Kategoriarkiv: det virkelige liv

En blandet landhandel – noget om bacheloropgaven, skam og influencere

Hej verden!

Det er fire måneder siden, at jeg sidst har udgivet et indlæg, der ikke var et digt. Det må være den nye rekord. I mellemtiden har jeg været i gang med at leve mit liv, og jeg har tænkt meget over, hvad jeg skal gøre med denne blog. Om jeg skulle gøre noget nyt med den, ændre dens udseende og alt sådan noget. Men det kommer nok ikke til at ske, for jeg kan godt lide den måde, den er på nu. Jeg nyder, at jeg kan lade være med at skrive et indlæg i fire måneder, og at jeg kan give mig selv plads til det. Jeg nyder, at jeg kan skrive om det, jeg har lyst til at skrive om. Og jeg nyder, at jeg har så tilpas få læsere, at jeg ikke engang behøver overveje, om jeg er nødt til at undskylde for, at jeg ikke har skrevet indlæg i lang tid. Det må være noget af det mest irriterende ved at være professionel blogger eller influencer, som man kalder det nu om dage – at føle at man SKAL lægge noget op flere gange om ugen, og at man nærmest står i gæld til sine følgere.
Jeg ved godt, at der er mange, der er rigtigt glade for at leve af at være bloggere/influencere, men jeg kan godt blive lidt bekymret for folks mentale helbred, når de føler sig nødsaget til rent faktisk at undskylde overfor deres følgere, hvis de ikke har været aktive på deres blog/Youtubekanal i en uge/måned/et eller andet. At undskylde er en stor ting, og det burde ikke være nødvendigt. Slet ikke overfor nogle folk, der gratis læser/ser med på ens indhold. De kan ikke rigtigt tillade sig at forvente noget. Og det tror jeg er virkeligt vigtigt at huske på som blogger/influencer. Selvom man er meget taknemlig for sine følgere, så skal det jo ikke blive sådan, at man oplever skyldfølelse, fordi man fx ikke lægger noget op så ofte, som følgerne ønsker det.

Det var egentlig slet ikke det, som dette indlæg skulle omhandle – men jeg ser bare mange eksempler på, at (unge) mennesker er ved at brænde helt ud, fordi de føler, at de SKAL levere noget bestemt til deres følgere. Og det er så trist, for det er virkeligt svært for kreativiteten at blomstre, hvis den lægges under sådan et pres. Hvis man skal tænke så meget på at behage sine følgere, og lave noget som de ønsker at se, så tror jeg virkelig det bliver hårdt i længden. Influencere (jeg har det meget stramt med det ord, men nu bruger jeg det alligevel) er også bare mennesker, og det skal vi huske. Både dem, der selv er bloggere/youtubere og alle os/dem der følger med. De er bare mennesker, og vi kan på ingen måde tillade os at forlange noget af dem. Man skal bare være taknemlig for, at nogen gider dele noget, de har skabt, med andre. Sådan tænker jeg i hvert fald – hvad tænker I?

(jeg så lige mit snit til at lægge billeder ind fra ferien til Rom, hvor jeg var med S i januar – selvom det INTET har at gøre med emnet.. havde bare ikke andre billeder, som jeg ikke allerede har brugt)

Nåh.. Alt det udsprang sådan set bare fra, at jeg vil erklære, at jeg holder af denne blog, og at jeg er glad for at kunne bruge den, når jeg har lyst – og ikke fordi jeg føler mig presset til det. For det ville ingen få noget ud af, og helt ærligt – langt de fleste indlæg herinde er primært relevante for mig selv. Jeg har skrevet dem til mig selv og bare håbet på, at der måske også var nogle andre, der kunne blive inspireret af at læse dem. Og sådan vil det nok blive ved – i hvert fald for en del af indlæggene. Men jeg er også fristet af tanken om, at skrive flere indlæg, hvor jeg formidler et emne, jeg ved noget om. Som fx mit indlæg om hjernens opbygning, som jeg skrev for to år siden. Eller indlægget om rationalitetens irrationalitet, som er over fire år gammelt, men et af mine mest læste indlæg. Det samme er det om hjernens opbygning. Og det er meget rart, at folk er interesserede i det, da det er nogle emner, jeg på det pågældende tidspunkt også selv var meget interesseret i. Så umiddelbart tænker jeg, at der fremover nok kommer flere af den type indlæg på bloggen (men det er også muligt at det ikke sker, og jeg undskylder ikke, hvis det går i vasken).

Jeg skal til at skrive bacheloropgave nu her, og jeg tror, at bloggens indhold vil komme til at bære præg af det. Jeg skal fordybe mig i et emne og lære så meget om det som muligt, og så skal der komme en god opgave ud af det i sidste ende. Og jeg tror, at jeg kan bruge denne blog til at få en mere meningsfuld skriveproces. Forstået på den måde, at jeg på bloggen kan øve mig i at formidle det, jeg finder ud af, på en forståelig måde. Som andre mennesker måske kan få noget ud af, hvis de har lyst til at læse om det. Jeg synes selv, at mit emne er enormt relevant, fordi det fylder noget for alle mennesker, og derfor kunne jeg godt tænke mig at dele ud af det, jeg finder ud af. For det giver ikke så meget mening bare at holde det for mig selv.

