Kategoriarkiv: brok

At sprede kærlighed | Verdens længste sommerferie #9

Hej verden.

Jeg vil forsøge at gøre det kort.

I morges faldt jeg over dette på Facebook:

(Ja, jeg begik den fejl at gå på Facebook, jeg er ikke det perfekte menneske, bare til info)

Selvom jeg har en positiv indstilling til livet, så gør dette opslag mig irriteret, også selvom intentionen bag er at “sprede kærlighed”. Det primære problem er, at opslaget indikerer, at du kan vise din kærlighed til nogen, du holder af, hvis du nævner dem i et Facebook-opslag. At det er en god måde hvorpå du kan “minde dem om, at du holder af dem”.

Det er en stor gang pis (efter min mening).

Hvis du elsker nogen, så skal du måske lige overveje, om der ikke findes bedre og mere opfindsomme måder, hvorpå du kan erklære personen din kærlighed, end ved at “tagge” ham/hende i et opslag på Facebook, ligesom tusindvis af andre gør det. Det kræver jo ingenting af dig at skrive personens navn og et hjerte-ikon og trykke enter. Det er ikke at bevise din kærlighed, for der er intet arbejde lagt i det, og der er intet personligt over det. Du gør bare det samme som alle andre har gjort, og selvom det som udgangspunkt er en god ting at fortælle nogen, at du holder af dem/elsker dem, så betyder det ikke, at det er optimalt at gøre det via et opslag på Facebook. Det er uoriginalt og betydningen af ordene er minimal, for du har ikke engang selv skrevet dem. Det er ikke en erklæring af kærlighed, det er nærmere en erklæring af dovenskab og at du tager din elskede så meget for givet, at du tror det er nok bare at tagge dem i det samme opslag, som alle andre tagger hinanden i.

Dermed ikke sagt, at man skal bevise sin kærlighed ved at stå nedenfor sin udkårnes vindue og kaste sten på ruden imens man spiller violin, men man kan da i det mindste fortælle personen, at man elsker vedkommende, imens man ser ham/hende i øjnene. Og så kan man i øvrigt opføre sig godt og respektfuldt overfor hinanden, for det er nu engang mere værd end at blive tagget i et “jeg elsker dig” opslag på Facebook. (Jeg er godt klar over, at jeg lyder som en sur gammel mand fra 1700-tallet, men hvad kan man gøre).

Hvis du i det virkelige liv viser din udkårne din kærlighed, så er der på ingen måder brug for, at du tagger dem i sådanne Facebook-opslag. Du kan jo ikke vise din kærlighed via Facebook, og jeg har en teori om, at det handler om alt muligt andet, hvis du alligevel føler et behov for at tagge din elskede/dine familiemedlemmer/venner i sådanne ting. Så er det nok mere for at styrke dit eget ego og vise alle dine Facebook-venner, at du har kærlighed i dit liv, og at du er et menneske med overskud.

Måske handler denne tendens i virkeligheden om, at vi i nutidens samfund er i gang med at glemme, hvad kærlighed egentligt er. For hvis vi huskede på det, ville vi aldrig begynde at bruge sociale medier som et middel til at udtrykke vores kærlighed.

I denne forbindelse vil jeg snige mig til at perspektivere til kapitel 7 af “Ståsteder” af Svend Brinkmann, som handler om kærligheden som et meningsfuldt ståsted i tilværelsen. Kapitlet indledes med et citat af filosoffen Iris Murdoch (1919-1999):

“Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt” 

Hvis kærligheden mellem mennesker skal være mulig, må man acceptere den realitet, at der findes en verden uden for en selv. Som jeg ser det, vil det sige, at kærligheden mellem to mennesker får en helt ny verden, eller måske et parallelt univers, til at opstå, og denne verden eksisterer kun i kraft af kærligheden imellem de to mennesker. Det er i den verden, at kærligheden eksisterer, og det er i den verden, at den kan udtrykkes. Og i den verden eksisterer teknologien ikke. Facebook-opslag eksisterer ikke. For det eneste, der er virkeligt, er den verden, der eksisterer imellem jer – kærligheden. En verden, hvor et blik betyder noget, og hvor et kram kan vare i timevis, og hvor I ikke sidder og stirrer ind i hver jeres skærm og har travlt med at tagge hinanden i diverse billeder for at bevise jeres kærlighed overfor hinanden og omverdenen. For i den verden, der eksisterer i kraft af kærligheden, handler det om noget mere end dig selv og dit ego, og hvis du begynder at blande teknologiens verden ind i det hele, så tror jeg personligt ikke på, at det resulterer i noget godt. Den verden, der eksisterer imellem jer, bør være så værdifuld i sig selv, at du ikke har brug for andet, når du er i den.

Hvis vi begynder at tro på, at vi kan sprede kærlighed via Facebook, så ender vi med at nedbryde kærligheden (det er muligvis en radikal udmelding, men det er i hvert fald min hypotese). Hvis vi vil sprede kærlighed, så skal vi se hinanden i øjnene og dele nogle fine stunder sammen. Og værdsætte det. Vi skal fortælle andre mennesker, at vi holder af dem, og at vi sætter pris på at have dem i vores liv. Vi skal dele noget med hinanden og lade nye verdener opstå i kraft af det, vi har sammen.

Hold da helt op, det blev dybt.

Så ja, dermed opfordrer jeg til, at vi alle tænker lidt over, hvilken verden vi egentligt lever i, og om vi måske kunne få noget bedre ud af det hele, hvis vi huskede på den verden, som opstår i kraft af kærligheden, og var i stand til at lægge teknologiens verden til side, for i sidste ende betyder den jo ingenting.

Jeg forsøgte at gøre det kort. Vurder selv, om det lykkedes.

Hyg jer – og husk at købe gær og kamillete i Netto en af de kommende dage (eller også er det bare mig, der skal huske det)

//A

Fiktive kærlighedsdramaer og musik jeg ikke vil indrømme, at jeg kan lide

Hej verden.

Her kommer et indlæg omhandlende en (lille) kritik af SKAM sæson og en sang, jeg gerne vil kritisere. Desuden vil jeg i løbet af indlægget linke til nogle sange, som jeg føler for at indrømme, at jeg i al hemmelighed godt kan lide, selvom jeg normalt ikke siger det til nogen, i et forsøg på at opretholde en ydre identitet som værende interessant og ikke-mainstream. Men nu skal det være, jeg gider ikke mere pis, og jeg er generelt træt af menneskets tendens i dette samfund til at fremstille sig selv på en måde, der ikke tilsvarer virkeligheden. Så jeg må jo starte med mig selv.

(En sang jeg virkeligt godt kan lide i en usmagelig grad, også selvom at den har en lettere forfærdelig tekst)

(En sang jeg godt kan lide i øjeblikket, jeg ved ikke hvorfor)

Som man vil vide, hvis man har læst mine indlæg de seneste par måneder, vil man være i besiddelse af den viden, at jeg elsker SKAM. Og hvis man følger med i SKAM, ved man også, at sæson 4 er i gang, og at der kun er fire afsnit tilbage, før det hele slutter. (Advarsel: hvis du har tænkt dig at se SKAM og ikke er nået til afsnit 6 endnu, så se det, før du læser videre!)
Jeg har igennem hele sæson 4 været i tvivl om, hvorvidt det er den bedste eller dårligste sæson, og jeg er stadig ikke helt sikker. For på nogle punkter kan den noget, som de andre sæsoner ikke har kunnet. Jeg uddyber det en anden dag, men jeg synes bare, at den har haft nogle meget følelsesladede øjeblikke, der har ramt plet. Men det nyeste afsnit siger mig ikke særligt meget, og det er lidt en skræmmende oplevelse, da jeg havde forventet en masse af det. Jeg er nået frem til, at min irritation primært skyldes hele Sana+Yousef balladen (og al venindedramaet). Det ligger i kortene, at de nok ender med at finde sammen, selvom der er en masse drama, der indtil videre har forhindret det. Drama, der udelukkende er opstået, fordi Sana ikke er ærlig omkring sine følelser og ikke tør at være sårbar. Det er fair nok, men det er også irriterende. Desuden synes jeg egentligt ikke, at de nødvendigvis skal finde sammen, for jeg tror ikke, at det er det rigtige for nogen af dem. Særligt fra Sanas side ligger der et stort pres på forholdet, før det overhovedet er startet, da hun er religiøs og ikke vil være sammen med nogen, hvis hun ikke påtænker at blive gift med personen. Desuden er der hele balladen med, at Yousef ikke tror på Allah, og at Sana derfor ikke “kan” blive gift med ham, da han ikke betragter sig selv som muslim. Han er kritisk indstillet overfor religion, og det har de en utroligt fin samtale om. Hvor Sana ser religion som noget, der betyder meget for hende personligt og som hun bruger til at komme igennem hverdagen, ser Yousef det fra et andet perspektiv; han ser den måde, hvorpå religion splitter samfundet ad og skaber konflikter blandt mennesker – blandt folk, han holder af. I den forbindelse siger han den hidtil bedste sætning, der har været i denne sæson: “Hvis religion er så bra (godt) hvorfor splitter det så samfundet?”

Og ja, det er det, der er spørgsmålet, men det skal vi ikke diskutere nu. Umiddelbart tænker jeg, at det på den ene side kunne være vildt fedt, hvis Sana ender med at indse, at hun godt kan være sammen med Yousef uanset om han er muslim eller ej, da han virker til at være et godt menneske med gode værdier, og at de så kan leve godt og lykkeligt. Men på den anden side tænker jeg, at det kunne være fedt, hvis det ikke blev til noget imellem dem. For jeg synes ikke, at Sana virker til at være klar til at leve i et langvarigt og måske livsvarigt forhold. Hun er 17 år, og virker til at lægge meget vægt på at være selvstændig og kunne klare sig selv, og derfor ville det give meget god mening, at hun måske finder ud af, at Yousef ikke er hendes livs kærlighed, og at hun skal finde ud af nogle ting i sit liv først, før hun er klar til at “slå sig ned” for resten af livet. Det virker bare til, at hun har en vrede indeni sig, som minder mig om, at hun bare er 17. Det er noget, jeg har en tendens til at glemme, da jeg hele tiden har set Sana som en virkeligt cool og nuanceret person, der ved alt muligt og altid handler rationelt. Men udover at være de ting, så er hun jo også bare en gymnasieelev, der gør nogle mindre gode ting (som det kan ses i afsnit 6 og 7). Hun bliver en mere kompleks karakter i sæson 4, og det er godt, men jeg føler bare ikke, at det vil hjælpe ret meget, hvis hun og Yousef ender sammen. Jeg tror ikke på, at den lykkelige kærlighedshistorie er redningen, der fører til lykke.

Åh gud, hvor er jeg blevet kold og kynisk. Sådan er det at komme op i alderen.

Nåh, men konklusionen er, at jeg stadig elsker SKAM, men at jeg håber, at niveauet bliver lidt højere i de sidste fire afsnit, og at Sana får løst venindedramaet og siger undskyld til nogle personer, og lærer af disse ting, at hun er nødt til at være ærlig omkring sine følelser, og at hun ikke bare kan regne med, at alle ved, hvad hun tænker.

