Kategoriarkiv: døden

september 

september 

i år skal vi nok blive venner 

for solen vil stadig skinne 

selvom lyset ikke tænder 

//

i år 

vil efteråret rime 

og mørket bliver flot 

for tiden er en anden nu 

det ved jeg jo godt 

jeg visnede 

i dine øjne 

jeg blev et produkt 

af hele verdens løgne 

jeg tørrede ind 

da de gule blade kom frem 

så jeg spurgte mig selv 

hvordan jeg nu skal finde hjem 

//

det hjælper nok ikke 

at gå rundt her 

med solbriller på 

så jeg flyver afsted 

derop

hvor himlen er klar og blå 

//

jeg ser på mig selv 

og om hundrede år 

vil jeg sidde og sukke over 

hvor lidt 

jeg nu forstår 

//

jeg vil have tusinde hjem 

for min sjæl er alle vegne 

den vil bære mig frem 

på de dage 

hvor det igen vil regne 

//

jeg vil bo i mig selv 

og jeg vil aldrig blive væk 

for alt hvad jeg har set 

er skrevet på min sjæl 

med blæk 

//

for altid er jeg en helhed 

og jeg kan ikke gå itu 

selvom træerne hvisker 

at hele verden 

vil forandres nu 

stjerner dør også en dag

vi var som stjerner på himlen
om natten lyste vi op
vi glemte alt om dem
der sagde at vi aldrig var nok

//

jeg sender dig en hilsen
og puster ud i et suk
for her i denne verden
har jeg aldrig mere nok

//

intet rum og ingen dybde
ingen luft eller lys
kun under stjernehimlen
kan jeg mærke et gys

//

så se dig for til daggry
og svæv herned på en sky
for du og jeg er lige nu
her starter alt på ny

//

du var den klareste stjerne
og nu der intet sker
siden dagen du blev fjernet
herfra mit kvarter

//

jeg så en himmel af stjerner
når jeg kiggede på dig
en verden af varme og lys
på en kold og nedkølet vej

//

månen er min ven i mørket
her hvor jeg intet kan se
når stjernestøvet falder ned
og alt jeg vil er at flyve med

//

stjerner dør også en dag
men det klarer jeg vel nok
tak for tiden du mig gav
for minder slipper aldrig op

selv når i forsvinder

der var engang en person
der hele tiden var træt
men hun fløj ind i en tyfon
og så følte hun sig så let
jeg husker hvem jeg var
dengang for to dage siden
men i dag er jeg en anden
hvem bliver jeg mon med tiden
der er nogle gange
hvor jeg ikke kan holde mig selv ud
jeg synger de forkerte sange
og står udenfor i regn og slud
jeg spørger mig selv
hvad fanden er jeg i gang med
hvorfor er vi til
og hvad er meningen med dette sted
jeg ser mig selv vokse op
og frygter vores farvel
jeg løber rundt og råber stop
for jeg kan ikke klare det her selv
hvad nu
hvis vi alle falder
lover du
at du kan høre når jeg kalder
måske kan jeg stå fast
hvis jeg holder om mig selv
måske er det her nok
jeg ved jo hvad jeg vil
jeg tror måske
at jeg er færdig med at spænde ben for mig selv
for nu er det påske
og jeg vil gøre hvad jeg vil
måske er hele verden til mig
hvem ved hvad der sker
der var engang hvor jeg så på dig
og så lykken flyve rundt lige her
men fuglene fløj mod nord
og jeg trækker vejret påny
jeg fanger lykken i en verden så stor
et sted her i stjernernes by
i morgen flyver jeg med
hen over bakker og dale
og jeg skal nok finde et sted
hvor jeg kan få mig selv i tale
selv når i forsvinder
og de lyse dage bliver få
så ved jeg at jeg finder
min egen måde at leve på

sneen falder

sneen falder
og i mørket mister du dig selv
du er bange for at falde
så du bliver indenfor
du ligger stille
indtil stormen stilner af
du ser dig selv krakelere
foran blændede folk
du er i stykker
og alle ser væk
når du kommer for tæt på
du tror
at ingen ser dig
når du sidder
på bagerste række
men du er det eneste
vi altid har set
de mørke dage
kommer aldrig tilbage
for du lyser verden op
ved du godt
at solen har overvintret
i dine øjne
og at min sjæl
består af solceller
så tag solbrillerne af
og smid dem til storskrald
se dig selv i øjnene
spejl dig i havet
i vinduerne
og i alle de andres grin
smil til dig selv
lad os tænde lyset i mørket
i dag hjælper vi hinanden
for ved du hvad
de lyse dage er tilbage

