Kategoriarkiv: alder

Hurra for alt og alle | Verdens længste sommerferie #3

Hej verden.

Det er et godt og smukt liv for tiden, og masser af folk, som jeg holder af, bliver studenter/færdigudlærte for tiden. Tillykke til alle. Der er noget ved denne tid, der giver mig lyst til at kramme hele verden og derefter lægge mig på køkkengulvet og græde lidt, fordi det er så smukt, når folk opnår deres mål og er tilfredse med sig selv og bliver fejret af dem, de holder af. For derefter at tage ud og drikke enorme mængder alkohol, nøgenbade i havnen og feste i flere uger. Det er da smukt på sin helt egen måde. Og så er der typerne som mig, der sidste år valgte at fejre det hele med en tur i sommerhuset sammen med min familie og en fladmast jordbærkage fra Guldbageren. Det var én af de bedre dage.

Men der er altså noget smukt ved denne tid. Jeg føler mig virkeligt glad på en masse andre menneskers vegne, og som Noora siger i andet sidste afsnit af SKAM: “Nå smiler livet”.

I den forbindelse vil jeg gerne indskyde, at Noora er virkeligt pæn. Hun er muligvis det pæneste menneske i universet. Desuden er hun mega cool og kompleks og interessant (ja, jeg ved godt, at hun er en fiktiv karakter, men jeg har ferie, og har ret til at forelske mig i fiktive karakterer).
Generelt er jeg nået frem til, at jeg er lidt forelsket i alle karaktererne fra SKAM, og det er en meget voldsom oplevelse. Der er et eller andet ved SKAM-universet, der får mig til at føle mig som en 17-årig (nærmere bestemt 12-årig), der virkeligt lever sig ind i et fiktivt univers og går utroligt meget op i, hvordan det går for karakterene. Særligt i løbet af de seneste par uger (hvor jeg vel at mærke har haft ferie og dermed rimeligt meget fritid) har jeg taget mig selv i at sidde og smile i en usmagelig grad imens jeg siger “hihihihihi”, “iiihhhh”, “uuuhhh”, “åååhhh”, “ja ja ja ja”, “nej nej nej åh nej” og lignende. Jeg er forfærdelig på alle punkter. Og det bedste af det er, at jeg nyder det. For meningen med SKAM er, at jeg skal leve mig ind i det og føle en masse ting, så jeg har sådan set bare overgivet mig og kastet resterne af min værdighed ned til det organiske affald (da jeg går ind for genbrug). Nu kan jeg ikke gøre andet end at lade mig selv gå rundt og fundere over, hvordan hele arrangementet mon ender, når sidste afsnit bliver sendt om fire dage. Der er en hel del ubesvarede spørgsmål, og selvom det ikke ligner mig, så håber jeg bare på, at det ender lykkeligt for alt og alle. Ofte har jeg det svært med slutninger, der er alt for lykkelige, men i dette tilfælde har jeg det helt modsat; jeg ønsker det bedste for alle i SKAM. Hvis det stod til mig, ville det ende med, at de alle finder lykken og derefter står i en samlet flok og synger fællessang. Jeg har en fornemmelse af, at det højst sandsynligt kommer til at ske, men jeg tager muligvis fejl. Det bliver interessant at finde ud af. Arrrhhh, jeg har lyst til at tvinge alle jeg kender til at se SKAM og diskutere den dybere mening med alting med mig. Men man må jo ikke tvinge folk til noget, de ikke vil. Suk.

Lige nu er jeg i gang med at spise jordbær fra et rødvinsglas (da rødvinsglas kan bruges til mange ting), og min middagsmad så utroligt fancy ud, det var næsten ikke til at holde ud, så derfor tog jeg ovenstående billede.

Jeg har glemt, hvad jeg vil med dette indlæg, så her kommer nogle billeder af tilfældige ting og mig selv, fordi jeg tilsyneladende er en nederen bloggertype:

(Billeder fra 2012, hvor jeg var 16 ÅR (!!), jeg var fandme ung).

Og et billede fra i går, hvor mit 21-årige jeg smiler kunstigt imens jeg holder et glas vand i venstre hånd og er en smule træt efter en lang studenterfest (hvor jeg i øvrigt indtog et halvt glas champagne uden at dø af det, hvilket er en præstation i sig selv, da jeg tog chancen uden at vide, hvad der ville ske, eftersom jeg intet alkohol har indtaget i fem-seks år).

Jeg husker 2012 så tydeligt, og alligevel er det fem år siden. Jeg kan huske, hvad jeg følte og tænkte på den sommer, hvad jeg bekymrede mig for, og hvad jeg håbede, ville ske i fremtiden. Når jeg ser tilbage på den tid, har jeg lyst til at rejse tilbage og give mit 16-årige jeg et kram og sige noget i retning af dette:
“Hej A. Du skal bare vide, at du ikke behøver at bekymre dig for fremtiden, og at du ikke skal være bange for at blive forhindret i at gøre de ting, du gerne vil, for livet vil smile til dig, og alt vil gå meget bedre, end du tør håbe på. Du er i gang med at blive en mega cool person, og jeg skal hilse og sige, at det er meget mere behageligt at være 21 end 16, så glæd dig til fremtiden, for de bedste dage i dit liv venter forude. Og det arbejde, du lige har scoret, kommer du i de næste mange år til at sætte utroligt meget pris på, og dit 21-årige jeg er dig evigt taknemmelig for at være så sparsommelig og fornuftig en 16-årig, der er i gang med at gøre det muligt for dit 21-årige jeg at investere i en behagelig lænestol og en god og stor seng til din kommende bolig. Tak. Farvel”.

Men så igen, mit 16-årige jeg ville nok udvikle en psykose af at møde mig selv i en ældre version, så jeg tror, at jeg vil undlade at rejse i tiden og i stedet forsøge at være i nuet i stedet for.

Som min bedstefar sagde til mig i går: “Det går hurtigt sådan et liv”. Og som min bedstemor sagde til mig i går: “Tænk sig Amanda, du er den første af børnebørnene der flytter ud helt for dig selv, hvor er det stort”. Og de har ret. Sådan et liv går hurtigt, og om 10 dage flytter jeg, og en ny æra kan begynde (når jeg vel at mærke har fået anskaffet mig nogle flyttekasser og har fået pakket alt mit gamle lort ned og båret det ned ad trappen, hvilket bliver en livsfarlig proces).