Nu til det andet fiktive kærlighedsdrama, denne gang i form af en sang:

Jeg blev tilfældigvis mindet om denne sang, da jeg så et afsnit af “Monte Carlo elsker jøderne”, hvor den blev brugt som baggrundsmusik. Det førte til, at jeg fandt akkorderne til den, og spillede den på ukulele og sang for mig selv (det skete udelukkende, fordi jeg var alene, men det lød egentligt nogenlunde, tror jeg). Og det førte til, at jeg indså, hvor forfærdelig den tekst er. Der er alt muligt galt med den. Den handler kort sagt om en kvinde, der har en mand, der er blevet forelsket i en anden kvinde (Jolene), og sangen er så henvendt til hende som et meget desperat opråb om, at hun ikke “tager” manden. Hun spørger nærmest på en venlig måde, om Jolene ikke nok vil lade være med det, da hun aldrig vil kunne finde andre mænd end ham. Det er med andre ord en stor gang pis. For det første fordi, at man ikke kan “tage” nogens mand/kvinde – for man kan ikke eje mennesker i det hele taget, så derfor kan man heller ikke tage/stjæle dem fra andre. Udtrykket “du er min” burde brænde i helvede (kan I fornemme, at jeg er hidsig). For det andet, så kan man ikke bede nogen om, at de skal holde sig væk, så ens partner ikke bliver forelsket i dem. Sådan fungerer verden jo ikke, og hvis man gør sådan, indikerer det bare, at man er ekstremt jaloux og usikker, hvilket i sidste ende er det, der vil få ens partner til at forlade en til fordel for en mere selvsikker og spændende person (Jolene). Man kan ikke tvinge nogen til at blive i noget, hvis de ikke ønsker det, og det er den helt forkerte måde at gøre det på at bede nogen om at blive, hvis de i virkeligheden har deres hjerte et andet sted. For hvorfor er det så egentligt, at man ønsker, at de skal blive? Så handler det jo om frygt for ensomheden og det ukendte, mere end det handler om kærlighed. For kærlighed er en gensidig ting, og du kan ikke tvinge dem til at eksistere, hvis den er fløjet videre.

Men nu er det så, at jeg spørger mig selv, hvorfor jeg er så kritisk overfor ovennævnte sang, når en af mine absolutte yndlingssange er denne:

En sang, der er mindst ligeså desperat og som egentlig omhandler det samme – kærlighed, der er slut. Der er bare noget andet over den, og jeg synes ikke, at den er irriterende og desperat på en dårlig måde. Men det er måske også bare mig, der pisker en stemning op over ingenting. Det er det oftest. Og spørgsmålet er hvorfor, da ovennævnte sange jo egentligt bare omhandler nogle menneskelige følelser, som er ok at udtrykke. Jeg skulle forestille at læse psykologi, så jeg burde ikke kritisere Dolly Parton for at udtrykke sine følelser. Og “Jolene” er jo ikke ligefrem en ny sang, så man kan diskutere, om det her overhovedet er en kamp, jeg bør tage.

Men nu gjorde jeg det alligevel, og det har resulteret i, at det er blevet lidt sent, hvilket ikke er godt, da jeg har et læseprogram, som jeg skal overholde, hvis jeg skal nå alt inden eksamen.

Men det hele går nok, og det er et godt liv. Som de siger i SKAM sæson 3: “Alt er love”. Og det er det vel, hvis man skifter sit perspektiv.

Hyg jer.

//A

velkommen til mit ansigt | et digt om en bums og vrede over en bumsecreme og markedsføringen af denne

Hej verden.

Igår da jeg var i gang med at spilde min tid på internettet, fandt jeg frem til et produkt, der gør mig rasende. Der er nærmere bestemt tale om en bumsecreme.

Denne creme, nærmere bestemt dens navn og beskrivelsen af cremen, gør mig rasende (og trist på menneskehedens vegne). Det er en bumsecreme ved navn “Too Young To Be Ugly”, og beskrivelsen af den lyder således:

Unge mennesker vil ikke finde sig i at få deres ungdom ødelagt pga. uren hud. Too Young to be ugly er en banebrydende nyhed (…)”

ARHH! Hvad er det jeg læser?! Hvad foregår der? Står det så skidt til for verden, at bumsecreme skal markedsføres på en sådan vis, hvor bagtanken tydeligvis er at give (unge) mennesker en følelse af, at de ikke er gode nok? At de er grimme, og at de får deres ungdom ødelagt, hvis de har bumser? Og at den eneste redning er at købe den pågældende creme (til en urimeligt høj pris)?

Det gør mig trist at tænke på, at der er nogle unge mennesker, der sikkert har købt denne creme, fordi de i forvejen har haft det skidt med deres hud, og så har fundet dette produkt, og blot er blevet bekræftet i, at de åbenbart har en grund til at hade sig selv. For så at blive fortalt, at det er cremen, der er deres redning. Cremen, der fortæller dem, at de er grimme og at de ikke kan leve deres liv, er deres redning.

Det er jo en stor gang pis.

Ligesom at du ikke skal blive kærester med folk, der forsøger at nedbryde din selvtillid for derefter at gøre alt for at du skal blive afhængig af dem og føle, at du ikke kan eksistere uden dem, så skal du heller ikke indgå i et forhold med en bumsecreme fra et firma, der ønsker at tjene penge på din nedbrudte selvtillid. For de sælger ikke cremen for at hjælpe dig og give dig et bedre liv – de sælger den for at få din selvfølelse til at afhænge af en creme, så de er sikret en indtjening i lang tid. De tænker, at hvis de taler til dig, så du får det dårligt med at være dig selv og at have en bums (eller ti), så vil du begynde at tro, at cremen er nødvendig for at du kan blive “okay” igen. Og derfor er du nødt til at købe den og at blive ved med at købe den, også selvom den højst sandsynligt ikke virker.
Jeg synes, at det er et trist produkt, og jeg synes, at det er nogle triste tanker, der ligger bag. Jeg er skuffet over dem, der har siddet og tænkt, at det er en fantastisk idé at forsøge at nedbryde folks selvtillid for at få dem til at købe et produkt. Jeg tænker, at det siger lidt om, at de måske har svært ved at sælge produktet i sig selv, at de føler sig nødsaget til at bruge den slags salgsmetoder. For man kan nærmest ikke synke dybere, hvis man forsøger at tjene penge på andres dårlige selvværd, og man bevidst forsøger at nedbryde deres selvværd – og så give falske løfter om, at de vil få det meget bedre, hvis de køber produktet. Jeg synes faktisk, at det er direkte usmageligt, og jeg håber, at firmaet vil sætte sig ned og tænke sig om en ekstra gang, efter de har læst den mail, jeg har tænkt mig at sende til dem (med et link til dette indlæg og det digt, der følger længere nede i indlægget). Man kan da håbe, at de i det mindste er villige til at reflektere lidt over deres markedsføring og salgsstrategier, for ellers er det udtryk for at vi virkeligt har problemer i denne verden.

Det, jeg ønsker at udtrykke med dette indlæg og det nedenstående digt, er at jeg ønsker en verden, hvor vi ikke lader folk nedbryde vores selvtillid og tjene penge på det. Jeg ønsker en verden, hvor der ikke findes cremer, der fortæller os, at vi ikke er gode nok, som vi er. Jeg ønsker en verden, hvor der ikke er nogen, der forsøger at tjene penge på at nedbryde folks selvtillid og selvværd.

Men eftersom det tydeligvis ikke er sådan en verden, vi lever i, må vi selv gøre noget for at tage magten tilbage over vores liv. Vi er nødt til at lade os selv eksistere og lade os selv være som vi er, for vi har ikke tid til at gå rundt og hade os selv pga. en bums eller fordi vi vejer lidt for meget, har skæve tænder eller you name it. Vi har ikke tid til at lade vores glæde afhænge af, hvordan vores kroppe ser ud på den pågældende dag. For imens vi har travlt med at være usikre på os selv og bruge alle vores penge på dyre agurkebumsecremer og slankemidler og tandblegninger, så går livet – det passerer, og årene går, og pludselig sidder vi tilbage og fortryder, at vi aldrig levede livet. Det, der forhindrer os i at leve, er at vi spilder tiden på at bekymre os om alt det, der ikke betyder noget. Det er jo ikke selve bumsen, der gør os ude af stand til at være lykkelige og se på solnedgangen og være taknemlige for, at vi lever og sidder lige her og har alt det, der betyder noget.

FUCK hvor er der meget i denne verden, der er vigtigere end tilstedeværelsen af en bums (eller femten). Der er så meget, der er så smukt og godt, og som vi glemmer at værdsætte, hvis vi i stedet har travlt med at hade os selv og ønske, at vi var anderledes. Der er så meget, vi går glip af, imens vi er i gang med at hade os selv – for livet er NU. Og du bliver aldrig glad, hvis du går rundt og tror på, at det er en bumsecreme, der skal gøre dig i stand til at leve dit liv fuldt ud. Du bliver ikke glad, hvis du tænker, at du først kan blive lykkelig, når dit ansigt ser perfekt ud eller når din krop er slank og veltrænet. Hvis du hader dig selv og din krop som den er, så bliver du ikke lykkelig. Heller ikke hvis bumsecremen med agurkeekstrakt rent faktisk virker. Hvis du har købt den, fordi du tror på, at du ikke er god nok og ikke er i stand til at leve dit liv fuldt ud, hvis du har en bums eller ti i dit ansigt, så bliver du ikke lykkelig, for så finder du blot noget nyt at hade dig selv for. Vi mennesker kan være så sindssygt ondskabsfulde overfor os selv (og hinanden), og jeg synes, at det er på tide, at vi alle stopper op og tænker over, hvad vi egentligt gør ved os selv, og om det måske er produkterne, og markedsføringen af produkterne, herunder den førnævnte bumsecreme, der er noget galt med, i stedet for at tro, at det er OS den er gal med.

Det er på tide, at vi stopper op, ser os omkring og spørger os selv, hvorfor vi tillader, at firmaer tjener penge på at nedbryde folks – unge menneskers – selvtillid, så de føler sig tvunget til at bruge virkeligt mange penge på en creme, de sagtens kan undvære.
For bare fordi, at du får en bums, behøver du ikke at gå ind i en paniktilstand og forsøge med alle midler at få den til at forsvinde. Du behøver ikke at hade dig selv, gå i hi eller undgå at se folk i øjnene. Du behøver ikke at købe den dyre bumsecreme – heller ikke selvom den fortæller dig, at du er grim og går glip af din ungdom pga. din bums. Du kan bruge din tid på så mange bedre ting, og du kan bruge dine penge på alt muligt godt. En creme med navnet “Too young to be ugly” kommer sgu aldrig til at gøre dig lykkelig, nok nærmere det modsatte, så du vil købe flere og flere produkter i et forsøg på at “få dit liv tilbage”. Men ved du hvad? Du har hele tiden haft dit liv. Det her er dit liv. Det afhænger ikke af en creme. Du får først dit liv tilbage, når du indser, at bumsen intet betyder. For du kan jo alt det, du gerne vil. Du skal bare gøre det, og lade være med at tro, at det er bumsen, der stopper dig. For du er jo så meget mere end den bums, og det er ikke den, der gør dig ulykkelig eller forhindrer dig i at leve. Du er jo dig uanset hvad. Tænk på alt det, du kan. Alt det, din krop gør dig i stand til at gøre. Du er et menneske. Du lever. Og det er sgu smukt. Du behøver ikke at lade en bumsecreme fortælle dig, at du aldrig bliver god nok, hvis du ikke køber den. Du behøver ikke at tro på, at du er nødt til at bekæmpe dig selv for at blive god nok. Du behøver ikke tro på, at du skal hade alt det ved dig selv, der ikke er perfekt. For bumsen er en del af dig. Og hvordan fanden skal du nogensinde blive glad, hvis du forsøger at hade en del af dig selv væk?

