Kategoriarkiv: 2017

Jeg er det eneste menneske i verden | Tilbage Til Naturen #14

Hej verden.

Det er en mørk og stormfuld aften, og jeg er ikke helt ligeså fyldt med energi og motivation, som jeg var i går. Følelsen af at være alene og afskåret fra hverdagen har ramt mig på en ny måde i dag. Jeg gik en meget lang tur ved stranden i dag, og da jeg ingen mennesker kunne se i miles omkreds, tænkte jeg, at jeg er det eneste menneske i verden. Senere på gåturen mødte jeg da nogle få personer, som jeg hilste på, men det ændrede ikke på følelsen af at være alene i verden.

Det lyder måske ret trist og ubehageligt, men det er det sådan set ikke. Det er en ret overvældende følelse at stå og skue udover det åbne landskab og ikke kunne se nogle andre end sig selv. Men det er overvældende på en god måde. Der er jo en grund til at et af de store temaer i litteraturen og kunsten i det hele taget er man vs. nature. Vi mennesker har en indre drivkraft, der giver os lyst til at komme i nærkontakt med naturen og måske endda besejre den, hvis vi er heldige. Vi gør alle mulige åndssvage ting for at vise, hvad vi kan. Fx bestiger vi bjerge og løber 24 timer i træk eller gennemfører et triathlon. Her valgte jeg så en mere realistisk udfordring, som var at gå 12 km på stranden. Jeg har gjort det mange gange før, så det var ikke decideret udfordrende, men jeg fik da lige testet kroppen og dens evne til at holde mig i gang. Men jeg havde nu ikke et mål om at afprøve mig selv. Det handlede sådan set bare om at komme ud at gå. Gåture har så meget værdi i sig selv, at de ikke behøver et officielt formål. Og hvor var det en god tur. Det var en utroligt flot dag, og jeg følte endnu en gang, at jeg var i ét med naturen og verden i det hele taget. Som gode gamle Nietzsche sagde: “We like to be out in nature so much because it has no opinion about us“.

Hvor er det vigtigt at kunne nyde sit eget selskab. Hvor er det vigtigt at dyrke ensomheden ind imellem. Og hvor er det vigtigt at investere i sig selv. Men når det kommer til stykket, er det jo ikke når jeg er alene, at jeg føler mig allermest lykkelig – og hvis jeg gør, skyldes det i høj grad, at jeg overvældes af alle de gode minder, jeg har med de folk, jeg holder mest af.

At være alene er på mange måder mere simpelt end at være sammen med mennesker, for så skal man ikke tage hensyn til nogen, og der er ikke andre end en selv, som man kan blive irriteret på. Jeg ved, at jeg kan gå rundt alene i mange dage og sådan set have det meget fint. For livet bliver mere simpelt, når man ikke roder sig ud i alt muligt med andre mennesker. På samme tid er det dog også min erfaring, at livet bliver mindre meningsfyldt, når man holder sig for sig selv. Vi mennesker er jo ultra-sociale dyr, og igennem evolutionen har det aldrig været fordelagtigt, hvis man bare holdt sig for sig selv hele tiden.

For de introverte typer kan det være en kunst at finde balancen mellem alenetid og socialiserings-tid. Nogle gange har man brug for mere af det ene end det andet, og andre gange forholder det sig omvendt. Man må prøve sig frem og lære af det. For mig er det nødvendigt at have alenetid relativt ofte, og jeg tror altid, at jeg vil føle et vist behov for at dyrke ensomheden engang imellem, da det giver mig energi og lyst til at gå tilbage ud i verden og være noget for andre mennesker. Og at lade andre være noget for mig. Det giver mig styrke, at jeg ved, at jeg kan føle mig glad og tilfreds, imens jeg går rundt for mig selv i fem dage. Jeg føler mig stærk og selvstændig, fordi jeg når ind til en anden del af mig selv, når jeg for en stund tager lidt væk fra alt det, mit liv består af til daglig. Jeg kan se, at jeg består af mere end blot mine sociale relationer til andre mennesker, min lejlighed og mit studie. Og det ligger der en enorm frihed i.

