Kategoriarkiv: citater

At sprede kærlighed | Verdens længste sommerferie #9

Hej verden.

Jeg vil forsøge at gøre det kort.

I morges faldt jeg over dette på Facebook:

(Ja, jeg begik den fejl at gå på Facebook, jeg er ikke det perfekte menneske, bare til info)

Selvom jeg har en positiv indstilling til livet, så gør dette opslag mig irriteret, også selvom intentionen bag er at “sprede kærlighed”. Det primære problem er, at opslaget indikerer, at du kan vise din kærlighed til nogen, du holder af, hvis du nævner dem i et Facebook-opslag. At det er en god måde hvorpå du kan “minde dem om, at du holder af dem”.

Det er en stor gang pis (efter min mening).

Hvis du elsker nogen, så skal du måske lige overveje, om der ikke findes bedre og mere opfindsomme måder, hvorpå du kan erklære personen din kærlighed, end ved at “tagge” ham/hende i et opslag på Facebook, ligesom tusindvis af andre gør det. Det kræver jo ingenting af dig at skrive personens navn og et hjerte-ikon og trykke enter. Det er ikke at bevise din kærlighed, for der er intet arbejde lagt i det, og der er intet personligt over det. Du gør bare det samme som alle andre har gjort, og selvom det som udgangspunkt er en god ting at fortælle nogen, at du holder af dem/elsker dem, så betyder det ikke, at det er optimalt at gøre det via et opslag på Facebook. Det er uoriginalt og betydningen af ordene er minimal, for du har ikke engang selv skrevet dem. Det er ikke en erklæring af kærlighed, det er nærmere en erklæring af dovenskab og at du tager din elskede så meget for givet, at du tror det er nok bare at tagge dem i det samme opslag, som alle andre tagger hinanden i.

Dermed ikke sagt, at man skal bevise sin kærlighed ved at stå nedenfor sin udkårnes vindue og kaste sten på ruden imens man spiller violin, men man kan da i det mindste fortælle personen, at man elsker vedkommende, imens man ser ham/hende i øjnene. Og så kan man i øvrigt opføre sig godt og respektfuldt overfor hinanden, for det er nu engang mere værd end at blive tagget i et “jeg elsker dig” opslag på Facebook. (Jeg er godt klar over, at jeg lyder som en sur gammel mand fra 1700-tallet, men hvad kan man gøre).

Hvis du i det virkelige liv viser din udkårne din kærlighed, så er der på ingen måder brug for, at du tagger dem i sådanne Facebook-opslag. Du kan jo ikke vise din kærlighed via Facebook, og jeg har en teori om, at det handler om alt muligt andet, hvis du alligevel føler et behov for at tagge din elskede/dine familiemedlemmer/venner i sådanne ting. Så er det nok mere for at styrke dit eget ego og vise alle dine Facebook-venner, at du har kærlighed i dit liv, og at du er et menneske med overskud.

Måske handler denne tendens i virkeligheden om, at vi i nutidens samfund er i gang med at glemme, hvad kærlighed egentligt er. For hvis vi huskede på det, ville vi aldrig begynde at bruge sociale medier som et middel til at udtrykke vores kærlighed.

I denne forbindelse vil jeg snige mig til at perspektivere til kapitel 7 af “Ståsteder” af Svend Brinkmann, som handler om kærligheden som et meningsfuldt ståsted i tilværelsen. Kapitlet indledes med et citat af filosoffen Iris Murdoch (1919-1999):

“Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt” 

Hvis kærligheden mellem mennesker skal være mulig, må man acceptere den realitet, at der findes en verden uden for en selv. Som jeg ser det, vil det sige, at kærligheden mellem to mennesker får en helt ny verden, eller måske et parallelt univers, til at opstå, og denne verden eksisterer kun i kraft af kærligheden imellem de to mennesker. Det er i den verden, at kærligheden eksisterer, og det er i den verden, at den kan udtrykkes. Og i den verden eksisterer teknologien ikke. Facebook-opslag eksisterer ikke. For det eneste, der er virkeligt, er den verden, der eksisterer imellem jer – kærligheden. En verden, hvor et blik betyder noget, og hvor et kram kan vare i timevis, og hvor I ikke sidder og stirrer ind i hver jeres skærm og har travlt med at tagge hinanden i diverse billeder for at bevise jeres kærlighed overfor hinanden og omverdenen. For i den verden, der eksisterer i kraft af kærligheden, handler det om noget mere end dig selv og dit ego, og hvis du begynder at blande teknologiens verden ind i det hele, så tror jeg personligt ikke på, at det resulterer i noget godt. Den verden, der eksisterer imellem jer, bør være så værdifuld i sig selv, at du ikke har brug for andet, når du er i den.

Hvis vi begynder at tro på, at vi kan sprede kærlighed via Facebook, så ender vi med at nedbryde kærligheden (det er muligvis en radikal udmelding, men det er i hvert fald min hypotese). Hvis vi vil sprede kærlighed, så skal vi se hinanden i øjnene og dele nogle fine stunder sammen. Og værdsætte det. Vi skal fortælle andre mennesker, at vi holder af dem, og at vi sætter pris på at have dem i vores liv. Vi skal dele noget med hinanden og lade nye verdener opstå i kraft af det, vi har sammen.

Hold da helt op, det blev dybt.

