unægteligt en rolle, men er blot en lille del af det større puslespil.

Jeg kommer fra én af de mange danske familier, hvor alkohol har været et problem, og hvor alkoholmisbrug har været kilde til en generel utryghed, som jeg naturligvis har taget med mig. Selvom mine søskende er vokset op i det samme miljø, har de ikke en restriktiv tilgang til dét, at drikke, og det behøver de heller ikke at have. De er alle gode til at styre deres forbrug, og det er jo sådan set alfa og omega. Vi er meget forskellige, og mine vilkår har gjort, at jeg altid har måttet angribe livet på en anden måde. Derfor er det nok naturligt, at jeg, i modsætning til dem, er gået en helt anden vej.

Der er også dét faktum, at jeg lider af angst, og jeg ville derfor være bange for, at alkohol ville påvirke mig på så ‘positiv’ en måde, fx i sociale situationer, at jeg ville blive afhængig af den “krykke”. Jeg har set det før, og det er virkelig noget, jeg mener, at alle skal være opmærksomme på – forskellen på forbrug og misbrug. Hvordan bruger du alkohol? Hvilken effekt har det på dig, og hvad er det præcist, du søger? Foretrækker du at være påvirket fremfor at være ædru? Har du svært ved at begrænse dig, når først du er begyndt at drikke, med fare for, at effekten foretager? Kan du bedre lide dig selv som person, når du har fået noget indenbords?

Jeg har måttet melde fra til familiearrangementer, som jeg af erfaring vidste ville ende ud i et større drukorgie. Jeg har aldrig sagt direkte, at det var årsagen, for det er der ikke stor forståelse for, men det gode ved at blive voksen er, at man selv kan vælge. I teorien behøver jeg ikke at udsætte mig selv for noget, som jeg synes er ubehageligt. Det er ærgerligt, at det først er dér, man bliver respekteret som individ, men sådan er det i nogle familier. Især ét årligt arrangement var pinefuldt som barn, da de voksnes alkoholindtag endte med diverse konfrontationer, som de ikke turde tage ellers. Nogle sad og græd i et hjørne; andre skændtes med deres partnere. Stemningen var rigtig dårlig og utryg, og allerede som barn var det tydeligt for mig, at ingen af disse mennesker hvilede i sig selv eller deres relationer, og at alt dette reelt skyldtes, at alle havde det skidt med at være i samme rum. Dette blev dog aldrig italesat, og alt blev kategoriseret som “fuldemandssnak”. Ingen kunne huske noget dagen efter – bortset fra os børn, som havde haft ondt i maven det meste af aftenen.

Jeg har meget få positive rollemodeller, når det kommer til druk. Begge mine forældre har brugt alkohol til at dulme deres problemer, og jeg har været ansvarlig for at holde skuden kørende, når de voksne forsvandt ind i deres eget tågede univers. Jeg har måttet skifte gennemblødte underbukser, og har – på trods af min skrøbelige krop – måttet hjælpe dem i seng. Det er noget, jeg aldrig nogensinde vil udsætte mine fremtidige børn for. Derfor er alkohol for mig lig med noget grænseoverskridende og ubehageligt.

Det er svært at tale om dette emne uden at lyde moraliserende. Jeg ser ikke ned på folk, der drikker, og jeg føler mig ikke som et bedre menneske. Jeg ved, at der er langt fra dét, som jeg har oplevet, til dét, som andre oplever. Mine erfaringer er på ydersiden af skalaen. Faktisk har jeg i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg som den eneste til et selskab ikke drak – også selvom jeg egentlig har ro i maven omkring min beslutning. Det er ikke sjovt, at skille sig ud. Jeg mangler det ikke, og jeg føler, at jeg kan leve et rigt socialt liv uden. Og hvis jeg ikke kan, er det noget, der skal arbejdes på – ikke noget, som skal drikkes væk. Når mine veninder og jeg mødes, drikker vi te, kaffe, spiser aftensmad, eller går i biografen. Vi taler i timevis, griner, og går altid fra hinanden med en følelse af, at vi er kommet tættere på hinanden. Selvfølgelig kan det også være tilfældet, hvis man går i byen og danser natten lang, men det er mere for at opstille et alternativ. Det kan altså også være hyggeligt og sjovt uden alkohol.

