Kategoriarkiv: fiktion

jeg hvisker til dig | et digt om stalking

Hej verden.
Det er et fænomenalt vejr, jeg forbereder mig til eksamen, og sommeren venter lige om hjørnet. Derfor blev jeg inspireret til at skrive et mere eller mindre uhyggeligt digt med et stalking-tema. Jeg skal ikke kunne sige hvorfor, eftersom jeg aldrig er blevet stalket (hvis jeg er, ved jeg det i hvert fald ikke), og aldrig selv har stalket nogen. Men sådan er det nogen gange med overspringshandlinger, de giver ikke altid mening. Og den menneskelige kreativitet er ustyrlig til tider. Det er dette digt et resultat af. Tror jeg.
Hyg jer.
//A
lad os vandre afsted
til en landsby i det fjerne
du er alt jeg vil have med
lad mig analysere din hjerne
//
lad mig give dig alting
lad os altid følges ad
lad os hvile i ingenting
lad mig gøre dig fri og glad
//
stille stille stille
jeg vil høre dine tanker
så jeg venter lige her
hvor du ingenting ser
//
jeg ser dig
når du tager dine nye sko på
er du klar over
hvor langt jeg er villig til at gå
//
jeg drømmer
jeg håber
og jeg tror
jeg hvisker til dig
at du er alting
for over dig
hænger månen i en snor
//
giv mig
venligst
dit liv
din tid
og alle dine dage
en dag vil du græde og bede
for at få mig
tilbage
//
jeg råber ud i natten
for jeg kan ikke finde vej
hen til stedet
hvor du vil hviske
at du altid har elsket mig
//
jeg ser dine øjne
spejlet i tankerne jeg har
du må tilgive mine løgne
for du husker vel alt vi var
//
jeg mindes de dage
hvor tiden var gået i stå
så tag mig dog tilbage
mine ord må du huske på
//
jeg ser dig på gaden
men du kigger en anden vej
jeg tror du fortæller
at du stadig elsker mig
//
jeg holder øje med dig til daggry
når du forbliver i din seng
når alle andre er borte
og jeg endnu en gang er din ven
//
du flyttes
du heles
og solen går i stå
hvem skulle have troet
at det her blev måden
vores historie skulle skrives på

Lykønskninger | en novelle

Hun tænkte på havet. Havet kunne være så meget, den ene dag blikstille og den næste vildt og voldsomt. Havet er sit eget, det kan ingen bestemme over, det vidste hun. Men det var længe siden, at hun sidst havde set havet, hun kunne faktisk ikke huske datoen, og der var noget helt forfærdeligt over det, det var som om, at hun manglede sig selv.

Hun ville så meget. Hver dag fandt hun på nye projekter, og hver dag gik hun i stå, hun vidste ikke, hvordan hun skulle få noget færdiggjort. Det hun skulle hang ikke sammen med det, hun ville, og hun vidste godt, at hun indtog for meget kaffe i forhold til, hvad hun burde. Hun vidste også godt, at hun ikke burde definere sig selv som en passioneret cyklist, når alt hun tænkte på, når hun cyklede hjem i modvind hver eftermiddag, var hvor meget hun hadede at cykle, at det virkeligt gjorde hende sur og træt helt ind til sjælen.

Hun så på sig selv. Hver gang hun så ind i sine egne øjne i spejlet, så hun noget, hun ikke før havde set. Noget hun ikke genkendte, noget ukendt og uudforsket. Hun så hvordan dagene nærmede sig, hvordan tiden forsvandt, uden at hun nogensinde havde haft den. Om nogle dage ville hun fylde 21 år, og hun vidste ikke, om det betød, at hun skulle sige goddag eller farvel. Nogle dage vidste hun slet ikke, hvem hun var, så hun var ikke helt klar over, hvad der var at sige farvel til, for man kunne vel ikke sige farvel til noget, der aldrig rigtigt var der i længere tid af gangen, det ville være underligt, det tænkte hun meget på.

Alle hun kendte, der ikke var i 20’erne længere, sagde, at det var den værste periode i livet, at 30’erne og 40’erne var meget bedre. De sagde, at 20’erne var en tid fyldt med forvirring og ængstelse, en tid hvor alle prøver at finde sig selv men ikke ved, hvor de skal lede, så de leder alle det forkerte sted og ofte det samme sted. Først senere i livet kom roen, der hvor man virkeligt fandt sig selv og kunne slappe af, bare hvile i sig selv og sin færdigudviklede identitet.

Men hvis dette var den værste alder for et menneske, var det mon så godt eller dårligt, at hun nu bevægede sig et år længere ind i perioden, det vidste hun simpelthen ikke. Men fejres skulle det uanset hvad, der ville være op til flere slags kage og en ret med oksekød i den ene eller anden form om aftenen. Der ville være smil og lykønskninger og forsøg på at være lykkelig for en dag, og hun håbede, at det ville lykkes hende at være glad og takke dem, der sagde tillykke, uden at tænke for meget på, hvad der var at lykønske med.

Hun kunne godt mærke, at hun var blevet væk fra sig selv igen, men det var også noget tid siden, at hun sidst havde været ved vandet. Der fandt hun sig selv nogle måneder tidligere, så mon ikke det kunne ske én gang til. Hun lagde store planer, hun ville tage afsted den næste morgen og tage kaffen med til stranden. Så ville hun sidde og trække vejret og mærke roen indeni, for den måtte stadig være der, det blev den nødt til. Hun måtte tro på, at roen ville komme tilbage, at hun kunne få fornemmelsen af at have styr på sig selv igen.
Om aftenen ville hun koge pasta og høre det musik, hun hørte dengang, og hun ville synge med og gøre alt det, hun gjorde dengang, alt det, der gjorde hende glad. Hun ville slukke for sin hjerne og lade som om, at hun havde alt det, hun nogensinde kunne få brug for.

