Det fordømmende og intolerante menneske (mig)

Hej verden.

Mit seneste indlæg handlede om, at jeg mener, at det bedste man kan gøre, er at starte med at få styr på sit eget liv og sine egne handlinger, før man bruger al sin energi på at fokusere på verdens problemer, og føler sig utilstrækkelig, fordi man alligevel ikke formår at løse disse problemer. I mit tilfælde handler det om en irritation over, at folk smider skrald på gaden, og en erkendelse af, at jeg ikke får dem til at stoppe med det, uanset hvor meget jeg hidser mig op.

Alt det er vældig klogt og noget, som jeg tror på – da jeg ikke mener, at man skal påtage sig alle verdens problemer, da dette netop blot fører til, at man sidder tilbage og er sur og bitter, fordi man jo ikke selv kan gøre nok til at løse dem. Derfor må man fokusere på sine egne handlinger, og finde ud af, om de passer sammen med ens holdninger. Og så må man tage den derfra.

Problemet er, at jeg indser mere og mere, hvor forfærdeligt dårlig jeg selv er til at leve efter dette. Nogle dage går det fint, men i bund og grund er jeg faktisk en virkeligt fordømmende person. Og når jeg er fordømmende overfor andre, bruger jeg min energi på at tænke dårligt om andre (fordi de fx smider skrald), hvilket gør, at jeg har mindre energi, som jeg rent faktisk kan bruge til noget produktivt. Desuden føles det træls at være fordømmende – det er forbundet med en masse ubehag og angst, samt en masse skuffelser. Jeg kan stille rigtigt høje krav til andre mennesker, og det betyder samtidig, at jeg også stiller høje krav til mig selv. Hvis jeg dømmer andre, der sidder indenfor hele dagen i sofaen selvom solen skinner udenfor, så betyder det samtidig, at jeg dømmer mig selv, hvis jeg selv gør det samme en dag. Hvis jeg dømmer andre, når de har en opvask der hober sig op, men som de ikke tager, så dømmer jeg også mig selv, hvis jeg ikke har fået vasket op i en dag eller to.

Kort sagt, så gør det livet unødvendigt anstrengende, når man fordømmer andre. At dømme andre er jo en nødvendighed for, at vi kan overleve og vurdere om folk vi møder er farlige eller venlige – men at fordømme andre er aldrig godt. Alligevel er det enormt menneskeligt – bare se alle de religioner, hvor man bliver straffet på den ene eller anden måde, hvis man har gjort noget, der er i strid med reglerne. Man kan blive udstødt og brændt på bålet osv. (selvom det forhåbentlig hører til sjældenhederne i dag). Og generelt bruger vi mennesker masser af tid og energi på at dømme hinanden. Vi fordømmer dem, der ikke lige passer ind i klassen/på arbejdet, dem der er stille, dem der larmer, dem der er sjove, dem der snakker for meget.

Jeg har erkendt på det seneste, at jeg ikke er et særligt tolerant menneske. For et par år siden brugte jeg meget energi på at fremstå tolerant. Jeg ønskede at være inkluderende overfor alt og alt og FOR ALT I VERDEN ikke dømme nogen baseret på køn/seksuel orientering/hudfarve/uddannelsesniveau og så videre. Jeg prøvede virkelig at være tolerant, men i mit forsøg på at være det, endte det primært med, at jeg bare blev endnu mere fordømmende overfor andre mennesker. Jeg dømte andre på grund af de mindste tegn på, at de selv var fordomsfulde og ikke-tolerante. Men det gjorde jeg jo ikke fordi, at jeg selv var blevet et mega tolerant menneske – det var faktisk det helt modsatte. Jeg prøvede at fremstå som noget, jeg ikke var, og derfor brugte jeg min energi på at dømme andre mennesker, der udviste de sider, som jeg ikke kunne lide ved mig selv. Sådan er det meget ofte, når der er noget ved andre, som virkeligt irriterer og frustrerer en – det er fordi, at der er et eller andet ved en selv, som man ønsker at forandre og ikke bryder sig om – men som man ikke har lyst at erkende eksistensen af.

Man kan blive forfærdeligt selvretfærdig, når man forsøger at bilde sig selv og andre ind, at man er noget, man i virkeligheden ikke er. Hvis man ikke erkender, at man i bund og grund har en masse fordomme om andre mennesker og har en tendens til at (for)dømme dem pga. alt muligt, så tror jeg nemt, at man kommer til at sidde fast. Man bliver sur og bitter og man er sikkert et forfærdeligt selskab for folk man omgås, hvis de konstant skal høre på ens selvretfærdige pis.

