Kategoriarkiv: digte

du må have et godt liv | et digt

du lærte mig
at være alene
og mange tak for det
men lad os nu
få det på det rene
jeg er nødt til
at forlade dig
mine ting skal bo et andet sted
sammen med en sød bassist
du kommer ikke til at være med
og jeg forstår hvis det gør dig trist
du kender ham godt
du har set ham en hel del gange
han er klog og sjov og flot
og de gode stunder har været mange
men jeg må vælge
og det er let for mig
det skal være os to
så kære lejlighed
farvel og tak til dig
du har været så tolerant
selvom jeg kunne have været bedre
til at gøre rent
jeg lover at vaske dine vægge og dit gulv
inden det er for sent
du har klaret det flot
og det er et vemodigt farvel
du ved vel godt
at du ikke skal tage det personligt
det handler ikke om dig
det må du huske på
problemet er mig
og derfor er jeg nødt til at gå
farvel lyder så hårdt
for vi har været så glade
måske var tiden kort
men tak for det vi havde
jeg drejer nøglen om
for jeg skal nye veje
du må have et godt liv
jeg håber ikke
at jeg har larmet for meget
sikke en tid
vi har haft med hinanden
farvel kære lejlighed
må du blive glad med en anden

jeg har fundet dem igen | et digt

jeg holder
på mine ord
og det er et nyt tiltag
jeg ved ikke
helt hvorfor
hvad er det mon
at jeg går og tror
har jeg helt glemt
hvad jeg lever
og ånder for
//
engang var det sådan
at ordene hang på træerne
og jeg kunne gå rundt
og samle dem ind
jeg ved ikke hvordan
at jeg fandt stederne
det var vel nok sundt
for en stund at være blind
//
jeg ser tilbage
på de ord
der engang var mine
jeg kan ikke bære
at jeg går og tror
at alt jeg laver
er nødt til at rime
//
der er mere at skrive om
når kærligheden er ulykkelig
det er altid tragedierne
der sælger bedst
ingen vil læse om
at jeg er lykkelig
og at jeg omsider
//
måske prøver jeg
lidt for meget
at skrive noget
der er dybt og eksistentielt
det kan være
at jeg blot er for glad
til at skrive noget
der er tilpas substantielt
//
men se nu her
jeg kan stadig lidt
måske jeg trænger
til en smule træning
men jeg rimer
og jeg havde jo ret
ordene på træerne hænger
for nu har jeg fundet dem igen

stille sind – del to

når dit indre er itu
og ingen hører dig kalde
du er meget lykkelig nu
det siger du til alle
når du ikke ved hvad du vil
og din kaktus tørrer ind
når du sidder i natten for dig selv
alene med et stille sind
når du ser hende i øjnene
og holder et liv i dine hænder
når du tænker på løgnene
der stadig lever i dine minder
når du prøver at løbe
og du bliver ved med at falde
når du et fundament prøver at støbe
imens du savner alt og alle
når tiden stopper med at gå
og bordet endnu ikke er rent
når dit hjerte omsider går i stå
er det alligevel for sent
 når du er dit eget ansvar
og du må være din egen bedste ven
så husk på hele den verden du har
og lær at trække vejret igen

stille sind | et digt

Hej verden.
Jeg har ikke udgivet nogle indlæg i næsten tre uger. Det er lang tid, men jeg har gang i en masse andre projekter for tiden, og jeg har haft svært ved at få ført mine idéer til digte og indlæg ud i livet. Jeg skriver bedst, når jeg er i det følsomme og melankolske hjørne, og det har jeg ikke været så meget på det seneste. Dels fordi jeg ikke har været ret meget alene, og dels fordi der foregår så meget for tiden, at jeg hele tiden har haft andet at lave end at sidde i det melankolske hjørne. Nu har jeg så været alene i lejligheden hele weekenden, og det har været rart at slappe af, men det har også gjort, at jeg nu er i en speciel sindsstemning, som jeg kun kommer i, når jeg har været i mit eget selskab i tilstrækkeligt  lang (måske lidt for lang) tid. Og derfor kom kreativiteten pludselig tilbage og ramte mig, så nu har jeg skrevet et digt, der følger herunder. Jeg føler, at det kræver en forklaring, hvorfor jeg skriver den type digt nu, men jeg lod bare min kreativitet få frit løb, og det er ikke til at sige, hvorfor det blev sådan her. Det er ikke skrevet til nogen bestemt person, og det handler heller ikke om mig selv. Og på den anden side kan man sige, at det er skrevet til alle, og at det derfor selvfølgelig også handler om mig selv.

Jeg har siddet og tænkt over, hvor mange forfærdeligt hårde ting mennesker går igennem hver eneste dag. Der er ingen, der går igennem et helt liv uden at møde nogle store kriser på vejen, og der er ingen, der bare er lykkelige hele tiden. Vi kæmper alle hver vores kamp, men nogle kæmper hårdere end andre og har ikke et ligeså stort skjold. Og når jeg tænker på, hvor meget bøvl mennesker går igennem hele tiden, så tænker jeg, at det egentlig er ret vildt og beundringværdigt, hvor meget vi kan holde til. Vi kan få knust vores hjerter og alligevel åbne os igen en dag. Vi kan være ensomme og ulykkelige og alligevel opbygge et meningsfuldt liv, hvis vi ændrer på nogle ting. Vi kan være i den dybeste sorg og et år senere grine så meget, at vi for en stund har glemt alt om, at der findes dårlige ting i verden.
Jeg kender mange beundringværdige mennesker, der har klaret sig igennem alt muligt bøvl, og jeg kender også mange, der stadig er i gang. Det er vi vel allesammen i en eller anden grad – der er altid lidt bøvl forbundet med det at være menneske. Og dette digt er skrevet til dem, der oplever ekstra meget bøvl. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe alle i verden, så de allesammen kunne have det godt. Men det har jeg erkendt, at jeg ikke kan. Jeg kan ikke hjælpe alle, for selvom jeg er kommende psykolog, så har jeg ikke mulighed for det. Jeg er blot et menneske, og jeg kan ikke hele tiden gå rundt og tænke på, at der er mange, der er ulykkelige, for det nytter ikke noget. Det gør dette digt muligvis heller ikke, men det er hvad jeg kan give. For at minde os alle om, at det er ok at føle sig fortabt, og for at minde os om, at vi skal huske at række ud og sige til, når vi har brug for hjælp. For der er så mange, der gerne vil hjælpe. Men hvis vi intet siger og sidder alene med vores stille sind, så kan de ikke hjælpe.
Vi må huske hinanden, og vi må alle prøve så godt vi kan at holde øje, når nogen ser ud til, at de godt kunne bruge en hånd at gribe fat i. Og så skal vi gribe fat i alle de hænder, vi har brug for, for at kunne komme op at stå igen. Mennesker har brug for mennesker.
//A

