Månedsarkiv: august 2019

Sommeren er forbi

Hej verden.

Det her er min sidste feriedag. I morgen starter jeg på kandidaten i psykologi, og min tre måneder lange sommerferie er dermed slut.

Jeg har brugt denne sidste feriedag på at ordne praktiske ting – handle ind, støvsuge, rydde op og få overblik over pensum. En masse ting der er nødvendige for, at jeg i de kommende dage kan fokusere på uni og ikke tænke på, at der er en masse praktisk, jeg også skal have gjort. Det er rart at få udrettet noget, og det er rart at være effektiv. Men der er noget andet, jeg også er nødt til at gøre, så jeg kan starte op i morgen med et åbent sind.

Jeg er nødt til at reflektere over min sommerferie og se tilbage på, hvad den har indeholdt. Jeg har en følelse af, at hvis jeg ikke laver dette indlæg, så vil min hjerne ikke rigtigt kunne forstå, at nu er ferien altså slut. Det er ikke sikkert, at det er rigtigt. Men under alle omstændigheder vil jeg skrive om min ferie. Læs med, hvis I har lyst.

I starten af min ferie var jeg fyldt op med glæde og tilfredshed. Jeg havde afleveret min bacheloropgave og havde gjort et godt stykke arbejde. Jeg kom igennem det på trods af at have følt mig ensom og fortvivlet flere gange i skriveprocessen. Det var et kæmpe pres at skulle skrive så “vigtig” en opgave og at stå alene med ansvaret for, at den blev god. Men jeg klarede det sgu, og i slutningen af juni fik jeg at vide, at jeg fik 10 for min opgave. Jeg var så glad og lettet derefter, og min tilfredshed var stor. Jeg følte mig fri, og jeg nød at kunne lave lige det, jeg havde lyst til. Jeg genfandt glæden ved simple aktiviteter såsom at cykle lange ture og at læse bøger. Jeg kunne sidde i flere timer og koncentrere mig om en bog, og jeg sad gerne ved vindueskarmen – den kan også bruges i mangel på en altan.

Juni måned var generelt fyldt med en masse sociale arrangementer. Der var min bachelorfest, som jeg har skrevet om tidligere – en skøn dag med rigtigt mange af mine yndlingsmennesker. Desuden var jeg på kursus og er nu certificeret personlighedstester (hvilket det ikke hedder, men det lyder sjovere). Jeg var også en weekend i København med S, og vi holdt også fødselsdag for S midt i juni måned. Desuden skulle S og hans band spille i forbindelse med Fatter Eskil Prisen 2019, hvor de var gået videre til finalen – og jeg endte med at få en vidunderlig oplevelse ved at deltage i det arrangement. Det varede i seks timer og foregik på en blanding af et spillested og en bar/værtshus. Og jeg havde været SÅ angst for at skulle deltage, af grunde jeg nærmest ikke engang kan huske nu. Det endte med at blive mega hyggeligt, og det var så trygt og positivt og rart at være der, da jeg kendte en del folk, heriblandt svigermekanikken, der også var med (skønne skønne svigermekanik, de fortjener medaljer i lange baner). Det var simpelthen et skønt arrangement, og jeg fandt ud af, at det er en myte, at jeg hader den slags ting (koncerter med mange mennesker, lidt plads og folk, der ryger og drikker). For jeg nød det virkelig, og jeg fandt ud af, at mine ænstelige tanker trådte helt i baggrunden, fordi mit fokus var på S og mine forhåbninger om, at de ville vinde (jeg kan dog afsløre, at de ikke vandt, og at jeg stadig er bitter over det, men har accepteret det).

I juli måned var der Tall Ships Races i Aalborg, hvilket indebar, at en masse store skibe kom og lagde til ved Aalborg havn i et par dage. Jeg var nede og se på skibene sammen med min bror, som gav mig en is på havnen, i anledning af, at jeg var blevet bachelor. Det blæste helt vildt, og der skete ikke så meget andet end det – men alligevel er det noget, jeg husker.

Og så var der turen til Amsterdam med min bror og min far. Jeg husker det som en rigtig hyggelig tur, som var præget af en afslappet stemning og en god kommunikation blandt os alle. Vi så det, vi så, og var ikke sure eller skuffede over det, vi ikke fik nået. Vi nød de tre-fire dage, vi havde i Amsterdam, og for mig handlede det faktisk mest om selskabet. Man kommer tættere på hinanden, når man oplever noget nyt sammen, og man får ofte talt om nogle andre ting, end man ville tale om derhjemme over en kop kaffe. Desuden er det bare rart med fælles minder, for så er der noget, man kan tale om på de mørke efterårsdage.

