en sommerdag | et digt om en stormende forelskelse

Hej verden.

Jeg er i et mindre fantastisk humør, og jeg havde egentlig tænkt mig at skrive et indlæg om det, da det plejer at hjælpe at skrive mine tanker ned fremfor blot at beholde dem i mit hoved, hvor de kan flyve rundt og forstyrre mig i alt det, jeg gerne vil. Men så faldt jeg over et digt, jeg skrev for to måneder siden, og som er så fyldt med håb, glæde og lalleglad energi, at jeg nu har mistet lysten til at skrive om mit PMS-humør. Ikke fordi at jeg ønsker at fortrænge mit humør, men fordi jeg efterhånden kender mig selv så godt, at jeg er klar over, at jeg ikke bliver gladere af at plapre løs om mig selv, min personlighed, fortiden, fremtiden, nutiden og pis og lort. Jeg bliver derimod gladere af at minde mig selv om, at jeg rent faktisk er i stand til at føle mig virkeligt, virkeligt glad, og at det egentligt bare handler om, at mit perspektiv lige nu er et andet, mere end det handler om, at der er noget galt eller at jeg er på vej ind i en efterårsdepression. For det er jeg ikke. Jeg kan bare ikke være fyldt med ekstatisk lykke hele tiden, og jeg kan ikke hele tiden løbe rundt og dobbeltpanere hhv. wienerschnitzler og karbonader, imens jeg har det fulde overblik over mit liv og har styr på alt. Lige nu føler jeg ikke, at jeg har styr på alt, og jeg synes faktisk, at det kan være lidt svært at være et (relativt) voksent og (relativt) selvstændigt individ, der føler mig hjemme fire forskellige steder og gerne vil blive en god psykolog, selvom jeg ofte er mere passioneret omkring at skrive digte og lige pt. er i dårligt humør, fordi jeg har læst om personlighedsforstyrrelser hele dagen. Jeg er en selvkritisk perfektionist, men jeg er ikke perfekt. Nogle dage giver alting mening, og andre dage føler jeg, at jeg har glemt min sjæl på stranden.

I dag er nok en af de dage, hvor jeg føler, at jeg har glemt min sjæl på stranden. Men det er stadig et godt og smukt liv, og min nabo har netop ringet på min dør for at overrække mig en tallerken med hjemmelavet citronfromage, og det er så fin en ting at gøre, at jeg bliver helt rørt (jeg må være mere PMS-ramt, end jeg selv var klar over, eller også er jeg bare ynkelig, fordi det er en del af min personlighed. Bedøm selv).

Men nu til sagen. Dette digt, som jeg nu har tænkt mig at sende ud i verden, skrev jeg i midten af juli måned imens jeg sad i min vindueskarm og var så forelsket, at jeg ikke kunne gøre andet end at smile til loftet og føle mig heldig. Når jeg læser det, bliver jeg mindet om alle de gode følelser, sommeren var præget af, og al den glæde og taknemmelighed, som jeg var fyldt med. Jeg bliver mindet om, hvor lalleglad og håbefuld jeg følte mig. Når jeg læser det, føler jeg mig glad og heldig, og det er lige hvad jeg har brug for at føle på en efterårsdag som denne. Og derfor ser dette digt nu dagens lys. For selvom jeg dengang skrev det til ham, det hele handler om, så kan jeg se nu, at jeg nok ligeså meget har skrevet det til mig selv. Jeg har skrevet det til mig selv, der sidder på de mørke efterårsaftener og for en stund har glemt, hvordan det føltes, da jeg sad i vindueskarmen og sommersolen varmede mig op. Det er et sukkersødt og ret simpelt digt, men det gør mig glad, og det skal ikke bare ligge i en skuffe og samle støv, for måske, hvis jeg er heldig, kan det også få nogle andre end mig til at smile (I må også gerne grine hånligt, hvis I synes, at det er forfærdeligt).

Hyg jer og husk, at der findes kærlighed i verden, selvom I fryser og måske også føler, at I har glemt jeres sjæle på en strand.

//A

en sommerdag

hej hej
pænt goddag
og velkommen til mit univers
jeg mødte dig på en sommerdag
og om dig
kunne jeg skrive tusindvis af vers
 //
vi blev begge til stjerner
og som stjerneskud faldt vi ned
jeg takker universet for
at vi faldt på det samme sted
 //
jeg lever i en sæbeboble af håb
og vinden bærer mig frem
for lige her
i dine øjne
har jeg fundet endnu et hjem
 //
alle gode eventyr
starter med en vabel eller fem
og jeg vil glædeligt
kun for dig
hoppe hele vejen hjem
 //
jeg ser ud på en verden
så tydelig og klar
jeg tror måske
at jeg i dine øjne
lykken fundet har
 //
vi trækker vejret
imens alt i verden
går vores vej
og det eneste
jeg har brug for
er mere tid
med dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.