Kategoriarkiv: debat

velkommen til mit ansigt | et digt om en bums og vrede over en bumsecreme og markedsføringen af denne

Hej verden.

Igår da jeg var i gang med at spilde min tid på internettet, fandt jeg frem til et produkt, der gør mig rasende. Der er nærmere bestemt tale om en bumsecreme.

Denne creme, nærmere bestemt dens navn og beskrivelsen af cremen, gør mig rasende (og trist på menneskehedens vegne). Det er en bumsecreme ved navn “Too Young To Be Ugly”, og beskrivelsen af den lyder således:

Unge mennesker vil ikke finde sig i at få deres ungdom ødelagt pga. uren hud. Too Young to be ugly er en banebrydende nyhed (…)”

ARHH! Hvad er det jeg læser?! Hvad foregår der? Står det så skidt til for verden, at bumsecreme skal markedsføres på en sådan vis, hvor bagtanken tydeligvis er at give (unge) mennesker en følelse af, at de ikke er gode nok? At de er grimme, og at de får deres ungdom ødelagt, hvis de har bumser? Og at den eneste redning er at købe den pågældende creme (til en urimeligt høj pris)?

Det gør mig trist at tænke på, at der er nogle unge mennesker, der sikkert har købt denne creme, fordi de i forvejen har haft det skidt med deres hud, og så har fundet dette produkt, og blot er blevet bekræftet i, at de åbenbart har en grund til at hade sig selv. For så at blive fortalt, at det er cremen, der er deres redning. Cremen, der fortæller dem, at de er grimme og at de ikke kan leve deres liv, er deres redning.

Det er jo en stor gang pis.

Ligesom at du ikke skal blive kærester med folk, der forsøger at nedbryde din selvtillid for derefter at gøre alt for at du skal blive afhængig af dem og føle, at du ikke kan eksistere uden dem, så skal du heller ikke indgå i et forhold med en bumsecreme fra et firma, der ønsker at tjene penge på din nedbrudte selvtillid. For de sælger ikke cremen for at hjælpe dig og give dig et bedre liv – de sælger den for at få din selvfølelse til at afhænge af en creme, så de er sikret en indtjening i lang tid. De tænker, at hvis de taler til dig, så du får det dårligt med at være dig selv og at have en bums (eller ti), så vil du begynde at tro, at cremen er nødvendig for at du kan blive “okay” igen. Og derfor er du nødt til at købe den og at blive ved med at købe den, også selvom den højst sandsynligt ikke virker.
Jeg synes, at det er et trist produkt, og jeg synes, at det er nogle triste tanker, der ligger bag. Jeg er skuffet over dem, der har siddet og tænkt, at det er en fantastisk idé at forsøge at nedbryde folks selvtillid for at få dem til at købe et produkt. Jeg tænker, at det siger lidt om, at de måske har svært ved at sælge produktet i sig selv, at de føler sig nødsaget til at bruge den slags salgsmetoder. For man kan nærmest ikke synke dybere, hvis man forsøger at tjene penge på andres dårlige selvværd, og man bevidst forsøger at nedbryde deres selvværd – og så give falske løfter om, at de vil få det meget bedre, hvis de køber produktet. Jeg synes faktisk, at det er direkte usmageligt, og jeg håber, at firmaet vil sætte sig ned og tænke sig om en ekstra gang, efter de har læst den mail, jeg har tænkt mig at sende til dem (med et link til dette indlæg og det digt, der følger længere nede i indlægget). Man kan da håbe, at de i det mindste er villige til at reflektere lidt over deres markedsføring og salgsstrategier, for ellers er det udtryk for at vi virkeligt har problemer i denne verden.

Det, jeg ønsker at udtrykke med dette indlæg og det nedenstående digt, er at jeg ønsker en verden, hvor vi ikke lader folk nedbryde vores selvtillid og tjene penge på det. Jeg ønsker en verden, hvor der ikke findes cremer, der fortæller os, at vi ikke er gode nok, som vi er. Jeg ønsker en verden, hvor der ikke er nogen, der forsøger at tjene penge på at nedbryde folks selvtillid og selvværd.

Men eftersom det tydeligvis ikke er sådan en verden, vi lever i, må vi selv gøre noget for at tage magten tilbage over vores liv. Vi er nødt til at lade os selv eksistere og lade os selv være som vi er, for vi har ikke tid til at gå rundt og hade os selv pga. en bums eller fordi vi vejer lidt for meget, har skæve tænder eller you name it. Vi har ikke tid til at lade vores glæde afhænge af, hvordan vores kroppe ser ud på den pågældende dag. For imens vi har travlt med at være usikre på os selv og bruge alle vores penge på dyre agurkebumsecremer og slankemidler og tandblegninger, så går livet – det passerer, og årene går, og pludselig sidder vi tilbage og fortryder, at vi aldrig levede livet. Det, der forhindrer os i at leve, er at vi spilder tiden på at bekymre os om alt det, der ikke betyder noget. Det er jo ikke selve bumsen, der gør os ude af stand til at være lykkelige og se på solnedgangen og være taknemlige for, at vi lever og sidder lige her og har alt det, der betyder noget.

FUCK hvor er der meget i denne verden, der er vigtigere end tilstedeværelsen af en bums (eller femten). Der er så meget, der er så smukt og godt, og som vi glemmer at værdsætte, hvis vi i stedet har travlt med at hade os selv og ønske, at vi var anderledes. Der er så meget, vi går glip af, imens vi er i gang med at hade os selv – for livet er NU. Og du bliver aldrig glad, hvis du går rundt og tror på, at det er en bumsecreme, der skal gøre dig i stand til at leve dit liv fuldt ud. Du bliver ikke glad, hvis du tænker, at du først kan blive lykkelig, når dit ansigt ser perfekt ud eller når din krop er slank og veltrænet. Hvis du hader dig selv og din krop som den er, så bliver du ikke lykkelig. Heller ikke hvis bumsecremen med agurkeekstrakt rent faktisk virker. Hvis du har købt den, fordi du tror på, at du ikke er god nok og ikke er i stand til at leve dit liv fuldt ud, hvis du har en bums eller ti i dit ansigt, så bliver du ikke lykkelig, for så finder du blot noget nyt at hade dig selv for. Vi mennesker kan være så sindssygt ondskabsfulde overfor os selv (og hinanden), og jeg synes, at det er på tide, at vi alle stopper op og tænker over, hvad vi egentligt gør ved os selv, og om det måske er produkterne, og markedsføringen af produkterne, herunder den førnævnte bumsecreme, der er noget galt med, i stedet for at tro, at det er OS den er gal med.

Det er på tide, at vi stopper op, ser os omkring og spørger os selv, hvorfor vi tillader, at firmaer tjener penge på at nedbryde folks – unge menneskers – selvtillid, så de føler sig tvunget til at bruge virkeligt mange penge på en creme, de sagtens kan undvære.
For bare fordi, at du får en bums, behøver du ikke at gå ind i en paniktilstand og forsøge med alle midler at få den til at forsvinde. Du behøver ikke at hade dig selv, gå i hi eller undgå at se folk i øjnene. Du behøver ikke at købe den dyre bumsecreme – heller ikke selvom den fortæller dig, at du er grim og går glip af din ungdom pga. din bums. Du kan bruge din tid på så mange bedre ting, og du kan bruge dine penge på alt muligt godt. En creme med navnet “Too young to be ugly” kommer sgu aldrig til at gøre dig lykkelig, nok nærmere det modsatte, så du vil købe flere og flere produkter i et forsøg på at “få dit liv tilbage”. Men ved du hvad? Du har hele tiden haft dit liv. Det her er dit liv. Det afhænger ikke af en creme. Du får først dit liv tilbage, når du indser, at bumsen intet betyder. For du kan jo alt det, du gerne vil. Du skal bare gøre det, og lade være med at tro, at det er bumsen, der stopper dig. For du er jo så meget mere end den bums, og det er ikke den, der gør dig ulykkelig eller forhindrer dig i at leve. Du er jo dig uanset hvad. Tænk på alt det, du kan. Alt det, din krop gør dig i stand til at gøre. Du er et menneske. Du lever. Og det er sgu smukt. Du behøver ikke at lade en bumsecreme fortælle dig, at du aldrig bliver god nok, hvis du ikke køber den. Du behøver ikke at tro på, at du er nødt til at bekæmpe dig selv for at blive god nok. Du behøver ikke tro på, at du skal hade alt det ved dig selv, der ikke er perfekt. For bumsen er en del af dig. Og hvordan fanden skal du nogensinde blive glad, hvis du forsøger at hade en del af dig selv væk?

Jeg har i de seneste par dage arbejdet på et digt, som jeg har valgt at dedikere til en helt særlig bums, der bliver ved og ved med at eksistere. Men jeg vil også gerne dedikere dette digt til det firma, der står bag den ovennævnte agurkebumsecreme, for jeg tror, at de kunne have godt af at læse det. Måske kunne de blive inspirerede til at få en mere venlig og anerkendende tilgang i markedsføringen og navngivningen af deres produkter. Man kan håbe.

velkommen til mit ansigt

hej

velkommen til mit ansigt

du må godt være her

du kan vokse alt det du vil

jeg ser dig

jeg anerkender dig

og du har ret til at eksistere

men vi ved begge to

at du skal videre en dag

og det bliver godt for os begge

men indtil da

vil jeg behandle dig godt

for du er mig

og jeg er dig

og selvom du forsvinder

så vil jeg ikke hade dig

indtil du går din vej

for du har ret til at være her

og jeg er så meget mere

end en afbildning af dig

jeg vil ikke dække dig til

for i dag skal vi mærke solen

og jeg kan jo alt det jeg vil

uanset om du er med eller ej

du er en rød hævelse på mit ansigt

og selvom du ikke ligefrem er pæn

så skal du være så velkommen

til at blive natten over

jeg giver en kop kaffe i morgen tidlig

hvis du ikke er taget afsted

og hvis du bliver større

så gør det ikke så meget

for der er så mange solnedgange

jeg skal nå at se

så mange øjne

jeg skal smile til

der er så meget i verden

som jeg gerne vil

du skal vide

at jeg intet har imod

at du har fundet hjem i mig

for jeg er så meget mere

end defineret af dig

//A

Alt det, ingen af os ejer | Om SKAM og stor kunst

Hej verden.

Jeg har netop læst denne artikel i Information, og nu er jeg nødt til at lave blogindlæg nr. 2 om SKAM, da jeg har nogle tilføjelser til det første indlæg, jeg skrev for tre måneder siden.

Artiklen belyser 18-årige Milles tanker omkring  tv-serien SKAM, der for to uger siden havde premiere på sin fjerde og sidste sæson. Mille mener (ligesom jeg), at SKAM kan noget særligt, fordi det er en ungdomsserie, der ikke taler ned til de unge – det føles ikke som om, at den er lavet af nogle voksne, der vil sprede et bestemt budskab til ungdommen. Det er en serie og har skrevet serien uden at have en bestemt agenda.

Mille udrykker, at hun og andre unge, ønsker at kunne have serien for sig selv, og at det derfor er irriterende, at mange voksne mennesker også ser SKAM, og at der skrives så mange artikler om serien i de store aviser.
Jeg forstår godt hendes frustration – det er den samme følelse af afmagt, jeg selv oplever, når alt jeg vil, er at gå en rolig tur på stranden med mig selv og min hund, men er tvunget til at erkende, at der er 50 andre mennesker (og hunde), der har fået den samme idé. Det gør mig frustreret, for jeg føler, at stranden er mit sted. Havet er det sted, hvor jeg finder mig selv. Og alle andre, der også er ved stranden, bliver til irritationsmomenter – for de minder mig om, at jeg ikke ejer stranden, selvom jeg føler, at den er en del af min sjæl.

Vi har vel alle et egocentrisk ønske om, at de ting, der frembringer de største følelser i os, skal være vores ting – så de ikke kan tages fra os. Så vi ikke bare er en del af mængden, der alle elsker det samme.