 

Som sagt har jeg erkendt, at jeg ikke er et tolerant menneske. Men det betyder ikke, at jeg har formået at stoppe med at være unødvendigt fordømmende overfor andre. Det er en meget lang proces, og den vil nok tage et godt stykke tid – og jeg vil nok aldrig kunne stoppe med at være fordømmende, for som sagt er det noget helt menneskeligt, og jeg tror ikke, at man kan undgå det helt. Det bør heller ikke være nødvendigt, for det som det i virkeligheden handler om, må være at erkende, at det er sådan jeg pt. er, og at jeg skal gøre hvad jeg kan for at opdage det, når jeg dømmer andre. For så kan jeg finde ud af, hvorfor jeg gør det, og hvad grunden i virkeligheden er.

Et eksempel, som jeg før har nævnt på denne blog, men aldrig fik uddybet helt, er min tendens til at dømme folk, der drikker alkohol. Dette er noget, jeg igennem det seneste år har arbejdet så meget med, at det i dag fylder MARKANT mindre for mig, end det tidligere har gjort. Og det er mega fedt, for uha hvor jeg har brugt meget energi på at dømme folk og have trælse følelser omkring det, når folk i min omgangskreds har drukket alkohol. Det har virkelig været slemt, men jeg har fundet ud af, hvad årsagen er til, at jeg har så svært ved at tolerere det. Og det handler primært om mine egne usikkerheder og min frygt for at stå alene tilbage og ikke kunne være en del af gruppen. Derfor er jeg blevet bange for alkoholen, fordi den er et samlingspunkt for mange andre, som jeg har følt mig udelukket af. Dette var jeg dog ikke klar over i mange år, og derfor var alkohol for mig forbundet med alt muligt træls og skidt. Jeg kunne finde en masse evidens for, at alkohol rent sundhedsmæssigt heller ikke er godt, og jeg var meget opmærksom på historier om, hvordan folk er kommet galt afsted efter at have indtaget alkohol. Jeg prøvede at bekræfte mig selv i, at alkohol virkelig er en trussel, og at det er farligt, når folk jeg holder af, indtager alkohol. Og det var ikke en rar måde at eksistere på, hverken for mig eller min omgangskreds. For det gjorde blot, at jeg blev fordømmende og var uforstående, når nogen fx fortalte mig, at de havde tømmermænd eller havde været ude at drikke i weekenden osv. Jeg fordømte dem for at gøre noget, som jeg selv havde så meget modstand i mod, og jeg havde meget svært ved at rumme, at det var sådan. For det gjorde mig virkeligt bange og utryg. Men i stedet for at arbejde med kernen af problemet, som jeg dengang ikke vidste hvad var, blev det bare en selvforstærkende effekt af angst og negative tanker om folks alkoholforbrug. Jeg var fuldstændig uforstående for, hvorfor mennesker drikker alkohol, og jeg tænkte, at det ideelle ville være, hvis alle bare stoppede med at indtage alkohol.

Mine fordømmelser for folks forbrug af alkohol gjorde INTET godt – det eneste, det gjorde, var at skabe en distance mellem mig og andre mennesker. For det er virkeligt svært at kunne slappe af og nyde andres selskab, hvis man fordømmer dem så meget for deres handlinger, som jeg gjorde. Og HELDIGVIS er det blevet meget meget bedre, og det er nået til et punkt, hvor jeg ofte slet ikke tænker på det. Jeg er stadig ikke tryg ved den effekt, som alkohol kan have på folk, men jeg er er mere realistisk omkring det, og jeg bruger meget mindre energi på at tænke på alkohol i det hele taget. Jeg er også blevet mere forstående omkring, hvorfor folk drikker alkohol, og jeg lært, at man sagtens kan have et forbrug af alkohol uden at det er et skadeligt forbrug eller et decideret misbrug – før tænkte jeg det meget sort/hvidt, og mente at bare et lille forbrug af alkohol var skadeligt. Jeg ved godt nu, at det ikke hænger sådan sammen. Derfor er jeg også blevet meget mindre fordømmende, og det er først og fremmest rart for mig men også for andre mennesker. Det gør mig til en bedre person, og det gør mit liv bedre, at jeg har kunnet slippe mine fordømmelser.

