Kategoriarkiv: dybe tanker

ingen stjerner

alle stjerner
vil jeg hente ned til dig
for du kom med alt det
der bragte liv i mig
//
men ingen stjerner
er kommet for at blive
de fleste af dem
vil hellere flyve
//
ingen stjerner
kan jeg fange og forære dig
for de flyver videre
når jeg ser den anden vej
//
ingen stjerner
kan eje hinanden
vi ejer kun os selv
og jeg tror faktisk ikke
at jeg dig eje vil
//
du kan svæve frit
og på store eventyr
kan du tage
men på trods af det
kommer du altid tilbage
//
det samme kan jeg
jeg svæver og vælger frit
det er altafgørende
at mit liv forbliver mit
//
jeg er min egen stjerne
og du er min bedste ven
det er ikke svært
at beslutte mig
jeg vælger dig
om og om igen
//
jeg tænker på dig
og lader drømmene gro
imens jeg finder
min egen måde
at leve livet på

det går over igen | et digt om hovedpine og frygt

Hej verden.

Jeg skrev nedenstående digt for nogle dage siden. Jeg havde fået hovedpine, og som jeg tidligere har forklaret, så er det noget, som jeg igennem mange år har været plaget af. Det har været et kæmpe problem, og det har betydet, at jeg i perioder ikke kunne gå i skole eller i det hele taget gøre ting. Jeg havde det skidt med hovedpine og ubehag hver dag, og selvom jeg er blevet undersøgt helt utroligt meget af en masse forskellige læger, så stod det aldrig helt klart, hvad det egentligt var, at jeg fejlede. I lang tid troede jeg, at det altid skulle være sådan, og at det aldrig ville blive bedre.

Men som årene gik fik jeg det bedre – meget bedre. Jeg kunne mere og mere, og det betød, at mit liv blev mere og mere interessant. Jeg begyndte at kunne se, hvor mange muligheder jeg havde, i stedet for at fokusere på begrænsningerne, som jeg tidligere havde gjort. For nu kunne jeg gøre en masse ting, som gjorde mit liv meningsfuldt. Jeg fik nye venner, jeg klarede det godt i skolen, og jeg fik et arbejde. Jeg blev gladere og fik mere selvtillid, og det hele så meget lyst ud. Og derfor betød det ikke så meget, at jeg stadig ikke helt vidste, hvad min sygdom skyldtes. Det gjorde mig heller ikke så meget, at jeg skulle passe på med at lave hård fysisk aktivitet, fordi det gjorde (og stadig gør) min hovedpine markant værre. Det fyldte ikke så meget, fordi der var så mange gode forbedringer, som jeg var mere optaget af. Jeg havde jo troet, at jeg aldrig ville få det godt igen. Det lyder dramatisk, men det var sådan jeg havde det på nogle tidspunkter. Det er svært at bevare håbet i mange år, når intet ser ud til at ændre sig til det bedre. Jeg er et rigtig godt sted i mit liv i dag, hvor jeg har det godt og føler, at jeg kan gøre de ting, jeg gerne vil. Jeg er sund og rask. Jeg bor et skønt sted sammen med vidunderlige S, og vi har det godt. Jeg er snart halvvejs med psykologistudiet, jeg har en fantastisk familie og gode venner. Jeg har virkeligt ikke noget at klage over. Men når jeg ind imellem får hovedpine, fordi jeg har overanstrengt mig på den ene eller anden måde, så vælder det hele op i mig igen. Det minder mig om, at det ikke er alting jeg kan, og at det ikke er forsvundet helt. Og det kan gøre mig så frustreret, for jeg forstår jo stadig ikke helt, hvad det egentligt skyldes. Det får mig til at føle, at jeg løber ind i en usynlig mur, der sætter begrænsninger for, hvad jeg kan og ikke kan, uden at jeg forstår, hvorfor den er der, eller om jeg kan gøre noget for at komme udenom den. Og selvom jeg godt ved, at jeg får det godt igen efter et par dage, så vælder frygten op i mig. Frygten for, at det kommer tilbage, uden at jeg kan gøre noget. Frygten for at miste det vidunderlige liv, som jeg har skabt for mig selv – frygten for at miste alle mulighederne og glæderne. For hvis jeg fik kronisk hovedpine igen, så ville jeg ikke kunne gøre de samme ting, som jeg kan nu. Jeg ville ikke kunne nyde mit liv på samme måde. Og den tanke gør mig virkeligt bange.
Dette digt handler om den frygt og den frustration, der følger med, når man føler sig begrænset af noget. Jeg ved, at jeg ikke er alene om at opleve den frustration – jeg tror, at de fleste har oplevet det eller vil opleve det på et tidspunkt i livet. Vi er alle begrænset af forskellige ting, og nogle gange kommer noget fra vores fortid og banker på døren, selvom vi troede, at det var et overstået kapitel. Og naturligt nok bliver vi bange. Bange for, at det skal komme tilbage, og at det vil ødelægge det gode liv, vi har skabt for os selv. På en eller anden måde tror jeg, at den frygt er et eksistensvilkår. I hvert fald for mig. Jeg ville ønske, at jeg aldrig følte den, men det gør jeg nogle gange, og i stedet for at bekæmpe frygten så tror jeg, at det er bedre at acceptere den. Acceptere, at jeg engang havde en træls periode i mit liv, som jeg, forståeligt nok, ikke vil opleve igen. Acceptere, at det gør mig bange at tænke på det scenarie. Acceptere, at jeg ikke er 100 % rask, og at jeg måske aldrig bliver i stand til at bestige et højt bjerg/løbe en tur uden at det ender ud i et hovedpineanfald af mange dages varighed. Og så sige til mig selv, at det er ok, at jeg kan blive frustreret over, at jeg ikke kan gøre alting – men at det ikke behøver at fylde mere, end jeg har lyst til at det skal. For når det kommer til stykket, har jeg et godt og smukt liv, hvor jeg ofte føler mig lykkelig. Og hvem siger, at jeg ville være mere lykkelig, hvis jeg kunne alting?

//A

det går over igen

jeg har ondt i mit hoved
og jeg lammes af skræk
jeg har gået og troet
at det endelig var væk
//
jeg ved hvad det skyldes
og det gør mig så sur
det er lidt som om
at løbe ind i en usynlig mur
//
jeg har det ret dårligt
og jeg bliver så trist
når jeg tænker tilbage på
hvordan det føltes sidst
//
jeg tænker meget
på alle de sorte dage
jeg er så bange for
at de kommer tilbage
//
det er ikke fordi
at der er mange ting jeg vil
jeg ville bare ønske
at jeg kunne vælge selv
//
det går over igen
og jeg skal ikke være bange
det eneste jeg skal
er at høre glade sange

Et flagrende sind

Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“.

