Månedsarkiv: februar 2020

Noget om tid

Hej verden.

Jeg er alene hjemme. S øver med bandet og kommer hjem sidst på aftenen. Derfor har jeg mulighed for at bruge min fredag aften på introverte aktiviteter, hvilket jeg nyder i høj grad her for tiden.
Jeg har lige siddet og smågrædt til det nyeste afsnit af “I Hus til Halsen”. Man skal nok se programmet, for at forstå hvorfor. Men det var simpelthen en smuk udsendelse. Det er sådan et program, der fungerer bedst for mig, når jeg ser det alene, og sådan er det bare med nogle programmer.

Nåh, men det var sådan set ikke tv programmer, det skulle handle om lige nu. I stedet vil jeg gerne skrive om tid, og mit forhold til min og andres tid. Det er nemlig noget, der har ændret sig igennem den seneste periode, og særligt efter jeg er startet i praktik.

Hver mandag, tirsdag og onsdag går jeg ud af døren 6.30, går 7-8 km i løbet af dagen og kommer hjem igen ved 17 tiden. Tilmed har jeg hver onsdag aften Skype møde fra 19-21 som del af et obligatorisk fag, jeg følger ved siden af praktikken. Torsdag og fredag er (heldigvis) hjemmedage, som jeg bruger på at læse. I løbet af de to dage skal jeg gerne nå at læse 75 sider – og det lyder måske ikke af meget, men det kan det virkelig være, da nogle tekster er meget langhårede og tager rigtig lang tid at læse, hvis jeg skal forstå dem.

Oveni det kommer så al den tid, jeg bruger på at tænke over de ting, jeg oplever i mit praktikforløb – og al den tid, jeg bruger på at tale om det. S må lægge ører til en del for tiden, da jeg har en masse tanker omkring mig selv i psykologrollen og alle de opdagelser, jeg gør mig hele tiden. Jeg takker S for at han lytter til mig, når jeg kommer hjem, udsplattet og træt sidst på eftermiddagen. Det betyder faktisk rigtig meget, nu hvor jeg tænker over det. S er vidunderlig.

Så ja. Mit “arbejdsliv” fylder rigtigt meget for tiden, og mere end det nogensinde har gjort før. Jeg gør mig nogle vanvittigt vigtige og lærerige erfaringer for tiden, og jeg har allerede udviklet mig en del, taget i betragtning af, at jeg kun har været i gang i fem hele uger.

Jeg har fået et indblik i, hvor meget tid normale mennesker rent faktisk bruger på at være på arbejde. Og det virker både som rigtig meget tid – fordi det er ens vågne og friske timer, man bruger på arbejdet – og samtidig virker det mere overkommeligt, end jeg havde troet. Det er muligvis fordi, jeg kun er afsted tre dage om ugen, men jeg synes faktisk det går meget lettere end jeg havde regnet med. Det er ikke super svært at komme op kl. 5.50 hver dag, og det er ikke fordi, at jeg sidder og er ved at falde i søvn, når klokken slår 14. Min hjerne fungerer sådan set fint, og min krop gør ikke modstand overfor det. Og det overrasker mig helt vildt. Jeg er simpelthen totalt overrasket over, at jeg er i stand til at gennemføre arbejdsdage af normal længde uden at falde fuldstændig udmattet om og være nødt til at melde mig syg den efterfølgende uge. Det overrasker mig, at jeg kan blive ved. At jeg mandagen efter kan starte en ny uge ud og gøre min ting endnu en uge. Og at jeg kan få læst og fulgt med i pensum de dage, jeg ikke bruger på praktik. Det kan være svært at koncentrere mig om læsning, men jeg følger med. Og jeg synes sgu, at det er vildt.

Jeg er oprigtigt forundret over at være i stand til at kunne trives med at være afsted så mange timer hver dag, og at det er noget, jeg rent faktisk kan nyde rigtigt meget. Det er meget rart for mig at gøre mig de opdagelser, og det siger jo også noget om, at det har stor betydning, hvad man bruger sin tid på. Hvis det er noget, der føles meningsfuldt, så går det hele meget nemmere.

Men selvom hverdagene sådan set går meget godt, og jeg nyder det, jeg laver, så må jeg indrømme, at jeg er begyndt at sætte meget stor pris på min fritid. Og deraf er jeg også begyndt at fokusere meget på, hvad jeg bruger den tid på.

