Kategoriarkiv: døden

jeg er en kaffemaskine | et digt

Hej verden.
Her er et spontant digt, som jeg blev inspireret til at skrive, da jeg for lidt siden sad og lavede en helt særlig lyd. “Jeg er en kaffemaskine”, sagde jeg til S, og da jeg sagde de ord, begyndte idéerne at vælte frem. Så her får I æren af at læse, hvad det er blevet til.
Bare til info vil jeg lige informere om, at jeg lever i bedste velgående, og at jeg godt ved, at jeg IKKE er en kaffemaskine. Der findes nok en personlighedsforstyrrelse, hvor man tror, at man er en kaffemaskine. Men den har jeg altså IKKE. Og desuden ved jeg jo ikke rigtigt, hvordan det føles at være en kaffemaskine. Men her er mit bud på, hvordan det er.
//A
jeg er en kaffemaskine
der har brug for en afkalkning
jeg kan bare håbe
at du snart får en åbenbaring
jeg larmer for meget
og du sender mig utålmodige blikke
jeg er ikke hurtig nok til dig
du vil bare din morgenkaffe drikke
du inviterer gæster hele tiden
og sender mig på overarbejde om natten
hvad er det her for nogle vilkår
jeg håber vi ses i retten
jeg bliver sjældent rengjort
mit job er utaknemmeligt
jeg er fyldt med lort
og du tror jeg lever for evigt
jeg er en kaffemaskine
og dit køkken bliver min død
jeg har kendt dig meget længe
men du var aldrig særligt sød
du elsker mig ikke
selvom jeg har meget at byde på
du ønsker dig en nyere model
for jeg er falmet udenpå
i morgen går jeg i graven
jeg vil brygge min sidste kop
du vil stille mig i skuret i haven
ikke forstå hvorfor jeg gav op
der er meget i verden
jeg aldrig nåede at se
det er sådan det er
at leve som kaffemaskine

et liv i dine hænder

Hej verden. Her er et digt, som jeg gerne vil dedikere til to afdøde, hvoraf den ene er en hund, der hed Pelle og den anden er forfatteren Benny Andersen. Tak til dem begge for at dele ud af hhv. deres tid, kærlighed og ord.
//A
du går rundt her og glemmer helt
at du lader noget gå til spilde
der er så meget du ikke har delt
når regnen falder er du stille
omfavn det ukendte og frygt det ej
giv slip på angsten du bærer
lad dig svæve hen ad din helt egen vej
tillad dig selv blot at være
forelsk dig i hendes rytme og melodi
selvom den er ude af takt
giv dig hen til et liv i evig harmoni
og stol på ordene i har sagt

lev med dig selv og din utilstrækkelighed
erkend at du har dårlige sider
der er ingen udløbsdato på kærlighed
affind dig med de svundne tider
træk vejret og lev med uvisheden
forstå at intet er sikkert
lad det ikke ødelægge tosomheden
at fremtiden ej kan ses i en kikkert
kys hendes læber og flet hendes hår
selvom du ikke er den første
for livet er nu og timerne går
hendes hånd i din er det størsteerkend at i begge har elsket før
vid at kærligheden er uendelig
du må åbne dit hjerte mere end du tør
først da er du omsider sat fri

find ud af hvad du allerhelst vil
imens hun i mørket dig blænder
sæt pris på alt i er blevet til
du holder et liv i dine hænder

Et useriøst indslag | Tilbage Til Naturen #16

Hej verden.

I dag har jeg haft det overraskende sjovt, og jeg har ikke tænkt særligt mange dybsindige og melankolske tanker, sammenlignet med de foregående dage. Til gengæld har jeg fået udrettet ting i stedet for bare at sidde i sofaen og gense Den Store Bagedyst (det er jeg kommet til at bruge en meget stor del af tiden på i denne uge, faktisk så meget, at jeg slet ikke vil italesætte det). Jeg har fået vasket op, og så har jeg lavet en plan for, hvordan jeg har tænkt mig at gribe det kommende semester an. Desuden arbejder jeg på et længere indlæg, som jeg ikke kommer til at færdiggøre i dag, samt et andet projekt, der er hemmeligt indtil videre. Det har mindet mig om, at jeg er nødt til at have nogle projekter i gang, hvis jeg ikke skal falde ned i et stort, dybt hul. Det har jeg sådan set hele tiden vidst, men det er rart nok at blive mindet om det påny.

