Kategoriarkiv: eksistentialisme

Noget om tid

Hej verden.

Jeg er alene hjemme. S øver med bandet og kommer hjem sidst på aftenen. Derfor har jeg mulighed for at bruge min fredag aften på introverte aktiviteter, hvilket jeg nyder i høj grad her for tiden.
Jeg har lige siddet og smågrædt til det nyeste afsnit af “I Hus til Halsen”. Man skal nok se programmet, for at forstå hvorfor. Men det var simpelthen en smuk udsendelse. Det er sådan et program, der fungerer bedst for mig, når jeg ser det alene, og sådan er det bare med nogle programmer.

Nåh, men det var sådan set ikke tv programmer, det skulle handle om lige nu. I stedet vil jeg gerne skrive om tid, og mit forhold til min og andres tid. Det er nemlig noget, der har ændret sig igennem den seneste periode, og særligt efter jeg er startet i praktik.

Hver mandag, tirsdag og onsdag går jeg ud af døren 6.30, går 7-8 km i løbet af dagen og kommer hjem igen ved 17 tiden. Tilmed har jeg hver onsdag aften Skype møde fra 19-21 som del af et obligatorisk fag, jeg følger ved siden af praktikken. Torsdag og fredag er (heldigvis) hjemmedage, som jeg bruger på at læse. I løbet af de to dage skal jeg gerne nå at læse 75 sider – og det lyder måske ikke af meget, men det kan det virkelig være, da nogle tekster er meget langhårede og tager rigtig lang tid at læse, hvis jeg skal forstå dem.

Oveni det kommer så al den tid, jeg bruger på at tænke over de ting, jeg oplever i mit praktikforløb – og al den tid, jeg bruger på at tale om det. S må lægge ører til en del for tiden, da jeg har en masse tanker omkring mig selv i psykologrollen og alle de opdagelser, jeg gør mig hele tiden. Jeg takker S for at han lytter til mig, når jeg kommer hjem, udsplattet og træt sidst på eftermiddagen. Det betyder faktisk rigtig meget, nu hvor jeg tænker over det. S er vidunderlig.

Så ja. Mit “arbejdsliv” fylder rigtigt meget for tiden, og mere end det nogensinde har gjort før. Jeg gør mig nogle vanvittigt vigtige og lærerige erfaringer for tiden, og jeg har allerede udviklet mig en del, taget i betragtning af, at jeg kun har været i gang i fem hele uger.

Jeg har fået et indblik i, hvor meget tid normale mennesker rent faktisk bruger på at være på arbejde. Og det virker både som rigtig meget tid – fordi det er ens vågne og friske timer, man bruger på arbejdet – og samtidig virker det mere overkommeligt, end jeg havde troet. Det er muligvis fordi, jeg kun er afsted tre dage om ugen, men jeg synes faktisk det går meget lettere end jeg havde regnet med. Det er ikke super svært at komme op kl. 5.50 hver dag, og det er ikke fordi, at jeg sidder og er ved at falde i søvn, når klokken slår 14. Min hjerne fungerer sådan set fint, og min krop gør ikke modstand overfor det. Og det overrasker mig helt vildt. Jeg er simpelthen totalt overrasket over, at jeg er i stand til at gennemføre arbejdsdage af normal længde uden at falde fuldstændig udmattet om og være nødt til at melde mig syg den efterfølgende uge. Det overrasker mig, at jeg kan blive ved. At jeg mandagen efter kan starte en ny uge ud og gøre min ting endnu en uge. Og at jeg kan få læst og fulgt med i pensum de dage, jeg ikke bruger på praktik. Det kan være svært at koncentrere mig om læsning, men jeg følger med. Og jeg synes sgu, at det er vildt.

Jeg er oprigtigt forundret over at være i stand til at kunne trives med at være afsted så mange timer hver dag, og at det er noget, jeg rent faktisk kan nyde rigtigt meget. Det er meget rart for mig at gøre mig de opdagelser, og det siger jo også noget om, at det har stor betydning, hvad man bruger sin tid på. Hvis det er noget, der føles meningsfuldt, så går det hele meget nemmere.

Men selvom hverdagene sådan set går meget godt, og jeg nyder det, jeg laver, så må jeg indrømme, at jeg er begyndt at sætte meget stor pris på min fritid. Og deraf er jeg også begyndt at fokusere meget på, hvad jeg bruger den tid på.

Jeg har et stort behov for alenetid herhjemme og tid med S, hvor der ikke er lagt en masse planer. Jeg har ikke lyst til at lægge store weekendplaner, og jeg føler ikke et behov for at lave en hel masse. Forrige weekend og weekenden før det var jeg alene tre hele dage uden nogle planer, og det var simpelthen så rart. Jeg kan tolerere rigtig meget alenetid, når jeg får så meget input i hverdagene. Så jeg kunne sikkert sagtens få alle mine weekender til at gå med ikke at se andre mennesker end S, måske spille et brætspil, gå en tur og evt. bage nogle boller. Det er sådan set mit drømmescenarie. Jeg har enormt meget behov for at være hjemme ved mig selv i weekenderne, og kun være sammen med mine tætteste, tryggeste mennesker. Så jeg siger nej til en del ting, også ting jeg egentlig gerne vil. Og så er der bare ting, jeg nærmest afviser på forhånd, som for eksempel at tage på weekend i sommerhuset. Jeg kan slet ikke se det for mig, og det er svært at forklare hvorfor, da det jo er et af mine yndlingssteder, og et af de steder, hvor jeg finder mest ro. Jeg tror, en del af det handler om transport. Af en eller anden grund kan jeg slet ikke overskue tanken om fx at skulle sidde i et tog i weekenden, for at komme hjem og besøge mine forældre/svigerforældre/i sommerhus. Toget er forbundet med hverdagen for mig, så måske er det derfor. Og så hele arrangementet med at pakke en taske med de ting, jeg skal bruge i weekenden, og udtænke, hvad jeg skal have med osv. Det virker helt uoverskueligt.

Det virker fjollet, når det kommer ned på skrift, men det er egentlig sådan jeg har det. Og det giver sådan set fin mening. Jeg har meget overskud og også en del energi, men jeg bruger al den overskud og energi i hverdagene – så i weekenderne har jeg bare virkeligt brug for at bruge min tid på noget, der lader mig op. Noget lystfyldt og ikke forhastet, noget jeg gerne vil og ikke noget jeg skal. Jeg vil gerne kunne tage det roligt og lave det, jeg gerne vil.

Og det er der jo sådan set intet galt i – men alligevel føler jeg, at jeg skal retfærdiggøre det. Både overfor mig selv og andre. Det er det, jeg har brugt en masse ord på at gøre i dette indlæg. Forklare, at jeg med min travle hverdag er berettiget til at slappe af i weekenden. Uden at jeg alligevel helt føler, at jeg kan “tillade” mig at have det sådan – at jeg kan tillade mig at sige, at jeg ikke engang kan overskue at sidde i et tog i weekenden.

Og det er jo dybt godnat. For jeg skal jo ikke retfærdiggøre over for nogle andre end mig selv, hvad jeg bruger min tid på. Om jeg vil sidde og se Masterchef en hel weekend og bare sumpe på sofaen, eller om jeg vil ud at gå en tur i skoven eller om jeg vil ud og være social – så er det jo mit valg. Mine weekender er mine, og hvad jeg vil bruge dem på er sådan set kun op til mig. Det er dumt at bilde mig selv ind, at der er en masse, jeg bør.

