At være en selvkritisk perfektionist 

Hej verden.

Jeg sidder pt på gulvet af toget. Klokken er 18.30, og min aftensmad består af en rugbrød og to muffins, der er så udsplattede, at jeg ikke kan overskue at spise dem. Årsagen til udsplatningen er primært, at jeg valgte at placere tre æbler i posen med de to muffins, for derefter at skynde mig ud af døren og løbe forbi Jehovas vidner, der var i gang med at overbevise hele opgangen om, at der findes et liv efter døden. De kommer altid på de mest upraktiske tidspunkter (sidste gang stressede jeg rundt og bagte fødselsdagsboller).

Nok om Jehovas vidner og udsplattet aftensmad. Jeg er muligvis en smule udsplattet selv, men det skal det ikke handle om nu.

I dag er det 26 år siden, at min mor bankede på min fars dør og bad om et glas vand. Det er 26 år siden, at deres livslange bekendtskab startede. 26 år siden, at grundlaget for min eksistens blev skabt.

Det er noget underligt noget, og det får mig til at tænke på, hvor skrøbeligt alting er, og samtidig hvor stærkt, det kan blive. Tænk sig, at min eksistens kan siges at afhænge af, at den dør blev åbnet den aften i Aalborg for 26 år siden. Tænk sig, at jeg kan takke et glas vand for, at min mor ikke valgte en anden spændende type at kaste sin kærlighed på.

Men så igen, det handler nok om mere end et glas vand. For havde hun ikke fået det glas vand, havde hun nok ikke givet op så let. Min mor er en målrettet kvinde, som går efter det, hun vil have, og det har hun gjort hele tiden. Det er sådan set vældigt inspirerende.

Deres kærlighed har holdt i 26 år, og selvom jeg er dybt imponeret, så er jeg også dybt forundret over, at det har kunnet lade sig gøre for dem at holde hinanden ud så længe. De er to skønne mennesker, men de er ret forskellige på mange punkter, og når jeg analyserer det psykologisk, forstår jeg ikke helt, hvordan de stadig kan være gift. Men der er vel forskel på teori og praksis. Og så er der oceaner af ting, jeg intet ved om endnu. Der er så meget, jeg endnu ikke ved om kærligheden, livet, døden og så videre.

Om 26 år ved jeg nok en del mere, end jeg ved nu, og den tanke gør mig både glad og bange på samme tid. Om 26 år er jeg 47, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg er som menneske til den tid. Jeg kan jo være en helt anden. Jeg kan have udskiftet alle mine holdninger til det værre, og jeg kan være gået i den helt forkerte retning. Jeg kan føle en basal mistillid til tilværelsen og andre mennesker, og jeg kan fortryde de valg, jeg har taget i fortiden. 

Det er en mulighed. Men der er også andre muligheder end denne pessimistiske forudsigelse af min mulige fremtid. Dog tror jeg, at det er fint at huske på, at de valg, jeg træffer nu, kommer til at få en betydning for mit fremtidige jeg. Det er fint at være bevidst om, at jeg selv skaber mit liv og min fremtid igennem mine nutidige handlinger og valg. Det er en skræmmende tanke, da der følger et vist ansvar med, når man tænker sådan, men det er vel bedre at blive bevidst om det nu end aldrig at tage ansvar for mig selv. Ikke, at jeg føler, at jeg tidligere ikke har taget ansvar for mig selv, men det er stadigvæk en god ting at huske. 

Dette indlæg er muligvis ret forvirrende, men jeg er træt, og jeg tænker lidt for meget i disse dage. Jeg tænker meget på, at jeg er utroligt ung og uvidende, hvilket er underligt, da jeg plejer at føle, at jeg ved en masse vigtige ting. Det føler jeg bare ikke lige nu, og måske har det noget at gøre med, at der stadig er 26 år til, at jeg bliver 47. Og på så mange år, må jeg kunne lære en hel del.

Eller også er jeg nogle gange bare en selvkritisk perfektionist. En selvkritisk perfektionist med rød læbestift og læderjakke.


Men alt er ok, rød læbestift, uvidenhed eller ej. For jeg ved, at det er et godt og smukt liv, og vigtigst af alt; at livet er nu. 

Hyg jer.

//A 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.