Jeg tror, at det er vigtigt at dyrke savnet nogle gange. Og nu hvor jeg er flyttet for mig selv, er det også noget, jeg ofte praktiserer i hverdagen. Det sker da ofte, at jeg sidder for mig selv, og tænker at jeg ville ønske, at jeg ikke var alene. Men det er sjældent, at jeg har det sådan mange dage i træk, for jeg ses jo jævnligt med min familie og S og mine venner. Men nu er jeg taget herud, og jeg ser dem først igen om 3-4 dage. Oftest bliver mine sociale behov dækket af at have været til undervisning på uni, men det er nogle uger siden, at jeg sidst har været der. Så alt er meget anderledes i disse dage, og der er ikke rigtigt noget, der kan distrahere mig fra mig selv og mine tanker.

Mine tanker drejer sig primært om, at jeg kan se nu, at det ideelle liv for mig ikke er et liv, hvor jeg bor alene ude midt i naturen. Det har jeg ikke lyst til, selvom det ikke er længe siden, at jeg troede det. Derimod har jeg lyst til at have et sted som dette (sommerhuset) at tage ud til engang imellem, når jeg trænger til at komme lidt væk. For det er vigtigt at huske at komme lidt væk. Men jeg ønsker ikke, at mit liv bare skal handle om mig. Jeg ønsker ikke, at jeg skal være omdrejningspunktet for alting, og at jeg har så meget tid, hvor det kun handler om, hvad jeg selv har lyst til. Hvad jeg har lyst til at spise, se i tv, hvornår jeg vil gå i seng, stå op, gå i bad, vaske op, og så videre. Selvom det er befriende, så er det ikke sådan, jeg ønsker at leve mit liv på sigt. For mit liv handler ikke længere bare om mig, og det har det i virkeligheden nok aldrig helt gjort.

Hyg jer/peace out.

//A

Jeg skal bare lidt væk | Tilbage Til Naturen #13

Hej verden.

For fire dage siden var jeg til min anden og sidste eksamen, hvilket vil sige, at jeg nu er færdig med tredje semester (og halvvejs i bacheloruddannelsen, hurra) og at jeg har fri i tre uger. Derfor har jeg valgt at tage i sommerhus med mig selv. Hvis I har fulgt med på denne blog i et stykke tid, vil I vide, at jeg sidste år i januar var alene i sommerhuset i to uger. Det kom der en masse filosofiske og dybsindige indlæg ud af, og når jeg sidenhen har tænkt på januar måned, har jeg mest af alt tænkt på frihed. Mit mål med turen var dengang at komme lidt væk fra alting, så jeg måske kunne finde ud af, hvordan jeg egentligt havde det. Og det lykkedes. Jeg tænkte nogle store og dybe tanker, gik meget lange ture ved stranden og nød at have tid til at skrive og læse. Jeg følte, at jeg kunne ånde frit, og jeg indså vigtigheden af at komme ud i naturen. Jeg fik bevist overfor mig selv, at jeg kan have det godt og sjovt i mit eget selskab, og det var vigtigt for mig. Både dengang og nu.

Men I år har jeg ikke de samme store planer om selvrealisering. Jeg skal kun være herude fem dage (og måske nogle flere dage senere på måneden), og det er ikke fordi, at jeg er træt af min dagligdag, at jeg flygter herud. Jeg kan faktisk virkelig godt lide mit liv, som det er nu. Meget har ændret sig siden sidste januar, og alt i alt er jeg et meget bedre sted i dag, end jeg var for et år siden. Jeg er glad og tilfreds, og jeg bekymrer mig ikke ligeså meget om alt muligt, som jeg gjorde dengang. Jeg er glad for de valg, eg har truffet, og  jeg kan se mig selv i øjnene på en anden måde. Jeg føler overordnet set, at jeg har ret godt styr på livet. Så jeg er ikke taget herud for at finde ud af, hvordan jeg har det – for jeg ved allerede, at jeg er glad og har det godt. Jeg er heller ikke taget herud for at flygte fra civilisationen og andre mennesker. Som jeg sagde til S i morges: “Jeg trænger bare til at komme lidt væk. Ikke væk fra dig. Men bare lidt væk”.

