Kategoriarkiv: eksamen

Starten på den længste sommerferie nogensinde | Verdens længste sommerferie #1

Hej verden.

I dag er jeg iført hat, da jeg følte en trang til det, og eftersom at jeg blev enig med mig selv om, at det ville være underligt at tage min studenterhue på, blev det til at jeg iførte mig denne stråhat. Derefter tog min bror og jeg i Kvickly, da vi følte for at markere det faktum, at vi begge har sommerferie nu. Vi købte sennep og jeg investerede i tre guldteskeer (der selvfølgelig ikke er lavet af guld), så jeg nu har fire af dem i alt. Det er muligvis den mest åndssvage og samtidig bedste investering, jeg har foretaget i nyere tid.

Jeg havde desuden store planer om at få læst en bog i dag, men det lykkedes ikke. Til gengæld fik jeg set størstedelen af en genudsendelse af Aftenshowet fra i går. Det er på mange måder et fuldstændig ligegyldigt program, og jeg lærte intet af at se det, men jeg har ferie, så det er ok.

Med andre ord er jeg et frit menneske de næste 11 uger (det er fandme lang tid), og så igen er jeg egentligt ikke et frit menneske, da jeg stadig er underlagt samfundets lov og orden, uanset om jeg har sommerferie eller ej. Men alligevel.

Jeg har fri, og jeg har gennemført det semester, som en masse folk siger er det hårdeste på bacheloruddannelsen. Det er lidt vildt. Dog skal man som bekendt ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, så jeg må hellere lige vente et par uger og se, om jeg har bestået, før jeg bliver alt for højt på strå. Man ved jo aldrig.

Jeg føler en trang til, at dette indlæg skal omhandle noget dybt, men jeg tror ikke, at det kommer til at ske, så her er et billede af nogle sten som jeg har tegnet på:

I morgen skal jeg til Tyskland med min bror, hvilket bliver interessant.

Jeg håber, at min kreativitet snart kommer i gang igen, så jeg kan skrive noget, der er lidt mere sindsoprivende end dette indlæg har været.

Hyg jer.

//A

 

Vi ses på den anden side

Hej verden.

Jeg har officielt fået læseferie nu, hvilket betyder, at virkeligheden har ramt mig. Jeg har hele semestret udskudt at læse en del tekster, fordi jeg vidste, at jeg ville få (næsten) tre ugers læseferie, og at jeg derfor godt ville kunne nå at læse det hele senere hen. Og det tidspunkt er så kommet nu – tidspunktet, hvor jeg skal læse alt det, jeg hidtil ikke har nået/ikke har taget mig tid til/ikke har kunnet koncentrere mig om at læse. Så jeg har lavet en liste over alt det, jeg skal have læst, og det er en rimeligt omfattende liste. Jeg tror nu nok, at jeg skal nå det, for nu har jeg sat mig for, at jeg vil det, men det indebærer, at jeg må vælge nogle ting fra i de kommende uger, hvis jeg skal kunne fokusere på at få udrettet noget/klare mig i præstationsræset. Så jeg er nået til den konklusion, at jeg er nødt til at sige til mig selv, at jeg ikke skal bruge tid på at skrive blogindlæg og digte i den kommende periode – i hvert fald i 1-2 uger, for jeg har ikke tid til at distrahere mig selv med en masse filosofiske tanker og poetiske udskejelser lige pt. Det føles lidt trist, da jeg på mange måder er mere passioneret omkring min blog end at læse om multidimensionelle modeller om emotionsgenerering, men jeg tror, at det er det bedste. Jeg kan ikke alting på én gang, og at jeg må nedprioritere min poetiske side for en stund er egentligt ok, da jeg igennem dette semester har tilladt mig at bruge tid på min blog og de ting, der gør mig glad. Det betyder så, at jeg har mere at se til nu, end jeg ville have haft, hvis jeg allerede havde læst alt i stedet for at skrive om småkagerkærlighed og at hidse mig op over navnet på en bumsecreme. Men jeg fortryder intet. Livet er mere end eksamener og fancy akademiske udtryk, og jeg vil altid prioritere mig selv og min egen glæde højere end at læse pensum 100 % grundigt, hvis det sker på bekostning af mit eget psykiske velvære, for jeg bliver ikke en god psykolog af at være en perfektionist, der ikke giver mig selv plads til at gøre det, der gør mig glad.
Men i de kommende par uger vil jeg alligevel fokusere på at få læst så meget som muligt og få overblik over, hvad det egentligt er, at jeg har lært på dette semester – ikke kun fordi at eksamen nærmer sig, men ligeså meget fordi, at jeg ikke ønsker at spilde min tid – der er en grund til, at jeg har valgt dette studie, og jeg vil gerne have noget ud af det, nu hvor jeg har muligheden for det. Så nu er det slut med at udskyde læsningen og tid til at fokusere i stedet for. Jeg vil stadig gå ture ved stranden og gøre andre ting, der gør mig glad, men denne blog bliver nedprioriteret i de næste par uger, og det er en god ting, for det er ofte en god ting at få en pause.

Hyg jer – og husk solcremen!!!

 

//A

FRIHED – akademiske præstationer, Sundhedssuppe og en kritik af nytåret som koncept 

Hej verden.

I dag havde jeg min sidste eksamen, og ud fra min egen opfattelse gik det godt, da jeg føler mig tilfreds og vigtigst af alt har en følelse af, at jeg har lært noget som jeg rent faktisk kan bruge i det virkelige liv og som muligvis kan være med til at gøre mig til et bedre menneske, der kan hjælpe andre (eller i det mindste sige nogle fancy akademiske ord, der beskriver deres sindstilstand). Det var faktisk en meget hyggelig oplevelse, og jeg nåede at skrive 21000 tegn (9 sider) på lidt under 7 timer. Samtidig nåede jeg at spise middagsmad, drikke halvanden liter te og at se ud ad vinduet et par gange. Jeg snakkede også med Silkeborg Autoservice, der ringede til mig, fordi de ville snakke med min far. Mekanikeren, der vist hedder Keld, har igennem årene forsøgt utroligt mange gange at få fat i min far ved at ringe til mig. Dette har resulteret i, at Keld kan huske mig og ønskede mig en god dag og alt muligt. Det var meget hyggeligt, eftersom de eneste der ringer til mig er telefonsælgere (og Silkeborg Autoservice, fordi de tror, at jeg er en form for omstillingskontor).

Desuden lykkedes det mig at få inddraget nogle svære tekster (også nogle af dem, jeg ikke havde læst vildt grundigt) og alligevel få det hele til at hænge sammen. Det gav mig en oplevelse af overblik og en følelse af, at alt det, jeg har lært i løbet af de seneste par måneder pludselig giver mening. Det var en rar følelse, som jeg ikke har oplevet siden juni måned. Så hurra for mig selv og det faktum, at internetforbindelsen ikke brød sammen under eksamen.
Nu er jeg et frit menneske, der kan gøre hvad jeg vil resten af januar. Det er en interessant følelse, eftersom jeg rationelt set overhovedet ikke er et frit menneske, da jeg kun kan gøre hvad jeg vil til en vis grænse. Men stadigvæk, jeg kan i høj grad selv bestemme hvad jeg har tænkt mig at gøre, så derfor fejrer jeg pt. min nyerhvervede frihed ved at cykle 20 km (imens jeg skriver dette), og i morgen har jeg store planer om at handle ind til en grøntsagssuppe, som jeg kalder for “Sundhedssuppen” (min familie fik alle nogle meget opgivende ansigtsudtryk, da jeg fortalte dem, at tiden var kommet til at lave den suppe igen). Men jeg er selv meget entusiastisk, og jeg synes er er hyggeligt at have tid til at lave suppe og kunne gøre det til et livsprojekt.

Nok om mig og mine akademiske præstationer og fremtidsplaner om suppe. Det er et nyt år, og det er vel meget fint, dog betyder det ikke, at jeg har tænkt mig at skrive et indlæg med mine nytårsforsætter, eller at jeg har tænkt mig at stresse over at jeg skal have færdiggjort mit “det lærte jeg i 2016” indlæg, for ærlig talt gider jeg ikke at skrive om nogle af delene. 2016 var kynisk set for mig et utroligt godt år, men jeg er nået frem til, at jeg ikke kan se, hvorfor noget skulle ændre sig, bare fordi årstallet er skiftet, for når alt kommer til alt, er tiden ikke andet end en illusion. En illusion, som vi ikke skal lade os styre af. Så hvorfor ikke erkende, at vi alle er de samme som sidste år og at det, der kræves for at vi kan ændre os, er at vi beslutter os for at behandle os selv (og andre) godt? Der sker ikke automatisk nogle forandringer bare fordi det er år 2017, og på samme måde er der ikke noget, vi mister, bare fordi året skifter. Vi kan hver dag beslutte os for, hvad vi vil tage med os fra fortiden og hvad vi vil fokusere på nu, og det gælder hele året og ikke bare nu.
Så nej, jeg har ikke tænkt mig at lave en liste over nytårsforsætter, og jeg har heller ikke tænkt mig at være trist over, at 2016 er slut, for som sagt er tiden en illusion, og i teorien er fortiden og fremtiden også en illusion, så der er ikke nogen grund til at bruge flere dage på at skrive om det, da jeg ærligt talt ikke gider. Jeg har brugt rigeligt med tid på a dvæle ved fortiden, og lige pt gider jeg ikke mere af det.

