Alle indlæg af Amanda Thylkjær

jeg ser et liv der ender | et digt

fortæl mig om steder
der ikke findes mere
fortæl mig dine historier
der må være mange flere
//
fortæl mig om den verden
som kun er virkelig for dig
fortæl mig om de mennesker
du har truffet på din vej
//
fortæl mig om hende
der var din allerbedste ven
fortæl mig om du tror
du skal møde hende igen
//
fortæl mig om ham
du plejede at følges med
fortæl mig om den dag
han endelig fik fred
//
fortæl mig om hende
du var engang
fortæl hvem hun var
og syng hendes sang
//
fortæl mig om planeter
som kun du har set
fortæl mig om du noget fandt
efter altid at have ledt
//
fortæl om dine fejltagelser
og det du fortryder allermest
fortæl mig hvad du ville lave om
hvis ikke det var alt for sent
//
fortæl mig om du fik det
du ønskede dig her i verden
fortæl mig om du lykken fandt
et sted blandt glæderne og smerten
//
jeg fortæller dig det nok skal gå
og holder dit liv i mine hænder
du siger at lyset brænder for mig
og jeg ser et liv der ender
(P.S: dette digt er ikke baseret på virkelige hændelser (i hvert fald ikke noget, der er sket for mig endnu) :))

Illusionen om den lykkelige opgaveskrivning

Hej verden.

Det er tirsdag formiddag, og jeg sidder lige nu på Aalborg Bibliotek – som i øvrigt er et fremragende biblioteket, det er vidunderligt at leve i et land med offentligt tilgængelige biblioteker (dette indlæg er desværre ikke sponsoreret, så det er rent faktisk min ærlige mening). For to uger siden startede jeg en ny vane med at sætte mig herhen på biblioteket alle hverdage i 4-5 timer, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med – for det gør virkeligt noget for min produktivitet at komme ud af lejligheden og være omgivet af andre mennesker, der også sidder og arbejder. For det første fordi jeg ikke kan overspringshandle ligeså meget (dog kan man argumentere for, at dette indlæg er en overspringshandling) og for det andet er det SÅ rart at kunne gå hjem om eftermiddagen og holde FRI når jeg kommer tilbage til lejligheden. Det giver en anden tilfredsstillelse end bare at sidde hjemme for mig selv hele dagen. Så hermed en anbefaling herfra, hvis det heller ikke fungerer for dig at sidde hjemme og arbejde hver dag.Det lyder jo alt sammen meget godt. Jeg er produktiv, og jeg bruger tid på min bacheloropgave. Og det går godt meget af tiden. MEN! Der er også meget af tiden, hvor det er helt det modsatte. Hvor jeg har lyst til at skrige og råbe højt, fordi jeg er SÅ frustreret over denne opgave! Det ene øjeblik kan jeg sidde og græde over opgaven, fordi jeg ikke aner, hvor den skal føre hen, og det næste øjeblik kan jeg føle, at jeg er på rette spor igen. Det er faktisk meget meget sværere end jeg havde forventet, at skrive denne opgave – det kræver sindssygt meget psykisk overskud, og det var jeg nok ikke helt forberedt på.

Og JA! Jeg har selv valgt emnet, men det gør det nærmest endnu mere frustrerende, for det betyder, at det er MIG, der skal have overblikket over hvad jeg vil med opgaven, og MIG der skal bestemme, hvad jeg skal skrive hvornår og så videre. Det er også MIG der bestemmer, hvor meget arbejde, jeg vil lægge i det, og hvad mine ambitioner er for opgaven. Og det er jeg slet ikke vant til – jeg har faktisk glemt, hvordan man gør i løbet af min tid på uni.

