Kategoriarkiv: dybe tanker

Gode ting – en god gammeldags liste

Hej verden.

Jeg har lige siddet og genlæst nogle af mine gamle blogindlæg, og har simpelthen haft en skøn stund, hvor jeg har siddet og grinet hysterisk af mit 2016-jeg. Den 20-årige A kunne sgu noget. Noget af det, jeg holdt mest af dengang var blandt andet at skrive lister over ting jeg hader. Jeg opdagede, i løbet af min aktive tid på Twitter, at folk godt kunne lide, når jeg hidsede mig op på de sociale medier og skrev om, at jeg var “TRÆT AF PIS!!!” og lignende. Så det koncept førte jeg videre til min blog, og det kom der blandt andet dette indlæg ud af. Listen over forfærdelige ting. Det var en lang, lang liste.

I dag skal det dog ikke handle om ting, jeg hader; næh nej, det skal handle om GODE ting. Det er dog muligt, at listen ikke bliver lige så lang, som listen over forfærdelige ting. Men en kort liste er vel bedre end ingen liste, og især her i coronaalderen, hvor man måske kan have en tendens til at glemme de gode ting i livet.

Her kommer den så:

  1. Denne sang:

2. Denne tegning, som jeg fik i fødselsdagsgave af et af mine yndlingsmennesker:

(Ja, den forestiller mig, der har en terapisamtale med en gråand (som er mit yndlingsdyr, hvilket mange ikke er klar over). Symbolikken er til fri fortolkning)

3. Alene-aftener som denne, hvor jeg har det sjovt og godt, og faktisk kan nyde at være alene. Det er simpelthen så fedt, men det har krævet lidt træning.

4. At være samlet med mine yndlingsmennesker og tage på tur på en sommerdag.

5. Min bror. Han er sgu bare helt igennem i orden, og det bliver han ved med at være.

5. At samle flere af mine yndlingsmennesker på samme sted, som jeg fx gjorde sidste år til min bachelorsommerfest. Fandme godt at jeg fik holdt det arrangement imens man kunne!!

6. Denne sang:

7. Turen til Italien med mine forældre, bror og S i sommeren 2019. Et minde, der kun er blevet endnu vigtigere, fordi jeg ikke aner, om vi nogensinde kommer på sådan en tur igen. Er glad for at vi nåede det og at vi udnyttede muligheden imens den var der.

(halli halløj et rigtigt bloggerbillede!! som jeg ikke anede blev taget)

8. Brætspil! Især spillene “Azul” og “The Quacks of Quedlinburg”. De er så SJOVE!! Men der er ingen at spille dem med for tiden : ( Har faktisk ikke spillet nogle af dem siden januar, og jeg bliver ikke ved med at kunne holde til det!!

9. Den Store Bagedyst 2015. Det er simpelthen bare den bedste sæson af dem alle, og jeg har nok set den 5-6 gange. Jeg har genset finalen så sent som her til aften, og jeg synes simpelthen, at det er rørende. Og så er det bare nogle sjove folk, der er med.

10. Mine forældre. De er nogle vidunderlige mennesker med en sindssyg selvindsigt. De er der, når lortet brænder på, og når det ikke gør. De kender mig bedre, end nogen andre gør (også selvom min far nogle gange glemmer, hvor gammel jeg er, og om jeg har pandehår eller ej og lignende ting). Jeg kan tale så længe med dem om vores familie, relationsmønstre, personlighedstræk, deres barndomme, deres arbejdsliv, mit liv og alle mine overvejelser og bekymringer. Når jeg har brug for det, forsøger de at muntre mig op, og når de har brug for det, er jeg den, der forsøger at muntre dem op. Det er en vidunderlig ting ved at være voksen, og jeg ved næsten ikke noget bedre, end når en af mine forældre gerne vil høre min mening om noget i deres liv. Skønne, skønne forældre.

(fra dengang hvor man måtte kramme)

11. Og nu hvor jeg er i gang med at nævne vidunderlige folk: Mine svigerforældre. Jeg holder SÅ meget af dem!! Og jeg savner dem helt vildt! Jeg savner at besøge dem i deres hyggelige hus, og jeg savner at spille brætspil, jeg savner at glæde min svigerfar med hjemmebagt kage, jeg savner at overvære dem øve med deres band (selvom det kun er sket én gang) og jeg savner bare stemningen. Synes det er frygteligt, hvis jeg ikke skal besøge dem indtil der er fundet en corona vaccine! Men nu kommer sommeren heldigvis, og jeg er begyndt at lægge planer om en lille sommerfest på terassen i sommerhuset med mine forældre og svigerforældre, S og jeg (og gerne vores brødre også, så ville min lykke være gjort). Hvis vi nu sad udenfor hele tiden og sad ved forskellige borde, så tænker jeg altså, at det godt kan gå. Udskam mig bare, internet, hvis I synes jeg er forfærdelig, fordi jeg vil samle 8 mennesker, men det er bare en vidunderlig tanke (skal dog lige have fundet en dato og rent faktisk spurgt de involverede, om de har lyst til at deltage) =)

12. Og selvfølgelig: S!!! Den skønne mand (der muligvis bliver en smule offended over at blive nævnt efter sine forældre, og at være den sidste på listen, men hvad kan jeg gøre). Der findes mange digte om S på denne blog, så der er vist ingen grund til at jeg uddyber mine følelser yderligere på skrift. Men S er skøn, og han har en tilgang til livet, som jeg beundrer meget (selvom det også kan irritere mig gevaldigt). Han er så rolig og tålmodig, og virkeligt god til at øve sig i ting. Det synes jeg er beundringsværdigt. Desuden har han en evne til at håndtere modgang, som jeg er ret inspireret af.
Jeg er så heldig med ham. Snart er det tre år siden, at jeg for første gang sagde “pænt goddag” (det sagde jeg ordret) og i sidste uge var det to år siden, at vi flyttede ind i lejligheden.

For fanden da også, nu kom jeg alligevel til at uddybe mine følelser =)

Nåh men nu må det være nok for nu, for jeg skal I seng, og tror ikke denne liste bliver bedre af at få tilføjet en masse ekstra ting – så dermed farvel og tak for i dag, tak for jeres tid. Jeg håber, at I kommer godt igennem coronaalderen (et alternativ til at sige “disse tider”, som bliver sagt for meget).

Nåh, hyg jer, det var dejligt at være tilbage.

//A

Noget om tid

Hej verden.

Jeg er alene hjemme. S øver med bandet og kommer hjem sidst på aftenen. Derfor har jeg mulighed for at bruge min fredag aften på introverte aktiviteter, hvilket jeg nyder i høj grad her for tiden.
Jeg har lige siddet og smågrædt til det nyeste afsnit af “I Hus til Halsen”. Man skal nok se programmet, for at forstå hvorfor. Men det var simpelthen en smuk udsendelse. Det er sådan et program, der fungerer bedst for mig, når jeg ser det alene, og sådan er det bare med nogle programmer.

Nåh, men det var sådan set ikke tv programmer, det skulle handle om lige nu. I stedet vil jeg gerne skrive om tid, og mit forhold til min og andres tid. Det er nemlig noget, der har ændret sig igennem den seneste periode, og særligt efter jeg er startet i praktik.

Hver mandag, tirsdag og onsdag går jeg ud af døren 6.30, går 7-8 km i løbet af dagen og kommer hjem igen ved 17 tiden. Tilmed har jeg hver onsdag aften Skype møde fra 19-21 som del af et obligatorisk fag, jeg følger ved siden af praktikken. Torsdag og fredag er (heldigvis) hjemmedage, som jeg bruger på at læse. I løbet af de to dage skal jeg gerne nå at læse 75 sider – og det lyder måske ikke af meget, men det kan det virkelig være, da nogle tekster er meget langhårede og tager rigtig lang tid at læse, hvis jeg skal forstå dem.

Oveni det kommer så al den tid, jeg bruger på at tænke over de ting, jeg oplever i mit praktikforløb – og al den tid, jeg bruger på at tale om det. S må lægge ører til en del for tiden, da jeg har en masse tanker omkring mig selv i psykologrollen og alle de opdagelser, jeg gør mig hele tiden. Jeg takker S for at han lytter til mig, når jeg kommer hjem, udsplattet og træt sidst på eftermiddagen. Det betyder faktisk rigtig meget, nu hvor jeg tænker over det. S er vidunderlig.

Så ja. Mit “arbejdsliv” fylder rigtigt meget for tiden, og mere end det nogensinde har gjort før. Jeg gør mig nogle vanvittigt vigtige og lærerige erfaringer for tiden, og jeg har allerede udviklet mig en del, taget i betragtning af, at jeg kun har været i gang i fem hele uger.

Jeg har fået et indblik i, hvor meget tid normale mennesker rent faktisk bruger på at være på arbejde. Og det virker både som rigtig meget tid – fordi det er ens vågne og friske timer, man bruger på arbejdet – og samtidig virker det mere overkommeligt, end jeg havde troet. Det er muligvis fordi, jeg kun er afsted tre dage om ugen, men jeg synes faktisk det går meget lettere end jeg havde regnet med. Det er ikke super svært at komme op kl. 5.50 hver dag, og det er ikke fordi, at jeg sidder og er ved at falde i søvn, når klokken slår 14. Min hjerne fungerer sådan set fint, og min krop gør ikke modstand overfor det. Og det overrasker mig helt vildt. Jeg er simpelthen totalt overrasket over, at jeg er i stand til at gennemføre arbejdsdage af normal længde uden at falde fuldstændig udmattet om og være nødt til at melde mig syg den efterfølgende uge. Det overrasker mig, at jeg kan blive ved. At jeg mandagen efter kan starte en ny uge ud og gøre min ting endnu en uge. Og at jeg kan få læst og fulgt med i pensum de dage, jeg ikke bruger på praktik. Det kan være svært at koncentrere mig om læsning, men jeg følger med. Og jeg synes sgu, at det er vildt.