angst | et digt

du føler dig helt alene
i en mørk og lydløs nat
det er mere end du kan klare
når angsten tager fat
//
du føler dig magtesløs
imens tankerne tager over
du vil ikke spørge om hjælp
for dem du elsker ligger og sover
//
du ser dig selv oppefra
det er som om du flyver væk
du har helt glemt hvad det var
der skulle være dit næste træk
//
du føler det hele på én gang
og gør det kun værre for dig selv
det er den samme uendelige sang
du har lært at spille klaver dertil
//
du tænker alt det forkerte
og går igennem diverse kriser
du tror at andre vil dig ondt
du ser så mange afgørende beviser
//
du havde ikke troet
at dette ville ske for dig
du frygter at det er noget
der til sidst vil absorbere dig
//
du har glemt hvem du er
men snart er du dig selv igen
du skal bare være lige her
og trække vejret min ven
//
en dag vil du lære
hvordan du trøster dig selv
snart kommer dagene
hvor du gør det du gerne vil
//
du skal ikke være bange
ikke frygte at den kommer igen
det bedste du kan gøre
er at lade angsten blive din ven
//
prøv at forstå den
og se hvad der ligger bag
for så kan det være
at den mister sit tag
//
du kan ringe til mig
når nætterne bliver lange
måske det er på tide
at lære nogle nye sange

En snak om alkohol #1

Hej verden.

Hvis man kender mig, ved man, at jeg ikke drikker alkohol – som i slet ikke. Dels fordi, jeg er alkoholintolerant og får udslæt og influenzalignende symptomer i dagevis, hvis jeg drikker blot en halv genstand. Men mest af alt skyldes det, at jeg på ingen måder har lyst til at drikke alkohol. Tanken om på den måde at miste kontrollen over mig selv og nærmest blive en anden person, gør mig enormt utryg. Og derfor gør jeg det ikke – et valg, som jeg oftest oplever bliver accepteret af de mennesker, jeg omgiver mig med. Jeg har det rigtig fint med ikke at drikke alkohol, og ærlig talt kan jeg ofte glemme, at jeg er en del af en minoritet – hvilket helt sikkert hænger sammen med, at jeg prøver at undgå situationer, hvor folk omkring mig drikker sig virkeligt fulde.

Derfor sker det sjældent, at jeg sidder i et selskab og føler mig udenfor, fordi jeg ikke drikker alkohol. Men det hænder ind imellem, og når det gør, er det ikke rart. Vi mennesker er jo trods alt sociale dyr, og derfor kan det være hårdt, hvis man er alene med valget om ikke at drikke, imens alle andre gør det. Ja, man kan sagtens have det sjovt uden alkohol, og man kan også være den, der danser allermest, selvom man ikke har fået andet end Pepsi Max hele aftenen. Men om jeg vil det eller ej, så må jeg indrømme, at det ofte er rigtig svært for mig at være sammen med fulde mennesker. Til tider kan det være underholdende nok, lige indtil de kommer over det punkt, hvor de bare er fjollede og i godt humør. Det er ikke fedt, når folk omkring en bliver uforståelige, ubehagelige og alt for impulsive, eller når de vælter rundt og prøver at skubbe en i Randers Fjord (jeg nævner ingen navne her).

Jeg har det rigtig svært med, når folk omkring mig drikker alkohol – også når det er mine nærmeste. Det gør mig enormt utryg, og det er faktisk kun blevet værre med tiden. I løbet af dette år har jeg i hvert fald fundet ud af, at mit forhold til alkohol er meget mere anstrengt, end jeg før var bevidst om. Efter mange timers selvransagelse har jeg fundet frem til flere ting, som kan være grunden til, at det er blevet sådan. Jeg vil gerne uddybe det i et andet indlæg, men primært handler det om en angst for ikke at kunne genkende andre mennesker, særligt dem, jeg kender allerbedst. Angsten for at de bliver nogle andre, at de viser nogle sider af sig selv, som jeg ikke før har set og måske ikke ønsker at se. Jeg opfatter alkohollen som en form for trussel, fordi jeg jo ved, hvad den kan gøre ved mennesker. Det er et kontroltab, for jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente af folk, når de drikker.

