Månedsarkiv: maj 2020

Gode ting – en god gammeldags liste

Hej verden.

Jeg har lige siddet og genlæst nogle af mine gamle blogindlæg, og har simpelthen haft en skøn stund, hvor jeg har siddet og grinet hysterisk af mit 2016-jeg. Den 20-årige A kunne sgu noget. Noget af det, jeg holdt mest af dengang var blandt andet at skrive lister over ting jeg hader. Jeg opdagede, i løbet af min aktive tid på Twitter, at folk godt kunne lide, når jeg hidsede mig op på de sociale medier og skrev om, at jeg var “TRÆT AF PIS!!!” og lignende. Så det koncept førte jeg videre til min blog, og det kom der blandt andet dette indlæg ud af. Listen over forfærdelige ting. Det var en lang, lang liste.

I dag skal det dog ikke handle om ting, jeg hader; næh nej, det skal handle om GODE ting. Det er dog muligt, at listen ikke bliver lige så lang, som listen over forfærdelige ting. Men en kort liste er vel bedre end ingen liste, og især her i coronaalderen, hvor man måske kan have en tendens til at glemme de gode ting i livet.

Her kommer den så:

  1. Denne sang:

2. Denne tegning, som jeg fik i fødselsdagsgave af et af mine yndlingsmennesker:

(Ja, den forestiller mig, der har en terapisamtale med en gråand (som er mit yndlingsdyr, hvilket mange ikke er klar over). Symbolikken er til fri fortolkning)

3. Alene-aftener som denne, hvor jeg har det sjovt og godt, og faktisk kan nyde at være alene. Det er simpelthen så fedt, men det har krævet lidt træning.

4. At være samlet med mine yndlingsmennesker og tage på tur på en sommerdag.

5. Min bror. Han er sgu bare helt igennem i orden, og det bliver han ved med at være.

5. At samle flere af mine yndlingsmennesker på samme sted, som jeg fx gjorde sidste år til min bachelorsommerfest. Fandme godt at jeg fik holdt det arrangement imens man kunne!!

6. Denne sang:

7. Turen til Italien med mine forældre, bror og S i sommeren 2019. Et minde, der kun er blevet endnu vigtigere, fordi jeg ikke aner, om vi nogensinde kommer på sådan en tur igen. Er glad for at vi nåede det og at vi udnyttede muligheden imens den var der.

(halli halløj et rigtigt bloggerbillede!! som jeg ikke anede blev taget)

8. Brætspil! Især spillene “Azul” og “The Quacks of Quedlinburg”. De er så SJOVE!! Men der er ingen at spille dem med for tiden : ( Har faktisk ikke spillet nogle af dem siden januar, og jeg bliver ikke ved med at kunne holde til det!!

9. Den Store Bagedyst 2015. Det er simpelthen bare den bedste sæson af dem alle, og jeg har nok set den 5-6 gange. Jeg har genset finalen så sent som her til aften, og jeg synes simpelthen, at det er rørende. Og så er det bare nogle sjove folk, der er med.

10. Mine forældre. De er nogle vidunderlige mennesker med en sindssyg selvindsigt. De er der, når lortet brænder på, og når det ikke gør. De kender mig bedre, end nogen andre gør (også selvom min far nogle gange glemmer, hvor gammel jeg er, og om jeg har pandehår eller ej og lignende ting). Jeg kan tale så længe med dem om vores familie, relationsmønstre, personlighedstræk, deres barndomme, deres arbejdsliv, mit liv og alle mine overvejelser og bekymringer. Når jeg har brug for det, forsøger de at muntre mig op, og når de har brug for det, er jeg den, der forsøger at muntre dem op. Det er en vidunderlig ting ved at være voksen, og jeg ved næsten ikke noget bedre, end når en af mine forældre gerne vil høre min mening om noget i deres liv. Skønne, skønne forældre.

(fra dengang hvor man måtte kramme)

11. Og nu hvor jeg er i gang med at nævne vidunderlige folk: Mine svigerforældre. Jeg holder SÅ meget af dem!! Og jeg savner dem helt vildt! Jeg savner at besøge dem i deres hyggelige hus, og jeg savner at spille brætspil, jeg savner at glæde min svigerfar med hjemmebagt kage, jeg savner at overvære dem øve med deres band (selvom det kun er sket én gang) og jeg savner bare stemningen. Synes det er frygteligt, hvis jeg ikke skal besøge dem indtil der er fundet en corona vaccine! Men nu kommer sommeren heldigvis, og jeg er begyndt at lægge planer om en lille sommerfest på terassen i sommerhuset med mine forældre og svigerforældre, S og jeg (og gerne vores brødre også, så ville min lykke være gjort). Hvis vi nu sad udenfor hele tiden og sad ved forskellige borde, så tænker jeg altså, at det godt kan gå. Udskam mig bare, internet, hvis I synes jeg er forfærdelig, fordi jeg vil samle 8 mennesker, men det er bare en vidunderlig tanke (skal dog lige have fundet en dato og rent faktisk spurgt de involverede, om de har lyst til at deltage) =)

12. Og selvfølgelig: S!!! Den skønne mand (der muligvis bliver en smule offended over at blive nævnt efter sine forældre, og at være den sidste på listen, men hvad kan jeg gøre). Der findes mange digte om S på denne blog, så der er vist ingen grund til at jeg uddyber mine følelser yderligere på skrift. Men S er skøn, og han har en tilgang til livet, som jeg beundrer meget (selvom det også kan irritere mig gevaldigt). Han er så rolig og tålmodig, og virkeligt god til at øve sig i ting. Det synes jeg er beundringsværdigt. Desuden har han en evne til at håndtere modgang, som jeg er ret inspireret af.
Jeg er så heldig med ham. Snart er det tre år siden, at jeg for første gang sagde “pænt goddag” (det sagde jeg ordret) og i sidste uge var det to år siden, at vi flyttede ind i lejligheden.

For fanden da også, nu kom jeg alligevel til at uddybe mine følelser =)

Nåh men nu må det være nok for nu, for jeg skal I seng, og tror ikke denne liste bliver bedre af at få tilføjet en masse ekstra ting – så dermed farvel og tak for i dag, tak for jeres tid. Jeg håber, at I kommer godt igennem coronaalderen (et alternativ til at sige “disse tider”, som bliver sagt for meget).

Nåh, hyg jer, det var dejligt at være tilbage.

//A