Min tid er min egen. Og selvom det har været pointen igennem hele dette indlæg, så indser jeg nu, at jeg nok ikke engang selv helt har forstået det endnu. Min tid er min egen. Jeg skal ikke stå til regnskab overfor nogen omkring, hvad jeg vælger at lave i min fritid. Jeg skal ikke tænke, at jeg er dødkedelig og ufleksibel, fordi jeg siger nej til en social aktivitet i min fritid. For i sidste ende er det mig selv, der er ansvarlig for, hvad jeg bruger min tid på og hvad jeg ikke bruger min tid på. Det er mig, der skal sørge for at sige ja og nej til ting. Det er mig, der skal vælge og fravælge. Og det er vanvittigt vigtigt at kunne det – for i sidste ende er det jo en selv, der går ned med stress og depression, hvis man ikke formår at lytte til sig selv og sine grænser.

Din tid er din egen. Og du skal huske dig selv på, at den er din. Det skal vi alle huske på. Men det sker ofte, at vi glemmer at respektere hinandens tid – og det er sådan set det, jeg gerne ville skrive om i dette indlæg – vejen hertil blev bare lige lidt længere, end jeg havde regnet med.

Jeg er kommet til at tænke på det, fordi min egen fritid er så dyrebar for mig i denne periode, og det derfor bliver rigtig vigtigt for mig, at mine tætteste mennesker respekterer min tid – hvilket de også gør. Det giver en enorm frihedsfølelse at jeg ved, at de respekterer min tid. Jeg oplever ikke, at nogle af dem føler sig berettigede til at skulle have en vis mængde af min tid. Jeg ved, at de forstår mig, og at de ikke forsøger at presse mig til at skulle alt muligt i weekenden for at gøre dem glade og tilfredse. Og det er simpelthen så rart.

Så det er ikke fordi, at jeg føler, at folk ikke respekterer min tid – og grundlæggende synes jeg også, at jeg selv har en stor respekt for min egen tid. Jeg bruger den ikke på hvad som helst. Og det er også en start – for hvis du selv føler, at du skylder andre mennesker din tid, så bliver det sgu svært at få plads til at gøre det, du selv har lyst til.

Jeg tror, at vi skal blive bedre til at huske os selv og hinanden på, at vi ikke skylder andre mennesker vores tid. Vi skal bruge vores tid med dem, vi har lyst til at være sammen med, og det burde virkelig ikke være nødvendigt at tvinge sig selv til at gøre noget, fordi man føler, at man skylder det til nogen. Ja ok, der er sikkert en masse undtagelser og nok især, hvis man har børn og det er ens tur til at have nogle andres barn til legeaftale. Og i det hele taget er barnet jo berettiget til at få størstedelen af ens tid, da barnet jo skal trives. Men hvis vi lige ser bort fra det, så synes jeg bare det er et skråplan at lade sig styre af, hvem der vil have ens tid. For det er der mange mennesker, der gerne vil.

Vi forventer af hinanden, at man som udgangspunkt kommer til fødselsdagen, og at man skal have en god grund til ikke at komme. Vi forventer af hinanden, at vi har lyst til at lave sociale ting i weekenden, og det er som om, at det ikke er en acceptabel årsag til et afbud, at man har mere lyst til at være derhjemme end at skulle ud.

Vi forventer af vores partnere/ægtefæller/venner, at de vil bruge deres weekender sammen med os, og hvis de vil noget andet end vi vil, så bliver vi fornærmede og måske direkte sårede. Jeg oplever særligt, at folk i langvarige parforhold har denne her idé om, at deres partners fritid automatisk går til dem. Og jeg er også selv skyldig i at have det sådan. Særligt før i tiden – da S havde fuldtidsjob og jeg havde meget lidt undervisning og læste hjemme. Der var jeg tilbøjelig til at betragte al hans fritid som tid, vi skulle bruge sammen. Hvis han havde fri en søndag, havde jeg svært ved helt at acceptere, hvis han hellere ville sidde alene hjemme end at komme med mig på familietur et sted i Nordjylland.

Jeg har altid gået meget ind for, at man ikke skulle presse sin partner til at deltage i ens egne familieting (eller i det helet taget presse sin partner til noget), men jeg tror først, at det er nu, hvor jeg selv har fået mindre fritid, at jeg egentlig forstår, hvor vigtigt det er. Hvor vigtigt det er, at man ikke forventer af ens partner at han/hun helt automatisk bare altid har lyst til at lave en masse med en i weekenden.

Det er en opdagelse, jeg er meget glad for at have gjort mig. For jeg ser en masse eksempler på parforhold, hvor grænserne imellem den enes tid og den andens tid er blevet fuldstændig udviskede, og det bare er endt med, at man per automatik gør alting sammen. Det kan så godt være, at det fungerer for nogen, men jeg tror nu bare, at alle mennesker har brug for at have tid, der er deres egen, og som de selv kan disponere over.

Tænk at få muligheden for at vælge hinanden til. Det er jo noget af det største, man overhovedet kan gøre. Hellere blive valgt til to timer på en søndag, end at personen bruger hele søndagen sammen med en selvom de ikke rigtig har lyst, men bare gør det af pligt.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi begynder at respektere vores egen og andres tid noget mere. Forvent ikke af folk, at de med den største selvfølgelighed bruger en hel lørdag på at komme til din fødselsdag. Bliv ikke fornærmet, hvis de ikke kommer. Men vær taknemmelig, hvis de har lyst til at bruge deres dag sammen med dig – og sæt pris på at de melder fra, hvis de alligevel ikke har lyst og overskud. Værdsæt din egen og andres tid, og lad være med at give andre skyldfølelse over at sige nej til ting.

Og lad for guds skyld være med at sige “Kom nu, du vil jo gerne! Vær nu lidt frisk!!!” (for så kommer jeg i hvert fald ikke til dit arrangement)

Hyg jer og nyd jeres velfortjente weekend, uanset om i tilhører arbejderklassen, SU modtagerne, de ledige eller topcheferne.

//A

Om usikkerheder og sikkerheder – at være på udebane og at finde hjem

Hej verden.

Jeg er alene hjemme. Jeg har ikke snakket med nogen hele dagen, udover en sur mand i Føtex og en sød kassedame. Jeg har snakket lidt med mig selv og kommunikeret via messenger og sms. Jeg har bagt rugbrødsstykker til madpakken og spist chips inden aftensmaden, som var en hjemmelavet tomatsuppe med nudler (som ikke smagte ligeså godt som forventet, nudler passer ikke så godt igen). Jeg har læst en lang tekst om hvordan systemisk tænkning kan anvendes indenfor forskning (og på trods af, at teksten var lang, kan jeg ikke forklare, hvad systemisk tænkning er).

Tempoet har været lavt. Der har været stille. Plads til at tænke. Plads til at stoppe op og mærke de fornemmelser, jeg tidligere har været i kontakt med, når jeg har været alene i længere tid ad gangen. Lige nu sidder jeg med en følelse, der minder mig om januar for tre år siden, hvor jeg fandt mig selv i sommerhuset. Følelsen af at have en ro i mig selv og at føle, at jeg har nok lige her, hvor jeg er – på trods af manglende sociale input i snart to dage.

Det er heller ikke tilfældigt, at det er på en dag som denne, at jeg sætter mig ned og skriver et blogindlæg. Det er som om, at mine tanker flyder bedst, når jeg er i en lettere mangeltilstand af sociale input. Det er jeg bare relativt sjældent her for tiden, og når jeg er mættet med stimuli, har jeg bare ikke samme trang til at skrive på denne blog. Jeg går måske igang med et indlæg, men får det aldrig gjort færdigt, fordi jeg ikke kan fokusere. Det er meget nemmere, når stilheden omringer mig – når der ikke er andre end mig selv, jeg skal forholde mig til. Jeg skal i et særligt gear – og det er rart at mærke, at jeg stadig kan finde tilbage til det gear.

