Kategoriarkiv: arbejde

Forandringer – Slutningen på en æra (eller noget i den stil)

Hej verden.

Hvis man kender mig/følger mig på Twitter/læser min blog, så er man højst sandsynligt klar over, at jeg overordnet set ikke er ret begejstret for forandringer. Særligt ikke når det indebærer, at gode ting slutter. Jeg har altid været forfærdeligt nostalgisk anlagt, så når noget slutter, uanset om det er overvejende godt eller dårligt, bruger jeg meget lang tid på at tænke/reflektere over det hele, i et forsøg på at nå til et punkt, hvor jeg kan sige til mig selv, at det er ok, at det er slut, og at det bliver fint at komme videre i livet. Det lykkes ikke altid, specielt ikke, hvis der er for mange ting der slutter, samtidig med at noget nyt starter.
Dog har jeg fået bevist overfor mig selv mange gange nu, at jeg sagtens kan klare det hvis jeg vil/skal, hvilket er godt nok. Desuden er der en del af mig, der godt kan lide, at der sker noget nyt, men det bliver jeg af en eller anden grund altid ved med at glemme.
Jeg ved det ikke, min hjerne er forvirrende. Det, jeg vil frem til, er at jeg har det med at gøre et stort nummer ud af det, når der sker en eller anden form for forandring, og da der for tiden er mange ting der slutter/snart slutter/snart begynder, så vil jeg dedikere dette indlæg til alt det. (Hovedsageligt at jeg er færdig med HF, og at jeg snart har sidste arbejdsdag på biblioteket efter 4 år(!!) m.m.) (Det er sandsynligt, at det kommer til at minde om en nytårstale, vi får se).

På torsdag skal jeg til HF-dimission. Det er en ambivalent følelse, jeg har omkring det, for på den ene side er det selvfølgelig rart og godt at jeg nu er student, og at jeg endelig får mit eksamensbevis, og at alt er gået så godt osv. På den anden side er det underligt, da mine tre år på HF nok har været de bedste skoleår, jeg har haft, hvis man ser bort fra 10. klasse (det var et godt år).
Det er fjollet, da alle tre år har været utroligt forskellige og egentlig ikke har mindet om hinanden. Jeg har ikke haft en bestemt klasse, og der har været så mange forskellige mennesker, lærere og fag fra år til år. Det kan jeg dog se nu, har været med til at gøre det endnu bedre, da jeg af den grund har lært meget mere, end jeg ellers vil have gjort.
Alle tre år har været lærerige på hver deres måde, og som det er nu, er jeg utroligt glad for, at det hele endte som det gjorde, da mange ting er sket pga. tilfældigheder. Fx ville jeg aldrig have mødt Iris (og andre hyggelige mennesker), hvis jeg havde valgt nogle andre fag på mit første år, hvilket jeg sagtens kunne have gjort. Desuden var det heller ikke planlagt, at jeg ville tage alle mine fag som selvstudie dette tredje år, men sådan blev det af flere grunde, og det endte med at blive en meget større succes end forventet. Grundlæggende var det også pga. tilfældigheder(og held), at jeg fik mulighed for at komme til Israel og Spanien i år. I teorien er de fleste ting vel egentligt tilfældige, men det er en anden diskussion.

Faktum er, at HF er slut og at det på stort set alle punkter gik så godt, som det overhovedet kunne. Ja, det er rart, at jeg ender med et gennemsnit på 11,4, MEN det er langt fra kun det, der gør, at jeg betegner det som en succes. Det vigtigste for mig er, at jeg kan mærke/se, at jeg rent faktisk har LÆRT noget igennem hele processen, både om mig selv, andre, verden, livet, kemi osv., og at jeg grundlæggende synes, at jeg er blevet et bedre menneske (det er selvfølgelig en subjektiv vurdering), da jeg har lært mange forskellige folk at kende og har lært, at jeg har mange ting til fælles med diverse forskellige typer, som jeg nok ellers ikke ville have talt med.

IMAG4964
(
Jeg forsøgte at skrive mit navn pænt og nydeligt, men det gik galt til sidst, personligt synes jeg, at der nærmere ser ud til at stå “Hamster” frem for Hansen, men hvad kan man gøre).

 

Jeg kan meget tydeligt huske min første dag på HF (17. september 2013) (Jeg er meget god til at huske datoer, det er praktisk). Jeg kendte i alt ét menneske, der gik på skolen, jeg var stresset og ude af balance (jeg havde lige besluttet at stoppe på STX hvilket tog en del psykisk energi), jeg havde desuden en smule feber og generelt følte jeg ikke for at skulle starte på noget nyt, så nej, jeg var ikke fyldt med overskud og gåpåmod, jeg var nærmere træt og udmattet og på dette tidspunkt var jeg langt fra klar over, at jeg havde taget en af de bedste beslutninger i nyere tid, det indså jeg først senere.
Jeg fandt desuden hurtigt ud af, at jeg var den yngste af alle de folk, der var på mine forskellige hold (kulturfag, matematik C og psykologi). De fleste var 22-25, og nogle var over 30 (gisp), og utroligt mange havde børn. Derfor tænkte jeg ikke lige umiddelbart, at jeg ville have noget til fælles med nogen (men sådan tænker jeg altid, når jeg er i en situation med nye mennesker, selvom det oftest ender med at forholde sig modsat). Det tog mig nogle uger før jeg følte, at jeg begyndte at “falde til”. Det hjalp bl.a. på det at Iris begyndte at snakke med mig (det var i starten hovedsageligt hende, der startede samtaler med mig, da hun har en virkeligt god evne til at snakke med stort set alle folk). Med tiden blev vi desuden tvunget ud i gruppearbejde, hvor jeg så lærte nogle andre folk at kende, hvilket førte til, at jeg også begyndte at snakke med nogle folk fra mit matematikhold, og lige pludselig indså jeg, at jeg faktisk nød at gå i skole, nogen gange ønskede jeg ligefrem, at jeg havde flere timer, end jeg havde (på mit første år havde jeg kun 17 timer om ugen på skolen + psykologi en gang om måneden om aftenen).