Det er torsdag aften nu, hvilket vil sige, at jeg næsten er nået til slutningen på mit isolations-projekt. I morgen eftermiddag kommer min bror og Kalle herud, og om aftenen kommer mine forældre. Det bliver godt, eftersom det blandt andet indebærer, at jeg skal have noget andet til aftensmad end pasta. Jeg har spist pasta i forskellige afskygninger hele ugen, og nu har jeg fandme fået nok. Jeg har dog også fået karbonader nogle af dagene, samt broccoli og blomkål, men det har bare ikke føltes særligt spændende. Det er ret kedeligt at lave mad kun til sig selv, og selvom jeg burde have vænnet mig til det på nuværende tidspunkt, så bliver jeg ved med at synes, at det er kedeligt. Det kan nu være meget rart at spise alene efter en lang og opslidende dag ude i samfundet, men hvis man bare går rundt uden at lave det store, så er det sjovere at have nogen at spise med.

Jeg tager hjem fra sommerhuset lørdag middag, da jeg for det første trænger til at komme hjem til lejligheden, og for det andet fordi jeg er nødt til at få vandet blomsterne, det er efterhånden en hastesag. Tænk sig, hvis blomsterne dør, imens jeg går rundt herude med mit selvrealiserings-projekt. Så kan jeg jo aldrig se mig selv i øjnene igen. Dog burde Lars-Kirsten og Birthe-Torben (samt deres barn, som jeg har glemt navnet på) overleve, eftersom de er ørkenplanter og derfor burde være i stand til at klare sig igennem lange perioder uden vand. Alligevel er jeg især bekymret for Birthe-Torben, da den igennem en længere periode har set lidt slatten ud. Den er også begyndt at blomstre, og min mor siger, at det er et tegn på, at den er døden nær. Så det er lidt noget pis.

(Birthe-Torben da den var ny og lige var ankommet med posten. Dens nuværende tilstand er kritisk sammenlignet med dette).

(Et gammelt billede der aldrig rigtigt passer ind i nogen kontekst, men her er det alligevel).

Nu vi er ved ting, der potentielt synger på sidste vers, vil jeg lige nævne mine sko. Det er nok de mest fotograferede sko, jeg nogensinde har haft.

Det er jo bare et par sko, tænker I nok. Og det er jo rigtigt nok. Men de sko endte med at få en stor symbolsk betydning (hvis man kender mig vil man vide, at jeg har en tendens til at se nærmest alting som et symbol på et eller andet. Det er både irriterende og sjovt)

Jeg var lige startet på første semester på uni, og jeg var så glad for mine nye sko. De skinnede så flot, og de passede perfekt. De mindede mig om Pippi Langstrømpes støvler, og derfor kunne jeg kun føle mig stærk og selvstændig, når jeg havde dem på. Jeg følte, at jeg kunne klare alt.

Jeg havde skoene på hver dag, og de gav mig en følelse af frihed og at kunne klare nærmest alt. Jeg udsatte de sko for mange ting. Jeg løb rundt i skoven med dem og tænkte på frihed. Jeg vandrede rundt i mudder, og jeg gik rundt på stranden i dem, og jeg havde dem altid på, når jeg skulle til undervisning på uni. Vi klarede os igennem vinteren sammen, og det var sammen med de sko, at livet for alvor begyndte at blive godt.

Men jeg må erkende, at jeg har mine sko på lånt tid. Hælene har løsnet sig, og det er kun et spørgsmål om tid, før begge sko går helt fra hinanden. Jeg var forfærdet, da jeg fandt ud af det. Jeg havde nok fået en naiv tro på, at jeg skulle følges igennem livet med de sko. Men jeg er blevet klogere, og måske er det ok, at vores tid er forbi. Jeg tror måske, at der er nogen andre end et par sko, jeg hellere vil følges med. Så det er nok på tide at give slip og gå videre og sige farvel og tak til mine ellers så trofaste sko. Det er ikke ønskværdigt, men jeg skal nok finde nogle andre yndlingssko en dag. Og indtil da klarer jeg mig nok. For jeg tror faktisk ikke længere, at jeg har brug for et par sko for at føle, at jeg kan klare alt.