Sådan sagde min mor til min far i sin tale, som hun holdt til deres fælles 50-års fødselsdag i lørdags. Et totalt vellykket arrangement med 70 glade gæster og musik og dans til klokken 2 om natten. Mine forældre havde hyret S og hans ene band til at spille til festen, og jeg dansede fra start til slut, kun afbrudt af korte pauser, hvor jeg gjorde hvad jeg kunne for at overtale diverse familiemedlemmer til at komme med ud at danse. Selvbevidstheden pakkede jeg langt væk, og på et tidspunkt, hvor der ingen var på dansegulvet, bød jeg min farmor op. Så dansede vi, bare os to, foran minimum 60 mennesker og bandet. Senere på aftenen gik mine kusiner og mostre også med til at danse (der skulle bare store mængder fadøl til), og så dansede vi rundt i en stor ring, hånd i hånd. Alle smilede og sang med på sangene, og det hele var så fint og upoleret på samme tid. Min mor var helt vild og dansede så meget, at jeg var bekymret for, at hun skulle få en knæskade. Hun blev ved med at råbe ind i mit øre “SÅ ER DER BAS! HVOR LYDER DET BARE GODT!” også når der var guitarsolo og man næsten ikke kunne høre bassen. Hun var helt oppe at køre, og jeg ligeså. Jeg kan godt lide, at hun bare lader sig rive med af den gode stemning og danser uden tanke for, om nogen kigger, eller hvordan det mon ser ud. Det bedste af det hele er, at hun både er sådan på et dansegulv og i hverdagen – der er hun også ret ligeglad med, om nogen synes, at hun danser lidt for vildt. Og det giver mig lyst til at gøre det samme.
Jeg husker, hvordan jeg dansede rundt med (næsten) alle dem, jeg holder allermest af i denne verden, imens alle sang med på “Kom Tilbage Nu” og andre festsange, og jeg ind i mellem kiggede op på S, der sang kor (og spillede fremragende). Jeg tænkte lige en gang eller to, at jeg egentlig var ret heldig, at jeg skulle dele seng med sådan en dygtig og pæn bassist, når festen var slut. Og så blev jeg også lidt stolt, fordi utroligt mange folk i løbet af aftenen kom hen og sagde til mig, at S godt nok var sød og dygtig. Og de sagde også pæe ting om mig og om festen og alt muligt. Jeg var flyvende. Og jeg dansede lige indtil det sidste nummer var slut – hvor kun jeg, mine forældre og to venner af familien var tilbage. Så dansede vi rundt i ring og jeg må indrømme, at jeg nød det. Jeg plejer ikke at danse (hvilket nok primært skyldes, at jeg meget sjældent befinder mig i situationer, hvor det giver mening at danse), men jeg havde lyst til det, og derfor gjorde jeg det. I starten var det mest fordi, at jeg kunne se, at der var nogen, der måtte sparke liv i festen, så S og hans band ikke skulle stå og spille for folk, der sad ned hele aftenen. Så jeg prøvede at lokke en masse mennesker med ud at danse. Men så blev jeg lidt grebet af den gode stemning og dansede fordi, at jeg havde lyst til det. Som sagt, jeg var flyvende. Følelsen af glæde og takemmelighed mærkede jeg så stærkt, at det ingen betydning havde, at jeg (som altid) var ædru. Jeg var høj på mine følelser (og så havde jeg nogle meget høje og ubehagelige sko på).De efterfølgende dage var også fyldt med glædelige begivenheder. Min bror blev student to dage efter den store fest, og det var virkeligt stort at dele den dag med ham. Det var som om, at verden stod åben for ham nu på en anden måde end før. Og der var noget helt vildt over at se ham blive student og give ham den lyseblå hue på, som han gav mig på for to år siden. Jeg kunne sprænge i luften af stolthed, og det er af en masse forskellige grunde, som jeg ikke vil forklare her. Men pointen er, at det var en rigtigt god dag, der fyldte mig med endnu flere gode og lykkelige følelser. Jeg kunne ikke andet end at sidde og smile, da jeg kom hjem til S om aftenen. “Jeg er bare så glad”, sagde jeg.Men højt af flyve, dybt at falde. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive ved med at svæve rundt og være fyldt af den ekstatiske glæde. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at mit humør altid tager et dyk nedad igen, når jeg har været helt vildt glad i en vis periode. Jeg føler alting meget stærkt, og derfor er der en pris at betale, når jeg har oplevet så mange store følelser på så intens en måde, og ikke rigtig har haft tid til at bearbejde det. Der har været sociale arrangementer både før og efter festen, og det har betydet, at det først er i dag, at jeg kan sidde ned og reflektere over alt det, der er sket den seneste uge. Det hele har været meget intenst, og det har nok også været lidt for intenst. Når det kommer til stykket er jeg en introvert person, og selvom det gør mig så glad at være sammen med så mange søde, imødekommende mennesker, og opleve så mange gode ting, så kan jeg ikke gøre det mange dage i træk uden at blive utroligt træt og drænet på et tidspunkt. Om jeg vil et eller ej, er der til sidst ikke mere energi tilbage i mig. Og så er det, at mit humør har det med at tage et stort dyk nedad.  Når det sker, så skyldes det, at jeg har svært ved at slippe alle de store følelser, jeg har følt. Det gør mig udmattet, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med alle følelserne, og hvordan jeg skal give slip på dem igen. Det lyder underligt, men det kan være hårdt at være rigtigt glad mange dage i træk. Det kan nok sammenlignes med en bil, der kører i et for højt gear i for lang tid, og som på et tidspunkt er nødt til at geare ned igen, hvis ikke den skal brænde sammen. For den kan ikke blive ved med at køre i det høje gear – det er den ikke lavet til. Når jeg har kørt i et for højt gear, påvirker det mit overskud, og pludselig føler jeg mig slet ikke lykkelig mere. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kunne overkomme så meget bare én eller to dage tidligere, og der skal ikke ret meget til at få mig til at græde. Det er de mest banale ting, der kan gøre mig ked af det – som fx dengang, hvor S spurgte mig, om ikke jeg kunne gå ned og købe en ost. Jeg bliver meget overfortolkende og ekstra sensitiv, når jeg har kørt i for højt et gear.  