Jeg har et stort behov for alenetid herhjemme og tid med S, hvor der ikke er lagt en masse planer. Jeg har ikke lyst til at lægge store weekendplaner, og jeg føler ikke et behov for at lave en hel masse. Forrige weekend og weekenden før det var jeg alene tre hele dage uden nogle planer, og det var simpelthen så rart. Jeg kan tolerere rigtig meget alenetid, når jeg får så meget input i hverdagene. Så jeg kunne sikkert sagtens få alle mine weekender til at gå med ikke at se andre mennesker end S, måske spille et brætspil, gå en tur og evt. bage nogle boller. Det er sådan set mit drømmescenarie. Jeg har enormt meget behov for at være hjemme ved mig selv i weekenderne, og kun være sammen med mine tætteste, tryggeste mennesker. Så jeg siger nej til en del ting, også ting jeg egentlig gerne vil. Og så er der bare ting, jeg nærmest afviser på forhånd, som for eksempel at tage på weekend i sommerhuset. Jeg kan slet ikke se det for mig, og det er svært at forklare hvorfor, da det jo er et af mine yndlingssteder, og et af de steder, hvor jeg finder mest ro. Jeg tror, en del af det handler om transport. Af en eller anden grund kan jeg slet ikke overskue tanken om fx at skulle sidde i et tog i weekenden, for at komme hjem og besøge mine forældre/svigerforældre/i sommerhus. Toget er forbundet med hverdagen for mig, så måske er det derfor. Og så hele arrangementet med at pakke en taske med de ting, jeg skal bruge i weekenden, og udtænke, hvad jeg skal have med osv. Det virker helt uoverskueligt.

Det virker fjollet, når det kommer ned på skrift, men det er egentlig sådan jeg har det. Og det giver sådan set fin mening. Jeg har meget overskud og også en del energi, men jeg bruger al den overskud og energi i hverdagene – så i weekenderne har jeg bare virkeligt brug for at bruge min tid på noget, der lader mig op. Noget lystfyldt og ikke forhastet, noget jeg gerne vil og ikke noget jeg skal. Jeg vil gerne kunne tage det roligt og lave det, jeg gerne vil.

Og det er der jo sådan set intet galt i – men alligevel føler jeg, at jeg skal retfærdiggøre det. Både overfor mig selv og andre. Det er det, jeg har brugt en masse ord på at gøre i dette indlæg. Forklare, at jeg med min travle hverdag er berettiget til at slappe af i weekenden. Uden at jeg alligevel helt føler, at jeg kan “tillade” mig at have det sådan – at jeg kan tillade mig at sige, at jeg ikke engang kan overskue at sidde i et tog i weekenden.

Og det er jo dybt godnat. For jeg skal jo ikke retfærdiggøre over for nogle andre end mig selv, hvad jeg bruger min tid på. Om jeg vil sidde og se Masterchef en hel weekend og bare sumpe på sofaen, eller om jeg vil ud at gå en tur i skoven eller om jeg vil ud og være social – så er det jo mit valg. Mine weekender er mine, og hvad jeg vil bruge dem på er sådan set kun op til mig. Det er dumt at bilde mig selv ind, at der er en masse, jeg bør.

Min tid er min egen. Og selvom det har været pointen igennem hele dette indlæg, så indser jeg nu, at jeg nok ikke engang selv helt har forstået det endnu. Min tid er min egen. Jeg skal ikke stå til regnskab overfor nogen omkring, hvad jeg vælger at lave i min fritid. Jeg skal ikke tænke, at jeg er dødkedelig og ufleksibel, fordi jeg siger nej til en social aktivitet i min fritid. For i sidste ende er det mig selv, der er ansvarlig for, hvad jeg bruger min tid på og hvad jeg ikke bruger min tid på. Det er mig, der skal sørge for at sige ja og nej til ting. Det er mig, der skal vælge og fravælge. Og det er vanvittigt vigtigt at kunne det – for i sidste ende er det jo en selv, der går ned med stress og depression, hvis man ikke formår at lytte til sig selv og sine grænser.

Din tid er din egen. Og du skal huske dig selv på, at den er din. Det skal vi alle huske på. Men det sker ofte, at vi glemmer at respektere hinandens tid – og det er sådan set det, jeg gerne ville skrive om i dette indlæg – vejen hertil blev bare lige lidt længere, end jeg havde regnet med.