Jeg har virkelig nydt at tilbringe tid med min bror denne sommerferie, og jeg tror, at det er noget af det, jeg vil savne mest, nu hvor ferien slutter. Vi ses selvfølgelig jævnligt, og jeg har lige invitereret ham på aftensmad på torsdag, men det er bare slet ikke det samme. Vi har tilbragt så meget tid sammen igennem vores opvækst, og vi har en relation, der er helt uerstattelig. Vi har så mange interne ting sammen, og vi har i den grad et særligt søskende-bånd. Jeg er så glad for de oplevelser, vi har delt her i sommeren, og jeg siger til mig selv, at der nok skal komme mange flere. Jeg vil gøre alt det, jeg kan, for at bevare vores gode søskenderelation, på trods af at vi bliver ældre og er på vej i forskellige retninger.

Min sommer har været fyldt med glade stunder, og jeg har lavet en masse vidunderlige og mindeværdige ting. Jeg husker, at jeg sidste sommer havde svært ved at få tiden til at gå, og at jeg i den grad følte mig understimuleret. Men sådan har det slet ikke været i år. Jeg har været god til at komme ud og lave noget med andre, samtidig med at jeg har nydt at lave ting på egen hånd. Jeg har følt, at der var balance i tingene, og det har simpelthen været så rart.

I starten af august var jeg på ferie i Toscana med mine forældre, bror, S og ikke at forglemme, Kallehunden. Det var vanvittigt varmt, smukt, hyggeligt, lærerigt, udfordrende og glædesfyldt. Det var vidunderligt at være samlet med alle dem, jeg holder allermest af i en uge plus det løse. Hvor har vi fået mange nye minder sammen, og hvor er jeg taknemmelig for at det kunne lade sig gøre – at alle kunne få fri på samme tid, og at alle havde lyst til at være sammen med hinanden.

Men for dælen, hvor var det også hårdt. Det er ikke nemt at være fem forskellige mennesker, der skal blive enige om en masse ting – men det gik faktisk overraskende godt. Når jeg siger, at det var hårdt, så var det i kraft af, at det var så vidunderligt at være samlet. Jeg elsker dem alle sammen så meget, og efter at have oplevet så meget sammen og holdt ferie i så smukke omgivelser sammen, var det forfærdeligt hårdt for mig at skulle sige farvel. For virkeligheden er jo, at det ikke er ret ofte, at vi alle er samlet. Både min bror og jeg er flyttet hjemmefra for længst, vi bor i forskellige byer og selvom jeg ser dem alle forholdsvist ofte, så er det bare sjældent at vi alle er samlet. Og derfor gjorde det ret ondt at skulle sige farvel.
Det blev ok igen, hurtigt efter jeg kom hjem, men jeg kan stadig mærke et stik i hjertet, når jeg tænker på det. Det var så rart at have dem, jeg allerbedst kan lide, samlet på et sted – ja, det var også MEGA udfordrende, og vi var allesammen vildt irriterende, nogle mere end andre – men det var bare så naturligt for mig, at vi var samlet. Jeg brugte ikke min telefon de første fem dage af ferien, da jeg fandt ud af, at jeg slet ikke havde brug for den. For vi var jo sammen – og vi formåede virkelig at underholde hinanden.

Jeg husker aftenenerne med brætspil på terassen (og halvtreds myggestik på benene) og følelsen af at være opslugt af nuet. Jeg husker, hvordan vi nød udsigten fra vores hus og funderede over, hvor heldige vi var/er. Jeg husker, at vi kørte i bjergene og hørte sange som disse:

Det er nogle vidunderlige minder at sidde tilbage med nu, og hvor er jeg bare taknemmelig for at have oplevet det. Tak til mine forældre, min bror og S for oplevelsen. Tænk at de ville bruge deres tid sammen med mig og hinanden – for er vores tid i bund og grund ikke det største, vi kan give hinanden? 

Vi er ved at nå til vejs ende nu (jeg må stoppe dette indlæg før jeg kammer alt for meget over af følelser, og desuden skal jeg ud og lave lasagne nu). Der er meget, jeg ikke har nævnt, såsom et bryllup i Sønderjylland, begejstringen over et brætspil, S og jeg er blevet besatte af, og alt muligt andet.