Jeg er oprigtigt forundret over at være i stand til at kunne trives med at være afsted så mange timer hver dag, og at det er noget, jeg rent faktisk kan nyde rigtigt meget. Det er meget rart for mig at gøre mig de opdagelser, og det siger jo også noget om, at det har stor betydning, hvad man bruger sin tid på. Hvis det er noget, der føles meningsfuldt, så går det hele meget nemmere.

Men selvom hverdagene sådan set går meget godt, og jeg nyder det, jeg laver, så må jeg indrømme, at jeg er begyndt at sætte meget stor pris på min fritid. Og deraf er jeg også begyndt at fokusere meget på, hvad jeg bruger den tid på.

Jeg har et stort behov for alenetid herhjemme og tid med S, hvor der ikke er lagt en masse planer. Jeg har ikke lyst til at lægge store weekendplaner, og jeg føler ikke et behov for at lave en hel masse. Forrige weekend og weekenden før det var jeg alene tre hele dage uden nogle planer, og det var simpelthen så rart. Jeg kan tolerere rigtig meget alenetid, når jeg får så meget input i hverdagene. Så jeg kunne sikkert sagtens få alle mine weekender til at gå med ikke at se andre mennesker end S, måske spille et brætspil, gå en tur og evt. bage nogle boller. Det er sådan set mit drømmescenarie. Jeg har enormt meget behov for at være hjemme ved mig selv i weekenderne, og kun være sammen med mine tætteste, tryggeste mennesker. Så jeg siger nej til en del ting, også ting jeg egentlig gerne vil. Og så er der bare ting, jeg nærmest afviser på forhånd, som for eksempel at tage på weekend i sommerhuset. Jeg kan slet ikke se det for mig, og det er svært at forklare hvorfor, da det jo er et af mine yndlingssteder, og et af de steder, hvor jeg finder mest ro. Jeg tror, en del af det handler om transport. Af en eller anden grund kan jeg slet ikke overskue tanken om fx at skulle sidde i et tog i weekenden, for at komme hjem og besøge mine forældre/svigerforældre/i sommerhus. Toget er forbundet med hverdagen for mig, så måske er det derfor. Og så hele arrangementet med at pakke en taske med de ting, jeg skal bruge i weekenden, og udtænke, hvad jeg skal have med osv. Det virker helt uoverskueligt.

Det virker fjollet, når det kommer ned på skrift, men det er egentlig sådan jeg har det. Og det giver sådan set fin mening. Jeg har meget overskud og også en del energi, men jeg bruger al den overskud og energi i hverdagene – så i weekenderne har jeg bare virkeligt brug for at bruge min tid på noget, der lader mig op. Noget lystfyldt og ikke forhastet, noget jeg gerne vil og ikke noget jeg skal. Jeg vil gerne kunne tage det roligt og lave det, jeg gerne vil.

Og det er der jo sådan set intet galt i – men alligevel føler jeg, at jeg skal retfærdiggøre det. Både overfor mig selv og andre. Det er det, jeg har brugt en masse ord på at gøre i dette indlæg. Forklare, at jeg med min travle hverdag er berettiget til at slappe af i weekenden. Uden at jeg alligevel helt føler, at jeg kan “tillade” mig at have det sådan – at jeg kan tillade mig at sige, at jeg ikke engang kan overskue at sidde i et tog i weekenden.

Og det er jo dybt godnat. For jeg skal jo ikke retfærdiggøre over for nogle andre end mig selv, hvad jeg bruger min tid på. Om jeg vil sidde og se Masterchef en hel weekend og bare sumpe på sofaen, eller om jeg vil ud at gå en tur i skoven eller om jeg vil ud og være social – så er det jo mit valg. Mine weekender er mine, og hvad jeg vil bruge dem på er sådan set kun op til mig. Det er dumt at bilde mig selv ind, at der er en masse, jeg bør.

Min tid er min egen. Og selvom det har været pointen igennem hele dette indlæg, så indser jeg nu, at jeg nok ikke engang selv helt har forstået det endnu. Min tid er min egen. Jeg skal ikke stå til regnskab overfor nogen omkring, hvad jeg vælger at lave i min fritid. Jeg skal ikke tænke, at jeg er dødkedelig og ufleksibel, fordi jeg siger nej til en social aktivitet i min fritid. For i sidste ende er det mig selv, der er ansvarlig for, hvad jeg bruger min tid på og hvad jeg ikke bruger min tid på. Det er mig, der skal sørge for at sige ja og nej til ting. Det er mig, der skal vælge og fravælge. Og det er vanvittigt vigtigt at kunne det – for i sidste ende er det jo en selv, der går ned med stress og depression, hvis man ikke formår at lytte til sig selv og sine grænser.

Din tid er din egen. Og du skal huske dig selv på, at den er din. Det skal vi alle huske på. Men det sker ofte, at vi glemmer at respektere hinandens tid – og det er sådan set det, jeg gerne ville skrive om i dette indlæg – vejen hertil blev bare lige lidt længere, end jeg havde regnet med.

Jeg er kommet til at tænke på det, fordi min egen fritid er så dyrebar for mig i denne periode, og det derfor bliver rigtig vigtigt for mig, at mine tætteste mennesker respekterer min tid – hvilket de også gør. Det giver en enorm frihedsfølelse at jeg ved, at de respekterer min tid. Jeg oplever ikke, at nogle af dem føler sig berettigede til at skulle have en vis mængde af min tid. Jeg ved, at de forstår mig, og at de ikke forsøger at presse mig til at skulle alt muligt i weekenden for at gøre dem glade og tilfredse. Og det er simpelthen så rart.

Så det er ikke fordi, at jeg føler, at folk ikke respekterer min tid – og grundlæggende synes jeg også, at jeg selv har en stor respekt for min egen tid. Jeg bruger den ikke på hvad som helst. Og det er også en start – for hvis du selv føler, at du skylder andre mennesker din tid, så bliver det sgu svært at få plads til at gøre det, du selv har lyst til.

Jeg tror, at vi skal blive bedre til at huske os selv og hinanden på, at vi ikke skylder andre mennesker vores tid. Vi skal bruge vores tid med dem, vi har lyst til at være sammen med, og det burde virkelig ikke være nødvendigt at tvinge sig selv til at gøre noget, fordi man føler, at man skylder det til nogen. Ja ok, der er sikkert en masse undtagelser og nok især, hvis man har børn og det er ens tur til at have nogle andres barn til legeaftale. Og i det hele taget er barnet jo berettiget til at få størstedelen af ens tid, da barnet jo skal trives. Men hvis vi lige ser bort fra det, så synes jeg bare det er et skråplan at lade sig styre af, hvem der vil have ens tid. For det er der mange mennesker, der gerne vil.

Vi forventer af hinanden, at man som udgangspunkt kommer til fødselsdagen, og at man skal have en god grund til ikke at komme. Vi forventer af hinanden, at vi har lyst til at lave sociale ting i weekenden, og det er som om, at det ikke er en acceptabel årsag til et afbud, at man har mere lyst til at være derhjemme end at skulle ud.

Vi forventer af vores partnere/ægtefæller/venner, at de vil bruge deres weekender sammen med os, og hvis de vil noget andet end vi vil, så bliver vi fornærmede og måske direkte sårede. Jeg oplever særligt, at folk i langvarige parforhold har denne her idé om, at deres partners fritid automatisk går til dem. Og jeg er også selv skyldig i at have det sådan. Særligt før i tiden – da S havde fuldtidsjob og jeg havde meget lidt undervisning og læste hjemme. Der var jeg tilbøjelig til at betragte al hans fritid som tid, vi skulle bruge sammen. Hvis han havde fri en søndag, havde jeg svært ved helt at acceptere, hvis han hellere ville sidde alene hjemme end at komme med mig på familietur et sted i Nordjylland.

Jeg har altid gået meget ind for, at man ikke skulle presse sin partner til at deltage i ens egne familieting (eller i det helet taget presse sin partner til noget), men jeg tror først, at det er nu, hvor jeg selv har fået mindre fritid, at jeg egentlig forstår, hvor vigtigt det er. Hvor vigtigt det er, at man ikke forventer af ens partner at han/hun helt automatisk bare altid har lyst til at lave en masse med en i weekenden.

Det er en opdagelse, jeg er meget glad for at have gjort mig. For jeg ser en masse eksempler på parforhold, hvor grænserne imellem den enes tid og den andens tid er blevet fuldstændig udviskede, og det bare er endt med, at man per automatik gør alting sammen. Det kan så godt være, at det fungerer for nogen, men jeg tror nu bare, at alle mennesker har brug for at have tid, der er deres egen, og som de selv kan disponere over.

Tænk at få muligheden for at vælge hinanden til. Det er jo noget af det største, man overhovedet kan gøre. Hellere blive valgt til to timer på en søndag, end at personen bruger hele søndagen sammen med en selvom de ikke rigtig har lyst, men bare gør det af pligt.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi begynder at respektere vores egen og andres tid noget mere. Forvent ikke af folk, at de med den største selvfølgelighed bruger en hel lørdag på at komme til din fødselsdag. Bliv ikke fornærmet, hvis de ikke kommer. Men vær taknemmelig, hvis de har lyst til at bruge deres dag sammen med dig – og sæt pris på at de melder fra, hvis de alligevel ikke har lyst og overskud. Værdsæt din egen og andres tid, og lad være med at give andre skyldfølelse over at sige nej til ting.

Og lad for guds skyld være med at sige “Kom nu, du vil jo gerne! Vær nu lidt frisk!!!” (for så kommer jeg i hvert fald ikke til dit arrangement)

Hyg jer og nyd jeres velfortjente weekend, uanset om i tilhører arbejderklassen, SU modtagerne, de ledige eller topcheferne.

