Kategoriarkiv: feminisme

du er din egen hest | et digt omhandlende kærlighed og så meget andet

Hej verden.
Bare til en hurtig orientering, så indeholder dette indlæg både SKAM spoilers og billeder af min gamle hund, der døde for snart to år siden. Grundene hertil vil forhåbentligt fremgå, hvis du læser digtet til ende, men hvis du ikke kan håndtere disse ting, så er du nu advaret på forhånd.
Nedenstående digt har jeg skrevet meget spontant og hurtigt, eftersom jeg følte mig inspireret til det efter at have læst Hella Joofs bog ved navn “Papmaché-reglen: og andre glimrende leveregler fra livets lovsamling “. I bogen opstiller hun nogle forskellige “leveregler”, som man kan følge, hvis man vil have et liv, der er lidt mere rart og mindre træls at leve, og en af disse regler hedder “Heste-reglen”. 
Hvis det er din hest, kommer den tilbage”. Med andre ord; hesten er først din, hvis den kommer tilbage, selv når du sætter den fri til at løbe lige hvorhen, den vil. Hvis hesten er din, så løber den ikke til Asien og bliver der resten af livet. Så hvis du bliver forladt af et menneske (en hest), du har en relation til, så hjælper det ikke noget at forsøge at indfange hesten igen og lokke den til at komme tilbage – for hvis det ikke er din hest, så kommer den bare ikke tilbage. Så løber den til Asien og bliver der, uanset om du lover den tusindevis af sukkerknalder, hvis bare den kommer tilbage til dig.
Der er noget befriende over heste-reglen, fordi den gør det klart, at det er spild af tid at jage heste, der løber væk fra dig, og at hverken du selv eller hesten får noget ud af det, hvis hesten bare ikke er din.
 Desuden passer heste-reglen utroligt godt til det, der foregår i SKAM for tiden (spoiler-alert), hvor Noora og William er ved at finde sammen igen efter at have været væk fra hinanden i otte måneder: Noora efterlod William i London, for selvom hun virkeligt elskede ham, var hun nok ikke helt sikker på, at William var hendes hest. Så hun tog hjem til Oslo og ventede og ventede på, at han skulle bevise, at han var hendes hest. Og selvom hun aldrig helt slap tanken om, at han måtte være hendes hest og dermed måtte komme tilbage, så fandt hun med tiden ud af at blive sin egen hest, for hun kunne jo ikke vente på ham for evigt, hvis han ikke var hendes hest. Så Noora fandt en masse andre heste, som altid havde været hendes, og hun fik travlt med andre ting end at vente på William. Og så en dag, imens hun er til fest og alt er godt og rart, kommer hendes hest tilbage i sin flotte, utroligt dyre bil (og alt foregår selvfølgelig i slowmotion). Og Noora kigger måbende på sin hest, som havde hun helt glemt, at hun havde sat den fri, og at den kunne komme tilbage igen.
Med andre ord; hvis du vil finde ud af, om en hest er din, så hjælper det ikke noget, at du sidder på kanten af stolen og venter i spænding på, om din hest kommer og banker på døren/ringer/sender e sms/hvad man nu gør nu til dags – i stedet må du tage ud og løbe lidt i trav/galop for dig selv og blive din egen hest, og så måske, en dag, imens du er i fuld gang med at danse, hører du lyden af din hest, der er kommet tilbage (og så måske endda i en dyr bil).
Dette gælder (efter min opfattelse) i alle former for relationer mellem mennesker, og det er sådan set udtryk for en af de grundprincipper, jeg forsøger at leve mit liv efter; jeg skal bruge min tid på de mennesker, der vil mig ligeså meget, som jeg vil dem. Jeg skal ikke jage heste, der ikke er mine, for det får ingen noget ud af. Der er så mange bedre ting at bruge tiden på. Og hvad er en hest værd, hvis den ikke gider at være din?
Desuden kan det diskuteres, om en hest overhovedet kan tilhøre nogen. For en hest er jo egentligt sin egen herre. Den kan løbe hvorhen den vil. Og det tror jeg er vigtigt at huske på, før man siger “du er min” til en hest (en person). I stedet for at tro, at man ejer hesten, skal man måske hellere tænke på det som, at man låner hesten for en tid, og at man skal være hesten evigt taknemmelig for den tid, man får sammen med den (hvis det ellers er en god tid). Jeg tror ikke, at man skal tænke så meget på, at man nu ejer hesten for evigt, uanset om den er kommet tilbage eller ej – for hesten har altid ret til at løbe sin vej igen, og du har også selv ret til at løbe fra din hest og give den til nogle andre, hvis du alligevel ikke føler, at det er din hest.
Alle disse overvejelser har inspireret mig til at skrive dette digt. Det omhandler ikke nogle bestemte personer, og på den anden side omhandler det vel alle de mennesker, jeg nogensinde har kendt. Alle de heste, jeg har mødt, og som enten har stoppet op eller er løbet videre. Alle de heste, jeg har ladet løbe til Asien.
Hyg jer.
//A

du er din egen hest

vi er heste
og der var engang
hvor jeg troede
at du var min hest
jeg satte en indhegning op
så du ikke skulle blive væk
men du hoppede over hegnet
så snart jeg så væk
og jeg satte flere og flere hegn op
de nåede op til skyerne
men du fandt altid en udvej
for i min indhegning
fangede jeg kun mig selv
de kloge siger
at ens heste
altid kommer tilbage
når man lukker dem ud
så jeg vender mig om
og lader dig løbe
for jeg holder for meget af dig
til at hegne dig ind
og en hest er sin egen herre
så hvem er jeg
til at sige
at du er min
løb
løb min hest
som ikke er min
du er fri
du er i live
og du er fandme en pæn hest
du har så mange hestekræfter
der går til spilde her
løb til asien
find dig selv
og dine egne heste
løb til indien
og bliv buddhist
giv dig selv
alle de sukkerknalder
du kan få
jeg er den gladeste hest
der ser mod vest
jeg mærker vinden i min manke
og måske
en dag
vil jeg høre
en lyd af dine hove i galop
og måske
vil jeg intet gøre
for jeg går rundt her
og synger mig igennem mit liv
du er din egen hest
og jeg er min
jeg tror måske ikke
at nogen af os
tilhører andre
end os selv
så løb afsted
ad din egen vej
med din bløde flotte manke
du er ikke min hest
men tak for lån af din tid
jeg vil huske dig
højst sandsynligt
i rimeligt lang tid

når du går

husker du dengang
med blade så gule
husker du hendes sang
og alt det hun ikke kunne skjule
nu krydser hun vejen
helt uden at se sig for
for det var kun engang
at hun kunne lade som om
for altid er hun en helhed
der ej går itu
uanset om du tror
at du har en del af hende nu
lad hende tage det roligt
imens i ser tiden an
lad hende trække i bremsen
når du vil mere end hun kan
lad hende leve i en verden
der hele tiden har været rund
lad hende tro på din færden
og ordene fra din mund
lad hendes tanker være våben
til den dag hun går i hi
lad hende danse med månen
til hendes liv er forbi
lad hende flyve af sted
og bygge sig selv op igen
lad hende tage dig med
hvis du lover at være en ven
hun vil se sig tilbage
på tiden der gik
hun vil glemme alt om dem
der tog mere end hun fik
hun bor i sig selv
med hud og hår
hendes liv starter først
når du går

Fiktive kærlighedsdramaer og musik jeg ikke vil indrømme, at jeg kan lide

Hej verden.

Her kommer et indlæg omhandlende en (lille) kritik af SKAM sæson og en sang, jeg gerne vil kritisere. Desuden vil jeg i løbet af indlægget linke til nogle sange, som jeg føler for at indrømme, at jeg i al hemmelighed godt kan lide, selvom jeg normalt ikke siger det til nogen, i et forsøg på at opretholde en ydre identitet som værende interessant og ikke-mainstream. Men nu skal det være, jeg gider ikke mere pis, og jeg er generelt træt af menneskets tendens i dette samfund til at fremstille sig selv på en måde, der ikke tilsvarer virkeligheden. Så jeg må jo starte med mig selv.

(En sang jeg virkeligt godt kan lide i en usmagelig grad, også selvom at den har en lettere forfærdelig tekst)

(En sang jeg godt kan lide i øjeblikket, jeg ved ikke hvorfor)

Som man vil vide, hvis man har læst mine indlæg de seneste par måneder, vil man være i besiddelse af den viden, at jeg elsker SKAM. Og hvis man følger med i SKAM, ved man også, at sæson 4 er i gang, og at der kun er fire afsnit tilbage, før det hele slutter. (Advarsel: hvis du har tænkt dig at se SKAM og ikke er nået til afsnit 6 endnu, så se det, før du læser videre!)
Jeg har igennem hele sæson 4 været i tvivl om, hvorvidt det er den bedste eller dårligste sæson, og jeg er stadig ikke helt sikker. For på nogle punkter kan den noget, som de andre sæsoner ikke har kunnet. Jeg uddyber det en anden dag, men jeg synes bare, at den har haft nogle meget følelsesladede øjeblikke, der har ramt plet. Men det nyeste afsnit siger mig ikke særligt meget, og det er lidt en skræmmende oplevelse, da jeg havde forventet en masse af det. Jeg er nået frem til, at min irritation primært skyldes hele Sana+Yousef balladen (og al venindedramaet). Det ligger i kortene, at de nok ender med at finde sammen, selvom der er en masse drama, der indtil videre har forhindret det. Drama, der udelukkende er opstået, fordi Sana ikke er ærlig omkring sine følelser og ikke tør at være sårbar. Det er fair nok, men det er også irriterende. Desuden synes jeg egentligt ikke, at de nødvendigvis skal finde sammen, for jeg tror ikke, at det er det rigtige for nogen af dem. Særligt fra Sanas side ligger der et stort pres på forholdet, før det overhovedet er startet, da hun er religiøs og ikke vil være sammen med nogen, hvis hun ikke påtænker at blive gift med personen. Desuden er der hele balladen med, at Yousef ikke tror på Allah, og at Sana derfor ikke “kan” blive gift med ham, da han ikke betragter sig selv som muslim. Han er kritisk indstillet overfor religion, og det har de en utroligt fin samtale om. Hvor Sana ser religion som noget, der betyder meget for hende personligt og som hun bruger til at komme igennem hverdagen, ser Yousef det fra et andet perspektiv; han ser den måde, hvorpå religion splitter samfundet ad og skaber konflikter blandt mennesker – blandt folk, han holder af. I den forbindelse siger han den hidtil bedste sætning, der har været i denne sæson: “Hvis religion er så bra (godt) hvorfor splitter det så samfundet?”

Og ja, det er det, der er spørgsmålet, men det skal vi ikke diskutere nu. Umiddelbart tænker jeg, at det på den ene side kunne være vildt fedt, hvis Sana ender med at indse, at hun godt kan være sammen med Yousef uanset om han er muslim eller ej, da han virker til at være et godt menneske med gode værdier, og at de så kan leve godt og lykkeligt. Men på den anden side tænker jeg, at det kunne være fedt, hvis det ikke blev til noget imellem dem. For jeg synes ikke, at Sana virker til at være klar til at leve i et langvarigt og måske livsvarigt forhold. Hun er 17 år, og virker til at lægge meget vægt på at være selvstændig og kunne klare sig selv, og derfor ville det give meget god mening, at hun måske finder ud af, at Yousef ikke er hendes livs kærlighed, og at hun skal finde ud af nogle ting i sit liv først, før hun er klar til at “slå sig ned” for resten af livet. Det virker bare til, at hun har en vrede indeni sig, som minder mig om, at hun bare er 17. Det er noget, jeg har en tendens til at glemme, da jeg hele tiden har set Sana som en virkeligt cool og nuanceret person, der ved alt muligt og altid handler rationelt. Men udover at være de ting, så er hun jo også bare en gymnasieelev, der gør nogle mindre gode ting (som det kan ses i afsnit 6 og 7). Hun bliver en mere kompleks karakter i sæson 4, og det er godt, men jeg føler bare ikke, at det vil hjælpe ret meget, hvis hun og Yousef ender sammen. Jeg tror ikke på, at den lykkelige kærlighedshistorie er redningen, der fører til lykke.

Åh gud, hvor er jeg blevet kold og kynisk. Sådan er det at komme op i alderen.

Nåh, men konklusionen er, at jeg stadig elsker SKAM, men at jeg håber, at niveauet bliver lidt højere i de sidste fire afsnit, og at Sana får løst venindedramaet og siger undskyld til nogle personer, og lærer af disse ting, at hun er nødt til at være ærlig omkring sine følelser, og at hun ikke bare kan regne med, at alle ved, hvad hun tænker.

