Kategoriarkiv: ferie

søndag


i skoven 

er der fred og ro 

vi har alt 

for vi er to 

en fugl 

et træ 

et farvel 

et goddag 

vi finder lykken 

ved en skovsø

og et sted 

under de dybere jordlag 

jeg ønsker

at tiden skal gå i stå

men vi må erkende

at den flyver afsted

så kom nu

lad os bare flyve med

En livsopdatering eller noget i den stil | Verdens længste sommerferie #6

Hej verden.

Jeg er stadig et udmattet, lykkeligt menneske med en æstetisk vindueskarm. Desuden ejer jeg nu både smør og honning, hvilket vil sige, at mit hjem rent faktisk er et hjem. Og så alligevel ikke 100 %, eftersom der stadig står to fyldte flyttekasser på mit gulv, som jeg endnu ikke har fået pakket ud. Der ligger også to tomme flyttekasser midt på gulvet, og der har de ligget i en uge. Lad os sige det sådan, at livet er godt i en sådan grad for tiden, at jeg ikke har skænket dem en tanke. Det er lidt noget pis, eftersom jeg får diverse gæster i den kommende uge, som alle har indtryk af, at min lejlighed er virkeligt pæn og fantastisk. Det er den også, men jeg skal fandme have ryddet op, for det bliver ikke ved med at gå. Desuden har jeg et uafsluttet stoleprojekt, der også har ligget på gulvet i en uge, og så har jeg stadig ikke fået vasket gulv eller støvsuget (eftersom jeg ikke ejer en støvsuger).

 

Men så igen, jeg har faktisk kun haft lejligheden i 15 dage, og det er lidt vildt at tænke på, eftersom det meget hurtigt er begyndt at føles som et hjem, selvom jeg teknisk set kun har sovet her fem gange. Der er noget interessant over at flytte for sig selv. På den ene side er det fuldstændig som jeg havde tænkt/håbet, at det ville blive, og på den anden side er det slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Men på en god måde. Primært har det bare overrasket mig, at det har været så udramatisk (hvis man ser bort fra den syv timer lange IKEA tur, der endte med is fra McDonalds kl. 23 om aftenen). Jeg, dramatisk som jeg er, havde nok bare bygget en forventning op om, at det at var en enorm begivenhed, der ville vende op og ned på alt, og at intet nogensinde ville blive det samme igen, og at der ville være tårer og store følelser involveret. Men det har der ikke rigtigt været noget af, i hvert fald ikke mere end der normalt er. Det føles bare meget rigtigt det hele, og selvom jeg i situationen har det svært med at skulle forlade Kalle (hunden), så kommer jeg hurtigt på andre tanker. Det er lidt underligt, at det kan være sådan, når jeg har levet i en symbiose med den hund i to år, men jeg tror, at det er godt for os begge at være lidt adskilt (eller det er hvad jeg forsøger at bilde mig selv ind, da det for Kalle bare betyder færre gåture og mindre selskab, men det skal vi ikke tænke på).

En anden interessant ting ved min lejlighed er dens beliggenhed. Den ligger lige overfor en kirke (som jeg går ud fra hedder Dronningborg Kirke, da det ville give mening, men hvem ved), og det vil sige, at jeg bliver vækket af kirkeklokkerne hver morgen kl. 7 og igen kl. 9. Så jeg er en glødende ateist, der lever overfor en kirke, og jeg kan egentlig godt lide det.
Desuden føler jeg, at jeg bor midt i storbyen, eftersom det kun tager 35 minutter at gå fra mit hjem og til banegården. Det vil nogle mene er utroligt lang tid, men i mit hoved er det ingenting. Desuden tager det mig to-tre minutter at gå i Netto, hvilket er en surrealistisk oplevelse. Jeg har aldrig oplevet at bo så tæt på en dagligvareforretning før, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg kan jo alt nu (jeg bor også tæt på en bager, et pizzeria, et solcenter, en blomsterhandler, Rema 1000 osv). Det er interessant.

Generelt er det et godt og smukt liv for tiden (hvilket jeg ofte siger, men lige nu er det et ekstra godt og smukt liv, og jeg har det lidt som om, at jeg lever i en boble fyldt med håb, lykke, god kaffe og alle andre gode ting i livet).