Dagen efter ville hun tage kaffen med til havet igen, og hun ville sidde det samme sted som alle de foregående gange, og hun ville trække vejret helt ind for så at puste ud igen og gentage proceduren så mange gange, som det nu var nødvendigt. Hun ville dreje hovedet til venstre og tænke på de sommerdage, hvor alting virkede som starten på nye eventyr, der aldrig skulle slutte, og hun ville dreje hovedet til højre og blive mindet om de vinterdage, hvor hun selv skrev eventyrene. De dage, hvor slutningen altid var lykkelig, selvom hun var den eneste medvirkende. Dagene, hvor vinden skubbede hende hjem, imens hun gik på stranden og skulle anstrenge sig for ikke at bryde ud i grin. Dagene, hvor tiden føltes uendelig og hun glemte alt om, at hun ikke kunne blive der for altid. Dagene, hvor hun troede på, at solen ville skinne for altid, og at regnen aldrig ville gøre hende gennemblødt igen.

Når hun kom hjem ville hun færdiggøre alle sine projekter og krydse op til flere punkter af på sin liste. Hun ville ånde lettet op og være glad for sig selv og sin egen indsats, hun ville drikke kaffe med god samvittighed og føle sig som en del af noget mere end sit eget hoved. Så ville hun skrive et digt, der virkeligt kunne videreformidle den stemning, hun havde indeni, og hun ville for en gangs skyld føle, at hun kunne udtrykke sig selv uden at måtte give op og gå i seng og ligge søvnløs med et frustreret sind, der ikke engang kan forstå sig selv.

Når mørket faldt på, ville hun koge pasta og se på solnedgangen, imens hun sang med på alle de sange, der gik ind i hendes sjæl, alle de sange, som ingen andre helt forstod hvorfor hun holdt så meget af. Dagen efter ville hun gentage proceduren, og hun ville smile dagen lang og få dybe rynker i en meget ung alder, og hun ville hvile i sig selv og smile videre, selv når regnen kom tilbage og sommeren virkede til at være aflyst igen i år. Hun ville være et filter, ikke en svamp, og hun ville skrive lange breve til alle dem, hun holdt af, også selvom hun havde glemt at fortælle dem det i meget lang tid. Hun ville tænde op i brændeovnen og måske, en dag, når hun havde fået ordnet alt det, der stod på listen, ville hun invitere gæster til kaffe og kringle, det kunne være en god anledning til at få prøvet kræfter med en wienerdej, mon ikke det ville blive en succes. Men indtil da ville hun blive siddende lidt endnu og høre flammernes knitren, se sit eget spejlbillede i vinduerne og se ind i sine egne øjne, der ville være alt andet end ukendte, for hun var nået langt og hun var ikke længere en fremmed for sig selv. I hvert fald ikke den dag.

der var engang

 

der var engang

hvor hun gik i et med væggene

og så ind i fjerne øjne

der kiggede den anden vej

hun spurgte sig selv

hvorfor er jeg ikke glad

men hun kunne ikke se skoven

for bare træer

der var engang

hvor hun forelskede sig

i alle andre

end sig selv

hun så efter alle dem

der aldrig spurgte

om hun var glad

der var engang

hvor hun troede

at hun altid ville fryse

at hendes sjæl var frosset ned

og at hun havde brug for dem

til at tø den op

for hun troede ikke

at hun selv kunne nå derind

 der var en dag

hvor hun gik en anden vej

og mødte et træ

hun satte sig under det

for her var der læ

her kunne hun se alt

skoven

stranden

røg fra skorstenen

på naboens hus

hun mærkede solen sige farvel

på en sensommerdag

og omgivet af grønne blade

sagde hun til sig selv

jeg vil aldrig mere tilbage

så hun fløj afsted

med de faldne blade

hun sagde farvel

til alle dem

der ikke skulle med

for de tog varmen fra hende

og skruede hendes stemme ned

hun fandt hjem

i en by af stjerner

og hun ved nu

at hun har hjemme

i sig selv

hun forelskede sig

i alle de smilende øjne

og hun sang højt og klart

med åbne vinduer

for hun havde lært

at skrue op for sig selv

en dag

når tiden kommer

vil hun se ind i nye øjne

og finde endnu et hjem

men indtil da

vil hun svømme videre

imod strømmen

dykke ned på bunden

og se alt det

ingen før har set

der var engang

hvor hun troede

at hun gik i et med væggene

hvis hun slog blikket ned

når nogen så hende i øjnene

men nu skruer hun op for farverne

hver dag

når solen står op

hun ser alle de lysende øjne

der smiler til hende

fra den anden side af gaden

hun synger på cykelstien

og hun ved at hendes stemme

aldrig kan skrues ned

af andre end hende selv

Alf & Johnny – en novelle

Hej verden.
Da jeg gik i 10. klasse for fire år siden, skrev jeg en novelle, som jeg endte med at kalde “Alf & Johnny”. Det var først meningen, at den skulle hedde “En bøssenovelle”, men jeg ændrede titlen i sidste øjeblik, og det tror jeg var en fin beslutning (selvom min ven Rebekka følte, at jeg havde svigtet hende, fordi hun også havde skrevet en bøssenovelle, som hun havde valgt at navngive “En anden bøssenovelle”, da jeg ikke havde fået informeret hende om ændringen). Det var sjovt.
Jeg følte for at give bøsenovellen et nyt liv, så nu har jeg redigeret lidt i den, men samtidig ladet den beholde sin originale struktur, så man kan fornemme, at den er skrevet for fire år siden. Med andre ord er det mit 16-årige jeg, der har kreeret novellen, men mit 20-årige jeg der har været den irriterende type, der lige skulle rette kommaer og tilføje nogle sætninger hist og pist.

