Kategoriarkiv: familie

vi er grønne blade 

vi vokser op 

imens vi ser os omkring 

og her på dette sted 

kan vi klare os med ingenting 

vi er sandslotte 

bestående af guld 

vi er mere end flotte 

selv når vi bliver til kul 

vi er solsystemer 

der lyser op i natten 

vi er mere end planeter 

der kun kan ses

hver aften efter atten

vi er julesalmer 

som synges hånd i hånd 

engang når bladene falmer

og vi løber rundt 

med sovs

og pakker med bånd 

vi er trefarvet is 

der går i et 

med jer andre 

vi er en simreret med ris 

når vi alle hjemad vandrer 

vi er gulerødder 

der lever godt i jeres have 

vi bor ved jeres fødder

til os alle

er vi en gave 

vi er grønne blade

og håbet bor i vores jord 

vi har ingen facade 

i denne verden

med en lykke så stor 

vil du være så venlig 

vil du være så venlig 

at fortælle mig 

hvordan det kan gå til 

at der her i verden 

er så mange ting 

som jeg gerne vil 

kan du sige mig 

om der findes gardiner 

der kan tage lyset tilbage 

så jeg måske engang 

kan være udhvilet 

i et par dage

kan du give mig lidt info 

om hvordan det kan være 

at alt jeg har her 

er den største form for ære 

vil du fortælle hvorfor 

ingen tid her går baglæns 

i en verden så stor 

hvor jeg selv 

er mit eget kirkekor 

kan det mon passe 

at det kun er mig 

der går ned 

ad denne henrivende vej 

Trætte tanker | Verdens længste sommerferie #4

Hej verden.

Klokken nærmer sig 24, og jeg er på vej hjem fra Fyn. Jeg har haft en virkeligt god dag, og jeg kunne skrive alt muligt, men eftersom jeg er træt og utilregnelig, vil jeg nøjes med at konkludere, at jeg holder af min familie og at jeg nyder at have tid til at snakke med mine familiemedlemmer om de ting, der betyder noget. Generelt elsker jeg dybe samtaler, da den slags virkeligt gør mig glad. Så tak til alle for en god dag, og tillykke til min farmor, der læser alle mine blogindlæg og digte, som bliver 67 om tre dage. Hun er frisk og en inspiration for os alle – og så laver hun en aldeles fremragende kaffe. Og hun har en pæn have og et hyggeligt kolonihavehus. (Min farfar eksisterer også, hvilket nok også lige skal nævnes. Han er også hyggelig).

Nåh, men det jeg egentlig ville skrive om, er det faktum, at jeg netop har set det sidste SKAM klip nogensinde. Jeg skal lige bruge et par uger på at bearbejde det hele, da jeg lige nu mangler ord, der kan beskrive mine følelser. Jeg er fyldt med så mange forskellige følelser, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op, men det er gode følelser, og selvom det hele minder mig lidt om den dag for fire år siden, hvor jeg dimitterede fra 10. klasse og indså, at jeg aldrig havde haft det så godt før, som jeg havde det skoleår, og at intet nogensinde ville blive det samme igen, så er det her noget andet. Fuck, det var en lang sætning. Jeg beklager. Men det jeg forsøger at sige, er at jeg har en følelse af, at intet nogensinde bliver helt det samme igen. På en god måde.

Jeg flytter om fem døgn, og jeg er for tiden i gang med at pakke mit liv ned i flyttekasser fra Bauhaus. Det er fandme underligt, og det føles både surrealistisk og som det mest rigtige i verden. Det er nu, at det sker. Det er nu, at jeg træder ud i verden som min helt egen person, der selv skal betale vandregningen (og alt muligt andet). Og det er fandme underligt, for jeg føler rent faktisk, at det her er noget, jeg sagtens kan. Jeg føler, at det er rigtigt.

Konklusionen på alt dette er, at det er et godt liv, og at jeg føler, at mit liv pt kan beskrives ved en lineær funktion, der har en hældningskoefficient på over 1. (dvs. at det går godt)

Ja ok, dette er hvad der sker, når jeg skriver et blogindlæg efter kl. 24.

Nu vil jeg afslutte med et citat fra SKAM, for resterne af min værdighed er allerede langt væk.

#AltErLove

Hyg jer.