Så ja, dermed opfordrer jeg til, at vi alle tænker lidt over, hvilken verden vi egentligt lever i, og om vi måske kunne få noget bedre ud af det hele, hvis vi huskede på den verden, som opstår i kraft af kærligheden, og var i stand til at lægge teknologiens verden til side, for i sidste ende betyder den jo ingenting.

Jeg forsøgte at gøre det kort. Vurder selv, om det lykkedes.

Hyg jer – og husk at købe gær og kamillete i Netto en af de kommende dage (eller også er det bare mig, der skal huske det)

//A

Livsvisdom | Verdens længste sommerferie #8

Hej verden.

Fordi jeg gerne vil fremstå relevant og spændende, kommer her et indlæg omhandlende kloge udsagn, man kan leve sit liv efter. Jeg gider ikke at citere nogen direkte, men hvis jeg kan huske, hvem der har sagt det/hvor jeg har hørt det, så lover jeg at angive det. Det er ikke fordi, at jeg vil tage æren for nogle andres dybe udtalelser, men jeg kan jo ikke gå rundt og huske på, hvor alt i hele verden stammer fra, så ja, nu prøver vi:

“Hvis det er din hest, så kommer den tilbage” – Hella Joof (der vist har det fra nogle folk, der levede engang)

“Alt handler om balance” – Iris, min fine ven

“It does not do to dwell on dreams and forget to live” – J.K. Rowling

“Alle veje fører til Rom” – Flyvende Farmor (min yndlingsfilm)

“Jeg går op og lægger mig” – Matador

(Selvom det måske ikke er så god en idé at leve sit liv efter dette)

“Det handler om rejsen, ikke destinationen” (det er sandt, selvom det er åndssvagt)

“En god huskeregel er, at fløde skal piskes indtil, at du kan vende skålen på hovedet, uden at fløden vælter ned i dit ansigt” – min far (der ikke helt var klar over, at der er forskel på fløde og æggehvider)

“Jeg forstår ikke, hvorfor Aarhus er et internationalt rejsemål. Vi er der jo kun, når vi skal på sygehuset eller skal købe noget brugt” – min bror

“Vi siger farvel og tak. Vi skal hjem for at se fjernsyn” – min bedstefar

Og dermed farvel og tak for i dag. Dette udviklede sig i en useriøs retning, men det afspejler meget godt, at jeg ikke helt kan tage mig selv alvorligt.

Det er et godt og smukt liv, og min vindueskarm gør mig virkeligt glad.

Hyg jer.

//A

Et tilbageblik | Tilbage Til Naturen #9

Hej verden.

Jeg havde store planer om at ville skrive et langt og dybt indlæg om psykiatriske diagnoser og diagnosers stigende betydning i samfundet, men selvom jeg har haft lyst til at skrive om det i et halvt år, og endelig har tid til det nu, så føler jeg mig ikke rigtigt i humør til det. Så derfor har jeg valgt at bruge min tid på noget mere konstruktivt; nemlig at dvæle ved fortiden.

Min familie mener, at sommerhuset skal være utroligt varmt, og disse høje sydlandske temperaturer gør mig hidsig. Så for at distrahere mig selv fra at blive sur, har jeg valgt at se tilbage på nogle af alle mine mange gamle dokumenter, hvori jeg har skrevet om alt muligt tilfældigt igennem tiden.

Blandt andet har jeg et dokument, jeg lavede da jeg gik på mit andet år af HF (2014/15, mit mest sociale år, hvor jeg hang ud med rygerne), hvori jeg har skrevet en masse ting ned, som folk på skolen har sagt til mig, eller bare har sagt, imens jeg har været til stede. Det lyder måske lidt skummelt at skrive ned, hvad folk siger, men jeg hyggede mig med det dengang, og det er meget underholdende at se tilbage på nu. Nogle eksempler:

Hold kæft hvor jeg elsker at ryge!” – sagt af min tidligere samfundsfagslærer, en tirsdag morgen kl. 8.00, som det første da han kom ind i lokalet (iført headset og en fancy hat, han var 26 og mere ungdommelig end jeg nogensinde har været).

Velkommen til geografi på denne onsdag morgen – faget som alle elsker” – sagt af Geografi-Michael (han var meget begejstret for geografi og vandløb. Desuden havde han utroligt langt hår og var fra Aalborg. Ham glemmer jeg ikke).

Mennesket er slet ikke skabt til at spise kød. Vi skal spise grøntsager, nødder og frugt!”
15 sekunder efter: “Nåh vi ses, jeg skal lige ud at ryge” – en anonymiseret person.

“Jeg er bare blevet mega fanget af sådan en serie, der handler om nogen, der sparer sammen til at åbne en cupcake-forretning” (sagt til mig af et dengang 20-årigt hankønsvæsen).

“What! Jeg har altid troet, at Jussi Adler Olsen var en kvinde!”

“Jeg har salt i alle kropsåbninger” (sagt af den samme person en vintermorgen).

“Jeg ville ønske, at jeg også kunne arve tøj af mine familiemedlemmer. Men min ene fætter er gangster, og den anden er bare helt væk, så jeg kan ikke rigtigt arve tøj fra nogen af dem” (sagt af den samme person, en dag hvor vi diskuterede hvor vores tøj var fra (man må jo være kreativ, når man på et tidspunkt løber tør for relevante samtaleemner)).