(Et billede fra sidste sommer, hvilket heller ikke passer ind i konteksten, men her er det alligevel).

Jeg tror altså, at det bliver godt for mig at komme ud i samfundet igen og blive socialiseret. Hvis man kan gå sådan i selvsving over et par sko, så bør man nok gå ud at tale med mennesker i stedet for.

Hyg jer/peace out

//A

 

 

september 

september 

i år skal vi nok blive venner 

for solen vil stadig skinne 

selvom lyset ikke tænder 

//

i år 

vil efteråret rime 

og mørket bliver flot 

for tiden er en anden nu 

det ved jeg jo godt 

jeg visnede 

i dine øjne 

jeg blev et produkt 

af hele verdens løgne 

jeg tørrede ind 

da de gule blade kom frem 

så jeg spurgte mig selv 

hvordan jeg nu skal finde hjem 

//

det hjælper nok ikke 

at gå rundt her 

med solbriller på 

så jeg flyver afsted 

derop

hvor himlen er klar og blå 

//

jeg ser på mig selv 

og om hundrede år 

vil jeg sidde og sukke over 

hvor lidt 

jeg nu forstår 

//

jeg vil have tusinde hjem 

for min sjæl er alle vegne 

den vil bære mig frem 

på de dage 

hvor det igen vil regne 

//

jeg vil bo i mig selv 

og jeg vil aldrig blive væk 

for alt hvad jeg har set 

er skrevet på min sjæl 

med blæk 

//

for altid er jeg en helhed 

og jeg kan ikke gå itu 

selvom træerne hvisker 

at hele verden 

vil forandres nu 

stjerner dør også en dag

vi var som stjerner på himlen
om natten lyste vi op
vi glemte alt om dem
der sagde at vi aldrig var nok

//

jeg sender dig en hilsen
og puster ud i et suk
for her i denne verden
har jeg aldrig mere nok

//

intet rum og ingen dybde
ingen luft eller lys
kun under stjernehimlen
kan jeg mærke et gys

//

så se dig for til daggry
og svæv herned på en sky
for du og jeg er lige nu
her starter alt på ny

//

du var den klareste stjerne
og nu der intet sker
siden dagen du blev fjernet
herfra mit kvarter

//

jeg så en himmel af stjerner
når jeg kiggede på dig
en verden af varme og lys
på en kold og nedkølet vej

//

månen er min ven i mørket
her hvor jeg intet kan se
når stjernestøvet falder ned
og alt jeg vil er at flyve med

//

stjerner dør også en dag
men det klarer jeg vel nok
tak for tiden du mig gav
for minder slipper aldrig op

selv når i forsvinder

der var engang en person
der hele tiden var træt
men hun fløj ind i en tyfon
og så følte hun sig så let
jeg husker hvem jeg var
dengang for to dage siden
men i dag er jeg en anden
hvem bliver jeg mon med tiden
der er nogle gange
hvor jeg ikke kan holde mig selv ud
jeg synger de forkerte sange
og står udenfor i regn og slud
jeg spørger mig selv
hvad fanden er jeg i gang med
hvorfor er vi til
og hvad er meningen med dette sted
jeg ser mig selv vokse op
og frygter vores farvel
jeg løber rundt og råber stop
for jeg kan ikke klare det her selv
hvad nu
hvis vi alle falder
lover du
at du kan høre når jeg kalder
måske kan jeg stå fast
hvis jeg holder om mig selv
måske er det her nok
jeg ved jo hvad jeg vil
jeg tror måske
at jeg er færdig med at spænde ben for mig selv
for nu er det påske
og jeg vil gøre hvad jeg vil
måske er hele verden til mig
hvem ved hvad der sker
der var engang hvor jeg så på dig
og så lykken flyve rundt lige her
men fuglene fløj mod nord
og jeg trækker vejret påny
jeg fanger lykken i en verden så stor
et sted her i stjernernes by
i morgen flyver jeg med
hen over bakker og dale
og jeg skal nok finde et sted
hvor jeg kan få mig selv i tale
selv når i forsvinder
og de lyse dage bliver få
så ved jeg at jeg finder
min egen måde at leve på