Denne sommer har mindet mig om glæden ved at lave noget med folk jeg holder af, og hvor meget det betyder at have følelsen af, at jeg har de rigtige mennesker i mit liv, og at jeg faktisk ikke mangler noget. Det har været en vidunderlig sommer – og mest af alt på grund af den måde, jeg selv har haft det på. Den tilgang, jeg har haft til tingene. Jeg har taget ansvar for mig selv, og jeg har observeret, at jeg fx er blevet markant bedre til at sige nej og stå ved mine grænser. Jeg lever, som jeg ønsker at leve, og jeg er blevet så meget mere ligeglad med, hvad andre mennesker tænker om mig. Det bliver bedre og bedre at være mig, og jeg synes selv, at jeg er rigtigt god til at eksistere.

=)

Jeg takker for denne vidunderlige ferie og alt det, den har lært mig, og alle de minder, den har givet. (jeg takker ikke gud eller universet eller noget bestemt, jeg takker bare).

Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med uni igen, og jeg glæder mig til at få “travlt” og have noget, jeg skal. Det er så uvant for mig, og det er længe siden, at jeg har haft så meget undervisning, som jeg kommer til at have det næste halve år. Jeg kan næsten ikke forholde mig til, at jeg i morgen forventes at møde op i et lokale klokken 14 – og at jeg får fravær for det, hvis jeg ikke er der. Det er underligt, efter at have haft så meget frihed i tre måneder. Underligt at skulle leve op til fastsatte krav og rammer igen. Og samtidig så uendeligt befriende – for det giver hverdagen noget mening og struktur, når der er noget, man skal. Når man har noget, man må gøre, for at nærme sig sit mål.

Jeg glæder mig til at sidde tirsdag eftermiddag og længes efter weekenden – og at mærke fredagsfølelsen, når weekenden starter, og man oplever den enorme frihed i at have fri i hele to dage. Jeg har haft fri i tre måneder, og som jeg skriver dette kan jeg mærke, at det faktisk er ok, at det slutter her. Sommeren er forbi for mit vedkommende, og selvom vejret stadig er ekstremt sommerligt, så omstiller jeg mig i disse dage til efteråret. Jeg er klar til at sige farvel og på gensyn.

Jeg glæder mig til at længes efter ferien, glæder mig til at mindes denne sommer. Alt imens jeg starter op på et nyt semester, og for hver dag kommer tættere og tættere på målet om at blive psykolog.

//A

Guide til din studiestart

Hej verden.

For første gang i årevis kommer her et indlæg, der har til formål, at andre mennesker rent faktisk kan få noget konkret ud af at læse det. Denne blog er jo grundlæggende et egocentrisk projekt (hvilket jeg også tror mange andre blogs er, men det skal jeg nok passe på med at udtale mig om). Jeg har ikke en stor læserskare, og derfor er jeg (heldigvis) ikke tvunget til at skulle skrive om noget, som mange kan relatere til – selvom jeg da håber, og sådan set også ved, at der findes folk, der får noget ud af at læse min blog. Så hurra for det, og lad os nu komme til sagen:

Nu bliver det relevant for titusinde vis af mennesker (potentielt set). For nylig er der nemlig mange, der har fået besked om, at de er blevet optaget på en videregående uddannelse, som de skal starte på om et par uger. Og hurra og tillykke til alle dem/jer – må I blive glade for jeres nye uddannelser! Hurra for at leve i et land, hvor vi frit kan uddanne os, det synes jeg, at vi fejrer alt for lidt.

Men hvad gør man så, når man skal starte på en videregående uddannelse? Jeg husker den panik, jeg selv oplevede, da jeg for tre år siden skulle starte på uni. Den startede sådan set mange måneder før, jeg vidste, at jeg var optaget – bare tanken om at skulle på universitetet, syntes jeg var ufatteligt skræmmende. Jeg følte mig ikke voksen nok, ikke klar nok. Men alligevel havde jeg en fornemmelse af, at det var det rigtige for mig. Så jeg startede på psykologi og holdt fast i det, og nu er jeg pludselig færdig med bacheloruddannelsen og starter på kandidaten om to uger. Sikke en omgang, og sikke mange ting, jeg ville ønske, at jeg havde tænkt på, inden og under min opstart på studiet. Derfor kommer her den officielle Studiestartsguide 2019 af A. Thylkjær (den store blogger og digter, der dog først bliver kendt ca. 200 år efter sin død, så det har lange udsigter endnu).