Mange siger/vil sige, at det her nok handler om, at jeg aldrig selv har prøvet at være fuld, og at jeg derfor ikke forstår, hvordan det føles. At jeg ikke kan sætte mig ind i, hvor sjovt det kan være at drikke. Det er der helt sikkert noget om, for jeg har virkeligt svært ved at sætte mig ind i det. Jeg ville ønske, at jeg kunne forstå det. Jeg øver mig i at snakke med folk om, hvordan deres forhold er til alkohol, men det er faktisk ret grænseoverskridende at gøre. At spørge “hvorfor drikker du alkohol?” føles bare lidt underligt, selvom det sådan set er det samme, som når folk spørger mig om, hvorfor jeg ikke drikker. Men jeg øver mig i det, for jeg ved, at det vil hjælpe, hvis jeg får en mere nuanceret forståelse for, hvorfor mennesker drikker alkohol. Og hvis jeg ønsker, at andre skal forstå hvorfor jeg ikke drikker, så må jeg også prøve at forstå dem, der gør.

I det hele taget tror jeg bare, at snakken om alkohol skal tages op, for jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har et anstrengt forhold til alkohol på den ene eller anden måde. Jeg ved, at alkohol er en del af de fleste menneskers hverdag (i hvert fald i denne rige del af verden), og derfor vil jeg fokusere på emnet her på bloggen i den kommende tid. Der kommer nogle forskellige gæsteindlæg fra nogen, der drikker, og nogen der ikke gør. Jeg vil undersøge nærmere, hvad jeg kan gøre, for at få et mindre anstrengt forhold til alkohol, og jeg vil måske prøve at udfordre mig selv lidt. Alt sammen for at vi alle kan lære af hinanden og måske forstå hinanden lidt bedre end før – så vi alle kan leve i fredelig sameksistens uanset om vi drikker alkohol eller ej.

Jeg håber, at I vil tage godt imod denne serie af indlæg. Jeg er så bange for at fremstå fordømmende, og derfor har jeg brugt hele sommeren på at tage mig sammen til at skrive dette indlæg. Jeg ønsker jo ikke at nogen skal føle, at jeg dømmer dem for at drikke alkohol, når jeg fx skriver, at jeg grundlæggende ikke bryder mig om at være sammen med fulde mennesker. Jeg har ikke lyst til at dømme nogen, jeg vil langt hellere have at vi forstår hinanden og hinandens valg – eller i det mindste bare prøver på det. Derfor er det vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke skriver det jeg gør, fordi jeg er fordømmende. Jeg kan undre mig, og jeg kan stille spørgsmålstegn ved, hvorfor folk vælger at drikke – men det er jo kun fordi, at jeg ønsker at forstå. Det er alt jeg vil.

Hyg jer.

//A

 

En længsel efter hverdagen

Hej verden.

Jeg har haft sommerferie i 10 uger nu, og som jeg nævnte i mit seneste indlæg, så har jeg oplevet en masse gode ting, og brugt min tid sammen med en masse søde mennesker. Jeg har også brugt en hel del tid alene, men overordnet føler jeg, at der har været en fin balance mellem tiden alene og tiden sammen med andre. Jeg kan ikke komme i tanke om særligt mange dage, hvor jeg har tænkt “suk, hvad fanden skal jeg lave, denne ferie er alt for lang”. Men det har ændret sig i løbet af de sidste par dage, hvor jeg virkeligt er begyndt at føle mig rastløs og irriteret.Jeg mærker en længsel efter en rutine, en længsel efter at skulle være bestemte steder på bestemte tidspunkter. At have en hel dag, hvor jeg ikke har nogle planer, kan jeg slet ikke holde ud mere, for jeg har fået nok af at slappe af og at være nede i gear. Jeg er klar til at komme i gang igen, klar til at skulle være produktiv, klar til at få min hverdag tilbage.

På den ene side kan man sige, at jeg måske har tilrettelagt min sommerferie på en uoptimal måde, når jeg er endt med at sidde her og være rastløs. Hvis jeg fx havde fundet et (frivilligt) arbejde at bruge tiden på i ferien, så havde jeg måske ikke haft det sådan her nu. På anden side kan man sige, at jeg har fået præcis den sommerferie, som jeg havde brug for. Da jeg gik på ferie d. 1. juni efter en meget intens og ikke helt så rar eksamensperiode, trængte jeg så meget til at distancere mig selv fra mit studie. Jeg længtes efter friheden og at kunne gøre lige det, jeg ville. Jeg havde virkelig brug for en pause og tid til at finde motivationen igen. Og en pause har jeg i den grad fået – jeg har fået mulighed for at komme helt ned i gear og gøre de ting, der var vigtige for mig, og som intet havde at gøre med mit studie. Jeg har udforsket Aalborg, jeg er gået i gang med at tage kørekort, jeg har skrevet digte, og jeg har læst for fornøjelsens skyld. Og jeg er blevet bedre til at bage boller. Det er alt sammen meget godt – men det er bare ikke nok for mig i længden. Og efter at have haft rigeligt med tid til at indse det, er jeg begyndt at længes mere og mere efter hverdagen.