Jeg har i de seneste par dage arbejdet på et digt, som jeg har valgt at dedikere til en helt særlig bums, der bliver ved og ved med at eksistere. Men jeg vil også gerne dedikere dette digt til det firma, der står bag den ovennævnte agurkebumsecreme, for jeg tror, at de kunne have godt af at læse det. Måske kunne de blive inspirerede til at få en mere venlig og anerkendende tilgang i markedsføringen og navngivningen af deres produkter. Man kan håbe.

velkommen til mit ansigt

hej

velkommen til mit ansigt

du må godt være her

du kan vokse alt det du vil

jeg ser dig

jeg anerkender dig

og du har ret til at eksistere

men vi ved begge to

at du skal videre en dag

og det bliver godt for os begge

men indtil da

vil jeg behandle dig godt

for du er mig

og jeg er dig

og selvom du forsvinder

så vil jeg ikke hade dig

indtil du går din vej

for du har ret til at være her

og jeg er så meget mere

end en afbildning af dig

jeg vil ikke dække dig til

for i dag skal vi mærke solen

og jeg kan jo alt det jeg vil

uanset om du er med eller ej

du er en rød hævelse på mit ansigt

og selvom du ikke ligefrem er pæn

så skal du være så velkommen

til at blive natten over

jeg giver en kop kaffe i morgen tidlig

hvis du ikke er taget afsted

og hvis du bliver større

så gør det ikke så meget

for der er så mange solnedgange

jeg skal nå at se

så mange øjne

jeg skal smile til

der er så meget i verden

som jeg gerne vil

du skal vide

at jeg intet har imod

at du har fundet hjem i mig

for jeg er så meget mere

end defineret af dig

//A

En kritik af en problematisk diskurs | 13-årige er også mennesker

Hej verden.

Foråret er over os, og det er for nogle lig med konfirmationstid. Det fremgår af diverse reklamer og artikler, der skiftevis handler om, at et stigende antal unge fravælger konfirmationen og at det er en “katastrofe” (ifølge præsterne), at konfirmationsfester er meget dyre i dag og at unge primært bliver konfirmeret pga. gaverne.

Der er flere aspekter af denne konfirmations-diskurs, som jeg finder problematisk. Helt overordnet handler det om, at jeg ikke føler, at de 13-14 årige bliver opfattet som mennesker, der er i stand til at tænke selv. Når de tager en beslutning, enten om at blive eller ikke at blive konfirmeret, bliver de kritiseret af voksne mennesker, der ikke mener, at de har taget beslutningen af de rigtige grunde, og at de derfor vil fortryde det senere i livet.

“De gør det bare for pengenes skyld, de er jo ikke i stand til at vide i den alder, om de tror på gud”. 

Det er manges reaktion (i diverse kommentarspor) på artikler, der handler om dyre konfirmationsfester eller lignende. Og der er helt sikkert noget om snakken – nogle vælger konfirmationen for at blive fejret med en fest og gaver, og for at være en del af fællesskabet med resten af klassen, der skal konfirmeres. Men det betyder ikke, at det er rimeligt at sige, at alle baserer beslutningen om at blive konfirmeret på et ønske om penge og store gaver. Det betyder heller ikke, at det er rimeligt at se 13-årige som små børn, der ikke kan tænke selv, og det betyder heller ikke, at det er ok at omtale dem som om, at de ikke er frie mennesker, der kan træffe deres egne beslutninger på et grundlag, der er mere komplekst end blot “jeg vil have penge, for jeg er 13 år tænker kun på materialisme og mig selv”.

Ja, på nogle punkter er det da løbet helt af sporet med konfirmationsfesterne, der i nogle tilfælde koster flere 100.000 kroner og involverer utroligt mange gaver, som konfirmanderne reelt set ikke har brug for. Men det er jo ikke konfirmandernes skyld. Det er forældrene og familien der er med til at køre det op til noget, det slet ikke er. Det er ikke konfirmationen i sig selv, der giver adgang til en overflod af gaver og materialisme – det er den tradition, nogle har valgt at gøre det til, der er forbundet med materialisme. Selve konfirmationen er jo sådan set bare at bekræfte dåben og at erklære, at man tror på gud og vil gøre det fremover i livet. Og det er jo det, de unge siger ja til, når de bliver konfirmerede. At nogle forældre så vælger at leje limousiner og holde fester for 50-100+ mennesker, i forbindelse med konfirmationen af deres barn, er ikke noget som barnet/den unge kan klandres for. Det er jo forældrene og den unge, der i samråd vælger, hvordan de synes festen skal være, og selv hvis den unge skulle have en forventning om at modtage en iPad, en iMac og at have 200 gæster med til festen, så betyder det jo ikke, at forældrene skal sige ja til det. Og det betyder heller ikke nødvendigvis, at den unge kun vil konfirmeres pga. gaverne – det betyder bare, at den unge har registeret de traditioner om materialisme, som konfirmationen er blevet forbundet med, og derfor bare ser det som en naturlig ting, at konfirmationen er ligeså stor som et israelsk bryllup (hvor der ofte er inviteret over 500 mennesker). Men det er ikke den unges skyld, det er vores allesammens skyld, fordi vi er med til at bidrage til, at det hele eskalerer på den måde. Vi kan jo bare sige fra og minde konfirmanderne om, at en god fest måske bare involverer 20-30 gæster og få, men gode og betydningsfulde gaver.
Så jeg synes ikke, at det er rimeligt at klandre konfirmanderne for kun at blive konfirmerede pga. gaverne, når konfirmations-traditionerne er samfundsskabte og desuden langt oftere handler om, at forældrene ønsker at holde en prestigefyldt fest, fremfor at den unge er egoistisk og forventer at modtage 200.000 kroner, når han/hun siger ja til at blive konfirmeret.

Generelt synes jeg bare, at det er ærgerligt, at vi ikke tager de 13-årige seriøst. Vi anser dem ikke rigtigt for at være mennesker, der er i stand til at have et forhold til religion og spiritualitet. Det synes jeg er trist, for ligesom at jeg ønskede at blive respekteret for mine grunde til at fravælge konfirmationen, ønsker jeg også at dem, der vælger konfirmationen, skal respekteres for det og anderkendes for at have tænkt sig om og truffet en beslutning. Hvorfor skulle vi automatisk gå ud fra, at konfirmanderne ikke kan tænke sig om, eller at de bare går med på bølgen for at få social og økonomisk anerkendelse? Sådan har jeg i hvert fald ikke lyst til at opfatte konfirmanderne, for jeg ved, at 13-årige også er individer, der har rigtige tanker og følelser og en identitet i udvikling. De har ret til at have en mening og at folk omkring dem accepterer deres meninger og beslutninger – at deres meninger måske ændrer sig i fremtiden, er ikke et argument for ikke at tage dem seriøst.

Det betyder dog langt fra, at jeg går ind for, at man som forælder ikke må udfordre den unge i sit valg. Hvis ens 13-årige søn kommer og siger, at han gerne vil konfirmeres, så er det da kun godt at stille spørgsmål til, hvorfor han vil det, og hvad konfirmationen betyder for ham. Det kunne give anledning til en god diskussion. Og på den anden side, hvis den 13-årige søn, som vi kan kalde Ola (et norsk navn jeg er dedikeret fan af), kommer og siger, at han ikke vil konfirmeres, så er det da også oplagt at spørge, hvorfor han ikke vil det (så længe man spørger, fordi man rent faktisk gerne vil vide hvad Ola tænker, og ikke fordi man ser ned på Ola pga. hans meninger). Det er da kun godt, hvis Olas forældre kan stille ham nogle spørgsmål, han kan tænke over, så han kan blive endnu mere sikker i sit valg, for det vil han nok blive glad for senere hen. Desuden betyder det, at Ola og hans forældre kan få nogle gode samtaler om meningen med livet, værdier osv.

Men hvis man ikke er forælder eller en meget nær slægtning til Ola, der vil (eller ikke vil) konfirmeres, så synes jeg egentligt ikke, at man behøver at spørge vildt meget ind til det. Man kan sagtens gøre det, hvis man er en flink person, der har en god relation til Ola, og som oprigtigt gerne vil snakke med Ola om hans valg. Men man skal også huske at vende situationen om, og tænke på, hvad man selv ville synes om det, hvis man fx havde inviteret en masse mennesker til sit bryllup, og de så allesammen kom og stillede spørgsmål til, hvorfor man ønsker at blive gift. Hvis du selv ville opfatte Ola som en usympatisk nar, hvis han spurgte “hvorfor har du egentlig lyst til at blive gift? Er det mest pga. festen og gaverne?”, så er det måske en smule dobbeltmoralsk at dømme Ola og tænke, at han nok bare bliver konfirmeret fordi han vil have en fest. Bare fordi Ola er 13, er du ikke bedre end ham, og bare fordi han måske ikke ved alting i livet endnu, betyder det ikke, at han ikke kan have en sprituel/religiøs side. Det er sådan set en personlig ting, som Ola har ret til at holde helt for sig selv, uanset hvor gammel han er.

På den anden side har vi så dem, der har valgt ikke at blive konfirmeret. Et eksempel på det var mit 13-årige jeg. Det var egentligt et meget simpelt valg for mig, for jeg har aldrig troet på gud, og har aldrig følt et behov for at have en bestemt religion, så derfor føltes det helt naturligt for mig ikke at blive konfirmeret. Jeg kunne ikke rigtigt se, hvorfor jeg skulle sige ja til, at jeg troede på gud, når jeg ikke gjorde det, og desuden havde jeg ingen interesse i at bruge min tid på at skulle i kirke, når jeg i stedet kunne lave andre ting, der gav mere mening for mig.

“Du er jo så ung, er det ikke ærgerligt at fravælge troen i så tidlig en alder, hvis du nu fortryder om nogle år? Konfirmationen er jo en tradition, der sker ikke noget ved at sige ja, selvom du ikke er helt sikker. Det er da også ærgerligt at stå udenfor fællesskabet, når alle dine venner skal konfirmeres, du går jo glip af meget socialt”

Den reaktion husker jeg at blive mødt med, ikke af alle, men af en del. Dog var der også mange i min klasse, der var misundelige på mig, fordi jeg ikke blev tvunget til at blive konfirmeret af mine forældre (de “tvang” mig dog til at tage med til konfirmationsforberedelse 3-4 gange, så jeg var helt sikker på mit valg).
Men jeg kunne godt mærke, at det ikke var en velset beslutning hos alle jeg kendte. Jeg kunne godt have følelsen af at stå meget alene med mit valg, og at nogle ikke syntes, at jeg havde taget et godt valg. Det var i bagklogskabens lys måske meget fint, da jeg har haft samme følelse tusindevis af gange senere hen. Så ved at sige nej til konfirmationen forberedte jeg egentlig bare mig selv på at sige nej og forklare hvorfor, når andre mennesker ikke helt har kunnet forstå mine valg/fravalg af diverse ting i livet. På den måde kan man sige, at det hjalp mig til at træde ind i “de voksnes rækker” selvom jeg hader det udtryk, da de voksnes rækker ikke nødvendigvis er noget, der virker særligt attraktivt at træde ind i. Jeg ville hellere træde alle mulige andre steder hen. Men faktum er, at jeg er virkeligt glad for min beslutning, eftersom jeg mange gange i løbet af årene har haft lyst til at kramme mit 13-14 årige jeg for at tage en beslutning, jeg kunne stå inde for dengang, og som jeg stadig kan stå inde for fuldt ud. Det føles skide fedt at være enig med mit 13-årige jeg.

Jeg synes, at vi skal hylde, at unge mennesker er i stand til at tage beslutninger, og jeg synes, at vi skal opfordre dem til at blive ved med at reflektere og tænke over, hvad der er rigtigt for dem, og hvad der giver mening i deres liv.

Jeg synes, at vi skal anerkende 13-årige som mennesker, og at vi skal respektere deres meninger (medmindre de giver udtryk for, at de sympatiserer med nazisterne eller at de generelt udtaler sig hadefuldt omkring andre grupper af folk).