(Mit trætte ansigt, der på symbolsk vis fortæller, hvordan jeg har det med nytåret og nytårsforsætter).

Nu har jeg glemt, hvad jeg ville nå frem til med dette indlæg, men primært forsøger jeg at pointere, at jeg ikke gider mere pis, og at jeg er imod det faktum, at det er blevet en tradition, at vi hver gang et nyt år starter opfordres til at kritisere os selv og tænke på alle de områder, hvor vi ikke selv synes, at vi er gode nok. Det er fandme åndssvagt, for man bliver ikke “god nok” ved konstant at forsøge at ændre sig selv. Derimod bliver man det, når man forsøger at være et godt menneske, der behandler alle godt og forsøger at sætte sig ind i andres følelser, tankegang og adfærd.

(Ja, jeg kan godt lide Svend Brinkmann)

Nu har jeg cyklet 24 km og kan ikke mærke mine ben, så det må være nok for nu.

Hyg jer.

/A

Juni 2016 – en opsummering

 

Hej verden.

Jeg har brugt det meste af dagen på at redigere ovenstående video, hvilket har været en fest. Der er noget rart over at få hele måneden samlet i én film (også selvom der teknisk set stadig er en uge tilbage af juni på nuværende tidspunkt), da jeg så ved, at jeg har noget konkret at se tilbage på, og at jeg har det samlet et sted. Desuden har jeg hygget mig med at lave baggrundsmusikken selv og at få det hele til at passe sammen, så jeg har følt mig produktiv, hvilket altid er rart.

Da videoen i sig selv siger det meste om, hvad der er sket i denne måned, så kommer her en opsummering af, hvad jeg har lært i løbet af juni:

  • At spille ukulele (det tog nogle timer at lære langt de basale ting, nu skal jeg bare have mere øvelse).
  • Danguitar.dk har virkeligt hurtig levering, jeg ville ønske, at jeg havde brug for at købe flere strengeinstrumenter.
  • Det viser sig, at jeg er “fremragende til at analysere digte”.
  • At se to-tre afsnit af Drengene fra Angora (de gamle afsnit fra 2004-2005) er et meget effektivt middel mod eksamens-stress/rastløshed.
  • At blive student har været meget bedre end forventet.
  • Min studenterhue var pengene værd, da den kan skjule en dårlig hårdag, beskytte en smule mod solen og desuden få mig til at se meget mere frisk ud, end jeg egentlig er.

DSC_0983

  • Jeg kan (næsten) nyde at få opmærksomhed, hvis jeg føler, at der er en grund til det/noget af fejre.
  • Randers HF & VUC’s kommunikationsmedarbejder tager virkeligt gode billeder, og hun er vildt flink.
  • Det er muligt at fungere en hel dag og have gæster og samtidig kun have sovet tre timer om natten (det er dog uoptimalt).
  • Man kan være heldig at modtage spændende gaver når man bliver student, som fx en kaktus, en designer-hund i egetræ og en Margrethe-skål med tilhørende mandolinjern og selvfølgelig blomster og en tegning (tak til hhv. farmor, farfar, min fars moster, min fasters familie, torsdags-børnebibliotekaren, min familie, skolen og Iris).
  • Jeg kender mange gode mennesker (det har jeg vidst længe, men jeg har muligvis først rigtigt indset det nu).
  • Når vi forsøger at tage en kage med ud i sommerhuset, ender den af en eller anden grund altid enten med at blive mast eller at smelte, før vi er nået frem.
  • Min bedstemor har fortalt os, at min mor og bedstefar engang har løbet en tur rundt om en gård ved navn “Blævreborg”, hvor nogle folk troede, at min bedstefar jagtede min mor (det var i deres unge dage).
  • Min bedstemor har købt 20 par neongule strømper, fordi “de er lette at få øje på i vaskemaskinen”.
  • Mit forhold til bland-selv slik er ambivalent.
  • Jeg kan godt håndtere at være på et sygehus uden at blive deprimeret (hurra) (vi var der for at besøge min bedstemor, intet livstruende var galt, hun var glad for at få besøg).
  • Intet varer evigt, hvilket dybest set er godt.
  • Berømmelse varer heller ikke evigt, hvilket også er godt.

dsc_0304.jpg

  • Man må nogen gange sige farvel til noget af nødvendighed fremfor lyst.
  • Jeg elsker stadig Nephews første album (og langt det meste, de har lavet, jeg havde en god musiksmag som 11-årig (jeg er ikke engang ironisk).
  • Der sker ofte forfærdelige ting i verden, men det betyder ikke, at verden er overvejende ond. Der findes langt flere gode, end onde og hadefulde mennesker.
  • Man ved, at man er blevet voksen, når den ideelle eftermiddag består af at nyde en kop kaffe og at høre jazzmusik.
  • Det kan være meget befriende at danse rundt i huset til musik, jeg helst ikke vil indrømme, at jeg kan finde på at lytte til (mit ego vil tage skade).
  • Jeg hader fluer som ind i helvede.
  • Før man siger ja til noget, er det godt at overveje, hvorfor man siger ja (som udgangspunkt).

image-2fc11f69352b762ab32203e3b7df334b273a27dff0b44c69b7404ca0731ec939-v.jpg

  • Før man siger nej til noget, skal man overveje, hvorfor man siger nej (som udgangspunkt).
  • Det er fysisk muligt for mig at cykle 22 km (i voldsomt terræn) på min almindelige cykel (som er vildt hård at køre på af en eller anden grund), uden at dø/falde om.
  • Min puls kan blive virkeligt høj.
  • Ærlighed er en vigtig disciplin på flere planer.
  • Nogen dage er det bare nødvendigt at sidde og stirre på havet og træerne (eller en væg hvis man ikke er et sted med en god udsigt).
  • “A Beautiful Mind” er en god film, muligvis en af mine yndlings.
  • “Min Søsters Børn i Sneen” og “Flyvende Farmor” er også nogle af mine yndlings film.
  • DR Ultra sender nogle forfærdelige programmer (jeg er tvunget til at høre på det, når jeg er på arbejde, hvor der altid står et tv tændt). Jeg forstår virkeligt ikke, hvorfor alle børneprogrammer skal være så overgearede og handle om alt muligt ligegyldigt, og at der altid skal være nogen der skriger, eller som bare har virkeligt irriterende stemmer.
  • Det er kun lykkedes mig at færdiglæse to bøger i denne måned (sidste år i juni læste jeg 10 bøger).
  • Tradium på Rådmands Boulevard har virkeligt mange toiletter og vandautomater (Iris og jeg var der for at udforske stedet, da hun efter planen skal starte der snart).
  • I den forbindelse har jeg også lært, hvor man går hen, hvis man vil uddannes til tømrer, og at man kan uddanne sig til overfladebehandler (jeg er muligvis ignorant fordi jeg ikke var helt klar over det).
  • Matematik/Kemi-Kirsten har sommerhus i samme område som vores ligger i, hun har dårlige knæ og hun mener også, at det er vigtigt at have sikkerhedsudstyret i orden, når man anvender en motorsav. (Vi havde en længere samtale med hende til dimissionen, ellers ville jeg aldrig have lært de ting).
  • Det er virkelig dyrt at spise på Hvidsten Kro, men også godt og hyggeligt.
  • Vores naboer i sommerhuset er muligvis et rockband, de spiller trommer ret højlydt nogen gange. Og de andre naboer holder umiddelbart af at holde karaokeaftener og at synge “Danse I Måneskin” utrolig højt.
  • Det er muligt at komme ud af et langvarigt Pepsi Max misbrug.
  • Man får intet ud af at sammenligne sig selv med andre.
  • Nogle mennesker er virkeligt forfærdelige.
  • Clement Kjærsgaard er overvurderet.
  • Sankt Hans i Mariager er hyggeligt.
  • Jeg er overraskende god til at klippe mig selv (i det mindste så vidt jeg selv kan se).
  • Jeg er også god til at lave blomskåls/brocoli-tærte.
  • En god solcreme øger livskvaliteten.
  • Det er ok at føle sig tom indeni nogen gange.
  • Nørrevangsskolen har nogle forfærdelige toiletter (det vidste jeg sådan set godt, da jeg jo selv har gået der, men jeg fik genopfrisket min viden på området, da jeg var der til min brors dimission).
  • Der er stor forskel på kvaliteten af dimissionstaler (jeg nævner ingen eksempler af frygt for at modtage hatemail).
  • Det er godt for sjælen at male og støvsuge.
  • Pesto indeholder flere kalorier end forventet.