… Og nu sidder alle og tænker “SÅ SIG DOG HVAD DIT EMNE ER, HVAD HELVEDE ER DET HER FOR EN GANG DÅRLIG CLICKBAIT!!!??” så nu må jeg hellere afsløre det:

Mit emne er:

Skam (som i følelsen skam, IKKE serien SKAM).
Det er først for nylig, at jeg har fået øjnene op for, hvor meget skam fylder for det moderne menneske i dag – og hvor meget det har fyldt/fylder hos mig selv. Det er enormt interessant at lære mere om, og jeg synes det er meget meningsfuldt, da ALLE mennesker oplever skam (måske med undtagelse af hardcore psykopater). Men skam er en følelse, vi har lært at holde for os selv, og når vi gør det, kan det virkelig blive skadeligt. Skammen bilder os nemlig ind, at der er noget galt med os, og at vi for alt i verden skal undgå, at andre mennesker finder ud af det. Så derfor har vi lyst til at holde det for os selv og gøre alt for ikke at blive afsløret. Skammen kan ligge så dybt i os, at vi ikke engang selv er klar over, at vi bærer rundt på den, og den kan være virkeligt svær at komme af med – for skammen har ikke lyst til, at vi skal snakke om den og at vi skal opdage, hvad den gør ved os. Den er en satans karl, den skam. Men det er også en kæmpe fordel for mennesket, at vi kan føle skam – og det er det, jeg vil skrive om i min opgave. Og meget mere om det en anden dag, når jeg har fået mere viden : )

Afslutningsvis vil jeg gerne ønske alle en glædelig Valentinsdag. Jeg har en tradition på bloggen med hvert år at skrive et indlæg indeholdende en dybdegående kritik af Valentinsdag som koncept. Det har jeg i hvert fald gjort i to år nu. Men nu er jeg blevet så gammel og kedelig, at jeg bliver mere og mere ligeglad med konceptet. Jeg gider ikke rigtigt at hidse mig op. Og jeg havde i øvrigt helt glemt, at det var i dag, jeg troede først det var i morgen. Så glædelig valentinsdag til jer, der har husket dagen, men også til alle jer, der ikke har. Hurra for kærligheden og alt sådan noget.

Hyg jer.

//A

når sneen falder | et digt

jeg sætter livet på pause
og betragter sneen der falder
det er tid til at stoppe op
for jeg hører vinteren der kalder
//
tid til at beundre den nyfaldne sne
og bygge snemænd i andres have
tid til at sætte min egen spor
lave det jeg allerhelst vil lave
//
tid til varm kakao og hjemmesko
hygge i stearinlysenes skær
vi har det hele lige nu
lykken svæver rundt lige her
//
tid til serier og tidsfordriv
det er trods alt aften nu
tid til at takke for dette liv
må det vare længe endnu
//
tid til at se ham i øjnene
elske ham dybere end før
størst af alt er kærligheden
må jeg føle den til jeg dør
//
tid til ro og eftertanke
jeg vil se når sneen forsvinder
denne fred og kærlighed
skal leve videre i mine minder

jeg er en kaffemaskine | et digt

Hej verden.
Her er et spontant digt, som jeg blev inspireret til at skrive, da jeg for lidt siden sad og lavede en helt særlig lyd. “Jeg er en kaffemaskine”, sagde jeg til S, og da jeg sagde de ord, begyndte idéerne at vælte frem. Så her får I æren af at læse, hvad det er blevet til.
Bare til info vil jeg lige informere om, at jeg lever i bedste velgående, og at jeg godt ved, at jeg IKKE er en kaffemaskine. Der findes nok en personlighedsforstyrrelse, hvor man tror, at man er en kaffemaskine. Men den har jeg altså IKKE. Og desuden ved jeg jo ikke rigtigt, hvordan det føles at være en kaffemaskine. Men her er mit bud på, hvordan det er.
//A
jeg er en kaffemaskine
der har brug for en afkalkning
jeg kan bare håbe
at du snart får en åbenbaring
jeg larmer for meget
og du sender mig utålmodige blikke
jeg er ikke hurtig nok til dig
du vil bare din morgenkaffe drikke
du inviterer gæster hele tiden
og sender mig på overarbejde om natten
hvad er det her for nogle vilkår
jeg håber vi ses i retten
jeg bliver sjældent rengjort
mit job er utaknemmeligt
jeg er fyldt med lort
og du tror jeg lever for evigt
jeg er en kaffemaskine
og dit køkken bliver min død
jeg har kendt dig meget længe
men du var aldrig særligt sød
du elsker mig ikke
selvom jeg har meget at byde på
du ønsker dig en nyere model
for jeg er falmet udenpå
i morgen går jeg i graven
jeg vil brygge min sidste kop
du vil stille mig i skuret i haven
ikke forstå hvorfor jeg gav op
der er meget i verden
jeg aldrig nåede at se
det er sådan det er
at leve som kaffemaskine

At finde tilbage

Hej verden.