sneen falder

sneen falder
og i mørket mister du dig selv
du er bange for at falde
så du bliver indenfor
du ligger stille
indtil stormen stilner af
du ser dig selv krakelere
foran blændede folk
du er i stykker
og alle ser væk
når du kommer for tæt på
du tror
at ingen ser dig
når du sidder
på bagerste række
men du er det eneste
vi altid har set
de mørke dage
kommer aldrig tilbage
for du lyser verden op
ved du godt
at solen har overvintret
i dine øjne
og at min sjæl
består af solceller
så tag solbrillerne af
og smid dem til storskrald
se dig selv i øjnene
spejl dig i havet
i vinduerne
og i alle de andres grin
smil til dig selv
lad os tænde lyset i mørket
i dag hjælper vi hinanden
for ved du hvad
de lyse dage er tilbage

når solen går ned 

træk vejret 

og grib min hånd 

solen vil skinne 

og vi vil flyve igen 

når skyerne driver sydpå 

og fuglene vender hjem 

foråret venter lige om hjørnet 

hvis bare du holder fast 

kan du ikke se 

at du tilhører dig selv 

hvert et åndedræt 

hvert et smil 

hver en celle 

du er din egen 

lad ingen eje dig 

alt du skal 

er at være lige her 

du skal ikke undskylde 

for at eksistere 

så udfyld hele rummet 

ret dig op 

tal højere end igår 

og husk dem på 

at dit hjerte stadig slår 

kig op 

spejl dig selv i nattehimlen 

hvorfor tror du 

at vi låser os inde 

når solen går ned 

og månen skinner i vores øjne 

i nat 

er vi er alle stjerner

du blev en stjerne

du var et blad
der ville redde verden
så du fløj afsted
vinden drev dig væk
over bjergtoppene
og ned i dalene
du så det hele oppefra
men du havde ingen arme
ingen bremser
talte dage
du var en sang
der skrev dig selv
på en vinteraften
husker du
at jeg hørte dig
når nætterne var lange
og skoven var min stue
du var en bog
der handlede om alle andre
end dig selv
du var de ord
jeg aldrig fik sagt
du var et ur
der løb afsted
jeg stillede dig frem
og du satte mig på pause
en januarnat
hvor jeg havde nok i mig selv
du var solstrålerne
i mine øjne
da sneen faldt
og alle blev stille
et minde om grønnere tider
en lovning på alt det
vi ikke længere kan se
du var en solnedgang
et sted på djursland
en mandag aften
jeg ville beholde dig
tage dig med hjem
gemme dig i en æske
men du forsvandt i skyerne
da jeg så den anden vej
du blev en stjerne
og du er mit hjem
i dig finder jeg mig selv
når jeg bliver væk i natten
viser du vej
husk nu
at skinne mere end sidste år
vis mig
at mit hjerte stadig slår

Alf & Johnny – en novelle

Hej verden.
Da jeg gik i 10. klasse for fire år siden, skrev jeg en novelle, som jeg endte med at kalde “Alf & Johnny”. Det var først meningen, at den skulle hedde “En bøssenovelle”, men jeg ændrede titlen i sidste øjeblik, og det tror jeg var en fin beslutning (selvom min ven Rebekka følte, at jeg havde svigtet hende, fordi hun også havde skrevet en bøssenovelle, som hun havde valgt at navngive “En anden bøssenovelle”, da jeg ikke havde fået informeret hende om ændringen). Det var sjovt.
Jeg følte for at give bøsenovellen et nyt liv, så nu har jeg redigeret lidt i den, men samtidig ladet den beholde sin originale struktur, så man kan fornemme, at den er skrevet for fire år siden. Med andre ord er det mit 16-årige jeg, der har kreeret novellen, men mit 20-årige jeg der har været den irriterende type, der lige skulle rette kommaer og tilføje nogle sætninger hist og pist.

Jeg håber, at I vil synes om den. Hvis ikke, så går det nok alligevel.

Hyg jer.

//A

Alf & Johnny

Alf var begyndt at få en masse forkerte tanker. Han var begyndt at se helt anderledes på Johnny i forhold til før i tiden. Specielt efter de var begyndt på håndværkeruddannelsen sammen for to år siden, var han begyndt at få mange dybe følelser for Johnny. Følelser, han prøvede at skubbe væk. Følelser, han prøvede at ignorere. Følelser, der fratog ham nattesøvnen og evnen til at fungere optimalt.