 

Det var sådan ca. det.

Hyg jer.

/A

Nej, mit karaktergennemsnit definerer ikke, hvem jeg er.

Hej verden.

I disse dage bliver en masse mennesker studenter (hurra og tillykke til alle), og desuden er det i dag to uger siden, at jeg selv blev færdig. Det er en positiv tid for mange mennesker, og det gør mig i godt humør at se folk, der nu kan ånde lettet op og kan fejre, at 2-3 (eller flere) års skolegang/hårdt arbejde nu er overstået. Jeg synes, at det er en god tid.
I medierne kan vi læse artikler om studenter, der er blevet “superstudenter”, dvs. dem, der udelukkende har fået topkarakterer. Det synes jeg sådan set ikke er et problem i sig selv, da de har arbejdet hårdt for det og fortjener at blive hyldet for deres indsats. Det problematiske er, at medierne med disse artikler, hvor fokus ligger på studentens karaktergennemsnit, efter min mening, får det til at fremstå som en stor konkurrence fremfor en glædelig begivenhed. En konkurrence der kun handler om, hvem der formår at få det højeste gennemsnit og at sprænge skalaen i højeste grad. Det synes jeg er ærgerligt, og også ret dehumaniserende – det bliver karaktererne, der får mest opmærksomhed, fremfor arbejdsindsatsen eller personens historie, personlighed eller interesser. Desuden burde begrebet “superstudent” ikke blive brugt, da det indikerer, at nogle er blevet “mere” student end nogle andre er, hvilket er dybt åndssvagt og unødvendigt.

Efter min mening, får det det hele til at fremstå enormt unuanceret, når man ikke graver lidt dybere ned og forsøger at fremstille superstudenterne som de komplekse mennesker, de trods alt er. De er ikke overmennesker, eller bedre/dårligere end nogle andre er. De har deres egne problemer, interesser og tanker, og deres karaktergennemsnit afspejler langt fra, hvem de er.
Det tror jeg ville være med til at nuancere debatten om superstudenterne – en debat, der, efter min opfattelse, er alt for negativ. Det kan diskuteres, om det skyldes janteloven, misundelse eller noget helt tredje, at mange folk kommer med negative kommentarer, når de læser om en ny superstudent. Jeg har fx set følgende kommentarer blive brugt ret ofte:

  • “Tilykke til (indsæt navn), men hvorfor hører vi ikke noget mere om dem, der ikke har et højt snit, men som har kæmpet endnu hårdere bare for at bestå?”
  • “Verden kan ikke bruge 12-tals-piger til noget, det er vigtigere at kunne tænke kreativt end at kunne hele pensum udenad”.
  • “Ja, det er da meget flot, men lad os nu se, hvordan han/hun klarer det ude i det virkelige liv”.
  • “Jeg synes nu, at sociale færdigheder er vigtigere end evnen til at få høje karakterer, hvorfor bliver man ikke bedømt på, om man er et godt menneske i stedet”

(Ja, jeg begik den fejl at læse nogle kommentarspor på Facebook, det kommer der aldrig noget godt ud af).
For det første vil jeg gerne gøre det klart, at jeg er fuldstændig enig i, at medierne også brude fokusere på dem, der ikke har tårnhøje snit eller 6 A-fag. Det ville generelt være interessant med nogle mere dybdeborende artikler, hvor det handlede om mere end bare tal. Fx kan det undre mig, at der stort set ikke bliver snakket om folk, der har færdiggjort en erhvervsuddannelse. Jeg kan ikke helt se den gode grund til, at man undlader at fokusere på dem. Ingen uddannelse er bedre/finere end en anden.
MEN, det er ikke enten/eller, efter min mening. Det, at der bliver skrevet om superstudenterne, udelukker ikke, at man også skriver om andre end dem. Der foregår så lidt i dette land, at det da burde være muligt at fortælle om flere forskellige slags mennesker og ikke kun den gruppe, der på papiret har “klaret sig bedst”. Jeg går ind for, at alle historier er lige vigtige at høre om, og derfor er der ikke nogen, der skal vælges fra af den ene eller anden grund.

Desuden er jeg træt af, at vi ikke bare kan glæde os på hinandens vegne, uanset hvad, og lade være med at sammenligne os selv med andre, eller sammenligne andre med andre (det er mystisk formuleret men ja). Vi er alle sammen komplekse mennesker med hver vores historie, og vi har hvert vores udgangspunkt. Det er ikke en lige kamp, og derfor giver det heller ikke mening fx at sammenligne sit eget karaktergennemsnit med nogle andres. For når alt kommer til alt, så har karakterer kun den værdi, vi tillægger dem. Ligesom penge, der også kun er noget værd, fordi vi som samfund har besluttet, at det er sådan, det er. Efter min opfattelse er det ikke karakteren, der burde fokuseres på, men mere hvad den symboliserer eller betyder for den enkelte person. Bare fordi, at nogle får 12, betyder det ikke, at man er “dårlig/mindre succesfuld”, hvis man får 02, 4 eller hvilken som helst anden karakter. Det er meget mere komplekst end det, og det skal vi huske på. Det er ikke så sort/hvidt, som det kan fremstå som. Når alt kommer til alt, giver karakterer ikke (nødvendigvis) en indikation af, hvor meget man har lært eller hvad man kan – det afhænger af så mange ting – hvilket emne man trækker, ens mentale tilstand på eksamensdagen, ens grad af selvtillid, lærer, censor, hvordan man arbejder, når man er under pres – og måske også en lille portion held. Der er så mange skjulte variabler, og derfor skal karakterer ikke ses for andet, end det de er.

Hvis fokus lå på den enkelte som person og dennes indsats, læring og GLÆDE/tilfredshed frem for hvilke karakterer, personen er endt med at få, så tror jeg, at det ville blive meget lettere for alle at eksistere. Så kunne vi alle ånde lettet op, stoppe med at sammenligne os selv med andre, og ikke skulle høre på andre folk, der sammenligner os med nogle andre, der slet ikke har samme udgangspunkt som os selv.

IMG_9634

Grunden til, at jeg synes, at denne tid er så positiv, er at vi samles om at fejre, at nogen har ydet en indsats og har gennemført noget, der har været udfordrende, lærerigt og udviklende. Det er ikke en fejring af karakterer, det er en fejring, og en anerkendelse, af folks arbejdsindsats, som har ført til, at de har lært nye ting og nu skal videre i livet.

Alle, der gør hvad de kan, og yder en indsats, fortjener at blive hyldet for det. Kort sagt.

Ja, jeg har selv opnået at få et højt gennemsnit. Det har krævet hårdt arbejde, og jeg er ikke kommet sovende til det. Men mit gennemsnit definerer ikke, hvem jeg er som menneske. At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg er en trist eksistens, der kun bruger mit liv på skolen og at lære alt udenad og er ligeglad med folk omkring mig. Mit gennemsnit definerer mig ikke, og det ved folk omkring mig godt (forhåbentlig). At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg har dårlig selvtillid og derfor føler, at jeg er nødt til at lære hele pensum udenad, for at kunne få anerkendelse og få det bedre med mig selv. At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg er ude af stand til at tænke kreativt og finde på idéer. Det betyder heller ikke, at jeg ikke interesserer mig for andre mennesker og er vildt resultatorienteret.

Jeg er mere end mit karaktergennemsnit.
Jeg har det ikke bedre med mig selv nu, fordi jeg har fået en masse 12-taller. Grunden til, at jeg føler mig glad og tilfreds nu, er ikke mit gennemsnit i sig selv, men derimod det, som det symboliserer: at jeg har klaret det bedre, end jeg nogensinde havde troet var muligt. At jeg har haft muligheden for at lære en masse ting, lære mange forskellige gode mennesker at kende, og har haft en hverdag som jeg har været glad for. At jeg har fået så mange gode og lærerige oplevelser, og at jeg desuden har fået det bedre fysisk, end jeg har haft det nogensinde før.
Jeg har udviklet mig på mange punkter, og jeg har fået en meget større tro på, at jeg kan det, jeg vil. Jeg har fået bevist både overfor mig selv og andre, at det er muligt at kæmpe sig op til overfladen igen, selvom der er udfordringer på vejen.
De ting har jeg i tankerne, når jeg tænker på mit samlede gennemsnit, og at jeg nu er student.

DSC_0874

Jeg håber, at alle bliver fejret godt, at alle er stolte af dem selv, og at alle husker, at deres karaktergennemsnit ikke afspejler, hvem de er som personer. At det ikke er andet, end det, man selv gør det til – men at det er ok at lægge en stor betydning i det, uanset om det er et- eller tocifret. Vi har alle lige meget ret til at være stolte af os selv, og det bør vi alle være – og desuden huske at være stolte af hinanden og fokusere på det, der virkeligt betyder noget.

 

Dette indlæg endte med at blive mere dybt end jeg havde forventet, jeg tror, at det er nok for nu.