Person 1 til mig: “Person 2 og jeg blev enige om, at du står øverst på vores virtuelle liste over mennesker, vi godt kan lide”.
Person 2 til mig dagen efter: “Det, vi rent faktisk blev enige om, var at du er den person, vi helst ville tilbringe livet med, hvis vi skulle vælge én fra skolen – altså udover vores kemilærer”
(Person 1 og 2 var nogle af dem, jeg snakkede mest med på HF, údover Iris, og de var nogle vildt hyggelige mennesker, men da jeg ikke har set dem i over halvandet år, har jeg anonymiseret dem for en sikkerheds skyld) (De havde en kemilærer, der hed Karsten, som de var meget betagede af, selvom jeg aldrig helt forstod hvorfor).

“Hvad er en anal-fabet?” -Iris til mig i historietimen.

“Det ser virkelig kedeligt ud, det du har siddet og lavet de sidste 2 timer” -Iris til mig, da vi havde fritimer.

“Din madpakke minder mig om fuglefoder” – Iris til mig, dengang jeg havde min helseperiode, hvor jeg levede af hjemmebagte kerneknækbrød, glutenfrit brød, mandler og bananer.


(Efteråret 2014).

Det var en hyggelig tid (altså ikke pga. de glutenfri brød, det var ret trist, men HF tiden generelt). Åh, jeg kunne skrive 300 sider om, hvorfor HF er så godt et sted. Men det skal jeg nok undlade at gøre.

(Åh, matematik C er noget jeg savner).

(Særligt fordi vores matematiklærer altid lavede en smiley, når vi havde klaret det godt. Det kunne de godt lade sig inspirere af på uni, jeg har brug for at modtage anerkendelse i form af smileys).

For to år siden lavede jeg en liste, over de ting, jeg gerne ville nå at gøre inden år 2020.

Den har det kreative navn “ting jeg skal gøre inden 2020”, og her er de ting, som jeg har fået gjort (til en vis grad).

  1. Lave frivilligt arbejde i en længere periode
  2. Leve minimalistisk
  3. Rejse ud i verden alene 
  4. Flytte hjemmefra
  5. 5. Tage til USA
  6. Sige min mening til folk der smider skrald, bare én gang.
  7. Arbejde hårdt for det og komme ind på Journalisthøjskolen.
  8. Blive venner med en nordmand eller en person med en form for norsk afstamning.
  9. Læse Les Miserables (1200 sider)
  10. Læse Pride and Prejudice
  11. Eje 200 bøger
  12. Tage til Vejle
  13. Skrive et læserbrev/kronik/debatindlæg i en af de store aviser (ikke bare Randers Amtsavis)
  14. Tage billeder igen.
  15. Være i Norge.
  16. Tage toget alene igen
  17. Holde kontakt med Iris
  18. Skrive.

Jeg har opnået 13 ud af de 18 ting, hvilket sådan set er meget fint, taget i betragtning af, at jeg ikke længere ønsker at komme til USA, læse Pride and Prejudice (jeg har forsøgt, og jeg synes, at den er opreklameret) og heller ikke umiddelbart ønsker at komme ind på Journalisthøjskolen.
Det er meget underholdende at blive mindet om, hvad jeg ønskede mig dengang, selvom der er noget forfærdeligt over at have haft det som et af mine livsmål at tage til Vejle. For siden da har jeg været i Vejle 4-5 gange, og det er umiddelbart ikke et revolutionerende sted, selvom der da er meget hyggeligt.

Dog minder dette mig om, hvorfor jeg hader at sætte sådan nogle mål op for mig selv, da jeg nu kan have det dårligt med mig selv over, at jeg stadig ikke har lavet frivilligt arbejde i en længere periode, ikke er flyttet hjemmefra og heller ikke har fået skrevet et læserbrev til en af de større aviser (eller det har jeg teknisk set, men det blev afvist, da det var for langt, så det tæller ikke).
Men når alt kommer til alt, handler det jo ikke om, at jeg skal have gjort en masse ting, bare fordi mit 18-årige jeg skrev det ned på en liste engang. Hvis jeg ikke længere har et ønske om at gøre alle de ting og ikke føler mig passioneret omkring det, hvorfor skulle jeg så gøre det?

Nu er jeg i et underligt nostalgisk humør, så nu vil jeg distrahere mig selv fra det ved at være hvor jeg er, i stedet for at være i fortiden og fremtiden. Hvordan man så end gør det.

Hyg jer.

//A

 

PMS-tanker og social isolation | Tilbage Til Naturen #5

Hej verden.

Flatterende overskrift, ikke? PMS og social isolation, hvad mere kunne man ønske sig at læse om.

I dag har jeg sagt i alt ET ORD til et levende menneske. Og det var den dag, mere eller mindre. Personen jeg sagde ordet til (ordet var “hej”, hvis nogen skulle være i tvivl), var en fisker, som jeg mødte, da jeg var på vej ned til stranden. Så han fik et anstrengt smil og et “hej”, der muligvis var lidt for højt, da jeg hørte musik og ikke kunne høre mig selv.
Nogen gange tænker jeg på, at jeg godt gad at møde mig selv for at se, hvordan det ser ud, når jeg forsøger at hilse venligt på folk. Men det kommer (forhåbentlig) nok aldrig til at ske.