Og jeg skal lige love for, at jeg er kommet lidt væk. Kontrasten mellem min hverdag i lejligheden og stedet her, er uendeligt stor. Her er der ikke noget med lige at gå ned i Netto for at købe en liter mælk og være tilbage efter ti minutter. Her skal jeg gå 11-12 km, hvis jeg skal ud at handle og hjem igen. Her er der ingen busser, der kører forbi mit vindue 6-7 gange i timen. Der er stort set ingen andre herude på denne tid af året – siden jeg kom herud i middags, har jeg kun set ét menneske. Her er ingen larmende underboer, og der er ingen at tage hensyn til. Her er så stille, og jeg havde næsten glemt, hvordan det lyder, når alle lydene er væk.

Det giver mig en ro indeni at være tilbage. Det er så længe siden, at jeg sidst har været herude alene, og jeg er virkeligt glad for, at jeg tager mig tiden til det nu. Jeg håber at ugen vil komme til at bestå af mange gåture, god kaffe, nye digte og måske nogle nye perspektiver på min hverdag. Man er nogen gange nødt til at komme lidt væk fra sine vanter rammer, for at finde ud af, hvad der virkeligt betyder noget. Det bliver spændende at se, hvad jeg finder ud af i år (men jeg tror nu allerede, at jeg har en ret klar idé om det).

Hyg jer og peace out, som man (dvs. ingen) siger.

//A

 

 

 

Det er sjovt at være herude igen,

 

Der ligger en frihed i at binde sig til andre mennesker.

2017 – en dramatisk beretning om det bedste år nogensinde

Hej verden.

I år er der sket nogle store, vigtige og betydningsfulde ting i mit liv. Men for en gangs skyld bliver jeg ikke i et forfærdeligt nostalgisk humør, når jeg tænker tilbage på året, der er gået. Jeg bliver derimod fyldt med taknemmelighed og glæde, og det er en anden følelse, end jeg plejer at have til nytår. Jeg plejer at reflektere så meget over det forgangne år, at jeg bliver i et meget melankolsk og trist humør, som fjerner al lyst til at fejre nytåret. Men sådan har jeg det ikke nu. For dette år har bestået af så mange gode, nye begyndelser, at jeg kun kan føle mig glad, når jeg ser tilbage på det. Jeg føler mig ikke trist over, at året er slut, for selvom det har været fyldt med store livsbegivenheder, så føles det som om, at det kun er begyndelsen på en fremtid, der bliver endnu bedre.
Det er nytårsaften om to dage, og selvom jeg ikke har lyst til at gå ud og holde en stor fest, så har jeg lyst til at holde en lille fest med mig selv lige nu og tænke tilbage på året, der er gået. Så her kommer en fortælling om et år i mit liv.

Året startede med at jeg havde min første 7-timers eksamen på uni, og derefter kunne nyde at have fri resten af januar. Der lå en del sne, og jeg startede min ferie med at ligge syg i et par dage. Jeg brugte også et par dage på at gå rundt og tro, at jeg var forelsket. Desuden læste jeg Svend Brinkmanns anden bog, og den blev jeg også lidt forelsket i.
Men når jeg tænker på januar, tænker jeg mest af alt på min ferie i sommerhuset med mig selv. Jeg var derude i over 14 dage, og selvom min familie kom og holdt mig med selskab i weekenderne, var jeg mere alene den måned, end jeg nogensinde har været før. Stranden og skoven var mine bedste venner, og jeg gik 12 km langs stranden næsten alle dagene, indtil jeg ødelagde mine fødder og fik en masse vabler til sidst. Jeg dansede rundt i stuen til høj musik af tvivlsom kvalitet (jeg hentyder til nedenstående sang), levede af pasta med salt, blomkål og gulerodsmuffins. Jeg betragtede mange kopper dampende varm kaffe, og jeg kæmpede med at lære at tænde op i brændeovnen. Jeg så SKAM, drak kamillete og spillede ukulele indtil kl. 3 om natten. Jeg spillede (og sang) ovenstående sang mange, mange gange, og nød at jeg ikke skulle bekymre mig om nogle naboer eller familiemedlemmer. Det lød helt sikkert ikke specielt godt, men det var ikke så vigtigt.
Januar var frihed. Og da januar var slut, var det sommerhuset, jeg var forelsket i. Uha, hvor jeg har fået mange følelser for det sted.