Billedresultat for skam

Og det er ok. Det er helt fint at elske noget og føle, at det betyder noget helt specielt for en, og at andre aldrig helt vil kunne forstå, hvordan man føler. Det er ok at ønske, at man kunne have stranden for sig selv. Og det er ok at ønske sig at kunne beholde SKAM for sig selv, så ens egen subjektive oplevelse ikke bliver farvet af, hvad andre mennesker og forskellige artikler siger om serien.
Men selvom det er ok at have det ønske og den følelse, når det kommer til SKAM (eller andre ting), så synes jeg personligt, at det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen, der “ejer” retten til at se og elske SKAM. Måske er seriens målgruppe 16-årige piger, men det er nu og engang sådan med stor kunst, at det kan frembringe følelser i os alle. Uanset om vi tilhører den oprindelige målgruppe eller ej, så kan vi komme til at føle noget, der får os til at opleve et tilhørsforhold til SKAM. Det spiller ingen rolle, om man er 16, 21 eller 50 – ens egen oplevelse af det kunstværk, jeg mener SKAM er, har man ret til at have, uanset hvilken alder man har. For det smukke ved stor kunst er, at det kan fortolkes på tonsvis af forskellige måder, alt afhængig af hvem man er, hvad man har oplevet og hvor man er i sit liv.  Den kunst, der er den smukkeste, er den mange mennesker kan finde sig selv i – på vidt forskellige måder. Og derfor er SKAM indbegrebet af stor kunst. Det er en serie, du kan se som 16-årig og få enormt meget ud af, og du kan se den (igen) som 21-årig og højst sandsynligt se nogle ting, du ikke så, da du så den første gang. For stor kunst har flere lag, og du kan ikke se igennem alle lagene med det samme – det ved du bare ikke på det tidspunkt. Så når du ser SKAM (igen) som 50-årig, vil du (måske) se nogle andre lag i serien, som du ikke så tidligere, eller som du ikke ville have opdaget som 16-årig. Der er nogle lag, du vil lægge mere mærke til end andre, og der er nogle lag, du ville have være meget optaget af som 16-årig, som du ser anderledes på som 50-årig. I stedet for at komme til at tænke på ham den nydelige, lyshårede fyr fra skolen, som du havde øjenkontakt med den anden dag, kommer du til at tænke på dengang for mange år siden, hvor du endte med at finde ud af, at ham den lyshårede fyr nok ikke var dit livs kærlighed. Men du vil blive mindet om, hvordan dit 16-årige jeg havde det dengang, og det vil gøre dig lidt glad indeni at blive mindet om følelser, du har følt for så længe siden, men som på en eller anden måde er de mest naturlige at finde frem igen, selvom du ikke længere er 16 og ingen idé har om, hvor den nydelige lyshårede fyr, du ikke har set i 30 år, er i dag.

Vi mennesker bliver ældre hele tiden, og vi ændrer os hele tiden og lærer nye ting – men dem vi er i dag, er nu og engang ikke andet end produkter af dem, vi tidligere har været. Vi har de yngre versioner af os selv inde i os, og vi bærer rundt på dem resten af livet. Og derfor tror jeg, at SKAM har så stor succes hos mange forskellige aldersgrupper – fordi den taler til alle vores indre yngre versioner af os selv. Den aktiverer vores indre 16-årige jeg, vores 18-årige jeg og vores nuværende (i mit tilfælde) 21-årige jeg. Vi ser serien sammen med alle vores yngre jeg’er, og vi får en god følelse indeni. For der er plads til alle de tidligere jeg’er, og alle deres forskellige betragtninger.

Det smukke ved stor kunst, som SKAM er et eksempel på, er at det frembringer følelser i os, som respons på den subjektive oplevelse vi har med kunsten. Og vi kan føle så uendelig mange forskellige ting ved at se på helt den samme scene – for vi har ikke de samme erfaringer i baggagen, og vi kommer til at tænke på helt forskellige personer og situationer, når vi fx ser scenen, hvor Noora kysser William for første gang. Nogle tænker måske på en/flere de godt gad at kysse, hvor andre tænker på nogen, de glæder sig til at kysse igen, og nogle tredje tænker på en/flere de kyssede engang. Og alle vil smile (de fleste vil i hvert fald, om end indvendigt) når de ser scenen – men af forskellige grunde. For kunst er en subjektiv oplevelse, og det er det, der gør det smukt.

Med andre ord, så er der ikke nogen grund til overhovedet at diskutere, om de unge bør have SKAM for sig selv. For ingen kan tage patent på følelser. Ingen kan sige, at de har mere ret til at opleve et kunstværk end andre har. Ingen kan sige, at deres oplevelse er den rigtige, og at andre, der er ældre (eller yngre) ikke har en ligeså god forståelse for kunstværket, som en selv og ens egen generation har.

De unge ejer ikke retten til at se og elske SKAM. Jeg ejer heller ikke den ret. Og det er en god ting. For alt det interessante opstår, når vi er i stand til at se på det samme, og det får vidt forskellige associationer og følelser til at opstå hos os. Men det interessante sker også, når vi mennesker, med alle vores forskelligheder, ser en serie som SKAM og pludselig oplever fuldstændigt det samme. At vi pludseligt alle sammen oplever det som det vigtigste i verden, at Isak og Even ender op med at finde rigtigt sammen og hjælpe hinanden på rette vej.

Der er noget smukt over, at en serie, der er skrevet til 16-årige piger, kan blive så populær i forskellige aldersgrupper, og at den kan fremkalde de samme ting i os alle, og samtidig blive opfattet og fortolket på vidt forskellige måder. Der er noget virkeligt smukt over, at vi, unge som voksne, kan samles om en serie, der er lavet til norske teenagere, og at vi kan få så meget ud af den, som vi gør. Her går vi rundt og tror, at vi er så forskellige, men vi er måske mere ens, end vi tror. Og det er der ikke noget galt i. Billedresultat for skam

SKAM kan ikke tages fra de unge, for de vil altid have deres egen subjektive oplevelse af serien. Og SKAM kan heller ikke tages fra de voksne, for de har også deres egen oplevelse af den. At nogle voksne kan lide SKAM, gør ikke serien “voksnificeret” – for SKAM er den samme serie, uanset hvem der ser den. At andre end en selv elsker serien, uanset hvilke grunde de har til det, kan aldrig forringe ens egen oplevelse – for det er ens egen oplevelse. Og stor kunst har vi mennesker ret til at have vores egen oplevelse af – og vi har ret til at gemme de oplevelser dybt indeni os, eller at fortælle alle andre om vores oplevelser. Vi har ret til at skrive artikler om SKAM, uanset hvilken alder vi har.

Vi har alle ret til at gå ture på stranden og have vores egen oplevelse af det.

Vi har alle ret til at finde os selv. Og vi skal ikke sige til hinanden, at det kun er særligt inviterede personer, der har ret til at finde sig selv i bestemte ting. Om det så er SKAM, havet eller 80’er musik – vores subjektive oplevelse kan og skal ikke sammenlignes med noget andet, for den er nok i sig selv.

Ligesom mine forældres generation ikke ejer rettigheden til at lytte til Pink Floyd og føle, at de finder sig selv i det, så ejer min generation heller ikke rettigheden til at se og elske SKAM. Fordi jeg ikke levede dengang “Wish You Were Here” blev udgivet, betyder det ikke, at de følelser, jeg oplever, når jeg hører sangen, er mindre “rigtige”, eller at jeg ikke virkeligt forstår sangen, fordi jeg ikke er en del af den generation, den i sin tid blev skrevet “til”. Min egen oplevelse gør sangen til min, ligeså meget som mine forældres oplevelse af sangen gør den til deres.

Da jeg var 9 år, var min yndlings-film “Flyvende Farmor”. Det er en film, der handler om en pige, der sammen med sin skøre farmor tager ud i verden for at lede efter sin farfar, som hun aldrig har mødt.
Nu er jeg 21 år, og min yndlingsfilm er stadig “Flyvende Farmor”. Når jeg ser den nu, er det en film, der handler om en pige, der har forældre, der er så optagede af deres jobs, at de har glemt kærligheden og glæden i livet. En pige, der har en farmor, der er dement og gør livsfarlige ting som at cykle rundt i en lufthavn, lige foran et fly, der skal til at lette. En farmor, der har oplevet den største kærlighed i sit liv, men har mistet den. En farmor, der er ved at miste sig selv, men som ikke ønsker at give slip. En pige og en farmor, der ønsker at finde farfaren og opleve livet igen. De tror på, at alt er muligt, og de tror på, at farfaren venter i Rom, som han engang lovede, at han ville gøre, hvis de blev væk fra hinanden. De tror på, at alle veje fører til Rom. Og det viser de sig at gøre – om det så er virkelighed eller fantasi, afhænger af, om man ser filmen med sit 9-årige eller 21-årige jeg – eller måske med begge to på én gang. Min pointe er, at den store kunst kan ses af alle, og at den har flere lag, som vi først opdager, når vi selv har oplevet nogle flere ting, der har ændret vores syn på verden. Men det betyder ikke, at den 9-åriges oplevelse er mindre rigtig end den 21-åriges eller den 50-åriges. Det betyder bare, at vi ser forskelligt på verden. Og det er smukt.

Ligesom “Flyvende Farmor” kan SKAM ses af folk i alle aldre, og alle kan have hver deres indre oplevelse. SKAM giver på smukkeste vis et billede af, hvor ens vi mennesker er, men også hvor forskellige vi er – og serien giver mig en følelse af, at vi alle er ok. For i SKAM-universet er alle ok, uanset hvor usikre de er på sig selv. Uanset hvad vi skammer os over, så er vi ok. Og uanset hvor gamle vi er, hvilket køn vi har eller hvilket land vi kommer fra, kan vi alle se SKAM og elske det – uden at skamme os over det eller føle, at vi ikke tilhører den rigtige målgruppe. For ligeså snart, kunst frembringer noget i os, vil jeg mene, at vi tilhører målgruppen. Mennesker er målgruppen. Og vi er mennesker. Så lad os være mennesker sammen og nyde, at vi kan samles om en serie, der er skrevet til mennesker i en aldersgruppe, som vi alle kun har godt af at blive mindet om, at vi selv har tilhørt – og som vi indeni til et vist punkt altid vil tilhøre.

Hyg jer.

//A

En kritik af en problematisk diskurs | 13-årige er også mennesker

Hej verden.

Foråret er over os, og det er for nogle lig med konfirmationstid. Det fremgår af diverse reklamer og artikler, der skiftevis handler om, at et stigende antal unge fravælger konfirmationen og at det er en “katastrofe” (ifølge præsterne), at konfirmationsfester er meget dyre i dag og at unge primært bliver konfirmeret pga. gaverne.

Der er flere aspekter af denne konfirmations-diskurs, som jeg finder problematisk. Helt overordnet handler det om, at jeg ikke føler, at de 13-14 årige bliver opfattet som mennesker, der er i stand til at tænke selv. Når de tager en beslutning, enten om at blive eller ikke at blive konfirmeret, bliver de kritiseret af voksne mennesker, der ikke mener, at de har taget beslutningen af de rigtige grunde, og at de derfor vil fortryde det senere i livet.

“De gør det bare for pengenes skyld, de er jo ikke i stand til at vide i den alder, om de tror på gud”. 

Det er manges reaktion (i diverse kommentarspor) på artikler, der handler om dyre konfirmationsfester eller lignende. Og der er helt sikkert noget om snakken – nogle vælger konfirmationen for at blive fejret med en fest og gaver, og for at være en del af fællesskabet med resten af klassen, der skal konfirmeres. Men det betyder ikke, at det er rimeligt at sige, at alle baserer beslutningen om at blive konfirmeret på et ønske om penge og store gaver. Det betyder heller ikke, at det er rimeligt at se 13-årige som små børn, der ikke kan tænke selv, og det betyder heller ikke, at det er ok at omtale dem som om, at de ikke er frie mennesker, der kan træffe deres egne beslutninger på et grundlag, der er mere komplekst end blot “jeg vil have penge, for jeg er 13 år tænker kun på materialisme og mig selv”.