Det er en narcissistisk rutsjebanetur, det her med at skrive bachelor. Det giver mig mange flere humørsvingninger, end jeg bryder mig om, og så gør det mig bare sindssygt udmattet. Der skal ikke så meget til at bringe mig ud af balance, og jeg har ikke rigtigt overskud til at gøre nogle vilde nye ting, når jeg endelig har fri. Jeg vil gerne være sammen med mennesker, og jeg har nydt alle de sociale ting jeg har lavet i den seneste periode. Jeg vil bare helst være sammen med folk, jeg allerede kender godt, og jeg vil helst have, at der ikke sker noget, der er alt for vildt og energikrævende – for jeg bliver hurtigt træt. Når jeg holder fri, skal jeg lave noget jeg kan slappe af med, og hvor jeg kan grine og have det sjovt, uden at det dræner mig. For hvis jeg er drænet for energi kan jeg ikke koncentrere mig om at skrive – og så mister jeg overskuddet, og så bliver det bare en ond cirkel, hvor jeg ikke rigtigt kommer nogle vegne.Jeg bruger rigtig meget tid sammen med S, hvilket er vidunderligt, da han både er sød og sjov og flot og interessant at tale med. Han er god til at få mig ud af min narcissistiske bachelorboble, og det sætter jeg meget stor pris på. Jeg holder af den hverdag, vi har sammen, og hurra for S. Men jeg kan godt blive ramt af dårlig samvittighed, fordi min opgave fylder så meget for mig, at jeg ikke har det store overskud til at støtte om det, der fylder meget i hans liv. S og hans band spiller koncert tre gange i maj måned, og det bliver mega fedt for dem, og jeg ville faktisk rigtigt gerne se alle tre koncerter. Men jeg kan slet ikke overskue det! Selvom jeg rigtigt gerne vil høre dem, så ved jeg samtidig, at det vil tage en stor del af min tid og energi – og det kan gøre mig helt angst at vide, at det vil betyde at jeg kommer meget sent i seng, og at jeg skal bruge en masse tid på transport til/fra Aarhus, hvor de har koncert. Og så kan jeg heller ikke overskue selve situationen, med masser af mennesker og masser af larm – det plejer jeg dog at kunne abstrahere fra, fordi det er vigtigt for mig at høre koncerten, men lige for tiden gør tanken om det mig sindssygt angst!

Og det føles så egoistisk at tænke på den måde – nok fordi jeg slet ikke er vant til at have det på den her måde pga. en opgave. Jeg prioriterer sjældent uni højere end mine yndlingsmennesker, og derfor har jeg virkeligt svært ved at stå ved den prioritering. Men jeg skal også lige lade være med at overdramatisere det – for det at jeg ikke er med til en koncert eller to, betyder jo ikke, at jeg ikke prioriterer S. Det gør jeg jo virkelig – han er den jeg bruger allermest tid med og snakker allermest med. Han er mit yndlingsmenneske, og han ved udmærket godt, at jeg støtter ham og alt det, og han forventer slet ikke af mig, at jeg skal med til alle koncerterne. Det er faktisk bare mig selv, der giver mig dårlig samvittighed – og sådan gider jeg ikke have det mere!Så jeg må nok erkende, at det måske kun bliver én koncert, jeg kommer til at høre, og så må jeg acceptere det, og ikke have dårlig samvittighed – jeg kan ikke gøre alting, og der er nok også en masse andre ting, jeg må sige nej til – og det er ok. Det er jo heldigvis kun i en periode. Jeg afleverer opgaven d. 1. juni, og derefter kan jeg gøre hvad jeg vil i tre måneder! Det skal jeg lige huske mig selv på, her i denne proces.Jeg håber ikke, at dette indlæg bare bliver opfattet som brok fra en privilligeret ilandsborger, der ikke rigtigt har nogle problemer. Men hvis det gør, så er det også fint nok. Jeg havde bare brug for at få det ud i verden, at jeg synes det kan være svært at være igang med sådan et stort og langvarigt og narcissistisk projekt – for det er fandme svært at huske på, at det er så uendeligt ligegyldigt, hvordan denne opgave bliver, når alt kommer til stykket. Den kommer ikke til at ændre verden, og derfor er det jo egentlig fjollet, at den påvirker mig så meget psykisk. Men sådan går det ofte, når jeg er ambitiøs omkring noget – hvis jeg skal gøre mit bedste, så kan jeg ikke rigtigt bare tage det afslappet. Men er der overhovedet nogen, der kan det, når det kommer til stykket?

Glædelig sommer, og god skrive- og læselyst til jer andre, der også skriver opgave eller skal i gang med eksamensperioden snart 🙂

//A

 

jeg er din skam

jeg lever bedst i stilhed
bare hold mig for dig selv
jeg kan eksistere i en evighed
hvis du ikke snakke vil
//
jeg findes i hvert et menneske
et af livets grundvilkår
hvis du ikke ser dig for
gør jeg dig til et åbent sår
//
jeg er ikke særligt venlig
har slet ingen empati
får dig til at tro du er alene
du vil aldrig kunne føle dig fri
//
jeg lever under overfladen
allerlængst inde i dig
jeg kan ikke overleve
hvis du afslører mig
//
jeg har siddet længe på tronen
hersket over dit indre
men når du snakker om mig
bliver mit herredømme mindre
//
jeg har stoppet dig i mange ting
du har ladet mig leve længe her
men mine dage er talte
for du har opdaget dit eget værd
//
jeg bliver svagere dag for dag
for du har opdaget
at jeg findes
du har set mig
gennemskuet mig
min storhedstid vil jeg mindes

En blandet landhandel – noget om bacheloropgaven, skam og influencere

Hej verden!