Og som min bedstefar også sagde i går: “Nu siger vi farvel og tak. Vi skal hjem og se fjernsyn”.

Hyg jer – og husk at lade livet smile.

(Jeg er en poetisk og træls type på én og samme tid, og jeg kan godt lide det)

//A

 

Alt det, der betyder noget | Om konfirmation, livsværdier, store følelser og gode mennesker

Hej verden.

Nej, det er ikke mig, der er blevet konfirmeret – men jeg har i dag været til en VIRKELIGT god konfirmation. Nu risikerer jeg at støde nogen, men jeg vil gerne indrømme, at det helt sikkert er den bedste konfirmation, jeg nogensinde har været til i dette liv. Forklaring herpå følger. Det var en virkeligt god og smuk dag, og jeg sidder nu herhjemme med en kop (koffeinfri) kaffe og er glad (og træt).

Jeg vil ikke bruge dette indlæg på at beskrive dagen i detaljer, for alt det synes jeg, tilhører konfirmanden, hendes familie og til en vis grad gæsterne. Det samme med alle de hundredevis af billeder, der er blevet taget i løbet af dagen. Selvom det er nogle virkeligt fine billeder, og selvom de stemningsmæssigt ville passe godt ind i dette indlæg. så er det ikke mig, der ejer retten til at lægge dem ud. Heller ikke dem, jeg selv har taget. For billeder er ikke bare billeder af bestemte motiver – det er afbildninger af følelser, stemninger og alt det, der betyder noget. Og det skal konfirmanden have lov til at have for sig selv. Jeg har været virkeligt heldig at få lov at dele dagen sammen med hende og resten af gæsterne, men det er stadig hendes dag, også selvom den nu er slut. Og det er stadig hende, der ejer den.

Så derfor.. har jeg beskåret nogle af billederne, som jeg selv er på, så jeg er den eneste, man kan se (fordi jeg er et egocentrisk røvhul, der vil i centrum (og fordi jeg ser utroligt overskudsagtig ud, det er helt vildt, jeg er overrasket over mig selv)). Og så tillader jeg mig at lægge billeder ind af menukortet osv., da jeg ikke tror, at der er de store følelser indblandet i det (men hvem ved).

“HVORFOR var det den bedste konfirmation, du nogensinde har været til, A. Thylkjær??” spørger den utålmodige læser så. Og lad os bare komme til sagen (så jeg kan få mine følelser ud og derefter gå i seng og falde om)

Det var først og fremmest en smuk dag, fordi jeg virkeligt holder af den familie, der afholdt konfirmationen. Jeg har kendt dem altid, og selvom vi ikke er i familie med dem rent genetisk, så betragter jeg dem som familiemedllemmer i en eller anden grad. Vi ser ikke hinanden vildt ofte, men når vi gør, så er det som om, at vi så hinanden igår. Snakken går, vi griner og vi er til stede. Når vi er sammen, er det så tydeligt, at vi alle nyder hinandens selskab, det er som om, at det kan mærkes i luften. Det er en befriende følelse, og de er den slags mennesker, der minder mig om, hvem jeg skal bruge tid på, og hvem jeg måske skal bruge mindre tid på. For det, der betyder noget, er jo at have gode mennesker i sit liv, der vil en ligeså meget, som man selv vil dem.

Uanset om man ses på ugentlig, månedlig eller årlig basis, er den type relationer guld værd. Der er så meget godt i det. Der er noget virkeligt rart og betryggende over, at selvom vi alle bliver ældre og gør forskellige ting i livet, så har vi noget at samles om. Vi har noget sammen. Der er en kemi imellem os alle, og det er måske i virkeligheden det, der betyder allermest – det gør virkeligt en forskel, om man “klikker” med de folk, man er sammen med eller ej.
Det gør mig bare glad at blive mindet om, at der findes (mange) folk, hvis selskab jeg virkeligt nyder. Jeg suger alle de positive følelser til mig, og jeg bliver ikke drænet for energi. Jeg føler mig set, hørt og anerkendt, og jeg nyder at være mig selv og at være lige der, hvor jeg er. Jeg skal ikke anstrenge mig for noget, for det føles så naturligt at lytte og spørge ind til alle mulige ting, og jeg ved, at jeg ikke skal forklare hele min livshistorie eller forklare mine valg i livet – for de kender mig. De ved, hvem jeg er, hvad jeg har oplevet i mit liv, og hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er i dag. Og det er der noget virkeligt befriende over. Jeg værdsætter virkeligt de mennesker, jeg har i mit liv, som jeg har kendt i lang tid, og som jeg har en følelse af, at jeg altid vil kende (i en eller anden grad).

I dag var en dag, der var fyldt med gode følelser. Alt føltes så naturligt og ikke-opstillet, og det var fandme rart. Der var så mange smil, grin og store følelser, der blev delt i løbet af dagen. Og alt sammen foregik på en måde, der bare føltes helt rigtig. Der var ikke noget overgearet pis over det, og det kunne bare tydeligt mærkes, at det var nogle gode mennesker, der afholdt konfirmationen.

Jeg snakkede en hel del med konfirmanden, og vi fik blandt andet snakket lidt om religion og kristendom. Jeg respekterer hende virkeligt for den beslutning, hun har taget om at blive konfirmeret, og jeg er faktisk glad på hendes vegne, over at hun har gjort det. For det virkede utroligt meningsfyldt. Det kan godt være, at jeg selv er ateist, men jeg synes, at kristendommen (som udgangspunkt) har nogle virkeligt fine værdier – nogle værdier, jeg selv mener, burde være universelle, og som det er vigtigt, at vi husker på. Medmenneskeligehed. Tilgivelse. Barmhjertighed. Respekt overfor sig selv og andre. Taknemmelighed. Det er nogle af de værdier, jeg godt kan lide i kristendommen.
(Jeg synes til gengæld, at de 10 bud er åndssvage og ligeså er de syv dødssynder, men jeg er jo som sagt heller ikke kristen).