//A

Om usikkerheder og sikkerheder – at være på udebane og at finde hjem

Hej verden.

Jeg er alene hjemme. Jeg har ikke snakket med nogen hele dagen, udover en sur mand i Føtex og en sød kassedame. Jeg har snakket lidt med mig selv og kommunikeret via messenger og sms. Jeg har bagt rugbrødsstykker til madpakken og spist chips inden aftensmaden, som var en hjemmelavet tomatsuppe med nudler (som ikke smagte ligeså godt som forventet, nudler passer ikke så godt igen). Jeg har læst en lang tekst om hvordan systemisk tænkning kan anvendes indenfor forskning (og på trods af, at teksten var lang, kan jeg ikke forklare, hvad systemisk tænkning er).

Tempoet har været lavt. Der har været stille. Plads til at tænke. Plads til at stoppe op og mærke de fornemmelser, jeg tidligere har været i kontakt med, når jeg har været alene i længere tid ad gangen. Lige nu sidder jeg med en følelse, der minder mig om januar for tre år siden, hvor jeg fandt mig selv i sommerhuset. Følelsen af at have en ro i mig selv og at føle, at jeg har nok lige her, hvor jeg er – på trods af manglende sociale input i snart to dage.

Det er heller ikke tilfældigt, at det er på en dag som denne, at jeg sætter mig ned og skriver et blogindlæg. Det er som om, at mine tanker flyder bedst, når jeg er i en lettere mangeltilstand af sociale input. Det er jeg bare relativt sjældent her for tiden, og når jeg er mættet med stimuli, har jeg bare ikke samme trang til at skrive på denne blog. Jeg går måske igang med et indlæg, men får det aldrig gjort færdigt, fordi jeg ikke kan fokusere. Det er meget nemmere, når stilheden omringer mig – når der ikke er andre end mig selv, jeg skal forholde mig til. Jeg skal i et særligt gear – og det er rart at mærke, at jeg stadig kan finde tilbage til det gear.

Jeg er et interessant sted i mit liv lige for tiden. I min hverdag sker der virkeligt mange nye ting, og det har fået mange usikkerheder til at blusse op hos mig. Jeg er startet i psykologpraktik for to uger siden, og det er simpelthen så vildt og så spændende at komme ud og opleve, hvordan det virkelige liv som psykolog kan se ud. Men én ting er at studere psykologi – en anden ting er at arbejde som psykolog. Lige nu føles det som to vidt forskellige ting, og jeg kan kan godt mærke, at jeg ikke har den store selvtillid i forhold til at skulle agere som psykolog og terapeut på nuværende tidspunkt. Jeg tænker dog, at det måske er godt, at jeg har det sådan – for det betyder, at jeg har en ydmyg tilgang til opgaven. Jeg er klar over ansvaret, der følger med. Og det skal man også være!

Jeg er blevet fyldt med nye indtryk indenfor de sidste par uger, og den stejle læringskurve kan nok også være med til at forklare, at nogle usikkerheder blusser op. Jeg har allerede lært VIRKELIGT meget, på trods af kun at have haft seks hele arbejdsdage. Jeg tænker bare mere på alt det, jeg IKKE ved, fremfor det, jeg ved, og det, jeg kan.

Jeg kan bedst lide at kunne tingene på forhånd. Da jeg startede i 0. klasse var jeg meget frustreret over, at jeg ikke kunne hele alfabetet på forhånd – tænk at jeg først skulle lære det, imens jeg gik i skole!

Men at være psykolog er sgu noget andet end at lære alfabetet. Man kan ikke på forhånd sidde og træne sig op til, hvordan “man gør” – for det er en lang, måske endda livslang, læringsproces at blive en god psykolog. Jeg skal finde ud af, hvilken psykolog jeg vil være, og hvordan jeg vil være det. Og det finder jeg ud af med tiden!

I mellemtiden vil jeg stole på, at jeg har lært noget ved at studere i 3 ½ år, og at jeg kommer til at lære rigtigt meget i løbet af mit praktikophold de næste måneder. Jeg vil tage glædeligt imod al den læring, jeg kan få ud af det. Og så vil jeg stole på, at de fejl, jeg kommer til at lave, også er noget, jeg vil lære af – og at himlen ikke falder ned, selvom jeg gør/siger noget “forkert”. Jeg tror på, at jeg kan hjælpe, og jeg er blevet fortalt, at jeg er et sympatisk menneske – og mon ikke, at det er en fordel? Det tror jeg.

Nok om at være usikker – for i det store hele betyder det ingenting. Inderst inde ved jeg, at det er en naturlig følelse, når man pludselig står i en helt ny og uvant situation, hvor der er noget på spil og man er udenfor komfortzonen. Men jeg VED, at jeg bliver en god psykolog på et tidspunkt. Så må vi bare se, hvornår det bliver =)

Jeg kan håndtere usikkerheden uden at tage den alt for seriøst, da jeg samtidig har så mange ting og mennesker i mit liv, som jeg føler mig sikker på. Jeg ved, hvad der er vigtigt for mig, og hvem der er vigtige for mig. Og det skaber en gennemtrængende ro i mit sind.

Tre af de mennesker, jeg er allermest sikker på i dette liv, krammede jeg igår farvel i lufthavnen. Lige nu kører de rundt i en fed amerikanerbil i Miami i USA og lever livet. Imens sidder jeg her og mærker en altoverskyggende taknemmelighed og glæde.

Mine tre yndlingsmænd er på mandetur sammen, og det gør mig simpelthen så glad. Ingen af dem har været i USA før, og jeg ved, at det bliver en kæmpe oplevelse for dem – og det, at de er afsted sammen, gør mig altså varm om hjertet (hvis nogen skulle læse med, som ikke ved hvem mine tre yndlingsmænd er, så kan jeg informere om, at det er min kæreste, far og bror). De er mine favoritter på hver deres måde, og jeg synes bare, at det er så dejligt, at de får noget ud af livet og tager på sådan en tur sammen.

Jeg krammede dem alle farvel tre gange før vores veje skiltes i forhallen i Aalborg Lufthavn. Og der var et eller andet ved den situation, der fik følelserne til at vælde op i mig. Forventningens glæde i deres øjne, samtidig med den lidt ambivalente følelse af, at jeg ikke skulle med (jeg var inviteret, men takkede nej pga. mit praktikophold, hvilket nok lyder som en alt for voksen og dødsyg beslutning, men ikke desto mindre er det det, jeg har valgt). Det var underligt at sende dem afsted og selv tage bussen hjem til en stille lejlighed derefter.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at det er det helt rigtige, at de tre er afsted sammen. Det er den rigtige beslutning for mig, og jeg tror også, at det giver dem en anderledes tur, end de ellers ville få. De kan køre i en federe bil, fordi de kun er tre, og de kan tage på skydebanen så meget de vil, uden at skulle tage hensyn til mig, der er imod våben. Der er så mange gode ting ved, at de er afsted sammen, imens jeg bliver tilbage i hverdagen. Det føles bedre, end jeg havde regnet med – netop fordi, det er den rigtige beslutning.

Svend Brinkmann siger, at det er sundt at gå glip af ting – og det tror jeg på. Det føles godt at give mig selv lov til at fokusere på det, der lige nu fylder for mig, og samtidig bare ønske for min far, bror og S, at de får den bedste tur. At mærke i kroppen, hvor meget jeg under dem at få en vidunderlig mandetur med skydning osv.

Tænk at have mennesker i mit liv, som jeg kan have det sådan med. At jeg bare ønsker dem ALT det bedste, og at jeg ville hente stjernerne ned til dem, hvis jeg kunne. At min lykke er gjort, når jeg ser et billede af min bror, der storsmilende sidder i den fede amerikanerbil, og et billede af S med en stor stak amerikanske pandekager på en diner.

Selvom jeg ikke er der med dem, og selvom der er 10.000 km imellem os, så er vi på en eller anden måde alligevel sammen. Mine følelser for dem giver mig i hvert fald en fornemmelse af, at jeg har dem tæt på.

Jeg er så uendeligt heldig.

(og en smule melodramatisk, vil nogle måske sige, og det er der nok noget om..)

Jeg ved ikke helt, hvad mit budskab er med dette indlæg – men hvis du har læst det til ende, så ved du nu noget om, hvad jeg er usikker på, og hvad jeg er sikker på. Og der er selvfølgelig mange andre mennesker, jeg også er ufatteligt sikker på – og som jeg under en masse ture til USA eller Berlin, eller bare en dejlig tur i sommerhus, hvis det er det, de har mest lyst til =) Det er en vidunderlig følelse, at ønske det bedste for andre – og det er længe siden, at jeg har følt det så stærkt som lige nu.

Hyg jer.

//A

Sommeren er forbi

Hej verden.

Det her er min sidste feriedag. I morgen starter jeg på kandidaten i psykologi, og min tre måneder lange sommerferie er dermed slut.

Jeg har brugt denne sidste feriedag på at ordne praktiske ting – handle ind, støvsuge, rydde op og få overblik over pensum. En masse ting der er nødvendige for, at jeg i de kommende dage kan fokusere på uni og ikke tænke på, at der er en masse praktisk, jeg også skal have gjort. Det er rart at få udrettet noget, og det er rart at være effektiv. Men der er noget andet, jeg også er nødt til at gøre, så jeg kan starte op i morgen med et åbent sind.

Jeg er nødt til at reflektere over min sommerferie og se tilbage på, hvad den har indeholdt. Jeg har en følelse af, at hvis jeg ikke laver dette indlæg, så vil min hjerne ikke rigtigt kunne forstå, at nu er ferien altså slut. Det er ikke sikkert, at det er rigtigt. Men under alle omstændigheder vil jeg skrive om min ferie. Læs med, hvis I har lyst.