Ja, på nogle punkter er det da løbet helt af sporet med konfirmationsfesterne, der i nogle tilfælde koster flere 100.000 kroner og involverer utroligt mange gaver, som konfirmanderne reelt set ikke har brug for. Men det er jo ikke konfirmandernes skyld. Det er forældrene og familien der er med til at køre det op til noget, det slet ikke er. Det er ikke konfirmationen i sig selv, der giver adgang til en overflod af gaver og materialisme – det er den tradition, nogle har valgt at gøre det til, der er forbundet med materialisme. Selve konfirmationen er jo sådan set bare at bekræfte dåben og at erklære, at man tror på gud og vil gøre det fremover i livet. Og det er jo det, de unge siger ja til, når de bliver konfirmerede. At nogle forældre så vælger at leje limousiner og holde fester for 50-100+ mennesker, i forbindelse med konfirmationen af deres barn, er ikke noget som barnet/den unge kan klandres for. Det er jo forældrene og den unge, der i samråd vælger, hvordan de synes festen skal være, og selv hvis den unge skulle have en forventning om at modtage en iPad, en iMac og at have 200 gæster med til festen, så betyder det jo ikke, at forældrene skal sige ja til det. Og det betyder heller ikke nødvendigvis, at den unge kun vil konfirmeres pga. gaverne – det betyder bare, at den unge har registeret de traditioner om materialisme, som konfirmationen er blevet forbundet med, og derfor bare ser det som en naturlig ting, at konfirmationen er ligeså stor som et israelsk bryllup (hvor der ofte er inviteret over 500 mennesker). Men det er ikke den unges skyld, det er vores allesammens skyld, fordi vi er med til at bidrage til, at det hele eskalerer på den måde. Vi kan jo bare sige fra og minde konfirmanderne om, at en god fest måske bare involverer 20-30 gæster og få, men gode og betydningsfulde gaver.
Så jeg synes ikke, at det er rimeligt at klandre konfirmanderne for kun at blive konfirmerede pga. gaverne, når konfirmations-traditionerne er samfundsskabte og desuden langt oftere handler om, at forældrene ønsker at holde en prestigefyldt fest, fremfor at den unge er egoistisk og forventer at modtage 200.000 kroner, når han/hun siger ja til at blive konfirmeret.

Generelt synes jeg bare, at det er ærgerligt, at vi ikke tager de 13-årige seriøst. Vi anser dem ikke rigtigt for at være mennesker, der er i stand til at have et forhold til religion og spiritualitet. Det synes jeg er trist, for ligesom at jeg ønskede at blive respekteret for mine grunde til at fravælge konfirmationen, ønsker jeg også at dem, der vælger konfirmationen, skal respekteres for det og anderkendes for at have tænkt sig om og truffet en beslutning. Hvorfor skulle vi automatisk gå ud fra, at konfirmanderne ikke kan tænke sig om, eller at de bare går med på bølgen for at få social og økonomisk anerkendelse? Sådan har jeg i hvert fald ikke lyst til at opfatte konfirmanderne, for jeg ved, at 13-årige også er individer, der har rigtige tanker og følelser og en identitet i udvikling. De har ret til at have en mening og at folk omkring dem accepterer deres meninger og beslutninger – at deres meninger måske ændrer sig i fremtiden, er ikke et argument for ikke at tage dem seriøst.

Det betyder dog langt fra, at jeg går ind for, at man som forælder ikke må udfordre den unge i sit valg. Hvis ens 13-årige søn kommer og siger, at han gerne vil konfirmeres, så er det da kun godt at stille spørgsmål til, hvorfor han vil det, og hvad konfirmationen betyder for ham. Det kunne give anledning til en god diskussion. Og på den anden side, hvis den 13-årige søn, som vi kan kalde Ola (et norsk navn jeg er dedikeret fan af), kommer og siger, at han ikke vil konfirmeres, så er det da også oplagt at spørge, hvorfor han ikke vil det (så længe man spørger, fordi man rent faktisk gerne vil vide hvad Ola tænker, og ikke fordi man ser ned på Ola pga. hans meninger). Det er da kun godt, hvis Olas forældre kan stille ham nogle spørgsmål, han kan tænke over, så han kan blive endnu mere sikker i sit valg, for det vil han nok blive glad for senere hen. Desuden betyder det, at Ola og hans forældre kan få nogle gode samtaler om meningen med livet, værdier osv.

Men hvis man ikke er forælder eller en meget nær slægtning til Ola, der vil (eller ikke vil) konfirmeres, så synes jeg egentligt ikke, at man behøver at spørge vildt meget ind til det. Man kan sagtens gøre det, hvis man er en flink person, der har en god relation til Ola, og som oprigtigt gerne vil snakke med Ola om hans valg. Men man skal også huske at vende situationen om, og tænke på, hvad man selv ville synes om det, hvis man fx havde inviteret en masse mennesker til sit bryllup, og de så allesammen kom og stillede spørgsmål til, hvorfor man ønsker at blive gift. Hvis du selv ville opfatte Ola som en usympatisk nar, hvis han spurgte “hvorfor har du egentlig lyst til at blive gift? Er det mest pga. festen og gaverne?”, så er det måske en smule dobbeltmoralsk at dømme Ola og tænke, at han nok bare bliver konfirmeret fordi han vil have en fest. Bare fordi Ola er 13, er du ikke bedre end ham, og bare fordi han måske ikke ved alting i livet endnu, betyder det ikke, at han ikke kan have en sprituel/religiøs side. Det er sådan set en personlig ting, som Ola har ret til at holde helt for sig selv, uanset hvor gammel han er.

På den anden side har vi så dem, der har valgt ikke at blive konfirmeret. Et eksempel på det var mit 13-årige jeg. Det var egentligt et meget simpelt valg for mig, for jeg har aldrig troet på gud, og har aldrig følt et behov for at have en bestemt religion, så derfor føltes det helt naturligt for mig ikke at blive konfirmeret. Jeg kunne ikke rigtigt se, hvorfor jeg skulle sige ja til, at jeg troede på gud, når jeg ikke gjorde det, og desuden havde jeg ingen interesse i at bruge min tid på at skulle i kirke, når jeg i stedet kunne lave andre ting, der gav mere mening for mig.

“Du er jo så ung, er det ikke ærgerligt at fravælge troen i så tidlig en alder, hvis du nu fortryder om nogle år? Konfirmationen er jo en tradition, der sker ikke noget ved at sige ja, selvom du ikke er helt sikker. Det er da også ærgerligt at stå udenfor fællesskabet, når alle dine venner skal konfirmeres, du går jo glip af meget socialt”

Den reaktion husker jeg at blive mødt med, ikke af alle, men af en del. Dog var der også mange i min klasse, der var misundelige på mig, fordi jeg ikke blev tvunget til at blive konfirmeret af mine forældre (de “tvang” mig dog til at tage med til konfirmationsforberedelse 3-4 gange, så jeg var helt sikker på mit valg).
Men jeg kunne godt mærke, at det ikke var en velset beslutning hos alle jeg kendte. Jeg kunne godt have følelsen af at stå meget alene med mit valg, og at nogle ikke syntes, at jeg havde taget et godt valg. Det var i bagklogskabens lys måske meget fint, da jeg har haft samme følelse tusindevis af gange senere hen. Så ved at sige nej til konfirmationen forberedte jeg egentlig bare mig selv på at sige nej og forklare hvorfor, når andre mennesker ikke helt har kunnet forstå mine valg/fravalg af diverse ting i livet. På den måde kan man sige, at det hjalp mig til at træde ind i “de voksnes rækker” selvom jeg hader det udtryk, da de voksnes rækker ikke nødvendigvis er noget, der virker særligt attraktivt at træde ind i. Jeg ville hellere træde alle mulige andre steder hen. Men faktum er, at jeg er virkeligt glad for min beslutning, eftersom jeg mange gange i løbet af årene har haft lyst til at kramme mit 13-14 årige jeg for at tage en beslutning, jeg kunne stå inde for dengang, og som jeg stadig kan stå inde for fuldt ud. Det føles skide fedt at være enig med mit 13-årige jeg.

Jeg synes, at vi skal hylde, at unge mennesker er i stand til at tage beslutninger, og jeg synes, at vi skal opfordre dem til at blive ved med at reflektere og tænke over, hvad der er rigtigt for dem, og hvad der giver mening i deres liv.

Jeg synes, at vi skal anerkende 13-årige som mennesker, og at vi skal respektere deres meninger (medmindre de giver udtryk for, at de sympatiserer med nazisterne eller at de generelt udtaler sig hadefuldt omkring andre grupper af folk).

Jeg synes, at vi skal lade de 13-årige nå frem til deres egne beslutninger, for det er dem, der skal konfirmeres eller ikke konfirmeres, så det er udelukkende deres eget valg. Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at nogle forældre går ind og siger “du skal konfirmeres, for det er en tradition”, eller “truer” med, at de ikke får nogen fest, hvis de ikke vil konfirmeres. For det gør konfirmationen til et socialt pres og desuden til en umyndiggørelse af de unge, der så kan lære, at de kun bliver fejret hvis de gør det, deres forældre siger, at de skal gøre. (Med andre ord, at de kun er ok hvis de gør det, der forventes af dem og som forældrene synes er den gode beslutning).
I stedet synes jeg, at forældrene bør snakke med deres børn om, hvad de selv føler og tænker, og at de desuden bør høre efter, hvad børnene egentligt giver udtryk for fremfor blot at sige “ingen konfirmation, ingen fest”, da det ikke rigtigt opfordrer børnene til at tænke videre over, hvad de vil med deres liv eller hvad de selv mener er det rigtige at gøre. Det opfordrer ikke til selvstændige valg men derimod det helt modsatte. Så det har jeg faktisk ingen respekt for, da jeg ikke går ind for indoktrinering af børn. De skal derimod vide, at deres valg bliver respekteret og at det føles vildt godt at stå ved sine egne beslutninger og at have det godt med sine valg. Det lærer de aldrig, hvis man tvinger konfirmationen nedover dem via psykisk manipulation og manglende forståelse for og anerkendelse af selvstændige meninger. Der er ikke meget “at træde ind i de voksnes rækker” over tvang fra forældrenes/samfundets side.

Jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvorvidt det er en god eller dårlig idé at holde en fest selvom man ikke er blevet konfirmeret, da jeg tror det er meget individuelt om man føler for at gøre det eller ej. Man skal i hvert fald aldrig føle sig tvunget til noget, og derfor er det fint ikke at holde en fest, hvis man ikke har lyst til det. Personligt blev jeg og mine forældre enige om at holde “Amandas forårsfest” på den dag, hvor resten af min klasse blev konfirmeret. Det mindede egentligt bare om en udvidet fødselsdag, og meningen med det var også bare at lave en fejring af min 14-års fødselsdag men kalde det en forårsfest i stedet for en fødselsdag eller en nonfirmation.
Mit 14-årige jeg vidste godt, at jeg nok ville have fået lidt flere penge, hvis jeg var blevet konfirmeret, men det havde jeg det faktisk helt fint med. For jeg holdt ikke festen med det formål at få penge; jeg holdt den fordi jeg havde lyst til det. Mine forældre og jeg var blevet enige om, at det gav god mening at holde en lille fejring af det faktum, at jeg selv kunne tage en selvstændig beslutning, og at jeg havde tænkt meget over det og overvejet mine grunde til at fravælge konfirmationen.
Og det har jeg det stadigvæk rigtig godt med. Jeg har aldrig været så stor fan af at kalde det en nonfirmation, men det var der alligevel mange der gjorde, da de ikke rigtigt forstod, hvad “Amandas forårsfest” gik ud på. Jeg så det egentligt bare som en stor fejring af min 14-års fødselsdag, men det var vel en nonfirmation, da en nonfirmation sådan set bare betyder, at man ikke bliver konfirmeret men alligevel har inviteret folk til kagebord. Og det er fint. Mange kritiserer nonfirmations-tendensen og mener, at det er dobbeltmoralsk, men der vil jeg så mene, at det vel er tilladt at invitere folk på kage, uanset om man har sagt ja eller nej til gud, for retten til kagebord kan kristendommen altså ikke tage patent på. Desuden er der heller ikke noget galt med at ønske at holde en fest med nogle folk man holder af. Man behøver ikke at retfærdiggøre det overfor nogen andre end sig selv. Hvis man føler, at der er en grund til at blive fejret, så skal man fandme have lov til det, uanset om man siger ja eller nej til at bekræfte dåben.

“Det er en katastrofe, at så mange unge i dag fravælger konfirmationen. Det er en udvikling i den forkerte retning”

Jeg læste en artikel for nogle uger siden, hvoraf ovenstående mere eller mindre var essensen af den. Der var nogle forskellige præster, der udtalte, at de syntes at det var en ærgerlig udvikling at mange unge fravælger kristendommen, og at der skulle gøres noget ved det. Det blev fremstillet som om, at det nærmest er en katastrofal udvikling, som vi bør bekymre os over.

