Månedsarkiv: oktober 2018

At finde tilbage

Hej verden.

Som jeg sidder her, på mit mikroskopiske værelse i sommerhuset, hvor der er så lavt til loftet, at jeg kun med nød og næppe kan stå oprejst, mærker jeg roen og lettelsen indfinde sig. Det her, er et sted jeg kender, og det her, er en situation, jeg kender. Jeg husker de mange aftener/nætter, hvor jeg har siddet her og skrevet blogindlæg, fordi jeg har følt mig alt for inspireret til at kunne sove. Jeg husker de mange dage, hvor jeg har været alene herude, og jeg husker følelsen af frihed. Jeg husker, hvordan ordene bare kom til mig, og skrivningen var let som en leg. Der er et eller andet ved det her sted, der gør mig rolig. Jeg trækker vejret på en anden måde herude, og jeg bliver overrasket over det, hver gang jeg kommer tilbage til sommerhuset.

Efter jeg flyttede hjemmefra, og særligt efter at jeg er flyttet til Aalborg, er det blevet sjældnere og sjældnere, at jeg er herude. Dels fordi afstanden nu er længere, dels fordi jeg har/har haft meget andet at se til. Men mest af alt handler det om noget andet, som jeg først nu er begyndt at indrømme overfor mig selv.

Jeg har faktisk haft det lidt svært med at være herude i sommerhuset, når jeg så endelig er taget herud. Hurtigt er jeg begyndt at føle mig rastløs og lidt sur og ked af det. Selvom her er så uendeligt smukt. Al freden og roen har nærmest gjort mig irriteret, og jeg har somme tider følt mig mere fanget end fri.

Det har været ret underligt at opleve, og at jeg har haft de følelser har helt sikkert gjort, at jeg har holdt mig mere væk fra sommerhuset, end jeg egentlig behøvede. Jeg havde fx tre måneders sommerferie, hvor jeg sammenlagt ikke var herude mere end 4-5 dage i alt. Selvom jeg sagtens kunne have fundet tiden til det. Hvorfor?

Fordi det bare ikke er helt det samme mere. Fordi mit liv har ændret sig. Fordi jeg holder rigtig meget af lejligheden, og derfor har haft lyst til at tilbringe rigtigt meget af min tid der – også fordi jeg har skullet vænne mig til at bo der, og derfor også har haft et behov for at være rigtigt meget i lejligheden og i Aalborg i det hele taget, for at få min hjerne til at forstå, at det er der, mit hjem er nu. Jeg kan blive rigtig forvirret, når jeg fx har været herude i blot en dag eller to, og så kommer hjem til lejligheden igen. Det er som om, at kontrasten er lidt for stor – fra fredeligt naturliv til et liv i byen, hvor Netto ligger 100 meter væk og altid har åbent. Min hjerne har haft svært ved at rumme at skulle omstille sig mellem at være det ene og det andet sted. For jeg elsker begge steder, selvom kontrasten er så stor. På nogle måder er lejligheden blevet et sted, der føles som mit helt eget sommerhus. Jeg elsker at være der, og jeg føler mig tryg der – ligesom jeg gør herude. Jeg kan finde ro i at sidde og lytte til bilerne, der kører forbi på gaden og de snakkende mennesker, der går en tur i baggården. Der er noget frihed forbundet med, at alt er indenfor rækkevidde og at vi er lige midt i byen. Ligesom der er en frihed forbundet med det her sted, hvor alt er udenfor rækkevidde, bortset fra naturen, som jeg er omgivet af.

Jeg elsker begge steder. Begge steder føles som hjem – på nogle af de samme måder, men også på vidt forskellige måder. Begge steder kan noget forskelligt – og hvor er jeg heldig, at kunne have begge dele i mit liv. Jeg skal bare lige lære at acceptere, at det er helt ok, at to steder, der er så forskellige fra hinanden, begge er steder, hvor jeg kan være glad og tryg. Jeg tror på en måde, at jeg har fået bildt mig selv ind, at jeg skulle vælge – natur vs. storby. Men hvorfor skulle jeg det? Hvorfor skulle jeg ikke kunne være en person, der elsker begge dele – og som formår at balancere det?