Hyg jer

/A

Forandringer – Slutningen på en æra (eller noget i den stil)

Hej verden.

Hvis man kender mig/følger mig på Twitter/læser min blog, så er man højst sandsynligt klar over, at jeg overordnet set ikke er ret begejstret for forandringer. Særligt ikke når det indebærer, at gode ting slutter. Jeg har altid været forfærdeligt nostalgisk anlagt, så når noget slutter, uanset om det er overvejende godt eller dårligt, bruger jeg meget lang tid på at tænke/reflektere over det hele, i et forsøg på at nå til et punkt, hvor jeg kan sige til mig selv, at det er ok, at det er slut, og at det bliver fint at komme videre i livet. Det lykkes ikke altid, specielt ikke, hvis der er for mange ting der slutter, samtidig med at noget nyt starter.
Dog har jeg fået bevist overfor mig selv mange gange nu, at jeg sagtens kan klare det hvis jeg vil/skal, hvilket er godt nok. Desuden er der en del af mig, der godt kan lide, at der sker noget nyt, men det bliver jeg af en eller anden grund altid ved med at glemme.
Jeg ved det ikke, min hjerne er forvirrende. Det, jeg vil frem til, er at jeg har det med at gøre et stort nummer ud af det, når der sker en eller anden form for forandring, og da der for tiden er mange ting der slutter/snart slutter/snart begynder, så vil jeg dedikere dette indlæg til alt det. (Hovedsageligt at jeg er færdig med HF, og at jeg snart har sidste arbejdsdag på biblioteket efter 4 år(!!) m.m.) (Det er sandsynligt, at det kommer til at minde om en nytårstale, vi får se).

På torsdag skal jeg til HF-dimission. Det er en ambivalent følelse, jeg har omkring det, for på den ene side er det selvfølgelig rart og godt at jeg nu er student, og at jeg endelig får mit eksamensbevis, og at alt er gået så godt osv. På den anden side er det underligt, da mine tre år på HF nok har været de bedste skoleår, jeg har haft, hvis man ser bort fra 10. klasse (det var et godt år).
Det er fjollet, da alle tre år har været utroligt forskellige og egentlig ikke har mindet om hinanden. Jeg har ikke haft en bestemt klasse, og der har været så mange forskellige mennesker, lærere og fag fra år til år. Det kan jeg dog se nu, har været med til at gøre det endnu bedre, da jeg af den grund har lært meget mere, end jeg ellers vil have gjort.
Alle tre år har været lærerige på hver deres måde, og som det er nu, er jeg utroligt glad for, at det hele endte som det gjorde, da mange ting er sket pga. tilfældigheder. Fx ville jeg aldrig have mødt Iris (og andre hyggelige mennesker), hvis jeg havde valgt nogle andre fag på mit første år, hvilket jeg sagtens kunne have gjort. Desuden var det heller ikke planlagt, at jeg ville tage alle mine fag som selvstudie dette tredje år, men sådan blev det af flere grunde, og det endte med at blive en meget større succes end forventet. Grundlæggende var det også pga. tilfældigheder(og held), at jeg fik mulighed for at komme til Israel og Spanien i år. I teorien er de fleste ting vel egentligt tilfældige, men det er en anden diskussion.

Faktum er, at HF er slut og at det på stort set alle punkter gik så godt, som det overhovedet kunne. Ja, det er rart, at jeg ender med et gennemsnit på 11,4, MEN det er langt fra kun det, der gør, at jeg betegner det som en succes. Det vigtigste for mig er, at jeg kan mærke/se, at jeg rent faktisk har LÆRT noget igennem hele processen, både om mig selv, andre, verden, livet, kemi osv., og at jeg grundlæggende synes, at jeg er blevet et bedre menneske (det er selvfølgelig en subjektiv vurdering), da jeg har lært mange forskellige folk at kende og har lært, at jeg har mange ting til fælles med diverse forskellige typer, som jeg nok ellers ikke ville have talt med.

IMAG4964
(
Jeg forsøgte at skrive mit navn pænt og nydeligt, men det gik galt til sidst, personligt synes jeg, at der nærmere ser ud til at stå “Hamster” frem for Hansen, men hvad kan man gøre).

 

Jeg kan meget tydeligt huske min første dag på HF (17. september 2013) (Jeg er meget god til at huske datoer, det er praktisk). Jeg kendte i alt ét menneske, der gik på skolen, jeg var stresset og ude af balance (jeg havde lige besluttet at stoppe på STX hvilket tog en del psykisk energi), jeg havde desuden en smule feber og generelt følte jeg ikke for at skulle starte på noget nyt, så nej, jeg var ikke fyldt med overskud og gåpåmod, jeg var nærmere træt og udmattet og på dette tidspunkt var jeg langt fra klar over, at jeg havde taget en af de bedste beslutninger i nyere tid, det indså jeg først senere.
Jeg fandt desuden hurtigt ud af, at jeg var den yngste af alle de folk, der var på mine forskellige hold (kulturfag, matematik C og psykologi). De fleste var 22-25, og nogle var over 30 (gisp), og utroligt mange havde børn. Derfor tænkte jeg ikke lige umiddelbart, at jeg ville have noget til fælles med nogen (men sådan tænker jeg altid, når jeg er i en situation med nye mennesker, selvom det oftest ender med at forholde sig modsat). Det tog mig nogle uger før jeg følte, at jeg begyndte at “falde til”. Det hjalp bl.a. på det at Iris begyndte at snakke med mig (det var i starten hovedsageligt hende, der startede samtaler med mig, da hun har en virkeligt god evne til at snakke med stort set alle folk). Med tiden blev vi desuden tvunget ud i gruppearbejde, hvor jeg så lærte nogle andre folk at kende, hvilket førte til, at jeg også begyndte at snakke med nogle folk fra mit matematikhold, og lige pludselig indså jeg, at jeg faktisk nød at gå i skole, nogen gange ønskede jeg ligefrem, at jeg havde flere timer, end jeg havde (på mit første år havde jeg kun 17 timer om ugen på skolen + psykologi en gang om måneden om aftenen).

Alle folk var så forskellige, og alle havde hver deres historie, og det oplevede jeg udelukkende som noget positivt, i det at der så ikke var nogle idealer til, hvordan man skulle være for at blive accepteret af gruppen. Som jeg har oplevet det, har HF været et sted med et stærkt fællesskab, netop fordi alle er så forskellige, men alligevel på mange punkter så ens. Jeg lærte i hvert fald, at alle har hver sin historie, og at ingen er bedre end andre (dette vidste jeg godt i forvejen, men jeg fik et mere nuanceret forhold til det hele).

blogger-image-465759529

Generelt husker jeg det første år som et år, hvor jeg forandrede mig en del og begyndte at hvile mere i mig selv (det lyder som noget fra indledningen til en forfærdelig selvhjælpsbog, men ja). Jeg følte for en gangs skyld, at jeg fik ro til at gøre tingene i mit tempo, og at der ikke var nogle der pressede mig til at skulle have 36 timer om ugen og helst ikke have noget fravær. Jeg havde det år fri hver onsdag, hvilket var utrolig rart, hvis jeg engang får verdensmagten bliver det lovpligtigt at alle folk skal have fri om onsdagen (det bliver muligvis et logistisk helvede, men det kan vel løses).
Noget andet jeg husker det første år for, var at jeg begyndte at elske matematiktimerne, hvilket var noget nyt for mig. Jeg har altid haft det fint nok med matematik, men det var først på HF at aha-øjeblikket kom, dvs. der hvor jeg endelig indså meningen med det hele (i hvert fald noget af det). Desuden havde vi en vildt god lærer, og folk på mit matematikhold var vildt hyggelige (de fleste i hvert fald), så jeg var ofte en af dem, der sagde mest i timerne, hvilket var revolutionerende (jeg har ikke tal på hvor mange skole-hjem samtaler, jeg har været til, hvor lærerne har sagt “Amanda, du er utroligt dygtig, så jeg forstår ikke, hvorfor du ikke siger noget mere i timerne. Du kan jo godt, der er ingen grund til at være stille og genert” (hvilket generelt er en åndssvag ting at sige til et menneske, da der altid er en grund til, at man opfører sig på en bestemt måde, men det er en anden diskussion). Men ja, jeg fik bevist over for mig selv, at jeg sagtens kunne, hvilket primært skyldtes, at jeg følte, at det var ok at sige noget forkert, at jeg ikke var tvunget til at skulle sige noget, hvis jeg ikke følte for det (man får ikke årskarakterer på HF, så det er mere op til en selv at afgøre, om man ønsker at sige noget hele tiden eller ej), og at jeg desuden syntes, at det var interessant og dermed følte for at sige noget.
Det var en udviklingsproces, og det skete ikke fra den ene dag til den anden, og det var alt sammen ok. I kulturfag (samfundsfag, religion og historie), følte jeg mig dog ikke helt så sikker. Ikke fordi, at jeg ikke forstod det, men nærmere fordi, at jeg følte mig en smule intimideret af alle folks kloge kommentarer; alle var en del ældre end mig, og mange vidste derfor nogle ting på forhånd, som jeg ikke vidste (hvilket giver god mening, der er forskel på hvad en 17-årig og en 26-årig ved). Dog skyldtes det mest af alt usikkerhed, da jeg helst ville sige noget klogt og gennemtænkt for ikke at fremstå uvidende, hvilket er en følelse mange nok har inderst inde.
Vi havde en vildt god lærer, som virkeligt formåede at få alle til at arbejde hårdt, jeg havde aldrig før oplevet noget lignende. Alle gjorde deres bedste og det at vi havde en lærer, der brændte så meget for sine fag, smittede af på os. Jeg lærte en hel del i de timer, også selvom jeg ikke altid følte lige meget for at sige en masse.