Alle folk var så forskellige, og alle havde hver deres historie, og det oplevede jeg udelukkende som noget positivt, i det at der så ikke var nogle idealer til, hvordan man skulle være for at blive accepteret af gruppen. Som jeg har oplevet det, har HF været et sted med et stærkt fællesskab, netop fordi alle er så forskellige, men alligevel på mange punkter så ens. Jeg lærte i hvert fald, at alle har hver sin historie, og at ingen er bedre end andre (dette vidste jeg godt i forvejen, men jeg fik et mere nuanceret forhold til det hele).

blogger-image-465759529

Generelt husker jeg det første år som et år, hvor jeg forandrede mig en del og begyndte at hvile mere i mig selv (det lyder som noget fra indledningen til en forfærdelig selvhjælpsbog, men ja). Jeg følte for en gangs skyld, at jeg fik ro til at gøre tingene i mit tempo, og at der ikke var nogle der pressede mig til at skulle have 36 timer om ugen og helst ikke have noget fravær. Jeg havde det år fri hver onsdag, hvilket var utrolig rart, hvis jeg engang får verdensmagten bliver det lovpligtigt at alle folk skal have fri om onsdagen (det bliver muligvis et logistisk helvede, men det kan vel løses).
Noget andet jeg husker det første år for, var at jeg begyndte at elske matematiktimerne, hvilket var noget nyt for mig. Jeg har altid haft det fint nok med matematik, men det var først på HF at aha-øjeblikket kom, dvs. der hvor jeg endelig indså meningen med det hele (i hvert fald noget af det). Desuden havde vi en vildt god lærer, og folk på mit matematikhold var vildt hyggelige (de fleste i hvert fald), så jeg var ofte en af dem, der sagde mest i timerne, hvilket var revolutionerende (jeg har ikke tal på hvor mange skole-hjem samtaler, jeg har været til, hvor lærerne har sagt “Amanda, du er utroligt dygtig, så jeg forstår ikke, hvorfor du ikke siger noget mere i timerne. Du kan jo godt, der er ingen grund til at være stille og genert” (hvilket generelt er en åndssvag ting at sige til et menneske, da der altid er en grund til, at man opfører sig på en bestemt måde, men det er en anden diskussion). Men ja, jeg fik bevist over for mig selv, at jeg sagtens kunne, hvilket primært skyldtes, at jeg følte, at det var ok at sige noget forkert, at jeg ikke var tvunget til at skulle sige noget, hvis jeg ikke følte for det (man får ikke årskarakterer på HF, så det er mere op til en selv at afgøre, om man ønsker at sige noget hele tiden eller ej), og at jeg desuden syntes, at det var interessant og dermed følte for at sige noget.
Det var en udviklingsproces, og det skete ikke fra den ene dag til den anden, og det var alt sammen ok. I kulturfag (samfundsfag, religion og historie), følte jeg mig dog ikke helt så sikker. Ikke fordi, at jeg ikke forstod det, men nærmere fordi, at jeg følte mig en smule intimideret af alle folks kloge kommentarer; alle var en del ældre end mig, og mange vidste derfor nogle ting på forhånd, som jeg ikke vidste (hvilket giver god mening, der er forskel på hvad en 17-årig og en 26-årig ved). Dog skyldtes det mest af alt usikkerhed, da jeg helst ville sige noget klogt og gennemtænkt for ikke at fremstå uvidende, hvilket er en følelse mange nok har inderst inde.
Vi havde en vildt god lærer, som virkeligt formåede at få alle til at arbejde hårdt, jeg havde aldrig før oplevet noget lignende. Alle gjorde deres bedste og det at vi havde en lærer, der brændte så meget for sine fag, smittede af på os. Jeg lærte en hel del i de timer, også selvom jeg ikke altid følte lige meget for at sige en masse.

Noget andet jeg husker det år for, var at Iris og jeg i en periode om vinteren ofte tog i Føtex flere gange om ugen, hvor vi hyggede os med at købe Kinderæg og se på te og kaffe (jeg spiste et kinderæg hver dag i den periode, jeg havde en teori om, at det forbedrede min livskvalitet).
Desuden følte jeg, at jeg havde en høj grad af frihed. Jeg kunne overskue både at skulle i skole og på arbejde, følte mig ikke længere stresset, men følte stadig, at jeg blev udfordret på en god måde. Jeg cyklede til skole (el-cyklen er en god opfindelse), hørte musik som fx denne sang:

og hyggede mig generelt.

blogger-image-1569660130blogger-image-386197043

blogger-image-618690075

 

blogger-image-1740890303

Så kom det andet år, som var det år, hvor jeg havde flest timer (21). Det var overordnet et rigtig godt år, selvom det var mere stressende end det første, da det betød, at jeg havde en lang dag om torsdagen (jeg tog afsted kl 7 og kom hjem kl. 19.30 fordi jeg skulle direkte på arbejde efter skole). Jeg var først nervøs for, hvordan det ville gå, men det viste sig at fungere fint de fleste dage.

blogger-image-1005672924

Det var dog også et overvældende år, da der i perioder var mange afleveringer, der skulle afleveres på næsten samme tidspunkt, hvilket kunne stresse mig en del, specielt hvis det var gruppeafleveringer, men jeg fandt alligevel ud af, at jeg sagtens kunne klare det.

blogger-image-1972712872
(
Et billede fra børnebiblioteket, en dag inden jeg havde ryddet op).

blogger-image-1964778752
(
Min 18 års fødselsdag, hvor Iris købte kakao til mig for at fejre det)

blogger-image-1080653227blogger-image-1980292558blogger-image-40872878

(Billede fra en børnebog på biblioteket) (Jeg havde en periode, hvor jeg tog billeder af de bøger, jeg synes var sjove, det stoppede dog igen)

blogger-image-1136863582

På tur i en farvehandel (spændende)

IMAG3959

(Jeg tror ikke, at der er så meget at tilføje, udover at det ikke er en børnebog, det skal nok lige nævnes)
DSC_0883

Billede fra den dag vi fejrede min 19-års fødselsdag (jeg havde inviteret hele tre HF venner, det var revolutionerende da jeg normalt hader at fejre min fødselsdag, men den dag hyggede jeg mig).

