jeg er en kaffemaskine | et digt

Hej verden.
Her er et spontant digt, som jeg blev inspireret til at skrive, da jeg for lidt siden sad og lavede en helt særlig lyd. “Jeg er en kaffemaskine”, sagde jeg til S, og da jeg sagde de ord, begyndte idéerne at vælte frem. Så her får I æren af at læse, hvad det er blevet til.
Bare til info vil jeg lige informere om, at jeg lever i bedste velgående, og at jeg godt ved, at jeg IKKE er en kaffemaskine. Der findes nok en personlighedsforstyrrelse, hvor man tror, at man er en kaffemaskine. Men den har jeg altså IKKE. Og desuden ved jeg jo ikke rigtigt, hvordan det føles at være en kaffemaskine. Men her er mit bud på, hvordan det er.
//A
jeg er en kaffemaskine
der har brug for en afkalkning
jeg kan bare håbe
at du snart får en åbenbaring
jeg larmer for meget
og du sender mig utålmodige blikke
jeg er ikke hurtig nok til dig
du vil bare din morgenkaffe drikke
du inviterer gæster hele tiden
og sender mig på overarbejde om natten
hvad er det her for nogle vilkår
jeg håber vi ses i retten
jeg bliver sjældent rengjort
mit job er utaknemmeligt
jeg er fyldt med lort
og du tror jeg lever for evigt
jeg er en kaffemaskine
og dit køkken bliver min død
jeg har kendt dig meget længe
men du var aldrig særligt sød
du elsker mig ikke
selvom jeg har meget at byde på
du ønsker dig en nyere model
for jeg er falmet udenpå
i morgen går jeg i graven
jeg vil brygge min sidste kop
du vil stille mig i skuret i haven
ikke forstå hvorfor jeg gav op
der er meget i verden
jeg aldrig nåede at se
det er sådan det er
at leve som kaffemaskine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.