Tak til universet for det.

Jeg ved ikke, hvad jeg vil med dette indlæg, andet end at plapre løs om mig selv, så det beklager jeg, men jeg nød det (lidt narcissistisk anlagt er man vel altid).

Hyg jer.

//A

Liv og glade dage | Verdens længste sommerferie #5

Hej verden.

Jeg er et udmattet, lykkeligt menneske med en æstetisk vindueskarm.

Jeg er for træt til at skrive et digt, men jeg føler for at skrive noget, da min hjerne ellers muligvis sprænger i luften indenfor den nærmeste fremtid.

Men jeg vil gøre det kort.

Jeg vil bare sige, at det er et godt og smukt liv, og at jeg er forelsket i min nye boligsituation og alt det, den indebærer. Jeg er i gang med at udvikle dybe følelser for (blandt andet) min vindueskarm, og jeg kan stadig ikke komme mig over det faktum, at jeg har et badeværelse, hvor der rent faktisk er en indbygget bruseniche, så jeg ikke skal bade ovenpå toilettet.

Desuden kender jeg utroligt mange gode mennesker, og jeg føler mig så heldig og priviligeret, at jeg lidt har lyst til at lægge mig ned på det kolde, grimme køkkengulv i sommerhuset og græde. Samtidig har jeg lyst til at høre sange som disse og synge med imens jeg vasker op/koger pasta/bager boller/indsæt selv vilkårlig aktivitet:

Det er et godt og smukt liv, og jeg føler lidt, at der aldrig kommer til at blive helt mørkt, uanset om solen går ned eller ej.

Uha, hvor dybt. Eller også er jeg bare mere udmattet, end jeg selv er klar over. Hvem ved.

Hyg jer – og husk solcremen, medmindre det er overskyet, så går det nok.

//A

vil du være så venlig 

vil du være så venlig 

at fortælle mig 

hvordan det kan gå til 

at der her i verden 

er så mange ting 

som jeg gerne vil 

kan du sige mig 

om der findes gardiner 

der kan tage lyset tilbage 

så jeg måske engang 

kan være udhvilet 

i et par dage

kan du give mig lidt info 

om hvordan det kan være 

at alt jeg har her 

er den største form for ære 

vil du fortælle hvorfor 

ingen tid her går baglæns 

i en verden så stor 

hvor jeg selv 

er mit eget kirkekor 

kan det mon passe 

at det kun er mig 

der går ned 

ad denne henrivende vej 

Hurra for alt og alle | Verdens længste sommerferie #3

Hej verden.

Det er et godt og smukt liv for tiden, og masser af folk, som jeg holder af, bliver studenter/færdigudlærte for tiden. Tillykke til alle. Der er noget ved denne tid, der giver mig lyst til at kramme hele verden og derefter lægge mig på køkkengulvet og græde lidt, fordi det er så smukt, når folk opnår deres mål og er tilfredse med sig selv og bliver fejret af dem, de holder af. For derefter at tage ud og drikke enorme mængder alkohol, nøgenbade i havnen og feste i flere uger. Det er da smukt på sin helt egen måde. Og så er der typerne som mig, der sidste år valgte at fejre det hele med en tur i sommerhuset sammen med min familie og en fladmast jordbærkage fra Guldbageren. Det var én af de bedre dage.

Men der er altså noget smukt ved denne tid. Jeg føler mig virkeligt glad på en masse andre menneskers vegne, og som Noora siger i andet sidste afsnit af SKAM: “Nå smiler livet”.

