Månedsarkiv: juli 2018

4. februar 2013 | Tilbage Til Fortiden #8

AAAARRRRGGGHHHH!!!

Jeg er så sur. Uden grund. Så derfor sidder jeg og finder på en masse ting at være sur over. Her kommer de:

  1. Folk der staver forkert. SÅ LÆR DET DOG!!!
  2. Folk der ikke kan finde ud af nutids-r. AAARRGGHHH!!!!
  3. Små børn der larmer i bussen og ikke har nogen høflige manerer, men bare maser sig ind og fylder det hele med deres store gymnastiktasker og rygsække med prinsesser og/eller riddere på. GÅ VÆK!
  4. Negative mennesker (dobbeltmoralsk, lige nu i hvert fald). Men hvorfor se negativt på livet, det er jo så SKØNT!
  5. Nutidens ungdom eller dele af den i hvert fald. TAG JER SAMMEN!
  6. Dem der bagtaler andre. HOLD SÅ OP!
  7. Mænd.
  8. Irriterende mennesker.
  9. Dem der sværger til Mac og iPhone.
  10. Dem der mener at “P.S. I Love You” er en god film.
  11. Dem der ikke mener at “Min Søsters Børn i Sneen” er den bedste film i verden.
  12. Folk der larmer i timen. I VED HVEM I ER!
  13. Folk der larmer i timen og derefter benægter det, når læreren beder dem tie stille.
  14. Dem der kan lide One Direction og Justin Bieber og bliver sindssyge og stalkeragtige over det. HOLD OP.
  15. At jeg kun mangler at se fire afsnit af “How I Met Your Mother” og at jeg ikke har kunnet skaffe sæson fire nogen steder. FUCK.
  16. PMS. GÅ VÆK FRA MIT LIV!
  17. Når der ikke er mere tandpasta.
  18. Når sokkerne bliver væk.
  19. Når man ikke kan falde i søvn.
  20. At jeg i december frivilligt tog i kirke for at få udvidet min religiøse horisont. Det skal aldrig ske igen.

//A

31. marts 2013 | Tilbage Til Fortiden #7

MÅL FOR APRIL MÅNED 2013

1. Høre mere Volbeat og Metallica. Og få downloadet flere Rammstein sange.

2. Undersøge markedet for nyt dødsmeal, der er godt.

3. (Måske) få overblik over hvad mine playlister på Spotify indeholder. Men kun måske.

4. Tage mig sammen og stille og roligt (eller hårdt og brutalt) begynde at leve sundt (sundere) igen.

5. Holde mig selv i gang, hvis lockouten trækker ud.

6. Huske at se Randi og Rebekka så meget som muligt.

7. Ikke skrive til X eller i det hele taget kommunikere med ham så længe det er muligt at undgå det.

8. Huske at jeg ikke har brug for ham.

9. Huske hvor godt livet faktisk er. Og være glad og sætte pris på de ting jeg har. Og ikke mindst de mennesker, jeg har omkring mig. Lade være med at tænke for meget på de dårlige/irriterende ting. Lægge alle de forstyrrende tanker ned i en kasse og tømme den en gang i mellem. Huske på hvor smukt det hele faktisk er. 

10. Og sidst men ikke mindst: sove. Og måske lære at lave en sovs.

/A

 

ingen stjerner

alle stjerner
vil jeg hente ned til dig
for du kom med alt det
der bragte liv i mig
//
men ingen stjerner
er kommet for at blive
de fleste af dem
vil hellere flyve
//
ingen stjerner
kan jeg fange og forære dig
for de flyver videre
når jeg ser den anden vej
//
ingen stjerner
kan eje hinanden
vi ejer kun os selv
og jeg tror faktisk ikke
at jeg dig eje vil
//
du kan svæve frit
og på store eventyr
kan du tage
men på trods af det
kommer du altid tilbage
//
det samme kan jeg
jeg svæver og vælger frit
det er altafgørende
at mit liv forbliver mit
//
jeg er min egen stjerne
og du er min bedste ven
det er ikke svært
at beslutte mig
jeg vælger dig
om og om igen
//
jeg tænker på dig
og lader drømmene gro
imens jeg finder
min egen måde
at leve livet på

det går over igen | et digt om hovedpine og frygt

Hej verden.

