Kategoriarkiv: dybe tanker

jeg er en kaffemaskine | et digt

Hej verden.
Her er et spontant digt, som jeg blev inspireret til at skrive, da jeg for lidt siden sad og lavede en helt særlig lyd. “Jeg er en kaffemaskine”, sagde jeg til S, og da jeg sagde de ord, begyndte idéerne at vælte frem. Så her får I æren af at læse, hvad det er blevet til.
Bare til info vil jeg lige informere om, at jeg lever i bedste velgående, og at jeg godt ved, at jeg IKKE er en kaffemaskine. Der findes nok en personlighedsforstyrrelse, hvor man tror, at man er en kaffemaskine. Men den har jeg altså IKKE. Og desuden ved jeg jo ikke rigtigt, hvordan det føles at være en kaffemaskine. Men her er mit bud på, hvordan det er.
//A
jeg er en kaffemaskine
der har brug for en afkalkning
jeg kan bare håbe
at du snart får en åbenbaring
jeg larmer for meget
og du sender mig utålmodige blikke
jeg er ikke hurtig nok til dig
du vil bare din morgenkaffe drikke
du inviterer gæster hele tiden
og sender mig på overarbejde om natten
hvad er det her for nogle vilkår
jeg håber vi ses i retten
jeg bliver sjældent rengjort
mit job er utaknemmeligt
jeg er fyldt med lort
og du tror jeg lever for evigt
jeg er en kaffemaskine
og dit køkken bliver min død
jeg har kendt dig meget længe
men du var aldrig særligt sød
du elsker mig ikke
selvom jeg har meget at byde på
du ønsker dig en nyere model
for jeg er falmet udenpå
i morgen går jeg i graven
jeg vil brygge min sidste kop
du vil stille mig i skuret i haven
ikke forstå hvorfor jeg gav op
der er meget i verden
jeg aldrig nåede at se
det er sådan det er
at leve som kaffemaskine

At finde tilbage

Hej verden.

Som jeg sidder her, på mit mikroskopiske værelse i sommerhuset, hvor der er så lavt til loftet, at jeg kun med nød og næppe kan stå oprejst, mærker jeg roen og lettelsen indfinde sig. Det her, er et sted jeg kender, og det her, er en situation, jeg kender. Jeg husker de mange aftener/nætter, hvor jeg har siddet her og skrevet blogindlæg, fordi jeg har følt mig alt for inspireret til at kunne sove. Jeg husker de mange dage, hvor jeg har været alene herude, og jeg husker følelsen af frihed. Jeg husker, hvordan ordene bare kom til mig, og skrivningen var let som en leg. Der er et eller andet ved det her sted, der gør mig rolig. Jeg trækker vejret på en anden måde herude, og jeg bliver overrasket over det, hver gang jeg kommer tilbage til sommerhuset.

Efter jeg flyttede hjemmefra, og særligt efter at jeg er flyttet til Aalborg, er det blevet sjældnere og sjældnere, at jeg er herude. Dels fordi afstanden nu er længere, dels fordi jeg har/har haft meget andet at se til. Men mest af alt handler det om noget andet, som jeg først nu er begyndt at indrømme overfor mig selv.

Jeg har faktisk haft det lidt svært med at være herude i sommerhuset, når jeg så endelig er taget herud. Hurtigt er jeg begyndt at føle mig rastløs og lidt sur og ked af det. Selvom her er så uendeligt smukt. Al freden og roen har nærmest gjort mig irriteret, og jeg har somme tider følt mig mere fanget end fri.

Det har været ret underligt at opleve, og at jeg har haft de følelser har helt sikkert gjort, at jeg har holdt mig mere væk fra sommerhuset, end jeg egentlig behøvede. Jeg havde fx tre måneders sommerferie, hvor jeg sammenlagt ikke var herude mere end 4-5 dage i alt. Selvom jeg sagtens kunne have fundet tiden til det. Hvorfor?

Fordi det bare ikke er helt det samme mere. Fordi mit liv har ændret sig. Fordi jeg holder rigtig meget af lejligheden, og derfor har haft lyst til at tilbringe rigtigt meget af min tid der – også fordi jeg har skullet vænne mig til at bo der, og derfor også har haft et behov for at være rigtigt meget i lejligheden og i Aalborg i det hele taget, for at få min hjerne til at forstå, at det er der, mit hjem er nu. Jeg kan blive rigtig forvirret, når jeg fx har været herude i blot en dag eller to, og så kommer hjem til lejligheden igen. Det er som om, at kontrasten er lidt for stor – fra fredeligt naturliv til et liv i byen, hvor Netto ligger 100 meter væk og altid har åbent. Min hjerne har haft svært ved at rumme at skulle omstille sig mellem at være det ene og det andet sted. For jeg elsker begge steder, selvom kontrasten er så stor. På nogle måder er lejligheden blevet et sted, der føles som mit helt eget sommerhus. Jeg elsker at være der, og jeg føler mig tryg der – ligesom jeg gør herude. Jeg kan finde ro i at sidde og lytte til bilerne, der kører forbi på gaden og de snakkende mennesker, der går en tur i baggården. Der er noget frihed forbundet med, at alt er indenfor rækkevidde og at vi er lige midt i byen. Ligesom der er en frihed forbundet med det her sted, hvor alt er udenfor rækkevidde, bortset fra naturen, som jeg er omgivet af.

Jeg elsker begge steder. Begge steder føles som hjem – på nogle af de samme måder, men også på vidt forskellige måder. Begge steder kan noget forskelligt – og hvor er jeg heldig, at kunne have begge dele i mit liv. Jeg skal bare lige lære at acceptere, at det er helt ok, at to steder, der er så forskellige fra hinanden, begge er steder, hvor jeg kan være glad og tryg. Jeg tror på en måde, at jeg har fået bildt mig selv ind, at jeg skulle vælge – natur vs. storby. Men hvorfor skulle jeg det? Hvorfor skulle jeg ikke kunne være en person, der elsker begge dele – og som formår at balancere det?

Jeg skal bare lige lære, hvordan man gør. For det er noget andet nu. Mit liv har ændret sig, og jeg er ikke (helt) den samme, som jeg var for halvandet år siden, hvor jeg sad her og skrev om at værdsætte singlelivet og alt muligt halløj. Der er virkeligt sket meget for mig i den periode, vi har haft sommerhuset. Og derfor er det klart, at det ikke er helt det samme nu. Og det er ok.