når solen går ned 

træk vejret 

og grib min hånd 

solen vil skinne 

og vi vil flyve igen 

når skyerne driver sydpå 

og fuglene vender hjem 

foråret venter lige om hjørnet 

hvis bare du holder fast 

kan du ikke se 

at du tilhører dig selv 

hvert et åndedræt 

hvert et smil 

hver en celle 

du er din egen 

lad ingen eje dig 

alt du skal 

er at være lige her 

du skal ikke undskylde 

for at eksistere 

så udfyld hele rummet 

ret dig op 

tal højere end igår 

og husk dem på 

at dit hjerte stadig slår 

kig op 

spejl dig selv i nattehimlen 

hvorfor tror du 

at vi låser os inde 

når solen går ned 

og månen skinner i vores øjne 

i nat 

er vi er alle stjerner

du blev en stjerne

du var et blad
der ville redde verden
så du fløj afsted
vinden drev dig væk
over bjergtoppene
og ned i dalene
du så det hele oppefra
men du havde ingen arme
ingen bremser
talte dage
du var en sang
der skrev dig selv
på en vinteraften
husker du
at jeg hørte dig
når nætterne var lange
og skoven var min stue
du var en bog
der handlede om alle andre
end dig selv
du var de ord
jeg aldrig fik sagt
du var et ur
der løb afsted
jeg stillede dig frem
og du satte mig på pause
en januarnat
hvor jeg havde nok i mig selv
du var solstrålerne
i mine øjne
da sneen faldt
og alle blev stille
et minde om grønnere tider
en lovning på alt det
vi ikke længere kan se
du var en solnedgang
et sted på djursland
en mandag aften
jeg ville beholde dig
tage dig med hjem
gemme dig i en æske
men du forsvandt i skyerne
da jeg så den anden vej
du blev en stjerne
og du er mit hjem
i dig finder jeg mig selv
når jeg bliver væk i natten
viser du vej
husk nu
at skinne mere end sidste år
vis mig
at mit hjerte stadig slår

Alf & Johnny – en novelle

Hej verden.
Da jeg gik i 10. klasse for fire år siden, skrev jeg en novelle, som jeg endte med at kalde “Alf & Johnny”. Det var først meningen, at den skulle hedde “En bøssenovelle”, men jeg ændrede titlen i sidste øjeblik, og det tror jeg var en fin beslutning (selvom min ven Rebekka følte, at jeg havde svigtet hende, fordi hun også havde skrevet en bøssenovelle, som hun havde valgt at navngive “En anden bøssenovelle”, da jeg ikke havde fået informeret hende om ændringen). Det var sjovt.
Jeg følte for at give bøsenovellen et nyt liv, så nu har jeg redigeret lidt i den, men samtidig ladet den beholde sin originale struktur, så man kan fornemme, at den er skrevet for fire år siden. Med andre ord er det mit 16-årige jeg, der har kreeret novellen, men mit 20-årige jeg der har været den irriterende type, der lige skulle rette kommaer og tilføje nogle sætninger hist og pist.

Jeg håber, at I vil synes om den. Hvis ikke, så går det nok alligevel.

Hyg jer.

//A

Alf & Johnny

Alf var begyndt at få en masse forkerte tanker. Han var begyndt at se helt anderledes på Johnny i forhold til før i tiden. Specielt efter de var begyndt på håndværkeruddannelsen sammen for to år siden, var han begyndt at få mange dybe følelser for Johnny. Følelser, han prøvede at skubbe væk. Følelser, han prøvede at ignorere. Følelser, der fratog ham nattesøvnen og evnen til at fungere optimalt.

Hver gang han hang ud med Johnny, som han så ofte gjorde, gjorde det ham underligt tilpas. Han blev både glad og ked af det. Glad, fordi han følte sig hel sammen med Johnny. Ked af det, fordi han følte en evig længsel efter Johnny, selv når han var lige ved siden af ham. Han kunne aldrig opnå det han gerne ville, for det var udelukket at Johnny nogensinde ville få det på samme måde med ham. Bag sin lædervest var Alf jo bare lille og splejset, og det var et mirakel, at Johnny overhovedet ville være venner med ham. Men det var også en forbandelse. For hver gang Johnny kiggede på Alf og grinede, kunne Alf mærke, hvordan alt andet forsvandt omkring ham. Johnny var det eneste, der virkede til at eksistere, og det eneste, der altid ville eksistere. Alle lyde blev ligegyldige, og Johnnys læber virkede som svaret på alting. Naturkatastrofer, hungersnød, politisk kaos; Johnnys læber var svaret på det hele. Og hans øjne var en genvej til en anden og ukompliceret verden.

Alt hvad Alf ønskede, var at få nøglen til Johnnys verden. Han havde en følelse af, at han ville kunne finde alle svarene dér. Og svar var alt, han havde brug for. Alf var kommet i tvivl om alt, efter han var begyndt at få følelser for Johnny. Han havde indset, at håndværkeruddannelsen slet ikke var det rigtige for ham, og at det aldrig ville blive det. Mest af alt var det noget, han havde valgt for at være tæt på Johnny hele tiden. Og så længe han gik på skole med Johnny, ville han aldrig kunne få sig selv til at droppe ud, for så ville det kun være et spørgsmål om tid, før han aldrig ville se Johnnys øjne igen. Øjne, der var så blå som havet på en sommerdag.

Alf sagde ikke så meget til sin familie mere. Han prøvede at opretholde sin hårde facade, så de ikke skulle fatte mistanke. Det gjorde han ved at købe flere læderveste og andet tøj, der signalerede, at han ikke tolererede noget pis. Men inderst inde ønskede han mere end noget andet, at han kunne fortælle sin familie, hvordan han egentlig havde det. Hvor stor en smerte han bar rundt på hver dag, uden at nogen vidste det. Hvor ligegyldigt alt føltes, og hvor ulykkelig han var. Det ville han aldrig kunne gøre. Det havde han altså for meget stolthed til. Vigtigst af alt ville han ikke skuffe dem. Og hvordan skulle det gøre noget nytte at fortælle dem, at han var ulykkeligt forelsket i sin bedste ven, og at alt han ønskede sig i livet var at mærke hans læber op til flere forskellige steder på sin krop? Det var godt, at de ikke vidste, hvad han drømte om næsten hver nat. Bag den rigtige lædervest kan man gemme mange ting, det havde Alf nu erfaret igennem flere år.