Jeg er kommet til at tænke på det, fordi min egen fritid er så dyrebar for mig i denne periode, og det derfor bliver rigtig vigtigt for mig, at mine tætteste mennesker respekterer min tid – hvilket de også gør. Det giver en enorm frihedsfølelse at jeg ved, at de respekterer min tid. Jeg oplever ikke, at nogle af dem føler sig berettigede til at skulle have en vis mængde af min tid. Jeg ved, at de forstår mig, og at de ikke forsøger at presse mig til at skulle alt muligt i weekenden for at gøre dem glade og tilfredse. Og det er simpelthen så rart.

Så det er ikke fordi, at jeg føler, at folk ikke respekterer min tid – og grundlæggende synes jeg også, at jeg selv har en stor respekt for min egen tid. Jeg bruger den ikke på hvad som helst. Og det er også en start – for hvis du selv føler, at du skylder andre mennesker din tid, så bliver det sgu svært at få plads til at gøre det, du selv har lyst til.

Jeg tror, at vi skal blive bedre til at huske os selv og hinanden på, at vi ikke skylder andre mennesker vores tid. Vi skal bruge vores tid med dem, vi har lyst til at være sammen med, og det burde virkelig ikke være nødvendigt at tvinge sig selv til at gøre noget, fordi man føler, at man skylder det til nogen. Ja ok, der er sikkert en masse undtagelser og nok især, hvis man har børn og det er ens tur til at have nogle andres barn til legeaftale. Og i det hele taget er barnet jo berettiget til at få størstedelen af ens tid, da barnet jo skal trives. Men hvis vi lige ser bort fra det, så synes jeg bare det er et skråplan at lade sig styre af, hvem der vil have ens tid. For det er der mange mennesker, der gerne vil.

Vi forventer af hinanden, at man som udgangspunkt kommer til fødselsdagen, og at man skal have en god grund til ikke at komme. Vi forventer af hinanden, at vi har lyst til at lave sociale ting i weekenden, og det er som om, at det ikke er en acceptabel årsag til et afbud, at man har mere lyst til at være derhjemme end at skulle ud.

Vi forventer af vores partnere/ægtefæller/venner, at de vil bruge deres weekender sammen med os, og hvis de vil noget andet end vi vil, så bliver vi fornærmede og måske direkte sårede. Jeg oplever særligt, at folk i langvarige parforhold har denne her idé om, at deres partners fritid automatisk går til dem. Og jeg er også selv skyldig i at have det sådan. Særligt før i tiden – da S havde fuldtidsjob og jeg havde meget lidt undervisning og læste hjemme. Der var jeg tilbøjelig til at betragte al hans fritid som tid, vi skulle bruge sammen. Hvis han havde fri en søndag, havde jeg svært ved helt at acceptere, hvis han hellere ville sidde alene hjemme end at komme med mig på familietur et sted i Nordjylland.

Jeg har altid gået meget ind for, at man ikke skulle presse sin partner til at deltage i ens egne familieting (eller i det helet taget presse sin partner til noget), men jeg tror først, at det er nu, hvor jeg selv har fået mindre fritid, at jeg egentlig forstår, hvor vigtigt det er. Hvor vigtigt det er, at man ikke forventer af ens partner at han/hun helt automatisk bare altid har lyst til at lave en masse med en i weekenden.

Det er en opdagelse, jeg er meget glad for at have gjort mig. For jeg ser en masse eksempler på parforhold, hvor grænserne imellem den enes tid og den andens tid er blevet fuldstændig udviskede, og det bare er endt med, at man per automatik gør alting sammen. Det kan så godt være, at det fungerer for nogen, men jeg tror nu bare, at alle mennesker har brug for at have tid, der er deres egen, og som de selv kan disponere over.

Tænk at få muligheden for at vælge hinanden til. Det er jo noget af det største, man overhovedet kan gøre. Hellere blive valgt til to timer på en søndag, end at personen bruger hele søndagen sammen med en selvom de ikke rigtig har lyst, men bare gør det af pligt.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi begynder at respektere vores egen og andres tid noget mere. Forvent ikke af folk, at de med den største selvfølgelighed bruger en hel lørdag på at komme til din fødselsdag. Bliv ikke fornærmet, hvis de ikke kommer. Men vær taknemmelig, hvis de har lyst til at bruge deres dag sammen med dig – og sæt pris på at de melder fra, hvis de alligevel ikke har lyst og overskud. Værdsæt din egen og andres tid, og lad være med at give andre skyldfølelse over at sige nej til ting.

Og lad for guds skyld være med at sige “Kom nu, du vil jo gerne! Vær nu lidt frisk!!!” (for så kommer jeg i hvert fald ikke til dit arrangement)

Hyg jer og nyd jeres velfortjente weekend, uanset om i tilhører arbejderklassen, SU modtagerne, de ledige eller topcheferne.