Jeg skal bare lige lære, hvordan man gør. For det er noget andet nu. Mit liv har ændret sig, og jeg er ikke (helt) den samme, som jeg var for halvandet år siden, hvor jeg sad her og skrev om at værdsætte singlelivet og alt muligt halløj. Der er virkeligt sket meget for mig i den periode, vi har haft sommerhuset. Og derfor er det klart, at det ikke er helt det samme nu. Og det er ok.

Jeg kan mærke, at jeg ikke har den samme lyst til at være herude alene i mange dage af gangen, som jeg havde i starten af sidste år. I praksis har jeg i hvert fald ikke lige så meget lyst til det mere – for det er bare ikke det samme. Dengang, hvor jeg elskede at være alene herude, var en tid, hvor jeg virkelig havde brug for at gøre ting med mig selv, hvor ingen andre var involveret. Det var sindssygt sundt for mig, og jeg er så glad for de mange vinterdage, jeg har tilbragt med mig selv i dette kolde sommerhus. Men den tid er forbi, og jeg er et andet sted i mit liv nu. Jeg har været sammen med S i snart halvandet år, og vi bor sammen, og jeg synes det er det bedste i verden at bo sammen med ham. Der er så meget mening og glæde og tryghed i det, vi har sammen. Jeg nyder virkelig den tid, jeg har med ham, og jeg kan stadig blive helt fjollet, når vi ser hinanden i øjnene. Jo flere dage der går, jo mere indser jeg, hvor glad jeg er for ham (beklager hvis I har lyst til at kaste op nu, men jeg har rent faktisk en pointe med de sukkersøde ord) –

Det er jo KLART, at jeg ikke har lyst til at tage alene i sommerhus i to uger, når jeg har en sød S, der er hjemme i lejligheden, som er et sted jeg også elsker meget højt. Hvorfor skulle jeg have lyst til at tage afsted, når vi har det så godt og rart?
Ja, jeg har stadig brug for at gøre ting alene og at føle mig glad og fri i mit eget selskab – men det gør jeg også rigtigt meget af tiden. Jeg går ture rundt omkring i Ålleren og finder fine områder, der kan fungere som åndehuller i storbylivet. Som fx når jeg tager til Østre Anlæg for at se på ænder. Det kan jeg få mange timer til at gå med. Og selvom det ligger midt i byen, kan jeg få nogle af de samme følelser, som jeg får når jeg går rundt ved stranden herude ved sommerhuset. Og hvor er det rart at finde flere og flere steder, hvor jeg kan trække vejret lidt bedre.

Jeg elsker det her sted – men der er også nogle andre steder, som jeg er begyndt at elske rigtig højt. Og jeg tror, at der er plads til begge dele. Jeg skal simpelthen acceptere, at mit forhold til sommerhuset har ændret sig, men at det ikke behøver at betyde, at jeg kun skal tage herud meget sjældent. For selvom jeg elsker mit liv i Ålleren, så betyder det ikke, at jeg bare skal glemme alt om sommerhuset og tænke, at jeg ikke har brug for det her sted mere, fordi jeg er et andet sted i mit liv nu. Ja, nogle ting har ændret sig, og jeg lever ikke længere det egoistiske singleliv, men jeg elsker jo stadig det her sted. Det kan stadig bringe følelserne af ro, tryghed og glæde frem i mig, og jeg kan mærke, at jeg virkelig har savnet at være herude. Det minder mig om nogle ting, som jeg elsker at gøre, men som jeg har det med at glemme, at jeg elsker – som fx at sidde her og skrive indlæg, gå ture på stranden og lytte til fuglenes sang.