Det er fire måneder siden, at jeg sidst har udgivet et indlæg, der ikke var et digt. Det må være den nye rekord. I mellemtiden har jeg været i gang med at leve mit liv, og jeg har tænkt meget over, hvad jeg skal gøre med denne blog. Om jeg skulle gøre noget nyt med den, ændre dens udseende og alt sådan noget. Men det kommer nok ikke til at ske, for jeg kan godt lide den måde, den er på nu. Jeg nyder, at jeg kan lade være med at skrive et indlæg i fire måneder, og at jeg kan give mig selv plads til det. Jeg nyder, at jeg kan skrive om det, jeg har lyst til at skrive om. Og jeg nyder, at jeg har så tilpas få læsere, at jeg ikke engang behøver overveje, om jeg er nødt til at undskylde for, at jeg ikke har skrevet indlæg i lang tid. Det må være noget af det mest irriterende ved at være professionel blogger eller influencer, som man kalder det nu om dage – at føle at man SKAL lægge noget op flere gange om ugen, og at man nærmest står i gæld til sine følgere.
Jeg ved godt, at der er mange, der er rigtigt glade for at leve af at være bloggere/influencere, men jeg kan godt blive lidt bekymret for folks mentale helbred, når de føler sig nødsaget til rent faktisk at undskylde overfor deres følgere, hvis de ikke har været aktive på deres blog/Youtubekanal i en uge/måned/et eller andet. At undskylde er en stor ting, og det burde ikke være nødvendigt. Slet ikke overfor nogle folk, der gratis læser/ser med på ens indhold. De kan ikke rigtigt tillade sig at forvente noget. Og det tror jeg er virkeligt vigtigt at huske på som blogger/influencer. Selvom man er meget taknemlig for sine følgere, så skal det jo ikke blive sådan, at man oplever skyldfølelse, fordi man fx ikke lægger noget op så ofte, som følgerne ønsker det.

Det var egentlig slet ikke det, som dette indlæg skulle omhandle – men jeg ser bare mange eksempler på, at (unge) mennesker er ved at brænde helt ud, fordi de føler, at de SKAL levere noget bestemt til deres følgere. Og det er så trist, for det er virkeligt svært for kreativiteten at blomstre, hvis den lægges under sådan et pres. Hvis man skal tænke så meget på at behage sine følgere, og lave noget som de ønsker at se, så tror jeg virkelig det bliver hårdt i længden. Influencere (jeg har det meget stramt med det ord, men nu bruger jeg det alligevel) er også bare mennesker, og det skal vi huske. Både dem, der selv er bloggere/youtubere og alle os/dem der følger med. De er bare mennesker, og vi kan på ingen måde tillade os at forlange noget af dem. Man skal bare være taknemlig for, at nogen gider dele noget, de har skabt, med andre. Sådan tænker jeg i hvert fald – hvad tænker I?

(jeg så lige mit snit til at lægge billeder ind fra ferien til Rom, hvor jeg var med S i januar – selvom det INTET har at gøre med emnet.. havde bare ikke andre billeder, som jeg ikke allerede har brugt)

Nåh.. Alt det udsprang sådan set bare fra, at jeg vil erklære, at jeg holder af denne blog, og at jeg er glad for at kunne bruge den, når jeg har lyst – og ikke fordi jeg føler mig presset til det. For det ville ingen få noget ud af, og helt ærligt – langt de fleste indlæg herinde er primært relevante for mig selv. Jeg har skrevet dem til mig selv og bare håbet på, at der måske også var nogle andre, der kunne blive inspireret af at læse dem. Og sådan vil det nok blive ved – i hvert fald for en del af indlæggene. Men jeg er også fristet af tanken om, at skrive flere indlæg, hvor jeg formidler et emne, jeg ved noget om. Som fx mit indlæg om hjernens opbygning, som jeg skrev for to år siden. Eller indlægget om rationalitetens irrationalitet, som er over fire år gammelt, men et af mine mest læste indlæg. Det samme er det om hjernens opbygning. Og det er meget rart, at folk er interesserede i det, da det er nogle emner, jeg på det pågældende tidspunkt også selv var meget interesseret i. Så umiddelbart tænker jeg, at der fremover nok kommer flere af den type indlæg på bloggen (men det er også muligt at det ikke sker, og jeg undskylder ikke, hvis det går i vasken).