Jeg er et interessant sted i mit liv lige for tiden. I min hverdag sker der virkeligt mange nye ting, og det har fået mange usikkerheder til at blusse op hos mig. Jeg er startet i psykologpraktik for to uger siden, og det er simpelthen så vildt og så spændende at komme ud og opleve, hvordan det virkelige liv som psykolog kan se ud. Men én ting er at studere psykologi – en anden ting er at arbejde som psykolog. Lige nu føles det som to vidt forskellige ting, og jeg kan kan godt mærke, at jeg ikke har den store selvtillid i forhold til at skulle agere som psykolog og terapeut på nuværende tidspunkt. Jeg tænker dog, at det måske er godt, at jeg har det sådan – for det betyder, at jeg har en ydmyg tilgang til opgaven. Jeg er klar over ansvaret, der følger med. Og det skal man også være!

Jeg er blevet fyldt med nye indtryk indenfor de sidste par uger, og den stejle læringskurve kan nok også være med til at forklare, at nogle usikkerheder blusser op. Jeg har allerede lært VIRKELIGT meget, på trods af kun at have haft seks hele arbejdsdage. Jeg tænker bare mere på alt det, jeg IKKE ved, fremfor det, jeg ved, og det, jeg kan.

Jeg kan bedst lide at kunne tingene på forhånd. Da jeg startede i 0. klasse var jeg meget frustreret over, at jeg ikke kunne hele alfabetet på forhånd – tænk at jeg først skulle lære det, imens jeg gik i skole!

Men at være psykolog er sgu noget andet end at lære alfabetet. Man kan ikke på forhånd sidde og træne sig op til, hvordan “man gør” – for det er en lang, måske endda livslang, læringsproces at blive en god psykolog. Jeg skal finde ud af, hvilken psykolog jeg vil være, og hvordan jeg vil være det. Og det finder jeg ud af med tiden!

I mellemtiden vil jeg stole på, at jeg har lært noget ved at studere i 3 ½ år, og at jeg kommer til at lære rigtigt meget i løbet af mit praktikophold de næste måneder. Jeg vil tage glædeligt imod al den læring, jeg kan få ud af det. Og så vil jeg stole på, at de fejl, jeg kommer til at lave, også er noget, jeg vil lære af – og at himlen ikke falder ned, selvom jeg gør/siger noget “forkert”. Jeg tror på, at jeg kan hjælpe, og jeg er blevet fortalt, at jeg er et sympatisk menneske – og mon ikke, at det er en fordel? Det tror jeg.

Nok om at være usikker – for i det store hele betyder det ingenting. Inderst inde ved jeg, at det er en naturlig følelse, når man pludselig står i en helt ny og uvant situation, hvor der er noget på spil og man er udenfor komfortzonen. Men jeg VED, at jeg bliver en god psykolog på et tidspunkt. Så må vi bare se, hvornår det bliver =)

Jeg kan håndtere usikkerheden uden at tage den alt for seriøst, da jeg samtidig har så mange ting og mennesker i mit liv, som jeg føler mig sikker på. Jeg ved, hvad der er vigtigt for mig, og hvem der er vigtige for mig. Og det skaber en gennemtrængende ro i mit sind.

Tre af de mennesker, jeg er allermest sikker på i dette liv, krammede jeg igår farvel i lufthavnen. Lige nu kører de rundt i en fed amerikanerbil i Miami i USA og lever livet. Imens sidder jeg her og mærker en altoverskyggende taknemmelighed og glæde.

Mine tre yndlingsmænd er på mandetur sammen, og det gør mig simpelthen så glad. Ingen af dem har været i USA før, og jeg ved, at det bliver en kæmpe oplevelse for dem – og det, at de er afsted sammen, gør mig altså varm om hjertet (hvis nogen skulle læse med, som ikke ved hvem mine tre yndlingsmænd er, så kan jeg informere om, at det er min kæreste, far og bror). De er mine favoritter på hver deres måde, og jeg synes bare, at det er så dejligt, at de får noget ud af livet og tager på sådan en tur sammen.

Jeg krammede dem alle farvel tre gange før vores veje skiltes i forhallen i Aalborg Lufthavn. Og der var et eller andet ved den situation, der fik følelserne til at vælde op i mig. Forventningens glæde i deres øjne, samtidig med den lidt ambivalente følelse af, at jeg ikke skulle med (jeg var inviteret, men takkede nej pga. mit praktikophold, hvilket nok lyder som en alt for voksen og dødsyg beslutning, men ikke desto mindre er det det, jeg har valgt). Det var underligt at sende dem afsted og selv tage bussen hjem til en stille lejlighed derefter.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at det er det helt rigtige, at de tre er afsted sammen. Det er den rigtige beslutning for mig, og jeg tror også, at det giver dem en anderledes tur, end de ellers ville få. De kan køre i en federe bil, fordi de kun er tre, og de kan tage på skydebanen så meget de vil, uden at skulle tage hensyn til mig, der er imod våben. Der er så mange gode ting ved, at de er afsted sammen, imens jeg bliver tilbage i hverdagen. Det føles bedre, end jeg havde regnet med – netop fordi, det er den rigtige beslutning.

Svend Brinkmann siger, at det er sundt at gå glip af ting – og det tror jeg på. Det føles godt at give mig selv lov til at fokusere på det, der lige nu fylder for mig, og samtidig bare ønske for min far, bror og S, at de får den bedste tur. At mærke i kroppen, hvor meget jeg under dem at få en vidunderlig mandetur med skydning osv.

Tænk at have mennesker i mit liv, som jeg kan have det sådan med. At jeg bare ønsker dem ALT det bedste, og at jeg ville hente stjernerne ned til dem, hvis jeg kunne. At min lykke er gjort, når jeg ser et billede af min bror, der storsmilende sidder i den fede amerikanerbil, og et billede af S med en stor stak amerikanske pandekager på en diner.

Selvom jeg ikke er der med dem, og selvom der er 10.000 km imellem os, så er vi på en eller anden måde alligevel sammen. Mine følelser for dem giver mig i hvert fald en fornemmelse af, at jeg har dem tæt på.

Jeg er så uendeligt heldig.

(og en smule melodramatisk, vil nogle måske sige, og det er der nok noget om..)

Jeg ved ikke helt, hvad mit budskab er med dette indlæg – men hvis du har læst det til ende, så ved du nu noget om, hvad jeg er usikker på, og hvad jeg er sikker på. Og der er selvfølgelig mange andre mennesker, jeg også er ufatteligt sikker på – og som jeg under en masse ture til USA eller Berlin, eller bare en dejlig tur i sommerhus, hvis det er det, de har mest lyst til =) Det er en vidunderlig følelse, at ønske det bedste for andre – og det er længe siden, at jeg har følt det så stærkt som lige nu.

Hyg jer.

//A

jeg ser et liv der ender | et digt

fortæl mig om steder
der ikke findes mere
fortæl mig dine historier
der må være mange flere
//
fortæl mig om den verden
som kun er virkelig for dig
fortæl mig om de mennesker
du har truffet på din vej
//
fortæl mig om hende
der var din allerbedste ven
fortæl mig om du tror
du skal møde hende igen
//
fortæl mig om ham
du plejede at følges med
fortæl mig om den dag
han endelig fik fred
//
fortæl mig om hende
du var engang
fortæl hvem hun var
og syng hendes sang
//
fortæl mig om planeter
som kun du har set
fortæl mig om du noget fandt
efter altid at have ledt
//
fortæl om dine fejltagelser
og det du fortryder allermest
fortæl mig hvad du ville lave om
hvis ikke det var alt for sent
//
fortæl mig om du fik det
du ønskede dig her i verden
fortæl mig om du lykken fandt
et sted blandt glæderne og smerten
//
jeg fortæller dig det nok skal gå
og holder dit liv i mine hænder
du siger at lyset brænder for mig
og jeg ser et liv der ender
(P.S: dette digt er ikke baseret på virkelige hændelser (i hvert fald ikke noget, der er sket for mig endnu) :))

Illusionen om den lykkelige opgaveskrivning

Hej verden.