Nåh, men udover min succes på den sociale front, har jeg i dag endnu en gang gået 10 km, ødelagt mine fødder lidt, spist flere pølsehorn, genoptaget mit Pepsi Max misbrug (men det er kun midlertidigt, da jeg snart løber tør, og ikke har tænkt mig at købe mere), læst i min bog om placeboeffekter, spillet ukulele og hørt musik. Jeg fandt desuden ud af, at jeg har fået 10 i min social- og personlighedspsykologi eksamen. Min primære reaktion var overraskelse og undren, da jeg havde forventet, at det ville kræve mere at få 10 på universitetet. Jeg kan ikke finde ud af, om det lyder højrøvet at sige det, eller om det nærmere indikerer, at jeg ikke tror på mig selv. Men jeg vil personligt mene, at ingen af delene er tilfældet. Egentligt tror jeg bare, at overraskelsen skyldes, at det er første gang jeg rigtigt får anerkendelse på dette studie, og at det føles ret underligt at det bare kommer i form af et tal. For hvad skal jeg lægge i det tal? Hvad siger det om mig? Betyder det, at jeg kan ånde lettet op med visheden om, at jeg har levet op til forventningerne, og betyder det, at jeg bliver en god psykolog? Betyder det, at jeg har vundet i præstationsræset, eller betyder det bare, at jeg på papiret er ligeså god som de fleste andre?

Generelt er jeg nået frem til den konklusion, at det ingenting betyder, andet end at vedkommende, der har rettet min opgave, har vurderet, at den levede op til kravene for at få 10. Og så betyder det, at jeg har bestået første semester og ikke skal til reeksamen. Men andet betyder det egentlig ikke. Det er et tal, og selvom jeg blev glad, da jeg så det, og følte et pludseligt behov for at kontakte 6-7 mennesker og fortælle om succesen, så var det en ret overfladisk glæde, der ret hurtigt blev afløst af en underlig tom følelse. For selvom der er noget rart over at få en god karakter, så giver det mig samtidig en trist følelse at blive vurderet med et tal. Det føles så tomt og ligegyldigt, og jeg har overhovedet ikke lyst til at fejre det. Bare fordi, at jeg har fået 10, er der jo ikke lige pludselig mere at fejre, end der var for en uge siden, da jeg ikke havde fået min karakter endnu. Jeg er jo ikke blevet et bedre menneske, bare fordi jeg har fået en karakter, der oftest ses som værende ret god. Og hvis vedkommende, der har bedømt min opgave, havde givet mig et 4-tal i stedet for, ville det jo ikke betyde, at jeg havde lært mindre; tallet ville bare være et andet. Det ville heller ikke betyde, at jeg ville blive en dårligere psykolog. Ligesom et 10-tal ikke er ensbetydende med, at jeg bliver en god psykolog. Det er jo ikke sådan, det fungerer.
Der er noget meget upersonligt over eksamensformen på psykologi generelt, og det virker for mig at se underligt, at jeg kan skrive mig til gode karakterer, når jeg som kommende psykolog ikke kan skrive mig til at hjælpe folk ud af deres livskriser. Medmindre jeg bliver forfatter til en selvhjælpsbog, men jeg vil hellere en tur i Bilka end at gøre det (og det siger en del).

Hvis jeg virkeligt skal analysere mig selv, så er der flere medvirkende faktorer til det, jeg føler:
-Et sted, langt inde, er der en lille stemme, der siger “du har ikke arbejdet hårdt nok til at fortjene så god en karakter”. Det er min indre perfektionist, som jeg ellers gør hvad jeg kan for at holde væk, der ikke mener, at jeg har arbejdet så hårdt som jeg “burde” dette semester, og at jeg er kommet for let til det.
Men det er sådan set en stor gang pis. For ja, jeg kunne godt have arbejdet hårdere, men det er fuldstændig bevidst, at jeg ikke har gjort det, og det ved jeg jo godt selv. Jeg har flere gange underprioriteret studiet, og brugt min energi på alt muligt andet i stedet. Og det har været nødvendigt. For der er sket en del i mit liv i løbet af første semester, og det har ikke været en mulighed at være den perfekte studerende, hvis jeg samtidig skulle have det godt indeni. Generelt har der været så mange forandringer, siden jeg startede på uni, at jeg egentlig er ret overrasket over, at jeg har klaret mig igennem det hele så godt. Jeg har klaret det godt, og jeg har gjort det, jeg kunne, både ift. studiet og mit liv generelt. Og jeg føler mig glad indeni, hvilket er den vigtigste indikation på, at jeg har prioriteret rigtigt. Så min indre perfektionist kan godt pakke sammen og gå hjem.

-En anden ting er en underlig følelse af at skamme mig over, at jeg ikke har været ligeså motiveret igennem semestret, som jeg havde forventet at være. Der er mange gange, hvor jeg virkeligt har skullet tvinge mig selv igennem nogle tekster, som jeg ingen mening så med, imens jeg læste dem. Og der er nogle tekster, som jeg aldrig fik læst specielt grundigt, og nogle, som jeg slet ikke fik læst, fordi jeg virkeligt ikke var motiveret for at læse dem, og hellere ville læse noget andet i stedet. Det er sådan, jeg har prioriteret min tid, og det ved jeg, har været et godt valg. Men alligevel føles det lidt skamfuldt at kunne klare det godt, når jeg ikke har styr på 100 % af pensum. Det føles lidt som at lyve. Igen er det min indre undertrykte perfektionist, der elsker at have en følelse af at have styr på ALT og at kunne være i stand til at svare på alle spørgsmål uden at være i tvivl om noget. Men hvem siger, at jeg skal kunne svare perfekt på alting for at kunne være tilfreds?