Som jeg sidder her, på mit mikroskopiske værelse i sommerhuset, hvor der er så lavt til loftet, at jeg kun med nød og næppe kan stå oprejst, mærker jeg roen og lettelsen indfinde sig. Det her, er et sted jeg kender, og det her, er en situation, jeg kender. Jeg husker de mange aftener/nætter, hvor jeg har siddet her og skrevet blogindlæg, fordi jeg har følt mig alt for inspireret til at kunne sove. Jeg husker de mange dage, hvor jeg har været alene herude, og jeg husker følelsen af frihed. Jeg husker, hvordan ordene bare kom til mig, og skrivningen var let som en leg. Der er et eller andet ved det her sted, der gør mig rolig. Jeg trækker vejret på en anden måde herude, og jeg bliver overrasket over det, hver gang jeg kommer tilbage til sommerhuset.

Efter jeg flyttede hjemmefra, og særligt efter at jeg er flyttet til Aalborg, er det blevet sjældnere og sjældnere, at jeg er herude. Dels fordi afstanden nu er længere, dels fordi jeg har/har haft meget andet at se til. Men mest af alt handler det om noget andet, som jeg først nu er begyndt at indrømme overfor mig selv.

Jeg har faktisk haft det lidt svært med at være herude i sommerhuset, når jeg så endelig er taget herud. Hurtigt er jeg begyndt at føle mig rastløs og lidt sur og ked af det. Selvom her er så uendeligt smukt. Al freden og roen har nærmest gjort mig irriteret, og jeg har somme tider følt mig mere fanget end fri.

Det har været ret underligt at opleve, og at jeg har haft de følelser har helt sikkert gjort, at jeg har holdt mig mere væk fra sommerhuset, end jeg egentlig behøvede. Jeg havde fx tre måneders sommerferie, hvor jeg sammenlagt ikke var herude mere end 4-5 dage i alt. Selvom jeg sagtens kunne have fundet tiden til det. Hvorfor?

Fordi det bare ikke er helt det samme mere. Fordi mit liv har ændret sig. Fordi jeg holder rigtig meget af lejligheden, og derfor har haft lyst til at tilbringe rigtigt meget af min tid der – også fordi jeg har skullet vænne mig til at bo der, og derfor også har haft et behov for at være rigtigt meget i lejligheden og i Aalborg i det hele taget, for at få min hjerne til at forstå, at det er der, mit hjem er nu. Jeg kan blive rigtig forvirret, når jeg fx har været herude i blot en dag eller to, og så kommer hjem til lejligheden igen. Det er som om, at kontrasten er lidt for stor – fra fredeligt naturliv til et liv i byen, hvor Netto ligger 100 meter væk og altid har åbent. Min hjerne har haft svært ved at rumme at skulle omstille sig mellem at være det ene og det andet sted. For jeg elsker begge steder, selvom kontrasten er så stor. På nogle måder er lejligheden blevet et sted, der føles som mit helt eget sommerhus. Jeg elsker at være der, og jeg føler mig tryg der – ligesom jeg gør herude. Jeg kan finde ro i at sidde og lytte til bilerne, der kører forbi på gaden og de snakkende mennesker, der går en tur i baggården. Der er noget frihed forbundet med, at alt er indenfor rækkevidde og at vi er lige midt i byen. Ligesom der er en frihed forbundet med det her sted, hvor alt er udenfor rækkevidde, bortset fra naturen, som jeg er omgivet af.

Jeg elsker begge steder. Begge steder føles som hjem – på nogle af de samme måder, men også på vidt forskellige måder. Begge steder kan noget forskelligt – og hvor er jeg heldig, at kunne have begge dele i mit liv. Jeg skal bare lige lære at acceptere, at det er helt ok, at to steder, der er så forskellige fra hinanden, begge er steder, hvor jeg kan være glad og tryg. Jeg tror på en måde, at jeg har fået bildt mig selv ind, at jeg skulle vælge – natur vs. storby. Men hvorfor skulle jeg det? Hvorfor skulle jeg ikke kunne være en person, der elsker begge dele – og som formår at balancere det?

Jeg skal bare lige lære, hvordan man gør. For det er noget andet nu. Mit liv har ændret sig, og jeg er ikke (helt) den samme, som jeg var for halvandet år siden, hvor jeg sad her og skrev om at værdsætte singlelivet og alt muligt halløj. Der er virkeligt sket meget for mig i den periode, vi har haft sommerhuset. Og derfor er det klart, at det ikke er helt det samme nu. Og det er ok.