Det er ok. Ok at jeg har taget en pause fra sommerhuset. Ok at jeg er begyndt at holde meget af mit liv i byen – og mit liv sammen med S. Det er ok, at tingene har ændret sig, og at jeg ikke altid synes at det er ligeså fedt at være i sommerhuset, som jeg syntes engang.  Under alle omstændigheder er min kærlighed til det her sted helt enormt stor, og jeg har ikke længere lyst til at lade som om, at stedet her ikke længere er så vigtigt for mig. For det er det. Det har bare taget noget tid for mig at vænne mig til at bo det nye sted, og jeg tror faktisk først at det er nu, at jeg er ved at være klar til at være væk fra lejligheden i mere end et par dage ad gangen – for nu ved jeg, at det er mit hjem – jeg ved, at det er det sted, jeg vender tilbage til. Og den tanke gør mig så uendeligt tryg.

Jeg tror på, at jeg nok skal finde balancen. Balancen mellem et liv i byen og et liv med naturen som den tætteste nabo. Nogle gange vil jeg have mere brug for det ene end det andet, og andre gange vil en blanding af de to være det allerbedste. For der er et eller andet smukt i den kontrast, der er mellem de to måder at leve på. Og jeg vil så gerne kunne rumme begge dele.

Jeg håber, at det her indlæg giver mening for andre end mig selv – under alle omstændigheder var det en fornøjelse at skrive det. Det er altid en fornøjelse herude.

Foretrækker du/I et liv i byen eller et liv på landet?

Hyg jer.

//A

En snak om alkohol #3 | Sofie

Hej verden.

Her kommer det tredje indlæg i min serie om alkohol. Det er endnu et gæsteindlæg, som denne gang er skrevet af Sofie, der blogger på strikeaprose.dk. Hun fortæller åbent og ærligt om, hvad der ligger til grund for hendes valg om ikke at drikke, og der skal lyde et stort tak til Sofie herfra. Jeg håber, at I vil tage godt imod indlægget, og at I kan bruge det til noget. Det sætter i hvert fald nogle tanker i gang hos mig.
//A

For et par måneder siden skrev Amanda til mig, og spurgte, om jeg ville skrive et indlæg om mit forhold til alkohol. Jeg havde for en rum tid siden smidt en kort bemærkning på min blog om, at jeg ikke drak, og hun ville høre, om jeg ville uddybe mine årsager for denne beslutning. Det sagde jeg ja til med det samme, da jeg synes, at det er et utroligt vigtigt emne, som desværre fortsat er tabuiseret. Så tak, Amanda, for talerøret og platformen.

Vi har en ekstrem drukkultur i Danmark, hvor sociale sammenhænge som regel hænger sammen med alkohol i større eller mindre grad. Mange føler sig ramt, når man bringer dette emne på banen – måske fordi afholdenhed af mange bliver anset som “hellighed”. Man er hellig, hvis man vælger alkohol fra – og det er måske her, janteloven spiller en rolle. “Tror du, at du er bedre end os? Finere end os? Hop ned fra din piedestal og vær menneskelig, som os andre. Her, tag en snaps.” Tak, men nej tak. Men hyg I jer fortsat!

I dette indlæg vil jeg fortælle jer lidt om, hvorfor jeg har valgt alkohol fra; en beslutning, som bunder i mange forskellige ting.

For det første, lider jeg af to neurologiske sygdomme: epilepsi og migræne. Jeg får medicin for begge dele, og selvom jeg aldrig direkte har fået at vide af lægerne, at jeg ikke må drikke, har jeg helt instinktivt lyst til at holde mig fra alt, der påvirker min hjerne.

Derudover lider jeg af en sygdom, som gør, at mine knogler er meget skrøbelige. Dette gør det vigtigt, at jeg altid er i fuld kontrol over min egen krop. Jeg er nødt til at være forsigtig hele tiden, da en lille dum bevægelse kan have store konsekvenser. Af samme grund føler jeg mig beklemt blandt rigtigt fulde mennesker, da deres fysiske kontroltab kan føre til, at de eksempelvis støder ind i mig – og det er altså alt, hvad der skal til. Disse nødvendige forbehold spiller unægteligt en rolle, men er blot en lille del af det større puslespil.