Det er tirsdag formiddag, og jeg sidder lige nu på Aalborg Bibliotek – som i øvrigt er et fremragende biblioteket, det er vidunderligt at leve i et land med offentligt tilgængelige biblioteker (dette indlæg er desværre ikke sponsoreret, så det er rent faktisk min ærlige mening). For to uger siden startede jeg en ny vane med at sætte mig herhen på biblioteket alle hverdage i 4-5 timer, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med – for det gør virkeligt noget for min produktivitet at komme ud af lejligheden og være omgivet af andre mennesker, der også sidder og arbejder. For det første fordi jeg ikke kan overspringshandle ligeså meget (dog kan man argumentere for, at dette indlæg er en overspringshandling) og for det andet er det SÅ rart at kunne gå hjem om eftermiddagen og holde FRI når jeg kommer tilbage til lejligheden. Det giver en anden tilfredsstillelse end bare at sidde hjemme for mig selv hele dagen. Så hermed en anbefaling herfra, hvis det heller ikke fungerer for dig at sidde hjemme og arbejde hver dag.Det lyder jo alt sammen meget godt. Jeg er produktiv, og jeg bruger tid på min bacheloropgave. Og det går godt meget af tiden. MEN! Der er også meget af tiden, hvor det er helt det modsatte. Hvor jeg har lyst til at skrige og råbe højt, fordi jeg er SÅ frustreret over denne opgave! Det ene øjeblik kan jeg sidde og græde over opgaven, fordi jeg ikke aner, hvor den skal føre hen, og det næste øjeblik kan jeg føle, at jeg er på rette spor igen. Det er faktisk meget meget sværere end jeg havde forventet, at skrive denne opgave – det kræver sindssygt meget psykisk overskud, og det var jeg nok ikke helt forberedt på.

Og JA! Jeg har selv valgt emnet, men det gør det nærmest endnu mere frustrerende, for det betyder, at det er MIG, der skal have overblikket over hvad jeg vil med opgaven, og MIG der skal bestemme, hvad jeg skal skrive hvornår og så videre. Det er også MIG der bestemmer, hvor meget arbejde, jeg vil lægge i det, og hvad mine ambitioner er for opgaven. Og det er jeg slet ikke vant til – jeg har faktisk glemt, hvordan man gør i løbet af min tid på uni.

Det er en narcissistisk rutsjebanetur, det her med at skrive bachelor. Det giver mig mange flere humørsvingninger, end jeg bryder mig om, og så gør det mig bare sindssygt udmattet. Der skal ikke så meget til at bringe mig ud af balance, og jeg har ikke rigtigt overskud til at gøre nogle vilde nye ting, når jeg endelig har fri. Jeg vil gerne være sammen med mennesker, og jeg har nydt alle de sociale ting jeg har lavet i den seneste periode. Jeg vil bare helst være sammen med folk, jeg allerede kender godt, og jeg vil helst have, at der ikke sker noget, der er alt for vildt og energikrævende – for jeg bliver hurtigt træt. Når jeg holder fri, skal jeg lave noget jeg kan slappe af med, og hvor jeg kan grine og have det sjovt, uden at det dræner mig. For hvis jeg er drænet for energi kan jeg ikke koncentrere mig om at skrive – og så mister jeg overskuddet, og så bliver det bare en ond cirkel, hvor jeg ikke rigtigt kommer nogle vegne.Jeg bruger rigtig meget tid sammen med S, hvilket er vidunderligt, da han både er sød og sjov og flot og interessant at tale med. Han er god til at få mig ud af min narcissistiske bachelorboble, og det sætter jeg meget stor pris på. Jeg holder af den hverdag, vi har sammen, og hurra for S. Men jeg kan godt blive ramt af dårlig samvittighed, fordi min opgave fylder så meget for mig, at jeg ikke har det store overskud til at støtte om det, der fylder meget i hans liv. S og hans band spiller koncert tre gange i maj måned, og det bliver mega fedt for dem, og jeg ville faktisk rigtigt gerne se alle tre koncerter. Men jeg kan slet ikke overskue det! Selvom jeg rigtigt gerne vil høre dem, så ved jeg samtidig, at det vil tage en stor del af min tid og energi – og det kan gøre mig helt angst at vide, at det vil betyde at jeg kommer meget sent i seng, og at jeg skal bruge en masse tid på transport til/fra Aarhus, hvor de har koncert. Og så kan jeg heller ikke overskue selve situationen, med masser af mennesker og masser af larm – det plejer jeg dog at kunne abstrahere fra, fordi det er vigtigt for mig at høre koncerten, men lige for tiden gør tanken om det mig sindssygt angst!

Og det føles så egoistisk at tænke på den måde – nok fordi jeg slet ikke er vant til at have det på den her måde pga. en opgave. Jeg prioriterer sjældent uni højere end mine yndlingsmennesker, og derfor har jeg virkeligt svært ved at stå ved den prioritering. Men jeg skal også lige lade være med at overdramatisere det – for det at jeg ikke er med til en koncert eller to, betyder jo ikke, at jeg ikke prioriterer S. Det gør jeg jo virkelig – han er den jeg bruger allermest tid med og snakker allermest med. Han er mit yndlingsmenneske, og han ved udmærket godt, at jeg støtter ham og alt det, og han forventer slet ikke af mig, at jeg skal med til alle koncerterne. Det er faktisk bare mig selv, der giver mig dårlig samvittighed – og sådan gider jeg ikke have det mere!Så jeg må nok erkende, at det måske kun bliver én koncert, jeg kommer til at høre, og så må jeg acceptere det, og ikke have dårlig samvittighed – jeg kan ikke gøre alting, og der er nok også en masse andre ting, jeg må sige nej til – og det er ok. Det er jo heldigvis kun i en periode. Jeg afleverer opgaven d. 1. juni, og derefter kan jeg gøre hvad jeg vil i tre måneder! Det skal jeg lige huske mig selv på, her i denne proces.Jeg håber ikke, at dette indlæg bare bliver opfattet som brok fra en privilligeret ilandsborger, der ikke rigtigt har nogle problemer. Men hvis det gør, så er det også fint nok. Jeg havde bare brug for at få det ud i verden, at jeg synes det kan være svært at være igang med sådan et stort og langvarigt og narcissistisk projekt – for det er fandme svært at huske på, at det er så uendeligt ligegyldigt, hvordan denne opgave bliver, når alt kommer til stykket. Den kommer ikke til at ændre verden, og derfor er det jo egentlig fjollet, at den påvirker mig så meget psykisk. Men sådan går det ofte, når jeg er ambitiøs omkring noget – hvis jeg skal gøre mit bedste, så kan jeg ikke rigtigt bare tage det afslappet. Men er der overhovedet nogen, der kan det, når det kommer til stykket?