-Desuden er det bare en underlig følelse at have gennemført 1. semester. Jeg føler, at jeg ikke helt kan følge med. Det er svært at forklare, men det minder lidt om den identitetskrise, jeg havde sidste år, før jeg blev 20. Jeg føler, at det hele går lidt for hurtigt, og at jeg er et sted i mit liv, som jeg stadig ikke kan forholde mig til. Jeg har en følelse af at være bagud. Jeg har stadig en skræmt 19-årig indeni mig, der tænker “aaarrrhh, jeg kan teknisk set starte på universitetet om nogle måneder, det er jeg da slet ikke klar til, man er jo voksen, når man går på uni, aaarrrhh, er jeg mon klar, hvem er jeg, hvad vil jeg”. Men realiteten er bare, at jeg er et (snart) 21-årigt menneske (gisp), der skal igang med 2. semester om to uger. Og når jeg tænker for meget over det, føler jeg mig underligt distanceret fra mig selv. For det minder mig om, at jeg er udenfor min komfortzone. Alt det, jeg havde vænnet mig til at have i min hverdag i mange år (særligt HF og mit gamle arbejde på biblioteket), er ikke en del af min hverdag nu, og når jeg kommer i tanke om det, giver det mig lidt en følelse af sorg. For det var min komfortzone; det var mig. Og nu er de ting bare minder, som jeg kan se tilbage på, imens jeg gør alt muligt nyt, der stadig ikke helt føles som mig. 

Og så indser jeg, at det vel er sådan det er at blive voksen – at miste alt det, du fandt tryghed i tidligere, og pludselig være kastet ud i alle mulige situationer, hvor der forventes nye ting af dig og alt er nyt og skræmmende. Du forventes at kunne diskutere ting fra et ontogenetisk og fylogenetisk perspektiv, og alle folk spørger dig hele tiden om, hvorvidt du er flyttet hjemmefra endnu, har kørekort, om du har et seriøst og alvorligt parforhold og et studierelevant studiejob og om du går i fitness center fast hver uge. Og om du vil med på pubcrawl om næste fredag. De kigger forventningsfuldt på dig, imens du forsøger, på en selvsikker måde, at svare nej til det hele. Og alligevel føler du, at du kan se på dem, at det var det forkerte svar. Især når du også fortæller dem, at du bor i Randers, og ikke føler et behov for at flytte til Aarhus.

Det er muligvis det, det hele handler om; at få karakterer, og at blive vurderet med et tal, minder mig om alle de andre implicitte forventninger, som det gerne ses, at jeg lever op til. Men jeg gider ikke at skulle leve op til nogens forventninger. For det har intet at gøre med mig og om hvorvidt jeg overhovedet har det godt og er glad. At leve op til andres forventinger betyder ikke, at jeg gør en reel forskel for nogle mennesker, eller at jeg forbedrer verden. Det betyder heller ikke, at jeg får et bedre liv fremover. Hvis jeg føler mig presset til at gøre ting, uden at have mig selv med i det, så kommer det aldrig til at give mening.

For jeg bliver ikke mere voksen af at flytte hjemmefra, eller ved at tvinge mig selv til at tage kørekort, investere i en dyr blender der kan lave suppe eller ved få et seriøst og meget alvorligt parforhold. Jeg er ikke voksen i en mindre grad, fordi jeg lige nu fx prioriterer at trække vejret og gå ture ved stranden med mig selv, fremfor at løbe rundt og forsøge at finde en tilfældig lejlighed og tage kørekort. Det kunne jeg også have brugt denne måned på, men jeg ville ikke nyde at gøre nogle af de ting. Jeg ville ikke se nogen mening i noget af det. Og hvorfor skulle jeg gøre noget, jeg ikke selv har lyst til, bare fordi det er det rigtige for nogle andre? Hvorfor ikke lade mig selv eksistere og have det rart og give mig selv fred fra den evige følelse af at være bagud? Hvorfor ikke lade mig selv stå og betragte haven og føle, for en gangs skyld, at der ikke er noget som helst jeg skal, andet end at finde ud af, hvad jeg skal spise til aftensmad i morgen=

Jeg skal ikke gøre ting, fordi jeg føler mig bagud. Og jeg skal ikke skamme mig over at gøre det, jeg har lyst til, og som gør mig glad. Jeg skal ikke konstant have dårlig samvittighed over bare at gøre det, der giver mening for mig.  Det gider jeg ærlig talt ikke at bruge 20’erne på. Så kunne jeg gå rundt og stresse mig selv hele tiden, fordi der altid er noget, jeg ikke har opnået, som nogle andre allerede har. Men hvilken forskel gør det, hvis jeg egentlig har det godt med mig selv? Så mangler jeg jo ingenting. Og bare fordi, at jeg bliver ældre og ældre, betyder det ikke, at jeg skal gøre ting, jeg ikke har lyst til. Jeg skal fx ikke tvinge mig selv til at købe et hus og få børn og en stresset hverdag, bare fordi, at det er sådan mange andre gør. For hvis jeg ikke har lyst til at få børn, hvad skulle formålet så være?