Nu til det andet fiktive kærlighedsdrama, denne gang i form af en sang:

Jeg blev tilfældigvis mindet om denne sang, da jeg så et afsnit af “Monte Carlo elsker jøderne”, hvor den blev brugt som baggrundsmusik. Det førte til, at jeg fandt akkorderne til den, og spillede den på ukulele og sang for mig selv (det skete udelukkende, fordi jeg var alene, men det lød egentligt nogenlunde, tror jeg). Og det førte til, at jeg indså, hvor forfærdelig den tekst er. Der er alt muligt galt med den. Den handler kort sagt om en kvinde, der har en mand, der er blevet forelsket i en anden kvinde (Jolene), og sangen er så henvendt til hende som et meget desperat opråb om, at hun ikke “tager” manden. Hun spørger nærmest på en venlig måde, om Jolene ikke nok vil lade være med det, da hun aldrig vil kunne finde andre mænd end ham. Det er med andre ord en stor gang pis. For det første fordi, at man ikke kan “tage” nogens mand/kvinde – for man kan ikke eje mennesker i det hele taget, så derfor kan man heller ikke tage/stjæle dem fra andre. Udtrykket “du er min” burde brænde i helvede (kan I fornemme, at jeg er hidsig). For det andet, så kan man ikke bede nogen om, at de skal holde sig væk, så ens partner ikke bliver forelsket i dem. Sådan fungerer verden jo ikke, og hvis man gør sådan, indikerer det bare, at man er ekstremt jaloux og usikker, hvilket i sidste ende er det, der vil få ens partner til at forlade en til fordel for en mere selvsikker og spændende person (Jolene). Man kan ikke tvinge nogen til at blive i noget, hvis de ikke ønsker det, og det er den helt forkerte måde at gøre det på at bede nogen om at blive, hvis de i virkeligheden har deres hjerte et andet sted. For hvorfor er det så egentligt, at man ønsker, at de skal blive? Så handler det jo om frygt for ensomheden og det ukendte, mere end det handler om kærlighed. For kærlighed er en gensidig ting, og du kan ikke tvinge dem til at eksistere, hvis den er fløjet videre.

Men nu er det så, at jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er så kritisk overfor ovennævnte sang, når en af mine absolutte yndlingssange er denne:

En sang, der er mindst ligeså desperat og som egentlig omhandler det samme – kærlighed, der er slut. Der er bare noget andet over den, og jeg synes ikke, at den er irriterende og desperat på en dårlig måde. Men det er måske også bare mig, der pisker en stemning op over ingenting. Det er det oftest. Og spørgsmålet er hvorfor, da ovennævnte sange jo egentligt bare omhandler nogle menneskelige følelser, som er ok at udtrykke. Jeg skulle forestille at læse psykologi, så jeg burde ikke kritisere Dolly Parton for at udtrykke sine følelser. Og “Jolene” er jo ikke ligefrem en ny sang, så man kan diskutere, om det her overhovedet er en kamp, jeg bør tage.

Men nu gjorde jeg det alligevel, og det har resulteret i, at det er blevet lidt sent, hvilket ikke er godt, da jeg har et læseprogram, som jeg skal overholde, hvis jeg skal nå alt inden eksamen.

Men det hele går nok, og det er et godt liv. Som de siger i SKAM sæson 3: “Alt er love”. Og det er det vel, hvis man skifter sit perspektiv.

Hyg jer.

//A

en dag blev hun stille | et digt om feminisme og at glemme sig selv

Dette digt skrev jeg for snart halvandet år siden, men eftersom jeg skrev det i hånden i en notesbog, har jeg ikke set på det i et stykke tid. Men nu synes jeg, at det må se dagens lys, i stedet for bare at ligge i en skuffe og blive glemt.
Jeg føler, at det fungerer bedst på papir, som jeg skrev det dengang, så sådan forbliver det for nu.
Normalt plejer jeg ikke at forklare, hvad mine digte handler om, men jeg føler for at gøre en undtagelse denne gang, også selvom jeg ikke kan gå helt vildt i detaljer.

Digtet omhandler en person, jeg engang snakkede en del med til daglig, og som jeg jævnligt tænker på.

Når vi snakkede sammen om løst og fast, plejede hun at sige ting som:

“Vi har da ikke brug for nogen mænd, hvad skulle vi med dem? Jeg nyder bare at være mig selv og ikke at være bundet”.

Hun snakkede en hel del om feminisme og kvinders rettigheder, og hun definerede sig selv som en rødstrømpe, hvordan det så end skal forstås. Når emnet engang imellem faldt på kærlighed og forhold, pointerede hun ofte, at hun ikke kunne se, hvorfor hun skulle være i et forhold, for der var ikke nogen hun kendte, der var gode nok til hende. Hun sagde, at hun ikke ville være i et forhold bare for at kunne sige, at hun var i et forhold, for hvis det skulle være, skulle det være det helt rigtige, ellers var det spild af tid.
Hvis jeg blev udspurgt om mit kærlighedsliv og sagde, at der intet foregik, sagde hun altid at hun godt kunne forstå, at jeg ikke gad at spilde min tid på det, for det var jo også meget bedre at have nok i sig selv og være uafhængig.

Men pludselig begyndte hun at ændre sig, og en dag begyndte hun at snakke om en eller anden fyr, hun havde mødt. Og så var de i et officielt forhold, og hun smilede på en anden måde end før. Hun virkede glad, og det var hun sikkert også, men det var som om, at hun blev en anden efter det. Hun snakkede om kærlighed og fremtidsplaner, og hun begyndte at spørge mig, om jeg havde “fundet” en kæreste (også selvom jeg aldrig havde givet udtryk for, at jeg ledte efter en). Det var som om, at hun havde glemt alt om det, hun havde gået rundt og snakket om i et år.

Hun stoppede med at snakke om feminisme og kvinders rettigheder. Og jeg tænker ofte på, hvorfor hun stoppede med det, bare fordi hun fik en kæreste.
Jeg tænker på, om hun nogensinde mente alt det, hun snakkede om dengang, eller om det bare var noget, hun sagde for at overbevise sig selv om, at hun var en stærk og selvstændig kvinde, der ikke havde nogen grund til at savne nogen. Jeg tænker på, om hun nogensinde har forstået, hvad feminisme er, når hun pludselig begyndte at behandle folk anderledes, da hun fik en kæreste.

Feminisme har intet at gøre med, om man er i et forhold eller ej. Feminisme handler ikke om at gå rundt og sige at man “ikke kan se, hvad man skulle bruge en mand til”. Det handler ikke om at distancere sig selv fra kærlighed og forsøge at overbevise alle om, at man føler sig lykkelig og uafhængig, fordi man ikke er i et forhold.
Det er ikke et valg imellem enten at være feminist eller at være i et forhold, for feminisme har ikke noget at gøre med ens civilstatus.

Feminisme handler om troen på, at vi alle bør behandles lige, og at ingen er bedre end andre, og at ingen derfor bør blive behandlet bedre eller værre end andre pga. fx køn. Det er meget simpelt.

Hver gang jeg tænker tilbage på vedkommende, digtet omhandler, spørger jeg mig selv, om hun ændrede sig, fordi hun glemte sig selv, eller fordi hun i virkeligheden aldrig rigtigt mente de ting, hun sagde dengang. Jeg ved det ikke, og mange ville nok ikke lægge mærke til, at hun ændrede sig, men det er af en eller anden grund blevet noget, der virkeligt er gået ind i min sjæl og er forblevet derinde.

Det minder mig om, at det er virkeligt vigtigt at stå ved sine følelser, og at intet godt kommer ud af det, hvis man forsøger at overbevise sig selv og andre om, at man mener noget, når det bare er et forsøg på at skjule, hvordan man virkeligt har det. Der er ikke noget sejt og selvstændigt over at sige, at man har det fantastisk alene og at ingen er “gode nok” til en, hvis man i virkeligheden slet ikke har det sådan. Hvis man i virkeligheden savner kærlighed/noget andet i sit liv, så kommer man længere med at stå ved det i stedet for at skubbe følelsen væk og gemme sig bag nogle idealistiske holdninger.

Det minder mig også om, at det ikke er godt, hvis et forhold får en til nærmest at ændre personlighed og at “glemme” alle sine tidligere holdninger og værdier. Der er intet galt i at ændre holdninger eller værdier, men det er ikke godt, hvis man er villig til at smide alting væk, fordi man skifter civilstatus og får andet at tænke på. For så har det måske aldrig rigtigt været ens værdier til at starte med. Hvis man begynder at behandle andre anderledes, fordi man er i et forhold, så tror jeg ikke, at man nogensinde har været feminist.

Det minder mig om, at jeg ikke skal gå rundt og sige ting, som jeg egentligt ikke mener, for at dække over noget eller for at fremstå som om, at jeg har styr på mit liv. Jeg skal fx ikke gå rundt og sige “det er virkeligt fedt ikke at være i et forhold, for det er virkeligt spild af tid og energi”, hvis jeg i virkeligheden ikke har det sådan (ikke at jeg går rundt og siger sådan, det kan jeg ikke mindes at have gjort). Ligesom jeg heller ikke skal sige “det går så fint, jeg elsker virkeligt mit studie hver eneste dag, og alt er bare SÅ spændende!”, hvis jeg i virkeligheden synes, at ugens emne er uinteressant og jeg tilmed føler mig stresset over mængden af læsestof. For der er ikke noget cool over at gemme sine følelser.

Det minder mig også om, at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for, at jeg ikke gør det samme. At jeg ikke glemmer mig selv og alt det, jeg står for. Det håber jeg virkeligt aldrig kommer til at ske, for der er noget forfærdeligt ved den tanke. Jeg tror måske, at grunden til, at denne historie er blevet en del af min sjæl og er noget, jeg ofte tænker på, er at min største frygt er at glemme mig selv. At jeg om 10 år lever et liv, jeg aldrig har haft lyst til at leve, og værst af alt, at jeg på det tidspunkt har glemt, hvem jeg var tidligere i mit liv. Det er en forfærdelig tanke, og jeg kan ikke gøre så meget andet end at sige til mig selv, at det ikke kommer til at ske, hvis bare jeg bliver ved med at lytte til mig selv.

Alt dette handler i bund og grund om, at jeg har en frygt for at miste mig selv, uanset om det er pga. et forhold eller andre ting i livet, og at jeg frygter at leve et liv, hvor jeg ikke er ærlig overfor mig selv. Det handler vel om, at jeg ønsker at være mig selv, og at være den samme person, uafhængigt af om jeg er alene eller sammen med folk. Og det minder historien om hende, digtet omhandler, mig om. Jeg vil ikke glemme mig selv. Og jeg vil ikke blive stille.

Jeg har ikke snakket med vedkommende i to år, og jeg ved ikke, hvordan hun har det, eller hvad hun laver i dag. Jeg håber, at hun er glad, og jeg håber, at hendes kærligheds-eventyr stadig varer ved. Jeg håber, at hun kom afsted til Grækenland. Og jeg håber, at hun husker, hvem hun var, dengang hun var alene. Jeg håber, at hun føler, at hun stadig er den samme, og jeg håber, at hun kan se sig selv i øjnene og sige, at hun lever det liv, hun ønsker.

 

//A

 

Kvindernes Internationale Kampdag – hvad betyder den egentligt for mig?

Hej verden.

Det er Kvindernes Internationale Kampdag i dag, og da alle sociale medier bugner med opdateringer som “glædelig Kampdag!” og “tillykke!” kommer jeg til at tænke på nogle ting, som jeg har et behov for at udtrykke.

Først og fremmest kommer jeg til at tænke på, hvad denne dag betyder for mig personligt. Og jeg er sgu lidt i tvivl. For lige umiddelbart betyder den ikke noget specielt. Jeg skal ikke ud at demonstrere eller markere dagen på anden vis. Den eneste kamp jeg har udført har været at stå op klokken 6 og tage til forelæsning på uni på trods af forkølelse, men det har egentligt ikke rigtigt været en kamp, da jeg har haft en forrygende dag, der virkeligt har forbedret mit humør. Den næste kamp bliver kampen for/imod at tage et ekstra stykke chokoladekage.

Så nej, jeg bruger ikke rigtigt denne dag som en anledning til at tage nogle store kampe. Jeg gør egentligt bare det, jeg normalt ville gøre på en onsdag (dog har jeg brugt det som en undskyldning for at indtage Pepsi Max i hverdagen, og det er jo altid godt at have en anledning til at udføre mine dårlige vaner).