I starten af min ferie var jeg fyldt op med glæde og tilfredshed. Jeg havde afleveret min bacheloropgave og havde gjort et godt stykke arbejde. Jeg kom igennem det på trods af at have følt mig ensom og fortvivlet flere gange i skriveprocessen. Det var et kæmpe pres at skulle skrive så “vigtig” en opgave og at stå alene med ansvaret for, at den blev god. Men jeg klarede det sgu, og i slutningen af juni fik jeg at vide, at jeg fik 10 for min opgave. Jeg var så glad og lettet derefter, og min tilfredshed var stor. Jeg følte mig fri, og jeg nød at kunne lave lige det, jeg havde lyst til. Jeg genfandt glæden ved simple aktiviteter såsom at cykle lange ture og at læse bøger. Jeg kunne sidde i flere timer og koncentrere mig om en bog, og jeg sad gerne ved vindueskarmen – den kan også bruges i mangel på en altan.

Juni måned var generelt fyldt med en masse sociale arrangementer. Der var min bachelorfest, som jeg har skrevet om tidligere – en skøn dag med rigtigt mange af mine yndlingsmennesker. Desuden var jeg på kursus og er nu certificeret personlighedstester (hvilket det ikke hedder, men det lyder sjovere). Jeg var også en weekend i København med S, og vi holdt også fødselsdag for S midt i juni måned. Desuden skulle S og hans band spille i forbindelse med Fatter Eskil Prisen 2019, hvor de var gået videre til finalen – og jeg endte med at få en vidunderlig oplevelse ved at deltage i det arrangement. Det varede i seks timer og foregik på en blanding af et spillested og en bar/værtshus. Og jeg havde været SÅ angst for at skulle deltage, af grunde jeg nærmest ikke engang kan huske nu. Det endte med at blive mega hyggeligt, og det var så trygt og positivt og rart at være der, da jeg kendte en del folk, heriblandt svigermekanikken, der også var med (skønne skønne svigermekanik, de fortjener medaljer i lange baner). Det var simpelthen et skønt arrangement, og jeg fandt ud af, at det er en myte, at jeg hader den slags ting (koncerter med mange mennesker, lidt plads og folk, der ryger og drikker). For jeg nød det virkelig, og jeg fandt ud af, at mine ænstelige tanker trådte helt i baggrunden, fordi mit fokus var på S og mine forhåbninger om, at de ville vinde (jeg kan dog afsløre, at de ikke vandt, og at jeg stadig er bitter over det, men har accepteret det).

I juli måned var der Tall Ships Races i Aalborg, hvilket indebar, at en masse store skibe kom og lagde til ved Aalborg havn i et par dage. Jeg var nede og se på skibene sammen med min bror, som gav mig en is på havnen, i anledning af, at jeg var blevet bachelor. Det blæste helt vildt, og der skete ikke så meget andet end det – men alligevel er det noget, jeg husker.

Og så var der turen til Amsterdam med min bror og min far. Jeg husker det som en rigtig hyggelig tur, som var præget af en afslappet stemning og en god kommunikation blandt os alle. Vi så det, vi så, og var ikke sure eller skuffede over det, vi ikke fik nået. Vi nød de tre-fire dage, vi havde i Amsterdam, og for mig handlede det faktisk mest om selskabet. Man kommer tættere på hinanden, når man oplever noget nyt sammen, og man får ofte talt om nogle andre ting, end man ville tale om derhjemme over en kop kaffe. Desuden er det bare rart med fælles minder, for så er der noget, man kan tale om på de mørke efterårsdage.

Jeg har virkelig nydt at tilbringe tid med min bror denne sommerferie, og jeg tror, at det er noget af det, jeg vil savne mest, nu hvor ferien slutter. Vi ses selvfølgelig jævnligt, og jeg har lige invitereret ham på aftensmad på torsdag, men det er bare slet ikke det samme. Vi har tilbragt så meget tid sammen igennem vores opvækst, og vi har en relation, der er helt uerstattelig. Vi har så mange interne ting sammen, og vi har i den grad et særligt søskende-bånd. Jeg er så glad for de oplevelser, vi har delt her i sommeren, og jeg siger til mig selv, at der nok skal komme mange flere. Jeg vil gøre alt det, jeg kan, for at bevare vores gode søskenderelation, på trods af at vi bliver ældre og er på vej i forskellige retninger.

Min sommer har været fyldt med glade stunder, og jeg har lavet en masse vidunderlige og mindeværdige ting. Jeg husker, at jeg sidste sommer havde svært ved at få tiden til at gå, og at jeg i den grad følte mig understimuleret. Men sådan har det slet ikke været i år. Jeg har været god til at komme ud og lave noget med andre, samtidig med at jeg har nydt at lave ting på egen hånd. Jeg har følt, at der var balance i tingene, og det har simpelthen været så rart.

I starten af august var jeg på ferie i Toscana med mine forældre, bror, S og ikke at forglemme, Kallehunden. Det var vanvittigt varmt, smukt, hyggeligt, lærerigt, udfordrende og glædesfyldt. Det var vidunderligt at være samlet med alle dem, jeg holder allermest af i en uge plus det løse. Hvor har vi fået mange nye minder sammen, og hvor er jeg taknemmelig for at det kunne lade sig gøre – at alle kunne få fri på samme tid, og at alle havde lyst til at være sammen med hinanden.

Men for dælen, hvor var det også hårdt. Det er ikke nemt at være fem forskellige mennesker, der skal blive enige om en masse ting – men det gik faktisk overraskende godt. Når jeg siger, at det var hårdt, så var det i kraft af, at det var så vidunderligt at være samlet. Jeg elsker dem alle sammen så meget, og efter at have oplevet så meget sammen og holdt ferie i så smukke omgivelser sammen, var det forfærdeligt hårdt for mig at skulle sige farvel. For virkeligheden er jo, at det ikke er ret ofte, at vi alle er samlet. Både min bror og jeg er flyttet hjemmefra for længst, vi bor i forskellige byer og selvom jeg ser dem alle forholdsvist ofte, så er det bare sjældent at vi alle er samlet. Og derfor gjorde det ret ondt at skulle sige farvel.
Det blev ok igen, hurtigt efter jeg kom hjem, men jeg kan stadig mærke et stik i hjertet, når jeg tænker på det. Det var så rart at have dem, jeg allerbedst kan lide, samlet på et sted – ja, det var også MEGA udfordrende, og vi var allesammen vildt irriterende, nogle mere end andre – men det var bare så naturligt for mig, at vi var samlet. Jeg brugte ikke min telefon de første fem dage af ferien, da jeg fandt ud af, at jeg slet ikke havde brug for den. For vi var jo sammen – og vi formåede virkelig at underholde hinanden.

Jeg husker aftenenerne med brætspil på terassen (og halvtreds myggestik på benene) og følelsen af at være opslugt af nuet. Jeg husker, hvordan vi nød udsigten fra vores hus og funderede over, hvor heldige vi var/er. Jeg husker, at vi kørte i bjergene og hørte sange som disse:

Det er nogle vidunderlige minder at sidde tilbage med nu, og hvor er jeg bare taknemmelig for at have oplevet det. Tak til mine forældre, min bror og S for oplevelsen. Tænk at de ville bruge deres tid sammen med mig og hinanden – for er vores tid i bund og grund ikke det største, vi kan give hinanden? 

Vi er ved at nå til vejs ende nu (jeg må stoppe dette indlæg før jeg kammer alt for meget over af følelser, og desuden skal jeg ud og lave lasagne nu). Der er meget, jeg ikke har nævnt, såsom et bryllup i Sønderjylland, begejstringen over et brætspil, S og jeg er blevet besatte af, og alt muligt andet.

Denne sommer har mindet mig om glæden ved at lave noget med folk jeg holder af, og hvor meget det betyder at have følelsen af, at jeg har de rigtige mennesker i mit liv, og at jeg faktisk ikke mangler noget. Det har været en vidunderlig sommer – og mest af alt på grund af den måde, jeg selv har haft det på. Den tilgang, jeg har haft til tingene. Jeg har taget ansvar for mig selv, og jeg har observeret, at jeg fx er blevet markant bedre til at sige nej og stå ved mine grænser. Jeg lever, som jeg ønsker at leve, og jeg er blevet så meget mere ligeglad med, hvad andre mennesker tænker om mig. Det bliver bedre og bedre at være mig, og jeg synes selv, at jeg er rigtigt god til at eksistere.

=)

Jeg takker for denne vidunderlige ferie og alt det, den har lært mig, og alle de minder, den har givet. (jeg takker ikke gud eller universet eller noget bestemt, jeg takker bare).

Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med uni igen, og jeg glæder mig til at få “travlt” og have noget, jeg skal. Det er så uvant for mig, og det er længe siden, at jeg har haft så meget undervisning, som jeg kommer til at have det næste halve år. Jeg kan næsten ikke forholde mig til, at jeg i morgen forventes at møde op i et lokale klokken 14 – og at jeg får fravær for det, hvis jeg ikke er der. Det er underligt, efter at have haft så meget frihed i tre måneder. Underligt at skulle leve op til fastsatte krav og rammer igen. Og samtidig så uendeligt befriende – for det giver hverdagen noget mening og struktur, når der er noget, man skal. Når man har noget, man må gøre, for at nærme sig sit mål.

Jeg glæder mig til at sidde tirsdag eftermiddag og længes efter weekenden – og at mærke fredagsfølelsen, når weekenden starter, og man oplever den enorme frihed i at have fri i hele to dage. Jeg har haft fri i tre måneder, og som jeg skriver dette kan jeg mærke, at det faktisk er ok, at det slutter her. Sommeren er forbi for mit vedkommende, og selvom vejret stadig er ekstremt sommerligt, så omstiller jeg mig i disse dage til efteråret. Jeg er klar til at sige farvel og på gensyn.