Så kan jeg græde fordi der er rodet i stuen, eller fordi S har sagt et eller andet for sjov, som min trætte hjerne tror var alvorligt ment. Jeg har et flagrende sind. Jeg ved, at det påvirker de mennesker, der er tættest på mig, og jeg ved, at det kan være svært at finde ud af, om man skal være bekymret for mig eller bare sige “det går nok” og nusse mig i håret indtil jeg falder til ro igen. Jeg ved, at jeg kan være urimelig, og jeg ved, at jeg bør blive bedre til at forklare, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Men det er ikke altid, at jeg i situationen selv forstår, hvorfor jeg har det sådan. Jeg kan blive bange og nervøs for, om den nu er helt gal med mig, og jeg tænker, at jeg er til besvær, og at det ville være lettere for både mig selv og mine nærmeste, hvis jeg ikke havde så store og hyppige udsving i mit humør.Men jeg ved også, at jeg er meget mere end mine udsving. Jeg ved, at jeg er elsket, og jeg ved, at jeg ikke skal være glad og ekstatisk hele tiden for at folk vil holde af mig. Jeg ved, at mit flagrende sind ikke er noget forfærdeligt, som jeg skal skamme mig over eller forsøge at ændre på – for det er en del af mig, og uden et flagrende sind, ville jeg ikke være den jeg er, og jeg ville ikke kunne udrette de samme ting. De bedste af mine digte har jeg skrevet, når mit sind har flagret enten op eller ned – når jeg har været fyldt med tristhed, melankoli og frustration, eller når jeg har været fyldt med den ekstatiske glæde, som jeg tror vil vare for evigt. Hvis jeg ikke havde de store udsving i mit humør, så ville det måske være et lettere liv på nogle måder, men det ville også være mere kedeligt og mindre meningsfuldt. Og selvom det kan påvirke dem, jeg holder allermest af, at mit humør kan ændre sig hurtigt og meget, så ved jeg, at det ikke betyder, at jeg bare er til besvær. For jeg har meget at give af, og når jeg er glad og på toppen kan jeg sparke liv i festen – enten ved at danse med farmor foran 70 mennesker eller ved fx at lave dobbeltpanerede wienerschnitzler til S, fordi jeg lige syntes, at vi skulle fejre, at det var onsdag. Jeg kan finde glæden i små ting, som mange andre måske ikke får det store ud af, som fx at se på ænder, male et billede af en giraf eller at se mine kaktusser vokse sig større. Jeg keder mig sjældent, fordi mit humør næsten aldrig er neutralt. Ikke, at jeg altid er enten 100 % lykkelig eller 100 % trist – men jeg er altid grebet af en eller flere bestemte følelser, som påvirker hvordan jeg oplever ting.Jeg udvikler mig, og i takt med at jeg udsætter mig selv for nye ting, lærer jeg mit flagrende sind bedre at kende. Jeg bliver bedre til at forstå mig selv, og det gør det lettere for mig at sætte grænser og undgå at gøre alt for meget på én gang. Men livet kan ikke planlægges efter mit humør og mit optimale stimulationsniveau, og derfor ved jeg, at det sandsynligvis vil forblive sådan her – at mit sind vil forblive flagrende resten af mit liv. Og jeg tror, at det kommer til at blive et spændende liv, for på mange måder kan jeg få noget godt ud af mine udsving. Men forhåbentlig vil jeg fortsat blive bedre og bedre til at håndtere det, så jeg ikke alt for ofte behøver at bryde grædende sammen pga. en ost – men somme tider er løsningen faktisk at græde, uanset om det er over en ost eller noget udefinerbart. Ofte er der ikke andet galt, end at jeg er udmattet, og når jeg græder, får jeg det ud. Og så kan jeg dagen efter slet ikke huske, hvad problemet var. Så jeg vil gerne opfordre andre til at prøve det, når I er udmattede/overstimulerede, for det kan være effektivt. Bare husk, at jeres nærmeste måske bliver mere bekymrede, end de behøver at være, hvis de selv kun græder, når nogen er døde eller et eller andet helt forfærdeligt er sket. Du skal nok lige forklare dem, at du bare trænger til at græde, og at himmelen ikke er ved at falde ned eller noget.Som nævnt indledningsvis sagde min mor til min far i sin tale i lørdags: “Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“. Jeg sad og smilede af hendes fine ord, imens jeg holdt S i hånden og alle i salen var stille. Jeg tænkte, at jeg med garanti vil sige præcis det samme, hvis jeg engang i en eller anden anledning skulle holde en tale for S. For mit flagrende sind har jeg fra hende. Vi danser til alle andre er gået hjem, og nogle gange snakker vi meget hurtigt og er helt oppe at køre pga. en nyindkøbt zinkbalje, en solnedgang eller flot keramik. Andre gange er vi udkørte og urimelige, fordi nogen sagde noget irriterende, og vi kan hidse os totalt op, hvis der er nogle mænd, der gerne vil se TopGear med fjernsynet skruet helt op imens vi sidder i rummet ved siden af (også når det er nogle mænd, vi holder kraftigt af). Nogle gange vil vi bare have ro. Og andre gange kan vi blive ved og ved med at danse.Når jeg tænker på, at jeg har mit flagrende sind fra hende, så kan jeg ikke skamme mig over det eller føle, at jeg er forkert. For jeg kan se, hvordan hun med sit flagrende sind giver rigtigt meget glæde til en masse mennesker. Hendes følgere på Facebook elsker at se hendes billeder af solnedgangene i sommerhuset, og de elsker at høre om hendes nyeste projekter – om det så er en terrasse, en rabarbertærte eller noget helt tredje. Det afgørende er, at hendes begejstring for ting skinner så meget igennem, at man selv bliver smittet med glæden. Når hun er glad, er man ikke i tvivl om det, for så er hun virkeligt glad. Og så er der så mange andre mennesker, der også bliver glade. Hvis hun ikke havde et flagrende sind, så tror jeg ikke, at glæden ville smitte ligeså meget. Og det samme gælder for mig selv. Da mine svigerforældre mødte mig første gang sagde de bagefter til S, at de godt kunne lide mig og mit gode humør, og at jeg er lattermild og alt muligt. Jeg fornemmer, at der er rigtigt mange, der opfatter mig som lattermild og meget glad. Det er jeg selvfølgelig glad for, men det kan somme tider være svært, fordi jeg kan føle, at jeg så skal være sådan hele tiden for at være mig. Men jeg øver mig i at tænke, at der ikke er nogen, der altid er glade, og at jeg godt må være trist og sur nogle gange uden at det betyder, at jeg ikke er mig.Med dette indlæg håber jeg at kunne give jer, der læser med, en større indsigt i, hvorfor jeg er, som jeg er, og at det måske kan føre til, at I selv reflekterer over, hvordan jeres sind er. Måske har I et lidt mere stabilt humør med færre og mindre udsving eller måske er I lidt flagrende, som det er tilfældet med mig. Jeg ved, at jeg helt sikkert ikke er alene om at have udsving i mit humør, og derfor udgiver jeg dette indlæg. Jeg har intet at skamme mig over – selvom det da ikke er vildt fedt at indrømme overfor verden, at jeg har grædt pga. en ost. Men hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at blive en god psykolog en dag, så er det nok en god idé, at jeg selv står ved mine svage sider, så jeg engang kan hjælpe andre mennesker til at gøre det samme. For det forholder sig sjældent sådan, at en “svag” side udelukkende er noget negativt – der er næsten altid noget positivt ved det også.