Noget andet jeg husker det år for, var at Iris og jeg i en periode om vinteren ofte tog i Føtex flere gange om ugen, hvor vi hyggede os med at købe Kinderæg og se på te og kaffe (jeg spiste et kinderæg hver dag i den periode, jeg havde en teori om, at det forbedrede min livskvalitet).
Desuden følte jeg, at jeg havde en høj grad af frihed. Jeg kunne overskue både at skulle i skole og på arbejde, følte mig ikke længere stresset, men følte stadig, at jeg blev udfordret på en god måde. Jeg cyklede til skole (el-cyklen er en god opfindelse), hørte musik som fx denne sang:

og hyggede mig generelt.

blogger-image-1569660130blogger-image-386197043

blogger-image-618690075

 

blogger-image-1740890303

Så kom det andet år, som var det år, hvor jeg havde flest timer (21). Det var overordnet et rigtig godt år, selvom det var mere stressende end det første, da det betød, at jeg havde en lang dag om torsdagen (jeg tog afsted kl 7 og kom hjem kl. 19.30 fordi jeg skulle direkte på arbejde efter skole). Jeg var først nervøs for, hvordan det ville gå, men det viste sig at fungere fint de fleste dage.

blogger-image-1005672924

Det var dog også et overvældende år, da der i perioder var mange afleveringer, der skulle afleveres på næsten samme tidspunkt, hvilket kunne stresse mig en del, specielt hvis det var gruppeafleveringer, men jeg fandt alligevel ud af, at jeg sagtens kunne klare det.

blogger-image-1972712872
(
Et billede fra børnebiblioteket, en dag inden jeg havde ryddet op).

blogger-image-1964778752
(
Min 18 års fødselsdag, hvor Iris købte kakao til mig for at fejre det)

blogger-image-1080653227blogger-image-1980292558blogger-image-40872878

(Billede fra en børnebog på biblioteket) (Jeg havde en periode, hvor jeg tog billeder af de bøger, jeg synes var sjove, det stoppede dog igen)

blogger-image-1136863582

På tur i en farvehandel (spændende)

IMAG3959

(Jeg tror ikke, at der er så meget at tilføje, udover at det ikke er en børnebog, det skal nok lige nævnes)
DSC_0883

Billede fra den dag vi fejrede min 19-års fødselsdag (jeg havde inviteret hele tre HF venner, det var revolutionerende da jeg normalt hader at fejre min fødselsdag, men den dag hyggede jeg mig).

 

DSC_0980

Billede fra studieturen til København med samfundsfag B (som det lykkedes mig at deltage i i ca. 13 timer før jeg endte med at flygte med toget hjem (en længere historie der kan læses her)):

At sige fra, og at have det fint med det.

 

Jeg kom også i æg-sistentielle dilemmaer pga. at min geografilærer tvang os til at tage stilling til vores kødforbrug (hvilket jeg er glad for på nuværende tidspunkt, dog syntes jeg dengang, at det var noget pis, hvilket tydeligt fremgår af de indlæg jeg skrev om det):

NEJ, jeg har ikke tænkt mig at blive vegetar for miljøets skyld

Ægsistentielt dilemma

DSC_0260

Det fik mig dog til at tænke over flere ting, (bl.a. æg) og sidenhen har jeg også ændret holdning i en grad, selvom jeg dog stadig ikke mener, at man skal blive vegetar/veganer pga. dårlig samvittighed).

 

wpid-wp-1432923415897.jpegwpid-wp-1431963041985.jpeg

Jeg blev desuden tvunget ud i at lære biologi og matematik B (som ikke var ligeså festligt og hyggeligt som matematik C, selvom Matematik-Kirsten (der senere blev til Kemi-Kirsten) er hyggelig, så var sværhedsgraden en del højere).

wpid-wp-1435092155821.jpeg

Så sluttede det og Iris plus alle andre folk jeg på det tidspunkt snakkede med, blev studenter, hvilket var underligt, da jeg jo stadig havde et år tilbage. wpid-wp-1435092171777.jpeg

Iris’ studentergave (tre bøger: The Little Prince, Simon vs. The Homo Sapiens Agenda og All The Light We Cannot See).

wpid-dsc_1578.jpg

Et billede fra sidste år, hvor jeg blev sat til at folde plakater på arbejdet (jeg har haft mange interessante arbejdsopgaver igennem tiden, bl.a. at folde forskellige ting, feje popcorn op fra gulvet, feje voldsomme mængder af glimmer op fra et stort gulvareal efter et af vores julearrangementer, at være klædt ud som nisse og heks, og div. andre ting). Det meste af tiden har jeg dog brugt på at sætte bøgerne op, rydde op, fortælle folk hvor de kan finde bøger om heste eller andre ting, oplære nye bogopsættere m.m. Jeg har virkelig været glad for at have det arbejde, og at jeg har fået lov at fortsætte så længe (normalt ophører ansættelsen når man fylder 18 år), og fire år er lang tid. Teoretisk set er det en femtedel af mit liv, så det giver vel meget god mening, at jeg har det underligt med, at det skal slutte. Jeg føler dog, at jeg har fået det ud af det, som jeg kan, og at det er ok, at jeg skal videre i livet (selvom der er en del af mig, der mest af alt har lyst til bare at blive hvor jeg er og arbejde på biblioteket resten af livet og ikke skulle gøre nye, skræmmende ting). wpid-dsc_2212.jpg

Her er et billede fra den første aften, hvor jeg var til aftentimer på skolen (august 2015). Jeg hyggede mig med mig selv og min triste og tørre madpakke efter at vi havde fået fri (jeg har i år haft en tendens til at tage nogle utroligt triste madpakker med, til kemi-weekenden havde jeg noget tørt rugbrød og en banan med, det var ikke særligt interessant).

Generelt har mit tredje år på HF været meget anderledes i det, at jeg selv har stået for at skulle bestemme, hvad jeg skulle lave hvornår, hvordan jeg ville lave det, og hvor meget tid jeg ville bruge på det. Overordnet set har det været fantastisk, da jeg har fået mulighed for at arbejde som jeg havde lyst til, og at det desuden har fungeret godt, at jeg selv har været ansvarlig for min læring. Det har selvfølgelig ikke været fantastisk hele tiden, fx har det, at jeg har haft så meget tid med mig selv, betydet, at jeg har haft lang tid til at tænke meget over bestemte ting, fx tænkte jeg utroligt meget over krig, ondskab og andre deprimerende emner i efteråret, hvilket ikke var så god en idé for min psykiske tilstand, der i forvejen ikke var vildt fantastisk (hvilket primært skyldtes, at vores gamle hund døde i august, hvilket jeg nok aldrig kommer over).
wpid-wp-1439044322354.jpeg

(Pelle)

Dog førte det hele til, at jeg blev opmærksom på, at jeg selv er ansvarlig for mit liv, og at jeg selv bestemmer, hvordan jeg vil leve det, og hvilke tanker jeg ønsker skal fylde mest. Så jeg begyndte at blive bedre til at komme mere ud, få motion, være social (i hvert fald nogen gange) og generelt gøre ting, der fik mig til at få det bedre og tænke på gode ting. Jeg begyndte desuden at fokusere på de ting, jeg kan gøre for at gøre verden til et bedre sted, frem for hovedsageligt at tænke på, hvad jeg ikke kan gøre noget ved og være trist over det.

wpid-wp-1439390637893.jpeg

Så fik vi en ny hund (Kalle), og livet gik pludselig videre. Fordi jeg har arbejdet hjemmefra har jeg været den, der har været mest sammen med den, hvilket har været rart og til tider forfærdeligt (den har forfærdeligt meget energi nogle dage, så mange af mine afleveringer har jeg skrevet med den ene hånd fordi Kalle har insisteret på at ville underholdes samtidig med det). Så jeg har lært at gøre flere ting på én gang, selvom det psykologisk set er umuligt.