Glædelig sommer, og god skrive- og læselyst til jer andre, der også skriver opgave eller skal i gang med eksamensperioden snart 🙂

//A

 

når sneen falder | et digt

jeg sætter livet på pause
og betragter sneen der falder
det er tid til at stoppe op
for jeg hører vinteren der kalder
//
tid til at beundre den nyfaldne sne
og bygge snemænd i andres have
tid til at sætte min egen spor
lave det jeg allerhelst vil lave
//
tid til varm kakao og hjemmesko
hygge i stearinlysenes skær
vi har det hele lige nu
lykken svæver rundt lige her
//
tid til serier og tidsfordriv
det er trods alt aften nu
tid til at takke for dette liv
må det vare længe endnu
//
tid til at se ham i øjnene
elske ham dybere end før
størst af alt er kærligheden
må jeg føle den til jeg dør
//
tid til ro og eftertanke
jeg vil se når sneen forsvinder
denne fred og kærlighed
skal leve videre i mine minder

jeg er en kaffemaskine | et digt

Hej verden.
Her er et spontant digt, som jeg blev inspireret til at skrive, da jeg for lidt siden sad og lavede en helt særlig lyd. “Jeg er en kaffemaskine”, sagde jeg til S, og da jeg sagde de ord, begyndte idéerne at vælte frem. Så her får I æren af at læse, hvad det er blevet til.
Bare til info vil jeg lige informere om, at jeg lever i bedste velgående, og at jeg godt ved, at jeg IKKE er en kaffemaskine. Der findes nok en personlighedsforstyrrelse, hvor man tror, at man er en kaffemaskine. Men den har jeg altså IKKE. Og desuden ved jeg jo ikke rigtigt, hvordan det føles at være en kaffemaskine. Men her er mit bud på, hvordan det er.
//A
jeg er en kaffemaskine
der har brug for en afkalkning
jeg kan bare håbe
at du snart får en åbenbaring
jeg larmer for meget
og du sender mig utålmodige blikke
jeg er ikke hurtig nok til dig
du vil bare din morgenkaffe drikke
du inviterer gæster hele tiden
og sender mig på overarbejde om natten
hvad er det her for nogle vilkår
jeg håber vi ses i retten
jeg bliver sjældent rengjort
mit job er utaknemmeligt
jeg er fyldt med lort
og du tror jeg lever for evigt
jeg er en kaffemaskine
og dit køkken bliver min død
jeg har kendt dig meget længe
men du var aldrig særligt sød
du elsker mig ikke
selvom jeg har meget at byde på
du ønsker dig en nyere model
for jeg er falmet udenpå
i morgen går jeg i graven
jeg vil brygge min sidste kop
du vil stille mig i skuret i haven
ikke forstå hvorfor jeg gav op
der er meget i verden
jeg aldrig nåede at se
det er sådan det er
at leve som kaffemaskine

At finde tilbage

Hej verden.

Som jeg sidder her, på mit mikroskopiske værelse i sommerhuset, hvor der er så lavt til loftet, at jeg kun med nød og næppe kan stå oprejst, mærker jeg roen og lettelsen indfinde sig. Det her, er et sted jeg kender, og det her, er en situation, jeg kender. Jeg husker de mange aftener/nætter, hvor jeg har siddet her og skrevet blogindlæg, fordi jeg har følt mig alt for inspireret til at kunne sove. Jeg husker de mange dage, hvor jeg har været alene herude, og jeg husker følelsen af frihed. Jeg husker, hvordan ordene bare kom til mig, og skrivningen var let som en leg. Der er et eller andet ved det her sted, der gør mig rolig. Jeg trækker vejret på en anden måde herude, og jeg bliver overrasket over det, hver gang jeg kommer tilbage til sommerhuset.

Efter jeg flyttede hjemmefra, og særligt efter at jeg er flyttet til Aalborg, er det blevet sjældnere og sjældnere, at jeg er herude. Dels fordi afstanden nu er længere, dels fordi jeg har/har haft meget andet at se til. Men mest af alt handler det om noget andet, som jeg først nu er begyndt at indrømme overfor mig selv.

Jeg har faktisk haft det lidt svært med at være herude i sommerhuset, når jeg så endelig er taget herud. Hurtigt er jeg begyndt at føle mig rastløs og lidt sur og ked af det. Selvom her er så uendeligt smukt. Al freden og roen har nærmest gjort mig irriteret, og jeg har somme tider følt mig mere fanget end fri.

Det har været ret underligt at opleve, og at jeg har haft de følelser har helt sikkert gjort, at jeg har holdt mig mere væk fra sommerhuset, end jeg egentlig behøvede. Jeg havde fx tre måneders sommerferie, hvor jeg sammenlagt ikke var herude mere end 4-5 dage i alt. Selvom jeg sagtens kunne have fundet tiden til det. Hvorfor?

Fordi det bare ikke er helt det samme mere. Fordi mit liv har ændret sig. Fordi jeg holder rigtig meget af lejligheden, og derfor har haft lyst til at tilbringe rigtigt meget af min tid der – også fordi jeg har skullet vænne mig til at bo der, og derfor også har haft et behov for at være rigtigt meget i lejligheden og i Aalborg i det hele taget, for at få min hjerne til at forstå, at det er der, mit hjem er nu. Jeg kan blive rigtig forvirret, når jeg fx har været herude i blot en dag eller to, og så kommer hjem til lejligheden igen. Det er som om, at kontrasten er lidt for stor – fra fredeligt naturliv til et liv i byen, hvor Netto ligger 100 meter væk og altid har åbent. Min hjerne har haft svært ved at rumme at skulle omstille sig mellem at være det ene og det andet sted. For jeg elsker begge steder, selvom kontrasten er så stor. På nogle måder er lejligheden blevet et sted, der føles som mit helt eget sommerhus. Jeg elsker at være der, og jeg føler mig tryg der – ligesom jeg gør herude. Jeg kan finde ro i at sidde og lytte til bilerne, der kører forbi på gaden og de snakkende mennesker, der går en tur i baggården. Der er noget frihed forbundet med, at alt er indenfor rækkevidde og at vi er lige midt i byen. Ligesom der er en frihed forbundet med det her sted, hvor alt er udenfor rækkevidde, bortset fra naturen, som jeg er omgivet af.

Jeg elsker begge steder. Begge steder føles som hjem – på nogle af de samme måder, men også på vidt forskellige måder. Begge steder kan noget forskelligt – og hvor er jeg heldig, at kunne have begge dele i mit liv. Jeg skal bare lige lære at acceptere, at det er helt ok, at to steder, der er så forskellige fra hinanden, begge er steder, hvor jeg kan være glad og tryg. Jeg tror på en måde, at jeg har fået bildt mig selv ind, at jeg skulle vælge – natur vs. storby. Men hvorfor skulle jeg det? Hvorfor skulle jeg ikke kunne være en person, der elsker begge dele – og som formår at balancere det?

Jeg skal bare lige lære, hvordan man gør. For det er noget andet nu. Mit liv har ændret sig, og jeg er ikke (helt) den samme, som jeg var for halvandet år siden, hvor jeg sad her og skrev om at værdsætte singlelivet og alt muligt halløj. Der er virkeligt sket meget for mig i den periode, vi har haft sommerhuset. Og derfor er det klart, at det ikke er helt det samme nu. Og det er ok.

Jeg kan mærke, at jeg ikke har den samme lyst til at være herude alene i mange dage af gangen, som jeg havde i starten af sidste år. I praksis har jeg i hvert fald ikke lige så meget lyst til det mere – for det er bare ikke det samme. Dengang, hvor jeg elskede at være alene herude, var en tid, hvor jeg virkelig havde brug for at gøre ting med mig selv, hvor ingen andre var involveret. Det var sindssygt sundt for mig, og jeg er så glad for de mange vinterdage, jeg har tilbragt med mig selv i dette kolde sommerhus. Men den tid er forbi, og jeg er et andet sted i mit liv nu. Jeg har været sammen med S i snart halvandet år, og vi bor sammen, og jeg synes det er det bedste i verden at bo sammen med ham. Der er så meget mening og glæde og tryghed i det, vi har sammen. Jeg nyder virkelig den tid, jeg har med ham, og jeg kan stadig blive helt fjollet, når vi ser hinanden i øjnene. Jo flere dage der går, jo mere indser jeg, hvor glad jeg er for ham (beklager hvis I har lyst til at kaste op nu, men jeg har rent faktisk en pointe med de sukkersøde ord) –

Det er jo KLART, at jeg ikke har lyst til at tage alene i sommerhus i to uger, når jeg har en sød S, der er hjemme i lejligheden, som er et sted jeg også elsker meget højt. Hvorfor skulle jeg have lyst til at tage afsted, når vi har det så godt og rart?
Ja, jeg har stadig brug for at gøre ting alene og at føle mig glad og fri i mit eget selskab – men det gør jeg også rigtigt meget af tiden. Jeg går ture rundt omkring i Ålleren og finder fine områder, der kan fungere som åndehuller i storbylivet. Som fx når jeg tager til Østre Anlæg for at se på ænder. Det kan jeg få mange timer til at gå med. Og selvom det ligger midt i byen, kan jeg få nogle af de samme følelser, som jeg får når jeg går rundt ved stranden herude ved sommerhuset. Og hvor er det rart at finde flere og flere steder, hvor jeg kan trække vejret lidt bedre.