Jeg synes, at vi skal lade de 13-årige nå frem til deres egne beslutninger, for det er dem, der skal konfirmeres eller ikke konfirmeres, så det er udelukkende deres eget valg. Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at nogle forældre går ind og siger “du skal konfirmeres, for det er en tradition”, eller “truer” med, at de ikke får nogen fest, hvis de ikke vil konfirmeres. For det gør konfirmationen til et socialt pres og desuden til en umyndiggørelse af de unge, der så kan lære, at de kun bliver fejret hvis de gør det, deres forældre siger, at de skal gøre. (Med andre ord, at de kun er ok hvis de gør det, der forventes af dem og som forældrene synes er den gode beslutning).
I stedet synes jeg, at forældrene bør snakke med deres børn om, hvad de selv føler og tænker, og at de desuden bør høre efter, hvad børnene egentligt giver udtryk for fremfor blot at sige “ingen konfirmation, ingen fest”, da det ikke rigtigt opfordrer børnene til at tænke videre over, hvad de vil med deres liv eller hvad de selv mener er det rigtige at gøre. Det opfordrer ikke til selvstændige valg men derimod det helt modsatte. Så det har jeg faktisk ingen respekt for, da jeg ikke går ind for indoktrinering af børn. De skal derimod vide, at deres valg bliver respekteret og at det føles vildt godt at stå ved sine egne beslutninger og at have det godt med sine valg. Det lærer de aldrig, hvis man tvinger konfirmationen nedover dem via psykisk manipulation og manglende forståelse for og anerkendelse af selvstændige meninger. Der er ikke meget “at træde ind i de voksnes rækker” over tvang fra forældrenes/samfundets side.

Jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvorvidt det er en god eller dårlig idé at holde en fest selvom man ikke er blevet konfirmeret, da jeg tror det er meget individuelt om man føler for at gøre det eller ej. Man skal i hvert fald aldrig føle sig tvunget til noget, og derfor er det fint ikke at holde en fest, hvis man ikke har lyst til det. Personligt blev jeg og mine forældre enige om at holde “Amandas forårsfest” på den dag, hvor resten af min klasse blev konfirmeret. Det mindede egentligt bare om en udvidet fødselsdag, og meningen med det var også bare at lave en fejring af min 14-års fødselsdag men kalde det en forårsfest i stedet for en fødselsdag eller en nonfirmation.
Mit 14-årige jeg vidste godt, at jeg nok ville have fået lidt flere penge, hvis jeg var blevet konfirmeret, men det havde jeg det faktisk helt fint med. For jeg holdt ikke festen med det formål at få penge; jeg holdt den fordi jeg havde lyst til det. Mine forældre og jeg var blevet enige om, at det gav god mening at holde en lille fejring af det faktum, at jeg selv kunne tage en selvstændig beslutning, og at jeg havde tænkt meget over det og overvejet mine grunde til at fravælge konfirmationen.
Og det har jeg det stadigvæk rigtig godt med. Jeg har aldrig været så stor fan af at kalde det en nonfirmation, men det var der alligevel mange der gjorde, da de ikke rigtigt forstod, hvad “Amandas forårsfest” gik ud på. Jeg så det egentligt bare som en stor fejring af min 14-års fødselsdag, men det var vel en nonfirmation, da en nonfirmation sådan set bare betyder, at man ikke bliver konfirmeret men alligevel har inviteret folk til kagebord. Og det er fint. Mange kritiserer nonfirmations-tendensen og mener, at det er dobbeltmoralsk, men der vil jeg så mene, at det vel er tilladt at invitere folk på kage, uanset om man har sagt ja eller nej til gud, for retten til kagebord kan kristendommen altså ikke tage patent på. Desuden er der heller ikke noget galt med at ønske at holde en fest med nogle folk man holder af. Man behøver ikke at retfærdiggøre det overfor nogen andre end sig selv. Hvis man føler, at der er en grund til at blive fejret, så skal man fandme have lov til det, uanset om man siger ja eller nej til at bekræfte dåben.

“Det er en katastrofe, at så mange unge i dag fravælger konfirmationen. Det er en udvikling i den forkerte retning”

Jeg læste en artikel for nogle uger siden, hvoraf ovenstående mere eller mindre var essensen af den. Der var nogle forskellige præster, der udtalte, at de syntes at det var en ærgerlig udvikling at mange unge fravælger kristendommen, og at der skulle gøres noget ved det. Det blev fremstillet som om, at det nærmest er en katastrofal udvikling, som vi bør bekymre os over.

Men det synes jeg er en stor gang pis.

Det er ikke en katastrofe, at (unge) mennesker tager en beslutning om noget. Det er derimod en katastrofe, hvis de ingen beslutning tager. Hvis de går igennem livet uden at reflektere over, hvad de vil og ikke vil – så er det en katastrofe. Det er aldrig en katastrofe, at de unge mennesker vælger noget andet end tidligere generationer har valgt, for det betyder bare, at ungdommen er i stand til at tænke selvstændigt og ikke bare lader sig hjernevaske af, at noget er en tradition og noget “man gør, for sådan er det”.

Det er et sundhedstegn at turde at sige nej. Og man skal sgu ikke kritisere nogen for at sige nej til noget, de ikke har lyst til. Ellers ender vi med et meget trist samfund, hvor vi mister vores demokratiske rettigheder.

Konklusionen på alt dette er, at jeg synes, at vi skal behandle 13-årige som ligeværdige individer, der er i stand til at danne deres egne holdninger. Vi skal få dem til at føle sig hørt, og vi skal respektere dem, når de enten siger ja eller nej, for det er ret vigtigt at lære, at det er ok at sige nej, og at man selv bestemmer, om man ønsker at forklare sine bevæggrunde hertil.

Vi skal huske, at 13-årige er mennesker. Mennesker, der også har tanker om livet, døden, forholdet til religion, meningen med livet, værdier osv. Det skal vi tage alvorligt. Jeg kan selv huske, hvor fantastisk det føltes at være 13 år og at føle mig hørt og anerkendt, og den følelse er jeg rigtigt glad for, at jeg havde dengang, for det har givet mig mod til at fortsætte med at træffe mine egne beslutninger og at gøre det, der er rigtigt for mig. Det håber jeg, at andre 13-årige (og hele menneskeheden i det hele taget) også kommer til at føle.

Så lad os fejre, at vi lever i et demokratisk land, hvor børn/unge i dag selv har mulighed for at vælge, om de vil konfirmeres eller ej. Lad os fejre, at 13-årige selv kan tænke. Og lad os lade dem gøre det, uden at dømme dem for den beslutning, de når frem til – uanset om det passer ind i “traditionerne” eller ej. For traditionerne skal ikke styre os – vi skal styre traditionerne, og i nogle tilfælde er det måske bedre at styre helt udenom traditionerne.

Tillykke til alle dem, der har taget valget om at blive konfirmeret, og tillykke til alle dem, der har fravalgt det. Tillykke til alle, der tænker sig om og reflekterer. Og tillykke til alle dem, der har valgt “forkert” og senere i livet finder ud af, hvor meget de har lært af at vælge forkert.

Det er et godt liv, og vi er allesammen lige gode, uanset religion eller mangel på samme.

Hyg jer.

//A

En kritik af et problematisk tv-program

Hej verden.

Jeg er stadig syg, men pga. de to kopper hvidløgste, som jeg har indtaget indenfor det seneste døgn er min feber faldet til 38, hvilket har resulteret i, at jeg har fået vasket op for første gang siden i søndags. Jeg har også fået læst hele 15 sider og skrevet noter, hvilket jeg tvang mig selv til at gøre, eftersom jeg ikke ønsker at komme håbløst bagud allerede nu. Og alt sammen lykkedes pga. hvidløg. Åh, hvidløg, du fuldender mig.

Nåh, men nu til sagen:

Eftersom jeg har set en del tv de seneste par dage af mangel på bedre underholdningsmuligheder, er jeg løbet tør for programmer, som jeg rent faktisk ønsker at se. Så det resulterede i, at jeg i morges, da jeg spiste morgenmad (hvilket fandt sted kl. 13) valgte at se et program, som jeg ikke havde forventet, at jeg nogensinde ville se igen (og nej, jeg hentyder ikke til Aftenshowet).
(trommehvirvel, spænding, uhh, hvilket program så jeg mon så)
Jeg så det første afsnit af den nye sæson af “Gift ved første blik”.

Det ser ikke godt ud, når det kommer ned på skrift. Jeg er ikke stolt af det, og jeg så det kun, fordi jeg ikke kunne se andre mulige løsninger. Det var enten det, eller at se et gammelt afsnit af Kender Du Typen. Og så blev jeg alligevel enig med mig selv om, at det var mere konstruktivt at se Gift ved første blik, da jeg ikke har set det i nogle år, og teknisk set ikke kan kritisere et program, som jeg ikke har set. Med andre ord så jeg  primært programmet for nu at kunne kritisere det med god samvittighed. Så her kommer noget af det, som jeg indtil videre er nået frem til.

Helt grundlæggende er der bare noget trist ved det faktum, at DR har formået at skabe et program, som amerikansk tv har ønsket at købe rettighederne til. Da det skete, synes jeg godt, at DR lige kunne have indset, at de nok burde stoppe med at lave programmet, hvis det appellerer til dét segment. Men nej, de har i stedet valgt at lave en fjerde sæson og blive ved. Og det er der ingen grund til.

Det primære problem med programmets koncept er, at det er virkeligt overfladisk. Det handler jo ikke om at “give kærligheden den ultimative chance”, som de selv siger; det handler om at lave tv, der tiltrækker flest mulige seere. Det handler ikke om, at “lave de perfekte match”. Nej. Deltagerne er castet ind i programmet og er blevet udvalgt med henblik på, at de skal gøre programmerne interessante og sindsoprivende at se. De er selvfølgelig ikke bare blevet udvalgt, fordi de passer fantastisk sammen.

Desuden handler det ikke om, at de skal indgå et ægteskab. For jo, det gør de rent formelt, men det er jo ikke et reelt ægteskab, eftersom det intet fundament har. De kender ikke hinanden og får ikke rigtigt mulighed for at komme til det, eftersom folk sidder hjemme i deres stuer og kan se med på det hele. Deltagerne sættes i sådan en overvældende situation, hvor alting lige pludselig sker på én gang, at jeg synes, at det fra et psykologisk synspunkt er kritisabelt, eftersom de ikke får mulighed for at vænne sig til situationen uden konstant at få et kamera i hovedet og blive bedt om at fortælle, hvordan de synes, at det går med at være gift. Jeg tænker, at det er en meget stressende situation at sætte mennesker i. Det handler ikke om opbygningen af et ægteskab eller en menneskelig relation; det handler om at sætte to mennesker under et massivt pres, og fremstille det på en måde, så det bliver dramatisk, interessant og muligvis lidt rørende.
Programmet er både for privat og samtidig for upersonligt.

Personligt har jeg meget svært ved at forstå, hvorfor man skulle have lyst til at blive gift med en tilfældig person, bare for at blive gift. Det er så ukonkret og upersonligt, og det handler jo ikke om kærlighed. For ingen af deltagerne bliver gift, fordi de er forelskede og mener, at de har fundet en, de ønsker at bruge resten af livet sammen med; nej, de bliver gift for at blive gift. De bliver ikke gift pga. en personlig relation, kemi og et ønske om at være sammen med hinanden for evigt; de bliver gift pga. ønsket om at finde en eller anden at blive gift med, som kan give dem det, de savner. Det bliver til et individualistisk projekt på den dårlige måde, hvor begge parter tænker “jeg skal giftes” fremfor “vi skal giftes”.