Derfor har sommerferien givet mig præcis det, jeg havde brug for; en masse gode oplevelser, en pause fra hverdagen og et skridt tilbage fra min identitet som kommende psykolog – hvilket er endt ud i en enorm længsel efter lige præcis det, jeg havde en trang til at komme væk fra, da ferien startede – mit studie.Jeg tager mig selv i at savne selve bygningerne, hvor Psykologisk Institut ligger. Jeg savner togturene til uni, jeg savner at drikke kaffe til forelæsningerne, og jeg savner tilmed at sidde i auditoriet – selvom man oftest sidder helt utroligt tæt og ikke rigtigt kan komme væk, når man først har sat sig. Jeg savner at lære noget nyt, og jeg savner at have en læseplan. Jeg savner at skulle tidligt op og ud ad døren og at have lange, lærerige dage, og jeg savner følelsen af selvtilfredshed, der følger med, når det bare går godt, og det hele går op i en højere enhed. Jeg savner oplevelsen af meningsfuldhed. Jeg savner, at der bliver stillet krav til mig, og at der er noget, som jeg SKAL, som jeg ikke gør udelukkende af lyst. Ja, jeg har simpelthen fået nok af bare at kunne gøre det, jeg har lyst til.Heldigvis er jeg stadig i gang med at tage kørekort, og jeg skal til teori i aften og ud at køre hele to gange i morgen, både om eftermiddagen og om aftenen – så der skal der nok blive stillet krav til mig. Og så skal jeg til teoriprøve fredag morgen, hvilket jeg ser frem til i en usmagelig grad.

Jeg tror faktisk, at jeg trives allerbedst, når jeg har en rutine at holde mig til. Når jeg ved, hvad jeg skal de bestemte dage i ugen, og når rutinen gentages uge efter uge. Jeg tror, at jeg har et rimeligt stort behov for kontrol, og selvom jeg ikke har lyst til at indrømme det, så er det jo nok en stor del af grunden til, at jeg føler mig rastløs og irriteret nu. For selvom JEG ønsker, at hverdagen skal begynde igen nu, så kan jeg ikke gøre noget, for det er ude af min kontrol.

Generelt føler jeg, at der er en del ting, der er ude af min kontrol for tiden – og mere om det i et andet indlæg. Men jeg kan ikke gøre andet end at prøve at se indad og at gøre noget ved det, som jeg rent faktisk kan kontrollere (mere eller mindre). Som fx at læse op til teoriprøven, at beslutte mig for at støvsuge og at gå en lang tur. Og at tænke gode tanker, som gør mig motiveret fremfor rastløs og irriteret. Når det kommer til stykket, er det jo mig selv, der vælger, hvordan jeg vil reagere på de ting, der sker – og så gør det måske ikke så meget, at jeg ikke kan kontrollere alting.

Hyg jer.

//A

 

En livsopdatering

Hej verden – her kommer en livsopdatering.