Jeg elsker det her sted – men der er også nogle andre steder, som jeg er begyndt at elske rigtig højt. Og jeg tror, at der er plads til begge dele. Jeg skal simpelthen acceptere, at mit forhold til sommerhuset har ændret sig, men at det ikke behøver at betyde, at jeg kun skal tage herud meget sjældent. For selvom jeg elsker mit liv i Ålleren, så betyder det ikke, at jeg bare skal glemme alt om sommerhuset og tænke, at jeg ikke har brug for det her sted mere, fordi jeg er et andet sted i mit liv nu. Ja, nogle ting har ændret sig, og jeg lever ikke længere det egoistiske singleliv, men jeg elsker jo stadig det her sted. Det kan stadig bringe følelserne af ro, tryghed og glæde frem i mig, og jeg kan mærke, at jeg virkelig har savnet at være herude. Det minder mig om nogle ting, som jeg elsker at gøre, men som jeg har det med at glemme, at jeg elsker – som fx at sidde her og skrive indlæg, gå ture på stranden og lytte til fuglenes sang.

Det er ok. Ok at jeg har taget en pause fra sommerhuset. Ok at jeg er begyndt at holde meget af mit liv i byen – og mit liv sammen med S. Det er ok, at tingene har ændret sig, og at jeg ikke altid synes at det er ligeså fedt at være i sommerhuset, som jeg syntes engang.  Under alle omstændigheder er min kærlighed til det her sted helt enormt stor, og jeg har ikke længere lyst til at lade som om, at stedet her ikke længere er så vigtigt for mig. For det er det. Det har bare taget noget tid for mig at vænne mig til at bo det nye sted, og jeg tror faktisk først at det er nu, at jeg er ved at være klar til at være væk fra lejligheden i mere end et par dage ad gangen – for nu ved jeg, at det er mit hjem – jeg ved, at det er det sted, jeg vender tilbage til. Og den tanke gør mig så uendeligt tryg.

Jeg tror på, at jeg nok skal finde balancen. Balancen mellem et liv i byen og et liv med naturen som den tætteste nabo. Nogle gange vil jeg have mere brug for det ene end det andet, og andre gange vil en blanding af de to være det allerbedste. For der er et eller andet smukt i den kontrast, der er mellem de to måder at leve på. Og jeg vil så gerne kunne rumme begge dele.

Jeg håber, at det her indlæg giver mening for andre end mig selv – under alle omstændigheder var det en fornøjelse at skrive det. Det er altid en fornøjelse herude.

Foretrækker du/I et liv i byen eller et liv på landet?

Hyg jer.

//A

ingen stjerner

alle stjerner
vil jeg hente ned til dig
for du kom med alt det
der bragte liv i mig
//
men ingen stjerner
er kommet for at blive
de fleste af dem
vil hellere flyve
//
ingen stjerner
kan jeg fange og forære dig
for de flyver videre
når jeg ser den anden vej
//
ingen stjerner
kan eje hinanden
vi ejer kun os selv
og jeg tror faktisk ikke
at jeg dig eje vil
//
du kan svæve frit
og på store eventyr
kan du tage
men på trods af det
kommer du altid tilbage
//
det samme kan jeg
jeg svæver og vælger frit
det er altafgørende
at mit liv forbliver mit
//
jeg er min egen stjerne
og du er min bedste ven
det er ikke svært
at beslutte mig
jeg vælger dig
om og om igen
//
jeg tænker på dig
og lader drømmene gro
imens jeg finder
min egen måde
at leve livet på

det går over igen | et digt om hovedpine og frygt

Hej verden.

Jeg skrev nedenstående digt for nogle dage siden. Jeg havde fået hovedpine, og som jeg tidligere har forklaret, så er det noget, som jeg igennem mange år har været plaget af. Det har været et kæmpe problem, og det har betydet, at jeg i perioder ikke kunne gå i skole eller i det hele taget gøre ting. Jeg havde det skidt med hovedpine og ubehag hver dag, og selvom jeg er blevet undersøgt helt utroligt meget af en masse forskellige læger, så stod det aldrig helt klart, hvad det egentligt var, at jeg fejlede. I lang tid troede jeg, at det altid skulle være sådan, og at det aldrig ville blive bedre.

Men som årene gik fik jeg det bedre – meget bedre. Jeg kunne mere og mere, og det betød, at mit liv blev mere og mere interessant. Jeg begyndte at kunne se, hvor mange muligheder jeg havde, i stedet for at fokusere på begrænsningerne, som jeg tidligere havde gjort. For nu kunne jeg gøre en masse ting, som gjorde mit liv meningsfuldt. Jeg fik nye venner, jeg klarede det godt i skolen, og jeg fik et arbejde. Jeg blev gladere og fik mere selvtillid, og det hele så meget lyst ud. Og derfor betød det ikke så meget, at jeg stadig ikke helt vidste, hvad min sygdom skyldtes. Det gjorde mig heller ikke så meget, at jeg skulle passe på med at lave hård fysisk aktivitet, fordi det gjorde (og stadig gør) min hovedpine markant værre. Det fyldte ikke så meget, fordi der var så mange gode forbedringer, som jeg var mere optaget af. Jeg havde jo troet, at jeg aldrig ville få det godt igen. Det lyder dramatisk, men det var sådan jeg havde det på nogle tidspunkter. Det er svært at bevare håbet i mange år, når intet ser ud til at ændre sig til det bedre. Jeg er et rigtig godt sted i mit liv i dag, hvor jeg har det godt og føler, at jeg kan gøre de ting, jeg gerne vil. Jeg er sund og rask. Jeg bor et skønt sted sammen med vidunderlige S, og vi har det godt. Jeg er snart halvvejs med psykologistudiet, jeg har en fantastisk familie og gode venner. Jeg har virkeligt ikke noget at klage over. Men når jeg ind imellem får hovedpine, fordi jeg har overanstrengt mig på den ene eller anden måde, så vælder det hele op i mig igen. Det minder mig om, at det ikke er alting jeg kan, og at det ikke er forsvundet helt. Og det kan gøre mig så frustreret, for jeg forstår jo stadig ikke helt, hvad det egentligt skyldes. Det får mig til at føle, at jeg løber ind i en usynlig mur, der sætter begrænsninger for, hvad jeg kan og ikke kan, uden at jeg forstår, hvorfor den er der, eller om jeg kan gøre noget for at komme udenom den. Og selvom jeg godt ved, at jeg får det godt igen efter et par dage, så vælder frygten op i mig. Frygten for, at det kommer tilbage, uden at jeg kan gøre noget. Frygten for at miste det vidunderlige liv, som jeg har skabt for mig selv – frygten for at miste alle mulighederne og glæderne. For hvis jeg fik kronisk hovedpine igen, så ville jeg ikke kunne gøre de samme ting, som jeg kan nu. Jeg ville ikke kunne nyde mit liv på samme måde. Og den tanke gør mig virkeligt bange.
Dette digt handler om den frygt og den frustration, der følger med, når man føler sig begrænset af noget. Jeg ved, at jeg ikke er alene om at opleve den frustration – jeg tror, at de fleste har oplevet det eller vil opleve det på et tidspunkt i livet. Vi er alle begrænset af forskellige ting, og nogle gange kommer noget fra vores fortid og banker på døren, selvom vi troede, at det var et overstået kapitel. Og naturligt nok bliver vi bange. Bange for, at det skal komme tilbage, og at det vil ødelægge det gode liv, vi har skabt for os selv. På en eller anden måde tror jeg, at den frygt er et eksistensvilkår. I hvert fald for mig. Jeg ville ønske, at jeg aldrig følte den, men det gør jeg nogle gange, og i stedet for at bekæmpe frygten så tror jeg, at det er bedre at acceptere den. Acceptere, at jeg engang havde en træls periode i mit liv, som jeg, forståeligt nok, ikke vil opleve igen. Acceptere, at det gør mig bange at tænke på det scenarie. Acceptere, at jeg ikke er 100 % rask, og at jeg måske aldrig bliver i stand til at bestige et højt bjerg/løbe en tur uden at det ender ud i et hovedpineanfald af mange dages varighed. Og så sige til mig selv, at det er ok, at jeg kan blive frustreret over, at jeg ikke kan gøre alting – men at det ikke behøver at fylde mere, end jeg har lyst til at det skal. For når det kommer til stykket, har jeg et godt og smukt liv, hvor jeg ofte føler mig lykkelig. Og hvem siger, at jeg ville være mere lykkelig, hvis jeg kunne alting?

