Kategoriarkiv: døden

jeg ser et liv der ender | et digt

fortæl mig om steder
der ikke findes mere
fortæl mig dine historier
der må være mange flere
//
fortæl mig om den verden
som kun er virkelig for dig
fortæl mig om de mennesker
du har truffet på din vej
//
fortæl mig om hende
der var din allerbedste ven
fortæl mig om du tror
du skal møde hende igen
//
fortæl mig om ham
du plejede at følges med
fortæl mig om den dag
han endelig fik fred
//
fortæl mig om hende
du var engang
fortæl hvem hun var
og syng hendes sang
//
fortæl mig om planeter
som kun du har set
fortæl mig om du noget fandt
efter altid at have ledt
//
fortæl om dine fejltagelser
og det du fortryder allermest
fortæl mig hvad du ville lave om
hvis ikke det var alt for sent
//
fortæl mig om du fik det
du ønskede dig her i verden
fortæl mig om du lykken fandt
et sted blandt glæderne og smerten
//
jeg fortæller dig det nok skal gå
og holder dit liv i mine hænder
du siger at lyset brænder for mig
og jeg ser et liv der ender
(P.S: dette digt er ikke baseret på virkelige hændelser (i hvert fald ikke noget, der er sket for mig endnu) :))

jeg er en kaffemaskine | et digt

Hej verden.
Her er et spontant digt, som jeg blev inspireret til at skrive, da jeg for lidt siden sad og lavede en helt særlig lyd. “Jeg er en kaffemaskine”, sagde jeg til S, og da jeg sagde de ord, begyndte idéerne at vælte frem. Så her får I æren af at læse, hvad det er blevet til.
Bare til info vil jeg lige informere om, at jeg lever i bedste velgående, og at jeg godt ved, at jeg IKKE er en kaffemaskine. Der findes nok en personlighedsforstyrrelse, hvor man tror, at man er en kaffemaskine. Men den har jeg altså IKKE. Og desuden ved jeg jo ikke rigtigt, hvordan det føles at være en kaffemaskine. Men her er mit bud på, hvordan det er.
//A
jeg er en kaffemaskine
der har brug for en afkalkning
jeg kan bare håbe
at du snart får en åbenbaring
jeg larmer for meget
og du sender mig utålmodige blikke
jeg er ikke hurtig nok til dig
du vil bare din morgenkaffe drikke
du inviterer gæster hele tiden
og sender mig på overarbejde om natten
hvad er det her for nogle vilkår
jeg håber vi ses i retten
jeg bliver sjældent rengjort
mit job er utaknemmeligt
jeg er fyldt med lort
og du tror jeg lever for evigt
jeg er en kaffemaskine
og dit køkken bliver min død
jeg har kendt dig meget længe
men du var aldrig særligt sød
du elsker mig ikke
selvom jeg har meget at byde på
du ønsker dig en nyere model
for jeg er falmet udenpå
i morgen går jeg i graven
jeg vil brygge min sidste kop
du vil stille mig i skuret i haven
ikke forstå hvorfor jeg gav op
der er meget i verden
jeg aldrig nåede at se
det er sådan det er
at leve som kaffemaskine

et liv i dine hænder

Hej verden. Her er et digt, som jeg gerne vil dedikere til to afdøde, hvoraf den ene er en hund, der hed Pelle og den anden er forfatteren Benny Andersen. Tak til dem begge for at dele ud af hhv. deres tid, kærlighed og ord.
//A
du går rundt her og glemmer helt
at du lader noget gå til spilde
der er så meget du ikke har delt
når regnen falder er du stille
omfavn det ukendte og frygt det ej
giv slip på angsten du bærer
lad dig svæve hen ad din helt egen vej
tillad dig selv blot at være
forelsk dig i hendes rytme og melodi
selvom den er ude af takt
giv dig hen til et liv i evig harmoni
og stol på ordene i har sagt

lev med dig selv og din utilstrækkelighed
erkend at du har dårlige sider
der er ingen udløbsdato på kærlighed
affind dig med de svundne tider
træk vejret og lev med uvisheden
forstå at intet er sikkert
lad det ikke ødelægge tosomheden
at fremtiden ej kan ses i en kikkert
kys hendes læber og flet hendes hår
selvom du ikke er den første
for livet er nu og timerne går
hendes hånd i din er det størsteerkend at i begge har elsket før
vid at kærligheden er uendelig
du må åbne dit hjerte mere end du tør
først da er du omsider sat fri

find ud af hvad du allerhelst vil
imens hun i mørket dig blænder
sæt pris på alt i er blevet til
du holder et liv i dine hænder

Et useriøst indslag | Tilbage Til Naturen #16

Hej verden.