Dette udviklede sig i en interessant retning. Konklusionen tror jeg er, at det at få anerkendelse giver mig en følelse af, at jeg nu bare skal præstere endnu mere, uden at jeg har lyst til at præstere. Og at jeg ikke kan lide følelsen af, at et tal skal definere mig eller have en betydning for, hvordan andre mennesker opfatter mig.

Det er interessant. Nu kan jeg bruge de næste par dage på at filosofere over, hvad grunden mon er til alt det.

 

Nu er klokken pludselig over 1, og min hjerne har gjort mig fysisk og psykisk udmattet, så nu vil jeg slutte af med at citere Johnny Cash, da det af en eller anden grund virker til at være en fremragende idé lige nu:

“Everyone I know goes away in the end”

“I will let you down, I will make you hurt”

Det er egentlig deprimerende, men det er også dybt.

Nåh. Hyg jer.

//A

 

 

aftryk

dsc_0169.jpg
du blev alt det
der ikke var dig
brænder dine lys
i de forkerte ender
se nu efter
hvor du går
se tilbage
husk dig selv
når du krydser vejen
fra nu af
må du selv finde spor tre
lov mig
at du kan huske
din vej hjem
i dag
må du redde dig selv
dsc_0159.jpg
flaget blev hvidt
på din fødselsdag
tillykke med at være i live
husk det
jeg sagde dengang
træerne bliver hvor de er
spørg dem om vej
hvis det er
jeg er udenfor rækkevidde
img_20161203_165057.jpg
december bankede på
november
hvor skal du hen nu
kom og få en krammer
du er god nok
som du er
lov mig
at jeg ser dine solnedgange igen
husk dig selv
og dine blå øjne
du satte aftryk
jeg venter på dig
til næste år
dsc_0148.jpg
en strandtur
en skovtur
med andre
end mig selv
med hue og vanter
nye støvler
og nye planer
minderne i luften
kan blive hængende
her er alt
udenfor rækkevidde
jeg skal en anden vej nu
til det sted
hvor jeg kan nå det hele
dsc_0132_1.jpg
fryser du
nej nej
ellers tak
jeg prøver bare
at starte en ny trend
vil du være med
frostvejr er godt for hukommelsen
dsc_0206.jpg
betragt dig selv
lad lynet slå ned
giv slip på dine grene
bliv hul indeni
mist dit indre
ryd ud
tab din sjæl på gulvet
se den flyve væk
i modvind
giv resten væk til genbrug
rummet i dig
kan ingen udfylde
dsc_0036.jpg
lad dig skille ad
glæd dig over noget
der ikke er et menneske
spørg dig selv
er du glad
hvorfor give mere
end du får
hvorfor ikke
være din egen ven
omdøb din stilhed
skriv din egen sang
syng den
på cykelstien
når du lukker øjnene
hvad ser du
ræk ud
du har hænder nok
dsc_0032.jpg
red dig
fra dig selv
bliv til noget andet
end de andre
hvorfor gå den lige vej hjem
tænd lyset i mørket
så du kan se
din skygge er med dig
hvor du træder
er du aldrig alene
dsc_0044.jpg
dsc_0221.jpg
du vil nedbrydes
skilles ad
og gendannes
gør oprør
imens du kan
dans i regnen
syng din egen sang
i harmoni med dig selv
img_20161204_154120.jpg
flyv med fuglene
vær et blad
i modvind
giv slip
på alt du kender
hvis du tør
kast paraplyen i havet
hvor den hører til
hvorfor gemme dig
bagved det
der ikke er dig
dsc_0187.jpg

frosne minder

frosne minder
bananmuffins
gamle venner
fra en svunden tid
jeg lagde dem på køkkenbordet
der bliver de liggende
til de mugner
venner kommer og går
kan ikke huske
hvem jeg var
da de blev til
jeg giver slip
på jer
og det vi var
dengang bladene
endnu var grønne
dsc_0069.jpg
du faldt
som bladene på vejen
du blev alt det
der ikke var dig
kender dig ikke mere
hvem kender vi overhovedet
når det kommer til stykket
næste gang
ser jeg mig bedre for
du så altid
i den modsatte retning
dsc_0032.jpg
forelsket i en højtaler
og et nyt træ
jeg finder mig ikke i mere dårlig lyd
fra nu af
er kun den bedste udsigt god nok
du stod i vejen for alt det
jeg ikke kunne se
lyset kom tilbage
her kommer solen
tænk
at verden kan lyde sådan her
20161129_200042.jpg
en skovtur
med mig selv
og en hund
træet stod stadig
i luften
svævede minderne
fra den dag
hvor bladene skiftede farve
skoven husker alt
img_0412
jeg løb den anden vej
farvel kære træ
i solens retning
gider ikke
gå den samme vej igen
der findes andre træer
bedre udsigt
løb videre
eller stå fast
hvor du stod
vil du altid stå
img_0417
dsc_0089.jpg
tærter
grønkål
til afkøling udenfor
jeg tør flere minder op
lægger dem på køkkenbordet
har ikke brug for dem mere
de lå i vejen
for det
der er godt
hvor gør man af det
ingen kan se
dsc_0012.jpg
spørg mig om alt
jeg kan give dig svarene
hvis du lytter længe nok
lov mig
at du er en anden
for det er jeg
dsc_0014.jpg
jeg er en fryser
med fornyet plads
og lungekapacitet
må på indkøb i morgen
jeg kan rumme noget nyt
tænk sig
at kunne lukkes igen