I den forbindelse vil jeg gerne indskyde, at Noora er virkeligt pæn. Hun er muligvis det pæneste menneske i universet. Desuden er hun mega cool og kompleks og interessant (ja, jeg ved godt, at hun er en fiktiv karakter, men jeg har ferie, og har ret til at forelske mig i fiktive karakterer).
Generelt er jeg nået frem til, at jeg er lidt forelsket i alle karaktererne fra SKAM, og det er en meget voldsom oplevelse. Der er et eller andet ved SKAM-universet, der får mig til at føle mig som en 17-årig (nærmere bestemt 12-årig), der virkeligt lever sig ind i et fiktivt univers og går utroligt meget op i, hvordan det går for karakterene. Særligt i løbet af de seneste par uger (hvor jeg vel at mærke har haft ferie og dermed rimeligt meget fritid) har jeg taget mig selv i at sidde og smile i en usmagelig grad imens jeg siger “hihihihihi”, “iiihhhh”, “uuuhhh”, “åååhhh”, “ja ja ja ja”, “nej nej nej åh nej” og lignende. Jeg er forfærdelig på alle punkter. Og det bedste af det er, at jeg nyder det. For meningen med SKAM er, at jeg skal leve mig ind i det og føle en masse ting, så jeg har sådan set bare overgivet mig og kastet resterne af min værdighed ned til det organiske affald (da jeg går ind for genbrug). Nu kan jeg ikke gøre andet end at lade mig selv gå rundt og fundere over, hvordan hele arrangementet mon ender, når sidste afsnit bliver sendt om fire dage. Der er en hel del ubesvarede spørgsmål, og selvom det ikke ligner mig, så håber jeg bare på, at det ender lykkeligt for alt og alle. Ofte har jeg det svært med slutninger, der er alt for lykkelige, men i dette tilfælde har jeg det helt modsat; jeg ønsker det bedste for alle i SKAM. Hvis det stod til mig, ville det ende med, at de alle finder lykken og derefter står i en samlet flok og synger fællessang. Jeg har en fornemmelse af, at det højst sandsynligt kommer til at ske, men jeg tager muligvis fejl. Det bliver interessant at finde ud af. Arrrhhh, jeg har lyst til at tvinge alle jeg kender til at se SKAM og diskutere den dybere mening med alting med mig. Men man må jo ikke tvinge folk til noget, de ikke vil. Suk.

Lige nu er jeg i gang med at spise jordbær fra et rødvinsglas (da rødvinsglas kan bruges til mange ting), og min middagsmad så utroligt fancy ud, det var næsten ikke til at holde ud, så derfor tog jeg ovenstående billede.

Jeg har glemt, hvad jeg vil med dette indlæg, så her kommer nogle billeder af tilfældige ting og mig selv, fordi jeg tilsyneladende er en nederen bloggertype:

(Billeder fra 2012, hvor jeg var 16 ÅR (!!), jeg var fandme ung).

Og et billede fra i går, hvor mit 21-årige jeg smiler kunstigt imens jeg holder et glas vand i venstre hånd og er en smule træt efter en lang studenterfest (hvor jeg i øvrigt indtog et halvt glas champagne uden at dø af det, hvilket er en præstation i sig selv, da jeg tog chancen uden at vide, hvad der ville ske, eftersom jeg intet alkohol har indtaget i fem-seks år).

Jeg husker 2012 så tydeligt, og alligevel er det fem år siden. Jeg kan huske, hvad jeg følte og tænkte på den sommer, hvad jeg bekymrede mig for, og hvad jeg håbede, ville ske i fremtiden. Når jeg ser tilbage på den tid, har jeg lyst til at rejse tilbage og give mit 16-årige jeg et kram og sige noget i retning af dette:
“Hej A. Du skal bare vide, at du ikke behøver at bekymre dig for fremtiden, og at du ikke skal være bange for at blive forhindret i at gøre de ting, du gerne vil, for livet vil smile til dig, og alt vil gå meget bedre, end du tør håbe på. Du er i gang med at blive en mega cool person, og jeg skal hilse og sige, at det er meget mere behageligt at være 21 end 16, så glæd dig til fremtiden, for de bedste dage i dit liv venter forude. Og det arbejde, du lige har scoret, kommer du i de næste mange år til at sætte utroligt meget pris på, og dit 21-årige jeg er dig evigt taknemmelig for at være så sparsommelig og fornuftig en 16-årig, der er i gang med at gøre det muligt for dit 21-årige jeg at investere i en behagelig lænestol og en god og stor seng til din kommende bolig. Tak. Farvel”.

Men så igen, mit 16-årige jeg ville nok udvikle en psykose af at møde mig selv i en ældre version, så jeg tror, at jeg vil undlade at rejse i tiden og i stedet forsøge at være i nuet i stedet for.