Jeg vil forsøge at lave en punktopstilling med 10 punkter, men det vil muligvis blive et uoverskueligt og meget langt indlæg alligevel. Nyd det =)

10 ting der er gode at vide/overveje/reflektere over i forbindelse med din studiestart

1. Gå ikke i panik, hvis studiet ikke er, som du havde forventet. Forsøg at give slip på den stress, du kan føle, hvis du er usikker på, om du nu har valgt rigtigt. Giv det noget tid, og forsøg at skrue ned for forventningerne – både til dig selv, dine medstuderende, dine undervisere og uddannelsen i det hele taget! Forsøg at slippe idéen om, at din uddannelse skal være meningsfuld og være en kæmpe del af din identitet (det ved jeg dog ikke engang, om jeg selv kan finde ud af..) Men forsøg virkelig at skrue ned for dine forventninger, og lad være med at dømme dig selv for hårdt, hvis det er svært i starten! Det må gerne være svært.

2. Accepter, hvis det ikke fungerer for dig at studere. Det er ingen skam at skifte uddannelse, eller at gøre noget andet end at uddanne sig. Der kan være rigtigt mange grunde til, at du er i en situation, hvor det bare ikke er optimalt for dig at studere. Hvis du efter at have været igang med din uddannelse i et stykke tid bare kan mærke, at det ikke er rigtigt for dig, så gør noget ved det. Lad være med at lade dig selv blive helt ødelagt psykisk, fordi du har bildt dig selv ind, at du absolut skal gennemføre denne uddannelse, som du er startet på. Du skal ingenting. Du skal bare tage ansvar for dig selv (hvilket også er svært nok i sig selv). Måske er det helt essentielt, at du skifter retning, eller at du måske tager et (ekstra) sabbatår, hvis det er det, du har brug for. Det er noget, du bedst kan mærke selv, men det kan være vanvittigt svært. Jeg har i hvert fald kunnet mærke på mig selv igennem min tid på uni, at jeg, på trods af at have haft diverse kriser særligt i starten af studiet, alligevel har været sikker på, at jeg ville fortsætte det, jeg havde sat i gang. Jeg kunne mærke, at det var det rigtige, og at de problemer/udfordringer, jeg løb ind i, var nogen, jeg godt kunne håndtere, og som jeg var nødt til at håndtere. Jeg så det ikke som en god mulighed at droppe ud af studiet på noget tidspunkt, da jeg hele tiden har vidst, at det var dette studie, der ville kunne give mig de bedste muligheder for at beskæftige mig med det, der giver mest mening for mig. På den måde var det faktisk rart, at det var svært til tider, da det betød, at jeg fik overvejet grundigt, om jeg var i gang med det rigtige – om det var besværet værd. Det konkluderede jeg, at det var, men det kan være, at du ender med at konkludere noget andet for dig selv. Og det er helt ok! Jeg vil ikke opfordre nogen, til at droppe ud ligeså snart, at der opstår et problem eller at noget er træls, for så vil du muligvis allerede overveje at droppe ud i rusugen, hvis du minder det mindste om jeg selv. Nej, sørg for at have gennemtænkt det og gjort brug af den hjælp og rådgivning du kan få at studievejledere og evt. psykologer på dit uddannelsessted, hvis det er svært for dig at træffe beslutningen. Undersøg evt. om du kan tage orlov eller udskyde nogle fag – det kan måske også være en hjælp!

3. Lad være med at flytte i forbindelse med din studiestart, hvis du kan undgå det.
Du behøver ikke at bo i den by, du skal studere i – fair nok, hvis du virkeligt gerne vil, men man kan godt glemme, at det er en mulighed at pendle. Hvis du i forvejen bor et sted, du elsker, og er i en overskuelig afstand til din nye uddannelse, så vil jeg råde dig til at vente med at tage beslutningen om, hvorvidt du skal flytte tættere på dit studie (jeg er selv endt med at flytte længere væk fra mit studie, end jeg startede ud med). Dette råd kan I muligvis ikke bruge til noget nu, men det er også mere for at pointere, at der er andre muligheder, end at bo lige op og ned af din nye skole. Du kan spare mange penge ved at flytte til en nærliggende by og pendle derfra.