Jeg kan mærke, at jeg ikke har den samme lyst til at være herude alene i mange dage af gangen, som jeg havde i starten af sidste år. I praksis har jeg i hvert fald ikke lige så meget lyst til det mere – for det er bare ikke det samme. Dengang, hvor jeg elskede at være alene herude, var en tid, hvor jeg virkelig havde brug for at gøre ting med mig selv, hvor ingen andre var involveret. Det var sindssygt sundt for mig, og jeg er så glad for de mange vinterdage, jeg har tilbragt med mig selv i dette kolde sommerhus. Men den tid er forbi, og jeg er et andet sted i mit liv nu. Jeg har været sammen med S i snart halvandet år, og vi bor sammen, og jeg synes det er det bedste i verden at bo sammen med ham. Der er så meget mening og glæde og tryghed i det, vi har sammen. Jeg nyder virkelig den tid, jeg har med ham, og jeg kan stadig blive helt fjollet, når vi ser hinanden i øjnene. Jo flere dage der går, jo mere indser jeg, hvor glad jeg er for ham (beklager hvis I har lyst til at kaste op nu, men jeg har rent faktisk en pointe med de sukkersøde ord) –

Det er jo KLART, at jeg ikke har lyst til at tage alene i sommerhus i to uger, når jeg har en sød S, der er hjemme i lejligheden, som er et sted jeg også elsker meget højt. Hvorfor skulle jeg have lyst til at tage afsted, når vi har det så godt og rart?
Ja, jeg har stadig brug for at gøre ting alene og at føle mig glad og fri i mit eget selskab – men det gør jeg også rigtigt meget af tiden. Jeg går ture rundt omkring i Ålleren og finder fine områder, der kan fungere som åndehuller i storbylivet. Som fx når jeg tager til Østre Anlæg for at se på ænder. Det kan jeg få mange timer til at gå med. Og selvom det ligger midt i byen, kan jeg få nogle af de samme følelser, som jeg får når jeg går rundt ved stranden herude ved sommerhuset. Og hvor er det rart at finde flere og flere steder, hvor jeg kan trække vejret lidt bedre.

Jeg elsker det her sted – men der er også nogle andre steder, som jeg er begyndt at elske rigtig højt. Og jeg tror, at der er plads til begge dele. Jeg skal simpelthen acceptere, at mit forhold til sommerhuset har ændret sig, men at det ikke behøver at betyde, at jeg kun skal tage herud meget sjældent. For selvom jeg elsker mit liv i Ålleren, så betyder det ikke, at jeg bare skal glemme alt om sommerhuset og tænke, at jeg ikke har brug for det her sted mere, fordi jeg er et andet sted i mit liv nu. Ja, nogle ting har ændret sig, og jeg lever ikke længere det egoistiske singleliv, men jeg elsker jo stadig det her sted. Det kan stadig bringe følelserne af ro, tryghed og glæde frem i mig, og jeg kan mærke, at jeg virkelig har savnet at være herude. Det minder mig om nogle ting, som jeg elsker at gøre, men som jeg har det med at glemme, at jeg elsker – som fx at sidde her og skrive indlæg, gå ture på stranden og lytte til fuglenes sang.

Det er ok. Ok at jeg har taget en pause fra sommerhuset. Ok at jeg er begyndt at holde meget af mit liv i byen – og mit liv sammen med S. Det er ok, at tingene har ændret sig, og at jeg ikke altid synes at det er ligeså fedt at være i sommerhuset, som jeg syntes engang.  Under alle omstændigheder er min kærlighed til det her sted helt enormt stor, og jeg har ikke længere lyst til at lade som om, at stedet her ikke længere er så vigtigt for mig. For det er det. Det har bare taget noget tid for mig at vænne mig til at bo det nye sted, og jeg tror faktisk først at det er nu, at jeg er ved at være klar til at være væk fra lejligheden i mere end et par dage ad gangen – for nu ved jeg, at det er mit hjem – jeg ved, at det er det sted, jeg vender tilbage til. Og den tanke gør mig så uendeligt tryg.

Jeg tror på, at jeg nok skal finde balancen. Balancen mellem et liv i byen og et liv med naturen som den tætteste nabo. Nogle gange vil jeg have mere brug for det ene end det andet, og andre gange vil en blanding af de to være det allerbedste. For der er et eller andet smukt i den kontrast, der er mellem de to måder at leve på. Og jeg vil så gerne kunne rumme begge dele.

Jeg håber, at det her indlæg giver mening for andre end mig selv – under alle omstændigheder var det en fornøjelse at skrive det. Det er altid en fornøjelse herude.

Foretrækker du/I et liv i byen eller et liv på landet?

Hyg jer.

//A

En snak om alkohol #3 | Sofie

Hej verden.

Her kommer det tredje indlæg i min serie om alkohol. Det er endnu et gæsteindlæg, som denne gang er skrevet af Sofie, der blogger på strikeaprose.dk. Hun fortæller åbent og ærligt om, hvad der ligger til grund for hendes valg om ikke at drikke, og der skal lyde et stort tak til Sofie herfra. Jeg håber, at I vil tage godt imod indlægget, og at I kan bruge det til noget. Det sætter i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.
//A

For et par måneder siden skrev Amanda til mig, og spurgte, om jeg ville skrive et indlæg om mit forhold til alkohol. Jeg havde for en rum tid siden smidt en kort bemærkning på min blog om, at jeg ikke drak, og hun ville høre, om jeg ville uddybe mine årsager for denne beslutning. Det sagde jeg ja til med det samme, da jeg synes, at det er et utroligt vigtigt emne, som desværre fortsat er tabuiseret. Så tak, Amanda, for talerøret og platformen.

Vi har en ekstrem drukkultur i Danmark, hvor sociale sammenhænge som regel hænger sammen med alkohol i større eller mindre grad. Mange føler sig ramt, når man bringer dette emne på banen – måske fordi afholdenhed af mange bliver anset som “hellighed”. Man er hellig, hvis man vælger alkohol fra – og det er måske her, janteloven spiller en rolle. “Tror du, at du er bedre end os? Finere end os? Hop ned fra din piedestal og vær menneskelig, som os andre. Her, tag en snaps.” Tak, men nej tak. Men hyg I jer fortsat!

I dette indlæg vil jeg fortælle jer lidt om, hvorfor jeg har valgt alkohol fra; en beslutning, som bunder i mange forskellige ting.

For det første, lider jeg af to neurologiske sygdomme: epilepsi og migræne. Jeg får medicin for begge dele, og selvom jeg aldrig direkte har fået at vide af lægerne, at jeg ikke må drikke, har jeg helt instinktivt lyst til at holde mig fra alt, der påvirker min hjerne.

Derudover lider jeg af en sygdom, som gør, at mine knogler er meget skrøbelige. Dette gør det vigtigt, at jeg altid er i fuld kontrol over min egen krop. Jeg er nødt til at være forsigtig hele tiden, da en lille dum bevægelse kan have store konsekvenser. Af samme grund føler jeg mig beklemt blandt rigtigt fulde mennesker, da deres fysiske kontroltab kan føre til, at de eksempelvis støder ind i mig – og det er altså alt, hvad der skal til. Disse nødvendige forbehold spiller unægteligt en rolle, men er blot en lille del af det større puslespil.

Jeg kommer fra én af de mange danske familier, hvor alkohol har været et problem, og hvor alkoholmisbrug har været kilde til en generel utryghed, som jeg naturligvis har taget med mig. Selvom mine søskende er vokset op i det samme miljø, har de ikke en restriktiv tilgang til dét, at drikke, og det behøver de heller ikke at have. De er alle gode til at styre deres forbrug, og det er jo sådan set alfa og omega. Vi er meget forskellige, og mine vilkår har gjort, at jeg altid har måttet angribe livet på en anden måde. Derfor er det nok naturligt, at jeg, i modsætning til dem, er gået en helt anden vej.