Han så frem til den dag, hvor han en morgen ville slå øjnene op og være sig selv igen. Den dag hvor følelserne ville være forsvundet, og han kunne få sit liv tilbage. Den dag, hvor han ikke længere drømte de drømme. Den dag havde han nu ventet på i lang tid, og Alf havde en fornemmelse af, at han kunne vente resten af sit liv. Kunne det virkelig passe, at han var homoseksuel?

Tiden nærmede sig, hvor Alf skulle på den årlige campingtur med vennerne fra skolen i starten af påskeferien som altid. Den vennekreds, som Johnny selvfølgelig også var en del af. For Alf ville denne tur nok få en større betydning end tidligere. Selvom han meget nødigt ville gøre det, var han efter længere tids overvejelser blevet enig med sig selv om, at han ville give Johnny brevet. Det brev han havde skrevet for længe siden som forklarede alt. Som fortalte om alle hans følelser.

Han ville hellere end noget andet bare fortrænge det og undlade at give Johnny brevet. På trods af det, var han efterhånden nået til et punkt, hvor han ikke kunne mere. Nu var det knald eller fald, som man siger. Det måtte briste eller bære. Han måtte fortælle Johnny om sine følelser, også selvom han udmærket var klar over, hvad han ville svare. Det ville sikkert ødelægge deres venskab, men det var nødvendigt. Alf græd indvendigt hvert eneste sekund han levede. Undtagen når Johnny smilede til ham, eller de tilfældigt kom til at røre hinanden. Det var de øjeblikke han levede for. Øjeblikkene, hvor Johnnys ukomplicerede verden var indenfor rækkevidde og Alf følte, at glæden svævede i luften rundt omkring dem. At han kunne række ud efter den og opbevare den i en lille æske, og gemme den et sikkert sted for altid. Men han nåede det aldrig, for Johnny kiggede altid væk alt for hurtigt.

Alf kunne ikke klare det længere. Han vidste at han ville knække sammen, hvis det stod på meget længere. Smerten var ikke til at leve med mere. Det fyldte for meget i hans liv. Alt, alt for meget. Han var bange for, at han var ved at blive sindssyg. Tænk, hvis Johnny vidste hvad der foregik i hans hoved døgnet rundt.

Planen var, at han ville give Johnny brevet om søndagen, lige inden de skulle hjem. Så havde Johnny tid til at læse det i fred og ro, og ingen andre ville få noget at vide. Imens kunne Alf tage hjem og låse sig inde på sit værelse under en masse tæpper, og vente på et svar han sikkert aldrig ville få. Campingturen ville helt sikkert blive slutningen på deres venskab, så Alf ville nyde sin sidste tid sammen med Johnny i fulde drag. Den sidste tid, med den eneste person, der virkelig havde betydet noget for ham. Den eneste, der havde gennemskuet ham og hans hårde facade. Den eneste i hele verden, der forstod ham. Johnny, med sin muskuløse fremtoning og leverpostejsfarvede hår, der havde det med at krølle lidt, når det blev for langt. Alf forestillede sig altid, hvordan det ville være at ligge på sofaen med Johnny og se ”Kender Du Typen” en helt almindelig tirsdag aften, og bare køre hænderne igennem Johnnys bløde krøller og mærke hans varme krop imod sin egen. Alf kunne ikke holde den slags tanker ud, de var så forkerte og så umådeligt rigtige på samme tid.

Det blev fredag, og påskeferien stod for døren. Alf stod sammen med Johnny udenfor skolen og ventede på resten af venneflokken. De havde pakket alt det nødvendige, og nu stod de og småsnakkede lidt. Alf prøvede at opføre sig så normalt som muligt, selvom det var svært. Han var mere nervøs, end han havde været længe. Men han måtte opretholde facaden. Endnu en gang måtte han iklæde sig den usynlige maske, der sikrede at ingen kunne se, hvad han virkelig følte. At ingen kunne se, hvor slemt han havde det. At ingen opdagede, at han var ved at gå i stykker. Der var intet andet at gøre end at iføre sig den ekstra tykke lædervest.

En times tid senere var de endelig nået frem til campingpladsen. Deres teltpladser lå ned til en stor sø omgivet af smuk natur.  Solen og skyerne spejlede sig i vandets blanke overflade på denne usandsynligt flotte forårseftermiddag. De var gået i gang med at sætte teltene op, og som altid skulle Alf og Johnny dele telt. De kendte hinanden så godt, at de ikke behøvede at aftale det. Det var bare sådan, det var.

Alf havde en urolig fornemmelse i kroppen. Både fordi han var nervøs for at skulle give Johnny brevet, men samtidig fordi han havde en underlig følelse af, at dette ville blive hans sidste telttur. At intet ville blive det samme igen efter det her.