//A

det går over igen

jeg har ondt i mit hoved
og jeg lammes af skræk
jeg har gået og troet
at det endelig var væk
//
jeg ved hvad det skyldes
og det gør mig så sur
det er lidt som om
at løbe ind i en usynlig mur
//
jeg har det ret dårligt
og jeg bliver så trist
når jeg tænker tilbage på
hvordan det føltes sidst
//
jeg tænker meget
på alle de sorte dage
jeg er så bange for
at de kommer tilbage
//
det er ikke fordi
at der er mange ting jeg vil
jeg ville bare ønske
at jeg kunne vælge selv
//
det går over igen
og jeg skal ikke være bange
det eneste jeg skal
er at høre glade sange

Et flagrende sind

Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“.

Sådan sagde min mor til min far i sin tale, som hun holdt til deres fælles 50-års fødselsdag i lørdags. Et totalt vellykket arrangement med 70 glade gæster og musik og dans til klokken 2 om natten. Mine forældre havde hyret S og hans ene band til at spille til festen, og jeg dansede fra start til slut, kun afbrudt af korte pauser, hvor jeg gjorde hvad jeg kunne for at overtale diverse familiemedlemmer til at komme med ud at danse. Selvbevidstheden pakkede jeg langt væk, og på et tidspunkt, hvor der ingen var på dansegulvet, bød jeg min farmor op. Så dansede vi, bare os to, foran minimum 60 mennesker og bandet. Senere på aftenen gik mine kusiner og mostre også med til at danse (der skulle bare store mængder fadøl til), og så dansede vi rundt i en stor ring, hånd i hånd. Alle smilede og sang med på sangene, og det hele var så fint og upoleret på samme tid. Min mor var helt vild og dansede så meget, at jeg var bekymret for, at hun skulle få en knæskade. Hun blev ved med at råbe ind i mit øre “SÅ ER DER BAS! HVOR LYDER DET BARE GODT!” også når der var guitarsolo og man næsten ikke kunne høre bassen. Hun var helt oppe at køre, og jeg ligeså. Jeg kan godt lide, at hun bare lader sig rive med af den gode stemning og danser uden tanke for, om nogen kigger, eller hvordan det mon ser ud. Det bedste af det hele er, at hun både er sådan på et dansegulv og i hverdagen – der er hun også ret ligeglad med, om nogen synes, at hun danser lidt for vildt. Og det giver mig lyst til at gøre det samme.
Jeg husker, hvordan jeg dansede rundt med (næsten) alle dem, jeg holder allermest af i denne verden, imens alle sang med på “Kom Tilbage Nu” og andre festsange, og jeg ind i mellem kiggede op på S, der sang kor (og spillede fremragende). Jeg tænkte lige en gang eller to, at jeg egentlig var ret heldig, at jeg skulle dele seng med sådan en dygtig og pæn bassist, når festen var slut. Og så blev jeg også lidt stolt, fordi utroligt mange folk i løbet af aftenen kom hen og sagde til mig, at S godt nok var sød og dygtig. Og de sagde også pæe ting om mig og om festen og alt muligt. Jeg var flyvende. Og jeg dansede lige indtil det sidste nummer var slut – hvor kun jeg, mine forældre og to venner af familien var tilbage. Så dansede vi rundt i ring og jeg må indrømme, at jeg nød det. Jeg plejer ikke at danse (hvilket nok primært skyldes, at jeg meget sjældent befinder mig i situationer, hvor det giver mening at danse), men jeg havde lyst til det, og derfor gjorde jeg det. I starten var det mest fordi, at jeg kunne se, at der var nogen, der måtte sparke liv i festen, så S og hans band ikke skulle stå og spille for folk, der sad ned hele aftenen. Så jeg prøvede at lokke en masse mennesker med ud at danse. Men så blev jeg lidt grebet af den gode stemning og dansede fordi, at jeg havde lyst til det. Som sagt, jeg var flyvende. Følelsen af glæde og takemmelighed mærkede jeg så stærkt, at det ingen betydning havde, at jeg (som altid) var ædru. Jeg var høj på mine følelser (og så havde jeg nogle meget høje og ubehagelige sko på).De efterfølgende dage var også fyldt med glædelige begivenheder. Min bror blev student to dage efter den store fest, og det var virkeligt stort at dele den dag med ham. Det var som om, at verden stod åben for ham nu på en anden måde end før. Og der var noget helt vildt over at se ham blive student og give ham den lyseblå hue på, som han gav mig på for to år siden. Jeg kunne sprænge i luften af stolthed, og det er af en masse forskellige grunde, som jeg ikke vil forklare her. Men pointen er, at det var en rigtigt god dag, der fyldte mig med endnu flere gode og lykkelige følelser. Jeg kunne ikke andet end at sidde og smile, da jeg kom hjem til S om aftenen. “Jeg er bare så glad”, sagde jeg.Men højt af flyve, dybt at falde. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive ved med at svæve rundt og være fyldt af den ekstatiske glæde. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at mit humør altid tager et dyk nedad igen, når jeg har været helt vildt glad i en vis periode. Jeg føler alting meget stærkt, og derfor er der en pris at betale, når jeg har oplevet så mange store følelser på så intens en måde, og ikke rigtig har haft tid til at bearbejde det. Der har været sociale arrangementer både før og efter festen, og det har betydet, at det først er i dag, at jeg kan sidde ned og reflektere over alt det, der er sket den seneste uge. Det hele har været meget intenst, og det har nok også været lidt for intenst. Når det kommer til stykket er jeg en introvert person, og selvom det gør mig så glad at være sammen med så mange søde, imødekommende mennesker, og opleve så mange gode ting, så kan jeg ikke gøre det mange dage i træk uden at blive utroligt træt og drænet på et tidspunkt. Om jeg vil et eller ej, er der til sidst ikke mere energi tilbage i mig. Og så er det, at mit humør har det med at tage et stort dyk nedad.  Når det sker, så skyldes det, at jeg har svært ved at slippe alle de store følelser, jeg har følt. Det gør mig udmattet, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med alle følelserne, og hvordan jeg skal give slip på dem igen. Det lyder underligt, men det kan være hårdt at være rigtigt glad mange dage i træk. Det kan nok sammenlignes med en bil, der kører i et for højt gear i for lang tid, og som på et tidspunkt er nødt til at geare ned igen, hvis ikke den skal brænde sammen. For den kan ikke blive ved med at køre i det høje gear – det er den ikke lavet til. Når jeg har kørt i et for højt gear, påvirker det mit overskud, og pludselig føler jeg mig slet ikke lykkelig mere. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kunne overkomme så meget bare én eller to dage tidligere, og der skal ikke ret meget til at få mig til at græde. Det er de mest banale ting, der kan gøre mig ked af det – som fx dengang, hvor S spurgte mig, om ikke jeg kunne gå ned og købe en ost. Jeg bliver meget overfortolkende og ekstra sensitiv, når jeg har kørt i for højt et gear.  