Jeg har hele dagen tænkt over, om jeg burde gøre et eller andet for at markere denne dag – om jeg burde sige “tillykke” til andre kvinder med kampdagen, eller demonstrere eller bare gøre et eller andet. For jeg ved jo godt, at der er en grund til at kampdagen er opstået og at den er blevet et internationalt fænomen. Jeg ved også godt, at der er mange steder i verden, hvor der langt fra er ligestilling. Bare se på USA, hvor det på mange punkter er ved at gå den helt forkerte vej, både når det kommer til kvinders rettigheder (fx rettigheden til fri abort) og minoritetsgruppers rettigheder, på trods af at USA er et vestligt land, som mange synes er vildt fedt. Mange andre steder i verden står det endnu værre til, og kvinder bliver udsat for tvangsægteskab (husk at der er forskel på arrangeret ægteskab og tvangsægteskab, et arrangeret ægteskab indebærer ikke som sådan tvang, og mange lever i gode arrangerede ægteskaber, et eksempel er forfatteren Aisha Saeed, der selv lever i et lykkeligt arrangeret ægteskab men kæmper imod tvangsægteskaber).

Så der er god grund til at have en dag, der sætter fokus på disse ting, og minder os om, at der stadig er meget at arbejde på.

Men hvad betyder denne internationale kampdag for mig? Det har jeg brugt lang tid på at fundere over, og jeg vil forsøge at beskrive, hvad jeg er nået frem til, selvom det er lidt angstprovokerende, ligesom da jeg skrev mit indlæg om feminisme. I bund og grund er jeg bare meget bevidst om, at jeg er en yderst priviligeret person (sådan oplever jeg det i hvert fald selv), og at jeg ikke føler, at jeg kan udtale på vegne af alle kvinder, og heller ikke prøver på det, men samtidig er bange for, at nogle opfatter det jeg skriver, som om, at jeg mener at det er gældende for hele verden, eller at jeg ikke anerkender problemerne. Eller at jeg er naiv og ikke ser virkeligheden i øjnene, hvis jeg bare ikke føler, at jeg har et behov for at gå på gaden og demonstrere i dag.

Når jeg tænker på, hvad denne dag har af betydning, så tænker jeg på en tid, der går forud for min egen. En tid, hvor der var nogle kvinder, der tog en stor kamp op for at opnå rettigheder, som vi i dagens Danmark ser som helt fundamentale (de fleste gør i hvert fald). – retten til at stemme til folketings- og kommunalvalg, retten til at arbejde, retten til fri abort – og så videre. Og det er en kamp, som jeg er utroligt glad for, at nogle andre har kæmpet – for det betyder, at jeg kan sidde her i dag, som kvinde i år 2017, med en kop te og skrive et debatterende blogindlæg imens jeg drikker en kop te og tænker på det, jeg har lært til dagens forelæsning på universitetet i dag. Det betyder, at jeg kan gå rundt på Kvindernes Internationale Kampdag og personligt føle, at det bare er en almindeligt god onsdag, hvor jeg føler mig glad og er sammen med nogle gode mennesker, der vil mig alt godt. Det betyder, at jeg faktisk ikke umiddelbart føler, at der er nogle kampe jeg er nødt til at tage for selv at blive retfærdigt behandlet – for jeg føler rent faktisk, at jeg bliver behandlet rigtigt godt. Jeg føler mig ikke undertrykt, og jeg har ikke en følelse af at blive set ned på, fordi jeg er kvinde.

Og det tænker jeg er et tegn på, at de kampe, som blev taget for 100 år siden, virkeligt har båret frugt – for hvis jeg kan sidde her og faktisk ikke føle, at mænd har det bedre end mig eller at nogen undertrykker mig, så er det at tegn på, at jeg bor i et godt samfund, hvor jeg får mulighed for at leve et godt liv. Og det er vel den slags der er værd at glædes over på en dag som denne – og imens jeg glædes over, at jeg har et godt liv, tænker jeg på alle de punkter, hvorpå verden stadig trænger til at blive forbedret – så alle i verden kan sidde med den samme følelse, som jeg selv sidder med lige nu; følelsen af at være fri og at have mulighed for at bestemme over mit eget liv. Følelsen af at blive hørt og at være en del af noget. Følelsen af at kunne være mig selv og blive accepteret for det.

For der er på mange områder stadig meget at kæmpe for, både herhjemme i Danmark og særligt i resten af verden. Fx er der stadig lang vej igen når det kommer til LGBT-befolkningens rettigheder, og meget af det skyldes uvidenhed i befolkningen, hvilket vi er nødt til at rette op på via oplysning. Der er fx  masser af mennesker, der intet har imod homoseksuelle og transkønnede, men faktisk ikke er klar over, at der særligt er mange transkønnede, der udsættes for diskrimination, vold m.m. og at det er et stort problem. Og derfor tænker de ikke over, at det er nødvendigt at kæmpe for det. Jeg tror mange af os har en tendens til at tænke, at i Danmark går det jo godt, så vi behøver ikke tænke så meget på det, for vi respekterer jo hinanden. Men det er desværre ikke altid tilfældet. Og den slags ting synes jeg, at vi skal tænke på i dag.

For selvom jeg sidder her og har det godt, så er det ikke noget, jeg nogensinde skal tage for givet, og jeg skal heller aldrig nogensinde tage for givet, at andre har det på samme måde. For det er der mange, der ikke har. Og bare fordi jeg personligt aldrig har følt mig undertrykt, så betyder det ikke, at ligestillingskampen er unødvendig eller overstået. For det bliver den først den dag, hvor vi alle først og fremmest begynder at se hinanden som mennesker. Mennesker, der har forskellige køn, etniciteter, religiøse baggrunde, you name it, og som stadig allesammen er lige meget værd. Mennesker, der alle skal behandles som mennesker, og som ikke fortjener at blive diskrimineret pga. deres kromosomsammensætning.

Og det er sgu noget af et projekt, hvis det skal lade sig gøre på verdensplan. Jeg gør mit for at sprede min holdning til folk, for jeg synes egentligt, at det er meget simpelt; vi skal bare behandle hinanden som mennesker, fordi vi alle er mennesker. Det er definitionen på feminisme/humanisme efter min opfattelse.

Så hvad handler denne dag egentligt om?

For mig handler den ikke om kønskvotering og at hade mænd og debat om ligeløn.
For mig handler det om at hylde, at vi i Danmark har et samfund, hvor både mænd og kvinder har så gode muligheder for at leve nogle gode og meningsfulde liv, hvor vi har en stor grad af frihed til selv at vælge, hvad vi gerne vil (jeg ved godt, at der findes folk i landet der har det rigtigt skidt, men på det overordnede plan har vi altså et godt samfund sammenlignet med så mange andre steder i verden, hvor det er noget værre pis).
Denne internationale kampdag handler for mig om at værdsætte de kampe, der blev taget forud for min egen tid, så jeg i dag kan nyde godt af at have stemmeret, så jeg kan stemme på Alternativet, og at have retten til fri abort hvis jeg skulle få et behov for at gøre brug af det på et tidspunkt. Jeg har ret til at få en uddannelse, og jeg går på et studie, hvor jeg lærer en masse brugbart om mig selv og andre mennesker og verden. Og det er gratis (og så er der i øvrigt 80 % kvinder på studiet, hvilket er en helt anden virkelighed end på universiteterne for 100 år siden).

Jeg nyder godt af ikke selv at skulle kæmpe for de rettigheder, for det giver mig en masse glæde i livet og et overskud til at tænke på, hvilke andre problemer der eksisterer i verden, som der kan arbejdes for. Det giver mig et overskud til at gøre de ting, der er meningsfyldte for mig, og det giver mig overskud til at debattere politik med mine forældre og blive hørt.
Og jeg er priviligeret at føle mig hørt, for hvis kvinderne havde følt sig hørt i 1910, hvor kampdagen opstod, ville den aldrig være opstået.

Jeg håber, at der i fremtiden er mange flere, der vil føle sig hørt. At vi vil bruge denne dag, og gerne alle andre dage, til at stoppe op og interessere os for hinanden i stedet for at opbygge mure af ubegrundede fordomme. At vi vil oplyse os selv og hinanden, så der ikke kan være nogen, der tvivler på, at vi allesammen først og fremmest er mennesker. 

Og hvis vi begynder at se hinanden som tilhørende kategorien mennesker, fremfor at have vores køn eller etnicitet som det, vi primært identificerer os med, så tror jeg, at mange kampe kunne vindes på en meget simpel måde. Så kunne vi allesammen se det som en helt naturlig ting, at vi alle skal have de samme rettigheder – fordi vi er mennesker.

Hvor fanden vil du hen med dette idealistiske pis, Frøken Thylkjær? Hvad mener du egentligt om denne kampdag?

Det skal jeg sige jer: med alt dette vil jeg sige, at Kvindernes Internationale Kampdag for mig handler om ikke at fokusere helt vildt meget på, at jeg er kvinde, men derimod at jeg er et menneske, og at alle andre også er det. Jeg har det fint med at være kvinde, intet problem i det, men jeg synes ikke denne dag kun skal være for kvinder, jeg synes nærmere, at den skal være for alle. For ligestillingskampen og kampen om, at alle skal behandles godt, handler ikke bare om kvinder, og det er ikke kun kvinder der skal tage kampen. Det er jo os alle sammen. Alle der er mennesker skal gøre noget, hvis vi skal have et lige samfund. Og det er noget vi skal huske hver dag, ikke bare i dag. Desuden ligger der nogle ret negative konnotationer i et ord som “ligestillingskamp“, for ligestilling er jo først reel, når man ikke skal kæmpe mod hinanden – en krig er aldrig lige. Så hvis vi skal have ligestilling skal vi ikke gå i krig mod hinanden, og vi skal ikke udnævne kvindekønnet som det, der skal tage kampene selv. Vi skal derimod se på det store billede og fokusere på at alle skal have de samme rettigheder, for det er jo i vores alles interesse, at alle borgere i dette land bliver behandlet som ligeværdige individer. Er det ikke? Hvorfor skulle mandlige pædagoger fx ikke have de samme rettigheder som de kvindelige?

Hvad skal vi egentligt bruge kvindernes internationale kampdag til?

Vi skal bruge den som et minde om en tid, hvor de fundamentale rettigheder og værdier vores samfund er bygget op på, ikke var fundamentale. En tid, hvor der virkeligt blev taget nogle kampe. Og så skal vi lade os inspirere af det og huske på, at vi er heldige, at vi i dagens Danmark har det ret godt – sammenlignet med mange andre steder i verden og tidligere tider. Jeg synes altså, at vi har det ret godt i dag, og jeg synes ikke, at det at være kvinde er en forfærdelig ting. Og måske er det i virkeligheden derfor, at denne kampdag stadig eksisterer – for at minde os om, at vi egentlig har det meget godt nu og at vi har sindssygt mange muligheder – og at det er op til os selv at gribe se muligheder, hvis vi vil ændre på nogle ting. At vi skal værdsætte vores muligheder og vores rettigheder og ikke tage dem for givet – og at vi skal udnytte dem fuldt ud. Der kommer intet ud af at blive siddende og vente på, at nogle andre får gode ting til at ske i ens liv – man må selv tage kampen op. Og for nogle er der mange bump på vejen og for andre er der færre, men det handler om at gå videre og huske på, hvad man kæmper for.

Med andre ord, så er dette for mig en dag, hvor jeg ser indad og faktisk føler mig ret glad og priviligeret. Men det er også en dag, hvor jeg ser udad, og ser alle de smilende og smukke mennesker, der også er en del af verden. Og det er vel endnu en sejr, at der er lige mange kvinder og mænd jeg ser til daglig, der smiler og ser glade og frie ud.
Sådan har jeg det nu de fleste dage. Jeg føler mig heldig langt de fleste dage, og jeg ser masser af pæne, intelligente og smilende mennesker langt de fleste dage. Hurra for det.
Og så er der alle dem, jeg ikke ser, fordi jeg ikke er de steder i verden, hvor det går rigtigt skidt. Men dem tænker jeg også på i dag. Og så tænker jeg på, at der er håb. For hvis jeg kan have det så godt, så bør der være håb for, at verdenssituationen også kan blive forbedret. Det håber jeg sgu, for jeg synes, at alle fortjener at opleve følelsen af at være heldige. Indtil den dag, er der ikke andet for end at tage de kampe, vi hver især kan tage, og støtte op om dem, der må tage nogle ekstra store kampe helt selv – for hvis der ikke er nogen, der selv tør at gøre noget, så sker der ingenting. Og det skal vi huske.