Hyg jer – og husk at trække vejret og være dem, I er.

 

//A

 

Lykke

Hej verden.

For tre måneder siden skrev jeg om, at jeg var frustreret over ventetiden op til flytningen, fordi det indebar så mange ting, der skulle ordnes – både ift. selve flytningen men også ift. eksamen – og så mange ting, som jeg kunne bekymre mig om. Det var ret irriterende at skulle gå rundt og vente på, at det blev den 1. maj hvor flytningen endelig ville blive en realitet, for jeg havde jo ikke lyst til at vente – men jeg kunne ikke gøre andet end det. Og derfor skrev jeg ovennævnte indlæg, i et forsøg på at minde mig selv om, hvad endemålet var, så det kunne motivere mig til at komme godt igennem perioden op til flytningen i stedet for at sidde og stresse unødigt. Som jeg skrev i indlægget, så prøvede jeg at tænke på, hvordan det ville føles, når jeg endelig havde opnået mit mål. Og nu sidder jeg her, en torsdag aften i juni og indser, at jeg har opnået det.


Jeg har i flere måneder op til flytningen gået rundt og tænkt på, hvordan det ville være at sidde i vores nye stue en sommeraften og lytte til S, der spiller bas, og alle byens lyde ude fra gaden. Jeg forestillede mig, hvordan vores blikke ville mødes, og at jeg ville være i gang med at skrive et digt, og at jeg ville tænke “endelig”.  Jeg forestillede mig, hvordan jeg endelig kunne ånde lettet op og mærke, at der er faldet ro over det hele, og at den lange periode med stress og flyttekaos rent faktisk er slut. Forestillingen om det scenarie gjorde mig glad og mindede mig om, at al bøvlet ville være det hele værd til sidst.

Nu sidder jeg her og opdager, at det scenarie er min virkelighed lige nu. Jeg kan mærke roen og tilfredsheden ved at have opnået det, jeg ønskede mig. Og det bedste ved det er, at det føles normalt nu. Jeg sidder ikke længere og tænker “hvor er jeg” eller “sikke nogle underlige lyde ude fra gaden”, som jeg gjorde de første mange uger, vi boede her. Nu er det her mit hjem. For første gang i lang tid kan jeg sige, at jeg bor et sted, hvor jeg kan forestille mig at bo i mange år fremover. Og det er noget af det, jeg savnede mest, da jeg boede i min tidligere lejlighed.

Jeg flyttede, fordi jeg savnede stabilitet, og selvom der stadig er en masse, jeg hele tiden skal vænne mig til ved at bo her, så kan jeg mærke, at det her er rigtig godt for mig. Eller os, kunne jeg også sige. Nu handler det jo ikke kun om mig længere. At flytte var en god beslutning for os begge, uden tvivl. Det har på alle måder været det helt rigtige at gøre, og hvor er jeg glad for, at det er blevet sådan her. Men det har også været hårdt og svært, og det har bestemt ikke været sjov og ballade hele vejen igennem. Det er klart, da jeg har kastet mig ud i noget, som jeg/vi ingen erfaringer havde med. Jeg vidste (og ved stadig ikke) hvordan man gør, når man bor sammen med sin kæreste, og hvordan man fx skal fordele pligterne og hvordan/om man skal sige det, når man er træt af, at der ligger gamle sokker og underbukser på gulvet. Men jeg tror, at jeg har indset nu, at jeg/vi kommer til at lære det hele med tiden, og at det er formålsløst at gå rundt og tro, at vi skal vide det hele fra starten, og at det er et problem at fejle og komme til at diskutere/skændes lidt om fx en ost (vi har rent faktisk haft en form for skænderi, der handlede om en ost, eller rettere sagt manglen på en ost, men mere om det en anden dag).

Men fordi det har været meget udfordrende, og stadig er det til tider, så kan jeg også se nu, hvor meget udvikling det har ført til. Jeg kan fx mærke, at jeg har fået lettere og lettere ved at møde nye mennesker, fordi jeg nærmest ikke har lavet andet end at møde nye mennesker, imens jeg har boet her (hvis vi se bort fra eksamensperioden, hvor jeg ikke kom så meget ud). Jeg er også blevet meget bedre til at finde vej, fordi jeg har gået rundt uden helt at vide, hvor jeg var henne, og bare er blevet ved med at gå rundt indtil jeg til sidst forstod det. Og så er jeg blevet bedre til at være ærlig overfor S, og acceptere at jeg ikke hele tiden kan være den bedste version af mig selv, og at jeg heller ikke skal forsøge at være det. Man får hinandens bedste og værste sider at se, når man bor sammen, og på en eller anden måde er der noget enormt befriende over det. Man skal selvfølgelig behandle hinanden ordentligt, men man må bare acceptere, at det somme tider hænder, at man er sur og træt og ikke er særligt sjov – og at det ikke betyder, at man er en forfærdelig kæreste. Det betyder bare, at man er et menneske.

Jeg har stadig meget at lære, og jeg har meget, jeg skal opleve og udforske. Og det føles godt. Det føles som det helt rigtige. For et år siden, ville jeg nok aldrig have troet på, at det her ville være min virkelighed nu, men det er jo langt fra altid, at man selv kan se, hvilken vej man går på. Men jeg kan godt lide denne vej, og jeg takker mit fortidige jeg for at tage de første skridt.

 

Det er et godt og smukt liv, og jeg håber, at der er flere end mig, der også mærker det.

 

Hyg jer.