Der er også dét faktum, at jeg lider af angst, og jeg ville derfor være bange for, at alkohol ville påvirke mig på så ‘positiv’ en måde, fx i sociale situationer, at jeg ville blive afhængig af den “krykke”. Jeg har set det før, og det er virkelig noget, jeg mener, at alle skal være opmærksomme på – forskellen på forbrug og misbrug. Hvordan bruger du alkohol? Hvilken effekt har det på dig, og hvad er det præcist, du søger? Foretrækker du at være påvirket fremfor at være ædru? Har du svært ved at begrænse dig, når først du er begyndt at drikke, med fare for, at effekten foretager? Kan du bedre lide dig selv som person, når du har fået noget indenbords?

Jeg har måttet melde fra til familiearrangementer, som jeg af erfaring vidste ville ende ud i et større drukorgie. Jeg har aldrig sagt direkte, at det var årsagen, for det er der ikke stor forståelse for, men det gode ved at blive voksen er, at man selv kan vælge. I teorien behøver jeg ikke at udsætte mig selv for noget, som jeg synes er ubehageligt. Det er ærgerligt, at det først er dér, man bliver respekteret som individ, men sådan er det i nogle familier. Især ét årligt arrangement var pinefuldt som barn, da de voksnes alkoholindtag endte med diverse konfrontationer, som de ikke turde tage ellers. Nogle sad og græd i et hjørne; andre skændtes med deres partnere. Stemningen var rigtig dårlig og utryg, og allerede som barn var det tydeligt for mig, at ingen af disse mennesker hvilede i sig selv eller deres relationer, og at alt dette reelt skyldtes, at alle havde det skidt med at være i samme rum. Dette blev dog aldrig italesat, og alt blev kategoriseret som “fuldemandssnak”. Ingen kunne huske noget dagen efter – bortset fra os børn, som havde haft ondt i maven det meste af aftenen.

Jeg har meget få positive rollemodeller, når det kommer til druk. Begge mine forældre har brugt alkohol til at dulme deres problemer, og jeg har været ansvarlig for at holde skuden kørende, når de voksne forsvandt ind i deres eget tågede univers. Jeg har måttet skifte gennemblødte underbukser, og har – på trods af min skrøbelige krop – måttet hjælpe dem i seng. Det er noget, jeg aldrig nogensinde vil udsætte mine fremtidige børn for. Derfor er alkohol for mig lig med noget grænseoverskridende og ubehageligt.

Det er svært at tale om dette emne uden at lyde moraliserende. Jeg ser ikke ned på folk, der drikker, og jeg føler mig ikke som et bedre menneske. Jeg ved, at der er langt fra dét, som jeg har oplevet, til dét, som andre oplever. Mine erfaringer er på ydersiden af skalaen. Faktisk har jeg i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg som den eneste til et selskab ikke drak – også selvom jeg egentlig har ro i maven omkring min beslutning. Det er ikke sjovt, at skille sig ud. Jeg mangler det ikke, og jeg føler, at jeg kan leve et rigt socialt liv uden. Og hvis jeg ikke kan, er det noget, der skal arbejdes på – ikke noget, som skal drikkes væk. Når mine veninder og jeg mødes, drikker vi te, kaffe, spiser aftensmad, eller går i biografen. Vi taler i timevis, griner, og går altid fra hinanden med en følelse af, at vi er kommet tættere på hinanden. Selvfølgelig kan det også være tilfældet, hvis man går i byen og danser natten lang, men det er mere for at opstille et alternativ. Det kan altså også være hyggeligt og sjovt uden alkohol.

En snak om alkohol #1

Hej verden.

Hvis man kender mig, ved man, at jeg ikke drikker alkohol – som i slet ikke. Dels fordi, jeg er alkoholintolerant og får udslæt og influenzalignende symptomer i dagevis, hvis jeg drikker blot en halv genstand. Men mest af alt skyldes det, at jeg på ingen måder har lyst til at drikke alkohol. Tanken om på den måde at miste kontrollen over mig selv og nærmest blive en anden person, gør mig enormt utryg. Og derfor gør jeg det ikke – et valg, som jeg oftest oplever bliver accepteret af de mennesker, jeg omgiver mig med. Jeg har det rigtig fint med ikke at drikke alkohol, og ærlig talt kan jeg ofte glemme, at jeg er en del af en minoritet – hvilket helt sikkert hænger sammen med, at jeg prøver at undgå situationer, hvor folk omkring mig drikker sig virkeligt fulde.

Derfor sker det sjældent, at jeg sidder i et selskab og føler mig udenfor, fordi jeg ikke drikker alkohol. Men det hænder ind imellem, og når det gør, er det ikke rart. Vi mennesker er jo trods alt sociale dyr, og derfor kan det være hårdt, hvis man er alene med valget om ikke at drikke, imens alle andre gør det. Ja, man kan sagtens have det sjovt uden alkohol, og man kan også være den, der danser allermest, selvom man ikke har fået andet end Pepsi Max hele aftenen. Men om jeg vil det eller ej, så må jeg indrømme, at det ofte er rigtig svært for mig at være sammen med fulde mennesker. Til tider kan det være underholdende nok, lige indtil de kommer over det punkt, hvor de bare er fjollede og i godt humør. Det er ikke fedt, når folk omkring en bliver uforståelige, ubehagelige og alt for impulsive, eller når de vælter rundt og prøver at skubbe en i Randers Fjord (jeg nævner ingen navne her).

Jeg har det rigtig svært med, når folk omkring mig drikker alkohol – også når det er mine nærmeste. Det gør mig enormt utryg, og det er faktisk kun blevet værre med tiden. I løbet af dette år har jeg i hvert fald fundet ud af, at mit forhold til alkohol er meget mere anstrengt, end jeg før var bevidst om. Efter mange timers selvransagelse har jeg fundet frem til flere ting, som kan være grunden til, at det er blevet sådan. Jeg vil gerne uddybe det i et andet indlæg, men primært handler det om en angst for ikke at kunne genkende andre mennesker, særligt dem, jeg kender allerbedst. Angsten for at de bliver nogle andre, at de viser nogle sider af sig selv, som jeg ikke før har set og måske ikke ønsker at se. Jeg opfatter alkohollen som en form for trussel, fordi jeg jo ved, hvad den kan gøre ved mennesker. Det er et kontroltab, for jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente af folk, når de drikker.

Mange siger/vil sige, at det her nok handler om, at jeg aldrig selv har prøvet at være fuld, og at jeg derfor ikke forstår, hvordan det føles. At jeg ikke kan sætte mig ind i, hvor sjovt det kan være at drikke. Det er der helt sikkert noget om, for jeg har virkeligt svært ved at sætte mig ind i det. Jeg ville ønske, at jeg kunne forstå det. Jeg øver mig i at snakke med folk om, hvordan deres forhold er til alkohol, men det er faktisk ret grænseoverskridende at gøre. At spørge “hvorfor drikker du alkohol?” føles bare lidt underligt, selvom det sådan set er det samme, som når folk spørger mig om, hvorfor jeg ikke drikker. Men jeg øver mig i det, for jeg ved, at det vil hjælpe, hvis jeg får en mere nuanceret forståelse for, hvorfor mennesker drikker alkohol. Og hvis jeg ønsker, at andre skal forstå hvorfor jeg ikke drikker, så må jeg også prøve at forstå dem, der gør.