Jeg kan mærke, at jeg ikke har den samme lyst til at være herude alene i mange dage af gangen, som jeg havde i starten af sidste år. I praksis har jeg i hvert fald ikke lige så meget lyst til det mere – for det er bare ikke det samme. Dengang, hvor jeg elskede at være alene herude, var en tid, hvor jeg virkelig havde brug for at gøre ting med mig selv, hvor ingen andre var involveret. Det var sindssygt sundt for mig, og jeg er så glad for de mange vinterdage, jeg har tilbragt med mig selv i dette kolde sommerhus. Men den tid er forbi, og jeg er et andet sted i mit liv nu. Jeg har været sammen med S i snart halvandet år, og vi bor sammen, og jeg synes det er det bedste i verden at bo sammen med ham. Der er så meget mening og glæde og tryghed i det, vi har sammen. Jeg nyder virkelig den tid, jeg har med ham, og jeg kan stadig blive helt fjollet, når vi ser hinanden i øjnene. Jo flere dage der går, jo mere indser jeg, hvor glad jeg er for ham (beklager hvis I har lyst til at kaste op nu, men jeg har rent faktisk en pointe med de sukkersøde ord) –

Det er jo KLART, at jeg ikke har lyst til at tage alene i sommerhus i to uger, når jeg har en sød S, der er hjemme i lejligheden, som er et sted jeg også elsker meget højt. Hvorfor skulle jeg have lyst til at tage afsted, når vi har det så godt og rart?
Ja, jeg har stadig brug for at gøre ting alene og at føle mig glad og fri i mit eget selskab – men det gør jeg også rigtigt meget af tiden. Jeg går ture rundt omkring i Ålleren og finder fine områder, der kan fungere som åndehuller i storbylivet. Som fx når jeg tager til Østre Anlæg for at se på ænder. Det kan jeg få mange timer til at gå med. Og selvom det ligger midt i byen, kan jeg få nogle af de samme følelser, som jeg får når jeg går rundt ved stranden herude ved sommerhuset. Og hvor er det rart at finde flere og flere steder, hvor jeg kan trække vejret lidt bedre.

Jeg elsker det her sted – men der er også nogle andre steder, som jeg er begyndt at elske rigtig højt. Og jeg tror, at der er plads til begge dele. Jeg skal simpelthen acceptere, at mit forhold til sommerhuset har ændret sig, men at det ikke behøver at betyde, at jeg kun skal tage herud meget sjældent. For selvom jeg elsker mit liv i Ålleren, så betyder det ikke, at jeg bare skal glemme alt om sommerhuset og tænke, at jeg ikke har brug for det her sted mere, fordi jeg er et andet sted i mit liv nu. Ja, nogle ting har ændret sig, og jeg lever ikke længere det egoistiske singleliv, men jeg elsker jo stadig det her sted. Det kan stadig bringe følelserne af ro, tryghed og glæde frem i mig, og jeg kan mærke, at jeg virkelig har savnet at være herude. Det minder mig om nogle ting, som jeg elsker at gøre, men som jeg har det med at glemme, at jeg elsker – som fx at sidde her og skrive indlæg, gå ture på stranden og lytte til fuglenes sang.

Det er ok. Ok at jeg har taget en pause fra sommerhuset. Ok at jeg er begyndt at holde meget af mit liv i byen – og mit liv sammen med S. Det er ok, at tingene har ændret sig, og at jeg ikke altid synes at det er ligeså fedt at være i sommerhuset, som jeg syntes engang.  Under alle omstændigheder er min kærlighed til det her sted helt enormt stor, og jeg har ikke længere lyst til at lade som om, at stedet her ikke længere er så vigtigt for mig. For det er det. Det har bare taget noget tid for mig at vænne mig til at bo det nye sted, og jeg tror faktisk først at det er nu, at jeg er ved at være klar til at være væk fra lejligheden i mere end et par dage ad gangen – for nu ved jeg, at det er mit hjem – jeg ved, at det er det sted, jeg vender tilbage til. Og den tanke gør mig så uendeligt tryg.

Jeg tror på, at jeg nok skal finde balancen. Balancen mellem et liv i byen og et liv med naturen som den tætteste nabo. Nogle gange vil jeg have mere brug for det ene end det andet, og andre gange vil en blanding af de to være det allerbedste. For der er et eller andet smukt i den kontrast, der er mellem de to måder at leve på. Og jeg vil så gerne kunne rumme begge dele.

Jeg håber, at det her indlæg giver mening for andre end mig selv – under alle omstændigheder var det en fornøjelse at skrive det. Det er altid en fornøjelse herude.

Foretrækker du/I et liv i byen eller et liv på landet?

Hyg jer.

//A

En snak om alkohol #3 | Sofie

Hej verden.

Her kommer det tredje indlæg i min serie om alkohol. Det er endnu et gæsteindlæg, som denne gang er skrevet af Sofie, der blogger på strikeaprose.dk. Hun fortæller åbent og ærligt om, hvad der ligger til grund for hendes valg om ikke at drikke, og der skal lyde et stort tak til Sofie herfra. Jeg håber, at I vil tage godt imod indlægget, og at I kan bruge det til noget. Det sætter i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.
//A

For et par måneder siden skrev Amanda til mig, og spurgte, om jeg ville skrive et indlæg om mit forhold til alkohol. Jeg havde for en rum tid siden smidt en kort bemærkning på min blog om, at jeg ikke drak, og hun ville høre, om jeg ville uddybe mine årsager for denne beslutning. Det sagde jeg ja til med det samme, da jeg synes, at det er et utroligt vigtigt emne, som desværre fortsat er tabuiseret. Så tak, Amanda, for talerøret og platformen.