Det er et godt liv. Jeg håber, at jeg ikke har gjort nogen sure med dette indlæg, men det er et udtryk for mine egne tanker og følelser, ikke andet end det. Jeg kan ikke udtale mig på vegne af andre end mig selv, og jeg håber derfor ikke, at nogen opfatter dette som om, at jeg siger, at der ikke er brug for ligestilling. Jeg føler bare, at jeg personligt ER ligestillet. Og det kan vel kun være en god ting, at jeg føler det, også selvom der som sagt er virkeligt mange i verden, der ikke føler det samme.

Jeg tror på, at jeg kan gøre det jeg vil i mit liv og at mit køn på ingen måde står i vejen for det. Og det er sgu da smukt, er det ikke?

Hyg jer.

//A

At skamme sig over at se SKAM | Tilbage Til Naturen #11

Hej verden.

Klokken er 23 (for en gangs skyld går jeg igang med et indlæg før midnat, det går fremad). Jeg har haft dette indlæg i tankerne i over en måned nu, og det har været et af mine personlige mål at nå det, imens jeg er på ferie med mig selv i sommerhuset. Og eftersom jeg forlader sommerhuset i morgen formiddag (suk), har jeg besluttet, at det fandme skal være nu. Det er nu, at jeg én gang for alle vil rapportere om, hvorfor jeg har set alle afsnit af SKAM 3-4 gange og kan blive ved og ved.

Det startede den 9. december 2016, da jeg fandt ud af, at jeg var den eneste i min familie, der aldrig havde set et afsnit af SKAM. Det viste sig, at de andre havde set det i de weekender, hvor jeg ikke havde været hjemme, og de havde ikke engang opdaget, at jeg ikke havde været med til at se det. Så jeg følte mig udenfor fællesskabet, og derfor endte det med, at min mor fik mig overtalt til at se det første afsnit (ja, hun er mere med på moden end jeg er).
Jeg var skeptisk, men det er jeg altid, hvilket jeg har indset ikke altid er godt. Så snart at noget er meget populært, bliver jeg automatisk ekstra kritisk indstillet overfor det. Måske fordi, at jeg ikke bare vil være en del af mængden, hvor alle elsker de samme ting.
Men meget hurtigt, da jeg så det første afsnit og det andet, tredje og fjerde, indså jeg, at jeg godt kan forstå, at folk er så betagede af den serie. Jeg kunne dog ikke helt forklare hvorfor, og jeg var en smule chokeret over at kunne være så optaget af en serie, der indeholder relativt mange fest/drukscener og på mange måder har teenage-drama som sit omdrejningspunkt. Jeg skammede mig faktisk lidt over at kunne lide serien.

Indenfor de følgende fem dage så jeg de første to sæsoner (og jeg deltog også i sociale aktiviteter i flere af de dage, så jeg fik ikke læst ret meget/noget overhovedet i den periode). På et tidspunkt midt i det hele tog jeg mig selv i at søge på Google efter “Hvem er du i SKAM test”, da jeg mindedes, at Politiken havde lavet en sådan test, man kunne tage. Og der vidste jeg, at jeg var fortabt. SKAM havde vundet over mig, og jeg kunne ligeså godt overgive mig. Og efter at have set sæson 2 var der ingen tvivl; jeg er fan.

Jeg er fan af, at serien formår at fremstille 16-17 årige som rigtige mennesker. Komplekse individer, der både fester, tænker over moralske spørgsmål, forelsker sig, søger nye venskaber og føler sig ensomme. For det er fandme befriende at nogle tør fremstille 16-årige som mennesker, der er mere end bare teenagere med smart tøj. Det gør mig virkeligt glad indeni, og jeg tror i virkeligheden, at det er en af de primære grunde til, at den serie tiltaler min sjæl; den minder mig om, at vi alle kæmper med de samme ting. Måske er jeg ikke en 16-årig, der fester og forsøger at blive populær på gymnasiet. Men når det kommer til stykket, kæmper vi alle med de samme ting. Og glædes over de samme ting. Vi leder alle efter os selv, og på mange forskellige måder. Det minder SKAM mig om, og det giver mig en følelse af, at vi alle er fælles om så meget mere, end vi normalt tænker over.

Desuden formår serien at rumme så uendeligt mange vigtige temaer; identitetssøgen, feminisme, venskab, kærlighed, religion, homoseksualitet, voldtægt, psykisk sygdom, spiseforstyrrelser og familieproblemer. Den handler om alt det, man kan skamme sig over. Og den behandler disse temaer på en virkeligt troværdig måde. På intet tidspunkt har jeg fået en følelse af, at den er lavet af nogle voksne, der gerne vil vise de unge, hvordan de burde reagere eller handle i bestemte situationer. Jeg har aldrig følt, at de forskellige karakterer er opfundet, fordi de skal fungere som gode rollemodeller. Derimod føles det bare som om, at de er mennesker, der er som de er. For ingen af dem er perfekte. De fester og ryger hash (ikke dem alle, men nogen). Men det betyder ikke, at de ikke kan have filosofiske diskussioner eller snakke om feminisme og religion; for de er komplekse mennesker, der er mange ting på én gang. Og det gør serien troværdig på sin helt egen måde. Karaktererne i serien er generelt bare fænomenale, og der er en relativt stor diversitet imellem dem, hvilket jeg elsker, da det ikke føles forceret.

Og nu til min yndlingskarakter i serien – Noora:

Jeg har ladet mig fortælle, at hankønsvæsenerne mener, at hun er “lækker”. Og dette kan man ikke fortænke dem i at mene, for hun er vildt pæn og så endda på den naturlige måde. Suk. Dog bruger jeg aldrig selv udtrykket “lækker” (uanset om det handler om mennesker eller mad, jeg synes der er noget usmageligt over det ord), og jeg ville aldrig bruge det om Noora. For hun er mere end det. Hun er nok den smukkeste karakter, jeg nogensinde kan mindes at have set i en tv-serie. For ikke nok med, at der er noget ekstremt æstetisk over hendes udseende og fremtoning, så er hun også en kompleks karakter. Og at se hendes udvikling igennem de første tre sæsoner har sat mange tanker igang hos mig.

Hun er en beundringsværdig karakter. Først fremmest på grund af sin moral og sin evne til at sige fra, når hendes veninder eller folk omkring hende handler på en måde, hun synes er umoralsk og problematisk. Hun holder hovedet koldt og lader sig ikke overtale til noget, som hun ikke har det godt med. Det, der kommer først for hende er hendes værdier og stærke sans for retfærdighed. Og så forstår hun, hvad feminisme egentligt er, i modsætning til mange andre omkring hende.
Hun minder sine veninder om, at de ikke skal ændre deres planer, bare fordi skolens populæreste fyr inviterer dem med til en fest. Hun finder sig ikke i noget pis, og hvis der er nogen, der har integritet, så er det hende. Desuden kan hun synge. Hun er det perfekte menneske.

Men i løbet af sæson 2, hvor hun er hovedpersonen, kommer hun til at fremstå som meget mere end bare den perfekte type, der har moralen i orden og har styr på det hele.
Hendes følelser og fornuft kommer i konflikt (som i Jane Austen romanen “Følelse og fornuft” (som jeg aldrig har færdiglæst)). Og dette er noget af det mest interessante ved serien. For da Noora forelsker sig i en fyr, som hun med sin fornuft ved er skolens største drittsekk (det norske ord for røvhul/narrøv), og som hun sværger, at hun altid vil holde sig fra, sker der noget. Hun bliver pludselig mere end den perfekte karakter, der beundres for sin moral. Man begynder at kunne se, at moralen måske styrer hende mere, end hun styrer den. Og at den forhindrer hende i at lade sig selv føle de følelser, hun dømmer til at være forkerte.
Da hun begynder at stå ved sine følelser, efter at have benægtet dem i lang tid, åbnes der op for en kæmpe udvikling. Og en hel ny del af hende kommer frem, i det at hun lader sig selv være skrøbelig og vælger at lukke ham drittsekken ind i sit liv. Særligt interessant bliver det, da hun indser, at hendes moral og fornuft faktisk har fået hende til at dømme ham på forhånd og glemme at tænke på, at der er en grund til, at han er som han er. At han også bare er et menneske, der kæmper med mange af de samme ting, som hun selv gør.
Da hun giver plads til sine følelser er det som om, at hun bliver mere end sin moral – og at denne ikke længere behøver at styre hendes følelser og være dommer over, hvad der er rigtigt og forkert.
Det er der noget smukt over. For i virkeligheden er det jo det, som det hele handler om; at lære at forstå hinanden. At forstå grundende til, at folk handler, som de gør, i stedet for bare at dømme dem ude på forhånd. At arbejde sig igennem konflikterne og ikke bare løbe sin vej, når man er uenige med hinanden eller skuffede. Og at indse, at det aldrig er forkert at elske nogen.

Jeg er desuden også ret begejstret for Sana, da hun på samme måde som Noora også holder fast i sine værdier og lever sit liv efter det, hun tror på. Hun står ved sin religion, og hun giver folk tørt på, hvis de lader deres uvidenhed om Islam komme til udtryk som fordomme. Hun finder sig heller ikke i noget pis, men samtidig er hun også et fantastisk menneske, der tager sig af dem, hun holder af, og hjælper dem med at forsøge at se situationen fra en anden vinkel, end de selv kan se. Og så er hun virkeligt underholdende og er en helt naturlig autoritet.

Det var så historien om, hvorfor jeg er dedikeret fan af en norsk tv-serie, der har 16-årige piger som målgruppe. Jeg skammer mig ikke det mindste over det længere. Hvorfor ikke? Fordi jeg har indset, at der ikke er noget at skamme sig over. Tværtimod. At 16-årige piger er målgruppen, er ikke ensbetydende med at det er dårlig kvalitet, eller at indholdet ikke er reelt. For som serien på smukkeste vis tydeliggør det, så er 16-årige også mennesker. Mennesker, der på lige fod med os andre forsøger at finde sig selv, sine politiske ståsteder og moralske værdier. Mennesker, der forelsker sig i hinanden, og snakker om eksistentielle spørgsmål og religion. Mennesker, der skammer sig over at føle sig unormale, fordi de ikke kan se, at alle andre også kæmper en kamp indeni.

Og så er jeg vild med, at der er nogle scener, der er flere minutter lange, hvor INGEN siger noget. Det er forfriskende og realistisk, for hvem har et liv, der består af konstante dialoger og dramatiske begivenheder?

SKAM er blevet en af mine mange passioner, for det er som om, at jeg finder mig selv i den serie. Og jeg er kun glad for, at den er så populær, for det vidner om, at der er en masse mennesker, jeg har noget til fælles med.

Hurra.

Hyg jer.

//A

P.S: En hilsen til mit fremtidige jeg (dvs. mig om 7 ½ time, når jeg skal op): Det kan godt være, at du sad oppe til klokken 1 for at skrive dette indlæg, og at det harmonerer dårligt med at skulle stå op 8.30, men det var DET HELE værd!


(Hvorfor ikke slutte af med dette billede, der slet ikke passer ind, men som alligevel formår at afrunde det hele på sin egen måde).

Nej, menstruationsblod er ikke skønt, og hvad så?

I medierne på det sidste har der været en heftig diskussion omhandlende kvindekroppen, menstruationsblod, strækmærker, overvægt/”former” og at det åbenbart er dyrere at være kvinde end mand, som Politiken vælger at beskrive det. Der er mange ting ved disse debatter der gør mig utroligt irriteret, så her kommer en masse ord om det (også selvom jeg har lovet mig selv ikke at skrive om menstruationsblod, så er det nået til et punkt hvor det er nødvendigt).

For det første, så er jeg uendeligt træt af hele tiden at skulle høre om kvindekroppen for så interessant er den altså heller ikke. Efter min overbevisning er det meget simpelt: alle folk har hver sin krop, ingen af dem ser ens ud, ligesom vores personligheder også er forskellige, og det er alt sammen meget fint. Slut. Der er ingen kroppe, der er bedre end andre, og der er ingen, der har ret til at diskriminere andre pga. på deres kroppe (eller pga. noget andet, så længe de selv behandler andre godt).