 

DSC_0980

Billede fra studieturen til København med samfundsfag B (som det lykkedes mig at deltage i i ca. 13 timer før jeg endte med at flygte med toget hjem (en længere historie der kan læses her)):

At sige fra, og at have det fint med det.

 

Jeg kom også i æg-sistentielle dilemmaer pga. at min geografilærer tvang os til at tage stilling til vores kødforbrug (hvilket jeg er glad for på nuværende tidspunkt, dog syntes jeg dengang, at det var noget pis, hvilket tydeligt fremgår af de indlæg jeg skrev om det):

NEJ, jeg har ikke tænkt mig at blive vegetar for miljøets skyld

Ægsistentielt dilemma

DSC_0260

Det fik mig dog til at tænke over flere ting, (bl.a. æg) og sidenhen har jeg også ændret holdning i en grad, selvom jeg dog stadig ikke mener, at man skal blive vegetar/veganer pga. dårlig samvittighed).

 

wpid-wp-1432923415897.jpegwpid-wp-1431963041985.jpeg

Jeg blev desuden tvunget ud i at lære biologi og matematik B (som ikke var ligeså festligt og hyggeligt som matematik C, selvom Matematik-Kirsten (der senere blev til Kemi-Kirsten) er hyggelig, så var sværhedsgraden en del højere).

wpid-wp-1435092155821.jpeg

Så sluttede det og Iris plus alle andre folk jeg på det tidspunkt snakkede med, blev studenter, hvilket var underligt, da jeg jo stadig havde et år tilbage. wpid-wp-1435092171777.jpeg

Iris’ studentergave (tre bøger: The Little Prince, Simon vs. The Homo Sapiens Agenda og All The Light We Cannot See).

wpid-dsc_1578.jpg

Et billede fra sidste år, hvor jeg blev sat til at folde plakater på arbejdet (jeg har haft mange interessante arbejdsopgaver igennem tiden, bl.a. at folde forskellige ting, feje popcorn op fra gulvet, feje voldsomme mængder af glimmer op fra et stort gulvareal efter et af vores julearrangementer, at være klædt ud som nisse og heks, og div. andre ting). Det meste af tiden har jeg dog brugt på at sætte bøgerne op, rydde op, fortælle folk hvor de kan finde bøger om heste eller andre ting, oplære nye bogopsættere m.m. Jeg har virkelig været glad for at have det arbejde, og at jeg har fået lov at fortsætte så længe (normalt ophører ansættelsen når man fylder 18 år), og fire år er lang tid. Teoretisk set er det en femtedel af mit liv, så det giver vel meget god mening, at jeg har det underligt med, at det skal slutte. Jeg føler dog, at jeg har fået det ud af det, som jeg kan, og at det er ok, at jeg skal videre i livet (selvom der er en del af mig, der mest af alt har lyst til bare at blive hvor jeg er og arbejde på biblioteket resten af livet og ikke skulle gøre nye, skræmmende ting). wpid-dsc_2212.jpg

Her er et billede fra den første aften, hvor jeg var til aftentimer på skolen (august 2015). Jeg hyggede mig med mig selv og min triste og tørre madpakke efter at vi havde fået fri (jeg har i år haft en tendens til at tage nogle utroligt triste madpakker med, til kemi-weekenden havde jeg noget tørt rugbrød og en banan med, det var ikke særligt interessant).

Generelt har mit tredje år på HF været meget anderledes i det, at jeg selv har stået for at skulle bestemme, hvad jeg skulle lave hvornår, hvordan jeg ville lave det, og hvor meget tid jeg ville bruge på det. Overordnet set har det været fantastisk, da jeg har fået mulighed for at arbejde som jeg havde lyst til, og at det desuden har fungeret godt, at jeg selv har været ansvarlig for min læring. Det har selvfølgelig ikke været fantastisk hele tiden, fx har det, at jeg har haft så meget tid med mig selv, betydet, at jeg har haft lang tid til at tænke meget over bestemte ting, fx tænkte jeg utroligt meget over krig, ondskab og andre deprimerende emner i efteråret, hvilket ikke var så god en idé for min psykiske tilstand, der i forvejen ikke var vildt fantastisk (hvilket primært skyldtes, at vores gamle hund døde i august, hvilket jeg nok aldrig kommer over).
wpid-wp-1439044322354.jpeg

(Pelle)

Dog førte det hele til, at jeg blev opmærksom på, at jeg selv er ansvarlig for mit liv, og at jeg selv bestemmer, hvordan jeg vil leve det, og hvilke tanker jeg ønsker skal fylde mest. Så jeg begyndte at blive bedre til at komme mere ud, få motion, være social (i hvert fald nogen gange) og generelt gøre ting, der fik mig til at få det bedre og tænke på gode ting. Jeg begyndte desuden at fokusere på de ting, jeg kan gøre for at gøre verden til et bedre sted, frem for hovedsageligt at tænke på, hvad jeg ikke kan gøre noget ved og være trist over det.