I det hele taget tror jeg bare, at snakken om alkohol skal tages op, for jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har et anstrengt forhold til alkohol på den ene eller anden måde. Jeg ved, at alkohol er en del af de fleste menneskers hverdag (i hvert fald i denne rige del af verden), og derfor vil jeg fokusere på emnet her på bloggen i den kommende tid. Der kommer nogle forskellige gæsteindlæg fra nogen, der drikker, og nogen der ikke gør. Jeg vil undersøge nærmere, hvad jeg kan gøre, for at få et mindre anstrengt forhold til alkohol, og jeg vil måske prøve at udfordre mig selv lidt. Alt sammen for at vi alle kan lære af hinanden og måske forstå hinanden lidt bedre end før – så vi alle kan leve i fredelig sameksistens uanset om vi drikker alkohol eller ej.

Jeg håber, at I vil tage godt imod denne serie af indlæg. Jeg er så bange for at fremstå fordømmende, og derfor har jeg brugt hele sommeren på at tage mig sammen til at skrive dette indlæg. Jeg ønsker jo ikke at nogen skal føle, at jeg dømmer dem for at drikke alkohol, når jeg fx skriver, at jeg grundlæggende ikke bryder mig om at være sammen med fulde mennesker. Jeg har ikke lyst til at dømme nogen, jeg vil langt hellere have at vi forstår hinanden og hinandens valg – eller i det mindste bare prøver på det. Derfor er det vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke skriver det jeg gør, fordi jeg er fordømmende. Jeg kan undre mig, og jeg kan stille spørgsmålstegn ved, hvorfor folk vælger at drikke – men det er jo kun fordi, at jeg ønsker at forstå. Det er alt jeg vil.

Hyg jer.

//A

 

et liv i dine hænder

Hej verden. Her er et digt, som jeg gerne vil dedikere til to afdøde, hvoraf den ene er en hund, der hed Pelle og den anden er forfatteren Benny Andersen. Tak til dem begge for at dele ud af hhv. deres tid, kærlighed og ord.
//A
du går rundt her og glemmer helt
at du lader noget gå til spilde
der er så meget du ikke har delt
når regnen falder er du stille
omfavn det ukendte og frygt det ej
giv slip på angsten du bærer
lad dig svæve hen ad din helt egen vej
tillad dig selv blot at være
forelsk dig i hendes rytme og melodi
selvom den er ude af takt
giv dig hen til et liv i evig harmoni
og stol på ordene i har sagt

lev med dig selv og din utilstrækkelighed
erkend at du har dårlige sider
der er ingen udløbsdato på kærlighed
affind dig med de svundne tider
træk vejret og lev med uvisheden
forstå at intet er sikkert
lad det ikke ødelægge tosomheden
at fremtiden ej kan ses i en kikkert
kys hendes læber og flet hendes hår
selvom du ikke er den første
for livet er nu og timerne går
hendes hånd i din er det størsteerkend at i begge har elsket før
vid at kærligheden er uendelig
du må åbne dit hjerte mere end du tør
først da er du omsider sat fri

find ud af hvad du allerhelst vil
imens hun i mørket dig blænder
sæt pris på alt i er blevet til
du holder et liv i dine hænder

En længsel efter hverdagen

Hej verden.

Jeg har haft sommerferie i 10 uger nu, og som jeg nævnte i mit seneste indlæg, så har jeg oplevet en masse gode ting, og brugt min tid sammen med en masse søde mennesker. Jeg har også brugt en hel del tid alene, men overordnet føler jeg, at der har været en fin balance mellem tiden alene og tiden sammen med andre. Jeg kan ikke komme i tanke om særligt mange dage, hvor jeg har tænkt “suk, hvad fanden skal jeg lave, denne ferie er alt for lang”. Men det har ændret sig i løbet af de sidste par dage, hvor jeg virkeligt er begyndt at føle mig rastløs og irriteret.Jeg mærker en længsel efter en rutine, en længsel efter at skulle være bestemte steder på bestemte tidspunkter. At have en hel dag, hvor jeg ikke har nogle planer, kan jeg slet ikke holde ud mere, for jeg har fået nok af at slappe af og at være nede i gear. Jeg er klar til at komme i gang igen, klar til at skulle være produktiv, klar til at få min hverdag tilbage.

På den ene side kan man sige, at jeg måske har tilrettelagt min sommerferie på en uoptimal måde, når jeg er endt med at sidde her og være rastløs. Hvis jeg fx havde fundet et (frivilligt) arbejde at bruge tiden på i ferien, så havde jeg måske ikke haft det sådan her nu. På anden side kan man sige, at jeg har fået præcis den sommerferie, som jeg havde brug for. Da jeg gik på ferie d. 1. juni efter en meget intens og ikke helt så rar eksamensperiode, trængte jeg så meget til at distancere mig selv fra mit studie. Jeg længtes efter friheden og at kunne gøre lige det, jeg ville. Jeg havde virkelig brug for en pause og tid til at finde motivationen igen. Og en pause har jeg i den grad fået – jeg har fået mulighed for at komme helt ned i gear og gøre de ting, der var vigtige for mig, og som intet havde at gøre med mit studie. Jeg har udforsket Aalborg, jeg er gået i gang med at tage kørekort, jeg har skrevet digte, og jeg har læst for fornøjelsens skyld. Og jeg er blevet bedre til at bage boller. Det er alt sammen meget godt – men det er bare ikke nok for mig i længden. Og efter at have haft rigeligt med tid til at indse det, er jeg begyndt at længes mere og mere efter hverdagen.

Derfor har sommerferien givet mig præcis det, jeg havde brug for; en masse gode oplevelser, en pause fra hverdagen og et skridt tilbage fra min identitet som kommende psykolog – hvilket er endt ud i en enorm længsel efter lige præcis det, jeg havde en trang til at komme væk fra, da ferien startede – mit studie.Jeg tager mig selv i at savne selve bygningerne, hvor Psykologisk Institut ligger. Jeg savner togturene til uni, jeg savner at drikke kaffe til forelæsningerne, og jeg savner tilmed at sidde i auditoriet – selvom man oftest sidder helt utroligt tæt og ikke rigtigt kan komme væk, når man først har sat sig. Jeg savner at lære noget nyt, og jeg savner at have en læseplan. Jeg savner at skulle tidligt op og ud ad døren og at have lange, lærerige dage, og jeg savner følelsen af selvtilfredshed, der følger med, når det bare går godt, og det hele går op i en højere enhed. Jeg savner oplevelsen af meningsfuldhed. Jeg savner, at der bliver stillet krav til mig, og at der er noget, som jeg SKAL, som jeg ikke gør udelukkende af lyst. Ja, jeg har simpelthen fået nok af bare at kunne gøre det, jeg har lyst til.Heldigvis er jeg stadig i gang med at tage kørekort, og jeg skal til teori i aften og ud at køre hele to gange i morgen, både om eftermiddagen og om aftenen – så der skal der nok blive stillet krav til mig. Og så skal jeg til teoriprøve fredag morgen, hvilket jeg ser frem til i en usmagelig grad.

