Illusionen om den lykkelige opgaveskrivning

Hej verden.

Det er tirsdag formiddag, og jeg sidder lige nu på Aalborg Bibliotek – som i øvrigt er et fremragende biblioteket, det er vidunderligt at leve i et land med offentligt tilgængelige biblioteker (dette indlæg er desværre ikke sponsoreret, så det er rent faktisk min ærlige mening). For to uger siden startede jeg en ny vane med at sætte mig herhen på biblioteket alle hverdage i 4-5 timer, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med – for det gør virkeligt noget for min produktivitet at komme ud af lejligheden og være omgivet af andre mennesker, der også sidder og arbejder. For det første fordi jeg ikke kan overspringshandle ligeså meget (dog kan man argumentere for, at dette indlæg er en overspringshandling) og for det andet er det SÅ rart at kunne gå hjem om eftermiddagen og holde FRI når jeg kommer tilbage til lejligheden. Det giver en anden tilfredsstillelse end bare at sidde hjemme for mig selv hele dagen. Så hermed en anbefaling herfra, hvis det heller ikke fungerer for dig at sidde hjemme og arbejde hver dag.Det lyder jo alt sammen meget godt. Jeg er produktiv, og jeg bruger tid på min bacheloropgave. Og det går godt meget af tiden. MEN! Der er også meget af tiden, hvor det er helt det modsatte. Hvor jeg har lyst til at skrige og råbe højt, fordi jeg er SÅ frustreret over denne opgave! Det ene øjeblik kan jeg sidde og græde over opgaven, fordi jeg ikke aner, hvor den skal føre hen, og det næste øjeblik kan jeg føle, at jeg er på rette spor igen. Det er faktisk meget meget sværere end jeg havde forventet, at skrive denne opgave – det kræver sindssygt meget psykisk overskud, og det var jeg nok ikke helt forberedt på.

Og JA! Jeg har selv valgt emnet, men det gør det nærmest endnu mere frustrerende, for det betyder, at det er MIG, der skal have overblikket over hvad jeg vil med opgaven, og MIG der skal bestemme, hvad jeg skal skrive hvornår og så videre. Det er også MIG der bestemmer, hvor meget arbejde, jeg vil lægge i det, og hvad mine ambitioner er for opgaven. Og det er jeg slet ikke vant til – jeg har faktisk glemt, hvordan man gør i løbet af min tid på uni.

Det er en narcissistisk rutsjebanetur, det her med at skrive bachelor. Det giver mig mange flere humørsvingninger, end jeg bryder mig om, og så gør det mig bare sindssygt udmattet. Der skal ikke så meget til at bringe mig ud af balance, og jeg har ikke rigtigt overskud til at gøre nogle vilde nye ting, når jeg endelig har fri. Jeg vil gerne være sammen med mennesker, og jeg har nydt alle de sociale ting jeg har lavet i den seneste periode. Jeg vil bare helst være sammen med folk, jeg allerede kender godt, og jeg vil helst have, at der ikke sker noget, der er alt for vildt og energikrævende – for jeg bliver hurtigt træt. Når jeg holder fri, skal jeg lave noget jeg kan slappe af med, og hvor jeg kan grine og have det sjovt, uden at det dræner mig. For hvis jeg er drænet for energi kan jeg ikke koncentrere mig om at skrive – og så mister jeg overskuddet, og så bliver det bare en ond cirkel, hvor jeg ikke rigtigt kommer nogle vegne.Jeg bruger rigtig meget tid sammen med S, hvilket er vidunderligt, da han både er sød og sjov og flot og interessant at tale med. Han er god til at få mig ud af min narcissistiske bachelorboble, og det sætter jeg meget stor pris på. Jeg holder af den hverdag, vi har sammen, og hurra for S. Men jeg kan godt blive ramt af dårlig samvittighed, fordi min opgave fylder så meget for mig, at jeg ikke har det store overskud til at støtte om det, der fylder meget i hans liv. S og hans band spiller koncert tre gange i maj måned, og det bliver mega fedt for dem, og jeg ville faktisk rigtigt gerne se alle tre koncerter. Men jeg kan slet ikke overskue det! Selvom jeg rigtigt gerne vil høre dem, så ved jeg samtidig, at det vil tage en stor del af min tid og energi – og det kan gøre mig helt angst at vide, at det vil betyde at jeg kommer meget sent i seng, og at jeg skal bruge en masse tid på transport til/fra Aarhus, hvor de har koncert. Og så kan jeg heller ikke overskue selve situationen, med masser af mennesker og masser af larm – det plejer jeg dog at kunne abstrahere fra, fordi det er vigtigt for mig at høre koncerten, men lige for tiden gør tanken om det mig sindssygt angst!