Men det synes jeg er en stor gang pis.

Det er ikke en katastrofe, at (unge) mennesker tager en beslutning om noget. Det er derimod en katastrofe, hvis de ingen beslutning tager. Hvis de går igennem livet uden at reflektere over, hvad de vil og ikke vil – så er det en katastrofe. Det er aldrig en katastrofe, at de unge mennesker vælger noget andet end tidligere generationer har valgt, for det betyder bare, at ungdommen er i stand til at tænke selvstændigt og ikke bare lader sig hjernevaske af, at noget er en tradition og noget “man gør, for sådan er det”.

Det er et sundhedstegn at turde at sige nej. Og man skal sgu ikke kritisere nogen for at sige nej til noget, de ikke har lyst til. Ellers ender vi med et meget trist samfund, hvor vi mister vores demokratiske rettigheder.

Konklusionen på alt dette er, at jeg synes, at vi skal behandle 13-årige som ligeværdige individer, der er i stand til at danne deres egne holdninger. Vi skal få dem til at føle sig hørt, og vi skal respektere dem, når de enten siger ja eller nej, for det er ret vigtigt at lære, at det er ok at sige nej, og at man selv bestemmer, om man ønsker at forklare sine bevæggrunde hertil.

Vi skal huske, at 13-årige er mennesker. Mennesker, der også har tanker om livet, døden, forholdet til religion, meningen med livet, værdier osv. Det skal vi tage alvorligt. Jeg kan selv huske, hvor fantastisk det føltes at være 13 år og at føle mig hørt og anerkendt, og den følelse er jeg rigtigt glad for, at jeg havde dengang, for det har givet mig mod til at fortsætte med at træffe mine egne beslutninger og at gøre det, der er rigtigt for mig. Det håber jeg, at andre 13-årige (og hele menneskeheden i det hele taget) også kommer til at føle.

Så lad os fejre, at vi lever i et demokratisk land, hvor børn/unge i dag selv har mulighed for at vælge, om de vil konfirmeres eller ej. Lad os fejre, at 13-årige selv kan tænke. Og lad os lade dem gøre det, uden at dømme dem for den beslutning, de når frem til – uanset om det passer ind i “traditionerne” eller ej. For traditionerne skal ikke styre os – vi skal styre traditionerne, og i nogle tilfælde er det måske bedre at styre helt udenom traditionerne.

Tillykke til alle dem, der har taget valget om at blive konfirmeret, og tillykke til alle dem, der har fravalgt det. Tillykke til alle, der tænker sig om og reflekterer. Og tillykke til alle dem, der har valgt “forkert” og senere i livet finder ud af, hvor meget de har lært af at vælge forkert.

Det er et godt liv, og vi er allesammen lige gode, uanset religion eller mangel på samme.

Hyg jer.

//A

En strandtur og diverse tanker om havet og Valentinsdag

Hej verden.

Som nævnt i dagens første indlæg, tog jeg ud i sommerhuset i eftermiddags efter min forelæsning. Det har på alle måder været transporttiden værd, også selvom jeg kun har været her i tre-fire timer.

Da jeg ankom sad jeg udenfor i noget tid og spiste min middagsmad og (gen)læste to kapitler af Harry Potter #1. Det føltes sensationelt på flere planer, eftersom det er en stor ting at kunne sidde udenfor, og fordi det er revolutionerende, at jeg havde både tid, overskud og lyst til at læse for fornøjelsens skyld.

Efter det besluttede jeg mig for at gå ned til vandet, da jeg følte en trang til det.

Det var en god beslutning, da det var lige på solnedgangs-tidspunktet.


Og imens jeg betragtede solnedgangen med mig selv og blev mindet om meningen med livet, føltes det som om, at der ikke var nogle andre steder i verden, jeg kunne tænke mig at være i stedet. På det tidspunkt føltes det som det eneste rigtige at være lige der, hvor jeg var.

Jeg gik forbi det sted, hvor badebroen plejer at være sat op om sommeren, og jeg havde en spontan erindring fra sidste gang, jeg var på den bro. Det føltes som om, at det er flere år siden, men i virkeligheden var det i september.

Jeg gik også forbi (dvs. jeg hoppede over) et vandløb på stranden. Hver gang jeg gør det, bliver jeg mindet om, at der er mange måder at overkomme problemer på, og at det handler om at se sig for, så man ikke altid hopper over det sted, hvor der er overvejende sandsynlighed for at få våde sko. Det kan være fint at få våde sko ind imellem, men hvis du tror, eller nogen fortæller dig, at du er nødt til at hoppe over det samme sted hver gang, så skal du se dig bedre for. For hvis du kigger op, er der masser af andre veje, du kan tage.

Desuden var jeg tæt på at falde, da der var en sti, der var glat og potentielt livsfarlig (det er muligvis en overdrivelse). Og det, samt solnedgangen og vandløbet, jeg måtte hoppe over, fik mig til at indse, hvad jeg egentlig mener om Valentinsdag (forklaring følger).

Jeg havde jo lovet, at jeg ville skrive en kritik af Valentinsdag-konceptet, når jeg havde fundet ud af, hvordan jeg skulle gøre det. Men i dag indså jeg, at der ikke er nogen grund til at kritisere Valentinsdag. Ligesom der heller ikke er nogen grund til at kritisere Mors/Fars Dag, og alt det andet, jeg altid går rundt og siger, at jeg er imod.

For hvorfor bruge min energi på at være fjendtligt indstillet overfor noget, der muligvis bringer glæde i nogle folks liv? Hvorfor skulle jeg bruge timevis på at tænke over alt det problematiske ved Valentinsdag, når jeg i stedet kunne gøre noget rart og hyggeligt, som fx at læse Harry Potter eller skrive et digt?

Der er ingenting galt med Valentinsdag. Det var i år en helt almindelig tirsdag (det var en utroligt god tirsdag, men det var af andre grunde), og hvis det kan få nogle mennesker til at huske at værdsætte hinanden, at der afsættes en officiel dato der fungerer som “kærlighedsdag”, så fred være med det. Det er godt at værdsætte alle de gode mennesker, man har i sit liv. Det synes jeg egentligt, at man skulle gøre hver dag, ligesom jeg synes, at det giver mening at værdsætte havet og skoven og naturen generelt hver dag. Men det er ikke noget jeg tvinger mig selv til, det sker bare. Når jeg ser på en solnedgang som den jeg så tidligere i dag, kan jeg ikke lade være med at føle mig heldig og taknemmelig. Det er en god følelse. Og man skal gøre alt hvad man kan for at få den følelse frem i sit liv. Hvis Valentinsdag kan hjælpe til det, så kan jeg ikke have et problem med det.

Valentinsdag er hvad man gør det til. Der er ingen, der tvinger nogen til at fejre det, og ingen, der tvinger nogen til at have en holdning til det. Det er tilladt at være ligeglad eller at hade dagen såvel som at elske dagen.

Hvordan hænger det sammen med at være ved at falde og at hoppe over et vandløb? Det hænger muligvis ikke sammen, men det gør det i mit hoved. Fordi i dag har været så flot en dag, og alt har virket til at give mening. Jeg har været hjemme, i Randers, i Aarhus, i sommerhuset og ved stranden, og alle de steder, jeg har været, har jeg tænkt “her er sgu pænt, hvad har jeg gjort for at fortjene dette”. Det tænkte jeg også, da jeg stod på Århusvej og ventede på bussen. Jeg følte mig heldig.

Og hvis Valentinsdag kan fungere som en dag, hvor vi minder hinanden om at være glade og taknemmelige for det, vi har, så giver det god mening at have sådan en dag. Jeg kommer aldrig til at synes, at det er en skøn mærkedag, for jeg kan ikke lade være med at tænke, at den er lidt overflødig. Men så igen, det kunne man også sige om Kristi Himmelfartsdag eller alle helligdage i det hele taget.
Måske skal vi tænke mere over, hvad vi selv ønsker at fejre, fremfor hvorfor alle mulige andre folk fejrer noget.

Vi skal turde at stoppe op. Betragte solnedgangene. Mærke vinden og se fuglene flyve i flok over vandet. Se nogle mennesker i det fjerne, og svagt kunne høre deres grin.
Vi skal stoppe op og mærke alt det, der er godt. Alt det, som kærligheden er i (jeg beklager den formulering, det lyder forfærdeligt, men det er nødvendigt for at illustrere min pointe).
For kærligheden kan findes i alting, hvis man ønsker at finde den. Vi kan både finde den, når vi selv ser på solnedgangen, eller når vi ser den sammen med nogen. Om man har kærlighed i sit liv er ikke afgjort af den ene faktor, om man har en kæreste eller ej. Det handler om, hvordan man ser på verden. Hvordan man tænker om andre mennesker, og om man tror på, at vi alle er lige meget værd. At vi alle fortjener at være glade og tilfredse.

Hvis det står til mig, skal Valentinsdag være en dag, hvor vi minder hinanden om, at det er godt at vise sine følelser, og at det er godt at stoppe op og reflektere over, hvor heldig man er (eller omvendt, hvorfor man måske ikke føler sig heldig). Den kunne ligeså godt blive kaldt “International  vis-dine-følelser” dag. Den kunne også blive kaldt alt muligt andet.

Hvis Valentinsdag skal give mening, skal den handle om at hoppe over vandløbene og at gå på de steder, hvor man er ved at falde. Det skal handle om at hoppe, også selvom man med stor sandsynlighed vil falde i vandet og få våde sko. For det handler om at turde. At turde at være glad og at give udtryk for det. At turde at vise andre, at vi værdsætter dem.

Det skal handle om at turde at sige/vise, hvad man føler, og ikke lytte på nogen, der siger, at man burde føle noget andet eller vise det på en bestemt måde. For ingen kan fortælle dig, hvordan du skal krydse vandløbet. Du kan aldrig vide, om du får våde sko, men til gengæld kan du gå rundt med kolde fødder hele livet, hvis du aldrig tør at hoppe over vandløbet. Så hop over det. Du må gerne holde nogen i hånden imens, for når alt kommer til alt skal vi alle den samme vej. Men du skal huske, at det er dig, der hopper, og at du gør det for din egen skyld. Ikke fordi, at du føler, at du skal, eller fordi nogle presser dig til at hoppe.

Jeg ved ikke, om dette gav mening, men nu er det sent og jeg har fået nok af at være vågen for i dag.

Hyg jer.

//A

 

 

 

 

En kritik af et problematisk tv-program

Hej verden.

Jeg er stadig syg, men pga. de to kopper hvidløgste, som jeg har indtaget indenfor det seneste døgn er min feber faldet til 38, hvilket har resulteret i, at jeg har fået vasket op for første gang siden i søndags. Jeg har også fået læst hele 15 sider og skrevet noter, hvilket jeg tvang mig selv til at gøre, eftersom jeg ikke ønsker at komme håbløst bagud allerede nu. Og alt sammen lykkedes pga. hvidløg. Åh, hvidløg, du fuldender mig.

Nåh, men nu til sagen:

Eftersom jeg har set en del tv de seneste par dage af mangel på bedre underholdningsmuligheder, er jeg løbet tør for programmer, som jeg rent faktisk ønsker at se. Så det resulterede i, at jeg i morges, da jeg spiste morgenmad (hvilket fandt sted kl. 13) valgte at se et program, som jeg ikke havde forventet, at jeg nogensinde ville se igen (og nej, jeg hentyder ikke til Aftenshowet).
(trommehvirvel, spænding, uhh, hvilket program så jeg mon så)
Jeg så det første afsnit af den nye sæson af “Gift ved første blik”.

Det ser ikke godt ud, når det kommer ned på skrift. Jeg er ikke stolt af det, og jeg så det kun, fordi jeg ikke kunne se andre mulige løsninger. Det var enten det, eller at se et gammelt afsnit af Kender Du Typen. Og så blev jeg alligevel enig med mig selv om, at det var mere konstruktivt at se Gift ved første blik, da jeg ikke har set det i nogle år, og teknisk set ikke kan kritisere et program, som jeg ikke har set. Med andre ord så jeg  primært programmet for nu at kunne kritisere det med god samvittighed. Så her kommer noget af det, som jeg indtil videre er nået frem til.