Jeg håber, at I vil synes om den. Hvis ikke, så går det nok alligevel.

Hyg jer.

//A

Alf & Johnny

Alf var begyndt at få en masse forkerte tanker. Han var begyndt at se helt anderledes på Johnny i forhold til før i tiden. Specielt efter de var begyndt på håndværkeruddannelsen sammen for to år siden, var han begyndt at få mange dybe følelser for Johnny. Følelser, han prøvede at skubbe væk. Følelser, han prøvede at ignorere. Følelser, der fratog ham nattesøvnen og evnen til at fungere optimalt.

Hver gang han hang ud med Johnny, som han så ofte gjorde, gjorde det ham underligt tilpas. Han blev både glad og ked af det. Glad, fordi han følte sig hel sammen med Johnny. Ked af det, fordi han følte en evig længsel efter Johnny, selv når han var lige ved siden af ham. Han kunne aldrig opnå det han gerne ville, for det var udelukket at Johnny nogensinde ville få det på samme måde med ham. Bag sin lædervest var Alf jo bare lille og splejset, og det var et mirakel, at Johnny overhovedet ville være venner med ham. Men det var også en forbandelse. For hver gang Johnny kiggede på Alf og grinede, kunne Alf mærke, hvordan alt andet forsvandt omkring ham. Johnny var det eneste, der virkede til at eksistere, og det eneste, der altid ville eksistere. Alle lyde blev ligegyldige, og Johnnys læber virkede som svaret på alting. Naturkatastrofer, hungersnød, politisk kaos; Johnnys læber var svaret på det hele. Og hans øjne var en genvej til en anden og ukompliceret verden.

Alt hvad Alf ønskede, var at få nøglen til Johnnys verden. Han havde en følelse af, at han ville kunne finde alle svarene dér. Og svar var alt, han havde brug for. Alf var kommet i tvivl om alt, efter han var begyndt at få følelser for Johnny. Han havde indset, at håndværkeruddannelsen slet ikke var det rigtige for ham, og at det aldrig ville blive det. Mest af alt var det noget, han havde valgt for at være tæt på Johnny hele tiden. Og så længe han gik på skole med Johnny, ville han aldrig kunne få sig selv til at droppe ud, for så ville det kun være et spørgsmål om tid, før han aldrig ville se Johnnys øjne igen. Øjne, der var så blå som havet på en sommerdag.

Alf sagde ikke så meget til sin familie mere. Han prøvede at opretholde sin hårde facade, så de ikke skulle fatte mistanke. Det gjorde han ved at købe flere læderveste og andet tøj, der signalerede, at han ikke tolererede noget pis. Men inderst inde ønskede han mere end noget andet, at han kunne fortælle sin familie, hvordan han egentlig havde det. Hvor stor en smerte han bar rundt på hver dag, uden at nogen vidste det. Hvor ligegyldigt alt føltes, og hvor ulykkelig han var. Det ville han aldrig kunne gøre. Det havde han altså for meget stolthed til. Vigtigst af alt ville han ikke skuffe dem. Og hvordan skulle det gøre noget nytte at fortælle dem, at han var ulykkeligt forelsket i sin bedste ven, og at alt han ønskede sig i livet var at mærke hans læber op til flere forskellige steder på sin krop? Det var godt, at de ikke vidste, hvad han drømte om næsten hver nat. Bag den rigtige lædervest kan man gemme mange ting, det havde Alf nu erfaret igennem flere år.

Han så frem til den dag, hvor han en morgen ville slå øjnene op og være sig selv igen. Den dag hvor følelserne ville være forsvundet, og han kunne få sit liv tilbage. Den dag, hvor han ikke længere drømte de drømme. Den dag havde han nu ventet på i lang tid, og Alf havde en fornemmelse af, at han kunne vente resten af sit liv. Kunne det virkelig passe, at han var homoseksuel?

Tiden nærmede sig, hvor Alf skulle på den årlige campingtur med vennerne fra skolen i starten af påskeferien som altid. Den vennekreds, som Johnny selvfølgelig også var en del af. For Alf ville denne tur nok få en større betydning end tidligere. Selvom han meget nødigt ville gøre det, var han efter længere tids overvejelser blevet enig med sig selv om, at han ville give Johnny brevet. Det brev han havde skrevet for længe siden som forklarede alt. Som fortalte om alle hans følelser.

Han ville hellere end noget andet bare fortrænge det og undlade at give Johnny brevet. På trods af det, var han efterhånden nået til et punkt, hvor han ikke kunne mere. Nu var det knald eller fald, som man siger. Det måtte briste eller bære. Han måtte fortælle Johnny om sine følelser, også selvom han udmærket var klar over, hvad han ville svare. Det ville sikkert ødelægge deres venskab, men det var nødvendigt. Alf græd indvendigt hvert eneste sekund han levede. Undtagen når Johnny smilede til ham, eller de tilfældigt kom til at røre hinanden. Det var de øjeblikke han levede for. Øjeblikkene, hvor Johnnys ukomplicerede verden var indenfor rækkevidde og Alf følte, at glæden svævede i luften rundt omkring dem. At han kunne række ud efter den og opbevare den i en lille æske, og gemme den et sikkert sted for altid. Men han nåede det aldrig, for Johnny kiggede altid væk alt for hurtigt.

Alf kunne ikke klare det længere. Han vidste at han ville knække sammen, hvis det stod på meget længere. Smerten var ikke til at leve med mere. Det fyldte for meget i hans liv. Alt, alt for meget. Han var bange for, at han var ved at blive sindssyg. Tænk, hvis Johnny vidste hvad der foregik i hans hoved døgnet rundt.