I dag har jeg haft det overraskende sjovt, og jeg har ikke tænkt særligt mange dybsindige og melankolske tanker, sammenlignet med de foregående dage. Til gengæld har jeg fået udrettet ting i stedet for bare at sidde i sofaen og gense Den Store Bagedyst (det er jeg kommet til at bruge en meget stor del af tiden på i denne uge, faktisk så meget, at jeg slet ikke vil italesætte det). Jeg har fået vasket op, og så har jeg lavet en plan for, hvordan jeg har tænkt mig at gribe det kommende semester an. Desuden arbejder jeg på et længere indlæg, som jeg ikke kommer til at færdiggøre i dag, samt et andet projekt, der er hemmeligt indtil videre. Det har mindet mig om, at jeg er nødt til at have nogle projekter i gang, hvis jeg ikke skal falde ned i et stort, dybt hul. Det har jeg sådan set hele tiden vidst, men det er rart nok at blive mindet om det påny.

Det er torsdag aften nu, hvilket vil sige, at jeg næsten er nået til slutningen på mit isolations-projekt. I morgen eftermiddag kommer min bror og Kalle herud, og om aftenen kommer mine forældre. Det bliver godt, eftersom det blandt andet indebærer, at jeg skal have noget andet til aftensmad end pasta. Jeg har spist pasta i forskellige afskygninger hele ugen, og nu har jeg fandme fået nok. Jeg har dog også fået karbonader nogle af dagene, samt broccoli og blomkål, men det har bare ikke føltes særligt spændende. Det er ret kedeligt at lave mad kun til sig selv, og selvom jeg burde have vænnet mig til det på nuværende tidspunkt, så bliver jeg ved med at synes, at det er kedeligt. Det kan nu være meget rart at spise alene efter en lang og opslidende dag ude i samfundet, men hvis man bare går rundt uden at lave det store, så er det sjovere at have nogen at spise med.

Jeg tager hjem fra sommerhuset lørdag middag, da jeg for det første trænger til at komme hjem til lejligheden, og for det andet fordi jeg er nødt til at få vandet blomsterne, det er efterhånden en hastesag. Tænk sig, hvis blomsterne dør, imens jeg går rundt herude med mit selvrealiserings-projekt. Så kan jeg jo aldrig se mig selv i øjnene igen. Dog burde Lars-Kirsten og Birthe-Torben (samt deres barn, som jeg har glemt navnet på) overleve, eftersom de er ørkenplanter og derfor burde være i stand til at klare sig igennem lange perioder uden vand. Alligevel er jeg især bekymret for Birthe-Torben, da den igennem en længere periode har set lidt slatten ud. Den er også begyndt at blomstre, og min mor siger, at det er et tegn på, at den er døden nær. Så det er lidt noget pis.

(Birthe-Torben da den var ny og lige var ankommet med posten. Dens nuværende tilstand er kritisk sammenlignet med dette).

(Et gammelt billede der aldrig rigtigt passer ind i nogen kontekst, men her er det alligevel).

Nu vi er ved ting, der potentielt synger på sidste vers, vil jeg lige nævne mine sko. Det er nok de mest fotograferede sko, jeg nogensinde har haft.

Det er jo bare et par sko, tænker I nok. Og det er jo rigtigt nok. Men de sko endte med at få en stor symbolsk betydning (hvis man kender mig vil man vide, at jeg har en tendens til at se nærmest alting som et symbol på et eller andet. Det er både irriterende og sjovt)

Jeg var lige startet på første semester på uni, og jeg var så glad for mine nye sko. De skinnede så flot, og de passede perfekt. De mindede mig om Pippi Langstrømpes støvler, og derfor kunne jeg kun føle mig stærk og selvstændig, når jeg havde dem på. Jeg følte, at jeg kunne klare alt.