Jeg glæder mig til at længes efter ferien, glæder mig til at mindes denne sommer. Alt imens jeg starter op på et nyt semester, og for hver dag kommer tættere og tættere på målet om at blive psykolog.

//A

Det fordømmende og intolerante menneske (mig)

Hej verden.

Mit seneste indlæg handlede om, at jeg mener, at det bedste man kan gøre, er at starte med at få styr på sit eget liv og sine egne handlinger, før man bruger al sin energi på at fokusere på verdens problemer, og føler sig utilstrækkelig, fordi man alligevel ikke formår at løse disse problemer. I mit tilfælde handler det om en irritation over, at folk smider skrald på gaden, og en erkendelse af, at jeg ikke får dem til at stoppe med det, uanset hvor meget jeg hidser mig op.

Alt det er vældig klogt og noget, som jeg tror på – da jeg ikke mener, at man skal påtage sig alle verdens problemer, da dette netop blot fører til, at man sidder tilbage og er sur og bitter, fordi man jo ikke selv kan gøre nok til at løse dem. Derfor må man fokusere på sine egne handlinger, og finde ud af, om de passer sammen med ens holdninger. Og så må man tage den derfra.

Problemet er, at jeg indser mere og mere, hvor forfærdeligt dårlig jeg selv er til at leve efter dette. Nogle dage går det fint, men i bund og grund er jeg faktisk en virkeligt fordømmende person. Og når jeg er fordømmende overfor andre, bruger jeg min energi på at tænke dårligt om andre (fordi de fx smider skrald), hvilket gør, at jeg har mindre energi, som jeg rent faktisk kan bruge til noget produktivt. Desuden føles det træls at være fordømmende – det er forbundet med en masse ubehag og angst, samt en masse skuffelser. Jeg kan stille rigtigt høje krav til andre mennesker, og det betyder samtidig, at jeg også stiller høje krav til mig selv. Hvis jeg dømmer andre, der sidder indenfor hele dagen i sofaen selvom solen skinner udenfor, så betyder det samtidig, at jeg dømmer mig selv, hvis jeg selv gør det samme en dag. Hvis jeg dømmer andre, når de har en opvask der hober sig op, men som de ikke tager, så dømmer jeg også mig selv, hvis jeg ikke har fået vasket op i en dag eller to.

Kort sagt, så gør det livet unødvendigt anstrengende, når man fordømmer andre. At dømme andre er jo en nødvendighed for, at vi kan overleve og vurdere om folk vi møder er farlige eller venlige – men at fordømme andre er aldrig godt. Alligevel er det enormt menneskeligt – bare se alle de religioner, hvor man bliver straffet på den ene eller anden måde, hvis man har gjort noget, der er i strid med reglerne. Man kan blive udstødt og brændt på bålet osv. (selvom det forhåbentlig hører til sjældenhederne i dag). Og generelt bruger vi mennesker masser af tid og energi på at dømme hinanden. Vi fordømmer dem, der ikke lige passer ind i klassen/på arbejdet, dem der er stille, dem der larmer, dem der er sjove, dem der snakker for meget.

Jeg har erkendt på det seneste, at jeg ikke er et særligt tolerant menneske. For et par år siden brugte jeg meget energi på at fremstå tolerant. Jeg ønskede at være inkluderende overfor alt og alt og FOR ALT I VERDEN ikke dømme nogen baseret på køn/seksuel orientering/hudfarve/uddannelsesniveau og så videre. Jeg prøvede virkelig at være tolerant, men i mit forsøg på at være det, endte det primært med, at jeg bare blev endnu mere fordømmende overfor andre mennesker. Jeg dømte andre på grund af de mindste tegn på, at de selv var fordomsfulde og ikke-tolerante. Men det gjorde jeg jo ikke fordi, at jeg selv var blevet et mega tolerant menneske – det var faktisk det helt modsatte. Jeg prøvede at fremstå som noget, jeg ikke var, og derfor brugte jeg min energi på at dømme andre mennesker, der udviste de sider, som jeg ikke kunne lide ved mig selv. Sådan er det meget ofte, når der er noget ved andre, som virkeligt irriterer og frustrerer en – det er fordi, at der er et eller andet ved en selv, som man ønsker at forandre og ikke bryder sig om – men som man ikke har lyst at erkende eksistensen af.

Man kan blive forfærdeligt selvretfærdig, når man forsøger at bilde sig selv og andre ind, at man er noget, man i virkeligheden ikke er. Hvis man ikke erkender, at man i bund og grund har en masse fordomme om andre mennesker og har en tendens til at (for)dømme dem pga. alt muligt, så tror jeg nemt, at man kommer til at sidde fast. Man bliver sur og bitter og man er sikkert et forfærdeligt selskab for folk man omgås, hvis de konstant skal høre på ens selvretfærdige pis.

 

Som sagt har jeg erkendt, at jeg ikke er et tolerant menneske. Men det betyder ikke, at jeg har formået at stoppe med at være unødvendigt fordømmende overfor andre. Det er en meget lang proces, og den vil nok tage et godt stykke tid – og jeg vil nok aldrig kunne stoppe med at være fordømmende, for som sagt er det noget helt menneskeligt, og jeg tror ikke, at man kan undgå det helt. Det bør heller ikke være nødvendigt, for det som det i virkeligheden handler om, må være at erkende, at det er sådan jeg pt. er, og at jeg skal gøre hvad jeg kan for at opdage det, når jeg dømmer andre. For så kan jeg finde ud af, hvorfor jeg gør det, og hvad grunden i virkeligheden er.

Et eksempel, som jeg før har nævnt på denne blog, men aldrig fik uddybet helt, er min tendens til at dømme folk, der drikker alkohol. Dette er noget, jeg igennem det seneste år har arbejdet så meget med, at det i dag fylder MARKANT mindre for mig, end det tidligere har gjort. Og det er mega fedt, for uha hvor jeg har brugt meget energi på at dømme folk og have trælse følelser omkring det, når folk i min omgangskreds har drukket alkohol. Det har virkelig været slemt, men jeg har fundet ud af, hvad årsagen er til, at jeg har så svært ved at tolerere det. Og det handler primært om mine egne usikkerheder og min frygt for at stå alene tilbage og ikke kunne være en del af gruppen. Derfor er jeg blevet bange for alkoholen, fordi den er et samlingspunkt for mange andre, som jeg har følt mig udelukket af. Dette var jeg dog ikke klar over i mange år, og derfor var alkohol for mig forbundet med alt muligt træls og skidt. Jeg kunne finde en masse evidens for, at alkohol rent sundhedsmæssigt heller ikke er godt, og jeg var meget opmærksom på historier om, hvordan folk er kommet galt afsted efter at have indtaget alkohol. Jeg prøvede at bekræfte mig selv i, at alkohol virkelig er en trussel, og at det er farligt, når folk jeg holder af, indtager alkohol. Og det var ikke en rar måde at eksistere på, hverken for mig eller min omgangskreds. For det gjorde blot, at jeg blev fordømmende og var uforstående, når nogen fx fortalte mig, at de havde tømmermænd eller havde været ude at drikke i weekenden osv. Jeg fordømte dem for at gøre noget, som jeg selv havde så meget modstand i mod, og jeg havde meget svært ved at rumme, at det var sådan. For det gjorde mig virkeligt bange og utryg. Men i stedet for at arbejde med kernen af problemet, som jeg dengang ikke vidste hvad var, blev det bare en selvforstærkende effekt af angst og negative tanker om folks alkoholforbrug. Jeg var fuldstændig uforstående for, hvorfor mennesker drikker alkohol, og jeg tænkte, at det ideelle ville være, hvis alle bare stoppede med at indtage alkohol.

Mine fordømmelser for folks forbrug af alkohol gjorde INTET godt – det eneste, det gjorde, var at skabe en distance mellem mig og andre mennesker. For det er virkeligt svært at kunne slappe af og nyde andres selskab, hvis man fordømmer dem så meget for deres handlinger, som jeg gjorde. Og HELDIGVIS er det blevet meget meget bedre, og det er nået til et punkt, hvor jeg ofte slet ikke tænker på det. Jeg er stadig ikke tryg ved den effekt, som alkohol kan have på folk, men jeg er er mere realistisk omkring det, og jeg bruger meget mindre energi på at tænke på alkohol i det hele taget. Jeg er også blevet mere forstående omkring, hvorfor folk drikker alkohol, og jeg lært, at man sagtens kan have et forbrug af alkohol uden at det er et skadeligt forbrug eller et decideret misbrug – før tænkte jeg det meget sort/hvidt, og mente at bare et lille forbrug af alkohol var skadeligt. Jeg ved godt nu, at det ikke hænger sådan sammen. Derfor er jeg også blevet meget mindre fordømmende, og det er først og fremmest rart for mig men også for andre mennesker. Det gør mig til en bedre person, og det gør mit liv bedre, at jeg har kunnet slippe mine fordømmelser.

Jeg kan dog stadig komme til at fordømme folk for deres alkoholforbrug. Det er primært, hvis det handler om et meget stort forbrug (og allerede der dømmer jeg, for hvem bestemmer, hvad et stort forbrug er?). Og mest af alt, hvis folk ikke lader til at kunne styre sig, når de først er kommet i gang, og ender med at drikke så meget, at de bliver fulde på den måde, hvor det ikke længere er sjovt og hvor de kan være til fare for sig selv.

Jeg er også ekstremt fordømmende overfor folk, der kører spirituskørsel! Og folk, der tager hårde stoffer eller ryger hash (ikke som i, at jeg tænker at de er forfærdelige mennesker, men som i at jeg tænker, at de har nogle problemer af en eller anden art, som er grunden til deres forbrug af rusmidlerne). Hvilket jo heller ikke er godt, da jeg jo ikke aner, hvad deres grunde er til, at de gør, som de gør.