Der er intet galt i at vise billeder af sin krop eller at have det godt med sin krop – det er da godt. MEN som jeg før har nævnt, så kan jeg ikke se, hvorfor man absolut skal skrive en lang tekst til billedet, hvor man fortæller om, hvor meget man “elsker sin krop og er ligeglad med hvad andre mener, og at alle er smukke som de er selvom de ikke er tynde som modeller” – dette er på alle måder dybt selvmodsigende. For det første, så burde det ikke være nødvendigt at skrive nogen som helst forklaring, hvis man var så glad og tilfreds med sin krop. Hvis man var det ville man vel bare nyde sit liv og komme videre. Ja, selvfølgelig har man ret til at skrive det, men jeg tror personligt, at det gør mere skade end gavn, særligt i det at man sammenligner sin krop med andres (som altid er de tynde modeller/slanke kvinder generelt). Hvordan skal det kunne sende et positivt signal til yngre piger/menneskeheden i det hele taget at man mellem linjerne siger, at dem, der er tynde som modeller åbenbart er mindre værd som mennesker og at de må elske sig selv mindre fordi de ikke tilhører den gruppe, der har former og er stolte af det fordi de “tør at være dem selv”? Hvorfor skal vi konstant sammenligne os selv med andre? Det giver ingen mening, og det burde da slet ikke være nødvendigt, hvis man har det så godt med sig selv, som man påstår at have det.

Her er fx et billede af min krop uden en billedetekst:

image-0.02.01.40dacb947e72f6a9ad473258fa127ca7c6572ee4d2d900e7c744aaf530f19b38-v.jpg
Det handler sådan set bare om at acceptere, at vi alle er forskellige, at ingen er bedre end andre, og at det kun fører dårligt med sig at nedgøre andre, så man selv kan leve i illusionen om, at man er bedre end de andre. Og at vi allesammen nok ville få det bedre, hvis vi fokuserede mindre på kroppen og i stedet brugte vores liv på at gøre noget indholdsrigt eller generelt gøre noget, der gør os glade. Så ville vi nok også være mere ligeglade med, hvad andre mener om vores kroppe og muligvis ikke føle så stor en trang til hele at tiden at opnå anerkendelse af at vi er gode nok.
Det minder mig om hele introvert/ekstrovert debatten, der også handler alt for meget om, hvilken gruppe der er “bedre” end den anden, i stedet for at man fokuserer på, hvor godt det er, at vi er forskellige og har hver vores kompetencer.

For det andet, så er jeg skide træt af at høre på, at mensturationsblod skal gøres til noget som vi alle skal tale om og beskæftige os med, og at det for alt i verden skal ses som noget, der åbenbart er skønt og rart. HVORFOR? Jeg har meget svært ved at se, hvad der er godt og rart ved menstruationsblod. Jeg har generelt en meget neutral holdning til det. Det eksisterer, og det er da fint, men jeg føler ikke for at beskæftige mig mere end nødvendigt med det. Desuden er der ingen, der skal fortælle mig, at jeg er med til at gøre menstruation til et tabubelagt emne i det at jeg ikke italesætter det. Hvorfor skulle jeg tale om menstruation, hvis det ikke er relevant? Det er som om, at det skal gøres til et politisk statement at have menstruation, og at vi åbenbart skal tale om det dagen lang før det ses som noget acceptabelt. Jeg har svært ved at se, hvad formålet er med det hele, da menstruation efter min opfattelse altid har været acceptabelt. Det er muligvis ikke noget, vi konstant snakker om, eller noget, vi elsker at beskæftige os med, men det betyder da ikke, at det er skamfuldt. Jeg har personligt aldrig følt, at nogen har indikeret, at det er skamfuldt eller forkert at have menstruation. Jeg er muligivis bare heldig, men jeg har faktisk aldrig tænkt over at det skulle være skamfuldt, jeg har bare tænkt, at det da er noget, jeg helst ville være foruden, men at det da er meget fint, og fred være med det.

At få viden om menstruation, uanset om man er mand/kvinde/andet er kun godt, vi brugte fx to måneder i biologi sidste år på at lære om menstruationscyklussen m.m., og det var da fint at lære om. Men generelt er det min opfattelse, at langt de fleste (i Danmark) godt ved, hvad menstruation er, og hvorfor det eksisterer, og at langt størstedelen ikke mener, at menstruation er forkert. Generelt føler jeg, at det hele er en storm i et glas vand, for at bruge en smart metafor. Problemet eksisterer kun, hvis man virkelig leder efter det konstant (efter min overbevisning). At nogle mennesker ikke bryder sig om at tale om menstruation/eller generelt bare ikke taler vildt meget om det, kan skyldes mange ting fx uvidenhed, at de bliver utilpasse ved at tænke på blod, eller at de bare er almindelige kedelige mennesker, der ikke ser menstruation som noget specielt.

Dette leder mig til min pointe, som er, at ikke alting er specielt og smukt, og at nogle ting her i livet bare er irriterende. Og det er ok (!!). Ikke alting behøver at være æstetisk og meningsfyldt og smukt. Fx er døden ikke særligt smuk, det er bare en trist ting der er en del af tilværelsen – diverse religioner prøver at romantisere den, så man kan bilde sig selv ind, at livet ikke er uretfærdigt og meningsløst, men når alt kommer til alt, så er døden ikke noget smukt, i hvert fald ikke efter min mening. På samme er der ting ved vores kroppe og vores personligheder, der heller ikke er smukke (uanset hvordan man så definerer det). Og det er fint! Alt behøver ikke at være smukt for at være “ok” – det er det, som hele kropsdebatten egentlig burde handle om, frem for at det bliver en kamp om, hvem der elsker sin krop mest og hvem, der er “bedst”. Alt her i verden er ikke smukt, og hvorfor kan vi ikke bare acceptere det, og så komme videre med vores liv? Hvorfor skal strækmærker nødvendigvis anses som noget smukt, før det er acceptabelt at have dem? Hvorfor ikke bare have den krop man nu har, acceptere den for hvad den er og behandle sig selv godt uanset om alt ved ens krop er smukt eller ej?

Mange siger, at kvindekroppen er en kampplads – hvilket jeg er ved at være godt træt af at høre på, da jeg personligt bare ser min krop som en krop og ikke et politisk statement. Sandt, nogle folk har helt forskruede syn på kvindekroppen, men det siger vel mere om dem, end det gør om kvindekroppen. Desuden er mandekroppen vel ligeså meget en kampplads, men det taler ingen om. Som jeg ser det, er der ligeså mange idealer til hvordan mænd skal se ud, som der er til kvinder (i hvert fald set fra mit perspektiv, selvfølgelig er det ikke sådan i hele verden). Jeg tror, at det ville nuancere debatten hvis vi talte ligeså meget om mandekroppen, eller endnu bedre, hvis vi stoppede med at tale om nogle kroppe medmindre, at der var en reel grund til det. Så kunne vi fokusere på at gøre os selv glæde og at lære de fremtidige generationer, at deres kroppe ikke definerer dem, og at det er spild af tid at tro på andet.

Ifølge Politiken er det dyrere at være kvinde end mand (se link øverst). Det er efter min mening meget dårligt formuleret, da det slet ikke er det, det handler om. De bygger det på en undersøgelse af priserne på forskellige “hverdagsprodukter” såsom skrabere og parfume, og konkluderer derudfra, at produkterne, der er henvendt til kvinder er dyrere end dem til mændene, og at det dermed er dyrere at være kvinde. Så sagde Dansk Kvindesamfund noget med, at det var urimeligt, og at det ikke kunne passe, at kvinderne skulle betale mere for at købe forskellige produkter, når de samtidig får mindre i løn:

»Det rammer da en på retfærdighedssansen. Kvinder tjener jo i forvejen mindre en mænd. Det er kort sagt ikke cool, at der skal være en luksusafgift på at være kvinde«,

Dette gør mig på alle måder irriteret – ja, der er forskel på mænds og kvinders løn af mange grunde, men lige i forhold til det her, som er prisen på parfume, så har det ikke noget at gøre med, at det er urimeligt overfor kvinder – der er højst sandsynligt en grund til, at der er forskel på prisen, måske at kvinder generelt set er villige til at betale mere for parfume end mænd er, og at udbyddet styres af efterspørgslen. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis giver mening, at priserne er skruet så højt op på nogle varer, men jeg mener ikke, at det skal gøres til en kønskamp. Desuden, så kan man sagtens være kvinde uden at købe hverken parfume eller skrabere, der er ingen lov der siger, at man ikke kan leve uden at bruge disse produkter, og desuden heller ingen lov der forbyder kvinder at købe parfume eller skrabere til mænd/omvendt, så hvad er problemet? Personligt køber jeg produkter, jeg har lyst til at købe, ikke fordi, jeg føler, at jeg skal eller noget som helst i den retning, og jeg er sådan set ligeglad med, hvad mænd bruger på at købe produkter til sig selv, da det vel er en personlig sag. Vi har retten til at købe lige hvad vi vil/lade være med at købe noget, der er ingen tvang.

Med det vil jeg slutte dette indlæg af, jeg tror nok, at jeg fik sagt hvad jeg ville.

/A

 

Filosofiske overvejelser om livet m.m – skrevet i haven under det idylliske æbletræ

Hej verden. Da jeg har flere emner jeg ønsker at skrive om, men ikke føler for at lave fem seperate indlæg, så kommer det hele her på én gang (det er tilladt at forlade siden, hvis man skulle føle sig overvældet, jeg kan advare om, at dette indlæg er både langt, til tider dybt og muligvis for personligt og at det også handler om kropsbehåring, Kanal 4, veganere, buræg, HF, eksamen og diverse andre ting).

Rækkefølgen bliver denne:

  1. Kropshår
  2. “Normale former”
  3. Forventningspres
  4. HF – “bliver du så rigtigt student?” – at sammenligne mig selv med andre.
  5. Opmærksomhed
  6. Kødindustrien

 

1. Så ja. I går indså jeg, at jeg ikke har fjernet hår på mine ben i en måned, hvilket primært skyldes, at jeg ikke har følt noget behov for at gøre det. Før jeg nåede til den konklusion, var jeg dog igennem en lang indre monolog, der primært handlede om, hvorvidt der evt. var nogle dybereliggende grunde til det – fx at jeg ønskede at gøre oprør mod samfundets kropsidealer m.m. Først tænkte jeg, at det i teorien ville være fint at gøre oprør med det, da jeg ikke mener, at det normale skal være konstant at have barberet sine ben. Men så blev jeg mindet om, at selve det at have behårede ben for at få et budskab igennem, ikke bidrager til at gøre det at undlade at fjerne hår på sine ben mere “acceptabelt/normalt”. Og hvorfor så ikke det? Jo, fordi at man på den måde sender et signal til andre, og sig selv om, at det at have hår på kroppen åbenbart er så vild en ting, at det ikke bare er noget man holder for sig selv – og i det, at man gør det til et “projekt” at have behårede ben/andet, så minder man egentlig bare alle om, at det ikke er “normalt”. Hvis man ville lave et virkeligt oprør, så skulle man i stedet bare lade være med at tænke på, om man har hår på benene eller ej, og lave noget andet i stedet for. Så det har jeg tænkt mig at gøre (det er i teorien det jeg var i gang med, indtil jeg begyndte at tænke over det).
Jeg siger ikke, at man ikke skal kæmpe for sine rettigheder til at gøre hvad man vil med sin krop; jeg pointerer bare, at det ikke nødvendigvis er med til at bidrage til noget positivt, hvis man gør det til et helt projekt at man gør/undlader at gøre noget bestemt med sin krop. Det minder vel egentlig bare os alle sammen om, at det åbenbart gør en stor forskel, om man har hår på kroppen eller ej, selvom det intet siger om ens personlighed eller menneskelige værdier. Så en bedre strategi er måske bare at lade folk gøre hvad de vil med deres respektive kroppe og så tale pænt om hinanden og komme videre i livet.