Jeg kan dog stadig komme til at fordømme folk for deres alkoholforbrug. Det er primært, hvis det handler om et meget stort forbrug (og allerede der dømmer jeg, for hvem bestemmer, hvad et stort forbrug er?). Og mest af alt, hvis folk ikke lader til at kunne styre sig, når de først er kommet i gang, og ender med at drikke så meget, at de bliver fulde på den måde, hvor det ikke længere er sjovt og hvor de kan være til fare for sig selv.

Jeg er også ekstremt fordømmende overfor folk, der kører spirituskørsel! Og folk, der tager hårde stoffer eller ryger hash (ikke som i, at jeg tænker at de er forfærdelige mennesker, men som i at jeg tænker, at de har nogle problemer af en eller anden art, som er grunden til deres forbrug af rusmidlerne). Hvilket jo heller ikke er godt, da jeg jo ikke aner, hvad deres grunde er til, at de gør, som de gør.

Jeg har lige været i Amsterdam i weekenden, og der fik jeg for alvor testet, hvor tolerant jeg er overfor hashrygning, for er I VANVITTIGE hvor var der mange, der røg hash, og det var så tilgængeligt, at jeg næsten ikke kunne tro det. Jeg synes dog egentlig, at det gik overraskende fint med at tolerere, at det var sådan, det var. Måske fordi jeg havde været på Christiania i starten af min sommerferie, hvor jeg blev konfronteret med de samme ting, og nåede til en erkendelse af, at det jo sådan set var fredeligt nok, og at der ikke var nogen, der ønskede at skade mig. Sådan tænkte jeg også i Amsterdam, men jeg kunne alligevel ikke lade helt være med at blive fordømmende overfor selve kulturen. Det havde dog også noget at gøre med den åbenlyse prostitution, som ikke var rar at opleve. Og det handler vel i bund og grund om, at jeg oplevede, at folk gav slip på deres hæmninger og bare lod deres lyster tage over – lysterne til købesex og hash i diverse former. En manglende selvkontrol, som jeg har det med at være ekstremt fordømmende overfor.

Og mon ikke det er fordi, at jeg inderst inde føler, at jeg selv har for lidt selvkontrol og er dårlig til at styre mine impulser? Derfor lægger jeg mærke til det hos andre, og afskyr det hos andre, fremfor at starte med mig selv og arbejde på at opbygge min egen evne til selvkontrol (som fx når der er chips på tilbud i netto og jeg nærmest automatisk køber dem uden at stoppe mig selv).

Jeg er et fordømmende menneske. Og det vil jeg gerne ændre på.
Det starter med erkendelsen af, at jeg har tendens til at dømme andre for nogle bestemte handlinger, og at det er ok. Jeg skal finde ud af, hvorfor jeg dømmer andre, og jeg skal forstå den reelle årsag, før det kan forandres. Det er op til mig at arbejde med det, og det er ikke andre mennesker, der er ansvarlige, bare fordi min hjerne fortæller mig, at de gør noget forkert. Det er ikke hele verdens opgave at indrette sig på en måde, så det bliver behageligt for mig at eksistere – det er min opgave at forsøge at være forstående overfor, at andre mennesker gør som de nu gør, og at jeg ikke behøver at dømme dem for hvad de nu end gør. Jeg må hjertens gerne være uenig og tage afstand fra ting, som fx racistiske politikere eller mordere eller forældre, der har en idé om, at det er dårligt at få sit barn vaccineret mod diverse børnesygdomme. MEN jeg behøver ikke gå mere ind i det end det – jeg behøver ikke at piske en stemning op og lade mig rive med, hvis det ikke gør noget godt for mig. Ja, jeg nyder at hidse mig op over forskellige ting, og jeg har meget stærke holdninger til alt muligt, men måske behøver jeg ikke at hidse mig op over alting og fordømme andre mennesker for alt muligt, der i virkeligheden ikke siger noget om, hvem de er som personer.

Held og lykke til mig med det – og en virtuel medalje til dig, der har formået at læse hele dette indlæg, for sikke da en omgang. Jeg håber, at du fik noget ud af at læse det, og jeg håber, at det kan bidrage til, at du selv ser indad (selvom du også er velkommen til at fordømme mig for at være et fordømmende menneske, det styrer du helt selv).

Hyg jer.

//A

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.