//A

Om usikkerheder og sikkerheder – at være på udebane og at finde hjem

Hej verden.

Jeg er alene hjemme. Jeg har ikke snakket med nogen hele dagen, udover en sur mand i Føtex og en sød kassedame. Jeg har snakket lidt med mig selv og kommunikeret via messenger og sms. Jeg har bagt rugbrødsstykker til madpakken og spist chips inden aftensmaden, som var en hjemmelavet tomatsuppe med nudler (som ikke smagte ligeså godt som forventet, nudler passer ikke så godt igen). Jeg har læst en lang tekst om hvordan systemisk tænkning kan anvendes indenfor forskning (og på trods af, at teksten var lang, kan jeg ikke forklare, hvad systemisk tænkning er).

Tempoet har været lavt. Der har været stille. Plads til at tænke. Plads til at stoppe op og mærke de fornemmelser, jeg tidligere har været i kontakt med, når jeg har været alene i længere tid ad gangen. Lige nu sidder jeg med en følelse, der minder mig om januar for tre år siden, hvor jeg fandt mig selv i sommerhuset. Følelsen af at have en ro i mig selv og at føle, at jeg har nok lige her, hvor jeg er – på trods af manglende sociale input i snart to dage.

Det er heller ikke tilfældigt, at det er på en dag som denne, at jeg sætter mig ned og skriver et blogindlæg. Det er som om, at mine tanker flyder bedst, når jeg er i en lettere mangeltilstand af sociale input. Det er jeg bare relativt sjældent her for tiden, og når jeg er mættet med stimuli, har jeg bare ikke samme trang til at skrive på denne blog. Jeg går måske igang med et indlæg, men får det aldrig gjort færdigt, fordi jeg ikke kan fokusere. Det er meget nemmere, når stilheden omringer mig – når der ikke er andre end mig selv, jeg skal forholde mig til. Jeg skal i et særligt gear – og det er rart at mærke, at jeg stadig kan finde tilbage til det gear.

Jeg er et interessant sted i mit liv lige for tiden. I min hverdag sker der virkeligt mange nye ting, og det har fået mange usikkerheder til at blusse op hos mig. Jeg er startet i psykologpraktik for to uger siden, og det er simpelthen så vildt og så spændende at komme ud og opleve, hvordan det virkelige liv som psykolog kan se ud. Men én ting er at studere psykologi – en anden ting er at arbejde som psykolog. Lige nu føles det som to vidt forskellige ting, og jeg kan kan godt mærke, at jeg ikke har den store selvtillid i forhold til at skulle agere som psykolog og terapeut på nuværende tidspunkt. Jeg tænker dog, at det måske er godt, at jeg har det sådan – for det betyder, at jeg har en ydmyg tilgang til opgaven. Jeg er klar over ansvaret, der følger med. Og det skal man også være!

Jeg er blevet fyldt med nye indtryk indenfor de sidste par uger, og den stejle læringskurve kan nok også være med til at forklare, at nogle usikkerheder blusser op. Jeg har allerede lært VIRKELIGT meget, på trods af kun at have haft seks hele arbejdsdage. Jeg tænker bare mere på alt det, jeg IKKE ved, fremfor det, jeg ved, og det, jeg kan.

Jeg kan bedst lide at kunne tingene på forhånd. Da jeg startede i 0. klasse var jeg meget frustreret over, at jeg ikke kunne hele alfabetet på forhånd – tænk at jeg først skulle lære det, imens jeg gik i skole!

Men at være psykolog er sgu noget andet end at lære alfabetet. Man kan ikke på forhånd sidde og træne sig op til, hvordan “man gør” – for det er en lang, måske endda livslang, læringsproces at blive en god psykolog. Jeg skal finde ud af, hvilken psykolog jeg vil være, og hvordan jeg vil være det. Og det finder jeg ud af med tiden!

I mellemtiden vil jeg stole på, at jeg har lært noget ved at studere i 3 ½ år, og at jeg kommer til at lære rigtigt meget i løbet af mit praktikophold de næste måneder. Jeg vil tage glædeligt imod al den læring, jeg kan få ud af det. Og så vil jeg stole på, at de fejl, jeg kommer til at lave, også er noget, jeg vil lære af – og at himlen ikke falder ned, selvom jeg gør/siger noget “forkert”. Jeg tror på, at jeg kan hjælpe, og jeg er blevet fortalt, at jeg er et sympatisk menneske – og mon ikke, at det er en fordel? Det tror jeg.