Timerne gik, og det var blevet aften. Himlen var klar, og der var udsyn til den smukkeste stjernehimmel. De havde lavet et bål, som de nu sad rundt om alle 6. Tidligere havde Johnny spillet på sin guitar, han sang endda for dem, og Alf skulle virkeligt anstrenge sig for ikke at smelte. Både på grund af varmen fra bålet men mest af alt på grund af Johnnys sprøde stemme. Han kunne jo alting. Han var perfekt.
Varmen fra bålet gjorde den ellers kølige nattetemperatur behagelig. Alf var efterhånden blevet ret træt, og han opdagede, at klokken var mange. ”Jeg går altså i seng nu venner”, sagde Alf til de andre. ”Gud ja, klokken er halv 12!”, sagde Erik. Allan og Svend, der lå i teltet ved siden af Alf og Johnny, blev også enige om at gå til ro. ”Jeg bliver altså oppe lidt længere”, kom det fra Leif. Johnny gav Alf et hurtigt blik. Alf fik, som altid, et sug i maven af øjenkontakten. Johnnys øjne funklede så smukt. Ligesom stjernerne der spejlede sig i søens blanke overflade. ”Det gør jeg også. Jeg skal nok være stille, når jeg kommer i seng. Sov godt”, kom det fra ham.

Alf sagde godnat til de andre, og lynede teltet op. Han lagde sig ned i sin sovepose, lukkede øjnene, og straks begyndte tankerne at fare rundt. Hvorfor var Johnny mon blevet oppe sammen med Leif? Han plejede jo altid at gå i seng på samme tidspunkt som Alf, hvis ikke tidligere. Måske var Johnny sur på ham? Havde han ikke virket lidt afvisende her på det sidste? Nej. Alf slog tanken ud af hovedet. Selvfølgelig var Johnny ikke sur på ham. Han var bare hurtig til at blive bange og forvirret, når det kom til Johnny. Han var bange for at miste ham. Skrækslagen.

Hvad var det for en lyd? Alf kunne høre stemmer udenfor teltet. Han så på sin mobil, der lyste op i nattens mørke. 02:45. Hvem var dog oppe så sent? Alf så til højre, og gispede lidt for højt, da han opdagede at Johnny ikke lå ved siden af. Var han ikke gået i seng endnu? Var noget mon galt? Han lagde øret så tæt mod teltdugen, som muligt. Det var Johnny der sad udenfor. Sammen med Leif. De snakkede om alt muligt. Hvad de syntes om skolen, deres familier og hvad de ville senere i livet. Alf undrede sig. Hvorfor sad de og snakkede så længe? De havde aldrig været specielt tætte, så Alf forstod det ikke. Efter lidt tid kunne Alf høre, at Johnny begyndte at synge igen. Han spillede en sang, som Alf følte, at han havde hørt før et sted.

Efter at have siddet og lyttet i et stykke tid, besluttede Alf sig for at lægge sig til at sove igen. Der var sikkert ikke noget specielt ved det. De havde bare lejrbål og var natteravne. Ingen grund til at være jaloux over det.

Den næste dag gik Alf rundt med en underlig følelse i kroppen. Da han var vågnet om morgenen, havde erindringen om nattens hændelser været ret utydelig. Han var i tvivl, om det var noget han havde drømt. Noget han havde forestillet sig. Var han blevet endnu mere sindssyg?

Dagen gik endnu en gang på hæld, og ligesom den foregående aften gik alle i seng ved halv 12 tiden. Alle undtagen Johnny og Leif. Alf begyndte at undre sig mere og mere. Hvad var Leif ude på? Ville han stjæle Johnny fra ham? Alf begyndte at ryste i hele kroppen bare ved tanken. Det måtte ikke ske. Så kom han i tanke om brevet. Han havde haft andet at tænke på og havde næsten glemt, at det allerede var den næste dag, at han ville give det til Johnny. De ville pakke teltene sammen så snart de vågnede, og derefter begive sig hjemad igen. Inden da skulle Johnny have brevet.

Den nat sov Alf dårligere end nogensinde før. Det var faktisk en overdrivelse at sige, at han overhovedet havde sovet. Han var vågnet hvert andet minut for at se hvad klokken var. Havde talt ned til hvornår brevet skulle afleveres. Han kunne umuligt falde til ro. Han var anspændt i hele kroppen og var rastløs som aldrig før. Intet kunne få ham til at slappe af. Det skulle bare overstås.

Alf havde opgivet at sove mere, da klokken var blevet 8. Han kunne lige så godt droppe det. Han sig til højre i teltet. Johnny var væk. Han lå endnu en gang ikke og sov. Alf spekulerede på, om Johnny overhovedet havde sovet i nat. Så hørte han en lyd udefra. Det lød som Johnny. Han forsøgte at kigge ud af teltdugen, så godt han kunne. Ganske rigtigt. Johnny sad uden for teltet ved bålpladsen.

Han sad og kiggede ud på søen, imens han hørte musik på sin mobil. Alf genkendte hurtigt sangen. ”With Or Without You” af U2. Den havde været både Alf og Johnnys yndlingssang, så længe Alf kunne huske. De havde hørt sangen den første gang, Johnny havde været hjemme ved Alf, og de havde begge elsket den med det samme. Den mindede altid Alf om Johnny, og den havde fået mere og mere betydning for ham i løbet af årene.

Det var nu, at tiden var inde. Det var nu, han ville give ham brevet. Alf stak hånden i sin taske, og tog brevet op med sin rystende hånd. Han prøvede at få sig selv til at falde til ro, men det var umuligt. Han trak vejret dybt et par gange, stak brevet i lommen, og lynede derefter teltet op. Hele hans krop rystede af angst, og han følte ikke at han var sig selv. Aldrig i sit liv havde han før været så nervøs og fyldt med angst. Det føltes som om, at dette øjeblik var alting.