4. Studiet behøver ikke at være hele dit liv. Du må gerne beholde dit gamle liv imens du studerer! Har du en fritidsinteresse, du elsker at dyrke, så hold fast i den så vidt muligt, og hold fast i de mennesker, der gør dig glad. Dit nye studie behøver ikke at blive hele din identitet, faktisk vil jeg mene, at det er en fordel, hvis du ikke ændrer alt i dit liv, blot fordi du skal til at studere. Det er jo sådan set bare en ny skole, du skal starte på, det behøver ikke at være “starten på de bedste 5 år i dit liv!” eller hvad folk ellers går rundt og siger. Med andre ord; slap helt af og sæt ikke dit nye studie op på en piedestal!

5. Vent med at få et studiejob, hvis det er muligt for dig. Opstarten er stressende nok i sig selv, og jeg ved, at mange stresser over at skulle have et job – måske fordi de føler, at de bør få et studiejob, men egentlig ikke helt kan overskue det. Der er selvfølgelig mange, der ikke kan klare sig uden den ekstra indtægt, og derfor kan det jo være en nødvendighed med et arbejde i fritiden. Men hvis du sådan set godt kan klare dig uden et job, i hvert fald i en periode, så kan det være en kæmpe lettelse ikke at have et arbejde, og særligt i det første års tid af studiet. Det er alligevel svært at få et studierelevant arbejde, lige når man er startet på sit studie, og så er det bare fedt at kunne bruge sin energi på sit studie fremfor sit job. Dette er selvfølgelig forskelligt fra person til person – nogen folk elsker at have travlt og keder sig uden et job – og andre er ligesom mig, og har behov for også at kunne slappe af og tage tingene mere i eget tempo. Der er nok at lave på et fuldtidsstudie, og derfor skal man virkelig ikke føle sig forkert, hvis man ikke har overskud til at arbejde ved siden af.

6. Du behøver ikke at deltage i rusugen, hvis du ikke har lyst! Heller ikke selvom alle mulige folk vil forsøge at presse dig til det og komme med argumenter som “denne uge er fundamentet for din sociale fremtid på studiet” og “det er en fed mulighed for at lære sine medstuderende at kende, hvis du ikke deltager kommer du udenfor fællesskabet fra start”. Intet af det er rigtigt, og det er begrænset, hvor meget man skal lytte til mennesker, der slet ikke kender en, men alligevel giver en “gode råd”. Ja, jeg er ikke fan af rusuge-konceptet, da man virkelig kan føle sig totalt forkert fra dag 1, hvis man ikke kan holde til at være i gang fra kl. 8 om morgenen til 2 om natten for at socialisere med tonsvis af folk, man aldrig før har mødt. Rusugen kan være hård for de introverte typer, og særligt hvis man er ung og har svært ved at sige fra og stå ved sine grænser. Man kan nemt blive presset ud i noget, man ikke har lyst til, hvilket jeg synes er ærgerligt. Rusugerne forløber forskelligt fra studie til studie, men jeg oplevede i hvert fald et meget uoverskueligt og omfattende program. Dog vil jeg ikke råde jer til at droppe rusugen helt, for den består af mange forskellige aktiviteter, heriblandt også faglige aktiviteter, der er gode at deltage i. Desuden ER det en god mulighed for at møde sine medstuderende og lære deres navne igennem de obligatoriske navnelege (…), men man skal bare ikke presse sig selv ud i en total overstimulation. Det er ikke rigtigt, at man bliver kørt ud på et sidespor, hvis man ikke deltager i hele rusugen – man har jo reelt 3-5 år til at lære sine medstuderende rigtigt at kende, og dette kan ikke gøres på 5 dage plus en hyttetur. Så derfor, deltag i det, du har lyst til, og forsøg at hvile så meget i dig selv, at du er i stand til at sige “tak for i dag, nu vil jeg gå hjem og slappe af”, når klokken er 17 og udklædningsfesten skal til at starte. Det er ok ikke at deltage i alting! Ingen opdager det, da alle er så fokuserede på selv at passe ind og finde nogle nye gode venner, at de slet ikke vil tænke over, hvorfor du ikke var med til fest tirsdag aften. Og du kan være SIKKER på, at der er mange introverte i flokken af nye medstuderende, og at du langt fra er den eneste, der bare gerne vil hjem og sidde i stilhed lidt. Det er mega hårdt at starte et nyt studie, og du skal ikke forvente af dig selv, at du skal blive en anden person, bare fordi der er rusuge. Du er ok som du er! Og du kommer meget længere med at stå ved dig selv.