//A

sankt hans | et digt 

du selvantænder i baggrunden 

imens jeg tør op indefra

du ligger dig på havbunden

og spørger mig

hvor jeg får min varme fra

du synger højt og tydeligt

jeg nynner langsomt med

et bål så smukt og nydeligt

i flammerne

finder jeg altid en fred

du ser dig om

og finder ej

hvad hjertet dit begærer

så følg mig

kom

ad denne vej

for livet

vil dig alting lære

vi ses igen til næste år

når vi samles om bålet igen

sankt hans er en tid

der kommer og går

så nu vil jeg ud

og være min egen ven

Hurra for alt og alle | Verdens længste sommerferie #3

Hej verden.

Det er et godt og smukt liv for tiden, og masser af folk, som jeg holder af, bliver studenter/færdigudlærte for tiden. Tillykke til alle. Der er noget ved denne tid, der giver mig lyst til at kramme hele verden og derefter lægge mig på køkkengulvet og græde lidt, fordi det er så smukt, når folk opnår deres mål og er tilfredse med sig selv og bliver fejret af dem, de holder af. For derefter at tage ud og drikke enorme mængder alkohol, nøgenbade i havnen og feste i flere uger. Det er da smukt på sin helt egen måde. Og så er der typerne som mig, der sidste år valgte at fejre det hele med en tur i sommerhuset sammen med min familie og en fladmast jordbærkage fra Guldbageren. Det var én af de bedre dage.

Men der er altså noget smukt ved denne tid. Jeg føler mig virkeligt glad på en masse andre menneskers vegne, og som Noora siger i andet sidste afsnit af SKAM: “Nå smiler livet”.

I den forbindelse vil jeg gerne indskyde, at Noora er virkeligt pæn. Hun er muligvis det pæneste menneske i universet. Desuden er hun mega cool og kompleks og interessant (ja, jeg ved godt, at hun er en fiktiv karakter, men jeg har ferie, og har ret til at forelske mig i fiktive karakterer).
Generelt er jeg nået frem til, at jeg er lidt forelsket i alle karaktererne fra SKAM, og det er en meget voldsom oplevelse. Der er et eller andet ved SKAM-universet, der får mig til at føle mig som en 17-årig (nærmere bestemt 12-årig), der virkeligt lever sig ind i et fiktivt univers og går utroligt meget op i, hvordan det går for karakterene. Særligt i løbet af de seneste par uger (hvor jeg vel at mærke har haft ferie og dermed rimeligt meget fritid) har jeg taget mig selv i at sidde og smile i en usmagelig grad imens jeg siger “hihihihihi”, “iiihhhh”, “uuuhhh”, “åååhhh”, “ja ja ja ja”, “nej nej nej åh nej” og lignende. Jeg er forfærdelig på alle punkter. Og det bedste af det er, at jeg nyder det. For meningen med SKAM er, at jeg skal leve mig ind i det og føle en masse ting, så jeg har sådan set bare overgivet mig og kastet resterne af min værdighed ned til det organiske affald (da jeg går ind for genbrug). Nu kan jeg ikke gøre andet end at lade mig selv gå rundt og fundere over, hvordan hele arrangementet mon ender, når sidste afsnit bliver sendt om fire dage. Der er en hel del ubesvarede spørgsmål, og selvom det ikke ligner mig, så håber jeg bare på, at det ender lykkeligt for alt og alle. Ofte har jeg det svært med slutninger, der er alt for lykkelige, men i dette tilfælde har jeg det helt modsat; jeg ønsker det bedste for alle i SKAM. Hvis det stod til mig, ville det ende med, at de alle finder lykken og derefter står i en samlet flok og synger fællessang. Jeg har en fornemmelse af, at det højst sandsynligt kommer til at ske, men jeg tager muligvis fejl. Det bliver interessant at finde ud af. Arrrhhh, jeg har lyst til at tvinge alle jeg kender til at se SKAM og diskutere den dybere mening med alting med mig. Men man må jo ikke tvinge folk til noget, de ikke vil. Suk.

Lige nu er jeg i gang med at spise jordbær fra et rødvinsglas (da rødvinsglas kan bruges til mange ting), og min middagsmad så utroligt fancy ud, det var næsten ikke til at holde ud, så derfor tog jeg ovenstående billede.

Jeg har glemt, hvad jeg vil med dette indlæg, så her kommer nogle billeder af tilfældige ting og mig selv, fordi jeg tilsyneladende er en nederen bloggertype:

(Billeder fra 2012, hvor jeg var 16 ÅR (!!), jeg var fandme ung).