Som min bedstefar sagde til mig i går: “Det går hurtigt sådan et liv”. Og som min bedstemor sagde til mig i går: “Tænk sig Amanda, du er den første af børnebørnene der flytter ud helt for dig selv, hvor er det stort”. Og de har ret. Sådan et liv går hurtigt, og om 10 dage flytter jeg, og en ny æra kan begynde (når jeg vel at mærke har fået anskaffet mig nogle flyttekasser og har fået pakket alt mit gamle lort ned og båret det ned ad trappen, hvilket bliver en livsfarlig proces).

Og som min bedstefar også sagde i går: “Nu siger vi farvel og tak. Vi skal hjem og se fjernsyn”.

Hyg jer – og husk at lade livet smile.

(Jeg er en poetisk og træls type på én og samme tid, og jeg kan godt lide det)

//A

 

du er din egen hest | et digt omhandlende kærlighed og så meget andet

Hej verden.
Bare til en hurtig orientering, så indeholder dette indlæg både SKAM spoilers og billeder af min gamle hund, der døde for snart to år siden. Grundene hertil vil forhåbentligt fremgå, hvis du læser digtet til ende, men hvis du ikke kan håndtere disse ting, så er du nu advaret på forhånd.
Nedenstående digt har jeg skrevet meget spontant og hurtigt, eftersom jeg følte mig inspireret til det efter at have læst Hella Joofs bog ved navn “Papmaché-reglen: og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling “. I bogen opstiller hun nogle forskellige “leveregler”, som man kan følge, hvis man vil have et liv, der er lidt mere rart og mindre træls at leve, og en af disse regler hedder “Heste-reglen”. 
Hvis det er din hest, kommer den tilbage”. Med andre ord; hesten er først din, hvis den kommer tilbage, selv når du sætter den fri til at løbe lige hvorhen, den vil. Hvis hesten er din, så løber den ikke til Asien og bliver der resten af livet. Så hvis du bliver forladt af et menneske (en hest), du har en relation til, så hjælper det ikke noget at forsøge at indfange hesten igen og lokke den til at komme tilbage – for hvis det ikke er din hest, så kommer den bare ikke tilbage. Så løber den til Asien og bliver der, uanset om du lover den tusindevis af sukkerknalder, hvis bare den kommer tilbage til dig.
Der er noget befriende over heste-reglen, fordi den gør det klart, at det er spild af tid at jage heste, der løber væk fra dig, og at hverken du selv eller hesten får noget ud af det, hvis hesten bare ikke er din.
 Desuden passer heste-reglen utroligt godt til det, der foregår i SKAM for tiden (spoiler-alert), hvor Noora og William er ved at finde sammen igen efter at have været væk fra hinanden i otte måneder: Noora efterlod William i London, for selvom hun virkeligt elskede ham, var hun nok ikke helt sikker på, at William var hendes hest. Så hun tog hjem til Oslo og ventede og ventede på, at han skulle bevise, at han var hendes hest. Og selvom hun aldrig helt slap tanken om, at han måtte være hendes hest og dermed måtte komme tilbage, så fandt hun med tiden ud af at blive sin egen hest, for hun kunne jo ikke vente på ham for evigt, hvis han ikke var hendes hest. Så Noora fandt en masse andre heste, som altid havde været hendes, og hun fik travlt med andre ting end at vente på William. Og så en dag, imens hun er til fest og alt er godt og rart, kommer hendes hest tilbage i sin flotte, utroligt dyre bil (og alt foregår selvfølgelig i slowmotion). Og Noora kigger måbende på sin hest, som havde hun helt glemt, at hun havde sat den fri, og at den kunne komme tilbage igen.
Med andre ord; hvis du vil finde ud af, om en hest er din, så hjælper det ikke noget, at du sidder på kanten af stolen og venter i spænding på, om din hest kommer og banker på døren/ringer/sender e sms/hvad man nu gør nu til dags – i stedet må du tage ud og løbe lidt i trav/galop for dig selv og blive din egen hest, og så måske, en dag, imens du er i fuld gang med at danse, hører du lyden af din hest, der er kommet tilbage (og så måske endda i en dyr bil).
Dette gælder (efter min opfattelse) i alle former for relationer mellem mennesker, og det er sådan set udtryk for en af de grundprincipper, jeg forsøger at leve mit liv efter; jeg skal bruge min tid på de mennesker, der vil mig ligeså meget, som jeg vil dem. Jeg skal ikke jage heste, der ikke er mine, for det får ingen noget ud af. Der er så mange bedre ting at bruge tiden på. Og hvad er en hest værd, hvis den ikke gider at være din?
Desuden kan det diskuteres, om en hest overhovedet kan tilhøre nogen. For en hest er jo egentligt sin egen herre. Den kan løbe hvorhen den vil. Og det tror jeg er vigtigt at huske på, før man siger “du er min” til en hest (en person). I stedet for at tro, at man ejer hesten, skal man måske hellere tænke på det som, at man låner hesten for en tid, og at man skal være hesten evigt taknemmelig for den tid, man får sammen med den (hvis det ellers er en god tid). Jeg tror ikke, at man skal tænke så meget på, at man nu ejer hesten for evigt, uanset om den er kommet tilbage eller ej – for hesten har altid ret til at løbe sin vej igen, og du har også selv ret til at løbe fra din hest og give den til nogle andre, hvis du alligevel ikke føler, at det er din hest.
Alle disse overvejelser har inspireret mig til at skrive dette digt. Det omhandler ikke nogle bestemte personer, og på den anden side omhandler det vel alle de mennesker, jeg nogensinde har kendt. Alle de heste, jeg har mødt, og som enten har stoppet op eller er løbet videre. Alle de heste, jeg har ladet løbe til Asien.
Hyg jer.
//A