Jeg har lige været i Amsterdam i weekenden, og der fik jeg for alvor testet, hvor tolerant jeg er overfor hashrygning, for er I VANVITTIGE hvor var der mange, der røg hash, og det var så tilgængeligt, at jeg næsten ikke kunne tro det. Jeg synes dog egentlig, at det gik overraskende fint med at tolerere, at det var sådan, det var. Måske fordi jeg havde været på Christiania i starten af min sommerferie, hvor jeg blev konfronteret med de samme ting, og nåede til en erkendelse af, at det jo sådan set var fredeligt nok, og at der ikke var nogen, der ønskede at skade mig. Sådan tænkte jeg også i Amsterdam, men jeg kunne alligevel ikke lade helt være med at blive fordømmende overfor selve kulturen. Det havde dog også noget at gøre med den åbenlyse prostitution, som ikke var rar at opleve. Og det handler vel i bund og grund om, at jeg oplevede, at folk gav slip på deres hæmninger og bare lod deres lyster tage over – lysterne til købesex og hash i diverse former. En manglende selvkontrol, som jeg har det med at være ekstremt fordømmende overfor.

Og mon ikke det er fordi, at jeg inderst inde føler, at jeg selv har for lidt selvkontrol og er dårlig til at styre mine impulser? Derfor lægger jeg mærke til det hos andre, og afskyr det hos andre, fremfor at starte med mig selv og arbejde på at opbygge min egen evne til selvkontrol (som fx når der er chips på tilbud i netto og jeg nærmest automatisk køber dem uden at stoppe mig selv).

Jeg er et fordømmende menneske. Og det vil jeg gerne ændre på.
Det starter med erkendelsen af, at jeg har tendens til at dømme andre for nogle bestemte handlinger, og at det er ok. Jeg skal finde ud af, hvorfor jeg dømmer andre, og jeg skal forstå den reelle årsag, før det kan forandres. Det er op til mig at arbejde med det, og det er ikke andre mennesker, der er ansvarlige, bare fordi min hjerne fortæller mig, at de gør noget forkert. Det er ikke hele verdens opgave at indrette sig på en måde, så det bliver behageligt for mig at eksistere – det er min opgave at forsøge at være forstående overfor, at andre mennesker gør som de nu gør, og at jeg ikke behøver at dømme dem for hvad de nu end gør. Jeg må hjertens gerne være uenig og tage afstand fra ting, som fx racistiske politikere eller mordere eller forældre, der har en idé om, at det er dårligt at få sit barn vaccineret mod diverse børnesygdomme. MEN jeg behøver ikke gå mere ind i det end det – jeg behøver ikke at piske en stemning op og lade mig rive med, hvis det ikke gør noget godt for mig. Ja, jeg nyder at hidse mig op over forskellige ting, og jeg har meget stærke holdninger til alt muligt, men måske behøver jeg ikke at hidse mig op over alting og fordømme andre mennesker for alt muligt, der i virkeligheden ikke siger noget om, hvem de er som personer.

Held og lykke til mig med det – og en virtuel medalje til dig, der har formået at læse hele dette indlæg, for sikke da en omgang. Jeg håber, at du fik noget ud af at læse det, og jeg håber, at det kan bidrage til, at du selv ser indad (selvom du også er velkommen til at fordømme mig for at være et fordømmende menneske, det styrer du helt selv).

Hyg jer.

//A

 

 

 

jeg ser et liv der ender | et digt

fortæl mig om steder
der ikke findes mere
fortæl mig dine historier
der må være mange flere
//
fortæl mig om den verden
som kun er virkelig for dig
fortæl mig om de mennesker
du har truffet på din vej
//
fortæl mig om hende
der var din allerbedste ven
fortæl mig om du tror
du skal møde hende igen
//
fortæl mig om ham
du plejede at følges med
fortæl mig om den dag
han endelig fik fred
//
fortæl mig om hende
du var engang
fortæl hvem hun var
og syng hendes sang
//
fortæl mig om planeter
som kun du har set
fortæl mig om du noget fandt
efter altid at have ledt
//
fortæl om dine fejltagelser
og det du fortryder allermest
fortæl mig hvad du ville lave om
hvis ikke det var alt for sent
//
fortæl mig om du fik det
du ønskede dig her i verden
fortæl mig om du lykken fandt
et sted blandt glæderne og smerten
//
jeg fortæller dig det nok skal gå
og holder dit liv i mine hænder
du siger at lyset brænder for mig
og jeg ser et liv der ender
(P.S: dette digt er ikke baseret på virkelige hændelser (i hvert fald ikke noget, der er sket for mig endnu) :))

Illusionen om den lykkelige opgaveskrivning

Hej verden.

Det er tirsdag formiddag, og jeg sidder lige nu på Aalborg Bibliotek – som i øvrigt er et fremragende biblioteket, det er vidunderligt at leve i et land med offentligt tilgængelige biblioteker (dette indlæg er desværre ikke sponsoreret, så det er rent faktisk min ærlige mening). For to uger siden startede jeg en ny vane med at sætte mig herhen på biblioteket alle hverdage i 4-5 timer, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med – for det gør virkeligt noget for min produktivitet at komme ud af lejligheden og være omgivet af andre mennesker, der også sidder og arbejder. For det første fordi jeg ikke kan overspringshandle ligeså meget (dog kan man argumentere for, at dette indlæg er en overspringshandling) og for det andet er det SÅ rart at kunne gå hjem om eftermiddagen og holde FRI når jeg kommer tilbage til lejligheden. Det giver en anden tilfredsstillelse end bare at sidde hjemme for mig selv hele dagen. Så hermed en anbefaling herfra, hvis det heller ikke fungerer for dig at sidde hjemme og arbejde hver dag.Det lyder jo alt sammen meget godt. Jeg er produktiv, og jeg bruger tid på min bacheloropgave. Og det går godt meget af tiden. MEN! Der er også meget af tiden, hvor det er helt det modsatte. Hvor jeg har lyst til at skrige og råbe højt, fordi jeg er SÅ frustreret over denne opgave! Det ene øjeblik kan jeg sidde og græde over opgaven, fordi jeg ikke aner, hvor den skal føre hen, og det næste øjeblik kan jeg føle, at jeg er på rette spor igen. Det er faktisk meget meget sværere end jeg havde forventet, at skrive denne opgave – det kræver sindssygt meget psykisk overskud, og det var jeg nok ikke helt forberedt på.

Og JA! Jeg har selv valgt emnet, men det gør det nærmest endnu mere frustrerende, for det betyder, at det er MIG, der skal have overblikket over hvad jeg vil med opgaven, og MIG der skal bestemme, hvad jeg skal skrive hvornår og så videre. Det er også MIG der bestemmer, hvor meget arbejde, jeg vil lægge i det, og hvad mine ambitioner er for opgaven. Og det er jeg slet ikke vant til – jeg har faktisk glemt, hvordan man gør i løbet af min tid på uni.

Det er en narcissistisk rutsjebanetur, det her med at skrive bachelor. Det giver mig mange flere humørsvingninger, end jeg bryder mig om, og så gør det mig bare sindssygt udmattet. Der skal ikke så meget til at bringe mig ud af balance, og jeg har ikke rigtigt overskud til at gøre nogle vilde nye ting, når jeg endelig har fri. Jeg vil gerne være sammen med mennesker, og jeg har nydt alle de sociale ting jeg har lavet i den seneste periode. Jeg vil bare helst være sammen med folk, jeg allerede kender godt, og jeg vil helst have, at der ikke sker noget, der er alt for vildt og energikrævende – for jeg bliver hurtigt træt. Når jeg holder fri, skal jeg lave noget jeg kan slappe af med, og hvor jeg kan grine og have det sjovt, uden at det dræner mig. For hvis jeg er drænet for energi kan jeg ikke koncentrere mig om at skrive – og så mister jeg overskuddet, og så bliver det bare en ond cirkel, hvor jeg ikke rigtigt kommer nogle vegne.Jeg bruger rigtig meget tid sammen med S, hvilket er vidunderligt, da han både er sød og sjov og flot og interessant at tale med. Han er god til at få mig ud af min narcissistiske bachelorboble, og det sætter jeg meget stor pris på. Jeg holder af den hverdag, vi har sammen, og hurra for S. Men jeg kan godt blive ramt af dårlig samvittighed, fordi min opgave fylder så meget for mig, at jeg ikke har det store overskud til at støtte om det, der fylder meget i hans liv. S og hans band spiller koncert tre gange i maj måned, og det bliver mega fedt for dem, og jeg ville faktisk rigtigt gerne se alle tre koncerter. Men jeg kan slet ikke overskue det! Selvom jeg rigtigt gerne vil høre dem, så ved jeg samtidig, at det vil tage en stor del af min tid og energi – og det kan gøre mig helt angst at vide, at det vil betyde at jeg kommer meget sent i seng, og at jeg skal bruge en masse tid på transport til/fra Aarhus, hvor de har koncert. Og så kan jeg heller ikke overskue selve situationen, med masser af mennesker og masser af larm – det plejer jeg dog at kunne abstrahere fra, fordi det er vigtigt for mig at høre koncerten, men lige for tiden gør tanken om det mig sindssygt angst!