Jeg havde skoene på hver dag, og de gav mig en følelse af frihed og at kunne klare nærmest alt. Jeg udsatte de sko for mange ting. Jeg løb rundt i skoven med dem og tænkte på frihed. Jeg vandrede rundt i mudder, og jeg gik rundt på stranden i dem, og jeg havde dem altid på, når jeg skulle til undervisning på uni. Vi klarede os igennem vinteren sammen, og det var sammen med de sko, at livet for alvor begyndte at blive godt.

Men jeg må erkende, at jeg har mine sko på lånt tid. Hælene har løsnet sig, og det er kun et spørgsmål om tid, før begge sko går helt fra hinanden. Jeg var forfærdet, da jeg fandt ud af det. Jeg havde nok fået en naiv tro på, at jeg skulle følges igennem livet med de sko. Men jeg er blevet klogere, og måske er det ok, at vores tid er forbi. Jeg tror måske, at der er nogen andre end et par sko, jeg hellere vil følges med. Så det er nok på tide at give slip og gå videre og sige farvel og tak til mine ellers så trofaste sko. Det er ikke ønskværdigt, men jeg skal nok finde nogle andre yndlingssko en dag. Og indtil da klarer jeg mig nok. For jeg tror faktisk ikke længere, at jeg har brug for et par sko for at føle, at jeg kan klare alt.

(Et billede fra sidste sommer, hvilket heller ikke passer ind i konteksten, men her er det alligevel).

Jeg tror altså, at det bliver godt for mig at komme ud i samfundet igen og blive socialiseret. Hvis man kan gå sådan i selvsving over et par sko, så bør man nok gå ud at tale med mennesker i stedet for.

Hyg jer/peace out

//A

 

 

september 

september 

i år skal vi nok blive venner 

for solen vil stadig skinne 

selvom lyset ikke tænder 

//

i år 

vil efteråret rime 

og mørket bliver flot 

for tiden er en anden nu 

det ved jeg jo godt 

jeg visnede 

i dine øjne 

jeg blev et produkt 

af hele verdens løgne 

jeg tørrede ind 

da de gule blade kom frem 

så jeg spurgte mig selv 

hvordan jeg nu skal finde hjem 

//

det hjælper nok ikke 

at gå rundt her 

med solbriller på 

så jeg flyver afsted 

derop

hvor himlen er klar og blå 

//

jeg ser på mig selv 

og om hundrede år 

vil jeg sidde og sukke over 

hvor lidt 

jeg nu forstår 

//

jeg vil have tusinde hjem 

for min sjæl er alle vegne 

den vil bære mig frem 

på de dage 

hvor det igen vil regne 

//

jeg vil bo i mig selv 

og jeg vil aldrig blive væk 

for alt hvad jeg har set 

er skrevet på min sjæl 

med blæk 

//

for altid er jeg en helhed 

og jeg kan ikke gå itu 

selvom træerne hvisker 

at hele verden 

vil forandres nu 

stjerner dør også en dag

vi var som stjerner på himlen
om natten lyste vi op
vi glemte alt om dem
der sagde at vi aldrig var nok

//

jeg sender dig en hilsen
og puster ud i et suk
for her i denne verden
har jeg aldrig mere nok

//

intet rum og ingen dybde
ingen luft eller lys
kun under stjernehimlen
kan jeg mærke et gys

//

så se dig for til daggry
og svæv herned på en sky
for du og jeg er lige nu
her starter alt på ny

//

du var den klareste stjerne
og nu der intet sker
siden dagen du blev fjernet
herfra mit kvarter

//

jeg så en himmel af stjerner
når jeg kiggede på dig
en verden af varme og lys
på en kold og nedkølet vej

//

månen er min ven i mørket
her hvor jeg intet kan se
når stjernestøvet falder ned
og alt jeg vil er at flyve med