//A

jeg trækker vejret igen

jeg har savnet mit eget selskab
det er så længe siden sidst
jeg har savnet at gå på eventyr
og mærke at jeg igen kan ånde frit
 jeg har meget at fortælle
om alt hvad jeg har gjort og set
jeg er færdig med at glemme mig selv
og undertrykke min kreativitet
jeg var stille i en periode
men nu er det fandme slut
jeg hører mig selv råbe højere
nu er jeg alt andet end ængstelig og mut
jeg var ved at blive væk
men nu er jeg min egen ven
det må være sådan her det føles
at kunne trække vejret igen

det er ikke sådan jeg vil være | et digt om eksamen

Hej verden.
Det nedenstående digt skrev jeg onsdag aften, på tredjedagen af min fire-dages eksamen i arbejds- og organisationspsykologi. Det var nogle hårde dage, og jeg følte ikke den store glæde ved at skrive den opgave. Det overraskede mig, at oplevelsen var sådan, da jeg igennem hele semestret har tænkt, at det ville blive hyggeligt og spændende. Og det var det da også på nogle tidspunkter. Men generelt var det ikke specielt rart. Hvorfor ikke? Først og fremmest, fordi jeg ikke har prøvet at have en firedages eksamen før, og at det var ret hårdt og udmattende at skulle arbejde koncentreret i så mange dage i træk. For det andet, fordi jeg var ramt af perfektionisme. Jeg ville rigtigt gerne gøre det godt, men det var som om, at jeg havde glemt, hvorfor jeg gerne ville gøre det godt. Og så bidrog det bare til, at jeg følte mig presset uden at vide hvad det var, jeg følte mig presset over. For i virkeligheden handlede det nok ikke så meget om selve opgaven, men mere om alt muligt andet.
S spurgte mig i dag, hvad mit mål er for det kommende semester (fordi vi snakkede om at sætte forskellige mål i livet osv).  Og der slog det mig, at jeg i lang tid ikke har tænkt på, hvad mit overordnede mål med at læse psykologi er. Jeg plejede at sige, at mit mål var at blive et bedre menneske, så jeg ville blive i stand til at hjælpe andre. Men det har jeg helt glemt at huske mig selv på, og særligt i denne eksamensperiode. Jeg har bare tænkt, at jeg skulle præstere, men jeg har ikke helt tænkt på hvorfor. Og det er ikke smart, hvis man som jeg har tendenser til at være en selvkritisk perfektionist.
 
Dette digt er en opsang til mig selv, og til alle andre der kæmper med perfektionistiske tendenser. Det må stoppe her. I stedet for at lade os styre af en uopnåelig illusion om, at det perfekte er det ideelle, så skal vi huske på, hvad måle egentligt er med det vi gør. Hvis mit mål er at lære noget, så jeg kan blive et bedre menneske og derigennem blive i stand til at hjælpe andre bedst muligt, så giver det ikke mening, at jeg føler mig presset til at skulle lave en perfekt eksamensopgave. For en perfekt opgave siger ikke nødvendigvis noget om det udbytte, jeg har haft af faget, og hvad jeg tager med mig videre rent menneskeligt. Og det er heller ikke mig, der definerer, hvad en perfekt opgave er. Så hvorfor ikke bare lade mig selv være interesseret og lave noget, jeg selv synes er en god besvarelse, og så tro på mine egne evner?
Jeg kan ikke gøre det om nu, men jeg kan lære af det her til næste gang. Om ikke andet har dette medført, at jeg nu kan huske, hvad mit mål er. Og når jeg husker på det, så bliver det nærmest ligegyldigt, om jeg fik 4 eller 10 for min statistik eksamen – for det udbytte, jeg har haft af det fag, og den glæde jeg har haft med at lære det og overkomme en masse udfordringer, kan ikke gøres til et tal.
Held og lykke med eksamen til alle jer, der stadig er i gang med ræset – og husk på, at det er fint at stræbe efter at yde sit bedste, hvis bare det er af de rigtige grunde – og hvis bare man husker, at det ikke kun handler om karakterer og perfekte præstationer, men mere om alt muligt andet.
//A
 
jeg sprænger i luften
når jeg undertrykker min kreativitet
der er så meget at skrive om
så meget
jeg har gjort og set
 //
jeg vil have friheden tilbage
og det får jeg snart igen
lige om lidt er det overstået
semestrets sidste eksamen
 //
jeg holder af mit studie
men jeg har fået nok af det her
det får mig somme tider til at glemme
hvor meget jeg er værd
 //
jeg vil gerne præstere
men jeg vil helst ikke indrømme det
jeg vil gerne imponere
men det er ikke særligt let
 //
jeg spørger mig selv
hvad jeg prøver på at opnå
når det jeg egentligt vil
er at lære at forstå
 //
jeg plejede at elske eksamen
for det gjorde mig så selvtilfreds
jeg vil have det sådan igen
i stedet for at føle dette pres
 //
jeg er enten for perfektionistisk
eller alt for ligeglad
der må være en bedre metode
end at lære det hele udenad
 //
perfektionisme dræber kreativiteten
og den ødelægger al glæde
jeg er nok ikke den eneste på planeten
der bare har lyst til at græde
 //
jeg bliver så træt
når jeg tvivler på mig selv
jeg kunne sove hele dagen
men det er ikke hvad jeg vil
 //
det må fandme være nok
jeg gider ikke have det sådan her
fra nu af hører perfektionismen op
for det er ikke sådan jeg vil være
 //
en lang eksamen har jeg skrevet
og nu er der meget jeg vil
at gå en lang tur ved havet
er lige hvad jeg trænger til

du må have et godt liv | et digt

du lærte mig
at være alene
og mange tak for det
men lad os nu
få det på det rene
jeg er nødt til
at forlade dig
mine ting skal bo et andet sted
sammen med en sød bassist
du kommer ikke til at være med
og jeg forstår hvis det gør dig trist
du kender ham godt
du har set ham en hel del gange
han er klog og sjov og flot
og de gode stunder har været mange
men jeg må vælge
og det er let for mig
det skal være os to
så kære lejlighed
farvel og tak til dig
du har været så tolerant
selvom jeg kunne have været bedre
til at gøre rent
jeg lover at vaske dine vægge og dit gulv
inden det er for sent
du har klaret det flot
og det er et vemodigt farvel
du ved vel godt
at du ikke skal tage det personligt
det handler ikke om dig
det må du huske på
problemet er mig
og derfor er jeg nødt til at gå
farvel lyder så hårdt
for vi har været så glade
måske var tiden kort
men tak for det vi havde
jeg drejer nøglen om
for jeg skal nye veje
du må have et godt liv
jeg håber ikke
at jeg har larmet for meget
sikke en tid
vi har haft med hinanden
farvel kære lejlighed
må du blive glad med en anden

Påskereflektioner

Hej verden.