Jeg tror faktisk, at jeg trives allerbedst, når jeg har en rutine at holde mig til. Når jeg ved, hvad jeg skal de bestemte dage i ugen, og når rutinen gentages uge efter uge. Jeg tror, at jeg har et rimeligt stort behov for kontrol, og selvom jeg ikke har lyst til at indrømme det, så er det jo nok en stor del af grunden til, at jeg føler mig rastløs og irriteret nu. For selvom JEG ønsker, at hverdagen skal begynde igen nu, så kan jeg ikke gøre noget, for det er ude af min kontrol.

Generelt føler jeg, at der er en del ting, der er ude af min kontrol for tiden – og mere om det i et andet indlæg. Men jeg kan ikke gøre andet end at prøve at se indad og at gøre noget ved det, som jeg rent faktisk kan kontrollere (mere eller mindre). Som fx at læse op til teoriprøven, at beslutte mig for at støvsuge og at gå en lang tur. Og at tænke gode tanker, som gør mig motiveret fremfor rastløs og irriteret. Når det kommer til stykket, er det jo mig selv, der vælger, hvordan jeg vil reagere på de ting, der sker – og så gør det måske ikke så meget, at jeg ikke kan kontrollere alting.

Hyg jer.

//A

 

En livsopdatering

Hej verden – her kommer en livsopdatering.

Pludselig er vi kommet et godt stykke ind i august måned, og jeg begynder at kunne mærke, at min (voldsomt lange) sommerferie lakker mod enden. Jeg er efterhånden nået til det punkt, hvor jeg føler, at jeg har brugt tilpas meget tid på at gå rundt og være helt nede i gear – og jeg er begyndt at mærke et savn til min hverdag. Eller nok nærmere en længsel efter at hverdagen starter igen – for det bliver en helt anden hverdag, jeg får fra nu af sammenlignet med, hvordan det har været på de tidligere semestre. Jeg er flyttet til Aalborg, jeg bor med S, og jeg har allerede fået en enorm kærlighed til vores lejlighed i løbet af den relativt korte tid, vi har boet her. Det er et hjem nu – og det føles meget mere som end et hjem end min tidligere lejlighed gjorde. Derfor glæder jeg mig ekstra meget til at komme i gang med hverdagen igen – for jeg er virkeligt spændt på at se, hvordan det vil påvirke mig og mit studie, at jeg er flyttet.
Jeg har en forhåbning om, at jeg vil få et lærerigt og produktivt femte semester, og at jeg vil få mere overskud til at fokusere på mit studie. For selvom jeg er flyttet endnu længere væk nu, så tænker jeg, at det kommer til at gøre en stor forskel, at jeg har fået en hel del mere stabilitet i mit liv nu. S og jeg skal ikke rejse rundt for at kunne ses, vi har alle vores ting i den samme lejlighed nu, og vi har det samme hjem nu – og så er det et hjem, hvor jeg tænker, at vi kan bo et godt stykke tid. Alt det er en kæmpe lettelse, og det er med til at gøre mig meget mere glad og tryg. Det tænker jeg kommer til at have en positiv indvirkning på mit studie – både ift. min motivation men også mit fokus i det hele taget. Jeg tænker, at det bliver lettere at fokusere på at lære, nu hvor der er kommet en del mere ro på privatlivs-fronten. Og ja, nu er der så nogle lidt længere togture involveret, end da jeg boede i min gamle lejlighed – men det er hvad det er. Jeg bruger gerne lidt ekstra tid på at komme til og fra uni, når jeg har så skønt et sted at komme hjem til hver dag.
Apropos at flytte og at føle sig hjemme, så vil jeg lige reklamere for mit gæsteindlæg fra sidste uge, som jeg fik æren af at skrive på Lauras blog. Det handler om at flytte hjemmefra, så det kan I jo læse, hvis I selv skal flytte hjemmefra – eller bare har lyst til at læse om mine oplevelser. Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg i forbindelse med gæsteindlægget ville skrive et længere indlæg, omhandlende hvordan det har været at flytte sammen med S. Men jeg tror faktisk, at jeg vil vente med at skrive det – med fare for, at det så aldrig bliver udgivet, så kan jeg bare mærke, at jeg ikke føler så meget for at skrive det endnu – for det er som om, at der lige skal gå lidt flere måneder, før jeg reelt kan skrive noget konstruktivt om det. Det er jo en læringsproces at flytte sammen med et andet menneske, og vi er stadig ved at lære, hvordan man gør. Men meget kort sagt kan jeg afsløre, at jeg langt det meste af tiden er totalt vild med at bo med S, og at jeg synes, at vi klarer det rigtig godt. Vi er gode til at få snakket om tingene, og det er nok det bedste råd, jeg kan give til andre, der skal flytte sammen med nogen – om det så er en ven, en kæreste eller en tante. Husk at snakke med hinanden om de ting, der er vigtige for jer. Både de gode og dårlige ting. Tal ærligt med hinanden om det, der går jer på, og prøv at finde løsninger sammen. Så kan det ikke gå helt galt.

I denne sommerferie har jeg oplevet helt vildt meget, selvom jeg hverken har været ude at rejse eller på festivaler eller alt sådan noget. Jeg føler virkeligt, at jeg har brugt min tid på nogle gode ting, og der har også været en del store begivenheder involveret (jeg har det med at se mange ting som store begivenheder, bare kald mig dramatisk). Min bror blev student. Mine forældre holdt deres 50-års fødselsdagsfest, og alle var glade, og jeg dansede i mange timer og havde nogle meget høje sko på (dog ikke imens jeg dansede). S blev 25 år. Vi fejrede ham i tre dage (det lyder vildere, end det var). Jeg startede til kørekort. Vi var til koncert i Aarhus med Melody Gardot. Jeg indviede den nye træterasse i sommerhuset med min mor. Min yngste kusine flyttede hjemmefra i hendes helt egne fine lejlighed, og vi tilbragte en dag sammen med hende i Viborg. Jeg har været på så mange hyggelige (endags)ture denne sommer, både alene og sammen med mine yndlingsmennesker, og jeg er fyldt op med så mange gode og fine minder nu.

Jeg har mødt en masse nye og spændende folk, men jeg er også blevet genforenet med nogle af dem, som jeg har kendt virkeligt længe, men ikke lige har set så meget til i et stykke tid. Jeg har oplevet gamle venskaber blive bragt til live igen, og det er der et eller andet utroligt fint over. Og jeg har indset hvor vigtigt det er at holde fast i de mennesker, som jeg kan snakke med i timevis, selvom jeg ikke har set dem i et år (eller længere). Som jeg kan snakke med, grine med og være mig selv med, fordi det bare sker helt af sig selv. Dem, hvor det ikke betyder noget som helst, om de er syv år yngre end mig eller 28 år ældre. Der er noget utroligt fint over den slags relationer, og jeg håber at jeg fortsat vil huske, hvor betydningsfulde de er.
Det har været en utroligt vellykket sommerferie, og jeg føler, at jeg har opnået lige præcis det med dem, som jeg ønskede – uden at prøve alt for meget på at opnå noget bestemt. Heldigvis er der stadig nogle gode og vigtige ting i vente i den sidste del af min ferie – jeg skal til teoriprøve, jeg (og S) får besøg af mine gode ven Iris, som skal se vores lejlighed for første gang, jeg skal på nogle ture med min familie. Desuden kommer jeg sandsynligvis til at starte en ny serie på min blog, der kommer til at handle om mit og andre menneskers forhold til alkohol, og jeg glæder mig meget til det, men jeg er også lidt bange for at skulle åbne op omkring det – men mere om det i et fremtidigt indlæg. Og så skal der ske noget meget stort, som jeg desværre ikke kan fortælle noget om endnu (jeg kan dog afsløre, at det ikke handler om, at jeg udgiver en bog, for det gør jeg ikke, så vidt jeg selv er orienteret).
Spændende alligevel, ikke?