Der er bare noget ved det program, der får ægteskabet til at fremstå utroligt frastødende (men så igen, jeg har aldrig kunnet forestille mig selv at blive gift, så tanken om ægteskabet har altid fremstået mere eller mindre frastødende for mig). De snakker om, at 46 % af alle ægteskab ender i skilsmisser og at 1,6 millioner danskere “lever som singler”, som om, at det er lig med noget helt forfærdeligt, der er nødt til at blive løst. I starten af programmet, før deltagerne er blevet gift, bliver de præsenteret med deres navn og nedenunder antallet af måneder/år, de har været singler. Efter de er blevet gift, præsenteres de med deres navn og nedenunder står der så, at de er gift og hvem de er gift med. Og den lille detalje har måske et informativt formål, men på en eller anden måde siger det samtidig alt om, hvordan deltagerne fremstilles i programmet. Først er de singler. Så er de gift. Deres civilstatus bliver gjort til deres overordnede identitet, og det gør mig ret trist, for først og fremmest er de jo mennesker, og det synes jeg ikke rigtigt, at programmet formår at fremstille dem som.

Sikke en stor omgang pis. Det må være konklusionen.

Og dermed; glædelig valentinsdag!!! (jeg har også overvejet at skrive en kritik af valentinsdag-konceptet, men jeg er nået frem til, at jeg ikke ønsker at ødelægge den gode stemning, for hvad nu, hvis det viser sig, at jeg har læsere, der er store fans af valentinsdag og virkeligt har glædet sig til den dag i et helt år? Jeg kan da ikke tage glæden fra dem.
Så skriv venligst en kommentar/send mig en mail hvis du læser min blog og godt kan lide valentinsdag/Valentines Day/you name it. (Hvis jeg ikke modtager nogle henvendelser, så vil jeg tillade mig at ødelægge den gode stemning engang i fremtiden/næste uge, når jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan kritisere valentinsdag, uden at folk opfatter det som om, at jeg bare er sur og bitter, fordi jeg ikke selv har modtaget nogle kort eller blomster og chokolade fra diverse hemmelige beundrere). Men det står ikke ret højt på min prioriteringsliste at skrive det indlæg, eftersom jeg får travlt i den kommende periode og i næste uge har hele fire sociale aftaler, og desuden har tænkt mig at møde op til undervisningen på uni. Det bliver godt for mig at komme lidt ud, tror jeg.

(Jeg føler, at dette billede er en meget god afrunding på alt dette)

I må hygge jer.

(Hvis nogen skulle få den idé at sende mig blomster, så lad venligst være, da jeg højst sandsynligt ikke er hjemme, og desuden hellere vil modtage en kaktus, eftersom blomster er spild af penge, indpakning og jordens ressourcer. Og fordi min kaktus Lars-Kirsten godt kunne bruge sig en partner. Kønnet er lige meget, Lars-Kirsten er åben for alle muligheder)

 

//A

 

 

aaarrrhhhh (det mest ynkelige indlæg nogensinde)

Hej verden.

Jeg har 39 i feber (muligvis mere, det er nogle timer siden at jeg sidst målte den). Af den grund har jeg haft en utroligt kedelig dag, hvor min største præstation har været at skrælle tre gulerødder (det lykkedes mig kun at spise to af dem).

Det var ikke en del af planen, at jeg skulle blive syg, så det har resulteret i, at jeg er strandet i sommerhuset (det var meningen, at jeg skulle hjem i dag, men det måtte jeg udskyde eftersom jeg ikke kan overskue at gå udenfor).
Jeg har også ondt i halsen og har utroligt ondt af mig selv, eftersom her ikke er nogen andre til at have ondt af mig. Det er meget interessant at være helt alene og have feber. Det er vel sådan det er at blive voksen; du er selv ansvarlig for at have ondt af dig selv (eller det er nok nærmere omvendt).

Så der var ikke andet for end at bruge (noget af) dagen på at beklage mig til forskellige folk over skrift:

(Min mor skrev til mig, at hun var helt oppe at køre, fordi hun havde købt 20 kg mel på nettet, og at det bare var vildt fedt).

Jeg har også beklaget mig til Iris og Irene, og nu beklager jeg mig så til alle der læser dette blogindlæg, hvilket er utroligt ynkeligt. Men lige nu, midt i min feberpsykose, synes jeg at det er det eneste rigtige at gøre, eftersom jeg er ude af stand til at skrive om noget dybt og filosofisk lige pt.

Det er kun lidt over en måned siden, at jeg sidst var syg, så indtil videre har 2017 ikke været et lykkebringende år på den helbredsmæssige front. Det interessante er, at jeg nærmest altid bliver syg med feber, hvis jeg har følt mig stresset i en periode. Det siger vel noget om sammenhængen mellem sind og legeme (jeg føler i den forbindelse for at perspektivere til René Descartes’ teori om dualismen mellem sind og krop, også kaldet sjæl-legeme problemet. Descartes mente, at kroppen og sjælen var to forskellige substanser, men han anerkendte samtidig, at disse to substanser kan kommunikere. Selve problemet opstår i kommunikationen, da denne ikke burde være mulig mellem to substanser, der er så forskellige som kroppen og sindet var ifølge Descartes. Noget rummeligt kan ikke påvirke noget ikke-rummeligt, eller hvad det nu var, at han sagde.

Jeg har ingen idé om, hvad min pointe er med det. Måske skulle jeg bare gå i seng.

Det er desuden et ret irriterende tidspunkt at blive syg på (men så igen, det er det næsten altid), eftersom jeg havde planer om rent faktisk at skulle ud i samfundet i denne uge. Det må jeg erkende nok ikke kommer til at ske, hvilket er noget skidt, eftersom jeg stadig ikke har fået købt min brors fødselsdagsgave (han har fødselsdag på fredag). Det er altså ikke godt, jeg plejer at have styr på gaverne tre måneder i forvejen, men det har jeg ikke denne gang. Og så er det endda hans 18 års fødselsdag. Suk. Jeg er en dårlig søster. Heldigvis har jeg malet et fødselsdagskort til ham, der kommer til at fungere som en form for gavekort. Et gavekort til en tur (med mig) til et særligt sted i Horsens Kommune, som vi begge holder meget af. Plus, at jeg giver en gratis is på havnen.
Han har selv sagt, at han ønsker sig, at vi tager på tur sammen igen (hvortil jeg svarede, at det primært er folk over 50 der ønsker sig oplevelser, hvortil han svarede ja). Så en tur skal han få.
(Han læser aldrig min blog, så det er derfor, at jeg ikke er mere påpasselig med at afsløre hemmelige detaljer om gaven).

Jeg kom lige tilfældigvis til at opdage, at det i dag er præcis halvandet år siden, at Pelle (min tidligere hund) blev aflivet. Det er underligt, at tiden går så hurtigt. Snart bliver Kalle 2 år (eller 24 måneder, som de irriterende mødre ville sige det), og inden det bliver jeg 21 (eller 252 måneder, som ingen ville sige det). Det er jeg egentlig overraskende ligeglad med, til forskel fra sidste år, hvor jeg havde en pre-20-års-krise.

I dag er det forøvrigt 8 måneder siden, at jeg blev student, og så er det snart et halvt år siden, at jeg startede på uni.

Spændende, ikke?

Dette indlæg er virkeligt kedeligt (det siger jeg ikke for at være beskeden, men af ærlighed), og jeg er træt og er ved at koge ihjel samtidig med, at jeg fryser, så nu vil jeg gå i seng)

Hyg jer.

//A

 

Tilbage til virkeligheden – en dramatisk beretning

Hej verden.

Jeg har haft en begivenhedsrig dag, hvor der er sket mere, end der sammenlagt gjorde i hele januar. Sådan føles det i hvert fald. Så her følger en beretning om min dramatiske første dag tilbage i samfundet efter min lange fredfyldte ferie.

Dagen startede kl. 6.15. Det var utroligt tidligt, og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst er stået op på det tidspunkt. Umiddelbart kunne jeg ikke lide det, da jeg havde det fysisk dårligt (særligt pga. hovedpine) og virkeligt ikke havde lyst til at komme afsted. Men jeg var godt klar over, at det ikke skyldtes andet end at jeg var stresset og en smule angst for at skulle igang med hverdagen igen. Kort sagt har jeg det generelt ret svært med forandringer, så jeg bliver altid utroligt nervøs over alting, inden jeg skal starte noget nyt/skal ændre på min rutine. Men det skal det ikke handle om nu, for pointen er, at jeg kom afsted alligevel. Jeg endte med at få en overraskende god dag, og det hele startede med den afgørende detalje, at jeg havde glemt at tage min vandflaske med.

(Uhhh, spænding, trommehvirvel osv.)

Dette resulterede i, at jeg startede med at gå i kantinen da jeg ankom til uni kl. 8.30 i morges. Her købte jeg en flaske vand og en kop kaffe (biodynamisk, økologisk, miljørigtig, billig og ikke specielt velsmagende). Så satte jeg mig og nød den biodynamiske kaffe og stilheden (før stormen), eftersom der kun var to andre mennesker i kantinen på det tidspunkt. Efter nogle minutter kom en fra min studiegruppe (dvs. en af de personer, jeg skulle forestille at være i studiegruppe med, selvom vi i alt har mødtes tre gange indenfor tre måneder og aldrig har været samlet alle fire). Hun havde også glemt sin vand, så vi havde noget til fælles, hvilket jo altid er godt. Vi snakkede lidt om diverse ting, og så kom der en tredje person fra vores hold/klasse/hvad end det er, og så snakkede vi om flere ting og tog til forelæsning. Vi sad et relativt godt sted i auditoriet (selvom der ikke er nogle gode steder at sidde, da det aldrig er godt at proppe 230 mennesker ind i ét lokale, og forsøge at presse dem sammen på så lidt plads som muligt, hvor man både sidder dårligt, næsten ingen bordplads eller benplads har og hvor man er tvunget til at have fysisk nærkontakt med alle mennesker, der sidder på samme række som en selv, hvis man selv eller de skal ud.

Men det var alt sammen bedre end forventet, og jeg tænkte kun “aaaarrrhhh jeg vil væk” to-tre gange i løbet af de tre timer, vi var derinde. Vi havde to forskellige forelæsere i dag, og de hed begge to Dorthe. Så det er vel meget godt. Jeg lærte noget om kognitionspsykologi og opmærksomhed, så det var en succes.  Jeg fik også snakket med alle mulige mennesker i pauserne, så jeg er stolt over mig selv, eftersom mit mål med dagen bare var at overleve. Jeg fandt ud af, at mange andre også havde det lidt hårdt med at skulle igang igen, så jeg begyndte at føle mig lidt mindre alene med alle mine bekymringer. Hurra.

Efter forelæsningen gik jeg til Trøjborg for at hente nogle kompendier i et kopicenter. Men forinden valgte jeg at udfordre mig selv yderligere ved at gå ind i Trøjborg Centret (et meget lille og overskueligt indkøbscenter, som jeg aldrig havde været i før). Det er det eneste “storcenter” i Aarhus eller i verden generelt, som jeg har oplevet som værende et meget stille og roligt sted. Jeg kunne godt finde på at komme tilbage dertil.

Generelt kan jeg godt lide Trøjborg. Hvis jeg nogensinde blev tvunget til at flytte til Aarhus, så ville jeg foretrække at bo der, da det er sit eget lille samfund med hyggelige bygninger og mindre storby-stress end der er i midtbyen.