på vej

en tidlig morgen
menneskemylder
hele byen
på vej væk
jeg tager med
spørger mig selv
hvad laver vi her
altid på vej til et andet sted
hvorfor
er det aldrig nok
at være os selv
img_0335
materialisme
tilbudsaviser
døgnåbent i bilka
skal du med
du kan spare tyve procent
på alle fødevarer
mellem to og fire i nat
kom nu med
en krone sparet er en krone tjent
så kan vi holde fri i morgen
tage i bilka igen
salling
magasin
samtlige storcentre
måske bliver vi trampet ihjel
hvis vi er heldige
dsc_0360.jpg
nisserne kom frem
fra garagen
julelysene blev tændt
i vores øjne
prøver at huske
hvem jeg var
sidste gang
de lyste verden op
alt det
jeg ikke havde set
nåede aldrig
at kende jer ved juletid
er jeres nisser også kommet frem
jeg skrev et julekort
med usynlig blæk
se efter i postkassen
engang i næste uge
wpid-dsc_2472.jpg
semestret går på hæld
vent
jeg har jo lige fundet mig selv
skal jeg nu igennem det hele
en gang til
det bliver ved sådan her
hvem er jeg
næste år
når bladene bliver røde
når julelysene tændes igen
hvor er vi
img_20161101_172304.jpg
spejl dig
i søens is
se dig selv udefra
blå og kold
du spørger dig selv
gik du den rigtige vej
den dag
du tog hjemmefra
kompasset ligger gemt
i en anden kommune
fra nu af
er retningen din egen
luk dine øjne
se tankerne flyve
tag med
til det sted
hvor alt begynder
igen
img_0314

jeg vil spire

img_20161106_175203.jpg
duggede ruder
kaffepletter
hovsa
slagregn
forpligtelser
ekstremsport
brunch
store planer
pakkeleg
nye sokker
grin
smilende øjne
nye sange
november
nye veje
jeg går min egen nu
dsc_0573.jpg
tiden løb ud
farvel igen
jeg går ind for kvalitet
glemte at huske det
nye tanker
fortjener mere
end jeg fik
du sang altid
den forkerte sang
jeg synger videre
drømmer nye drømme
nye solnedgange
nye smil
nye støvler
fornyede celler
tænk sig
at kunne overskue mig selv
dsc_0417.jpg
du var en anden
dengang bladene var grønne
håb
du skiftede farve
blev gul
og fløj væk
jeg prøvede at holde fast
accepterede det
jeg troede
at jeg fortjente
men vent
du bliver aldrig nok
når ikke du er rigtig
img_0206
du faldt omkring mig
her er jeg
et træ uden blade
frihed
tænk sig
at kunne trække vejret igen
mærke vinden
udsigt
hvor er jeg heldig
tak fordi
du fløj væk
der kommer nye blade
næste år
vil jeg spire igen
img_0021

er det ok

snevejr
duggede ruder
tænk sig
at være glad for at undvære
tænk sig
at finde alt det
jeg manglede
inde i mig selv
se indad
tænk sig
ikke at have brug for det
jeg troede var det vigtigste
hver dag
giver vi slip
på os selv
img_20161106_175203.jpg
hvalpe bliver til hunde
hvis ikke du passer på
hold øje
en time bliver til to
en uge bliver til tre
fire fem seks syv
dagene blev til år
før du ved af det
er november tilbage igen
dsc_0384.jpg
fra nu af
er jeg min egen ven
fra nu af
leder jeg nye steder
fra nu af
ser jeg indad
jeg er et filter
en sten
kan holde til det hele
forstyr mig ikke
de næste par uger
tak
dsc_0396.jpg
bliv hvor du er
flyv afsted med din flok
jeg ved jo godt
hvad din yndlingsfarve er
har du glemt
hvem vi var
da bladene var grønne
vi accepterer det vi tror vi fortjener
jeg vil have flere farver
end du gav
november
skal vi samarbejde
jeg ser dit potentiale
glimtet i dine øjne
du er en anden nu
dsc_0377.jpg
et simpelt liv
giver mig tiden tilbage
jeg kan nå det hele
her hvor jeg er
har jeg alt
en kat
en hund
ord
alt det
jeg læste
de sange
jeg sang
dengang
det er her
jeg er
her
jeg altid har været
jeg ledte
alle de forkerte steder
dsc_0395.jpg
flere nye sko
hvad vil de mon symbolisere
næste uge
materialisme
eller gavmildhed
jeg er den
der kender mig bedst
en investering
i mig selv
hvorfor ikke
en manifestation
af ugens identitet
et selvbillede
en selvforståelse
i evig udvikling
forandring
rivende forandring
gør dig klar
når du ser mig igen
er jeg en anden
dsc_0347.jpg
jeg ønsker
men mangler ikke
tænk at føle sig fri
uden det
jeg troede
jeg skulle bruge
jeg fylder rummet med mig selv
nye tegninger
sange jeg ikke sang dengang
ansigter jeg aldrig fik set på
gåture jeg ikke tog mig tiden til
tiden gik
du stillede mit ur frem
jeg blev væk
men ved du hvad
i dag fandt jeg mig igen
et nyt ur
er på vej med posten
dsc_0336.jpg
de siger
livet skal leves
ikke drømmes
de siger så meget
jeg drømmer om dagen
lever om natten
kig ud
se
solnedgangen
vejrfænomenerne
november
du ser bedre ud end sidste år
skal jeg købe dig en kop kaffe
fortæl mig om dig selv
undskyld min opførsel dengang
det var mig
ikke dig
den var gal med
image-0-02-05-3a86e8a03542d794cc854ebca914e65fed478b0fd212d2c5b358a629acc09d5e-v.jpg
jeg troede
at du var en anden
men jeg så dig med andre øjne
dine solnedgange
er flottere end septembers
jeg ser dig nu
ser dig for den du er
skal vi ikke lære hinanden at kende
kom ind hvis du vil
her er plads nok
eller bliv udenfor
december er jo også flot
dsc_0335.jpg
rulleskøjter er mit nye livsmål
jeg har veje
der skal udforskes
øjne
der skal se
hår
der skal klippes igen
sange
der skal synges
vil du synge med
flere solnedgange
der skal ses
se med
hvis du tør
måske du bliver overrasket
november
dig tog jeg fejl af
er det ok med dig
at jeg er forelsket i dine solnedgange
dsc_0392.jpg
de siger
glæden kun er rigtig
når man deler den
jeg deler den
deler den med alle
med mig selv
med verden
træerne
skyerne
havet
bag de duggede ruder
kan du se
jeg smiler nu
kan du se
hvor langt jeg er nået
tak fordi
du gav slip
nu flyver jeg selv
ændrer retning
hver dag
op og ned
mod syd
mod nord
som vinden blæser
flyver jeg
min sjæl opbevarer jeg i min højre støvle