Jeg skrev nedenstående digt for nogle dage siden. Jeg havde fået hovedpine, og som jeg tidligere har forklaret, så er det noget, som jeg igennem mange år har været plaget af. Det har været et kæmpe problem, og det har betydet, at jeg i perioder ikke kunne gå i skole eller i det hele taget gøre ting. Jeg havde det skidt med hovedpine og ubehag hver dag, og selvom jeg er blevet undersøgt helt utroligt meget af en masse forskellige læger, så stod det aldrig helt klart, hvad det egentligt var, at jeg fejlede. I lang tid troede jeg, at det altid skulle være sådan, og at det aldrig ville blive bedre.

Men som årene gik fik jeg det bedre – meget bedre. Jeg kunne mere og mere, og det betød, at mit liv blev mere og mere interessant. Jeg begyndte at kunne se, hvor mange muligheder jeg havde, i stedet for at fokusere på begrænsningerne, som jeg tidligere havde gjort. For nu kunne jeg gøre en masse ting, som gjorde mit liv meningsfuldt. Jeg fik nye venner, jeg klarede det godt i skolen, og jeg fik et arbejde. Jeg blev gladere og fik mere selvtillid, og det hele så meget lyst ud. Og derfor betød det ikke så meget, at jeg stadig ikke helt vidste, hvad min sygdom skyldtes. Det gjorde mig heller ikke så meget, at jeg skulle passe på med at lave hård fysisk aktivitet, fordi det gjorde (og stadig gør) min hovedpine markant værre. Det fyldte ikke så meget, fordi der var så mange gode forbedringer, som jeg var mere optaget af. Jeg havde jo troet, at jeg aldrig ville få det godt igen. Det lyder dramatisk, men det var sådan jeg havde det på nogle tidspunkter. Det er svært at bevare håbet i mange år, når intet ser ud til at ændre sig til det bedre. Jeg er et rigtig godt sted i mit liv i dag, hvor jeg har det godt og føler, at jeg kan gøre de ting, jeg gerne vil. Jeg er sund og rask. Jeg bor et skønt sted sammen med vidunderlige S, og vi har det godt. Jeg er snart halvvejs med psykologistudiet, jeg har en fantastisk familie og gode venner. Jeg har virkeligt ikke noget at klage over. Men når jeg ind imellem får hovedpine, fordi jeg har overanstrengt mig på den ene eller anden måde, så vælder det hele op i mig igen. Det minder mig om, at det ikke er alting jeg kan, og at det ikke er forsvundet helt. Og det kan gøre mig så frustreret, for jeg forstår jo stadig ikke helt, hvad det egentligt skyldes. Det får mig til at føle, at jeg løber ind i en usynlig mur, der sætter begrænsninger for, hvad jeg kan og ikke kan, uden at jeg forstår, hvorfor den er der, eller om jeg kan gøre noget for at komme udenom den. Og selvom jeg godt ved, at jeg får det godt igen efter et par dage, så vælder frygten op i mig. Frygten for, at det kommer tilbage, uden at jeg kan gøre noget. Frygten for at miste det vidunderlige liv, som jeg har skabt for mig selv – frygten for at miste alle mulighederne og glæderne. For hvis jeg fik kronisk hovedpine igen, så ville jeg ikke kunne gøre de samme ting, som jeg kan nu. Jeg ville ikke kunne nyde mit liv på samme måde. Og den tanke gør mig virkeligt bange.
Dette digt handler om den frygt og den frustration, der følger med, når man føler sig begrænset af noget. Jeg ved, at jeg ikke er alene om at opleve den frustration – jeg tror, at de fleste har oplevet det eller vil opleve det på et tidspunkt i livet. Vi er alle begrænset af forskellige ting, og nogle gange kommer noget fra vores fortid og banker på døren, selvom vi troede, at det var et overstået kapitel. Og naturligt nok bliver vi bange. Bange for, at det skal komme tilbage, og at det vil ødelægge det gode liv, vi har skabt for os selv. På en eller anden måde tror jeg, at den frygt er et eksistensvilkår. I hvert fald for mig. Jeg ville ønske, at jeg aldrig følte den, men det gør jeg nogle gange, og i stedet for at bekæmpe frygten så tror jeg, at det er bedre at acceptere den. Acceptere, at jeg engang havde en træls periode i mit liv, som jeg, forståeligt nok, ikke vil opleve igen. Acceptere, at det gør mig bange at tænke på det scenarie. Acceptere, at jeg ikke er 100 % rask, og at jeg måske aldrig bliver i stand til at bestige et højt bjerg/løbe en tur uden at det ender ud i et hovedpineanfald af mange dages varighed. Og så sige til mig selv, at det er ok, at jeg kan blive frustreret over, at jeg ikke kan gøre alting – men at det ikke behøver at fylde mere, end jeg har lyst til at det skal. For når det kommer til stykket, har jeg et godt og smukt liv, hvor jeg ofte føler mig lykkelig. Og hvem siger, at jeg ville være mere lykkelig, hvis jeg kunne alting?