2. Dette leder mig videre til en artikel jeg læste for nogle dage siden, som omhandlede et nyt program på Kanal 4, der hedder “Top Model Curves”. Formålet med programmet er primært at vise, at kvinder med “normale former” (jeg citerer) også kan være smukke og være modeller.
Lige umiddebart er dette jo positivt nok. Men det, der forstyrrer mig, er bl.a. at det blev kaldt en tendens for “en ny feministisk bølge”. Desuden kan jeg ikke lide udtrykket “normale former”. Ja, det siges for at give kvinder, der ikke er helt vildt tynde, en følelse af, at de er normale og ikke skal skamme sig over deres kroppe. Problemet ligger i, at det indikerer, at der findes “normale former” og dermed også unormale former – og hvad er det så? Hvordan skal jeg som person eller en masse andre få det bedre ved at nogle andre bliver kaldt unormale, fordi de måske ingen former har, eller for mange former har? Det kommer til at handle om, at holde to ting op imod hinanden, og kritisere det ene, for at få det andet til at fremstå som bedre, og det er jo helt forkert.
Og hvordan har dette noget at gøre med en feministisk bølge? Jeg har helt ærligt svært ved at se, hvordan et topmodel-program kan have noget med feminisme at gøre. Efter min mening handler feminisme om ligestilling mellem mænd og kvinder – og mellem kvinder og kvinder og mænd og mænd, og generelt at undgå, at nogen behandles forskelligt pga. deres køn eller nogle andre ligegyldige faktorer. Det, at man laver et seperat program for kvinder, der har “kurver” (jeg hader det udtryk, det giver mig lyst til at kaste op, det kan vel bare kaldes at have en krop for helvede), fremmer vel ikke som sådan ligestillingen. Det, det egentlig gør, er bare at minde os alle om, at det er noget revolutionerende, at nogle kvinder der vejer over 50 kg kan være med i et modelprogram. Hvis de virkelig ønskede at revolutionere modeverdenen, hvorfor så ikke lave hele Top Model-programkonceptet om, så der var ét program som alle kunne deltage i, uanset vægt/noget andet? Hvorfor lave et helt separat program hvis formålet er at vise, at “kurvede” kvinder er ligeværdige med de slanke kvinder? Det har jeg svært ved at forstå.
Desuden kan jeg ikke se, hvorfor feminisme overhovedet skal nævnes i den sammenhæng. Bare fordi det handler om nogle kvinder, der står ved deres kroppe, så betyder det vel ikke, at det er en feministisk kamp? Desuden handler programmet stadig om, at man skal være den smukkeste, “kurver” eller ej, og målet er stadig at finde en ny top model. Hvis man ønskede at lave “feministisk tv”, så kunne man fokusere på ulighederne i samfundet og i andre lande og på, hvordan dette kan løses, eller de kunne lave nogle programmer, der handlede om noget meningsfyldt, frem for kvinders kroppe eller deres egenskaber som mødre (jeg mener da, at det er Kanal 4 der har “De Unge Mødre”, men skal ikke kunne sige det).
Desuden er alle deltagerne helt normale mennesker, og jeg kan umiddelbart ikke se, at de har nogle specielle kurver,  så jeg ved ikke, om jeg synes det bidrager til noget positivt kropsideal, at man hele tiden pointerer, at programmet altså hedder “Top Model Curves”. Det leder igen hen til det med, at det skal blive et helt projekt bare at have en krop, man kan ikke bare være tilfreds med sin krop eller veje 2 kg for meget uden at skulle gøre et helt nummer ud af det.

Jeg håber ikke, at jeg fremstår som en sur gammel idiot, men det er i hvert fald det jeg mener lige pt.

3. En helt anden ting, jeg har tænkt over på det sidste, handler om forventninger. Både de forventninger, jeg har til mig selv, de forventninger andre folk har til mig, og de forventninger, jeg forventer, at andre har til mig (nu bliver det kompliceret). Jeg tror generelt set, at jeg tænker mere over andres forventninger til mig, end jeg ønsker at acceptere. Jeg prøver generelt at være en person, der gør hvad jeg selv vil, og ikke lader mig styre af, hvad andre synes er det rigtige. Det ændrer dog ikke på det faktum, at jeg stadig tænker over, hvad andre mener. Men det gør vi vel allesammen i en eller anden grad, det der egentlig betyder noget, er om man lader det tage kontrollen over ens liv.
Mine eksamener er gået igang, så i den seneste periode har jeg tænkt meget over de forventninger, der er til mig, og hvor de egentlig stammer fra. eg kan ikke helt finde ud af, hvad det hele egentligt bunder i. Dybest set handler det om, at jeg er en person, der godt kan lide at have styr på, hvad der sker, og hvornår det sker, og at jeg gerne vil gøre mit bedste og ikke skuffe mig selv. Det handler egentlig ikke om at skuffe andre, da jeg ved, at jeg hverken bliver et bedre eller dårligere menneske af at få gode karakterer og klare det godt fagligt.
“Du har ingen grund til bekymring, du klarer dig jo altid så godt”, siger folk til mig, når jeg udtrykker mine tanker (hvilket er positivt ment, da de ønsker at berolige mig ved at bekræfte mig i, at jeg selvfølgelig også klarer det godt denne gang). Problemet er, at det minder mig om, at andre folk har en forventning til, at det sikkert går godt. Det er ikke nødvendigvis en forventning, de aktivt har valgt at have, men en forventning der er menneskelig at have, når man flere gange har oplevet, at en situation er blevet på en bestemt måde – så forventer man også, at det nok også går sådan næste gang. Man forventer det i hvert fald mere, end at det går dårligt. Måske tænker min familie slet ikke over det på samme måde, det er muligvis noget jeg forestiller mig mere end en realitet, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det vil være en større begivenhed hvis jeg klarer det dårligt, end hvis jeg klarer det godt. Ikke fordi, at min familie vil hade mig, hvis det skulle gå mig dårligt, for sådan er det slet ikke. Der er ikke nogen, der forventer, at jeg skal klare det perfekt hele tiden, men på en eller anden måde kan jeg ikke lade være med at føle, at alle regner med, at det kommer til at gå godt. Jeg regner da også selv med, at det kommer til at gå godt, men det tør jeg alligevel ikke helt, for hvad nu, hvis jeg skulle blive skuffet? Det er som om, at skuffelse er den følelse jeg er mest bange for, både hos mig selv og hos andre. Så hellere sætte forventningerne ned og være beskeden og sige “nu må vi se, hvad der sker, verden går jo sin gang uanset hvad”. Problemet er, at jeg ikke føler, at jeg kan sige det længere og oprigtigt tro på det. Sidste år til eksamen var jeg generelt mere afslappet og besluttede mig for at tage det, som det nu kom, da jeg ikke kunne overskue at gå psykisk ned over det. Og det endte med, at jeg fik fire 12 taller og to 7 taller, og moralen var “næh se, bare tro på dig selv og lad være med at fokusere på resultatet, så skal det nok gå rigtig godt”.
Men i år er det anderledes. Jeg har nu besluttet, at jeg vil søge ind på psykologi-studiet, hvilket kræver et højt gennemsnit, og det betyder, at jeg ikke bare kan slappe af os sige “nåh, vi ser hvad der sker, det går vel nok”. I teorien skal jeg klare det virkeligt dårligt for at få mit gennemsnit til at falde så meget, at alt ramler, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at min fremtid afhænger af, hvordan jeg klarer det på mandag og tirsdag. I teorien KAN jeg jo godt ødelægge det hele for mig selv, og den tanke er ikke rar, så jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at tænke på det.
Konklusionen af det hele er, at jeg, når jeg tænker ordentligt efter, ved, at jeg uanset hvad nok skal klare det fint, men jeg forventer ikke, at jeg gør det til perfektion, for det behøver jeg sådan set ikke. Nogen gange må man sænke sine forventninger, både til hvad man selv skal forvente, og hvad man forventer, at andre forventer, for helt ærligt kan jeg ikke bruge det til noget som helst, hvis nogle skulle forvente et eller andet. Jeg eksisterer ikke for at skulle gøre hvad nogle andre forventer at jeg skal gøre. Slut.

4. En fjerde ting, der har fyldt i min hjerne på det sidste, eller muligvis i flere år, er hele den debat der er om HF og om hvorvidt, det er en ligeså god gymnasial uddannelse som fx STX. Tidligere har jeg været ret ligeglad med, at der generelt er mange folk, der virker til at have en mening om, at HF er den lette løsning, og at det står for “Hurtigt Færdig”. På det seneste har jeg dog taget alt ret personligt, når nogen har kritiseret HF eller har stillet spørgsmål til, hvad det egentlig er, at jeg laver, og hvorfor jeg gør det. Det hænger mest af alt sammen med, at jeg bliver student meget snart, og at jeg selv føler, at jeg egentlig har arbejdet ret hårdt på det. Ikke, at det har været umenneskeligt svært, da jeg er heldig at være en person, der ikke har store faglige vanskeligheder, men jeg synes alligevel, at jeg har gjort det ret godt. Så er det lidt trist, når diverse politikere plaprer løs om, at de mener, at HF ikke skal give adgang til de videregående uddannelser, at niveauet er for lavt, og at det hele skal laves om, så det bliver en hel anden uddannelse, der ikke minder om den, vi har i dag. Det gør mig trist, for og fremmest på menneskehedens vegne, da HF er et sted, hvor der er plads til en, hvis man ikke passer ind andre steder, og fordi det er et af de mest positive steder jeg kender. På den anden side er det svært ikke at tage det personligt, da jeg langt fra føler, at jeg bare har taget den letteste smutvej, og at det faglige niveau er lavt. Jeg føler det helt modsatte. Jeg er ikke specielt overrasket, da de pågældende politikere, der har de holdninger, ikke er nogen, som jeg nogensinde har haft tillid til, så det er altid noget. Jeg ved også godt, at det kun er mig, der ser verden fra mit synspunkt, men det gør det ikke lettere at acceptere.
Da jeg startede på HF var det primært fordi, at det var min eneste mulighed for at få en studentereksamen på en måde, der var holdbar for mig. STX fungerede af flere grunde ikke for mig, men det var ikke fordi, at jeg ikke var faglig nok, eller at jeg ikke kunne klare presset. Hvis jeg havde besluttet mig for det, kunne jeg vel godt have kæmpet mig igennem det, men så ville det have gjort mit liv ret trist at leve. Så grunden til at jeg skiftede over til HF enkeltfag var ikke, at jeg er svagere end andre er, men derimod fordi det bare var et bedre valg for mig som person. Det er noget, som jeg skal minde mig selv om, da jeg, hvis jeg tænker for meget over det, godt kan glemme, at det overhovedet ikke handler om svaghed, og at der desuden ikke er nogen som helst grund til at sammenligne mig selv med andre. Det handler jo ikke om, at man skal gøre alt muligt, bare fordi nogle andre gør det, og det har jeg vidst i lang tid.
Grundlæggende handler det nok mest om, at jeg virkelig ikke ønsker at skulle føle, at jeg ikke bliver student ligeså meget, som folk fra fx STX bliver det. Jeg ved ikke hvorfor, at det har en betydning for mig, da jeg egentlig troede, at jeg ikke gik ret meget op i det, men jeg tror, det er det symbolske i det, der betyder mest. Om jeg har lyst til at indrømme det eller ej, så er det en stor ting for mig, at jeg har klaret det så godt, og at jeg har det så godt nu, som jeg har det, og at jeg i flere år ikke har følt, at jeg var en, der skulle tages hensyn til. Og det er en fantastisk følelse. Jeg føler, at jeg har lært helt vildt meget i løbet af min tid på HF, både fagligt,  men også om mig selv, og om andre folk omkring mig. Men nu hvor jeg snart bliver student, er det en god anledning til at begynde at tvivle på, om jeg nu har gjort det så godt, som jeg selv føler at jeg har, nu hvor en masse andre har haft mange flere fag end jeg har, og på flere måder gjort “mere” end jeg har. Dette er dog fuldstændig åndssvagt, da jeg ikke kan bruge det til noget at sammenligne mig selv med andre, og at det desuden ikke er relevant for mit liv, hvad nogle andre gør. Det handler vel først og fremmest om hvorvidt jeg er glad, og det vil jeg pt mene, at jeg er, og jeg ved, at meget af den glæde skyldes, at jeg foretog et rigtig godt valg, da jeg skiftede over til HF enkeltfag dengang. Jeg synes egentligt, at jeg har lært at lytte til mig selv, og det er da en meget god ting at kunne.