Andet semester på uni gik i gang, og jeg skulle lære om hjernens opbygning, neurotransmission, den menneskelige kognition og andre spændende, og lidt svære, ting. Starten var svær, og jeg følte mig stresset og overvældet mange gange i løbet af det semester. Men jeg klarede det, og jeg endte med at lære en masse. Senere fandt jeg ud af, at mange siger, at andet semester er det sværeste på psykologi, og det gjorde mig lidt glad os stolt. Jeg begyndte at føle, at jeg måske rent faktisk var kvalificeret til at studere psykologi, og det var en rar følelse.

I marts blev jeg 21, og jeg var efterhånden nået til det punkt, at jeg gerne ville flytte hjemmefra. Jeg følte, at jeg var klar til det, og jeg følte, at tiden var inde til det. Jeg elsker min familie, men jeg måtte til sidst erkende, at det var ret svært både at være universitetsstuderende og at bo hjemme (sammen med en lille hund, der er meget opmærksomhedskrævende). Jeg trængte til at føle, at jeg var et selvstændigt individ. Så jeg ledte efter lejligheder og endte med at få tilbudt den ideelle lejlighed. Den lå lige i det område, jeg længe havde ønsket at bo i, jeg havde råd til den, og den ville være helt nyrenoveret, når jeg flyttede ind. Jeg var ude at se den, og selvom hele området var én stor byggeplads, kunne jeg mærke med det samme, at det sted havde potentiale. Jeg mødte en flink ældre dame på 78, der boede lige ved siden af, og hun sagde, at hvis jeg fik lejligheden, så ville hun lave citronfromage til mig. Jeg takkede ja til lejligheden, men jeg turde ikke få alt for store forhåbninger, da jeg var nummer 11 i køen. Dagen efter modtog jeg en mail, hvori der stod, at lejligheden var min, hvis jeg fortsat var interesseret. Jeg blev meget, meget glad (og ja, det hele endte med, at jeg fik citronfromage).

Jeg glædede mig sådan til at flytte, men det var også en underlig tanke. Jeg havde kun boet ét sted hele mit liv, og nu skulle jeg forlade det. Jeg havde det lidt dårligt på min hunds vegne, da vi altid har haft en tæt relation, lige siden den var en lille, ny hvalp (fordi jeg arbejdede hjemmefra hele det første år af dens liv). Når jeg så ind i dens store hundeøjne, føltes det en smule ambivalent. Derfor gav jeg den ekstra meget opmærksomhed i min sidste tid som hjemmeboende. Jeg opbyggede en tradition med at spille og synge “Leavning On A Jetplane” for den hver aften, inden den skulle sove (det lyder fjollet, men den blev urolig inden den skulle sove, og jeg fandt ud af, at jeg kunne synge den i søvn). Det er den eneste sang jeg kan spille og synge, hvor det lyder nogenlunde (inden I bliver alt for nysgerrige vil jeg lige informere om, at jeg kun synger for hunde, ikke for mennesker). Det blev dog også til nogle gamle danske viser, bl.a. nationalsangen samt nogle mere traditionelle godnatsange. Jeg forsøgte mig også med digtoplæsninger, men de havde ikke en ligeså god effekt på hundens angstniveau.