Helt grundlæggende er der bare noget trist ved det faktum, at DR har formået at skabe et program, som amerikansk tv har ønsket at købe rettighederne til. Da det skete, synes jeg godt, at DR lige kunne have indset, at de nok burde stoppe med at lave programmet, hvis det appellerer til dét segment. Men nej, de har i stedet valgt at lave en fjerde sæson og blive ved. Og det er der ingen grund til.

Det primære problem med programmets koncept er, at det er virkeligt overfladisk. Det handler jo ikke om at “give kærligheden den ultimative chance”, som de selv siger; det handler om at lave tv, der tiltrækker flest mulige seere. Det handler ikke om, at “lave de perfekte match”. Nej. Deltagerne er castet ind i programmet og er blevet udvalgt med henblik på, at de skal gøre programmerne interessante og sindsoprivende at se. De er selvfølgelig ikke bare blevet udvalgt, fordi de passer fantastisk sammen.

Desuden handler det ikke om, at de skal indgå et ægteskab. For jo, det gør de rent formelt, men det er jo ikke et reelt ægteskab, eftersom det intet fundament har. De kender ikke hinanden og får ikke rigtigt mulighed for at komme til det, eftersom folk sidder hjemme i deres stuer og kan se med på det hele. Deltagerne sættes i sådan en overvældende situation, hvor alting lige pludselig sker på én gang, at jeg synes, at det fra et psykologisk synspunkt er kritisabelt, eftersom de ikke får mulighed for at vænne sig til situationen uden konstant at få et kamera i hovedet og blive bedt om at fortælle, hvordan de synes, at det går med at være gift. Jeg tænker, at det er en meget stressende situation at sætte mennesker i. Det handler ikke om opbygningen af et ægteskab eller en menneskelig relation; det handler om at sætte to mennesker under et massivt pres, og fremstille det på en måde, så det bliver dramatisk, interessant og muligvis lidt rørende.
Programmet er både for privat og samtidig for upersonligt.

Personligt har jeg meget svært ved at forstå, hvorfor man skulle have lyst til at blive gift med en tilfældig person, bare for at blive gift. Det er så ukonkret og upersonligt, og det handler jo ikke om kærlighed. For ingen af deltagerne bliver gift, fordi de er forelskede og mener, at de har fundet en, de ønsker at bruge resten af livet sammen med; nej, de bliver gift for at blive gift. De bliver ikke gift pga. en personlig relation, kemi og et ønske om at være sammen med hinanden for evigt; de bliver gift pga. ønsket om at finde en eller anden at blive gift med, som kan give dem det, de savner. Det bliver til et individualistisk projekt på den dårlige måde, hvor begge parter tænker “jeg skal giftes” fremfor “vi skal giftes”.

Der er bare noget ved det program, der får ægteskabet til at fremstå utroligt frastødende (men så igen, jeg har aldrig kunnet forestille mig selv at blive gift, så tanken om ægteskabet har altid fremstået mere eller mindre frastødende for mig). De snakker om, at 46 % af alle ægteskab ender i skilsmisser og at 1,6 millioner danskere “lever som singler”, som om, at det er lig med noget helt forfærdeligt, der er nødt til at blive løst. I starten af programmet, før deltagerne er blevet gift, bliver de præsenteret med deres navn og nedenunder antallet af måneder/år, de har været singler. Efter de er blevet gift, præsenteres de med deres navn og nedenunder står der så, at de er gift og hvem de er gift med. Og den lille detalje har måske et informativt formål, men på en eller anden måde siger det samtidig alt om, hvordan deltagerne fremstilles i programmet. Først er de singler. Så er de gift. Deres civilstatus bliver gjort til deres overordnede identitet, og det gør mig ret trist, for først og fremmest er de jo mennesker, og det synes jeg ikke rigtigt, at programmet formår at fremstille dem som.

Sikke en stor omgang pis. Det må være konklusionen.

Og dermed; glædelig valentinsdag!!! (jeg har også overvejet at skrive en kritik af valentinsdag-konceptet, men jeg er nået frem til, at jeg ikke ønsker at ødelægge den gode stemning, for hvad nu, hvis det viser sig, at jeg har læsere, der er store fans af valentinsdag og virkeligt har glædet sig til den dag i et helt år? Jeg kan da ikke tage glæden fra dem.
Så skriv venligst en kommentar/send mig en mail hvis du læser min blog og godt kan lide valentinsdag/Valentines Day/you name it. (Hvis jeg ikke modtager nogle henvendelser, så vil jeg tillade mig at ødelægge den gode stemning engang i fremtiden/næste uge, når jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan kritisere valentinsdag, uden at folk opfatter det som om, at jeg bare er sur og bitter, fordi jeg ikke selv har modtaget nogle kort eller blomster og chokolade fra diverse hemmelige beundrere). Men det står ikke ret højt på min prioriteringsliste at skrive det indlæg, eftersom jeg får travlt i den kommende periode og i næste uge har hele fire sociale aftaler, og desuden har tænkt mig at møde op til undervisningen på uni. Det bliver godt for mig at komme lidt ud, tror jeg.

(Jeg føler, at dette billede er en meget god afrunding på alt dette)

I må hygge jer.

(Hvis nogen skulle få den idé at sende mig blomster, så lad venligst være, da jeg højst sandsynligt ikke er hjemme, og desuden hellere vil modtage en kaktus, eftersom blomster er spild af penge, indpakning og jordens ressourcer. Og fordi min kaktus Lars-Kirsten godt kunne bruge sig en partner. Kønnet er lige meget, Lars-Kirsten er åben for alle muligheder)

 

//A

 

 

At skamme sig over at se SKAM | Tilbage Til Naturen #11

Hej verden.

Klokken er 23 (for en gangs skyld går jeg igang med et indlæg før midnat, det går fremad). Jeg har haft dette indlæg i tankerne i over en måned nu, og det har været et af mine personlige mål at nå det, imens jeg er på ferie med mig selv i sommerhuset. Og eftersom jeg forlader sommerhuset i morgen formiddag (suk), har jeg besluttet, at det fandme skal være nu. Det er nu, at jeg én gang for alle vil rapportere om, hvorfor jeg har set alle afsnit af SKAM 3-4 gange og kan blive ved og ved.

Det startede den 9. december 2016, da jeg fandt ud af, at jeg var den eneste i min familie, der aldrig havde set et afsnit af SKAM. Det viste sig, at de andre havde set det i de weekender, hvor jeg ikke havde været hjemme, og de havde ikke engang opdaget, at jeg ikke havde været med til at se det. Så jeg følte mig udenfor fællesskabet, og derfor endte det med, at min mor fik mig overtalt til at se det første afsnit (ja, hun er mere med på moden end jeg er).
Jeg var skeptisk, men det er jeg altid, hvilket jeg har indset ikke altid er godt. Så snart at noget er meget populært, bliver jeg automatisk ekstra kritisk indstillet overfor det. Måske fordi, at jeg ikke bare vil være en del af mængden, hvor alle elsker de samme ting.
Men meget hurtigt, da jeg så det første afsnit og det andet, tredje og fjerde, indså jeg, at jeg godt kan forstå, at folk er så betagede af den serie. Jeg kunne dog ikke helt forklare hvorfor, og jeg var en smule chokeret over at kunne være så optaget af en serie, der indeholder relativt mange fest/drukscener og på mange måder har teenage-drama som sit omdrejningspunkt. Jeg skammede mig faktisk lidt over at kunne lide serien.

Indenfor de følgende fem dage så jeg de første to sæsoner (og jeg deltog også i sociale aktiviteter i flere af de dage, så jeg fik ikke læst ret meget/noget overhovedet i den periode). På et tidspunkt midt i det hele tog jeg mig selv i at søge på Google efter “Hvem er du i SKAM test”, da jeg mindedes, at Politiken havde lavet en sådan test, man kunne tage. Og der vidste jeg, at jeg var fortabt. SKAM havde vundet over mig, og jeg kunne ligeså godt overgive mig. Og efter at have set sæson 2 var der ingen tvivl; jeg er fan.

Jeg er fan af, at serien formår at fremstille 16-17 årige som rigtige mennesker. Komplekse individer, der både fester, tænker over moralske spørgsmål, forelsker sig, søger nye venskaber og føler sig ensomme. For det er fandme befriende at nogle tør fremstille 16-årige som mennesker, der er mere end bare teenagere med smart tøj. Det gør mig virkeligt glad indeni, og jeg tror i virkeligheden, at det er en af de primære grunde til, at den serie tiltaler min sjæl; den minder mig om, at vi alle kæmper med de samme ting. Måske er jeg ikke en 16-årig, der fester og forsøger at blive populær på gymnasiet. Men når det kommer til stykket, kæmper vi alle med de samme ting. Og glædes over de samme ting. Vi leder alle efter os selv, og på mange forskellige måder. Det minder SKAM mig om, og det giver mig en følelse af, at vi alle er fælles om så meget mere, end vi normalt tænker over.

Desuden formår serien at rumme så uendeligt mange vigtige temaer; identitetssøgen, feminisme, venskab, kærlighed, religion, homoseksualitet, voldtægt, psykisk sygdom, spiseforstyrrelser og familieproblemer. Den handler om alt det, man kan skamme sig over. Og den behandler disse temaer på en virkeligt troværdig måde. På intet tidspunkt har jeg fået en følelse af, at den er lavet af nogle voksne, der gerne vil vise de unge, hvordan de burde reagere eller handle i bestemte situationer. Jeg har aldrig følt, at de forskellige karakterer er opfundet, fordi de skal fungere som gode rollemodeller. Derimod føles det bare som om, at de er mennesker, der er som de er. For ingen af dem er perfekte. De fester og ryger hash (ikke dem alle, men nogen). Men det betyder ikke, at de ikke kan have filosofiske diskussioner eller snakke om feminisme og religion; for de er komplekse mennesker, der er mange ting på én gang. Og det gør serien troværdig på sin helt egen måde. Karaktererne i serien er generelt bare fænomenale, og der er en relativt stor diversitet imellem dem, hvilket jeg elsker, da det ikke føles forceret.

Og nu til min yndlingskarakter i serien – Noora:

Jeg har ladet mig fortælle, at hankønsvæsenerne mener, at hun er “lækker”. Og dette kan man ikke fortænke dem i at mene, for hun er vildt pæn og så endda på den naturlige måde. Suk. Dog bruger jeg aldrig selv udtrykket “lækker” (uanset om det handler om mennesker eller mad, jeg synes der er noget usmageligt over det ord), og jeg ville aldrig bruge det om Noora. For hun er mere end det. Hun er nok den smukkeste karakter, jeg nogensinde kan mindes at have set i en tv-serie. For ikke nok med, at der er noget ekstremt æstetisk over hendes udseende og fremtoning, så er hun også en kompleks karakter. Og at se hendes udvikling igennem de første tre sæsoner har sat mange tanker igang hos mig.

Hun er en beundringsværdig karakter. Først fremmest på grund af sin moral og sin evne til at sige fra, når hendes veninder eller folk omkring hende handler på en måde, hun synes er umoralsk og problematisk. Hun holder hovedet koldt og lader sig ikke overtale til noget, som hun ikke har det godt med. Det, der kommer først for hende er hendes værdier og stærke sans for retfærdighed. Og så forstår hun, hvad feminisme egentligt er, i modsætning til mange andre omkring hende.
Hun minder sine veninder om, at de ikke skal ændre deres planer, bare fordi skolens populæreste fyr inviterer dem med til en fest. Hun finder sig ikke i noget pis, og hvis der er nogen, der har integritet, så er det hende. Desuden kan hun synge. Hun er det perfekte menneske.