“Der er hverken en rigtig eller en forkert måde at være kristen på”, sagde jeg vist i dag, og det synes jeg selv var meget godt sagt (det er altid noget, at jeg kan rose mig selv). Men det opsummerer egentligt det, jeg skrev om i dette indlæg for et par måneder siden. Jeg synes, at det er en smuk ting, når et menneske tager et valg. Jeg synes, at det er en smuk ting, når et (ungt) menneske reflekterer over nogle af livets store spørgsmål og handler på dette – og sådan kan man vel opfatte konfirmationen. For man skal ikke retfærdiggøre overfor nogen andre end sig selv, hvorfor man vælger/ikke vælger at blive konfirmeret – og man skal ikke leve op til noget, for at kunne kalde sig kristen. Man kan hverken være en rigtig eller forkert kristen, for det er jo noget, man har indeni sig selv (der vil nogle mennesker så være uenige med mig, men dette er udelukkende min opfattelse af det). Der er ikke nogen, der kan sige til en, at man ikke er kristen “nok” til at blive konfirmeret, for faktum er, at hvis man selv har lyst til at bekræfte sin dåb, så er det det, man skal gøre. Man må også godt gøre det, hvis man er i tvivl og måske ender med at fortryde senere i livet – for man siger jo ikke ja til at binde sig for livet til et eller andet, man siger bare ja til at bekræfte sin dåb, og det betyder jo ikke, at man ikke må ændre mening senere i livet. Man kan ikke forudsige alt, og man skal bare gøre det, man gerne vil. Kort sagt.

Denne dag har desuden mindet mig om, at man fandme bare skal holde en fest, når man har lyst til det. Det er fedt, når der er en anledning, som fx en konfirmation, til at holde en fest for folk, man holder af, men man skal måske også nogle gange bare gøre det, selvom der ikke er en officiel anledning. Og ofte kan man godt opfinde en anledning, hvis man vil det. Jeg ser fx frem til at holde indflytningsfest engang i juli, og jeg ser frem til, at der nok bliver mere end én af slagsen, da jeg ikke kan invitere alle, jeg kender, og mase dem sammen på 38 kvm. Det er kun godt, da jeg så kan invitere folk på forskellige dage og dermed få mulighed for rent faktisk at tale med folk i stedet for at løbe rundt og forsøge at snakke med 30 forskellige folk på én gang.

Hurra.

Jeg kan godt lide dage som denne. Dage, hvor jeg føler mig godt tilpas og er glad for at være lige der, hvor jeg er. Dage, hvor jeg føler, at folk virkeligt værdsætter mit selskab, og at det slet ikke ville være det samme, hvis jeg ikke var der. Dage, hvor alt det, der betyder noget, er de blikke vi sender til hinanden og de grin, der giver genlyd i stuen.

(Det er snart midnat, og jeg er udmattet, så jeg gider ikke engang at undskylde for at være en kliché)

Desuden gør det mig også glad, at jeg kunne gå rundt og snakke om, at jeg går på uni og snart er færdig med andet semester af psykologi – og rent faktisk føle, at det er mig jeg snakker om og ikke føle mig distanceret fra det. I september var jeg til en fødselsdag, hvor jeg ikke kendte ret mange folk, og da jeg sad og snakkede om, at jeg lige var startet på psykologi og alt det, var det lidt som om, at jeg snakkede om nogen, der ikke var mig. Det var lidt som om, at jeg levede et liv, jeg slet ikke kunne følge med til. Som om, at jeg ikke rigtigt kunne se mig selv i det, jeg sad og sagde.
I dag var det fuldstændig anderledes. Og det er jo klart, for jeg er faldet meget mere til nu, og jeg føler ikke længere, at jeg bør gøre bestemte ting for at kunne leve op til rollen som psykologistuderende på uni. Jeg føler bare, at jeg skal være mig og gøre det, jeg holder af, og som kan gøre mig til et bedre menneske. Og det er sgu rart.
Det handler i bund og grund om, at jeg er glad. Jeg er glad for mine valg, og jeg er glad for at være mig. Jeg er glad for at gå på uni, og jeg er glad for at bo i Randers, og jeg er glad for, at jeg snart skal flytte for mig selv. De ting, jeg gør, gør jeg fordi, at jeg vil de ting, og ikke fordi, at jeg tror, at jeg er tvunget til noget. Jeg føler, at alt er rigtigt, og jeg føler ikke, at jeg skal retfærdiggøre noget overfor nogen længere. Jeg føler ikke, at jeg skal overdrive og sige, at mit studie er fantastisk hele tiden, og jeg føler heller ikke, at jeg skal undskylde for, at jeg ikke har lyst til at flytte til Aarhus eller forklare hvorfor. For jeg er glad for mine valg, og jeg har det godt med det, jeg gør. Jeg er ikke usikker på mine valg længere eller grundene til mine valg. Og det tror jeg, gør det en del lettere for mig at deltage i dage som denne, hvor der både er folk, jeg har kendt hele mit liv, og folk jeg aldrig har mødt før/ikke har set i mange år. For der er intet at stresse over. Jeg er i gang med at skabe mit eget liv, og jeg er glad for det, og derfor skal jeg ikke frygte de berygtede “nåh, hvornår skal du så flytte/hvad skal du så efter HF/hvad vil du så arbejde som” kommentarer, som den slags arrangementer ofte er forbundet med. For hvis nogen spørger mig, hvad jeg er i gang med, så kan jeg svare, at jeg er i gang med noget, jeg virkeligt holder af og som gør mig til et bedre menneske. Og det er skide fedt.

Hurra (igen).

Dette indlæg blev langt og muligvis lidt for dybt, men det giver forhåbentligt mening for flere end bare mig selv. Og hvis det ikke gør, så er det lige meget, for jeg vil bare huske denne dag og alle de gode følelser, den har indeholdt.

Det er et godt liv – og vi skal huske at bruge det sammen med de folk, der giver os en følelse af, at vi virkeligt er værdsat – at der er en grund til, at vi er her, og at der er brug for os – at vi gør en forskel for andre end bare os selv. At vi er noget sammen med nogle andre mennesker, og at vi kan dele noget sammen, der bliver så meget større, end det vi er hver for sig.

Hyg jer.