Vi har en ekstrem drukkultur i Danmark, hvor sociale sammenhænge som regel hænger sammen med alkohol i større eller mindre grad. Mange føler sig ramt, når man bringer dette emne på banen – måske fordi afholdenhed af mange bliver anset som “hellighed”. Man er hellig, hvis man vælger alkohol fra – og det er måske her, janteloven spiller en rolle. “Tror du, at du er bedre end os? Finere end os? Hop ned fra din piedestal og vær menneskelig, som os andre. Her, tag en snaps.” Tak, men nej tak. Men hyg I jer fortsat!

I dette indlæg vil jeg fortælle jer lidt om, hvorfor jeg har valgt alkohol fra; en beslutning, som bunder i mange forskellige ting.

For det første, lider jeg af to neurologiske sygdomme: epilepsi og migræne. Jeg får medicin for begge dele, og selvom jeg aldrig direkte har fået at vide af lægerne, at jeg ikke må drikke, har jeg helt instinktivt lyst til at holde mig fra alt, der påvirker min hjerne.

Derudover lider jeg af en sygdom, som gør, at mine knogler er meget skrøbelige. Dette gør det vigtigt, at jeg altid er i fuld kontrol over min egen krop. Jeg er nødt til at være forsigtig hele tiden, da en lille dum bevægelse kan have store konsekvenser. Af samme grund føler jeg mig beklemt blandt rigtigt fulde mennesker, da deres fysiske kontroltab kan føre til, at de eksempelvis støder ind i mig – og det er altså alt, hvad der skal til. Disse nødvendige forbehold spiller unægteligt en rolle, men er blot en lille del af det større puslespil.

Jeg kommer fra én af de mange danske familier, hvor alkohol har været et problem, og hvor alkoholmisbrug har været kilde til en generel utryghed, som jeg naturligvis har taget med mig. Selvom mine søskende er vokset op i det samme miljø, har de ikke en restriktiv tilgang til dét, at drikke, og det behøver de heller ikke at have. De er alle gode til at styre deres forbrug, og det er jo sådan set alfa og omega. Vi er meget forskellige, og mine vilkår har gjort, at jeg altid har måttet angribe livet på en anden måde. Derfor er det nok naturligt, at jeg, i modsætning til dem, er gået en helt anden vej.

Der er også dét faktum, at jeg lider af angst, og jeg ville derfor være bange for, at alkohol ville påvirke mig på så ‘positiv’ en måde, fx i sociale situationer, at jeg ville blive afhængig af den “krykke”. Jeg har set det før, og det er virkelig noget, jeg mener, at alle skal være opmærksomme på – forskellen på forbrug og misbrug. Hvordan bruger du alkohol? Hvilken effekt har det på dig, og hvad er det præcist, du søger? Foretrækker du at være påvirket fremfor at være ædru? Har du svært ved at begrænse dig, når først du er begyndt at drikke, med fare for, at effekten foretager? Kan du bedre lide dig selv som person, når du har fået noget indenbords?

Jeg har måttet melde fra til familiearrangementer, som jeg af erfaring vidste ville ende ud i et større drukorgie. Jeg har aldrig sagt direkte, at det var årsagen, for det er der ikke stor forståelse for, men det gode ved at blive voksen er, at man selv kan vælge. I teorien behøver jeg ikke at udsætte mig selv for noget, som jeg synes er ubehageligt. Det er ærgerligt, at det først er dér, man bliver respekteret som individ, men sådan er det i nogle familier. Især ét årligt arrangement var pinefuldt som barn, da de voksnes alkoholindtag endte med diverse konfrontationer, som de ikke turde tage ellers. Nogle sad og græd i et hjørne; andre skændtes med deres partnere. Stemningen var rigtig dårlig og utryg, og allerede som barn var det tydeligt for mig, at ingen af disse mennesker hvilede i sig selv eller deres relationer, og at alt dette reelt skyldtes, at alle havde det skidt med at være i samme rum. Dette blev dog aldrig italesat, og alt blev kategoriseret som “fuldemandssnak”. Ingen kunne huske noget dagen efter – bortset fra os børn, som havde haft ondt i maven det meste af aftenen.

Jeg har meget få positive rollemodeller, når det kommer til druk. Begge mine forældre har brugt alkohol til at dulme deres problemer, og jeg har været ansvarlig for at holde skuden kørende, når de voksne forsvandt ind i deres eget tågede univers. Jeg har måttet skifte gennemblødte underbukser, og har – på trods af min skrøbelige krop – måttet hjælpe dem i seng. Det er noget, jeg aldrig nogensinde vil udsætte mine fremtidige børn for. Derfor er alkohol for mig lig med noget grænseoverskridende og ubehageligt.