Pludselig er vi kommet et godt stykke ind i august måned, og jeg begynder at kunne mærke, at min (voldsomt lange) sommerferie lakker mod enden. Jeg er efterhånden nået til det punkt, hvor jeg føler, at jeg har brugt tilpas meget tid på at gå rundt og være helt nede i gear – og jeg er begyndt at mærke et savn til min hverdag. Eller nok nærmere en længsel efter at hverdagen starter igen – for det bliver en helt anden hverdag, jeg får fra nu af sammenlignet med, hvordan det har været på de tidligere semestre. Jeg er flyttet til Aalborg, jeg bor med S, og jeg har allerede fået en enorm kærlighed til vores lejlighed i løbet af den relativt korte tid, vi har boet her. Det er et hjem nu – og det føles meget mere som end et hjem end min tidligere lejlighed gjorde. Derfor glæder jeg mig ekstra meget til at komme i gang med hverdagen igen – for jeg er virkeligt spændt på at se, hvordan det vil påvirke mig og mit studie, at jeg er flyttet.
Jeg har en forhåbning om, at jeg vil få et lærerigt og produktivt femte semester, og at jeg vil få mere overskud til at fokusere på mit studie. For selvom jeg er flyttet endnu længere væk nu, så tænker jeg, at det kommer til at gøre en stor forskel, at jeg har fået en hel del mere stabilitet i mit liv nu. S og jeg skal ikke rejse rundt for at kunne ses, vi har alle vores ting i den samme lejlighed nu, og vi har det samme hjem nu – og så er det et hjem, hvor jeg tænker, at vi kan bo et godt stykke tid. Alt det er en kæmpe lettelse, og det er med til at gøre mig meget mere glad og tryg. Det tænker jeg kommer til at have en positiv indvirkning på mit studie – både ift. min motivation men også mit fokus i det hele taget. Jeg tænker, at det bliver lettere at fokusere på at lære, nu hvor der er kommet en del mere ro på privatlivs-fronten. Og ja, nu er der så nogle lidt længere togture involveret, end da jeg boede i min gamle lejlighed – men det er hvad det er. Jeg bruger gerne lidt ekstra tid på at komme til og fra uni, når jeg har så skønt et sted at komme hjem til hver dag.
Apropos at flytte og at føle sig hjemme, så vil jeg lige reklamere for mit gæsteindlæg fra sidste uge, som jeg fik æren af at skrive på Lauras blog. Det handler om at flytte hjemmefra, så det kan I jo læse, hvis I selv skal flytte hjemmefra – eller bare har lyst til at læse om mine oplevelser. Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg i forbindelse med gæsteindlægget ville skrive et længere indlæg, omhandlende hvordan det har været at flytte sammen med S. Men jeg tror faktisk, at jeg vil vente med at skrive det – med fare for, at det så aldrig bliver udgivet, så kan jeg bare mærke, at jeg ikke føler så meget for at skrive det endnu – for det er som om, at der lige skal gå lidt flere måneder, før jeg reelt kan skrive noget konstruktivt om det. Det er jo en læringsproces at flytte sammen med et andet menneske, og vi er stadig ved at lære, hvordan man gør. Men meget kort sagt kan jeg afsløre, at jeg langt det meste af tiden er totalt vild med at bo med S, og at jeg synes, at vi klarer det rigtig godt. Vi er gode til at få snakket om tingene, og det er nok det bedste råd, jeg kan give til andre, der skal flytte sammen med nogen – om det så er en ven, en kæreste eller en tante. Husk at snakke med hinanden om de ting, der er vigtige for jer. Både de gode og dårlige ting. Tal ærligt med hinanden om det, der går jer på, og prøv at finde løsninger sammen. Så kan det ikke gå helt galt.

I denne sommerferie har jeg oplevet helt vildt meget, selvom jeg hverken har været ude at rejse eller på festivaler eller alt sådan noget. Jeg føler virkeligt, at jeg har brugt min tid på nogle gode ting, og der har også været en del store begivenheder involveret (jeg har det med at se mange ting som store begivenheder, bare kald mig dramatisk). Min bror blev student. Mine forældre holdt deres 50-års fødselsdagsfest, og alle var glade, og jeg dansede i mange timer og havde nogle meget høje sko på (dog ikke imens jeg dansede). S blev 25 år. Vi fejrede ham i tre dage (det lyder vildere, end det var). Jeg startede til kørekort. Vi var til koncert i Aarhus med Melody Gardot. Jeg indviede den nye træterasse i sommerhuset med min mor. Min yngste kusine flyttede hjemmefra i hendes helt egne fine lejlighed, og vi tilbragte en dag sammen med hende i Viborg. Jeg har været på så mange hyggelige (endags)ture denne sommer, både alene og sammen med mine yndlingsmennesker, og jeg er fyldt op med så mange gode og fine minder nu.