Jeg skal til at skrive bacheloropgave nu her, og jeg tror, at bloggens indhold vil komme til at bære præg af det. Jeg skal fordybe mig i et emne og lære så meget om det som muligt, og så skal der komme en god opgave ud af det i sidste ende. Og jeg tror, at jeg kan bruge denne blog til at få en mere meningsfuld skriveproces. Forstået på den måde, at jeg på bloggen kan øve mig i at formidle det, jeg finder ud af, på en forståelig måde. Som andre mennesker måske kan få noget ud af, hvis de har lyst til at læse om det. Jeg synes selv, at mit emne er enormt relevant, fordi det fylder noget for alle mennesker, og derfor kunne jeg godt tænke mig at dele ud af det, jeg finder ud af. For det giver ikke så meget mening bare at holde det for mig selv.

… Og nu sidder alle og tænker “SÅ SIG DOG HVAD DIT EMNE ER, HVAD HELVEDE ER DET HER FOR EN GANG DÅRLIG CLICKBAIT!!!??” så nu må jeg hellere afsløre det:

Mit emne er:

Skam (som i følelsen skam, IKKE serien SKAM).
Det er først for nylig, at jeg har fået øjnene op for, hvor meget skam fylder for det moderne menneske i dag – og hvor meget det har fyldt/fylder hos mig selv. Det er enormt interessant at lære mere om, og jeg synes det er meget meningsfuldt, da ALLE mennesker oplever skam (måske med undtagelse af hardcore psykopater). Men skam er en følelse, vi har lært at holde for os selv, og når vi gør det, kan det virkelig blive skadeligt. Skammen bilder os nemlig ind, at der er noget galt med os, og at vi for alt i verden skal undgå, at andre mennesker finder ud af det. Så derfor har vi lyst til at holde det for os selv og gøre alt for ikke at blive afsløret. Skammen kan ligge så dybt i os, at vi ikke engang selv er klar over, at vi bærer rundt på den, og den kan være virkeligt svær at komme af med – for skammen har ikke lyst til, at vi skal snakke om den og at vi skal opdage, hvad den gør ved os. Den er en satans karl, den skam. Men det er også en kæmpe fordel for mennesket, at vi kan føle skam – og det er det, jeg vil skrive om i min opgave. Og meget mere om det en anden dag, når jeg har fået mere viden : )

Afslutningsvis vil jeg gerne ønske alle en glædelig Valentinsdag. Jeg har en tradition på bloggen med hvert år at skrive et indlæg indeholdende en dybdegående kritik af Valentinsdag som koncept. Det har jeg i hvert fald gjort i to år nu. Men nu er jeg blevet så gammel og kedelig, at jeg bliver mere og mere ligeglad med konceptet. Jeg gider ikke rigtigt at hidse mig op. Og jeg havde i øvrigt helt glemt, at det var i dag, jeg troede først det var i morgen. Så glædelig valentinsdag til jer, der har husket dagen, men også til alle jer, der ikke har. Hurra for kærligheden og alt sådan noget.

Hyg jer.

//A

når sneen falder | et digt

jeg sætter livet på pause
og betragter sneen der falder
det er tid til at stoppe op
for jeg hører vinteren der kalder
//
tid til at beundre den nyfaldne sne
og bygge snemænd i andres have
tid til at sætte min egen spor
lave det jeg allerhelst vil lave
//
tid til varm kakao og hjemmesko
hygge i stearinlysenes skær
vi har det hele lige nu
lykken svæver rundt lige her
//
tid til serier og tidsfordriv
det er trods alt aften nu
tid til at takke for dette liv
må det vare længe endnu
//
tid til at se ham i øjnene
elske ham dybere end før
størst af alt er kærligheden
må jeg føle den til jeg dør
//
tid til ro og eftertanke
jeg vil se når sneen forsvinder
denne fred og kærlighed
skal leve videre i mine minder

en påmindelse om min eksistens

hej verden
kan du huske hvem jeg er
her er livstegn fra mig
en påmindelse om min eksistens

//

tavshed fra min side
et strategisk træk
jeg ventede blot på
at mine forventninger blev væk

//

jeg er her endnu
og meget mere end før
har forenet mig med tanken om
at der er intet jeg bør