Og et billede fra i går, hvor mit 21-årige jeg smiler kunstigt imens jeg holder et glas vand i venstre hånd og er en smule træt efter en lang studenterfest (hvor jeg i øvrigt indtog et halvt glas champagne uden at dø af det, hvilket er en præstation i sig selv, da jeg tog chancen uden at vide, hvad der ville ske, eftersom jeg intet alkohol har indtaget i fem-seks år).

Jeg husker 2012 så tydeligt, og alligevel er det fem år siden. Jeg kan huske, hvad jeg følte og tænkte på den sommer, hvad jeg bekymrede mig for, og hvad jeg håbede, ville ske i fremtiden. Når jeg ser tilbage på den tid, har jeg lyst til at rejse tilbage og give mit 16-årige jeg et kram og sige noget i retning af dette:
“Hej A. Du skal bare vide, at du ikke behøver at bekymre dig for fremtiden, og at du ikke skal være bange for at blive forhindret i at gøre de ting, du gerne vil, for livet vil smile til dig, og alt vil gå meget bedre, end du tør håbe på. Du er i gang med at blive en mega cool person, og jeg skal hilse og sige, at det er meget mere behageligt at være 21 end 16, så glæd dig til fremtiden, for de bedste dage i dit liv venter forude. Og det arbejde, du lige har scoret, kommer du i de næste mange år til at sætte utroligt meget pris på, og dit 21-årige jeg er dig evigt taknemmelig for at være så sparsommelig og fornuftig en 16-årig, der er i gang med at gøre det muligt for dit 21-årige jeg at investere i en behagelig lænestol og en god og stor seng til din kommende bolig. Tak. Farvel”.

Men så igen, mit 16-årige jeg ville nok udvikle en psykose af at møde mig selv i en ældre version, så jeg tror, at jeg vil undlade at rejse i tiden og i stedet forsøge at være i nuet i stedet for.

Som min bedstefar sagde til mig i går: “Det går hurtigt sådan et liv”. Og som min bedstemor sagde til mig i går: “Tænk sig Amanda, du er den første af børnebørnene der flytter ud helt for dig selv, hvor er det stort”. Og de har ret. Sådan et liv går hurtigt, og om 10 dage flytter jeg, og en ny æra kan begynde (når jeg vel at mærke har fået anskaffet mig nogle flyttekasser og har fået pakket alt mit gamle lort ned og båret det ned ad trappen, hvilket bliver en livsfarlig proces).

Og som min bedstefar også sagde i går: “Nu siger vi farvel og tak. Vi skal hjem og se fjernsyn”.

Hyg jer – og husk at lade livet smile.

(Jeg er en poetisk og træls type på én og samme tid, og jeg kan godt lide det)

//A

 

At være fri | Verdens længste sommerferie #2

Hej verden.

Jeg føler mig som et frit menneske, hvilket har varet hele ugen (ok, det er tirsdag i dag, men stadigvæk).

Jeg føler mig inspireret i en voldsom grad, og jeg har fået min kreativitet tilbage. Jeg maler, læser, synger, hører musik, spiller guitar, bager boller, skriver digte og er oppe at køre pga. SKAM.

Jeg vil skrive om alting, og jeg har utroligt mange idéer til alt muligt. Jeg vil lave kreative projekter, og jeg vil udtrykke mig selv og gøre alt det, jeg har glædet mig til at gøre denne sommer.

Jeg må nok erkende, at jeg ikke kommer til at gøre det hele, og at jeg højst sandsynligt ender med at bruge sommeren på en masse andre ting end at færdiggøre det indlæg, jeg har prøvet at skrive i et år, omhandlende psykiatriske diagnoser og fordomme.

Og det er fint. For jeg bestemmer selv. Jeg er et frit menneske. I hvert fald lige nu, for det føles sådan.

Hvad vil det så sige, at være et frit menneske, spørger den eftertænksomme læser. Og det skal jeg sige dig:

At være fri vil (for mig) sige, at jeg føler mig uafhængig af ydre ting og samtidig føler mig som en del af dem. At være fri er at gøre de ting, jeg elsker, uden tanke for, hvad alle mulige andre synes om de ting. At være fri er at finde glæden i noget og at piske en stemning op, så jeg bliver endnu mere glad for det, der gør mig glad.