Det er svært at tale om dette emne uden at lyde moraliserende. Jeg ser ikke ned på folk, der drikker, og jeg føler mig ikke som et bedre menneske. Jeg ved, at der er langt fra dét, som jeg har oplevet, til dét, som andre oplever. Mine erfaringer er på ydersiden af skalaen. Faktisk har jeg i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg som den eneste til et selskab ikke drak – også selvom jeg egentlig har ro i maven omkring min beslutning. Det er ikke sjovt, at skille sig ud. Jeg mangler det ikke, og jeg føler, at jeg kan leve et rigt socialt liv uden. Og hvis jeg ikke kan, er det noget, der skal arbejdes på – ikke noget, som skal drikkes væk. Når mine veninder og jeg mødes, drikker vi te, kaffe, spiser aftensmad, eller går i biografen. Vi taler i timevis, griner, og går altid fra hinanden med en følelse af, at vi er kommet tættere på hinanden. Selvfølgelig kan det også være tilfældet, hvis man går i byen og danser natten lang, men det er mere for at opstille et alternativ. Det kan altså også være hyggeligt og sjovt uden alkohol.

en banan i toget | et digt

jeg har lige fået en banan
af en medpassager i toget
selvom jeg udover at smile
slet ikke har gjort noget
//
hun siger at jeg kan spise den senere
så i tasken bliver den gemt
jeg gemmer den til værre tider
til en dag hvor jeg føler mig glemt
//
jeg siger et højlydt tak
helt uden at hviske
jeg sagde et ord i stillezonen
hvad sker der mon ved det
//
hun tilbyder mig lakridser
jeg tager en der hænger fast i en anden
jeg siger nogle flere ord
det er godt vi har hinanden
//
denne forunderlige verden
er fyldt med overraskelser
jeg vil også være hende
der har rigeligt med lakridser

angst | et digt

du føler dig helt alene
i en mørk og lydløs nat
det er mere end du kan klare
når angsten tager fat
//
du føler dig magtesløs
imens tankerne tager over
du vil ikke spørge om hjælp
for dem du elsker ligger og sover
//
du ser dig selv oppefra
det er som om du flyver væk
du har helt glemt hvad det var
der skulle være dit næste træk
//
du føler det hele på én gang
og gør det kun værre for dig selv
det er den samme uendelige sang
du har lært at spille klaver dertil
//
du tænker alt det forkerte
og går igennem diverse kriser
du tror at andre vil dig ondt
du ser så mange afgørende beviser
//
du havde ikke troet
at dette ville ske for dig
du frygter at det er noget
der til sidst vil absorbere dig
//
du har glemt hvem du er
men snart er du dig selv igen
du skal bare være lige her
og trække vejret min ven
//
en dag vil du lære
hvordan du trøster dig selv
snart kommer dagene
hvor du gør det du gerne vil
//
du skal ikke være bange
ikke frygte at den kommer igen
det bedste du kan gøre
er at lade angsten blive din ven
//
prøv at forstå den
og se hvad der ligger bag
for så kan det være
at den mister sit tag
//
du kan ringe til mig
når nætterne bliver lange
måske det er på tide
at lære nogle nye sange

En snak om alkohol #2 | Iris

Hej verden.

Her kommer andet indlæg i min serie om alkohol. Det er skrevet af min gode ven Iris, som er et af mine yndlingsmennesker. Jeg håber, at I finder hendes ord ligeså interessante, som jeg gør. 

  1. Hvordan er dit forhold til alkohol? Hvorfor drikker du (ikke) og hvordan har du det med det?

Jeg har et anstrengt forhold til alkohol og derfor drikker jeg ikke, da jeg er bekymret for hvordan jeg vil være over for andre hvis jeg er under indflydelse, for hvis jeg ikke siger det når jeg ikke er fuld så er der er god chance for at det ikke er noget der bør siges.

Der er en forskel på at drikke og være fuld, men da jeg i forvejen ikke er god til at styre mig selv, vil jeg være tilbøjelig til at ende som en alkoholiker, og det er der vel ingen der ønsker at blive?

Jeg har det det helt fint med ikke at drikke, selvom der en gang i mellem kan være en spændende drik man tænker man skal prøve, hvor man derefter bliver skuffet når man opdager at den har alkohol i den. Jeg kan dog godt finde på at smage folks drinks (med lov), og har endnu ikke fundet noget godt i det.

  1. Hvis du ikke drikker, hvordan har du det med at være sammen med folk, der drikker?

Jeg prøver at undgå det, da jeg ikke rigtig kender nogen som kan drikke uden at ende fuld. Det jeg oplever ofte sker når folk er fulde er at de går fra at være et ansvarligt voksent/ungt menneske til at blive meget store, små børn, som ofte ikke kan finde ud af hvad der er ok at gøre og udsætte andre for. Samt dem der gentager sig selv i alt evighed er vildt irriterende at være omkring. Til min nieces barnedåb endte en af gæsterne med at blive så fuld at hun fik voldsomme humør svingninger som betød at hun var over kærlig og derfor kyssede mig, slikkede min søsters bror ned af halsen fra øret samt mere, for derefter at bryde tudende sammen. Det var noget af en dag, det skal dog siges, jeg aldrig har oplevet hende gøre det samme igen.

Der er folk jeg kan være sammen med selvom alkohol er involveret, men det kommer virkelig an på hvad formålet med sammenkomsten er, hvis det handler om at drikke sig i hegnet, så vil jeg ikke være der. Men hvis det bare er en gruppe hyggelig afslappet mennesker gør det mig ikke noget.