Og det føles så egoistisk at tænke på den måde – nok fordi jeg slet ikke er vant til at have det på den her måde pga. en opgave. Jeg prioriterer sjældent uni højere end mine yndlingsmennesker, og derfor har jeg virkeligt svært ved at stå ved den prioritering. Men jeg skal også lige lade være med at overdramatisere det – for det at jeg ikke er med til en koncert eller to, betyder jo ikke, at jeg ikke prioriterer S. Det gør jeg jo virkelig – han er den jeg bruger allermest tid med og snakker allermest med. Han er mit yndlingsmenneske, og han ved udmærket godt, at jeg støtter ham og alt det, og han forventer slet ikke af mig, at jeg skal med til alle koncerterne. Det er faktisk bare mig selv, der giver mig dårlig samvittighed – og sådan gider jeg ikke have det mere!Så jeg må nok erkende, at det måske kun bliver én koncert, jeg kommer til at høre, og så må jeg acceptere det, og ikke have dårlig samvittighed – jeg kan ikke gøre alting, og der er nok også en masse andre ting, jeg må sige nej til – og det er ok. Det er jo heldigvis kun i en periode. Jeg afleverer opgaven d. 1. juni, og derefter kan jeg gøre hvad jeg vil i tre måneder! Det skal jeg lige huske mig selv på, her i denne proces.Jeg håber ikke, at dette indlæg bare bliver opfattet som brok fra en privilligeret ilandsborger, der ikke rigtigt har nogle problemer. Men hvis det gør, så er det også fint nok. Jeg havde bare brug for at få det ud i verden, at jeg synes det kan være svært at være igang med sådan et stort og langvarigt og narcissistisk projekt – for det er fandme svært at huske på, at det er så uendeligt ligegyldigt, hvordan denne opgave bliver, når alt kommer til stykket. Den kommer ikke til at ændre verden, og derfor er det jo egentlig fjollet, at den påvirker mig så meget psykisk. Men sådan går det ofte, når jeg er ambitiøs omkring noget – hvis jeg skal gøre mit bedste, så kan jeg ikke rigtigt bare tage det afslappet. Men er der overhovedet nogen, der kan det, når det kommer til stykket?

Glædelig sommer, og god skrive- og læselyst til jer andre, der også skriver opgave eller skal i gang med eksamensperioden snart 🙂

//A

 

jeg er en kaffemaskine | et digt

Hej verden.
Her er et spontant digt, som jeg blev inspireret til at skrive, da jeg for lidt siden sad og lavede en helt særlig lyd. “Jeg er en kaffemaskine”, sagde jeg til S, og da jeg sagde de ord, begyndte idéerne at vælte frem. Så her får I æren af at læse, hvad det er blevet til.
Bare til info vil jeg lige informere om, at jeg lever i bedste velgående, og at jeg godt ved, at jeg IKKE er en kaffemaskine. Der findes nok en personlighedsforstyrrelse, hvor man tror, at man er en kaffemaskine. Men den har jeg altså IKKE. Og desuden ved jeg jo ikke rigtigt, hvordan det føles at være en kaffemaskine. Men her er mit bud på, hvordan det er.
//A
jeg er en kaffemaskine
der har brug for en afkalkning
jeg kan bare håbe
at du snart får en åbenbaring
jeg larmer for meget
og du sender mig utålmodige blikke
jeg er ikke hurtig nok til dig
du vil bare din morgenkaffe drikke
du inviterer gæster hele tiden
og sender mig på overarbejde om natten
hvad er det her for nogle vilkår
jeg håber vi ses i retten
jeg bliver sjældent rengjort
mit job er utaknemmeligt
jeg er fyldt med lort
og du tror jeg lever for evigt
jeg er en kaffemaskine
og dit køkken bliver min død
jeg har kendt dig meget længe
men du var aldrig særligt sød
du elsker mig ikke
selvom jeg har meget at byde på
du ønsker dig en nyere model
for jeg er falmet udenpå
i morgen går jeg i graven
jeg vil brygge min sidste kop
du vil stille mig i skuret i haven
ikke forstå hvorfor jeg gav op
der er meget i verden
jeg aldrig nåede at se
det er sådan det er
at leve som kaffemaskine

At finde tilbage

Hej verden.

Som jeg sidder her, på mit mikroskopiske værelse i sommerhuset, hvor der er så lavt til loftet, at jeg kun med nød og næppe kan stå oprejst, mærker jeg roen og lettelsen indfinde sig. Det her, er et sted jeg kender, og det her, er en situation, jeg kender. Jeg husker de mange aftener/nætter, hvor jeg har siddet her og skrevet blogindlæg, fordi jeg har følt mig alt for inspireret til at kunne sove. Jeg husker de mange dage, hvor jeg har været alene herude, og jeg husker følelsen af frihed. Jeg husker, hvordan ordene bare kom til mig, og skrivningen var let som en leg. Der er et eller andet ved det her sted, der gør mig rolig. Jeg trækker vejret på en anden måde herude, og jeg bliver overrasket over det, hver gang jeg kommer tilbage til sommerhuset.

Efter jeg flyttede hjemmefra, og særligt efter at jeg er flyttet til Aalborg, er det blevet sjældnere og sjældnere, at jeg er herude. Dels fordi afstanden nu er længere, dels fordi jeg har/har haft meget andet at se til. Men mest af alt handler det om noget andet, som jeg først nu er begyndt at indrømme overfor mig selv.

Jeg har faktisk haft det lidt svært med at være herude i sommerhuset, når jeg så endelig er taget herud. Hurtigt er jeg begyndt at føle mig rastløs og lidt sur og ked af det. Selvom her er så uendeligt smukt. Al freden og roen har nærmest gjort mig irriteret, og jeg har somme tider følt mig mere fanget end fri.

Det har været ret underligt at opleve, og at jeg har haft de følelser har helt sikkert gjort, at jeg har holdt mig mere væk fra sommerhuset, end jeg egentlig behøvede. Jeg havde fx tre måneders sommerferie, hvor jeg sammenlagt ikke var herude mere end 4-5 dage i alt. Selvom jeg sagtens kunne have fundet tiden til det. Hvorfor?

Fordi det bare ikke er helt det samme mere. Fordi mit liv har ændret sig. Fordi jeg holder rigtig meget af lejligheden, og derfor har haft lyst til at tilbringe rigtigt meget af min tid der – også fordi jeg har skullet vænne mig til at bo der, og derfor også har haft et behov for at være rigtigt meget i lejligheden og i Aalborg i det hele taget, for at få min hjerne til at forstå, at det er der, mit hjem er nu. Jeg kan blive rigtig forvirret, når jeg fx har været herude i blot en dag eller to, og så kommer hjem til lejligheden igen. Det er som om, at kontrasten er lidt for stor – fra fredeligt naturliv til et liv i byen, hvor Netto ligger 100 meter væk og altid har åbent. Min hjerne har haft svært ved at rumme at skulle omstille sig mellem at være det ene og det andet sted. For jeg elsker begge steder, selvom kontrasten er så stor. På nogle måder er lejligheden blevet et sted, der føles som mit helt eget sommerhus. Jeg elsker at være der, og jeg føler mig tryg der – ligesom jeg gør herude. Jeg kan finde ro i at sidde og lytte til bilerne, der kører forbi på gaden og de snakkende mennesker, der går en tur i baggården. Der er noget frihed forbundet med, at alt er indenfor rækkevidde og at vi er lige midt i byen. Ligesom der er en frihed forbundet med det her sted, hvor alt er udenfor rækkevidde, bortset fra naturen, som jeg er omgivet af.

Jeg elsker begge steder. Begge steder føles som hjem – på nogle af de samme måder, men også på vidt forskellige måder. Begge steder kan noget forskelligt – og hvor er jeg heldig, at kunne have begge dele i mit liv. Jeg skal bare lige lære at acceptere, at det er helt ok, at to steder, der er så forskellige fra hinanden, begge er steder, hvor jeg kan være glad og tryg. Jeg tror på en måde, at jeg har fået bildt mig selv ind, at jeg skulle vælge – natur vs. storby. Men hvorfor skulle jeg det? Hvorfor skulle jeg ikke kunne være en person, der elsker begge dele – og som formår at balancere det?

Jeg skal bare lige lære, hvordan man gør. For det er noget andet nu. Mit liv har ændret sig, og jeg er ikke (helt) den samme, som jeg var for halvandet år siden, hvor jeg sad her og skrev om at værdsætte singlelivet og alt muligt halløj. Der er virkeligt sket meget for mig i den periode, vi har haft sommerhuset. Og derfor er det klart, at det ikke er helt det samme nu. Og det er ok.

Jeg kan mærke, at jeg ikke har den samme lyst til at være herude alene i mange dage af gangen, som jeg havde i starten af sidste år. I praksis har jeg i hvert fald ikke lige så meget lyst til det mere – for det er bare ikke det samme. Dengang, hvor jeg elskede at være alene herude, var en tid, hvor jeg virkelig havde brug for at gøre ting med mig selv, hvor ingen andre var involveret. Det var sindssygt sundt for mig, og jeg er så glad for de mange vinterdage, jeg har tilbragt med mig selv i dette kolde sommerhus. Men den tid er forbi, og jeg er et andet sted i mit liv nu. Jeg har været sammen med S i snart halvandet år, og vi bor sammen, og jeg synes det er det bedste i verden at bo sammen med ham. Der er så meget mening og glæde og tryghed i det, vi har sammen. Jeg nyder virkelig den tid, jeg har med ham, og jeg kan stadig blive helt fjollet, når vi ser hinanden i øjnene. Jo flere dage der går, jo mere indser jeg, hvor glad jeg er for ham (beklager hvis I har lyst til at kaste op nu, men jeg har rent faktisk en pointe med de sukkersøde ord) –

Det er jo KLART, at jeg ikke har lyst til at tage alene i sommerhus i to uger, når jeg har en sød S, der er hjemme i lejligheden, som er et sted jeg også elsker meget højt. Hvorfor skulle jeg have lyst til at tage afsted, når vi har det så godt og rart?
Ja, jeg har stadig brug for at gøre ting alene og at føle mig glad og fri i mit eget selskab – men det gør jeg også rigtigt meget af tiden. Jeg går ture rundt omkring i Ålleren og finder fine områder, der kan fungere som åndehuller i storbylivet. Som fx når jeg tager til Østre Anlæg for at se på ænder. Det kan jeg få mange timer til at gå med. Og selvom det ligger midt i byen, kan jeg få nogle af de samme følelser, som jeg får når jeg går rundt ved stranden herude ved sommerhuset. Og hvor er det rart at finde flere og flere steder, hvor jeg kan trække vejret lidt bedre.