Alf trådte ud af teltet så lydløst som muligt. Han trak vejret dybt en sidste gang, og gik derefter hen mod bålpladsen. Han turde ikke kigge op. Var bange for at møde Johnnys blik. Bange med god grund. Da han endelig rettede blikket mod Johnny, mødte et frygteligt syn ham. Leif var netop gået ud af sit telt, og var med raske skridt på vej hen mod Johnny. Johnny løftede blikket, og så Leif i øjnene. De smilede begge to. Leif satte sig på bænken tæt op ad Johnny. Og så skete det, der ikke måtte ske. Johnny tog hans hånd, og lænede sig ind til Leif. De begyndte at holde om hinanden, og sådan blev de siddende, imens de kiggede ud over søens blanke overflade, som solens stråler spejlede sig i.

Alf gik i stå. Han stod som forstenet med brevet i hånden, og så på dem. Mærkede kroppen synke sammen. Følte at hjertet stoppede med at slå. Han ikke bare følte sig tom indeni, han var tom indeni. Verden styrtede sammen omkring ham. Der var pludselig ingenting. Nu havde han mistet alt. Mistet sin bedste ven. Det eneste menneske, der nogensinde havde haft en betydning. Det eneste menneske, der havde fået ham til at føle sig hel.

Sangen fra Johnnys mobil startede forfra. De blev siddende ovre ved bålpladsen. De knugede sig til hinanden. Leif havde sin venstre hånd i Johnnys bløde krøller. Alf begyndte med langsomme skridt at gå ned mod badebroen, der lå mindre end 10 meter væk. Efterhånden satte han tempoet op i takt med sangen. Han var på badebroen nu og nærmede sig kanten.

Alf så ned på det spejlblanke vand, og opdagede, da tårerne ramte vandoverfladen, at han græd. Tårerne trillede ned ad hans ansigt, imens sangens omkvæd gik i gang. Han stillede sig så langt ud på kanten, han kunne komme. Vandet var mindst fire meter dybt her. Det måtte være tilstrækkeligt.

 ”With or without you, I can’t live with or without you”.

Alf trådte et skridt tilbage med den ene fod, og tog det sidste spring han nogensinde ville komme til at tage. Det kolde vand omringede hans krop, og han sank længere og længere ned. Hans lunger begyndte at blive fyldt med vand. Han hostede, men det gjorde bare det hele værre. Det hele sortnede for hans øjne. Alt var ligegyldigt nu. Han kunne svagt høre nogle lyde oppe fra. Nogle høje råb. Den sidste bevægelse han følte i sin krop, var hans hånd, der langt om længe slap det stramme greb om brevet. Det sidste brev, han nogensinde havde skrevet. Det sidste Alf tænkte på, var den sang, der både havde startet og sluttet det hele. Den sang som han både fandt og mistede Johnny til.

Den sang, der blev soundtracket til hans egen afslutning.

Omkvædet kørte en sidste gang igennem hans hoved, inden alt blev sort. Inden alt forsvandt. Endelig, langt om længe, fik han fred. Slap for den uendelige smerte, der havde plaget ham så længe.

”With or without you.

I can’t live with or without you”.

Alf mærkede ikke, da Johnny trak ham op fra vandet. Han så det ikke, da han fandt brevet, flydende i vandoverfladen. Han så ikke tårerne, og han mærkede ikke læberne mod sine. Men endelig fandt han nøglen til den ukomplicerede verden.

aftryk

dsc_0169.jpg
du blev alt det
der ikke var dig
brænder dine lys
i de forkerte ender
se nu efter
hvor du går
se tilbage
husk dig selv
når du krydser vejen
fra nu af
må du selv finde spor tre
lov mig
at du kan huske
din vej hjem
i dag
må du redde dig selv
dsc_0159.jpg
flaget blev hvidt
på din fødselsdag
tillykke med at være i live
husk det
jeg sagde dengang
træerne bliver hvor de er
spørg dem om vej
hvis det er
jeg er udenfor rækkevidde
img_20161203_165057.jpg
december bankede på
november
hvor skal du hen nu
kom og få en krammer
du er god nok
som du er
lov mig
at jeg ser dine solnedgange igen
husk dig selv
og dine blå øjne
du satte aftryk
jeg venter på dig
til næste år
dsc_0148.jpg
en strandtur
en skovtur
med andre
end mig selv
med hue og vanter
nye støvler
og nye planer
minderne i luften
kan blive hængende
her er alt
udenfor rækkevidde
jeg skal en anden vej nu
til det sted
hvor jeg kan nå det hele
dsc_0132_1.jpg
fryser du
nej nej
ellers tak
jeg prøver bare
at starte en ny trend
vil du være med
frostvejr er godt for hukommelsen
dsc_0206.jpg
betragt dig selv
lad lynet slå ned
giv slip på dine grene
bliv hul indeni
mist dit indre
ryd ud
tab din sjæl på gulvet
se den flyve væk
i modvind
giv resten væk til genbrug
rummet i dig
kan ingen udfylde
dsc_0036.jpg
lad dig skille ad
glæd dig over noget
der ikke er et menneske
spørg dig selv
er du glad
hvorfor give mere
end du får
hvorfor ikke
være din egen ven
omdøb din stilhed
skriv din egen sang
syng den
på cykelstien
når du lukker øjnene
hvad ser du
ræk ud
du har hænder nok
dsc_0032.jpg
red dig
fra dig selv
bliv til noget andet
end de andre
hvorfor gå den lige vej hjem
tænd lyset i mørket
så du kan se
din skygge er med dig
hvor du træder
er du aldrig alene
dsc_0044.jpg
dsc_0221.jpg
du vil nedbrydes
skilles ad
og gendannes
gør oprør
imens du kan
dans i regnen
syng din egen sang
i harmoni med dig selv
img_20161204_154120.jpg
flyv med fuglene
vær et blad
i modvind
giv slip
på alt du kender
hvis du tør
kast paraplyen i havet
hvor den hører til
hvorfor gemme dig
bagved det
der ikke er dig
dsc_0187.jpg

Nye tider

Hej verden.