  1. Er der noget du føler, at du ikke kan deltage i, fordi du ikke drikker? Får det dig til at undgå bestemte situationer, hvor alkohol er involveret?

De fleste folk ved godt at jeg ikke drikker og jeg har kun sagt nej til situationer hvor formålet er druk, eller vin og tapas. For det meste er de folk jeg omkring helt ok med at jeg ikke drikker og jeg har endda deltaget i to druk spil, hvor jeg har fået lov til at drikke vand eller sodavand i stedet, som ikke har været et problem for hyggen.

  1. Har du nogensinde følt dig presset til at drikke alkohol, og hvordan har du i så fald håndteret det? Eller følt, at du var udenfor, fordi du ikke drikker?

I 7 klasse hvor unge ofte begynder at gå i byen og drikke, var jeg ret deprimeret og havde derfor skubbet mig selv ud af min klasse. Dem jeg hang ud med var klassen under mig og var en lille gruppe af folk, der havde noget af den samme holdning som jeg selv med alkohol, så det var ikke noget jeg er blevet udfordret med. Det tætteste jeg er kommet på sådan en situation er nok velkomstdrikken til alle de der familiefester ,og den ene gang min mor prøvede at være fortaler for at alkohol ikke var så slemt da i små mængder gjorde det bare en mere afslappet. I fest situationer er det bare øv, og man må så bare vente på at maden kommer så man kan få noget at drikke. Min mors forsøg mislykkedes, da jeg ikke ser nogen grund til at begynde at drikke, jeg kan hygge mig på sukker.

  1. Selvom du ikke selv drikker alkohol, kan du så forstå dem, der gør? Og hvorfor tror du, at de gør det?

Jeg kan godt forstå det, som min mor siger er det et redskab til at gøre situationen mere behagelig, så man kan nyde den, især når man måske er lidt ængstelig. Der er også noget af det som sikkert smager godt og de derfor indtager det af den grund. Men i bund og grund er det vel på grund af den afslappende følelse som umiddelbart opstår, som jeg tror folk jagter.

  1. Har du et godt råd til mig og andre, som har et anstrengt forhold til alkohol? Hvad kan jeg gøre for at kunne være mere afslappet, når folk omkring mig drikker?

Jeg tror det i bund og grund handler om hvem det er, Jeg kan ikke slappe ordentlig af når jeg er sammen med mine forældre når de drikker, har drukket, da jeg ikke ved hvor jeg har dem og det gør mig ufattelig usikker. Jeg kan godt være sammen med min ven Julie da hun er en kærlig person og jeg holder nok af hende til at accepterer hende sådan samt jeg derefter kan små drille hende med de dumme ting hun gjorde som hun ikke altid kan huske XD.

Som sådan har jeg ikke nogen gode råd, men jeg vil nok mene at man skal gøre det man har det bedst med det, så hvis det er at sige; ”jeg kan rigtig godt lide at være sammen med dig, men alkohol siger mig intet, så vi ses en anden dag” så må det være det. Det betyder ikke at man ikke kan ændre mening, men det betyder heller ikke at man behøver at ændre mening.

Jeg finder alkohol unødvendigt og det har ikke ændret sig 🙂

En snak om alkohol #1

Hej verden.

Hvis man kender mig, ved man, at jeg ikke drikker alkohol – som i slet ikke. Dels fordi, jeg er alkoholintolerant og får udslæt og influenzalignende symptomer i dagevis, hvis jeg drikker blot en halv genstand. Men mest af alt skyldes det, at jeg på ingen måder har lyst til at drikke alkohol. Tanken om på den måde at miste kontrollen over mig selv og nærmest blive en anden person, gør mig enormt utryg. Og derfor gør jeg det ikke – et valg, som jeg oftest oplever bliver accepteret af de mennesker, jeg omgiver mig med. Jeg har det rigtig fint med ikke at drikke alkohol, og ærlig talt kan jeg ofte glemme, at jeg er en del af en minoritet – hvilket helt sikkert hænger sammen med, at jeg prøver at undgå situationer, hvor folk omkring mig drikker sig virkeligt fulde.

Derfor sker det sjældent, at jeg sidder i et selskab og føler mig udenfor, fordi jeg ikke drikker alkohol. Men det hænder ind imellem, og når det gør, er det ikke rart. Vi mennesker er jo trods alt sociale dyr, og derfor kan det være hårdt, hvis man er alene med valget om ikke at drikke, imens alle andre gør det. Ja, man kan sagtens have det sjovt uden alkohol, og man kan også være den, der danser allermest, selvom man ikke har fået andet end Pepsi Max hele aftenen. Men om jeg vil det eller ej, så må jeg indrømme, at det ofte er rigtig svært for mig at være sammen med fulde mennesker. Til tider kan det være underholdende nok, lige indtil de kommer over det punkt, hvor de bare er fjollede og i godt humør. Det er ikke fedt, når folk omkring en bliver uforståelige, ubehagelige og alt for impulsive, eller når de vælter rundt og prøver at skubbe en i Randers Fjord (jeg nævner ingen navne her).