wpid-wp-1439390637893.jpeg

Så fik vi en ny hund (Kalle), og livet gik pludselig videre. Fordi jeg har arbejdet hjemmefra har jeg været den, der har været mest sammen med den, hvilket har været rart og til tider forfærdeligt (den har forfærdeligt meget energi nogle dage, så mange af mine afleveringer har jeg skrevet med den ene hånd fordi Kalle har insisteret på at ville underholdes samtidig med det). Så jeg har lært at gøre flere ting på én gang, selvom det psykologisk set er umuligt.

wpid-img_20150915_170536.jpg

wpid-img_20150721_182341.jpg

I september besluttede jeg mig desuden for at læse “Les Misérables” færdig (den er 1200 sider), så hver dag, når jeg havde lavet en aflevering færdig, læste jeg noget i den, og efter to-tre uger var jeg færdig med den (det er stadig en af mine største bedrifter).

img_20160615_202300.jpg

Jeg har nydt at have tid til at gøre de ting, jeg har haft lyst til at gøre og at have mulighed for at være effektiv, når jeg havde mest energi (jeg kan få udrettet store ting ret hurtigt, hvis jeg arbejder hårdt), for så at holde fri i andre perioder. Jeg har bl.a. haft tid til at blive bedre til guitar, at male, læse, skrive blogindlæg, skrive digte (som verden nok aldrig kommer til at se), gå ture, cykle osv. Og jeg har været på Mallorca, set Alperne oppefra, været på voldsomt mange restauranter, været i Israel, badet i det Døde Hav (jeg gjorde det kun for at kunne sige, at jeg har gjort det), blevet kropsvisiteret (det var mere fredeligt end det lyder, men alligevel), og har generelt udfordret mig selv på mange punkter. Og jeg er blevet god til kemi, det er også noget af det bedste ved det hele. Desuden har jeg også klippet en stor del af mit hår af, kommet i bedre form og har (forhåbentlig) formået at beslutte, hvad jeg vil med mit liv (i hvert fald noget af det).

wp-1457548202366.jpg

image-f4c0542c17fd4a72c06e2128a4b6c718bf4c654c9b915cca1deebbc66b29ac79-v.jpgimg_20160508_145934.jpgdsc_0304.jpgDSC_0860DSC_0874

Nu har jeg brugt fire timer på at skrive dette indlæg, så nu må det være nok. Jeg tror, at konklusionen er, at det sgu har været meget godt, og at jeg har lært en masse og nu er klar til at komme videre i livet, også selvom det er skræmmende på flere planer. Men sådan er livet, man er nogen gange nødt til at gøre det, som gør en allermest nervøs (fx at tage i Føtex en tirsdag middag, det er ofte voldsomt stressende, så det skal jeg imorgen sammen med Iris)

 

/A

 

IMG_9628

Et positivt indslag

Hej verden. Jeg føler, at der sker masser af negative ting i verden for tiden, og desuden har mit eget humør heller ikke været det bedste de sidste par dage, så nu vil jeg lave et positivt indlæg og dermed gøre verden bedre (eller så jeg i det mindste kan leve i illusionen om, at jeg har bidraget med noget positivt).

Så her kommer en liste over gode ting:

  1. Jeg kender mange gode mennesker, hvilket er godt, det skal man ikke tage for givet.
  2. Jeg ejer nu en ukulele og har lært alle de vigtigste akkorder indenfor et par timer (det er anderledes end på guitar, hvilket kun er godt, da min hjerne så har noget at blive brugt til)img_20160615_202300.jpg
  3. Jeg har fået malet en del den seneste tid, hvilket får mig til at føle mig produktiv.
  4. Desuden har jeg også fået skrevet mange blogindlæg den sidste måned, hvilket også er rart.
  5. Den 13. havde jeg 4 års jubilæum som bogopsætter, hvilket også er positivt, dog minder det mig om, at pensionen snart kalder, hvilket jeg ikke helt kan håndtere, men mere om det en anden gang. Generelt er jeg bare utroligt glad for, at jeg har været der så længe, da jeg ikke ville have været den samme person, hvis jeg ikke havde fået det job (det lyder virkelig irriterende, men det er sandheden). Biblioteket er et godt sted.
  6. Det er lykkedes mig at se min ven Irene to gange i denne måned, hvilket har været rart, hun er en god person. Vi har haft nogle interessante samtaler om psykologi, ondskab, religion og etik (det er faktisk rigtigt nok, det er ikke bare noget jeg siger for at fremstå mere sofistikeret end jeg er). Desuden er hun en person, der arbejder hårdt for at nå sine mål, hvilket jeg respekterer meget, og så er hendes familie de flinkeste folk på jorden, de spørger altid, hvordan jeg har det og generelt er de bare gode mennesker. DSC_0983
  7. Jeg har (når dagen er slut) også formået at se Iris to gange indenfor halvanden uge, hvilket jeg også er glad for, hun er også et godt menneske og jeg sætter meget pris på at have hende som ven. DSC_0918
  8. I går fandt jeg ud af, at jeg har fået 12 i skriftlig dansk, hvilket var meget uventet, jeg havde slet ikke troet det. Det beviser flere ting: det er muligt at få 12, selvom man har lavet 4-5 kommafejl (jeg talte efter, da jeg læste den igennem EFTER at have afleveret den), og det er også muligt at bilde sig selv ind, at noget er helt forfærdeligt, selvom det teknisk set er rigtig godt.
  9. Dvs. at jeg afslutter HF med et samlet gennemsnit på 11,4, hvilket er meget voldsomt. Det har krævet hårdt arbejde, men det vigtigste er sådan set ikke karakterne, men derimod at jeg føler, at jeg har lært en masse, og at jeg har opnået det, jeg ønskede. Dog er det rart, at jeg nu kan holde ferie uden at skulle frygte for, om jeg kan komme ind på psykologi, da jeg nu ved, at der ingen grund er til bekymring (jeg skal bare huske at søge ind, selvfølgelig).
  10. Jeg er blevet god til kemi, det er stadig noget af det bedste ved det hele.
  11. Nåh ja, jeg har ferie, det er også meget godt (selvom jeg har en tom følelse indeni, men det går vel over)
  12. Jeg har en kaktus ved navn Lars Kirsten (Tak til min farmor og farfar for at give mig den)dsc_0324.jpg
  13. Jeg var i avisen i sidste uge, hvilket vel også er meget godt.image-0.02.01.e8f098c7efe61bde597d78bc26cc122d81b226ab414ec0d5346a30d8c26e3480-v.jpgimage-0.02.01.92a8d1b0f9b0ff47985d6ce37cda2f2e39178eddf3a417e3e9855aac1e42aa8f-v.jpg
  14. Solnedgangene ved sommerhuset er også gode.dsc_4643.jpg
  15. Jeg har fået set noget af verden i år (dele af verden der ikke er Norge), hvilket har været godt (jeg kan dog stadig godt lide Norge). (Jeg vil gerne til Norge igen)
  16. Hvilket jeg i teorien sagtens kan, jeg er et frit menneske i over to måneder endnu.
  17. Jeg har lært mig selv at bruge Windows Movie Maker, hvilket jeg hygger mig med:

Jeg tror, at det var det, jeg kan ikke finde på mere.

Hyg jer.

/A

 

P.S: Meningen med livet er hundehvalpe, det er jeg nået frem til efter grundige overvejelser.

wpid-dsc_2150.jpg

(Kalle som hvalp, nu er den et stort skrummel)

Uge 38 – ting jeg har lært/oplevet/tænkt over

Hej verden.
Jeg er lige pt i gang med at skrive en novelle, som jeg skal indsende til en konkurrence. Deadlinen er om to døgn, så jeg er under pres, men skidt pyt. Jeg skal nok blive færdig.

Jeg føler, at jeg har oplevet mange ting på det sidste, hvilket er interessant, eftersom jeg ikke har lavet andet end at være herhjemme og være på arbejde. Men det betyder ikke, at jeg ikke har lavet noget. Langt fra. Så her kommer en liste over alt det jeg har lavet/oplevet/tænkt over den sidste uges tid:

  1. Efter TRE MÅNEDER har jeg læst Les Misérables færdig!! Jeg har brugt de sidste to uger på at læse de sidste 1000 sider i den, og det gik faktisk hurtigere end jeg havde troet. Da jeg først havde besluttet mig for at læse den fokuseret, og ikke springe videre til en ny bog efter kun et par sider, kom jeg hurtigt ind i historien og jeg begyndte at se, hvad det er, at folk så godt kan lide ved den. Jeg forstår godt hvorfor den er en klassiker, og jeg er enormt glad for, at jeg har læst den. Ikke kun fordi det er sofistikeret at kunne sige, at jeg har læst den, men mere fordi, at der er noget meget tilfredsstillende ved at bruge så lang tid på at læse en bog på 1231 sider. Det føles som en form for rejse, hvilket lyder åndssvagt, men det er sådan, at det føles.
    wpid-dsc_2472.jpg
  2. Pga. Les Misérables har jeg indset, at jeg gerne vil læse flere klassikere. Og det nye ved det, er at det ikke er fordi, at jeg gerne vil læse dem, for at være smart, eller for at kunne betegne mig selv som “vellæst” eller et eller andet snobbet. Nej, jeg vil gerne læse flere klassikere, fordi de kan lære mig noget, som jeg ellers ikke ville have lært. Det er fx også af den grund, at jeg er blevet ret glad for George Orwell’s bøger på det sidste. For dybest set læser jeg jo for at lære. For at lære om mig selv, men også om andre mennesker, deres holdninger og historiske begivenheder. Og det er noget, som jeg har glemt lidt i løbet af den sidste tid.
    Jeg har været meget fokuseret på, at jeg gerne ville læse enormt mange bøger i 2015, og at det var vigtigt for mig at læse mange nyudgivne bøger. Jeg blev til sidst så opsat på at nå op på 100 læste bøger, at jeg glemte at tænke over, hvad jeg læste. På en måde i hvert fald. Jeg har mest af alt læst YA i år, og det har overvejende været en god oplevelse, men i de sidste par måneder synes jeg, at der næsten har været flere dårlige end gode. Det er ikke alt YA der er lige godt, og jeg har på det sidste følt, at jeg kan identificere mig mindre og mindre med det meste af det. Dermed ikke sagt, at YA ikke kan være godt, for det kan det. Mange af mine yndlingsbøger er Young Adult romaner, og de indeholder masser af dybe ting, selvom de er skrevet til en ung målgruppe og ikke indeholder masser af fancy ord. Og jeg vil gerne blive ved med, at se positivt på de bøger. Jeg vil ikke have mit syn på dem ødelagt, og det er lidt det, som var ved at ske. Og måden jeg kan ændre det på, er ved at læse andre genrer og tage en pause for at huske på, hvad jeg kan lide ved at læse.Jeg har i den sidste tid læst nogle bøger, som jeg udelukkende har læst, fordi de stod på min hylde, og jeg havde det dårligt med, at jeg ikke havde fået dem læst, specielt fordi de var populære bøger (The Book Thief, Divergent m.m.) Men jeg havde aldrig rigtig selv den store lyst til at læse dem. Hvorfor gjorde jeg det så? Det er det gode spørgsmål. Hvorfor ligger jeg et ubevidst pres på mig selv, som egentlig er fuldstændig unødvendigt?
    Det er noget, som jeg heldigvis er blevet opmærksom på, og det har allerede ændret sig meget. Jeg kan se nu, at jeg ikke får noget ud af at tvinge mig selv igennem bøger, som jeg egentlig ikke bryder mig vildt meget om (det har jeg nok gjort med 10 bøger her indenfor de sidste par måneder). Hvis jeg kan mærke, at jeg ikke kan lide en bog selvom jeg kun har læst en tredjedel af den, så er der ingen grund til at fortsætte, hvis jeg ikke har lyst.
    Efter jeg har været mere opmærksom på alle de ting, så har jeg tydeligt kunnet mærke, at noget har ændret sig. Jeg går mindre op i hvor mange bøger jeg har læst og går mere op i, at jeg rent faktisk har lyst til at læse. Jeg føler ikke det pres som jeg før har følt, i hvert fald ikke på samme måde.
    Jeg vil gerne læse fordi jeg elsker det, ikke fordi jeg skal presse mig selv til det.
    wpid-d7694450-d3f6-41fa-8c4e-8be876650ee0.jpg
  3. Der er brug for børnebøger om transkønnethed/homoseksualitet/børn der på den ene eller anden måde føler sig anderledes. Jeg ved ikke, hvorfor Danmark (i hvert fald bibliotekerne) ikke er mere med ift. LGBT bøger for de yngre læsere, da der i disse år kommer flere og flere på det engelske/amerikanske marked. Men der er vel ikke andet at gøre end selv at blive børnebogsforfatter og ændre tendensen.