du er din egen hest

vi er heste
og der var engang
hvor jeg troede
at du var min hest
jeg satte en indhegning op
så du ikke skulle blive væk
men du hoppede over hegnet
så snart jeg så væk
og jeg satte flere og flere hegn op
de nåede op til skyerne
men du fandt altid en udvej
for i min indhegning
fangede jeg kun mig selv
de kloge siger
at ens heste
altid kommer tilbage
når man lukker dem ud
så jeg vender mig om
og lader dig løbe
for jeg holder for meget af dig
til at hegne dig ind
og en hest er sin egen herre
så hvem er jeg
til at sige
at du er min
løb
løb min hest
som ikke er min
du er fri
du er i live
og du er fandme en pæn hest
du har så mange hestekræfter
der går til spilde her
løb til asien
find dig selv
og dine egne heste
løb til indien
og bliv buddhist
giv dig selv
alle de sukkerknalder
du kan få
jeg er den gladeste hest
der ser mod vest
jeg mærker vinden i min manke
og måske
en dag
vil jeg høre
en lyd af dine hove i galop
og måske
vil jeg intet gøre
for jeg går rundt her
og synger mig igennem mit liv
du er din egen hest
og jeg er min
jeg tror måske ikke
at nogen af os
tilhører andre
end os selv
så løb afsted
ad din egen vej
med din bløde flotte manke
du er ikke min hest
men tak for lån af din tid
jeg vil huske dig
højst sandsynligt
i rimeligt lang tid

At være fri | Verdens længste sommerferie #2

Hej verden.

Jeg føler mig som et frit menneske, hvilket har varet hele ugen (ok, det er tirsdag i dag, men stadigvæk).

Jeg føler mig inspireret i en voldsom grad, og jeg har fået min kreativitet tilbage. Jeg maler, læser, synger, hører musik, spiller guitar, bager boller, skriver digte og er oppe at køre pga. SKAM.

Jeg vil skrive om alting, og jeg har utroligt mange idéer til alt muligt. Jeg vil lave kreative projekter, og jeg vil udtrykke mig selv og gøre alt det, jeg har glædet mig til at gøre denne sommer.

Jeg må nok erkende, at jeg ikke kommer til at gøre det hele, og at jeg højst sandsynligt ender med at bruge sommeren på en masse andre ting end at færdiggøre det indlæg, jeg har prøvet at skrive i et år, omhandlende psykiatriske diagnoser og fordomme.