//A

 

Fysisk udmattelse og voldsom glæde 

Hej verden.


Der er godt nok sket meget i denne uge, og det er kun onsdag middag på nuværende tidspunkt. Dog er jeg på vej ud i sommerhuset, hvor jeg skal være i fem dage, og jeg kan forestille mig, at der ikke kommer til at ske helt ligeså meget, hvilket bliver godt. 

Jeg gider ikke at skrive om alt det, jeg har oplevet de seneste par dage, så I får kun det relevante at vide, hvilket I nok vil sætte pris på. 


Først og fremmest: jeg skal flytte! Jeg fik at vide igår, at jeg har fået den lejlighed, jeg vildt gerne ville have, og selvom det nu er et døgn siden, føles det stadig som om, at jeg ikke helt forstår det endnu. Jeg skal lige have det processeret, og det har jeg ikke helt haft mulighed for endnu, eftersom jeg ikke har været alene på noget tidspunkt det seneste døgn. Så nu skal jeg ud i sommerhuset og indtage noget noget broccoli broccoli soya/rismælk (som jeg netop har fundet ud af, at Netto sælger for 10 kr pr styk, hvilket er en virkeligt fantastisk ting, jeg er helt oppe at køre over det (eller også er jeg bare overtræt, eftersom jeg stort set ikke har sovet i nat a diverse grunde). Jeg tror også, at jeg vil tillade mig at indtage noget Pepsi Max, for nu er der for en gangs skyld noget at fejre, så det er ok at genoptage mit misbrug (selvom man vel ikke kan genoptage noget, der aldrig har været afsluttet).


Men ja, jeg skal flytte, og jeg har det virkeligt godt med det. Det føles som det helt rigtige tidspunkt (det er d. 1/7 og det er perfekt, da jeg så kan bruge min tre måneder lange sommerferie på at tage i IKEA 50 gange) og jeg er glad. Det er i Dronningborg, og der har jeg i lang tid ønsket mig at komme til at bo, fordi jeg synes, at der er hyggeligt. Teknisk set ligger det længere væk fra Aarhus end min nuværende bopæl gør, men det gør mig ingenting. Det er så tæt på Randers centrum at jeg kan gå eller cykle derned, og tage bussen derfra, så det bliver ikke som sådan mere besværligt, det kommer bare til at tage 10 minutter mere hver vej. Og det er intet problem, jeg rejser gerne i timevis for at komme hen til steder, jeg holder af. Jeg kan virkeligt se mig selv blive glad for at bo i lejligheden, og derfor er transporttiden intet problem. 

Nåh, hvad er der mere at sige? Der er sikkert noget, jeg har glemt at nævne, men den sidste rest af min energi blev brugt på at slæbe tre liter rismælk, soyamælk, diverse grøntsager og noget nyt smart keramik, jeg netop har købt i Aarhus (fordi jeg ligeså godt kunne tage i Bruuns Galleri i stedet for bare at stå og vente på bussen i en time). 

Jeg føler, at det går godt for mig for tiden. Jeg får muligvis ikke læst ligeså meget, som jeg gerne skulle ifølge planen, men jeg har det godt og jeg er social og jeg føler, at jeg er på vej i den helt rigtige retning. Jeg føler, at jeg stoler på mig selv, og at gør nogle gode ting for tiden. Det er meget rart. 

Jeg var i øvrigt til en virkeligt underlig forelæsning i formiddags. Forelæseren var endnu engang ham, der ligner Pedersen (fra Pedersen og Findus) og som har en kat, der hedder Wolfgang. Det startede med, at han afspillede en sang af The Rolling Stones, og derefter spillede han Nicki Minaj for os, uden at forklare, hvorfor han gjorde det. Derefter gik han igang med undervisningen, der handlede om “perceptuelle aktiviteter”, og jeg forstod virkeligt ikke meget af det. Den manglende nattesøvn gjorde i hvert fald ikke noget godt, lad os sige det sådan. På et tidspunkt fik han os til at lave en øvelse, hvor vi allesammen skulle lukke øjnene i fem minutter. Han kaldte det en “introspektiv fænomenologisk undersøgelse”, hvilket egentligt bare vil sige en undersøgelse af, hvad folk oplever inde i sig selv, når de lukker øjnene. Så ja. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge dette til i det virkelige liv, men jeg tænker, at det handler om at det, vi ser, er et resultat af vores aktive handling, hvor vi perciperer verden og bruger dette til at navigere i miljøet. 

Det gav nok ikke nogen mening, men jeg er også ved at falde i søvn, hvilket er noget skidt, da jeg snart skal af bussen. 


Nåh. Hyg jer. 

//A 

Endnu en god dag og endnu en potentielt kommende lejlighed

Hej verden.

I dag har været en god dag, selvom jeg endnu engang ikke har fået læst alt det, jeg havde tænkt, at jeg skulle. Men det går nok (det har været mit motto, siden jeg startede på uni). Det jeg læste, var dog vældig interessant, selvom det var en gammel og underlig tekst. Det handlede om visuel perception, nærmere bestemt en teori om den “omgivende optiske orden” (Gibson, 1979). Den omhandler måden, vi perciperer (opfatter) verden på, og argumenterer for, at vi perciperer forskellige objekter i verden ud fra, hvad disse stiller til rådighed for os – fx perciperer vi et bjerg og perciperer, hvad det sætter os i stand til at gøre – det er fx vanskelig at løbe op ad et stejlt bjerg, så det opfatter vi og indretter os efter dette. Desuden bliver der lagt meget vægt på såkaldte observationspunkter – det sted, vi er, imens vi ser på noget – og disses betydning for, hvad vi perciperer. Det, vi perciperer fra et bestemt punkt, fortæller noget om, hvem vi er som observerende, mere end det fortæller noget om det vi ser på – for det vi ser på ser forskelligt ud, alt afhængig af, hvor vi står henne, og om andre objekter er i vejen for objektet, vi ser på – hvis et objekt skjules af et andet, kaldes det okklussion (muligvis ikke en god oversættelse). Og det siger noget om menneskets kognitive evner, at vi fx er i stand til at vide, at ét objekt dækker over et andet, og at hele objektet er til stede, selvom vi måske kun kan se halvdelen af det.
Vi flytter os rundt fra sted til sted, og det vi perciperer ændrer sig – i hvert fald fra vores perspektiv, men i virkeligheden ændrer selve objektet sig jo ikke, hvilket vi dog ikke altid tænker over. Dette er meget praktisk, da det betyder, at vi perciperer objekter som en del af en helhed, fremfor en masse forskellige ting, der alle kan ses fra en masse forskellige vinkler, som vi skal gå rundt og huske på. I stedet ser vi objektet fra den vinkel, vi står i fra observationspunktet, og så påvirkes vores perception af dette og vores opfattelse af verden skabes.