  4. Generelt går jeg meget ind for, at man skal være bedre til at acceptere forskelligheder og ikke være så satans indskrænket når det kommer til kønsroller osv. Køn er et relativt begreb, og har det egentlig den store betydning?
  5. Jeg kan godt lide biblioteket.
  6. Det er længe siden at mit liv har været så u-stressende som det er for tiden. Jeg har mere fritid end jeg har haft længe og selvom jeg i starten var bange for, at selvstudie ville blive ensformigt og trist, så er det ikke sket endnu. Jeg er ret god til at underholde mig selv, også når jeg ikke engang prøver bevidst på det. Og ellers sørger den lille hund for at holde mig beskæftiget.
    Det er utroligt længe siden, at jeg sidst har kedet mig. Det skyldes hovedsageligt, at jeg altid har en masse tanker om livet osv., som jeg aldrig bliver færdig med at tænke over, og desuden aldrig løber tør for bøger jeg vil læse.
    wpid-dsc_2539.jpg
  7. Jeg kan faktisk virkelig godt lide mit liv for tiden. Der sker ikke voldsomme dramatiske ting, og det kan jeg godt lide. Desuden har det aldrig gået så godt i skolen som det gør nu. Det skyldes hovedsageligt at jeg elsker mine fag (dansk og engelsk), men også at jeg er god til at lære ting selv. Jeg koncentrerer mig meget bedre når jeg arbejder med tingene selv. Det er vel grundlæggende en god ting, da jeg også godt kan finde ud af gruppearbejde, men det er bare ikke den måde jeg lærer optimalt på.
  8. Jeg er mere humanistisk anlagt end samfundsvidenskabelig, hvilket er en skræmmende ting, da det ikke var den retning jeg havde planer om at gå i. Men det giver god mening, og som det er nu, kan jeg slet ikke forestille mig at arbejde som psykolog, som ellers var min plan i lang tid.
  9. Måske har jeg ikke en fuldstændig klar plan for min fremtid, og jeg er ikke engang sikker på, hvad jeg laver om et år fra nu. Men jeg ved, at jeg finder ud af det, og at det hele sgu nok skal gå.
  10. Det faktum, at jeg har fem uddannelser jeg kunne se mig selv tage, er ikke en dårlig ting. Det er godt. Det er bare et udtryk for, at jeg har flere muligheder end kun én, og det kan aldrig være negativt. Så længe jeg ikke hopper rundt mellem 10 forskellige uddannelser og først bliver færdiguddannet når jeg er 50 og dermed ikke når at bidrage tilstrækkeligt til samfundet og dermed er skyld i landets økonomiske tilbagegang osv., så går det vel nok.
  11. For at tale om noget jeg rent faktisk har oplevet og lært: Jeg har været på Kristrup Bibliotek mange gange denne måned og sidste måned for at være afløser. Af det har jeg lært mange ting, vigtigst af alt at der er hyggeligt, men også at Kristrup slet ikke er så farligt et sted, som jeg troede det var engang.
  12. Der findes utroligt mange irriterende og skrigende børn, men der findes også gode børn, som er gode mod dyr. Det oplevede jeg i dag sammen med Kalle da vi var ude at gå.
  13. Jeg elsker Nirvana, men jeg elsker også dyster depressions-musik.
  14. Jeg kan finde ud af at skrive et analyserende oplæg, endda så godt at min lærer kaldte mig ‘en mester i at analysere og fortolke og at skrive’.
  15. Helle Helle er et af mine største litterære forbilleder.
  16. Vandbakkelse er godt, men det kan også blive meget voldsomt og vulgært meget hurtigt, hvis man ikke formår at stoppe mens legen er god.
  17. Jeg har tørret opkast op to dage i træk i denne uge. Først fra hunden, så fra katten. I dag var turen så kommet til tis på gulvet. Hvad bliver det mon imorgen?
  18. Jeg fik 76/85 rigtige i en kommatest, så jeg mener godt, at jeg officielt kan erklære, at jeg kan sætte komma, hvilket er en stor begivenhed.
  19. Jeg er åbenbart blevet utroligt god til engelsk grammatik.
  20. Der er intet bedre end at spise morgenmad i stilhed.
  21. Jeg har snakket engelsk på arbejdet både i dag og igår. Der er noget ved mig, der får de engelsktalende borgere til at komme og spørge om alt muligt.
  22. Jeg har også lært, at håndarbejdsbøgerne er blevet flyttet.
  23. At have en hundehvalp er en kilde til mange diskussioner/konflikter, men det er også sjovt, selvom den skal tisse 50 gange i døgnet.
    wpid-img_20150915_170536.jpg
  24. Jeg så en limousine i dag.
  25. Jeg er nået den alder, hvor jeg godt kan lide jazz og nyder at spise en ostemad. =symptomerne på at jeg er blevet voksen.
  26. Jeg har stadig ikke lyst til at få børn, og jeg tror virkelig ikke, at det kommer til at ændre sig nogensinde. Jeg ved, at alle mulige voksne mennesker mener, at jeg ændrer mening når jeg bliver 30 og “det biologiske ur begynder at tikke” og alt muligt pis, men det håber jeg sgu ikke kommer til at ske.
  27. Der er mange negative mennesker i denne verden, men der er flere der er positive, man skal bare lede efter dem.
  28. Jeg er træt