Jeg er træt på den gode måde efter en påskeferie, der både har været fyldt med familiearrangementer og rigeligt med alenetid. Jeg havde to en halv dag, hvor jeg var helt alene, hvilket var fint, da det gav mig tid til at arbejde på mine skoleprojekter, men også lidt kedelig til sidst. Resten af dagene har jeg brugt sammen med mine yndlingsmennesker, og jeg kan se tilbage på en masse gode minder fra denne påskeferie. Jeg synes, at jeg har formået både at få lavet skolerelaterede ting nogle af dagene og lave aktiviteter de andre dage, hvor jeg har kunnet koble lidt fra. Jeg har ikke været totalt i zen hele tiden, for meget af min tid og energi har jeg brugt på at tænke på/snakke om den kommende flytning. Det har hele tiden ligget lidt i mine tanker, og jeg har da haft nogle frustrerende stunder de dage, jeg har gået rundt for mig selv og haft tid til at tænke. Når jeg sidder her, og der ikke er noget til at distrahere mig, tænker jeg bare på, at jeg snart skal pakke alle mine ting ned, og at det bliver et stort projekt. Men jeg kan ikke gøre så meget endnu, da der stadig er en måned til flytningen. Så jeg kæmper lidt med at fastholde mine tanker i et spor, der er nogenlunde konstruktivt, så jeg ikke bare sidder og venter i den næste måned og ikke laver andet end det. Netop det skrev jeg også om i mit seneste blogindlæg, så det kan I læse, hvis I vil have mere info om mine tanker om at stresse over kommende forandringer.

Men for at vende tilbage til sporet; jeg har haft en dejlig påskeferie. Jeg har været sammen med dem, der kender mig allerbedst, dem der har kendt mig længst, og nogle der har kendt mig knap så længe, men som jeg slet ikke kan forestille mig ikke at have i mit liv.

Jeg har haft fødselsdag og fejret det med kaffe, kakao, kage og karbonader (med flag i). Jeg har været i Aalborg med min familie og med hjælp fra dem fik S og jeg hentet vores nye sofa. Jeg har også spillet Wii med Iris, selvom jeg egentligt troede, at man stoppede med at gøre det i 2010. Og jeg har drukket kaffe med min søde, 79-årige nabo, som jeg kommer til at savne ret meget, når jeg flytter næste måned. Jeg har siddet for mig selv og lyttet til stilheden, og jeg har lyttet til opera og sunget med, selvom jeg har ondt i halsen og både lyder skinger og hæs (ikke en god kombination). Jeg har været på tur med min svigerfamilie til Fjerritslev, hvor vi var til en overdådig og fornem påskefrokost hos S’ morfar og hans kone. Det var noget af et arrangement med forret og flæskesteg og tre slags kager og fyldte chokolader. De var nogle søde ældre mennesker, og det var en dejlig dag. I det hele taget er jeg bare ret begejstret for min svigerfamilie. De er nogle skønne typer, og jeg kan være mig selv i deres selskab, hvilket betyder meget mere, end jeg før har været klar over.

Jeg har også spist frysepizzaer sammen med S, og jeg har været ude i sommerhuset for en enkelt dag, hvor jeg og min familie hyggede os sammen og gik en tur på stranden. Vi spiste lammerester (påskelam, høhø) og halvrå flødekartofler, og det var ikke et æstetisk måltid, men det havde en værdi på sin egen måde. Vi hørte også John Mogensen og spiste citronmåne, og jeg følte mig en lille smule lykkelig i det øjeblik. Jeg holder uendeligt meget af min familie, og selvom det bliver noget andet, nu hvor jeg flytter til Aalborg, så er jeg på ingen måder bange for, at vi mister det bånd, vi har til hinanden. På mange måder synes jeg faktisk, at vi har fået det endnu bedre sammen, efter jeg er flyttet for mig selv, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle ændre sige til det værre nu, fordi jeg flytter lidt længere væk. Men det bliver anderledes nu. Livet byder på et væld af forandringer hele tiden, og man må bare kaste sig ud i det og se, hvor man ender.

I dag har jeg været i Ebeltoft sammen med hele min mors familie for at ønske min kusine Line en god rejse. Om en uge rejser hun til Mexico og er sandsynligvis væk i et år eller mere. Hun er totalt sej, og jeg beundrer hendes mod. I det hele taget beundrer jeg en masse mennesker i min familie. Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen, jeg ikke beundrer bare en lille smule. Vi har alle hver vores ting at kæmpe lidt med, og alligevel klarer vi det og sidder og griner sammen over en kop kaffe. Hvor er det vigtigt, at vi husker at beundre hinanden lidt. Og at vi husker at anerkende hinanden for at komme igennem vores respektive bøvl. Jeg tror, at det er godt for sjælen at sidde i et rum fyldt med mennesker, man har kendt altid, og kigge på hver og én og tænke, at de i grunden er ret seje. Og at man også selv er ret sej. Hvor er det vigtigt, at vi husker hinanden. Og hvor er det rart at have en familie, som man kan være sig selv med og snakke med i timevis, selvom man ikke har set hinanden i et år.

Hurra for menneskeheden. Og glædelig påske, til jer der måtte fejre det.

Her er god sang, og hermed tak for i dag.

//A

 

Gode råd til mig selv (og alle andre, der har lidt for meget at tænke på)

 

Kære A.

Du er inde i en god periode for tiden, og der sker nogle gode ting i dit liv. Du har brugt meget tid med dine yndlingsmennesker de seneste par dage, og I har grinet og smilet og sunget. Nu sidder du så her for dig selv, alene, på en tirsdag aften. Det har sneet lidt i dag, og din puls har været høj på en lidt ubehagelig måde. Du har haft så meget at tænke på, at du ikke har nået alt det, der stod på din liste, at du skulle i dag. Du prøver at koncentrere dig om din opgave, som du har forsømt en del, taget i betragtning af, at der ikke længere er lang tid til, at den skal afleveres. Du prøver at fokusere på at planlægge de to interviews, du skal udføre allerede om en uge, for det vil jo ikke fungere, hvis du møder uforberedt op. Du skal også huske at købe vin og bage småkager til interviewdeltagerne. Og du skal huske at stille åbne spørgsmål og turde at være tavs, for så fortæller de måske nogle uddybende detaljer.