Så kom dagen, hvor jeg skulle flytte. Det endte med at strække sig over mange dage, da håndværkerne lige skulle færdiggøre de sidste ting, før jeg kunne flytte rigtigt ind. Så der var god tid til at tage i IKEA og diverse andre steder for at købe alt det, jeg manglede til lejligheden. Det var noget af et arrangement, men jeg klarede mig igennem det hele, takket være min søde, hjælpsomme familie (og en utroligt stor trailer).


Jeg flyttede rigtigt ind i lejligheden d. 7. juli, og jeg brugte det meste af min tid på at bære rundt på tomme papkasser og andet emballage fra alle mine nyindkøbte møbler. Det var noget af et arrangement. Midt i al flytterodet var jeg på en meget vellykket date (selvom jeg kom 5-10 minutter for sent, da jeg havde undervurderet mængden af papkasser, jeg skulle bære ud af lejligheden). Det var en interessant oplevelse, da jeg meget hurtigt fik en følelse af, at jeg kunne være mig selv. Vi gik rundt i Randers og da jeg vurderede, at han virkede som en tillidsvækkende type, inviterede jeg ham ind i mit flytterod. Timerne gik, og vi snakkede om alverdens ting og hørte musik. Han skiftede strengene på min forsømte guitar, og jeg varmede nogle meget triste rester af et måltid, jeg havde serveret for min familie den forgangne dag (pasta blandet med en pose frosne grøntsager). Jeg pakkede vist også nogle flyttekasser med bøger ud. Jeg så på ham, imens han koncentrerede sig om at genoplive min guitar, og jeg tænkte, at dette liv egentlig er meget smukt.
Og sådan mødte jeg mødte S.


Det var en god sommer, og jeg nød min frihed. Jeg brugte timevis på at sidde og drikke kaffe og slappe af i lejligheden. Desuden holdt jeg housewarming for min familie, og alt var så godt og rart og hyggeligt. Jeg var også en del i sommerhuset den måned. Solen skinnede og alle var glade, og jeg husker hvordan jeg gik op i skoven om aftenen, hvor jeg satte mig under det store flotte træ for at ringe til S (man er nødt til at gå op i skoven for at få en ordentlig mobilforbindelse derude). Jeg husker, at det føltes som om, at alting gav mening, og at jeg havde taget mange store skridt i den helt rigtige retning. Og så endda på ret kort tid.

Det blev august, og jeg husker at jeg sad i vindueskarmen på en regnvejrsdag. Imens introducerede S mig for ovenstående sang, og nu kan jeg ikke høre den uden at tænke på regnvejr, vindueskarme og kærlighed.

Jeg levede uden et køle-fryseskab i halvanden måned, men endelig kom dagen, hvor jeg fik det. Det blev leveret af en mand ved navn John, og alt var godt. Samme aften svarede jeg “ja tak”, da S spurgte, om vi skulle være kærester. Det var en af de bedre dage. August var en smuk måned (hvis man ser bort fra, at det var der Randers Ugen foregik. Et skrækkeligt arrangement).

Tiden gik, og et nyt semester gik i gang. Min nyforelskede hjerne havde nogle vanskeligheder med at koncentrere sig om at lære om børns udvikling, men med tiden lærte jeg at prioritere min tid lidt bedre, så der både var tid og overskud til kærlighed og læsning. Jeg fik en ny yndlingssang, og jeg begyndte ligeså langsomt at føle, at mit liv stabiliserede sig lidt. Der var sket så mange store omvæltninger på samme tid, og det tog mig nogle måneder at vænne mig rigtigt til det hele. Jeg boede for mig selv nu, men jeg havde jo stadig min familie i den anden ende af byen, og jeg havde sommerhuset, og ikke mindst S. Det betød, og betyder stadig, at jeg måtte rejse meget rundt mellem forskellige steder. Men jeg endte alligevel med at finde hjem midt i det hele, og min lejlighed udviklede sig til at blive et sted, hvor jeg føler mig glad og tryg. Både når jeg er alene og sammen med folk, jeg holder af. Og det har givet mig meget ro i sindet.