Men i løbet af sæson 2, hvor hun er hovedpersonen, kommer hun til at fremstå som meget mere end bare den perfekte type, der har moralen i orden og har styr på det hele.
Hendes følelser og fornuft kommer i konflikt (som i Jane Austen romanen “Følelse og fornuft” (som jeg aldrig har færdiglæst)). Og dette er noget af det mest interessante ved serien. For da Noora forelsker sig i en fyr, som hun med sin fornuft ved er skolens største drittsekk (det norske ord for røvhul/narrøv), og som hun sværger, at hun altid vil holde sig fra, sker der noget. Hun bliver pludselig mere end den perfekte karakter, der beundres for sin moral. Man begynder at kunne se, at moralen måske styrer hende mere, end hun styrer den. Og at den forhindrer hende i at lade sig selv føle de følelser, hun dømmer til at være forkerte.
Da hun begynder at stå ved sine følelser, efter at have benægtet dem i lang tid, åbnes der op for en kæmpe udvikling. Og en hel ny del af hende kommer frem, i det at hun lader sig selv være skrøbelig og vælger at lukke ham drittsekken ind i sit liv. Særligt interessant bliver det, da hun indser, at hendes moral og fornuft faktisk har fået hende til at dømme ham på forhånd og glemme at tænke på, at der er en grund til, at han er som han er. At han også bare er et menneske, der kæmper med mange af de samme ting, som hun selv gør.
Da hun giver plads til sine følelser er det som om, at hun bliver mere end sin moral – og at denne ikke længere behøver at styre hendes følelser og være dommer over, hvad der er rigtigt og forkert.
Det er der noget smukt over. For i virkeligheden er det jo det, som det hele handler om; at lære at forstå hinanden. At forstå grundende til, at folk handler, som de gør, i stedet for bare at dømme dem ude på forhånd. At arbejde sig igennem konflikterne og ikke bare løbe sin vej, når man er uenige med hinanden eller skuffede. Og at indse, at det aldrig er forkert at elske nogen.

Jeg er desuden også ret begejstret for Sana, da hun på samme måde som Noora også holder fast i sine værdier og lever sit liv efter det, hun tror på. Hun står ved sin religion, og hun giver folk tørt på, hvis de lader deres uvidenhed om Islam komme til udtryk som fordomme. Hun finder sig heller ikke i noget pis, men samtidig er hun også et fantastisk menneske, der tager sig af dem, hun holder af, og hjælper dem med at forsøge at se situationen fra en anden vinkel, end de selv kan se. Og så er hun virkeligt underholdende og er en helt naturlig autoritet.

Det var så historien om, hvorfor jeg er dedikeret fan af en norsk tv-serie, der har 16-årige piger som målgruppe. Jeg skammer mig ikke det mindste over det længere. Hvorfor ikke? Fordi jeg har indset, at der ikke er noget at skamme sig over. Tværtimod. At 16-årige piger er målgruppen, er ikke ensbetydende med at det er dårlig kvalitet, eller at indholdet ikke er reelt. For som serien på smukkeste vis tydeliggør det, så er 16-årige også mennesker. Mennesker, der på lige fod med os andre forsøger at finde sig selv, sine politiske ståsteder og moralske værdier. Mennesker, der forelsker sig i hinanden, og snakker om eksistentielle spørgsmål og religion. Mennesker, der skammer sig over at føle sig unormale, fordi de ikke kan se, at alle andre også kæmper en kamp indeni.

Og så er jeg vild med, at der er nogle scener, der er flere minutter lange, hvor INGEN siger noget. Det er forfriskende og realistisk, for hvem har et liv, der består af konstante dialoger og dramatiske begivenheder?

SKAM er blevet en af mine mange passioner, for det er som om, at jeg finder mig selv i den serie. Og jeg er kun glad for, at den er så populær, for det vidner om, at der er en masse mennesker, jeg har noget til fælles med.

Hurra.

Hyg jer.

//A

P.S: En hilsen til mit fremtidige jeg (dvs. mig om 7 ½ time, når jeg skal op): Det kan godt være, at du sad oppe til klokken 1 for at skrive dette indlæg, og at det harmonerer dårligt med at skulle stå op 8.30, men det var DET HELE værd!


(Hvorfor ikke slutte af med dette billede, der slet ikke passer ind, men som alligevel formår at afrunde det hele på sin egen måde).

FRIHED – akademiske præstationer, Sundhedssuppe og en kritik af nytåret som koncept 

Hej verden.

I dag havde jeg min sidste eksamen, og ud fra min egen opfattelse gik det godt, da jeg føler mig tilfreds og vigtigst af alt har en følelse af, at jeg har lært noget som jeg rent faktisk kan bruge i det virkelige liv og som muligvis kan være med til at gøre mig til et bedre menneske, der kan hjælpe andre (eller i det mindste sige nogle fancy akademiske ord, der beskriver deres sindstilstand). Det var faktisk en meget hyggelig oplevelse, og jeg nåede at skrive 21000 tegn (9 sider) på lidt under 7 timer. Samtidig nåede jeg at spise middagsmad, drikke halvanden liter te og at se ud ad vinduet et par gange. Jeg snakkede også med Silkeborg Autoservice, der ringede til mig, fordi de ville snakke med min far. Mekanikeren, der vist hedder Keld, har igennem årene forsøgt utroligt mange gange at få fat i min far ved at ringe til mig. Dette har resulteret i, at Keld kan huske mig og ønskede mig en god dag og alt muligt. Det var meget hyggeligt, eftersom de eneste der ringer til mig er telefonsælgere (og Silkeborg Autoservice, fordi de tror, at jeg er en form for omstillingskontor).

Desuden lykkedes det mig at få inddraget nogle svære tekster (også nogle af dem, jeg ikke havde læst vildt grundigt) og alligevel få det hele til at hænge sammen. Det gav mig en oplevelse af overblik og en følelse af, at alt det, jeg har lært i løbet af de seneste par måneder pludselig giver mening. Det var en rar følelse, som jeg ikke har oplevet siden juni måned. Så hurra for mig selv og det faktum, at internetforbindelsen ikke brød sammen under eksamen.
Nu er jeg et frit menneske, der kan gøre hvad jeg vil resten af januar. Det er en interessant følelse, eftersom jeg rationelt set overhovedet ikke er et frit menneske, da jeg kun kan gøre hvad jeg vil til en vis grænse. Men stadigvæk, jeg kan i høj grad selv bestemme hvad jeg har tænkt mig at gøre, så derfor fejrer jeg pt. min nyerhvervede frihed ved at cykle 20 km (imens jeg skriver dette), og i morgen har jeg store planer om at handle ind til en grøntsagssuppe, som jeg kalder for “Sundhedssuppen” (min familie fik alle nogle meget opgivende ansigtsudtryk, da jeg fortalte dem, at tiden var kommet til at lave den suppe igen). Men jeg er selv meget entusiastisk, og jeg synes er er hyggeligt at have tid til at lave suppe og kunne gøre det til et livsprojekt.

Nok om mig og mine akademiske præstationer og fremtidsplaner om suppe. Det er et nyt år, og det er vel meget fint, dog betyder det ikke, at jeg har tænkt mig at skrive et indlæg med mine nytårsforsætter, eller at jeg har tænkt mig at stresse over at jeg skal have færdiggjort mit “det lærte jeg i 2016” indlæg, for ærlig talt gider jeg ikke at skrive om nogle af delene. 2016 var kynisk set for mig et utroligt godt år, men jeg er nået frem til, at jeg ikke kan se, hvorfor noget skulle ændre sig, bare fordi årstallet er skiftet, for når alt kommer til alt, er tiden ikke andet end en illusion. En illusion, som vi ikke skal lade os styre af. Så hvorfor ikke erkende, at vi alle er de samme som sidste år og at det, der kræves for at vi kan ændre os, er at vi beslutter os for at behandle os selv (og andre) godt? Der sker ikke automatisk nogle forandringer bare fordi det er år 2017, og på samme måde er der ikke noget, vi mister, bare fordi året skifter. Vi kan hver dag beslutte os for, hvad vi vil tage med os fra fortiden og hvad vi vil fokusere på nu, og det gælder hele året og ikke bare nu.
Så nej, jeg har ikke tænkt mig at lave en liste over nytårsforsætter, og jeg har heller ikke tænkt mig at være trist over, at 2016 er slut, for som sagt er tiden en illusion, og i teorien er fortiden og fremtiden også en illusion, så der er ikke nogen grund til at bruge flere dage på at skrive om det, da jeg ærligt talt ikke gider. Jeg har brugt rigeligt med tid på a dvæle ved fortiden, og lige pt gider jeg ikke mere af det.

(Mit trætte ansigt, der på symbolsk vis fortæller, hvordan jeg har det med nytåret og nytårsforsætter).

Nu har jeg glemt, hvad jeg ville nå frem til med dette indlæg, men primært forsøger jeg at pointere, at jeg ikke gider mere pis, og at jeg er imod det faktum, at det er blevet en tradition, at vi hver gang et nyt år starter opfordres til at kritisere os selv og tænke på alle de områder, hvor vi ikke selv synes, at vi er gode nok. Det er fandme åndssvagt, for man bliver ikke “god nok” ved konstant at forsøge at ændre sig selv. Derimod bliver man det, når man forsøger at være et godt menneske, der behandler alle godt og forsøger at sætte sig ind i andres følelser, tankegang og adfærd.

(Ja, jeg kan godt lide Svend Brinkmann)

Nu har jeg cyklet 24 km og kan ikke mærke mine ben, så det må være nok for nu.

Hyg jer.

/A

Forfærdelige ting – den officielle liste

Hej verden. Mit største problem lige nu, er at jeg har tre forskellige indlæg, jeg gerne vil skrive, og at jeg realistisk set kun har tid til at skrive ét, hvilket vil sige, at jeg er nødt til at prioritere.

Valget står imellem:

1.  Et meget overentusiastisk indlæg omhandlende den glade følelse man får indeni, når det går godt for nogen man holder af.

2. En socialrealistisk beretning om overlevelsesturen i mandags, hvor min bror og jeg cyklede 16 km, gik 15 km på stranden + 5 ekstra kilometer, fordi jeg insisterede på at vi skulle tage en “smutvej”.

3.  Sidst men ikke mindst et indlæg jeg længe har ønsket at skrive, nemlig den officielle liste over alle de ting jeg hader/virkeligt ikke kan lide/ikke synes om.

Da jeg lige pt er sulten og træt, er valget ikke så svært, så her kommer den officielle liste over alt det, der er forfærdeligt og træls: (skynd jer at lukke dette vindue ned, hvis I ønsker at bevare jeres gode sommerhumør, og kom tilbage engang i januar hvor alt alligevel er mørkt og trist)

  • Oliven.
  • Madspild.
  • Føtex.
  • Når jeg selv forårsager madspild.
  • Temperaturer over 25 grader (jeg bliver sur, fjendtlig og meget nærtagende).
  • Dårlig popmusik der intet indhold har (de fleste kan nok regne ud, at jeg særligt hentyder til Rasmus Seebach og Medina)
  • Dårlig journalistik (fx havde Berlingske en artikel den anden dag, der handlede om, at Medina skulle giftes. Nu er jeg stoppet med at læse Berlingske)
    (Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har noget imod Medina eller Rasmus Seebach som mennesker, da jeg ikke kender dem, de er udelukkende på denne liste fordi jeg synes, at deres musik er forfærdelig).
  • At høre radio om morgenen (især når det er P4, P5, P1, P2, Radio Alfa, Radio ABC eller hvilken som helst anden radiokanal, der har irriterende radioværter med alt for insisterende stemmer og dårlig musik, som de spiller igen og igen) (P1 er med på listen, da det kræver for meget hjerneaktivitet at lytte til deres udsendelser, og om morgenen skal det ikke være sådan)
  • Materialisme i overdreven grad.
  • Folk der råber/skriger.
  • Forældre, der mener, at de ikke behøver at opdrage deres børn og lære dem at tage hensyn til andre mennesker.
  • Det faktum, at Linse Kesslers selvbiografi er blevet en bestseller og at teenagere ønsker at få hendes autograf.
  • At være løbet tør for æg.
  • Buræg.
  • Bøger, der slet ikke er lige så gode som alle mulige folk siger, at de er.

wpid-d7694450-d3f6-41fa-8c4e-8be876650ee0.jpg

(Ja, jeg synes, at Frankenstein er opreklameret, jeg læste den primært for at kunne fremstå sofistikeret)