Jeg fik hentet kompendierne og derefter gik jeg tilbage til uni igen. Min plan var, at jeg skulle hente et tredje kompendium, men det gik i vasken, eftersom jeg havde glemt at tage den billet, der fungerede som bevis for, at jeg havde betalt, med. Som bekendt bliver langtidshukommelsen jo forringet af stress, så jeg har en teori om, at det nok var derfor. Jeg har printet billetten ud, men jeg har ingen idé om hvor den er henne. Jeg tror måske, at den ligger ude i sommerhuset i min bog om placeboeffekter. Så jeg har nu printet den igen, og vil forsøge igen i morgen, hvor det forhåbentligt går bedre.
Generelt var jeg ret forvirret og træt på det tidspunkt, hvilket jeg selv synes er meget forståeligt eftersom klokken var 13 og jeg allerede havde været vågen i 7 TIMER. Jeg gik også forkert på vej hen til det sted, hvor jeg skulle hente det tredje kompendium, og da min reaktionsevne i dag er forringet pga. feriens påvirkning af min krop, endte jeg med at stå i en døråbning i flere sekunder og stirre på tre mennesker, der slet ikke var dem, jeg skulle bruge. Jeg kendte tilmed den ene af dem, men jeg var for forvirret til at sige noget, så jeg vendte bare om og gik hen til den rigtige dør i stedet (som var lige på den modsatte side af gangen. Sådan er det med en mangelfuld stedsans).

Jeg endte med at opgive at gøre flere ting, der involverede, at jeg skulle kommunikere med folk eller huske alt muligt. Så jeg fandt et nyt og godt sted at sidde og læse, hvilket var en succes, da jeg sad relativt isoleret fra andre mennesker (hurra), havde en god udsigt, havde et helt bord for mig selv og vidste, at der var toiletter tæt på. Det var en succes.
Jeg tog et ekstremt opstillet billede, som jeg lagde på Instagram, fordi jeg forsøger at fremstille mit liv som om, at det er perfekt. Det gav pote, da jeg fik 14 likes indenfor fire timer. Jeg ved ikke, om det er meget, for jeg lægger normalt aldrig rigtigt mærke til det.
Derefter satte jeg mig til at se et afsnit af SKAM og spise min middagsmad. Jeg fik også Pepsi Max, en lakridspibe og nogle karameller (som står lige til venstre for det, som det opstillede billede viser, ellers havde jeg aldrig fået social anerkendelse i form af likes).

Efter det udrettede jeg ting. Jeg skrev noter til nogle sider, jeg allerede havde læst og læste lidt mere og skrev flere noter i nogle timer, hvilket gik ret fint. Det handlede om forskellige tilgange til den kognitive psykologi, og i dag læste jeg primært om noget kaldet “computational cognitive science”, hvilket kort sagt er, at man udvikler computermodeller, der kan bidrage til en bedre forståelse af den menneskelige kognition. Fint skal det være.

Da klokken blev 16.30 pakkede jeg sammen og gik, da jeg havde planer om at nå bussen kl. 16.39. Dette blev endnu en af de ting, der mislykkedes i dag. Det var utroligt ynkeligt, eftersom jeg ville have nået det, hvis jeg var gået 30 sekunder tidligere. Men sådan skulle det ikke være. Da der var 25 minutter indtil den næste bus skulle komme, valgte jeg at få det bedste ud af det og gå hen til det næste stoppested. Dette resulterede i, at jeg udviklede forstadiet til nogle nye vabler (tror jeg, jeg har ikke set efter), eftersom jeg havde mine dårlige støvler på (mine vinterstøvler med hæl, som ikke er gode at gå i over længere distancer, hvilket jeg har fået bevist empirisk utallige gange nu). Det åndssvage var, at jeg havde taget dem på, fordi de var de eneste sko/støvler, der ikke forværrede mine allerede eksisterende vabler. Til gengæld fik jeg så nogle nye. Så hurra for det. Nu er mit store problem, at jeg ikke ved hvilke sko jeg skal tage på i morgen. Det vil betyde smerte uanset hvad, så måske er løsningen at lade være med at tage sko på eller at tape mine fødder ind i et eller andet, der kan fungere som et beskyttende lag. Eller måske bare at undlade at tage ud i samfundet igen nogensinde.

(En hjemmelavet model af hjernen, som beviser, at neuropsykologi og vandfarver sagtens kan kombineres).

For at trække tiden ud valgte jeg at gå i Netto, som lå på vejen til det næste stoppested. På det tidspunkt var klokken lidt i 17, og jeg var træt og sulten men også stolt af mig selv, fordi jeg havde klaret den lange dag. Så jeg impulskøbte en banan, noget skyr og en pose lakridser med god samvittighed imens jeg forsøgte at undslippe alle de stressede forældre med ligeså stressede og umulige børn. Derefter gik jeg så hen til stoppestedet, hvor jeg endte med at tale engelsk med en person, der på engelsk (surprise) spurgte mig, om jeg vidste hvilken bus hun skulle tage for at komme til Skejbyparken. Jeg skulle lige vænne mig til at snakke engelsk med et levende menneske igen, da det sker så sjældent, så jeg fik sagt et eller andet der forvirrede os begge mere end det gavnede. Jeg vidste ikke rigtigt hvor Skejbyparken var, men heldigvis indså jeg efter ca. et halvt minut at jeg havde internettet til at komme mig til undsætning. Så jeg søgte på Skejbyparken på Google Maps og fandt ud af, at det var utroligt tæt på, så vi blev enige om, at hun ligeså godt kunne gå derhen. Hun takkede og jeg følte mig god, fordi jeg havde været i stand til at hjælpe selvom min hjerne føltes som alt andet end funktionel. Dog gad jeg godt at vide, hvad helvede hun skulle i Skejbyparken en onsdag eftermiddag efter kl. 17. Men det må blive et af universets små mysterier.

Og SÅ tog jeg hjem, og var hjemme kl. 18. Jeg havde helt glemt hvordan det føles at komme hjem efter en meget lang dag; der er noget over det, der både er glædeligt og træls. Men selvom denne dag ikke rigtigt har været en blød opstart, så har det været en helt fin dag, som fik mig til at indse, endnu en gang, at det nogen gange bare handler om at gøre de ting, jeg er nervøs for, i stedet for bare at sidde og føle mig stresset over noget, jeg ikke engang har gjort endnu.
Jeg føler mig mindre stresset nu, da jeg nu føler, at jeg er kommet lidt igang igen, og at jeg godt kan klare det. Dog er jeg stadig lidt foruroliget over, hvordan jeg skal få tid til alting dette semester, men jeg skal nok finde løsninger på det hele, og det skal nok blive læringsrigt. Heldigvis er jeg mere motiveret end jeg var sidste semester, og jeg vil faktisk virkeligt gerne forstå hvordan hjernen er opbygget. Især fordi jeg så ville kunne bruge disse begreber (og forklare deres betydning) i en samtale og på den måde fremstå sofistikeret: presynaptisk membran, neuroplasticitet, mikroglialceller og nucleus accumbens.

Nåh, I må hygge jer. Jeg beklager at dette indlæg primært handlede om mig (dvs. udelukkende handlede om mig), men det var alt det kunne blive til i dag. Og det viser meget godt, hvordan hele ens dag kan formes af en glemt vandflaske. For hvis jeg ikke havde glemt den vandflaske havde jeg nok handlet helt anderledes, og så var min dag nok blevet en helt anden. Nogle gange er det fejltagelserne der leder til de gode oplevelser. Så måske var det slet ikke en fejl, at jeg glemte den vandflaske (dette betyder dog ikke, at jeg går ind for at bruge penge på plasticflasker mere end nødvendigt, da dette IKKE er godt for miljøet (lidt medlem af Alternativet er man vel)).

(Dette billede er meget ude af kontekst, men uanset hvad vil det altid være udenfor kontekst på denne blog, så her har I det alligevel)

(Jeg har ikke selv skrevet det, hvis nogen skulle tro det, og nej, jeg har heller ikke forsøgt at ringe op til nummeret, selvom min bror mente, at jeg skulle gøre det. Dog synes jeg, at det er opfindsom strandkunst. Jeg så det på stranden mandag formiddag, og jeg har siden da filosoferet over, hvem helvede der har lavet det, eftersom jeg aldrig har mødt nogle unge mennesker på den strand, og slet ikke i vinterperioden. Måske er gerningsmanden i virkeligheden en af vores rødvinsdrikkende pensionist-naboer, de har det jo med at overraske).

 

Må februar blive fyldt med gode dage, smil, grin, nye sange og forhåbentligt færre impulskøb og bedre kaffe end denne dag har budt på.

Hyg jer.

//A

 

PMS-tanker og social isolation | Tilbage Til Naturen #5

Hej verden.

Flatterende overskrift, ikke? PMS og social isolation, hvad mere kunne man ønske sig at læse om.

I dag har jeg sagt i alt ET ORD til et levende menneske. Og det var den dag, mere eller mindre. Personen jeg sagde ordet til (ordet var “hej”, hvis nogen skulle være i tvivl), var en fisker, som jeg mødte, da jeg var på vej ned til stranden. Så han fik et anstrengt smil og et “hej”, der muligvis var lidt for højt, da jeg hørte musik og ikke kunne høre mig selv.
Nogen gange tænker jeg på, at jeg godt gad at møde mig selv for at se, hvordan det ser ud, når jeg forsøger at hilse venligt på folk. Men det kommer (forhåbentlig) nok aldrig til at ske.

Nåh, men udover min succes på den sociale front, har jeg i dag endnu en gang gået 10 km, ødelagt mine fødder lidt, spist flere pølsehorn, genoptaget mit Pepsi Max misbrug (men det er kun midlertidigt, da jeg snart løber tør, og ikke har tænkt mig at købe mere), læst i min bog om placeboeffekter, spillet ukulele og hørt musik. Jeg fandt desuden ud af, at jeg har fået 10 i min social- og personlighedspsykologi eksamen. Min primære reaktion var overraskelse og undren, da jeg havde forventet, at det ville kræve mere at få 10 på universitetet. Jeg kan ikke finde ud af, om det lyder højrøvet at sige det, eller om det nærmere indikerer, at jeg ikke tror på mig selv. Men jeg vil personligt mene, at ingen af delene er tilfældet. Egentligt tror jeg bare, at overraskelsen skyldes, at det er første gang jeg rigtigt får anerkendelse på dette studie, og at det føles ret underligt at det bare kommer i form af et tal. For hvad skal jeg lægge i det tal? Hvad siger det om mig? Betyder det, at jeg kan ånde lettet op med visheden om, at jeg har levet op til forventningerne, og betyder det, at jeg bliver en god psykolog? Betyder det, at jeg har vundet i præstationsræset, eller betyder det bare, at jeg på papiret er ligeså god som de fleste andre?

Generelt er jeg nået frem til den konklusion, at det ingenting betyder, andet end at vedkommende, der har rettet min opgave, har vurderet, at den levede op til kravene for at få 10. Og så betyder det, at jeg har bestået første semester og ikke skal til reeksamen. Men andet betyder det egentlig ikke. Det er et tal, og selvom jeg blev glad, da jeg så det, og følte et pludseligt behov for at kontakte 6-7 mennesker og fortælle om succesen, så var det en ret overfladisk glæde, der ret hurtigt blev afløst af en underlig tom følelse. For selvom der er noget rart over at få en god karakter, så giver det mig samtidig en trist følelse at blive vurderet med et tal. Det føles så tomt og ligegyldigt, og jeg har overhovedet ikke lyst til at fejre det. Bare fordi, at jeg har fået 10, er der jo ikke lige pludselig mere at fejre, end der var for en uge siden, da jeg ikke havde fået min karakter endnu. Jeg er jo ikke blevet et bedre menneske, bare fordi jeg har fået en karakter, der oftest ses som værende ret god. Og hvis vedkommende, der har bedømt min opgave, havde givet mig et 4-tal i stedet for, ville det jo ikke betyde, at jeg havde lært mindre; tallet ville bare være et andet. Det ville heller ikke betyde, at jeg ville blive en dårligere psykolog. Ligesom et 10-tal ikke er ensbetydende med, at jeg bliver en god psykolog. Det er jo ikke sådan, det fungerer.
Der er noget meget upersonligt over eksamensformen på psykologi generelt, og det virker for mig at se underligt, at jeg kan skrive mig til gode karakterer, når jeg som kommende psykolog ikke kan skrive mig til at hjælpe folk ud af deres livskriser. Medmindre jeg bliver forfatter til en selvhjælpsbog, men jeg vil hellere en tur i Bilka end at gøre det (og det siger en del).