Jeg ved ikke, om det giver mening. Måske.

Nåh, men nu til det interessante: jeg var ude for at se på en ny lejlighed i dag. Den var virkeligt fin, dog er de igang med at totalrenovere den, så huslejen stiger (hvilket ikke gør så meget, da lejen var virkeligt billig før), og der kommer nyt køkken, badeværelse, nye vinduer og en ny smart altan. Den ligger i et hyggeligt område, hvor der bor masser af ældre mennesker, og jeg mødte min potentielt kommende nabo. Hun var en gammel flink dame, der virkede utroligt interesseret i, at jeg skulle flytte ind, fordi hun tænker, at jeg ikke er sådan en der larmer. Hun sagde, at vi skal have citronfromage sammen, hvis jeg får lejligheden. Så nu håber jeg, at jeg får den. Jeg kan mærke, at jeg faktisk virkeligt gerne vil have den. Jeg har en følelse af, at jeg ville kunne få det virkeligt godt der, og jeg har en god fornemmelse indeni omkring det. Der er noget hyggeligt og trygt over at have en ældre hyggelig nabo, der vil komme med citronfromage. Og der er noget rart over området, for jeg har i mange år ønsket potentielt at komme til at bo der.

Så jeg håber. Nu skal jeg bare vente et par dage, og hvis jeg ikke hører noget, betyder det, at jeg ikke har fået den. Men måske hører jeg noget, hvis jeg er heldig. Jeg er nr. 11 til den, og jeg fik at vide, at der ikke er andre, der har været ude at se på den endnu. Så jeg håber at folk vil afskrækkes af den forhøjede husleje og den store del af ældre beboere, så jeg kan få den.

Åh, jeg håber det.

(Ja, jeg er måske blevet lidt forelsket i en bygning, der er under kraftig renovering, men sådan sker det jo nogle gange).

Vi får se. Som de kloge siger, så skal man ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt (der vil jeg, som den Alternativist jeg er, så nok sige, at man slet ikke skal skyde bjørnen og heller ikke sælge skindet). Men pointen er, at det hele nok skal gå på den bedste måde, for skæbnen har styr på det – hvis det er den rigtige lejlighed for mig, så får jeg den, og hvis der er en anden lejlighed, jeg hellere skal have, så får jeg den ikke. Skæbnen styrer det (mon skæbnen gider at gøre det, når jeg i alle andre situationer går rundt og siger, at jeg fandme ikke tror på skæbnen, og at det er noget pis at tro på den slags fordi livet er konstitueret af tilfældigheder).

Hvem ved.

Det er et godt liv, og i morgen får jeg en social dag, og om under to døgn er jeg tilbage i sommerhuset. Jeg er glad. Det er jeg faktisk. Hurra.

(Min potentielt kommende udsigt – alt byggerodet kommer til at forvinde inden jeg potentielt flytter ind)

Jeg føler mig voksen på en underlig måde. Det er interessant at føle, at jeg faktisk godt kan de ting, jeg gerne vil, og at jeg faktisk har lyst til de ting.

Det her er en tid, hvor alt ændrer sig – og det er lidt overvældende og lidt smukt på én og samme tid.

Hyg jer.

//A

selv når i forsvinder

der var engang en person
der hele tiden var træt
men hun fløj ind i en tyfon
og så følte hun sig så let
jeg husker hvem jeg var
dengang for to dage siden
men i dag er jeg en anden
hvem bliver jeg mon med tiden
der er nogle gange
hvor jeg ikke kan holde mig selv ud
jeg synger de forkerte sange
og står udenfor i regn og slud
jeg spørger mig selv
hvad fanden er jeg i gang med
hvorfor er vi til
og hvad er meningen med dette sted
jeg ser mig selv vokse op
og frygter vores farvel
jeg løber rundt og råber stop
for jeg kan ikke klare det her selv
hvad nu
hvis vi alle falder
lover du
at du kan høre når jeg kalder
måske kan jeg stå fast
hvis jeg holder om mig selv
måske er det her nok
jeg ved jo hvad jeg vil
jeg tror måske
at jeg er færdig med at spænde ben for mig selv
for nu er det påske
og jeg vil gøre hvad jeg vil
måske er hele verden til mig
hvem ved hvad der sker
der var engang hvor jeg så på dig
og så lykken flyve rundt lige her
men fuglene fløj mod nord
og jeg trækker vejret påny
jeg fanger lykken i en verden så stor
et sted her i stjernernes by
i morgen flyver jeg med
hen over bakker og dale
og jeg skal nok finde et sted
hvor jeg kan få mig selv i tale
selv når i forsvinder
og de lyse dage bliver få
så ved jeg at jeg finder
min egen måde at leve på

der hvor solen helst vil bo

tillykke med livet
i alle til mig sagde
du skal aldrig tages for givet
for nu er lyset jo tilbage
alderdommen nærmer sig
med sine hastige tunge skridt
men i dag er jeg bare mig
for jeg føler mig så let
nu finder jeg hjem
i et stearinlys og i en sol
når lyset kommer frem
og når marken bliver gul
jeg tror ikke
at jeg vil med hjem igen
for jeg er blevet forelsket i en bølge
og skoven er min ven
vi fortæller solstrålehistorier
for mørket er taget hjem
se her hvor det spirer og gror
så hør efter og kom frem
festen er slut
og flagene er gået på halv
men jeg bliver ikke stille og mut
når jeg tænker på alt jeg skal
vi faldt engang
men vi spirer og vokser påny
vi synger vores sang
her i træernes by
der var engang
hvor jeg drømte om dig
et håb om en sang
der ikke tilhører mig
solen går ned
og nu kører vi hjem
jeg tror jeg er i sorg
men jeg ved vi ses igen
har du husket alt det andet
heriblandt din sjæl
nej den er ved vandet
der finder jeg den nok igen
jeg kigger op
på en himmel af stjerner
når aldrig at sige stop
før de alle tanker fjerner
i morgen kommer solen frem
for glæden er tilbage
vi klarede vinteren
se nu bare hvad jeg sagde
vi smeltede sneen
og satte stormen i bero
for vi er lige her
der hvor solen helst vil bo
jeg smiler til mig selv
med klarere øjne end før
for solen er min sjæl
og jeg kan alt det jeg tør

Årets første skovtur og et tilbageblik

Hej verden.