At være fri er at give mig selv lov til at synge i badet og at bruge to timer på at tegne/male et billede af en solnedgang. At være fri er at iføre mig hatte i forskellige afskygninger og gå ud i samfundet og tænke “denne hat klæder mig fandme godt, jeg er hardcore” imens jeg hører sange, der gør mig glad, som fx disse:

At være fri er at se mulighederne i en helt almindelig tirsdag. At være fri er at gøre tirsdagen til en fest (hvor det vel at mærke kun er mig selv og min hund, der er gæster).

At være fri er at se billeder af mig selv fra sidste år, hvor jeg blev student, og huske hvor glad jeg var, og at jeg var så begejstret og forhåbningsfuld for alting, at jeg lå lysvågen om natten. Men at være fri er også at se billeder af mig selv fra dengang og både føle mig så tæt på den person, jeg var på de billeder, samtidig med, at jeg ikke kan benægte, at jeg ser alting fra et andet perspektiv nu, og at jeg aldrig kommer tilbage til præcis den jeg var dengang. Jeg er fri, fordi jeg ser den, jeg var, og jeg smiler ved tanken om alt det, jeg tænkte på dengang, og alt det, jeg ikke vidste – jeg ser mig selv, som jeg var, og jeg har lyst til at give mit fortidige jeg et kram og fortælle om alt det, jeg vil lære i løbet af den kommende tid, og at jeg bare skal lade mig selv gøre alle de ting, fordi de vil skubbe mig i den rigtige retning. Jeg er fri, fordi jeg husker al glæden og smerten og den ekstatiske lykkefølelse, der blev frembragt af nogle ting, jeg dengang slet ikke vidste, kunne få mig til at føle sådan. Jeg er fri, fordi alting giver mening og fordi jeg er taknemmelig for, at alting er sådan her. Jeg er fri af den grund, at jeg holder af mig selv og alle mine valg.

At være fri er at sige nej til ting og i stedet bruge tiden på at se “Kender Du Typen?” og spise salte fisk fra et (rent) askebæger, som har stået i skabet og ikke har været i brug siden min mor for 25-30 år siden havde rygende gæster i sin lejlighed i Aalborg (det var dengang, hvor man måtte ryge indendørs).

At være fri er at spørge folk, jeg holder af, om de har lyst til snart at hænge ud igen, og at være fri er at have så meget fritid, at jeg har tid til at ændre chatfarverne til en skrigende gul i en stor del af mine Facebook-samtaler med diverse folk (hvilket jeg nok skal fortryde, da det er en ret irriterende farve, der gør det meget svært at læse, hvad man selv skriver).

At være fri er at synge/spille godnatsange (både om dagen og om aftenen) for min hund og indse noget om musikkens magt. “Leaving On A Jetplane” går rent ind hver gang, Kalle (hunden) falder i en dyb søvn og glemmer alt om, at den er utryg ved at sove alene i stuen.

At være fri er at drikke kaffe dagen lang og høre Mads og Monopolet igen og igen, imens jeg sidder behageligt, og der ligger en snorkende hund ved mine fødder (og jeg selvfølgelig er iført hat).

At være fri er at vide, at min glæde ikke afhænger af ydre ting, og at de ting, der umiddelbart kan virke helt uoverskuelige, kan ende med at føre til et nyt og meget bedre udgangspunkt, end jeg tidligere havde.

At være fri er at sige “fuck alt det pis” til  alle mine mange principper og indse, at det er ok ikke at gøre alt det, der er moralsk korrekt hele tiden.

At være fri er at mindes mit gamle arbejde og savne hver og én af de tusindevis af forskellige bøger, jeg med årene har sat op utroligt mange gange, og med et smil sige til mig selv, at jeg gjorde alt hvad jeg kunne i den tid jeg havde der, og at det var på tide for både mig og biblioteket at komme videre og opleve nye ting.

At være fri er at være den eneste på stranden og føle mig som det eneste menneske i verden, bare for en stund.

At være fri er tanken om, at jeg om to en halv uge bor i et nyt postnummer, men at det ikke betyder, at jeg mister mit hjem. For at være fri er at have hjemme i mig selv og vide, at ingen kan tage det fra mig.

Hvad er frihed for dig?