Jeg har lært at bo alene. Mit selvstændighedsprojekt er lykkedes. I morgen er det et halvt år siden, at jeg fik nøglen til lejligheden. Og selvom det ikke udelukkende har været en dans på roser, så er jeg uendeligt glad for, at jeg tog beslutningen om at flytte for mig selv. For det har været det helt rigtige at gøre, og det har været det helt rigtige tidspunkt at gøre det på. Det gør mig bare glad indeni, at jeg nu har fået bevist overfor mig selv, at jeg kan holde styr på mit eget liv, og ikke mindst at jeg kan nyde mit eget selskab.
Men jeg har også lært, at jeg ikke ønsker at bo alene hele mit liv. Det har jeg faktisk slet ikke lyst til, som det forholder sig nu. Men lige nu er det det helt rigtige for mig, og det gør mig glad indeni, at jeg har et hjem, der er mit helt eget. Her kan min indre egoist få lov at tage over, og det tror jeg faktisk er godt for mig lige pt.

Jeg kan virkeligt godt lide min lejlighed. Og jeg kan også virkelig godt lide Randers. Jeg nyder at bo her. Men jeg er ikke længere så sikker på, at jeg skal blive her for altid. Særligt ikke efter at jeg for et par dage siden fik at vide, at min husleje stiger ret meget til april. Det var en ret frustrerende nyhed, da jeg egentlig ikke kommer til at have råd til at bo her, medmindre jeg skærer en del ned på nogle andre udgifter.

Jeg kunne afslutte denne fortælling om det forgangne år med frustration og afmagt over, at jeg må erkende, at jeg på et tidspunkt måske er tvunget til at flytte fra dette sted, der er begyndt at føles som mit sted. Jeg kunne skrive om, at jeg ikke kan overskue tanken om at skulle pakke alle mine ting ned igen, og jeg kunne skrive om, at min 78-årige, flinke, skønne nabo har sagt til mig, at jeg ikke må flytte, fordi hun holder sådan af det gode naboskab.
Men det vil jeg ikke. For hvis der er noget jeg har lært i år, så er det, at der er mange flere muligheder for min fremtid, end jeg selv lige har tænkt over, og at mulighederne har det med at vise sig, når tidspunktet er rigtigt. Og at bo her er ikke den eneste mulighed jeg har for en god og tryg fremtid. Jeg træder ud ad dette år med en følelse af, at verden ligger for mine fødder. Jeg kan se nu, at jeg kan mere end jeg tror. Jeg kan bo i Randers, studere i Aarhus og have en kæreste i Aalborg. På én gang, uden at noget af det er endt i flammer. Og det har fået mig til at indse, at mulighederne ligger åbne for mig i fremtiden. Jeg ved ikke, hvor jeg ender henne, og jeg kan ikke forudsige noget. Jeg kan ikke kontrollere alting, og det skal jeg heller ikke. For jeg ved, og jeg tror på, at det hele nok skal ende godt.

Og hvis det ikke er en god slutning, så ved jeg ikke, hvad en god slutning er.

2017 har været et godt og smukt år, og jeg føler, at jeg har fået alt det ud af det, som jeg overhovedet har kunnet. Jeg har lært en masse nye ting, og jeg har været til hiphop-koncert og nydt det (det lød overraskende godt, men det er nok ikke helt objektivt vurderet, eftersom jeg er stormende forelsket i bassisten). Jeg har også lært at spille backgammon, og jeg har lært at lave en fremragende kartoffelsuppe og verdens bedste lasagne. Desuden har jeg lært om alle de forskellige personlighedsforstyrrelser. Og så har jeg lært, at jeg hellere vil skrive digte og blogindlæg end at læse op til eksamen (hovsa).

Farvel og tak, 2017. Du var god for mig, men vi må begge to videre nu.  2018 kommer snart og banker på, og jeg skal lige nå at støvsuge gangen først. Så tak for din tid, og alt det, du gav mig mulighed for at lære. Og tak for al kærligheden – både til hunde, mennesker og vindueskarme.

//A