Hvis jeg virkeligt skal analysere mig selv, så er der flere medvirkende faktorer til det, jeg føler:
-Et sted, langt inde, er der en lille stemme, der siger “du har ikke arbejdet hårdt nok til at fortjene så god en karakter”. Det er min indre perfektionist, som jeg ellers gør hvad jeg kan for at holde væk, der ikke mener, at jeg har arbejdet så hårdt som jeg “burde” dette semester, og at jeg er kommet for let til det.
Men det er sådan set en stor gang pis. For ja, jeg kunne godt have arbejdet hårdere, men det er fuldstændig bevidst, at jeg ikke har gjort det, og det ved jeg jo godt selv. Jeg har flere gange underprioriteret studiet, og brugt min energi på alt muligt andet i stedet. Og det har været nødvendigt. For der er sket en del i mit liv i løbet af første semester, og det har ikke været en mulighed at være den perfekte studerende, hvis jeg samtidig skulle have det godt indeni. Generelt har der været så mange forandringer, siden jeg startede på uni, at jeg egentlig er ret overrasket over, at jeg har klaret mig igennem det hele så godt. Jeg har klaret det godt, og jeg har gjort det, jeg kunne, både ift. studiet og mit liv generelt. Og jeg føler mig glad indeni, hvilket er den vigtigste indikation på, at jeg har prioriteret rigtigt. Så min indre perfektionist kan godt pakke sammen og gå hjem.

-En anden ting er en underlig følelse af at skamme mig over, at jeg ikke har været ligeså motiveret igennem semestret, som jeg havde forventet at være. Der er mange gange, hvor jeg virkeligt har skullet tvinge mig selv igennem nogle tekster, som jeg ingen mening så med, imens jeg læste dem. Og der er nogle tekster, som jeg aldrig fik læst specielt grundigt, og nogle, som jeg slet ikke fik læst, fordi jeg virkeligt ikke var motiveret for at læse dem, og hellere ville læse noget andet i stedet. Det er sådan, jeg har prioriteret min tid, og det ved jeg, har været et godt valg. Men alligevel føles det lidt skamfuldt at kunne klare det godt, når jeg ikke har styr på 100 % af pensum. Det føles lidt som at lyve. Igen er det min indre undertrykte perfektionist, der elsker at have en følelse af at have styr på ALT og at kunne være i stand til at svare på alle spørgsmål uden at være i tvivl om noget. Men hvem siger, at jeg skal kunne svare perfekt på alting for at kunne være tilfreds?

-Desuden er det bare en underlig følelse at have gennemført 1. semester. Jeg føler, at jeg ikke helt kan følge med. Det er svært at forklare, men det minder lidt om den identitetskrise, jeg havde sidste år, før jeg blev 20. Jeg føler, at det hele går lidt for hurtigt, og at jeg er et sted i mit liv, som jeg stadig ikke kan forholde mig til. Jeg har en følelse af at være bagud. Jeg har stadig en skræmt 19-årig indeni mig, der tænker “aaarrrhh, jeg kan teknisk set starte på universitetet om nogle måneder, det er jeg da slet ikke klar til, man er jo voksen, når man går på uni, aaarrrhh, er jeg mon klar, hvem er jeg, hvad vil jeg”. Men realiteten er bare, at jeg er et (snart) 21-årigt menneske (gisp), der skal igang med 2. semester om to uger. Og når jeg tænker for meget over det, føler jeg mig underligt distanceret fra mig selv. For det minder mig om, at jeg er udenfor min komfortzone. Alt det, jeg havde vænnet mig til at have i min hverdag i mange år (særligt HF og mit gamle arbejde på biblioteket), er ikke en del af min hverdag nu, og når jeg kommer i tanke om det, giver det mig lidt en følelse af sorg. For det var min komfortzone; det var mig. Og nu er de ting bare minder, som jeg kan se tilbage på, imens jeg gør alt muligt nyt, der stadig ikke helt føles som mig. 

Og så indser jeg, at det vel er sådan det er at blive voksen – at miste alt det, du fandt tryghed i tidligere, og pludselig være kastet ud i alle mulige situationer, hvor der forventes nye ting af dig og alt er nyt og skræmmende. Du forventes at kunne diskutere ting fra et ontogenetisk og fylogenetisk perspektiv, og alle folk spørger dig hele tiden om, hvorvidt du er flyttet hjemmefra endnu, har kørekort, om du har et seriøst og alvorligt parforhold og et studierelevant studiejob og om du går i fitness center fast hver uge. Og om du vil med på pubcrawl om næste fredag. De kigger forventningsfuldt på dig, imens du forsøger, på en selvsikker måde, at svare nej til det hele. Og alligevel føler du, at du kan se på dem, at det var det forkerte svar. Især når du også fortæller dem, at du bor i Randers, og ikke føler et behov for at flytte til Aarhus.

Det er muligvis det, det hele handler om; at få karakterer, og at blive vurderet med et tal, minder mig om alle de andre implicitte forventninger, som det gerne ses, at jeg lever op til. Men jeg gider ikke at skulle leve op til nogens forventninger. For det har intet at gøre med mig og om hvorvidt jeg overhovedet har det godt og er glad. At leve op til andres forventinger betyder ikke, at jeg gør en reel forskel for nogle mennesker, eller at jeg forbedrer verden. Det betyder heller ikke, at jeg får et bedre liv fremover. Hvis jeg føler mig presset til at gøre ting, uden at have mig selv med i det, så kommer det aldrig til at give mening.

For jeg bliver ikke mere voksen af at flytte hjemmefra, eller ved at tvinge mig selv til at tage kørekort, investere i en dyr blender der kan lave suppe eller ved få et seriøst og meget alvorligt parforhold. Jeg er ikke voksen i en mindre grad, fordi jeg lige nu fx prioriterer at trække vejret og gå ture ved stranden med mig selv, fremfor at løbe rundt og forsøge at finde en tilfældig lejlighed og tage kørekort. Det kunne jeg også have brugt denne måned på, men jeg ville ikke nyde at gøre nogle af de ting. Jeg ville ikke se nogen mening i noget af det. Og hvorfor skulle jeg gøre noget, jeg ikke selv har lyst til, bare fordi det er det rigtige for nogle andre? Hvorfor ikke lade mig selv eksistere og have det rart og give mig selv fred fra den evige følelse af at være bagud? Hvorfor ikke lade mig selv stå og betragte haven og føle, for en gangs skyld, at der ikke er noget som helst jeg skal, andet end at finde ud af, hvad jeg skal spise til aftensmad i morgen=

Jeg skal ikke gøre ting, fordi jeg føler mig bagud. Og jeg skal ikke skamme mig over at gøre det, jeg har lyst til, og som gør mig glad. Jeg skal ikke konstant have dårlig samvittighed over bare at gøre det, der giver mening for mig.  Det gider jeg ærlig talt ikke at bruge 20’erne på. Så kunne jeg gå rundt og stresse mig selv hele tiden, fordi der altid er noget, jeg ikke har opnået, som nogle andre allerede har. Men hvilken forskel gør det, hvis jeg egentlig har det godt med mig selv? Så mangler jeg jo ingenting. Og bare fordi, at jeg bliver ældre og ældre, betyder det ikke, at jeg skal gøre ting, jeg ikke har lyst til. Jeg skal fx ikke tvinge mig selv til at købe et hus og få børn og en stresset hverdag, bare fordi, at det er sådan mange andre gør. For hvis jeg ikke har lyst til at få børn, hvad skulle formålet så være?

Dette udviklede sig i en interessant retning. Konklusionen tror jeg er, at det at få anerkendelse giver mig en følelse af, at jeg nu bare skal præstere endnu mere, uden at jeg har lyst til at præstere. Og at jeg ikke kan lide følelsen af, at et tal skal definere mig eller have en betydning for, hvordan andre mennesker opfatter mig.

Det er interessant. Nu kan jeg bruge de næste par dage på at filosofere over, hvad grunden mon er til alt det.

 

Nu er klokken pludselig over 1, og min hjerne har gjort mig fysisk og psykisk udmattet, så nu vil jeg slutte af med at citere Johnny Cash, da det af en eller anden grund virker til at være en fremragende idé lige nu:

“Everyone I know goes away in the end”

“I will let you down, I will make you hurt”

Det er egentlig deprimerende, men det er også dybt.

Nåh. Hyg jer.

//A

 

 

FRIHED – akademiske præstationer, Sundhedssuppe og en kritik af nytåret som koncept 

Hej verden.

I dag havde jeg min sidste eksamen, og ud fra min egen opfattelse gik det godt, da jeg føler mig tilfreds og vigtigst af alt har en følelse af, at jeg har lært noget som jeg rent faktisk kan bruge i det virkelige liv og som muligvis kan være med til at gøre mig til et bedre menneske, der kan hjælpe andre (eller i det mindste sige nogle fancy akademiske ord, der beskriver deres sindstilstand). Det var faktisk en meget hyggelig oplevelse, og jeg nåede at skrive 21000 tegn (9 sider) på lidt under 7 timer. Samtidig nåede jeg at spise middagsmad, drikke halvanden liter te og at se ud ad vinduet et par gange. Jeg snakkede også med Silkeborg Autoservice, der ringede til mig, fordi de ville snakke med min far. Mekanikeren, der vist hedder Keld, har igennem årene forsøgt utroligt mange gange at få fat i min far ved at ringe til mig. Dette har resulteret i, at Keld kan huske mig og ønskede mig en god dag og alt muligt. Det var meget hyggeligt, eftersom de eneste der ringer til mig er telefonsælgere (og Silkeborg Autoservice, fordi de tror, at jeg er en form for omstillingskontor).

Desuden lykkedes det mig at få inddraget nogle svære tekster (også nogle af dem, jeg ikke havde læst vildt grundigt) og alligevel få det hele til at hænge sammen. Det gav mig en oplevelse af overblik og en følelse af, at alt det, jeg har lært i løbet af de seneste par måneder pludselig giver mening. Det var en rar følelse, som jeg ikke har oplevet siden juni måned. Så hurra for mig selv og det faktum, at internetforbindelsen ikke brød sammen under eksamen.
Nu er jeg et frit menneske, der kan gøre hvad jeg vil resten af januar. Det er en interessant følelse, eftersom jeg rationelt set overhovedet ikke er et frit menneske, da jeg kun kan gøre hvad jeg vil til en vis grænse. Men stadigvæk, jeg kan i høj grad selv bestemme hvad jeg har tænkt mig at gøre, så derfor fejrer jeg pt. min nyerhvervede frihed ved at cykle 20 km (imens jeg skriver dette), og i morgen har jeg store planer om at handle ind til en grøntsagssuppe, som jeg kalder for “Sundhedssuppen” (min familie fik alle nogle meget opgivende ansigtsudtryk, da jeg fortalte dem, at tiden var kommet til at lave den suppe igen). Men jeg er selv meget entusiastisk, og jeg synes er er hyggeligt at have tid til at lave suppe og kunne gøre det til et livsprojekt.