Trommehvirvel – som varer indtil næste indlæg, hvor jeg forhåbentlig kan sige noget mere (det er nok primært en stor ting for mig (selvom det egentligt ikke handler om mig), og ikke så meget for de fleste andre, men lad os trække spændingen i noget tid endnu).

Hyg jer – og husk at lukke vinduerne i nat, da det skulle blive et voldsomt regnvejr – eller også er det bare mig, der skal huske det.

//A

ingen stjerner

alle stjerner
vil jeg hente ned til dig
for du kom med alt det
der bragte liv i mig
//
men ingen stjerner
er kommet for at blive
de fleste af dem
vil hellere flyve
//
ingen stjerner
kan jeg fange og forære dig
for de flyver videre
når jeg ser den anden vej
//
ingen stjerner
kan eje hinanden
vi ejer kun os selv
og jeg tror faktisk ikke
at jeg dig eje vil
//
du kan svæve frit
og på store eventyr
kan du tage
men på trods af det
kommer du altid tilbage
//
det samme kan jeg
jeg svæver og vælger frit
det er altafgørende
at mit liv forbliver mit
//
jeg er min egen stjerne
og du er min bedste ven
det er ikke svært
at beslutte mig
jeg vælger dig
om og om igen
//
jeg tænker på dig
og lader drømmene gro
imens jeg finder
min egen måde
at leve livet på

det går over igen | et digt om hovedpine og frygt

Hej verden.

Jeg skrev nedenstående digt for nogle dage siden. Jeg havde fået hovedpine, og som jeg tidligere har forklaret, så er det noget, som jeg igennem mange år har været plaget af. Det har været et kæmpe problem, og det har betydet, at jeg i perioder ikke kunne gå i skole eller i det hele taget gøre ting. Jeg havde det skidt med hovedpine og ubehag hver dag, og selvom jeg er blevet undersøgt helt utroligt meget af en masse forskellige læger, så stod det aldrig helt klart, hvad det egentligt var, at jeg fejlede. I lang tid troede jeg, at det altid skulle være sådan, og at det aldrig ville blive bedre.

Men som årene gik fik jeg det bedre – meget bedre. Jeg kunne mere og mere, og det betød, at mit liv blev mere og mere interessant. Jeg begyndte at kunne se, hvor mange muligheder jeg havde, i stedet for at fokusere på begrænsningerne, som jeg tidligere havde gjort. For nu kunne jeg gøre en masse ting, som gjorde mit liv meningsfuldt. Jeg fik nye venner, jeg klarede det godt i skolen, og jeg fik et arbejde. Jeg blev gladere og fik mere selvtillid, og det hele så meget lyst ud. Og derfor betød det ikke så meget, at jeg stadig ikke helt vidste, hvad min sygdom skyldtes. Det gjorde mig heller ikke så meget, at jeg skulle passe på med at lave hård fysisk aktivitet, fordi det gjorde (og stadig gør) min hovedpine markant værre. Det fyldte ikke så meget, fordi der var så mange gode forbedringer, som jeg var mere optaget af. Jeg havde jo troet, at jeg aldrig ville få det godt igen. Det lyder dramatisk, men det var sådan jeg havde det på nogle tidspunkter. Det er svært at bevare håbet i mange år, når intet ser ud til at ændre sig til det bedre. Jeg er et rigtig godt sted i mit liv i dag, hvor jeg har det godt og føler, at jeg kan gøre de ting, jeg gerne vil. Jeg er sund og rask. Jeg bor et skønt sted sammen med vidunderlige S, og vi har det godt. Jeg er snart halvvejs med psykologistudiet, jeg har en fantastisk familie og gode venner. Jeg har virkeligt ikke noget at klage over. Men når jeg ind imellem får hovedpine, fordi jeg har overanstrengt mig på den ene eller anden måde, så vælder det hele op i mig igen. Det minder mig om, at det ikke er alting jeg kan, og at det ikke er forsvundet helt. Og det kan gøre mig så frustreret, for jeg forstår jo stadig ikke helt, hvad det egentligt skyldes. Det får mig til at føle, at jeg løber ind i en usynlig mur, der sætter begrænsninger for, hvad jeg kan og ikke kan, uden at jeg forstår, hvorfor den er der, eller om jeg kan gøre noget for at komme udenom den. Og selvom jeg godt ved, at jeg får det godt igen efter et par dage, så vælder frygten op i mig. Frygten for, at det kommer tilbage, uden at jeg kan gøre noget. Frygten for at miste det vidunderlige liv, som jeg har skabt for mig selv – frygten for at miste alle mulighederne og glæderne. For hvis jeg fik kronisk hovedpine igen, så ville jeg ikke kunne gøre de samme ting, som jeg kan nu. Jeg ville ikke kunne nyde mit liv på samme måde. Og den tanke gør mig virkeligt bange.
Dette digt handler om den frygt og den frustration, der følger med, når man føler sig begrænset af noget. Jeg ved, at jeg ikke er alene om at opleve den frustration – jeg tror, at de fleste har oplevet det eller vil opleve det på et tidspunkt i livet. Vi er alle begrænset af forskellige ting, og nogle gange kommer noget fra vores fortid og banker på døren, selvom vi troede, at det var et overstået kapitel. Og naturligt nok bliver vi bange. Bange for, at det skal komme tilbage, og at det vil ødelægge det gode liv, vi har skabt for os selv. På en eller anden måde tror jeg, at den frygt er et eksistensvilkår. I hvert fald for mig. Jeg ville ønske, at jeg aldrig følte den, men det gør jeg nogle gange, og i stedet for at bekæmpe frygten så tror jeg, at det er bedre at acceptere den. Acceptere, at jeg engang havde en træls periode i mit liv, som jeg, forståeligt nok, ikke vil opleve igen. Acceptere, at det gør mig bange at tænke på det scenarie. Acceptere, at jeg ikke er 100 % rask, og at jeg måske aldrig bliver i stand til at bestige et højt bjerg/løbe en tur uden at det ender ud i et hovedpineanfald af mange dages varighed. Og så sige til mig selv, at det er ok, at jeg kan blive frustreret over, at jeg ikke kan gøre alting – men at det ikke behøver at fylde mere, end jeg har lyst til at det skal. For når det kommer til stykket, har jeg et godt og smukt liv, hvor jeg ofte føler mig lykkelig. Og hvem siger, at jeg ville være mere lykkelig, hvis jeg kunne alting?