wpid-img_20150915_170536.jpg

wpid-img_20150721_182341.jpg

I september besluttede jeg mig desuden for at læse “Les Misérables” færdig (den er 1200 sider), så hver dag, når jeg havde lavet en aflevering færdig, læste jeg noget i den, og efter to-tre uger var jeg færdig med den (det er stadig en af mine største bedrifter).

img_20160615_202300.jpg

Jeg har nydt at have tid til at gøre de ting, jeg har haft lyst til at gøre og at have mulighed for at være effektiv, når jeg havde mest energi (jeg kan få udrettet store ting ret hurtigt, hvis jeg arbejder hårdt), for så at holde fri i andre perioder. Jeg har bl.a. haft tid til at blive bedre til guitar, at male, læse, skrive blogindlæg, skrive digte (som verden nok aldrig kommer til at se), gå ture, cykle osv. Og jeg har været på Mallorca, set Alperne oppefra, været på voldsomt mange restauranter, været i Israel, badet i det Døde Hav (jeg gjorde det kun for at kunne sige, at jeg har gjort det), blevet kropsvisiteret (det var mere fredeligt end det lyder, men alligevel), og har generelt udfordret mig selv på mange punkter. Og jeg er blevet god til kemi, det er også noget af det bedste ved det hele. Desuden har jeg også klippet en stor del af mit hår af, kommet i bedre form og har (forhåbentlig) formået at beslutte, hvad jeg vil med mit liv (i hvert fald noget af det).

wp-1457548202366.jpg

image-f4c0542c17fd4a72c06e2128a4b6c718bf4c654c9b915cca1deebbc66b29ac79-v.jpgimg_20160508_145934.jpgdsc_0304.jpgDSC_0860DSC_0874

Nu har jeg brugt fire timer på at skrive dette indlæg, så nu må det være nok. Jeg tror, at konklusionen er, at det sgu har været meget godt, og at jeg har lært en masse og nu er klar til at komme videre i livet, også selvom det er skræmmende på flere planer. Men sådan er livet, man er nogen gange nødt til at gøre det, som gør en allermest nervøs (fx at tage i Føtex en tirsdag middag, det er ofte voldsomt stressende, så det skal jeg imorgen sammen med Iris)

 

/A

 

IMG_9628

Et positivt indslag

Hej verden. Jeg føler, at der sker masser af negative ting i verden for tiden, og desuden har mit eget humør heller ikke været det bedste de sidste par dage, så nu vil jeg lave et positivt indlæg og dermed gøre verden bedre (eller så jeg i det mindste kan leve i illusionen om, at jeg har bidraget med noget positivt).

Så her kommer en liste over gode ting:

  1. Jeg kender mange gode mennesker, hvilket er godt, det skal man ikke tage for givet.
  2. Jeg ejer nu en ukulele og har lært alle de vigtigste akkorder indenfor et par timer (det er anderledes end på guitar, hvilket kun er godt, da min hjerne så har noget at blive brugt til)img_20160615_202300.jpg
  3. Jeg har fået malet en del den seneste tid, hvilket får mig til at føle mig produktiv.
  4. Desuden har jeg også fået skrevet mange blogindlæg den sidste måned, hvilket også er rart.
  5. Den 13. havde jeg 4 års jubilæum som bogopsætter, hvilket også er positivt, dog minder det mig om, at pensionen snart kalder, hvilket jeg ikke helt kan håndtere, men mere om det en anden gang. Generelt er jeg bare utroligt glad for, at jeg har været der så længe, da jeg ikke ville have været den samme person, hvis jeg ikke havde fået det job (det lyder virkelig irriterende, men det er sandheden). Biblioteket er et godt sted.
  6. Det er lykkedes mig at se min ven Irene to gange i denne måned, hvilket har været rart, hun er en god person. Vi har haft nogle interessante samtaler om psykologi, ondskab, religion og etik (det er faktisk rigtigt nok, det er ikke bare noget jeg siger for at fremstå mere sofistikeret end jeg er). Desuden er hun en person, der arbejder hårdt for at nå sine mål, hvilket jeg respekterer meget, og så er hendes familie de flinkeste folk på jorden, de spørger altid, hvordan jeg har det og generelt er de bare gode mennesker. DSC_0983
  7. Jeg har (når dagen er slut) også formået at se Iris to gange indenfor halvanden uge, hvilket jeg også er glad for, hun er også et godt menneske og jeg sætter meget pris på at have hende som ven. DSC_0918
  8. I går fandt jeg ud af, at jeg har fået 12 i skriftlig dansk, hvilket var meget uventet, jeg havde slet ikke troet det. Det beviser flere ting: det er muligt at få 12, selvom man har lavet 4-5 kommafejl (jeg talte efter, da jeg læste den igennem EFTER at have afleveret den), og det er også muligt at bilde sig selv ind, at noget er helt forfærdeligt, selvom det teknisk set er rigtig godt.
  9. Dvs. at jeg afslutter HF med et samlet gennemsnit på 11,4, hvilket er meget voldsomt. Det har krævet hårdt arbejde, men det vigtigste er sådan set ikke karakterne, men derimod at jeg føler, at jeg har lært en masse, og at jeg har opnået det, jeg ønskede. Dog er det rart, at jeg nu kan holde ferie uden at skulle frygte for, om jeg kan komme ind på psykologi, da jeg nu ved, at der ingen grund er til bekymring (jeg skal bare huske at søge ind, selvfølgelig).
  10. Jeg er blevet god til kemi, det er stadig noget af det bedste ved det hele.
  11. Nåh ja, jeg har ferie, det er også meget godt (selvom jeg har en tom følelse indeni, men det går vel over)
  12. Jeg har en kaktus ved navn Lars Kirsten (Tak til min farmor og farfar for at give mig den)dsc_0324.jpg
  13. Jeg var i avisen i sidste uge, hvilket vel også er meget godt.image-0.02.01.e8f098c7efe61bde597d78bc26cc122d81b226ab414ec0d5346a30d8c26e3480-v.jpgimage-0.02.01.92a8d1b0f9b0ff47985d6ce37cda2f2e39178eddf3a417e3e9855aac1e42aa8f-v.jpg
  14. Solnedgangene ved sommerhuset er også gode.dsc_4643.jpg
  15. Jeg har fået set noget af verden i år (dele af verden der ikke er Norge), hvilket har været godt (jeg kan dog stadig godt lide Norge). (Jeg vil gerne til Norge igen)
  16. Hvilket jeg i teorien sagtens kan, jeg er et frit menneske i over to måneder endnu.
  17. Jeg har lært mig selv at bruge Windows Movie Maker, hvilket jeg hygger mig med:

Jeg tror, at det var det, jeg kan ikke finde på mere.

Hyg jer.

/A

 

P.S: Meningen med livet er hundehvalpe, det er jeg nået frem til efter grundige overvejelser.

wpid-dsc_2150.jpg

(Kalle som hvalp, nu er den et stort skrummel)

Se mig, jeg er student – nu på skrift

Hej verden. Jeg føler, at jeg er nødt til at udrette et eller andet, så nu skriver jeg dette indlæg. Tidligere på dagen forsøgte jeg at male mine følelser, det gik sådan her:

dsc_0332.jpg

(Jeg ved ikke, hvad fanden det skal forestille, men sådan er det vel med den kunstneriske frihed)

 

Det er nu tre dage siden, at jeg blev student, men det føles som om, at det er meget længere siden, også selvom at tiden i teorien bare er en illusion. Men ja, jeg må hellere skrive noget om det, så jeg kan blive mindet om, hvor overskudsagtig jeg var for kun 72 timer siden.

Det startede med, at jeg stod op og spiste skyr med chia-frø, dvs. næsten udelukkende protein (hvilket senere viste sig at være et forfærdeligt valg, ikke pga. proteinen men pga. frøene, som min gode ven Iris var så venlig at informere mig om, at jeg havde siddende mellem tænderne (altså ikke dem allesammen men ét, og det var ikke ret synligt, men stadig, det er sådan man finder ud af, om folk er ens sande venner).
Så tog jeg afsted og forsøgte at undgå at blive kørt ned, hvilket lykkedes, ankom til skolen, gik hen til lokalet, ventede, blev kaldt ind (af min utroligt flinke kemilærer, hun burde have en pris for at være et oprigtigt menneske), trak spørgsmål nr. 36, som handlede om molarmasseberegning af natriumhydrogensulfat, sagde “nåh hvor godt”, gik ind i forberedelseslokalet, forberedte mig (læste mine noter til spørgsmålet igennem og lavede en disposition), kom ind i eksamenslokalet, sagde “pænt goddag” til censor (jeg citerer), snakkede om mængdeberegning, syrer, baser, pH, forklarede om et forsøg, svarede på spørgsmål indtil tiden var gået og min (meget smilende lærer, det var meget voldsomt) sagde, at jeg skulle gå ud, gik ud, blev mødt af 7 mennesker (Iris, mine forældre, min bror, en kommunikations-person fra skolen, en journalist og rektor), hvoraf jeg kun fik hilst på Iris før jeg skulle ind igen, kom ind, fik at vide, at det var så flot, og at jeg havde fået 12, sagde noget med “Ihhh hvor godt”, og noget andet jeg har glemt, kom ud igen til syv forventningsfulde ansigter og tre kameraer peget direkte imod mig, sagde “12”, og så begyndte alle at skrige og det var ligesom at gå videre i X-Factor. (Det er løgn, ingen skreg, men det er det tætteste jeg kommer på et X-Factor øjeblik).

