Månedsarkiv: september 2017

jeg finder vej 

jeg er en taske 

bestående af imiteret læder 

du har købt mig for dyrt 

og du ser først nu 

at jeg falmer alle steder 

du troede på mig 

og al min falske viden 

du tænkte nok 

at jeg kunne fikses 

med tiden 

jeg kan ikke finde vej 

i denne sorte tåge 

det handler vel om mig 

jeg er nok trådt ind 

ad den forkerte låge 

jeg tager mig sammen

for jeg er meget mere 

end en skuldertaske 

jeg er som ilden 

lyset 

flammen 

og vent at se 

til vi flyver afsted 

allesammen

en sommerdag | et digt om en stormende forelskelse

Hej verden.

Jeg er i et mindre fantastisk humør, og jeg havde egentlig tænkt mig at skrive et indlæg om det, da det plejer at hjælpe at skrive mine tanker ned fremfor blot at beholde dem i mit hoved, hvor de kan flyve rundt og forstyrre mig i alt det, jeg gerne vil. Men så faldt jeg over et digt, jeg skrev for to måneder siden, og som er så fyldt med håb, glæde og lalleglad energi, at jeg nu har mistet lysten til at skrive om mit PMS-humør. Ikke fordi at jeg ønsker at fortrænge mit humør, men fordi jeg efterhånden kender mig selv så godt, at jeg er klar over, at jeg ikke bliver gladere af at plapre løs om mig selv, min personlighed, fortiden, fremtiden, nutiden og pis og lort. Jeg bliver derimod gladere af at minde mig selv om, at jeg rent faktisk er i stand til at føle mig virkeligt, virkeligt glad, og at det egentligt bare handler om, at mit perspektiv lige nu er et andet, mere end det handler om, at der er noget galt eller at jeg er på vej ind i en efterårsdepression. For det er jeg ikke. Jeg kan bare ikke være fyldt med ekstatisk lykke hele tiden, og jeg kan ikke hele tiden løbe rundt og dobbeltpanere hhv. wienerschnitzler og karbonader, imens jeg har det fulde overblik over mit liv og har styr på alt. Lige nu føler jeg ikke, at jeg har styr på alt, og jeg synes faktisk, at det kan være lidt svært at være et (relativt) voksent og (relativt) selvstændigt individ, der føler mig hjemme fire forskellige steder og gerne vil blive en god psykolog, selvom jeg ofte er mere passioneret omkring at skrive digte og lige pt. er i dårligt humør, fordi jeg har læst om personlighedsforstyrrelser hele dagen. Jeg er en selvkritisk perfektionist, men jeg er ikke perfekt. Nogle dage giver alting mening, og andre dage føler jeg, at jeg har glemt min sjæl på stranden.

I dag er nok en af de dage, hvor jeg føler, at jeg har glemt min sjæl på stranden. Men det er stadig et godt og smukt liv, og min nabo har netop ringet på min dør for at overrække mig en tallerken med hjemmelavet citronfromage, og det er så fin en ting at gøre, at jeg bliver helt rørt (jeg må være mere PMS-ramt, end jeg selv var klar over, eller også er jeg bare ynkelig, fordi det er en del af min personlighed. Bedøm selv).

Men nu til sagen. Dette digt, som jeg nu har tænkt mig at sende ud i verden, skrev jeg i midten af juli måned imens jeg sad i min vindueskarm og var så forelsket, at jeg ikke kunne gøre andet end at smile til loftet og føle mig heldig. Når jeg læser det, bliver jeg mindet om alle de gode følelser, sommeren var præget af, og al den glæde og taknemmelighed, som jeg var fyldt med. Jeg bliver mindet om, hvor lalleglad og håbefuld jeg følte mig. Når jeg læser det, føler jeg mig glad og heldig, og det er lige hvad jeg har brug for at føle på en efterårsdag som denne. Og derfor ser dette digt nu dagens lys. For selvom jeg dengang skrev det til ham, det hele handler om, så kan jeg se nu, at jeg nok ligeså meget har skrevet det til mig selv. Jeg har skrevet det til mig selv, der sidder på de mørke efterårsaftener og for en stund har glemt, hvordan det føltes, da jeg sad i vindueskarmen og sommersolen varmede mig op. Det er et sukkersødt og ret simpelt digt, men det gør mig glad, og det skal ikke bare ligge i en skuffe og samle støv, for måske, hvis jeg er heldig, kan det også få nogle andre end mig til at smile (I må også gerne grine hånligt, hvis I synes, at det er forfærdeligt).

Hyg jer og husk, at der findes kærlighed i verden, selvom I fryser og måske også føler, at I har glemt jeres sjæle på en strand.