mod nord

jeg vågnede op
blev forelsket i en ny sang
og et par støvler
jeg pudser dem ugentligt
fra nu af passer jeg på
for læder har ikke godt af vand
vi vidste det jo godt
img_0310
jeg smider planerne til storskrald
fremtiden er en illusion
nuet er alt vi har
det du havde
fylder dig op
kan aldrig smides helt ud
heller ikke det gamle kakkelbord
skraldespanden er fyldt igen
måske affaldssortering er løsningen
img_0202
jeg fandt vanterne frem
de passer ikke i dag
må prøve igen i morgen
måske skal jeg finde nogle nye
jeg var jo en anden
da jeg sidst havde dem på
så mange solnedgange
jeg ikke havde set
dsc_0273_7.jpg
jeg åbnede døren
november
er du blevet klippet
eller hvad foregår der
kan slet ikke kende dig
sådan så du ikke ud sidste år
du var en anden
dine øjne
kulsorte øjne
hvor er de nu
nu mødes vi påny
men hvordan ved jeg
om du er til at stole på
at dit lys ikke går ud igen
lover du ikke at sprænge flere bomber
når min puls er lav
lover du ikke at træde ind i min sjæl
med støvler på
og smide al dit affald
jeg gider ikke rydde op efter dig igen
img_0212
jeg gik ned til træet
med nye øjne
kan du klare kulden
eller er kulden lavet af dig
gør det ondt
når dine blade fryser til is
vil du have et tæppe
eller et par støvler
kan jeg ikke hjælpe dig
dsc_0296.jpg
ved du hvad
kære træ
sammen klarer vi det
november kan blive din ven
se på udsigten
mærk den
sug de sidste solstråler til dig
husk at tage dine vitaminer
varm dig på minderne
de kan aldrig flyve væk
de lader dig ikke fryse alene
for du er lavet af dem
husk på det
vi drømte om i foråret
sommeraftenerne
hvor vi havde det hele
glem regnvejret
vi tørrede jo igen
vi tørrer altid
sneen smelter
og før du ved af det
har du fået nye blade
dsc_0407.jpg
14550646_10210559376405710_1418705112_o
du er regnen
ødelægger altid min frisure
holder mig vågen
gør mig forfrossen
giver mig lyst til at blive inde
du skifter tilstandsform hver gang jeg ser dig
ved du godt
at du gør cykelstien livsfarlig
hver morgen
lad mig nu bare tørre
regn på nogle andre end mig
så ses vi vel i træerne til sommer
dsc_0326.jpg
du er bladene
du skifter farve
giver slip
løsriver dig
falder og flyver væk
hvirvler rundt i luften
ingen sans for retning
ingen tanke for hvor du lander
eller hvem du lander på
jeg prøver at samle dig sammen
men du flyver videre
mine arme er for korte
når sneen kommer
når nattefrosten tager magten
når du ikke er til at se
hvor er du så
kan du se mig
jeg vinker nu
ja
jeg er træet
received_10209791702770560.jpeg
img_0249img_0248
kom nu
vi stikker af
kun os
en sydhavsø
friskpresset juice
grønt vand
vi trænger jo bare til at få varmen igen
DSC_0413 (1)
img_0228
november kom
luften blev koldere
et træ uden blade
på vej mod nord
alene flyver jeg afsted
mod frihed
for du er fuglene
flyver helst i flok
og jeg venter ikke længere
har fået nye vanter
mine støvler ved
hvad jeg har brug for
fødderne bliver ikke kolde igen
fra nu af
skal jeg se alle solopgangene
slå rødder et andet sted
have nye blade
jeg sender nok et postkort
eller to
men følg ikke efter
mig indhenter du aldrig igen

img_0314