Slut.

wpid-dsc_2150.jpg

Regnvejr, café og biblioteket

Hej verden.
Lige nu sidder jeg på biblioteket, hvor jeg lige er ankommet efter en relativt nederen cykeltur i regnvejr fra skolen og hertil. Nu er der vand overalt, og jeg beder til de højere magter om, at jeg ikke bliver ramt af endnu en forkølelse. Det ville være rart.
Jeg skal arbejde om en halv time, så jeg håber lidt, at jeg når at tørre inden, hvis jeg bare sidder meget stille. Men det sker nok ikke.

IMAG5021.jpg vises

Fredag er en god dag, fordi jeg møder kl. 11, og kun har to samfundsfagstimer. Det var faktisk meget hyggeligt i dag. Samfundsfag kunne godt gå hen og blive det bedste fag i år, eftersom vores lærer er awesome. Han bruger en masse smarte udtryk, og er ikke specielt lærer-agtig. Han siger tit “grineren” og i pausen da jeg og en anden sad og så sjove videoer på YouTube, begyndte han at nævne diverse videoer han mente vi skulle se. Det var interessant.
Så jeg er meget positivt indstillet overfor samfundsfag. (Ikke kun pga. sjove videoer selvfølgelig).

IMAG5020.jpg vises
Jeg ved ikke hvordan jeg vender dette billede om når jeg allerede har sat det ind i indlægget, så screw it. Men dette viser den fancy aftensmad som jeg lavede til mig selv i går da jeg kom hjem fra arbejde. (Det er en omelet, hvis nogen skulle være i tvivl). Jeg blandede spinat i, og det blev relativt godt. Ikke helt så godt som den jeg lavede i sidste uge, men tæt på. Jeg har generelt blandet spinat i mange ting denne uge. (Der er virkelig sket spændende ting, kan jeg sige jer).

IMAG5014.jpg vises
I onsdags var jeg på Café Kræs med Randi og Bokka. (Jeg har rent faktisk et liv, uha). Det var også hyggeligt. Jeg valgte at bestille hvad de på menukortet kaldte en “kold snack kurv” men som i virkeligheden var en tallerken i stedet for en kurv. Dette havde jeg dog regnet ud, da jeg godt kunne tænke mig frem til, at det ville være en lorteidé at putte grøntsager og pesto i en kurv.

Jeg tror ikke der er så frygteligt meget mere at sige, udover at jeg for nogle sekunder siden så min forhenværende tysklærer (en af de mange tysklærere jeg har haft igennem tiderne) gå igennem Børnebiblioteket. Det er faktisk ret ligegyldigt, eftersom han ikke kan huske mig, så jeg ved ikke, hvorfor jeg nævner det i dette indlæg.
Desuden kan jeg informere jer om, at nu hvor jeg har siddet ned i en halv time, er mine bukser stadig ikke på magisk vis tørret og nået tilbage til den oprindelige tilstand.

Og, så tror jeg desuden at jeg snart bliver nødt til at tage en drastisk beslutning, og klippe/file mine negle af (altså ikke helt af, men næsten), eftersom de er blevet så lange at det er begyndt at blive helt skørt og relativt irriterende. Problemet er lidt, at jeg ikke føler for at gøre det, samtidig med at jeg ved, at det vil være mere praktisk. Det er et åndssvagt problem, og jeg dømmer lidt mig selv når min hjerne laver den slags ligegyldige ting til et problem.

Nåh. Nu må jeg hellere rejse mig op, og arbejde i to timer, så jeg kan få fri og komme hjem igen.

Hyg jer.
/A

Torsdag 22. maj – årets første eksamen

HEJ!