Og det er fint. For jeg bestemmer selv. Jeg er et frit menneske. I hvert fald lige nu, for det føles sådan.

Hvad vil det så sige, at være et frit menneske, spørger den eftertænksomme læser. Og det skal jeg sige dig:

At være fri vil (for mig) sige, at jeg føler mig uafhængig af ydre ting og samtidig føler mig som en del af dem. At være fri er at gøre de ting, jeg elsker, uden tanke for, hvad alle mulige andre synes om de ting. At være fri er at finde glæden i noget og at piske en stemning op, så jeg bliver endnu mere glad for det, der gør mig glad.

At være fri er at give mig selv lov til at synge i badet og at bruge to timer på at tegne/male et billede af en solnedgang. At være fri er at iføre mig hatte i forskellige afskygninger og gå ud i samfundet og tænke “denne hat klæder mig fandme godt, jeg er hardcore” imens jeg hører sange, der gør mig glad, som fx disse:

At være fri er at se mulighederne i en helt almindelig tirsdag. At være fri er at gøre tirsdagen til en fest (hvor det vel at mærke kun er mig selv og min hund, der er gæster).

At være fri er at se billeder af mig selv fra sidste år, hvor jeg blev student, og huske hvor glad jeg var, og at jeg var så begejstret og forhåbningsfuld for alting, at jeg lå lysvågen om natten. Men at være fri er også at se billeder af mig selv fra dengang og både føle mig så tæt på den person, jeg var på de billeder, samtidig med, at jeg ikke kan benægte, at jeg ser alting fra et andet perspektiv nu, og at jeg aldrig kommer tilbage til præcis den jeg var dengang. Jeg er fri, fordi jeg ser den, jeg var, og jeg smiler ved tanken om alt det, jeg tænkte på dengang, og alt det, jeg ikke vidste – jeg ser mig selv, som jeg var, og jeg har lyst til at give mit fortidige jeg et kram og fortælle om alt det, jeg vil lære i løbet af den kommende tid, og at jeg bare skal lade mig selv gøre alle de ting, fordi de vil skubbe mig i den rigtige retning. Jeg er fri, fordi jeg husker al glæden og smerten og den ekstatiske lykkefølelse, der blev frembragt af nogle ting, jeg dengang slet ikke vidste, kunne få mig til at føle sådan. Jeg er fri, fordi alting giver mening og fordi jeg er taknemmelig for, at alting er sådan her. Jeg er fri af den grund, at jeg holder af mig selv og alle mine valg.

At være fri er at sige nej til ting og i stedet bruge tiden på at se “Kender Du Typen?” og spise salte fisk fra et (rent) askebæger, som har stået i skabet og ikke har været i brug siden min mor for 25-30 år siden havde rygende gæster i sin lejlighed i Aalborg (det var dengang, hvor man måtte ryge indendørs).

At være fri er at spørge folk, jeg holder af, om de har lyst til snart at hænge ud igen, og at være fri er at have så meget fritid, at jeg har tid til at ændre chatfarverne til en skrigende gul i en stor del af mine Facebook-samtaler med diverse folk (hvilket jeg nok skal fortryde, da det er en ret irriterende farve, der gør det meget svært at læse, hvad man selv skriver).

At være fri er at synge/spille godnatsange (både om dagen og om aftenen) for min hund og indse noget om musikkens magt. “Leaving On A Jetplane” går rent ind hver gang, Kalle (hunden) falder i en dyb søvn og glemmer alt om, at den er utryg ved at sove alene i stuen.

At være fri er at drikke kaffe dagen lang og høre Mads og Monopolet igen og igen, imens jeg sidder behageligt, og der ligger en snorkende hund ved mine fødder (og jeg selvfølgelig er iført hat).

At være fri er at vide, at min glæde ikke afhænger af ydre ting, og at de ting, der umiddelbart kan virke helt uoverskuelige, kan ende med at føre til et nyt og meget bedre udgangspunkt, end jeg tidligere havde.

At være fri er at sige “fuck alt det pis” til  alle mine mange principper og indse, at det er ok ikke at gøre alt det, der er moralsk korrekt hele tiden.