Jeg føler, at jeg har en masse at skrive om, så dette indlæg bliver nok en blanding af alt muligt + en masse tilfældige billeder. Jeg er i dag i et lettere sentimentalt humør for første gang hidtil i november, men det er egentlig ikke et problem, så længe jeg får udtrykt mine tanker.

dsc_0506.jpg

Kalle og jeg var ude at gå en lang tur (4 km) i søndags, hvilket var virkeligt godt. Det var en af de bedste gåture, jeg har været på i nyere tid. Jeg hørte musik og gik hurtigt og havde det generelt bare fantastisk. Det var både godt for krop og sind, som man siger (hvis der stadig er nogen, der siger det). Jeg havde en følelse af frihed og uafhængighed, og det var fandme rart.

dsc_0449.jpg

Jeg har desuden investeret i tre nye krus fra to af mine yndlingskeramikere (jeg har mange yndlingskeramikere), og jeg har også investeret i et hus:

dsc_0453.jpg

Det var sat ned med 70 %, så jeg fik det til 25 kroner, og så er det endda fra Nordjylland.

dsc_0455.jpg

Jeg er desuden blevet et nyt menneske, der nu kan lide lakridste, så det er blevet et symbol på min nye identitet.

dsc_0448.jpg

Jeg har forelsket mig i nye solnedgange, også dem, jeg kom lidt for sent til at opleve i fuld længde.

dsc_0434.jpg

Jeg føler, at alt er nyt, inkl. mig selv. Men i virkeligheden er alt, som det hele tiden har været.

img_0173

Det er bare årstiderne, der skifter.

img_0319

Og det gør de altid, når jeg mindst venter det.

img_0021

Da jeg tog ovenstående billede for halvandet år siden, var intet, som det er nu.
Der var grønt over det hele, blade på træerne og jeg havde ingen idé om, hvor mørkt og tåget, der ville blive, når sommeren sluttede nogle måneder senere.
Jeg går stadig det samme sted, på det samme græs, næsten hver dag. Jeg er stadig mig, jeg har det samme navn og den samme familie, den samme telefon og det samme hus. Men nu ser jeg verden med andre øjne.

img_0201

Der var så meget, jeg ikke havde lært dengang. Så mange, jeg ikke havde mødt endnu. Solnedgange, jeg ikke havde set og øjne, jeg ikke havde kigget ind i. Følelser, jeg aldrig havde følt og sangtekster, jeg endnu ikke kendte betydningen af. Digte, jeg endnu ikke turde skrive eller udgive. Grin, jeg aldrig havde hørt og smil, jeg aldrig havde set. Sange, jeg aldrig havde sunget og beslutninger, jeg ikke havde truffet.
dsc_0534.jpg
Jeg går stadig det samme sted. Med en ny hund. Med nye sko, nye tanker, en ny frisure, en ny stil, ny musik, nye meninger og ny viden. Nye forpligtelser.
Jeg har prøvet at gå andre veje, men jeg kommer altid tilbage igen. Jeg vil altid komme tilbage igen. Men en dag vil jeg måske glemme at gøre det, fordi jeg finder en ny vej. Og hvem er jeg så? Vil jeg glemme mig selv, den jeg er nu, og vil jeg lære, at jeg tog fejl?

img_0350

img_0019

img_0314

At blive voksen handler om andet end at ordne opvasken selv.
At blive voksen er ikke noget, der sker, fordi du flytter hjemmefra.
At blive voksen er ikke noget, du selv vælger.

Du bliver voksen i det øjeblik, du ser og mærker din hunds sidste åndedrag.
Du bliver voksen i det øjeblik, du ser din far grave et dybt hul i haven under det store træ, og når din mor lukker for papkassen, efter at have lagt et tæppe, nogle godbidder og jeres afskedsbreve derned.
Du bliver voksen, når hullet er fyldt med jord igen, og du i flere dage ikke kan tænke på andet, end de manglende lyde af hundepoter på gulvet.
Når du opdager, at alle er alene i deres sorg, og at det eneste, I kan gøre, er at være alene sammen.

Du bliver voksen, når du opdager, at din første kærlighed ikke varer for evigt, og du ser toget køre afsted for sidste gang.

Du bliver voksen den dag, det går op for dig, at dit 16-årige jeg ikke vidste alting.

Du bliver voksen den dag du erkender, at dine venner ikke er de samme, som de var før.

Du bliver voksen, når du indser, at du ikke kan løse eller påtage dig andre menneskers problemer.

Du bliver voksen, når du lærer, at flertallet ikke altid har ret og at det ikke er alle, der vil hinanden det bedste.

Du bliver voksen, når du hver dag husker dig selv på, at det at savne nogen, ikke er ensbetydende med, at du har brug for dem, eller at de skal være en del af dit liv.