7. Snak med dine medstuderende om det, du synes, der er svært! Jeg ville ØNSKE, at jeg i højere grad havde gjort dette, men det var som om, at der ikke rigtigt var nogen, der turde, før vi var kommet længere i studiet. Dette er selvfølgelig meget forskelligt fra studie til studie, men jeg oplevede i hvert fald, at vi alle prøvede at bevare en facade i starten og ikke rigtigt talte om, hvor svært det hele kunne være. Jeg ville ønske, at jeg bare havde turdet at være mere sårbar og stå ved det, jeg følte, men det var ikke tilfældet. Og det er en utrolig svær disciplin at indrømme, at man synes noget er hårdt – om det så er en tekst, man ikke forstår, et fag man synes er uendeligt hårdt eller studielivet i det helet taget. Men jeg ved, at det hele bliver så meget nemmere, når man deler det med nogen. Så udnyt at du har medstuderende, der går i gennem det samme som dig, og som derfor sandsynligvis vil have nogle af de samme tanker selv – på trods af, at de ikke fortæller det! Der er jo nogen, der skal starte med at åbne op, ellers kan alle gå og holde deres problemer inde (også, når man går på psykologistudiet). Det er så dumt, at alle går rundt og føler sig forkerte, fordi de tror, at alle andre har styr på det – hvilken ingen har, selvom det kan se sådan ud.
Tal med hinanden! Skammen vil fylde meget mindre, hvis du taler højt om det, der er svært, og hvis du møder forståelse fra andre – hvilket jeg er meget sikker på, at du vil!

8. I forlængelse af ovenstående: lad være med at sammenligne dig selv med dine medstuderende! Det er en FORFÆRDELIG idé, og det vil intet godt gøre for dig, andet end at give dig mindreværdskomplekser, og skabe en unødig distance mellem dig og dine medstuderende.

9. Det er ok, hvis du ikke forstår, hvad videnskabsteori er. Og det er også ok, hvis du heller ikke forstår det efter at have gennemført din bacheloruddannelse. Jeg har ikke orket at sætte mig ind i det, og det har heller ikke været nødvendigt. Dette kan selvfølgelig afhænge af, hvilket studie du går på, så det er måske ikke godt at følge dette råd. Men jeg ville ønske, at jeg selv havde vidst det for tre år siden – og at jeg ikke havde forsøgt at lade som om, at jeg godt forstod det, når vi skulle lave gruppearbejde. Generelt er det en dårlig idé at lade som om, at man forstår noget, da det er en pinagtig situation at sidde i. Indrøm hellere, at du intet forstår – det får du mere ud af i længden.

10. Accepter, at du kommer til at begå dine egne fejl, og at det er helt ok, da du vil lære af dem! (forhåbentlig..) Så kan du engang udfærdige din egen liste med råd til kommende studerende og give dine erfaringer videre – og de kan læse den, og alligevel gøre alt det, du fraråder dem at gøre. For når det kommer til stykket er vi nødt til at gøre os vores egne erfaringer – man kan ikke bare læse en eller anden guide på en tilfældig persons blog og så få en perfekt studiestart (øv).

Jeg håber alligevel, at I har fået noget ud af at læse dette indlæg, og at det ikke har afskrækket jer helt fra at skulle studere. Jeg tror bare på, at det er en fordel at have realistiske forventninger til sin studiestart, og det er svært at få, hvis man kun hører og læser om, hvor fedt det er, når man starter på “drømmestudiet” (hvilket i øvrigt er et udtryk, der virkeligt irriterer mig grænseløst, det sætter urealistiske forventninger op, og man kan kun blive skuffet, hvis man tror, at et bestemt studie kan kaldes drømmestudiet (hej, jeg er pessimist)). “Svesken på disken”, som min farmor siger, eller også er det min mor, der siger det. Men det er sådan set også lige meget for jer, konklusionen er bare, at vi ligeså godt kan være ærlige overfor hinanden og lade være med at lade som om, at alting er perfekt og problemfrit.

Jeg kunne skrive meget mere, men det må stoppe nu.

Hyg jer, og glædelig studiestart om en måned =)

//A