Men realiteten er, at jeg har taget min studentereksamen på en anderledes måde end de fleste har. Dette tænker jeg sjældent over i hverdagen, da jeg ikke føler, at der er noget specielt over det, men faktum er, at mange ikke ved så meget om HF, og slet ikke HF enkeltfag og så er der endnu færre der overhovedet ved, at man kan tage fag som flex/fjernstudie. Da jeg startede på HF og mødte en tidligere ven i bussen, og sagde, at jeg nu gik på HF sagde hun “Hvad er HF?” og havde et fjernt udtryk i øjnene. Når vi er til familiefester og emnet gang på gang falder på uddannelse, sker der tit det, at min far begynder at snakke om, hvor godt det er, at jeg på HF kan tage det i mit tempo og ikke have så mange fag som man normalt har. Dette er jeg helt enig i, men alligevel føler jeg mig altid lidt irriteret og trist indvendig, når det jeg bruger min hverdag på bliver beskrevet så det lyder som noget, der intet kræver (jeg giver ikke min far skylden for det, det er jo primært min egen hjerne der kommer frem til de konklusioner) og som er “unormalt”, for det er det vel i bund og grund, hvis man generaliserer. Først og fremmest har jeg taget HF, hvilket ikke er det de fleste vælger, og det er så som enkeltfag, hvilket stort set ingen ved hvad er, før de har fået det forklaret mange gange (hvilket er fair nok, man kan ikke vide alt), og så har jeg oveni købet taget mit tredje år som fjernstudie, hvilket mange heller ikke helt ved hvad er, eller hvordan det fungerer, og det bidrager umiddelbart ikke til, at jeg føler mig “normal”. Jeg er nok ved at være godt træt af hele tiden at føle, at jeg altid falder lidt uden for det der er “normalt”, for der er da noget enormt simpelt ved at være en del af en gruppe, der alle har gjort det samme osv., men sådan er det ikke, og det er jeg på den anden side også glad for. Jeg ved det ikke. Jeg er glad for de valg, jeg har taget, men det kan være frustrerende at føle, at man altid skal forklare sig. Muligvis skyldes det, at jeg nok overhovedet ikke gider at forklare mig. Det ville være lettere, hvis alle vidste alting på forhånd, men så alligevel ikke. Det handler nok mest om, at jeg gerne vil have anerkendelse, hvis jeg skal analysere mig selv psykologisk. Jeg har i løbet af det sidste år vænnet mig til at være den, der giver mig selv anerkendelse og positiv forstærkning, da jeg er den eneste, der præcist ved, hvor godt jeg klarer mig, og hvad jeg egentlig laver, da jeg jo ikke har en klasse eller lærere, der konstant siger “Ihh, hvor flot!!” (hvilket i teorien er løgn, min dansklærer har givet mig masser af ros for mine afleveringer, men det er alligevel ikke helt det samme). Jeg har ikke lyst til at erkende det, men jeg har vel også brug for en social anerkendelse, og den har i perioder manglet lidt, så det er muligvis der problemet ligger.

Konklusionen er, at jeg selv føler, at jeg godt kan være stolt af min indsats, og jeg ved, at min familie også er stolt af mig, fordi de går mere op i, hvordan jeg har det, frem for hvad der står på mit eksamensbevis. Men jeg kan stadig godt blive irriteret over det, når jeg føler, at HF ikke helt bliver anerkendt som en ligeværdig uddannelse, eller at det bliver set som den lette vej, for faktum er, at du kan gå igennem dit liv og altid hoppe over hvor gærdet er lavest, og alligevel på overfladen fremstå som om, at du har styr på dit liv. Man kan på den anden side også stresse sig selv helt vildt, hvis man tror, at man skal gøre alting på én gang og helst til perfektion uanset hvilken uddannelse man vælger. Så hvad uddannelsen hedder, siger ikke noget i sig selv, for du kan sagtens have det forfærdeligt indeni, selvom du har fem A fag, og du kan have det rigtigt godt selvom du har en slet ikke har nogen A fag – men det burde ikke spille nogen rolle, da det for helvede jo ikke handler om at sammenligne sig sig med andre. Bare fordi nogle andre klarer det godt, betyder det ikke, at jeg har klaret det dårligt.

5. Jeg beklager, hvis det blev lidt for socialrealistisk, det kan jo ske. Men formålet med denne blog er at jeg frit kan udtrykke mine tanker, også selvom de ikke er helt sturkturerede, og jeg på flere punkter ikke helt ved, hvad jeg egentlig mener.
Nåh, næste punkt handler om opmærksomhed, hvilket lægger i forlængelse af hele “jeg bliver student, uha” dramaet. Jeg har svært ved at finde ud af, hvad jeg egentlig vil have ud af selve dagen, hvorpå jeg bliver student. På den ene side vil jeg gerne have, at det bliver en mindeværdig dag, hvor der skal ske et eller andet, der ikke sker hver dag, og på den anden side ved jeg, at jeg højst sandsynligt er satans udmattet, har post-eksamens-stress-hovedpine, og at jeg inderst inde nok mest har lyst til at sidde foran fjernsynet og se et gammelt afsnit af Kender Du Typen (et af de programmer, der har allermindst indhold, uden at det er et forfærdeligt reality program). Men i forbindelse med, at jeg gerne vil føle, at jeg bliver rigtigt student, så føler jeg også, at jeg næsten er nødt til at sikre mig, at det bliver markeret, også selvom jeg ikke helt ved, hvad det indebærer. (Jeg kan dog afsløre, at det ikke involverer at forsøge at gøre nogle af de ting, der står i min studenterhue, at man skal gøre for at opnå det ene eller andet). I mit hoved handler det mere om, at vi køber en jordbærkage og derefter kører ud i vores sommerhus og at jeg derefter er et frit menneske der kan tage en lur eller generelt bare kan falde om af udmattelse, men at min familie er der til at aflede mig fra den anomi (ophøret af faste strukturer og rammer, der nu er et tomrum), der højst sandsynligt vil gøre mig i skidt humør hvis jeg tænker for meget på det.
På den ene side ønsker jeg at få opmærksomhed, og på den anden side har jeg mere lyst til at grave mig ned i et hul.
Og i går, imens jeg sad midt i alle disse tanker, ringede min telefon. Det var et ukendt nummer, så jeg gik ud fra, at det var en sælger. Det viste sig så at være en af folkene fra min skole, der sagde dette:

“Hej Amanda. Du taler med Linda fra Randers HF & VUC. Vi kan se i vores system, at du er den første der bliver student i år, og dette er noget som vi på skolen altid gør et stort nummer ud af. Hvis det er ok med dig, så kommer der en journalist og en fotograf, der vil interviewe dig til avisen, og rektor kommer desuden og overrækker dig en blomst og siger tillykke. Du kan lige tænke over, om det er noget, du er med på”.

Jeg skal i hvert fald ikke klage over, at der ikke bliver nok opmærksomhed omkring det, at jeg bliver student, for det lader der til, at der bliver. Så det bliver interessant. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det, men generelt bliver det en oplevelse. Jeg tør ikke, men jeg glæder mig også lidt. Vi får se. Det bliver højst sandsynligt meget mere afslappet end min hjerne umiddelbart forestiller sig, at det bliver, men alligevel, jeg kommer i avisen!! Og på skolens Facebookside!! Det er ikke hver dag, at det sker.

Nåh, men konklusionen af det er, at opmærksomhed både er noget, jeg gerne vil have, men også gerne vil undgå at have, afhængig af konteksten selvfølgelig, men ja, nu får vi se om jeg kan lide det.

6. Da dette indlæg i forvejen er alt for langt, vil jeg gøre dette kort. Men jeg føler lige for at inddrage kødindustrien i alt det her, selvom man kunne argumentere for, at det ikke hænger sammen, men det gør det alligevel. Jeg kan ikke finde ud af, om veganere er med til at redde jorden, eller om de egentligt bare er med til at give os andre dårlig samvittighed, fordi vi ikke formår at leve ligeså kontrolleret som de gør, når det kommer til mad. Forstå mig ret, jeg går meget ind for, at man skal nedsætte sit kødforbrug og desuden tænke over, hvad man køber og spiser, men jeg tror ikke, at løsningen er veganisme. Jeg tror ikke, at der kommer noget godt ud af at give sig selv og andre dårlig samvittighed over det man vælger at gøre, i hvert fald ikke, hvis man ønsker en reel ændring i kødforbruget og i folks vaner. Jeg har altid gået ind for udtrykket “alt med måde”, hvilket jeg også synes gælder kød/usunde ting, men alligevel føler jeg ikke, at jeg selv altid lever efter dette princip. Faktisk kan jeg ikke helt finde ud af, hvad mine principper er, når det kommer til mad, udover at jeg er imod iceberg salat (da det er spild af arbejdskraft, vand og transport at fremstille et produkt, der til slut består af 95 % vand og stort set ingen vitaminer, som vi primært spiser, fordi vi tror, at det gør os sunde, når det i realiteten ingen næring indeholder, og at vi ligeså godt kunne nøjes med at drikke et glas vand). Men det er så også det. Jeg havde nogle overvejelser sidste år omkring æg, og hvorvidt man er et dårligt menneske, hvis man køber buræg, og jeg ved stadig ikke, hvad jeg helt skal mene. Det er indlysende, at buræg er en trist ting, da hønsene ikke har haft et særlig godt liv, men så igen, hvad ved jeg egentlig om det, og hvad bygger jeg min holdning på? Problemet er også, at ikke alle folk har råd til at købe fx dyre frilandsæg, og købe dyre veganske alternativer til kød og andet, men betyder det, at de er dårlige mennesker? Det synes jeg sådan set ikke, men på den anden side har vi vel alle et ansvar, og hvor går grænsen?

Jeg ved det ikke.

Lade det blive sidste sætning i dette forvirrende tankemylder, hvis nogen har formået at læse det hele, så er jeg imponeret (og skammer mig lidt over de potentielle kommafejl jeg ikke har fået rettet igennem, men jeg er ikke et perfekt menneske)

Farvel

/A

P.S Her er et billede hvor jeg er iført min israelske solhat, det passer overhovedet ikke ind i sammenhængen, men da der generelt ikke er en sammenhæng i dette indlæg kan jeg vel ligeså godt sætte det ind, så her er det:

dsc_0278.jpg

(det vender forkert, selvom jeg har roteret det, jeg giver op, nu bliver det sådan og jeg må fremstå som en idiot (dog iført hat)

 

og det var så det, slut

 

Feminisme – hvad det er, og hvad det IKKE er (ifølge mig)

Hej verden. Klokken er lige nu 22(nu 24..), min krop er udmattet, men min hjerne mener, at lige nu er det perfekte tidspunkt at skrive det indlæg om feminisme, som jeg har følt en trang til at skrive i mange måneder.

Feminisme er et emne, jeg tænker på stort set dagligt, da det på den ene side, i min idealist-hjerne, er utrolig simpelt – vi bør alle have lige rettigheder og ses som individer uanset hvilket køn vi tilhører/ikke tilhører. Og på den anden side, så er der alligevel en evig debat om emnet – for der er langt fra bred enighed om, hvad feminisme egentlig er.

Langt hen ad vejen mener de fleste, at feminisme handler om ligestilling mellem kønnene. Så er der den gruppe, der har fået tilnavnet “feminazis”, som efter min opfattelse er en gruppe af kvinder som ser ligestillingskampen som en form for krig, hvor kvinderne skal vinde over mændene. (Det skal dog siges, at nogle har en tendens til at bruge dette ord som et skældsord uden at have et belæg for det, hvilket jeg er meget imod, da det aldrig kan være et problem at man går ind for lighed). Det generelle problem med “feminazi”-tendensen er først og fremmest, at det intet har at gøre med feminisme – ligestilling får man ikke, hvis man bekriger hinanden, for så vil én af grupperne altid være “under” den anden, og det vil til sidst ende med, at dem der har flest penge til bomber og kampfly “vinder”. Men der er ingen der vinder noget som helst på den måde. Og et måske endnu større problem er, at det skaber en forvirring om, hvad feminisme er, hvilket betyder, at utroligt mange bliver misforstået, når de siger, at de er feminister. Nogle folk tror, at det at være feminist betyder, at man hader mænd og ønsker at bekrige dem. Og mange tror, fejlagtigt, at det kun er kvinder der kan være feminister, og at det derfor handler om at tage rettighederne fra mænd og så give dem til kvinderne.
Men dette er ikke feminisme!! Og det er trist, at feminisme er blevet så misforstået et begreb. Efter min mening, burde vi, i det ideelle samfund, alle være feminister – for hvad er den gode grund til ikke at gå ind for, at vi alle skal have lige gode muligheder i livet?
Men realistisk set, så ved jeg godt, at det nok ikke kommer til at ske. Ulighed vil altid herske i en eller anden grad, hvilket jeg ikke kan lide at erkende, da jeg meget gerne vil tro på, at alle vil hinanden det bedste.

Et andet problem med feminist-begrebet ligger i selve navnet – det har “femi” i det, hvilket giver et indtryk af, at det (kun) handler om kvinder – hvilket langt fra er tilfældet efter min mening. Ja, “femi” skaber associationer til kvindekønnet, men hvis dette gør os ubehageligt til mode, så er det måske et tegn på, at vi skal tage nogle ting op til revision, nærmere end at ændre på ordet. Det hedder fx en brandmand, hvilket normalt ikke gør nogen ubehageligt til mode. Men det er måske en anden diskussion. Jeg er bare generelt nået frem til, at det ikke kan være et problem, at det kaldes feminisme, når man kæmper for lighed mellem kønnene. Det betyder jo det samme for mig at se, selv hvis man ændrer det til “humanist”/”equalist”.
For mig at se, betyder “femi” langt fra, at det kun handler om kvinders rettigheder – det er bare et navn. Ligestilling betyder for mig, at ingen skal dømmes ud fra deres køn, men at alle skal ses som ligeværdige individer, der alle skal have de samme muligheder.