Du bliver voksen, når du lærer, at den, du er vigtigst for, er dig selv.
At den eneste, der altid vil være der for dig, er dig selv, og at den eneste, der kan gøre dig glad, er dig selv.

img_0098

Du bliver voksen, når du en dag går en tur med din nye hund, smiler og tænker “her er godt nok flot, hvor er jeg heldig”, og når du opdager, at du kan føle dig lykkelig uden det, og uden dem, du troede, at du havde brug for.

“At blive voksen handler om at lære at trøste sig selv, for der er ikke længere andre, der kan gøre det for dig”. Det sagde en psykolog til mig for et år siden, og hver dag siden har jeg lært, hvor rigtigt det er.

At blive voksen er noget, der sker mere end én gang. Hver gang jeg må give slip på noget, jeg havde forestillet mig skulle ske, og hver gang jeg må sige farvel igen. Hver gang jeg siger til mig selv, at jeg fortjener at være glad og at fylde mit liv med gode ting og gode mennesker, der vil mig ligeså meget, som jeg vil dem. Hver gang jeg må erkende, at jeg ikke får noget tilbage ved at dvæle ved minderne om det. Hver dag, når jeg vågner og beslutter mig for at give slip og gå videre.

dsc_0347.jpg

Men selvom jeg fortsætter med at blive voksen, betyder det ikke, at mit ni-årige jeg ikke længere er en del af mig. Det betyder ikke, at jeg skal ignorere mit 16-årige jeg, der med sin unge og naive stemme fortæller mig, at jeg ikke skal give op, når det kommer til det og dem, jeg elsker. For mig 16-årige jeg vidste nogle ting, jeg ikke tænker ligeså meget på nu. Mit 16-årige jeg så mulighederne i alting og ikke begrænsningerne. Mit ni-årige jeg havde nok i de lange sommeraftener, hvor vi hoppede på trampolin og spiste is og min største udfordring var at blive ligeså god til at sjippe, som de andre i klassen var.

img_0174

At blive voksen er ikke ensbetydende med, at jeg vil glemme de ideologier, mit 20-årige jeg troede på, eller at jeg vil glemme den musik, der engang gik direkte i min sjæl. Det betyder ikke, at jeg vil stoppe med at ønske mig rulleskøjter i julegave, stoppe med at se Pippi Langstrømpe og Flyvende Farmor eller stoppe med at foretrække kartoffelsalat med grillpølser frem for en fem retters menu på en gourmetrestaurant.
img_0190
De ting, der har betydet noget for mig, og har været en del af mig, vil altid være en del af mig. De minder, jeg har indeni mig, vil altid være der og ingen kan tage dem fra mig. Det, jeg lærte, vil jeg altid kunne bruge til noget, og hvem ved, om jeg en dag kan bruge det til at hjælpe andre. Det, jeg følte engang, var aldrig spildt, og intet af det, jeg har gjort, har været fejltagelser. Jeg har gjort alt det, der skulle til, for at jeg kunne nå dertil, hvor jeg er i dag, og det har jeg kun mig selv at takke for.

img_0101

Da jeg var ude at gå den anden dag, indså jeg, at det bliver ved sådan her. Jeg vil fortsætte med at blive en anden, og jeg vil fortsætte med at begå fejl og lære af dem. Jeg vil fortsætte med at tænke tilbage på de gode minder med et smil, og jeg vil fortsætte med at savne dem, der ikke længere er her på samme måde, som de før var.
Jeg vil gå ud i verden og forelske mig i nye sange, solnedgange, øjne og smil. Jeg vil opbygge et liv, jeg tror er det rigtige, og jeg vil miste det hele. Jeg vil sige farvel igen og igen, og jeg vil hver gang tro, at jeg ikke kan klare at gøre det en gang til. Jeg vil finde ud af, at fuglene bliver ved med at synge, og at alle ar heler, hvis jeg giver dem tid og luft og ikke kradser sårskorperne af, hver gang, de er ved at hele.
Jeg vil blive ved med tro på, at jeg vil have de samme venner for evigt, og jeg vil blive ved med at savne dem, der skulle i en anden retning, end jeg selv skulle.

dsc_0480.jpg

Det eneste, der er sikkert, er at alting har en slutning og at intet er sikkert. Det eneste, der er sikkert, er at livet er uforudsigeligt.

Og at blive voksen handler om at omfavne den uforudsigelighed. At gribe de muligheder, jeg får, uden tanke for, om det vil ende i sorg i sidste ende, for det vil det på den ene eller anden måde altid ende med alligevel. Uanset om jeg følger mit hjerte eller ikke tør at prøve, vil jeg aldrig kunne undgå at føle sorg igen, for det er hvad der sker, når man elsker noget, har en passion, og investerer sig selv i det.
Nogle dage vil jeg føle mig tom indeni, og andre dage vil jeg føle mig på toppen af verden. Nogle dage vil jeg synes, at jeg synger fantastisk, og andre dage, vil jeg have lyst til at gå i hi og gemme mig til årstiderne skifter igen. Jeg vil tænke “fra nu af, bliver alle dage gode, jeg vil aldrig blive trist og nostalgisk igen”, og jeg vil tænke “åh nej, nu skete det igen, hvornår lærer jeg at stoppe det”.