Nok om at være usikker – for i det store hele betyder det ingenting. Inderst inde ved jeg, at det er en naturlig følelse, når man pludselig står i en helt ny og uvant situation, hvor der er noget på spil og man er udenfor komfortzonen. Men jeg VED, at jeg bliver en god psykolog på et tidspunkt. Så må vi bare se, hvornår det bliver =)

Jeg kan håndtere usikkerheden uden at tage den alt for seriøst, da jeg samtidig har så mange ting og mennesker i mit liv, som jeg føler mig sikker på. Jeg ved, hvad der er vigtigt for mig, og hvem der er vigtige for mig. Og det skaber en gennemtrængende ro i mit sind.

Tre af de mennesker, jeg er allermest sikker på i dette liv, krammede jeg igår farvel i lufthavnen. Lige nu kører de rundt i en fed amerikanerbil i Miami i USA og lever livet. Imens sidder jeg her og mærker en altoverskyggende taknemmelighed og glæde.

Mine tre yndlingsmænd er på mandetur sammen, og det gør mig simpelthen så glad. Ingen af dem har været i USA før, og jeg ved, at det bliver en kæmpe oplevelse for dem – og det, at de er afsted sammen, gør mig altså varm om hjertet (hvis nogen skulle læse med, som ikke ved hvem mine tre yndlingsmænd er, så kan jeg informere om, at det er min kæreste, far og bror). De er mine favoritter på hver deres måde, og jeg synes bare, at det er så dejligt, at de får noget ud af livet og tager på sådan en tur sammen.

Jeg krammede dem alle farvel tre gange før vores veje skiltes i forhallen i Aalborg Lufthavn. Og der var et eller andet ved den situation, der fik følelserne til at vælde op i mig. Forventningens glæde i deres øjne, samtidig med den lidt ambivalente følelse af, at jeg ikke skulle med (jeg var inviteret, men takkede nej pga. mit praktikophold, hvilket nok lyder som en alt for voksen og dødsyg beslutning, men ikke desto mindre er det det, jeg har valgt). Det var underligt at sende dem afsted og selv tage bussen hjem til en stille lejlighed derefter.

Jeg sidder tilbage med en følelse af, at det er det helt rigtige, at de tre er afsted sammen. Det er den rigtige beslutning for mig, og jeg tror også, at det giver dem en anderledes tur, end de ellers ville få. De kan køre i en federe bil, fordi de kun er tre, og de kan tage på skydebanen så meget de vil, uden at skulle tage hensyn til mig, der er imod våben. Der er så mange gode ting ved, at de er afsted sammen, imens jeg bliver tilbage i hverdagen. Det føles bedre, end jeg havde regnet med – netop fordi, det er den rigtige beslutning.

Svend Brinkmann siger, at det er sundt at gå glip af ting – og det tror jeg på. Det føles godt at give mig selv lov til at fokusere på det, der lige nu fylder for mig, og samtidig bare ønske for min far, bror og S, at de får den bedste tur. At mærke i kroppen, hvor meget jeg under dem at få en vidunderlig mandetur med skydning osv.

Tænk at have mennesker i mit liv, som jeg kan have det sådan med. At jeg bare ønsker dem ALT det bedste, og at jeg ville hente stjernerne ned til dem, hvis jeg kunne. At min lykke er gjort, når jeg ser et billede af min bror, der storsmilende sidder i den fede amerikanerbil, og et billede af S med en stor stak amerikanske pandekager på en diner.

Selvom jeg ikke er der med dem, og selvom der er 10.000 km imellem os, så er vi på en eller anden måde alligevel sammen. Mine følelser for dem giver mig i hvert fald en fornemmelse af, at jeg har dem tæt på.

Jeg er så uendeligt heldig.

(og en smule melodramatisk, vil nogle måske sige, og det er der nok noget om..)

Jeg ved ikke helt, hvad mit budskab er med dette indlæg – men hvis du har læst det til ende, så ved du nu noget om, hvad jeg er usikker på, og hvad jeg er sikker på. Og der er selvfølgelig mange andre mennesker, jeg også er ufatteligt sikker på – og som jeg under en masse ture til USA eller Berlin, eller bare en dejlig tur i sommerhus, hvis det er det, de har mest lyst til =) Det er en vidunderlig følelse, at ønske det bedste for andre – og det er længe siden, at jeg har følt det så stærkt som lige nu.

Hyg jer.

//A