  • Dyremishandling/menneskemishandling af enhver art.
  • Manipulerende og beregnende mennesker.
  • Folk, der smider skrald på gaden/andre steder (jeg hader dem ikke som mennesker, jeg hader deres adfærd, da der aldrig er en god grund til at smide sit skrald nogle andre steder end i en skraldespand).
  • Når gulerødderne er rådne.
  • Når bussen/toget er fyldt med mennesker overalt.
  • Det faktum, at jeg ikke kan se bagsiden af mit hoved, medmindre jeg tager billeder af det (det afholder mig dog ikke fra at klippe mig selv).
  • At jeg er dårlig til at være minimalist i praksis (dette vil man finde ud af, hvis man tager mig med i Søstrene Grene/ser mit lager af ting, som jeg engang får brug for/mit gulv generelt)
  • At jeg ikke kan redde verden.
  • Folk, der opfører sig dårligt.
  • At der er folk, som jeg ser alt for sjældent i forhold til, hvor hyggelige de er at være sammen med.
  • Når planer forbliver halve og aldrig bliver til noget.
  • Når min frisure sidder dårligt (hvilket sker meget ofte)
    received_10209791702770560.jpeg
    (Et eksempel på en dårlig hårdag)

received_10209791707690683.jpeg

(Endnu et eksempel, der til gengæld beviser, at man godt kan have det sjovt selvom ens frisure er helt ad helvede til)

  • Inaktivitet.
  • Når folk/medierne omtaler “Harry Potter and the Cursed Child” som en roman, når det SLET IKKE er en roman men derimod et drama.
    img_20160807_172938.jpg
  • Når Kalle er et helvede (dette sker også ofte, dog ikke så meget mere)
  • For meget æblekage (jeg er klar over, at jeg er meget priviligeret, når jeg kan skrive det på denne liste).
  • Uvished.
  • Terror.
  • Fordomsfuldhed/når folk danner deres mening om noget baseret på fordomme.
  • Storcentre.
  • Færgen imellem Hirtshals og Larvik/Kristiansand, særligt pga. restauranten og den meget voldsomme buffet samt den store menneskemængde, der alle spiser sammen i ét meget stort lokale (jeg har mine grunde, som vi ikke skal komme ind på her).
  • Det faktum, at konfirmationsforberedelsestimerne (et langt og muligvis ikke-eksisterende ord) er en del af skoledagen, og at man forventes at deltage uden at blive spurgt, hvorvidt man har lyst eller ej. Det burde være en frivillig aktivitet, som man kunne gå til efter skoletid, hvis man ønsker det.
  • Folkeskolereformen, særligt de dårlige arbejdsforhold som lærerne lider under (det er selvfølgelig ikke alt, der er dårligt ved reformen, men det meste).
  • Når besparelser bliver kaldt for “inklusion”, for at få det til at lyde som om, at det er meget ideelt, at der er 30 elever i hver klasse, én lærer, mange der har det svært og nogle, der har det for “let”. Ja, alle mennesker er lige meget værd, og ens udfordringer definerer ikke, hvem man er, men det betyder ikke, at vi fx skal glemme alt om de forskellige læringsstile, og insistere på at alle skal lære alting på den samme måde. På den måde er der ingen, eller i hvert fald meget få, der når zonen for nærmeste udvikling (som ifølge psykologen Lev Vygotskij er der, man skal befinde sig, for at kunne lære optimalt), da dette ikke kan lade sig gøre, hvis én lærer skal undervise 30 forskellige børn, der alle befinder sig i forskellige “zoner” rent læringsmæssigt.
  • Når folk smider cigaretskodder/skrald  i HF’s vandbassin (eller hvad man ellers vil kalde det), så pedellerne er nødt til at gå rundt nede i det for at rense det. (Ja, dette irriterer mig stadig selvom jeg ikke længere går på skolen).
    wpid-dsc_2212.jpg
    (Jeg tog billedet en aften sidste år, hvor alle var gået hjem og jeg nød min meget tørre aftensmad i stilhed)
  • Det faktum, at min familie ikke er enige med mig i, at mine bukser med huller i er vildt fede/seje/hvad man ellers siger.
    dsc_0689.jpg
  • Det faktum, at jeg kun har haft disse bukser på ÈN gang ude i samfundet, hvilket var en dag, hvor vi skulle i XL Byg og Kvickly. Det er trist.
  • Når folk/samfundet mener, at de kan tillade sig at fortælle mig, at jeg helt sikkert kommer til at ændre mening og nok skal komme til at ønske mig at få børn når jeg engang bliver 30 og “det biologiske ur begynder at tikke”. AAARRRRRHHH!!!! Bare fordi jeg “kun” er 20 betyder det ikke, at jeg ikke er kvalificeret til at have mine egne meninger om, hvad jeg ønsker at gøre med min krop/mit liv.
  • Når folk lader halvt spiste kiks (eller det der er værre) ligge i børnebiblioteket i det område, hvor man IKKE må spise.
  • At jeg har en tendens til at tænke alt for meget over alting.
  • At alle toiletter ikke er kønsneutrale (endnu).
  • At nogle mener, at svinekød er en dansk værdi.
  • Dengang min mor sagde, at “Beautiful Day” af U2 var “noget larm” og bad mig om at skrue ned.
  • Forskelsbehandling i alle former, uanset om det er pga. køn, hudfarve, religion, seksualitet, eller andre ting, som får folk til at behandle andre dårligt.
  • Det faktum, at jeg skal ud ad døren om 20 minutter og stadig mangler at gøre alt muligt, fordi jeg har brugt tiden på at lave dette indlæg færdigt.

DSC_0918

Det var alt for nu, jeg kommer nok i tanke om 50 ting andre ting i løbet af dagen (jeg skal være sammen med Iris, og vi ender ofte med at bruge mange timer på at kritisere samfundet og snakke om alt det, vi ville gøre anderledes, hvis vi bestemte).

Jeg håber, at I alle har det godt, og hvis ikke, så tag et glas vand, træk vejret og så er alt nok bedre imorgen.

/A

Nej, mit karaktergennemsnit definerer ikke, hvem jeg er.

Hej verden.

I disse dage bliver en masse mennesker studenter (hurra og tillykke til alle), og desuden er det i dag to uger siden, at jeg selv blev færdig. Det er en positiv tid for mange mennesker, og det gør mig i godt humør at se folk, der nu kan ånde lettet op og kan fejre, at 2-3 (eller flere) års skolegang/hårdt arbejde nu er overstået. Jeg synes, at det er en god tid.
I medierne kan vi læse artikler om studenter, der er blevet “superstudenter”, dvs. dem, der udelukkende har fået topkarakterer. Det synes jeg sådan set ikke er et problem i sig selv, da de har arbejdet hårdt for det og fortjener at blive hyldet for deres indsats. Det problematiske er, at medierne med disse artikler, hvor fokus ligger på studentens karaktergennemsnit, efter min mening, får det til at fremstå som en stor konkurrence fremfor en glædelig begivenhed. En konkurrence der kun handler om, hvem der formår at få det højeste gennemsnit og at sprænge skalaen i højeste grad. Det synes jeg er ærgerligt, og også ret dehumaniserende – det bliver karaktererne, der får mest opmærksomhed, fremfor arbejdsindsatsen eller personens historie, personlighed eller interesser. Desuden burde begrebet “superstudent” ikke blive brugt, da det indikerer, at nogle er blevet “mere” student end nogle andre er, hvilket er dybt åndssvagt og unødvendigt.

Efter min mening, får det det hele til at fremstå enormt unuanceret, når man ikke graver lidt dybere ned og forsøger at fremstille superstudenterne som de komplekse mennesker, de trods alt er. De er ikke overmennesker, eller bedre/dårligere end nogle andre er. De har deres egne problemer, interesser og tanker, og deres karaktergennemsnit afspejler langt fra, hvem de er.
Det tror jeg ville være med til at nuancere debatten om superstudenterne – en debat, der, efter min opfattelse, er alt for negativ. Det kan diskuteres, om det skyldes janteloven, misundelse eller noget helt tredje, at mange folk kommer med negative kommentarer, når de læser om en ny superstudent. Jeg har fx set følgende kommentarer blive brugt ret ofte:

  • “Tilykke til (indsæt navn), men hvorfor hører vi ikke noget mere om dem, der ikke har et højt snit, men som har kæmpet endnu hårdere bare for at bestå?”
  • “Verden kan ikke bruge 12-tals-piger til noget, det er vigtigere at kunne tænke kreativt end at kunne hele pensum udenad”.
  • “Ja, det er da meget flot, men lad os nu se, hvordan han/hun klarer det ude i det virkelige liv”.
  • “Jeg synes nu, at sociale færdigheder er vigtigere end evnen til at få høje karakterer, hvorfor bliver man ikke bedømt på, om man er et godt menneske i stedet”

(Ja, jeg begik den fejl at læse nogle kommentarspor på Facebook, det kommer der aldrig noget godt ud af).
For det første vil jeg gerne gøre det klart, at jeg er fuldstændig enig i, at medierne også brude fokusere på dem, der ikke har tårnhøje snit eller 6 A-fag. Det ville generelt være interessant med nogle mere dybdeborende artikler, hvor det handlede om mere end bare tal. Fx kan det undre mig, at der stort set ikke bliver snakket om folk, der har færdiggjort en erhvervsuddannelse. Jeg kan ikke helt se den gode grund til, at man undlader at fokusere på dem. Ingen uddannelse er bedre/finere end en anden.
MEN, det er ikke enten/eller, efter min mening. Det, at der bliver skrevet om superstudenterne, udelukker ikke, at man også skriver om andre end dem. Der foregår så lidt i dette land, at det da burde være muligt at fortælle om flere forskellige slags mennesker og ikke kun den gruppe, der på papiret har “klaret sig bedst”. Jeg går ind for, at alle historier er lige vigtige at høre om, og derfor er der ikke nogen, der skal vælges fra af den ene eller anden grund.

Desuden er jeg træt af, at vi ikke bare kan glæde os på hinandens vegne, uanset hvad, og lade være med at sammenligne os selv med andre, eller sammenligne andre med andre (det er mystisk formuleret men ja). Vi er alle sammen komplekse mennesker med hver vores historie, og vi har hvert vores udgangspunkt. Det er ikke en lige kamp, og derfor giver det heller ikke mening fx at sammenligne sit eget karaktergennemsnit med nogle andres. For når alt kommer til alt, så har karakterer kun den værdi, vi tillægger dem. Ligesom penge, der også kun er noget værd, fordi vi som samfund har besluttet, at det er sådan, det er. Efter min opfattelse er det ikke karakteren, der burde fokuseres på, men mere hvad den symboliserer eller betyder for den enkelte person. Bare fordi, at nogle får 12, betyder det ikke, at man er “dårlig/mindre succesfuld”, hvis man får 02, 4 eller hvilken som helst anden karakter. Det er meget mere komplekst end det, og det skal vi huske på. Det er ikke så sort/hvidt, som det kan fremstå som. Når alt kommer til alt, giver karakterer ikke (nødvendigvis) en indikation af, hvor meget man har lært eller hvad man kan – det afhænger af så mange ting – hvilket emne man trækker, ens mentale tilstand på eksamensdagen, ens grad af selvtillid, lærer, censor, hvordan man arbejder, når man er under pres – og måske også en lille portion held. Der er så mange skjulte variabler, og derfor skal karakterer ikke ses for andet, end det de er.

Hvis fokus lå på den enkelte som person og dennes indsats, læring og GLÆDE/tilfredshed frem for hvilke karakterer, personen er endt med at få, så tror jeg, at det ville blive meget lettere for alle at eksistere. Så kunne vi alle ånde lettet op, stoppe med at sammenligne os selv med andre, og ikke skulle høre på andre folk, der sammenligner os med nogle andre, der slet ikke har samme udgangspunkt som os selv.

IMG_9634

Grunden til, at jeg synes, at denne tid er så positiv, er at vi samles om at fejre, at nogen har ydet en indsats og har gennemført noget, der har været udfordrende, lærerigt og udviklende. Det er ikke en fejring af karakterer, det er en fejring, og en anerkendelse, af folks arbejdsindsats, som har ført til, at de har lært nye ting og nu skal videre i livet.

Alle, der gør hvad de kan, og yder en indsats, fortjener at blive hyldet for det. Kort sagt.