//

stjerner dør også en dag
men det klarer jeg vel nok
tak for tiden du mig gav
for minder slipper aldrig op

selv når i forsvinder

der var engang en person
der hele tiden var træt
men hun fløj ind i en tyfon
og så følte hun sig så let
jeg husker hvem jeg var
dengang for to dage siden
men i dag er jeg en anden
hvem bliver jeg mon med tiden
der er nogle gange
hvor jeg ikke kan holde mig selv ud
jeg synger de forkerte sange
og står udenfor i regn og slud
jeg spørger mig selv
hvad fanden er jeg i gang med
hvorfor er vi til
og hvad er meningen med dette sted
jeg ser mig selv vokse op
og frygter vores farvel
jeg løber rundt og råber stop
for jeg kan ikke klare det her selv
hvad nu
hvis vi alle falder
lover du
at du kan høre når jeg kalder
måske kan jeg stå fast
hvis jeg holder om mig selv
måske er det her nok
jeg ved jo hvad jeg vil
jeg tror måske
at jeg er færdig med at spænde ben for mig selv
for nu er det påske
og jeg vil gøre hvad jeg vil
måske er hele verden til mig
hvem ved hvad der sker
der var engang hvor jeg så på dig
og så lykken flyve rundt lige her
men fuglene fløj mod nord
og jeg trækker vejret påny
jeg fanger lykken i en verden så stor
et sted her i stjernernes by
i morgen flyver jeg med
hen over bakker og dale
og jeg skal nok finde et sted
hvor jeg kan få mig selv i tale
selv når i forsvinder
og de lyse dage bliver få
så ved jeg at jeg finder
min egen måde at leve på

sneen falder

sneen falder
og i mørket mister du dig selv
du er bange for at falde
så du bliver indenfor
du ligger stille
indtil stormen stilner af
du ser dig selv krakelere
foran blændede folk
du er i stykker
og alle ser væk
når du kommer for tæt på
du tror
at ingen ser dig
når du sidder
på bagerste række
men du er det eneste
vi altid har set
de mørke dage
kommer aldrig tilbage
for du lyser verden op
ved du godt
at solen har overvintret
i dine øjne
og at min sjæl
består af solceller
så tag solbrillerne af
og smid dem til storskrald
se dig selv i øjnene
spejl dig i havet
i vinduerne
og i alle de andres grin
smil til dig selv
lad os tænde lyset i mørket
i dag hjælper vi hinanden
for ved du hvad
de lyse dage er tilbage

når solen går ned 

træk vejret 

og grib min hånd 

solen vil skinne 

og vi vil flyve igen 

når skyerne driver sydpå 

og fuglene vender hjem 

foråret venter lige om hjørnet 

hvis bare du holder fast 

kan du ikke se 

at du tilhører dig selv 

hvert et åndedræt 

hvert et smil 

hver en celle 

du er din egen 

lad ingen eje dig 

alt du skal 

er at være lige her 

du skal ikke undskylde 

for at eksistere 

så udfyld hele rummet 

ret dig op 

tal højere end igår 

og husk dem på 

at dit hjerte stadig slår 

kig op 

spejl dig selv i nattehimlen 

hvorfor tror du 

at vi låser os inde 

når solen går ned 

og månen skinner i vores øjne 

i nat 

er vi er alle stjerner

du blev en stjerne

du var et blad
der ville redde verden
så du fløj afsted
vinden drev dig væk
over bjergtoppene
og ned i dalene
du så det hele oppefra
men du havde ingen arme
ingen bremser
talte dage
du var en sang
der skrev dig selv
på en vinteraften
husker du
at jeg hørte dig
når nætterne var lange
og skoven var min stue
du var en bog
der handlede om alle andre
end dig selv
du var de ord
jeg aldrig fik sagt
du var et ur
der løb afsted
jeg stillede dig frem
og du satte mig på pause
en januarnat
hvor jeg havde nok i mig selv
du var solstrålerne
i mine øjne
da sneen faldt
og alle blev stille
et minde om grønnere tider
en lovning på alt det
vi ikke længere kan se
du var en solnedgang
et sted på djursland
en mandag aften
jeg ville beholde dig
tage dig med hjem
gemme dig i en æske
men du forsvandt i skyerne
da jeg så den anden vej
du blev en stjerne
og du er mit hjem
i dig finder jeg mig selv
når jeg bliver væk i natten
viser du vej
husk nu
at skinne mere end sidste år
vis mig
at mit hjerte stadig slår