Hver gang han hang ud med Johnny, som han så ofte gjorde, gjorde det ham underligt tilpas. Han blev både glad og ked af det. Glad, fordi han følte sig hel sammen med Johnny. Ked af det, fordi han følte en evig længsel efter Johnny, selv når han var lige ved siden af ham. Han kunne aldrig opnå det han gerne ville, for det var udelukket at Johnny nogensinde ville få det på samme måde med ham. Bag sin lædervest var Alf jo bare lille og splejset, og det var et mirakel, at Johnny overhovedet ville være venner med ham. Men det var også en forbandelse. For hver gang Johnny kiggede på Alf og grinede, kunne Alf mærke, hvordan alt andet forsvandt omkring ham. Johnny var det eneste, der virkede til at eksistere, og det eneste, der altid ville eksistere. Alle lyde blev ligegyldige, og Johnnys læber virkede som svaret på alting. Naturkatastrofer, hungersnød, politisk kaos; Johnnys læber var svaret på det hele. Og hans øjne var en genvej til en anden og ukompliceret verden.

Alt hvad Alf ønskede, var at få nøglen til Johnnys verden. Han havde en følelse af, at han ville kunne finde alle svarene dér. Og svar var alt, han havde brug for. Alf var kommet i tvivl om alt, efter han var begyndt at få følelser for Johnny. Han havde indset, at håndværkeruddannelsen slet ikke var det rigtige for ham, og at det aldrig ville blive det. Mest af alt var det noget, han havde valgt for at være tæt på Johnny hele tiden. Og så længe han gik på skole med Johnny, ville han aldrig kunne få sig selv til at droppe ud, for så ville det kun være et spørgsmål om tid, før han aldrig ville se Johnnys øjne igen. Øjne, der var så blå som havet på en sommerdag.

Alf sagde ikke så meget til sin familie mere. Han prøvede at opretholde sin hårde facade, så de ikke skulle fatte mistanke. Det gjorde han ved at købe flere læderveste og andet tøj, der signalerede, at han ikke tolererede noget pis. Men inderst inde ønskede han mere end noget andet, at han kunne fortælle sin familie, hvordan han egentlig havde det. Hvor stor en smerte han bar rundt på hver dag, uden at nogen vidste det. Hvor ligegyldigt alt føltes, og hvor ulykkelig han var. Det ville han aldrig kunne gøre. Det havde han altså for meget stolthed til. Vigtigst af alt ville han ikke skuffe dem. Og hvordan skulle det gøre noget nytte at fortælle dem, at han var ulykkeligt forelsket i sin bedste ven, og at alt han ønskede sig i livet var at mærke hans læber op til flere forskellige steder på sin krop? Det var godt, at de ikke vidste, hvad han drømte om næsten hver nat. Bag den rigtige lædervest kan man gemme mange ting, det havde Alf nu erfaret igennem flere år.

Han så frem til den dag, hvor han en morgen ville slå øjnene op og være sig selv igen. Den dag hvor følelserne ville være forsvundet, og han kunne få sit liv tilbage. Den dag, hvor han ikke længere drømte de drømme. Den dag havde han nu ventet på i lang tid, og Alf havde en fornemmelse af, at han kunne vente resten af sit liv. Kunne det virkelig passe, at han var homoseksuel?

Tiden nærmede sig, hvor Alf skulle på den årlige campingtur med vennerne fra skolen i starten af påskeferien som altid. Den vennekreds, som Johnny selvfølgelig også var en del af. For Alf ville denne tur nok få en større betydning end tidligere. Selvom han meget nødigt ville gøre det, var han efter længere tids overvejelser blevet enig med sig selv om, at han ville give Johnny brevet. Det brev han havde skrevet for længe siden som forklarede alt. Som fortalte om alle hans følelser.