Jeg har det rigtig svært med, når folk omkring mig drikker alkohol – også når det er mine nærmeste. Det gør mig enormt utryg, og det er faktisk kun blevet værre med tiden. I løbet af dette år har jeg i hvert fald fundet ud af, at mit forhold til alkohol er meget mere anstrengt, end jeg før var bevidst om. Efter mange timers selvransagelse har jeg fundet frem til flere ting, som kan være grunden til, at det er blevet sådan. Jeg vil gerne uddybe det i et andet indlæg, men primært handler det om en angst for ikke at kunne genkende andre mennesker, særligt dem, jeg kender allerbedst. Angsten for at de bliver nogle andre, at de viser nogle sider af sig selv, som jeg ikke før har set og måske ikke ønsker at se. Jeg opfatter alkohollen som en form for trussel, fordi jeg jo ved, hvad den kan gøre ved mennesker. Det er et kontroltab, for jeg ved ikke, hvad jeg kan forvente af folk, når de drikker.

Mange siger/vil sige, at det her nok handler om, at jeg aldrig selv har prøvet at være fuld, og at jeg derfor ikke forstår, hvordan det føles. At jeg ikke kan sætte mig ind i, hvor sjovt det kan være at drikke. Det er der helt sikkert noget om, for jeg har virkeligt svært ved at sætte mig ind i det. Jeg ville ønske, at jeg kunne forstå det. Jeg øver mig i at snakke med folk om, hvordan deres forhold er til alkohol, men det er faktisk ret grænseoverskridende at gøre. At spørge “hvorfor drikker du alkohol?” føles bare lidt underligt, selvom det sådan set er det samme, som når folk spørger mig om, hvorfor jeg ikke drikker. Men jeg øver mig i det, for jeg ved, at det vil hjælpe, hvis jeg får en mere nuanceret forståelse for, hvorfor mennesker drikker alkohol. Og hvis jeg ønsker, at andre skal forstå hvorfor jeg ikke drikker, så må jeg også prøve at forstå dem, der gør.

I det hele taget tror jeg bare, at snakken om alkohol skal tages op, for jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har et anstrengt forhold til alkohol på den ene eller anden måde. Jeg ved, at alkohol er en del af de fleste menneskers hverdag (i hvert fald i denne rige del af verden), og derfor vil jeg fokusere på emnet her på bloggen i den kommende tid. Der kommer nogle forskellige gæsteindlæg fra nogen, der drikker, og nogen der ikke gør. Jeg vil undersøge nærmere, hvad jeg kan gøre, for at få et mindre anstrengt forhold til alkohol, og jeg vil måske prøve at udfordre mig selv lidt. Alt sammen for at vi alle kan lære af hinanden og måske forstå hinanden lidt bedre end før – så vi alle kan leve i fredelig sameksistens uanset om vi drikker alkohol eller ej.

Jeg håber, at I vil tage godt imod denne serie af indlæg. Jeg er så bange for at fremstå fordømmende, og derfor har jeg brugt hele sommeren på at tage mig sammen til at skrive dette indlæg. Jeg ønsker jo ikke at nogen skal føle, at jeg dømmer dem for at drikke alkohol, når jeg fx skriver, at jeg grundlæggende ikke bryder mig om at være sammen med fulde mennesker. Jeg har ikke lyst til at dømme nogen, jeg vil langt hellere have at vi forstår hinanden og hinandens valg – eller i det mindste bare prøver på det. Derfor er det vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke skriver det jeg gør, fordi jeg er fordømmende. Jeg kan undre mig, og jeg kan stille spørgsmålstegn ved, hvorfor folk vælger at drikke – men det er jo kun fordi, at jeg ønsker at forstå. Det er alt jeg vil.

Hyg jer.

//A

 

et liv i dine hænder

Hej verden. Her er et digt, som jeg gerne vil dedikere til to afdøde, hvoraf den ene er en hund, der hed Pelle og den anden er forfatteren Benny Andersen. Tak til dem begge for at dele ud af hhv. deres tid, kærlighed og ord.
//A
du går rundt her og glemmer helt
at du lader noget gå til spilde
der er så meget du ikke har delt
når regnen falder er du stille
omfavn det ukendte og frygt det ej
giv slip på angsten du bærer
lad dig svæve hen ad din helt egen vej
tillad dig selv blot at være
forelsk dig i hendes rytme og melodi
selvom den er ude af takt
giv dig hen til et liv i evig harmoni
og stol på ordene i har sagt

lev med dig selv og din utilstrækkelighed
erkend at du har dårlige sider
der er ingen udløbsdato på kærlighed
affind dig med de svundne tider
træk vejret og lev med uvisheden
forstå at intet er sikkert
lad det ikke ødelægge tosomheden
at fremtiden ej kan ses i en kikkert
kys hendes læber og flet hendes hår
selvom du ikke er den første
for livet er nu og timerne går
hendes hånd i din er det størsteerkend at i begge har elsket før
vid at kærligheden er uendelig
du må åbne dit hjerte mere end du tør
først da er du omsider sat fri

find ud af hvad du allerhelst vil
imens hun i mørket dig blænder
sæt pris på alt i er blevet til
du holder et liv i dine hænder