det går over igen | et digt om hovedpine og frygt

Hej verden.

Jeg skrev nedenstående digt for nogle dage siden. Jeg havde fået hovedpine, og som jeg tidligere har forklaret, så er det noget, som jeg igennem mange år har været plaget af. Det har været et kæmpe problem, og det har betydet, at jeg i perioder ikke kunne gå i skole eller i det hele taget gøre ting. Jeg havde det skidt med hovedpine og ubehag hver dag, og selvom jeg er blevet undersøgt helt utroligt meget af en masse forskellige læger, så stod det aldrig helt klart, hvad det egentligt var, at jeg fejlede. I lang tid troede jeg, at det altid skulle være sådan, og at det aldrig ville blive bedre.

Men som årene gik fik jeg det bedre – meget bedre. Jeg kunne mere og mere, og det betød, at mit liv blev mere og mere interessant. Jeg begyndte at kunne se, hvor mange muligheder jeg havde, i stedet for at fokusere på begrænsningerne, som jeg tidligere havde gjort. For nu kunne jeg gøre en masse ting, som gjorde mit liv meningsfuldt. Jeg fik nye venner, jeg klarede det godt i skolen, og jeg fik et arbejde. Jeg blev gladere og fik mere selvtillid, og det hele så meget lyst ud. Og derfor betød det ikke så meget, at jeg stadig ikke helt vidste, hvad min sygdom skyldtes. Det gjorde mig heller ikke så meget, at jeg skulle passe på med at lave hård fysisk aktivitet, fordi det gjorde (og stadig gør) min hovedpine markant værre. Det fyldte ikke så meget, fordi der var så mange gode forbedringer, som jeg var mere optaget af. Jeg havde jo troet, at jeg aldrig ville få det godt igen. Det lyder dramatisk, men det var sådan jeg havde det på nogle tidspunkter. Det er svært at bevare håbet i mange år, når intet ser ud til at ændre sig til det bedre. Jeg er et rigtig godt sted i mit liv i dag, hvor jeg har det godt og føler, at jeg kan gøre de ting, jeg gerne vil. Jeg er sund og rask. Jeg bor et skønt sted sammen med vidunderlige S, og vi har det godt. Jeg er snart halvvejs med psykologistudiet, jeg har en fantastisk familie og gode venner. Jeg har virkeligt ikke noget at klage over. Men når jeg ind imellem får hovedpine, fordi jeg har overanstrengt mig på den ene eller anden måde, så vælder det hele op i mig igen. Det minder mig om, at det ikke er alting jeg kan, og at det ikke er forsvundet helt. Og det kan gøre mig så frustreret, for jeg forstår jo stadig ikke helt, hvad det egentligt skyldes. Det får mig til at føle, at jeg løber ind i en usynlig mur, der sætter begrænsninger for, hvad jeg kan og ikke kan, uden at jeg forstår, hvorfor den er der, eller om jeg kan gøre noget for at komme udenom den. Og selvom jeg godt ved, at jeg får det godt igen efter et par dage, så vælder frygten op i mig. Frygten for, at det kommer tilbage, uden at jeg kan gøre noget. Frygten for at miste det vidunderlige liv, som jeg har skabt for mig selv – frygten for at miste alle mulighederne og glæderne. For hvis jeg fik kronisk hovedpine igen, så ville jeg ikke kunne gøre de samme ting, som jeg kan nu. Jeg ville ikke kunne nyde mit liv på samme måde. Og den tanke gør mig virkeligt bange.
Dette digt handler om den frygt og den frustration, der følger med, når man føler sig begrænset af noget. Jeg ved, at jeg ikke er alene om at opleve den frustration – jeg tror, at de fleste har oplevet det eller vil opleve det på et tidspunkt i livet. Vi er alle begrænset af forskellige ting, og nogle gange kommer noget fra vores fortid og banker på døren, selvom vi troede, at det var et overstået kapitel. Og naturligt nok bliver vi bange. Bange for, at det skal komme tilbage, og at det vil ødelægge det gode liv, vi har skabt for os selv. På en eller anden måde tror jeg, at den frygt er et eksistensvilkår. I hvert fald for mig. Jeg ville ønske, at jeg aldrig følte den, men det gør jeg nogle gange, og i stedet for at bekæmpe frygten så tror jeg, at det er bedre at acceptere den. Acceptere, at jeg engang havde en træls periode i mit liv, som jeg, forståeligt nok, ikke vil opleve igen. Acceptere, at det gør mig bange at tænke på det scenarie. Acceptere, at jeg ikke er 100 % rask, og at jeg måske aldrig bliver i stand til at bestige et højt bjerg/løbe en tur uden at det ender ud i et hovedpineanfald af mange dages varighed. Og så sige til mig selv, at det er ok, at jeg kan blive frustreret over, at jeg ikke kan gøre alting – men at det ikke behøver at fylde mere, end jeg har lyst til at det skal. For når det kommer til stykket, har jeg et godt og smukt liv, hvor jeg ofte føler mig lykkelig. Og hvem siger, at jeg ville være mere lykkelig, hvis jeg kunne alting?