Planen var, at han ville give Johnny brevet om søndagen, lige inden de skulle hjem. Så havde Johnny tid til at læse det i fred og ro, og ingen andre ville få noget at vide. Imens kunne Alf tage hjem og låse sig inde på sit værelse under en masse tæpper, og vente på et svar han sikkert aldrig ville få. Campingturen ville helt sikkert blive slutningen på deres venskab, så Alf ville nyde sin sidste tid sammen med Johnny i fulde drag. Den sidste tid, med den eneste person, der virkelig havde betydet noget for ham. Den eneste, der havde gennemskuet ham og hans hårde facade. Den eneste i hele verden, der forstod ham. Johnny, med sin muskuløse fremtoning og leverpostejsfarvede hår, der havde det med at krølle lidt, når det blev for langt. Alf forestillede sig altid, hvordan det ville være at ligge på sofaen med Johnny og se ”Kender Du Typen” en helt almindelig tirsdag aften, og bare køre hænderne igennem Johnnys bløde krøller og mærke hans varme krop imod sin egen. Alf kunne ikke holde den slags tanker ud, de var så forkerte og så umådeligt rigtige på samme tid.

Det blev fredag, og påskeferien stod for døren. Alf stod sammen med Johnny udenfor skolen og ventede på resten af venneflokken. De havde pakket alt det nødvendige, og nu stod de og småsnakkede lidt. Alf prøvede at opføre sig så normalt som muligt, selvom det var svært. Han var mere nervøs, end han havde været længe. Men han måtte opretholde facaden. Endnu en gang måtte han iklæde sig den usynlige maske, der sikrede at ingen kunne se, hvad han virkelig følte. At ingen kunne se, hvor slemt han havde det. At ingen opdagede, at han var ved at gå i stykker. Der var intet andet at gøre end at iføre sig den ekstra tykke lædervest.

En times tid senere var de endelig nået frem til campingpladsen. Deres teltpladser lå ned til en stor sø omgivet af smuk natur.  Solen og skyerne spejlede sig i vandets blanke overflade på denne usandsynligt flotte forårseftermiddag. De var gået i gang med at sætte teltene op, og som altid skulle Alf og Johnny dele telt. De kendte hinanden så godt, at de ikke behøvede at aftale det. Det var bare sådan, det var.

Alf havde en urolig fornemmelse i kroppen. Både fordi han var nervøs for at skulle give Johnny brevet, men samtidig fordi han havde en underlig følelse af, at dette ville blive hans sidste telttur. At intet ville blive det samme igen efter det her.

Timerne gik, og det var blevet aften. Himlen var klar, og der var udsyn til den smukkeste stjernehimmel. De havde lavet et bål, som de nu sad rundt om alle 6. Tidligere havde Johnny spillet på sin guitar, han sang endda for dem, og Alf skulle virkeligt anstrenge sig for ikke at smelte. Både på grund af varmen fra bålet men mest af alt på grund af Johnnys sprøde stemme. Han kunne jo alting. Han var perfekt.
Varmen fra bålet gjorde den ellers kølige nattetemperatur behagelig. Alf var efterhånden blevet ret træt, og han opdagede, at klokken var mange. ”Jeg går altså i seng nu venner”, sagde Alf til de andre. ”Gud ja, klokken er halv 12!”, sagde Erik. Allan og Svend, der lå i teltet ved siden af Alf og Johnny, blev også enige om at gå til ro. ”Jeg bliver altså oppe lidt længere”, kom det fra Leif. Johnny gav Alf et hurtigt blik. Alf fik, som altid, et sug i maven af øjenkontakten. Johnnys øjne funklede så smukt. Ligesom stjernerne der spejlede sig i søens blanke overflade. ”Det gør jeg også. Jeg skal nok være stille, når jeg kommer i seng. Sov godt”, kom det fra ham.

Alf sagde godnat til de andre, og lynede teltet op. Han lagde sig ned i sin sovepose, lukkede øjnene, og straks begyndte tankerne at fare rundt. Hvorfor var Johnny mon blevet oppe sammen med Leif? Han plejede jo altid at gå i seng på samme tidspunkt som Alf, hvis ikke tidligere. Måske var Johnny sur på ham? Havde han ikke virket lidt afvisende her på det sidste? Nej. Alf slog tanken ud af hovedet. Selvfølgelig var Johnny ikke sur på ham. Han var bare hurtig til at blive bange og forvirret, når det kom til Johnny. Han var bange for at miste ham. Skrækslagen.

Hvad var det for en lyd? Alf kunne høre stemmer udenfor teltet. Han så på sin mobil, der lyste op i nattens mørke. 02:45. Hvem var dog oppe så sent? Alf så til højre, og gispede lidt for højt, da han opdagede at Johnny ikke lå ved siden af. Var han ikke gået i seng endnu? Var noget mon galt? Han lagde øret så tæt mod teltdugen, som muligt. Det var Johnny der sad udenfor. Sammen med Leif. De snakkede om alt muligt. Hvad de syntes om skolen, deres familier og hvad de ville senere i livet. Alf undrede sig. Hvorfor sad de og snakkede så længe? De havde aldrig været specielt tætte, så Alf forstod det ikke. Efter lidt tid kunne Alf høre, at Johnny begyndte at synge igen. Han spillede en sang, som Alf følte, at han havde hørt før et sted.

Efter at have siddet og lyttet i et stykke tid, besluttede Alf sig for at lægge sig til at sove igen. Der var sikkert ikke noget specielt ved det. De havde bare lejrbål og var natteravne. Ingen grund til at være jaloux over det.