Jeg vil aldrig nå til en stabil grad af vedvarende lykke. Det vil ingen. Men jeg vil leve, og jeg vil lytte til mig selv og huske at tænde lyset i mørket. For når alt kommer til alt, så ligger nøglen til glæden indeni os selv, og det er kun en selv, der kan finde ud af, hvor den ligger. Måske finder du den, når du mindst forventer det, og måske vil du ligge den et nyt sted, og glemme hvor du gemte den.

image-0-02-05-3a86e8a03542d794cc854ebca914e65fed478b0fd212d2c5b358a629acc09d5e-v.jpg

Og det er ok. Det hele er ok. De dårlige dage vil blive til gode dage, og du vil opdage, at solnedgangene kan være meget smukkere i november, end du opdagede året tidligere.

Det er et godt liv og glædelig jul.

//A

De sidste sommerdage

Hej verden.

I min tidligere yndlingsbog (en af de mange), er der en person, der er dødeligt syg, og som slutningen nærmer sig, får han det kun værre og værre og alt er noget pis. Men en dag vågner han op, og har det mindre forfærdeligt end normalt uden at det giver mening. Ingen forstår det, og ved ikke hvad de skal tro, for det er jo dumt at få for høje forhåbninger til noget som helst i den situation. Han ved det ikke selv, men den dag ender med at blive “Den Sidste Gode Dag”, inden det for alvor begynder at gå ned ad bakke og aldrig op ad igen. Otte dage senere dør han af kræft.

Men han bruger den sidste gode dag på at være sammen med de mennesker han holder af og at gøre en af de ting, han gerne vil nå, inden det er slut. Hans stemme lyder normal igen, og hans øjne lyser af liv. For sidste gang, inden det så er slut.

(Jeg følte for at starte dette indlæg på en dramatisk måde).
Sådan er det også med sommeren. Det var helt ad helvede til i en lang periode (jeg synes egentlig, at det var en fantastisk sommer, men det var måske af andre grunde end vejret), og nu hvor vi alle ved, at det er slut og det i teorien er efterår, kommer der så en/flere gode dage, der virker som sommerdage, selvom de ikke er det. Vi tør ikke at forvente noget af bare frygt for at blive skuffede, men alligevel tager vi shorts på/undlader at have bukser på. Vi bruger pauserne i skolen/på arbejdet til at skynde os ud for at mærke solens stråler mod vores hud og visualisere, at vi sidder på en sydhavsø med en fancy drink og høje palmer omkring os, med udsigt til det azurblå hav, som solen reflekteres i, imens vi ikke har andre bekymringer, end om vi skal have pizza eller en meget stor bøf til aftensmad.
På dage som disse, når man lige at tænke, at alt er godt, og at det varer for evigt, for man kan slet ikke forestille sig, at solen om en måned begynder altid at gå ned klokken 17 eller før, og at der går over et halvt år, før man igen kan sidde udenfor om aftenen og spise. Vi ved alle godt, at sommeren er igang med at dø (for i år), og at denne dag med stor sandsynlighed har været den sidste “sommerdag” for nu, og vi kan mærke, at det hurtigere bliver koldt om aftenen, og at vi skal sige farvel, men selvom vi ved det, er det ikke ensbetydende med, at vi ikke vil være i sorg, når solen er dækket af skyer og det regner, hagler og sner så meget, at vi er sikre på, at den aldrig kommer tilbage igen.

(Et forsøg på dramatisk billedsprog).

Problemet med Den Sidste Gode Dag er, at vi aldrig kan være sikre på, hvornår den kommer/om den overhovedet kommer. Så hvad kan man lære af det?

Det ved jeg ikke. Måske, at det handler om at nyde det imens man kan, og ikke tænke for meget på, at bladene snart falder af træerne, og at vejene snart vil være dækket af et tykt lag sne/brunt sjask, der bliver liggende indtil marts og ser træls ud. Måske handler det bare om at nyde det imens man har det og gøre de ting, man ikke fik gjort i løbet af den “rigtige” sommer (som fx at sidde ude og få noget sol, jeg brugte primært sommeren på at sidde under halvtaget og betragte/lytte til slagregnen der blev ved og ved). Og måske handler det bare om at huske de øjeblikke, hvor man ønsker, at tiden vil gå i stå, og man ikke skal andet end bare at have det godt og gøre det man har lyst til. For det er de øjeblikke, og mindet derom, der får os igennem vinteren og de svære, mørke tider.

img_20160731_180508.jpg

Eller noget i den stil.

Jeg har nydt denne uges gode vejr. Det har givet mig mere energi at få sollys, og det har mindet mig om sommeren, som var lang og god og begivenhedsrig (og samtidig meget kedelig i perioder). En sommer, jeg husker for cykelturene til de små byer tæt på sommerhuset og for oplevelserne i lokalområdet sammen med min familie. En sommer, jeg husker for alt det, jeg fik malet, både billeder og fodlister, og den musik, som vi hørte dag ud og dag ind (primært The Beatles), fordi jeg insisterede på, at vi ikke skulle høre Radio Alfa (en forfærdelig kanal). En sommer, jeg husker for de sidste rigtige arbejdsdage og at føle mig gammel og på vej mod noget nyt. En sommer, der startede med, at jeg afsluttede en uddannelse, og sluttede med, at jeg startede på en ny uddannelse (for at gøre det rigtigt forvirrende). En sommer, der fik mig til at føle, at jeg er på vej i den rigtige retning.

2016 er et af de bedre år.

received_10209791707690683.jpeg

Hyg jer.
//A