Klokken er 23, og jeg er igang med fem-seks forskellige indlæg og jeg tænker på alt muligt, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal få formuleret på skrift. Jeg føler mig ikke særligt struktureret i dag, og generelt har jeg ikke følt mig ret struktureret hele ugen. Det hænger muligvis sammen med, at jeg er mere forkølet, end jeg har været i årevis, hvilket medfører, at jeg har et stort behov for at sidde i flere timer og ikke rigtigt udrette noget, fordi jeg er ved at falde i søvn ovenpå mine bøger. Det er ikke så praktisk, men det går vel nok.

Selvom jeg er halvsyg og træt, var jeg på årets første skovtur med Kalle i dag (hvilket teknisk set er løgn, jeg har været på masser af skovture i år, men det føles som om, at denne var årets første rigtige skovtur). Og det var en vellykket skovtur, selvom det endte med, at vi for lidt vild, fordi vi gik udenfor stierne (uha, en kriminel handling). Jeg kunne godt se på Kalle, at den ikke helt stolede på mig, da jeg sagde “kom, vi skal denne vej”, men den fulgte alligevel med og hoppede rundt og var glad, og blev meget lettet, da vi til sidst fandt tilbage til stien. Jeg tror dog, at den nød at få lidt spænding ind i hverdagen og gå en mere interessant vej end vi plejer at gå.

Da vi kom ind i skoven, blev jeg mindet om sidste gang, jeg var i lige præcis den skov. Det var i august, og det føles som om, at det er en evighed siden, selvom jeg husker det ret tydeligt. Det var en meget varm dag, og jeg skulle starte på universitetet dagen efter, og der var virkeligt meget, jeg ikke vidste dengang. Sådan føles det i hvert fald, når jeg tænker tilbage på det nu. Det var ikke Kalle, jeg var på skovtur med den dag, men en person, jeg nåede at være på en del skovture med på relativt kort tid. Det var objektivt set ikke en særligt vellykket skovtur, eftersom vi for vild og kom i karambolage med nogle brændenælder, og var nødt til at vende om og gå den samme vej tilbage. Men det var en god skovtur, og efter skovturen fik vi pandekager lavet på kærnemælk. Der var noget overskudsagtigt over det hele, og solen skinnede, og det er ikke hver dag, at der er kærnemælk i pandekagerne. Men det var der den dag.

Sidste gang jeg var på skovtur i den skov, var det en varm sommerdag, og universitetet var et sted, jeg havde været to gange i mit liv. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg skulle forvente af noget som helst, og jeg havde sovet for lidt hele måneden og løbet rundt og lavet chokolademousse og kærmemælkshorn (det var derfor, at vi havde kærnemælk i huset). Jeg vidste ikke, hvad metakommunikation var, hvad signaltransmission var for noget eller hvor samfundsfagenes kantine lå. Jeg vidste heller ikke, om jeg ville synes om studiet, om jeg ville falde til eller om det ville ende i en katastrofe. Jeg vidste ingenting.

Jeg tænker på, hvad mit august-jeg ville synes om, hvordan alting er nu, hvis jeg dengang havde kunnet se ind i fremtiden. Og jeg ved det sgu ikke. For mit august-jeg var en overfrisk, urealistisk (og inderst inde meget træt) udgave af mig selv, som jeg ikke helt føler mig i kontakt med længere. Der skete lidt for meget i den periode, til at jeg kunne overskue alting og se det fra et rationelt synspunkt. Det er måske meget godt, for det resulterede i, at jeg fandt ud af, at jeg kan mere, end jeg hidtil havde troet. Det betød dog også, at jeg endte med at være virkeligt træt efter nogle måneder. Og det var også meget godt, for betød at jeg lærte hvor rart det kan være at tage i skoven alene, bare med mig selv og en hund.

Jeg er stadig træt, men det skyldes mere de store mængder af snot, der befinder sig i mit hoved. Jeg har også gang i en del ting for tiden, men jeg føler ikke, at det er i en overvældende grad, for jeg har trods alt tid til at tage på skovtur og lave uproduktive ting. Jeg lærer alt muligt i min hverdag, og jeg har det godt, og jeg kan godt lide den retning, min blog har bevæget sig i det seneste halve år. Jeg kan godt lide den retning, jeg er på vej i.

Og om et halvt år vil mit kommende september-jeg måske tage på en ny skovtur og se tilbage på denne tid og tænke “ihh altså, du vidste jo ingenting, hvor havde du meget at lære”. Sådan vil det nok blive ved, hvilket er godt, da det betyder, at jeg lærer, og at jeg reflekterer over tingene. Men bare fordi jeg lærer og bliver klogere på mig selv og andre, betyder det ikke, at alt jeg tænkte og følte dengang bare skal negliceres. Det vil altid være gyldige tanker, følelser og meninger, og jeg skal ikke glemme de ting. For nogen gange kan man lære meget af sit tidligere jeg ved at huske tilbage på, hvad der gav mening dengang, og tænke på, om det stadig giver mening nu. Var det nogle bedre skovture, jeg var på dengang, eller er det i virkeligheden nye skovture til nye skove, jeg ønsker mig?

Hvem ved.

Jeg ved ikke, hvad min pointe er med dette, udover at tiden går og at jeg er glad for tingenes tilstand, selvom tingenes tilstand er dynamisk og i en konstant udvikling. Eller noget i den stil.

Farvel.

//A

PMS-tanker og social isolation | Tilbage Til Naturen #5

Hej verden.