//A

det går over igen

jeg har ondt i mit hoved
og jeg lammes af skræk
jeg har gået og troet
at det endelig var væk
//
jeg ved hvad det skyldes
og det gør mig så sur
det er lidt som om
at løbe ind i en usynlig mur
//
jeg har det ret dårligt
og jeg bliver så trist
når jeg tænker tilbage på
hvordan det føltes sidst
//
jeg tænker meget
på alle de sorte dage
jeg er så bange for
at de kommer tilbage
//
det er ikke fordi
at der er mange ting jeg vil
jeg ville bare ønske
at jeg kunne vælge selv
//
det går over igen
og jeg skal ikke være bange
det eneste jeg skal
er at høre glade sange

3 tanker om “det går over igen | et digt om hovedpine og frygt

  1. Puha, det er lige så man kan mærke frygten selv, så præcist som du beskriver den. Den frygt kender alle, der har været gennem en mørk tid vel – frygten for de sorte dage vender tilbage. Man har jo klaret dem, men de færreste har vel lyst til at gennemleve det, du beskriver, endnu engang. Frygten kan slå ned som et lyn fra en klar himmel i et nu godt liv – selv oplever jeg samme følelse som dig, når depressive mønstre igen dukker op.

    Det er måske ikke rationelt – men hvornår er frygt det? Tak for, på smukkeste vis som altid, at belyse det og ikke mindst, hvor stor indflydelse kronisk hovedpine kan have på livet. Der er en grund til, du frygter, det vender tilbage – og det er klart. Jeg erfarede i hvert fald, at den vendte hele mit liv på hovedet og vel næsten førte til en identitetskrise, da min begyndte for syv år siden (og har været der hvert minut døgnet rundt siden).

    Men jeg tænker, det måske ikke er selve smerten, der er det sværeste. At det i højere grad er den smerte, magtesløshed og det andet, der er forbundet med at opleve ens fysik begrænser en i at leve. Hvad tænker du?

    Lad os krydse fingre for, at du fortsat kun skal kæmpe med hovedpine så sjældent som muligt og i stedet for kan være fri til at leve dit liv fuldt ud.

    Endnu en gang tak for dine tanker!
    Smil til dig!
    Laura // LMinside<3

    1. Hej Laura, og tak for den fine og (som altid) velskrevne kommentar!
      Hvor er jeg glad for, at du kan relatere til det jeg skriver om, og hvor er jeg på samme tid ked af at høre, at du også døjer med hovedpine. Respekt for at du formår både at gå i skole, have en blog og bo alene, på trods af kronisk hovedpine. Det er vildt at du kan klare det! Men som du selv skriver, så er det måske ikke smerten der er det værste – for den kan man nærmest vænne sig til, når den har været der længe nok – det er mere følelsen af at være begrænset af sin fysik i sit liv, som er det mest frustrerende. Sådan har det i hvert fald været for mig, og jeg tror du har helt ret i, at det vender op og ned på ens liv. Det er bare ikke fedt at man ikke selv kan styre, hvordan man har det.
      Jeg håber for dig, at din hovedpine på mirakuløs vis forsvinder en dag, men hvis ikke, så håber jeg, at du alligevel kan gøre de ting du gerne vil, uden at den skal begrænse dig for meget.
      De bedste tanker herfra, og tak for dit seneste blogindlæg, som jeg nød at læse. Du minder mig om mig selv på mange punkter 😀
      //Amanda

      1. Det er ikke fedt nej, tak for dine gode ønsker. Og så må jeg bare sige iligemåde – vi minder vidst om hinanden på mange punkter hehe.
        Smil til dig!
        Laura // LMinside<3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.