Månedsarkiv: januar 2020

2020

Hej verden.

Hermed et livstegn fra mig – jeg er her endnu. Har forsømt denne blog i en længere periode, og det har jeg det sådan set fint med. Men samtidig ønsker jeg heller ikke at glemme bloggen helt, da jeg synes det er et fint sted. Livets dilemmaer😎

Det er den 3. januar, og derfor er det jo passende at skrive om nytårsforsæt. Jeg plejer at blive godt hidset op, når snakken falder på nytårsforsæt, og nytår i det hele taget, da jeg godt kan føle, at det er en form for tvungen selvrefleksion, og at der er et pres om, at vi alle skal ændre os hele tiden.

Og det kan jeg stadig godt føle. Men jeg er begyndt at se anderledes på det med at ændre sig – for jeg har fundet ud af, at det faktisk kan være rigtigt rart at ændre/udvikle sig som person. Det skal bare være af de rigtige grunde. Du skal jo ikke ændre dig bare fordi nogle tilfældige folk for eksempel ikke kan lide dig eller synes at dine sko er grimme. Men hvis der er noget, du selv har lyst til at arbejde på at ændre, hvorfor så ikke gøre det? Hvis det kan forbedre dit liv og din hverdag, hvorfor så ikke forsøge at ændre tingene? Sådan tænker jeg om det nu.

Det betyder dog ikke, at jeg har en kæmpe lang liste med nytårsforsæt – for jeg føler ikke rigtig, at jeg har brug for sådan en liste. Jeg køber heller ikke rigtig præmissen med, at jeg skal lave en liste med ændringer, jeg ønsker at lave, bare fordi der for to dage siden er startet et nyt år. Det fungerer ikke rigtig for mig. Jeg vil hellere se sådan på det, at det er en evig proces, det med at finde ud af, hvad der fungerer for en, og hvad der ikke gør – og at man hver dag skal spørge sig selv, om man føler, at man er et godt sted.

Det lyder meget idealistisk og det er det nok også. Men jeg synes bare at det er vigtigt. At være åben for det, der kommer, og løbende blive bevidst om det, man ønsker at forandre og det, man vil holde fast i.

Det er bare en rar tilgang at have til livet, synes jeg. Jeg er ikke tvunget til at ændre noget ved mig selv, men jeg er bare grundlæggende interesseret i, at mit liv skal være rart at leve. Jeg vil gerne nyde mit liv, og håndtere de ting, der kommer, når de kommer. Jeg vil blive klogere af det, jeg oplever, og jeg vil være åben for det, det medfører.

Og derfor føler jeg, at det vil være helt malplaceret at lave en liste med nytårsforsæt – for jeg vil faktisk hellere bare være åben for det, året bringer mig, i stedet for på forhånd at fastsætte nogle bestemte mål for, hvad jeg vil fokusere på.

Jeg håber, at det giver mening for andre end mig selv. Jeg ønsker et liv, hvor jeg nyder det, jeg har, og accepteret det, der er – og arbejder med at ændre de ting, der ikke fungerer for mig. Det håber jeg at kunne holde fast i.

Dette indlæg er muligvis meget ukonkret, men det var hvad det kunne blive til i dag – meld gerne ind, hvad I tænker om nytårsforsæt, og om I har nogen.

Hyg jer

//A