Jeg elsker det her sted – men der er også nogle andre steder, som jeg er begyndt at elske rigtig højt. Og jeg tror, at der er plads til begge dele. Jeg skal simpelthen acceptere, at mit forhold til sommerhuset har ændret sig, men at det ikke behøver at betyde, at jeg kun skal tage herud meget sjældent. For selvom jeg elsker mit liv i Ålleren, så betyder det ikke, at jeg bare skal glemme alt om sommerhuset og tænke, at jeg ikke har brug for det her sted mere, fordi jeg er et andet sted i mit liv nu. Ja, nogle ting har ændret sig, og jeg lever ikke længere det egoistiske singleliv, men jeg elsker jo stadig det her sted. Det kan stadig bringe følelserne af ro, tryghed og glæde frem i mig, og jeg kan mærke, at jeg virkelig har savnet at være herude. Det minder mig om nogle ting, som jeg elsker at gøre, men som jeg har det med at glemme, at jeg elsker – som fx at sidde her og skrive indlæg, gå ture på stranden og lytte til fuglenes sang.

Det er ok. Ok at jeg har taget en pause fra sommerhuset. Ok at jeg er begyndt at holde meget af mit liv i byen – og mit liv sammen med S. Det er ok, at tingene har ændret sig, og at jeg ikke altid synes at det er ligeså fedt at være i sommerhuset, som jeg syntes engang.  Under alle omstændigheder er min kærlighed til det her sted helt enormt stor, og jeg har ikke længere lyst til at lade som om, at stedet her ikke længere er så vigtigt for mig. For det er det. Det har bare taget noget tid for mig at vænne mig til at bo det nye sted, og jeg tror faktisk først at det er nu, at jeg er ved at være klar til at være væk fra lejligheden i mere end et par dage ad gangen – for nu ved jeg, at det er mit hjem – jeg ved, at det er det sted, jeg vender tilbage til. Og den tanke gør mig så uendeligt tryg.

Jeg tror på, at jeg nok skal finde balancen. Balancen mellem et liv i byen og et liv med naturen som den tætteste nabo. Nogle gange vil jeg have mere brug for det ene end det andet, og andre gange vil en blanding af de to være det allerbedste. For der er et eller andet smukt i den kontrast, der er mellem de to måder at leve på. Og jeg vil så gerne kunne rumme begge dele.

Jeg håber, at det her indlæg giver mening for andre end mig selv – under alle omstændigheder var det en fornøjelse at skrive det. Det er altid en fornøjelse herude.

Foretrækker du/I et liv i byen eller et liv på landet?

Hyg jer.

//A

En snak om alkohol #3 | Sofie

Hej verden.

Her kommer det tredje indlæg i min serie om alkohol. Det er endnu et gæsteindlæg, som denne gang er skrevet af Sofie, der blogger på strikeaprose.dk. Hun fortæller åbent og ærligt om, hvad der ligger til grund for hendes valg om ikke at drikke, og der skal lyde et stort tak til Sofie herfra. Jeg håber, at I vil tage godt imod indlægget, og at I kan bruge det til noget. Det sætter i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.
//A

For et par måneder siden skrev Amanda til mig, og spurgte, om jeg ville skrive et indlæg om mit forhold til alkohol. Jeg havde for en rum tid siden smidt en kort bemærkning på min blog om, at jeg ikke drak, og hun ville høre, om jeg ville uddybe mine årsager for denne beslutning. Det sagde jeg ja til med det samme, da jeg synes, at det er et utroligt vigtigt emne, som desværre fortsat er tabuiseret. Så tak, Amanda, for talerøret og platformen.

Vi har en ekstrem drukkultur i Danmark, hvor sociale sammenhænge som regel hænger sammen med alkohol i større eller mindre grad. Mange føler sig ramt, når man bringer dette emne på banen – måske fordi afholdenhed af mange bliver anset som “hellighed”. Man er hellig, hvis man vælger alkohol fra – og det er måske her, janteloven spiller en rolle. “Tror du, at du er bedre end os? Finere end os? Hop ned fra din piedestal og vær menneskelig, som os andre. Her, tag en snaps.” Tak, men nej tak. Men hyg I jer fortsat!

I dette indlæg vil jeg fortælle jer lidt om, hvorfor jeg har valgt alkohol fra; en beslutning, som bunder i mange forskellige ting.

For det første, lider jeg af to neurologiske sygdomme: epilepsi og migræne. Jeg får medicin for begge dele, og selvom jeg aldrig direkte har fået at vide af lægerne, at jeg ikke må drikke, har jeg helt instinktivt lyst til at holde mig fra alt, der påvirker min hjerne.

Derudover lider jeg af en sygdom, som gør, at mine knogler er meget skrøbelige. Dette gør det vigtigt, at jeg altid er i fuld kontrol over min egen krop. Jeg er nødt til at være forsigtig hele tiden, da en lille dum bevægelse kan have store konsekvenser. Af samme grund føler jeg mig beklemt blandt rigtigt fulde mennesker, da deres fysiske kontroltab kan føre til, at de eksempelvis støder ind i mig – og det er altså alt, hvad der skal til. Disse nødvendige forbehold spiller unægteligt en rolle, men er blot en lille del af det større puslespil.

Jeg kommer fra én af de mange danske familier, hvor alkohol har været et problem, og hvor alkoholmisbrug har været kilde til en generel utryghed, som jeg naturligvis har taget med mig. Selvom mine søskende er vokset op i det samme miljø, har de ikke en restriktiv tilgang til dét, at drikke, og det behøver de heller ikke at have. De er alle gode til at styre deres forbrug, og det er jo sådan set alfa og omega. Vi er meget forskellige, og mine vilkår har gjort, at jeg altid har måttet angribe livet på en anden måde. Derfor er det nok naturligt, at jeg, i modsætning til dem, er gået en helt anden vej.

Der er også dét faktum, at jeg lider af angst, og jeg ville derfor være bange for, at alkohol ville påvirke mig på så ‘positiv’ en måde, fx i sociale situationer, at jeg ville blive afhængig af den “krykke”. Jeg har set det før, og det er virkelig noget, jeg mener, at alle skal være opmærksomme på – forskellen på forbrug og misbrug. Hvordan bruger du alkohol? Hvilken effekt har det på dig, og hvad er det præcist, du søger? Foretrækker du at være påvirket fremfor at være ædru? Har du svært ved at begrænse dig, når først du er begyndt at drikke, med fare for, at effekten foretager? Kan du bedre lide dig selv som person, når du har fået noget indenbords?

Jeg har måttet melde fra til familiearrangementer, som jeg af erfaring vidste ville ende ud i et større drukorgie. Jeg har aldrig sagt direkte, at det var årsagen, for det er der ikke stor forståelse for, men det gode ved at blive voksen er, at man selv kan vælge. I teorien behøver jeg ikke at udsætte mig selv for noget, som jeg synes er ubehageligt. Det er ærgerligt, at det først er dér, man bliver respekteret som individ, men sådan er det i nogle familier. Især ét årligt arrangement var pinefuldt som barn, da de voksnes alkoholindtag endte med diverse konfrontationer, som de ikke turde tage ellers. Nogle sad og græd i et hjørne; andre skændtes med deres partnere. Stemningen var rigtig dårlig og utryg, og allerede som barn var det tydeligt for mig, at ingen af disse mennesker hvilede i sig selv eller deres relationer, og at alt dette reelt skyldtes, at alle havde det skidt med at være i samme rum. Dette blev dog aldrig italesat, og alt blev kategoriseret som “fuldemandssnak”. Ingen kunne huske noget dagen efter – bortset fra os børn, som havde haft ondt i maven det meste af aftenen.

Jeg har meget få positive rollemodeller, når det kommer til druk. Begge mine forældre har brugt alkohol til at dulme deres problemer, og jeg har været ansvarlig for at holde skuden kørende, når de voksne forsvandt ind i deres eget tågede univers. Jeg har måttet skifte gennemblødte underbukser, og har – på trods af min skrøbelige krop – måttet hjælpe dem i seng. Det er noget, jeg aldrig nogensinde vil udsætte mine fremtidige børn for. Derfor er alkohol for mig lig med noget grænseoverskridende og ubehageligt.

Det er svært at tale om dette emne uden at lyde moraliserende. Jeg ser ikke ned på folk, der drikker, og jeg føler mig ikke som et bedre menneske. Jeg ved, at der er langt fra dét, som jeg har oplevet, til dét, som andre oplever. Mine erfaringer er på ydersiden af skalaen. Faktisk har jeg i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg som den eneste til et selskab ikke drak – også selvom jeg egentlig har ro i maven omkring min beslutning. Det er ikke sjovt, at skille sig ud. Jeg mangler det ikke, og jeg føler, at jeg kan leve et rigt socialt liv uden. Og hvis jeg ikke kan, er det noget, der skal arbejdes på – ikke noget, som skal drikkes væk. Når mine veninder og jeg mødes, drikker vi te, kaffe, spiser aftensmad, eller går i biografen. Vi taler i timevis, griner, og går altid fra hinanden med en følelse af, at vi er kommet tættere på hinanden. Selvfølgelig kan det også være tilfældet, hvis man går i byen og danser natten lang, men det er mere for at opstille et alternativ. Det kan altså også være hyggeligt og sjovt uden alkohol.