Jeg har mødt en masse nye og spændende folk, men jeg er også blevet genforenet med nogle af dem, som jeg har kendt virkeligt længe, men ikke lige har set så meget til i et stykke tid. Jeg har oplevet gamle venskaber blive bragt til live igen, og det er der et eller andet utroligt fint over. Og jeg har indset hvor vigtigt det er at holde fast i de mennesker, som jeg kan snakke med i timevis, selvom jeg ikke har set dem i et år (eller længere). Som jeg kan snakke med, grine med og være mig selv med, fordi det bare sker helt af sig selv. Dem, hvor det ikke betyder noget som helst, om de er syv år yngre end mig eller 28 år ældre. Der er noget utroligt fint over den slags relationer, og jeg håber at jeg fortsat vil huske, hvor betydningsfulde de er.
Det har været en utroligt vellykket sommerferie, og jeg føler, at jeg har opnået lige præcis det med dem, som jeg ønskede – uden at prøve alt for meget på at opnå noget bestemt. Heldigvis er der stadig nogle gode og vigtige ting i vente i den sidste del af min ferie – jeg skal til teoriprøve, jeg (og S) får besøg af mine gode ven Iris, som skal se vores lejlighed for første gang, jeg skal på nogle ture med min familie. Desuden kommer jeg sandsynligvis til at starte en ny serie på min blog, der kommer til at handle om mit og andre menneskers forhold til alkohol, og jeg glæder mig meget til det, men jeg er også lidt bange for at skulle åbne op omkring det – men mere om det i et fremtidigt indlæg. Og så skal der ske noget meget stort, som jeg desværre ikke kan fortælle noget om endnu (jeg kan dog afsløre, at det ikke handler om, at jeg udgiver en bog, for det gør jeg ikke, så vidt jeg selv er orienteret).
Spændende alligevel, ikke?

Trommehvirvel – som varer indtil næste indlæg, hvor jeg forhåbentlig kan sige noget mere (det er nok primært en stor ting for mig (selvom det egentligt ikke handler om mig), og ikke så meget for de fleste andre, men lad os trække spændingen i noget tid endnu).

Hyg jer – og husk at lukke vinduerne i nat, da det skulle blive et voldsomt regnvejr – eller også er det bare mig, der skal huske det.

//A

ingen stjerner

alle stjerner
vil jeg hente ned til dig
for du kom med alt det
der bragte liv i mig
//
men ingen stjerner
er kommet for at blive
de fleste af dem
vil hellere flyve
//
ingen stjerner
kan jeg fange og forære dig
for de flyver videre
når jeg ser den anden vej
//
ingen stjerner
kan eje hinanden
vi ejer kun os selv
og jeg tror faktisk ikke
at jeg dig eje vil
//
du kan svæve frit
og på store eventyr
kan du tage
men på trods af det
kommer du altid tilbage
//
det samme kan jeg
jeg svæver og vælger frit
det er altafgørende
at mit liv forbliver mit
//
jeg er min egen stjerne
og du er min bedste ven
det er ikke svært
at beslutte mig
jeg vælger dig
om og om igen
//
jeg tænker på dig
og lader drømmene gro
imens jeg finder
min egen måde
at leve livet på

det går over igen | et digt om hovedpine og frygt

Hej verden.

Jeg skrev nedenstående digt for nogle dage siden. Jeg havde fået hovedpine, og som jeg tidligere har forklaret, så er det noget, som jeg igennem mange år har været plaget af. Det har været et kæmpe problem, og det har betydet, at jeg i perioder ikke kunne gå i skole eller i det hele taget gøre ting. Jeg havde det skidt med hovedpine og ubehag hver dag, og selvom jeg er blevet undersøgt helt utroligt meget af en masse forskellige læger, så stod det aldrig helt klart, hvad det egentligt var, at jeg fejlede. I lang tid troede jeg, at det altid skulle være sådan, og at det aldrig ville blive bedre.