//A

det går over igen

jeg har ondt i mit hoved
og jeg lammes af skræk
jeg har gået og troet
at det endelig var væk
//
jeg ved hvad det skyldes
og det gør mig så sur
det er lidt som om
at løbe ind i en usynlig mur
//
jeg har det ret dårligt
og jeg bliver så trist
når jeg tænker tilbage på
hvordan det føltes sidst
//
jeg tænker meget
på alle de sorte dage
jeg er så bange for
at de kommer tilbage
//
det er ikke fordi
at der er mange ting jeg vil
jeg ville bare ønske
at jeg kunne vælge selv
//
det går over igen
og jeg skal ikke være bange
det eneste jeg skal
er at høre glade sange

Et flagrende sind

Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“.

Sådan sagde min mor til min far i sin tale, som hun holdt til deres fælles 50-års fødselsdag i lørdags. Et totalt vellykket arrangement med 70 glade gæster og musik og dans til klokken 2 om natten. Mine forældre havde hyret S og hans ene band til at spille til festen, og jeg dansede fra start til slut, kun afbrudt af korte pauser, hvor jeg gjorde hvad jeg kunne for at overtale diverse familiemedlemmer til at komme med ud at danse. Selvbevidstheden pakkede jeg langt væk, og på et tidspunkt, hvor der ingen var på dansegulvet, bød jeg min farmor op. Så dansede vi, bare os to, foran minimum 60 mennesker og bandet. Senere på aftenen gik mine kusiner og mostre også med til at danse (der skulle bare store mængder fadøl til), og så dansede vi rundt i en stor ring, hånd i hånd. Alle smilede og sang med på sangene, og det hele var så fint og upoleret på samme tid. Min mor var helt vild og dansede så meget, at jeg var bekymret for, at hun skulle få en knæskade. Hun blev ved med at råbe ind i mit øre “SÅ ER DER BAS! HVOR LYDER DET BARE GODT!” også når der var guitarsolo og man næsten ikke kunne høre bassen. Hun var helt oppe at køre, og jeg ligeså. Jeg kan godt lide, at hun bare lader sig rive med af den gode stemning og danser uden tanke for, om nogen kigger, eller hvordan det mon ser ud. Det bedste af det hele er, at hun både er sådan på et dansegulv og i hverdagen – der er hun også ret ligeglad med, om nogen synes, at hun danser lidt for vildt. Og det giver mig lyst til at gøre det samme.
Jeg husker, hvordan jeg dansede rundt med (næsten) alle dem, jeg holder allermest af i denne verden, imens alle sang med på “Kom Tilbage Nu” og andre festsange, og jeg ind i mellem kiggede op på S, der sang kor (og spillede fremragende). Jeg tænkte lige en gang eller to, at jeg egentlig var ret heldig, at jeg skulle dele seng med sådan en dygtig og pæn bassist, når festen var slut. Og så blev jeg også lidt stolt, fordi utroligt mange folk i løbet af aftenen kom hen og sagde til mig, at S godt nok var sød og dygtig. Og de sagde også pæe ting om mig og om festen og alt muligt. Jeg var flyvende. Og jeg dansede lige indtil det sidste nummer var slut – hvor kun jeg, mine forældre og to venner af familien var tilbage. Så dansede vi rundt i ring og jeg må indrømme, at jeg nød det. Jeg plejer ikke at danse (hvilket nok primært skyldes, at jeg meget sjældent befinder mig i situationer, hvor det giver mening at danse), men jeg havde lyst til det, og derfor gjorde jeg det. I starten var det mest fordi, at jeg kunne se, at der var nogen, der måtte sparke liv i festen, så S og hans band ikke skulle stå og spille for folk, der sad ned hele aftenen. Så jeg prøvede at lokke en masse mennesker med ud at danse. Men så blev jeg lidt grebet af den gode stemning og dansede fordi, at jeg havde lyst til det. Som sagt, jeg var flyvende. Følelsen af glæde og takemmelighed mærkede jeg så stærkt, at det ingen betydning havde, at jeg (som altid) var ædru. Jeg var høj på mine følelser (og så havde jeg nogle meget høje og ubehagelige sko på).De efterfølgende dage var også fyldt med glædelige begivenheder. Min bror blev student to dage efter den store fest, og det var virkeligt stort at dele den dag med ham. Det var som om, at verden stod åben for ham nu på en anden måde end før. Og der var noget helt vildt over at se ham blive student og give ham den lyseblå hue på, som han gav mig på for to år siden. Jeg kunne sprænge i luften af stolthed, og det er af en masse forskellige grunde, som jeg ikke vil forklare her. Men pointen er, at det var en rigtigt god dag, der fyldte mig med endnu flere gode og lykkelige følelser. Jeg kunne ikke andet end at sidde og smile, da jeg kom hjem til S om aftenen. “Jeg er bare så glad”, sagde jeg.Men højt af flyve, dybt at falde. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne blive ved med at svæve rundt og være fyldt af den ekstatiske glæde. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at mit humør altid tager et dyk nedad igen, når jeg har været helt vildt glad i en vis periode. Jeg føler alting meget stærkt, og derfor er der en pris at betale, når jeg har oplevet så mange store følelser på så intens en måde, og ikke rigtig har haft tid til at bearbejde det. Der har været sociale arrangementer både før og efter festen, og det har betydet, at det først er i dag, at jeg kan sidde ned og reflektere over alt det, der er sket den seneste uge. Det hele har været meget intenst, og det har nok også været lidt for intenst. Når det kommer til stykket er jeg en introvert person, og selvom det gør mig så glad at være sammen med så mange søde, imødekommende mennesker, og opleve så mange gode ting, så kan jeg ikke gøre det mange dage i træk uden at blive utroligt træt og drænet på et tidspunkt. Om jeg vil et eller ej, er der til sidst ikke mere energi tilbage i mig. Og så er det, at mit humør har det med at tage et stort dyk nedad.  Når det sker, så skyldes det, at jeg har svært ved at slippe alle de store følelser, jeg har følt. Det gør mig udmattet, fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med alle følelserne, og hvordan jeg skal give slip på dem igen. Det lyder underligt, men det kan være hårdt at være rigtigt glad mange dage i træk. Det kan nok sammenlignes med en bil, der kører i et for højt gear i for lang tid, og som på et tidspunkt er nødt til at geare ned igen, hvis ikke den skal brænde sammen. For den kan ikke blive ved med at køre i det høje gear – det er den ikke lavet til. Når jeg har kørt i et for højt gear, påvirker det mit overskud, og pludselig føler jeg mig slet ikke lykkelig mere. Jeg kan ikke forstå, hvordan jeg kunne overkomme så meget bare én eller to dage tidligere, og der skal ikke ret meget til at få mig til at græde. Det er de mest banale ting, der kan gøre mig ked af det – som fx dengang, hvor S spurgte mig, om ikke jeg kunne gå ned og købe en ost. Jeg bliver meget overfortolkende og ekstra sensitiv, når jeg har kørt i for højt et gear.  