//

vi snakkes ved igen snart
men forvent ikke noget
jeg lever frit
jeg er steget på toget

jeg er en kaffemaskine | et digt

Hej verden.
Her er et spontant digt, som jeg blev inspireret til at skrive, da jeg for lidt siden sad og lavede en helt særlig lyd. “Jeg er en kaffemaskine”, sagde jeg til S, og da jeg sagde de ord, begyndte idéerne at vælte frem. Så her får I æren af at læse, hvad det er blevet til.
Bare til info vil jeg lige informere om, at jeg lever i bedste velgående, og at jeg godt ved, at jeg IKKE er en kaffemaskine. Der findes nok en personlighedsforstyrrelse, hvor man tror, at man er en kaffemaskine. Men den har jeg altså IKKE. Og desuden ved jeg jo ikke rigtigt, hvordan det føles at være en kaffemaskine. Men her er mit bud på, hvordan det er.
//A
jeg er en kaffemaskine
der har brug for en afkalkning
jeg kan bare håbe
at du snart får en åbenbaring
jeg larmer for meget
og du sender mig utålmodige blikke
jeg er ikke hurtig nok til dig
du vil bare din morgenkaffe drikke
du inviterer gæster hele tiden
og sender mig på overarbejde om natten
hvad er det her for nogle vilkår
jeg håber vi ses i retten
jeg bliver sjældent rengjort
mit job er utaknemmeligt
jeg er fyldt med lort
og du tror jeg lever for evigt
jeg er en kaffemaskine
og dit køkken bliver min død
jeg har kendt dig meget længe
men du var aldrig særligt sød
du elsker mig ikke
selvom jeg har meget at byde på
du ønsker dig en nyere model
for jeg er falmet udenpå
i morgen går jeg i graven
jeg vil brygge min sidste kop
du vil stille mig i skuret i haven
ikke forstå hvorfor jeg gav op
der er meget i verden
jeg aldrig nåede at se
det er sådan det er
at leve som kaffemaskine

At finde tilbage

Hej verden.

Som jeg sidder her, på mit mikroskopiske værelse i sommerhuset, hvor der er så lavt til loftet, at jeg kun med nød og næppe kan stå oprejst, mærker jeg roen og lettelsen indfinde sig. Det her, er et sted jeg kender, og det her, er en situation, jeg kender. Jeg husker de mange aftener/nætter, hvor jeg har siddet her og skrevet blogindlæg, fordi jeg har følt mig alt for inspireret til at kunne sove. Jeg husker de mange dage, hvor jeg har været alene herude, og jeg husker følelsen af frihed. Jeg husker, hvordan ordene bare kom til mig, og skrivningen var let som en leg. Der er et eller andet ved det her sted, der gør mig rolig. Jeg trækker vejret på en anden måde herude, og jeg bliver overrasket over det, hver gang jeg kommer tilbage til sommerhuset.

Efter jeg flyttede hjemmefra, og særligt efter at jeg er flyttet til Aalborg, er det blevet sjældnere og sjældnere, at jeg er herude. Dels fordi afstanden nu er længere, dels fordi jeg har/har haft meget andet at se til. Men mest af alt handler det om noget andet, som jeg først nu er begyndt at indrømme overfor mig selv.

Jeg har faktisk haft det lidt svært med at være herude i sommerhuset, når jeg så endelig er taget herud. Hurtigt er jeg begyndt at føle mig rastløs og lidt sur og ked af det. Selvom her er så uendeligt smukt. Al freden og roen har nærmest gjort mig irriteret, og jeg har somme tider følt mig mere fanget end fri.

Det har været ret underligt at opleve, og at jeg har haft de følelser har helt sikkert gjort, at jeg har holdt mig mere væk fra sommerhuset, end jeg egentlig behøvede. Jeg havde fx tre måneders sommerferie, hvor jeg sammenlagt ikke var herude mere end 4-5 dage i alt. Selvom jeg sagtens kunne have fundet tiden til det. Hvorfor?

Fordi det bare ikke er helt det samme mere. Fordi mit liv har ændret sig. Fordi jeg holder rigtig meget af lejligheden, og derfor har haft lyst til at tilbringe rigtigt meget af min tid der – også fordi jeg har skullet vænne mig til at bo der, og derfor også har haft et behov for at være rigtigt meget i lejligheden og i Aalborg i det hele taget, for at få min hjerne til at forstå, at det er der, mit hjem er nu. Jeg kan blive rigtig forvirret, når jeg fx har været herude i blot en dag eller to, og så kommer hjem til lejligheden igen. Det er som om, at kontrasten er lidt for stor – fra fredeligt naturliv til et liv i byen, hvor Netto ligger 100 meter væk og altid har åbent. Min hjerne har haft svært ved at rumme at skulle omstille sig mellem at være det ene og det andet sted. For jeg elsker begge steder, selvom kontrasten er så stor. På nogle måder er lejligheden blevet et sted, der føles som mit helt eget sommerhus. Jeg elsker at være der, og jeg føler mig tryg der – ligesom jeg gør herude. Jeg kan finde ro i at sidde og lytte til bilerne, der kører forbi på gaden og de snakkende mennesker, der går en tur i baggården. Der er noget frihed forbundet med, at alt er indenfor rækkevidde og at vi er lige midt i byen. Ligesom der er en frihed forbundet med det her sted, hvor alt er udenfor rækkevidde, bortset fra naturen, som jeg er omgivet af.