Flatterende overskrift, ikke? PMS og social isolation, hvad mere kunne man ønske sig at læse om.

I dag har jeg sagt i alt ET ORD til et levende menneske. Og det var den dag, mere eller mindre. Personen jeg sagde ordet til (ordet var “hej”, hvis nogen skulle være i tvivl), var en fisker, som jeg mødte, da jeg var på vej ned til stranden. Så han fik et anstrengt smil og et “hej”, der muligvis var lidt for højt, da jeg hørte musik og ikke kunne høre mig selv.
Nogen gange tænker jeg på, at jeg godt gad at møde mig selv for at se, hvordan det ser ud, når jeg forsøger at hilse venligt på folk. Men det kommer (forhåbentlig) nok aldrig til at ske.

Nåh, men udover min succes på den sociale front, har jeg i dag endnu en gang gået 10 km, ødelagt mine fødder lidt, spist flere pølsehorn, genoptaget mit Pepsi Max misbrug (men det er kun midlertidigt, da jeg snart løber tør, og ikke har tænkt mig at købe mere), læst i min bog om placeboeffekter, spillet ukulele og hørt musik. Jeg fandt desuden ud af, at jeg har fået 10 i min social- og personlighedspsykologi eksamen. Min primære reaktion var overraskelse og undren, da jeg havde forventet, at det ville kræve mere at få 10 på universitetet. Jeg kan ikke finde ud af, om det lyder højrøvet at sige det, eller om det nærmere indikerer, at jeg ikke tror på mig selv. Men jeg vil personligt mene, at ingen af delene er tilfældet. Egentligt tror jeg bare, at overraskelsen skyldes, at det er første gang jeg rigtigt får anerkendelse på dette studie, og at det føles ret underligt at det bare kommer i form af et tal. For hvad skal jeg lægge i det tal? Hvad siger det om mig? Betyder det, at jeg kan ånde lettet op med visheden om, at jeg har levet op til forventningerne, og betyder det, at jeg bliver en god psykolog? Betyder det, at jeg har vundet i præstationsræset, eller betyder det bare, at jeg på papiret er ligeså god som de fleste andre?

Generelt er jeg nået frem til den konklusion, at det ingenting betyder, andet end at vedkommende, der har rettet min opgave, har vurderet, at den levede op til kravene for at få 10. Og så betyder det, at jeg har bestået første semester og ikke skal til reeksamen. Men andet betyder det egentlig ikke. Det er et tal, og selvom jeg blev glad, da jeg så det, og følte et pludseligt behov for at kontakte 6-7 mennesker og fortælle om succesen, så var det en ret overfladisk glæde, der ret hurtigt blev afløst af en underlig tom følelse. For selvom der er noget rart over at få en god karakter, så giver det mig samtidig en trist følelse at blive vurderet med et tal. Det føles så tomt og ligegyldigt, og jeg har overhovedet ikke lyst til at fejre det. Bare fordi, at jeg har fået 10, er der jo ikke lige pludselig mere at fejre, end der var for en uge siden, da jeg ikke havde fået min karakter endnu. Jeg er jo ikke blevet et bedre menneske, bare fordi jeg har fået en karakter, der oftest ses som værende ret god. Og hvis vedkommende, der har bedømt min opgave, havde givet mig et 4-tal i stedet for, ville det jo ikke betyde, at jeg havde lært mindre; tallet ville bare være et andet. Det ville heller ikke betyde, at jeg ville blive en dårligere psykolog. Ligesom et 10-tal ikke er ensbetydende med, at jeg bliver en god psykolog. Det er jo ikke sådan, det fungerer.
Der er noget meget upersonligt over eksamensformen på psykologi generelt, og det virker for mig at se underligt, at jeg kan skrive mig til gode karakterer, når jeg som kommende psykolog ikke kan skrive mig til at hjælpe folk ud af deres livskriser. Medmindre jeg bliver forfatter til en selvhjælpsbog, men jeg vil hellere en tur i Bilka end at gøre det (og det siger en del).

Hvis jeg virkeligt skal analysere mig selv, så er der flere medvirkende faktorer til det, jeg føler:
-Et sted, langt inde, er der en lille stemme, der siger “du har ikke arbejdet hårdt nok til at fortjene så god en karakter”. Det er min indre perfektionist, som jeg ellers gør hvad jeg kan for at holde væk, der ikke mener, at jeg har arbejdet så hårdt som jeg “burde” dette semester, og at jeg er kommet for let til det.
Men det er sådan set en stor gang pis. For ja, jeg kunne godt have arbejdet hårdere, men det er fuldstændig bevidst, at jeg ikke har gjort det, og det ved jeg jo godt selv. Jeg har flere gange underprioriteret studiet, og brugt min energi på alt muligt andet i stedet. Og det har været nødvendigt. For der er sket en del i mit liv i løbet af første semester, og det har ikke været en mulighed at være den perfekte studerende, hvis jeg samtidig skulle have det godt indeni. Generelt har der været så mange forandringer, siden jeg startede på uni, at jeg egentlig er ret overrasket over, at jeg har klaret mig igennem det hele så godt. Jeg har klaret det godt, og jeg har gjort det, jeg kunne, både ift. studiet og mit liv generelt. Og jeg føler mig glad indeni, hvilket er den vigtigste indikation på, at jeg har prioriteret rigtigt. Så min indre perfektionist kan godt pakke sammen og gå hjem.

-En anden ting er en underlig følelse af at skamme mig over, at jeg ikke har været ligeså motiveret igennem semestret, som jeg havde forventet at være. Der er mange gange, hvor jeg virkeligt har skullet tvinge mig selv igennem nogle tekster, som jeg ingen mening så med, imens jeg læste dem. Og der er nogle tekster, som jeg aldrig fik læst specielt grundigt, og nogle, som jeg slet ikke fik læst, fordi jeg virkeligt ikke var motiveret for at læse dem, og hellere ville læse noget andet i stedet. Det er sådan, jeg har prioriteret min tid, og det ved jeg, har været et godt valg. Men alligevel føles det lidt skamfuldt at kunne klare det godt, når jeg ikke har styr på 100 % af pensum. Det føles lidt som at lyve. Igen er det min indre undertrykte perfektionist, der elsker at have en følelse af at have styr på ALT og at kunne være i stand til at svare på alle spørgsmål uden at være i tvivl om noget. Men hvem siger, at jeg skal kunne svare perfekt på alting for at kunne være tilfreds?