Ja, jeg har selv opnået at få et højt gennemsnit. Det har krævet hårdt arbejde, og jeg er ikke kommet sovende til det. Men mit gennemsnit definerer ikke, hvem jeg er som menneske. At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg er en trist eksistens, der kun bruger mit liv på skolen og at lære alt udenad og er ligeglad med folk omkring mig. Mit gennemsnit definerer mig ikke, og det ved folk omkring mig godt (forhåbentlig). At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg har dårlig selvtillid og derfor føler, at jeg er nødt til at lære hele pensum udenad, for at kunne få anerkendelse og få det bedre med mig selv. At jeg har et højt gennemsnit betyder ikke, at jeg er ude af stand til at tænke kreativt og finde på idéer. Det betyder heller ikke, at jeg ikke interesserer mig for andre mennesker og er vildt resultatorienteret.

Jeg er mere end mit karaktergennemsnit.
Jeg har det ikke bedre med mig selv nu, fordi jeg har fået en masse 12-taller. Grunden til, at jeg føler mig glad og tilfreds nu, er ikke mit gennemsnit i sig selv, men derimod det, som det symboliserer: at jeg har klaret det bedre, end jeg nogensinde havde troet var muligt. At jeg har haft muligheden for at lære en masse ting, lære mange forskellige gode mennesker at kende, og har haft en hverdag som jeg har været glad for. At jeg har fået så mange gode og lærerige oplevelser, og at jeg desuden har fået det bedre fysisk, end jeg har haft det nogensinde før.
Jeg har udviklet mig på mange punkter, og jeg har fået en meget større tro på, at jeg kan det, jeg vil. Jeg har fået bevist både overfor mig selv og andre, at det er muligt at kæmpe sig op til overfladen igen, selvom der er udfordringer på vejen.
De ting har jeg i tankerne, når jeg tænker på mit samlede gennemsnit, og at jeg nu er student.

DSC_0874

Jeg håber, at alle bliver fejret godt, at alle er stolte af dem selv, og at alle husker, at deres karaktergennemsnit ikke afspejler, hvem de er som personer. At det ikke er andet, end det, man selv gør det til – men at det er ok at lægge en stor betydning i det, uanset om det er et- eller tocifret. Vi har alle lige meget ret til at være stolte af os selv, og det bør vi alle være – og desuden huske at være stolte af hinanden og fokusere på det, der virkeligt betyder noget.

 

Dette indlæg endte med at blive mere dybt end jeg havde forventet, jeg tror, at det er nok for nu.

Hyg jer

/A

Nej, menstruationsblod er ikke skønt, og hvad så?

I medierne på det sidste har der været en heftig diskussion omhandlende kvindekroppen, menstruationsblod, strækmærker, overvægt/”former” og at det åbenbart er dyrere at være kvinde end mand, som Politiken vælger at beskrive det. Der er mange ting ved disse debatter der gør mig utroligt irriteret, så her kommer en masse ord om det (også selvom jeg har lovet mig selv ikke at skrive om menstruationsblod, så er det nået til et punkt hvor det er nødvendigt).

For det første, så er jeg uendeligt træt af hele tiden at skulle høre om kvindekroppen for så interessant er den altså heller ikke. Efter min overbevisning er det meget simpelt: alle folk har hver sin krop, ingen af dem ser ens ud, ligesom vores personligheder også er forskellige, og det er alt sammen meget fint. Slut. Der er ingen kroppe, der er bedre end andre, og der er ingen, der har ret til at diskriminere andre pga. på deres kroppe (eller pga. noget andet, så længe de selv behandler andre godt).

Der er intet galt i at vise billeder af sin krop eller at have det godt med sin krop – det er da godt. MEN som jeg før har nævnt, så kan jeg ikke se, hvorfor man absolut skal skrive en lang tekst til billedet, hvor man fortæller om, hvor meget man “elsker sin krop og er ligeglad med hvad andre mener, og at alle er smukke som de er selvom de ikke er tynde som modeller” – dette er på alle måder dybt selvmodsigende. For det første, så burde det ikke være nødvendigt at skrive nogen som helst forklaring, hvis man var så glad og tilfreds med sin krop. Hvis man var det ville man vel bare nyde sit liv og komme videre. Ja, selvfølgelig har man ret til at skrive det, men jeg tror personligt, at det gør mere skade end gavn, særligt i det at man sammenligner sin krop med andres (som altid er de tynde modeller/slanke kvinder generelt). Hvordan skal det kunne sende et positivt signal til yngre piger/menneskeheden i det hele taget at man mellem linjerne siger, at dem, der er tynde som modeller åbenbart er mindre værd som mennesker og at de må elske sig selv mindre fordi de ikke tilhører den gruppe, der har former og er stolte af det fordi de “tør at være dem selv”? Hvorfor skal vi konstant sammenligne os selv med andre? Det giver ingen mening, og det burde da slet ikke være nødvendigt, hvis man har det så godt med sig selv, som man påstår at have det.

Her er fx et billede af min krop uden en billedetekst:

image-0.02.01.40dacb947e72f6a9ad473258fa127ca7c6572ee4d2d900e7c744aaf530f19b38-v.jpg
Det handler sådan set bare om at acceptere, at vi alle er forskellige, at ingen er bedre end andre, og at det kun fører dårligt med sig at nedgøre andre, så man selv kan leve i illusionen om, at man er bedre end de andre. Og at vi allesammen nok ville få det bedre, hvis vi fokuserede mindre på kroppen og i stedet brugte vores liv på at gøre noget indholdsrigt eller generelt gøre noget, der gør os glade. Så ville vi nok også være mere ligeglade med, hvad andre mener om vores kroppe og muligvis ikke føle så stor en trang til hele at tiden at opnå anerkendelse af at vi er gode nok.
Det minder mig om hele introvert/ekstrovert debatten, der også handler alt for meget om, hvilken gruppe der er “bedre” end den anden, i stedet for at man fokuserer på, hvor godt det er, at vi er forskellige og har hver vores kompetencer.

For det andet, så er jeg skide træt af at høre på, at mensturationsblod skal gøres til noget som vi alle skal tale om og beskæftige os med, og at det for alt i verden skal ses som noget, der åbenbart er skønt og rart. HVORFOR? Jeg har meget svært ved at se, hvad der er godt og rart ved menstruationsblod. Jeg har generelt en meget neutral holdning til det. Det eksisterer, og det er da fint, men jeg føler ikke for at beskæftige mig mere end nødvendigt med det. Desuden er der ingen, der skal fortælle mig, at jeg er med til at gøre menstruation til et tabubelagt emne i det at jeg ikke italesætter det. Hvorfor skulle jeg tale om menstruation, hvis det ikke er relevant? Det er som om, at det skal gøres til et politisk statement at have menstruation, og at vi åbenbart skal tale om det dagen lang før det ses som noget acceptabelt. Jeg har svært ved at se, hvad formålet er med det hele, da menstruation efter min opfattelse altid har været acceptabelt. Det er muligvis ikke noget, vi konstant snakker om, eller noget, vi elsker at beskæftige os med, men det betyder da ikke, at det er skamfuldt. Jeg har personligt aldrig følt, at nogen har indikeret, at det er skamfuldt eller forkert at have menstruation. Jeg er muligivis bare heldig, men jeg har faktisk aldrig tænkt over at det skulle være skamfuldt, jeg har bare tænkt, at det da er noget, jeg helst ville være foruden, men at det da er meget fint, og fred være med det.

At få viden om menstruation, uanset om man er mand/kvinde/andet er kun godt, vi brugte fx to måneder i biologi sidste år på at lære om menstruationscyklussen m.m., og det var da fint at lære om. Men generelt er det min opfattelse, at langt de fleste (i Danmark) godt ved, hvad menstruation er, og hvorfor det eksisterer, og at langt størstedelen ikke mener, at menstruation er forkert. Generelt føler jeg, at det hele er en storm i et glas vand, for at bruge en smart metafor. Problemet eksisterer kun, hvis man virkelig leder efter det konstant (efter min overbevisning). At nogle mennesker ikke bryder sig om at tale om menstruation/eller generelt bare ikke taler vildt meget om det, kan skyldes mange ting fx uvidenhed, at de bliver utilpasse ved at tænke på blod, eller at de bare er almindelige kedelige mennesker, der ikke ser menstruation som noget specielt.

Dette leder mig til min pointe, som er, at ikke alting er specielt og smukt, og at nogle ting her i livet bare er irriterende. Og det er ok (!!). Ikke alting behøver at være æstetisk og meningsfyldt og smukt. Fx er døden ikke særligt smuk, det er bare en trist ting der er en del af tilværelsen – diverse religioner prøver at romantisere den, så man kan bilde sig selv ind, at livet ikke er uretfærdigt og meningsløst, men når alt kommer til alt, så er døden ikke noget smukt, i hvert fald ikke efter min mening. På samme er der ting ved vores kroppe og vores personligheder, der heller ikke er smukke (uanset hvordan man så definerer det). Og det er fint! Alt behøver ikke at være smukt for at være “ok” – det er det, som hele kropsdebatten egentlig burde handle om, frem for at det bliver en kamp om, hvem der elsker sin krop mest og hvem, der er “bedst”. Alt her i verden er ikke smukt, og hvorfor kan vi ikke bare acceptere det, og så komme videre med vores liv? Hvorfor skal strækmærker nødvendigvis anses som noget smukt, før det er acceptabelt at have dem? Hvorfor ikke bare have den krop man nu har, acceptere den for hvad den er og behandle sig selv godt uanset om alt ved ens krop er smukt eller ej?

Mange siger, at kvindekroppen er en kampplads – hvilket jeg er ved at være godt træt af at høre på, da jeg personligt bare ser min krop som en krop og ikke et politisk statement. Sandt, nogle folk har helt forskruede syn på kvindekroppen, men det siger vel mere om dem, end det gør om kvindekroppen. Desuden er mandekroppen vel ligeså meget en kampplads, men det taler ingen om. Som jeg ser det, er der ligeså mange idealer til hvordan mænd skal se ud, som der er til kvinder (i hvert fald set fra mit perspektiv, selvfølgelig er det ikke sådan i hele verden). Jeg tror, at det ville nuancere debatten hvis vi talte ligeså meget om mandekroppen, eller endnu bedre, hvis vi stoppede med at tale om nogle kroppe medmindre, at der var en reel grund til det. Så kunne vi fokusere på at gøre os selv glæde og at lære de fremtidige generationer, at deres kroppe ikke definerer dem, og at det er spild af tid at tro på andet.

Ifølge Politiken er det dyrere at være kvinde end mand (se link øverst). Det er efter min mening meget dårligt formuleret, da det slet ikke er det, det handler om. De bygger det på en undersøgelse af priserne på forskellige “hverdagsprodukter” såsom skrabere og parfume, og konkluderer derudfra, at produkterne, der er henvendt til kvinder er dyrere end dem til mændene, og at det dermed er dyrere at være kvinde. Så sagde Dansk Kvindesamfund noget med, at det var urimeligt, og at det ikke kunne passe, at kvinderne skulle betale mere for at købe forskellige produkter, når de samtidig får mindre i løn:

»Det rammer da en på retfærdighedssansen. Kvinder tjener jo i forvejen mindre en mænd. Det er kort sagt ikke cool, at der skal være en luksusafgift på at være kvinde«,

Dette gør mig på alle måder irriteret – ja, der er forskel på mænds og kvinders løn af mange grunde, men lige i forhold til det her, som er prisen på parfume, så har det ikke noget at gøre med, at det er urimeligt overfor kvinder – der er højst sandsynligt en grund til, at der er forskel på prisen, måske at kvinder generelt set er villige til at betale mere for parfume end mænd er, og at udbyddet styres af efterspørgslen. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis giver mening, at priserne er skruet så højt op på nogle varer, men jeg mener ikke, at det skal gøres til en kønskamp. Desuden, så kan man sagtens være kvinde uden at købe hverken parfume eller skrabere, der er ingen lov der siger, at man ikke kan leve uden at bruge disse produkter, og desuden heller ingen lov der forbyder kvinder at købe parfume eller skrabere til mænd/omvendt, så hvad er problemet? Personligt køber jeg produkter, jeg har lyst til at købe, ikke fordi, jeg føler, at jeg skal eller noget som helst i den retning, og jeg er sådan set ligeglad med, hvad mænd bruger på at købe produkter til sig selv, da det vel er en personlig sag. Vi har retten til at købe lige hvad vi vil/lade være med at købe noget, der er ingen tvang.

Med det vil jeg slutte dette indlæg af, jeg tror nok, at jeg fik sagt hvad jeg ville.

/A