Jeg elsker begge steder. Begge steder føles som hjem – på nogle af de samme måder, men også på vidt forskellige måder. Begge steder kan noget forskelligt – og hvor er jeg heldig, at kunne have begge dele i mit liv. Jeg skal bare lige lære at acceptere, at det er helt ok, at to steder, der er så forskellige fra hinanden, begge er steder, hvor jeg kan være glad og tryg. Jeg tror på en måde, at jeg har fået bildt mig selv ind, at jeg skulle vælge – natur vs. storby. Men hvorfor skulle jeg det? Hvorfor skulle jeg ikke kunne være en person, der elsker begge dele – og som formår at balancere det?

Jeg skal bare lige lære, hvordan man gør. For det er noget andet nu. Mit liv har ændret sig, og jeg er ikke (helt) den samme, som jeg var for halvandet år siden, hvor jeg sad her og skrev om at værdsætte singlelivet og alt muligt halløj. Der er virkeligt sket meget for mig i den periode, vi har haft sommerhuset. Og derfor er det klart, at det ikke er helt det samme nu. Og det er ok.

Jeg kan mærke, at jeg ikke har den samme lyst til at være herude alene i mange dage af gangen, som jeg havde i starten af sidste år. I praksis har jeg i hvert fald ikke lige så meget lyst til det mere – for det er bare ikke det samme. Dengang, hvor jeg elskede at være alene herude, var en tid, hvor jeg virkelig havde brug for at gøre ting med mig selv, hvor ingen andre var involveret. Det var sindssygt sundt for mig, og jeg er så glad for de mange vinterdage, jeg har tilbragt med mig selv i dette kolde sommerhus. Men den tid er forbi, og jeg er et andet sted i mit liv nu. Jeg har været sammen med S i snart halvandet år, og vi bor sammen, og jeg synes det er det bedste i verden at bo sammen med ham. Der er så meget mening og glæde og tryghed i det, vi har sammen. Jeg nyder virkelig den tid, jeg har med ham, og jeg kan stadig blive helt fjollet, når vi ser hinanden i øjnene. Jo flere dage der går, jo mere indser jeg, hvor glad jeg er for ham (beklager hvis I har lyst til at kaste op nu, men jeg har rent faktisk en pointe med de sukkersøde ord) –

Det er jo KLART, at jeg ikke har lyst til at tage alene i sommerhus i to uger, når jeg har en sød S, der er hjemme i lejligheden, som er et sted jeg også elsker meget højt. Hvorfor skulle jeg have lyst til at tage afsted, når vi har det så godt og rart?
Ja, jeg har stadig brug for at gøre ting alene og at føle mig glad og fri i mit eget selskab – men det gør jeg også rigtigt meget af tiden. Jeg går ture rundt omkring i Ålleren og finder fine områder, der kan fungere som åndehuller i storbylivet. Som fx når jeg tager til Østre Anlæg for at se på ænder. Det kan jeg få mange timer til at gå med. Og selvom det ligger midt i byen, kan jeg få nogle af de samme følelser, som jeg får når jeg går rundt ved stranden herude ved sommerhuset. Og hvor er det rart at finde flere og flere steder, hvor jeg kan trække vejret lidt bedre.

Jeg elsker det her sted – men der er også nogle andre steder, som jeg er begyndt at elske rigtig højt. Og jeg tror, at der er plads til begge dele. Jeg skal simpelthen acceptere, at mit forhold til sommerhuset har ændret sig, men at det ikke behøver at betyde, at jeg kun skal tage herud meget sjældent. For selvom jeg elsker mit liv i Ålleren, så betyder det ikke, at jeg bare skal glemme alt om sommerhuset og tænke, at jeg ikke har brug for det her sted mere, fordi jeg er et andet sted i mit liv nu. Ja, nogle ting har ændret sig, og jeg lever ikke længere det egoistiske singleliv, men jeg elsker jo stadig det her sted. Det kan stadig bringe følelserne af ro, tryghed og glæde frem i mig, og jeg kan mærke, at jeg virkelig har savnet at være herude. Det minder mig om nogle ting, som jeg elsker at gøre, men som jeg har det med at glemme, at jeg elsker – som fx at sidde her og skrive indlæg, gå ture på stranden og lytte til fuglenes sang.