Så kan jeg græde fordi der er rodet i stuen, eller fordi S har sagt et eller andet for sjov, som min trætte hjerne tror var alvorligt ment. Jeg har et flagrende sind. Jeg ved, at det påvirker de mennesker, der er tættest på mig, og jeg ved, at det kan være svært at finde ud af, om man skal være bekymret for mig eller bare sige “det går nok” og nusse mig i håret indtil jeg falder til ro igen. Jeg ved, at jeg kan være urimelig, og jeg ved, at jeg bør blive bedre til at forklare, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Men det er ikke altid, at jeg i situationen selv forstår, hvorfor jeg har det sådan. Jeg kan blive bange og nervøs for, om den nu er helt gal med mig, og jeg tænker, at jeg er til besvær, og at det ville være lettere for både mig selv og mine nærmeste, hvis jeg ikke havde så store og hyppige udsving i mit humør.Men jeg ved også, at jeg er meget mere end mine udsving. Jeg ved, at jeg er elsket, og jeg ved, at jeg ikke skal være glad og ekstatisk hele tiden for at folk vil holde af mig. Jeg ved, at mit flagrende sind ikke er noget forfærdeligt, som jeg skal skamme mig over eller forsøge at ændre på – for det er en del af mig, og uden et flagrende sind, ville jeg ikke være den jeg er, og jeg ville ikke kunne udrette de samme ting. De bedste af mine digte har jeg skrevet, når mit sind har flagret enten op eller ned – når jeg har været fyldt med tristhed, melankoli og frustration, eller når jeg har været fyldt med den ekstatiske glæde, som jeg tror vil vare for evigt. Hvis jeg ikke havde de store udsving i mit humør, så ville det måske være et lettere liv på nogle måder, men det ville også være mere kedeligt og mindre meningsfuldt. Og selvom det kan påvirke dem, jeg holder allermest af, at mit humør kan ændre sig hurtigt og meget, så ved jeg, at det ikke betyder, at jeg bare er til besvær. For jeg har meget at give af, og når jeg er glad og på toppen kan jeg sparke liv i festen – enten ved at danse med farmor foran 70 mennesker eller ved fx at lave dobbeltpanerede wienerschnitzler til S, fordi jeg lige syntes, at vi skulle fejre, at det var onsdag. Jeg kan finde glæden i små ting, som mange andre måske ikke får det store ud af, som fx at se på ænder, male et billede af en giraf eller at se mine kaktusser vokse sig større. Jeg keder mig sjældent, fordi mit humør næsten aldrig er neutralt. Ikke, at jeg altid er enten 100 % lykkelig eller 100 % trist – men jeg er altid grebet af en eller flere bestemte følelser, som påvirker hvordan jeg oplever ting.Jeg udvikler mig, og i takt med at jeg udsætter mig selv for nye ting, lærer jeg mit flagrende sind bedre at kende. Jeg bliver bedre til at forstå mig selv, og det gør det lettere for mig at sætte grænser og undgå at gøre alt for meget på én gang. Men livet kan ikke planlægges efter mit humør og mit optimale stimulationsniveau, og derfor ved jeg, at det sandsynligvis vil forblive sådan her – at mit sind vil forblive flagrende resten af mit liv. Og jeg tror, at det kommer til at blive et spændende liv, for på mange måder kan jeg få noget godt ud af mine udsving. Men forhåbentlig vil jeg fortsat blive bedre og bedre til at håndtere det, så jeg ikke alt for ofte behøver at bryde grædende sammen pga. en ost – men somme tider er løsningen faktisk at græde, uanset om det er over en ost eller noget udefinerbart. Ofte er der ikke andet galt, end at jeg er udmattet, og når jeg græder, får jeg det ud. Og så kan jeg dagen efter slet ikke huske, hvad problemet var. Så jeg vil gerne opfordre andre til at prøve det, når I er udmattede/overstimulerede, for det kan være effektivt. Bare husk, at jeres nærmeste måske bliver mere bekymrede, end de behøver at være, hvis de selv kun græder, når nogen er døde eller et eller andet helt forfærdeligt er sket. Du skal nok lige forklare dem, at du bare trænger til at græde, og at himmelen ikke er ved at falde ned eller noget.Som nævnt indledningsvis sagde min mor til min far i sin tale i lørdags: “Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“. Jeg sad og smilede af hendes fine ord, imens jeg holdt S i hånden og alle i salen var stille. Jeg tænkte, at jeg med garanti vil sige præcis det samme, hvis jeg engang i en eller anden anledning skulle holde en tale for S. For mit flagrende sind har jeg fra hende. Vi danser til alle andre er gået hjem, og nogle gange snakker vi meget hurtigt og er helt oppe at køre pga. en nyindkøbt zinkbalje, en solnedgang eller flot keramik. Andre gange er vi udkørte og urimelige, fordi nogen sagde noget irriterende, og vi kan hidse os totalt op, hvis der er nogle mænd, der gerne vil se TopGear med fjernsynet skruet helt op imens vi sidder i rummet ved siden af (også når det er nogle mænd, vi holder kraftigt af). Nogle gange vil vi bare have ro. Og andre gange kan vi blive ved og ved med at danse.Når jeg tænker på, at jeg har mit flagrende sind fra hende, så kan jeg ikke skamme mig over det eller føle, at jeg er forkert. For jeg kan se, hvordan hun med sit flagrende sind giver rigtigt meget glæde til en masse mennesker. Hendes følgere på Facebook elsker at se hendes billeder af solnedgangene i sommerhuset, og de elsker at høre om hendes nyeste projekter – om det så er en terrasse, en rabarbertærte eller noget helt tredje. Det afgørende er, at hendes begejstring for ting skinner så meget igennem, at man selv bliver smittet med glæden. Når hun er glad, er man ikke i tvivl om det, for så er hun virkeligt glad. Og så er der så mange andre mennesker, der også bliver glade. Hvis hun ikke havde et flagrende sind, så tror jeg ikke, at glæden ville smitte ligeså meget. Og det samme gælder for mig selv. Da mine svigerforældre mødte mig første gang sagde de bagefter til S, at de godt kunne lide mig og mit gode humør, og at jeg er lattermild og alt muligt. Jeg fornemmer, at der er rigtigt mange, der opfatter mig som lattermild og meget glad. Det er jeg selvfølgelig glad for, men det kan somme tider være svært, fordi jeg kan føle, at jeg så skal være sådan hele tiden for at være mig. Men jeg øver mig i at tænke, at der ikke er nogen, der altid er glade, og at jeg godt må være trist og sur nogle gange uden at det betyder, at jeg ikke er mig.Med dette indlæg håber jeg at kunne give jer, der læser med, en større indsigt i, hvorfor jeg er, som jeg er, og at det måske kan føre til, at I selv reflekterer over, hvordan jeres sind er. Måske har I et lidt mere stabilt humør med færre og mindre udsving eller måske er I lidt flagrende, som det er tilfældet med mig. Jeg ved, at jeg helt sikkert ikke er alene om at have udsving i mit humør, og derfor udgiver jeg dette indlæg. Jeg har intet at skamme mig over – selvom det da ikke er vildt fedt at indrømme overfor verden, at jeg har grædt pga. en ost. Men hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at blive en god psykolog en dag, så er det nok en god idé, at jeg selv står ved mine svage sider, så jeg engang kan hjælpe andre mennesker til at gøre det samme. For det forholder sig sjældent sådan, at en “svag” side udelukkende er noget negativt – der er næsten altid noget positivt ved det også.

Hyg jer – og husk at trække vejret og være dem, I er.

 

//A