Du skal også lige nå at læse lidt af pensum, for ellers dumper du faget. Og du skal læse til de to andre fag også og huske at skrive gode, brugbare noter. Du skal også huske at skrive under på lejekontrakten og snakke med din udkårne om, hvorvidt I skal flytte den dag, I overtager lejligheden eller om I skal vente til weekenden, og I skal forhøre jer med jeres (søde) flyttehjælpere/forældre og finde ud af, hvornår de har tid og hvad der passer bedst for alle. Og du skal også huske at få tømt fryseren og køleskabet, inden du flytter, og få det gjort ordentligt rent, fordi du har aftalt med den kommende lejer, at vedkommende skal købe det af dig. Og du skal huske at få pengene. Og du skal huske at aflevere alle dine nøgler. Og at gøre alting rent. Og du skal huske at sortere i dine bøger og dvd’er og køkkenting inden påskeferien er slut, fordi du har sagt til en skoleklasse at de kan komme og hente nogle af dine ting, fordi de mangler ting at sælge på deres loppemarked. De vil tjene penge til deres studietur, og du vil gerne af med nogle af dine ting, fordi du bliver træt af at tænke på, at du ellers skal tage det hele med til Nordjylland. Du er jo ikke 17 år længere, og du vil aldrig få læst de bøger igen, så du kan ligeså godt forære dem væk. Du skal også have solgt din røde stol, som du har stående på din altan, selvom du ikke har kunnet lide den, siden du var en del yngre. Og du skal have bestilt et nyt Ungdomskort og have bestilt nyt internet og opsagt det gamle, og du skal finde ud af, om I kan undgå at skulle betale antennebidrag i den nye lejlighed. Og så skal du også lige huske at pakke den nye ost lidt bedre ind, så den ikke mugner ligesom den sidste ost, du havde.

Der er rigeligt at tænke på, og når du sidder for dig selv på sådan en tirsdag aften kan du let få dig selv kørt helt op, så du ikke kan lave andet end at sidde og tænke. Det er faktisk længe siden, at du sidst har kunnet blive helt nervøs ved tanken om de ting, der venter i den nære fremtid, men når du først går i gang med at bekymre dig, er det svært at stoppe igen. Vanen ligger stadig i dig, og du kan se nu, at du aktivt skal vælge at gøre noget andet, hvis du skal have mulighed for at håndtere tingene på en lidt bedre og mere konstruktiv måde. For du får jo intet ud af at sidde og bekymre dig om alle de ting, og du får slet ikke noget ud af at tænke på det hele på én gang. Det løser ingenting, og du husker dig selv på, at du ikke behøver at lade dig rive med af alle bekymringerne. For når du trækker vejret og tænker dig ordentligt om, så ligger det egentlig ret klart, hvad du skal gøre i stedet for. Og måske du lige skulle minde dig selv om alle dine egne gode råd, som du midt i dit tankemylder har glemt at huske på.

Gode råd til mig selv

  1. Lav lister over alle de ting, du skal huske at få ordnet, og skriv det ned så snart, du kommer i tanke om noget nyt. Så skal du ikke tænke på, om der nu er noget, du har glemt. Lav gerne separate lister, så der fx er lister ved navn “inden flytning”, “flytning” og “andre ting”. Så er det lettere at overskue, hvad der skal gøres hvornår, og hvis du krydser af, hver gang du har ordnet én ting, kan du bedre se, at du rent faktisk bevæger dig fremad og kommer tættere og tættere på målet.
  2. I det hele taget er det vigtigt at have sit mål for øje. Tænk på, hvad det er, du arbejder hen imod, og hvad det er, du opnår, når du har klaret alle de ting, der står på dine lister. Forestil dig, hvordan det føles, når du har opnået dit mål. Tænk på, hvordan det vil føles, når alle jeres ting er flyttet ind i den nye lejlighed. Forestil dig, hvordan jeres blikke vil mødes og at du vil tænke “endelig, endelig, endelig”. Forestil dig hvor lettet du vil føle dig. Og forestil dig, hvor rart det bliver til sommer, når dine eksamener er veloverstået og du/I kan bruge tid på at finjustere de sidste detaljer i indretningen, så lejligheden bliver lige som den skal være. Forestil dig, hvordan det vil føles, når der er faldet ro over det hele, og I har en helt almindelig sommeraften sammen i den nye stue. Måske hører I afdæmpet musik på anlægget, eller også sidder du og ser på S, der spiller på sin nye bas. Du ser på ham og du tænker, at nu er det jer to mod verden, og sammen er i uovervindelige. Det vil på alle måder være det hårde arbejde værd, og det skal du huske på, når det hele er lidt for meget.
  3. Tag én dag af gangen så vidt det er muligt. Fokuser på at arbejde dig fremad mod dit mål hver dag, og lav gerne en konkret plan for, hvad du vil nå de forskellige dage fx i løbet af den kommende uge. Men lad samtidig være med at blive skuffet over dig selv, hvis det ikke går helt efter planen hver dag. Det er ikke alting, der kan planlægges, og nogen gange er det bedre bare at sige “det må være nok for nu” og så trække stikket ud indtil dagen efter, hvor man så kan prøve igen. Husk også at genkende de små sejre og at rose dig selv, når du fx har skrevet et afsnit færdigt i din opgave, eller har sorteret i dit tøj/dine ting og fået pakket noget i flyttekasser. Når du ikke kan overskue det hele på én gang, så zoom ind på de små ting og husk dig selv på, at du bare skal fremad – så tag én ting af gangen, når det er muligt.
  4. Overvej, hvad der er vigtigst for dig, både lige nu og på den lange bane. Måske behøver du slet ikke at tænke på, at du skal have købt noget tape til flyttekasserne før om tre uger. Find ud af, hvad der er smart at ordne nu, og få det gjort, så du kan komme videre. Men tænk også over, hvad der betyder mest for dig. Er det den kommende flytning, der betyder mest, eller er det din karakter i din kommende statistikeksamen, der betyder mest? Vil du have det ok med at få middelmådige karakterer, og så bruge mere energi og tid på flytningen, eller er det eksamen, der er det ultimativt vigtigste? Gør det dig glad at tænke på flytningen, eller er du ved at komme ind i en negativ spiral, hvor du blot tænker på alt det, der skal gøres, når du tænker på flytningen? Tænk på, hvad du investerer dig selv mest i, og om det er den rigtige måde, hvorpå du investerer dig selv i det. Hvis ikke, så prøve at ændre på den måde, du tænker på, så det i det mindste kan bruges til noget godt og ikke bare bliver selvdestruktive tanker, der forstærker hinanden.
  5. Find ud af, hvad du særligt bekymrer dig om. Er det noget ift. planlægning/logistik, noget følelsesmæssigt, noget ift. dine egne/andres evner eller handler det om økonomi? Er dine bekymringer helt irrationelle eller har du en reel grund til at bekymre dig? Og er det vedvarende eller forbipasserende bekymringer? Er der bestemte tidspunkter/situationer, hvor du kommer til at bekymre dig om bestemte ting?
  6. Mind dig selv om dine tidligere succesoplevelser. Husk på, hvor meget du har klaret dig igennem før i tiden og se din nuværende situation i et større perspektiv. Tænk på, hvor meget du har opnået og hvor meget, du rent faktisk er i stand til at håndtere. Når du tænker på det, bliver det svært for bekymringerne at vinde over dig, for så har du noget at bekæmpe dem med.
  7. Lad dig selv blive overvældet af følelser, når de presser sig på. Uanset om det er glæde, frustration, afmagt, tristhed, træthed eller en blanding af det hele. Gør hvad du har brug for, for at kunne udtrykke dine følelser og komme videre. Græd, start til boksning, læg tøj sammen, tag et varmt bad, drik en kop te, tag en lur, spis et stykke af den gode norske mælkechokolade. Lad dig selv føle det, du føler, og gør noget, der forbedrer din indre sindsstemning i stedet for at dømme dig selv for dine følelser, for så gør du blot det hele værre.
  8. Vær god ved dig selv og prøv at hygge dig med at udføre de opgaver, du skal have klaret. Det kan måske virke som et åndssvagt råd, men hvis man hygger sig med det man laver, er det svært at sidde og være vildt stresset og sur og irriteret samtidig. Prøv at se situationen udefra og betragt det som en form for eksperiment, hvor du vil finde ud af, hvordan du bedst muligt kan håndtere den situation, du står i. Og prøv at se det sjove i de ting, der sker, for det gør det hele en del nemmere og mindre træls.
  9. Brug tid sammen med de mennesker, du godt kan lide og husk at der findes meget andet i universet end dig selv og din kommende flytning. Selvom du sikkert føler, at du har nok i dig selv og dine egne tanker, så hjælper det at investere sig selv i andre og lytte til det, de har på hjerte. For så indser du sandsynligvis, at alle andre også har et eller andet, de stresser lidt over. Eller at de har været igennem nogle helt forfærdelige ting, og alligevel står med begge deres ben på jorden og inviterer dig ind på en kop kaffe.
  10. Husk på de lykkelige stunder. Husk hvad du følte, hvad du tænkte og hvad du gjorde, da du blev ramt af lykken og ikke mindst hvem du var sammen med. Lad mindet fylde dig op og mærk, at det stadig er muligt for dig at huske, hvordan det føles at være lykkelig. Og sig så til dig selv, at det ikke kan være så stressende og hårdt et liv, når der findes øjeblikke, der er så fine og smukke, og som du slet ikke vidste ville komme.