Det er ok. Ok at jeg har taget en pause fra sommerhuset. Ok at jeg er begyndt at holde meget af mit liv i byen – og mit liv sammen med S. Det er ok, at tingene har ændret sig, og at jeg ikke altid synes at det er ligeså fedt at være i sommerhuset, som jeg syntes engang.  Under alle omstændigheder er min kærlighed til det her sted helt enormt stor, og jeg har ikke længere lyst til at lade som om, at stedet her ikke længere er så vigtigt for mig. For det er det. Det har bare taget noget tid for mig at vænne mig til at bo det nye sted, og jeg tror faktisk først at det er nu, at jeg er ved at være klar til at være væk fra lejligheden i mere end et par dage ad gangen – for nu ved jeg, at det er mit hjem – jeg ved, at det er det sted, jeg vender tilbage til. Og den tanke gør mig så uendeligt tryg.

Jeg tror på, at jeg nok skal finde balancen. Balancen mellem et liv i byen og et liv med naturen som den tætteste nabo. Nogle gange vil jeg have mere brug for det ene end det andet, og andre gange vil en blanding af de to være det allerbedste. For der er et eller andet smukt i den kontrast, der er mellem de to måder at leve på. Og jeg vil så gerne kunne rumme begge dele.

Jeg håber, at det her indlæg giver mening for andre end mig selv – under alle omstændigheder var det en fornøjelse at skrive det. Det er altid en fornøjelse herude.

Foretrækker du/I et liv i byen eller et liv på landet?

Hyg jer.

//A

En snak om alkohol #3 | Sofie

Hej verden.

Her kommer det tredje indlæg i min serie om alkohol. Det er endnu et gæsteindlæg, som denne gang er skrevet af Sofie, der blogger på strikeaprose.dk. Hun fortæller åbent og ærligt om, hvad der ligger til grund for hendes valg om ikke at drikke, og der skal lyde et stort tak til Sofie herfra. Jeg håber, at I vil tage godt imod indlægget, og at I kan bruge det til noget. Det sætter i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.
//A

For et par måneder siden skrev Amanda til mig, og spurgte, om jeg ville skrive et indlæg om mit forhold til alkohol. Jeg havde for en rum tid siden smidt en kort bemærkning på min blog om, at jeg ikke drak, og hun ville høre, om jeg ville uddybe mine årsager for denne beslutning. Det sagde jeg ja til med det samme, da jeg synes, at det er et utroligt vigtigt emne, som desværre fortsat er tabuiseret. Så tak, Amanda, for talerøret og platformen.

Vi har en ekstrem drukkultur i Danmark, hvor sociale sammenhænge som regel hænger sammen med alkohol i større eller mindre grad. Mange føler sig ramt, når man bringer dette emne på banen – måske fordi afholdenhed af mange bliver anset som “hellighed”. Man er hellig, hvis man vælger alkohol fra – og det er måske her, janteloven spiller en rolle. “Tror du, at du er bedre end os? Finere end os? Hop ned fra din piedestal og vær menneskelig, som os andre. Her, tag en snaps.” Tak, men nej tak. Men hyg I jer fortsat!

I dette indlæg vil jeg fortælle jer lidt om, hvorfor jeg har valgt alkohol fra; en beslutning, som bunder i mange forskellige ting.

For det første, lider jeg af to neurologiske sygdomme: epilepsi og migræne. Jeg får medicin for begge dele, og selvom jeg aldrig direkte har fået at vide af lægerne, at jeg ikke må drikke, har jeg helt instinktivt lyst til at holde mig fra alt, der påvirker min hjerne.

Derudover lider jeg af en sygdom, som gør, at mine knogler er meget skrøbelige. Dette gør det vigtigt, at jeg altid er i fuld kontrol over min egen krop. Jeg er nødt til at være forsigtig hele tiden, da en lille dum bevægelse kan have store konsekvenser. Af samme grund føler jeg mig beklemt blandt rigtigt fulde mennesker, da deres fysiske kontroltab kan føre til, at de eksempelvis støder ind i mig – og det er altså alt, hvad der skal til. Disse nødvendige forbehold spiller unægteligt en rolle, men er blot en lille del af det større puslespil.