Den næste dag gik Alf rundt med en underlig følelse i kroppen. Da han var vågnet om morgenen, havde erindringen om nattens hændelser været ret utydelig. Han var i tvivl, om det var noget han havde drømt. Noget han havde forestillet sig. Var han blevet endnu mere sindssyg?

Dagen gik endnu en gang på hæld, og ligesom den foregående aften gik alle i seng ved halv 12 tiden. Alle undtagen Johnny og Leif. Alf begyndte at undre sig mere og mere. Hvad var Leif ude på? Ville han stjæle Johnny fra ham? Alf begyndte at ryste i hele kroppen bare ved tanken. Det måtte ikke ske. Så kom han i tanke om brevet. Han havde haft andet at tænke på og havde næsten glemt, at det allerede var den næste dag, at han ville give det til Johnny. De ville pakke teltene sammen så snart de vågnede, og derefter begive sig hjemad igen. Inden da skulle Johnny have brevet.

Den nat sov Alf dårligere end nogensinde før. Det var faktisk en overdrivelse at sige, at han overhovedet havde sovet. Han var vågnet hvert andet minut for at se hvad klokken var. Havde talt ned til hvornår brevet skulle afleveres. Han kunne umuligt falde til ro. Han var anspændt i hele kroppen og var rastløs som aldrig før. Intet kunne få ham til at slappe af. Det skulle bare overstås.

Alf havde opgivet at sove mere, da klokken var blevet 8. Han kunne lige så godt droppe det. Han sig til højre i teltet. Johnny var væk. Han lå endnu en gang ikke og sov. Alf spekulerede på, om Johnny overhovedet havde sovet i nat. Så hørte han en lyd udefra. Det lød som Johnny. Han forsøgte at kigge ud af teltdugen, så godt han kunne. Ganske rigtigt. Johnny sad uden for teltet ved bålpladsen.

Han sad og kiggede ud på søen, imens han hørte musik på sin mobil. Alf genkendte hurtigt sangen. ”With Or Without You” af U2. Den havde været både Alf og Johnnys yndlingssang, så længe Alf kunne huske. De havde hørt sangen den første gang, Johnny havde været hjemme ved Alf, og de havde begge elsket den med det samme. Den mindede altid Alf om Johnny, og den havde fået mere og mere betydning for ham i løbet af årene.

Det var nu, at tiden var inde. Det var nu, han ville give ham brevet. Alf stak hånden i sin taske, og tog brevet op med sin rystende hånd. Han prøvede at få sig selv til at falde til ro, men det var umuligt. Han trak vejret dybt et par gange, stak brevet i lommen, og lynede derefter teltet op. Hele hans krop rystede af angst, og han følte ikke at han var sig selv. Aldrig i sit liv havde han før været så nervøs og fyldt med angst. Det føltes som om, at dette øjeblik var alting.

Alf trådte ud af teltet så lydløst som muligt. Han trak vejret dybt en sidste gang, og gik derefter hen mod bålpladsen. Han turde ikke kigge op. Var bange for at møde Johnnys blik. Bange med god grund. Da han endelig rettede blikket mod Johnny, mødte et frygteligt syn ham. Leif var netop gået ud af sit telt, og var med raske skridt på vej hen mod Johnny. Johnny løftede blikket, og så Leif i øjnene. De smilede begge to. Leif satte sig på bænken tæt op ad Johnny. Og så skete det, der ikke måtte ske. Johnny tog hans hånd, og lænede sig ind til Leif. De begyndte at holde om hinanden, og sådan blev de siddende, imens de kiggede ud over søens blanke overflade, som solens stråler spejlede sig i.

Alf gik i stå. Han stod som forstenet med brevet i hånden, og så på dem. Mærkede kroppen synke sammen. Følte at hjertet stoppede med at slå. Han ikke bare følte sig tom indeni, han var tom indeni. Verden styrtede sammen omkring ham. Der var pludselig ingenting. Nu havde han mistet alt. Mistet sin bedste ven. Det eneste menneske, der nogensinde havde haft en betydning. Det eneste menneske, der havde fået ham til at føle sig hel.

Sangen fra Johnnys mobil startede forfra. De blev siddende ovre ved bålpladsen. De knugede sig til hinanden. Leif havde sin venstre hånd i Johnnys bløde krøller. Alf begyndte med langsomme skridt at gå ned mod badebroen, der lå mindre end 10 meter væk. Efterhånden satte han tempoet op i takt med sangen. Han var på badebroen nu og nærmede sig kanten.

Alf så ned på det spejlblanke vand, og opdagede, da tårerne ramte vandoverfladen, at han græd. Tårerne trillede ned ad hans ansigt, imens sangens omkvæd gik i gang. Han stillede sig så langt ud på kanten, han kunne komme. Vandet var mindst fire meter dybt her. Det måtte være tilstrækkeligt.

 ”With or without you, I can’t live with or without you”.

Alf trådte et skridt tilbage med den ene fod, og tog det sidste spring han nogensinde ville komme til at tage. Det kolde vand omringede hans krop, og han sank længere og længere ned. Hans lunger begyndte at blive fyldt med vand. Han hostede, men det gjorde bare det hele værre. Det hele sortnede for hans øjne. Alt var ligegyldigt nu. Han kunne svagt høre nogle lyde oppe fra. Nogle høje råb. Den sidste bevægelse han følte i sin krop, var hans hånd, der langt om længe slap det stramme greb om brevet. Det sidste brev, han nogensinde havde skrevet. Det sidste Alf tænkte på, var den sang, der både havde startet og sluttet det hele. Den sang som han både fandt og mistede Johnny til.

Den sang, der blev soundtracket til hans egen afslutning.

Omkvædet kørte en sidste gang igennem hans hoved, inden alt blev sort. Inden alt forsvandt. Endelig, langt om længe, fik han fred. Slap for den uendelige smerte, der havde plaget ham så længe.