At være fri er at mindes mit gamle arbejde og savne hver og én af de tusindevis af forskellige bøger, jeg med årene har sat op utroligt mange gange, og med et smil sige til mig selv, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne i den tid jeg havde der, og at det var på tide for både mig og biblioteket at komme videre og opleve nye ting.

At være fri er at være den eneste på stranden og føle mig som det eneste menneske i verden, bare for en stund.

At være fri er tanken om, at jeg om to en halv uge bor i et nyt postnummer, men at det ikke betyder, at jeg mister mit hjem. For at være fri er at have hjemme i mig selv og vide, at ingen kan tage det fra mig.

Hvad er frihed for dig?

 

//A

 

 

Starten på den længste sommerferie nogensinde | Verdens længste sommerferie #1

Hej verden.

I dag er jeg iført hat, da jeg følte en trang til det, og eftersom at jeg blev enig med mig selv om, at det ville være underligt at tage min studenterhue på, blev det til at jeg iførte mig denne stråhat. Derefter tog min bror og jeg i Kvickly, da vi følte for at markere det faktum, at vi begge har sommerferie nu. Vi købte sennep og jeg investerede i tre guldteskeer (der selvfølgelig ikke er lavet af guld), så jeg nu har fire af dem i alt. Det er muligvis den mest åndssvage og samtidig bedste investering, jeg har foretaget i nyere tid.

Jeg havde desuden store planer om at få læst en bog i dag, men det lykkedes ikke. Til gengæld fik jeg set størstedelen af en genudsendelse af Aftenshowet fra i går. Det er på mange måder et fuldstændig ligegyldigt program, og jeg lærte intet af at se det, men jeg har ferie, så det er ok.

Med andre ord er jeg et frit menneske de næste 11 uger (det er fandme lang tid), og så igen er jeg egentligt ikke et frit menneske, da jeg stadig er underlagt samfundets lov og orden, uanset om jeg har sommerferie eller ej. Men alligevel.

Jeg har fri, og jeg har gennemført det semester, som en masse folk siger er det hårdeste på bacheloruddannelsen. Det er lidt vildt. Dog skal man som bekendt ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, så jeg må hellere lige vente et par uger og se, om jeg har bestået, før jeg bliver alt for højt på strå. Man ved jo aldrig.

Jeg føler en trang til, at dette indlæg skal omhandle noget dybt, men jeg tror ikke, at det kommer til at ske, så her er et billede af nogle sten som jeg har tegnet på:

I morgen skal jeg til Tyskland med min bror, hvilket bliver interessant.

Jeg håber, at min kreativitet snart kommer i gang igen, så jeg kan skrive noget, der er lidt mere sindsoprivende end dette indlæg har været.

Hyg jer.

//A

 

se min udsigt

se min udsigt 

den er fin som sneen 

alt hvad jeg ejer 

er farverne jeg ser 

det er fordi 

jeg elsker lyse nætter 

og fordi 

i morgen er min ven 

se min udsigt 

jeg ser den skifte farve 

det eneste jeg vil er 

at se ethvert sekund 

det er fordi 

jeg eksisterer bedre 

når jeg holder 

solen i min hånd 

se mine øjne 

de giver mig alt 

jeg ønsker 

alt jeg vil 

er at blive lige her 

det er fordi

jeg elsker lyse dage 

og fordi 

i morgen er en drøm 

se mine tanker 

jeg ser dem flyve videre 

med havets bølger 

sendes de afsted 

det er fordi 

jeg ser oktober falme 

og nu har jeg 

verden i min hånd 

vi trækker vejret

 
ferien går på hæld
men i dag er tiden alt jeg har
for her er jeg kun mig selv
og jeg husker hvem vi var
jeg tror måske
at meningen med livet
er at bruge min påske
på ikke at tage noget for givet
så jeg tager til stranden
med en lille hund
for der er ingen anden
jeg har brug for lige nu
vi får sand i øjnene
og vi finder os selv i havet
vi trækker vejret
og tænker på alt det vi har lavet
ved du hvad
lige her har jeg alt
her er jeg glad
og min aftensmad er pasta med salt
jeg håber ikke
du har noget imod
at de mørke dage går på hæld
her er der liv og glæde i overflod
for jeg har fundet hjem i mig selv