Jeg kommer fra én af de mange danske familier, hvor alkohol har været et problem, og hvor alkoholmisbrug har været kilde til en generel utryghed, som jeg naturligvis har taget med mig. Selvom mine søskende er vokset op i det samme miljø, har de ikke en restriktiv tilgang til dét, at drikke, og det behøver de heller ikke at have. De er alle gode til at styre deres forbrug, og det er jo sådan set alfa og omega. Vi er meget forskellige, og mine vilkår har gjort, at jeg altid har måttet angribe livet på en anden måde. Derfor er det nok naturligt, at jeg, i modsætning til dem, er gået en helt anden vej.

Der er også dét faktum, at jeg lider af angst, og jeg ville derfor være bange for, at alkohol ville påvirke mig på så ‘positiv’ en måde, fx i sociale situationer, at jeg ville blive afhængig af den “krykke”. Jeg har set det før, og det er virkelig noget, jeg mener, at alle skal være opmærksomme på – forskellen på forbrug og misbrug. Hvordan bruger du alkohol? Hvilken effekt har det på dig, og hvad er det præcist, du søger? Foretrækker du at være påvirket fremfor at være ædru? Har du svært ved at begrænse dig, når først du er begyndt at drikke, med fare for, at effekten foretager? Kan du bedre lide dig selv som person, når du har fået noget indenbords?

Jeg har måttet melde fra til familiearrangementer, som jeg af erfaring vidste ville ende ud i et større drukorgie. Jeg har aldrig sagt direkte, at det var årsagen, for det er der ikke stor forståelse for, men det gode ved at blive voksen er, at man selv kan vælge. I teorien behøver jeg ikke at udsætte mig selv for noget, som jeg synes er ubehageligt. Det er ærgerligt, at det først er dér, man bliver respekteret som individ, men sådan er det i nogle familier. Især ét årligt arrangement var pinefuldt som barn, da de voksnes alkoholindtag endte med diverse konfrontationer, som de ikke turde tage ellers. Nogle sad og græd i et hjørne; andre skændtes med deres partnere. Stemningen var rigtig dårlig og utryg, og allerede som barn var det tydeligt for mig, at ingen af disse mennesker hvilede i sig selv eller deres relationer, og at alt dette reelt skyldtes, at alle havde det skidt med at være i samme rum. Dette blev dog aldrig italesat, og alt blev kategoriseret som “fuldemandssnak”. Ingen kunne huske noget dagen efter – bortset fra os børn, som havde haft ondt i maven det meste af aftenen.

Jeg har meget få positive rollemodeller, når det kommer til druk. Begge mine forældre har brugt alkohol til at dulme deres problemer, og jeg har været ansvarlig for at holde skuden kørende, når de voksne forsvandt ind i deres eget tågede univers. Jeg har måttet skifte gennemblødte underbukser, og har – på trods af min skrøbelige krop – måttet hjælpe dem i seng. Det er noget, jeg aldrig nogensinde vil udsætte mine fremtidige børn for. Derfor er alkohol for mig lig med noget grænseoverskridende og ubehageligt.

Det er svært at tale om dette emne uden at lyde moraliserende. Jeg ser ikke ned på folk, der drikker, og jeg føler mig ikke som et bedre menneske. Jeg ved, at der er langt fra dét, som jeg har oplevet, til dét, som andre oplever. Mine erfaringer er på ydersiden af skalaen. Faktisk har jeg i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg som den eneste til et selskab ikke drak – også selvom jeg egentlig har ro i maven omkring min beslutning. Det er ikke sjovt, at skille sig ud. Jeg mangler det ikke, og jeg føler, at jeg kan leve et rigt socialt liv uden. Og hvis jeg ikke kan, er det noget, der skal arbejdes på – ikke noget, som skal drikkes væk. Når mine veninder og jeg mødes, drikker vi te, kaffe, spiser aftensmad, eller går i biografen. Vi taler i timevis, griner, og går altid fra hinanden med en følelse af, at vi er kommet tættere på hinanden. Selvfølgelig kan det også være tilfældet, hvis man går i byen og danser natten lang, men det er mere for at opstille et alternativ. Det kan altså også være hyggeligt og sjovt uden alkohol.

en banan i toget | et digt

jeg har lige fået en banan
af en medpassager i toget
selvom jeg udover at smile
slet ikke har gjort noget
//
hun siger at jeg kan spise den senere
så i tasken bliver den gemt
jeg gemmer den til værre tider
til en dag hvor jeg føler mig glemt
//
jeg siger et højlydt tak
helt uden at hviske
jeg sagde et ord i stillezonen
hvad sker der mon ved det
//
hun tilbyder mig lakridser
jeg tager en der hænger fast i en anden
jeg siger nogle flere ord
det er godt vi har hinanden
//
denne forunderlige verden
er fyldt med overraskelser
jeg vil også være hende
der har rigeligt med lakridser