”With or without you.

I can’t live with or without you”.

Alf mærkede ikke, da Johnny trak ham op fra vandet. Han så det ikke, da han fandt brevet, flydende i vandoverfladen. Han så ikke tårerne, og han mærkede ikke læberne mod sine. Men endelig fandt han nøglen til den ukomplicerede verden.

jeg vil spire

img_20161106_175203.jpg
duggede ruder
kaffepletter
hovsa
slagregn
forpligtelser
ekstremsport
brunch
store planer
pakkeleg
nye sokker
grin
smilende øjne
nye sange
november
nye veje
jeg går min egen nu
dsc_0573.jpg
tiden løb ud
farvel igen
jeg går ind for kvalitet
glemte at huske det
nye tanker
fortjener mere
end jeg fik
du sang altid
den forkerte sang
jeg synger videre
drømmer nye drømme
nye solnedgange
nye smil
nye støvler
fornyede celler
tænk sig
at kunne overskue mig selv
dsc_0417.jpg
du var en anden
dengang bladene var grønne
håb
du skiftede farve
blev gul
og fløj væk
jeg prøvede at holde fast
accepterede det
jeg troede
at jeg fortjente
men vent
du bliver aldrig nok
når ikke du er rigtig
img_0206
du faldt omkring mig
her er jeg
et træ uden blade
frihed
tænk sig
at kunne trække vejret igen
mærke vinden
udsigt
hvor er jeg heldig
tak fordi
du fløj væk
der kommer nye blade
næste år
vil jeg spire igen
img_0021

er det ok

snevejr
duggede ruder
tænk sig
at være glad for at undvære
tænk sig
at finde alt det
jeg manglede
inde i mig selv
se indad
tænk sig
ikke at have brug for det
jeg troede var det vigtigste
hver dag
giver vi slip
på os selv
img_20161106_175203.jpg
hvalpe bliver til hunde
hvis ikke du passer på
hold øje
en time bliver til to
en uge bliver til tre
fire fem seks syv
dagene blev til år
før du ved af det
er november tilbage igen
dsc_0384.jpg
fra nu af
er jeg min egen ven
fra nu af
leder jeg nye steder
fra nu af
ser jeg indad
jeg er et filter
en sten
kan holde til det hele
forstyr mig ikke
de næste par uger
tak
dsc_0396.jpg
bliv hvor du er
flyv afsted med din flok
jeg ved jo godt
hvad din yndlingsfarve er
har du glemt
hvem vi var
da bladene var grønne
vi accepterer det vi tror vi fortjener
jeg vil have flere farver
end du gav
november
skal vi samarbejde
jeg ser dit potentiale
glimtet i dine øjne
du er en anden nu
dsc_0377.jpg
et simpelt liv
giver mig tiden tilbage
jeg kan nå det hele
her hvor jeg er
har jeg alt
en kat
en hund
ord
alt det
jeg læste
de sange
jeg sang
dengang
det er her
jeg er
her
jeg altid har været
jeg ledte
alle de forkerte steder
dsc_0395.jpg
flere nye sko
hvad vil de mon symbolisere
næste uge
materialisme
eller gavmildhed
jeg er den
der kender mig bedst
en investering
i mig selv
hvorfor ikke
en manifestation
af ugens identitet
et selvbillede
en selvforståelse
i evig udvikling
forandring
rivende forandring
gør dig klar
når du ser mig igen
er jeg en anden
dsc_0347.jpg
jeg ønsker
men mangler ikke
tænk at føle sig fri
uden det
jeg troede
jeg skulle bruge
jeg fylder rummet med mig selv
nye tegninger
sange jeg ikke sang dengang
ansigter jeg aldrig fik set på
gåture jeg ikke tog mig tiden til
tiden gik
du stillede mit ur frem
jeg blev væk
men ved du hvad
i dag fandt jeg mig igen
et nyt ur
er på vej med posten
dsc_0336.jpg
de siger
livet skal leves
ikke drømmes
de siger så meget
jeg drømmer om dagen
lever om natten
kig ud
se
solnedgangen
vejrfænomenerne
november
du ser bedre ud end sidste år
skal jeg købe dig en kop kaffe
fortæl mig om dig selv
undskyld min opførsel dengang
det var mig
ikke dig
den var gal med
image-0-02-05-3a86e8a03542d794cc854ebca914e65fed478b0fd212d2c5b358a629acc09d5e-v.jpg
jeg troede
at du var en anden
men jeg så dig med andre øjne
dine solnedgange
er flottere end septembers
jeg ser dig nu
ser dig for den du er
skal vi ikke lære hinanden at kende
kom ind hvis du vil
her er plads nok
eller bliv udenfor
december er jo også flot
dsc_0335.jpg
rulleskøjter er mit nye livsmål
jeg har veje
der skal udforskes
øjne
der skal se
hår
der skal klippes igen
sange
der skal synges
vil du synge med
flere solnedgange
der skal ses
se med
hvis du tør
måske du bliver overrasket
november
dig tog jeg fejl af
er det ok med dig
at jeg er forelsket i dine solnedgange
dsc_0392.jpg
de siger
glæden kun er rigtig
når man deler den
jeg deler den
deler den med alle
med mig selv
med verden
træerne
skyerne
havet
bag de duggede ruder
kan du se
jeg smiler nu
kan du se
hvor langt jeg er nået
tak fordi
du gav slip
nu flyver jeg selv
ændrer retning
hver dag
op og ned
mod syd
mod nord
som vinden blæser
flyver jeg
min sjæl opbevarer jeg i min højre støvle