I dag har været en awesome dag. Den har været så god, at jeg er helt psykisk overvældet.
Dagen startede generelt bare godt. Da jeg vågnede, vidste jeg, at det ville blive en god dag. Det var meget heldigt, eftersom at jeg skulle til min første eksamen i dag. Faktisk min første eksamen på en gymnasial uddannelse nogensinde! Uha. Det var mundtlig matematik, og jeg er ligeglad med om dette får mig til at lyde som et egocentrisk selvhelligt møgsvin, men jeg var totalt rolig hele vejen igennem, eftersom jeg havde forberedt mig virkelig godt og havde styr på alle emnerne.
Ja. Desværre. Der er ikke nogen simpel opskrift på at klare sig fejlfrit igennem eksamen, udover hårdt arbejde. (Eller der er selvfølgelig altid nogen som bare kan gå ind og lire et eller andet af uden at have forberedt sig overhovedet, men efter min mening er det på den lange bane at foretrække at man rent faktisk har forstået det man står og siger).
Jeg var på skolen en time før jeg skulle ind, eftersom jeg godt kan lide at være i god tid. Jeg sad og snakkede med nogle af de andre fra mit hold, hvilket var meget hyggeligt. Efter 10 minutter kom Svane ud. Hun var den første af alle. Og hun fik 12, hvilket var awesome og totalt fuldt fortjent. Jeg blev virkeligt glad på hendes vegne, for hun har virkeligt arbejdet for det.
Da klokken blev omkring 9.40 fik jeg at vide at jeg gerne måtte komme ind og trække et emne, eftersom den person der skulle have været før mig, ikke var mødt op. Det sagde jeg ja til, eftersom jeg ikke rigtigt kunne se grunden til at sidde og vente 24 minutter mere.
Nåh. Men så kom jeg ind, og der lå nogle spillekort på bordet med forsiden nedad (surprise). Jeg trak hjerter 3, hvilket vil sige spørgsmål 3 (igen, surprise), som var geometri og trigonometri; retvinklede trekanter og pythagoras.
Det var jeg meget glad for, eftersom jeg har øvet mig en del på beviset for Pythagoras sætning i denne uge, og jeg både forstod og kunne huske det. (Hvilket var meget praktisk, eftersom man ikke må have nogle noter med ind til selve eksamen overhovedet).
Først havde jeg 24 minutters forberedelse. Hvem helvede er det der har besluttet, at det lige præcis skal være 24 minutter? Undervisningsministeriet har tilsyneladende haft det sjovt.
Det var upraktisk, eftersom der ikke var noget ur inde i forberedelseslokalet. Så jeg kunne ikke holde øje med, hvor hurtigt de 24 minutter gik. Men det var ikke et problem. Jeg havde lavet gode noter hjemmefra, og jeg havde forstået meningen med det hele, så jeg gjorde ikke så meget andet end at sidde og kigge det igennem og skrive en disposition, som blev meget kort, og som jeg slet ikke kiggede på til selve eksamen.
Nåh. Men så gik de 24 minutter, og jeg kom ind, og begyndte at tale. Og så begyndte jeg samtidig at skrive ting op på tavlen og tegne retvinklede trekanter, hvilket gik skide godt. Igen, nu lyder jeg som en egocentrisk idiot, men hold kæft hvor følte jeg at jeg ownede lokalet.
Det hele gik som smurt lige ind til at jeg var igang med at bevise pythagoras sætning, og de spurgte mig, hvorfor (a+b) * (a+b) = a^2+b^2+2ab. Jeg sagde noget med, at sådan var det bare når man gangede ind i paranteser, og havde slet ikke tænkt over, at jeg skulle sige, at når man ganger to paranteser med hinanden, skal man gange alle led med hinanden. Det vidste jeg jo godt, og da de spurgte lidt ind til det, kunne jeg også godt huske det.
Men det var en mindre detalje, og de spurgte kun ind til det, fordi jeg havde nået at sige alt andet og virkede til at vide hvad jeg talte om, så derfor håbede de, at jeg ville kunne forklare det. Men nej.
Og så var tiden pludselig gået, og de sagde tak. Så kom jeg ud, og alle var sådan “uha hvordan gik det”, og jeg var sådan “det gik godt”, og så var de færdige med at votere og jeg skulle ind igen, og så sagde de, at de var enige om at give mig 12.
FUCK YEAH!!
Jeg vil ikke sige, at jeg blev overrasket, for jeg havde faktisk set det komme. Hele skoleåret i matematik har været én stor fest rent fagligt, og jeg har været virkeligt god til at forberede mig i dagene op til. Jeg havde altså fortjent det, synes jeg selv.
Det føltes så underligt at komme ud igen. Alle var sådan “wuhuu tillykke”, og jeg kunne allerede der mærke tomheden komme snigende. Hvad fanden skulle jeg nu lave, når jeg ikke skulle koncentrere mig om at huske cosinusrelationen og arealformlen mere? Totalt antiklimaks.
Men det føltes skide godt. Jeg ringede først til min mor, som blev helt forvirret fordi hun troede jeg først kom ud 10.48, og så sagde jeg “Jeg fik 12”, og så blev hun som altid helt chokeret, og var sådan “nej! Er det rigtigt?! Det er løgn! Neeej Amanda!! HUN FIK 12!!! Arrhhh!”, og fortalte sine kolleger det og var utroligt begejstret og alt muligt. Det er altid så sjovt når hun reagerer sådan.
Derefter sad jeg og snakkede med de andre i relativt lang tid, imens jeg lavede den obligatoriske “jeg har fået 12 i matematik” status på Facebook. (Mine statusopdateringer handler 90% af tiden om, at jeg har fået 12 i et eller andet). Jeg skrev til folk, og ringede til min far, som først havde glemt at jeg var til eksamen, men derefter var meget glad og begejstret.
Jeg sad på skolen indtil klokken 12, hvor jeg havde fået snakket en del med de andre om hvordan de syntes det var gået og alt muligt. Det var skide hyggeligt.

Derefter cyklede jeg hjem i den frygtelige varme.

Beviset for pythagoras, som jeg tegnede den anden dag, da jeg øvede mig.
Jeg giver min læderjakke en del af æren for at det gik godt. Det går altid godt, når jeg har den på. Selvom jeg dog ikke havde den på inde til eksamen, da der var skide varmt.
Nåh. Men derefter var jeg ret træt. Jeg var hjemme i tre timer inden jeg skulle arbejde klokken 16. Der skete ikke noget specielt vildt derinde, udover at der var varmt og at jeg fandt denne bog:
Jeg er bange.
Nåh ja, da jeg fik fri mødte dette syn mig: en stor form for bus der reklamerede for Dansk Folkeparti. Udenfor den stod Kristian Thulesen Dahl. Jeg stod og stirrede lidt ondt på ham, indtil min far kom og hentede mig. Men han opdagede mig ikke.
Nu tror jeg ikke der er så meget mere at sige. Denne dag var mega vellykket. Nu kan jeg holde lidt fri indtil den næste eksamen. I morgen skal jeg arbejde om formiddagen, og derefter skal jeg hjem til Iris for at se hendes lejlighed. Det bliver en god dag. Lørdag skal jeg intet, for en gangs skyld. Søndag er valgdag. Mandag skal jeg arbejde, og derefter på café med Randi og Bokka, som jeg ikke har set i lang tid.
Livet er godt for tiden.
Hyg jer.
/A