Han ville hellere end noget andet bare fortrænge det og undlade at give Johnny brevet. På trods af det, var han efterhånden nået til et punkt, hvor han ikke kunne mere. Nu var det knald eller fald, som man siger. Det måtte briste eller bære. Han måtte fortælle Johnny om sine følelser, også selvom han udmærket var klar over, hvad han ville svare. Det ville sikkert ødelægge deres venskab, men det var nødvendigt. Alf græd indvendigt hvert eneste sekund han levede. Undtagen når Johnny smilede til ham, eller de tilfældigt kom til at røre hinanden. Det var de øjeblikke han levede for. Øjeblikkene, hvor Johnnys ukomplicerede verden var indenfor rækkevidde og Alf følte, at glæden svævede i luften rundt omkring dem. At han kunne række ud efter den og opbevare den i en lille æske, og gemme den et sikkert sted for altid. Men han nåede det aldrig, for Johnny kiggede altid væk alt for hurtigt.

Alf kunne ikke klare det længere. Han vidste at han ville knække sammen, hvis det stod på meget længere. Smerten var ikke til at leve med mere. Det fyldte for meget i hans liv. Alt, alt for meget. Han var bange for, at han var ved at blive sindssyg. Tænk, hvis Johnny vidste hvad der foregik i hans hoved døgnet rundt.

Planen var, at han ville give Johnny brevet om søndagen, lige inden de skulle hjem. Så havde Johnny tid til at læse det i fred og ro, og ingen andre ville få noget at vide. Imens kunne Alf tage hjem og låse sig inde på sit værelse under en masse tæpper, og vente på et svar han sikkert aldrig ville få. Campingturen ville helt sikkert blive slutningen på deres venskab, så Alf ville nyde sin sidste tid sammen med Johnny i fulde drag. Den sidste tid, med den eneste person, der virkelig havde betydet noget for ham. Den eneste, der havde gennemskuet ham og hans hårde facade. Den eneste i hele verden, der forstod ham. Johnny, med sin muskuløse fremtoning og leverpostejsfarvede hår, der havde det med at krølle lidt, når det blev for langt. Alf forestillede sig altid, hvordan det ville være at ligge på sofaen med Johnny og se ”Kender Du Typen” en helt almindelig tirsdag aften, og bare køre hænderne igennem Johnnys bløde krøller og mærke hans varme krop imod sin egen. Alf kunne ikke holde den slags tanker ud, de var så forkerte og så umådeligt rigtige på samme tid.

Det blev fredag, og påskeferien stod for døren. Alf stod sammen med Johnny udenfor skolen og ventede på resten af venneflokken. De havde pakket alt det nødvendige, og nu stod de og småsnakkede lidt. Alf prøvede at opføre sig så normalt som muligt, selvom det var svært. Han var mere nervøs, end han havde været længe. Men han måtte opretholde facaden. Endnu en gang måtte han iklæde sig den usynlige maske, der sikrede at ingen kunne se, hvad han virkelig følte. At ingen kunne se, hvor slemt han havde det. At ingen opdagede, at han var ved at gå i stykker. Der var intet andet at gøre end at iføre sig den ekstra tykke lædervest.

En times tid senere var de endelig nået frem til campingpladsen. Deres teltpladser lå ned til en stor sø omgivet af smuk natur.  Solen og skyerne spejlede sig i vandets blanke overflade på denne usandsynligt flotte forårseftermiddag. De var gået i gang med at sætte teltene op, og som altid skulle Alf og Johnny dele telt. De kendte hinanden så godt, at de ikke behøvede at aftale det. Det var bare sådan, det var.

Alf havde en urolig fornemmelse i kroppen. Både fordi han var nervøs for at skulle give Johnny brevet, men samtidig fordi han havde en underlig følelse af, at dette ville blive hans sidste telttur. At intet ville blive det samme igen efter det her.

Timerne gik, og det var blevet aften. Himlen var klar, og der var udsyn til den smukkeste stjernehimmel. De havde lavet et bål, som de nu sad rundt om alle 6. Tidligere havde Johnny spillet på sin guitar, han sang endda for dem, og Alf skulle virkeligt anstrenge sig for ikke at smelte. Både på grund af varmen fra bålet men mest af alt på grund af Johnnys sprøde stemme. Han kunne jo alting. Han var perfekt.
Varmen fra bålet gjorde den ellers kølige nattetemperatur behagelig. Alf var efterhånden blevet ret træt, og han opdagede, at klokken var mange. ”Jeg går altså i seng nu venner”, sagde Alf til de andre. ”Gud ja, klokken er halv 12!”, sagde Erik. Allan og Svend, der lå i teltet ved siden af Alf og Johnny, blev også enige om at gå til ro. ”Jeg bliver altså oppe lidt længere”, kom det fra Leif. Johnny gav Alf et hurtigt blik. Alf fik, som altid, et sug i maven af øjenkontakten. Johnnys øjne funklede så smukt. Ligesom stjernerne der spejlede sig i søens blanke overflade. ”Det gør jeg også. Jeg skal nok være stille, når jeg kommer i seng. Sov godt”, kom det fra ham.