//A

en sommerdag

hej hej
pænt goddag
og velkommen til mit univers
jeg mødte dig på en sommerdag
og om dig
kunne jeg skrive tusindvis af vers
 //
vi blev begge til stjerner
og som stjerneskud faldt vi ned
jeg takker universet for
at vi faldt på det samme sted
 //
jeg lever i en sæbeboble af håb
og vinden bærer mig frem
for lige her
i dine øjne
har jeg fundet endnu et hjem
 //
alle gode eventyr
starter med en vabel eller fem
og jeg vil glædeligt
kun for dig
hoppe hele vejen hjem
 //
jeg ser ud på en verden
så tydelig og klar
jeg tror måske
at jeg i dine øjne
lykken fundet har
 //
vi trækker vejret
imens alt i verden
går vores vej
og det eneste
jeg har brug for
er mere tid
med dig

At være en selvkritisk perfektionist 

Hej verden.

Jeg sidder pt på gulvet af toget. Klokken er 18.30, og min aftensmad består af en rugbrød og to muffins, der er så udsplattede, at jeg ikke kan overskue at spise dem. Årsagen til udsplatningen er primært, at jeg valgte at placere tre æbler i posen med de to muffins, for derefter at skynde mig ud af døren og løbe forbi Jehovas vidner, der var i gang med at overbevise hele opgangen om, at der findes et liv efter døden. De kommer altid på de mest upraktiske tidspunkter (sidste gang stressede jeg rundt og bagte fødselsdagsboller).

Nok om Jehovas vidner og udsplattet aftensmad. Jeg er muligvis en smule udsplattet selv, men det skal det ikke handle om nu.

I dag er det 26 år siden, at min mor bankede på min fars dør og bad om et glas vand. Det er 26 år siden, at deres livslange bekendtskab startede. 26 år siden, at grundlaget for min eksistens blev skabt.

Det er noget underligt noget, og det får mig til at tænke på, hvor skrøbeligt alting er, og samtidig hvor stærkt, det kan blive. Tænk sig, at min eksistens kan siges at afhænge af, at den dør blev åbnet den aften i Aalborg for 26 år siden. Tænk sig, at jeg kan takke et glas vand for, at min mor ikke valgte en anden spændende type at kaste sin kærlighed på.

Men så igen, det handler nok om mere end et glas vand. For havde hun ikke fået det glas vand, havde hun nok ikke givet op så let. Min mor er en målrettet kvinde, som går efter det, hun vil have, og det har hun gjort hele tiden. Det er sådan set vældigt inspirerende.

Deres kærlighed har holdt i 26 år, og selvom jeg er dybt imponeret, så er jeg også dybt forundret over, at det har kunnet lade sig gøre for dem at holde hinanden ud så længe. De er to skønne mennesker, men de er ret forskellige på mange punkter, og når jeg analyserer det psykologisk, forstår jeg ikke helt, hvordan de stadig kan være gift. Men der er vel forskel på teori og praksis. Og så er der oceaner af ting, jeg intet ved om endnu. Der er så meget, jeg endnu ikke ved om kærligheden, livet, døden og så videre.

Om 26 år ved jeg nok en del mere, end jeg ved nu, og den tanke gør mig både glad og bange på samme tid. Om 26 år er jeg 47, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg er som menneske til den tid. Jeg kan jo være en helt anden. Jeg kan have udskiftet alle mine holdninger til det værre, og jeg kan være gået i den helt forkerte retning. Jeg kan føle en basal mistillid til tilværelsen og andre mennesker, og jeg kan fortryde de valg, jeg har taget i fortiden. 

Det er en mulighed. Men der er også andre muligheder end denne pessimistiske forudsigelse af min mulige fremtid. Dog tror jeg, at det er fint at huske på, at de valg, jeg træffer nu, kommer til at få en betydning for mit fremtidige jeg. Det er fint at være bevidst om, at jeg selv skaber mit liv og min fremtid igennem mine nutidige handlinger og valg. Det er en skræmmende tanke, da der følger et vist ansvar med, når man tænker sådan, men det er vel bedre at blive bevidst om det nu end aldrig at tage ansvar for mig selv. Ikke, at jeg føler, at jeg tidligere ikke har taget ansvar for mig selv, men det er stadigvæk en god ting at huske. 

Dette indlæg er muligvis ret forvirrende, men jeg er træt, og jeg tænker lidt for meget i disse dage. Jeg tænker meget på, at jeg er utroligt ung og uvidende, hvilket er underligt, da jeg plejer at føle, at jeg ved en masse vigtige ting. Det føler jeg bare ikke lige nu, og måske har det noget at gøre med, at der stadig er 26 år til, at jeg bliver 47. Og på så mange år, må jeg kunne lære en hel del.

Eller også er jeg nogle gange bare en selvkritisk perfektionist. En selvkritisk perfektionist med rød læbestift og læderjakke.


Men alt er ok, rød læbestift, uvidenhed eller ej. For jeg ved, at det er et godt og smukt liv, og vigtigst af alt; at livet er nu. 

Hyg jer.

//A 

når lyset er tilbage 

når dagen snart er omme

så må du huske mig på

at gode ting vil komme

når månen går i stå

//

når tiden er en anden

og vi røde blade kan se

når alt vi har er hinanden

og kun gode ting vil ske

//

når solen er forsvundet

og vi efter stjernerne rækker ud

når vi igen et hjem har fundet

og vi efter månen må sende bud

//

når lyset er tilbage

vil vi varmes op på ny

vi må huske hvad vi sagde

da vi levede i stjernernes by