DSC_0860

Så gav min bror mig huen på, som i øvrigt er beklædt med vat i det at jeg er en idiot der ikke kan finde ud af at måle mit eget hoved, sagde “aarrhh” og “næh hvor godt” og “tak” og krammede alle (altså dem jeg kendte, jeg krammede ikke rektor). Men rektor gav mig blomster og havde derefter en samtale med mig, der primært handlede om, hvad jeg skulle fremover, og om jeg havde været glad for at gå på skolen og at det var flot klaret osv.

DSC_0874

Jeg er generelt meget overrasket over, at jeg ikke rigtigt tænkte over, at der var så mange folk, der gav mig opmærksomhed, eller at jeg skulle være på en bestemt måde eller sige noget bestemt eller noget, jeg var bare glad (hvilket også fremgår af billederne, man kan godt se, hvis jeg forsøger at anstrenge mig). Men ja, det var rart, det skyldtes højst sandsynligt adrenalinen, og at jeg muligvis ikke helt var klar over, hvad der foregik (hvilket jeg stadig ikke føler mig helt klar over). Alle var glade og flinke og oprigtige, og det var generelt bare rart, at det hele var så positivt.

Så var der alle mulige folk der tog billeder og Iris gav mig en tegning, og alt var godt og rart, og alle sagde tillykke m.m. DSC_0892

Jeg modtog desuden store mængder af planter, dette fortsatte også den næste dag, hvor jeg fik en buket af min faster og onkel og roser +en kaktus af min farfar, farmor og hendes søster, tak til alle for det.

DSC_0908

DSC_0918

IMG_9628

DSC_0923

Så fortalte jeg min dybe livshistorie til Randers Amtsavis, resultatet kan læses her. Jeg er generelt tilfreds med artiklen, først syntes jeg, at jeg lød for karriereorienteret og følelseskold, men en af mine HF-venner siger, at jeg bare lyder som et ungt menneske, der ved hvad jeg vil med mit liv, så det vælger jeg at tilslutte mig.

DSC_0956

Derefter gik vi udenfor for at tage billeder, tak til min far og Iris for det, så stod vi lidt og udmattelsen kom snigende og vi gik derefter ind mod kantinen hvor vi købte nogle tørre chokoladeboller og noget kaffe og vand for at fejre det hele. Så sad vi i et stykke tid, jeg afleverede min kemi-bog, vi sagde farvel til Iris, hentede min cykel, kørte til bageren, købte en jordbærkæge, kørte hjem, pakkede ting ud, pakkede ting, skiftede tøj, kørte til sommerhuset, ankom. Så fik vi middagsmad og alt var godt, det væltede ind med tillykke-beskeder, jeg tror aldrig, at jeg har været så populær før, og bliver det nok aldrig igen. Så fik vi jordbærkage og jeg lavede derefter en film med billeder fra dagen, da jeg følte for at gøre et eller andet.

Så spiste vi, naboerne sagde tillykke, vi vaskede op, kørte hjem. Om natten sov jeg næsten ikke fordi min hjerne var igang med at bearbejde alle dagens indtryk, hvilket tog noget tid, og generelt var jeg i et vildt godt humør, hvilket er et luksusproblem. Mit humør den dag var nok det bedste det har været meget længe, hvilket siger en del, da jeg personligt vil mene, at jeg har haft et godt humør i et stykke tid (overordnet set, ikke altid). Men det var i hvert fald en rigtigt god dag.

image-0.02.01.ce6d3ef86f48a9bf245c8331d1118c780bc0b5eabf622b9bf56a6bb29c4463be-v.jpg

 

Dagen efter så det først sådan her ud, da jeg valgte at stå op kl. 6 efter godt tre timers søvn, fordi jeg opgav kampen.

dsc_0292.jpg

Og senere købte min bror avisen, hvilket var dagens højdepunkt af denne grund:

dsc_0304.jpg

image-0.02.01.e8f098c7efe61bde597d78bc26cc122d81b226ab414ec0d5346a30d8c26e3480-v.jpg

Jeg er generelt ret utilfreds med billedet på forsiden (nej, ikke fordi jeg hader mig selv, men derimod af belysningsmæssige årsager), og desuden har journalisten stavet mit “Thylkjær” som “Tylkjær” i billedteksten, men, det gør de fleste, også mit arbejde, så det kan være lige meget.

Senere på dagen så det sådan ud:

fb_img_1465415464106.jpg

(Jeg ved ikke, hvordan jeg formåede at se så frisk ud, for det var jeg virkeligt ikke, men det var en hyggelig dag alligevel). Jeg modtog flere planter, heriblandt en kaktus, som jeg har brugt dagen i dag på at navngive.

dsc_0324.jpg
(Det endelige navn blev Lars-Kirsten, hvilket jeg er meget tilfreds med, det er befriende. Det passer også godt ind til mine andre ting (min computer hedder Flemming, min iPad hedder Leif og min telefon hedder Preben, eller også er det omvendt).

I går da jeg kom på arbejde fik jeg så endnu en gave (af bibliotekaren jeg har torsdags-vagter med), som var en Margrethe skål der kan alt muligt smart (det er kompliceret), men det var i hvert fald en god gave, den kan jeg bruge de næste 70 år. Det er dog ikke det materielle, der betyder noget, det er det, at folk har tænkt på mig, der er det vigtige, det gør mig glad.

Nåh, men ja, jeg tror, at det var det for nu, der kommer muligvis et opfølgende indlæg der handler om identitetskrisen, den orker jeg ikke at tænke på nu.

Hyg jer

/A

 

Tralalalalala

Hej verden.

I dag var jeg til mundtlig dansk eksamen, og før jeg afslører noget, så vil jeg først pointere, at det var en vildt hyggelig oplevelse, jeg var egentligt ikke nervøs (det forsvandt efter vi så to afsnit af Drengene Fra Angora i går, det var effektivt, før det havde jeg diverse humørsvingninger, men skidt pyt). Jeg lå ikke vågen i nat og tog det generelt meget roligt. Før jeg skulle ind gik jeg rundt og så eftertænksom ud og forsøgte at have et kropssprog der sagde “jeg er selvsikker, jeg kan alt”, og det virkede ret godt (medmindre det var en placebo-effekt). Nåh men jeg var utroligt selvsikker, det sker altid til eksamener, det er vældig interessant at opleve indefra, at jeg kan være så udadvendt og frisk og sige så meget på så kort tid. Jeg trak to digte, det ene var fra Romantikken, og det andet var modernistisk, og jeg skulle så sammenligne dem osv., hvilket gik utrolig godt, min hjerne fungerede fantastisk, så jeg brugte 50 minutter på det, og så var jeg klar. Min lærer virkede meget glad for at se mig, og censor var vildt flink, så ja, det udviklede sig til en hyggelig samtale omkring digtene og perioderne, og det lykkedes mig at få perspektiveret til Helle Helle, hvilket var meget vigtigt for mig, jeg elsker Helle Helle. Nåh, men til sidst havde de ikke mere at spørge om, og så kom jeg ud og ventede i ca. et minut, og kom derefter ind og fik at vide, at det var rigtig godt, og at jeg havde fået et 12 tal, (tralalalalalalala). Og noget med, at jeg havde et stort kendskab til perioderne, og at jeg havde analyseret digtene rigtig godt selvom de var svære (hvilket jeg ikke havde opdaget, jeg havde bare tænkt, at det var nogle gode digte). Så sagde jeg noget i retning af “Nææh hvor godt!!” og så nogenlunde sådan her ud:

dsc_0252.jpg

(hvis man ser bort fra glasset, så var det noget i den retning). Så begyndte de at spørge interesseret ind til, hvad jeg skulle bruge det til (altså HF) hvor jeg så sagde, at jeg ville læse psykologi, og så sagde de, at det var da betryggende at vide, og så smilede de, og så tog jeg mine ting og sagde farvel og tak og gik ud. Så havde jeg samtaler med hele to mennesker som jeg umiddelbart ikke har snakket med før, de var begge nervøse, og jeg gav dem noget moralsk opbakning og fik sagt noget dybt noget i retning af “Du skal bare tænke på, at du skal vise det, du har lært i løbet af året, og så går det nok og de er flinke” (hvilket muligvis ikke er specielt dybt, men jeg tror, at det virkede). Det er også noget af det jeg godt kan lide ved eksamen; jeg kommer til at tale med alle mulige folk, som jeg ikke kender, og finder ud af, at jeg sagtens kan finde ud af at være social (en ting min hjerne har det med at glemme), så hurra for det.
Eksamen er generelt noget jeg ret godt kan lide, specielt mundtlige eksamener, da det (næsten) altid giver mig en følelse af, at jeg kan alt i verden (hvilket jeg selvfølgelig ikke kan, men det er alligevel rart at føle det). Desuden er det også en anerkendelse af, at jeg har lært noget i løbet af året, og at jeg har været disciplineret og alt det. Generelt er det bare rart at føle, at jeg har gjort mit bedste og at blive anerkendt for det.