Og det føles så egoistisk at tænke på den måde – nok fordi jeg slet ikke er vant til at have det på den her måde pga. en opgave. Jeg prioriterer sjældent uni højere end mine yndlingsmennesker, og derfor har jeg virkeligt svært ved at stå ved den prioritering. Men jeg skal også lige lade være med at overdramatisere det – for det at jeg ikke er med til en koncert eller to, betyder jo ikke, at jeg ikke prioriterer S. Det gør jeg jo virkelig – han er den jeg bruger allermest tid med og snakker allermest med. Han er mit yndlingsmenneske, og han ved udmærket godt, at jeg støtter ham og alt det, og han forventer slet ikke af mig, at jeg skal med til alle koncerterne. Det er faktisk bare mig selv, der giver mig dårlig samvittighed – og sådan gider jeg ikke have det mere!Så jeg må nok erkende, at det måske kun bliver én koncert, jeg kommer til at høre, og så må jeg acceptere det, og ikke have dårlig samvittighed – jeg kan ikke gøre alting, og der er nok også en masse andre ting, jeg må sige nej til – og det er ok. Det er jo heldigvis kun i en periode. Jeg afleverer opgaven d. 1. juni, og derefter kan jeg gøre hvad jeg vil i tre måneder! Det skal jeg lige huske mig selv på, her i denne proces.Jeg håber ikke, at dette indlæg bare bliver opfattet som brok fra en privilligeret ilandsborger, der ikke rigtigt har nogle problemer. Men hvis det gør, så er det også fint nok. Jeg havde bare brug for at få det ud i verden, at jeg synes det kan være svært at være igang med sådan et stort og langvarigt og narcissistisk projekt – for det er fandme svært at huske på, at det er så uendeligt ligegyldigt, hvordan denne opgave bliver, når alt kommer til stykket. Den kommer ikke til at ændre verden, og derfor er det jo egentlig fjollet, at den påvirker mig så meget psykisk. Men sådan går det ofte, når jeg er ambitiøs omkring noget – hvis jeg skal gøre mit bedste, så kan jeg ikke rigtigt bare tage det afslappet. Men er der overhovedet nogen, der kan det, når det kommer til stykket?

Glædelig sommer, og god skrive- og læselyst til jer andre, der også skriver opgave eller skal i gang med eksamensperioden snart 🙂

//A

 

2 tanker om “Illusionen om den lykkelige opgaveskrivning

  1. Hurra for S! XD
    Det ville undre mig meget, hvis du ikke stressede over en så stor opgave, som er din første rigtige mulighed for at få dine tanker ned på papir og undersøge noget som interessere dig og som i længen jo vil give dig en idé om hvad fungere og ikke fungere når du undersøger til en opgave 🙂
    Det kan godt være at karakteren ikke kommer til at gøre noget i verden, men det er stadig en vigtig del af din læring og din vej imod at få den uddannelse som du har drømt om, også selv hvis den tager en ny drejning i den sidste ende. 🙂

    Jeg kan stadig bedre lide dine indlæg som denne XD de er hyggelig at læse.

  2. Herligt indlæg min ven ❤ Dejligt at læse om dine refleksioner.
    Du er altså bare en sej banan, der kan og gør alt det du sætter dig for.😊
    Det bliver da en dejlig bachelorfest. Glæder mig 😊
    Mange hilsner
    Gitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.