Nok om mig og mine akademiske præstationer og fremtidsplaner om suppe. Det er et nyt år, og det er vel meget fint, dog betyder det ikke, at jeg har tænkt mig at skrive et indlæg med mine nytårsforsætter, eller at jeg har tænkt mig at stresse over at jeg skal have færdiggjort mit “det lærte jeg i 2016” indlæg, for ærlig talt gider jeg ikke at skrive om nogle af delene. 2016 var kynisk set for mig et utroligt godt år, men jeg er nået frem til, at jeg ikke kan se, hvorfor noget skulle ændre sig, bare fordi årstallet er skiftet, for når alt kommer til alt, er tiden ikke andet end en illusion. En illusion, som vi ikke skal lade os styre af. Så hvorfor ikke erkende, at vi alle er de samme som sidste år og at det, der kræves for at vi kan ændre os, er at vi beslutter os for at behandle os selv (og andre) godt? Der sker ikke automatisk nogle forandringer bare fordi det er år 2017, og på samme måde er der ikke noget, vi mister, bare fordi året skifter. Vi kan hver dag beslutte os for, hvad vi vil tage med os fra fortiden og hvad vi vil fokusere på nu, og det gælder hele året og ikke bare nu.
Så nej, jeg har ikke tænkt mig at lave en liste over nytårsforsætter, og jeg har heller ikke tænkt mig at være trist over, at 2016 er slut, for som sagt er tiden en illusion, og i teorien er fortiden og fremtiden også en illusion, så der er ikke nogen grund til at bruge flere dage på at skrive om det, da jeg ærligt talt ikke gider. Jeg har brugt rigeligt med tid på a dvæle ved fortiden, og lige pt gider jeg ikke mere af det.

(Mit trætte ansigt, der på symbolsk vis fortæller, hvordan jeg har det med nytåret og nytårsforsætter).

Nu har jeg glemt, hvad jeg ville nå frem til med dette indlæg, men primært forsøger jeg at pointere, at jeg ikke gider mere pis, og at jeg er imod det faktum, at det er blevet en tradition, at vi hver gang et nyt år starter opfordres til at kritisere os selv og tænke på alle de områder, hvor vi ikke selv synes, at vi er gode nok. Det er fandme åndssvagt, for man bliver ikke “god nok” ved konstant at forsøge at ændre sig selv. Derimod bliver man det, når man forsøger at være et godt menneske, der behandler alle godt og forsøger at sætte sig ind i andres følelser, tankegang og adfærd.

(Ja, jeg kan godt lide Svend Brinkmann)

Nu har jeg cyklet 24 km og kan ikke mærke mine ben, så det må være nok for nu.

Hyg jer.

/A

Forfærdelige ting – den officielle liste

Hej verden. Mit største problem lige nu, er at jeg har tre forskellige indlæg, jeg gerne vil skrive, og at jeg realistisk set kun har tid til at skrive ét, hvilket vil sige, at jeg er nødt til at prioritere.

Valget står imellem:

1.  Et meget overentusiastisk indlæg omhandlende den glade følelse man får indeni, når det går godt for nogen man holder af.

2. En socialrealistisk beretning om overlevelsesturen i mandags, hvor min bror og jeg cyklede 16 km, gik 15 km på stranden + 5 ekstra kilometer, fordi jeg insisterede på at vi skulle tage en “smutvej”.

3.  Sidst men ikke mindst et indlæg jeg længe har ønsket at skrive, nemlig den officielle liste over alle de ting jeg hader/virkeligt ikke kan lide/ikke synes om.

Da jeg lige pt er sulten og træt, er valget ikke så svært, så her kommer den officielle liste over alt det, der er forfærdeligt og træls: (skynd jer at lukke dette vindue ned, hvis I ønsker at bevare jeres gode sommerhumør, og kom tilbage engang i januar hvor alt alligevel er mørkt og trist)

  • Oliven.
  • Madspild.
  • Føtex.
  • Når jeg selv forårsager madspild.
  • Temperaturer over 25 grader (jeg bliver sur, fjendtlig og meget nærtagende).
  • Dårlig popmusik der intet indhold har (de fleste kan nok regne ud, at jeg særligt hentyder til Rasmus Seebach og Medina)
  • Dårlig journalistik (fx havde Berlingske en artikel den anden dag, der handlede om, at Medina skulle giftes. Nu er jeg stoppet med at læse Berlingske)
    (Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har noget imod Medina eller Rasmus Seebach som mennesker, da jeg ikke kender dem, de er udelukkende på denne liste fordi jeg synes, at deres musik er forfærdelig).
  • At høre radio om morgenen (især når det er P4, P5, P1, P2, Radio Alfa, Radio ABC eller hvilken som helst anden radiokanal, der har irriterende radioværter med alt for insisterende stemmer og dårlig musik, som de spiller igen og igen) (P1 er med på listen, da det kræver for meget hjerneaktivitet at lytte til deres udsendelser, og om morgenen skal det ikke være sådan)
  • Materialisme i overdreven grad.
  • Folk der råber/skriger.
  • Forældre, der mener, at de ikke behøver at opdrage deres børn og lære dem at tage hensyn til andre mennesker.
  • Det faktum, at Linse Kesslers selvbiografi er blevet en bestseller og at teenagere ønsker at få hendes autograf.
  • At være løbet tør for æg.
  • Buræg.
  • Bøger, der slet ikke er lige så gode som alle mulige folk siger, at de er.

wpid-d7694450-d3f6-41fa-8c4e-8be876650ee0.jpg

(Ja, jeg synes, at Frankenstein er opreklameret, jeg læste den primært for at kunne fremstå sofistikeret)

  • Dyremishandling/menneskemishandling af enhver art.
  • Manipulerende og beregnende mennesker.
  • Folk, der smider skrald på gaden/andre steder (jeg hader dem ikke som mennesker, jeg hader deres adfærd, da der aldrig er en god grund til at smide sit skrald nogle andre steder end i en skraldespand).
  • Når gulerødderne er rådne.
  • Når bussen/toget er fyldt med mennesker overalt.
  • Det faktum, at jeg ikke kan se bagsiden af mit hoved, medmindre jeg tager billeder af det (det afholder mig dog ikke fra at klippe mig selv).
  • At jeg er dårlig til at være minimalist i praksis (dette vil man finde ud af, hvis man tager mig med i Søstrene Grene/ser mit lager af ting, som jeg engang får brug for/mit gulv generelt)
  • At jeg ikke kan redde verden.
  • Folk, der opfører sig dårligt.
  • At der er folk, som jeg ser alt for sjældent i forhold til, hvor hyggelige de er at være sammen med.
  • Når planer forbliver halve og aldrig bliver til noget.
  • Når min frisure sidder dårligt (hvilket sker meget ofte)
    received_10209791702770560.jpeg
    (Et eksempel på en dårlig hårdag)

received_10209791707690683.jpeg

(Endnu et eksempel, der til gengæld beviser, at man godt kan have det sjovt selvom ens frisure er helt ad helvede til)

  • Inaktivitet.
  • Når folk/medierne omtaler “Harry Potter and the Cursed Child” som en roman, når det SLET IKKE er en roman men derimod et drama.
    img_20160807_172938.jpg
  • Når Kalle er et helvede (dette sker også ofte, dog ikke så meget mere)
  • For meget æblekage (jeg er klar over, at jeg er meget priviligeret, når jeg kan skrive det på denne liste).
  • Uvished.
  • Terror.
  • Fordomsfuldhed/når folk danner deres mening om noget baseret på fordomme.
  • Storcentre.
  • Færgen imellem Hirtshals og Larvik/Kristiansand, særligt pga. restauranten og den meget voldsomme buffet samt den store menneskemængde, der alle spiser sammen i ét meget stort lokale (jeg har mine grunde, som vi ikke skal komme ind på her).
  • Det faktum, at konfirmationsforberedelsestimerne (et langt og muligvis ikke-eksisterende ord) er en del af skoledagen, og at man forventes at deltage uden at blive spurgt, hvorvidt man har lyst eller ej. Det burde være en frivillig aktivitet, som man kunne gå til efter skoletid, hvis man ønsker det.
  • Folkeskolereformen, særligt de dårlige arbejdsforhold som lærerne lider under (det er selvfølgelig ikke alt, der er dårligt ved reformen, men det meste).
  • Når besparelser bliver kaldt for “inklusion”, for at få det til at lyde som om, at det er meget ideelt, at der er 30 elever i hver klasse, én lærer, mange der har det svært og nogle, der har det for “let”. Ja, alle mennesker er lige meget værd, og ens udfordringer definerer ikke, hvem man er, men det betyder ikke, at vi fx skal glemme alt om de forskellige læringsstile, og insistere på at alle skal lære alting på den samme måde. På den måde er der ingen, eller i hvert fald meget få, der når zonen for nærmeste udvikling (som ifølge psykologen Lev Vygotskij er der, man skal befinde sig, for at kunne lære optimalt), da dette ikke kan lade sig gøre, hvis én lærer skal undervise 30 forskellige børn, der alle befinder sig i forskellige “zoner” rent læringsmæssigt.
  • Når folk smider cigaretskodder/skrald  i HF’s vandbassin (eller hvad man ellers vil kalde det), så pedellerne er nødt til at gå rundt nede i det for at rense det. (Ja, dette irriterer mig stadig selvom jeg ikke længere går på skolen).
    wpid-dsc_2212.jpg
    (Jeg tog billedet en aften sidste år, hvor alle var gået hjem og jeg nød min meget tørre aftensmad i stilhed)
  • Det faktum, at min familie ikke er enige med mig i, at mine bukser med huller i er vildt fede/seje/hvad man ellers siger.
    dsc_0689.jpg
  • Det faktum, at jeg kun har haft disse bukser på ÈN gang ude i samfundet, hvilket var en dag, hvor vi skulle i XL Byg og Kvickly. Det er trist.
  • Når folk/samfundet mener, at de kan tillade sig at fortælle mig, at jeg helt sikkert kommer til at ændre mening og nok skal komme til at ønske mig at få børn når jeg engang bliver 30 og “det biologiske ur begynder at tikke”. AAARRRRRHHH!!!! Bare fordi jeg “kun” er 20 betyder det ikke, at jeg ikke er kvalificeret til at have mine egne meninger om, hvad jeg ønsker at gøre med min krop/mit liv.
  • Når folk lader halvt spiste kiks (eller det der er værre) ligge i børnebiblioteket i det område, hvor man IKKE må spise.
  • At jeg har en tendens til at tænke alt for meget over alting.
  • At alle toiletter ikke er kønsneutrale (endnu).
  • At nogle mener, at svinekød er en dansk værdi.
  • Dengang min mor sagde, at “Beautiful Day” af U2 var “noget larm” og bad mig om at skrue ned.
  • Forskelsbehandling i alle former, uanset om det er pga. køn, hudfarve, religion, seksualitet, eller andre ting, som får folk til at behandle andre dårligt.
  • Det faktum, at jeg skal ud ad døren om 20 minutter og stadig mangler at gøre alt muligt, fordi jeg har brugt tiden på at lave dette indlæg færdigt.

DSC_0918

Det var alt for nu, jeg kommer nok i tanke om 50 ting andre ting i løbet af dagen (jeg skal være sammen med Iris, og vi ender ofte med at bruge mange timer på at kritisere samfundet og snakke om alt det, vi ville gøre anderledes, hvis vi bestemte).

Jeg håber, at I alle har det godt, og hvis ikke, så tag et glas vand, træk vejret og så er alt nok bedre imorgen.

/A