Jeg kommer fra én af de mange danske familier, hvor alkohol har været et problem, og hvor alkoholmisbrug har været kilde til en generel utryghed, som jeg naturligvis har taget med mig. Selvom mine søskende er vokset op i det samme miljø, har de ikke en restriktiv tilgang til dét, at drikke, og det behøver de heller ikke at have. De er alle gode til at styre deres forbrug, og det er jo sådan set alfa og omega. Vi er meget forskellige, og mine vilkår har gjort, at jeg altid har måttet angribe livet på en anden måde. Derfor er det nok naturligt, at jeg, i modsætning til dem, er gået en helt anden vej.

Der er også dét faktum, at jeg lider af angst, og jeg ville derfor være bange for, at alkohol ville påvirke mig på så ‘positiv’ en måde, fx i sociale situationer, at jeg ville blive afhængig af den “krykke”. Jeg har set det før, og det er virkelig noget, jeg mener, at alle skal være opmærksomme på – forskellen på forbrug og misbrug. Hvordan bruger du alkohol? Hvilken effekt har det på dig, og hvad er det præcist, du søger? Foretrækker du at være påvirket fremfor at være ædru? Har du svært ved at begrænse dig, når først du er begyndt at drikke, med fare for, at effekten foretager? Kan du bedre lide dig selv som person, når du har fået noget indenbords?

Jeg har måttet melde fra til familiearrangementer, som jeg af erfaring vidste ville ende ud i et større drukorgie. Jeg har aldrig sagt direkte, at det var årsagen, for det er der ikke stor forståelse for, men det gode ved at blive voksen er, at man selv kan vælge. I teorien behøver jeg ikke at udsætte mig selv for noget, som jeg synes er ubehageligt. Det er ærgerligt, at det først er dér, man bliver respekteret som individ, men sådan er det i nogle familier. Især ét årligt arrangement var pinefuldt som barn, da de voksnes alkoholindtag endte med diverse konfrontationer, som de ikke turde tage ellers. Nogle sad og græd i et hjørne; andre skændtes med deres partnere. Stemningen var rigtig dårlig og utryg, og allerede som barn var det tydeligt for mig, at ingen af disse mennesker hvilede i sig selv eller deres relationer, og at alt dette reelt skyldtes, at alle havde det skidt med at være i samme rum. Dette blev dog aldrig italesat, og alt blev kategoriseret som “fuldemandssnak”. Ingen kunne huske noget dagen efter – bortset fra os børn, som havde haft ondt i maven det meste af aftenen.

Jeg har meget få positive rollemodeller, når det kommer til druk. Begge mine forældre har brugt alkohol til at dulme deres problemer, og jeg har været ansvarlig for at holde skuden kørende, når de voksne forsvandt ind i deres eget tågede univers. Jeg har måttet skifte gennemblødte underbukser, og har – på trods af min skrøbelige krop – måttet hjælpe dem i seng. Det er noget, jeg aldrig nogensinde vil udsætte mine fremtidige børn for. Derfor er alkohol for mig lig med noget grænseoverskridende og ubehageligt.

Det er svært at tale om dette emne uden at lyde moraliserende. Jeg ser ikke ned på folk, der drikker, og jeg føler mig ikke som et bedre menneske. Jeg ved, at der er langt fra dét, som jeg har oplevet, til dét, som andre oplever. Mine erfaringer er på ydersiden af skalaen. Faktisk har jeg i mange år syntes, at det var pinligt, at jeg som den eneste til et selskab ikke drak – også selvom jeg egentlig har ro i maven omkring min beslutning. Det er ikke sjovt, at skille sig ud. Jeg mangler det ikke, og jeg føler, at jeg kan leve et rigt socialt liv uden. Og hvis jeg ikke kan, er det noget, der skal arbejdes på – ikke noget, som skal drikkes væk. Når mine veninder og jeg mødes, drikker vi te, kaffe, spiser aftensmad, eller går i biografen. Vi taler i timevis, griner, og går altid fra hinanden med en følelse af, at vi er kommet tættere på hinanden. Selvfølgelig kan det også være tilfældet, hvis man går i byen og danser natten lang, men det er mere for at opstille et alternativ. Det kan altså også være hyggeligt og sjovt uden alkohol.