som dagene går | et digt

det er somme tider vanskeligt
at være en del af tosomheden
og det er nok uundgåeligt
på et tidspunkt at møde kedsomheden
//
jeg kan savne begyndelsen
hvor jeg på forelskelsen var høj
nu sidder jeg bare og tænker på
at vi snart skal have vasket tøj
//
kan du huske de dage
hvor vi havde mere end nok i hinanden
dengang ordene vi sagde
var som bølgerne på stranden
det er vel på tide at erkende
at der er andet i verden end mig
men jeg vil nok bare ønske
at jeg altid var nok for dig
//
nyforelskelsen varer ej evigt
på et tidspunkt må kurven flade ud
og det er sådan set rigtigt
at parholdet også indebærer uren hud
//
så må man stramme sig an
og gøre noget nyt og spændende
der er jo meget man kan
hvis man tør at blive hængende
for eksempel kan vi tage i skoven
og medbringe egen mad og drikke
vi kan være i ét med naturen
og sende hinanden stjålne blikke
//
vi kan også tage i IKEA
hvor vi kan teste hinandens grænser
vi kan investere i en farverig sofa
og kæmpe mod hinanden med sværd og lanser
//
vi kan rejse til eksotiske verdensdele
og finde de åbne sind frem
men set i det store hele
er livet det samme når vi kommer hjem
jeg kan somme tider tænke
at det er mig der skal fuldende dig
men du er jo din egen hest
og det ansvar tilhører ikke mig
//
vi kender hinanden bedre
for det er en anden tid nu
men vi har stadig noget at lære
der er meget vi ikke ved endnu
det gør måske ikke noget
at nyhedsværdien er blevet mindre
det betyder jo ikke
at vores skib er ved at kæntre
nyforelskelsen varer ej evigt
og det kan jeg godt acceptere
for som dagene går
elsker jeg dig mere og mere
der er stadig så meget
som venter på vores vej
så mange solopgange
jeg mangler at se med dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.