mod nord

jeg vågnede op
blev forelsket i en ny sang
og et par støvler
jeg pudser dem ugentligt
fra nu af passer jeg på
for læder har ikke godt af vand
vi vidste det jo godt
img_0310
jeg smider planerne til storskrald
fremtiden er en illusion
nuet er alt vi har
det du havde
fylder dig op
kan aldrig smides helt ud
heller ikke det gamle kakkelbord
skraldespanden er fyldt igen
måske affaldssortering er løsningen
img_0202
jeg fandt vanterne frem
de passer ikke i dag
må prøve igen i morgen
måske skal jeg finde nogle nye
jeg var jo en anden
da jeg sidst havde dem på
så mange solnedgange
jeg ikke havde set
dsc_0273_7.jpg
jeg åbnede døren
november
er du blevet klippet
eller hvad foregår der
kan slet ikke kende dig
sådan så du ikke ud sidste år
du var en anden
dine øjne
kulsorte øjne
hvor er de nu
nu mødes vi påny
men hvordan ved jeg
om du er til at stole på
at dit lys ikke går ud igen
lover du ikke at sprænge flere bomber
når min puls er lav
lover du ikke at træde ind i min sjæl
med støvler på
og smide al dit affald
jeg gider ikke rydde op efter dig igen
img_0212
jeg gik ned til træet
med nye øjne
kan du klare kulden
eller er kulden lavet af dig
gør det ondt
når dine blade fryser til is
vil du have et tæppe
eller et par støvler
kan jeg ikke hjælpe dig
dsc_0296.jpg
ved du hvad
kære træ
sammen klarer vi det
november kan blive din ven
se på udsigten
mærk den
sug de sidste solstråler til dig
husk at tage dine vitaminer
varm dig på minderne
de kan aldrig flyve væk
de lader dig ikke fryse alene
for du er lavet af dem
husk på det
vi drømte om i foråret
sommeraftenerne
hvor vi havde det hele
glem regnvejret
vi tørrede jo igen
vi tørrer altid
sneen smelter
og før du ved af det
har du fået nye blade
dsc_0407.jpg
14550646_10210559376405710_1418705112_o
du er regnen
ødelægger altid min frisure
holder mig vågen
gør mig forfrossen
giver mig lyst til at blive inde
du skifter tilstandsform hver gang jeg ser dig
ved du godt
at du gør cykelstien livsfarlig
hver morgen
lad mig nu bare tørre
regn på nogle andre end mig
så ses vi vel i træerne til sommer
dsc_0326.jpg
du er bladene
du skifter farve
giver slip
løsriver dig
falder og flyver væk
hvirvler rundt i luften
ingen sans for retning
ingen tanke for hvor du lander
eller hvem du lander på
jeg prøver at samle dig sammen
men du flyver videre
mine arme er for korte
når sneen kommer
når nattefrosten tager magten
når du ikke er til at se
hvor er du så
kan du se mig
jeg vinker nu
ja
jeg er træet
received_10209791702770560.jpeg
img_0249img_0248
kom nu
vi stikker af
kun os
en sydhavsø
friskpresset juice
grønt vand
vi trænger jo bare til at få varmen igen
DSC_0413 (1)
img_0228
november kom
luften blev koldere
et træ uden blade
på vej mod nord
alene flyver jeg afsted
mod frihed
for du er fuglene
flyver helst i flok
og jeg venter ikke længere
har fået nye vanter
mine støvler ved
hvad jeg har brug for
fødderne bliver ikke kolde igen
fra nu af
skal jeg se alle solopgangene
slå rødder et andet sted
have nye blade
jeg sender nok et postkort
eller to
men følg ikke efter
mig indhenter du aldrig igen

img_0314

slik eller ballade

tralalala
tågen lettede
i dag er jeg et filter
aldrig mere en svamp
lukker kun det gode ind
registrerer hvad du siger
hører det halve
“se, en video af en hund der kælker”
“hvor har den det godt”
fra nu af bliver alle dage sådan her
filterdage
img_0286
pyt med igår
i dag ser vi fremad
brugte en ny shampoo i morges
hvorfor gjorde jeg ikke det noget før
rulleskøjter er mit nye livsmål
kan jeg blive 9 år igen
eller brække en hoftedsc_0273.jpg
slik eller ballade
rigtige børn
udenfor
hvad er meningen
skide amerikanisering
roder skabene igennem
her har i nogle gamle karameller
forældede konserveringsmidler
kan i have en god tur børn
hej hej
img_0224
november banker på dagen lang
“om to timer skal du lukke op”
“ellers bliver jeg en måned ekstra”
“jeg finder mig ikke i det pis”
“det kunne desuden være hyggeligt med lidt hjemmebag”
“hører du mig”
november
ved du hvad
du har bare at indordne dig
for kontrollen har jeg
og jeg bager kun til dem
der gør sig fortjent til det
du tager mere end du giver
og jeg er ligeglad med
hvordan du foretrækker din te
pak den passive aggressivitet væk
og brug dørklokken
det gør alle de andre måneder
tro ikke
at du kan gøre hvad du vil
og slippe afsted med alt
for jeg har kontakter
et netværk
du ikke ønsker at stifte bekendtskab med
hvis du vil være venner
må du fandme stramme dig an
img_20160203_182331.jpg
lad december tage sig af snevejret
respekter andre end dig selv
du har rigeligt med lig i lasten
stop din grænsesøgende adfærd
utilpasset
det er hvad man kalder en som dig
en vitaliseringsrelation
det er lige hvad du har brug for
jeg tror på potentialet i dig
det lyser ud af dine øjne
til tider
forresten ønsker jeg mig bestik og stegepander til jul
det kan du jo tænke over
dsc_0270.jpg