//A

det går over igen

jeg har ondt i mit hoved
og jeg lammes af skræk
jeg har gået og troet
at det endelig var væk
//
jeg ved hvad det skyldes
og det gør mig så sur
det er lidt som om
at løbe ind i en usynlig mur
//
jeg har det ret dårligt
og jeg bliver så trist
når jeg tænker tilbage på
hvordan det føltes sidst
//
jeg tænker meget
på alle de sorte dage
jeg er så bange for
at de kommer tilbage
//
det er ikke fordi
at der er mange ting jeg vil
jeg ville bare ønske
at jeg kunne vælge selv
//
det går over igen
og jeg skal ikke være bange
det eneste jeg skal
er at høre glade sange

27. december 2012 | Tilbage Til Fortiden #6

Hej verden.

Her kommer den næste del af min dagbogsserie, som jeg har glemt alt om de seneste fem måneder. Men nu er den tilbage! Jeg håber, at I får noget ud af det – jeg synes i hvert fald selv, at det er underholdende. Som I kan se herunder, havde jeg engang en forkærlighed for at lave lister, hvor jeg omtalte mig selv i 2. person. Nyd det.

//A

27. december 2012

Vigtige ting i A’s liv lige nu, til senere brug:

1. I dag (27-12-12) har du indledt del 2 af “lev sundt”. Del 1 gik galt efter sommerferien i Paris og Italien med for meget is og pizza. Din kampvægt er steget og alarmklokkerne er begyndt at ringe.

2. Dine bedste venner i skolen hedder Rebekka, Randi, Sabina og Irene. Og måske nogle flere.

3. Du arbejder på biblioteket med at sætte bøger op. Det er fjong, bortset fra de larmende og rodende børn.

4. For tiden satser du på at skulle være psykolog, når du bliver voksen.

5. Hvis du engang, gud forbyde det, skulle få børn, så har du lige fundet ud af i dag, hvad de skal hedde. Den ene skal hedde Alberte, fordi du hørte en mor råbe “ALBERTE VI SKAL HJEM!” inde på biblioteket, og så tænkte du, at det lød da meget godt, og at det kunne du også godt tænke dig at kunne råbe engang. Den anden skal hedde Flemming, fordi det kunne være sjovt, og fordi det er synd, at det navn er ved at uddø.

6. Du har en aftale med din ven Bokka om at flytte til Aalborg og studere et eller andet smart engang og købe alt i IKEA.

Alt for nu.

hej jeg er glad | et digt om en dag med godt humør

hej
jeg er glad
og jeg synes
at det hele er godt
der er meget
at grine af
der er meget
som er smukt og flot
jeg ved
at det en ende har
men lige nu
er jeg lavet af glæde
jeg kan ikke forstå
at jeg for få dage siden
blot kunne råbe og græde
jeg danser rundt
med dem jeg elsker allermest
kom ikke og sig
at jeg ikke ved
hvordan man sparker liv i en fest
kald mig naiv og godtroende
men i dag er udsigten flot
man kan se meget mere
når man kommer lidt højere op
jeg har meget at lære
men jeg når det nok
jeg er godt nok heldig
at kunne have det så godt