stille sind

du sidder der
alene med et stille sind
her ingen glæde er
mon verden er blevet blind
//
du fortjener
alle gode ting i verden
hvor ville jeg ønske
at jeg kunne styre din færden
//
jeg har lyst til
at pakke dig ind i vat
men du må klare dig selv
på denne mørke nat
//
du må undskylde
at jeg ikke kan redde dig
jeg beklager
at der ikke er nok af mig
//
dit indre er en snestorm
men hør nu her min ven
det hele skal nok
give mening igen
//
giv nu slip
på alt der tynger dig ned
du må videre
lad ikke stormen tage dig med
//
alle stjernerne
vil falde ned til dig
det kan blive så smukt
når du finder den rette vej
//
ræk nu ud
og lov mig at sige til
du behøver ikke
at klare alting selv

jeg går ingen steder uden dig | et digt

jeg kunne flyve afsted
og lade alt gå op i flammer
ingenting tager jeg med
hvem har brug for trygge rammer
jeg kunne gøre alt muligt
og ønske mig hvad som helst
for jeg er et frit menneske
det er næsten uoverskueligt
jeg kunne rejse til eksotiske lande
og helt selv bestemme min vej
men det sker altså ikke
jeg går ingen steder uden dig

mandag morgen | et digt

tænk at det er mig
der får lov at se dit morgenhår
jeg nænner ikke at vække dig
efter din lange dag i går
//
mandag morgen i en bus
vores intimsfærer er fortid
det regner og her er intet lys
åh kære vinter, du er så blid
//
dine øjne er alt jeg ser
og mit held er mig en gåde
jeg har alt lige her
når du ser på mig på den måde
//
jeg kan godt lide mig selv
men du er min bedste ven
jeg vil ikke sige farvel
men vi ses jo snart igen

det handler om mere end mig – et digt | Tilbage Til Naturen #15

i dag har jeg bagt boller
at bage er alt jeg vil
jeg falder ikke tilbage i gamle roller
for jeg er jo kun mig selv
//
jeg har siddet og observeret
og mærket hvor træt jeg er
jeg har følt mig lidt irriteret
for det var jo ikke meningen
at det skulle være sådan her
//
i morgen vil jeg vaske op
og fjerne sporene jeg har sat
jeg bor i en udmattet krop
mon ikke jeg sover godt i nat
//
jeg er mere end mine relationer
for jeg har det jo sjovt og godt
jeg finder på nye kreationer
og så er udsigten tilmed flot
//
jeg er mere end min hverdag
og jeg er mere end stedet jeg bor
lige her er det jo ingen sag
at huske hvad jeg tror
//
mon ikke det er et klogt træk
at lære at blive sin egen ven
jeg skulle bare lidt væk
men snart er jeg hos dig igen
//
jeg holder af at gå rundt alene
men det handler om mere end mig
jeg tror i det store hele
at jeg helst vil akkompagneres af dig
//
jeg havde brug for at tage afsted
men om et par dage vender jeg atter hjem
for selvom her er ro og fred
er det jo dig der skubber mig frem

Amanda Thylkjærs Nytårstale 2018 | et digt

et nyt år er i gang
og jeg vil gerne sige et par ord
jeg vil benytte anledningen
til at opfordre til
at vi alle finder ud af
om vi kan se os selv i øjnene
for hvis vi glemmer det
er vi allerede derude
hvor vi ikke kan bunde
vi må se på os selv
og sammenligne os med dem
vi var i går
ikke dem
nogle andre er i dag
vi må se på hinanden
og fjerne vores masker
ellers bliver det vanskeligt
nogensinde at finde ind
til det der er rigtigt
dronningen siger
at det hele handler om dem
der står os nær
jeg er ikke udpræget royalist
men den søde rare dronning
har altså en pointe
for vi kan ikke komme udenom
at mennesker har brug for mennesker
så det er nok meget godt
hvis vi husker hinanden
hov vent
jeg skal lige huske
at takke søens folk
godt nytår til jer
og godt nytår til alle andre
gud bevare
stillezonen i toget
gode højtalere
søde svigerforældre
kærligheden
og pasta med salt

jeg glæder mig til januar

jeg læser og læser
og bliver endnu mere træt
mit syn forsvinder dag for dag
af ord er jeg blevet mæt
//
jeg ser mig omkring
imens tiden fortsat går
jeg husker ingenting
af det jeg læste i går
//
mit studie er spændende
og jeg ved at jeg er heldig
men jeg ser meget frem til
at jeg snart kan holde fri
//
jeg glæder mig til januar
hvor jeg kan gøre hvad jeg vil
for her blandt alle bøgerne
kan jeg glemme at være til