ekko

nedtælling
optælling
julelysene blev tændt
i salling
i øjne jeg ikke har set længe
oktober snører sine støvler
tak for nu
du behøver ikke komme igen før næste år
november ringer på
“hej det er mig der er din nye bedste ven”
“luk op”
“ellers slår jeg døren ind”
“du sagde selv at du ville behandle mig bedre”
er du her allerede
vent lige lidt
jeg er ikke klar
alt det jeg planlagde er væk
kan jeg byde på en kop lakridste
gør det noget
at her roder lidt
dsc_0530.jpg
vi fik en time ekstra
hvor belejligt
i mørket
her kan ingen se
hvordan du har det
kolde fødder igen
venter på noget
der altid har været væk
fiktive begivenheder
planlægning
store tanker
der flyder ud
løber ud
hvordan
slukker jeg min hjerne
hvem bliver jeg i morgen
når jeg vasker hår igen
er som en fremmed
i sidste uge
nød jeg en kop lakridste
jeg er på vej ud på et sidespor
november
hvad tror du om mig
img_0288
 en skovtur
med mig selv og en hund
tænk sig
det kan også se sådan ud
nye øjne
eller en ny verden
der er så meget
jeg ikke har set endnu
vil huske
så se nu efter
imens du kan
der blev sagt så meget
dengang
træerne ved det hele
i kender mig så godt
gør det ondt
når jeres blade skifter farve
og flyver fra jer
i skal nok klare det
vil i snakke om det
tag en dag ad gangen
mod frihed
en dag
synger fuglene igen
img_0291
utilregnelige valg
selvkontrol er som en muskel
den bliver træt hvis den bruges for meget
restitution
bliver mindre hvis den bruges for lidt
sæt tempoet op
balance
hvordan fanden gør man
er det en god idé
at foretage store økonomiske investeringer
baseret på et ønske om forandring
pengene brænder i lommen
brænder op
img_0275
ingen ord
skyerne fortæller
hvad jeg har at sige
fuglene flyver i en ny retning igen
rationalitetens irrationalitet
kål i store mængder
ingefær
sprukne læber
hvad betyder det
når bare udsigten er god
jeg tager mig tiden
til at snakke med mig selv
min hjerne
i evig kamp med sig selv
er løbet tør for stearinlys
suppe til aftensmad
fra aldi
kålrester
hvor har vi det godt
lad os spille kort
dystre dramaserier på dr1
selvpineri
personlig konflikt
sammenbrud
familiehygge
søndag
hjemmebag
hyg jer
for fanden
underhold mig
vi ved alle
hvad der venter
rulletekster
i næste uge sker det hele en gang til
img_0282
se det store perspektiv
zoom ud
vidvinkel
pak den telelinse væk
du har ikke brug for den mere
se stjernerne
i udkantsdanmark lyser de klarest
vi klarer os uden bybussen
for nye træer kommer til
img_0293
 dit hjem
er indeni dig
byg det op
tag det med
intet er tabt
det har aldrig været væk
du ledte bare det forkerte sted
tænk sig
at være nummer et igen
jeg gjorde hvad jeg kunne
for at sætte aftryk

november
lad mig sætte flere

img_0277

i morgen er en ny dag

historien gentager sig
du må lære at prioritere
det er ikke let at eksistere
det der ikke slår dig ihjel
gør dig stærkere
hold nu op
det ved jeg nu ikke
men lad os bare sige det
i morgen
er en ny dag
img_0206
igår vidste jeg intet
i dag ved jeg det hele
mødte virkeligheden tidligere i dag
og stavgangsklubben
nede ved marken
“så mødes vi igen”
nej vi gør ikke
jeg skal hjem og drikke te
hvorfor er der ingen steder
man kan være stille sammen
 dsc_0588.jpg
ingen skrev noget i stjernerne
det gjorde jeg selv
den dag
vi søgte svar
og fandt dem
vi var nogle andre dengang
hvem er vi i morgen
hvordan ser himlen ud
når jeg vender tilbage
img_0213
november
klarer jeg selv
jeg kan finde det sted
hvor glæden bor
i skoven
skal have pumpet den cykel
husk at lukke døren
ellers løber vi tør for hurtigt
der er ikke nok til alle
jeg fandt mig selv ved vandet
og i det hule træ
hvor lynet slog ned sidste november
hvor finder jeg alle andre
jeg ved
ingen er væk
de synger i træerne
 img_0201
for koldt til læderjakke
hvad er meningen med dette sted
varmer mig
på tanken om at blive husket
men hvad nu
hvis du falder og slår hovedet
glem ikke
jeg var den første
når jeg står her
er jeg uendelig
tænk at føle sig hjemme
i en anden kommune
img_0200
 hun har ordet i sin magt
siger mange
men de tager fejl
det er ordet
der har mig i sin magt
en dag tager jeg den tilbage
virkeligheden kan bare komme an
når vi ses igen
bliver ordene nogle andre
når vi ses igen

er jeg lavet af nye ord
tænk at føle
at man hører til img_0202

selvfølgelig er det i mit hoved
det er tankerne der tæller
i kan ikke tage dem fra mig
min kat forstår det
engang troede jeg
at ingen ville lytte
i år lærte jeg
at jeg tog fejl
træerne lytter altid
også når bladene bliver gule
og du kan se dit åndedræt
 img_0214
en dag
behøver ingen at vente længere
en dag
bliver november noget andet
to dage
bliver til tre
og en dag
er jeg den første igen
img_0207
B = f(P,E)
vores adfærd er ikke tilfældig
en symbiose
jeg vil bestemme selv
selvstændighed
arv og/eller miljø
det går ikke
at dvæle ved drømmene
glemme at leve
jeg håber fandme
du får en god udsigt
fra dit nye køkken
her kan jeg intet se
jeg flyver igennem natten
ja
i mørke kan jeg se
men lad lige lyset være tændt
tak
dsc_0422_3.jpg