Alf sagde godnat til de andre, og lynede teltet op. Han lagde sig ned i sin sovepose, lukkede øjnene, og straks begyndte tankerne at fare rundt. Hvorfor var Johnny mon blevet oppe sammen med Leif? Han plejede jo altid at gå i seng på samme tidspunkt som Alf, hvis ikke tidligere. Måske var Johnny sur på ham? Havde han ikke virket lidt afvisende her på det sidste? Nej. Alf slog tanken ud af hovedet. Selvfølgelig var Johnny ikke sur på ham. Han var bare hurtig til at blive bange og forvirret, når det kom til Johnny. Han var bange for at miste ham. Skrækslagen.

Hvad var det for en lyd? Alf kunne høre stemmer udenfor teltet. Han så på sin mobil, der lyste op i nattens mørke. 02:45. Hvem var dog oppe så sent? Alf så til højre, og gispede lidt for højt, da han opdagede at Johnny ikke lå ved siden af. Var han ikke gået i seng endnu? Var noget mon galt? Han lagde øret så tæt mod teltdugen, som muligt. Det var Johnny der sad udenfor. Sammen med Leif. De snakkede om alt muligt. Hvad de syntes om skolen, deres familier og hvad de ville senere i livet. Alf undrede sig. Hvorfor sad de og snakkede så længe? De havde aldrig været specielt tætte, så Alf forstod det ikke. Efter lidt tid kunne Alf høre, at Johnny begyndte at synge igen. Han spillede en sang, som Alf følte, at han havde hørt før et sted.

Efter at have siddet og lyttet i et stykke tid, besluttede Alf sig for at lægge sig til at sove igen. Der var sikkert ikke noget specielt ved det. De havde bare lejrbål og var natteravne. Ingen grund til at være jaloux over det.

Den næste dag gik Alf rundt med en underlig følelse i kroppen. Da han var vågnet om morgenen, havde erindringen om nattens hændelser været ret utydelig. Han var i tvivl, om det var noget han havde drømt. Noget han havde forestillet sig. Var han blevet endnu mere sindssyg?

Dagen gik endnu en gang på hæld, og ligesom den foregående aften gik alle i seng ved halv 12 tiden. Alle undtagen Johnny og Leif. Alf begyndte at undre sig mere og mere. Hvad var Leif ude på? Ville han stjæle Johnny fra ham? Alf begyndte at ryste i hele kroppen bare ved tanken. Det måtte ikke ske. Så kom han i tanke om brevet. Han havde haft andet at tænke på og havde næsten glemt, at det allerede var den næste dag, at han ville give det til Johnny. De ville pakke teltene sammen så snart de vågnede, og derefter begive sig hjemad igen. Inden da skulle Johnny have brevet.

Den nat sov Alf dårligere end nogensinde før. Det var faktisk en overdrivelse at sige, at han overhovedet havde sovet. Han var vågnet hvert andet minut for at se hvad klokken var. Havde talt ned til hvornår brevet skulle afleveres. Han kunne umuligt falde til ro. Han var anspændt i hele kroppen og var rastløs som aldrig før. Intet kunne få ham til at slappe af. Det skulle bare overstås.

Alf havde opgivet at sove mere, da klokken var blevet 8. Han kunne lige så godt droppe det. Han sig til højre i teltet. Johnny var væk. Han lå endnu en gang ikke og sov. Alf spekulerede på, om Johnny overhovedet havde sovet i nat. Så hørte han en lyd udefra. Det lød som Johnny. Han forsøgte at kigge ud af teltdugen, så godt han kunne. Ganske rigtigt. Johnny sad uden for teltet ved bålpladsen.