 

//A

 

 

hvor verden ender

en sommernat
så stjerneklar
så kold og mat
som dine hænder
vi husker på
at gå i stå
vi er derude
hvor verden ender
fuglesang
endnu en gang
et glimt i dine øjne
det blik du har
for alt der var
jeg glemmer dine løgne
minderne
der flyver væk
indtil du og jeg forsvinder
det bliver flot
det ved jeg godt
når en dag jeg lykken finder
skovens dyr
et stort postyr
jeg ser mig selv forsvinde
for det jeg var
er alt jeg har
og hvem ved
hvad jeg ellers kan finde
jeg tror måske
at jeg er nok
mit liv er alt der tæller
for lykken er
jo lige her
og det er nu det gælder
et liv der går
jeg husker hvor
du gik
da jeg stod stille
når jeg forgår
med hud og hår
så ved jeg
du er hjemme
skygger på en bakketop
jeg vil så gerne
helt derop
jeg ser dig
gå til grunde
vi bliver til
et puslespil
jeg er ude
hvor jeg ikke kan bunde
jeg ser mig selv
om hundrede år
jeg er alt det
der ikke kan ses
men det jeg vil
når jeg forgår
er bare
at have været til

solnedgangen er min ven

jeg har alt lige her

kaffe

ild

og en svævende måne

jeg tror måske

at jeg er hel igen

lige her

hvor jeg er

jeg tror måske

at vi er ilden

vi lyser aftenen op

når solen siger godnat

vi knitrer og brænder

til luften siger stop

vi lover hinanden

at det her varer ved

vi ser flammerne i hinandens øjne

klarere end før

varmere og dybere

med helt andre blikke

vi brændemærker hinandens indre

vi vil aldrig glemme os selv

for her har vi alt

og det er godt at være til

solen går ned

og vi ryster af kulde

så vi tager med

og glemmer alt det vi skulle

jeg håber

at vi ses igen

kan i høre at jeg råber

at solnedgangen er min ven

stjerner dør også en dag

vi var som stjerner på himlen
om natten lyste vi op
vi glemte alt om dem
der sagde at vi aldrig var nok

//

jeg sender dig en hilsen
og puster ud i et suk
for her i denne verden
har jeg aldrig mere nok

//

intet rum og ingen dybde
ingen luft eller lys
kun under stjernehimlen
kan jeg mærke et gys

//

så se dig for til daggry
og svæv herned på en sky
for du og jeg er lige nu
her starter alt på ny

//

du var den klareste stjerne
og nu der intet sker
siden dagen du blev fjernet
herfra mit kvarter

//

jeg så en himmel af stjerner
når jeg kiggede på dig
en verden af varme og lys
på en kold og nedkølet vej

//

månen er min ven i mørket
her hvor jeg intet kan se
når stjernestøvet falder ned
og alt jeg vil er at flyve med

//

stjerner dør også en dag
men det klarer jeg vel nok
tak for tiden du mig gav
for minder slipper aldrig op

hurra og tillykke

Hej verden.

Her er et kreativt projekt, som jeg netop har bikset sammen i anledning af min fars fødselsdag, som er i dag. Hjemmelavede gaver er jo altid et hit (afhængig af, hvad man har lavet).

Hyg er og glædelig 1. maj.

//A

hurra og tillykke
en fødselsdagssang du skal få
sol og glæde og sommerhuslykke
gid tiden ville gå i stå
//
for årene går
og tiden flyver afsted
kan du huske sidste år
da vi selv fløj med
//
vi synger en ny sang
om tiden der kommer
men vi mindes også dengang
hvor det aldrig rigtigt blev sommer
//
vi får sand i øjnene
og vi finder os selv i havet
vi trækker vejret
og tænker på alt det vi har lavet
//
vi flager for os selv
for her har vi alt
mørket er taget hjem
og vi spejler os i vand med salt
//
vi plukker anemoner
og i dag er tiden alt vi har
for her under træernes kroner
er verden tydelig og klar
//
vi er lige her
der hvor alting bor
her blandt skovens træer
hvor det spirer og gror
 //
vi fanger anemoner
der falder ned fra stjernerne
fra træernes kroner
med mågerne og ternerne
 //
månen er vores ven i mørket
her hvor vi intet kan se
vi mærker stjernestøvet falde ned
og alt vi vil er at flyve med
//
anemoner dør også en dag
men det klarer vi vel nok
tænk på alt det vi hinanden gav
for minder slipper aldrig op