Så kan jeg græde fordi der er rodet i stuen, eller fordi S har sagt et eller andet for sjov, som min trætte hjerne tror var alvorligt ment. Jeg har et flagrende sind. Jeg ved, at det påvirker de mennesker, der er tættest på mig, og jeg ved, at det kan være svært at finde ud af, om man skal være bekymret for mig eller bare sige “det går nok” og nusse mig i håret indtil jeg falder til ro igen. Jeg ved, at jeg kan være urimelig, og jeg ved, at jeg bør blive bedre til at forklare, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Men det er ikke altid, at jeg i situationen selv forstår, hvorfor jeg har det sådan. Jeg kan blive bange og nervøs for, om den nu er helt gal med mig, og jeg tænker, at jeg er til besvær, og at det ville være lettere for både mig selv og mine nærmeste, hvis jeg ikke havde så store og hyppige udsving i mit humør.Men jeg ved også, at jeg er meget mere end mine udsving. Jeg ved, at jeg er elsket, og jeg ved, at jeg ikke skal være glad og ekstatisk hele tiden for at folk vil holde af mig. Jeg ved, at mit flagrende sind ikke er noget forfærdeligt, som jeg skal skamme mig over eller forsøge at ændre på – for det er en del af mig, og uden et flagrende sind, ville jeg ikke være den jeg er, og jeg ville ikke kunne udrette de samme ting. De bedste af mine digte har jeg skrevet, når mit sind har flagret enten op eller ned – når jeg har været fyldt med tristhed, melankoli og frustration, eller når jeg har været fyldt med den ekstatiske glæde, som jeg tror vil vare for evigt. Hvis jeg ikke havde de store udsving i mit humør, så ville det måske være et lettere liv på nogle måder, men det ville også være mere kedeligt og mindre meningsfuldt. Og selvom det kan påvirke dem, jeg holder allermest af, at mit humør kan ændre sig hurtigt og meget, så ved jeg, at det ikke betyder, at jeg bare er til besvær. For jeg har meget at give af, og når jeg er glad og på toppen kan jeg sparke liv i festen – enten ved at danse med farmor foran 70 mennesker eller ved fx at lave dobbeltpanerede wienerschnitzler til S, fordi jeg lige syntes, at vi skulle fejre, at det var onsdag. Jeg kan finde glæden i små ting, som mange andre måske ikke får det store ud af, som fx at se på ænder, male et billede af en giraf eller at se mine kaktusser vokse sig større. Jeg keder mig sjældent, fordi mit humør næsten aldrig er neutralt. Ikke, at jeg altid er enten 100 % lykkelig eller 100 % trist – men jeg er altid grebet af en eller flere bestemte følelser, som påvirker hvordan jeg oplever ting.Jeg udvikler mig, og i takt med at jeg udsætter mig selv for nye ting, lærer jeg mit flagrende sind bedre at kende. Jeg bliver bedre til at forstå mig selv, og det gør det lettere for mig at sætte grænser og undgå at gøre alt for meget på én gang. Men livet kan ikke planlægges efter mit humør og mit optimale stimulationsniveau, og derfor ved jeg, at det sandsynligvis vil forblive sådan her – at mit sind vil forblive flagrende resten af mit liv. Og jeg tror, at det kommer til at blive et spændende liv, for på mange måder kan jeg få noget godt ud af mine udsving. Men forhåbentlig vil jeg fortsat blive bedre og bedre til at håndtere det, så jeg ikke alt for ofte behøver at bryde grædende sammen pga. en ost – men somme tider er løsningen faktisk at græde, uanset om det er over en ost eller noget udefinerbart. Ofte er der ikke andet galt, end at jeg er udmattet, og når jeg græder, får jeg det ud. Og så kan jeg dagen efter slet ikke huske, hvad problemet var. Så jeg vil gerne opfordre andre til at prøve det, når I er udmattede/overstimulerede, for det kan være effektivt. Bare husk, at jeres nærmeste måske bliver mere bekymrede, end de behøver at være, hvis de selv kun græder, når nogen er døde eller et eller andet helt forfærdeligt er sket. Du skal nok lige forklare dem, at du bare trænger til at græde, og at himmelen ikke er ved at falde ned eller noget.Som nævnt indledningsvis sagde min mor til min far i sin tale i lørdags: “Du og dine brede skuldre og din rolige væremåde er god for mig og mit flagrende sind“. Jeg sad og smilede af hendes fine ord, imens jeg holdt S i hånden og alle i salen var stille. Jeg tænkte, at jeg med garanti vil sige præcis det samme, hvis jeg engang i en eller anden anledning skulle holde en tale for S. For mit flagrende sind har jeg fra hende. Vi danser til alle andre er gået hjem, og nogle gange snakker vi meget hurtigt og er helt oppe at køre pga. en nyindkøbt zinkbalje, en solnedgang eller flot keramik. Andre gange er vi udkørte og urimelige, fordi nogen sagde noget irriterende, og vi kan hidse os totalt op, hvis der er nogle mænd, der gerne vil se TopGear med fjernsynet skruet helt op imens vi sidder i rummet ved siden af (også når det er nogle mænd, vi holder kraftigt af). Nogle gange vil vi bare have ro. Og andre gange kan vi blive ved og ved med at danse.Når jeg tænker på, at jeg har mit flagrende sind fra hende, så kan jeg ikke skamme mig over det eller føle, at jeg er forkert. For jeg kan se, hvordan hun med sit flagrende sind giver rigtigt meget glæde til en masse mennesker. Hendes følgere på Facebook elsker at se hendes billeder af solnedgangene i sommerhuset, og de elsker at høre om hendes nyeste projekter – om det så er en terrasse, en rabarbertærte eller noget helt tredje. Det afgørende er, at hendes begejstring for ting skinner så meget igennem, at man selv bliver smittet med glæden. Når hun er glad, er man ikke i tvivl om det, for så er hun virkeligt glad. Og så er der så mange andre mennesker, der også bliver glade. Hvis hun ikke havde et flagrende sind, så tror jeg ikke, at glæden ville smitte ligeså meget. Og det samme gælder for mig selv. Da mine svigerforældre mødte mig første gang sagde de bagefter til S, at de godt kunne lide mig og mit gode humør, og at jeg er lattermild og alt muligt. Jeg fornemmer, at der er rigtigt mange, der opfatter mig som lattermild og meget glad. Det er jeg selvfølgelig glad for, men det kan somme tider være svært, fordi jeg kan føle, at jeg så skal være sådan hele tiden for at være mig. Men jeg øver mig i at tænke, at der ikke er nogen, der altid er glade, og at jeg godt må være trist og sur nogle gange uden at det betyder, at jeg ikke er mig.Med dette indlæg håber jeg at kunne give jer, der læser med, en større indsigt i, hvorfor jeg er, som jeg er, og at det måske kan føre til, at I selv reflekterer over, hvordan jeres sind er. Måske har I et lidt mere stabilt humør med færre og mindre udsving eller måske er I lidt flagrende, som det er tilfældet med mig. Jeg ved, at jeg helt sikkert ikke er alene om at have udsving i mit humør, og derfor udgiver jeg dette indlæg. Jeg har intet at skamme mig over – selvom det da ikke er vildt fedt at indrømme overfor verden, at jeg har grædt pga. en ost. Men hvis jeg vil gøre mig forhåbninger om at blive en god psykolog en dag, så er det nok en god idé, at jeg selv står ved mine svage sider, så jeg engang kan hjælpe andre mennesker til at gøre det samme. For det forholder sig sjældent sådan, at en “svag” side udelukkende er noget negativt – der er næsten altid noget positivt ved det også.

Hyg jer – og husk at trække vejret og være dem, I er.

 

//A