    Et eksempel: A sidder i bilen en mandag aften. Hun er på vej hjem fra Aalborg, og hun sidder på bagsædet med sin far på sin venstre side og søde S på sin højre side. Hun er glad, for det er jo ikke hver dag, hun får lov at sidde ved siden af to så nydelige og intelligente mænd. Hendes bror kører bilen – han er i øvrigt også en nydelig og intelligent mand – og hendes mor sidder ved siden af ham og snakker om, hvor dejlig en dag det har været. Køreturen hjem ender med at tage halvanden time. Dels fordi de har en enorm trailer spændt på bilen, hvori der er en 230 cm lang sofa, som A og S har købt billigt af en kvinde, der skulle flytte til en møbleret lejlighed, og som derfor var nødt til at sælge sin næsten helt nye IKEA-sofa. A og S er godt tilfredse med deres køb, og de glædes ved tanken om at have sparet over 2000 kr. Men køreturen ender også med at tage længere tid, fordi bilen de kører i synger på sidste vers. Motoren har problemer, og de har motorstop tre-fire gange i løbet af hjemturen. Så må de holde ind i nødsporet og køre ind på en rasteplads, hvis der ellers er sådan en. Så holder de der lidt og snakker om, at det da er noget værre noget med den bil, og A’s mor siger, at de må købe en ny bil med det samme, og A’s far siger at bilen virker fint og at den bare lige skal hvile sig i et minut eller to, så kan de køre igen.
    De får liv i bilen igen, og så sker der det forunderlige, at der breder sig en kollektiv lyst til at synge fællessang i bilen. A hører sin mor synge “Rundesang, rundesang, Amanda synger den næste sang, rundesang, rundesang, Amanda synger den næste sang”, og selvom de ikke har haft rundesang i mange år, kommer de hurtigt i tanke om alle de gode gamle sange, som de plejede at synge. A foreslår “Jeg en gård mig bygge vil”, og så synger de den. A’s bror er skeptisk overfor det nye tiltag, og det samme er S, men A og hendes forældre synger og synger, og A synger højere end hun plejer. S ryster lidt på hovedet, og A ved hvad han tænker, men så synger han også med, og A tager hans hånd og midt i skønsangen mærker hun det. Lykken. Kærligheden. Både en kærlighed til selve situationen og en kærlighed til de fire mennesker, hun sidder klemt sammen med i det gamle lig af en bil.Hun har lyst til at huske den følelse for altid, for hun ved at det er sådanne situationer, der opstår helt af sig selv, som er de mest mindeværdige. Man kan finde lykken mange steder, og det sker ofte når man ikke forventer det og ikke forcerer det. Og hvor er hun heldig, at lykken så ofte kigger forbi. Når det kommer til stykket, har hun ikke rigtigt noget at bekymre sig om, for det er ikke noget af betydning – ikke sammenlignet med den følelse, hun havde den aften. Så hun skal bare fortsætte fremad, for hun er så tæt på målet, at hun næsten kan nå det, når hun rækker ud. Hun er i hvert fald tættere på, end hun nogensinde har været før. Så mon ikke hun klarer de næste fem uger uden de store problemer – det er jo trods alt blot noget godt og smukt, der er i vente. Og det er al bøvlet, besværet, læsningen, skrivningen, planlægningen og alle pengene og de mange tanker og følelser værd.

 

Hyg jer.

//A

 

stille sind – del to

når dit indre er itu
og ingen hører dig kalde
du er meget lykkelig nu
det siger du til alle
når du ikke ved hvad du vil
og din kaktus tørrer ind
når du sidder i natten for dig selv
alene med et stille sind
når du ser hende i øjnene
og holder et liv i dine hænder
når du tænker på løgnene
der stadig lever i dine minder
når du prøver at løbe
og du bliver ved med at falde
når du et fundament prøver at støbe
imens du savner alt og alle
når tiden stopper med at gå
og bordet endnu ikke er rent
når dit hjerte omsider går i stå
er det alligevel for sent
 når du er dit eget ansvar
og du må være din egen bedste ven
så husk på hele den verden du har
og lær at trække vejret igen