Han sad og kiggede ud på søen, imens han hørte musik på sin mobil. Alf genkendte hurtigt sangen. ”With Or Without You” af U2. Den havde været både Alf og Johnnys yndlingssang, så længe Alf kunne huske. De havde hørt sangen den første gang, Johnny havde været hjemme ved Alf, og de havde begge elsket den med det samme. Den mindede altid Alf om Johnny, og den havde fået mere og mere betydning for ham i løbet af årene.

Det var nu, at tiden var inde. Det var nu, han ville give ham brevet. Alf stak hånden i sin taske, og tog brevet op med sin rystende hånd. Han prøvede at få sig selv til at falde til ro, men det var umuligt. Han trak vejret dybt et par gange, stak brevet i lommen, og lynede derefter teltet op. Hele hans krop rystede af angst, og han følte ikke at han var sig selv. Aldrig i sit liv havde han før været så nervøs og fyldt med angst. Det føltes som om, at dette øjeblik var alting.

Alf trådte ud af teltet så lydløst som muligt. Han trak vejret dybt en sidste gang, og gik derefter hen mod bålpladsen. Han turde ikke kigge op. Var bange for at møde Johnnys blik. Bange med god grund. Da han endelig rettede blikket mod Johnny, mødte et frygteligt syn ham. Leif var netop gået ud af sit telt, og var med raske skridt på vej hen mod Johnny. Johnny løftede blikket, og så Leif i øjnene. De smilede begge to. Leif satte sig på bænken tæt op ad Johnny. Og så skete det, der ikke måtte ske. Johnny tog hans hånd, og lænede sig ind til Leif. De begyndte at holde om hinanden, og sådan blev de siddende, imens de kiggede ud over søens blanke overflade, som solens stråler spejlede sig i.

Alf gik i stå. Han stod som forstenet med brevet i hånden, og så på dem. Mærkede kroppen synke sammen. Følte at hjertet stoppede med at slå. Han ikke bare følte sig tom indeni, han var tom indeni. Verden styrtede sammen omkring ham. Der var pludselig ingenting. Nu havde han mistet alt. Mistet sin bedste ven. Det eneste menneske, der nogensinde havde haft en betydning. Det eneste menneske, der havde fået ham til at føle sig hel.

Sangen fra Johnnys mobil startede forfra. De blev siddende ovre ved bålpladsen. De knugede sig til hinanden. Leif havde sin venstre hånd i Johnnys bløde krøller. Alf begyndte med langsomme skridt at gå ned mod badebroen, der lå mindre end 10 meter væk. Efterhånden satte han tempoet op i takt med sangen. Han var på badebroen nu og nærmede sig kanten.

Alf så ned på det spejlblanke vand, og opdagede, da tårerne ramte vandoverfladen, at han græd. Tårerne trillede ned ad hans ansigt, imens sangens omkvæd gik i gang. Han stillede sig så langt ud på kanten, han kunne komme. Vandet var mindst fire meter dybt her. Det måtte være tilstrækkeligt.

 ”With or without you, I can’t live with or without you”.

Alf trådte et skridt tilbage med den ene fod, og tog det sidste spring han nogensinde ville komme til at tage. Det kolde vand omringede hans krop, og han sank længere og længere ned. Hans lunger begyndte at blive fyldt med vand. Han hostede, men det gjorde bare det hele værre. Det hele sortnede for hans øjne. Alt var ligegyldigt nu. Han kunne svagt høre nogle lyde oppe fra. Nogle høje råb. Den sidste bevægelse han følte i sin krop, var hans hånd, der langt om længe slap det stramme greb om brevet. Det sidste brev, han nogensinde havde skrevet. Det sidste Alf tænkte på, var den sang, der både havde startet og sluttet det hele. Den sang som han både fandt og mistede Johnny til.

Den sang, der blev soundtracket til hans egen afslutning.

Omkvædet kørte en sidste gang igennem hans hoved, inden alt blev sort. Inden alt forsvandt. Endelig, langt om længe, fik han fred. Slap for den uendelige smerte, der havde plaget ham så længe.

”With or without you.

I can’t live with or without you”.

Alf mærkede ikke, da Johnny trak ham op fra vandet. Han så det ikke, da han fandt brevet, flydende i vandoverfladen. Han så ikke tårerne, og han mærkede ikke læberne mod sine. Men endelig fandt han nøglen til den ukomplicerede verden.