Jeg er det eneste menneske i verden | Tilbage Til Naturen #14

Hej verden.

Det er en mørk og stormfuld aften, og jeg er ikke helt ligeså fyldt med energi og motivation, som jeg var i går. Følelsen af at være alene og afskåret fra hverdagen har ramt mig på en ny måde i dag. Jeg gik en meget lang tur ved stranden i dag, og da jeg ingen mennesker kunne se i miles omkreds, tænkte jeg, at jeg er det eneste menneske i verden. Senere på gåturen mødte jeg da nogle få personer, som jeg hilste på, men det ændrede ikke på følelsen af at være alene i verden.

Det lyder måske ret trist og ubehageligt, men det er det sådan set ikke. Det er en ret overvældende følelse at stå og skue udover det åbne landskab og ikke kunne se nogle andre end sig selv. Men det er overvældende på en god måde. Der er jo en grund til at et af de store temaer i litteraturen og kunsten i det hele taget er man vs. nature. Vi mennesker har en indre drivkraft, der giver os lyst til at komme i nærkontakt med naturen og måske endda besejre den, hvis vi er heldige. Vi gør alle mulige åndssvage ting for at vise, hvad vi kan. Fx bestiger vi bjerge og løber 24 timer i træk eller gennemfører et triathlon. Her valgte jeg så en mere realistisk udfordring, som var at gå 12 km på stranden. Jeg har gjort det mange gange før, så det var ikke decideret udfordrende, men jeg fik da lige testet kroppen og dens evne til at holde mig i gang. Men jeg havde nu ikke et mål om at afprøve mig selv. Det handlede sådan set bare om at komme ud at gå. Gåture har så meget værdi i sig selv, at de ikke behøver et officielt formål. Og hvor var det en god tur. Det var en utroligt flot dag, og jeg følte endnu en gang, at jeg var i ét med naturen og verden i det hele taget. Som gode gamle Nietzsche sagde: “We like to be out in nature so much because it has no opinion about us“.

Hvor er det vigtigt at kunne nyde sit eget selskab. Hvor er det vigtigt at dyrke ensomheden ind imellem. Og hvor er det vigtigt at investere i sig selv. Men når det kommer til stykket, er det jo ikke når jeg er alene, at jeg føler mig allermest lykkelig – og hvis jeg gør, skyldes det i høj grad, at jeg overvældes af alle de gode minder, jeg har med de folk, jeg holder mest af.

At være alene er på mange måder mere simpelt end at være sammen med mennesker, for så skal man ikke tage hensyn til nogen, og der er ikke andre end en selv, som man kan blive irriteret på. Jeg ved, at jeg kan gå rundt alene i mange dage og sådan set have det meget fint. For livet bliver mere simpelt, når man ikke roder sig ud i alt muligt med andre mennesker. På samme tid er det dog også min erfaring, at livet bliver mindre meningsfyldt, når man holder sig for sig selv. Vi mennesker er jo ultra-sociale dyr, og igennem evolutionen har det aldrig været fordelagtigt, hvis man bare holdt sig for sig selv hele tiden.

For de introverte typer kan det være en kunst at finde balancen mellem alenetid og socialiserings-tid. Nogle gange har man brug for mere af det ene end det andet, og andre gange forholder det sig omvendt. Man må prøve sig frem og lære af det. For mig er det nødvendigt at have alenetid relativt ofte, og jeg tror altid, at jeg vil føle et vist behov for at dyrke ensomheden engang imellem, da det giver mig energi og lyst til at gå tilbage ud i verden og være noget for andre mennesker. Og at lade andre være noget for mig. Det giver mig styrke, at jeg ved, at jeg kan føle mig glad og tilfreds, imens jeg går rundt for mig selv i fem dage. Jeg føler mig stærk og selvstændig, fordi jeg når ind til en anden del af mig selv, når jeg for en stund tager lidt væk fra alt det, mit liv består af til daglig. Jeg kan se, at jeg består af mere end blot mine sociale relationer til andre mennesker, min lejlighed og mit studie. Og det ligger der en enorm frihed i.

Jeg tror, at det er vigtigt at dyrke savnet nogle gange. Og nu hvor jeg er flyttet for mig selv, er det også noget, jeg ofte praktiserer i hverdagen. Det sker da ofte, at jeg sidder for mig selv, og tænker at jeg ville ønske, at jeg ikke var alene. Men det er sjældent, at jeg har det sådan mange dage i træk, for jeg ses jo jævnligt med min familie og S og mine venner. Men nu er jeg taget herud, og jeg ser dem først igen om 3-4 dage. Oftest bliver mine sociale behov dækket af at have været til undervisning på uni, men det er nogle uger siden, at jeg sidst har været der. Så alt er meget anderledes i disse dage, og der er ikke rigtigt noget, der kan distrahere mig fra mig selv og mine tanker.

Mine tanker drejer sig primært om, at jeg kan se nu, at det ideelle liv for mig ikke er et liv, hvor jeg bor alene ude midt i naturen. Det har jeg ikke lyst til, selvom det ikke er længe siden, at jeg troede det. Derimod har jeg lyst til at have et sted som dette (sommerhuset) at tage ud til engang imellem, når jeg trænger til at komme lidt væk. For det er vigtigt at huske at komme lidt væk. Men jeg ønsker ikke, at mit liv bare skal handle om mig. Jeg ønsker ikke, at jeg skal være omdrejningspunktet for alting, og at jeg har så meget tid, hvor det kun handler om, hvad jeg selv har lyst til. Hvad jeg har lyst til at spise, se i tv, hvornår jeg vil gå i seng, stå op, gå i bad, vaske op, og så videre. Selvom det er befriende, så er det ikke sådan, jeg ønsker at leve mit liv på sigt. For mit liv handler ikke længere bare om mig, og det har det i virkeligheden nok aldrig helt gjort.

Hyg jer/peace out.

//A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.