-Desuden er det bare en underlig følelse at have gennemført 1. semester. Jeg føler, at jeg ikke helt kan følge med. Det er svært at forklare, men det minder lidt om den identitetskrise, jeg havde sidste år, før jeg blev 20. Jeg føler, at det hele går lidt for hurtigt, og at jeg er et sted i mit liv, som jeg stadig ikke kan forholde mig til. Jeg har en følelse af at være bagud. Jeg har stadig en skræmt 19-årig indeni mig, der tænker “aaarrrhh, jeg kan teknisk set starte på universitetet om nogle måneder, det er jeg da slet ikke klar til, man er jo voksen, når man går på uni, aaarrrhh, er jeg mon klar, hvem er jeg, hvad vil jeg”. Men realiteten er bare, at jeg er et (snart) 21-årigt menneske (gisp), der skal igang med 2. semester om to uger. Og når jeg tænker for meget over det, føler jeg mig underligt distanceret fra mig selv. For det minder mig om, at jeg er udenfor min komfortzone. Alt det, jeg havde vænnet mig til at have i min hverdag i mange år (særligt HF og mit gamle arbejde på biblioteket), er ikke en del af min hverdag nu, og når jeg kommer i tanke om det, giver det mig lidt en følelse af sorg. For det var min komfortzone; det var mig. Og nu er de ting bare minder, som jeg kan se tilbage på, imens jeg gør alt muligt nyt, der stadig ikke helt føles som mig. 

Og så indser jeg, at det vel er sådan det er at blive voksen – at miste alt det, du fandt tryghed i tidligere, og pludselig være kastet ud i alle mulige situationer, hvor der forventes nye ting af dig og alt er nyt og skræmmende. Du forventes at kunne diskutere ting fra et ontogenetisk og fylogenetisk perspektiv, og alle folk spørger dig hele tiden om, hvorvidt du er flyttet hjemmefra endnu, har kørekort, om du har et seriøst og alvorligt parforhold og et studierelevant studiejob og om du går i fitness center fast hver uge. Og om du vil med på pubcrawl om næste fredag. De kigger forventningsfuldt på dig, imens du forsøger, på en selvsikker måde, at svare nej til det hele. Og alligevel føler du, at du kan se på dem, at det var det forkerte svar. Især når du også fortæller dem, at du bor i Randers, og ikke føler et behov for at flytte til Aarhus.

Det er muligvis det, det hele handler om; at få karakterer, og at blive vurderet med et tal, minder mig om alle de andre implicitte forventninger, som det gerne ses, at jeg lever op til. Men jeg gider ikke at skulle leve op til nogens forventninger. For det har intet at gøre med mig og om hvorvidt jeg overhovedet har det godt og er glad. At leve op til andres forventinger betyder ikke, at jeg gør en reel forskel for nogle mennesker, eller at jeg forbedrer verden. Det betyder heller ikke, at jeg får et bedre liv fremover. Hvis jeg føler mig presset til at gøre ting, uden at have mig selv med i det, så kommer det aldrig til at give mening.

For jeg bliver ikke mere voksen af at flytte hjemmefra, eller ved at tvinge mig selv til at tage kørekort, investere i en dyr blender der kan lave suppe eller ved få et seriøst og meget alvorligt parforhold. Jeg er ikke voksen i en mindre grad, fordi jeg lige nu fx prioriterer at trække vejret og gå ture ved stranden med mig selv, fremfor at løbe rundt og forsøge at finde en tilfældig lejlighed og tage kørekort. Det kunne jeg også have brugt denne måned på, men jeg ville ikke nyde at gøre nogle af de ting. Jeg ville ikke se nogen mening i noget af det. Og hvorfor skulle jeg gøre noget, jeg ikke selv har lyst til, bare fordi det er det rigtige for nogle andre? Hvorfor ikke lade mig selv eksistere og have det rart og give mig selv fred fra den evige følelse af at være bagud? Hvorfor ikke lade mig selv stå og betragte haven og føle, for en gangs skyld, at der ikke er noget som helst jeg skal, andet end at finde ud af, hvad jeg skal spise til aftensmad i morgen=

Jeg skal ikke gøre ting, fordi jeg føler mig bagud. Og jeg skal ikke skamme mig over at gøre det, jeg har lyst til, og som gør mig glad. Jeg skal ikke konstant have dårlig samvittighed over bare at gøre det, der giver mening for mig.  Det gider jeg ærlig talt ikke at bruge 20’erne på. Så kunne jeg gå rundt og stresse mig selv hele tiden, fordi der altid er noget, jeg ikke har opnået, som nogle andre allerede har. Men hvilken forskel gør det, hvis jeg egentlig har det godt med mig selv? Så mangler jeg jo ingenting. Og bare fordi, at jeg bliver ældre og ældre, betyder det ikke, at jeg skal gøre ting, jeg ikke har lyst til. Jeg skal fx ikke tvinge mig selv til at købe et hus og få børn og en stresset hverdag, bare fordi, at det er sådan mange andre gør. For hvis jeg ikke har lyst til at få børn, hvad skulle formålet så være?

Dette udviklede sig i en interessant retning. Konklusionen tror jeg er, at det at få anerkendelse giver mig en følelse af, at jeg nu bare skal præstere endnu mere, uden at jeg har lyst til at præstere. Og at jeg ikke kan lide følelsen af, at et tal skal definere mig eller have en betydning for, hvordan andre mennesker opfatter mig.

Det er interessant. Nu kan jeg bruge de næste par dage på at filosofere over, hvad grunden mon er til alt det.

 

Nu er klokken pludselig over 1, og min hjerne har gjort mig fysisk og psykisk udmattet, så nu vil jeg slutte af med at citere Johnny Cash, da det af en eller anden grund virker til at være en fremragende idé lige nu:

“Everyone I know goes away in the end”

“I will let you down, I will make you hurt”

Det er egentlig deprimerende, men det er også dybt.

Nåh. Hyg jer.

//A