Generelt har det været en vildt god dag, efter min eksamen ringede jeg til min mor, der blev ligeså begejstret som hun altid bliver
Jeg er nået frem til, at den anerkendelse jeg får af min familie/venner/folk, der oprigtigt ønsker det bedste for mig (fx mødte jeg børnebibliotekaren som jeg har torsdags-vagt med, i morges på vej til skolen (dvs. at jeg cyklede forbi hende med 25 km/t og lige nåede at sige hej, og hun derefter råbte “Held og lykke!” og jeg råbte “TAK!”) er noget af det mest betydningsfulde. Det er generelt bare rart at føle, at der er folk der går op i, hvordan jeg har det, og som ønsker mig det bedste.
Jeg har generelt tænkt en del over anerkendelse på det sidste, bl.a. i forbindelse med alle de historier der har været om folk (hovedsageligt kvinder), der uploader billeder af deres “uperfekte” kroppe for “at vise, at man også kan være pæn selvom man ikke vejer 50 kg”. Jeg skrev om dette i et indlæg fra sidste uge, men kort sagt er problemet med dette IKKE, at folk uploader billeder af deres, kroppe, det skal de da endelig gøre, men problemet er, at det, efter min mening, hovedsageligt medvirker til et endnu større fokus på kroppen og hvad der er rigtigt/forkert, når man gør det på denne måde, hvilket er helt malplaceret, hvis man ønsker at få alle til at føle sig tilpasse i deres kroppe. I det, at man føler, at man er nødt til at skrive en lang/kort tekst under billedet, der forklarer, hvor glad man er for sin krop, og hvor ligeglad man er med andres meninger, så bliver det meget selvmodsigende, da man vel lægger billedet op for at få anerkendelse fra folk, og fordi man går op i, hvad de mener om en (hvilket er ok, vi har alle brug for anerkendelse, men så skal man ikke forsøge at camouflere det og lade som om, at man er ligeglad med det). Generelt er jeg træt af den tendens der er til, at det er vores kroppe vi ønsker, at andre skal rose/anerkende frem for vores personligheder, som forhåbentlig er vigtigere. Desuden er jeg nået frem til, at man får det bedre i sin krop, hvis man har det godt med den person, man er, og at man generelt bliver mere ligeglad med, hvad andre mener, hvis man ser indad istedet, og tager billeder af naturen i stedet for at tage billeder af sig selv, dog er det positivt hvis man formår at finde en balancegang imellem de to ting.

For at afrunde dette:

Det har været en god dag, det er et godt liv og alt det, det er rart at få anerkendelse, men der er forskel på, hvordan man får den anerkendelse. Fx har jeg ikke skrevet noget på Facebook om hvordan det gik, da jeg umiddelbart ikke har følt et behov for det, da jeg selv har det godt med, hvordan det gik, og at det vigtigste har været at mærke, hvor glad min familie er for det, og at det reddede min bedstemors dag, da jeg ringede til hende og fortalte om det (min farmor blev også glad, bare til info).

Nåh, det var nok om mig, nu vil jeg ud i naturen.

/A

Endnu et indlæg skrevet under æbletræet i haven

Hej verden. I dag er det søndag. Nogen vil også kalde det Grundlovsdag, hvilket er fint, det er altid godt med en anledning til at fejre demokratiet, plus det er en undskyldning for at gøre søndagen til en fest (hvilket jeg personligt har gjort ved at støvsuge hele huset, leve vegetarisk, lave denne film færdig (som generelt bærer præg af at være meget hjemmelavet):

forsøge at finde ud af, om jeg er ordentligt forberedt til imorgen, konkludere at det tror jeg, og sidde under æbletræet ved siden af køkkenhaven (der primært består af nogle plantekasser med kartofler i og noget højt græs). Min plan for resten af dagen er at tænke udelukkende positive tanker, som kan få min hjerne til at tro, at jeg kan alt, og at dansk eksamen derfor bare bliver en hyggelig og afslappende samtale (det skulle ikke undre mig, hvis det rent faktisk ender sådan). Under alle omstændigheder skal det nok gå godt, da jeg er nået frem til, at min hukommelse er ret god, og jeg desuden er ret sikker på, at min dansklærer er et godt menneske.

Men den 5. juni er ikke bare en søndag, eller Grundlovsdag. Det er også den såkaldte “Fars Dag”. Hvis man kender mig, så ved man, at jeg er meget imod Mors/Fars dag-konceptet rent principielt. Nej, der er ikke noget i vejen med at fortælle sin mor/far at de er fine mennesker (hvis de ellers er det), og hvis man føler for at give dem gaver, så skal man endelig gøre det, MEN hvorfor ikke være en smule selvstændigt tænkende og gøre disse ting på andre af årets dage, når du selv har lyst? Hvorfor lade nogle blomsterhandlere diktere, at nu skal du købe diverse materielle ting (dvs. blomster, smykker eller chokolade primært) for at udtrykke din taknemlighed?
Jeg har svært ved at se, hvad den gode grund er til dette. Jeg er en person, der hader når jeg bliver pålagt at skulle gøre noget bestemt på en bestemt dag, bare fordi nogle mener, at det skal man. Det bliver for kunstigt for mig, og jeg kan ikke tage mig selv alvorligt, hvis jeg skal tvinge mig selv til
Formålet er vel generelt at glæde andre (læs: at sælge blomster), og det er jo godt at glæde andre, men for mig at se skal man kun gøre det, hvis man virkeligt har lysten til det, og ikke gøre det fordi man føler sig presset til det. Det gør ikke en til et dårligt menneske, at man ikke køber noget til sin mor på Mors Dag. Det betyder ikke, at man er egoistisk, hvis man ellers er et godt menneske resten af året og behandler sine forældre som de fortjener at blive behandlet.
Desuden hader jeg det som pesten, når nogle forældre forventer af deres yngre børn, at de skal købe diverse ting til dem, og fx sender dem links til ting de ønsker sig (jeg har set dette ske flere gange). Nej, det er ikke den måde, man lærer børnene at udvise taknemlighed eller noget som helst andet på; tværtimod er det sådan man giver sine børn dårlig samvittighed. Børn bør aldrig føle, at de står i gæld til deres forældre.

Jeg har personligt aldrig følt, at mine forældre har forventet noget som helst på Fars/Mors dag, hvilket er rart, da det betyder, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed over, at jeg egentlig synes det er fjollet at skulle købe en blomst fordi nogen siger, at jeg er et dårligt menneske hvis jeg ikke gør det. Desuden betyder det, at jeg så har resten af året til at finde på alle de gaver jeg har lyst til, fx et glas abrikosmarmelade, forskellige genstande fra Søstrene Grene eller et spontant maleri (man kan efter min mening sagtens give hjemmelavede gaver til folk selvom man teknisk set er voksen, det burde ikke handle om det materialistiske).

Generelt er min pointe, at det handler om at være ægte frem for at lade samfundet diktere, at man nu skal vise sine følelser/hvordan man skal gøre det. Så som sådan er det ikke Fars/Mors dag den er gal med, det er de unødvendige forventninger der er til det hele, som ikke skal have så meget magt.

Jeg ved, at dette er et ilandsproblem, og at jeg desuden taler ud fra et meget priviligeret synspunkt, da jeg har to gode forældre, der begge har det godt, og som er gode mennesker, og at vi intet mangler, og at jeg i teorien intet har at brokke mig over. Desuden er der mange folk, der ikke længere har deres forældre, og når jeg tænker på det, får jeg straks dårlig samvittighed over, at jeg ikke i dette øjeblik er igang med at købe blomster og chokolade og planlægge en stor fest for min far, men så kommer det igen til at handle mere om den dårlige samvittighed frem for reelle følelser, jeg føler for at udtrykke.

På den anden side har jeg det også med at blive meget stædig og få idéer om, at det “folk” gør, er det forkerte, og at jeg derfor skal gøre det modsatte/intet gøre, hvilket både kan være godt og skidt. Generelt handler det vel om at gøre det, jeg har det godt med at gøre, så kan det være lige meget hvad andre gør. Det er vel egentlig livets grundessens.

Nu håber jeg ikke, at jeg har ødelagt dagen for nogen, men vi har heldigvis ytringsfrihed og retten til at have hver sin holdning. Hurra

 

blogger-image-1006183490

(Køer er inspirerende dyr, de er skide ligeglade med hvad samfundet mener er rigtigt og forkert, vi kan lære meget af dem)