Men som årene gik fik jeg det bedre – meget bedre. Jeg kunne mere og mere, og det betød, at mit liv blev mere og mere interessant. Jeg begyndte at kunne se, hvor mange muligheder jeg havde, i stedet for at fokusere på begrænsningerne, som jeg tidligere havde gjort. For nu kunne jeg gøre en masse ting, som gjorde mit liv meningsfuldt. Jeg fik nye venner, jeg klarede det godt i skolen, og jeg fik et arbejde. Jeg blev gladere og fik mere selvtillid, og det hele så meget lyst ud. Og derfor betød det ikke så meget, at jeg stadig ikke helt vidste, hvad min sygdom skyldtes. Det gjorde mig heller ikke så meget, at jeg skulle passe på med at lave hård fysisk aktivitet, fordi det gjorde (og stadig gør) min hovedpine markant værre. Det fyldte ikke så meget, fordi der var så mange gode forbedringer, som jeg var mere optaget af. Jeg havde jo troet, at jeg aldrig ville få det godt igen. Det lyder dramatisk, men det var sådan jeg havde det på nogle tidspunkter. Det er svært at bevare håbet i mange år, når intet ser ud til at ændre sig til det bedre. Jeg er et rigtig godt sted i mit liv i dag, hvor jeg har det godt og føler, at jeg kan gøre de ting, jeg gerne vil. Jeg er sund og rask. Jeg bor et skønt sted sammen med vidunderlige S, og vi har det godt. Jeg er snart halvvejs med psykologistudiet, jeg har en fantastisk familie og gode venner. Jeg har virkeligt ikke noget at klage over. Men når jeg ind imellem får hovedpine, fordi jeg har overanstrengt mig på den ene eller anden måde, så vælder det hele op i mig igen. Det minder mig om, at det ikke er alting jeg kan, og at det ikke er forsvundet helt. Og det kan gøre mig så frustreret, for jeg forstår jo stadig ikke helt, hvad det egentligt skyldes. Det får mig til at føle, at jeg løber ind i en usynlig mur, der sætter begrænsninger for, hvad jeg kan og ikke kan, uden at jeg forstår, hvorfor den er der, eller om jeg kan gøre noget for at komme udenom den. Og selvom jeg godt ved, at jeg får det godt igen efter et par dage, så vælder frygten op i mig. Frygten for, at det kommer tilbage, uden at jeg kan gøre noget. Frygten for at miste det vidunderlige liv, som jeg har skabt for mig selv – frygten for at miste alle mulighederne og glæderne. For hvis jeg fik kronisk hovedpine igen, så ville jeg ikke kunne gøre de samme ting, som jeg kan nu. Jeg ville ikke kunne nyde mit liv på samme måde. Og den tanke gør mig virkeligt bange.
Dette digt handler om den frygt og den frustration, der følger med, når man føler sig begrænset af noget. Jeg ved, at jeg ikke er alene om at opleve den frustration – jeg tror, at de fleste har oplevet det eller vil opleve det på et tidspunkt i livet. Vi er alle begrænset af forskellige ting, og nogle gange kommer noget fra vores fortid og banker på døren, selvom vi troede, at det var et overstået kapitel. Og naturligt nok bliver vi bange. Bange for, at det skal komme tilbage, og at det vil ødelægge det gode liv, vi har skabt for os selv. På en eller anden måde tror jeg, at den frygt er et eksistensvilkår. I hvert fald for mig. Jeg ville ønske, at jeg aldrig følte den, men det gør jeg nogle gange, og i stedet for at bekæmpe frygten så tror jeg, at det er bedre at acceptere den. Acceptere, at jeg engang havde en træls periode i mit liv, som jeg, forståeligt nok, ikke vil opleve igen. Acceptere, at det gør mig bange at tænke på det scenarie. Acceptere, at jeg ikke er 100 % rask, og at jeg måske aldrig bliver i stand til at bestige et højt bjerg/løbe en tur uden at det ender ud i et hovedpineanfald af mange dages varighed. Og så sige til mig selv, at det er ok, at jeg kan blive frustreret over, at jeg ikke kan gøre alting – men at det ikke behøver at fylde mere, end jeg har lyst til at det skal. For når det kommer til stykket, har jeg et godt og smukt liv, hvor jeg ofte føler mig lykkelig. Og hvem siger, at jeg ville være mere lykkelig, hvis jeg kunne alting?

//A

det går over igen

jeg har ondt i mit hoved
og jeg lammes af skræk
jeg har gået og troet
at det endelig var væk
//
jeg ved hvad det skyldes
og det gør mig så sur
det er lidt som om
at løbe ind i en usynlig mur
//
jeg har det ret dårligt
og jeg bliver så trist
når jeg tænker tilbage på
hvordan det føltes sidst
//
jeg tænker meget
på alle de sorte dage
jeg er så bange for
at de kommer tilbage
//
det er ikke fordi
at der er mange ting jeg vil
jeg ville bare ønske
at jeg kunne vælge selv
//
det går over igen
og jeg skal ikke være bange
det eneste jeg skal
er at høre glade sange