Efter min mening, så er der en generel ulighed mellem mænd og kvinder i verden, i nogle lande mere end andre, og i andre lande, fx Danmark, mærker jeg personligt ikke uligheden ret meget. Men jeg er også en priviligeret person, og bare fordi jeg har det godt, og er kvinde, betyder det ikke, at det gør sig gældende for alle på resten af jorden. Jeg har været heldig at blive født i et godt land, i en familie hvor jeg bliver behandlet på samme måde som min bror, i et miljø hvor jeg oplever, at folk tror på, at jeg kan nå ligeså langt, som jeg selv vil. Det er jeg meget taknemlig for, men det betyder ikke, at jeg kan lukke øjnene over for hvad der foregår i verden, og hvordan andre folk har det.
Som George Orwell sagde det: “All animals are equal, but some animals are more equal than others” (Animal Farm, 1945). Dette er sandt på flere planer. Det siger rigtig meget, om ulighed, og hvordan den eksisterer (og hvorfor) – for selvom vi alle, (I Danmark i hvert fald) har lige rettigheder, så har vi det alligevel ikke. Se bare, hvor lang tid det har taget før homoseksuelle fik ret til at blive viet i kirken – det er jo frygteligt, at de rent faktisk har skullet kæmpe for at få den rettighed – hvis man ikke engang har lov til at elske et andet menneske og udtrykke sin kærlighed, som er noget af det mest menneskelige man kan gøre, hvad er der så tilbage af håb for verden?

For ulighed eksisterer ikke bare mellem kønnene – den eksisterer også indenfor kønnene og udenfor kønnene – nogle er bare født i en position, hvor de har meget bedre muligheder end andre for at klare sig godt – uden at det nødvendigvis er en position de har kæmpet for at komme i. Nogle er vokset op i ressourcestærke familier, andre er vokset op helt uden forældre, eller med forældre, der ikke har været der for dem. Og nogle bliver ofre for nogle frygtelige ting, som de på ingen måde selv er skyld i. Så det er fandme svært at sige, at vi alle er lige. Det er vi måske helt overordnet juridisk set, men livet er mere komplekst og indeholder flere aspekter end det juridiske.

image-90952dba72754847a412909e71064fb966fd225affa26b466bfab581d4284b31-v.jpg

Derfor tror jeg heller ikke, at vi kan lovgive os ud af de problemer vi står overfor. Vi løser ikke problemerne ved at lave kønskvoter eller ved at fyre mænd, så kvinder kan ansættes – det er kun med til at skabe et endnu større skel mellem kønnene – for hvis der indføres kønskvoter, så kommer det til at handle om køn frem for faglige kompetencer, og i det at en mand fyres, for at en kvinde kan få en høj stilling (fordi virksomheden er tvunget til at ansætte hende), så bliver uligheden blot endnu større – for hvis vi skal gøre os nogle som helst forhåbninger om at få en reel ligestilling, så skal vi indse, at mange af problemerne ville løses, hvis vi begyndte at se hinanden som individer frem for repræsentanter for hhv. mande- og kvindekønnet.

For at give nogle eksempler:

-En mandlig pædagog er en pædagog på lige fod med de kvindelige pædagoger. Hans køn gør ham hverken dårligere eller bedre til at være pædagog – han er mand, ja, men det skal da ikke betyde, at han skal ses ned på fordi han er i et “kvindefag”. Tværtimod er det da kun en fordel, at børn vokser op med, at mænd også kan være omsorgspersoner, som også kan trøste dem, og som de kan føle sig trygge ved. Hvem helvede har fået den idé, at kvinder er bedre pædagoger? Hvis en mand er en god pædagog, og hvis han er god til sit arbejde, hvad er problemet så? Der er brug for begge køn, og alle etniciteter, efter min mening.

-En kvinde er ikke en dårlig mor, fordi hun prioriterer sin karriere, samtidig med, at hun har børn. Dette er en fordom, som mange folk har om karrierekvinder – og det er både mænd og kvinder, der har den fordom. Jeg tror personligt, at en af grundene til, at kun en lille del af den rigeste procent består af kvinder, er den stigmatisering der er af karrierekvinden – for i kraft af, at hun har børn og familie, så tror jeg, at mange mener, at hun svigter familien, hvis hun går efter en høj stilling. (Dette mener nogle selvfølgelig også om fædre, der arbejder meget). Men helt generelt set, så udelukker det ene ikke det andet – at man har børn, betyder ikke, at man ikke kan have en karriere (hvis man har lyst til det, vel at mærke). Hvorfor skulle man ikke kunne få det til at fungere, hvis kvinden har en høj stilling? Det er vel det samme, som hvis manden har en høj stilling. Man må selvfølgelig tage nogle valg her i livet, da man ikke kan alt på én gang, men dette er uafhængig af ens køn. Vi burde dømme folk på deres menneskelige kvaliteter, før vi siger “hun er en dårlig mor/han er en dårlig far fordi hun/han arbejder meget”.

-Generelt er jeg overbevist om, at oplysning og information er den bedste vej til reel ligestilling – hvis vi fra barns ben er klar over, at vi kan det samme, uanset om vi er drenge eller piger, homo-, bi- eller heteroseksuelle, you name it, så tror jeg også, at udviklingen hurtigt vil vende, så vi vil få en større ligestilling. For så vil vi ikke dømme hinanden, eller os selv, ud fra kønnet, men nærmere ud fra personlige kvaliteter og kompetencer. Hvis vi lærer børn, at de allesammen kan blive hvad de vil, og at der ikke er noget, der er “mest for drenge” eller noget der er “mest for piger”, (og hvis vi afskaffer de eventyrbøger, der hedder “Eventyr for prinsesser” og “Eventyrbogen for piger”/”Eventyr for drenge”, jeg har lyst til at kassere de bøger på stedet, hver gang jeg ser dem på arbejdet, men det har jeg desværre ikke magten til), så tror jeg også, at børn automatisk vil behandle hinanden mere ligeværdigt, og ikke lægge så meget betydning i kønnet. Hvorfor ikke give børn det frie valg til selv at bestemme, hvad de vil? Hvorfor ikke give drenge lov til at have kjoler på, hvis de vil det? (og hvorfor sige til piger, at de er små prinsesser? Jeg ville virkeligt ønske, at alle forældre ville stoppe med det omgående, det går mig på nerverne).
Min pointe er, at de fleste af vores ligestillingsproblemer herhjemme ville kunne løses, hvis vi begyndte at fokusere mindre på køn, og mere på menneskelige kvaliteter og udvikling af vores forskellige kompetencer, samt hvordan vores forskelligheder kan spille sammen på den bedst mulige måde.

Engang troede jeg, fejlagtigt, at feminisme handlede om at benægte, at der er nogen som helst forskelle på mænd og kvinder, og at tabuisere hele det faktum, at der er biologiske forskelle på os. Det skyldtes primært uvidenhed, at jeg mente det, for det er slet ikke det, det handler om (efter den overbevisning jeg har nu). Ja, der findes to køn (muligvis findes der langt flere køn, det er langt fra alle, der overhovedet identificerer sig selv med ét bestemt køn) – og det er fint – at vi skal være lige, betyder IKKE, at vi skal være ens. Det er helt misforstået. Det er jo vores forskelligheder, som gør verden til et godt sted at være – det er først, når vi ikke respekterer hinanden og behandler hinanden dårligt grundet uvidenhed og frygt, at problemerne opstår. Som udgangspunkt er alt, efter min mening, foreneligt, hvis man respekterer andre mennesker og anerkender, at de er ligeså meget værd, som man selv er (hvis de også selv behandler andre godt).

For at opsummere:

-Feminisme handler om lighed – for mig at se ikke bare mellem kønnene, men mellem alle – det handler om at fokusere på mennesket frem for køn, seksuel orientering, social klasse osv. Det handler om, at vi alle er lige meget værd, så længe vi respekterer hinanden, og behandler andre godt.

-Der eksisterer ulighed. Vi er ikke lige, og det skal vi gøre noget ved. Jeg mener dog ikke, at vi kan lovgive os ud af alle problemerne (dog er en juridisk ligestilling altafgørende), da meget er kulturelt bestemt og at meget skyldes det, vi er vokset op med – det, vores forældre har lært os om, hvordan verden fungerer, og hvad vi hver især er i stand til.

-Hvis vi ønsker lighed, skal vi kæmpe for begge køns rettigheder – ellers får vi aldrig en ligestilling. Det hander IKKE om at “tage” rettighederne fra mændende og give dem til kvinderne, eller at kvinderne skal have specielle rettigheder – nej, det handler om at vi anerkender de problemer, begge køn står overfor, men også, at vi erkender, at alting måske ikke er kønsbestemt. Fx er nogle folk bare idioter, hvilket er fuldstændig uafhængigt af deres køn – vi skal derfor fokusere på folk som individer, frem for altid at se kønnet, som det første og vigtigste og grunden til alt.

-Det, at nogle har det værre end man selv har, betyder ikke, at ens egne problemer ikke er valide. Derfor skal vi ikke give nogen skyldfølelse over, at de siger højt, at de har det svært, eller føler sig uretfærdigt behandlet. Vi bør se objektivt på problemet, og vurdere, hvad der kan gøres ved det, i stedet for at få folk til at skamme sig og få dem til at føle, at de er egoistiske, fordi de fortæller, hvordan de selv har det (dette gælder i forhold til utroligt mange ting).

-På den anden side, så tror jeg, at når man har erkendt, hvilke udfordringer man står overfor, så skal man vælge at gøre noget aktivt, for selv at gøre sin situation bedre. Sandt, det er ikke alle der har de muligheder, det ved jeg. Men hvis man har muligheden for det, så skal man gøre hvad man kan, for at skabe det liv, man ønsker sig. For den barske virkelighed er desværre, at man aldrig får alt det man ønsker sig, hvis man ikke kæmper for det. Hvad mener jeg med det? Jeg mener, at man for alt i verden ikke skal tro på, at der er noget man ikke kan pga. sit køn (medmindre man som kvinde ønsker at blive sæddonor, det må man så acceptere, at man ikke kan). Men der kommer aldrig noget godt ud af at give op på forhånd. Jeg tror på, at man kommer meget længere ved at kæmpe for det man ønsker sig, frem for at give op på forhånd, fordi man forventer, at det vil mislykkes. I sidste ende er vi selv ansvarlige for vores egne liv, og nej, livet er ikke retfærdigt, men vi må gøre det vi kan, med det vi har, og så må vi kæmpe for at få de ting vi ønsker os, også selvom det måske er en uretfærdig kamp nogle gange.

Ja, jeg er kvinde – men jeg ser mig selv som et frit menneske, der kan hvad jeg vil – jeg vil ikke se mig selv som et offer (men jeg anerkender fuldt ud, at der er mange kvinder i denne verden, der er ofre, og det er ikke noget, man skal skamme sig over, langt fra!).
Jeg tror på, at man i høj grad kan få det man ønsker sig, hvis man tør at forlange det – en vis position held, skal der muligvis også til – og hvis man ikke giver op, selvom det er uretfærdigt. Så tror jeg, at man får det bedre med sig selv, fordi man har en følelse af, at man handler og gør noget aktivt, og ikke bare lader nogle andre håndtere problemet.
Alt oprør starter indefra, er det ikke det man siger?

 

NB: Dette indlæg var svært at skrive, fordi det er meget let at støde nogen eller at blive misforstået. Jeg har i dette indlæg hovedsageligt fokuseret på ligestillingssituationen i Danmark, og er let og elegant sprunget hen over de store udfordringer, der er i mange andre lande og kulturer (også blandt folk i Danmark), men har fokuseret på det, jeg selv føler, at jeg kan udtale mig om, uden at sige ting, jeg ikke har en tilstrækkelig viden om, eller belæg for at udtale mig om. Jeg mener fuldt og fast, at vi alle er lige, og det vil jeg mene altid, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at sprede det budskab, men jeg har lige nu valgt at tale ud fra mit eget perspektiv, og opfordrer alle der kan, til selv at komme med deres mening. 
Kom endelig med en kommentar, hvis du har noget at tilføje/et andet perspektiv på det hele.

/A